Matthew 1 1 Jesu Christi, Davids Søns, Abrahams Søns, Slægtebog. 2 Abraham avlede Isak; og Isak avlede Jakob; og Jakob avlede Juda og hans Brødre 3 og Juda avlede Phares og Zara med Thamar; og Phares avlede Esrom; og Esrom avlede Abram; 4 og Abram avlede Aminadab; og Aminadab avlede Naasson; og Nasson avlede Salmon; 5 Salmon avlede Booz med Rachab; og Booz avlede Obed med Ruth; og Obed avlede Jessai; 6 og Jessai avlede Kong David; og Kong David avlede Salomon med Urias' Hustru; 7 og Salomon avlede Roboam; og Roboam avlede Abia; og Abia avlede Asa; 8 og Asa avlede Josaphat; og Josaphat avlede Joram; og Joram avlede Ozias; 9 og Ozias avlede Joatham; og Joatham avlede Achas; og Achas avlede Ezechias; 10 og Ezechias; avlede Manasse; og Manasse avlede Amon; og Amon avlede Josias; 11 og Josias avlede Jechonias og hans Brødre ved den babylonske Udlændigheds Tid. 12 Men efter den babyloniske Udlændighed avlede Jechonias Salathiel; og Salathiel avlede Zorobabel; 13 og Zorobabel avlede Abiud; og Abiud avlede Eliakim; og Eliakim avlede Azor; 14 og Azor avlede Sadok; og Sadok avlede Achim; og Achim avlede Eliud; 15 og Eliud avlede Eleazar; og Eleazar avlede Matthan; og Matthan avlede Jakob; 16 og Jakob avlede Joseph, Marias Mand; af hende er Jesus født, som kaldtes Christus. 17 Altsaa ere alle led fra Abraham indtil David fjorten Led, og fra David indtil den babyloniske Udlændighed fjorten Led, og fra den babyloniske Udlændighed indtil Christus fjorten Led. 18 Men Jesu Christi Fødsel gik saa til. Der Maria, hans Moder, var Joseph trolovet, befandtes hun, førend de kom sammen, at være frugtsommelig af den Hellig Aand. 19 Men Joseph, hendes Mand, efterdi han var retsindig og ikke vilde offentlig beskæmme hende, besluttede hemmelig at skille sig fra hende. 20 Men idet han tænkte derpaa, see, da aabenbaredes Herrens Engel for ham i en Drøm og sagde: Joseph, Davids Søn! frygt ikke at annamme din Hustru Maria; thi det, som er avlet i hende er af den Hellig Aand. 21 Men hun skal føde en Søn, og du skal kalde hans Navn Jesus; thi han skal frelse sit folk fra deres Synder. 22 Men dette skete altsammen, at det skulde fuldkommes, som er talet af Herren ved Profeten, som siger: 23 see, en Jomfru skal blive frugtsommelig og føde en Søn, og man skal kalde hans Navn Immanuel, hvilket er udlagt: Gud med os. 24 Men der Joseph vaagnede op af Søvnen, gjorde han, som Herrens Engel havde befalet ham, og han annammede sin Hustru. 25 Og han kjendte hende ikke, indtil hun havde født sin Søn den førstefødte, og han kaldte hans Navn Jesus. Matthew 2 1 Men der Jesus var født i Bethlehem i Judæa, udi Kong Herodes' Dage, see, da kom Vise af Østerland til Jerusalem og sagde: 2 hvor er den Jødernes Konge, som er født? thi vi have seet hans Stjerne i Øster, og ere komne at tilbede ham. 3 Men der Kong Herodes det hørte, blev han forfærdet, og al Jerusalem med ham; 4 og der han havde forsalmet alle de Ypperstepræster og Skriftkloge iblandt Folket, adspurgte ham dem, hvor Christus skulde fødes. 5 Men de sagde til ham: i Bethlehem i Judæa; thi der er saa skrevet ved Profeten: 6 og du, Bethlehem i Juda' Land! er ingenlunde den mindste iblandt Juda' Fyrster; thi af dig skal udgaae en Fyrste, som skal være mit Folks Israels Hyrde. 7 Da kaldte Herodes de Vise hemmelig og udspurgte nøie Tiden af dem, naar Stjernen havde ladet sig tilsyne. 8 Og han sendte dem til Betlehem og sagde: gaaer hen og udspørger flittelig om Barnet; men naar I have fundet det, da forkynder mig det, og jeg og kan komme og tilbede det. 9 Men der de havde hørt Kongen, droge de bort; og se, Stjernen, som de havde seet i Øster, gik hen for dem, indtil den kom og stod ovenover, hvor Barnet var. 10 Men der de saae Stjernen, bleve de saare meget glade. 11 Og de gik ind i Huset, og fandt Barnet med dets Moder Maria, og faldt ned og tilbade det, og oplode deres Liggendefæ og offrede det Gaver, Guld og Røgelse og Myrrha. 12 Og der de vare blevne advarede af Gud i en Drøm, at de skulde ikke vende tilbage til Herodes, fore de ad en anden Vei bort til deres Land. 13 Men der de vare bortfarne, see, da aabenbaredes Herrens Engel for Joseph i en Drøm og sagde: staa op, og tag Barnet og dets Moder, og fly til Ægypten, og bliv der, indtil jeg siger dig til; thi Herodes vil søge efter Barnet, for at omkomme det. 14 Men han stod op, tog barnet og dets Moder om Natten, og veg hen til Ægypten. 15 Og han blev der, indtil Herodes var død, at det skulle fuldkommes, som var talet af Herren ved Propheten, som siger: fra Ægypten kaldte jeg min Søn. 16 Der Herodes da saae, at han var skuffet af de Vise, blev han saare vred og sendte hen og lod ihjelslaae alle Børn som vare i Betlehem og i al dens Egn, fra to Aar og derunder, efter den Tid som han havde udspurgt af de Vise. 17 Da blev det fuldkommet, som talet er af den Profet Jeremias, som siger: 18 en røst blev hørt udi Rama, Graad og Skrig og megen Hylen; Rachel begræd sine Børn og vilde ikke lade sig husvale, thi de ere ikke mere. 19 Men der Herodes var død, see, da aabenbaredes Herrens Engel i en Drøm for Joseph i Ægypten, sigende: 20 staa op, og tag barnet og dets Moder, og drag hen til Israels Land; thi de ere, døde, som søgte efter barnets liv. 21 Men han stod op og tog Barnet og dets Moder og kom til Israels Land. 22 Men der han hørte, at Archelaus regjerede i Judæa i sin Faders Herodes' Sted, frygtede han at komme derhen; men han blev advaret af Gud i en Drøm og veg hen til Galilæas Egne. 23 Og han kom og boede i en Stad som kaldes Nazareth, at det skulle fuldkommes, som sagt er ved Propheterne: han skal kaldes Nazaræer. Matthew 3 1 Men i de samme Dage fremstod Johannes den Døber, som prædikede i Judæas Ørk og sagde: 2 omvender Eder, thi Himmeriges Rige er kommet nær. 3 Thi han er den, om hvilken den Prophet Esaias har talet, sigende: det er hans Røst, somraaber i Ørken: bereder Herrens Vei, gjører hans Stier jævne. 4 Men Johannes havde sit Klædebon af Kamelhaar og et Læderbælte om sin Lænd; men hans Mad var Græshopper og vild Honning. 5 Da udgik Jerusalem til ham og det ganske Judæa og alt Landet omkring Jordanen. 6 Og de døbtes af ham i Jordanen og bekjendte deres Synder. 7 Men der han saae mange Pharisæer og Sadducæer komme til hans Daab, sagde han til dem: I Øgleunger! hvo viste eder at flye fra den kommende Vrede? 8 Bærer da Omvendelsens værdige Frugter, 9 og mener ikke at ville sige ved Eder selv: vi have Abraham til Fader; thi jeg siger Eder, at Gud kan opvække Abraham Børn af disse Stene. 10 Men Øxen ligger allerede ved roden af Træerne; derfor, hvert Træ, som ikke bærer god Frygt, skal afhugges og kastes i Ilden. 11 Jeg døber Eder vel med Vand til Omvendelse; men den, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, hvis Skoe jeg ikke er værdig at bære; han skal døbe Eder med den hellig Aand og Ild. 12 Hans Kasteskovl er i hans Haand, og han skal igjennemrense sin Lo og samle sin Hvede i laden; men Avnerne skal han opbrænde med uslukkelig Ild. 13 Da kom Jesus fra Galilæa til Jordanen til Johannes at døbes af ham. 14 Men Johannes formeente ham det og sagde: Jeg har behov at døbes af dig, og du kommer til mig! 15 Men Jesus svarede og sagde til ham: tilsted det nu; thi saaledes bør det os at fuldkomme Alt, hvad Ret er. Da tilstedte han ham. 16 Og der Jesus var døbt, steg han strax op af Vandet, og see, Himlene aabnedes ham, og han saae Guds Aand fare ned som en Due og komme over ham. 17 Og see, der kom en Røst fra Himlene, som sagde: denne er min Søn den Elskelige, i hvilken jeg haver Behagelighed. Matthew 4 1 Da blev Jesus ført af Aanden i Ørken, at fristes af Djævelen. 2 Og der han havde fastet fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter, hungrede han omsider. 3 Og Fristeren gik til ham og sagde: er du Guds Søn, da siig, at disse Stene blive Brød. 4 Men han svarede og sagde: der er skrevet: Mennesket lever ikke alene af Brød, men ved hvert Ord, som udgaar igennem Guds Mund. 5 Da tog Djævelen ham med sig til den hellige Stad og satte ham paa tindingen af Templet og sagde til ham: 6 er du Guds Søn, da kast dig selv herned; thi der er skrevet: han skal give sine Engle Befaling om dig, og de skulle bære dig paa Hænderne, at du ikke skal støde din Fod paa nogen Steen. 7 Da sagde Jesus til ham: der er atter skrevet: du skal ikke friste Herren din Gud. 8 Atter tog Djævelen ham op med sig paa et saare høit Bjerg, og viste ham alle Verdens Riger og deres herlighed, og sagde til ham: 9 Alt dette vil jeg give dig, om du vil falde ned og tilbede mig. 10 Da sagde Jesus til ham: vig bort, Satan! thi der er skrevet: du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene. 11 Da forlod Djævelen ham, og see, Englene gik til ham og tjente ham. 12 Men der Jesus hørte, at Johannes var kastet i Fængsel, veg han hen til Galilæa. 13 Og han forlod Nazareth og kom og boede i Capernaum, som ligger ved Søen, i Sebulons og Naphtalis Grændser, 14 at det skulde fuldkommes, som er talet ved Propheten Esaias, som siger: 15 Sebulons Land og Naphatalis Land, langs Søen paa denne Side Jordan, HedningernesGalilæa, 16 det folk, som sad i Mørke, har seet et stort Lys, og dem, som sadde i Dødens Land og Skygge, dem er opgaaet et Lys. 17 Fra den Tid begyndte Jesus at prædike og sige: omvender Eder thi Himmerigets Rige er kommet nær. 18 Men der Jesus vandrede ved den galilæiske Sø, saae han to Brødre, Simon, som kaldes Petrus, og Andreas, hans Broder, som kastede Garn i Søen; (thi de vare Fiskere). 19 Og han sagde til dem: følger efter mig, saa vil jeg gjøre Eder til Menneske-Fiskere. 20 Men de forlode strax Garnene og fulgte ham. 21 Og der han gik frem derfra, saae han to andre Brødre, Jakobus, Zebedæus' Søn, og Johannes, hans Broder, i Skribet med deres Fader Zebedæus, at de bødte deres Garn; og han kaldte dem. 22 Men de forlode strax Skibet og deres Fader og fulgte ham. 23 Og Jesus gik omkring i det ganske Galilæa, lærte i deres Synagoger og prædikede Rigets Evangelium og helbredede al Sygdom og al Skrøbelighed iblandt Folket. 24 Og hans Rygte kom ud over al Syria; og de førte ham alle dem, som lede ilde, som med adskillige Sygdomme og Piner vare behæftede, Besatte og Maanesyge og Værkbrudne; og han helbredede dem. 25 Og der fulgte ham meget Folk fra Galilæa og Dekapolis og Jerusalem og Judæa og fra hiin Side Jordan. Matthew 5 1 Men der han saae Folket, steg han op paa et Bjerg; og der han havde sat sig, gik hans Disciple til ham. 2 Og han oplod sin Mund, lærte dem og sagde: 3 Salige ere de Fattige i Aanden, thi Himmeriges Rige er deres. 4 Salige ere de, som sørge, thi de skulle husvales. 5 Salige ere de Sagtmodige, thi de skulle arve Jorden. 6 Salige ere de som hungre og tørste efter Retfærdighed, thi de skulle mætte. 7 Salige ere de Barmhjertige, thi dem skal vederfares Barmhjertighed. 8 Salige ere de Rene af Hjertet, thi de skulle see Gud. 9 Salige ere de Fredsommelige, thi de skulle kaldes Guds Børn. 10 Salige ere de, som lide Forfølgelse for Retfordigheds Skyld, thi Himmeriges Rige er deres. 11 Salige ere I, naar man bespotter og forfølger Eder og taler allehaande Ondt imod Eder for min Skyld og lyver det. 12 Glæder og fryder Eder, thi Eders Løn skal være megen i Himlene; thi saa have de forfulgt Propheterne, som vare for Eder. 13 I ere Jordens Salt; men om Saltet mister sin Kraft, hvormed skal det saltes? Det duer til intet andet end at kastes ud og nedtrædes af Mennesker. 14 I ere Verdens Lys; den Stad som ligger paa et Bjerg, kan ikke skjules. 15 Man tænder og ikke et Lys, og sætter det under en Skjeppe, men paa en Lysestage; saa skinner det for alle dem, som ere i Huset. 16 Lader saa Eders Lys skinne for Menneskene, at de see Eders gode Gjerninger og ære Eders Fader, som er i Himlene. 17 Mener ikke, at jeg er kommen at opløfte Loven eller Propheterne; jeg er ikke kommen at opløfte men at fuldkomme. 18 Thi sandelig siger jeg Eder: indtil Himlen og Jorden forgaae, skal end ikke det mindste Bogstav eller en Tøddel forgaae af Loven, indtil det skeer altsammen. 19 Derfor, hvo som løser eet af disse mindste Bud og lærer Menneskene saaledes, han skal kaldes den Mindste i Himmeriges Rige; men hvo som dem gjør og lærer, han skal kaldes stor i Himmeriges Rige. 20 Thi jeg siger Eder: uden Eders Retfærdighed overgaar de Skriftkloges og Pharisæers, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Rige 21 I have hørt, at der er sagt de Gamle: du skal ikke ihjelslaae, men hvo som ihjelslaaer, skal være skyldig for Dommen. 22 Men jeg siger Eder, at hver den, som er vred paa sin Broder uden Aarsag, skal være skyldig for Dommen; men hvo som siger til sin Broder: Raka! skal være skyldig for Raadet; men hvo som siger: du daare! skal være skyldig til Helvedes Ild. 23 Derfor, naar Du offrer din Gave paa Alteret og kommer der ihu, at din Broder har noget imod dig, 24 saa lad blive din Gave der for Alteret, og gak hen, forlig dig først med din Broder, og kom da og offre din Gave. 25 Vær snart velvillig mod din Modstander, medens du er med ham paa Veien, at Modstaneren ikke skal overantvorde Dommeren dig, og Dommeren skal overantvorde Tjeneren dig, og du skal kastes i Fængsel. 26 Sandelig siger jeg dig: du skal slet ikke komme derudfra, førend du betaler den sidste Hvid. 27 I have hørt, at der er sagt de Gamle: du skal ikke bedrive Hoer. 28 Men jeg siger Eder, at hver den, som seer paa en Kvinde for at begjære hende, har allerede bedrevet Hoer med hende i sit Hjerte. 29 Men dersom dit høire Øie forager dig, saa riv det ud, og kast det fra dig; thi det er dig gavnligt, at eet af dine Lemmer fordærves, og ikke dit ganske Legme, skal kastes i Helvede. 30 Og om din høire Haand forarger dig, hug den af og kast den fra dig; thi det er dig gavnligt, at eet af dine Lemmer fordærves, og ikke dit ganske legme skal kastes i Helvede. 31 Der er sagt, at hvo som skiller sig fra sin hustru, skal give hende et Skilsmissebrev. 32 Men jeg siger Eder, at hvo som skiller sig fra sin Hustru uden for Hoers Sag, gjør, at hun bedriver Hoer, og hvo som tager en Adskilt tilægte, bedriver Hoer. 33 I have fremdeles hørt, at der er sagt de Gamle: du skal ikke gjøre nogen falsk Ed, men du skal holde Herren dine Eder. 34 Men jeg siger Eder, at I skulle aldeles ikke sværge, hverken ved Himmelen, thi den er Guds Stol, 35 ei heller ved Jorden, thi den er hans Fodskammel, ei heller ved Jerusalem, thi det er den store Konges Stad. 36 Du skal og ikke sværge ved dit hoved, thi du kan ikke gjøre eet Haar hvidt eller sort. 37 Men Eders Tale skal være Ja, ja, nei, nei; men hvad der er over dette, er af det Onde. 38 I have hørt, at der er sagt: Øie for Øie, og Tand for Tand. 39 Men jeg siger Eder, at I skulle ikke sætte Eder imod det onde; men dersom Nogen giver dig et Slag paa det høire Kindbeen, vend ham det andet ogsaa til. 40 Og dersom Nogen vil gaae i Rette med dig og tage din kjortel, lad ham og beholde Kappen. 41 Og dersom Nogen tvinger dig til at gaae en Mil, gak to med ham. 42 Giv den, som beder dig, og vend ikke fra den, som vil laane af dig. 43 I have hørt, at der er sagt: du skal elske din Næste, og hade din Fjende. 44 Men jeg siger Eder: elsker Eders Fjender, velsigner dem, som Eder forbande, gjører dem godt, som Eder hade, og beder for dem, som gjøre Eder Skade og forfølge Eder, 45 paa det I skulle vorde Eders Faders Børn, som er i Himlene; thi han lader sin Sol opgaae over Onde og Gode og lader regne over Retfærdige og Uretfærdige. 46 Thi dersom I elske dem, som Eder elske, hvad have I da for Løn? Gjøre ikke ogsaa Toldere det Samme? 47 Og dersom I hilse Eders Brødre alene, hvad stort gjøre I da? Gjøre ikke Toldere ligesaa? 48 Værer da fuldkomne, ligesom Eders Fader i Himlene er fuldkommen. Matthew 6 1 Vogter Eder, at I ikke gjøre Eders Almisse for Menneskene for at ansees af dem ellers have I ikke Løn hos Eders Fader, som er i Himlene. 2 Derfor, naar du gjør Almisse, skal du ikke lade blæse i Basune for dig, som Øijskalkene gjøre i Synagoger og paa Gader, paa det de kunne æres af Mennesker; Sandelig siger jeg Eder: de have deres Løn borte. 3 Men naar du gjør Almisse, lad din Venstre Haand ikke vide, hvad din høire gjør, 4 paa det din Almisse kan være i Løndom, og din Fader som seer i Løndom, han skal betale dig aabenbare. 5 Og naar du beder, skal du ikke være som Øienskalkene; thi de staae gjerne og bede i Synagoger og paa Hjørner af Gader. paa det de kunne ansees af Menneskene; sandelig siger jeg Eder: de have deres Løn borte. 6 Men du, naar du beder, gak ind i dit Kammer, og luk din Dør, og beder til din Fader, som er i Løndom, og din Fader, som seer i Løndom, skal betale dig aabenbare. 7 Men naar I bede, skulle I ikke bruge overflødige Ord som Hedningerne; thi de mene, at de blive bønhørte for deres mange Ord. 8 Derfor skulle I ikke vorde dem lige; thi Eders Fader veed, hvad I have behov, førend I bede ham. 9 Derfor skulle I saaledes bede: Vor Fader, du som er i Himlene! Helliget vorde dit Navn; 10 komme dit Rige; skje din Villie som i Himmelen, saa og paa Jorden; 11 giv os i Dag vort daglige Brød; 12 og forlad os vor Skyld, som vi Forlade vore Skyldnere; 13 og led os ikke ind i Fristelse; men fri os fra det Onde; thi dit er Riget og Kraften og Herligheden i Evighed! Amen. 14 Thi forlade I Menneskene deres Overtrædelser, skal Eders himmelske Fader og forlade Eder; 15 men forlade I ikke Menneskene deres Overtrædelser, skal Eders Fader ikke heller forade Eders Overtrædelser. 16 Naar I faste, da ser ikke bedrøvede ud som Øienskalkene; thi de forvende deres Ansigt, paa det Menneskene kunne se dem faste; sandelig siger jeg Eder: de havde deres Løn borte. 17 Men naar du faster, da salv dit Hoved, og to dit Ansigt, 18 at ikke Menneskene skulle see dig faste, men din Fader, som er i Løndom, og din Fader, som seer i Løndom, skal betale dig aabenbare. 19 Samler Eder ikke Liggendefæ paa Jorden hvor Møl og Rust fordærve, og hvor Tyve igennembryde og stjæle; 20 samler Eder Liggendefæ i Himmelen, hvor hverken Møl, ei heller Rust fordærver, og hvor Tyve ikke igennembryde, ei heller stjæle. 21 Thi hvor Eders Liggendefæ er, der vil Eders Hjerte være. 22 Øiet er Legemets Lys; derfor, dersom dit Øie er sundt, bliver dit ganske Legeme lyst; 23 men dersom dit Øie er ondt, bliver dit ganske Legeme mørkt. Dersom derfor det Lys der er i dig, er Mørke, hvor stort bliver da Mørket! 24 Ingen kan tjene to Herrer; thi han maa enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og foragte den anden. I kunne ikke tjene Gud eller Mammon. 25 Derfor siger jeg Eder: bekymrer Eder ikke for Eders Liv, hvad I skulle æde, og hvad I skulle drikke; ikke heller for Eders legeme, hvad I skulle iføres. Er ikke Livet mere end maden, og legemet mere end klæderne? 26 Seer til Himmelens Fugle; de saae ikke og høste ikke og sanke ikke i Lader, og Eders himmelske Fader føder dem; ere I ikke meget mere end de? 27 Men hvo iblandt Eder kan lægge en Alen til sin Væxt, endog han bekymrer sig derfor? 28 Og hvi bekymre I Eder for Klæderne? Betragter Lilierne paa Marken, hvorledes de voxe; de arbeide ikke, spinde ikke; 29 men jeg siger Eder, at end ikke Salomon i al sin Herlighed var saa klædt som een af dem. 30 Klæder da Gud saaledes det Græs paa Marken, som er i Dag og i Morgen kastes i Ovnen, skulde han ikke meget mere klæde Eder, I lidet troende? 31 Derfor skulle I ikke bekymre Eder og sige: hvad skulle vi æde? eller: hvad skulle vi drikke? eller: hvormed skulle vi klæde os? 32 Efter alt saadant søge Hedningerne; thi Eders Himmelske Fader veed, at I have alle disse Ting behov. 33 Men søger først Guds Rige og hans retfærdighed, saa skulle og alle disse Ting tillægges Eder. 34 Bekymrer Eder derfor ikke for den anden Morgen; thi den Dag i Morgen skal bekymre sig for sit Eget. Hver Dag haver nok i sin Plage. Matthew 7 1 Dømmer ikke, at I skulle ikke dømmes; thi med hvad Dom I dømme skulle I dømmes, 2 og med hvad Maal I maale, skal Eder igjen maales. 3 Men hvi ser du Skjærven, som er i din Broders Øie, men Bjelken i dit Øie bliver du ikke vaer. 4 Eller hvorledes siger du til din Broder: lad mig drage Skjærven ud af dit Øie, og see, der er en Bjelke i dit Øie. 5 Du Øienskalk! drag først Bjelken ud af dit Øie, og da kan du see til at uddrage Skjærven af din Broders Øie. 6 Giver ikke Hunde det Hellige, kaster ikke heller Eders Perler for Sviin, at de ikke skulle nedtræde dem med deres Fødder og vende sig og sønderrive Eder. 7 Beder, saa skal Eder gives; søger, saa skulle I finde; banker, saa skal Eder oplades. 8 Thi hver den, som beder, han faar, og den, som søger, han finder, og den, som banker, ham skal oplades. 9 Eller hvilket Menneske er iblandt Eder, dersom hans Søn beder ham om Brød, om han give ham en Steen? 10 Og dersom han beder ham om en Fisk, mon han give ham en Slange? 11 Dersom da I, som ere onde, vide at give Eders Børn gode Gaver, hvor meget mere skal Eders Fader, som er i Himlene, give dem gode Gaver, som ham bede! 12 Derfor, Alt hvad I ville, at Menneskene skulle gjøre imod Eder, det gjører I ogsaa mod dem; thi saadan er Loven og Profeterne. 13 Gaaer ind ad den snevre Port; thi den Port er vid, og de Vei er bred, som fører til Fordærvelsen, og de ere mange, som gaae ind igennem den; 14 thi den Port er snever, og den Vei er trang, som fører til Livet, og de ere faa, som finde den. 15 Men vogter Eder for de falske Propheter, som kommer til Eder i Faareklæder, men ere indvortes rivende Ulve. 16 Af deres Frugter skulle I kjenne dem. Kan man og sanke Viindruer af Torne, eller Figen afTidsler? 17 Saaledes bærer hvert godt Træ gode Frugter, men et raaddent Træ bærer onde Frugter. 18 Et godt Træ kan ikke bære onde Frugter, og et raaddent træ kan ikke bære gode Frugter. 19 Hvert Træ, som ikke bærer god Frugt, afhugges og kastes i Ilden. 20 Derfor skulle I kjende den af deres Frugter. 21 Ikke enhver, som siger til mig: Herre, Herre! skal indgaae i Himmeriges Rige, men den, som gjør min Faders Villie, som er i Himlene. 22 Mange skulle sige til mig paa hiin Dag: Herre, Herre! have vi ikke propheteret ved dit Navn? og havde vi ikke uddrevet Djævle ved dit Navn? og have vi ikke gjort mange kraftige Gjerninger ved dit Navn? 23 Og da vil jeg bekjende for dem: jeg kjendte Eder aldrig; viger bort fra mig, I, som beflitte Eder paa uret! 24 Derfor, hver den, som Hører disse mine Ord og gjør efter dem, den vil jeg ligne ved en forstandig Mand, som byggede sit Huus paa en Klippe. 25 Og en Skylregn nedfaldt, og vandløbene kom, og Veirene blæste og faldt an paa samme Huus, og det faldt ikke; thi det var grundfæstet paa en klippe. 26 Og hver, som hører disse mine Ord og gjør ikke efter dem, skal lignes ved en daarlig mand, som byggede sit Huus paa Sand. 27 Og en Skylregn nedfaldt, og Vandløbene kom, og Veirene blæste og stødte an paa samme Huus, og det faldt, og dets Fald var stort. 28 Og det begav sig, der Jesus havde fuldendt disse Ord, forundrede Folket sig saare over hans Lærdom; 29 thi han lærte dem som den, der havde Myndighed, og ikke som de Skriftkloge. Matthew 8 1 Men der han gik ned af Bjerget, fulgte ham meget Folk. 2 Og see, en Spedalsk kom, faldt ned for ham og sagde: Herre! om du vil, saa kan du rense mig. 3 Og Jesus udrakte Haanden, rørte ved ham og sagde: jeg vil; vorde reen! Og hans Spedalskhed blev strax renset. 4 Og Jesus sagde til ham: see til, at du siger Ingen det; men gak hen, betee dig selv for præsten, og ofre den Gave, som Moses har befalet, dem til et vidnesbyrd. 5 Men der Jesus gik ind i Capernaum, traadte en Høvedsmand til ham, bad ham og sagde: 6 Herre! min Dreng ligger hjemme værkbruden og pines svarligen. 7 Og Jesus sagde til ham: jeg vil komme og helbrede ham. 8 Og Høvedsmanden svarede og sagde: Herre! jeg er ikke værd, at du skal gaae ind under mit Tag; men siig ikkun et Ord, saa bliver min Tjener helbredt. 9 Thi jeg er og et Menneske, som staar under Øvrighed og har Stridsmænd under mig; og siger jeg til denne: gak! saa gaar han; og til den anden: kom! saa kommer han; og til min Tjener: gjør det! saa gjør han det. 10 Men der Jesus det hørte, forundrede han sig og sagde til dem, som fulgte: sandelig siger jeg Eder, end ikke i Israel har jeg fundet saadan Tro. 11 Men jeg siger Eder, at Mange skulle komme fra Øster og Vester og sidde tilbords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriges Rige. 12 Men Rigets Børn skulle udkastes i det yderste Mørke; der skal være Graad og Tænders Gnidsel. 13 Og Jesus sagde til Høvedsmanden: gak bort, og dig skee, som du troede! Og hans Dreng blev helbredet i den samme Time. 14 Og Jesus kom i Peters Huus og saae, at hans Hustrus Moder laa og havde Feber. 15 Og han rørte ved hendes Haand, og Feberen forlod hende, og hun stod op og tjente dem. 16 Men der det var blevet Aften, førte de mange Besatte til ham, og han uddrev Aanderne med et Ord og Helbredte Dem alle, som vare syge; 17 at det skulde fuldkommes, som er talet ved Propheten Esaias, som siger: han tog vore Skrøbeligheder og bar vore Sygdomme. 18 Men der Jesus saae meget Folk omkring sig, befoel han at fare over til hiin Side. 19 Og der gik en Skriftklog frem og sagde til ham: Mester! jeg vil følge dig, hvor du gaaer hen. 20 Og Jesus sagde til ham: Ræve have Huler og Himmelens Fugle Reder; men Menneskens Søn har ikke det, hvortil han kan hælde sit Hoved. 21 Men en anden af hans Disciple sagde til ham: Herre! tilsted mig, at jeg først maa gaae hen og begrave min Fader. 22 Men Jesus sagde til ham: følg mig, og lad de Døde begrave deres Døde. 23 Og han gik i Skibet, og hans Disciple fulgte ham. 24 Og see, der blev en stor Storm paa Søen, saa at Skibet skjultes af Bølgerne; men han sov. 25 Og hans Disciple gik til ham, vakte ham op og sagde: Herre, frels os! vi forgaae. 26 Og han sagde til dem: hvi ere I frygtagtige, I lidet Troende? Da stod han op og truede Veirene og Søen, og det blev ganske blikstille. 27 Men Menneskene forundrede sig og sagde: hvo er dog denne, at baade Veirene og Søen ere ham lydige? 28 Og der han kom paa hiin Side til de Gergeseners Land, mødte to Besatte ham, som kom ud fra Gravene og vare saare vilde, saa at Ingen kunde vandre ad den Vei. 29 Og see, de raabte og sagde: Jesus, du Guds Søn! hvad have vi med dig at gjøre? er du kommen hid, for Tiden at pine os. 30 Men der var langt fra dem en stor Hjord Sviin, som græssede. 31 Men Djævelene bade ham og sagde: dersom du uddriver os, da tilsted os at fare i Svinehjorden. 32 Og han sagde til dem: farer hen! Men der de vare udfarne, fore de hen i Svinehjorden; og see, den ganske Svindehjord styrtede sig af Brinken i Søen og døde i Vandet. 33 Men Hyrderne flyede og gik hen i Staden og kundgjorde det altsammen, og hvorledes det var gaaet med de Besatte. 34 Og se, den ganske Stad gik ud at møde Jesus; og der de saae ham, bade de ham, om han vilde vige fra deres Grændser. Matthew 9 1 Og han traadte ind i Skibet og foer over og kom til sin egen Stad. 2 Og See, de førte en værkbruden til ham, som laa paa en Seng; og der Jesus saae deres Tro, sagde han til den Værkbrudne: Søn! vær frimodig, dine Synder er dig forladne. 3 Og see, nogle af de Skriftkloge sagde ved sig selv: denne bespotter Gud. 4 Og der Jesus saae deres Tanker, sagde han: hvi tænke I saa ondt i Eders Hjerter? 5 Thi hvilket er Lettere, at sige: dine Synder ere dig forladne? eller at sige: staa op og vandre? 6 Men at I skulle vide, at Menneskens Søn har Magt paa Jorden at forlader Synder, da siger han til den Værkbrudne: Staa op, og tag din Seng op, og gak til dit Huus. 7 Og han stod op og gik bort til sit Huus. 8 Men der Folket det saae, forundrede de sig, og prisede Gud, som havde givet Menneskene saadan Magt. 9 Og der Jesus gik bort derfra, saae han et Menneske sidde i Tolboden, han hed Matthæus; og han siger til ham: følg mig! Og han stod op og fulgte ham. 10 Og det skete, der han sad tilbors i Huset, see, da kom og mange Toldere og Syndere, og sadde tilbords med Jesus og hans Disciple. 11 Og der Pharisæerne saae det, sagde de til hans disciple: hvi æder Eders Mester med Toldere og Syndere? 12 Men der Jesus det hørte, sagde han til dem: de Karske have ikke Lægen behov, men de, som lide ilde. 13 Men gaar hen og lærer, hvad det er: Jeg vil Miskundhed og ikke Offer; thi jeg er ikke kommen at kalde Retfærdige, men Syndere til Omvendelse. 14 Da kom Johannes' Disciple til ham og sagde: hvi faste vi og Pharisæerne meget, men dine Disciple faste ikke? 15 Og Jesus sagde til dem: kunne Bryllupsfolkene sørge, saalænge Brudgommen er hos dem? Men de Dage skulle komme, naar Brudgommen skal borttages fra dem, og da skulle de faste. 16 Men Ingen sætter en Klud af nyt Klæde paa et gammelt Klædebon; thi Kluden river Noget fra Klædebonnet, og Hullet bliver være. 17 Man lader og ikke ny Viin i gamle Læderflasker, ellers briste Læderflaskerne, og Viinen spildes, og Læderflaskerne fordærves; men man lader ny Viin i nye Læderflasker, saa blive de begge bevarede. 18 Der han dette talede til dem, see, da kom en Øverste og faldt ned for ham og sagde: Min Datter er just nu død; men kom og læg din Haand paa hende, saa bliver hun levende. 19 Og Jesus stod op og fulgte ham med sine Disciple. 20 Og see, en Kvinde, som havde tolv Aar havt Blodflod, traadte til bag fra og rørte ved Sømmen af hans Klædebon; 21 thi hun sagde ved sig selv: dersom jeg ikkun rør ved hans Klædebon, da bliver jeg helbredt. 22 Men Jesus vendte sig om, og da han saae hende, sagde hen: Datter! vær frimodig, din tro har frelst dig. Og Kvinden blev helbredt fra den samme Stund. 23 Og der Jesus kom i den Øverstes Huus og saae Piberne og Folket, som buldrede, og sagde han til dem: 24 viger bort, thi Pigen er ikke død, men hun sover. Og de beloe ham. 25 Men der Folket var uddrevet, gik han ind og tog hende fat ved Haanden, da stod Pigen op. 26 Og dette Rygte kom ud i det ganske Land. 27 Og der Jesus gik frem derfra, fulgte ham to Blinde, som raabte og sagde: du Davids Søn! forbarme dig over os. 28 Men der han kom i Huset, gik de Blinde til ham, og Jesus siger til dem: troe I, at jeg kan gjøre dette? De sige til ham: ja, Herre! 29 Da rørte han ved deres Øine og sagde: Eder skee efter Eders Tro! 30 Og deres Øine bleve aabnede. Og Jesus bød dem strengeligen og sagde: seer til, at Ingen faar det at vide. 31 Men da de gik ud, udspredte de hans Rygte i det ganske Land. 32 Men der disse vare udgangne, see, da førte de et stumt Menneske til ham, som var besat. 33 Og der Djævelen var uddreven, talede den Stumme. Og Folket forundrede sig og sagde: aldrig er saadant seet i Israel. 34 Men Pharisæerne sagde: han uddriver Djævle ved Djævelenes Øverste. 35 Og Jesus gik omkring i alle Stæder og Byer, og lærte i deres Synagoger og prædikede Rigets Evangelium og Helbredte al Sygdom og al Skrøbelighed iblandt Folket. 36 Men der han saae Folket, ynkedes han inderligen over dem; thi de vare forsmægtede og adspredte som Faar, der ikke have Hyrde. 37 Da sagde han til sine Disciple: Høsten er vel stor, men Arbeiderne faa; 38 beder derfor Høstens Herre, at han udsender Arbeidere i sin Høst. Matthew 10 1 Og han kaldte sine tolv Disciple til sig og gav dem Magt over de urene Aander, at uddrive dem, og at helbrede al Sygdom og Skrøbelighed. 2 Men disse ere de tolv Apostlers Navne: den første, Simon, som kaldes Petrus, og Andreas, hans Broder; Jakobus, Zebedæus' Søn, og Johannes, hans Broder; 3 Philippus og Bartholomæus; Thomas og Matthæus den Tolder; Jakobus, Alphæus' Søn, og Lebbæus med Tilnavnet Thaddæus; 4 Simon Cananites og Judas Ischariot, som og forraadte ham. 5 Disse Tolv udsendte Jesus, bød dem og sagde: gaar ikke ind i de Samaritaners Stad. 6 Men gaaer hellere hen til de fortabte Faar af Isarels Huus. 7 Og naar I gaae ud, da prædiker og siger, at Himmeriges Rige er kommet nær. 8 Helbreder de Syge, renser de spedalske, opvækker de Døde uddriver Djævle. I have annammet det for Intet, giver det for Intet. 9 I skulle ikke have Guld, ei Sølv, ei Kobber i Eders Belter; 10 ei Taske til at reise med, ei heller to kjortler, ei heller Skoe, ei heller Stav; thi en Arbeider er sin Føde værd. 11 Men hvilken Stad eller By I komme ind udi, udspørger, hvem der er i den, som er det værd, og bliver der, indtil I drage bort. 12 Men naar I gaae ind i et Huus, da hilser det; 13 og dersom samme Huus er det værd, da komme Eders Fred over det; men dersom det ikke er det værd, da vende Eders Fred til Eder igjen, 14 og dersom Nogen ikke vil annamme Eder og ei høre Eders Taler, gaaer ud af det Huus eller den Stad, og afryster Støvet af Eders Fødder. 15 Sandelig siger jeg Eder, det skal gaae Sodomiters og Gomoriters Land lideligere paa Dommens Dag end denne Stad. 16 See, jeg sender Eder som Faar midt iblandt Ulve, vorder derfor snilde som Slanger og eenfoldige som Duer. 17 Vogter Eder for Menneskene; thi de skulle overantvorde Eder til Raadet og hudstryge Eder i deres Synagoger. 18 I skulle og føres for Fyrster og Konger for min Skyld, dem og Hedningerne til et Vidnesbyrd. 19 Men naar de overantvorde Eder, da bekymrer Eder ikke for, hvorledes eller hvad I Skulle tale; thi det skal gives Eder i den samme Time, hvad I skulle tale. 20 Thi I ere ikke de, som tale, men det er Eders Faders Aand, som taler i Eder. 21 Men en Broder skal forraade den anden til Døden, og en Fader sit Barn, og Børn skulle sætte sig op mod Forældre og aflive dem. 22 Og I skulle hades af Alle for mit Navns Skyld; men den, som bliver bestandig indtil Enden, han skal blive salig. 23 Men naar de forfølge Eder i een Stad, da flyer til en anden; thi sandelig siger jeg Eder: I skulle ikke komme til Ende med Israels Stæder, førend Menneskens Søn kommer. 24 Disciplen er ikke over Mesteren, ei heller Tjeneren over sin Herre. 25 Det er Disciplen nok, at han bliver som hans Mester, og Tjeneren som Hans Herre; have de kaldet Huusbonden Beelzebul, hvor meget mere hans Huusfolk. 26 Frygter derfor ikke for dem; thi Intet er skjult, som jo skal aabenbares, og Intet er lønligt, som man jo skal faae at vide. 27 Hvad jeg siger Eder i Mørket, det taler i Lyset; og hvad der siges Eder i Øret, det prædiker paa Tagene. 28 Og frygter ikke for dem, som flaae Legemet ihjel, men kunne ikke flaa Sjælen ihjel; menfrygter hellere for den, som kan fordærve baade Sjæl og Legeme i Helvede. 29 Sælges ikke to Spurve for en Penning? og ikke een af dem falder til Jorden uden Eders Faders Villie. 30 Ja, endog alle eders hovedhaar ere talte. 31 Frygter derfor ikke; I ere bedre end mange Spurve. 32 Derfor, hvo som vil bekjende mig for Menneskene, den vil jeg og bekjende for min Fader, som er i Himlene. 33 Men hvosomhelst vil nægte mig for Menneskene, den vil jeg og nægte for min Fader, som er i Himlene. 34 I skulle ikke mene, at jeg er kommen at bringe Fred paa Jorden; jeg er ikke kommen at bringe Fred, men Sværd. 35 Thi jeg er kommen at tvistiggøre et Menneske imod sin Fader, og Datteren imod sin Moder, og Sønnens Hustru imod hendes Mands Moder, 36 og en Mands Huusfolk skulle være hans Fjender. 37 Hvo som elsker Fader eller Moder mere end mig, er mig ikke værd; og hvo som elsker Søn eller Datter mere end mig, er mig ikke værd; 38 og hvo som ikke tager sit kors og følger mig, er mig ikke værd. 39 Hvo som finder sit Liv, skal miste det; og hvo som mister sit Liv for min Skyld, skal finde det. 40 Hvo som annammer Eder, annammer mig; og hvo mig annammer, annammer den som har udsendt mig. 41 Hvo som annammer en Prophet, fordi han er en Prophet, skal faae en Prophets Løn; og hvo som annammer en Retfærdig, fordi han er en Retfærdig, skal faae en Retfærdigs Løn. 42 Og hvo som giver en af disse Ringe ikkun et Bæger koldt Vand at drikke, fordi han er en Discipel, sandelig siger jeg Eder, han skal ingenlunde miste sin Løn. Matthew 11 1 Og det skete, der Jesus havde fuldendt denne Befaling til sine tolv Disciple, gik han frem derfra, at lære og prædike i deres Stæder. 2 Men der Johannes hørte i Fængslet Christi Gjerninger, sendte han to af sine Diciple og lod ham sige: 3 Er du den, som kommer, eller skulle vi vente en anden? 4 Og Jesus svarede og sagde til dem: gaaer hen og forkynder Johannes de Ting, som I høre og see: 5 Blinde see, og Halte gaae, Spedalske renses, og Døve høre, Døde staae op, og Evangelium prædikes for Fattige; 6 og salig er den, som ikke forarges paa mig. 7 Men der disse gik bort, begyndte Jesus at sige til Folket om Johannes: hvad ere I udgangne i Ørken at skue? et Rør, som bevæges hid og did af Veiret? 8 Eller hvad ere I udgangne et see? et Menneske, iført bløde Klæder? See, de, som bære bløde Klæder, ere i Kongers Huse. 9 Eller hvad ere I udgangne at see? en Prophet? Ja, jeg siger Eder, endog langt mere end en Prophet! 10 Thi han er den, om hvem der er skrevet: see, jeg sender min Engel for dit Ansigt, som skal berede din Vei for dig. 11 Sandelig siger jeg Eder: iblandt dem, som ere fødte af Kvinder, er ingen Større opstanden end Johannes den Døber; men den Mindste i Himmeriges Rige er større end han. 12 Men fra Johannes den Døbers Dage indtil nu trænger man med Vold ind i HimmerigesRige, og de, som trænge ind, rive det til sig. 13 Thi alle Propheter og Loven spaaede indtil Johannes. 14 Og dersom I ville tro det: han er Elias, som skal komme. 15 Hvo som har Øren at høre med, han høre! 16 Men hvem skal jeg ligne denne Slægt ved? Den er lig de smaa Børn, som sidde paa Torvene og raabe til deres Staldbrødre og sige: 17 vi fløitede for Eder, og I vilde ikke danse, vi sang klagelig for Eder, og I vilde ikke græde. 18 Thi Johannes kom, som hverkend aad eller drak, og de sige: han haver Djævelen. 19 Menneskens Søn kom, som æder og drikker, og de sige: see, en Fraadser og en Viindranker, Tolderes og Synderes Ven! Dog Viisdommen er retfærdiggjort af sine Børn. 20 Da begyndte han at skamme de Stæder ud, i hvilke hans fleste kraftige Gjerninger vare gjorte, fordi de ikke havde omvendt sig. 21 Vee dig, Chorazin! vee dig, Bethsaida; thi havde de kraftige Gjerninger været gjorte i Thyrus og Sidon, som ere gjorte i Eder, da havde de længe siden omvendt sig i Sæk og Aske. 22 Men jeg siger Eder: det skal gaae Thyrus og Sidon lideligere paa Dommens Dag end Eder. 23 Og du, Capernaum! du skal nedstødes indtil Helvede; thi dersom de kraftige Gjerninger havde været gjorte i Sodoma, som ere gjorte i dig, var den bleven indtil denne Dag. 24 Men jeg siger Eder: det skal gaae Sodomas Land lideligere paa Dommens Dag end dig. 25 Paa den samme Tid udbrød Jesus og sagde: jeg priser dig, Fader, Himmelens og Jordens Herre! at du har skjult dette for de Vise og Forstandige og aabenbaret det for de Umyndige. 26 Ja, Fader! thi det var saaledes behageligt for dig. 27 Alle Ting ere mig overgivne af min Fader; og Ingen kjender Sønnen uden Faderen, og Igen kjender Faderen uden Sønnen og den, som Sønnen vil det aabenbare. 28 Kommer hid til mig, Alle, som arbeide og ere besværede! og jeg vil give Eder Hvile. 29 Tager mit Aag paa Eder og lærer af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af Hjertet: saa skulle I finde Hvile for Eders Sjæle. 30 Thi mit Aag er gavnligt, og min Byrde er let. Matthew 12 1 Paa den samme Tid gik Jesus igjennem Sæden paa Sabbaten; men hans Disciple hungrede og begyndte at plukke Ax og at æde. 2 Men der Pharisæerne saae det, sagde de til ham: see, dine Disciple gjøre det, som ikke er tilladt at gjøre paa Sabbaten. 3 Men han sagde til dem: have I ikke læst, hvad David gjorde, der han hungrede og de, som vare med ham? 4 Hvorledes han gik ind i Guds Huus og aad Skuebrødene, hvilke det ikke var ham tilladt at æde, ei heller dem, som vare med ham, men alene Præsterne? 5 Eller have I ikke læst i Loven, at Præsterne vanhellige Sabbaten i Templet paa Sabbaten og ere uskyldige? 6 Men jeg siger Eder, at den er her som er større end templet. 7 Men dersom I havde vidst, hvad det er: jeg har Villie til Miskundhed og ikke til Offer, da havde I ikke fordømt de Uskyldige. 8 Thi Menneskens Søn er Herre, ogsaa over Sabbaten. 9 Og han gik frem derfor og kom i deres Synagoge. 10 Og see, der var et Menneske, som havde en vissen Haand; og de spurgte ham ad og sagde: er det tilladt at helbrede paa Sabbaten? at de kunde anklage ham. 11 Men han sagde til dem: hvilket Menneske er blandt Eder, som har eet Faar og ikke, dersom det falder i en Grav paa Sabbaten, tager fat paa det og løfter det op? 12 Hvor meget bedre er nu et Menneske end et Faar? Altsaa er det tilladt, at gjøre vel paa Sabbaten. 13 Da sagde han til Mennesket: udræk din Haand! og han rakte den ud, og den blev igjen sund som den anden. 14 Men Pharisæerne gik ud og holdt Raad mod ham, hvorledes de kunde omkomme ham. 15 Men der Jesus mærkede det, veg han bort derfra; og meget Folk fulgte ham, og han helbredte dem alle. 16 Og han bød dem strengeligen, at de ikke maatte aabenbare ham; 17 at det skulde fuldkommes, som er talt ved Prophten Esaias, som siger: 18 see min Tjener, som jeg har udvalgt, min Elskelige, hvilken min Sjæl har Velbehagelighed! jeg vil give min Aand i ham, og han skal forkynde Hedningerne Ret. 19 Han skal ikke trætte og ei raabe, og der skal ikke Nogen høre hans Røst paa Gaderne. 20 Han skal ikke sønderbryde det knusede Rør og ei udslukke den rygende Taande, indtil han udfører Retten til Seier. 21 Og Hedningerne skulle haabe paa hans Navn. 22 Da blev en Besat ført til ham, som var blind og stum; og han helbredte ham, saa at den Blinde og Stumme baade talede og saae. 23 Og alt Folket forfærdedes og sagde: mon denne ikke er den Davids Søn? 24 Men der Pharisæerne det hørte, sagde de: denne uddriver ikke Djævle, uden ved Belzebul, Djævelens Øverste. 25 Men saasom Jesus vidste deres tanker, sagde han til dem: hvert Rige, som er splidagtigt med sig selv, bliver øde; og hver Stad eller Huus, som er splidagtigt med sig selv, kan ikke bestaae. 26 Hvis da satan uddriver Satan, saa er han splidagtig med sig selv; hvorledes kan da hans Rige bestaae? 27 Og om jeg uddriver Djævle ved Beelzebul, ved hvem uddrive da Eders Børn dem? Derfor skulle de vare Eders Dommere. 28 Men dersom jeg uddriver Djævle ved Guds Aand, er jo Guds Rige kommet til Eder. 29 Eller hvorledes kan Nogen gaae ind i den Stærkes Huus, og røve ham hans Redskaber fra, uden han først binder den Stærke Da kan han plyndre hans Huus. 30 Hvo som ikke er med mig, er imod mig; og hvo som ikke samler med mig, adspreder. 31 Derfor siger jeg Eder: al Synd og Bespottelse skal forlades Menneskene, men Bespottelse imod Anden skal ikke forlades Menneskene. 32 Og hvo som taler Noget imod Menneskens Søn, det skal forlades ham; men hvo som taler imod den Hellig Aand, han skal det ikke forlades, hvorken i denne Verden, ei heller i den tilkommende. 33 Lader enten Træet være godt, og dets Frugt god; eller lader Træet være raaddent, og dets Frugt raadden; thi Træet kjendes paa Frugten. 34 I Øgleunger, hvorledes kunne I tale godt, I, som ere onde? thi af Hjertets Overflødighed taler Munden. 35 Eg godt Menneske fremfører gode Ting af Hjertets gode forraad; og et ondt Menneske fremfører onde Ting af det onde Forraad. 36 Men jeg siger Eder, at Menneskene skulle gjøre Regnskab paa Dommens Dag for hvert utilbørligt Ord, som de have talet. 37 Thi af dine Ord skal du kjendes retfærdig, og af dine Ord skal du fordømmes. 38 Da svarede nogle af de Skriftkloge og Pharisæer og sagde: Mester! vi ville see et Tegn af dig. 39 Men han svarede og sagde til dem: den onde og vanartige Slægt begjerer Tegn, men denskal intet Tegn gives, uden Jonas' Phrophetens Tegn. 40 Thi ligesom Jonas var tre Dage og tre Nætter i Hvalfiskens Bug, saaledes skal Menneskens Søn være tre Dage og tre Nætter i Jordens Skjød. 41 De Mænd af Ninive skulle opstaae ved Dommen imod denne Slægt, og fordømme den; thi de omvendte sig ved Jonas' Prædiken; og see, her er Mere end Jonas. 42 Dronningen fra Sønden skal opstaa ved Dommen imod denne Slægt, og fordømme den; thi hun kom fra Jordens Grændser at høre Salomons Viisdom; og see, her er Mere end Salomon. 43 Men naar den urene Aand er udfaren af Mennesket, vandrer han igjennem tørre Steder, søger Hvile, og finder den ikke. 44 Da siger han: jeg vil vende om til mit Huus, som jeg gik ud af; og naar han kommer, finder han det ledigt, feiet og prydet. 45 Saa gaar han, og tager syv andre Aander tillige med sig, som ere værre end han selv, og naar de ere komne derind, boe de der; og det Sidste bliver værre end dette Menneske end det Første. Saaledes skal det og gaae denne onde Slægt. 46 Men der han endnu talede til Folket, see, da stode hans Moder og hans Brødre udenfor og begjerede at tale med ham. 47 Da sagde En til ham: see, din Moder og dine Brødre staae udenfor og begjere at tale med dig. 48 Men han svarede og sagde til den, som sagde ham det: hvo er min Moder? og hvilke ere mine Brødre? 49 Og han rakte sin Haand ud over sine Disciple og sagde: see, min Moder og mine Brødre! 50 Thi hvo som gjør min Faders Villie, som er i Himlene, den er min Broder og Søster og Moder. Matthew 13 1 Paa den samme Dag gik Jesus ud af Huset og satte sig ved Søen. 2 Og meget Folk forsamledes til ham, saa han steg i Skibet og satte sig; og alt Folket stod paa Strandbredden. 3 Og han talede meget til dem ved Lignelser og sagde: see, en Sædemand gik ud at saae. 4 Og idet han saaede, faldt Noget ved Veien; og Fuglene kom, og aade det op. 5 Men Noget faldt paa Steengrund, hvor det ikke havde megen Jord: og det voxte snart op, fordi det ikke havde dyb Jord. 6 Men der Solen gik op, blev det forbrændt, og fordi det ikke havde rod, visnede det. 7 Men Noget faldt iblandt Torne; og Tornene voxte op, og kvalte det. 8 Men Noget faldt i god Jord, og bar Frugt; Noget hundrede Fold, men Noget Tresindstyve Fold, men Noget dredive Fold. 9 Hvo som haver Øren at høre med, han høre! 10 Og disciplene gik til ham og sagde til ham: hvi taler du til dem ved Lignelser? 11 Men han svarede og sagde til dem: Eder er det givet at forstaae Himmeriges Rige Hemmeligheder; men dem er det ikke givet. 12 Thi hvo som haver, han skal gives og han skal have til Overflod; men Hvo som ikke haver, ham skal endog fratages, det han haver. 13 Derfor taler jeg til dem ved Lignelser, fordi de skjøndt seende dog ikke see, og hørende dog ikke høre, og forstaae ikke heller. 14 Og i dem fuldkommes Esaias' Spaadom, som siger: med Eders Øren skulle I høre, og dog ikke forstaae, og se med Eders Øine, og ikke fatte. 15 Thi dette Folks Hjerte er blevet forhærdet, og med Ørene høre de tungt, og deres Øine have de tillukt, paa det de ikke skulle komme til at see med Øinene og høre med ørene ogforstaae med Hjertet og omvende sig, at jeg maatte helbrede dem. 16 Men salige ere Eders Øine, at de see, og Eders Øren, at de høre. 17 Thi sandelig siger jeg Eder: mange Propheter og Retfærdige begjerede at see det, I see, og faae det ikke; og at høre det, I høre, og hørte det ikke. 18 Saa hører I nu den Lignelse om Sædemanden. 19 Naar Nogen hører Rigets Ord, og forstaar det ikke, da kommer den Onde, og river det bort, som er saaet i hans Hjerte, denne er det, som er saaet ved Veien. 20 Men det, som er saaet paa Steengrund, er den, som hører Ordet, og annammer det strax med Glæde. 21 Men han har ikke Rod i sig, og bliver kun ved til en Tid; men naar Trængsel eller Forfølgelse kommer for Ordets Skyld, forarges han strax. 22 Men det, som er saaet iblandt Torne, er den, som hører Ordet; og denne Verdens Bekymring og Rigdoms Forfølgelse kvæler Ordet, og det bliver uden Frugt. 23 Men det, som er saaet i god Jord, er den, som hører Ordet, og forstaae det, som ogsaa bærer Frugt, En hundrede Fold, en Anden tresindstyve Fold, en Anden tredive Fold. 24 Han fremsatte en anden Lignelse for dem og sagde: Himmeriges Rige lignes ved et Menneske, som saaede god Sæd i sin Ager. 25 Men der Folkene sov, kom hans Fjende, og saaede Klinte iblandt Hveden, og gik bort. 26 Men der Grøden voxte og bar Frugt, da lod ogsaa Klinten sig tilsyne. 27 Men Huusbondens tjenere kom frem og sagde til ham: Herre, saaede du ikke god Sæd i din ager? Hvorfra har den da Klinten? 28 Han sagde til ham: det har et fjensk Menneske gjort. Da sagde Tjeneren til ham: vil du da, at vi skulle gaae hen og luge den af? 29 Men han sagde: Nei, paa det I ikke skulle tillige med den rykke Hveden op, naar I luge Klinten af. 30 Lader dem begge voxe tilsammen indtil Høsten; og i Høstens Tid vil jeg sige til Høstfolkene: sanker først Klinten tilsammen, og binder den i Knipper, at opbrænde den; men samler Hveden i min lade. 31 Han fremsatte en anden Lignelse for dem og sagde: Himmeriges Rige ligner et Sennepskorn, som et Menneske tog og saaede i sin Ager. 32 Dette er vel mindre end alt andet Frø, men naar det voxer op, er det større end Urterne, og bliver et Træ, saa at Himmelens Fugle komme og bygge Rede i dets Grene. 33 Han sagde dem en anden Lignelse: Himmeriges Rige ligner en Suurdeig, hvilken en kvinde tog og nedlagde i tre Maader Meel, indtil det blev syret altsammen. 34 Alt dette talede Jesus til folket ved Lignelser, og uden Lignelse talede han Intet til dem; 35 at det skulde fuldkommes, som er talet ved Propheten, som siger: jeg vil oplade min Mund i Lignelser; jeg vil udsige det, som har været skjult, fra Verdens Grundvold blev lagt. 36 Da lod Jesus Folket fare og kom til sit Huus; og hans Disciple gik til ham og sagde: forklar os den Lignelse om Klinten paa Ageren. 37 Men han svarede og sagde til dem: den, som saaer den gode Sæd, er Menneskens Søn. 38 Men Ageren er Verden; og den gode Sæd er Rigets Børn; og Klinten er den Ondes Børn; 39 og Fjenden, som den saaede, er Djævelen og Høsten er Verdens Ende; og Høstfolkene ere Englene. 40 Derfor, ligesom Klinten sankes og opbrændes med Ild, saa skal det og skee ved denne Verdens Ende. 41 Menneskens Søn skal udsende sine Engle, og de skulle sanke af hans Rige alle Forargelser og dem, som gjøre Uret. 42 Og de skulle kaste dem i Ild-ovnen; der skal være Graad og Tænders Gnidsel. 43 Da skulle de Retfærdige skinne som Solen i deres Faders Rige. Hvo som har Øren at høre med, han høre. 44 Atter lignes Himmerigets Rige ved et liggendefæ, skjult i en Ager, hvilket et Menneske fandt og skjulte, og gik hen af Glæde derover og solgte alt det, han havde og kjøbte den Ager. 45 Atter lignes Himmeriges Rige ved en Kjøbmand, som søgte efter gode Perler; 46 hvilken, der han fandt en meget kostelig Perle, gik hen og solgte alt det, han havde, og købte samme. 47 Atter er Himmerigets Rige ligt en Vod, som kastes i Havet, og som samler af alle slags Fisk. 48 Naar den er fuld, drage de den op paa Srandbredden, og sidde og sanke de gode tilsammen i Kar, men de raadne kaste de ud. 49 Saaledes skal det gaae ved Verdens Ende. Englene skulle udgaae, og skille de Onde ud fra de Retfærdige, 50 og kaste dem i Ildovnen; der skal være graad og Tænders Gnidsel. 51 Jesus siger til dem: forstode I dette altsammen? De sige til ham: ja, Herre! 52 Men han sagde til dem: saaledes er hver Skriftklog, som er oplært til Himmeriges Rige, ligesom en Huusbonde, der bringer frem af sit Forraad Nyt og Gammelt. 53 Og det begav sig, der Jesus havde fuldendt disse Lignelser, drog han bort derfra. 54 Og han kom til sit Fædrene land og lærte dem i deres Synagoge, saa at de forundrede sig saare og sagde: hveden har denne saadan Viisdom og de kraftige Gjerninger? 55 Er denne ikke den Tømmermands Søn? hedder ikke hans Moder Maria? og hans Brødre Jakob og Jofes og Simon og Judas? 56 Og ere ikke alle hans Søstre hos os? hveden har denne da alt dette? 57 Og de foragedes paa ham. Men Jesus sagde til dem: en Prophet er ikke foragtet, uden i sit Fædrende land og i sit Huus. 58 Og han gjorde der ikke mange kraftige Gjerninger formedelst deres Vantro. Matthew 14 1 Paa den samme Tid hørte Herodes, den Fjerdingsfyrste, Rygtet om Jesus. 2 Og han sagde til sine Tjenere: denne er Johannes den Døber; han er opreist fra de Døde, derfor tee sig og de kraftige Gjerninger i ham. 3 Thi Herodes havde grebet Johannes og bundet ham og kastet ham i Fængsel for Herodias', sin Broder Phililipus Hustrus, Skyld. 4 Thi Johannes sagde til ham: det er dig ikke tilladt at have hende. 5 Og han havde gjerne slaget ham ihjel, men frygtede for Folket, thi de holdt, ham for en Prophet. 6 Men der Herodes holdt sin Fødselsdag, dansede Heodias' Datter for dem; og hun behagede Herodes. 7 Derfor lovede han med en Ed at give hende, hvad hun begjerede. 8 Men da hun var tilforn underviist af sin Moder, sagde hun: giv mig hid Johannes den Døbers Hoved paa et Fad. 9 Og Kongen blev bedrøvet; men for de Eders og for Gjesternes Skyld befoel han det at gives hende. 10 Og han sendte hen og lod Johannes halshugge i Fængslet. 11 Og hans Hoved blev baaret paa et Fad og givet Pigen; og hun bar det til sin Moder. 12 Da kom hans Disciple og toge Legemet og jordede det, og de kom og forkyndte Jesus det. 13 Og der Jesus det hørte, veg han bort derfra ud i et Skib til et øde Sted afsides; og der Folket det hørte, fulgte de ham tillands fra Stæderne. 14 Og der Jesus gik frem, saae han meget Folk, og han ynkedes inderligen over dem og helbredte deres Syge. 15 Men der det var blevet Aften, gik hans Disciple til ham og sagde: Stedet er øde, og Tiden er allerede forløben; lad Folket fare, at de kunne gaae hen i byerne og kjøbe sig Mad. 16 Men Jesus sagde til dem: de have ikke behov at gaae bort; giver I dem at æde. 17 Men Jesus sagde til dem: vi have her ikke uden fem Brød og to Fiske. 18 Men han sagde: henter mig dem hid. 19 Og han bød Folket sætte sig ned paa Græsset, og tog de fem Brød og de to Fiske, saae op til Himmelen, og velsignede dem; og han brød dem, og gav sine Disciple Brødene, men Disciplene gave Folket dem. 20 Og de aade alle og bleve mætte; og de opsamlede de overblevne Stykker, tolv Kurve fulde. 21 Men de, som aade, vare ved fem tusinde Mænd, foruden Kvinder og Børn. 22 Og strax nødte Jesus sine Disciple til at gaae i Skibet, og i Forveien sætte over til hiin Side, indtil han fik ladet Folket fare. 23 Og der han havde ladet Folket fare, gik han paa et Bjerg afsides for at bede. Men det var blevet Aften, var han alene der. 24 Men Skibet var allerede midt paa Søen, og led Nød af Bølgerne; thi Veiret var dem imod. 25 Men i den fjerde Nattevagt kom Jesus til dem, vandrende paa Søen. 26 Og der Disciplene saae ham vandre paa Søen, bleve de forskrækkede og sagde: det er et Spøgelse; og de skrege af Frygt. 27 Men Jesus talede strax til dem og sagde: værer frimodige; det er mig, frygter ikke. 28 Men Peter svarede ham og sagde: Herre! dersom det er dig, da byd mig komme til dig paa Vandet. 29 Men han sagde: kom! Og Peter traadte ned af Skibet og vandrede paa Vandet, for at komme til Jesus. 30 Men der han saae det stærke Veir, frygtede han; og da han begyndte at synke, raabte han og sagde: Herre, frels mig! 31 Og Jesus udrakte strax Haanden, og tog fat paa ham og sagde til ham: du lidet Troende, hvi tvivlede du? 32 Og der de stege ind i Skibet, stilledes Veiret. 33 Men de, som vare i Skibet, kom og faldt ned for ham og sagde: du er sandelig Guds Søn. 34 Og da de vare farne over, kom de til Genezareths Land. 35 Og der Folket paa samme sted kjendte ham, sendte de ud i det ganske Land trindt omkring, og førte alle de Syge til ham. 36 Og de bade ham, at de maatte ikkun røre ved Sømmen paa hans Klædebon; og alle de, som rørte derved, bleve helbredede. Matthew 15 1 Da kom Skriftkloge og Pharisæer af Jesusalem til Jesus og sagde: 2 hvi overtræde dine Disciple de Gamles Vedtægt? thi de toe ikke deres Hænder, idet de æde Brødet. 3 Men han svarede og sagde til dem: hvi overtræde og I Guds Bud for Eders Vedtægts Skyld? 4 Thi Gud har budet, sigende: ær Fader og Moder; og hvo som bander Fader eller Moder, skal visselig døe. 5 Men I sige: hvo som siger til Fader eller Moder: det, hvormed jeg kunde hjulpet dig, er en Gave, han behøver ikke at ære sin Fader eller sin Moder. 6 Saaledes have I tilintetgjort Guds Bud for Eders Vedtægts Skyld. 7 I Øienskalke! Esias spaaede retteligen om Eder, da han sagde: 8 dette Folk holder sig nær til mig med sin Mund, og ærer mig med Læberne; men deres Hjerte er langt fra mig. 9 Men de dyrke mig forgjeves, idet de lære saadanne Lærdomme, som ere Menneskers Bud. 10 Og han kaldte Folket til sig og sagde til dem: hører til og forstaaer! 11 Ikke det, som indkommer i Munden, gjør Mennesket ureent, men det, som udgaaer af Munden, dette gjør Mennesket ureent. 12 Da gik hans Disciple frem og sagde til ham veed du, at Pharisæerne have forarget sig, der de hørte denne Tale? 13 Men han svarede og sagde: hver Plantning, som min himmelske Fader ikke har plantet, skal med Rod oprykkes. 14 Lader dem fare, Blinde ere Blindes Veiledere; men naar en Blind leder en Blind, da falde de begge i Graven. 15 Men Peter svarede og sagde til ham: forklar os denne Lignelse. 16 Men Jesus sagde: ere og I endnu uforstandige? 17 Forstaae I ikke endnu, alt det, som indkommer i Munden, gaaer I Bugen og udføres ad den unaturlige Gang? 18 Men det, som udgaaer af Munden, kommer ud af Hjertet, og det gjør Mennesket ureent. 19 Thi af Hjertet udkomme onde Tanker, Mord, Hoer, Skjørlevnet, Tyverier, falske Vidnesbyrd, Bespottelser. 20 Disse ere de Ting, som gjøre Mennesket ureent; men at æde med utoede Hænder, gjør ikke Mennesket ureent. 21 Og Jesus gik bort derfra og drog til Thyrus' og Sidons Egne. 22 Og see, en cananæisk Kvinde kom fra de samme Grændser, raabte og sagde til ham: Herre, Davids Søn! forbarm dig over mig! min Datter plages ilde af Djævelen. 23 Men han svarede hende ikke et Ord. Da traadte hans disciple til ham, bade ham og sagde: skil dig af med hende, thi hun raaber efter os. 24 Men han svarede og sagde: jeg er ikke udsendt uden til de fortabte Faar af Israels Huus. 25 Men hun kom og faldt ned for ham og sagde: Herre, hjælp mig! 26 Men han svarede og sagde: det er ikke smukt at tage Børnenes Brød og kaste det for smaa Hunde. 27 Men hun sagde: jo, Herre! Hunde æde dog og af de Smuler, som falde af deres Herres Bord. 28 Da svarede Jesus og sagde til hende: o Kvinde, din Tro er stor, dig skee, som du vil! Og hendes Datter blev karsk fra den samme Time. 29 Og Jesus gik frem derfra og kom til den galilæiske Sø, og han gik op paa et Bjerg og satte sig der. 30 Og meget Folk kom til ham og havde med sig Halte, Blinde, Stumme, Krøblinger og mange andre; og de lagde dem for Jesu Fødder, og han helbredte dem. 31 saa at Folket forundrede sig, der de saae, at de Stumme talede, Krøblinger vare helbredede, Halte gik, og Blinde saae; og de prisede Israels Gud. 32 Men Jesus kaldte sine disciple til sig og sagde: mig ynkes inderligen over Folket, thi de have nu tøvet hos mig tre Dage, og have Intet at æde; og lade dem fastende fare vil jeg ikke, paa det de ikke skulle forsmægte paa Veien. 33 Og hans Disciple sagde til ham: hveden skulle vi faae saa mange Brød, i Ørken, at vi kunne mætte saa meget Folk? 34 Og Jesus sagde til dem: hvor mange Brød have I? Men de sagde: syv og faa smaa Fiske. 35 Og han bød Folket sætte sig ned paa Jorden. 36 Og han tog de syv Brød og Fiskene, takkede, brød dem og gav sine Disciple dem, menDisciplene Folket. 37 Og de aade alle og bleve mættede; og de samlede de overblevne Stykker, syv Kurve fulde. 38 Men de, som aade, vare fire tusinde Mænd, foruden Kvinder og Børn. 39 Og der han havde ladet Folket fare, gik han i et Skib og kom til Magdalas Grændser. Matthew 16 1 Og Pharisæerne og Sadducæerne gik frem, fristede ham og begjerede, at han vilde vise dem et Tegn af Himmelen. 2 Men han svarede og sagde til dem: om Aftenen sige I: det bliver en skjøn Dag, thi Himmelen er rød; 3 og om Morgenen: det bliver Storm i Dag, thi Himmelen er rød og mørk. I Øienskalke! om Himmelens Skikkelse vide I at dømme, men om Tidernes Tegn kunne I ikke. 4 Den onde og vanartige Slægt begjerer Tegn, og den skal intet Tegn gives uden Jonas Prophetens Tegn. Og han forlod dem og gik bort. 5 Og der hans Disciple fore over til hiin Side, havde de glemt at tage Brød med. 6 Og Jesus sagde til dem: seer til og tager Eder vare for Pharisæernes og Sadducæernes Suurdeig. 7 Da tænkte de ved sig selv og sagde: det er, fordi vi ikke toge Brød med. 8 Men som Jesus det vidste, sagde han til dem: I lidet Troende! hvi tænkte I ved Eder selv derpaa, at I ikke toge Brød med? 9 Forstaae I ikke endnu? komme I ikke heller ihu de fem Brød iblandt de fem Tusinde, og hvor mange Kurve I da toge op? 10 Ikke heller de syv Brød iblandt de fire Tusinde, hvor mange Kurve I da toge op? 11 Hvorledes forstaae I da ikke, det ei var om Brød jeg sagde til Eder, at I skulde tage Eder vare for Pharisæernes og Sadducæernes Suurdeig? 12 Da forstode de, at han havde ikke sagt, at de skulde tage sig vare for Brødets Suurdeig, men for Pharisæernes og Sadducæernes Lærdom. 13 Men der Jesus var kommen i Egnen af Cæsarea Philippe, spurgte han sine Disciple ad og sagde: hvad sige Menneskene mig, Menneskens Søn, at være? 14 Men de sagde: Nogle sige, at du er Johannes den Døber: men Andre, Elias; men Andre, Jeremias eller een af Propheterne. 15 Han siger til dem: men I, hvem sige I mig at være? 16 Da svarede Simon Petrus og sagde: du er Christus, den levende Guds Søn? 17 Og Jesus svarede og sagde til ham: salig er du, Simon Jonas' Søn! thi Kjød og Blod har ikke aabenbaret dig det, men min Fader, som er i Himlene. 18 Men jeg siger dig ogsaa, at du er Petrus, og paa denne klippe vil jeg bygge min Menighed, og Helvedes Porte skulde ikke faae Overhaand over den. 19 Og jeg vil give dig Himmerigets Riges Nøgler, og havd du binder paa Jorden, det skal være bundet i Himlene, og hvad du løser paa Jorden, det skal være løst i Himlene. 20 Da bød han sine Disciple, at de skulde ingen Sige, at han var Christus. 21 Fra den Tid begyndte Jesus at give sine Disciple tilkjende, at han burde at gaae til Jerusalem, og lide meget af de Ældste og Ypperstepræster og Skriftkloge, og ihjelslaaes og opstaae tredie Dag. 22 Og Peter tog ham tilside, begyndte at straffe ham, og sagde: Herre, spar dig selv; dette skee dig ingenlunde! 23 Men han vendte sig og sagde til Peter: vig bag mig, Satan! du er mig en Foargelse; thi du sandser ikke, hvad Guds er, men hvad Menneskens er. 24 Da sagde Jesus til sine Disciple: vil Nogen komme efter mig, han fornægte sig selv, og tagesit Kors, og følge mig. 25 Thi hvo som vil frelse sit Liv, skal miste det; og hvo som mister sit Liv for min Skyld, skal finde det. 26 Thi hvad gavner det Mennesket, om han vinder den ganske Verden, men tager Skade paa sin Sjæl? Eller hvad kan et Menneske give til Vederlag for sin Sjæl? 27 Thi Menneskens Søn skal komme i sin Faders herlighed med sine Engle; og da skal han betale hver efter sin Gjerning. 28 Sandelig siger jeg Eder: der ere Nogle, som her staae, som ingenlunde skulle smage Døden, førend de see Menneskens Sømme komme i sit Rige. Matthew 17 1 Og sex Dage derefter tog Jesus Peter og Jakob og Johannes, hans Broder, til sig, og førte dem affsides op paa et høit Bjerg. 2 Og han blev forvandlet for dem, og hans Ansigt skinnede som Solen, men hans Klæder blev hvide som Lyset. 3 Og see, Moses og Elias viste sig for dem og talede med ham. 4 Da svarede Peter og sagde til Jesus: Herre! her er godt at være; vil du, da ville vil gjøre tre Boliger her, dig een, og Moses een, og Elias een. 5 Der han endu talede, se, da overskyggede dem en klar Sky; og see, en Røst kom fra Skyen, som sagde: denne er min Søn, den Elskelige, i hvilken jeg har Behagelighed; hører ham! 6 Og der Disciplene hørte det, faldt de paa deres Ansigt og frygtede saare. 7 Og Jesus traadte frem, rørte ved dem og sagde: staar op, og frygter ikke. 8 Men der de opløftede deres Øine, saae de Igen, uden Jesus alene. 9 Og der de gik ned ad Bjerget, bød Jesus dem og sagde: I skulle Ingen sigde dette Syn, førend Menneskens Søn er opstanden fra de Døde. 10 Og hans Disciple spurgte ham og sagde: hvad er det da, de Skriftkloge sige; at Elias bør først komme? 11 Men Jesus svarede og sagde til dem: Elias kommer vel først, og skal skikke alting tilrette. 12 Men jeg siger Eder, at Elias er alt kommen, og de erkendte ham ikke, men gjorde mod ham, hvad de vilde; saa skal ogsaa Menneskens Søn lide af dem. 13 Da forstode Disciplene, at han havde talet til dem om Johannes den Døber. 14 Og der de kom til Folket, gik et Menneske til ham, og fladt paa Knæ for ham og sagde: 15 Herre! forbarm dig over min Søn! thi han er maanesyg, og lider meget Ondt; thi han falder ofte i Ild og ofte i Vand; 16 og jeg ledte ham til dine Disciple, og de kunde ikke helbrede ham. 17 Men Jesus svarede og sagde: o du vantro og forvendte Slægt! hvor længe skal jeg taale Eder? Leder mig ham hid. 18 Og Jesus tiltalede ham haardeligen, og Djævelen foer ud af ham, og Drengen blev karsk fra den samme Stund. 19 Da gik Disciplene til Jesus afsides og sagde: hvi kunde vi ikke uddrive ham? 20 Men Jesus sagde til dem: for Eders Vantroes Skyld; thi sandelig siger jeg Eder: dersom I have Tro som et Senepskorn, da kunne I sige til dette Bjerg: flyt dig herfra derhen, saa skal det flytte sig; og Eder skal intet være umuligt. 21 Men dette Slags farer ikke ud, uden ved Bøn og Faste. 22 Der de vandrede i Galilæs, sagde Jesus til dem: Menneskens Søn skal overantvordes i Menneskers Hænder; 23 og de skulle slaae ham ihjel, og han skal opreises paa den tredie Dag. Og de bleve saare bedrøvede. 24 Men der de kom til Capernaum, gik de, som oppebare Skattens Penninge, til Peter og sagde: betaler Eders Mester ikke Skattens Penninge? 25 Han sagde: jo. Og der han kom ind i Huset, forekom Jesus ham og sagde: hvad tykkes dig, Simon? af hvem tage Konger paa Jorden Told eller Skat? af deres egne Børn eller af Fremmede? 26 Peter siger til ham: af Fremmede. Jesus sagde til ham. Saa ere jo Børnene frie. 27 Men paa det vi ikke Skulle foragrge dem gak hen til Havet, kast en Krog, og tag den første Fisk, som kommer op; og naar du aabner dens Mund, skal du finde en Stater; tag denne og giv dem den for dig og for mig. Matthew 18 1 I den samme Stund gik Disciplene til Jesus og sagde: hvo er den Største i Himmeriges Rige? 2 Og Jesus kaldte et Barn til sig og stillede det midt iblandt dem, 3 og sagde: sandelig siger jeg Eder: uden I omvende Eder, og blive som Børn, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Rige. 4 Derfor, hvo sig selv fornedrer som dette Barn, han er den Største i Himmeriges Rige. 5 Og hvo som annammer et saadant Barn i mit Navn, annammer mig. 6 Men hvo som forarger een af diss Smaa, som troe paa mig, ham var det bedre, at der var hængt en Møllesteen om hans Hals, og han var kastet i Havets Dybhed. 7 Vee Verden for Forargelser! Vel er det fornødent, at Forargelser skulle komme; dog vee det Menneske, ved hvilket Forargelse kommer! 8 Men dersom din Haand eller din Fod forarger dig, da hug den af og kast den fra dig. Det er dig bedre, at gaae halt eller enKrøbling ind til Livet, end at have to Hænder og to Fødder, og kastes i den evige Ild. 9 Og dersom dit Øie forarger dig, da riv det ud og kast det fra dig. Det er dig bedre, at gaae eenøiet ind til Livet, end at have to Øine, og kastes i Helvedes Ild. 10 Seer til, at I ikke foragte een af disse Smaa; thi jeg siger Eder: deres Engle i Himlene see altid min Faders Ansigt, som er i Himlene. 11 Thi Menneskens Søn er kommen at frelse det, som var fortabt. 12 Hvad tykkes Eder? Om et Menneske havde hundrede Faar, og eet af dem foer vild, forlader han ikke de ni og halfremsindstyve, og gaaer paa Bjergene, og leder efter det, som er faret vild? 13 Og Hænder det sig, at han finder det, sandelig siger jeg Eder, at han glæder sig mer over det, end over de ni og halvfemsindstyve, som ikke fore vild. 14 Saaledes er det ikke Eders himmelske Faders Villie, at een af diss Smaa skal fortabes. 15 Men om din Broder synder imod dig, gak hen, og straf ham imellem dig og ham alene; hører han dig, da har du vundet din Broder. 16 Men hører han dig ikke, da tag endnu Een eller To med dig, paa det at Sagen maa blive fast efter to eller tre Vidners Mund. 17 Men hører han dem ikke, da siig Menigheden det; men hører han ikke Menigheden, da skal han være for dig ligesom en Hedning og Tolder. 18 Sandelig siger jeg Eder: hvadsomhelst I binde paa Jorden, skal være bundet i Himmelen; og hvadsomhelst I løste paa Jorden, skal være løst i Himmelen. 19 Atter siger jeg Eder, at dersom To af Eder blive enige paa Jorden om hvad for en Sag det er, at de ville bede det det skal vederfares dem af min Fader som er i Himlene. 20 Thi hvor To eller Tre ere forsamlede i mit Navn, der er jeg midt iblandt dem. 21 Da gik Peter frem til ham og sagde: Herre! hvor ofte skal jeg forlade min Broder, som synder imod mig? indtil syv Gange? 22 Jesus sagde til ham; jeg siger dig, ikke indtil syv Gange, men indtil halvfjerdsinstyve Gange syv Gange. 23 Derfor er Himmeriges Rige lignet ved en Konge, som vilde holde Regnskab med sine Tjenere. 24 Men der han begyndte at holde Regnskab, blev Een ført frem for ham, som var ti tusinde Talenter skyldig. 25 Men der han Intet havde at betale med, bød hans Herre ham at sælges og hans Hustru og Børn og alt det, han havde, og Gjælden at betales. 26 Da faldt Tjeneren ned for hans Fødder og sagde: Herre! vær langmodig med mig, og jeg vil betlae det altsammen. 27 Da ynkedes samme Tjeners Herre inderligen over ham, og gav ham løs og forlod ham Gjælden. 28 Men den samme Tjener gik ud og fandt en af sine Medtjenere, som var ham hundrede Penninge skyldig; og han greb fat paa ham og vilde kvæle ham, og sagde betal mig det, du er skyldig. 29 Da faldt hans Medtjener ned for hans Fødder, og bad ham og sagde: vær langmodig med mig, og jeg vil betale dig det altsammen. 30 Men han vilde ikke, men gik hen og kastede ham i Fængsel, indtil han betalte det, han var skyldig. 31 Men der hans Medtjenere saae det, som skeet var, bleve de sare bedrøvede og kom og aabenbarede for deres Herre alt det, som skeet var. 32 Da kaldte hans Herre ham for sig og sagde til ham: du onde Tjener! al den Gjæld forlod jeg dig, fordi du bad mig. 33 Burde dig ikke og at forbarme dig over din Medtjener, ligesom jeg og har forbarmet mig over dig? 34 Og hans Herre blev vred, og overantvordede ham til Bødlerne, indtil han betlate det, han var ham skyldig. 35 Saa skal og min himmelske Fader gjøre mod Eder, og I ikke forlade Eders hjerter hver sin Broder hans Brøst. Matthew 19 1 Og det skete, der Jesus havde endt disse Ord, drog ham bort af Galilæa, og kom til Judæas Grændser paa hiin Side Jordan. 2 Og meget Folk fulgte ham, og han helbredte dem der. 3 Og Pharisæerne traadte til ham, fristede ham og sagde til ham: er det en Mand tilladt at skille sig fra sin Hustru for hvilkensomhelst Sag? 4 Men han svarede og sagde til dem: have I ikke læst, at den, som gjorde dem af Begyndelsen, gjorde dem Mand og Kvinde, 5 og sagde: derfor skal et Menneske forlade Fader og Moder, og blive fast hos sin Hustru, og de To skulle være til eet Kjød. 6 Saa at de ere ikke længere to, men eet Kjød. Derfor, hvad Gud har tilsammenføiet, skal Mennesket ikke adskille. 7 De sagde til ham: hvorfor bød da Moses at give et Skilsmissebrev, og skille sig fra hende? 8 Og han sagde til dem: Moses tilstede Eder, at skille Eder fra Eders Hustruer, for Eders Hjerters Haardheds Skyld; men af Begyndelsen har det ikke saaledes været. 9 Men jeg siger Eder, at hvo som skiller sig fra sin Hustru uden for Hoers Skyld, og tager en anden tilægte, han bedriver Hoer. 10 Hans Disciple sagde til ham: staaer Mandens Sag saaledes med Hustruen, da er det ikkegodt at gifte sig. 11 Men han sagde til dem: dette Ord begribe ikke Alle, men de, som det er givet. 12 Thi der ere Gildinger, som ere fødte saaledes af Moders Liv; og der ere Gildinger, som ere gildede af Mennesker; og der ere Gildinger, som have gildet sig selv for Himmeriges Riges Skyld. Hvo det kan begribe, han begribe det! 13 Da bleve smaa Børn førte til ham at han skulde lægge Hænderne paa dem og bede; men Disciplene truede dem. 14 Da sagde Jesus: lader de smaa Børn med Fred, og formener dem ikke at komme til mig; thi Himmeriges Rige hører saadanne til. 15 Og han lagde Hænderne paa dem, og drog derfra. 16 Og see, Een traadte frem og sagde til ham: gode Mester! hvad Godt skal jeg gjøre, at jeg maa have det evige Liv? 17 Men han sagde til ham: hvi kalder du mig god? Ingen er god, uden Een, som er Gud. Men vil du indgaae til Livet, da hold Budene. 18 Han sagde til ham: hvilke? Men Jesus sagde: dette: du skal ikke ihjelslaae; du skal ikke bedrive Hoer; du skal ikke stjæle; du skal ikke bære falsk Vidnesbyrd; 19 ær din Fader og din Moder, og du skal elske din Næste som dig selv. 20 Da siger den unge Karl til ham: det har jeg holdet altsammen fra min Ungdom; hvad fattes mig endnu? 21 Jesus sagde til ham: vil du være fuldkommen, da gak hen, sælg, hvad du har, og giv Fattige det, og du skal have et Liggendefæ i Himmelen; og kom følg mig. 22 Men der den unge Karl hørte det Ord, gik han bedrøvet bort; thi han havde meget Gods. 23 Da sagde Jesus til sine Disciple: sandelig siger jeg Eder, at en Rig kommer vanskelig ind i Himmeriges Rige. 24 Atter siger jeg Eder: det er lettere, at en Kameel gaaer igjennem et Naaleøie, end at en Rig kommer ind i Guds Rige. 25 Men der hans Disciple hørte det, bleve de saare forfærdede og sagde: hvo kan da blive salig? 26 Da saae Jesus paa dem og sagde: for Mennesker er dette umulig, men for Gud ere alle Ting mulige. 27 Da svarede Peter og sagde til ham: see, vi have forladt alle Ting og fulgt dig; hvad skulle vi da have? 28 Men Jesus sagde til dem: sandelig siger jeg Eder, at I, som have efterfulgt mig, udi Igjenfødelsen, naar Menneskens Søn skal sidde paa tolv Throner og dømme de tolv Israels Stammer. 29 Og hver, som har forladt Huus eller Brødre eller Søstre eller Fader eller Moder eller Hustru eller Børn eller Agre for mit Navns Skyld, skal faae hundredefold igjen, og arve det evige Liv. 30 Men Mange, som ere de Første, skulle blive de Sidste, og de Sidste de Første. Matthew 20 1 Thi Himmeriges Rige lignes ved en Huusbonde, som udgik tidlig om Morgenen, at leie Arbeidere til sin Viingaard. 2 Men der han blev eens med Arbeiderne om en Penning om Dagen, sendte han dem i sin Viingaard. 3 Og han gik ud ved den tredie Time, og saae Andre staae ledige paa Torvet, 4 og han sagde til dem: gaar I og hen i Viingaarden, og jeg vil give Eder, hvad som ret er. Men de gik hen. 5 Han gik atter ud ved den sjette og niende Time, og gjorde ligesaa. 6 Men ved den ellevte Time gik han ud, og fandt Andre staae ledige, og sagde til dem: hvi staae I her den ganske Dag ledige? 7 De sagde til ham: fordi Ingen leiede os, Han sagde til dem: gaar I ogsaa hen i Viingaarden, og hvad som ret er, skulle I faae. 8 Men der det blev aften, siger Viingaardenens Herre til sin Foged. kald Arbeiderne, og giv dem Lønnen, og begynd fra de Sidste til de Første. 9 Og de kom, som vare leiede ved den ellevte Time og fok hver en Penning. 10 Men der de Første kom, mente de at de skulle faae mere; og fik hver en Penning. 11 Men der de fik den, knurrede de imod Huusbonden og sagde: 12 disse Sidste have ikkun arbeidet een Time, og du har gjort dem lige med os, som have baaret Dagens Byrde og Hede. 13 Men han svarede og sagde til een af dem: Ven! jeg gjør dig ikke Uret; er du ikke bleven eens med mig om en Penning? 14 Tag Dit, og gak hen. Men jeg vil give denne Sidste ligesom dig. 15 Eller har jeg ikke Magt til at gjøre med Mit, hvad jeg vil? eller er dit Øie ondt, fordi jeg er god? 16 Saaledes skulle de Sidste blive de Første, og de Første de Sidste; thi Mange ere kaldede, men Faa ere udvalgte. 17 Og Jesus drog op til Jerusalem, og tog de tolv Disciple tilside paa Veien, og sagde til dem: 18 see, vi reise op til Jerusalem og Menneskens Søn skal overantvordes de Ypperstepræster og Skriftkloge; og de skulle fordømme ham til Døden, 19 og overantvorde Hedningerne ham og bespotte og hudstryge og korsfæste; og paa den tredie Dag skal han opstaae. 20 Da gik Zebedæus' Sønners Moder til ham med sine Sønner, faldt ned for ham og bad ham om Noget. 21 Men han sagde til hende: hvad vil du? Hun sagde til ham: siig, at disse mine to Sønner skulle sidde i dit Rige, den ene ved din høire, den anden ved den venstre Side. 22 Men Jesus svarede og sagde: I vide ikke, hvad I bede. Kunne I drikke den Kalk, som jeg skal drikke, og døbes med den Daab, som jeg skal døbes med? De sige til ham: vi kunne. 23 Og han sagde til dem: min Kalk skulle vil vel drikke, og med den Daab , som jeg døbes med, skulle I døbes, men at sidde ved min høire og ved min venstre Side, hører ikke mig til at give Nogen, uden dem, som det er beredt af min Fader. 24 Og der de Ti det hørte, bleve de vrede paa de to Brødre. 25 Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: I vide, at Folkenes Fyrster herske over dem, og de Store bruge Myndighed over dem. 26 Men saa skal det ikke være iblandt Eder; men hvo som vil være stor iblandt Eder, han være Eders Tjener; 27 og hvo som vil være den Ypperste iblandt Eder, han være Eder underdanig. 28 Ligesom Menneskens Søn ikke er kommen at lade sig tjene, men at tjene og at give sit Liv til en Gjenløsning for Mange. 29 Og der de gik ud fra Jericho, fulgte ham meget Folk. 30 Og see, to Blinde sadde ved Veien, og der de hørte, at Jesus gik forbi, raabte de og sagde: Herre, Davids Søn, forbarme dig over os! 31 Men Folket truede dem, at de skulle tie; men de raabte mere og sagde: Herre, Davids Søn, forbarme dig over os! 32 Og Jesus stod stille og kaldte ad dem og sagde: hvad ville I, at jeg skal gjøre Eder? 33 De sagde til ham: Herre! at vore Øine maatte oplades. 34 Men Jesus ynkedes inderligen, og rørte ved deres Øine. og strax bleve deres Øine seende, og de fulgte ham. Matthew 21 1 Og der de kom nær til Jerusalem, og var komne til Bethpage ved Oliebjerget, da sendte Jesus tvende Disciple og sagde til dem: 2 gaar hen i den By, som ligger for Eder, og strax skulle i finde en Aseninde bunden og et Føl hos hende; løser dem og fører dem til mig. 3 Og dersom Nogen taler Eder Noget til, da siger, at Herren har dem behov, saa skal han strax fremsende dem. 4 Men dette skete altsammen, at det skulde fuldkommes, som er talet ved Propheten, som siger: 5 forkynder Zions Datter! see, din Konge kommer til dig, sagtmodig og ridende paa et Asen og paa Asenindens Føl. 6 Men Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus befoel dem; 7 og de hentede Aseninden og Føllet, og lade deres Klæder paa dem; og han satte sig derpaa. 8 Men de Fleste af Folket bredte deres Klæder paa Veien, andre huggede Grene af Træerne og strøede dem paa Veien; 9 men Folket, som gik foran og fulgte, raabte og sagde: Hosanna den Davids Søn! velsignet være den, som kommer i Herrens Navn! Hosanna i det Høieste! 10 Og der han drog ind i Jerusalem, oprørtes den ganske Stad og sagde: hvo er denne? 11 Men Folket sagde: det er Jesus, Propheten fra Nazareth i Galilæa. 12 Og Jesus gik ind i Guds Tempel og uddrev alle dem, som solgte og kjøbte i Templet, og omstødte Vexelerernes Borde og Duekræmmernes Stole. 13 Og han sagde til dem: der er skrevet: mit Huus skal kaldes et Bedehuus, men I have gjort det til en Røverkule. 14 Og der gik Blinde og Halte til ham i Templet, og han helbredte dem, 15 Men der de Ypperstepræster og Skriftkloge saae de Undergjerninger, som han gjorde, og at Børnene raabte i Templet og sagde: Hosanna den Davids Søn! bleve de vrede, og sagde til ham: 16 hører du, hvad disse sige? Men Jesus sagde til dem: jo! have I aldrig læst af de Umyndiges og Diendes Mund skal du berede Lov? 17 Og han forlod dem og gik udenfor Staden til Bethanien, og blev der. 18 Men der han om Morgenen igjen gik til Staden, hungrede ham. 19 Og han saae et Figentræ ved Veien og gik til det, og fandt Intet derpaa, uden Blade alene. og Han sagde til det: aldrig mere voxe Frugt paa dig! Og Figentræet visnede strax. 20 Og der Disciplene saae det, forundrede de sig og sagde: hvorledes visnede Figentræet saa strax? 21 Men Jesus svarede og sagde til dem: sandelig siger jeg Eder: dersom I have Tro og ikke tvivle, da skulle I ikke alene kunne gjøre det med Figentræet, men dersom I endog sige til dette Bjerg: løft dig og kast dig i Havet, da skal det skee. 22 Og alt det, I begjære i Bønnen troende, det skulle I faae. 23 Og der han kom til Templet, traadte til ham, idet han lærte, de ypperstepræster og Folkets Ældste, og sagde: af hvad Magt gjør du dette? og hvo har givet dig denne magt. 24 Men Jesus svarede og sagde til dem: jeg vil og spørge Eder om een Sag; dersom I sige mig det, vil jeg og sige Eder, af hvad Magt jeg gjør dette. 25 Johannes' Daab, hveden var den? af Himmelen, eller af Menneskene? Men de betænkte ved sig selv og sagde: sige vi, den var af Himmelen, da vil han spørge os: hvi troede I ham da ikke? 26 Men sige vi: den var af Menneskene, frygte vi os for Folket; thi de holdt alle Johannes for en Prophet. 27 Og de svarede Jesus og sagde: vi vide det ikke. Da sagde han og til dem: saa siger jeg ikke heller, af hvad Magt jeg gjør dette. 28 Men hvad tykkes Eder? Et menneske havde to Sønner; og han gik til den første og sagde: Søn gak hen, arbeid i Dag udi min Viingaard. 29 Men han svarede og sagde: jeg vil ikke; men derefter angrede det ham, og han gik hen. 30 Og han gik til den anden og sagde ligesaa. Men han svarede og sagde: Herre, jeg vil; og gik ikke hen. 31 Hvilken af de to gjorde Faderens Villie? De sagde til ham: den Første. Jesus sagde til dem: sandelig siger jeg Eder, at Toldere og Skjøger gaae for Eder i Guds Rige. 32 Thi Johannes kom til Eder paa Retfærdigheds Vei, og I troede ham ikke, men Toldere og Skøger troede ham; men enddog I det saae, angrede det Eder alligevel ikke derefter, saa I troede ham. 33 Hører en anden Lignelse: der var en Huusbonde, som plantede en Viingaard og satte et gjerde omkring den og gravede en Perse i den og byggede et Taarn; og han leiede den til Viingaardsmænd, og drog udenlands. 34 Men der Frugtens Tid kom, sendte han sine Tjenere til Viingaardsmændene, at annamme dens Frugter. 35 Og Viingaardsmændene toge hans Tjenere; en sloge de, en anden dræbte de, en anden stenede de. 36 Han sendte atter andre Tjenere, flere end de første; og de gjorde ligesaa med dem. 37 Men derefter sendte han sin Søn til dem og sagde: de ville dog undsee sig for min Søn. 38 Men der Viingaardsmændene saae Sønnen, sagde de til hverandre: denne er Arvingen; kommer, lader os slaae ham ihjel og tilvende os hans Arv. 39 Og de toge ham og stødte ham udenfor Viingaarden og sloge ham ihjel. 40 Naar da Viingaardens Herre kommer, hvad skal han gjøre med disse Viingaardsmænd? 41 De sagde til ham: han skal ilde omkomme de Onde, og leie sin Viingaard til andre Viingaardsmænd, som skulle give ham Frugterne i deres Tid. 42 Jesus sagde til dem: have I aldrig læst i Skrifterne: den Steen, som Bygningsmændene forskøde, den er bleven til en Hovedhjørnesteen; det er skeet af Herren, og er underligt for vore Øine. 43 Derfor siger jeg Eder, at Guds Rige skal tages fra Eder og gives et Folk, som skal bære dets Frugter. 44 Og hvo som falder paa denne Steen, skal sønderstødes; men hvilken den falder paa, ham skal den knuse. 45 Og der de Ypperstepræster og Pharisæerne hørte hans Lignelser, mærkede de, at han talede om dem. 46 Og de søgte at gribe ham, men frygtede for Folket; thi de holdt ham for en Prophet. Matthew 22 1 Og Jesus svarede og talede atter ved Lignelser til dem og sagde: 2 Himmeriges Rige lignes ved en Konge, som gjorde sin Søns Bryllup. 3 Og han udsendte sine Tjenere, at kalde de Budne til Bryllup; men de vilde ikke komme. 4 Han udsendte atter andre Tjenere og sagde: siger de Budne; see, jeg har beredt mit Maaltid, mine Øxen og det fede Kvæg er slagtet, og Alting er rede; kommer til Bryllup. 5 Men de foragtede det og gik hen, den Ene paa sin Ager, den Anden til sit Kjøbmandskab; 6 Andre grebe hans Tjenere, forhaanede og ihjelsloge dem. 7 Men der Kongen det hørte, blev han vred og skikkede sine Hære ud, og ødelagde disse Manddrabere og satte Ild paa deres Stad. 8 Da sagde han til sine Tjenere: Brylluppet er vel beredt, men de Budne vare det ikke værd; 9 gaaer derfor ud paa Veiskjellene, og byder til Bryllup saa mange, som I finde. 10 Og de Tjenere gik ud paa Veien og samlede alle dem, de fandt baade Onde og Gode; og Bryllupshuset blev fuldt af Gjester. 11 Da gik Kongen ind at besee Gjesterne, og han saae der et Menneske, som ikke var iført Bryllups-Klædningen. 12 Og han sagde til ham: Ven! hvorledes er du kommen hid ind, og har ikke Bryllups-Klædningen paa? Men han taug. 13 Da sagde Kongen til Tjenerne: binder Hænder og Fødder paa ham, og tager ham og kaster ham ud i det yderste Mørke; der skal være Graad og Tænders Gnidsel. 14 Thi mange ere Kaldede, men Faa udvalgte. 15 Da gik Pharisæerne hen og holdt Raad, hvorledes de kunde besnære ham i Ord. 16 Og de sendte deres Discipel til ham med de Herodianer og sagde: mester! vi vide, at du er sanddru, og lærer Guds Vei i Sandhed, og skjøtter om Ingen; thi du anser ikke Menneskers Person. 17 Siig os derfor: hvad tykkes dig? er det tilladt at give Keiseren Skat eller ei? 18 Men som Jesus havde mærket deres Ondskab, sagde ham: I Øienskalke, hvi friste I mig? 19 Viser mig Skattens Mynt. Men de bragte ham en Penning. 20 Og han sagde til dem: hvis Billede og Overskrift er dette? 21 De sagde til ham: Keiserens. Da sagde han til dem: saa giver Keiseren det, som Keiserens er, og Gud det, som Guds er. 22 Og der de hørte det, forundrede de sig, og forlode ham og gik bort. 23 Paa den samme Dag traadte Sadducæerne til ham, som sige, at der ikke er Opstandelse, og spurgte ham og sagde: 24 Mester! Moses har sagt: naar Nogen Døer, og har ikke Børn, skal hans Broder for Svogerskabs Skyld tage hans Hustru tilægte og opreise sin Broder Sæd. 25 Men nu have været hos os syv Brødre; og den første giftede sig og døde, og efterdi han ikke havde Sæd, efterlod han sin Broder sin Hustru. 26 Og den anden ligesaa, og den tredie, indtil den syvende; 27 men sidst af dem alle døde og Kvinden. 28 Hvis Hustru af disse syv skal hun da være i Opstandelsen? thi de have alle havt hende. 29 Men Jesus svarede: I fare vild, idet I ikke kjende Skrifterne, ei heller Guds Kraft. 30 Thi i Opstandelsen skulle de hverken tage tilægte, ei heller bortgiftes; men de ere ligesom Guds Engle i Himmelen. 31 Men have I ikke læst om de Dødes Opstandelse, hvad som er talet til Eder af Gud, naar han siger: 32 jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud. Men Gud er ikke de Dødes Gud, men de Levendes. 33 Og der Folket det hørte, forundrede de sig saare over hans Lærdom. 34 Men der Pharisæerne hørte, at han havde stoppet Munden paa Sadducæerne, forsamlede de sig. 35 Og En af dem, en Lovkyndig spurgte og fristede ham og sagde: 36 Mester, hvilket er det store Bud i Loven? 37 Men Jesus sagde til ham: du skal elske Herren din Gud i dit ganske Hjerte, og i din ganske Sjæl, og i dit ganske Sind. 38 Dette er det første og store Bud. 39 Men det andet er ligesom dette: du skal elske din Næste som dig selv. 40 Af disse to Bud hænger al Loven og Propheterne. 41 Men der Pharisæerne vare forsamlede, spurgte Jesus dem og sagde: 42 Hvad tykkes Eder om Christus? hvis Søn er han? De sagde til ham: Davids. 43 Han sagde til dem: hvorledes kalder da Deavid ham i Aanden en Herre, da han siger: 44 Herren sagde til min Herre: sæt dig ved min høire Haand, indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Skammel? 45 Efterdi David nu kalder ham en Herre, hvorledes er han da hans Søn? 46 Og Ingen kunde svare ham et Ord, og Ingen turde ydermere gjøre Spørgsmaal til ham efter den Dag. Matthew 23 1 Da talede Jesus til Folket og til sine Disciple og sagde: 2 Paa Moses' Stol sidde Skriftkloge og Pharisæer. 3 Alt det derfor, som de sige Eder, at I skulle holde, det holder og gjører; men gjører ikke efter deres Gjerninger; thi de sige det vel, men gjøre det ikke. 4 Thi de binde svare Byrder, vanskelige at bære, og lægge Menneskene dem paa Skuldrene; men selv ville de ikke røre dem med en Finger. 5 Men de gjøre alle deres Gjerninger for at ansees af Menneskene; thi de gjøre deres Tankeremme brede, og Sømmene paa deres Klæder store. 6 Og de ville gjerne sidde øverst tilbords ved Nadverne og paa de fornemste Sæder i Synagogerne. 7 Og de ville gjerne være hilsede paa Torvene, og kaldes Rabbi, Rabbi af Menneskene. 8 Men I skulle ikke ville kaldes Rabbi; thi Een er Eders Veileder, Christus, men I ere alle Brødre. 9 Og I skulle ingen kalde Eders Fader paa Jorden; thi Een er Eders Fader, som er i Himlene. 10 Og I skulle ikke lade Eder kalde Veiledere; thi Een er Eders Veileder, Christus. 11 Men den Største iblandt Eder skal være Eders Tjener. 12 Men hvo sig selv ophøier, skal fornedres, og hvo sig selv fornedrer, skal ophøies. 13 Vee Eder, I Skriftkloge og Pharisæer, I Øienskalke! at I tillukke Himmeriges Rige for Menneskene; thi I gaae Ikke derind, og dem, som ville gaae ind, tillade I det ikke. 14 Vee Eder, I Skriftkloge og Pharisæer, I Øienskalke! at I opæde Enkers Huse, og paa Skrømt bede længe; derfor skulle I faae des haardere Dom. 15 Vee Eder, I Skriftkloge og Pharisæer, I Øienskalke! at I drage om til Vands og Lands for at finde en Tilhænger; og naar han er bleven det, gjøre I et Helvedes Barn af ham, dobbelt mere end I ere. 16 Vee Eder, I Blinde Veiledere! I, som sige: hvo som sværger ved Templet, det er Intet; men hvo som sværger ved Guldet i Templet, er skyldig. 17 I Daarer og Blinde! hvilket er størst? Guldet, eller Templet, som helliger Guldet? 18 Fremdeles: hvo som sværger ved Alteret, det er Intet; men hvo som sværger ved Gaven, som er derpaa, er skyldig. 19 I Daarer og Blinde! hvilket er størst? Gaven, eller Alteret, som helliger Gaven? 20 Derfor, hvo som sværger ved Alteret, sværger ved det og ved Alt, som er derpaa. 21 Og hvo som sværger ved Templet, sværger ved det og ved den, som boer deri. 22 Og hvo som sværger ved Himmelen, sværger ved Guds Throne og ved den, som sidder derpaa. 23 Vee Eder, I Skriftkloge og Pharisæer, I Øienskalke! at I tiende af Mynte og Dild og Kommen og efterlade de Ting, som svarere ere i Loven, Dom og Barmhjertighed og Tro. Disse Ting burde man gjøre, og ikke forsømme de andre. 24 I Blinde Veiledere, I, som sige Myggen af, men nedsluge Kamelen! 25 Vee Eder, I Skriftkloge og Pharisæer, I Øienskalke! at I rense Bægere og Fade udvortes, men indentil ere de fulde af Rov og Uretfærdighed. 26 Du blinde Pharisæer! rens først det, som er inden i Bøgeret og Fadet, at ogsaa det Udvortes paa dem maa blive reent. 27 Vee Eder, I Skriftkloge og Pharisæer, I Øienskalke! thi I ere ligesom kalkede Grave, hvilke synes deilige udvortes, men indentil ere fulde af døde Been og al Ureenhed. 28 Ligesaa synes og I vel udvortes retfærdige for Menneskene, men indvortes ere I fulde af Øienskalkhed og Uret. 29 Vee Eder, I Skriftkloge og Pharisæer, I Øienskalke! at I bygge Propheternes Grave og pryde de Retfærdiges Gravsteder, og sige: 30 have vi været i vore Fædres Tid, da havde vi ikke været deelagtige med dem i Propheternes Blod. 31 Saa være I da Vidnesbyrd om Eder selv, at I ere deres Børn, som have ihjelslaaet Propheterne. 32 Saa fylder og I Eders Fædres Maal! 33 I Slanger! I Øgleunger! hvorledes kunne I undflye Helvedes Dom? 34 Derfor, see, jeg sender til Eder Propheter og Vise og Skriftkloge; og nogle af dem skulle I ihjelslaae og korsfæste, og nogle af dem skulle I hudstryge i Eders Synagoger, og forfølge dem fra en Stad til en anden, 35 at alt det retfærdige Blod skal komme over Eder, som er udgydt paa Jorden,f ra den retfærdige Abels Blod indtil Sacharias' Barachias' Søns, Blod, hvilken I sloge ihjel imellem Templet og Alteret. 36 Sandelig siger jeg Eder, alt dette skal komme over denne Slægt. 37 Jerusalem! Jerusalem! som ihjelslaaer Propheterne og stener dem, som ere sendte til dig: hvor ofte vilde jeg forsamlet dine Børn, ligervis som en Høne forsamler sine Kyllinger under Vingerne! Og I vilde ikke. 38 See, Eders Huus skal lades Eder øde. 39 Thi jeg siger Eder: I skulle fra nu af ikke see mig, indtil I sige: velsignet være den, som kommer i Herrens Navn! Matthew 24 1 Og Jesus gik ud, bort fra Templet og hans Disciple gik til ham, for at vise ham Templets Bygninger. 2 Men Jesus sagde til dem: see I ikke alt dette? Sandelig siger jeg Eder: her skal ikke lades Steen paa Steen, som jo skal nedbrydes. 3 Men da han sad paa Oliebjerget, gik hans Disciple til ham afsides og sagde: siig os, naar skal dette skee? og hvad Tegn skal der være paa din Tilkommelse og Verdens Ende? 4 Og Jesus svarede og sagde til dem: seer til, at Ingen forfører Eder. 5 Thi Mange skulle komme i mit Navn og sige; jeg er Christus; og de skulle forføre Mange. 6 Men I skulle høre Krige og Rygte om Krige, Seer til, at I ikke forskrækkes; thi dette maa altsammen skee; men Enden er ikke endda. 7 Thi Folk skal reise sig imod Folk, og Rige imod Rige; og der skal være Hunger og Pestilentse og Jordskjælv her og der. 8 Men alt dette er kun Veernes Begyndelse. 9 Da skulle de overantvorde Eder til Trængsel og slaa Eder ihjel, og I skulle hades af alle Folkene for mit Navns Skyld. 10 Og da skulle Mange forarges og forraade hverandre og hade hverandre. 11 Og mange falske Propheter skulle opstaae og forføre Mange. 12 Og efterdi Uretfærdighed vil være bleven mangfoldig, skal Kjærligheden blive kold i Mange. 13 Men hvo som bliver bestandig indtil Enden, han skal blive salig. 14 Og dette Riges Evangelium skal prædikes i den ganske Verden, til et Vidnesbyrd for alle Folk; og da skal Enden komme. 15 Naar I da see Ødelæggelsens Vederstyggelighed, om hvilken Propheten Daniel har talet, og staae paa det hellige Sted, (hvo som det læser, give Agt derpaa!) 16 da flye paa Bjergene, hvo, som er i Judæa; 17 og hvo som er paa Taget, stige ikke ned, at hente Noget af sit Huus; 18 og hvo som er paa Ageren, vende ikke tilbage, at hente sine Klæder. 19 Men vee de Frugtsommelige og dem, som give Die, i de Dage! 20 Men beder, at Eders Flugt skal ikke skee om Vinteren, ei heller paa Sabbaten; 21 thi da skal være saa stor en Trængsel, som ikke har været fra Verdens Begyndelse hidindtil, som ikke heller skal blive. 22 Og dersom disse Dage ikke bleve forkortede, da blev intet Menneske frelst; men for de Udvalgtes Skyld skulle disse Dage forkortes. 23 Dersom Nogen da siger til Eder: see, her er Christus, eller der! da skulle I ikke troe det. 24 Thi falske Christi og falske Propheter skulle opstaae og gjøre store Tegn og Undergjerninger, at de Udvalgte skulde og forføres, om det var muligt. 25 See, jeg har sagt Eder det forud. 26 Derfor, om de sige Eder: see, han er i Kammerne, da troer det ikke. 27 Thi ligesom Lynet udgaaer fra Østen og skinner indtil Vesten, saa skal og Menneskens Søns tilkommelse være. 28 Thi hvor Aadslet er, der skulle Ørnene forsamles. 29 Men strax efter de Dages Trængsel skal Solen formørkes, og Maanen ikke give sit Skin, og Stjerne falde af Himmelen, og Himmelens Kræfter røres. 30 Og da skal Menneskenes Søns Tegn aabenbares i Himmelen; og da skulle alle Jordens Slægter hyle, og de skulle se Menneskens Søn komme i Himmelens Skyer med Kraft og megen Herlighed. 31 Og han skal udsende sine Engle med stærktlydende Basuner, og de skulle forsamle hans Udvalgte fra de fire Veir, fra den ene Ende af Himmelen til den anden. 32 Lærer en Lignelse af Figentræet: naar Vædsken er kommen i dets Grene, og Bladene skyde ud, da vide I, at Sommeren er nær. 33 Saaledes og I, naar I see alt dette, vider, at han er nær for Døren. 34 Sandelig siger jeg Eder, denne Slægt skal ikke forgaae, førend dette skeer altsammen. 35 Himmelen og Jorden skulle forgaae, men mine Ord skulle ingenlunde forgaae. 36 Men om den Dag og den Time veed Ingen, end ikke Himmelens Engle, uden min Fader alene. 37 Men ligesom Noahs Dage vare, saa skal og Menneskens Søns tilkommelse være. 38 Thi ligesom de i Dagene før syndfloden aade og drak, toge tilægte og bortgiftede indtil den Dag, der Noah gik ind i Arken; 39 og de agtede det ikke, indtil Syndfloden kom og tog dem alle bort: saaledes skal og Menneskens Søns tilkommelse være. 40 Da skulle To være paa Ageren; den Ene skal annammes, og den Anden lades tilbage. 41 To Kvinder skulle male paa Kværnen; den ene skal annammes, og den anden landes tilbage. 42 Vaager derfor, thi I vide ikke, i hvilken Time Eders Herre kommer. 43 Men dette skulle I vide, at dersom Huusbonden vidste, i hvilken Nattevagt Tyven vilde komme, da vaagede han og lod ikke bryde ind i sit Huus. 44 Derfor værer I og rede; thi Menneskens Søn kommer paa den Time, som I ikke mene. 45 Hvo er vel den troe og snilde Tjener, som hans Herre har sat over sit Tyende, at give demMad i tide? 46 Salig er den Tjener, hvilken hans Herre, naar han kommer, finder at gjøre saaledes. 47 Sandelig siger jeg Eder, at han skal sætte ham over alt sit Gods. 48 Men dersom nogen ond Tjener vilde sige i sit Hjerte: min Herre tøver at komme; 49 og begynde at slaae Medtjenerne, men at æde og drikke med de Drukne: 50 saa skal den Tjeners Herre komme paa den Dag, som han ikke forventer, og paa den Time, som han ikke veed, 51 og slaae ham sønder, og giver ham sin Deel med Øienskalke; der skal være Graad og Tænders Gnidsel. Matthew 25 1 Da skal Himmeriges Rige lignes ved ti Jomfruer, som toge deres Lamper og gik Brudgommen imøde. 2 Men de frem af dem vare kloge, og de fem daarlige. 3 De daarlige toge deres Lamper, men toge ikke Olie med sig. 4 Men de kloge toge Olie i deres Kar tilligemed deres Lamper. 5 Og der Brudgommen tøvede, slumrede de alle og sov ind. 6 Men ved Midnat skete Anskrig: see, Brudgommen kommer; gaaer ham i møde! 7 Da blev Jomfruerne alle opvakte, og gjorde deres Lamper tilrette. 8 Men de daarlige sagde til de kloge: giver os af Eders Olie; thi vore Lamper udslukkes. 9 Men de kloge svarede og sagde: det matte ikke blive nok til os og Eder; men gaar heller hen til Sælgerne, og kjøber for Eder selv. 10 Men der de vare bortgangne at kjøbe, kom Brudgommen, og de, som vare rede, gik ind med ham til Bryllup; og Døren blev tillukt. 11 Siden kom de andre Jomfruer, og sagde: Herre, Herre, lad op for os! 12 Men han svarede og sagde: sandelig siger jeg Eder, jeg kjender Eder ikke. 13 Vaager derfor, thi I vide hverken Dag eller Time, paa hvilken Menneskens Søn kommer. 14 Thi ligsom en Mand, der drog udenlands, kaldte sine Tjenere og overantvordede dem sit Gods, 15 og gav en frem Talenter, en anden to, og en anden eet, hver efter hans Evne; og han drog strax udenlands. 16 Da gik den, som havde annammet fem Talenter, hen og kjøbslog med dem, og vandt andre fem talenter. 17 Ligesaa og den, som havde annammet de to Talenter, ogsaa han vandt andre to. 18 men den, som havde annammet det ene, gik bort og grov i Jorden og skjulte sin Herrens Penge. 19 Men en lang Tid derefter kom disse Tjeneres Herre, og holdt Regnskab med dem. 20 Da gik den frem som havde annammet fem Talenter, og frembragte andre fem Talenter, og sagde: Herre! du overantvordede mig fem Talenter: see jeg har vundet fem andre Talenter med dem. 21 Men hans Herre sagde til ham; vel, du gode og troe Tjener! du har væet tro over Lidet, jeg vil sætte dig over Meget; gak ind itl din Herres Glæde. 22 Da gik og den frem, som havde annammet to talenter, og sagde: Herre! du overantvordede mig to Talenter; see, jeg har vundet to andre Talenter med dem. 23 Hans Herre sagde til ham: vel, du gode og troe Tjener; du har været tro over Lidet, jeg vil sætte dig over Meget; gak ind til din Herres Glæde. 24 Men den traadte frem, som havde annammet eet Talent, og sagde: Herre! jeg kjendte dig, at du er en haard mand, som høster, der du ikke saaede, og samler, der du ikke spredte; 25 frygtede hverfor gik jeg hen, og skjulte dit Talent i Jorden; se, der har du, hvad dit er. 26 Men hans Herre svarede og sagde til ham: du onde og lade Tjener! du vidste, at jeg høster, der jeg ikke saaede, og samler, der jeg ikke spredte, 27 derfor burde det dig, at have overantvordet Vexleterne mine Penge; og naar jeg kom, da havde jeg faaet Mit igjen med Rente. 28 Tager derfor det Talent fra ham og giver det til den, som har ti Talenter. 29 Thi hver, som har, han skal gives, og han skal have til Overflod; men hvo som ikke har, ham skal endog fratages det, han har. 30 Og kaster den udygtige Tjener ud i det yderste Mørke; der skal være Graad og Tænders Gnidsel. 31 Men naar Menneskenes Søn kommer i sin Herlighed, og alle hellige Engle med ham, da skal han sidde paa sin herligheds Trone. 32 Og alle Folkeslag skulle forsamles for ham, oghan skal skille dem fra hverandre, ligesom en Hyrde skiller Faarene fra Bukkene. 33 Og han skal stille Faarene ved sin høire Side, men Bukkene ved den venstre. 34 Da skal Kongen sige til dem ved hans høire Side: kommer hid, min Faders Velsignede! arver det Rige, som Eder er beredt, fra Verdens Grundvold blev lagt. 35 Thi jeg var hungrig, og I gave mig at æde; jeg var tørstig, og I gave mig at drikke; jeg var fremmed, og I toge mig til Eder; 36 jeg var nøgen, og I klædte mig; jeg var syg, og I besøgte mig; jeg var i Fængsel,, og I kom til mig. 37 Da skulle de Retfærdige svare ham og sige: Herre! naar saae vi dig hungrig, og gave dig Mad? eller tørstig, og gave dig at drikke? 38 Naar have vi seet dig fremmed, og taget dig til os? eller nøgen, og have klædt dig? 39 Naar have vi seet dig syg eller i Fængsel, og ere komne til dig? 40 Og Kongen skal svare: sandelig siger jeg Eder: hvad I have gjort mod een af disse mine mindste Brødre, have I gjort mod mig. 41 Da skal han sige til dem ved den venstre Side: gaaer bort fra mig, I Forbandede! i den evige Ild, som er beredt Djævelen og hans Engle. 42 Thi jeg var hungrig, og I gave mig ikke at æde; jeg var tørstig, og I gave mig ikke at drikke; 43 jeg var fremmed, og I toge mig ikke til Eder; jeg var nøgen, og I klædte mig ikke; jeg var syg, og i Fængsel, og I besøgte mig ikke. 44 Da skulle de ogsaa svare ham og sige: Herre! naar have vi seet dig hungrig eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i Fængsel, og have ikke tjent dig? 45 Da skal han svare dem og sige; sandelig siger jeg Eder: hvad I ikke have gjort mod een af disse Mindste, have I heller ikke gjort mod mig. 46 Og de skulle gaae hen, disse til den evige Pine, men de Retfærdige til det evige Liv. Matthew 26 1 Og det skete, der Jesus havde endt alledisse Ord, sagde han til sine Disciple: 2 I vide, at om to Dage er det Paaske og Menneskens Søn skal forraades til at korsfæstes. 3 Da forsamledes de Ypperstepræster og Skriftkloge og Folkets Ældste i den Ypperstepræstens Palads; han hedte Caiphas. 4 Og de holdt Raad, at de kunde gribe Jesus med List og ihjelslaae ham. 5 men de sagde: ikke paa Høitiden, at der ikke skal blive Larm iblandt Folket. 6 Men der Jesus var i Bethania udi Simon den Spedalskes Huus, 7 da kom en Kvinde til ham, som havde en Alabasters Krukke med meget kostelig Salve, ogudøste den paa hans Hoved, der han sad tilbords. 8 Men der hans Disciple det saae, bleve de fortrydelige og sagde: hvortil tjener denne Spilde? 9 Thi denne Salve kunde været solgt til en høi Pris og givet til de Fattige. 10 Men der Jesus det mærkte, sagde han til dem: hvi gjøre I denne Kvinde Fortred? Hun har jo gjort en god Gjerning imod mig. 11 Thi I have altid Fattige hos Eder; men mig have I ikke altid. 12 Thi at hun udgød denne Salve paa mit Legeme, det har hun gjort for at flye mig til jorde. 13 Sandelig siger jeg Eder, hvorsomhelst dette Evangelium bliver prædiket i den ganske Verden,skal og det, hun har gjort, omtales til hendes Ihukommelse. 14 Da gik een af de Tolv, ved Navn Judas Ischariotes, hen til de Ypperstepræster, 15 og sagde: hvad ville I give mig, saa vil jeg forraade Eder ham? men de udtællede ham tredive sølvpenninge. 16 Og fra den Stund søgte han beleilig Tid til at forraade ham. 17 Men paa den første Dag af de usyrede Brøds Høitid gik Disciplene til Jesus, og sagde til ham; hvor vil du, at vi skulle berede for dig at æde Paaskelammet? 18 Men han sagde: gaar ind i Staden til en viis mand, og siger til ham: Mesteren siger; min Tid er nær; jeg vil holde Paaske hos dig med mine Disciple. 19 Og Disciplene gjorde, ligesom Jesus befoel dem, og beredte Paaskelammet. 20 Men der det var blevet Aften, satte han sig tilbords med de Tolv. 21 Og der de aade, sagde han: sandelig siger jeg Eder, at Een af Eder skal forraade mig. 22 Og de bleve saare bedrøved, og begyndte hver især at sige til ham: Herre, er det mig? 23 Men han svarede og sagde: den, som dyppede Haanden tilligemed mig i Fadet, han skal forraade mig. 24 Menneskens Søn gaaer vel bort, som der er skrevet om ham; men vee det Menneske, ved hvilket Menneskens Søn bliver forraadt! Det var dette Menneske bedre, om han aldrig var født. 25 Men Judas, som ham forraadte, svarede og sagde: er det mig, Mester? Han sagde til ham: du har sagt det. 26 Men der de aade, tog Jesus Brødet og takkede, brød det og gav Disciplene det, og sagde: tager, æder; dette er mit Legeme. 27 Og han tog Kalken og takkede, og gav dem den og sagde: drikker Alle deraf; 28 thi dette er mit Blod, det nye Testamentes, hvilket udgydes for mange til Syndernes Forladelse. 29 Men jeg siger Eder,at jeg skal herefter ikke mere drikke af denne Vintræets Frugt, indtil den Dag, da jeg skal drikke den ny med Eder i min Faders Rige. 30 Og der de havde sjunget Lovsangen, gik de ud til Oliebjerget. 31 Da siger Jesus til dem: i denne nat skulle I alle forarges paa mig; thi der er skrevet: jeg skal slaae Hyrden, og Hordens Faar skulle adspredes. 32 Men efterat jeg er opstanden, vil jeg gaae forud for Eder til Galilæa. 33 Men Peter svarede og sagde til ham: dersom de og alle skulle forarges paa dig, saa vil jeg dog aldrig forarges. 34 Jesus sagde til ham: sandelig siger jeg dig, at i denne nat, førend Hanen galer, skal du fornægte mig tre gange. 35 Peter sagde til ham; dersom jeg og skulde døe med dig, vil jeg ikke fornægte dig. Ligesaa sagde og alle Disciplene. 36 Da kom Jesus med dem til en Gaard, som kaldes Gethsemane, og sagde til Disciplene: sætter Eder her, medens jeg gaaer derhen og beder. 37 Og han tog Peter og de to Zebedæus'Sønner til sig, og begyndte at bedrøves svarligen at ængstes. 38 Da siger han til dem: min Sjæl er ganske bedrøvet indtil Døden; bliver her og vaager med mig. 39 Og han gik lidet frem, faldt paa sit Ansigt, og bad og sagde: min Fader er det muligt, da gaa denne Kalk fra mig; dog ikke som jeg vil, men som du vil. 40 Og han kom til Disciplene, og fandt dem sovende, og sagde til Peter: saa kunde I da ikke vaage een Time med mig! 41 Vaager og beder, at I ikke falde i Fristelse! Aanden er vel redebon, men Kjødet er skrøbeligt. 42 Han gik atter anden Gang hen, bad og sagde; min Fader! er det ikke muligt, at denne Kalk kan gaae fra mig, uden jeg skal drikke den, da skee din Villie. 43 Og han kom og fandt dem atter sovende; thi deres Øine vare betyngede. 44 Og han lod dem blive, og gik atter hen, og bad tredie gang, og talede de samme Ord. 45 Da kom han til sine Disciple og sagde til dem: sove I fremdeles og hvile Eder? See, Timen er nær, og Menneskenes Søn skal forraades i Synderes Hænder. 46 Staaer op, lader os gaae; see, han er nær, som forraader mig. 47 Og der han endnu talede, see, da kom Judas, een af de tolv, og en stor Skare med ham, med Sværd og Stænger, fra de Ypperstepræster og Folkets Ældste. 48 Men den, som ham forraadte, havde givet dem et Tegn og sagt: hvilken jeg monne kysse, den er det; griber ham! 49 Og han traadte strax til Jesus og sagde: hil være dig, Rabbi! og kyssede ham. 50 Men Jesus sagde til ham: Ven, hvorfor er du kommen? Da traadte de frem og lagde Hænder paa Jesus og grebe ham. 51 Og see, Een af dem, som vare med Jesus, udrakte Haanden, og uddrog sit Sværd, og slog den Ypperstepræsts Tjener, og huggede hans Øre af. 52 Da sagde Jesus til ham: stik dit Sværd paa sit Sted; thi alle de, som tage Sværd, skulle omkomme ved Sværd. 53 Eller mener du, at jeg nu ikke kunde bede min Fader, at han skulde tilskikke mig mere end tolv Legioner Engle? 54 Hvorledes skulde da Skrifterne fudlkommes, at det bør saaledes gaae til? 55 Paa den samme Tid sagde Jesus til Skaren: I ere udgangne ligesom til en Røver, men Sværd og Stænger at tage fat paa mig. Jeg har siddet daglig hos Eder og lært i Templet, og I grebe mig ikke. 56 Men det er altsammen skeet, at Propheternes Skriftsteder skulle fuldkommes. Da forlode alle Disciplene ham og flyede. 57 Men de, som havde grebet Jesus, førte ham hen til den Ypperstepræst Caiphas, der hvor de Skrifkloge og Ældste vare forsamlede. 58 Men Peter fulgte langt fra efter ham indtil denYpperstepræsts Palads, og gik indenfor og sad hos Svendene, at see Enden. 59 Men de Ypperstepræster og de Ældste og det ganske Raad søgte falsk Vidnesbyrd mod Jesus, paa det de kunde aflive ham; og de fandt intet. 60 Og alligevel at der traadte mange falske Vidner frem, fandt de dog intet. Men paa det Sidste traadte to falske Vidner frem og sagde: 61 denne har sagt: jeg kan nebryde Guds Tempel og bygge det i tre Dage. 62 Og de Ypperstepræst stod op og sagde til ham: svarer du Intet hvad vidne disse imod dig? 63 Men Jesus taug. Og den Ypperstepræst svarede og sagde til ham: jeg besværger dig ved den levende Gud, at du siger os, om du er den Christus, den levende Guds Søn. 64 Jesus sagde til ham: du har sagt det; dog siger jeg Eder: nu herefter skulle I see Mennesenes Søn sidde hos Kraftens høire Haand og komme i Himmelens Skyer. 65 Da sønderrev den Ypperstepræst sine Klæder og saggde: han har bespottet Gud; hvad have længere Vidner behov? see, nu have I hørt hans Bespottelse. 66 Hvad tykkes Eder? Men de svarede og sagde: han er skyldig til Døden. 67 spyttede de udi hans Ansigt og sloge ham paa Munden; men de Andre sloge ham med Kjeppe. 68 Og de sagde: spaa os, Christus, hvo er den, der dig slog? 69 Men Peter sad udenfor i Gaarden; og en Pige kom til ham og sagde: du har og været med Jesus den Galilæer. 70 Men han nægtede det for dem alle og sagde: jeg veed ikke, hvad du siger. 71 Men der han gik hen til Indgangen, saae en anden ham; og hun sagde til dem, som der vare: denne var og med Jesus af Nazareth. 72 Og han nægtede det atter med en Ed, sigende: jeg kjender ikke det Menneske. 73 Men lidet derefter gik de frem, som stode der, og sagde til peter: sandelig, du er og een af dem, thi og dit Maal røber dig. 74 Da begyndte han at forbande sig og sværge: jeg kjender ikke det Menneske. og strax goel Hanen. 75 Og Peter kom Jesu Ord ihu, der han sagde til ham: forend hanen galer, skal du fornægte mig tre Gange, og han gik udenfor og græd bitterlig. Matthew 27 1 Men der det var blevet Morgen, holdt alle de Ypperstepræster og Folkets Ældste Raad imod Jesus, at de kunde aflive ham. 2 Og de bandt ham og førte ham hen, og overantvordede Landshøvdingen Pontius Pilatus ham. 3 Der Judas, som ham forraadte, da saae, at han var fordømt, angrede det ham, og han bar de tredive Sølvpenninge til de Ypperstepræster og Ældste igjen og sagde: 4 jeg har syndet, at jeg forraadte uskyldigt Blod. Men de sagde: hvad kommer det os ved? see du dertil. 5 Og han kastede Sølvpenningene i Templet, veg bort, og gik hen og hængte sig. 6 Men de Ypperstepræster toge Sølvpenningene og sagde; det er ikke tilladt at lægge dem i Templets Kiste, thi det er Blodpenge. 7 Men de holdt Raad og kjøbte den Pottemagers Ager derfor, til at Jorden Fremmede udi. 8 Derfor blev den Ager kaldet Blodager indtil denne Dag. 9 Da fuldkommedes det, som talet er ved Propheten Jeremias, som siger: og de toge de dredive Sølvpenninge, den Burderedes Værd, hvilken Israels Børn vurderede, 10 og de gave dem for en Pottemagers Ager, som Herren befol mig. 11 Men Jesus stod for Landshøvdingen; og Landshøvdingen spurgte ham og sagde: er du Jødernes Konge? Men Jesus sagde til ham: du siger det. 12 Og der han blev anklaget af de Ypperstepræster og Ældste, svarede han Intet. 13 Da sagde Pilatus til ham: hører du ikke, hvor meget de vidne imod dig? 14 Og han svarede ham end ikke til eet Ord, saa at Landshøvdingen forundrede sig saare. 15 Men paa Høitiden pleiede Landshøvdingen at give Folket een Fange løs, hvilken de vilde. 16 Men de havde da en mærkelig Fange, som hedte barrabas. 17 Derfor, det de vare forsamlede, sagde Pilatus til dem: hvilken ville I, at jeg skal give Eder løs: Barrabas eller Jesus, som kaldes Christus? 18 Thi han vidste, at de havde af Avind overantvordet ham. 19 Men der han sad paa Domstolen, skikkede hans Hustru til ham og lod sige: befat dig intetmed denne Retfærdige; thi jeg har lidt meget i Dag i en Drøm for hans Skyld. 20 Men de Ypperstepræster og de Ældste overtalede Folket, at de skulde begjere Barrabas, men omkomme Jesus. 21 Men Landshævdingen svarede og sagde til dem: hvilken ville I, at jeg skal give Eder løs af disse To? Men de sagde: Barrabas. 22 Pilatus sagde til dem: hvad skal jeg da gjøre med Jesus, som kaldes Christus? De sagde alle til ham: lad ham korsfæstes! 23 Men Landshøvdingen sagde: hvad Ondt har han da gjort? Men de raabte end mere: lad ham korsfæstes! 24 Men der Pilatus saae, at han udrettede Intet, men at der blev større Bulder, tog han Vaand, og toede Hænderne for Folket og sagde: jeg er uskyldig i denne Retfærdiges Blod; seer I dertil. 25 Og det ganske Folk svarede og sagde: hans Blod komme over os og over vore Børn. 26 Da gav han dem Barrabas løs; men Jesus lod han hudstryge, og overantvordede ham, at han skulde korsfæstes. 27 Da toge Landshøvdingens Stridsmænd Jesus til sig i Domhuset, og samlede om ham den ganske Rode. 28 Og de afklædte ham og kastede en Purpurkaabe om ham. 29 Og de flettede en Krone af Torne og satte den paa hans Hoved, og et Rør i hans høire Haand; og de faldt paa Knæ for ham, og bespottede ham og sagde: hil være dig du Jødernes Konge. 30 Og de spyttede paa ham, og toge Røret og sloge paa hans Hoved. 31 Og der de havde bespottet ham, toge de Kaaben af han og iførte ham hans egne Klæder, og førte ham hen at Korsfæstes. 32 Men idet de gik ud, fandt de et Menneske fra Cyrene ved Navn Simon; ham tvang de til at bære hans Kors. 33 Og der de kom til et Sted, kaldet Golgatha, der er udlagt: Hovedpandested, 34 da gave de ham at drikke Eddike, blandet med Galde; og der han smagte det, vilde han ikke drikke. 35 Men de, som havde korsæstet ham, skiftede hans Klæder og kastede Lod om dem, at det skulde fuldkommes, som er sagt af Propheten: de skiftede mine Klæder og kastede Lod om min Klædebon. 36 Og de sadde der og toge vare paa ham. 37 Og oven over hans Hoved satte de Beskyldningen mod ham skreven: denne er Jesus, den Jødernes Konge. 38 Da korsfæstede de med ham to Røvere, een ved den høire, og een ved den venstre Side. 39 Men de, som gik forbi, bespottede ham, og rystede deres Hoveder og sagde: 40 du, som nedbryder Templet og bygger det i tre Dage, frels dig selv; er du Guds Søn, da stig ned af Korset. 41 Ligesaa bespottede de Ypperstepræster ham, med de Skriftkloge og Ældste, og sagde: 42 han har frelst Andre, sig selv kan han ikke frelse; er han Israels Konge, da stige han nu ned af Korset, saa ville vi troe ham; 43 han forlod sig paa Gud, han frie ham nu,om han har Behag i ham; thi han har sagt: jeg er Guds Søn. 44 Men det Samme bebreidede og røverne ham, som vare korsfæstede med ham. 45 Men fra den sjette Time blev et Mørke over det ganske Land, indtil de niende Time. 46 Men ved den niende Time raabte Jesus med stor Røst og sagde: Eli! Eli! Lama Sabachtani? det er: min Gud! min Gud! hvorfor har du forladt mig? 47 Men Nogle af dem, som der stode, da de hørte det, sagde de: han kalder paa Elias. 48 Og strax løb Een af dem og tog en Svamp, og fyldte den med Eddike og stak den paa et Rør, og gav ham at drikke. 49 Men de Andre sagde: holdt! lader os see, om Elias kommer og vil frelse ham. 50 Men Jesus raabte atter med stor Røst, og udgav Aanden. 51 Og see, Forhænget i Templet splittedes i to, fra det Øverste indtil Nederste, og Jordenskjalv, og klipperne revnede; 52 og Gravene oplodes; og mange af de hensovne Helliges Legemer opstode, 53 og de gik ud af Gravene efter hans Opstandelse, og kom ind i den hellige Stad, og aabenbaredes for Mange. 54 Men Høvedsmanden og de, som vare med ham og bevogtede Jesus, der de saae det Jorskjælv og hvad der skete frygtede saare og sagde: sandelig, denne var Guds Søn. 55 Men der vare mange Kvinder, som langt fra saae det an, hvilke have fulgt Jesus fra Galilæa og tjent ham. 56 Iblandt disse vare Maria Magdalene, og Maria, Jakobs og Josefs' Moder, og Zebedæus' Sønners Moder. 57 Men der det var blevet Aften, kom en rig Mand af Arimathæa, ved Navn Joseph, hvilken og selv havde været Jesu Discipel. 58 Denne gik til Pilatus, og begjerede Jesu Legeme. Da befoel Pilatus, at man skulde overantvorde ham Legemet. 59 Og Joseph tog Legemet og svøbte det i et reent fiint Linklæde, 60 og lagde det i sin nye Grav, hvilken han havde ladet hugge i en Klippe, og væltede en stor Sten for Indgangen til Graven, og gik bort. 61 Men Maria Magdalene var der og den anden Maria; og de satte sig tvert over for Graven. 62 Men den anden Dag, som fulgte paa Beredelses Dag, forsamledes de Ypperstepræster og Pharisæer til Pilatus, 63 og sagde: Herre! vi komme ihu, at denne Forfører sagde, der han endnu levede: efter tre Dage opreises jeg. 64 Befal derfor, at man med Flid forvarer Graven indtil den tredie dag, at ikke hans Disciple skulle komme om Natten og stjæle ham, og sige til Folket: han er opreist fra de Døde; og da vil det sidste Bedrag blive værre end det første. 65 Men Pilatus sagde til dem: der have I Vagten; gaaer hen, forvarer med Flid, som I bedst vide. 66 Men de gik han, og forvarede med Flid Graven ved Vagten, der de havde beseglet Stenen. Matthew 28 1 Men efter Sabbaten, da det gryede ad den første Dag i Ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at see Graven. 2 Og see, der skete et stort Jordskjælv; thi Herrens Engel nedfoer af Himmelen, traadte til og væltede Stenen fra Indgangen og satte sig der. 3 Men hans Skikkelse var ligesom Lynet, og hans Klædebon hvidt som Snee. 4 Men Vægterne skjælvede af Frygt for ham, og bleve som Døde. 5 Men Englen tiltalede Kvinderne og sagde: frygter I ikke! thi jeg veed, at I lede efter Jesus den Korsfæstede. 6 Han er ikke her, thi han er opstanden, som han har sagt. Kommer hid, seer Stedet, hvor Herren laae; 7 og gaaer hastelig hen og siger hans Disciple, at han er opstanden fra de Døde; og see, han gaaer forud for Eder til Galilæa, der skulle I see ham. See, jeg har sagt Eder det. 8 Og de gik hastelig ud af Graven med Frygt og stor Glæde, og løb at bebude hans Discipledet. 9 Men der de gik at bebude hans Disciple det, see, da mødte Jesus dem og sagde: hil være Eder! Men de traadte til, og omfavnede hans Fødder, og tilbade ham. 10 Da sagde Jesus til dem: frygter ikke! gaaer hen, forkynder mine Brødre, at de drage til Galilæa, og der skulle de see mig. 11 Men der de gik hen, see, da kom Nogle af Vagten i Staden, og forkyndte de Ypperstepræster alt det, som var skeet. 12 Og de forsamledes med de Ældste, og holdt et Raad, og gave Stridsmændene rigeligen Penge, 13 og sagde: siger, hans Disciple kom om Natten og stjal ha,m da vi sov. 14 Og dersom landshøvdingen faaer det at høre, ville vi stille ham tilfreds og holde Eder angerløse. 15 Men de toge Pengene, og gjorde, som de vare underviste. Og Rygtet om denne Sag blev udspredt ibland Jøderne indtil denne Dag. 16 Men de elleve Disciple gik til Galilæa, til det Bjerg, hvor Jesus havde bestilt dem. 17 Og der de saae ham, tilbade de ham; men Nogle tvivlede. 18 Og Jesus traadte frem talede med dem og sagde: Mig er given al Magt i Himmelen og paa Jorden. 19 Gaaer derfor hen og lærer alle Folk, og døber dem i Navnet Faderens og Sønnens og den Hellig Aands; 20 og lærer dem at holde alt det, jeg har befalet Eder. Og see, jeg er med Eder alle Dage indtil Verdens Ende. Amen Mark 1 1 Jesu Christi, Guds Søns, Evangeliums Begyndelse var, 2 ligesom skrevet er i Propheterne: see, jeg sender min Engel for dit Ansigt, som skal berede din Vei for dig. 3 Det er hans Røst, som raaber i Ørken: bereder Herrens Vei, gjører hans Stier jævne. 4 Johannes døbte i Ørken og prædikede Omvendelsens Daab til Syndernes Forladelse. 5 Og det ganske Land Judæa gik ud til ham og de af Jerusalem, og de døbtes af ham i Jordans Flod, alle som bekendte deres Synder. 6 Men Johannes havde Klæder af Kameelhaar og et Læderbelte om sin Lænd, og aad Græshopper og vild Honning. 7 og prædikede og sagde: der kommer den efter mig, som er stærkere end jeg, for hvem jeg ikke er værdig til at bukke mig ned, at løse hans Skotvinge. 8 Vel har jeg døbt Eder med Vand, men han skal døbe Eder med den Hellig-Aand. 9 Og det skete i de samme Dage, at Jesus kom fra Nazareth i Galilæa, og døbdtes af Johannes i Jordan. 10 Og strax, der han steg op af Vandet, saae han Himlene adskilte, og Aanden ligesom en Due komme ned over ham. 11 og der skete en Røst fra Himlene: du er min Søn den Elskelige, i hvilken jeg haver Behagelighed. 12 Og strax drev Aanden ham ud i Ørken. 13 Og han var der i Ørken fyrretyve Dage, og blev fristet af Satan, og var blandt Dyrene; ogEnglene tjente ham. 14 Men efterat Johannes var kastet i Fængsel, kom Jesus til Galilæa, og prædikede Guds Riges Evangelium, 15 og sagde: Tiden er fuldkommet og Guds Rige er nær; omvender Eder og troer paa Evangelium. 16 Men der han vandrede ved den galilæiske Sø, saae han Simon og hans Broder Andreas, at de kastede Garn i Søen, (thi de vare Fiskere). 17 Og Jesus sagde til dem: følger efter mig, saa vil jeg gøre Eder til Menneske-Fiskere. 18 Og de forlode strax deres Garn og fulgte ham. 19 Og da han gik lidet frem derfra, saae han Jakobus, Zebedæus' Søn, og hans Broder Johannes, at ogsaa de bødte deres Garn i Skibet; 20 og han kaldte strax ad dem, og de forlode deres Fader Zebedæus i Skibet med Leiesvendene, og gik efter ham. 21 Og de gik ind i Capernaum, og strax paa Sabbaten gik han ind i Synagogen og lærte, 22 og de forundrede sig saare paa hans Lærdom; thi han lærte dem som den, der havde Myndighed, og ikke som de Skriftkloge. 23 Og der var et Menneske i deres Synagoge med en ureen Aand, og han raabte høit, 24 og sagde: ak! hvad have vi med dig at skaffe, Jesus af Nazareth? er du kommen at fordærve os? jeg kjender dig, hvo du er, den Guds Hellige. 25 Og Jesus truede ham og sagde: ti, og far ud af ham. 26 Og den urene Aand sled ham, og raabte med stor Røst, og foer ud af ham. 27 Og de bleve alle forfærdede, saa at de bespurgte sig med hverandre og sagde: hvad er dette? hvad er denne for en ny Lærdom? thi han byder og de urene Aander med Magt, og de lyde ham. 28 Men hans Rygte kom strax ud i alt det omkringliggende Land i Galilæa. 29 Og de gik strax ud af Synagogen og kom i Simons og Andreas Huus, med Jakobus og Johannes. 30 Men Simons Hustrus Moder laae og havde Feber, og strax sagde de ham om hende: 31 og han gik til hende, tog fat paaa hendes Haand og reiste hende op, og Feberen forlod hende strax, og hun gik dem tilhaande. 32 Men der det var blevet Aften, der Solen var nedgangen, førte de alle, som vare syge, og de Besatte til ham, 33 og den ganske Stad var forsamlet for Døren. 34 Og han helbredte mange, som lede af mangehaande Sygdomme, og uddrev mange Djævle, og lod Djævelene ikke tale; thi de kjente ham. 35 Og om Morgenen, længe før Dag, stod han op og gik ud og gik hen til et øde Sted, og bad der. 36 Og Simon og de som vare med ham, skyndte sig efter ham. 37 Og der de fandt ham, sagde de til ham: Alle lede efter dig. 38 Og han sagde til dem: lader os gaae til de nærmeste Smaastæder, at jeg og der kan prædike, thi dertil er jeg kommen. 39 Og han prædikede i deres Synagoger udi al Galilæa, og uddrev Djævle. 40 Og der kom en Spedalsk til ham, bad ham, og faldt paa Knæ for ham, og sagde til ham: dersom du vil, kan du rense mig. 41 Men Jesus ynkedes inderligen, og udrakte Haanden og rørte ved ham, og sagde til ham: jeg vil; vorde reen! 42 Og da han det sagde, gik Spedalskheden strax af ham, og han blev renset. 43 Og han drev ham strax fra sig, idet han bød ham strengeligen, 44 og sagde til ham: see til, at du siger Ingen Noget herom; men gak hen, besee dig for Præsten, og offre for din Renselse, det, som Moses har befalet, dem til et Vidnesbyrd. 45 Men der han kom ud, begyndte han at fortælle Meget derom og udsprede Rygtet om denne Sag, saa at han ikke mere kunde gaae aabenbare ind i en Stad; men han var udenfor paa øde Steder, og allevegne fra kom de til ham. Mark 2 1 Og nogle Dage derefter gik han atter ind i Capernaum, og der spurgtes, at han var hjemme. 2 Og strax forsamledes Mange, saa at de ikke havde Rum, end ikke for Døren; og han talede Ordet til dem. 3 Og Nogle kom til ham som bragte en Værkbruden, der blev baaren af Fire. 4 Og der de ikke kunde komme nær til ham for Folket, toge de Taget af, hvor han var; og da de havde brudt Hul, lode de Sengen ned, paa hvilken den Værkbrudne laae. 5 Men der Jesus saae deres Tro, sagde han til den Værkbrudne: Søn! dine Synder ere dig forladne. 6 Men nogle af de skriftkloge sadde der, og de tænkte i deres Hjerter: 7 hvi taler denne saadanne Bespottelser? Hvo kan forlade Synder uden Een, det er Gud? 8 Og Jesus kjendte strax i sin Aand, at de tænkte saa ved sig selv, og sagde til dem: hvi tænke I saadant i Eders Hjerter? 9 Hvilket er lettere, at sige til den Værkbrudne: Synderne ere dig forladne? eller at sige Staa op, og tag din Seng, og vandre? 10 Men at I skulle vide, at Menneskens Søn har Magt at forlade Synder paa Jorden, (sagde han til den Værkbrudne): 11 jeg siger dig: staa op, og tag din Seng, og gak til dit Huus. 12 Og han stod strax op, og tog Sengen, og gik ud for Alles Øine, saa de bleve alle forfærdede og prisede Gud og sagde: vi have aldrig seet Saadant. 13 Og han gik ud igjen til Søen, og alt Folket kom til ham, og han lærte dem. 14 Og der han gik frem, saae han Levi, Alphæus' Søn, siddende i Toldboden, og sagde til ham: følg mig. Og han stod op og fulgte ham. 15 Og det begav sig, der han sad tilbors i hans Huus, satte og mange Toldere og Syndere sig tilbords med Jesus og hans Disciple; thi de vare mange og havde fulgt ham. 16 Og der de Skriftkloge og Pharisæerne saae, at han aad med Toldere og Syndere, sagde de til hans Disciple; hvad er det, at han æder og drikker med Toldere, og Syndere? 17 Og der Jesus det hørte, sagde han til dem: de karske have ikke Læge behov, men de, som have ondt. Jeg er ikke kommen at kalde retfærdige, men Syndere til Omvendelse. 18 Og johannes' Disciple og Pharisæerne fastede, og de kom og sagde til ham: hvorfor faste johannes' Disciple og pharisæernes, men dine Disciple faste ikke? 19 Og Jesus sagde til ham: mon Bryllupsfolkene kunne faste, den Stund Brudgommen er hos dem? Saalænge de have brudgommen hos sig, kunne de ikke faste. 20 Men de Dage skulle komme, da Brudgommen skal tages fra dem, og da skulle de faste i de Dage. 21 Og Ingen bøder et gammelt klædebon med en Klud af nyt Klæde, ellers river den nye Klud noget af det gamle, og Hullet bliver værre. 22 Og ingen lader ny Viin i gamle Læderflasker, eller sprænger den nye Viin Læderflaskerne, og Vinen spildes og Læderflaskerne fordærves; men man skal lade ny Viin i nye Læderflasker. 23 Og det begav sig, at han vandrede paa Sabbaten gennem Sæden, og hans Disciple begyndte, idet de gik, at plukke Ax. 24 Og Pharisæerne sagde til ham: see, hvorfor gjøre de paa Sabbaten, hvad ikke er tilladt? 25 Og han sagde til dem: have I aldrig læst hvad David gjorde, der han havde det behov, og selv hungrede og de som vare med ham? 26 Hvorledes han gik ind i Guds Huus, da Abiathar var Ypperstepræst, og aad Skuebrødene, hvilke det ikke er Nogen tilladet at æde uden Præsterne, og gav ogsaa dem, som vare med ham? 27 Og han sagde til dem: Sabbaten blev til for Menneskets Skyld. 28 Saaledes er Menneskens Søn en Herre ogsaa over Sabbaten. Mark 3 1 Og han gik atter ind i Synagogen, og der var et Menneske, som havde en vissen Haand. 2 Og de toge vare paa ham, om han vilde helbrede ham paa sabbaten, paa det de kunde anklage ham. 3 Og han sagde til det Menneske, som havde den visne Haand: træd frem her i Midten. 4 Og han sagde til ham: er det tilladt at gjøre godt paa Sabbaten, eller gjøre ondt? frelse et Liv, eller slaae ihjel? Men de taug. 5 Og han saae omkring paa dem med Vrede, bedrøvet over deres Hjerters Forhærdelse, og sagde til Mennesket: ræk din Haand ud! og han rakte den ud; og hans Haand blev karsk igen som den anden. 6 Og Pharisæerne gik ud og holdt strax Raad med de Herodianer mod ham, hvorledes de kunde omkomme ham. 7 Og Jesus veg hen med sine Disciple til Søen, og en stor Mængde fulgte ham fra Galilæa og fra Judæa, 8 og fra Jerusalem og fra Jdumæa og hiin Side Jordan, og de ved Tyrus og Sidon, en stor Mængde, som hørte, hvor store Gjerninger han gjorde, kom til ham. 9 Og han sagde til sine Disciple, at et lidet Skib skulle være tilrede fra ham, for Folkets Skyld, at de ikke skulde trænge ham. 10 Thi han helbredte Mange, saa at Alle, som havde Plager, styrtede ind paa ham, at de kunde røre ved ham. 11 Og naar de urene Aander saae ham, faldt de ned for ham, og raabte og sagde: du er den Guds Søn. 12 Og han truede dem strengeligen, at de ikke skulde sige, hvo han var. 13 Og han gik op paa et Bjerg, og kaldte til sig, hvilke han selv vilde; og de gik hen til ham. 14 Og han beskikkede Tolv, at de skulde være hos ham, og at han kunde udsende dem at prædike, 15 og at have Magt til at helbrede Sygdomme og til at uddrive Djævle; 16 Simon, hvem han tillagde det Navn Petrus; 17 og Jakob, Zebedæus' Søn, og Johannes, Jakobs Broder, hvilke han tillagde Navnet Boanerges, det er Tordensønner; 18 og Andreas, og Philippus, og Bartholomæus, og Matthæus, og Thomas, og Jacob, Alphæus' Søn, og Thaddæus, og Simon Cananites, 19 og Judas Ischariotes, som og forraadte ham. 20 Og de kom til Huset, og Folket samledes atter, saa at de end ikke kunde faae Mad. 21 Og de, som vare omkring ham, hørte det, gik de ud for at drage ham til sig; thi de sagde: han er afmægtig. 22 Og de Skriftkloge, som vare komme ned fra Jesrusalem, sagde: han har Beelzebul, og ved den øverste Djævel uddriver han Djævle. 23 Og han kaldte dem til sig, og sagde til dem i Lignelser: hvorledes kan en Satan uddrive den anden? 24 Og dersom et Rige bliver splidagtigt med sig selv, kan samme Rige ikke bestaae. 25 Og dersom et huus bliver splidagtigt med sig selv, kan samme Huus ikke bestaae. 26 Og dersom Satan har sat sig op imod sig selv, og er bleven splidagtig, kan han ikke bestaae, men det er ude med ham. 27 Der kan jo Ingen gaae ind i den stærkes huus og røve hans Redskab, uden han først binder den Stærke, og da kan han plyndre hans Huus. 28 Sandelig siger jeg Eder: alle Synder kunne forlades Menneskens Børn, ogsaa Bespottelser, hvor store Bespottelser de end tale; 29 men hvo som taler bespottelig mod den Hellig Aand, har ingen forladelse evindelig, men er skyldig til en evig Dom. 30 Thi de have sagt: han har en ureen Aand. 31 Da kom hans Brødre og Moder, og stode udenfor og sendte til ham og lode ham kalde. 32 Og Folket sad omkring, men de sagde til ham: see, din Moder og dine Brødre udenfor spørge efter dig. 33 Og han svarede dem og sagde: hvo er min Moder, eller mine Brødre? 34 Og han saae trindt omkring paa dem, som sadde om ham, og sagde: see, min Moder og mine Brødre. 35 Thi hvo som gjør Guds Villie, denne er min Broder og min Søster og Moder. Mark 4 1 Og han begyndte atter at lære ved Søen,og meget Folk forsamledes til ham, saa at han maatte træde ind og sætte sig i et Skib paa Søen; og alt Folket var paa Landet ved Søen. 2 Og han lærte dem meget ved Lignelser og sagde til dem i sin Underviisning: 3 Hører til! See, en Sædemand gik ud at saae. 4 Og det skete, idet han saaede, at Noget faldt ved Veien, og Himmelens Fugle kom og aade det op. 5 Men Noget faldt paa Steengrund, hvor det havde ikke megen Jord; og det voxte snart op, fordi det ikke havde dyb Jord. 6 Men der Solen gik op, blev det forbrændt, og efterdi det ikke havde Rod, visnede det. 7 Og Noget faldt iblandt Torne; og Tornene voxte op og kvalte det, og det bar ikke Frugt. 8 Og Noget faldt i god Jord og bar Frugt, som voxte op og blev stor; og Noget bar tredive Fold, og Noget tresinstyve Fold, og Noget Hundrede Fold. 9 Og han sagde til dem: hvo som har Øren at høre med, han høre. 10 Men der han var alene, spurgte de, som vare om ham, tilligemed de Tolv, ham om Lignelsen. 11 Og han sagde til dem: Eder er det givet, at vide Guds Riges Hemmelighed; med dem, som ere udenfor, meddeles Alt ved Lignelser; 12 at de see med øinene, og ikke skjønne, og høre med ørene, og ikke forstaae; at de ingenlunde omvende sig, og Synderne forlades dem. 13 Og han sagde til dem: forstaae I ikke denne Lignelse? hvorledess ville I da forstaae alle de andre Lignelser? 14 Den, som saaer, saaer Ordet. 15 Men de ved Veien ere de, hvor Ordet bliver saaet, og naar de have hørt det, kommer strax Satan, og tager Ordet bort, som var saaet i deres Hjerter. 16 Og ligelsedes de, som fik Sæden paa Steengrund, ere de, som, naar de have hørt Ordet, annamme det strax med Glæde; 17 dog have de ingen Rod i sig, men blive ved til en Tid; naar siden Trængsel eller Forfølgelse skeer for Ordets Skyld, forarges de strax. 18 Og de, som fik Sæden blandt Torne, ere de, som høre Ordet; 19 og denne Verdens Bekymringer, og Rigdommens Forførelse og Begjerligheder efter de andre Ting, trænge ind og kvæle Ordet, saa det bliver uden Frugt. 20 Og de, der fik Sæden i god Jord, ere de, som høre ordet og annamme det, og bære Frugt, Endeel tredive Fold, Endeel tresindstyve Fold, og Endeel hundrede fold. 21 Og han sagde til dem: kommer Lyset ind for at sættes under Skjeppen eller under Bordet? monne ikke, for at sættes paa Lysestagen? 22 Thi Intet er skjult, som jo skal aabenbares; ei heller skeer det lønligt, men for at komme til Lyset. 23 Dersom Nogen har Øren at høre med, han høre! 24 Og han sagde til dem: agter paa, hvad I høre: med hvad Maade I maale, skal Eder maales, og Eder som høre, skal end gives Mere. 25 Thi hvo som har, han skal gives; og hvo som ikke har, fra ham skal endog det fratages, som har. 26 Og han sagde: med Guds Rige har det set sig saaledes, som naar et Menneske kaster Sæd i Jorden, 27 og sover, og staaer op Nat og Dag; og Sæden voxer og bliver høi, han veed ei selv hvorledes. 28 Thi Jorden bæver Frugt af sig selv, først Græs, derefter Ax, derefter fuldt Korn i Axet. 29 Men naar Frugten er fuldkommen, skikker han strax Seglen hen; thi Høsten er forhaanden. 30 Og han sagde: hvorved ville vi ligne Guds Rige? eller med hvad Lignelse ville vi forestille det? 31 Det er som med Senepskornet, hvilket, naar det saaes i Jorden er mindre end alt andet Frø paa jorden; 32 og Naar det er saaet, voxer det op, og bliver større end alle Urter, og faaer store Grene, saa at Himmelens Fugle kunne gjøre Rede under dets Skygge. 33 Og han talede Ordet til dem ved mange saadanne lignelser, eftersom de det kunde fatte. 34 Men uden Lignelse talede han ikke til dem; men i Eenrum udlagde han sine Disciple det altsammen. 35 Og den samme Dag, der det var blevet aften, sagde han til dem; lader os fare over til hiin Side. 36 Og de lode Folke gaae, og tage ham med, som han sad i Skibet; men der vare og andre Skibe med ham. 37 Og der kom en stærk Hvirvelvind, og den kastede Bølgerne ind i Skibet, saa at det allerede fyldtes. 38 Og han var i Bagstavnen og sov paa en Hovedpude; og de vakte ham op og sagde til ham: Mester! bekymrer du dig ikke om, at vi forgaae? 39 Og han stod op, og truede Veiret, og sagde til Søen, ti, vær stille! og Veiret lagde sig, og det blev ganske blikstille. 40 Og han sagde til dem: hvi ere I saa frygtagtige? hvorledes have I ikke Tro? 41 Og de frygtede saare og sagde til hverandre; hvo er da denne, at baade Vind og Sø ere ham lydige? Mark 5 1 Og de kom paa hiin Side Søen til de Gedareners Egn. 2 Og der han traadte ud af Skibet, mødte ham strax et Menneske fra Gravene, som havde en ureen Aand. 3 Han havde sin Bolig i Gravene, og Ingen kunde binde ham, end ikke med Lænker. 4 Thi han havde ofte været bunden med Bøier og Lænker, og Lænkerne vare sønderrykte af ham. 5 Og han var altid nat og Dag paa Bjergene og i Gravene, skreg og slog sig selv med Stene. 6 Men der han saae Jesus langt borte, løb han hen og kastede sig ned for ham, 7 og raabte med høi Røst og sagde: hvad har jeg med dig at gjøre, Jesus, den allerhøieste Guds Søn? jeg besværger dig ved Gud, at du ikke piner mig. 8 Thi han sagde til ham: far ud, du urene Aand, af dette menneske! 9 Og han spurgte ham: hvad er dit Navn? og han svarede og sagde: Legion er mit Navn; thi vi ere mange. 10 Og han bad ham meget, at han ikke skulle drive ham ud af Landet. 11 Men der var sammesteds ved Bjergene en stor Hjord Svin, som græssede; 12 og alle de Djævle bade ham og sagde: send og i Svinene, at vi maae fare i dem. 13 Og Jesus tilstedte dem det strax. Og de urene Aander fore ud og fore ind i Svinene; og Jorden styrtede sig af Brinken i Søen, (men de vare ved to tusinde), og de druknede i Søen. 14 Men Svinehyrderne flygtede, og kundgjorde det i Staden og paa Landet; og de gik ud at see, hvad det var, som var skeet. 15 Og de kom til Jesus, og saae ham, som havde været besat, at han sad og var paaklædt og var ved Sands, nemlig ham, som havde havt Legionen, og de forfærdedes. 16 Men de, som det havde seet, fortalte dem, hvorledes det var gaaet den Besatte, og om Svinene. 17 Og de begyndte at bede ham, at han ville drage bort fra deres Egne. 18 Og der han traadte ind i Skibet, bad den, som havde været besat, ham, at han maatte være hos ham. 19 Men Jesus tilstedte ham det ikke, men sagde til ham: gik hen i dit Huus, til Dine, og forkynd dem, hvor store Ting Herren, har gjort dig, at han har forbarmet sig over dig. 20 Og han gik bort og begyndte at forkynde i Dekapolis, hvor store Ting Jesus havde gjort imod ham; og de forundrede sig alle. 21 Og der Jesus igjen var faren over i Skibet til hiin Siden, forsamledes meget Folk til ham, og han var ved Søen. 22 Og see, der kom een af SynagogeForstanderne ved Navn Jarius, og der han saae ham, faldt han ned for hans Fødder. 23 Og han bad ham meget og sagde: min Datter er paa sit Yderste; o! at du vilde komme og lægge Hænderne paa hende, at hun maa frelses, da skal hun leve. 24 Og han gik bort med ham, og meget Folk fulgte ham, og de trængte ham. 25 Og der var en kvinde, som havde havt Blodflod i tolv Aar. 26 Og hun havde lidt meget af mange Læger, og havde tilsat alt det, hun havde, og hun var ikke bleven hjulpen; men det var blevet værre med hende. 27 Der hun hørte om Jesus, kom hun iblandt Folket bag fra, og rørte ved hans Klædebon. 28 Thi hun sagde: om jeg ikkun kan røre ved hans Klæder, de bliver jeg frelst. 29 Og Strax tørredes hendes Blods Kilde, og hun fornam i Legemet, at hun var bleven helbredt fra denne Plage. 30 Og Jesus fornam strax paa sig selv, at en Kraft udgik af ham, og vendte sig om iblandt Folket og sagde: hvo har rørt ved mine Klæder? 31 Og hans disciple sagde til ham: du seer, at Folket trænger dig, og du siger: hvo rørte ved mig? 32 Og han saae sig om, for at see hende, som havde gjort dette. 33 Men Kvinden frygtede og bævede, da hun vidste, hvad hende var sekkt, og kom og faldt ned for ham, og sagde ham al Sandheden. 34 Men han sagde til hende: Datter! din Tro har frelst dig; gak bort med Fred, og vær helbredt fra din Plage. 35 Der han endnu talede, kom Nogle fra Synagog-Forstanderens Huus og sagde: din Datter er død, hvi umager du Mesteren længere? 36 Men Jesus hørte strax, hvad der blev talet, og han sagde til Synagog-Forstanderen: frygt ikke, tro ikkun! 37 Og han tilstedte Ingen at følge med sig, uden Peter og Jakob og Johannes, Jakobs Broder. 38 Og han kom i Synagog-Forstanderens Huus, og saae Larmen, at de græd og hylede meget. 39 Og han gik ind og sagde til dem: hvi larme I og græde? Barnet er ikke dødt, men sover. 40 Og de bleve ham; men han drev dem alle ud, og tog Barnets Fader og Moder med sig og dem, som vare med ham, og gik ind, hvor Barnet laae. 41 Og han tog Barnet ved Haanden og sagde til det: talitha kumi! som er udlagt: Pige, jeg siger dig, staae op! 42 Og Pigen stod strax op og gik omkring; thi hun var tolv Aar gammel. Og de forfærdedes overmaade. 43 Og han bød dem meget, at Ingen skulde faae det at vide; og han sagde, at de skulde give hende at æde. Mark 6 1 Og han gik bort derfra og kom til sit Fædreneland; og hans Disciple fulgte ham. 2 Og der Sabbaten var kommen, begyndte han at lære i Synagogen, og Mange, som det hørte, forundrede sig saare og sagde: hveden har denne Saadant? og hvad er det for en Viisdom, som ham er given, at og saadanne kraftige Gjerninger skee ved hans Hænder? 3 Er denne ikke den Tømmermand, Marias Søn, Jakobs og Josefs' og Judas' og Simons Broder? ere ikke og hans Søstre her hos os? Og de forargedes paa ham. 4 Men Jesus sagde til dem: en Prophet er ikke foragtet uden i sit Fædreneland og iblandt sine Slægtninge i sit Huus. 5 Og han kunde der slet ingen kraftig Gjerning gjøre, uden at han lægde Hænderne paa nogle faa Syge og helbredte dem. 6 Og han forundrede sig over deres vantro og gik omkring i Byerne og lærte. 7 Og han fremkaldte de Tolv, og han begyndte at udsende dem, to og to og gav dem magt over de urene Aander. 8 Og han bød dem, at de skulde Intet tage med paa Riesen uden alene en Stav, ei Taske, ei Brød, ei Penninge i Beltet; 9 men have anbundne Skoe paa og ikke iføre sig to kjortler. 10 Og han sagde til dem: hvor I gaae ind i et Huus, bliver der, indtil I drage bort fra Stedet. 11 Og hvorsomhelst de ikke annamme Eder og ei høre Eder, gaaer bort derfra og afryster Støvet under Eders Fødder til Vidnesbyrd imod dem. Sandelig siger jeg Eder: det skal gaae Sodoma og Gomorra lideligere paa Dommens Dag end den Stad. 12 Og de gik ud og prædikede, at man skulde omvende sig. 13 Og de dreve mange Djævle ud og salvede mange Syge med Olie og helbredte dem. 14 Kong Herodes hørte det, (thi hans Navn var bleven bekjendt), og han sagde: Johannes den Døber er opreist fra de Døde, og derfor tee sig de kraftige Gjerninger i ham. 15 Andre sagde: han er Elias; men Andre sagde: han er en Prophet eller som een af Propheterne. 16 Men der Herodes hørte det, sagde ham: Johannes, som jeg har ladet halshugge, ham er det; han er opreist fra de Døde. 17 Thi Herodes havde selv sendt hen og ladet johannes gribe og kalste i Fængsel, forHerodias', sin Broder Phillippus' Hustrus, Skyld; thi han havde taget hende tilægte. 18 Thi Johannes sagde til Herodes: det er dig ikke tilladt at have din Broders Hustru. 19 Men Herodias efterstræbte ham og vilde omkomme ham og kunde ikke. 20 Thi Herodes frygtede for Johannes, fordi han vidste, at han var en retfærdig og hellig Mand, og holdt sin Haand over ham; og naar han havde hørt ham, gjorde han meget deraf, og han hørte ham gjerne. 21 Og da der kom en beleilig Dag, der Herodes gjorde sine Store og de øverste høvedsmænd og de Ypperste i Galilæa et Gjestebud paa sin Fødselsdag, 22 og Herodias' Datter kom ind og dandsede og behagede Herodes og Gjesterne, sagde Kongen til Pigen: bed af mig, hvad du vil, saa vil jeg give dig det. 23 Og han svoer hende: hvad du beder om, vil jeg give dig, indtil Halvdelen af mit Rige. 24 Men hun gik ud og sagde til sin Moder: hvad skal jeg bede om? Men hun sagde: Johannes den Døbers Hoved. 25 Og hun gik strax hastelig ind til Kongen, bad og sagde: jeg vil, at du strax giver mig paa et Fad Johannes den Døbers Hoved. 26 Og Kongen blev bedrøvet, dog for Edernes og Gjesternes Skyld vilde han ikke afvise hende. 27 Og Kongen sendte strax En af Vagten og befoel at hente hans Hoved. 28 Denne gik hen og halshuggede ham i Fængslet; og han bar hans Hoved frem paa et Fad og gav Pigen det, og Pigen gav sin Moder det. 29 Og der hans Disciple hørte det, kom de og toge hans Legeme og lagde det i en Grav. 30 Og Aopstlene forsamledes til Jesus og forkyndte ham alle Ting, baade hvad de havde gjort, og hvad de havde lært. 31 Og han sagde til dem: kommer I afsides til et øde Sted og hviler lidet; thi de vare mange, som gik til og fra, og de havde ikke engang Leilighed til at æde. 32 Og de fore bort i et Skib til et øde Sted afsides. 33 Og Folket saae dem fare bort, og Mange kjendte ham, og over Land løb de fra alle Stæder tilsammen derhen og kom førend de, og kom til ham. 34 Og Jesus gik ud og saae meget Folk, og han ynkedes inderligen over dem, thi de vare som Faar, der ikke have Hyrde; og han begyndte at lære dem meget. 35 Og der Dagen nu var fast forløben, gik hans Disciple til ham og sagde: det er et øde Sted og Dagen er nu fast forløben. 36 Lad dem fare, de kunne gaae hen i de omliggende Landsbyer og Flækker at kjøbe sig Brød; thi de haver intet at æde. 37 Men han svarede og sagde til dem: giver I dem at æde. Og de sagde til ham: skulle vi gaae bort og kjøbe Brød for to hundrede Penninge og give dem at æde? 38 Men han sagde til dem: hvor mange Brød have I? gaar bort og seer. Og der de have forfaret det, sagde de: fem og to Fiske. 39 Og han bød dem, at lade dem alle sætte sig ned i adskillige Hobe paa det grønne Græs. 40 Og de satte sig ned, Hob ved Hob, i somme hundrede og i somme halvtredsindstyve. 41 Og han tog de fem Brød og de to Fiske, saae op til Himmelen og velsignede dem; og han brød Brødene og gav sine Disciple dem at lægge for Folket, og han delede de to Fiske iblandt dem alle. 42 Og de aade alle og bleve mætte. 43 Og de opsamlede tolv Kurve, fulde af Stykker og af Fiskene. 44 Og de, som aade Brødene, vare ved fem tusinde Mænd. 45 Og strax nødte han sine Disciple til at gaae i Skibet og iforveien sætte over til hiin Side til Bethsaida, indtil han havde ladet Folket fare. 46 Og der han havde taget Afsked fra dem, gik han op paa et Bjerg at bede. 47 Og der det var blevet Aften, var Skibet midt paa Søen,og han alene paa Landet. 48 Og han sae, at de lede Nød, idet de roede, (thi veiret var dem imod), og ved den fjerde Nattevagt kom han til dem vandrende paa Søen, og han vilde gaae dem forbi. 49 Men der de saae ham vandre paa Søen, meente de, at det var et Spøgelse, og de skrege. 50 (Thi de saae ham alle og bleve forskrækkede). Og han talede strax med dem og sagde til dem: værer frimodige, det er mig, frygter ikke! 51 Og han raadte i Skibet til dem, og Veiret stilledes, og de forfærdedes over al Maade ved sig selv og forundrede sig. 52 Thi de havde ikke faaet Forstand fordi deres Hjerte var forhærdet. 53 Og der de vare satte over, kom de til det Land Genezareth og lagde til Land. 54 Og der de traadte ud af Skibet, kjendte man ham strax. 55 Og de løb om i den ganske omliggende Egn og begyndte at føre dem, som lide ilde, omkring paa Sengene, hvor de hørte, han var. 56 Og hvor han gik ind i Flækker eller Stræder eller Landsbyer, lagde de de Syge paa Torvene og bade ham at de matte ikkun røre ved Sømmen paa hans Klædebon; og alle de, som rørte ved ham, bleve helbredte. Mark 7 1 Og Pharisæerne og nogle af de Skriftkloge, som vare komne fra Jerusalem, forsamledes til ham. 2 Og der de saae nogle af hans Disciple æde Brød med vanhellige, det er, med utoede Hænder, lastede de det. 3 (Thi Pharisæerne og alle Jøderne æde ikke, uden flittigen at toe Hænderne, overholdende de Ældstes Skik. 4 Og af det, der er kjøbt paa Torvet, æde de ikke uden først at toe det; og der ere mange andre Ting, som de have vedtaget at holde, med at udtoe Bægere og Kruus og Kobberkar og Bænke). 5 Dereftre spurgte Pharisæerne og de Skriftkloge ham ad: hvi vandre ikke Dine Disciple efter de Ældstes Skik, men æde med utoede Hænder? 6 Men han svarede og sagde til dem: Esaias har spaaet retteligen om Eder, I Øienskalke! som skrevet er: dette Folk ærer mig med Læberne, men deres Hjerte er langt fra mig. 7 Men de dyrke mig forgjeves, idet de lære saadanne Lærdomme, som ere Menneskers Bud. 8 Thi I forlade Guds Bud og holde Menneskers Skik med at udtoe Kruus og Bægere; og I gjøre mange andre saadanne Ting. 9 Og han sagde til dem: smukt aflægge I Guds Bud, paa det I kunne holde Eders Skik. 10 Thi Moses har sagt: ær din Fader og din Moder, og hvo som bander Fader eller Moder, skal visselig døe. 11 Men I sige, naar Nogen siger til Fader eller Moder: det, hvormed jeg kunde hjulpet dig, er Korban (det er en Gave): 12 da tilstede I ham ikke ydermere at yde sin Fader eller Moder nogen Hjælp. 13 Og I gjøre Guds Ord til Intet ved Eders Skik, som I have paalagt; og I gjøre meget saadant. 14 Og han kaldte alt Folket til sig og sagde til dem: hører mig Alle, og forstaaer. 15 Der er Intet udenfor Mennesket, som, naar det kommer ind i ham, kan gjøre ham ureen; meen hvad som gaaer ud af ham, dette er det, som gjør Mennesket ureent. 16 Dersom Nogen har Øren at høre med, han høre! 17 Og der han var indgangen i Huset fra Folket, spurgte hans Disciple ham om denneLignelse. 18 Og han sagde til dem: ere I og saa uforstandige? forstaae I ikke, at Intet, som udenfra kommer ind i Mennesket, kan gjøre ham ureen? 19 Thi det kommer ikke ind i hans Hjerte, men i Bugen og gaaer ud ved den naturlie Gang og saaledes renses al Maden. 20 Men han sagde: hvad som udgaaer af Mennesket, det gjør Mennesket ureent. 21 Thi indvortes af Menneskenes Hjerte udgaae onde Tanker, Hoer, Skjørlevnet, Mord, 22 Tyveri, gjerrighd, Ondskab, Svig, Uteerlighed, et ondt Øie, Gudsbespottelse, Hovmod, Uforstandighed; 23 Alle disse onde Ting udgaaae indvortes fra og gjøre Mennesket ureent. 24 Og han stod op og gik derfra til Tyrus' og Sidons Grændser og gik ind i et Huus og vilde Ingen lade vide det; og det kunde dog ikke blive skjult. 25 Thi en Kvinde, som havde hørt om ham, hvis Datter havde en ureen Aand, kom to faldt ned for hans Fødder; 26 (men hun var en grækisk Kvinde, af Slægt en Syro-Phoenicerinde), og hun bad ham, at han vilde uddrive Djævelen af hendes Datter. 27 Men Jesus sagde til hende: lad først Børnene mættes; thi det er ikke smukt, at tage Børnenes Brød og kaste det for smaa Hunde. 28 Men hun svarede og sagde til ham: jo, Herre! thi og smaa Hunde æde under Bordet af Børnenes Smuler. 29 Og han sagde til hende: for dette Ords Skyld gak bort; Djævelen er udfaren af din Datter. 30 Og hun gik bort til sit Huus og fandt, at Djævelen var udfaren, og Datteren laae paa Sengen. 31 Og der han gik ud igjen af Tyrus' og Sidons Egne, kom han til den galilæiske Sø, midt igennem Dekapolis' Grændser. 32 Og de førte en Døv til ham som besværlig kunde tale; og de bade ham, at han vilde lægge Haanden paa ham. 33 Og han tog ham afssides fra Folket og lagde sine Fingre i hans Øren, og spyttede og rørte ved hans Tunge, 34 og saae op til Himmelen, sukkede, og sagde til ham: Ephata! det er: lad dig op! 35 Og strax aabnedes hans Øren, og hans Tunges Baand løsnedes, og han talede ret. 36 Og han bød dem, at de skulde Ingen sige det; men jo mere han bød dem, desto mere kundgjorde de det. 37 Og de forundrede sig overmaade og sagde: han har gjort alle Ting vel; baade gjør han, at de Døve høre, og at de Maalløse tale. Mark 8 1 I de samme Dage, da der var saare meget Folk, og de Intet havde at æde, kaldte Jesus sine Disciple til sig og sagde til dem: 2 mig ynkes inderligen over Folket; thi de have nu tøvet hos mig i tre Dage og have Intet at æde. 3 Og dersom jeg lader dem fare fastende hjem, maatte de forsmægte paa Veien; thi Nogle af dem ere komne langt fra. 4 Og hans Disciple svarede ham: hvorfra skulde Nogen kunde mætte disse med Brød her i Ørken? 5 Og han spurgte dem ad: hvor mange Brød have I? Men de sagde: syv. 6 Og han bød Folket sætte sig ned paa Jorden og tog de syv Brød, takkede, brød dem og gav sine Disciple dem, at de skulde lægge dem for dem; og de lagde dem for Folket. 7 Og de havde faa smaa Fiske; og han velsignede dem og bød, at ogsaa disse skulde lægges for. 8 Men de aade og bleve mætte; og optoge af de levnede Stykker syv Kurve. 9 Men de vare ved fire Tusinde, som havde ædet, og han lod dem fare. 10 Og strax traadte han i Skibet med Disciplene og kom til Dalmanuthas Egne. 11 Og Pharisæerne gik ud og begyndte at bespørge sig med ham og begjerede af ham et Tegn fra Himmelen for at friste ham. 12 Og han sukkede dybt i sin Aand og sagde: hvi søger denne slægt tegn? Sandelig siger jeg Eder, at intet Tegn skal gives denne Slægt. 13 Og han lod dem fare og traadte i Skibet igjen og foer til hiin Side. 14 Og de havde glemt at tage Brød med og havde ikke mere med sig i Skibet end eet Brød. 15 Og han bød dem og sagde: seer til, tager Eder vare for Pharisæernes Suurdeig og Herodes' Suurdeig. 16 Og de bespurgte sig indbyrdes og sagde: det er, fordi vi ikke have Brød. 17 Og Da Jesus fornam det, sagde han til dem: hvi bespørge I Eder derom, at I ikke have Brød? Besinde I eder ikke endnu, og forstaae I ei heller, er Eders Hjerte endnu forhærdet? 18 Have I Øine og see ikke? og have IØren og høre ikke? og komme I ikke ihu? 19 Da jeg bød fem Brød til fem Tusinde, hvor mange Kurve fulde af Stykker toge I da op? De sagde til ham: tolv. 20 Men da jeg brød de syv til de fire Tusinde, hvor mange Kurve fulde af Stykker toge I da op? De sagde: syv. 21 Og han sagde til dem; hvorledes forstaae I da ikke? 22 Og han kom til Bethsaida; og de førte en Blind til ham og bade ham, at han vilde røre ved ham. 23 Og han tog den Blinde ved Haanden og ledte ham hen udenfor Byen og spyttede i hans Øine og lagde Hænderne paa ham og spurgte ham, og han saae Noget. 24 Og han saae op og sagde: jeg seer Mennesker, som Træer, gaae omkring. 25 Derefter lagde han atter Hænderne paa hans Øine og kom ham til at see, og han blev helbredet og saae Alle klarlig. 26 Og han sendte ham til hans Huus og sagde: du skal hverken gaae ind i Byen, ei heller sige det til Nogen i Byen. 27 Og Jesus og hans Disciple gik ud til de Byer ved Cæsarea Philippi; og paa Veien spurgte han sine Disciple og sagde til dem: hvem sige Menneskene mig at være? 28 Men de svarede: Nogle sige, du er Johannes den Døber; og Andre Elias; men Andre, een af Propheterne. 29 Og han sagde til dem: men I hvem sige I, at jeg er? Da svaede Peter og sagde til ham: du er Christus. 30 Og han bød dem strengeligen, at de ikke skulde sige Nogen dette om ham. 31 Og han begyndte at lære dem, at Menneskens Søn skulde lide meget og forskydes af de Ældste og Ypperstepræster og Skriftkloge og ihjelslaaes og opstaae efter tre Dage. 32 Og han talede dette frit ud. Og Peter tog ham til sig og begyndte at straffe ham. 33 Men han vendte sig om og saae paa sine Disciple, og straffede Peter og sagde: vig bag mig, Satan! thi du sandser ikke, hvad Guds er, men hvad Menneskens er. 34 Og han kaldte Folket til sig tilligemed sine Disciple og sagde til dem: hvo som vil komme efter mig, han skal fornægte sig selv og tage sit Kors op og følge mig. 35 Thi hvo som vil frelse sit Liv, skal miste det; men hvo som mister sit Liv for min og Evangeliums Skyld, han skal frelse det. 36 Thi hvad kan det gavne et Menneske, dersom han vandt den ganske Verden og tog Skadepaa sin Sjæl? 37 Eller hvad kan et Menneske give til Vederlag for sin Sjæl? 38 Thi hvo som skammer sig ved mig og mine Ord ibaldt denne vanartige og syndige Slægt, ved den skal og Menneskens Søn skamme sig, naar han kommer i sin Faders Herlighed med de hellige Engle. Mark 9 1 Og han sagde til dem: sandelig siger jeg Eder, der ere Nogle af dem, som her staae, som ingenlunde skulle smage Døden, førend de see Guds Rige at være kommet med Kraft. 2 Og sex Dage derefter tog Jesus Peter og Jakob og Johannes til sig og førte dem afsides op paa et høit Bjerg, og han blev forvandlet for dem. 3 Og hans Klæder bleve skinnende, meget hvide, som Snee, saa at ingen farver paa Jorden kan gjøre dem saa hvide. 4 Og Elias tilligemed Moses viste sig for dem, og de talede med Jesus. 5 Og Peter svarede og sagde til Jesus: Rabbi! her er os godt at være, og vi ville gjøre tre Boliger, dig een og Moses een og Elias een. 6 Thi han vidste ikke, hvad han talede; thi de vare heel forfærdede. 7 Og der kom en Sky, som overskyggede dem; og en Røst kom af Skyen, som sagde: denne er min Søn, den Elskelige, hører ham! 8 Og strax, der de skuede omkring sig, saae de Ingen mere uden jesus alene med dem. 9 Men der de gik ned af Bjerget, bød ham dem, at de skulde Ingen fortælle, hvad de havde seet, førend Menneskens Søn var opstanden fra de Døde. 10 Og de holdt dette hos sig selv og bespurgte sig med hverandre, hvad det er, at opstaae fra de Døde. 11 Og de spurgte ham og sagde: sige dog de Skriftkloge, at Elias bør først komme? 12 Men han svarede og sagde til dem: Elias bør først komme og skikke alle Ting tilrette; og det skal skee, som det er skrevet om Menneskens Søn, at han skal lide meget og foragtes. 13 Men jeg siger Eder, at baade er Elias kommen, og de gjorde ved ham, hvad de vilde, eftersom det er skrevet om ham. 14 Og da han kom til Disciplene, saae han meget Folk omkring dem og de Skriftkloge, som bespurgte sig med dem. 15 Og strax forbausedes alt Folket, der de saae ham, og de løb til og hilsede ham. 16 Og han spurgte de Skriftkloge: hvorom bespørge I Eder indbyrdes? 17 Og Een af Folket svarede og sagde: Mester! jeg har ført min Søn til dig; han har en maalløs Aand. 18 Og naar den faaer fat paa ham, slider den ham, og han fraader og skærer med sine Tænder, og han henvisner; og jeg har begjeret af dine Disciple, at de skulde uddrive den, og de kunde ikke. 19 Men han svarede dem og sagde: o du vantroe Slægt! hvorlænge skal jeg være hos Eder? hvorlænge skal jeg taale Eder? Bringer ham til mig! 20 Og de ledte ham frem til ham; og der han saae ham, sled Aanden ham strax, og han faldt paa Jorden og væltede sig og fraadede. 21 Og han spurgte hans Fader: hvor længe er det, at dette Vederfares ham? Men han sagde: fra Barndommen; 22 og den har ofte kastet ham baade i Ild og Vand, at den kunde omkomme ham; men formaaer du noget, da forbarm dig over os og hjælp os! 23 Men Jesus sagde til ham: dersom du kan troe; alle TIng ere den mulige, som troer. 24 Og strax raabte Barnets Fader grædende og sagde: jeg troer, Herre! hjælp min Vantro. 25 Men der Jesus saae, at Folket løb til, truede han den urene Aand og sagde til den: du maalløse og døve Aand! jeg byder dig, far ud af ham, og at du ikke herefter farer ind i ham. 26 Da skreg og sled den ham saare, og foer ud, og han blev ligesom død, saa at Mange sagde: han er død. 27 Men Jesus tog ham fat ved Haanden og reiste ham op; og han stod op. 28 Og der han var indgangen i Huset, spurgte hans Disciple ham i Eenrum: hvi kunde vi ikke uddrive den? 29 Og han sagde til dem: dette Slags kan ikke fare ud ved Noget uden ved Bøn og Faste. 30 Og da de gik ud derfra, vandrede de igjennem Galilæa; og han vilde ikke, at Nogen skulde vide det. 31 Thi han lærte sine Disciple og sagde til dem: Menneskenes Søn skal overantvordes i Menneskenes Hænder, og de skulde ihjelslaae ham; og naar han er ihjelslagen, skal han opstaae paa den tredie Dag. 32 Men de forstode ikke det Ord og frygtede at spørge ham. 33 Og han kom til Capernaum, og der han var i Huset, spurgte han dem: hvorom bespurgte I Eder indbyrdes paa Veien? 34 Men de taug, thi de havde bespurgt sig med hverandre paa Veien, hvilken der skulde være den Største. 35 Og han satte sig og kaldte de Tolv og sagde til dem: dersom Nogen vil være den Første, han skal være den Sidste iblandt Alle og Alles Tjener. 36 Og han tog et lidet Barn, og stillede det midt iblandt dem, og tog det i Favn og sagde til dem: 37 hvo som annammer eet af saadanne smaa Børn i mit Navn, annammer mig; og hvo mig annammer, annammer ikke mig, men den, som mig udsendte. 38 Men Johannes svarede ham og sagde: Mester! vi saae Een, som ikke følger os, at uddrive Djævle i dit Navn; og vi forbøde ham det, fordi han ikke følger os. 39 Men Jesus sagde: forbyder ham det ikke; thi der er Ingen, som gjør en kraftig Gjerning i mit Navn og kan snart derpaa tale ilde om mig. 40 Thi hvo som ikke er imod os, er med os. 41 Thi hvo som skjenker Eder med et Bæger Vand i mit Navn, fordi I høre Christus til, sandelig siger jeg Eder, han skal ingenlunde miste sin Løn. 42 Og hvo som forarger een af disse Smaa, som troe paa mig, ham vare det bedre, at der blev hængt en Møllesteen om hans Hals, og han blev kastet i Havet. 43 Og dersom din Haand forarger dig, hug den af; det er dig bedre at gaae en Krøbling ind i Livet, end at have to Hænder og fare hen til Helvede i den uslukkelige Ild, 44 hvor deres Orm ikke døer, og Ilden ikke udslukkes. 45 Og dersom din Fod forarger dig, hug den af; det er dig bedre at gaae halt ind i Livet, end at have to Fødder og blive kastet i Helvede i den uslukkelige Ild, 46 hvor deres Orm ikke døer, og Ilden ikke udslukkes. 47 Og dersom dit Øie forarger dig, kast det fra dig; det er dig bedre at gaae eenøiet ind i Guds Rige, end at have to Øine og blive kastet i Helvedes Ild, 48 hvor deres Orm ikke døer, og Ilden ikke udslukkes. 49 Thi hver skal saltes med Ild, og alt Offer skal saltes med Salt. 50 Saltet er godt; men dersom Saltet mister sin Kraft, hvormed ville I give det sin Smag igjen? Haver Salt i Eder selv, og holder Fred med hverandre! Mark 10 1 Og han stod op derfra og kom til Judæas Grændser igjennem det Land paa hiin Side Jordan,og Folket gik atter til ham i Hobetal; og han lærte dem atter, som han pleiede. 2 Og Pharisæerne gik til ham og spurgte ham, om det var en Mand tilladt at skille sig fra sin Hustru; for at friste ham. 3 Men han svarede og sagde til dem: hvad har Moses budet Eder? 4 Men de sagde: Moses tilstedte at skrive et Skilsmissebrev og skille sig fra hende. 5 Og Jesus svarede og sagde til dem: for Eders Hjerters Haardheds Skyld skrev han Eder dette Bud. 6 Men fra Skabningens Begyndelse gjorde Gud ham mand og Kvinde; 7 derfor skal Manden forlade sin fader og Moder og blive fast hos sin Hustru; 8 og de To skulle være til eet Kjød, saa at de ikke længere ere To, men eet Kjød. 9 Derfor, hvad Gud har tilsammenføiet, skal Mennesket ikke adskille. 10 Og hans Disciple spurgte ham atter i Huset om det Samme. 11 Og han sagde til dem: hvo som skiller sig fra sin Hustru og tager en Anden tilægte, han bedriver Hoer imod hende. 12 Og dersom en Kvinde skiller sig fra sin Mand og ægtes af en Anden, hun bedriver Hoer. 13 Og de førte smaa Børn til ham, at kan skulde røre ved dem; men Disciplene truede dem, som bare dem frem. 14 Men der Jesus det saae, blev han vred og sagde til dem: lader de smaa Børn komme til mig, og formener dem ikke; thi Guds Rige hører saadanne til. 15 Sandelig siger jeg Eder: hvo som ikke annammer Guds Rige som et lidet Barn, han skal ingenlunde komme ind i det. 16 Og han tog dem i Favn og lagde Hænderne paa dem og velsignede dem. 17 Og der han var udgangen paa Veien, løb En til og faldt paa Knæ for ham og spurgte ham: gode Mester hvad skal jeg gjøre, at jeg kan arve det evige Liv? 18 Men Jesus sagde til ham: hvi kalder du mig god? Ingen er god uden een, som er Gud. 19 Du veed Budene: du skal ikke bedrive Hoer; du skal ikke slaae ihjel; du skal ikke stjæle; du skal ikke tale falsk Vidnesbyrd; du skal ikke besvige; ær din Fader og din Moder. 20 Men han svarede og sagde til ham: Mester! alt dette har jeg holdt fra min Ungdom. 21 Men Jesus saae paa ham og fattede Kjærlighed til ham og sagde til ham: een Ting fattes dig; gak bort, sælg, hvad du har, og giv de Fattige det, saa skal du have et Liggendefæ i Himmelen; og kom, tag Korset og følg mig. 22 Men han blev ilde tilfreds over den Tale og gik bedrøvet bort; thi han havde meget Gods. 23 Og Jesus saae sig omkring og sagde til sine Disciple: hvor vanskelig skulle de, som have Rigdom, komme ind i Guds Rige. 24 Men Disciplene bleve forfærdede over hans Taler. Men Jesus svarede igjen og sagde til dem: Børn! hvor vanskeligt er det, at de, som forlade sig paa Rigdom, kunne komme ind i Guds Rige. 25 Det er lettere, at en Kameel gaaer igjennem et Naaleøie, end at en Rig kommer ind i Guds Rige. 26 Da forfærdedes de en meget mere og sagde til hverandre: hvo kan da blive salig? 27 Men Jesus saae paa dem og sagde: for Menneskene er det umulligt, men ikke for Gud; thi alle Ting ere mulige for Gud. 28 Men Peter tog til Orde og sagde til ham: see, vi have forladt alle Ting og fulgt dig. 29 Men Jesus svarede og sagde: sandelig siger jeg Eder, der er Ingen, som har forladt Huus eller Brødre eller Søstre eller Fader eller Moder eller Hustru eller Børn eller Agre for min og Evangeliums Skyld, 30 der skal jo saae hundrede Fold igjen, nu i denne Tid Huse og Brødre og Søstre og Mødre og Børn og Agre, med Forfølgelser og i den tilkommende Verden et evigt Liv. 31 Men Mange, som ere de Første, skulle blive de Sidste, og de Sidste blive de Første. 32 Men de vare paa Veien og gik op til Jerusalem; og Jesus gik foran dem, og de vare forfærdede og fulgte ham med Frygt. Og han tog atter de Tolv til sig og begyndte at sige dem, hvad han skulde vederfares. 33 See, vi gaae op til Jerusalem og Menneskens Søn skal overantvordes de Ypperstepræster og Skriftkloge, og de skulle fordømme ham til Døden og overantvorde Hedninger ham; 34 og de skulle bespotte ham og hudstryge ham og bespytte ham og ihjelslaae ham, og paa den tredie Dag skal han opstaae. 35 Da gik Jakob og Johannes, Zebedæus' Sønner, til ham og sagde: Mester, vi ønske, at du tilstaaer og det, vi ville bede om. 36 Han sagde til dem: hvad ville I, at jeg skal gjøre Eder? 37 Men de sagde til ham: giv os, at vi maa sidde, den ene ved din høire Side og den anden ved din venstre Side, i din Herlighed. 38 Men Jesus sagde til dem: I vide ikke, hvad I bede. Kunne I drikke den Kalk, som jeg drikker, og døbes med den Daab, som jeg døbes med? 39 Men de sagde til ham: vi kunne. Men Jesus sagde til dem: I skulle vel drikke den Kalk, som jeg drikker, og døbes med den Daab, som jeg døbes med; 40 men at sidde ved min høire og ved min venstre Side, hører ikke mig til at give Nogen uden den, som det er beredt. 41 Og der de Ti hørte det, begyndte de at blive vrede paa Jakob og Johannes. 42 Da kaldte Jesus dem og sagde til dem: I vide, at de, der ere i Anseelse som Folkenes Fyrster, herske over dem, og de Store iblandt dem bruge Myndighed over dem. 43 Men det skal ikke være saa iblandt Eder; men hvo som vil blive stor iblandt Eder, skal være Eders Tjener; 44 og hvo som vil blive den Ypperste iblandt eder, skal være Alles Tjener; 45 thi Menneskens Søn er ikke kommen for at lade sig tjene, men for at tjene og at give sit Liv til en Igjenløselses Betaling for Mange. 46 Og de kom til jericho; og der han gik ud af Jericho tillligemed sine Disciple og meget Folk, sad Timæus' Søn, Bartimæus den Blinde, ved Veien og tiggede. 47 Og der han hørte, at det var Jesus fra Nazareth, begyndte han at raabe og sige: Jesus, du Davids Søn, forbarm dig over mig. 48 Og Mange truede ham, at han skulde tie; men han raabte meget mere: du Davids Søn, forbarm dig over mig! 49 Og Jesus stod stille og sagde, de skulde kalde ham; og de kaldte den Blinde og sagde til ham: vær frimodig, staa op! han kalder ad dig. 50 Men han kastede sin Overkjortel fra sig, stod op og kom til Jesus. 51 Og Jesus svarede og sagde til ham: hvad vil du, at jeg skal gjøre dig? Men den Blinde sagde til ham: Rabbeni, at jeg kan vorde seende! 52 Men Jesus sagde til ham: gak bort, din Tro har frelst dig. Og strax blev han seende og fulgte Jesus paa Veien. Mark 11 1 Og der de kom nær til Jerusalem, til Bethpage og Bethanien ved Oliebjerget, sendte han to af sine Disciple og sagde til dem: 2 gaar bort til den By, som ligger for Eder, og strax, naar I kommme ind i den, skulle I finde et Føl bundet, paa hvilket intet Menneske har siddet; løser det og fører det hid. 3 Og dersom Nogen siger til Eder: hvorfor gøre I dette? da siger, at Herren har det behov; saa skal han strax sende det hid. 4 Men de gik hen og fandt Føllet bundet ved Døren, udenfor paa Veien, og løste det. 5 Og Nogle af dem som der stode, sagde til dem: hvad gjøre I, at I løse Føllet? 6 Men de sagde til dem, ligesom Jesus havde befalet, og de tilstedte dem det. 7 Og de førte Føllet til Jesus og lagde deres Klæder derpaa, og han satte sig derpaa. 8 Men Mange bredte deres Klæder paa Veien; men Andre hyggede Grene af Træerne og strøede paa Veien. 9 Og de, som gik for, og de, som fulgte, raabte og sagde: Hosanna, velsignet være den, som kommer i Herrens Navn! 10 Velsignet være vor Fader Davids Rige, som kommer i Herrens Navn! Hosanna i det Høieste! 11 Og Jesus gik ind i Jerusalem og i Templet, og da han havde beseeet alle Ting, gik ham, der det allerede var Aftenstid, ud til Bethanien med de tolv. 12 Og den anden Dag, der de gik ud fra Bethanien, hungrede han. 13 Og han saae et Figentræ langt borte, som havde Blade; da traadte han til, om han kunde finde Noget derpaaa, og der han kom til det, fandt han Intet uden Blade; thi det var ikke Figentid. 14 Og Jesus talede til det: aldrig mere æde Nogen Frugt af dig! Og hans Disciple hørte det. 15 Og de kom til Jerusalem; og Jesus gik ind i Templet og begyndte at uddrive dem, som solgte og kjøbte i Templet, og Vexelerernes Borde og Duekræmmernes Stole stødte han om. 16 Og han tilstedte ikke, at Nogen bar et Kar igjennem Templet. 17 Og han lærte og sagde til dem: er der ikke skrevet, at mit Huus skal kaldes et Bedehuus for alle Folkeslag? men I have gjort det til en Røverkule. 18 Og de Skriftkloge og Ypperstepræster hørte det, og søgte, hvorledes de kunde omkomme ham; thi de frygtede for ham, eftersom alt Folket forundrede sig saare over hans Lærdom. 19 Og da det var blevet Aften, gik han udenfor Staden. 20 Og om Morgenen, da de gik forbi, saae de, at Figentræet var visnet fra Roden af. 21 Og da Peter kom det ihu, sagde han til ham: Rabbi! see Figentræet, det du forbandede, er visnet. 22 Og Jesus svarede og sagde til dem: haver Tro til Gud. 23 Thi sandelig siger jeg Eder: at hvo som vilde sige til dette Bjerg: løft dig op, og kast dig i Havet, og ikke vilde tvivle i sit Hjerte, men troe, at det skal skee, som han siger, han skal det skee, som han sagde. 24 Derfor siger jeg Eder: Alt, hvad I begjere i Bønnen, troer, at I skulle faae det, saa skal det vederfares Eder. 25 Og naar I staae og bede, forlader dersom I have Noget imod Nogen, at og Eders Fader, som er i Himlene, maa forlade Eder Eders Overtrædelser. 26 Men dersom I ikke forlade, skal Eders Fader, som er i Himlene, ei heller forlade Eder Eders Overtrædelser. 27 Og de kom attter til Jerusalem; og der han gik i Templet, kom de Ypperstepræster og Skriftkloge og de Ældtste til ham. 28 Og de sagde til ham: af hvad Magt gjør du disse Ting? og hvo har givet dig denne magt, at du gjør disse Ting. 29 Men Jesus svarede og sagde til dem: ogsaa jeg vil spørge Eder om een Sag, og svarer mig, saa vil jeg og sige Eder, af hvad magt jeg gjør disse Ting. 30 Johannes' Daab, var den af Himmelen eller af Mennesker? Svarer mig. 31 Og de tænkte ved sig selv og sagde: sige vi, den var af Himmelen, da siger han: hvi troede I ham da ikke? 32 Men sige vi, den var af Mennesker, da frygtede de for for Folket; thi Alle holdt for, atJohannes virkelig var en Prophet. 33 Og de svarede og sagde til Jesus: vi vide ikke. Og Jesus svarede og sagde dem: saa siger jeg Eder og ikke, af hvad Magt jeg gjør disse Ting. Mark 12 1 Og han begyndte at tale med dem ved Lignelser: et Menneske plantede en Viingaard og gjorde et Gjerde derom, og grov en Perse og byggede et Taarn, og leiede den til Viingaardsmænd og drog udenlands. 2 Og der Tiden kom, sendte han en Tjener til Viingaardsmændene, at han af Viingaardsmændene skulle modtage Viintræets Frugt. 3 Men de grebe ham og sloge ham og lode ham tomhændet fra sig. 4 Og han sendte atter en anden Tjener til dem; og denne sloge de med Stene og saarede hans Hoved og lode ham forhaanet fra sig. 5 Og han sendte atter en Anden, og denne sloge de ihjel; og mange Andre, Nogle sloge de, men Nogle dræbte de. 6 Men eftersom han endnu havde een Søn, sin Elskelige, sendte han tilsidst ogsaa denne til dem, og sagde; de skulle dog undsee sig for min Søn. 7 Men hine Viingaardsmænd sagde til hverandre: denne er Arvingen, kommer, lader os slaae ham ihjel, saa bliver Arven vores. 8 Og de grebe ham og sloge ham ihjel og kastede ham udenfor Viingaareden. 9 Hvad skal de Viingaardens Herre gjøre? Han skal komme og ødelægge Viingaardsmændene, og leie Viingaarden til Andre. 10 Da sagde Jesus: have I ikke læst, hvad skrevet er: den Steen som Bygningsmændene forskøde, den er bleven til en Hovedhjørnesteen? 11 Det er skeet af Herren og er underligt for vore Øine 12 Og de søgte at gribe ham, men de frygtede for Folket; thi de forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem; og de forlode ham og gik bort. 13 Og de sendte Nogle til ham af Pharisæerne og af de Herodianer, at de skulde fange ham i Ord. 14 Men de kom og sagde til ham: Mester! vi vide, at du er sanddru og skjøtter om Ingen; thi du anseer ikke Menneskers Person, men lærer Guds Vei i Sandhed. Er det tilladt at give Keiseren Skat, eller ei? skulle vi give eller ikke give? 15 Men da han vidste deres Øienskalkhed, sagde han til dem; hvi friste I mig? Tager mig hid en Penge, at jeg kan see den. 16 Men de bragte den frem. Og han sagde til dem: hvis er dette Billede og Overskrift? Men de sagde til ham: Keiserens. 17 Og Jesus svarede og sagde til dem: giver Keiseren, hvad Keiserens er, og Gud, hvad Guds er. Og de forundrede sig over ham. 18 Og Sadducæer kom til ham hvilke sige, at der ikke er Opstandelse; og de adspurgte ham og sagde: 19 Mester! Moses foreskrev os, at naar Nogens Broder døer og efterlader en Hustru, men efterlader ikke Børn, da skal hans Broder tage hans Hustru og opreise sin Broder Sæd. 20 Nu har der været syv Brødre, og den første tog en Hustru og døde og efterlod ikke Sæd. 21 Og den anden tog hende og døde, og han efterlod ikke Sæd, og den tredie ligesaa. 22 Og de toge hende alle syv og efterlade ikke Sæd. Sidst af dem alle døde og Kvinden. 23 I Opstandelsen nu, naar de opstaae, hvis Hustru af disse skal hun være? thi de have alle syv havt hende til Hustru. 24 Da svarede Jesus og sagde til dem: fare I ikke derfor vild, at I ikke kjende Skrifterne, ei heller Guds Kraft? 25 Thi naar de ere opstandne fra de Døde, da hverken gifte de sig, ei heller giftes, men de ere som Engle i Himlene. 26 Men om de Døde, at de opstaae, have I ikke læst i Mosebog i Stedet om Tornebusken, hvorledes Gud talede til ham og sagde: jeg er Abrahams Gud, og Isaks Gud, og Jakobs Gud. 27 Gud er ikke de Dødes, men de Levendes Gud; derfor fare I meget vild. 28 Og een af de Skriftkloge, som havde hørt dem, da de bespurgte sig med hverandre, gik til ham, og eftersom han skjønnede, at han havde svaret dem vel, spurgte han ham ad: hvilket er det fornemste Bud af alle? 29 Men Jesus svarede ham: det første Bud af alle er dette: hør, Israel! Herren, vor Gud, Herren er een; 30 og du skal elske Herren din Gud af dit ganske Hjerte og af din ganske Sjæl og af dit ganske Sind og af din ganske Styrke, dette er det første Bud. 31 Og det andet, ligt dette, er: du skal elske din Næste ligesom dig selv. Der er intet andet Bud større end disse. 32 Og den Skriftkloge sagde til ham: Mester! du har talet vel og efter Sandhed; thi der er een Gud, og der er ingen anden foruden ham. 33 Og at elske ham ef ganske Hjerte og af ganske Forstand og af ganske Sjæl og af ganske Styrke, og at elske sin Næste ligsom sig selv, er mere end alle Brændoffere og Slagtoffere. 34 Og der Jesus saae, at han svarede forstandeligen, sagde han til ham: du er ikke langt fra Guds Rige. Og der turde Ingen spørge ham ydermere. 35 Og der Jesus lærte i Templet, tog han til Orde og sagde: hvorledes sige de Skriftkloge, at Christus er Davids Søn! 36 Thi David siger selv, dreven af den Hellig Aand: Herren sagde til min Herre: sæt dig ved min høire Haand, indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Skammel. 37 Altsaa kalder da David ham selv en Herre; hvorledes er han da hans Søn? Og meget Folk hørte han gjerne. 38 Og han sagde dem i sin Underviisning: tager Eder vare for de Skriftkloge, som gjerne gaae i lange Klæder og lade sig hilse paa Torvene, 39 og ville have de fornemste Stolestader i Synagogerne, og sidde øverst til Bords i Nadverne; 40 de, som opæde Enkers Huse og paa Skrømt bede længe, disse skulle faae des haardere Dom. 41 Og Jesus satte sig lige overfor Templets Kiste og saae, hvorledes Folket lagde Penge i Kisten, og mange Rige lagde meget derudi. 42 Og en fattig Enke kom og lagde to Skjerve udi, som er en Hvid. 43 Og han kaldte sine Disciple til sig og sagde til dem: sandelig siger jeg Eder at denne fattige Enke har lagt mere deri end alle de, som lade i Kisten. 44 Thi de lagde alle af deres Overlod; men denne lagde af sin Fattigdom alt det, hun havde, hendes ganske Eiendom. Mark 13 1 Og der han gik ud af Templet, siger een af hans Disciple til ham: Mester, see, hvilke steene og hvilke Bygninger. 2 Og Jesus svarede og sagde til ham: seer du disse store Bygninger? der skal ikke lades Steen paa Steen, som jo skal nedbrydes. 3 Og der han sad paa Oliebjerget, tvert over for Templet, spurgte Peter og Jakob og Johannes og Andreas ham i Eenrum: 4 siig os, naar skulle disse Ting ske? og hvad Tegn skal der være, naar alt dette skal fuldkommes? 5 Men Jesus svarede dem og begyndte at sige: seer til, at ikke Nogen forfører Eder. 6 Thi Mange skulle komme i mit Navn og sige: jeg er Christus; og de skulle forføre Mange. 7 Men naar I høre Krig og Rygte om Krig, da forskrækkes ikke, thi det maa skee, men Enden er ikke endda. 8 Thi Folk skal reise sig imod Folk, og Rige imod Rige og der skal skee Jordskjælv her og der, og der skal være Hunger og oprør. Dette er Veernes Begyndelse. 9 Men I, tager vare paa Eder selv; thi de skulle overantvorde Eder for Raadet og for Synagoger; I skulle hudstryges og stilles for Fyrster og Konger for min Skyld, dem til et Vidnesbyrd. 10 Og Evangelium bør føst at prædikes for alle Folk. 11 Men naar de føre Eder hen at overantvorde Eder, da bekymrer Eder ikke forud, hvad I skulle tale, betænker Eder ei heller derpaa; men hvad som Eder bliver givet i den samme Time, det taler; thi I ere Ikke de, som tale, men den Hellig Aand. 12 Men en Broder skal overantvorde den anden til Døden, og Faderen Barnet; og Børn skulle sætte sig op mod Forældre og slaae dem ihjel. 13 Og I skulle hades af Alle for mit Navns Skyld, men hvor som bliver bestandig indtil Enden, han skal blive salig. 14 Men naar I see Ødelæggelsens Vederstyggelighed, om hvilken Propheten Daniel har talet, at staae, hvor den ikke bør, (hvo det læser, han give agt derpaa!) da flye til Bjergene de, som ere i Judæa; 15 men hvo som er paa Taget, stige ikke ned i Huset eller gaae ind at hente Noget af sit Huus; 16 og hvo som er paa Ageren, vende ikke tilbage at hente sit Klædebon. 17 Men vee de Frugtrsommelige og dem, som give Die, i de Dage! 18 Men beder, at Eders Flugt ikke skal skee om Vinteren; 19 thi i de Dage skal være saa stor en Trængsel, som ikke har været fra Skabningens Begyndelse, som Gud skabte, indtil nu, og som ikke heller skal blive. 20 Og dersom Herren ikke forkortede de Dage, blev intet Menneske frelst; men for de Udvalgtes Skyld, som han har udvalgt, har han forkortet de Dage. 21 Og naar Nogen da siger til Eder: see, her er Christus, eller see der! da skulle I ikke troe det. 22 Thi falske Christi og falske Propheter skulle opstaae og gjøre Tegn og underlige Gjerninger for at forføre, om det var muligt, endog de Udvalgte. 23 Men vogter I eder; see, jeg har sagt Eder Alt forud. 24 Men i de Dage efter den Trængsel skal solen formørkes, og Maanen ikke give sit skin, 25 og Himmelens Stjerner skulle nedfalde, og de kræfter, som ere i Himlene, skulle røres. 26 Og da skulle de see Menneskens Søn kommme i Skyerne med megen Kraft og Herlighed. 27 Og da skal han sende sine Engle og forsamle sine Udvalgte fra de fire Veir, fra Jordens Ende indtil Himmelens Ende. 28 Lærer enLignelse af Figentræet: naar Vædsken er kommen i dets Grene, og Bladene skyde ud, saa vide I, at Sommeren er nær. 29 Ligesaa og I, naar I see, at disse Ting skee, vider, at han er nær vor Dørene. 30 Sandelig siger jeg Eder: denne Slægt skal ingenlunde forgaae, førend disse Ting skee allesammen. 31 Himmelen og Jorden skulle forgaae, men mine Ord skulle ingenlunde forgaaae. 32 Men om den Dag og Time veed Ingen, hveken Englene, som ere i Himmelen, ikke heller Sønnen, men alene Faderen. 33 Seer til, vaager og beder; thi I vide ikke, naar den Tid er. 34 Ligesom et Menneske, som drog udenlands, forlod sit Huus og gav sine Tjenere magt og hver sin Gjerning og bød Dørvogteren, at han skulde vaage. 35 Derfor vaager; (thi I vide ikke, naar Husets Herre kommer, om Aftenen eller ved Midnateller ved Hanegal eller om Morgenen), 36 at han ikke, nar han kommer hastelig, skal finde Eder sovende. 37 Men hvad jeg siger Eder, det siger jeg Alle: vaager! Mark 14 1 Men det var Paaske og de usyrede Brøds Høitid to Dage derefter. Og de Ypperstepræster og de Skriftkloge søgte, hvorledes de med List kunde gribe og ihjelslaae ham. 2 Men de sagde: ikke paa Høitiden, at der ikke skal blive Larm iblandt Folket. 3 Og der han var i Bethanien, i Simon den Spedalskes Huus, og sad til Bords, kom en Kvinde, som havde en Alabastkrukke med uforfalsket, meget kostelig Narudssalve; og hun sønderbrød Alabasterkrukken og udgød den paa hans Hoved. 4 Men der vare Nogle, som bleve fortrydelige ved sig selv og sagde: hvortil blev denne Salve spildt? 5 Thi den kunde bleven solgt for mere end tre hundrede Penninge og givet de Fattige; og de overfusede hende. 6 Men Jesus sagde: lader hende med Fred, hvi gøre I hende Fortræd? Hun gjorde en god Gjerning imod mig. 7 Thi I have altid Fattige hos Eder, og naar I ville, kunne I gjøre dem, tilgode; men mig have I ikke altid. 8 Hun gjorde, hvad hun kunde; hun har forud salvet mit Legeme til Begravelsen. 9 Sandelig siger jeg Eder: hvorsomhelst dette Evangelium bliver prædiket i den ganske Verden, skal og det, som hun har gjort, siges til hendes Ihukommelse. 10 Og Judas Ischariotes, een af de Tolv, gik hen til de Ypperstepræster for at forraade ham til dem. 11 Men der de hørte det, bleve de glade, og de lovede at give ham Penge; og han søgte, hvorledes han kunde beleiligen forraade ham. 12 Og paa de usyrede Brøds første Dag, der man slagtede Paaskelam, sagde hans Disciple til ham: hvor vil du, at vi skulle gaae hen og berede, at du kan æde Paaskelammet? 13 Og han sendte to af sine Disciple og sagde til dem: gaaer hen i Staden, og et Menneske skal møde Eder, som bærer en Vandkrukke; følger ham; 14 og hvor han gaaer ind, der siger til Huusbonden: Mesteren siger: hvor er det Herberge, der jeg kan æde Paaskelammet, med mine Disciple? 15 Og han skal vise Eder en stor Sal, tillavet og rede, der bereder det for os. 16 Og hans Disciple gik bort og kom i Staden og fandt det, ligesom han havde sagt dem; og de beredte Paaskelammet. 17 Og der det var blevet Aften, kom han med de Tolv. 18 Og da de sadde til Bords og aade, sagde Jesus: sandelig siger jeg Eder, at een af Eder, som æder med mig, skal forraade mig. 19 Men de begyndte at bedrøves og at sige til ham, een efter een: er jeg den? og en anden: er jeg den? 20 Men han svarede og sagde til dem: een af de Tolv, den, som dypper med mig i Fadet. 21 Menneskens Søn gaaer vel bort, som det er skrevet om ham; dog vee det Menneske, ved hvilket Menneskens Søn bliver forraadt! Det var dette Menneske godt, om han aldrig var født. 22 Og der de aade, tog Jesus Brødet, velsignede og brød det, og gav dem og sagde: tager, æder; dette er mit Legeme. 23 Og han tog Kalken, takkede, og gav dem den; og de drak alle deraf. 24 Og han sagde til dem: dette er mit Blod, det nye Testamentes, hvilket udgydes for Mange. 25 Sandelig siger jeg Eder, at jeg skal herefter ikke mere drikke af Viintræets Frugt indtil paa hiin Dag, naar jeg skal drikke den ny i Guds Rige. 26 Og der de havde sjunget Lovsangen, gik de ud til Oliebjerget. 27 Og Jesus sagde til dem: i denne Nat skulle I alle forarges paa mig; thi der er skrevet: jeg skal slaae Hyrden, og Faarene skulle adspredes. 28 Men efterat jeg er opstanden, vil jeg gaae forud for Eder til Galiæa. 29 Men Peter sagde til ham; dersom de endog alle forarges, vil jeg dog ikke forarges. 30 Og Jesus sagde til ham: sandelig siger jeg dig, at i Dag, i denne Nat, førend Hanen galer to Gange, skal du fornægte mig tre Gange. 31 Men han sagde endydermere: dersom jeg end skulde døe med dig, vil jeg dog ikke fornægte dig. Men ligesaa sagde de og alle. 32 Og de kom til en Gaard, hvis Navn var Gethsemane; og han sagde til sine Disciple: sætter Eder her, imedens jeg beder. 33 Og han tog Peter og Jakob og Johannes til sig, og begyndte at skjælve og svarligen at ængstes. 34 Og han sagde til dem; min Sjæl er ganske bedrøvet indtil Døden; bliver her og vaager! 35 Og han gik lidet frem, faldt ned paa Jorden og bad, at denne Time maatte gaae ham forbi, om det var muligt. 36 Og han sagde: Abba Fader! Alting er dig muligt; tag denne Kalk fra mig; dog ikke hvad jeg vil, men hvad du vil. 37 Og han kom og fandt dem sovende og sagde til Peter: Simon, sover du? kunde du ikke vaage een Time? 38 Vaager og beder, at I ikke skulle falde i Fristelse; Aanden er vel redebon, men Kjødet er skrøbeligt. 39 Og han gik atter hen, og bad og sagde de samme Ord. 40 Og han kom igjen og fandt dem atter sovende; thi deres Øine vare betyngede, og de vidste ikke, hvad de skulde svare ham. 41 Og han kom tredie Gang og sagde til dem: sove I fremdeles og hvile Eder? Det er forbi, Timen er kommen; see, Menneskens Søn forraades i Synderes Hænder. 42 Staaer op, lader os gaae; see, han er nær, som forrader mig. 43 Og strax, som han endnu talede, kom Judas, een af de Tolv, og en stor Skare med ham med Sværd og Stænger, fra de Ypperstepræster og Skriftkloge og de Ældste. 44 Men den, som forradte ham havde givet dem et aftalt Tegn og sagt: hvilken jeg kysser, den er det; griber ham og fører ham sikkert bort. 45 Og der han kom traadte han strax til ham og sagde: Rabbi! Rabbi! og han kyssede ham. 46 Men de lagde deres Hænder paa ham og grebe ham. 47 Men een af dem, som stode hos, drog Sværdet ud, slog den Ypperstepræsts Tjener og afhuggede hans Øre. 48 Og Jesus svarede og sagde til dem: I ere udgangne ligesom til en Røver, med Sværd og med Stænger, at tage fat paa mig. 49 Jeg har været daglig hos Eder i Templet og lært, og I grebe mig ikke; men dette skeer, paa det Skrifterne skulle fuldkommes. 50 Og de forlode ham alle og flyede. 51 Og et ungt Menneske fulgte ham, som havde et Linklæde over det blotte Legeme; og Karlene toge fat paa ham. 52 Men han slap Lindklædet og flyede nøgen fra dem. 53 Og de førte Jesus hen til den Ypperstepræst; og alle de Ypperstepræster og Ældste og Skriftkloge kom tilsammen hos ham. 54 Og Peter fulgte ham langt bag efter til ind i den Ypperstepræsts Palads, og han sad hos Tjenerne og varmede sig ved Ilden. 55 Men de Ypperstepræster og det ganske Raad søgte Vidnesbyrd mod Jesus, paa det dekunde aflive ham; men de fandt intet. 56 Thi Mange bare falske Vidnesbyrd mod ham, men Vidnesbyrdene kom ikke overens. 57 Og nogle stode op og bare falsk Vidnesbyrd mod ham og sagde: 58 vi have hørt, at han sagde: jeg vil nedbyrde dette Tempel, som er gjort med Hænder, og i tre Dage bygge et andet, som ikke er gjort med Hænder. 59 Og end ikke saaledes kom deres Vidnesbyrd overeens. 60 Og den Ypperstepræst stod op midt i blandt dem og adspurgte Jesus; svarer du slet intet? hvad vidne disse imod dig? 61 Men han taug og svarede Intet. Da spurgte den Ypperstepræst ham atter og sagde til ham: er du den Christus, den Høilovedes Søn? 62 Men Jesus sagde: jeg er det; og I skulle see Menneskenes Søn sidde hos Kraftens høire Haand og komme med Himmelens Skyer. 63 Da sønderrev den Ypperstepræst sine Klæder og sagde: hvad have vi længere Vidner behov? 64 I have hørt Gudsbespottelser; hvad tykkes Eder? Men de fordømte ham at være skyldig til Døden. 65 Og Nogle begyndte at bespytte ham og skjule hans Ansigt og slaae ham med Næver og sige til ham: spaa! og Tjenerne sloge ham paa Munden. 66 Og da Peter var nede i Gaarden, kom een af den Ypperstepræsts Piger, 67 Og der hun saae Peter varme sig, saae hun paa ham og sagde: du har ogsaa været med Jesus af Nazareth. 68 Men han nægtede og sagde: jeg kjender ham ikke, veed og ikke, hvad du siger; og han gik ud i Forgaarden, og Hanen goel. 69 Og Pigen saae ham igjen og begyndte at sige til dem, som stode hos: denne er En af dem. 70 Men han nægtede atter. Og lidet derefter sagde atter de, som stode hos, til Peter: sandelig du er af dem; thi du er og en Galilæer, og dit Maal er ligt derefter. 71 Men han begyndte at forbande sig og sværge: jeg kjender det Menneske ikke, om hvem I tale. 72 Og Hanen goel anden Gang. Og Peter kom det Ord i hu, som Jesus sagde til ham: førend Hanen galer to Gange, skal du fornægte mig tre Gange; og han brast i Graad. Mark 15 1 Og strax om Morgenen, der de Ypperstepræster med de Ældste og Skriftkloge og det ganske Raad havde holdt Raadslag, bandt de Jesus og førte ham bort og overantvordede Pilatus ham. 2 Og Pilatus spurgte ham: er du den Jødernes Konge? Med han svarede og sagde til ham: du siger det. 3 Og de Ypperstepræster anklagede ham meget. 4 Pilatus spurgte ham atter og sagde: svarer du slet intet? See, hvor meget de vidne imod dig. 5 Men Jesus svarede endda Intet, saa at Pilatus forundrede sig. 6 Men han pleiede at give dem een Fange løs om Høitiden, hvilken de begjerede. 7 Men der var En, som hedte Barrabas, som var fangen med Oprørere, som udi et Opløb havde begaaet Mord. 8 Og Folket Raabte og begyndte at begjere, at han vilde gjøre med dem, som han altid pleiede. 9 Men Pilatus svarede dem og sagde: ville I, at jeg skal give Eder den Jødernes Konge løs? 10 Thi han vidste, at de Ypperstepræster havde overantvordet ham af Avind. 11 Men de Ypperstepræster tilskyndte Folket at bede, at han hellere skulde give dem Barrabas løs. 12 Men Pilatus svarede og sagde atter til dem: hvad ville I da, jeg skal gjøre med ham, som I kaldte Jødernes Konge? 13 Men de raabte atter: korsfæst ham! 14 Da sagde Pilatus til dem: hvad Ondt har han da gjort? Men de raabte meget mere: korsfæst ham! 15 Men Pilatus vilde gjøre Folket Fyldest og gav dem Barrabas løs; og Jesus lod han hudstryge og gav ham hen til at korsfæstes. 16 Men Stridsmændene førte ham hen til Paladset, nemlig Domhuset, og sammenkaldte den ganske Rode. 17 Og de iførte ham et Purpurklæde og flettede en Tornekrone og satte den paa ham, 18 og begyndte at hilse ham, sigende hil være dig, du Jødernes Konge! 19 Og de sloge hans Hoved med et Rør og bespyttede ham og faldt paa Knæ og tilbade ham. 20 Og der de havde bespottet ham, toge de purpurklædet af ham og iførte ham hans egne Klæder, og de førte ham ud for at kosrfæste hem. 21 Og de tvang En, som gik forbi, Simon fra Cyrene, som kom fra Marken, Alexanders og Rufus' Fader, til at bære hans Kors. 22 Og de førte ham til det Sted Golgatha, det er udlagt: Hovedpandested. 23 Og de gave ham Viin at drikke med Myrrha udi: men han tog det ikke. 24 Og der de havde korsfæstet ham skiftede de hans Klæder og Kastede Lod om dem, hvad hver skulde tage. 25 Men det var den tredie Time, da de korsfæstede ham. 26 Og der var skreven en Overskrift med Beskyldningen imod ham: den Jødernes Konge. 27 Og de korsfæstede to Røvere med ham, een ved hans høire, og een ved hans venstre Side. 28 Og Skriften blev fuldkommet, som siger: han er regnet med Overtrædere. 29 Og de, der gik forbi, bespottede ham og rystede med deres Hoveder og sagde: tvi dig! du som nedbryder Templet og bygger det i tre Dage; 30 frels dig selv, og stig ned af Korset! 31 Ligesaa bespottede og de Ypperstepræster ham indbyrdes tilligemed de Skriftkloge og sagde: han har frelst andre, sig selv kan han ikke frelse. 32 Den Christus, den Israels Konge, stige nu ned af Korset, at vi kunne see og troe! og de, som vare korsfæstede med ham, forhaanede ham. 33 Men da den sjette Time var kommen, blev et Mørke over det ganske Land indtil den niende Time. 34 Og ved den niende Time raabte Jesus med stor Røst og sagde: Eloi! Eloi! Lama Sabachtani? det er udlagt: min Gud! min Gud! hvorfor har du forladt mig? 35 Og Nogle af dem, som stode hos, der de hørte det, sagde de, see, han kalder ad Elias. 36 Men En løb og fyldte en Svamp med Eddike og stak den paa et Rør og gav ham at drikke og sagde: holdt! lader os see, om Elias kommer at tage ham ned. 37 Men Jesus raabte med stor Røst og udgav Aanden. 38 Og Forhænget i Templet splittedes i to fra det Øverste indtil det Nederste. 39 Men Høvedsmanden, som stod hos, tvært over for ham, og sae, at han udgav Anden med saadant Raab, sagde: sandelig var dette Menneske Guds Søn. 40 Men der var ogsaa Kvinder, som langtfra saae til; iblandt hvilke vare Maria Magdalene, og Maria, Jakob den Mindres og Josefs' Moder, og Salome; 41 hvilke og have fulgt ham og tjent ham, der han var i Galilæa, og mange andre Kvinder, som vare gangne op til Jerusalem med ham. 42 Og der det nu var blevet Aften, (efterdi det var Beredelsens Dag, hvilken er en For-Sabbat), 43 kom Joseph af Arimathææa, en hæderlig Raadsherre, hvilken og selv ventede Guds Rige; han dristede sig til at gaae ind til Pilatus og bede om Jesu Legeme. 44 Men Pilatus forundrede sig over, at han allerede skulde være død, 45 og kaldte Høvedsmanden og spurgte ham, om han havde længe været død; og der han fik det at vide af Høvedsmanden, skjenkte han Joseph Legemet. 46 Og denne kjøbte et fiint Lindklæde og tog ham ned, svæbte ham i Linklædet og lagde ham i en Grav, som var udhuggen i en Klippe, og væltede en Steen for Indgangen til Graven. 47 Men Maria Magdalene og Maria, Josef' Moder, saae, hvor han blev lagt. Mark 16 1 Og der Sabbaten var forgangen, kjøbte Maria Magdalene og Maria, Jakobs Moder, og Salome vellugtende Salver, for at komme og salve ham. 2 Og de kom til graven paa den første Dag i Ugen meget aarle, der Solen gik op. 3 Og de sagde til hverandre; hvo skal vælte os Stenen fra Indgangen til Graven? 4 Og der de saae hen, bleve de vaer, at Stenen var fravæltet; (thi den var var meget stor). 5 Og de gik ind i Graven og saae en ung Person sidde ved den høire Side i et langt hvidt Klædebon, og de forfærdedes. 6 Men han sagde til dem: forfærdes ikke! I lede efter Jesus af Nazareth, den Korsfæstede; han er opstanden, han er ikke her, see, der er Stedet, hvor de lagde ham. 7 Men gaaer bort, siger hans Disciple og Peter, at han gaaer forud for Eder til Galilæa; der skulle I see ham, som han har sagt Eder. 8 Og de gik hasteligen ud og flyede fra Graven; men Bævelse og Forfærdelse betog dem, og de sagde Ingen Noget; thi de frygtede. 9 Men der han var opstanden aarle den første Dag i Ugen, aabenbaredes han først for Maria Magdalene, af hvilken han havde uddrevet syv Djævle. 10 Hun gik bort og kundgjorde det for dem, som havde været med ham, som sørgede og græd. 11 Men disse samme, der de hørte, at han levede og var seet af hende, troede det ikke. 12 Men derefter aabenbaredes han for to af dem paa Veien i en anden Skikkelse, der de gik ud paa Landet. 13 Og disse gik hen og forkyndte de Andre det; ikke heller dem troede de. 14 Paa det Sidste Aabenbaredes han for de Elleve, der de sadde tilbors, og bebreidede dem deres Vantro og Hjertes Haardhed, at de ikke havde troet dem, som havde seet ham opstanden. 15 Og han sagde til dem: gaaer bort i al Verden, og prædiker Evangelium for al Skabningen! 16 Hvo som troer og bliver døbt, skal blive salig; men hvo som ikke troer, skal blive fordømt. 17 Men disse Tegn skulle følge dem, som troe: i mit Navn skulle de uddrive Djævle; de skulle tale med nye Tunger; 18 de skulle tage paa Slanger, og dersom de drikke nogen Forgift, skal det ikke skade dem; paa de Syge skulle de lægge Hænder, og de skulle helbredes. 19 Da blev Herren, efterat han havde talet med dem, optagen til Himmmelen og satte sig hos Guds høire Haand. 20 Men de gik ud og prædikede allevegne, og Herren arbeidede med og stadfæstede Ordet ved Medfølgende Tegn. Amen. Luke 1 1 Efterdi Mange have taget sig for at forfatte en Historie om de Ting, som vitterligen ere fuldbyrdede iblandt os, 2 saaledes som de have overantvordet os det, som fra Begyndelsen have været Øienvidner og Ordets Tjenere: 3 saa har ogsaa jeg anseet for godt, efter nøie at have udforsket Alt forfra, i Sammenhæng at skrive dig derom, ædle Theophilus! 4 paa det du kan indsee Visheden af de Ting, hvorom du er bleven mundtligen underviist. 5 I Herodes', Judæas Konges Dage var der en Præst af Abias Skifte ved Navn Zacharias; og hans Hustru var af Arons Døttre, og hendes Navn var Elisabeth. 6 Men de vare begge retfærdige for Gud og vandrede ustraffelige i alle Herrens Bud og Anordninger 7 Og de havde intet Barn; thi Elisabeth var ufrugtbar, og de vare begge bedagede. 8 Men det begav sig, der han forrettede Præsteembede i sin Skiftes Orden for Gud, 9 tilfaldt Røgningen ham efter Præstedømmets Sædvane, og han gik ind i Herrens Tempel. 10 Og al Folkets Mangfoldighed bad udenfor under Røgningen. 11 Men Herrens Engel aabenbaredes for ham og stod ved den høire Side af Røgelsealteret. 12 Og da Zacharias saae ham, forfærdedes han, og Frygt faldt paa ham. 13 Men Engelen sagde til ham: frygt ikke, Zacharias; thi din Bøn er hørt, og din Hustru Elisabeth skal føde dig en Søn, og du skal kalde hans Navn Johannes. 14 Og du skal have Glæde og Fryd af ham, og Mange skulle glædes over hans Fødsel. 15 Thi han skal være stor for Herren; Viin og stærk Drik skal han ei drikke, og han skal fyldes med den Hellig Aand alt fra Moders Liv, 16 og omvende mange af Israels Børn til Herren deres Gud. 17 Og han skal gaae frem for ham i Elias' Aand og Kraft, og vende Fædrenes Hjerter til Børnene, og de Gjenstridige til de Retfærdiges Sind, at berede Herren et velskikket Folk. 18 Og Zacharias sagde til Engelen: hvorpaa skal jeg kjende dette? thi jeg er gammel, og min Hustru er bedaget. 19 Og Englen svarede og sagde til ham: jeg er Gabriel, som staaer for Gud, og jeg er udsendt at tale til dig og at forkynde dig dette til Glæde. 20 Og see, du skal vorde stum og ikke kunne tale indtil den Dag, da dette skeer, fordi du ikke troede mine Ord, hvilke skulle fuldkommes i deres Tid. 21 Og Folket biede efter Zacharias, og de forundrede sig, at han tøvede i Templet. 22 Og der han gik ud, kunde han ikke tale til dem, og de mærkede, at han havde seet et Syn i Templet; og han nikkede ad dem og forblev stum. 23 Og det begav sig, der hans Tjenestes Dage vare fuldendte, gik han hjem til sit Huus. 24 Men efter de Dage blev hans Hustru Elisabeth frugtsommelig og skjulte sig fem Maaneder og sagde: 25 saaledes har Herren gjort imod mig i de Dage, da han saae til mig, for at borttage min Forsmædelse iblandt Menneskene. 26 Men i den sjette Maaned blev Englen Gabriel sendt af Gud til en Stad i Galilæa, som hedder Nazareth, 27 til en Jomfru, som var trolovet en Mand ved Navn Joseph, af Davids Huus; og Jomfruen hedte Maria. 28 Og Englen kom ind til hende og sagde: hil være dig, du Benaadede! Herren er med deig, du Velsignede iblandt Kvinderne! 29 Men der hun saae ham, forfærdedes hun over hans Tale, og hun tænkte, hvad denne skulle være for en Hilsen. 30 Og Englen sagde til hende: frygt ikke, Maria! thi du har fundet Naade hos Gud. 31 Og see, du skal undfange og føde en Søn, og du skal kalde hans Navn Jesus. 32 Han skal blive stor og kaldes den Høiestes Søn; og Gud Herren skal give ham Davids, hans Faders, Throne. 33 Og han skal være Konge over Jakobs Huus evindelig, og der skal ikke være Ende paa hans Kongerige. 34 Men Maria sagde til Englen: hvorledes skal dette gaae til, efterdi jeg veed af ingen Mand? 35 Og Englen svarede og sagde til hende: den Hellig Aand skal komme over dig, og den Høiestes Kraft skal overskygge dig, derfor skal ogsaa det hellige, som skal fødes af dig, kaldes Guds Søn. 36 Og see, Elisabeth din Frænke, hun har og undfanget en Søn i hendes Alderdom, og denne Maaned er den sjette for hende, som kaldes ufrugtbar. 37 Thi Intet kan være umuligt for Gud. 38 Men Maria sagde: see, jeg er Herrens Tjenerinde, mig skee efter dit Ord! Og englen skiltes fra hende. 39 Men Maria stod op i de samme Dage og drog hastelig hen til Bjergegnen, til en Stad I Juda. 40 Og hun kom ind i Zacharias' Huus og hilsede Elisabeth. 41 Og det begav sig, der Elisabeth hørte Marias Hilsen, sprang Fosteret i hendes Liv; og Elisabeth blev fyldt med den Hellig Aand, 42 og raabte med stor Røst og sagde: velsignet er du iblandt Kvinderne! og velsignet er dit Livs Frugt. 43 Og hveden hændes mig dette, at min Herres Moder kommer til mig? 44 Thi see, der din Hilsens Røst kom mig til Øren, sprang Fosteret i mit liv med Fryd. 45 Og salig er hun, som troede; thi det skal fuldkommes, som hende er sagt af Herren. 46 Og Maria sagde: min Sjæl ophøier Herren; 47 og min Aand fryder sig i Gud, min Frelser; 48 thi han har seet til sin Tjenerindes Ringhed. Thi see, nu herefter skulle alle slægter prise mig salig; 49 thi han, den Mægtige, har gjort store Ting imod mig, og hans Navn er helligt; 50 og hans Barmhjertighed varer fra Slægt til Slægt over dem, som frygte ham. 51 Han har øvet Magt med sin Arm; han har adspredt dem, som ere hovlodige i deres Hjertes Tanke. 52 Han har nedstødt de Mægtige af Thronerne og ophøiet de Ringe. 53 De Hungrige har han opfyldt med gode Gaver, og de Rige har han afviist tomme. 54 Han har antaget sig sin Tjener Israel og ihukommet sin Barmhjertighed, 55 (som han tilsagde vore Fædre), mod Abraham og hans Sæd til evig Tid. 56 Men Maria blev hos hende ved tre Maaneder og hun drog til sit Huus igjen. 57 Men Elisabeths Tid fuldkommedes, at hun skulde føde, og hun fødte en Søn. 58 Og hendes Naboer og Slægtninge hørte, at Herren havde gjort sin Barmhjertighed stor imod hende, og de glædte sig med hende. 59 Og det begav sig paa den ottende Dag, da kom de at omskære Barnet; og de kaldte det efter Faderens Navn Zacharias. 60 Men hans Moder svarede og sagde: ingenlunde, men han skal kaldes Johannes. 61 Og de sagde til hende: der er dog Ingen i din Slægt, som kaldes med dette Navn. 62 Men de nikkede ad hans Fader hvad han vilde, han skulde kaldes. 63 Og han begjerede en Tavle og skrev disse Ord og sagde: Johannes er hans Navn. Og de forundrede sig alle. 64 Men strax oplodes hans Mund og hans Tunge, og han talede og prisede Gud. 65 Og der kom en Frygt over Alle som boede omkring dem, og alt dette rygtedes over hele Judæas Bjergegn. 66 Og Alle, som det hørte, lagde det paa deres hjerte og sagde: hvad monne der skal blive af dette Barn? Og Herrens Haand var med ham. 67 Og Zacharias, hans Fader, blev fyldt med den Hellig Aand, og han spaaede og sagde: 68 lovet være Herren, Israels Gud at han har besøgt og forløst sit Folk, 69 og har opreist os et Frelses Horn i Davids sin Tjeners Huus, 70 som han talede ved sine hellige Prophters Mund fra fordums Tid; 71 en Frelse fra vore Fjender og fra alle deres Haand, som os hade; 72 at gjøre Barmhjertighed mod vore Fældre og tænke paa sin hellige Pagt, 73 efter den Ed, som han svoer vor Fader Abraham, at han vilde give os, 74 at vi, friede fra vore Fjenders Haand, skulde tjene ham uden Frygt, 75 i Hellighed og Retfærdighed for ham, alle vort Livs Dage. 76 Og du, Barnlille skal kaldes den Høistes Prophet; thi du skal gaae frem for Herrens Aasyn at berede hans Veie, 77 at give hans Folk Kundskab om Saliggjørelse ved deres Synders Forladelse, 78 formedelst vor Guds inderlige Barmhjertighed, ved hvilken Lyset fra det Høie har besøgt os, 79 for at skinne for dem, som sidde i Mørke og i Dødens Skygge, at styre vore Fødder paa Fredens Vei. 80 Men Barnet voxte og blev styrket i Aanden og var udi Ørkenerne indtil den Dag, han fremstillede sig for Israel. Luke 2 1 Men det begav sig i de Dage, at en Befaling udgik fra Kaiser Augustus, at al Verden skulde skrives i Mandtal. 2 (Denne første Indskrivning skete, der Qvirinius var Landsherre i Syrien). 3 Og Alle gik at lade sig indskrive hver til sin Stad. 4 Men Joseph gik ogsaa op fra Galilæa, fra den Stad Nazareth, til Judæa til Davids Stad, som kaldes Bethlehem, (fordi han var af Davids Huus og Slægt), 5 at lade sig indskrive tilligemed Maria, sin trolovede, som var frugtsommelig. 6 Men det skete, der de vare der, blev Tiden fuldkommet, at hun skulde føde. 7 Og hun fødte sin Søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en Krybbe; thi de havde ikke Rum i Herberget. 8 Og der var Hyrder i den samme Egn, som laae ude paa Marken og holdt Nattevagt over deres Hjord. 9 Og see, Herrens Engel stod over for dem, og Herrens Klarhed skinnede om dem, og de frygtede saare. 10 Og englen sagde til dem: frygter ikke; thi see, jeg forkynder Eder en stor Glæde, som skal vederfares alt Folket. 11 Thi Eder er i Dag en Frelser født, som er den Herre Christus i Davids Stad. 12 Og det skal være Eder et Tegn: I skulle finde et Barn svøbt, liggende i en Krybbe. 13 Og strax var med Englen en himmelsk Hærskares Mangfoldighed, som lovede Gud, og sagde: 14 Ære vore Gud i det Høieste! og Fred paa Jorden! og I Mennesker en Velbehagelighed! 15 Og det skete, der Englene fore fra dem til Himmelen, da sagde disse Mennesker, Hyrderne, til hverandre: lader os dog gaae til Betlehem, og see det, som Herren har kundgjort os. 16 Og de kom hastelig og fandt baade Maria og Joseph og Barnet liggende i Krybben. 17 Men der de havde seet det, kundgjorde de, hvad der var talet til dem om dette Barn. 18 Og Alle, som det hørte, forundrede sig over det, som Hyrderne sagde til dem. 19 Men Maria bevarede alle disse Ord og overveiede dem i sit Hjerte. 20 Og Hyrderne vendte tilbage, prisede og lovede Gud for alt det, som de havde hørt og seet, efter hvad der var sagt til dem. 21 Og der otte Dage vare fuldkommede, at Barnet skulde omskæres, da blev hans Navn kaldet Jesus, som det var kaldet af Englen, før han blev undfangen i Moders Liv. 22 Og der hendes Renselsdage efter Mose Lov vare fuldkommede, førte de ham op til Jerusalem, at fremstille ham for Herren, 23 (som der er skrevet i Herrens Lov, at alt Mandskjøn, som aabner Moders Liv, skal kaldes Herren helligt), 24 og at bringe Offer efter det, som sagt er i Herrens Lov, et Par Turtelduer eller to unge Duer. 25 Og see, der var en Mand i Jerusalem, som hedte Simeon, og denne Mand var retfærdig og gudfrygtig, han ventede Israels Trøst, og den Hellig Aand var over ham. 26 Og det var ham aabenbaret af den Hellig Aand, at han ikke skulde see Døden, førend han havde seet Herrens Salvede. 27 Og han kom i Templet af Aandens Drift; og der Forældrene bragte Barnet Jesus ind, at gjøre for ham, hvad der var Skik efter Loven, 28 da tog han ham paa sine Arme og prisede Gud og sagde: 29 Herre! nu lader du din Tjener fare i Fred, ligesom du har sagt. 30 Thi mine Øine have seet din Frelse, 31 hvilken du beredte for alle Folks Aasyn, 32 et Lys til at oplyse Hedningerne, og en Herlighed for sit Folk Israel. 33 Og Joseph og hans Moder forundrede sig over de Ting, som bleve sagte om ham. 34 Og Simeon velsignede dem, og sagde til hans Moder Maria: see, denne er sat mange i Israel til Fald og Opreisning og til et Tegn, som imodsiges, 35 (ogsaa din egen Sjæl skal et Sværd gjennemtrænge!) at mange Hjerters Tanker skulle aabenbares. 36 Og der var en Prophetinde Anna, Phanuels Datter, af Asers Stamme; hun var meget bedaget og havde levet syv Aar med sin Mand efter sin Jomfrustand, 37 og var nu en Enke ved fire og fiirsindstyve Aar, som ikke veg fra Templet, tjenende Gud med Fasten og Beden Nat og Dag. 38 Og hun traadte til i den samme Stund, og iligemaade prisede Herren og talede om ham til Alle, som forventede Forløsning i Jerusalem. 39 Og der de havde fuldkommet alle Ting efter Herrens Lov, droge de til Galilæa igjen, til deres stad Nazareth. 40 Men Barnet voxte og blev stærk i Aanden, fuld med Viisdom; og Guds Naade var over ham. 41 Og hans Forældre gik hvert Aar til Jerusalem paa Paaskehøitiden. 42 Og der han var tolv Aar gammel, gik de op til Jerusalem efter Høitidens Sædvane. 43 Og der de havde tilendebragt de Dage, og de droge hjem igjen, blev Barnet Jesus i Jerusalem, og Joseph og hans Moder vidste det ikke. 44 Men da de meente, at han var i Reiseselskabet, kom de en Dags Reise frem, og de ledte efter ham iblandt Slægtninge og Kyndige. 45 Og der de ikke fandt ham, gik de tilbage til Jerusalem og ledte efter ham. 46 Og det begav sig efter tre Dage da fandt de ham i Templet, siddende midt iblandt Lærere,hvor han baade hørte dem og adspurgte dem. 47 Men Alle, som hørte ham, forundrede sig saare over hans Forstand og Svar. 48 Og der de saae ham, bleve de forfærdede; og hans Moder sagde til ham: Søn! hvi gjorde du os dette? See, din Fader og jeg ledte efter dig med Smerte. 49 Og han sagde til dem: hvi ledte I efter mig? vidste I ikke, at mig bør at være i min Faders Gjerning? 50 Og de forstode ikke det Ord, som han talede til dem. 51 Og han drog ned med dem og kom til Nazareth og var dem underdanig. Og hans Moder bevarede alle disse Ord i sit Hjerte. 52 Og Jesus forfremmedes i Viisdom og Alder og Naade hos Gud og Menneskene. Luke 3 1 Men i Keiser Tiberius' femtende Regjerningsaar der pontius Pilatus var Landshævding i Judæa, og Herodes var Fjerdingsfyrste i Galilæa, men hans Broder Philippus var Fjerdingsfyrste i Jturæa og Trachonitis' Land, og Lysanias Fjerdingsfyrste i Abilene; 2 der Annas og Caiphas vare Ypperstepræster: skete Guds Ord til Johannes, Zacharias' Søn, i Ørknen. 3 Og han kom i den hele Egn omkring Jordan og prædikede Omvendelses Daab til Syndernes Forladelse, 4 som skrevet er i Esaias den Prophets Talers Bog, hvor han siger: det er hans Røst, som raaber i Ørken: bereder Herrens Vei, gjører hans Stier jævne; 5 hver Dal skal opfyldes, og hvert Bjerg og Høi skal nedtrykkes, og det krumme skal gjøres lige, og de ujævne Veie skulle slettes; 6 og alt Kjød skal see Guds Frelse. 7 Derfor sagde han til Folket, som gik ud at døbes af ham: I Øgleunger, hvo viste Eder, at flye fra den tilkommende Vrede? 8 Bærer da Omvendelsens værdige Frugter, og begynder ikke at sige ved Eder selv: vi have Abraham til Fader; thi jeg siger Eder, at Gud kan opvække Abraham Børn af disse Stene. 9 Men Øxen ligger allerede ved Roden af Træerne; derfor skal hvert Træ, som ikke bærer god Frugt, afhugges og kastes i Ilden. 10 Og Folket adspurgte ham sigende: hvad skulle vi da gjøre? 11 Men han svarede og sagde til dem: hvo som har to Kjortler, dele med den, som ingen har; og hvo som har Mad, gjøre ligesaa. 12 Ogsaa Toldere kom at døbes og de sagde til ham: Mester! hvad skulle vi gjøre? 13 Men han sagde til dem: kræver intet mere, end Eder er forordnet. 14 Men og Stridsmændene spurgte ham og sagde: hvad skulle da vi gjøre? og han sagde til dem: gjører ikke Vold, bruger ikke Underfundighed; og lader Eder nøie med Eders Sold. 15 Men da Folket var i Forventning, og Alle tænkte i deres Hjerter om Johannes, om han ikke skulde være den Christus, 16 da svarede Johannes og sagde til Alle: jeg døber Eder vel med Vand, men den kommer, som er stærkere end jeg, hvis Skotvinge jeg ikke er værdig at løse; han skal døbe Eder med den Hellig Aand og Ild. 17 Hans Kasteskovl er i hans Haand, og han skal gjennemrense sin Lo og kaste Hveden i sin Lade, men Avnerne skal han opbrænde med uslukkelig Ild. 18 Ogsaa meget Andet lærte og forkyndte han Folket. 19 Men der Fjerdingsfyrsten Herodes blev straffet af ham for Herodias, hans Broder Philippus' Hustrus, Skyld og for alt det Onde, som Herodes gjorde, 20 saa lagde han til alt det Øvrige ogsaa dette, at han kastede Johannes i Fængsel. 21 Men de begav sig, der alt Folket lod sig døbe, og Jesus ogsaa blev døbt og bad, at Himmelen aabnedes, 22 og at den Hellig Aand foer ned i legemlig Skikkelse som en Due over ham, og at en Røst skete fra Himmelen, som sagde: du er min Søn, den Elskelige, i dig har jeg Velbehagelighed. 23 Og Jesus var ved tredive Aar, derhan begyndte og var, som man holdt for, en Søn af Joseph, Elis Søn, 24 Matthas Søn, Levis Søn, Melchis Søn, Jannas Søn, Josephs Søn, 25 Matthias' Søn, Amos' Søn, Naums Søn, Eslis Søn, Naggais Søn, 26 Maaths Søn, Josephs Søn, Mattathias' Søn, Semeis Søn, Josephs Søn, Judas Søn, 27 Johannes' Søn, Refas Søn, Zorobabels Søn, Salathiels Søn, Neris Søn, 28 Melchis Søn, Addis Søn, Kosams Søn, Elmodams Søn, Ers Søn, 29 Josefs' Søn, Eliesers Søn, Jorims Søn, Matthats Søn, Levis Søn, 30 Simeons Søn, Judas Søn, Josephs Søn, Jonans Søn, Eliakims Søn, 31 Meleas' Søn, Mainans Søn, Mattathas Søn, Nathans Søn, Davids Søn, 32 Jesfais Søn, Obeds Søn, Boaz' Søn, Salomons Søn, Nassons Søn, 33 Aminadabs Søn, Arams Søn, Esroms Søn, Phares' Søn, Judas Søn, 34 Jakobs Søn, Iaaks Søn, Abrahams Søn, Tharas Søn, Nachors Søn, 35 Saruchs Søn, Ragahus Søn, Phaleks Søn, Ebers Søn, Salas Søn, 36 Cainans Søn, Arphachfads Søn, Sems Søn, Noes Søn, Lamechs Søn, 37 Methusalas Søn, Enochs Søn, Jareds Søn, Maleleels Søn, Cainans Søn, 38 Enos Søn, Seths Søn, Adams Søn, Guds Søn. Luke 4 1 Men Jesus, fuld af den Hellig Aand, kom tilbage fra Jordan, og blev ført af Aanden i Ørken; 2 og han blev fristet fyrretyve Dage af Djævelen. Og han aad Intet i de Dage; og der de havde Ende, hungrede han omsider. 3 Og Djævelen sagde til ham: dersom du er Guds Søn, sa siig til denne Steen, at den bliver Brød. 4 Og Jesus svarede og sagde til ham: der er skrevet: Mennesket lever ikke aleneste af Brød, men af hvert Guds Ord. 5 Og Djævelen førte ham op paa et høit Bjerg og viste ham alle Verdens Riger i et Øieblik. 6 Og Djævelen sagde til ham: jeg vil give dig al denne Magt og disse Rigers Herlighed; thi den er mig overantvordet, og jeg giver den, hvem jeg vil. 7 Dersom du vil tilbede mig, skal det altsammen høre dig til. 8 Jesus svarede ham og sagde: vig bort bag mig, Satan! thi der er skrevet: du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene. 9 Og han førte ham til Jerusalem og satte ham paa Tindingen af Templet og sagde til ham: dersom du er Guds Søn, da kast dig ned herfra; 10 thi der er skrevet: han skal give sine Engle Befaling om dig at bevare dig; 11 og at de skulle bære dig paa Hænderne, paa det du ikke skal støde din Fod paa nogen Steen. 12 Og Jesus svarede og sagde til ham: der er sagt, du skal ikke friste Herren din Gud. 13 Og der Djævelen havde gjort Ende paa Fristelsen, veg han fra ham til en Tid. 14 Og Jesus kom tilbage i Aandens Kraft til galilæa, og Rygtet om ham kom ud i alt det omkringliggende Land. 15 Og han lærte i deres Synagoger og blev priset af Alle. 16 Og han kom til Nazareth, hvor han var opfødt, og gik i Synagogen efter sin Sædvane paa Sabbatsdagen. og stod op at forelæse. 17 Da gave de ham Esaias' Prophetens Bog, og der han slog Bogen op, fandt han det Sted, hvor der staaer skrevet: 18 Herrens Aand er over mig, derfor salvede han mig; han har sendt mig til at kundgjøre Evangelium for de Fattige, at helbrede dem, som have et sønderknuset Hjerte, at forkynde de Fangne, at de skulle lades løs, og at de Blinde skulle faae Syn, at udlade de Plagede i Frihed, 19 at forkynde et Naade-Aar fra Herren. 20 Og han lukte Bogen sammen og gav Tjeneren den igjen og satte sig; og Alles Øine i Synagogen stirrede paa ham. 21 Men han begyndte at sige til dem: i Dag er denne Skrift gaaet i Opfyldelse for Eders Øren. 22 Og de gave ham alle Priis og forundrede sig over de livsalige Ord, som udgik af hans Mund, og sagde: er ikke denne Josephs Søn? 23 Og han sagde til dem: I ville sikkerligen sige mig dette Ordsprog: Læge! læg dig selv; saa store Ting, som vi have hørt at være skete i Capernaum, gjør ogsaa her i dit Fædreneland! 24 Men han sagde: sandelig siger jeg Eder, at ingen Prophet er vel antagen i sit Fædreneland! 25 Men jeg siger Eder i Sandhed: der var mange Enker i Israel i Elias' Dage, der Himmelen var lukt i tre Aar og sex Maaneder, den Gang der var en stor Hunger i det ganske Land; 26 og til ingen af dem blev Elias sendt uden til Sarepta ved Sidon til en Enke. 27 Og der vare mange Spedalske i Israel udi Elifæus Prophetens Tid, og Ingen af dem blev renset uden Naaman den Syrer. 28 Da bleve Alle, som vare i Synagogen, fulde af Vrede, der de hørte dette. 29 Og de stode op og stødte ham ud af Staden og førte ham til Skrænten af Bjerget. paa hvilket deres Stad var bygt, for at styrte ham ned. 30 Men han gik midt igjennem dem, og drog bort. 31 Og han kom ned til Capernaum, en Stad i Galilæa, og lærte dem paa Sabbaterne. 32 Og de forundrede sig saare over hans Lærdom, thi hans Tale var med Myndighed. 33 Og der var et Menneske i Synagogen, som havde en ureen Djævels Aand og raabte med stor Røst, 34 og sagde: ak! hvad have vi med dig at skaffe, Jesus af Nazareth? er du kommen at fordærve os? Jeg kjender dig, hvo du er, den Guds Hellige. 35 Og Jesus truede ham og sagde: ti, og far ud af ham! Og Djævelen kastede ham iblandt dem og gjorde ham ingen Skade. 36 Og der kom en Rædsel over Alle; og de talede med hverandre og sagde: hvad er dog dette, at han byder de urene Aander med Myndighed og Magt, og de fare ud? 37 Og Rygtet om ham udbredtes allevegne i det omkringliggende Land. 38 Men han stod op og gik fra Synagogen til Simons Huus; og Simons Hustrus Moder var betagen af en svar Feber; og de bade ham for hende. 39 Og han traadte hen for hende og truede Feberen, og den forlod hende. Men hun stod strax op og tjente dem. 40 Men der Solen gik ned, førte alle de, som havde Syge af allehande Svagheder, dem til ham; men han lagde Hænderne paa enhver af dem og helbredte dem. 41 Ogsaa fore Djævle ud af Mange, raabte og sagde: du er Christus, den Guds Søn; og han truede dem og lod dem ikke tale; thi de vidste, at han var den Christus. 42 Men der det var blevet Dag, gik han ud og drog til et øde Sted; og Folket ledte efter ham, og de kom hen til ham, og de holdt paa ham, at han ikke skulde gaae fra dem. 43 Men han sagde til dem: mig bør og for andre Stæder at forkynde Guds Rige, thi dertil er jeg udsendt. 44 Og han prædikede i Galilæas Synagoger. Luke 5 1 Men det begav sig, der Folket trængte sig til ham for at høre Guds Ord, og han stod ved Genezareths Sø, 2 og saae to Skibe ligge paa Søen, som Fiskerne vare bortgangne fra for at toe deres Garn: 3 traadte han ind i eet af Skibene, som var Simons, og bad ham at lægge lidet fra Landet; og han satte sig og lærte Folket af Skibet. 4 Men der han lod af at tale, sagde han til Simon: far ud paa Dybet, og kaster Eders Garn ud til en Dræt. 5 Og Simon svarede og sagde til ham: Mester! vi have arbeidet den ganske Nat og fik Intet; men paa dit Ord vil jeg udkaste Garnet. 6 Og der de gjorde det, fangede de en stor Hob Fiske; men deres Garn sønderreves. 7 Og de vinkede ad deres Medbrødre, som vare i det andet Skib, at de skulde komme og hjælpe dem; og de kom og fyldte begge Skibene, saa at de vare nær ved at synke. 8 Men der Simon Peter saae det, faldt han ned for Jesu Knæ og sagde: Herre! gak ud fra mig, thi jeg er en syndig Mand. 9 thi en Rædsel var paakommen ham og alle dem, som vare med ham, for den Fiskedræt, som de havde fanget med hverandre; 10 disligeste ogsaa Jakob og Johannes, Zebedæus' Sønner, som vare Simons Stalbrødre. Og Jesus sagde til Simon: frygt ikke, fra nu af skal du fange Mennesker. 11 Og de førte Skibene til Landet og forlode alle Ting og fulgte ham. 12 Og det begav sig, der han var i een af Stæderne, see, da var der en Mand fuld af Spedalskhed; og der han saae Jesus, faldt han paa sit Ansigt, bad ham og sagde: Herre! om du vil, kan du rense mig. 13 Og han udrakte sin Haand og rørte ved ham og sagde: jeg vil; vorde reen! Og strax gik Spedalskheden bort fra ham. 14 Og han bød ham, at han skulde Ingen sige det, men sagde: gak bort, og betee dig for Præsten, og offre for din Renselse, som Moses har befalet, dem til Vidnesbyrd. 15 Men Rygtet om ham udbredte sig end mere, og meget Folk kom sammen at høre og at helbredes af ham for deres Sygdomme. 16 Men han veg bort i Ørkerne og bad. 17 Og det begav sig paa een af Dagene, at han lærte, og der sadde Pharisæer og Lovlærere, som var komne fra alle Byer i Galilæa og Judæa og fra Jerusalem, og Herrens Kraft viste sig i at helbrede. 18 Og see, nogle Mænd bare paa en Seng et Menneske, som var værkbruden, og denne søgte de at bringe ind og lægge for ham. 19 Og der de formedelst Folket ikke kunde finde, hvorledes de skulde bringe ham ind, stege de op paa taget og lode ham tilligemed Sengen ned imellem Tagstenene midt iblandt Folket for Jesus. 20 Og der han saae deres Tro, sagde han til ham: Menneske! dine Synder ere dig forladne. 21 Og de Skriftkloge og Pharisæerne begyndte at tænke og sagde: hvo er denne, som taler Gudsbespottelser? hvo kan forlade Synder uden Gud alene? 22 Men der Jesus fornam deres tanker, svarede han og sagde til dem: hvad tænkte I udi Eders Hjerter? 23 Hvilket er lettere, at sige: dig ere dine Synder forladne? eller at sige: staa op og vandre? 24 Men at I skulle vide, at Menneskens Søn har Magt paa Jorden at forlade Synder, (sagde han til den Værkbrudne): jeg siger dig, staa op, tag din Seng op og gak til dit Huus. 25 Og han stod strax op for deres Øine og tog op det, som han laae paa, og gik hen til sit Huus og prisede Gud. 26 Og en stor Forfærdelse betog dem alle, og de prisede Gud; og de bleve fulde af Frygt og sagde: vi have i dag seet utrolige Ting. 27 Derefter gik han ud og saae en Tolder, som hedte Levi, siddende i Toldboden, og sagde til ham: følg mig! 28 Og han forlod alle Ting og stod op og fulgte ham. 29 Og samme Levi gjorde et stort Gjestebud for ham i sit Huus; og der var en stor Hob af Toldere og Andre, som sadde med dem tilbords. 30 Og deres Skriftkloge og Pharisæerne knurrede imod hans Disciple og sagde: hvorfor æde og drikke I med Toldere og Syndere? 31 Og Jesus svarede og sagde til dem: de Karske have ikke Læge behov, men de, som lide ilde. 32 Jeg er ikke kommen at kalde Retfærdige, men Syndere til Omvendelse. 33 Men de sagde til ham: hvorfor faste Johannes' Disciple saa ofte og holde Bønner, og Pharisæernes ligesaa; men dine æde og drikke? 34 Men han sagde til dem: kunne I komme Bryllupsfolket til at faste, saa længe Brudgommen er hos dem? 35 De Dage skulle komme, naar Brudgommen skal tages fra dem, da skulle de faste i de samme Dage. 36 Men han sagde og en Lignelse til dem: Ingen sætter en Klud af nyt Klæde paa et gammelt Klædebon, ellers river baade det nye det gamle sønder, og Kluden af det nye skikker sig ikke paa det gamle. 37 Og Ingen lader ny Viin i gamle Læderflasker; ellers sønderriver den nye Viin Læderflaskerne, og den spildes, og Læderflaskerne fordærves. 38 Men man skal lade ny Viin i nye Læderflasker, saa blive de begge bevarede. 39 Og Ingen, som drikker den gamle, vil strax drikke den nye; thi han siger: den gamle er bedre. Luke 6 1 Men det begav sig paa den næstførste Sabbat, at han gik igjennem Sæden, og hans Disciple plukkede Ax og gnede dem med Hænderne og aade. 2 Men nogle af Pharisæerne sagde til dem: hvi gjøre I, hvad ikke er tilladt at gjøre paa Sabbaterne? 3 Og Jesus svarede og sagde til dem: have I da ikke læst det, som David gjorde, der han hungrede og de, som vare med ham? 4 Hvorledes han gik ind i Guds Huus og tog Skue-Brødene og aad og gav ogsaa dem, som vare med ham, hvoraf det dog ikke er Nogen tilladt at æde, uden Præsterne alene. 5 Og han sagde til dem: Menneskens Søn er Herre ogsaa over Sabbaten. 6 Men det skete paa en anden Sabbat, at han gik ind i Synagogen og lærte; og der var et Menneske, hvis høire Haand var vissen. 7 Men de Skriftkloge og Pharisæerne toge vare paa ham, om han vilde helbrede paa Sabbaten, paa det de kunde finde Klagemaal imod ham. 8 Men han vidste deres Tanker og sagde til det Menneske, som havde den visne Haand: reis dig, og staa fram iblandt os! Men han reiste sig og stod frem. 9 Da sagde Jesus til dem: jeg vil spørge Eder: hvad er tilladt paa Sabbaterne? at gjøre godt, eller at gjøre ondt? at frelse Liv, eller at fordærve det? 10 Og han saae omkring paa dem alle og sagde til Mennesket: ræk din Haand ud; men han gjorde saa; da blev hans Haand karsk igjen som den anden. 11 Men de bleve fulde af Raseri og talede med hverandre om, hvad de skulde gjøre ved Jesus. 12 Men det begav sig i de Dage, at han gik ud til et Bjerg at bede; og han blev der Natttenover i Bøn til Gud. 13 Og der det blev Dag, kaldte han sine Disciple frem, og udvalgte tolv af dem, hvilke han og kaldte Apostler: 14 Simon, hvilken han og kaldte Petrus og Johannes, philippus og Bartholomæus, 15 Matthæus og Thomas, Jacobus, Alphæus' Søn, og Simon, som kaldes Zelotes. 16 Judas, Jacobus' Broder, og Judas Ischariotes, den Samme, som blev Forræder. 17 Og han gik ned med dem og stod paa et jævnt Sted, og hans Disciples Skare og en stor Hob Folk fra hele Judæa og Jerusalem og Kysten ved Tyrus og Sidon, 18 som vare komne at høre ham og helbredes af deres Sygdomme, og saadanne, som vare plagede af urene Aander; og de bleve helbredte. 19 Og alt Folket søgte at røre ved ham; thi en Kraft gik ud fra ham og helbredte Alle. 20 Og han opløftede sine Øine paa sine Disciple og sagde: salige ere I Fattige, thi Eders er Guds Rige. 21 Salige ere I, som nu hungre, thi I skulle mættes. Salige ere I, som nu græde, thi I skulle lee. 22 Salige ere I, naar de udstøde Eder og bespotte Eder og forskyde Eders Navn som ondt for Menneskens Søns Skyld. 23 Glæder Eder paa den samme Dag, og jubler; thi see, Eders løn er stor i Himmelen. Lige det samme gjorde deres Fædre ved Propheterne. 24 Men vee Eder, I Rige, thi I have Eders Trøst borte. 25 Vee Eder, I, som ere fyldte, thi I skulle hungre. Vee Eder, I, som nu lee, thi I skulle sørge og græde. 26 Vee Eder, naar alle Mennesker tale vel om Eder; lige det Samme gjorde deres Fædre ved de falske Propheter. 27 Men jeg siger Eder, I, som høre mig: elsker Eders Fjender, gjører dem godt, som Eder hade; 28 Velsigner dem, som Eder forbande. og beder for dem, som gjøre Eder Skade. 29 Hvo som slaaer dig paa det ene Kindbeen, byd ham og det andet til, og hvo som tager Kappen fra dig, formeen ham heller ikke Kjortelen. 30 Giv hver den, som beder dig; og af den, som tager dit fra dig, kræv det ikke igjen. 31 Og som I ville, at Menneskene skulle gjøre mod Eder, ligesaa gjører og I mod dem. 32 Og dersom I elske dem, som Eder elske, hvad Tak have I derfor? Thi Syndere elske og dem, som dem elske. 33 Og dersom I gjøre vel mod dem, der gjøre vel mod Eder, hvad Tak have I derfor? Thi Syndere gjøre det Samme. 34 Og dersom I laane dem, af hvilke I haabe at faae igjen, hvad Tak have I derfor? Thi Syndere laane ogsaa Syndere, paa det de skulle faae lige igjen. 35 Men elsker Eders Fjender og gjører vel, og laaner, ventende Intet derfor, saa skal Eders Løn være stor, og I skulle være den Høiestes Børn; thi han er miskundelig mod de Utaknemmelige og Onde. 36 Saa værer da barmhjertige, som Eders Fader og er barmhjertig. 37 Og dømmer ikke, saa skulle og I ikke dømmes; fordømmer ikke, saa skulle I ikke fordømmes; forlader, saa skal Eder forlades; 38 giver, saa skal Eder gives; en god, knuget og skuddet og overflødig Maade skulle de give i Eders Skjød; thi med den samme Maade, som I maale med, skal Eder maales igjen. 39 Men han sagde dem en Lignelse: monne en Blind kunne lede en Blind? ville de ikke begge falde i Graven? 40 Discipelen er ikke over sin Mester; men hver, som er fuldkommen, skal være som hans Mester. 41 Men hvi seer du Skjærven, som er i din Broders Øie, men Bjelken, som er i dit eget Øie, bliver ikke vaer. 42 Eller hvorledes kan du sige til din Broder: holdt, Broder! jeg vil drage Skjærven ud, som er i dit Øie, du, som ikke seer Bjelken i dit eget Øie? Du Øienskalk! uddrag først Bjelken af dit Øie, og da kan du see til at uddrage Skjærven, som er i din Broders Øie. 43 Thi der er intet godt Træ, som bærer raadden Frugt, og intet raaddent Træ, som bærer god Frugt. 44 Thi hvert Træ kjendes paa sin egen Frugt; thi man sanker ikke Figen af Torne, man plukker og ikke Viindruer af Tornebuske. 45 Et godt Menneske fremfører Godt af sit Hjertes gode Forraad, og et ondt Menneske fremfører Ondt af sit Hjertes onde Forraad; thi hans Mund taler af Hjertets Overflødighed. 46 Men hvi kalde I mig Herre, Herre! og gjøre ikke, hvad jeg siger? 47 Hver, som kommer til mig og hører mine Ord og gjør dem, den vil jeg vise Eder, hvem han er lig. 48 Han er lig et Menneske, der byggede et Huus og grov dybt og lagde Grundvolden paa en Klippe; men der et Vandløb kom, stødte Strømmen paa samme Huus, og kunde ikke rokke det; thi det var grundfæstet paa Klippen. 49 Men hvo som hører, og ikke gjør herefter, er ligesom et Menneske, der byggede et Huus paa Jorden uden Grundvold; og Strømmen stødte derpaa, og det faldt strax, og samme Huses Fald blev stort. Luke 7 1 Men der han havde fuldendt al sin Tale i Folkets Paahør, gik han ind i Capernaum. 2 Men en Høvedmands Tjener, som denne holdt meget af, var syg og nær ved at døe. 3 Men der han hørte om Jesus sendte han nogle af Jødernes Ældste til ham, og han vilde komme og helbrede hans Tjener. 4 Men der de kom til Jesus, bade de ham flitteligen og sagde: han er vel værd, at du gjør ham dette; 5 thi han elsker vort Folk og har bygget os vor Synagoge. 6 Da gik Jesus med dem; men der han nu ikke var langt fra Huset, sendte Høvedsmanden nogle af sine Venner til ham og lod ham sige: Herre! umag dig ikke; thi jeg er ikke værd, at du gaaer ind under mit Tag. 7 Derfor agtede jeg heller ikke mig selv værdig at komme til dig; men siig det med et Ord, da bliver min Dreng helbredet. 8 Thi jeg er og et Menneske, Øvrigheden undergiven, som har Stridsmænd under mig; og siger jeg til denne: gak! saa gaaer han; og til den anden; kom! saa kommer han; og til min Tjener: gjør det! saa gjør han det. 9 Men der Jesus hørte det, forundrede han sig over ham; og han vendte sig om og sagde til Folket, som ham fulgte: jeg siger Eder, saa stor en Tro har jeg end ikke fundet i Israel. 10 Og der de, som vare udsendte kom tilbage til Huset, fandt de den syge Tjener karsk.. 11 Og det begav sig Dagen derefter, at han gik til en Stad, som hedte Nain, og der gik mange af hans Disciple med ham og meget Folk. 12 Men der han kom nær til Stadens Port, see, da blev en Død udbaaren, som var sin Moders eenbaarne Søn, og hun var en Enke; og meget Folk af Staden gik med hende. 13 Og der Herren saae hende, ynkedes han inderligen over hende og sagde til hende: græd ikke. 14 Og han traadte til og rørte ved Baaren, (men de, som bare, stode stille), og han sagde: du unge Karl, jeg siger dig, staae op! 15 Og den Døde reiste sig op og begyndte at tale; og han gav hans Moder ham. 16 Men en Frygt betog Alle, og de prisede Gud og sagde: der er en stor Prophet opreist iblandt os, og Gud har besøgt sit Folk. 17 Og denne Tale om ham kom ud i det ganske Judæa og i alt det omkringliggende Land. 18 Og Johannes' Disciple forkyndte ham om alt dette. Og Johannes kaldte to af sine Disciple til sig, 19 og sendte dem til Jesus og lod sige: er du den, som kommer eller skulle vi vente en anden? 20 Men der disse Mænd kom til ham, sagde de: Johannes den Døber har sendt os til dig og lader sige: er du den, som kommer, eller skulle vi vente en anden? 21 Men i den samme Time helbredte han Mange fra Sygdomme og Plager og onde Aander og skjenkte mange Blinde Synet. 22 Og Jesus svarede og sagde til dem: gaaer bort, og forkynder Johannes, hvad I have seet og hørt: Blinde see, Halte gaae, Spedalske renses, Døve høre, Døde staae op, Evangelium prædikes for de Fattige; 23 og salig er den, som ikke forarges paa mig. 24 Men der Johannes' Bud gik bort, begyndte han at tale til Folket og Johannes: hvad ere I udgangne i Ørken at see? et Rør, som bevæges af Veiret? 25 Elle hvad ere I udgangne at see? et Menneske, iført bløde Klæder? See, de, som leve i herlige Klæder og i Vellyst, ere i Kongers Gaarde. 26 Eller hvad ere I udgangne at see? en Prophet? Ja, jeg siger Eder, mere end en Prophet. 27 Han er den, om hvem der er skrevet: see, jeg sender min Engel for dit Ansigt; han skal berede din Vei for dig. 28 Thi jeg siger Eder: iblandt dem, som ere fødte af Kvinder, er ingen større Prophet end Johannes den Døber; men den Mindste i Guds Rige er større end han. 29 Og alt Folket, som han hørte, endog Tolderne, gave Gud Æren og bleve døbte med Johannes' Daab. 30 Men Pharisæerne og de Lovkyndige foragtede Guds Raad med dem og bleve ikke døbte af ham. 31 Men Herren sagde: hvem skal jeg derfor ligne denne Slægts Mennesker ved? og hvem ere de lige? 32 De ere de smaa Børn lige, som sidde paa Torvet og raabe til hverandre og sige: vi fløitede for Eder og I vilde ikke danse, vi sang klageligen for Eder, og I vilde ikke græde. 33 Thi Johannes den Døber kom og hverken aad Brød, ei heller drak Viin, og I sige: han har Djævelen. 34 Menneskens Søn er kommen, æder og drikker, og I sige: see, en Fraadser og en Viindranker, Tolderes og Synderes Ven! 35 Dog Viisdommen er retfærdiggjort af alle sine Børn. 36 Men En af Pharisæerne bad ham, at han vilde æde med ham; og han gik ind i Pharisæernes Huus og sad tilbords. 37 Og see, der var en Kvinde i Staden, som var en Synderinde; der hun fornam, at han sad tilbords i Pharisæerens Huus, hentede hun en Alabaster-Krukke med Salve; 38 og hun stod bagved hos hans Fødder, græd og begyndte at væde hans Fødder med Taarer og aftørrede dem med sit Hovedhaar og kyssede hans Fødder og salvede dem med Salve. 39 Men der Pharisæeren, som havde budet ham, saae det, talede han ved sig selv og sagde: dersom denne var en Prophet, vidste han jo, hvo og hvordan en Kvinde denne er, som rører ved ham; thi hun er en Synderinde. 40 Og Jesus svarede og sagde til ham: Simon! jeg har Noget at sige dig. 41 Jesus sagde: en Mand, som udlaante Penge, havde to Skyldnere; den ene var ham femhundrede Penninge skyldig, men den anden halvtredsindstyve. 42 Men der de havde ikke at betale med, gav han dem begge det efter. Siig: hvilken af dem skal derfor elske ham meest? 43 Men Simon svarede og sagde: jeg holder for, den, som han eftergav meest. Men han sagde til ham: du dømte ret. 44 Og han vendte sig til Kvinden, og sagde til Simon: seer du denne Kvinde? Jeg kom ind i dit Huus; du har ikke givet mig Vand til mine Fødder, men denne vædede mine Fødder med Graad og tørrede dem af med sit Hovedhaar. 45 Du gav mig intet Kys; men denne aflod ikke, fra hun kom ind, at kysse mine Fødder. 46 Du salvede ikke mit Hoved med Olie; men hun salvede mine Fødder med Salve. 47 Derfor siger jeg dig, ere hendes mange Synder hende forladne; thi hun elskede meget; men hvem Lidet forlades, elsker lidet. 48 Men han sagde til hende: dine Synder ere forladne! 49 Da begyndte de, som sadde tilbors med ham, at sige ved sig selv: hvo er denne, som endog forlader Synder? 50 Men han sagde til Kvinden: din Tro har frelst dig, gak bort med Fred. Luke 8 1 Og det begav sig derefter, at han reiste igennem Stæder og Byer og prædikede og forkyndte Guds Riges Evangelium, og de Tolv med ham, 2 saa og nogle Kvinder, som vare helbredte fra onde Aander og Sygdomme, nemlig: Maria, der kaldtes Magdalene, af hvem syv Djævle vare udfarne; 3 og Johanna, Chuzas, Herodes' Fogeds, Hustru, og Susanne og mange Andre, som kom ham til Hjælp med deres Gods. 4 Men da meget Folk kom tilsammen og de droge til ham fra alle Stæder, sagde han ved en Lignelse: 5 der gik en Sædemand ud at saae sin Sæd; og idet han saaede, faldt Noget ved Veien og blev nedtraadt, og Himmelens Fugle aade det op. 6 Og Noget faldt paa en Klippe; og der det voxte op, visnede det, fordi det ikke havde Vædske. 7 Og Noget faldt midt iblandt Torne og Tornene voxte op med og kvalte det. 8 Og Noget faldt i god Jord, og det voxte op og bar hundredefold Frugt. Der han dette sagde, raabte han: hvo som har Øren at høre med, han høre! 9 Men hans Disciple spurgte ham, hvad denne Lignelse skulle betyde? 10 Men han sagde: Eder er det givet at vide Guds Riges Hemmeligheder, men de Andre ved Lignelser, at de Seende skulle ikke see, og de Hørende ikke forstaae. 11 Men dette er Lignelsen: Sæden er Guds Ord. 12 Men de ved Veien ere de, som det høre; derefter kommer Djævelen og tager Ordet af deres Hjerte, at de ikke skulle troe og blive salige. 13 Men de paa Klippen ere de, som annamme Ordet med Gælde, naar de høre det, og disse have ikke Rod; de troe til en Tid og falde fra i Fristelsens Tid. 14 Men det, som faldt iblandt Torne, ere de, som det høre; og de gaae hen og kvæles under dette Livs Bekymringer og Rigdom og Vellyster og bære ingen fuldkommen Frugt. 15 Men det i den gode Jord ere de, hvilke, naar de høre Ordet, beholde det i et smukt og godt Hjerte og bære Frugt i Taalmodighed. 16 Men Ingen, som tænder et Lys skjuler det med et Kar eller sætter det under en Bænk; men han sætter det paa en Lysestage, at de, som komme ind, kunne see Lyset. 17 Thi der er Intet skjult, som jo skal blive aabenbaret; og Intet er hemmeligt, som jo skalblive kjendt og komme for Lyset. 18 Seer derfor til, hvorledes I høre; thi hvo som har, han skal gives; og hvo som ikke har, fra ham skal og tages det, han synes at have. 19 Men hans Moder og Brødre kom til ham og kunde ikke komme ham i Tale for Folket. 20 Og det blev ham tilkjendegivet af Nogle, som sagde: din Moder og dine Brødre staae udenfor og begjere at see dig. 21 Men han svarede og sagde til dem: min Moder og mine Brødre ere disse, som høre Guds Ord og gjøre det. 22 Og det begav sig en Dag, at han traadte i et Skib tilligemed sine Disciple, og han sagde til dem: lader os fare over Søen; og de fore ud. 23 Men der de seilede, faldt han i Søvn, og en Storm reiste sig paa Søen og Skibet blev fuldt af Vand, og de vare i Fare. 24 Da traadte de til ham og vakte ham og sagde: Mester, Mester! vi forgaae. Men han stod op og truede Veiret og Vandets Bølger; og de lagde sig, og det blev blikstille. 25 Da sagde han til dem: hvor er Eders Tro? Men de forfærdedes og forundrede sig og sagde til hverandre: hvo er dog denne? Thi han byder baade over Veir og Vand, og de ere ham lydige. 26 Og de seilede frem til Gadarenernes Egn, hvilken er tvært overfor Galilæa. 27 Men der han traadte ud paa Landet, mødte han en Mand af Staden, som i lang Tid havde været besat af Djævle, som ikke tog Klæder paa og ikke blev i Huus, men iblandt Gravene. 28 Men der han saae Jesus, raabte han og faldt ned for ham og sagde med høi Røst: hvad har jeg med dig at skaffe, Jesus, den allerhøieste Guds Søn? jeg beder dig, at du ikke vil pine mig. 29 Thi han bød den urene Aand at fare ud af Mennesket; thi i lang Tid havde den sledet ham, og han havde været bunden med Lænker og Bøier og bevogtet, og han havde sønderrevet Baandene og var dreven af Djævelen i Ørkenerne. 30 Men Jesus spurgte ham og sagde: hvad hedder du? Men han sagde: Legion; thi mange Djævle vare farne i ham. 31 Og de bade ham, at han ikke vilde byde dem fare hen i Afgrunden. 32 Men der var sammesteds en stor Hjord Sviin, som græssede paa Bjerget; og de bade ham, at han vilde tilstede dem at fare i dem; og han tilstedte dem det. 33 Men Djævelene fore ud af Mennesket og fore i Svinene, og Hjorden styrtede sig ned af Brinken og druknede. 34 Men der Hyrderne saae det, som var skeet, flyede de og gik hen og kundgjorde det i Staden og paa Landet. 35 Da gik de ud at see det, som var skeet, og kom til Jesus og fandt det Menneske, af hvem Djævelene vare uddrevne, siddende ved Jesu Fødder, paaklædt og ved Sands; og de forfærdedes. 36 Men de, som havde seet det, kundgjorde dem ogsaa, hvorledes den Besatte var bleven frelst. 37 Og den hele Mængde af Gadarenernes Land bade ham, at han vilde gaae bort; thi de vare betagne med stor Frygt. Men han traadte i Skibet og vendte tilbage igjen. 38 Men Manden, af hvem Djævelene vare udfarne, bad ham, at han maatte være hos ham; men Jesus lod ham fare og sagde: 39 Vend tilbage til dit Huus og fortæl, hvor store Ting Gud har gjort dig. Og han gik bort og forkyndte igjennem den ganske Stad, hvor store Ting Jesus havde gjort ham. 40 Men det begav sig, der Jesus kom tilbage, kom Folket imod ham; thi de forventede ham alle. 41 Og see, der kom en Mand, som hedte Jarius, og han var Forstander for Synagogen; og hanfaldt ned for Jesu Fødder og bad ham at komme ind i hans Huus; 42 Thi han havde en eenbaaren Datter ved tolv Aar gammel, og hun droges med Døden. Men idet han gik, trængte Folket ham. 43 Og en Kvinde, som havde havt Blodfold i tolv Aar, og havde kostet al sin Formue paa Læger og kunde ikke blive helbredt af Nogen. 44 hun gik til bagfra og rørte ved Sømmen af hans Klædebon, og strax stilledes hendes Blodflod. 45 Og Jesus sagde: hvo var det, som rørte ved mig? Men der Alle nægtede det, sagde Peter og de, som vare med ham: Mester! Folket trykker og trænger dig, og du siger: hvo var det, som rørte ved mig? 46 Men Jesus sagde: der rørte Nogen ved mig; thi jeg fornam, at der udgik en Kraft fra mig. 47 Men der Kvinden saae, at det ikke var skjult, kom hun bævede og faldt ned for ham og bekendte for ham i alt Folkets paahør, af hvad Aarsag hun havde rørt ved ham, og hvorledes hun strax var bleven helbredet. 48 Men han sagde til hende: vær frimodig, min Datter! din Tro har frelst dig; gak bort med Fred! 49 Der han endnu talede, kom En fra Synagogeforstanderens Huus og sagde til ham: din Datter er død; umag ikke Mesteren. 50 Men der Jesus det hørte, svarede han ham og sagde: frygt ikke; tro ikkun, saa skal hun blive frelst. 51 Men der han kom i Huset, lod han han Ingen gaae ind uden Peter og Jakob og Johannes og Pigens Fader og Moder. 52 Men de græd alle og holdt Veeklage over hende; men han sagde græder ikke; hun er ikke død, men sover. 53 Og de beloe ham; thi de vidste, at hun var død. 54 Men han drev dem alle ud, og tog fat paa hendes Haand og raabte og sagde: Pige, staa op! 55 Og hendes Aand kom igjen, og hun stod strax op; og han befoel, at han skulde give hende at æde. 56 Og hendes Forældre bleve saare forfærdede; men han bød dem, at de ikke skulde sige Nogen det, som var skeet. Luke 9 1 Men han kaldte sine tolv Disciple tilsammen og gav dem Magt og Myndighed over alle Djævle og til at helbrede Sygdomme, 2 og sendte dem ud at prædike Guds Rige og at helbrede de Syge. 3 Og han sagde til dem: tager Intet med paa Veien, hverken stave, ei heller Taske, ei heller Brød, ei heller Penge, ei heller skal hver have to Kjortler. 4 Og i hvilket Huus I gaae ind, bliver der, og drager derfra bort. 5 Og hvorsomhelst de ikke ville annamme Eder, gaaer ud af den Stad og afryster endog Støvet af Eders Fødder til et Vidnesbyrd imod dem. 6 Men de gik ud og droge fra By til By, prædikede Evangelium og helbredte allevegne. 7 Men Herodes den Fjerdingsfyrste hørte alt det, som han gjorde; og han kom ti Tvivl, fordi Nogle sagde, at Johannes var opvakt fra de Døde; 8 men nogle, at Elias var aabenbaret; men Andre, at en Prophet, een af de gamle, var opstanden. 9 Og Herodes sagde: Johannes har jeg ladet halshugge; men hvo er denne om hvilken jeg hører saadant? Og han søgte at faae ham at see. 10 Og Apostlene kom tilbage og fortalte ham, hvor store Ting de havde gjort; og han tog demtil sig og veg bort afsides til et øde Sted ved en Stad, som kaldtes Bethsaida. 11 Men der Folket fik det at vide, fulgte de efter ham; og han tog imod dem og talede til dem om Guds Rige og helbredte dem, som havde Lægdom behov. 12 Men Dagen begyndte alt helde; da traadte de Tolv til og sagde til ham: lad Folket fare, at de kunne gaae herfra til de omliggende Byer og Landsbyer og faae Herberge og finde Føde, thi vi ere her paa et øde Sted. 13 Men han sagde til dem: giver I den at æde. Men de sagde: vi have ikke mere end frem Brød og to Fiske, medmindre vi skulle gaae bort og kjøbe Mad til al denne Mængde. 14 Thi der vare ved fem tusinde Mænd. Men han sagde til sine Disciple: lader dem sætte sig ned i Hobe, halvtredsindstyve i hver. 15 Og de gjorde saa; og de lode dem alle sætte sig ned. 16 Men han tog de fem Brød og de to Fiske og saae op mod Himmelen og velsignede dem, og han brød dem og gav Disciplene dem at lægge dem for Folket. 17 Og de aade og bleve alle mætte; og der optoges af Stykkerne, som bleve tilovers fra dem, tolv Kurve. 18 Og det begav sig, der han var alene og bad, at hans Disciple vare hos ham; og han spurgte dem ad og sagde: hvem siger Folket mig at være? 19 Men de svarede og sagde: de sige, du er Johannes den Døber; men Andre, Elias; men Andre, at en Prophet af de gamle er opstanden. 20 Men han sagde til dem: men I, hvem sige I mig at være? Da svarede Peter og sagde: Guds Christus. 21 Men han bød dem strengeligen, at de skulde Ingen sige dette. 22 Og han sagde: det bør Menneskens Søn at lide meget og at forskyndes af de Ældste og Ypperstepræster og Skriftkloge og ihjelslaaes og opstaae paa tredie Dag. 23 Men Men han sagde til dem alle: hvo som vil komme efter mig, skal fornægte sig selv og tage sit Kors op daglig og følge mig; 24 thi hvo som vil frelse sit Liv skal miste det; men hvo som mister sit Liv for min Skyld, han skal frelse det. 25 Thi hvad gavner det Mennesket, om han vandt den ganske Verden, men tabte sig selv eller led Skade paa sig selv? 26 Thi hvo som skammer sig ved mig og mine Ord, ved ham skal Menneskens Søn skamme sig, naar han kommer i sin Herlighed og Faderens og de helliges Engles. 27 Men sandelig siger jeg Eder: der er Nogle af dem, som her staae, der ingenlunde skulle smage Døden, førend de see Guds Rige. 28 Men det begav sig ved otte Dage efter denne tale, at han tog Peter og Johannes og Jakob til sig og gik op paa et Bjerg at bede. 29 Og der han bad, blev hans Ansigts Skikkelse anderledes, og hans Klædebon blev hvidt og skinnede. 30 Og see, to Mænd talede med ham, hvilke vare Moses og Elias, 31 som bleve sete i Herlighed og talede om hans Udgang, som han skulde fuldende i Jerusalem. 32 Men Peter og de, som vare med ham, vare betyngede med Søvn; men der de vaagnede op, saae de hans herlighed og de to Mænd, som stode hos ham. 33 Og det begav sig, der disse skiltes fra ham, sagde Peter til Jesus: Mester! her er godt for os at være; lader os gjøre tre Boliger, dig een, Moses een, og Elias een; dog han vidste ikke, hvad han sagde. 34 Men idet han talede saadant, kom en Sky og overskyggede dem; men de forfærdedes, der de kom ind i Skyen. 35 Og en røst kom af Skyen, som sagde: denne er min Søn, den Elskelige, hører ham. 36 Og idet Røsten skete, blev Jesus funden alene, og de taug og forkyndte i de Dage Ingen Noget af det, de havde seet. 37 Men det begav sig Dagen derefter, der de kom ned af Bjerget, da gik meget Folk ham imøde. 38 Og see, en Mand iblandt Folket raabte og sagde: Mester! jeg beder dig, see til min Søn; thi han er min eenbaarne. 39 Og see, en Aand griber ham og strax skriger han, og den slider ham saa, at han fraader, og med nød viger den fra ham, naar den har piint ham; 40 og jeg bad dine Disciple, at de skulde uddrive den; og de kunde ikke. 41 Men Jesus svarede og sagde: o du vantro og forvendte Slægt! hvorlænge skal jeg være hos Eder og taale Eder? Før din Søn herhid! 42 Men der han kom til ham, rev og sled Djævelen ham. Men Jesus truede den urene Aand og helbredte Drengen og gav hans Fader ham igjen. 43 Men de bleve alle saare forfærdede over Guds Majestæt. 44 Men der de alle forundrede sig over alt det, Jesus gjorde, sagde han til sine Disciple: gjemmer I udi Eders Øren disse Ord: Menneskens Søn skal overantvordes i Menneskers Hænder. 45 Men dette Ord forstode de ikke, og det var skjult for dem, saa at de ikke begrebe det, og de frygtede at spørge ham om dette Ord. 46 Men der opstod den Tanke hos dem, hvo af dem vel skulde være den Største. 47 Men der Jesus saae deres Hjerters Tanke, tog ham et Barn og stillede det hos sig. 48 Og han sagde til dem: hvo som annammer dette lidet Barn i mit Navn, annammer mig; og hvo mig annammer, annammer den, som mig udsendte; thi hvo som er den Mindste iblandt Eder alle, han skal være stor. 49 Men Johannes svarede og sagde: Mester! vi saae Een, som uddrev Djævle i dit Navn; og vi forbøde ham det, fordi han ikke følger med os. 50 Og Jesus sagde til ham: forbyder ham det ikke; thi hvo som ikke er imod os, er med os. 51 Men det begav sig, der de Dage fuldkommedes, at han skulde optages, da vendte han stadelig sit Ansigt at vandre til Jerusalem. 52 Og han sendte Bud for sig, og de gik bort og kom ind i en af Samaritanernes Byer at berede ham Herberge. 53 Og de annammede ham ikke, fordi hans Ansigt var vendt mod Jerusalem. 54 Men der hans Disciple, Johannes og Jakob, saae det, sagde de: Herre! vil du, at vi skulle byde Ild falde ned af Himmelen og fortære dem, ligesom og Elias gjorde? 55 Men han vendte sig og straffede dem og sagde: I vide ikke, af hvad Aand I ere. 56 thi Menneskens Søn er ikke kommen at fordærve Menneskers Sjæle, men at frelse dem. Og de gik til en anden By. 57 Men det begav sig, der de gik paa Veien, sagde En til ham: Herre! jeg vil følge dig, ihvor du gaaer hen. 58 Men Jesus sagde til ham: Ræve have Huler, og Himmelens Fulgle Reder; men Menneskens Søn har ikke det, han kan helde sit Hoved til. 59 Men han sagde til en Anden: følg mig. Men denne sagde: Herre! tilsted mig, at jeg først gaaer hen at begrave min Fader. 60 Men Jesus sagde til ham: lad de Døde begrave deres Døde; men gak du hen, og forkynd Guds Rige. 61 Men og en Anden sagde: Herre! jeg vil følge dig; men tilsted mig først at tage afsked fra dem, som ere i mit Huus. 62 Men Jesus sagde ti lham: Inten som lægger sin Haand paa Ploven, og seer tilbage, er vel skikket til Guds Rige. Luke 10 1 Men derefter beskikkede Herren og halvfjerdsinstyve Andre og sendte dem ud to og to for sig, til hver Stad og hvert Sted, hvorhen han selv vilde komme. 2 Og han sagde til dem: Høsten er vel stor, men Arbeiderne ere faa; beder derfor Høstens Herre, at han udsender Arbeidere i sin Høst. 3 Gaaer bort! See, jeg sender Eder som Lam midt iblandt Ulve. 4 Bærer ikke Pung ei heller Taske ei heller Skoe; og hilser ingen paa Veien! 5 Men hvor som I komme ind i et Huus, der siger først: Fred være med dette Huus. 6 Og er der sammesteds et Fredens Barn, skal Eders Fred hvile paa ham; men er der ingen, da skal den vende til Eder igjen. 7 Men bliver i det samme Huus, æder og drikker, hvad de have; thi en Arbeider er sin Løn værd. I skulle ikke gaae fra Huus til Huus. 8 Og hvor I komme ind i en Stad, og de annamme Eder, da æder, hvad Eder foresættes; 9 og helbreder de Syge, som deri ere, og siger dem: Guds Rige er kommet nær til Eder. 10 Men hvor I komme ind i en Stad, og de ikke annamme Eder, da gaaer ud paa dens Gader og siger: 11 vi afstryge for Eder endog det Støv, som hænger ved os af Eders Stad; dog skulle I vide dette, at Guds Rige har været nær hos Eder. 12 Men jeg siger Eder, det skal gaae Sodoma lideligere paa hiin Dag end denne Stad. 13 Vee dig, Chorazin! vee dig, Bethsaida! thi vare de kraftige Gjerninger skete i Thyrys og Sidon, som ere skete hos Eder, havde de længe siden siddet i Sæk og Aske og omvendt sig. 14 Dog skal det gaae Thyrus og Sidon lideligere i Dommen end Eder. 15 Og du, Capernaum! som er ophøiet indtil Himmelen, du skal nedstødes indtil Helvede. 16 Hvo som Eder hører, hører mig, og hvo som Eder foragter, foragter mig; men hvo som mig foragter, foragter den, som mig udsendte. 17 Men de Halvfjerdsindstyve kom igjen med Glæde og sagde: Herre! ogsaa Djævelene ere os underdanige i dit Navn. 18 Men han sagde til dem: jeg saae, at Satanas faldt ned af Himmelen som et Lyn. 19 See, jeg giver Eder Magt at træde paa Slanger og Skorpioner og over al Fjendens Kraft, og slet Intet skal skade Eder. 20 Dog glæder Eder ikke derover, at Aanderne ere Eder underdanige: men glæder Eder mere, at Eders Navne ere Skrevne i Himlene. 21 I den samme Stund frydede Jesus sig i Aanden og sagde: jeg priser dig, Fader, Himmelens og Jordens Herre! at du har skjult disse Ting for de Vise og Forstandige og aabenbaret de Umyndige dem. Ja, Fader! thi det var saaledes behageligt for dig. 22 Alle Ting ere mig overgivne af min Fader; og Ingen kjender, hvo Sønnen er, uden Faderen, og hvo Faderen er, uden Sønnen, og hvem Sønnen vil aabenbare det. 23 Og han vendte sig til Disciplene i Særdeleshed og sagde til dem: salige ere de Øine, som see det, I see. 24 Thi jeg siger Eder, at mange Propheter og Konger vilde seet det, I see, og have det ikke seet; og hørt det, I høre, og have det ikke hørt. 25 Og see, en Lovkyndig stod op, og fristede ham og sagde: Mester! hvad skal jeg gjøre, at jeg kan arve et evigt Liv? 26 Men han sagde til ham: hvad er skrevet i Loven, hvorledes læser du? 27 Men han svarede og sagde til ham: du skal elske Herren din Gud af dit ganske Hjerte, og afdin ganske Sjæl og af din ganske Styrke og af dit ganske Sind og din Næste som dig selv. 28 Men han sagde til ham: du svarede ret; gjør dette, saa skal du leve. 29 Men han vilde gjøre sig selv retfærdig og sagde til Jesus: hvo er da min Næste? 30 Men Jesus svarede og sagde: et Menneske gik fra Jerusalem til Jericho og faldt iblandt Røvere, hvilke baade klædte ham af og sloge ham og gik bort og lode ham ligge halvdød. 31 Men ved en Hændelse drog en Præst den samme Vei ned, og der han saae ham, gik han forbi. 32 Desligeste ogsaa en Levit, der han kom til Stedet, gik han til og saae ham og gik forbi. 33 Men en Samaritan reiste og kom til ham, og der han saae ham, ynkedes han inderligen. 34 Og han gik til ham, forbandt hans Saar og gød Olie og Viin derudi, løftede ham paa sit eget Dyr og førte ham til Herberge og røgtede ham. 35 Og den anden Dag, der han reiste bort, tog han to Penge ud og gav Værden dem og sagde til ham: røgt ham! og hvad du udlægger mere, vil jeg betale dig, naar jeg kommer igjen. 36 Hvilken af disse Tre tykkes dig nu at have været hans Næste, der var falden iblandt Røvere? 37 Men han sagde: den, som gjorde Barmhjertighed imod ham. Derfor sagde Jesus til ham: gak bort og gjør du ligesaa! 38 Men det begav sig, der de vandrede, gik han ind i en By; men der var en Kvinde, som hedte Martha, hun annammede ham i sit Huus. 39 Og hun havde en Søster, som hedte Maria, og hun satte sig ved Jesu Fødder og hørte hans Tale. 40 Men Martha syslede med megen Opvartning; og hun traadte til og sagde: Herre! agter du ikke paa, at min Søster lader mig opvarte ene? Siig hende dog, at hun kommer mig til Hjælp. 41 Men Jesus svarede og sagde til hende: Martha! Martha! du gjør dig Bekymring og Uro med mange Ting; 42 men Eet er fornødent. Maria har udvalgt den gode Deel, som ikke skal borttages fra hende. Luke 11 1 Og det begav sig, der han var paa et Sted og bad, at en af hans Disciple sagde til ham, der han lod af: Herre! lær os at bede, som Johannes og lærte sine Disciple. 2 Da sagde han til dem: naar I bede da siger: Vor Fader, du som er i Himlene! helliget vorde dit Navn; komme dit Rige; skee din Villie, som i Himmelen, saa og paa Jorden; 3 giv os hver Dag vort daglige Brød; 4 og forlad os vore Synder, thi og vi forlade hver, som os er skyldig; og led os ikke i Fristelse; men fri os fra det Onde. 5 Og han sagde til dem: om Nogen af Eder har en Ven og vilde gaae til ham om Midnat og sige til ham: Kjære! laan mig tre Brød, 6 efterdi min Ven er kommen til mig fra Reisen, og jeg har Intet at sætte for ham; 7 og han derinde skulde svare og sige: gjør mig ikke Uro; Døren er nu tillukt, og mine Børn ere med mig i Senge, jeg kan ikke staae op og give dig: 8 da siger jeg Eder, dersom han og ikke staaer op og giver ham, fordi han er hans Ven, saa staaer han dog op for hans Ubluheds Skyld og giver ham saa mange, som han har behov. 9 Og jeg siger Eder: beder, saa skal Eder gives; leder, saa skulle I finde; banker, saa skal Eder oplades. 10 Thi hver den, som beder, han faaer, og hvo som leder, han finder, og den, som banker paa, ham skal oplades. 11 Men dersom iblandt Eder en Søn beder sin Fader om et Brød, monne han da give ham en Steen? og dersom han beder om en Fisk, monne han for Fisken give ham en slange? 12 Eller og dersom han beder om et Æg, monne han give ham en Skorpion? 13 Dersom da I, som ere onde, vide at give Eders Børn gode Gaver, hvor meget mere skal den himmelske Fader give dem den Hellig Aand, som han bede? 14 Og han uddrev en Djævel, og den var stum; men det skete, der Djævelen var udfaren, talede den Stumme, og Folket forundrede sig. 15 Men Nogle af dem sagde: han uddriver Djævle ved Beelzebul, Djævelenes Øverste. 16 Men Andre fristede ham og begjerede Tegn af ham fra Himmelen. 17 Men der han fornam deres Tanker, sagde ham til dem: hvert Rige, som er splidagtigt med sig selv, bliver øde, og et Huus, som er splidagtigt med sig selv, falder. 18 Men er og Satanas bleven splidagtig med sig selv, hvorledes skal hans Rige da blive bestandigt? Thi I sige, jeg uddriver Djævle ved Beelzebul. 19 Men om jeg uddriver Djævle ved Beelzebul, ved hvem uddrive da Eders Sønner dem? Derfor skulle de vare Eders Dommere. 20 Men dersom jeg uddriver Djævle ved Guds Finger, da er jo Guds Rige kommet til Eder. 21 Naar den Stærke bevæbnet vogter sit Palads, bliver det, han har, med Fred. 22 Men naar en Stærkere end han kommer over ham og overvinder ham, da borttager han hans fulde Rustning, som han forlod sig paa, og uddeler hans Bytte. 23 Hvo som ikke er med mig, er imod mig; og hvo som ikke sanker med mig, adspreder. 24 Naar den urene Aand udfarer af Mennesket, vandrer han igjennem tørre Steder og sæger Hvile; og Naar han ikke finder den, da siger han: jeg vil vende om til mit Huus, som jeg gik ud af. 25 Og naar han kommer, finder han det feiet og prydet. 26 Da gaaer han bort og tager syv andre Aander med sig, som ere værre end han selv, og naar de komme ind, boe de der; og det Sidste bliver værre med dette Menneske end det Første. 27 Men det begav sig, der han sagde disse Ting, opløftede en Kvinde af Folket Røsten og sagde til ham: saligt er det Liv, som bar dig, og de Byrster, som du diede. 28 Men han sagde: ja, salige ere de, som høre Guds Ord, og bevare det. 29 Men der Folket forsamledes til ham, begyndte han at sige: denne Slægt er ond, den begjerer et Tegn, og den skal intet Tegn gives, uden Jonas' Prophetens Tegn. 30 Thi ligesom Jonas var de Niniviter et Tegn, saa skal og Menneskens Søn være for denne Slægt. 31 Dronningen fra Sønden skal opstaae ved Dommen imod Mændene af denne Slægt og skal fordømme den; thi hun kom fra Jordens Grændser, at høre Salomons Viisdom; og see, her er mere end Salomon. 32 De Mænd af Ninive skulle opstaae ved Dommen imod denne Slægt, og fordømme den; thi de omvendte sig ved Jonas' Prædiken; og see, her er mere end Jonas. 33 Ingen tænder et Lys og sætter det i Skjul, ei heller under en Skjeppe, men paa en Lysestage, at de, som gaae ind, kunne see dets Skin. 34 Øiet er Legemets Lys; naar dit Øie derfor er sundt, er og dit ganske Legeme lyst, men dersom det er ondt, er og dit Legeme mørkt. 35 See derfor til, at det Lys, der er i dig, ikke er Mørke. 36 Dersom da dit ganske Legeme er lyst, saa at ingen Deel deraf er mørkt, bliver det hele lyst, son naar Lyset med sin Glans bestraaler dig. 37 Men idet han talede, bad en Pharisæer ham, at han vilde æde Middagsmaaltid med ham; og han gik ind og satte sig tilbords. 38 Men Pharisæeren forundrede sig, da han saae, at han ikke toede sig først, før Maaltid. 39 Men Herren sagde til ham: I Pharisæer rense nu Bægere og Fade udvortes, men det Indvortes i Eder er fuldt af Rov og Ondskab. 40 I Daarer! den, som gjorde det Udvortes, gjorde han ikke ogsaa det Indvortes? 41 Men af det Indvortes giver Almisse; see, saa ere alle Ting Eder rene. 42 Men vee Eder, i Pharisæer at I give Tiende af Mynte og Rude og allehaande Urter og forbigaae Dom og Guds Kjærlighed; disse Ting burde man at gjøre og ikke forsømme de andre. 43 Vee Eder, I Pharisæer! at I ville gjerne sidde paa det fornemste Sæde i Synagogerne og være hilsede paa Torvene. 44 Vee Eder, I skriftkloge og Pharisæer, i Øienskalke! at I ere som ukjendelige Grave, og Menneskene, som gaae over dem, vide det ikke. 45 Men en af de Lovkyndige svarede og sagde til ham: Mester! idet du siger saadant, forhaaner du og os. 46 Men han sagde: vee og Eder, I Lovkyndige! thi I besvære Menneskene med Byrder, vanskelige at bære, og selv røre I Byrderne ikke med en een af Eders Fingre. 47 Vee Eder! at I bygge Pharisæernes Grave, men Eders Fædre sloge dem ihjel. 48 Saaledes vidne I med Eders Fædres Gjerninger og samtykke dem; thi de sloge dem ihjel, og I bygge deres Grave. 49 Derfor har og Guds Viisdom sagt: jeg vil sende Propheter og Apostler til dem, og nogle af dem skulle de slaae ihjel og forfølge andre. 50 paa det at alle Propheternes Blod, som er udøst fra Verdens Begyndelse, skal kræves af denne Slægt, 51 fra Abels Blod indtil Zacharias' Blod, som blev omkommet imellem Alteret og Templet; ja, jeg siger Eder: det skal kræves af denne Slægt, 52 Vee Eder, I lovkyndige! at I have taget Kundskabens Nøgle; selv gaae I ikke ind, og dem, som ville gaae ind, formene I det. 53 Men der han sagde dette til dem, begyndte de Skriftkloge og Pharisæerne at trænge hardt ind paa ham og at lokke ord af hans Mund om mange Ting. 54 Thi de lurede paa ham, og søgte at opfange Noget af hans Mund, at de kunde anklage ham. Luke 12 1 Idet Folket var forsamlet ved mange Tusinde, saa at de traadte paa hverandre, begyndte han at sige til sine Disciple: fornemmeligen tager Eder vare paa Pharisæernes Suurdeig, som er Øienskalkhed. 2 Men Intet er skjult, som jo skal aabenbares, og Intet hemmeligt, som man jo skal faae at vide. 3 Derfor, hvad I sige i Mørket, skal høres i Lyset; og hvad I tale i Øret i Kamrene, skal forkyndes paa Tagene. 4 Men jeg siger Eder, mine Venner! frygter ikke for dem, som slaae Legemet ihjel og derefter ikke formaae at gjøre mere. 5 Men jeg vil vise Eder, for hvem I skulle frygte: frygter for den, som har Magt til, efter at have slaget ihjel, at kaste i Helvede; ja, jeg siger Eder: frygter for ham. 6 Sælges ikke fem Spurve for to Penninge? og ikke een af dem er glemt af Gud. 7 Ja og Haarene paa Eders hoved ere alle talte; derfor frygter ikke, I ere bedre end mange Spurve. 8 Men jeg siger Eder: hver den som bekjender mig for Menneskene, den skal og Menneskenes Søn bekjende for Guds Engle. 9 Og hvo mig fornægter for menneskene, skal fornægtes for Guds Engle. 10 Og hver den, som taler et Ord imod Menneskens Søn, ham skal det forlades; men hvo som taler bespottelig imod den Hellig Aand, ham skal det ikke forlades. 11 Men naar de føre Eder frem for Synagoger og Øvrigheder og de Vældige, da bekymrer Eder ikke, hvorledes eller hvad I skulle tale til Eders forsvar, eller hvad I skulle sige; 12 thi den Hellig Aand skal lære Eder i den samme Stund, hvad I bør sige. 13 Men En af Folket sagde til ham: Mester! siig min Broder, at han skifter Arv med mig. 14 Men han sagde til ham: Menneske! hvo har sat mig til Dommer eller Deler imellem Eder? 15 Og han sagde til dem: seer til og vogter Eder for Gjerrighed; thi Ingens Liv bestaaer i at have overflødigt Gods. 16 Men han talede en Lignelse til dem og sagde: der var en rig Mand, hvis Land havde baaret vel. 17 Og han tænkte ved sig selv og sagde: hvad skal jeg gjøre? thi jeg har ikke Rum, hvorudi jeg kan samle mine Frugter. 18 Og han sagde: dette vil jeg gjøre: jeg vil nedbryde mine Lader og bygge dem større, og jeg vil samle derudi alt det, som mig er voxet, og mit Gods; 19 og jeg vil sige til min Sjæl: Sjæl! du har meget Godt i Forraad til mange Aar; giv dig til Ro, æd drik, vær glad. 20 Men Gud sagde til ham: du Daare i denne Nat kræves din Sjæl af dig: men hvem skal det høre til, som du har beredt? 21 Saaledes den, som samler sig Liggendefæ og er ikke rig i Gud. 22 Men han sagde til sine Disciple: derfor siger jeg Eder: bekymrer Eder ikke for Eders Liv, hvad I skulle æde; ikke heller for Legemet, hvad I skulle iføres. 23 Livet er mere end Maden, og Legemet end Klæderne. 24 Giver Agt paa Ravnene, de saae ikke, høste ikke, de have ingen Kjelder og ei Lade, og Gud føder dem alligevel; hvor meget ere I bedre end Fuglene? 25 Men hvo er iblandt Eder, som kan sætte een Alen til sin Væxt, enddog han bekymrer sig derfor? 26 Formaae I da ei engang det Mindste, hvi bekymre I Eder for det Øvrige? 27 Giver Agt paa Lilierne, hvorledes de voxe; de arbeide ikke, spinde ei heller; men jeg siger Eder: end ikke Salomon i al sin Herlighed var klædt som een af dem. 28 Klæder da Gud Græsset saa som i Dag staaer paa Marken og i Morgen kastes i Ovnen, hvor meget mere Eder, i lidet Troende! 29 Derfor spørger og I ikke med Bekymring om, hvad I skulle æde, eller hvad I skulle drikke; og værer ikke vankelmodige. 30 Thi efter alt Saadant søge Hedningerne i Verden; men Eders Fader veed, at I have det behov. 31 Søger heller Guds Rige. saa skulle alle disse Ting tillægges Eder. 32 Frygt ikke, du lille Hjord! thi det er Eders Fader behageligt at give Eder Riget. 33 Sølger hvad I have, og giver Almisse! Gjører Eder Poser, som ikke bliver gamle, et Liggendefæ, som ikke forgaaer, i Himlene, hvor ingen Tyv kommer til, og intet Møl fordærver. 34 Thi hvor Eders Liggendefæ er, der vil og Eders Hjerte være. 35 Eders Lænder være ombundne, og Eders Lys brændende. 36 Og værer ligesom de Mennesker, der vente deres Herre, naar han bryder op fra Brylluppet, paa det, nar han kommer og banker paa, og de strax kunne lade op for ham. 37 Salige ere de Tjenere, som Herren finder vaagne, naar han kommer. Sandelig siger jeg Eder, at han skal binde op om sig og sætte dem tilbords, og gaae frem og tjene dem. 38 Og dersom han kommer i den anden Vagt og kommer i den tredie Vagt og finder det saaledes, da ere disse Tjenere salige. 39 Men dette skulle I vide, at dersom Huusbonden vidste, hvad for en Time Tyven vilde komme, da vaagede han og lod ikke bryde ind i sit Huus. 40 Derfor værer og I beredte; thi Menneskens Søn kommer paa den Time, som I ikke mene. 41 Men Peter sagde til ham: Herre! siger du denne Lignelse til os eller ogsaa til Alle? 42 Men Herren sagde: hvo er vel den tro og snilde Huusholder, som Herren vil sætte over sit Tyende, at give dem deres tillagte spise i rette Tid? 43 Salig er den Tjener, hvilken hans Herre, naar han kommer, finder at gjøre saaledes. 44 Sandelig siger jeg Eder: han skal sætte ham over alt sit Gods. 45 Men dersom samme Tjener siger i sit Hjerte: min Herre tøver at komme; og han begynder at slaae Drengene og Pigerne og at æde og drikke og blive drukken; 46 da skal samme Tjeners Herre komme paa den Dag, som han ikke tænker, og paa den Time, som han ikke veed, og hugge ham i to og skal give ham hans Deel med de Utroe. 47 Men den Tjener, som veed sin Herres Villie og ikke bereder sig og ikke gjør efter hans Villie, skal faae mange Hug; 48 men den, som ikke veed det, og gjør, hvad der er Hug værd, skal faae lidet Hug. Thi enhver, hvem Meget er givet, hos ham skal man søge Meget; og hvem Meget er betroet, af ham skal man kræve Mere. 49 Ild er jeg kommen at kaste paa Jorden, og hvor vilde jeg, at den var optændt allerede! 50 En Daab skal jeg døbes med, og hvor ængstes jeg, indtil den er fuldbragt! 51 Mene I, at jeg er kommen at give Fred paa Jorden? Nei, jeg siger Eder, men Tvedragt. 52 Thi fra nu af skulle fem i eet Huus være splidagtige, tre imod to og to imod tre. 53 Faderen skal være splidagtig imod Sønnen, og Sønnen imod Faderen; Moderen imod Datteren og Datteren imod Moderen; Mandens Moder imod sin Søns Hustru, og Sønnens Hustru imod sin Mands Moder 54 Men han sagde og til Folket: naar I see Skyen opgaae i Vester, sige I strax: der kommer Regn; og det skeer saaledes. 55 Og naar I see Søndenveir blæse, sige I: der kommer Hede; og det skeer. 56 I Øienskalke! Jordens og Himmelens Skikkelse vide I at skjønne, men hvi skjønne I ikke denne Tid? 57 Men hvorfor dømme I ikke og af Eder selv, hvad ret er? 58 Thi medens du gaaer hen med din Modstander for Øvrigheden, da gjør din Flid paa Veien, at du kan gaae forligt fra ham, paa det han ikke skal drage dig for Dommeren, og Dommeren skal overantvorde Slutteren dig, og Slutteren skal kaste dig i Fængsel. 59 Jeg siger dig: du skal slet ikke komme derudfra, før end du betaler endog den sidste Skjerv. Luke 13 1 Men paa den samme Tid vare Nogle tilstede, som forkyndte ham om de Galilæer, hvis Blod Pilatus havde blandet med deres Offer. 2 Og Jesus svarde og sagde til dem: mene I, at disse Galilæer vare Syndere fremfor alle Galilæer, fordi de lede dette? 3 Nei, siger jeg Eder; Men dersom I ikke omvende eder, skulle I alle ligesaa omkomme. 4 Eller de Atten, som taarnet i Siloam faldt paa og ihjelslog, mene I, at de vare skyldige fremfor alle Mennesker, som boe i Jerusalem? 5 Nei, siger jeg Eder; men dersom I ikke omvende Eder, skulle I alle ligesaa omkomme. 6 Men han sagde denne Lignelse: En havde et Figentræ, som var plantet i hans Viingaard; og han kom, og ledte efter Frugt derpaa, og fandt ingen. 7 Men han sagde til Viingaardsmanden: see, jeg er nu i tre Aar kommen og har ledt efter Frugt paa dette Figentræ og finder ingen; hug det om, hvi skal det og gjøre Jorden unyttig? 8 Men han svarede og sagde til ham: Herre! lad det staae endnu dette Aar, indtil jeg faaer gravet om det og gjødet det, 9 om det da vil bære Frugt; men hvis ikke, da hug det siden om. 10 Men han lærte i een af Synagogerne paa Sabbaten. 11 Og see, der var en Kvinde, som havde havt en Sygdoms Aand i atten Aar, og hun var kroget og kunde aldeles ikke rette sig op. 12 Men der Jesus saae hende kaldte han ad hende og sagde til hende: Kvinde, du er løst fra din Sygdom. 13 Og han lagde Hænderne paa hende; og strax rettede hun sig op og prisede Gud. 14 Da svarede Synagogeforstanderen, som var vred, fordi Jesus helbredte paa Sabbaten, og sagde til Folket: der ere sex Dage, paa hvilke man bør arbeide; kommer derfor paa dem og lader Eder helbrede, og ikke paa Sabbatsdagen. 15 Da svarede Herren ham og sagde: du Øienskalk! løser ikke hver iblandt Eder sin Oxe eller sit Asen fra Krybben paa Sabbaten og fører dem til Vands? 16 Men denne, som er en Abrahams Datter, hvilken Satanas havde bundet, see, i atten Aar, burde hun ikke løses af dette Baand paa Sabbatsdagen? 17 Og der han dette sagde, bleve Alle beskæmmede, som vare ham imod; og alt Folket glædte sig over alle de herlige Gjerninger, som gjordes af ham. 18 Men han sagde: hvad er Guds Rige ligt! og hvorved skal jeg ligne det? 19 Det er ligt et Senepskorn, hvilket et Menneske tog og lagde i sin Have; og det voxte og blev et stort Træ, og Himmelens Fugle gjorde Rede i dets Grene. 20 Og han sagde atter: hvorved skal jeg ligne Guds Rige? 21 Det er ligt en Suurdeig, hvilken en Kvinde tog og nedlagde i tre Maader Meel, indtil det blev syret altsammen. 22 Og han gik igjennem Stæder og Byer og lærte og tog Veien til Jerusalem. 23 Men En sagde til ham: Herre! mon de ere faa, som blive salige? Da sagde han til dem: 24 Stræber alvorligen at indgaae igjennem den snevre Port; thi Mange siger jeg Eder, skulle søge at komme ind og skulle ikke kunne. 25 Efterat Huusbonden er staaet op og har tillukt Døren, og I da komme til at staae udenfor og banke paa Døren og sige: Herre, Herre, lad op for os! da skal han svare og sige til Eder: jeg kjender Eder ikke, hveden I ere. 26 Da skulle I begynde at sige: vi aade og drak for dine Øine, og du lærte paa vore Gader. 27 Og han skal svare: jeg siger Eder, jeg kjender Eder ikke, hveden I ere; viger fra mig, alle I, som gjøre Uret! 28 Der skal være Graad og Tænders Gnidsel, naar I faae at see Abraham og Isaak og Jakob og alle Propheter i Guds Rige, men Eder at være udstødte udenfor. 29 Og de skulle komme fra Øster og Vester og fra Nord og Sønder og sidde tilbords i Guds Rige. 30 Og see, der ere Sidste, som skulle være de Første, og der ere Første, som skulle være de Sidste. 31 Paa den samme Dag kom nogle Pharisæer og sagde til ham: gak bort, og drag herfra; thi Herodes vil ihjelslaae dig. 32 Og han sagde til dem: gaaer hen og siger den Ræv: see, jeg uddriver Djævle og fuldfører Helbredelser i Dag og i Morgen og paa den tredie Dag fuldendes jeg. 33 Dog bør det mig at vandre i Dag og i Morgen og den Dag derefter; thi det skeer ikke, at en Prophet omkommes udenfor Jerusalem. 34 Jerusalem! Jerusalem! som ihjelslaaer Propheter og steener dem, som ere sendte til dig! hvor ofte vilde jeg forsamlet dine Børn, ligerviis som en Høne forsamler sine Kyllinger under Vingerne; men I vilde ikke. 35 See, Eders Huus skal lades Eder øde. Men sandelig siger jeg Eder: I skulle ikke see mig,indtil Tiden kommer, naar I skulle sige: velsignet være den, som kommer i Herrens Navn! Luke 14 1 Og det begav sig, der han kom i en af de øverste Pharisæers Huus paa en Sabbat for at holde Maaltid, at de toge vare paa ham. 2 Og see, der var et vattersottigt Menneske for ham. 3 Og Jesus begyndte at tale til de Lovkyndige og Pharisæerne og sagde: mon det er tilladt at helbrede paa Sabbaten? 4 Men de taug. Og han tog paa ham og helbredte ham og lod ham gaae. 5 Og han svarede og sagde til dem: hvo er iblandt Eder, som, naar hans Oxe eller Asen falder i en Brønd, ikke strax drager det op paa Sabbatsdagen? 6 Og de kunde ikke give ham Svar derpaa. 7 Men han sagde en Lignelse til Gjesterne, der han gav Agt paa, hvorledes de udvalgte de øverste Sæder ved Bordet, og sagde til dem: 8 naar du er buden af Nogen til Bryllup, da sæt dig ikke øverst tilbords, at ikke en Hæderligere end du maatte være buden af ham; 9 og den, som indbød dig og ham, maatte komme og sige til dig: giv denne Plads; og du da med Blusel komme til at sidde nederst. 10 Men naar du er buden, gak hen og sæt dig nederst, at, naar han kommer, som indbød dig, han da maa sige til dig: Ven! sæt dig høiere, op; og da skal du have Ære for dem, som sidde med dig tilbords. 11 Thi hver den, sig selv ophøier, skal fornedres; og hvo sig selv fornedrer, skal ophøies. 12 Men han sagde og til den, som han havde budet: naar du gjør Middags- eller Aftensmaaltid, byd ikke dine Venner, ei heller dine Brødre, ei heller dine Frænder, ei heller rige Naboer, paa det de ikke skulle indbyde dig igjen, og dig skee Vederlag. 13 Men naar du gjør et Gjestebud, da byd Fattige, Krøblinger, Halte, Blinde: 14 saa skal du være salig; thi de have Intet at betale derfor; men det skal igjengives dig i de Retfærdiges Opstandelse. 15 Men der En af dem, som sadde med tilbords, hørte det, sagde han til ham: salig er den, som kommer tilbords i Guds Rige. 16 Men han sagde til ham: der var et Menneske, som gjorde en stor Nadvere og bød Mange. 17 Og han udsendte sin Tjener paa Nadverens Time at sige til de Budne: kommer; thi nu ere alle Ting beredte. 18 Og de begyndte alle eendrægteligen at undskylde sig. Den Første sagde til ham: jeg har kjøbt en Ager og har fornøden at gaae ud og see den; jeg beder dig, hav mig undskyldt. 19 Og en Anden sagde: jeg har kjøbt fem Par Øxen, og gaaer hen at prøve dem; jeg beder dig, hav mig undskyldt. 20 Og en Anden sagde: jeg tog mig en Hustru til Ægte, og derfor kan jeg ikke komme. 21 Og den Tjener kom og forkyndte sin Herre det; da blev Huusbonden vred og sagde til sin Tjener: gak hurtig ud paa Stadens Stræder og Gader, og før hid ind Fattige og Krøblinger og Halte og Blinde. 22 Og Tjeneren sagde: Herre! det er gjort, som du befoel, og der er endnu Rum. 23 Og Herren sagde til Tjeneren: gak ud paa Veiene og ved Gjerderne og nød dem at gaae ind, paa det mit Huus kan vorde fuldt. 24 Thi jeg siger Eder, at ingen af de Mænd, som vare budne, skal smage min Nadvere. 25 Men meget Folk gik med ham, og han vendte sig og sagde til dem: 26 dersom Nogen kommer til mig og hader ikke sin Fader og Moder og Hustru og Børn og Brødre og Søstre og tilmed sit eget Liv, han kan ikke være min Discipel. 27 Og hvo som ikke bærer sit Kors og kommer efter mig, kan ikke være min Discipel. 28 Thi hvo iblandt Eder, som vil bygge et Taarn, sidder ikke først og beregner Bekostningen, om han har, hvad der hører til at fuldføre det med, 29 at ikke, naar han faaer lagt Grundvold og ei kan fuldende det, Alle, som see det, skulle begynde at spotte ham og sige: 30 dette Menneske begyndte at bygge og kunde ikke fuldende det. 31 Eller hvilken konge, som drager i Krig at stride imod en anden Konge, sidder ikke først og beraader sig, om han er mægtig til, med ti Tusinde at møde den, som kommer mod ham med tyve Tusinde? 32 Men hvis ikke, udskikker han Sendebud, medens den Anden endnu er langt borte, og handler om Fred. 33 Saaledes og hver af Eder, som ikke forsager alt det, han har, kan ikke være min Discipel. 34 Saltet er godt; men dersom Saltet mister sin Kraft, hvormed skal det saltes? 35 Det tjener hverken til Jord eller til Gjødning; de kaste det ud. Hvo som har Øren at høre med, han høre! Luke 15 1 Men alle Toldere og Syndere holdt sig nær til ham for at høre ham. 2 Og Pharisæerne og de Skriftkloge knurrede og sagde: denne annammer Syndere og æder med dem. 3 Men han talede denne Lignelse til dem og sagde: 4 hvilket Menneske af Eder, som har hundrede Faar og har tabt eet af dem, forlader ei de ni og helvfemsindstyve i Ørken og gaaer bort efter det tabte, indtil han finder det? 5 Og naar han har fundet det, lægger han det paa sine Skuldre med Glæde. 6 Og naar han kommer hjem, sammenkalder han Venner og Naboer og siger til dem: glæder Eder med mig; thi jeg har findet mit Faar, som var tabt. 7 Jeg siger Eder: saaledes skal der være Glæde i Himmelen over een Synder, som omvender sig, men end over ni og halvfemsindstyve Retfærdige, hvilke ikke have Omvendelse behov. 8 Eller hvilken Kvinde, som har ti Penninge, om hun taber een Penning, tænder ikke et Lys og feier Huset og søger med Flid, indtil hun finder den? 9 Og naar hun har findet den, sammenkalder hun Veninder og naboesker og siger: glæder Eder med mig; thi jeg har fundet den penning, som jeg tabte. 10 Saaledes, siger jeg Eder, bliver der Glæde hos Guds Engle over een Synder, som omvender sig. 11 Men han sagde: en Mand havde to Sønner. 12 Og den Yngste af dem sagde til Faderen: Fader! giv mig den Deel af Eiendommen, som mig tilfalder. Og han skiftede Godset mellem dem. 13 Og ikke mange Dage derefter samlede den yngre Søn alt Sit og drog udenlands, til et Land langt borte, og ødte der sit Gods i et overdaadigt Levned. 14 Men der han havde fortæret alt det, han eiede, blev en svar hunger i det samme Land; og han begyndte at lide Mangel. 15 Og han gik hen og holdt sig til een af Borgerne der i landet, og denne sendte ham paa sine Agre og vogte Sviin. 16 Og han begjerede at fylde sin Bug med Mask, som Svinene aade; og Ingen gav ham Noget. 17 Men han gik i sig selv og sagde; hvor mange Daglønnere hos min Fader have overflødigt Brød? men jeg omkommer af Hunger. 18 Jeg vil staae op og gaae til min Fader og sige til ham: Fader! jeg har syndet mod Himmelen og for dig, 19 og er ikke længere værd at kaldes din Søn, gjør mig som een af dine Daglønnere. 20 Og han stod op og kom til sin Fader. Men der han endnu var langt borte, saae hans Fader ham og ynkes inderligen og løb til og faldt om hans Hals og kyssede ham. 21 Men Sønnen sagde til ham: Fader! jeg har syndet imod Himmelen og for dig og er ikke længere værd at kaldes din Søn. 22 Men Faderen sagde til sine Tjenere: bærer frem det bedste Klædebon, ifører ham det og giver ham en Ring paa hans Haand og Skoe paa Fødderne; 23 og henter den fødede Kalv hid og slagter den, og lader os æde og være lystige. 24 Thi denne min Søn var død og er bleven levende igjen, og var fortabt og er funden. Og de begyndte at være lystige. 25 Men hans Ældste Søn var paa Marken, og da han kom og var nær ved Huset, hørte han Musik og Dands. 26 Og han kaldte een af Drengene til sig og udspurgte, hvad det var? 27 Men han sagde til ham: din Broder er kommen, og din Fader slagtede den fedede Kalv, fordi han har faaet ham karsk igjen. 28 Men han blev vred og vilde ikke gaae ind. Derfor gik hans Fader ud og bad ham. 29 Men han svarede og sagde til Faderen: see, saa mange Aar tjener jeg dig og overtraadte end aldrig dit Bud, og du har aldrig givet mig et Kid, at jeg kunde være lystig med mine Venner. 30 Men da denne din Søn er kommen, som har fortæret dit Godt med Skjøger, slagtede du den fedede Kalv til ham. 31 Men han sagde til ham: min Søn! du er altid hos mig, og alt det, som mit er, er dit. 32 Men man burde at være lystig og glæde sig, fordi denne din Broder var død og er bleven levende igjen, og var fortabt, og funden. Luke 16 1 Men han sagde og til sine Disciple: der var en rig Mand, som havde en Huusholder, og denne blev beført for ham, at han ødte hans Gods. 2 Og han kaldte ham og sagde til ham: hvi hører jeg dette om dig? Gjør Regnskab for din Huusholdning; thi du kan ikke længere forstaae Huset. 3 Men Huusholderen sagde ved sig selv: hvad skal jeg gjøre, efterdi min Herren tager Huusholdningen fra mig? Jeg formaaer ikke at grave, jeg skammer mig ved at trygle. 4 Jeg veed, hvad jeg vil gjøre, at de skulle tage mig i deres Huse, naar jeg bliver sat fra Huusholdningen. 5 Og han fremkaldte enhver af sin Herres Skyldnere og sagde til den første: hvor meget er du min Herre skyldig? 6 Men denne sagde: hundrede Fade Olie. Og han sagde til ham: tag dit Brev og sæt dig snart ned, og skriv helvtredsindstyve. 7 Derefter sagde han til en anden: men du, hvor meget er du skyldig? Men denne sagde: hundrede Maader Hvede. Og han sagde til ham: tag dit Brev og skriv firsindstyve. 8 Og Herren lovede den uretfærdige Huusholder, at han gjorde snildeligen; thi denne Verdens Børn ere klogere end Lysets Børn mod deres Slægt. 9 Og jeg siger Eder: gjører Eder Venner ved den urette Mammon, at, naar I skilles herfra, de skulle annamme Eder i de evige Boliger. 10 Hvo som er tro i det Mindste er og tro i Meget; og hvo som er uretfærdig i det Mindste, er og uretfærdig i Meget. 11 Dersom I da ikke have været troe i den urette Mammon, hvo vil betroe Eder den sande? 12 Og dersom I ikke have været troe i det Fremmede, hvo vil give Eder Noget selv at eie? 13 Ingen Huussvend kan tjene to Herrer; thi han skal enten hade den ene og elske den anden, eller holde sig til den ene og foragte den anden; I kunne ikke tjene Gud og Mammon. 14 Men alt dette hørte ogsaa Pharisæerne, som vare pengegjerrige, og de spottede ham. 15 Og han sagde til dem: I ere de, som retfærdiggjøre Eder selv for Menneskene; men Gud kjender Eders Hjerter; thi hvad som er høit iblandt Mennesker, er en VederStyggelighed for Gud. 16 Loven og Propheterne indtil Johannes spaaede; fra den Tid forkyndes Guds Rige ved Evangelium og hver trænger derind med Magt. 17 Men det er lettere, at Himmelen og Jorden forgaae, end at een Tøddel af Loven bortfalder. 18 Hver, som skiller sig fra sin Hustru og tager en anden til Ægte, bedriver Hoer, og hver, som tager den til Ægte, der er skilt fra Manden bedriver Hoer. 19 Men der var en rig Mand, og han klædte sig i Purpur og kosteligt Linklæde og levede hver Dag herligen og i Glæde. 20 Der var og en Fattig ved Navn Lazarus, som var lagt for hans Dør, fuld af Saar. 21 Og han begjerede af mættes af de Smuler, som faldt af den Riges Bord; men og Hundene kom og slikkede hans Saar. 22 Men det begav sig, at den Fattige døde, og at han blev henbaaren af Englene i Abrahams Skjød; men den Rige døde ogsaa og blev begraven. 23 Og der han opløftede sine Øine i Helvede, der han var i Pine, saae han Abraham langt borte, og Lazarus i hans Skjød. 24 Og han raabte og sagde: Fader Abraham! forbarm dig over mig, og send Lazarus, at han dypper det Yderste af sin Finger i Vand og lædsker min Tunge; thi jeg pines svarligen i denne lue. 25 Men Abraham sagde: Søn! kom ihu, at du har annammet dit Gode i din Livstid, og Lazarus ligesaa det Onde; men nu trøstes han, og du pines. 26 Og foruden alt dette er imellem os og Eder et stort Svælg befæstet, at de, som ville fare herfra ned til Eder, kunne ikke, og de kunne ikke heller fare derfra over til os. 27 Men han sagde: saa beder jeg dig, Fader! at du sender ham til min Faders Huus; 28 thi jeg har fem Brødre; paa det han kan vidne for dem, at ikke ogsaa de komme i denne Pines Sted. 29 Abraham sagde til ham: de have Moses og Propheterne, lad dem høre dem. 30 Men han sagde: ak nei, Fader Abraham! men dersom Nogen fra de Døde gik til dem, da omvendte de sig. 31 Men han sagde til ham: høre de ikke Moses og Propheterne, da troe de ikke heller, om Nogen opstod fra de Døde. Luke 17 1 Men han sagde til Disciplene: det er umuligt, at Foragelser ei skulle komme; men vee den, ved hvilken de komme! 2 Det var ham bedre, om en Møllesteen blev hængt om hans Hals, og han blev kastet i Havet, end at han skulde forarge een af disse Smaa. 3 Vogter Eder selv, Men dersom din Broder synder imod dig, straf ham; og dersom han omvender sig, da tilgiv ham. 4 Og dersom han syv Gange om Dagen syndede imod dig og syv Gange om Dagen vender tilbage til dig og siger: det fortryder mig, da skal du tilgive ham. 5 Og Apostlerne sagde til Herren: forøg os Troen. 6 Men Herren sagde: dersom I havde tro som et Senepskorn, da kunde I sige til dette Morbærtræ: ryk dig op med Rod, og plant dig i Havet; og det skulde være Eder lydigt. 7 Men hvo af Eder, som har en Tjener, der pløier eller vogter Kvæg, siger strax til ham, naar han kommer hjem af Marken: gak hen og sæt dig tilbords? 8 Mon han ikke snarere sige til ham: bered det, jeg skal have til Nadvere, og bind op om dig, og vart mig op, medens jeg æder og drikker; og derefter maa du æde og drikke? 9 Mon han takke denne Tjener, at han gjorde det, som var ham befalet? Jeg mener det ikke. 10 Ligesaa og I, naar I have gjort alle Ting, som Eder ere befalede, siger: vi ere unyttige Tjenere; thi vi gjorde det, som vi vare skyldige at gjøre. 11 Og det begav sig, der han reiste til Jerusalem, da drog han midt igjennem Samaria og Galilæa. 12 Og der han kom til en By, mødte han ti spedalske Mænd, som stode langt borte. 13 Og de opløftede Røsten og sagde: Jesus, Mester, forbarm dig over os! 14 Og der han saae dem, sagde ham til dem: gaaer hen og beteer Eder for Præsterne, Og det skete, der de gik bort, bleve de rensede. 15 Men een af dem, der han saae, at han var helbredet, vendte tilbage, og prisede Gud med høi Røst. 16 Og han faldt paa sit Ansigt for hans Fødder og takkede ham; og denne var en Samaritan. 17 Da svarede Jesus og sagde: bleve ikke de Ti rensede? men hvor ere de Ni? 18 Bleve ellers Ingen fundne, som vendte tilbage at give Gud Ære, uden denne Fremmede? 19 Og han sagde til ham: staa op, gak bort; din Tro har frelst dig! 20 Men da han blev adspurgt af Pharisæerne: naar kommer Guds Rige? svarede han dem og sagde: Guds Rige kommer ikke saaledes, at man kan vise derpaa. 21 De skulle ikke heller sige: see her, eller see der er det; thi see, Guds Rige er inden i Eder. 22 Men han sagde til Disciplene: de Dage skulle komme, da I skulle begjere at see een af Menneskens Søns Dage, og I skulle ikke see den. 23 Og de skulle sige til Eder: see her, eller see der er han; men gaaer ikke hen, og følger ikke heller. 24 Thi ligesom Lynet, som lyner fra den ene Side af Himmelen, skinner til den anden Siden af Himmelen, saa skal Menneskens Søn være paa sin Dag. 25 Men ham bør det først at lide meget og forskydes af denne Slægt. 26 Og som det skete i Noahs Dage, saaledes skal det og skee i Menneskens Søns Dage. 27 De aade, drak, toge til Ægte, bleve bortgiftede indtil den Dag, der Noah gik ind i Arken, og Syndfloden kom og ødelagde Alle. 28 Desligeste og som det skete i Loths Dage: de aade, drak, kjøbte, solgte, plantede. byggede; 29 men paa den Dag, der Loth gik ud af Sodoma, regnede Ild og Svovl af Himmelen og ødelagde dem alle. 30 Saaledes skal det være paa den Dag, menneskens Søn aabenbares. 31 Paa den samme Dag, hvo som er paa Taget og hans Redskaber i Huset, stige ikke ned at tage dem! og desligeste hvo som er paa Marken vende ikke om til det, som er bag ham. 32 Kommer Loths Hustru ihu. 33 Hvo som søger at frelse sit Liv, skal miste det; og hvo som mister det, skal holde det ved Live. 34 Jeg siger Eder: i den samme Nat skulle To være i een Seng; den Ene skal annammes, og den Anden skal lades tilbage. 35 To Kvinder skulle male tilsammen; den ene skal annammes, og den anden skal lades tilbage. 36 To skulle være paa Marken; den Ene skal annammes, og den Anden skal lades tilbage. 37 Og de svarede og sagde til ham: hvor, Herre? Men han sagde til dem: hvor Kroppen er, der skulle Ørnene forsamles. Luke 18 1 Men han sagde dem og en Lignelse derom, at man bør altid bede og ikke blive træt. 2 Og han sagde: der var en Dommer i en Stad, som frygtede ikke Gud, og undsaae sig ikke for noget Menneske. 3 Men der var en Enke i den samme Stad, og hun kom til ham og sagde: skaf mig Ret over min Modstander. 4 Og han vilde længe ikke. Men derefter sagde han ved sig selv; alligevel jeg hverken frygter Gud, ei heller undseer mig for noget Menneske, 5 dog, efterdi denne Enke gjør mig megen Besvær, vil jeg skaffe hende Ret, at hun ikke uden Ophør skal komme og plage mig. 6 Men Herren sagde: hører, hvad den uretfærdige Dommer siger. 7 Skulde da Gud ikke skaffe sine Udvalgte Ret, som raabte til ham Dag og Nat enddog han er langmodig imod dem? 8 Jeg siger Eder, at han skal snart skaffe dem Ret. Dog, naar Menneskens Søn kommer, mon han skal finde Troen paa Jorden? 9 Men han sagde og til Nogle, som stolede paa sig selv, at de vare retfærdige, og foragtede Andre, denne Lignelse: 10 der gik to Mennesker op til Templet at bede; den Ene var en Pharisæer, og den anden en Tolder. 11 Pharisæeren stod for sig selv, og bad saaledes: jeg takker dig, Gud! at jeg ikke er som andre Mennesker, Røvere, Uretfærdige, Hoerkarle eller og som denne Tolder. 12 Jeg faster to Gange om Ugen, jeg giver Tiende af alt det, jeg eier. 13 Og Tolderen stod langt borte og vilde end ikke opløfte Øiene til Himmelen, men slog sig for sit Bryst og sagde: Gud, vær mig Synder naadig! 14 Jeg siger Eder: denne gik retfærdiggjort hjem til sit Huus fremfor den Anden; thi hvo sig selv ophøier, skal fornedres, men hvo sig selv fornedrer, skal ophøies. 15 Men de bare og smaa Børn til ham, at han skulde røre ved dem; men der Disciplene saae det, truede de dem. 16 Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: lader de smaa Børn komme til mig, og formener dem det ikke; thi Guds Rige hører saadanne til. 17 Sandelig siger jeg Eder: hvo som ikke annammer Guds Rige som et Barn kommer ingenlunde derind. 18 Og en af de Øverste spurgte ham og sagde: gode Mester! hvad skal jeg gjøre, at jeg kan arve et evigt Liv? 19 Men Jesus sagde til ham: hvi kalder du mig god? Ingen er god uden Een, det er Gud. 20 Du veed Budene: du skal ikke bedrive Hoer; du skal ikke slaae ihjel; du skal ikke stjæle; du skal ikke bære falsk Vidnesbyrd; ær din Fader og din Moder. 21 Da sagde han: dette har jeg holdet altsammen fra min Ungdom af. 22 Men der Jesus det hørte, sagde han til ham: endnu fattes dig Eet: sælg alt det, du har, og uddeel det til Fattige, saa skal du have et Liggendefæ i Himmelen; og kom, følg mig. 23 Men der han det hørte, blev han heel bedrøvet; thi han var saare rig. 24 Men der Jesus saae, at han var bleven heel bedrøvet, sagde han: hvor vanskelig skulle de, som have Rigdom, komme ind i Guds Rige; 25 thi det er lettere, at en Kameel gaaer igjennem et Naaleøie, end at en Rig kommer ind i Guds Rige. 26 Men de, som hørte det, sagde: hvo kan da blive salig? 27 Men han sagde: hvad som er umuligt for Mennesker, det er muligt for Gud. 28 Men Peter sagde: see, vi have forladt Alting, og fulgt dig. 29 Men hans agde til dem: sandelig siger jeg Eder: der er Ingen, som har forladt Huus eller Forældre eller Brødre eller Hustru eller Børn for Guds Riges Skyld, 30 som jo skal annamme det mange Fold igjen i denne Tid og i den til kommende Verden et evigt Liv. 31 Men han tog de Tolv til sig og sagde til dem: see, vi gaae op til Jerusalem, og alle de Ting, som ere skrevne Ved Propheterne, skulle fuldkommes paa Menneskens Søn. 32 Thi han skal overantvordes Hedningerne og bespottes, forhaanes og bespyttes, 33 og de skulle hudstryge og ihjelslaae ham; og tredie Dag skal han opstaae. 34 Men de fattede Intet deraf, og denne Tale var skjult for dem, og de forstode ikke det, som blev sagt. 35 Men det skete, der han kom nær til Jericho, sad en Blind ved Veien og tiggede. 36 Og der denne hørte Folket gaae forbi, spurgte han, hvad dette var? 37 Men de forkyndte ham, at Jesus af Nazareth kom forbi. 38 Og han raabte og sagde: Jesus, du Davids Søn, forbarm dig over mig! 39 Og de, som gik foran, truede ham, at han skulle tie; men desto mere raabte han: du Davids Søn forbarm dig over mig! 40 Da stod Jesus stille og bød ham føres til sig; men der han kom nær til ham, spurgte han ham og sagde: 41 hvad vil du, at jeg skal gjøre dig? Men han sagde: Herre! at jeg maa blive seende. 42 Og Jesus sagde til ham: bliv seende; din Tro har frelst dig. 43 Og strax blev han seende og fulgte ham og prisede Gud; og alt Folket, som saae det, lovede Gud. Luke 19 1 Og han kom ind i Jericho og drog derigjennem. 2 Og see, der var en mand, som hedte Zachæus; han var Toldernes Øverste, og han var rig. 3 Og han søgte efter at faae Jesus at see, hvo han var, og kunde ikke for Folket, fordi han var liden af Væxt. 4 Og han løb forud og steg op i et Morbærtræ, at han kunde see ham; thi han skulle komme frem ad den Vei. 5 Og der Jesus kom til Stedet, saae han op og blev ham vaaer, og sagde til ham: Zachæus! skynd dig og stig ned; thi det bør mig i Dag at tage ind i dit Huus. 6 Og han skyndte sig og steg ned og annammede ham med Glæde. 7 Og de, som det saae, knurrede alle og sagde: han tager Herberge hos en syndig Mand. 8 Men Zachæus blev staaende og sagde til Herren: see, Herre! Halvdelen af mit Gods giver jeg de Fattige; og dersom jeg har forfordelet Nogen, da giver jeg det firefold igjen. 9 Men Jesus sagde til ham: i Dag er dette Huus vederfaret Frelse, efterdi ogsaa han er en Abrahams Søn; 10 thi Menneskens Søn er kommen at søge og frelse det Fortabte. 11 Men der de hørte paa dette, blev han ved og sagde en Lignelse, fordi han var nær Jerusalem, og de meente, at Guds Rige skulle strax aabenbares. 12 Han sagde da: en høibaaren Mand drog til et Land langt borte, at tage imod et Rige og at komme igjen. 13 Men han kaldte ti af sine Tjenere og gav dem ti Pund og sagde til dem: kjøbslaaer, indtil jeg kommer. 14 Men hans Borgere hadede ham, og skikkede Sendebud efter ham og lode sige: vi ville ikke, at denne skal regjere over os. 15 Og det begav sig, der han kom igjen, efterat han havde modtaget Riget, befalede han, athine Tjenere, hvilke han havde givet Pengene, skulde kaldes til ham, at han kunde vide, hvad hver havde vundet. 16 Da traadte den første frem og sagde: Herre! dit Pund har forhvervet ti Pund. 17 Og han sagde til ham: vel, du gode Tjener! efterdi du har været tro i det Lidet, skal du have Magt over ti Stæder. 18 Og den anden kom og sagde: Herre! dit Pund har indbragt fem Pund. 19 Men til denne sagde han ogsaa: og du skal være over fem Stæder. 20 Og en anden kom og sagde: Herre! see, her er dit Pund, hvilket jeg har havt forvaret i et Klæde. 21 Thi jeg frygtede for dig, efterdi du er en streng Mand; du tager det, som du ikke lagde, og høster det, som du ikke saaede. 22 Men han sagde til ham: efter din egen mund dømmer jeg dig, du onde Tjener! Du vidste, at jeg er en streng Mand, som tager det, jeg ikke lagde, og høster det, jeg ikke saaede; 23 hvi gav du da ikke mine Penge til Vexelbordet, at jeg ved min Hjemkomst kunde krævet dem med Rente? 24 Og han sagde til dem, som stode hos: tager Pundet fra ham, og giver det til den, som har de ti Pund. 25 (Og de sagde til ham: Herre! han har ti Pund.) 26 Thi jeg siger Eder, at hver den, som har, ham skal gives; men fra den, som ikke har, fra ham skal tages ogsaa det, han har. 27 Og nu fører hid hine mine Fjender, som ikke vilde, at jeg skulde regjere over dem, og slaaer dem ihjel for mine Øine. 28 Og der han dette havde sagt, drog han frem og reiste op til Jerusalem. 29 Og det begav sig, der han kom nær til Bethpage og Betanien, til det Bjerg, som kaldes Oliebjerget, sendte han to af sine Disciple og sagde: 30 gaaer hen til den By, som ligger for Eder; naaer I komme derind, skulle I finde et Føl bundet. paa hvilket der aldrig sad noget Menneske; løser det og fører det hid. 31 Og dersom Nogen spørger Eder: hvi løse I det? da siger saaledes til ham: Herren har det behov. 32 Men de udsendte gik hen og fandt det, ligesom han havde sagt dem. 33 Men der de løste Føllet, sagde dets Herre til dem: hvi løse I Føllet? 34 Men de sagde: Herren har det behov. 35 Og de førte det til Jesus og lagde deres Klæder paa Føllet og satte Jesus derpaa. 36 Og der han reiste frem, bredte de deres Klæder under ham paa Veien. 37 Men der han nu kom nær ved Nedgangen af Oliebjerget, begyndte Disciplenes ganske Hob gladelig at love Gud med høi Røst over alle de kraftige Gjerninger, som de havde seet, og sagde: 38 velsignet den, som kommer en Konge i Herrens Navn! Fred i Himmelen, og Ære i det Høieste! 39 Og Nogle Pharisæere af Skaren sagde til ham: Mester straf dine Disciple. 40 Og han svarede og sagde til dem: jeg siger Eder, at dersom disse taug da skulle Stenene raabe. 41 Og der han kom nær til og saae Staden, græd han over den og sagde: 42 vidste du dog, ja end paa denne din Dag, hvad der tjener til din Fred! Men nu er det skjult for dine Øine. 43 Derfor skulle de Dage komme over dig, da dine Fjender skulle kaste en Vold op omkring dig og beleire dig rundt omkring og trænge dig allevegne; 44 og de skulle lægge dig slet øde og dine Børn i dig og ikke lade Steen paa Steen i dig, fordidu ikke kjendte din Besøgelsestid. 45 Og han gik ind i Templet og begyndte at uddrive dem, som derudi solgte og kjøbte, 46 og sagde til dem: der er skrevet: mit Huus er et Bedehuus; men I have gjort det til en Røverkule. 47 Og han lærte daglig i Templet; men de Ypperstepræster og Skriftkloge og de Øverste for Folket søgte at omkomme ham. 48 Og de fandt ikke, hvad de skulde gjøre; thi alt Folket hængte ved ham og hørte ham. Luke 20 1 Og det begav sig paa een af de Dage, der han lærte Folket i Templet og prædikede Evangelium, kom med eet de Ypperstepræster og Skriftkloge tilligemed de Ældste. 2 Og de talede til ham og sagde: siig os: af hvad Magt gjør du disse Ting? eller hvo er den, som har givet dig denne Magt? 3 Men han svarede og sagde til dem: ogsaa jeg vil spørge Eder om een Sag, siger mig og det: 4 Johannes'Daab, var den af Himmelen eller af Mennesker? 5 Men de overveiede ved sig selv og sagde: sige vi: af Himmelen, da siger han: hvorfor troede I ham da ikke? 6 Men sige vi: af Mennesker, da stener alt Folket os; thi det er fast i den Mening, at Johannes var en Prophet. 7 Og de svarede, at de vidste ikke hvorfra. 8 Og Jesus sagde til dem: saa siger jeg Eder ikke heller, af hvad Magt jeg gjør disse Ting. 9 Men han begyndte at sige til Folket denne Lignelse: et Menneske plantede en Viingaard og leiede den til Viingaardsmænd og drog udenlands en Tid lang. 10 Og der Tiden kom, sendte han en Tjener til Viingaardsmændene, at de skulle give ham af Viingaardens Frugt; men Viingaardsmændene sloge ham og lode ham tomhændet fra sig. 11 Og han blev ved og sendte en anden Tjener; men de sloge ogsaa denne og forhaanede ham og lode ham tomhændet fra sig. 12 Og han blev ved og sendte den tredie; men ogsaa denne saarede de og udstødte ham. 13 Men Viingaardens Herre sagde: hvad skal jeg gjøre? jeg vil sende min Søn den Elskelige, maaskee, naar de see ham, skulle de undsee sig. 14 Men der Viingaardsmændene saae ham, beraadte de sig indbyrdes og sagde: denne er Arvingen, kommer, lader os slaae ham ihjel, at Arven maa blive vores. 15 Og de stødte ham udenfor Viingaarden og sloge ham ihjel. Hvad skal nu Viingaardens Herre gjøre ved dem? 16 Han skal komme og udrydde disse Viingaardsmænd og leie Viingaarden til andre. Men der de det hørte, sagde de: det skee aldrig! 17 Men han saae paa dem og sagde: hvad er da dette, som er skrevet: den Steen, som Bygningsmændene forstøde den er bleven til en Hovedhjørnesteen? 18 Hver, som falder paa denne Steen, bliver sønderstødt; men hvem den falder paa, ham skal den knuse. 19 Og de Ypperstepræster og Skriftkloge søgte at lægge Haand paa ham i den samme Time, men de frygtede for Folket; thi de forstode, at han havde sagt denne Ligngelse imod dem. 20 Og de toge vare paa ham, og udsendte Lurere, der anstillede sig, som om de vare retfærdige, for at fange ham i Talen, paa det de kunde overantvorde ham til Øvrigheden og Landshøvdingens Magt. 21 Og de spurgte ham og sagde: Mester! vi vide, at du taler og lærer rettelig og ikke anseer nogen Person, men lærer Guds Vei i Sandhed. 22 Er det os tilladt at give Keiseren Skat, eller ei? 23 Men da han mærkede deres Trædskhed, sagde han til dem: hvi friste I mig? 24 Viser mig en Penning; hvis Billede og Overskrift har den? Men de svarede og sagde: Keiserens. 25 Men han sagde til dem: saa giver da Keiseren det, Keiserens er, og Gud, det, Guds er. 26 Og de kunde ikke fange ham i Ord i Folkets Paahør, og de forundrede sig over hans Svar og taug. 27 Men nogle af Sadducæerne, hvilke nægte, at der er Opstandelse, gik til ham og spurgte ham og sagde: 28 Mester! Moses har foreskrevet os: dersom Nogen har en Broder, som er gift, og samme døer barnløs, da skal dennes Broder tage Hustruen og opreise sin Broder Sæd. 29 Nu vare her syv Brødre; og den første tog en Hustru og døde barnløs. 30 Og den anden tog Hustruen; ogsaa han døde barnløs. 31 Og den tredie tog hende, og saaledes alle syv; og de døde uden at efterlade Børn. 32 Men sidst af dem alle døde ogsaa Kvinden. 33 I Opstandelsen nu, hvis Hustru af disse skal hun være? thi de have alle syv havt hende til Hustru. 34 Og Jesus svarede og sagde til dem: denne Verdens Børn tage til Ægte og bortgiftes. 35 Men de, som agtes værdige til at faae Deel i hiin Verden og i Opstandelsen fra de Døde, tage hverken til Ægte eller bortgiftes. 36 De kunne jo ikke mere døe; thi de ere Engle lige og ere Guds Børn, efterdi de ere Opstandelsens Børn. 37 Men at de Døde opvækkes, har og Moses givet tilkjende i Stedet om Tornebusken, der han kalder Herren: Abrahams Gud og Isaaks Gud og Jakobs Gud. 38 Men han er ikke de Dødes Gud, men de Levendes; thi ham leve de alle. 39 Men nogle af de Skriftkloge svarede og sagde: Mester! du talede vel. 40 Og de turde ikke ydermere spørge ham om Noget. 41 Men han sagde til dem: hvorledes siger man Christus at være Davids Søn? 42 da dog David siger i Psalmernes Bog: Herren sagde til min Herre: sid hos min høire Haand, 43 indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Skammel. 44 Altsaa kalder David ham en Herre; hvorledes er han da hans Søn. 45 Men i alt Folkets Paahør sagde han til sine Disciple: 46 vogter Eder for de Skriftkloge, som gjerne gaae omkring i lange Klæder og lade sig gjerne hilse paa Torvene og ville gjerne have de fornemste Sæder i Synagogerne og sidde øverst tilbords ved Nadverne, 47 dem, som opæde Enkers Huse og paa Skrømt bede længe; disse skulle faae des haardere Dom. Luke 21 1 Men idet han saae op, blev han de Rige vaer, som lagde deres Gaver i Templets Kiste. 2 Men han saae og en fattig Enke, som lagde to Skjerve deri. 3 Og han sagde: sandelig siger jeg Eder: denne fattige Enke har lagt Mere end alle. 4 Thi alle disse have lagt af deres Overflod som Gaver for Gud; men denne har af sin Armod lagt al sin Eiendom. 5 Og der Nogle sagde om Templet at det var prydet med deilige Stene og Klenodier, sagde han: 6 hvad angaaer disse Ting, som I skue, skulle de Dage komme, paa hvilke der ikke skal lades Steen paa Steen, som jo skal nedbrydes. 7 Da spurgte de ham og sagde: Mester! naar skal dette da være? og hvilket er Tegnet, naardette skal skee? 8 Men han sagde: seer til, I ikke blive forførte; thi Mange skulle komme under mit Navn og sige, at det er mig, og at Tiden er kommen nær. Gaaer derfor ikke efter dem. 9 Men naar I høre om Krig og Oprør, forfærdes ikke; thi dette bør først at skee, men Enden er ikke strax. 10 Da, sagde han til dem, skal Folk reise sig mod Folk, og Rige mod Rige. 11 Og der skal skee store Jordskjælv her og der og Hunger og Pestilentse og skee skrækkelige Ting og store Tegn af Himmelen. 12 Men for alt dette skulle de lægge Haand paa Eder og forfølge og overantvorede Eder i Synagoger og Fængsler og føre Eder for Konger og Fyrster for mit Navns Skyld. 13 Men det skal vederfares Eder til et Vidnesbyrd. 14 Lægger det da paa Hjerte, at I ikke forud betænkte, hvorledes I skulle forsvare Eder. 15 Thi jeg vil give Eder Mund og Viisdom, hvilke alle Eders Modstandere ikke skulle kunne modsige og ei modstaae. 16 Men I skulle og forraades af Forældre og Brødre og Frænder og Venner, og de skulle slaae Nogle af Eder ihjel. 17 Og I skulle hades af Alle for mit Navns Skyld. 18 Dog ikke et Haar af Eders Hoved skal forkomme. 19 Ved Eders Bestandighed bevarer Eders Sjæle. 20 Men naar I see Jerusalem rundt omkring beleiret af Krigshære, da mærker, at dens Ødelæggelse er komme nær. 21 De, som da ere i Judæa, flye til Bjergene; og de, som ere midt i Staden, vige derudfra; og de, som ere paa Landet, komme ikke ind i den! 22 Thi disse ere Hevnens Dage, da Alt, hvad skrevet er, skal fuldkommes. 23 Men vee de Frugtsommelige og dem, som give Die, i de Dage; thi der skal være stor Nød paa Jorden og Vrede over dette Folk. 24 Og de skulle falde for Sværdets Æg og føres fangne til alle Hedningerne; og Jerusalem skal nedtrædes af Hedningerne, indtil Hedningernes Tider fuldkommes. 25 Og der skal skee Tegn i Sol og Maane og Stjerner, og paa Jorden skulle Folkene Ængstes i Fortvivlelse, naar Havet og Bølgerne bruse, 26 naar Menneskene forsmægte af Frygt og de Tings Forventelse, som skulle komme over Jorderige; thi Himmelens Kræfter skulle røres. 27 Og da skulle de see Menneskens Søn komme i Skyen med megen Kraft og Herlighed. 28 Men naar disse Ting begynde at skee, da seer op, og opløfter Eders Hoveder, efterdi Eders Forløsning stunder til. 29 Og han sagde til dem en Lignelse: seer Figentræet og alle Træer; 30 Naar de springe ud, da skjønne I af Eder selv, at sommeren nu er nær. 31 Ligesaa og I, naar I see disse Ting at skee, da kjende I, at Guds Rige er nær. 32 Sandelig siger jeg Eder, at denne Slægt skal ikke forgaae, førend det skeer altsammen. 33 Himmelen og Jorden skulle forgaae; men mine Ord skulle ingenlunde forgaae. 34 Men vogter Eder, at Eders Hjerter ikke nogen Tid besværes med Fraadseri og Drukkenskab og med Sorrig for Næring, og denne Dag skal komme pludselig over Eder. 35 Thi den skal komme som en Snare over alle dem, som boe paa den ganske Jord. 36 Derfor vaager og beder til enhver Tid, at I kunne agtes værdige til at undflyde alle disse Ting, som skee skulle og til at bestaae for Menneskens Søn. 37 Men han lærte om Dagene i Templet, men om Nætterne gik han ud og opholdt sig Natten over paa det Bjerg, som kaldes Oliebjerget. 38 Og alt Folket kom aarle til ham i Templet for at høre ham. Luke 22 1 Men de usyrede Brøds Høitid, som kaldes Paaske, nærmede sig. 2 Og de Ypperstepræster og Skriftkloge søgte, hvorledes de kunde ihjelslaae ham; thi de frygtede for Folket. 3 Men Satanas foer i Judas med Tilnavn Ischariotes, som var en af de Tolv. 4 Og han gik hen og talede med de Ypperstepræster og Høvedsmændene, hvorledes han vilde forraade ham til dem. 5 Og de bleve glade og lovede at give ham Penge. 6 Og han tilsagde det; og han søgte beleilig Tid til at forraade ham til dem uden Opløb. 7 Men de usyrede Brøds Dag kom, paa hvilken man burde slagte Paaskelammet. 8 Og han sendte Peter og Johannes og sagde: gaaer hen og bereder os Paaskelammet, at vi kunne æde det. 9 Men de sagde til ham: hvor vil du, at vi skulle berede det? 10 Men han sagde til dem: see, naar I komme ind i Staden, skal et Menneske møde Eder, som bærer en Vandkrukke; følger ham i Huset, hvor han gaaer ind, 11 og siger til huusbonden i Huset: Mesteren lader dig sige: hvor er det Herberge, der jeg kan æde Paaskelammet med mine Disciple? 12 Og han skal vise Eder en stor Sal tillavet; der bereder det. 13 Men de gik hen og fandt det, ligesom han havde sagt dem, og de beredte Paaskelammet. 14 Og der Timen kom, satte han sig tilbords, og de tolv Apostler med ham. 15 Og han sagde til dem: jeg har hjerteligen længtes efter at æde dette Paaskelam med Eder, forend jeg lider. 16 Thi jeg siger Eder, at jeg skal indenlunde mere æde af det, førend det bliver fuldkommet i Guds Rige. 17 Og han tog Kalken, takkede og sagde: tager dette, og deler det imellem Eder. 18 Thi jeg siger Eder, at jeg skal ikke drikke af Viintræets Frugt, forend Guds Rige kommer. 19 Og han tog Brødet, takkede og brød det og gav dem det og sagde: dette er mit Legeme, hvilket gives for Eder; dette gjører til min Ihukommelse. 20 Ligesaa tog han og Kalken, efterat de havde holdt nadvere, og sagde: denne Kalk er det Nye Testament i mit Blod, hvilket udgydes for Eder. 21 Dog see, hans Haand, som mig forraader, er over Bordet med mig. 22 Og Menneskens Søn gaaer vel hen, som det er beskikket; dog vee det Menneske, ved hvem han bliver forraadt! 23 Og de begyndte at bespørge sig indbyrdes om, hvo af dem det dog maatte være, som dette skulde gjøre? 24 Der var og en Trætte iblandt dem derom, hvo af dem skulde holdes for at være den Største? 25 Men han sagde til dem: Folkenes Konger herske over dem, og de, som have Magt over dem, kaldes naadige Herrer. 26 I derimod ikke saaledes; men den Største ibaldt Eder være som den Yngste, og den Øverste, som den, der tjener. 27 Thi hvilken er størst: den, som sidder tilbords? eller den, som tjener? Mon ikke den, som sidder tilbords? Men jeg er i blandt Eder som den, der tjener? Mon ikke den, som sidder tilbords? Men jeg er iblandt Eder som den, der tjener. 28 Men I ere de, som ere blevne varagtige hos mig i mine Fristelser. 29 Og jeg bskikker Eder Riget, ligesom min Fader beskikkede mig det, 30 at I skulle æde og drikke ved mit Bord i mit Rige og sidde paa Throner og dømme de tolv Israels Stammer. 31 Men Herren sagde: Simon, Simon! see, Satanas begjerede Eder, at sigte Eder som Hvede. 32 Men jeg bad for dig, at din Tro skal ikke aflade; og naar du engang omvender dig, da styrk dine Brødre. 33 Men han sagde til ham: Herre! jeg er rede at gaae med dig, baade i Fængsel og i Døden. 34 Men han sagde: Peter! jeg siger dig: Hanen skal ikke gale i Dag, førend du tre Gange har nægtet, at du kjender mig. 35 Og han sagde til dem; der jeg udsendte Eder uden pung og Taske og Skoe, fattedes Eder Noget? Men de sagde: Intet. 36 Da sagde han til dem: men nu, hvo som har en Pung, tage den, ligesaa og en Taske; og hvo som ikke har Sværd, sælge sit Klædebon, og kjøbe et. 37 Thi jeg siger Eder: det bør endnu fuldkommes paa mig, hvad skrevet er: han er og regnet iblandt Overtrædere; thi hvad der er skrevet om mig, har Ende. 38 Men de sagde: Herre! see, her ere to Sværd. Men han sagde til dem: det er nok. 39 Og han gik ud og gik efter Sædvane til Oliebjerget; men hans Disciple fulgte ham ogsaa. 40 Men der han kom til Stedet, sagde han til dem: beder, at I ikke skulle falde i Fristelse. 41 Og han sled sig fra dem omtrent et Steenkast og faldt paa Knæ, og bad og sagde: 42 Fader, vilde du tage denne kalk, fra mig! dog skee ikke mine Villie, men din! 43 Men en Engel af Himmelen aabenbaredes for ham og styrkede ham. 44 Og der han var i Dødsangest, bad han heftigere; men hans Sved blev som Blodsdraaber, der falde ned paa Jorden. 45 Og der han stod op fra Bønnen og kom til sine Disciple, fandt han dem sovende af Bedrøvelse. 46 Og han sagde til dem: hvi sove I? Staaer op og beder, at I ikke skulle falde i Fristelse. 47 Men der han endnu talede, see, da kom Skaren; og een af de Tolv, ved Navn Judas, gik foran dem og nærmede sig til Jesus for at kysse ham. 48 Men Jesus sagde til ham: Judas! forraader du Menneskens Søn med et Kys? 49 Men der de, som vare omkring ham, saae, hvad der vilde skee, sagde de til ham: Herre! skulle vi slaae til med Sværd? 50 Og een af dem slog den Ypperstepræstes Tjener og afhuggede hans høire Øre. 51 Men Jesus svarede og sagde: tillader dem saavidt! Og han rørte ved hans Øre og lægte ham. 52 Men Jesus sagde til de Ypperstepræster og Høvedsmændene for Templet og de Ældste, som vare komne til ham: I ere udgangne som mod en Røver med Sværd og Stænger. 53 Der jeg var dagligen hos Eder i Templet, udrakte I ikke Hænder imod mig; men denne er Eders Time og Mørkets Magt. 54 Men de grebe ham og førte ham bort og bragte ham ind i den Ypperstepræstes Huus; men Peter fulgte langt fra efter. 55 Men de tændte en Ild midt i Paladset og satte sig tilsammen, og Peter sad midt iblandt dem. 56 Men en Pige saae ham sidde ved Ilden og stirrede paa ham og sagde: denne var og med ham. 57 Men han fornægtede ham og sagde: Kvinde! jeg kjender ham ikke. 58 Og lidet derefter saae en Anden ham og sagde: du er og een af dem; men Peter sagde: Menneske! jeg er det ikke. 59 Og henved en Time derefter bekræftede en Anden hardt og sagde: i Sandhed, denne var og med ham; thi han er og en Galilæer. 60 Men Peter sagde: Menneske! jeg veed ikke, hvad du siger. Og strax, der han endnu talede, goel Hanen. 61 Og Herren vendte sig og saae paa Peter; og Peter kom Herrens Ord ihu, hvorledes hanhavde sagt til ham: førend Hanen galer, skal du fornægte mig tre Gange. 62 Og Peter gik udenfor og græd bitterligen. 63 Og de Mænd, som holdt Jesus, bespottede ham og sloge ham. 64 Og de kastede et Klæde over ham og sloge ham i Ansigtet og spurgte ham og sagde: spaa, hvo er den, som dig slog? 65 Og mange andre Bespottelser sagde de imod ham. 66 Og der det blev Dag, forsamlede Folkets Ældste sig og de Ypperstepræster og Skriftkloge og førte ham op for deres Raad, 67 og sagde: er du Christus? siig os det. Men han sagde til dem: siger jeg Eder det, troe I det ikke. 68 Men om jeg og spørger, svare I mig ikke eller lade mig løs. 69 Fra nu af skal Menneskens Søn sidde hos Guds Krafts høire Haand. 70 Men de sagde alle: er du da den Guds Søn? Men han sagde til dem: I sige det; thi jeg er det. 71 Men de sagde: hvad have vi ydermere Vidnesbyrd behov? thi vi have selv hørt det af hans Mund. Luke 23 1 Og deres ganske Hob stod op og førte ham for Pilatus. 2 Men de begyndte at anklage ham og sagde: denne have vi fundet at forvende Folket og forbyde at give Keiseren Skat og sige sig selv at være Christus, en Konge. 3 Men Pilatus spurge ham og sagde: er du den Jødernes Konge? Men han svarede ham og sagde: du siger det. 4 Men Pilatus sagde til de Ypperstepræster og til Folket: jeg finder ingen Skyld hos dette Menneske. 5 Men de holdt hardt ved og sagde: han oprør Folket, idet han lærer over al Juæa, fra Galilæa af, hvor han begyndte. 6 Men der Pilatus hørte om Galilæa spurgte han, om dette Menneske var en Galilæer. 7 Og der han fik at vide, at han hørte under Herodes' Magt, sendte han ham til Herodes, som og selv var i Jerusalem i de samme Dage. 8 Men der Herodes saae Jesus, blev han meget glad: thi han havde længe siden gjerne villet see ham, fordi han havde hørt meget om ham, og haabede at skulle see et Tegn skee af ham. 9 Og han gjorde ham mange Spørgsmaal; men han svarede ham Intet. 10 Men de Ypperstepræster og Skriftkloge stode og anklagede ham heftig. 11 Men der Herodes med sine Krigsfolk havde forhaanet og bespottet ham, kastede han et hvidt Klædebon om ham og sendte ham til Pilatus igjen. 12 Paa den Dag bleve Pilatus og Herodes hinandens Venner; thi de var før i Fjendskab med hinanden. 13 Men Pilatus sammenkaldte de Ypperstepræster og de Øverste og Folket, 14 og sagde til dem: I have ført dette Menneske til mig som den, der afvender Folket; og see, jeg har forhørt ham for Eder og finder ingen Skyld hos dette Menneske i det, som I anklage ham for. 15 Herodes ikke heller; thi jeg sendte Eder til ham, og see, han har Intet gjort, som han er skyldig at døe for. 16 Derfor vil jeg revse ham og lade ham løs. 17 Men han var forbunden til at lade dem Een løs ved Høitiden. 18 Men de raabte i den ganske Hob og sagde: bort med denne, men lad os Barabbas løs! 19 (Denne var Kastet i Fængsel for et Oprør, som skete i Staden, og var for et Mord.) 20 Da raabte Pilatus atter til dem og vilde lade Jesus løs. 21 Men de tilraabte ham og sagde: korsfæst, korsfæst ham! 22 Men han sagde tredie Gang til dem: hvad Ondt har da denne gjort? Jeg finder ingen Dødsskyld hos ham; derfor vil jeg revse ham og lade ham løs. 23 Men de trængte paa med stort Skrig og begjerede, at han skulde korsfæstes; og deres og de Ypperstepræsters Skrig fik Overhaand. 24 Og Pilatus dømte, at deres Begjering skulde skee. 25 Men han løvsgav dem den, de begjerede, som var kastet i Fængsel for Oprør og Mord; men Jesus overgav han til deres Villie. 26 Og der de førte ham ud, toge de fat paa en viis Simon fra Cyrene, som kom fra Marken, og de lagde Korset paa ham, at han skulde bære det efter Jesus. 27 Men en stor Hob Folk og Kvinder fulgte ham, som baade beklagede og begræd ham. 28 Men Jesus vendte sig om til dem og sagde: I Jerusalems Døttre! græder ikke over mig, men græder over Eder selv og over Eders Børn. 29 Thi see, de Dage komme. paa hvilke man skal sige: salige ere de Ufrugtsommelige og de Liv,s om ikke fødte, og de Bryster, som ikke gave Die. 30 Da skulle de begynde at sige til Bjergene: fader over os! og til Høiene: skjuler os! 31 Thi gjør man dette med det grønne Træ, hvad vil da skee med det tørre. 32 Men der bleve og to andre Misdædere førte ud for at henrettes med ham. 33 Og der de vare komne til det Sted, som kaldes Hovedpandested, korsfæstede de ham der og Misdæderne, den ene ved den høire, men den anden ved den venstre Side. 34 Men Jesus sagde: Fader! forlad dem; thi de vide ikke, hvad de gjøre. Men de skiftede hans Klæder og kastede Lod derom. 35 Og Folket stod og saae til: men de Øverste spottede ham tilligemed dem og sagde: han har frelst Andre, han frelse sig selv, dersom han er den Christus, den Guds Udvalgte. 36 Men og Stridsmændene spottede ham, traadte til og rakte ham Eddike og sagde: 37 dersom du er den Jødernes Konge, da frels dig selv. 38 Men der var og sat en Overskrift over ham, skreven paa Græsk og Latin og Hebraisk: denne er den Jødernes Konge. 39 Men een af Misdæderne, som vare ophøngte, bespottede ham og sagde: er du den Christus, da frels dig selv og os. 40 Men den anden svarede og straffede ham og sagde: frygter ei heller du for Gud, da du er under samme Dom? 41 Og vi vel med Rette, thi vi saae det, vore Gjerninger have forskyldt; men denne handlede intet Uskikkeligt. 42 Og han sagde til Jesus: Herre! kom mig i hu, naar du kommer i dit Rige. 43 Og Jesus sagde til ham: sandelig siger jeg dig, i Dag skal du være med mig i Paradis. 44 Men det var ved den sjette Time, og der blev et Mørke over det ganske Land indtil den niende Time. 45 Og Solen blev formørket, og Forhænget i Templet splittedes midt ad. 46 Og Jesus raabte med høi Røst og sagde: Fader! i dine Hænder befaler jeg min Aand, og der han det sagde, udgav han Aanden. 47 Men der Høvedsmanden saae det, som skete, gav han Gud Æren og sagde: i Sandhed, dette Menneske var retfærdigt. 48 Og alle de Folk, som vare komne sammen til dette Syn, der de saae, hvad der var skeet, sloge sig for deres Bryst og vendte tilbagte. 49 Men alle hans Kyndige stode langt borte, saa og de Kvinder, som havde fulgt med ham fra Galilæa, og saae dette. 50 Og see, en Mand ved Navn Joseph, som var en Raadsherre, en god og retfærdig Mand, 51 (denne havde ikke samtykt i deres Raad og Gjerning), han var fra Arimathæa, en Jødisk Stad, og han ventede ogsaa selv Guds Rige; 52 han gik til Pilatus og begjerede Jesu Legeme. 53 Og han tog det ned og svøbte det i et fiint Linklæde og lagde det i en Grav, som var huggen i en Klippe, hvor endnu ikke Nogen var lagt. 54 Og det var Beredelsens Dag, og Sabbaten stundede til. 55 Men og Kvinderne, som vare komne med ham fra Galilæa, fulgte efter og saae Graven, og hvorledes hans Legeme blev lagt. 56 Men de vendte tilbage og beredte vellugtende Urter og Salver; og Sabbaten over holdt de sig stille efter Loven. Luke 24 1 Men paa den første Dag i Ugen meget aarle kom de til Graven og bare de vellugtende Salver, som de havde beredt; og nogle Andre kom med dem. 2 Men de fandt Stenen afvæltet fra Graven. 3 Og de gik ind og fandt ikke den Herres Jesu Legeme. 4 Og det skete, der de vare tvivlraadige derover, see, da stode to Mænd for dem i skinnende Klæder. 5 Men der de bleve forfærdede og bøiede Ansigtet mod Jorden, sagde de til dem: hvi lede I efter den Levende iblandt de Døde? 6 Han er ikke her, men han er opstanden; kommer i hu, hvorledes han talede til Eder, der han endnu var i Galilæa, og sagde: 7 det bør Menneskens Søn at overantvordes i syndige Menneskers Hænder og korsfæstes og opstaae tredie Dag. 8 Og de kom hans Ord i hu. 9 Og de gik fra Graven igjen, og kundgjorde alle disse Ting for de Elleve og for alle de Andre. 10 Men det var Maria Magdalene og Johanne og Maria, Jakobus' Moder, og de øvrige Kvinder med dem, som sagde Apostlene disse ting. 11 Og deres Ord syntes for dem som en løs tale, og de troede dem ikke. 12 Men Peter stod op og løb til Graven, og der han kigede derind, saae han Linklæderne liggende alene og gik bort og forundrede sig over det, som skeet var. 13 Og see, to af dem gik paa den samme Dag til en By, som var tresindstyve Stadier fra Jerusalem, hvis Navn var Emaus. 14 Og de talede med hverandre om alle disse Ting, som vare skete. 15 Og det begav sig, der de talede og bespurgte sig med hverandre, kom og Jesus selv nær og vandrede med dem. 16 Men deres Øine holdtes til, saa de ikke kjendte ham. 17 Men han sagde til dem: hvad ere disse for taler, som I føre med hverandre paa Veien, og hvi see I saa bedrøvede ud. 18 Men een af dem, som hedte Cleophas, svarede og sagde til ham: er du alene fremmed i Jerusalem og veed ikke de ting, som ere skete i den i disse Dage? 19 Og han sagde til dem: hvilke? Men de sagde til ham: angaaende Jesus af Nazareth, som var en Prophet, mægtig i Gjerning og Ord, for Gud og alt Folket; 20 og hvorledes de Ypperstepræster og vore Øverster have overantvordet ham til Dødsdom og korsfæstet ham. 21 Men vi haabede, at han var den, som skulde forløse Israel. Men med alt dette er det i Dag den tredie Dag siden det skete. 22 Saa have og nogle af vore Kvinder som vare aarle ved Graven forfærdet os; 23 thi der de ikke fandt hans Legeme, kom de og sagde, at de havde og seet et Syn af Engle, hvilke sagde: han lever. 24 Og nogle af Vore gik hen til Graven og fandt det saaledes, som og Kvinderne havde sagt; men ham saae de ikke. 25 Og han sagde til dem: o I Daarer og Seenhjertede til at troe alt det, som Propheterne havde sagt. 26 Burde det ikke Christus at lide dette og at indgaae til sin Herlighed? 27 Og han begyndte fra Moses og fra alle Propheter og udlagde dem i alle Skrifterne det, som var skrevet om ham. 28 Og de kom nær til Byen, som de gik til; og han lod, som han vilde gaae længere. 29 Og de nødte ham meget og sagde: bliv hos os, thi det er mod Aften, og Dagen helder; og han gik ind for at blive hos dem. 30 Og det skete, da han sad med dem tilbords, tog han Brødet, velsignede og brød det og gav dem. 31 Da bleve deres Øine aabnede, og de kjendte ham, og han blev usynlig for dem. 32 Og de sagde til hverandre: brændrte ikke vore hjerter i os, der han talede til os paa Veien, og der han oplod os Skrifterne? 33 Og de stode op i den samme Time og vendte tilbage til Jerusalem og fandt forsamlede de Elleve og dem, som vare med dem, hvilke sagde: 34 Herren er sandelig opstanden, og seet af Simon. 35 Og de fortalte de Ting, som vare skete paa Veien, og hvorledes han blev kjendt af dem, idet han brød Brødet. 36 Men der de talede dette, stod Jesus selv midt iblandt dem, og han sagde til dem: Fred være med Eder! 37 Da forfærdedes de og betoges af Frygt og mente, at de saae en Aand. 38 Og han sagde til dem: hvi ere I saa bestyrtede? og hvi opstige saadanne tanker i Eders hjerter? 39 Seer mine Hænder og mine Fødder, at det er mig selv; føler paa mig og seer; thi en Aand har ikke Kjød og Been, som I see, at jeg har. 40 Og der han det sagde, viste han dem Hænderne og Fødderne. 41 Men der de for Glæde endnu ikke troede og forundrede sig, sagde han til dem: have I her Noget at æde? 42 Men de gave ham et Stykke af en stegt Fisk og af en Honningkage. 43 Og han tog det og aad det for deres Øine. 44 Men han sagde til dem: dette er hvad jeg sagde Eder, der jeg endnu var hos Eder, at de Ting bør allesammen at fuldkommes, som ere skrevne i Moses' Lov og Propheterne og Psalmerne om mig. 45 Da oplod han deres Forstand, at de forstode Skrifterne. 46 Og han sagde til dem: saaledes er skrevet, og saaledes burde det Christus at lide og at opstaae fra de Døde tredie Dag; 47 Og i hans Navn at prædikes Omvendelse og Syndernes Forladelse for alle Folk, hvilket skulde begynde fra Jerusalem. 48 Men I ere Vidner til disse Ting. 49 Og see, jeg sender min Faders Forjættelse over Eder; men I skulle blive I Jerusalems Stad, indtil I blive iførte med Kraft af det Høie. 50 Men han førte dem hen ud indtil Bethanien, og han opløftede sine Hænder og velsignede dem. 51 Og det skete, der han velsignede dem, skiltes han fra dem og foer op til Himmelen. 52 Og de tilbade ham og vendte tilbage til Jerusalem med stor Glæde. 53 Og de vare stedse i Templet og lovede og priste Gud. Amen John 1 1 I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. 2 Det var i Begyndelsen hos Gud. 3 Alle Ting ere blevne ved det, og uden det er ikke een Ting bleven til af det, som er. 4 I det var Livet, og Livet var Menneskenes Lys. 5 Og Lyset skinnede i Mørket, og Mørket begreb det ikke. 6 Der blev et Menneske udsendt af Gud, han hedte Johannes. 7 Denne kom til et Vidnesbyrd, at han skulde vidne om Lyset, at alle skulde troe ved ham. 8 Han var ikke Lyset, men at han skulde vidne om Lyset. 9 Det var det sande Lys, som oplyser hvert Menneske, der kom til Verden. 10 Han var i Verden, og Verden er gjort ved ham, og Verden Kjendte ham ikke. 11 Han kom til sit Eget, og hans Egne annammede ham ikke. 12 Men saa Mange, som ham annammede, dem har han givet Magt at vorde Guds Børn, dem, som troe paa hans Navn; 13 hvilke ikke ere fødte af Blod; ei heller af Kjøds Villie, ei heller af Mands Villie, men af Gud. 14 Og ordet blev Kjød og boede iblandt os, (og vi saae hans Herlighed, en Herlighed, som den Eenbarnes af Faderen), fuld af Naade og Sandhed. 15 Johannes vidnede om ham og raabte, sigende: denne er det, om hvem jeg sagde: den, som kommer efter mig, har været for mig; thi han var førend jeg. 16 Og af hans Fylde have vi annammet, ja, Naade over Naade. 17 Thi Loven er given ved Moses; Naaden og Sandheden er vorden ved Jesus Christus. 18 Ingen har nogen Tid seet Gud; den eenbaarne Søn, som er i Faderens Skjød, han har kundgjort det. 19 Og dette er Johannes' Vidnesbyrd, der Jøderne sendte fra Jerusalem Præster og Levitter, at de skulde spørge ham: hvo er du? 20 Han bekjendte og nægtede ikke og bekjendte: jeg er ikke den Christus. 21 Og de spurgte ham: hvad da? er du Elias? og han sagde: jeg er det ikke; er du den Prophet? og han svarede: nei; 22 da sagde de til ham: hvo er du? at vi kunne give dem Svar, som have udsendt os; hvad siger du om dig selv? 23 Han sagde: jeg er hans Røst, som raaber i Ørken: jævner Herrens Vei, som Propheten Esaias har sagt. 24 Og de, som vare udsendte, vare af Pharisæerne. 25 Og de spurgte ham og sagde til ham: hvi døber du da, dersom du ikke er Christus, ei heller Elias, ei heller den Prophet? 26 Johannes svarede dem og sagde: jeg døber med Vand; men han staaer midt iblandt Eder, den I ikke kjende. 27 Han er den, som kommer efter mig, hvilken har været for mig, hvis Skotvinge jeg ikke er værdig at opløse. 28 Dette skete i Bethabara paa hiin Side Jordan, hvor Johannes døbte. 29 Den anden Dag seer Johannes Jesus komme til sig og siger: see det Guds Lam, som bærerVerdens Synd! 30 Han er den, som hvilken jeg sagde: efter mig kommer en mand, hvilken har været for mig; thi han var førend jeg. 31 Og jeg kjendte ham ikke; men paa det han skulde aabenbares for Israel, derfor er jeg kommen og døber med Vand. 32 Og Johannes vidnede og sagde: jeg saae, at Aanden foer ned som en Due fra Himmelen, og den blev over ham. 33 Og jeg kjendte ham ikke; men den, som sendte mig at døbe med Vand, han sagde til mig: paa hvem du seer Aanden fare ned og blive over ham, han er den, som døber med den Hellig Aand. 34 Og jeg har seet det og vidnet, at denne er Guds Søn. 35 Den anden Dag stod atter Johannes der og to af hans Disciple. 36 Og der han saae paa Jesus, som gik der, sagde han: see, det Guds Lam! 37 Og de to Disciple hørte ham tale, og de fulgte Jesus. 38 Men Jesus vendte sig om og saae dem følge og sagde til dem: (1:39) hvad søge I efter? Men de sagde til ham: Rabbi (hvilket udlagt betyder: Mester), hvor opholder du dig? 39 (1:40) Han sagde til dem: kommer og seer. De kom og saae, hvor han opholdt sig, og bleve samme Dag hos ham; thi det var ved den tiende Time. 40 (1:41) Een af de To, som havde hørt dette af Johannes og havde fulgt ham, var Andreas, Simon Peters Broder. 41 (1:42) Denne fandt først sin Broder Simon og sagde til ham: vi have fundet Messias, (hvilket er udlagt: Christus). 42 (1:43) Og han førte ham til Jesus. Men der Jesus saae paa ham, sagde han: du er Simon, Jonas' Søn; du skal hedde Kephas, (det er udlagt Petrus). 43 (1:44) Den anden Dag vilde Jesus drage hen til Galilæa; og han fandt Philippus og sagde til ham: følg mig. 44 (1:45) Men Philippus var fra Bethsaida, fra Andreas' og Peters Stad. 45 (1:46) Philippus fandt Nathanael og sagde til ham: vi have fundet den, om hvem Moses i Loven og Propheterne have skrevet, Jesus, den Jofephs Søn, af Nazareth. 46 (1:47) Og Nathanael sagde til ham: kan noget Godt være fra Nazareth? Philippus sagde til ham: kom og see. 47 (1:48) Jesus saae Nathanael komme til sig og sagde om ham: see, det er sandelig en Israelit, i hvem der ikke er Svig. 48 (1:49) Nathanael sagde til ham: hvorfra kjender du mig? Jesus svarede og sagde til ham: førend Philippus kaldte dig, der du var under Figentræet, saae jeg dig. 49 (1:50) Og Nathanael svarede og sagde til ham Rabbi! du er den Guds Søn, du er den Israels Konge. 50 (1:51) Og Jesus svarede og sagde til ham: troer du, fordi jeg sagde dig, jeg saae dig under Figentræet? du skal see større Ting end disse. 51 (1:52) Og han sagde til ham: sandelig, sandelig siger jeg Eder: fra nu af skulle I see Himmelen aabnet, og Guds Engle fare op og fare ned over Menneskens Søn. John 2 1 Og paa den tredie Dag var et Bryllup i Cana i Galilæa; og Jesu Moder var der. 2 Men ogsaa Jesus og hans Disciple vare budne til Brylluppet. 3 Og der de sattedes Viin, sagde Jesu Moder til ham: de have ikke Viin. 4 Jesus sagde til hende: Kvinde! hvad vil du mig? min Time er endnu ikke kommen. 5 Hans Moder sagde til Tjenerne: hvad som han siger Eder, det gjører. 6 Men der var sex Vandkar af Steen, satte efter Jødernes Renselsesskik, som holdt hver to eller tre Maader. 7 Jesus sagde til dem: fylder Vandkarrene med vand; og de fyldte dem indtil det Øverste. 8 Og han sagde til dem: øser nu og bærer til Køgemesteren; og de bare det til ham. 9 Men der Køgemesteren smagte Vandet, som var blevet Viin, (og vidste ikke, hvorfra det kom, men Tjenerne, som havde øst Vandet, vidste), kaldte Køgemesteren Brudgommen og sagde til ham: 10 hvert Menneske sætter først den gode Viin frem, og naar de ere blevne drukne, da den ringere; du har forvaret den gode Viin indtil nu. 11 Denne Begyndelse paa sine Tegn gjorde Jesus i Cana udi Galilæa og aabenbarede sin Herlighed; og hans Disciple troede paa ham. 12 Derefter drog han ned til Capernaum, han og hans Moder og hans Brødre og hans Disciple, og de bleve der ikke mange Dage. 13 Og Jødernes Paaske var nær, og Jesus drog op til Jerusalem. 14 Og han fandt til Templet dem, som sølgte Øxen og Faar og Duer, og Vexellererne siddende. 15 Og han gjorde en Svøbe af Snore og drev dem alle ud af Templet, tilligemed Faarene og Øxnene og spredte Vexelerernes Penninge og omstødte Bordene. 16 Og han sagde til dem, som solgte Duer: tager dette herfra; gjører ikke min Faders Huus til et Kjøbehuus. 17 Men hans Disciple kom ihu, at der er skrevet: Nidkjærhed for dit Huus har fortæret mig. 18 Da svarede Jøderne og sagde til ham: hvad viser du os for et Tegn, efterdi du gjør dette? 19 Jesus svarede og sagde til dem: nedbryder dette Tempel, og i tre Dage vil jeg opreise det. 20 Derfor sagde Jøderne: paa dette Tempel er bygt i sex og fyrretyve Aar, og du vil oprise det i tre Dage? 21 Men han talede om sit Legems Tempel. 22 Derfor, der han var opstanden fra de Døde, kom hans Disciple ihu, at han havde sagt dette til dem; og de troede Skriften og de Ord, som Jesus havde sagt. 23 Men der han var i Jerusalem om Paasken paa Høitiden, troede Mange paa hans Navn, der de saae hans Tegn, som han gjorde. 24 Men Jesus selv betroede sig ikke til dem, fordi han kjendte Alle, 25 og fordi han havde ikke behov, at Nogen skulde vidne om et Menneske; thi han vidste selv, hvad der var i Mennesket. John 3 1 Men der var en Mand af Pharisæerne, han hedte Nicodemus, en Øverste iblandt Jøderne. 2 Han kom til Jesus om Natten og sagde til ham: Mester! vi vide, at du er en Lærer, kommen fra Gud; thi Ingen kan gjøre de Tegn, som du gjør, uden Gud er med ham. 3 Jesus svarede og sagde til ham: sandelig, sandelig siger jeg dig: uden Nogen bliver født paa ny, kan han ikke see Guds Rige. 4 Nicodemus siger til ham: hvorledes kan et Menneske fødes, naar han er gammel? Mon han kan anden gang komme ind i sin Moders Liv og fødes? 5 Jesus svarede: sandelig, sandelig siger jeg dig: uden nogen bliver født af Vand og Aand, kan han ikke indkomme i Guds Rige. 6 Hvad som født er af Kjødet, er Kjød; og hvad som er født af Aanden, er Aand. 7 Forundre dig ikke, at jeg sagde til dig: det bør Eder at fødes paa ny. 8 Veiret blæser, hvorhen det vil, og du hører dets Susen, men du veed ikke hvorfra detkommer, og hvor det farer hen; saaledes er det med hver, som er født af Aanden. 9 Nicodemus svarede og sagde til ham: hvorledes kan dette skee? 10 Jesus svarede og sagde til ham: er du en Israels Lærer og veed ikke dette? 11 Sandelig, sandelig siger jeg dig: vi tale det, vi vide, og vidne det, vi have seet; og I annamme ikke vort Vidnesbyrd. 12 Dersom jeg siger Eder de jordiske Ting, og I ikke troe, hvorledes skulde I troe, om jeg sagde Eder de himmelske? 13 Og Ingen farer op til Himmelen, uden den, som foer ned af Himmelen, Menneskens Søn, som er i Himmelen. 14 Og ligesom Moses ophøiede Slangen i Ørken, saa bør det Menneskens Søn at ophøies, 15 paa det at hver den, som troer paa ham, ikke skal fortabes, men have et evigt liv. 16 Thi saa har Gud elsket Verden, at han har givet sin Søn den eenbaarne, at hver den, som troer paa ham, ikke skal fortabes, men have et evigt Liv. 17 Thi Gud har ikke sendt sin Søn til Verden, at han skal dømme Verden, men at Verden skal blive salig ved ham. 18 Hvo som troer paa ham, dømmes ikke; men hvo som ikke troer, er allerede dømt, fordi han ikke troet paa Guds eenbaarne Søns Navn. 19 Men denne er Dommen, at Lyset er kommet til Verden, og Menneskene elskede mere Mørket end Lyset; thi deres Gjerninger vare onde. 20 Thi hver, som gjør Ondt, hader Lyset og kommer ikke til Lyset, at hans Gjerninger ikke skulle overbevises ham. 21 Men hvo som øver Sandhed, kommer til Lyset, at hans Gjerninger maae blive aabenbarede; thi de ere gjorte i Gud. 22 Derefter kom Jesus og hans Disciple til Judæas Land, og han opholdt sig der med dem og døbte. 23 Men ogsaa Johannes døbte i Ænon, nær ved Salem, fordi der var meget Vand; og de kom derhen og bleve døbte. 24 Thi Johannes var ikke endnu kastet i Fængsel. 25 Da opkom der en Tvist imellem Johannes' Disciple og Jøderne om Renselsen. 26 Og de kom til Johannes og sagde til ham: Mester! den, som var hos dig paa hiin Side Jorden, hvilken du gav Vidnesbyrd, see, han døber, og alle komme til ham. 27 Johannes svarede og sagde: et Menneske kan slet intet tage, uden det bliver givet ham af Himmelen. 28 I ere selv mine Vidner, at jeg sagde: jeg er ikke den Christus, men at jeg er udsendt for ham. 29 Den, som har Bruden, er Brudgommen; men Brudgommens Ven, som staaer og hører ham, glæder sig meget over Brudgommens Røst. Denne min Glæde er fuldkommen. 30 Ham bør at voxe, men mig at forringes. 31 Den, som kommer ovenfra, er over Alle; den, som er af Jorden, er af Jorden og taler af Jorden; den, som kommer af Himmelen, er over Alle. 32 Og det, som han har seet og hørt, vidner han; og Ingen annammer hans Vidnesbyrd. 33 Den, som annammer hans Vidnesbyrd, besegler, at Gud er sanddru. 34 Thi den, som Gud udsendte, taler Guds Ord; thi Gud giver ham Aanden over al Maade. 35 Faderen elsker Sønnen og har givet alle Ting i hans Haand. 36 Hvo som troer paa Sønnen, har et evigt Liv; men hvo som ikke troer Sønnen, skal ikke see Livet, men Guds Vrede bliver over ham. John 4 1 Der Herren nu erfarede, at Pharisæerne havde hørt, at Jesus gjorde flere Disciple og døbteflere end Johannes, 2 (enddog Jesus ikke døbte selv, men hans Disciple): 3 da forlod han Judæa og drog atter hen til Galilæa. 4 Men han maatte reise igennem Samaria. 5 Da kom han til en Stad i Samaria, som kaldes Sichar, nær ved det Stykke Land, som Jakob gav Joseph sin Søn. 6 Men der var Jacobs Brønd. Der Jesus da var træt af Reisen, satte han sig ved Brønden; det var ved den sjette Time. 7 Da kom en samaritansk Kvinde, at drage Vand op. Jesus sagde til hende: giv mig at drikke. 8 Thi hans Disciple vare gangne til Staden for at kjøbe Mad. 9 Da sagde den samaritanske Kvinde til ham: hvorledes beder du, som er en Jøde, mig, som er en samaritansk Kvinde, om Drikke? Thi Jøder holde ikke Samkvem med Samaritaner. 10 Jesus svarede og sagde til hende: dersom du kjendte Guds Gave, og hvo den er, som siger til dig: giv mig at drikke, da bad du ham, og han gav dig levende Vand. 11 Kvinden sagde til ham: Herre! du har jo Intet at drage op med, og Brønden er dyb; hvorfra har du da det levende Vand? 12 Mon du være mere en vor Fader Jakob, som har givet os Brønden, og han har selv drukket deraf, og hans Børn og hans Kvæg? 13 Jesus svarede og sagde til hende: hver den, som drikker af dette Vand, skal tørste igjen. 14 Men hvo som drikker af det Vand, som jeg vil give ham, skal til evig Tid ikke tørste; men det Vand, som jeg vil give ham, skal blive i ham en Kilde af Vand, som opvælder til et evigt Liv. 15 Kvinden siger til ham: Herre! giv mig det Vand, at jeg ikke skal tørste og ikke komme hid for at drage op. 16 Jesus siger til hende: gak bort, kald din mand og kom hid. 17 Kvinden svarede og sagde: jeg har ingen Mand. Jesus siger til hende: du talede ret: jeg har ingen Mand. 18 Thi du har havt fem Mænd; og den, som du nu har, er ikke din Mand. Det sagde du sandt. 19 Kvinden siger til ham: Herre! jeg ser, at du er en Prophet. 20 Vore Fældre have tilbedet paa dette Bjerg, og I sige, at i Jerusalem er Stedet, hvor man bør tilbede. 21 Jesus siger til hende: Kvinde! tro mig, at den Time kommer, da I hverken paa dette Bjerg, ei heller i Jerusalem, skulle tilbede Faderen. 22 I tilbede det, som I ikke kjende; vi tilbede det, som vi kjende; thi Saliggjørelsen kommer fra Jøderne. 23 Men den Time kommer, ja er nu, da de sande Tilbedere skulle tilbede Faderen I Aand og Sandhed; thi Faderen søger saadanne, som han saaledes tilbede. 24 Gud er en Aand, og de, som han tilbede, bør det at tilbede i Aand og Sandhed. 25 Kvinden siger til ham; jeg veed, at Messias kommer, (hvilket betyder Christus); naar han kommer, skal hen kundgjøre os alle Ting. 26 Jesus siger til hende: ham er jeg, som taler med dig. 27 Og i det samme kom hans Disciple, og forundrede sig, at han talede med Kvinden; dog sagde Ingen: hvad sprøger du? eller hvad taler du med hende? 28 Da lod Kvinden sit Vandkar staae og gik ind i Staden og sagde til Menneskene der: 29 kommer, seer et Menneske, som har sagt mig alt det, jeg har gjort; mon denne ikke være den Christus? 30 Da gik de ud af Staden og kom til ham. 31 Imidlertid bade Disciplene ham og sagde: Mester æd! 32 Men han sagde til dem: jeg har Mad at æde, den I ikke kjende. 33 Da sagde Disciplene til hverandre: mon Nogen har bragt ham Noget at æde? 34 Jesus sagde til dem: min Mad er, at jeg gjør hans Villie, som mig udsendte, og fuldkommer hans Gjerning. 35 Sige I ikke: der er endnu fire Maaneder, saa kommer Høsten? See, jeg siger Eder: opløfter Eders Øine, og seer Markerne; de ere allerede hvide til Høsten. 36 Og hvo som høster, saaer Løn, og samler Frugt til et evigt Liv; paa det de skulle glæde sig tilhobe, baade den, som saaer, og den, som høster. 37 Thi herudi er hiint Ord fandt: En saaer, og en Anden høster. 38 Jeg har udsendt Eder at høste det, som I ikke arbeidede; Andre have arbeidet, og I ere indkomne i deres Arbeide. 39 Men mange Samaritaner af den samme Stad troede paa ham for Kvindens tales Skyld, som vidnede: han har sagt mig alt det, jeg har gjort. 40 Da nu Samaritanerne kom til ham, bade de ham, at han vilde blive hos dem; og han blev der to Dage. 41 Og mange Flere troede for hans tales Skyld. 42 Og de sagde til Kvinden: vi tro nu ikke længere for din Tales Skyld; thi vi have selv hørt og vide, at denne er sandelig den Verdens Frelser, den Christus. 43 Men efter to Dage gik han derfra og drog til Galilæa. 44 Thi Jesus vidnede selv, at en Prophet bliver ikke æret i sit Fædreneland. 45 Der han da kom til Galilæa, annammede de Galilæer ham, som havde seet alt det, som han gjorde i Jerusalem paa Høitiden; thi de vare og komne til Høitiden. 46 Da kom Jesus atter til Cana i Galilæa, vor han havde gjort Vand til Viin. Og der var en kongelig Tjener, hvis Søn laae syg i Capernaum. 47 Der denne hørte, at Jesus var kommen fra Judæa til Galilæa, gik han til ham og bad ham, at han vilde komme og helbrede hans Søn; thi han var nær Døden. 48 Da sagde Jesus til ham: dersom I ikke see Tegn og Undergjerninger, ville I ikke troe. 49 Manden sagde til ham: Herre! kom, før mit Barn døer. 50 Jesus siger til ham: gak bort, din Søn lever. Og Manden troede det Ord, som Jesus sagde til ham, og gik bort. 51 Men idet han nu drog bort, mødte hans Tjenere ham og forkyndte og sagde: dit Barn lever. 52 Da udspurgte han dem den Time, paa hvilken det var blevet bedre med ham; og de sagde til ham: igaar ved den syvende Time forlod Feberen ham. 53 Da mærkede Faderen, at det var skeet paa den samme Time, paa hvilken Jesus havde sagt til ham: din Søn lever! og han troede selv og hans ganske Huus. 54 Dette fik andet Tegn gjorde Jesus, der han var kommen fra Judæa til Galilæa. John 5 1 Derefter var det Jødernes Høitid, og Jesus gik op til Jerusalem. 2 Men der var en Dam i Jerusalem ved Faareporten, den kaldes paa Hebraisk Bethesda og har fem Buegange. 3 I dem laa en stor Mængde af Syge, Blinde, Halte, Visne, som ventede paa, at Vandet skulde røres. 4 Thi paa visse Tider foer en Engel ned udi Dammen og oprørte Vandet. Hvo som da først, efter Vandets oprør, steg ned, blev sund, hvadsomhelst Syge han var beheftet med. 5 Men der var et Menneske, som havde ligget otte og tredive Aar i Sygdom. 6 Der Jesus saae ham ligge og vidste, at han allerede havde ligget lang Tid, sagde han til ham: vil du vorde sund? 7 Den Syge svarede ham: Herre! jeg har Ingen, som kan bringe mig i Dammen, naar Vandet bliver oprørt; men naar jeg kommer, nedstiger en Anden før jeg. 8 Jesus sagde til ham: staa op, tag din Seng og gak. 9 Og strax blev Mennesket sundt og tog sin Seng og gik; men det var Sabbat paa den samme Dag. 10 Derfor sagde Jøderne til den, som var bleven helbredet: det er Sabbat, det er dig ei tilladt at bære Sengen. 11 Han svarede dem: den, som gjorde mig sund, han sagde til mig: tag din Seng og gak. 12 Da spurgte de ham: hvo er det Menneske, som sagde til dig: tag din Seng og gak? 13 Men den, som var bleven helbredet, vidste ikke, hvo han var; thi Jesus havde unddraget sig, da der var meget Folk paa Stedet. 14 Derefter fandt Jesus ham i Templet og sagde til ham: see, du er bleven sund; synd ikke mere, at dig ikke noget værre skal vederfares. 15 Mennesket gik bort og kundgjorde Jøderne, at det var Jesus, som havde gjort ham sund. 16 Og derfor forfulgte Jøderne Jesus, og søgte at slaae ham ihjel, efterdi han havde gjort dette paa en Sabbat. 17 Men Jesus svarede dem: min Fader arbeider indtil nu, og jeg arbeider. 18 Derfor søgte da Jøderne end mere at slaa ham ihjel, fordi han ikke aleneste brød Sabbaten, men og kaldte Gud sin egen Fader og gjorde sig selv Gud lig. 19 Derfor svarede Jesus og sagde til dem: sandelig, sandelig siger jeg Eder: Sønnen kan slet intet gjøre af sig selv, uden hvad han seer Faderen gjøre; thi hvilke Ting, som han gjør, de samme gjør og Sønnen ligesaa. 20 Thi Faderen elsker Sønnen, og viser ham alt det, han selv gjør, og han skal vise ham større Gjerninger, end disse, at I skulle forundre Eder. 21 Thi ligesom Faderen opvækker Døde og gjør levende, ligesaa gjør og Sønnen levende, hvilke han vil. 22 Ogsaa dømmer Faderen Ingen, men har givet Sønnen al Dom, 23 at Alle skulle ære Sønnen, ligesom de ære Faderen. Hvo som ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen, som ham udsendte. 24 Sandelig, sandelig siger jeg Eder: hvo som hører mit Ord og troer den, som mig udsendte, har et evigt Liv, og kommer ikke til Dommen, men er gaaet over fra Døden til Livet. 25 Sandelig sandelig siger jeg Eder: den time kommer, ja, er nu, da de Døde skulle høre Guds Søns Røst, og de, som den høre, skulle leve. 26 Thi ligesom Faderen har Livet i sig selv, saaledes har han og givet Sønnen at have Livet i sig selv; 27 og har givet ham Magt, ogsaa at holde Dom, efterdi han er Menneskens Søn. 28 Forundrer Eder ikke herover; thi den Time kommer, paa hvilken alle de i Gravene skulle høre hans Røst, 29 og de skulle gaae frem, de, som have gjort Godt, til Livsens Opstandelse, men de, som have gjort Ondt til Dommens Opstandelse. 30 Jeg kan slet intet gjøre af mig selv; ligesom jeg hører, dømmer jeg, og min Dom er retfærdig; thi jeg søger ikke min Villie, men Faderens Villie, som har udsendt mig. 31 Dersom jeg vidner om mig selv, er mit Vidnesbyrd ikke sandt. 32 Der er en Anden, som vidner om mig, og jeg veed, at det Vidnesbyrd er sandt, som han vidner om mig. 33 I have sendt til Johannes, og han har vidnet for Sandheden. 34 Men ikke fra et Menneske henter jeg Vidnesbyrd; dog dette siger jeg, paa det I skulle frelses. 35 Han har et brændende og skinnende Lys; men I have til en Tid villet fryde Eder ved hans Lys. 36 Men jeg har et større Vidnesbyrd end Johannes'; thi de Gjerninger, som Faderen har givet mig at fuldkomme, disse Gjerninger, som jeg gjør, vidne om mig, at Faderen har udsendt mig. 37 Og Faderen, som har udsendt mig, har selv vidnet om mig; I have aldrig hverken hørt hans Røst eller seet hans Skikkelse. 38 Og I have ikke hans Ord blivende i Eder; thi den, som han har udsendt, ham troe I ikke. 39 I ransage Skrifterne, fordi I mene i dem at have et evigt Liv; og disse er det, som vidne om mig. 40 Og I ville ikke komme til mig, at I kunne have Livet. 41 Jeg tager ikke Ære af Mennesker; 42 men jeg kjender Eder, at I have ikke Guds Kjærlighed i Eder. 43 Jeg er kommen i min Faders Navn, og I annamme mig ikke; dersom en Anden kommer i sit eget Navn, han skulle I annamme. 44 Hvorledes kunne I troe, I, som tage Ære af hverandre, og den Ære, som er af den eneste Gud, søge I ikke? 45 Tænker ikke, at jeg vil anklage Eder for Faderen; der er den, som Eder anklager, Moses, paa hvem I haabe. 46 Dersom I troede Moses, troede I vel mig; thi han har skrevet om mig. 47 Men troe I ikke hans Skrifter, hvorledes skulle I troe mine Ord? John 6 1 Derefter foer Jesus hen over Galilæas Sø, ved Tiberias. 2 Og meget Folk fulgte ham, fordi de saae hans Tegn, som han gjorde paa de Syge. 3 Men Jesus gik op paa et Bjerg og satte sig der med sine Disciple. 4 Men det var nær Paaske, Jødernes Høitid. 5 Da Jesus nu opløftede sine Øine og saae, at meget Folk kom til ham sagde han til Philippus: hvor skulle vi kjøbe Brød, at disse kunne æde? 6 (Men han sagde dette for at forsøge ham; thi han vidste selv, hvad han vilde gjøre.) 7 Philippus svarede ham: Brød for to hundrede Penninge er ikke nok for dem, og hver af dem kan faae noget Lidet. 8 Een af hans Disciple, Andreas, Simon Peters Broder, siger til ham: 9 her er en liden Dreng, som har fem Bygbrød og to smaa Fiske; men hvad er dette til saa mange? 10 Men Jesus sagde: kommer Folket til at sidde; og der var meget Græs paa Stedet. Da satte Mændene sig ned, ved frem tusinde i Tallet. 11 Men Jesus tog Brødene, gjorde Taksigelse og uddelede dem til Disciplene, men Disciplene til dem, som havde sat sig ned; desligeste ogsaa af de smaa Fiske, saa meget de vilde. 12 Men der var de vare mætte, sagde han til sine Disciple: sanker tilsammen de overblevne Stykker, at Intet forkommes. 13 Da samlede de og fyldte tolv Kurve med Stykker, som bleve tilovers af de fem Bygbrød fra dem, som havde faaet Mad. 14 Da nu Folket saae det Tegn, som Jesus havde gjort, sagde de: denne er i Sandhed den Prophet, som kommer til Verden. 15 Der Jesus da vidste, at de vilde komme og tage ham med Magt for at gjøre ham til Konge, veg han atter op paa Bjerget, ganske alene. 16 Men der det var blevet Aften, gik hans Disciple ned til Søen. 17 Og de traadte i Skibet og kom paa hiin Side Søen til Capernaum. Og det var allerede blevet mørkt, og Jesus var ikke kommen til dem. 18 Og Søen reiste sig, da der blæste et stærkt Veir. 19 Der de nu havde roet ved fem og tyve eller tredive Stadier, saae de Jesus vandre paa Søen og komme nær til Skibet; og de forfærdedes. 20 Men han sagde til dem: det er mig; frygter ikke. 21 Da vilde de tage ham ind i Skibet; og strax var Skibet ved Landet, som de føre til. 22 Den anden Dag, da Folket, som stod paa hiin Side Søen, saae, at intet andet Skib var der, uden det ene, som hans Disciple vare traadte ind i, og at Jesus ikke var gaaet i Skibet med sine Disciple, men at hans Disciple alene vare farne bort; 23 (men der kom andre Skibe fra Tiberias nær til det Sted, hvor de aade Brødet, efter at Herren havde gjort Taksigelse); 24 og da Folket nu saae, at Jesus var der ikke, ei heller hans Disciple, traadte ogsaa de i Skibene og kom til Capernaum for at søge Jesus. 25 Og der de fandt ham paa Hiin Side Søen, sagde de til ham: Rabbi! naar er du kommen hid? 26 Jesus svarede dem og sagde: sandelig, sandelig siger jeg Eder: I søge mig, ikke fordi I saae Tegn, men fordi I aade af Brødene og bleve mætte. 27 Arbeider ikke for den Mad, som er forgængelig, men for den Mad, som varer til et evigt Liv, hvilken Menneskens Søn skal give Eder; thi ham har Faderen Gud selv, beseglet. 28 Da sagde de til ham: hvad skulle vi gjøre, at vi kunne arbeide Guds Gjerning? 29 Jesus svarede og sagde til dem: dette er Guds Gjerning, at I skulle troe paa den, som han udsendte. 30 Da sagde de til ham: hvad gjør du da for et Tegn, at vi kunne see det og troe dig? hvad Arbeide gjør du? 31 Vore Fædre aade Manna i Ørken, som skrevet er: han gav dem Brød af Himmelen at æde. 32 Da sagde Jesus til dem: sandelig, sandelig siger jeg Eder: ikke Moses gav Eder det Brød af Himmelen; men min Fader giver Eder det Brød af Himmelen, som er det sande. 33 Thi Guds Brød er det, som kommer ned af Himmelen og giver Verden Liv. 34 Da sagde de til ham: Herre! giv os altid dette Brød. 35 Men Jesus sagde til dem: jeg er det Livsens Brød, Hvo som kommer til mig, skal ikke hungre: og hvo som troer paa mig, skal aldrig tørste. 36 Men jeg har sagt Eder, at I have seet mig og troe dog ikke. 37 Alt, hvad min Fader giver mig, skal komme til mig; og den, som kommer til mig, skal jeg ingenlunde kaste hen ud. 38 Thi jeg er kommen ned af Himmelen, ikke at jeg skal gjøre min Villie, men hans Villie, som mig udsendte. 39 Men dette er Faderens Villie, som mig udsendte, at jeg skal Intet miste af alt det, som han har givet mig; men jeg skal opreise det paa den yderste Dag. 40 Men det er hans Villie, som mig udsendte, at hver den, som seer Sønnen og troer paa ham, skal have et evigt Liv, og jeg skal opreise ham paa den yderste Dag. 41 Da knurrede Jøderne imod ham, fordi han sagde: jeg er det Brød, som kom ned af Himmelen. 42 Og de sagde: er ikke denne Jesus, Josephs Søn, hvis Fader og Moder vi kjende? hvorledes siger da denne: jeg er kommen ned af Himmelen? 43 Derfor svarede Jesus og sagde til dem: knurrer ikke indbyrdes. 44 Ingen kan komme til mig uden Faderen, som mig udsendte, drager ham; og jeg skal opreise ham paa den yderste Dag. 45 Der er skrevet i Propheterne: og de skulle alle være oplærte af Gud. Hver da, som hører af Faderen og lærer kommer til mig. 46 Ikke at Nogen har seet Faderen, uden den, som er fra Gud, han har seet Faderen. 47 Sandelig, sandelig siger jeg Eder: hvo, som troer paa mig, har et evigt Liv. 38 Jeg er det Livsens Brød. 49 Eders Fædre aade Manna i Ørknen og døde. 50 Dette er det Brød, som kommer ned af Himmelen, at man skal æde af det og ikke døe. 51 Jeg er det levende Brød, som kom ned af Himmelen; om Nogen æder af dette Brød, han skal leve til evig Tid; og det Brød, som jeg vil give, er mit Kjød hvilket jeg vil give for Verdens Liv. 52 Da kivedes Jøderne indbyrdes og sagde: hvorledes skal denne give os sit Kjød at æde? 53 Derfor sagde Jesus til dem: sandelig, sandelig siger jeg Eder: dersom I ikke æde Menneskens Søns Kjød og drikke hans Blod, have I ikke Livet i Eder. 54 Hvo som æder mit Kjød og drikker mit Blod, har et evigt Liv, og jeg skal opreise ham paa den yderste Dag. 55 Thi mit Kjød er sandelig Mad og mit Blod er sandelig Drikke. 56 Hvo som æder mit Kjød og drikker mit Blod, han bliver i mig, og jeg i ham. 57 Ligesom den levende Fader udsendte mig, jeg lever ved Faderen ligesaa skal og den, som mig æder, leve ved mig. 58 Dette er det Brød, som er kommet ned af Himmelen; ikke som Eders Fædre aade Manna og døde. Hvo som æder dette Brød, skal leve evindeligen. 59 Dette sagde han i en Syagoge, der han lærte i Capernaum. 60 Hvorfor mange af hans Disciple, der de det hørte, sagde: denne er en haard Tale, hvo kan høre ham? 61 Men der Jesus vidste ved sig selv, at hans Disciple knurrede over dette, sagde han til dem: forarger dette Eder? 62 Hvad om I da faae at see, at Menneskens Søn farer op, hvor han var før? 63 Det er Aanden, som levendegjør, Kjødet gavner intet; de Ord, som jeg taler til Eder, ere Aand og ere Liv. 64 Men der ere nogle af Eder, som ikke troe. Thi Jesus vidste fra Begyndelsen, hvilke de vare, som ikke troede, og hvo den var, som ham vilde forraade. 65 Og han sagde: derfor sagde jeg Eder, at Ingen kan komme til mig, uden det er givet ham af min Fader. 66 Fra den Tid traadte mange af hans Disciple tilbage og vandrede ikke mere med ham. 67 Derfor sagde Jesus til de Tolv: monne og I ville gaae bort? 68 Da svarede Simon Peter ham: Herre! til hvem skulle vi gaae hen? Du har det evige Livs Ord; 69 og vi have troet og erkjendt, at du er den Christus, den levende Guds Søn. 70 Jesus svarede dem: hor jeg ikke udvalgt Eder tolv, og een af Eder er en Djævel. 71 Men han talede om Judas, Simons Søn, Ischariotes; thi han blev siden hans Forrædder og var een af de Tolv. John 7 1 Derefter drog Jesus omkring i Galilæa; thi han vilde ikke vandre i Judæa, fordi Jøderne søgte at slaae ham ihjel. 2 Men Jødernes Fest, Løvsalernes Høitid, var nær. 3 Da sagde hans Brødre til ham: drag bort herfra og gak til Judæa, at og dine Disciple der kunne see dine Gjerninger, som du gjør. 4 Thi Ingen gjør Noget i Løndom, naar han selv søger at blive Navnkundig; dersom du gjør Saadant, da viis dig for Verden. 5 Thi hans Brødre troede ei heller paa ham. 6 Da sagde Jesus til dem: min Tid er endnu ikke kommen; men Eders Tid er stedseforhaanden. 7 Verden kan ikke hade Eder; men den hader mig, fordi jeg vidner om den, at dens Gjerninger ere onde. 8 Drager I op til denne Høitid; jeg drager ikke endnu op til denne Høitid, thi min Tid er ikke endnu fuldkommet. 9 Der han havde sagt dette til dem, blev han i Galilæa. 10 Men der hans Brødre vare dragne op, da drog han og selv op til høitiden, ikke aabenbare, men lønligen. 11 Da ledte Jøderne efter ham paa Høitiden og sagde: hvor er han? 12 Og der blev meget mumlet om ham iblandt Folket; Nogle sagde: han er en god Mand; men Andre sagde: nei, han forfører Folket. 13 Dog talede Ingen frit om ham, af Frygt for Jøderne. 14 Men der det nu var midt i Høitiden, gik Jesus op i Templet og lærte. 15 Og Jøderne forundrede sig og sagde: hvorledes veed denne Skrifterne, da han ikke er lært? 16 Jesus svarede dem og sagde: min Lærdom er ikke min, men hans, som mig udsendte. 17 Dersom Nogen vil gjøre hans Villie, han skal kjende, om Lærdommen er af Gud, eller jeg taler af mig selv. 18 Hvo som taler af sig selv, søger sin egenÆre; men hvo som søger hans Ære, som han udsendte, han er sanddru, og Svig er ikke i ham. 19 Har ikke Moses givet Eder Loven? Og ingen af Eder holder Loven. Hvi søge I at slaae mig ihjel? 20 Folket svarede og sagde: du har Djævelen; hvo søger at slaae dig ihjel? 21 Jesus svarede og sagde til dem: een Gjerning gjorde jeg, og I forundrede Eder alle derover. 22 Moses gav Eder Omskærelsen, (ikke at den er fra Moses, men fra Fædrene), og I omskære et Menneske paa Sabbaten. 23 Dersom et Menneske annammer Omskærelsen paa Sabbaten, paa det Moses Lov skal ikke brydes, ere I da vrede paa mig, at jeg har gjort et heelt Menneske sundt paa Sabbaten? 24 Dømmer ikke efter Anseelse, men dømmer en retfærdig Dom. 25 Da sagde Nogle af dem fra Jerusalem: er det ikke ham, som de søge at slaae ihjel? 26 Og see, han taler frit, og de sige Intet til ham; mon ikke de Øverste I Sandhed have kjendt, at denne er i Sandhed den Christus? 27 Dog vide vi, hvorfra denne er; men naar Christus kommer, veed Ingen, hvorfra han er. 28 Derfor raabte Jesus, idet han lærte i Templet, og sagde: baade kjende I mig og vide, hvorfra jeg er; og af mig selv er jeg ikke kommen, men han er sanddru, som mig udsendte, hvilken I ikke kjende. 29 Men jeg kjender ham, thi jeg er af ham, og han udsendte mig. 30 Derfor søgte de at gribe ham; dog lagde Ingen Haand paa ham, thi hans Time var ikke endnu kommen. 31 Men Mange af Folket troede paa ham og sagde: naar Christus kommer, monne han skal gjøre flere Tegn, end denne har gjort? 32 Pharisæerne hørte, at Folket mumlede saadant om ham; og Pharisæerne og de Ypperstepræster sendte Tjenere ud for at gribe ham. 33 Derfor sagde Jesus til dem: endnu en liden Tid er jeg hos Eder, saa gaaer jeg bort til den, som mig udsendte. 34 I skulle lede efter mig og ikke finde mig, og der, hvor jeg er, kunne I ikke komme. 35 Da sagde Jøderne til hverandre: hvor vil denne gaae hen, at vi ikke skulle finde ham? Mon han vil gaae til dem, som ere adspredte iblandt Grækerne, og lære Grækerne? 36 Hvad er det for en Tale, at han siger: I skulle lede efter mig, og ikke finde mig, og der,hvor jeg er, kunne I ikke komme? 37 Men paa den sidste og store Høitidsdag stod Jesus frem og raabte og sagde: om Nogen tørster, han komme til mig og drikke. 38 Hvo som troer paa mig, af hans Liv skal, som Skriften siger, flyde levende Vandstrømme. 39 (Men dette sagde han om den Aand, som de skulde annamme, der troe paa ham; thi den Hellig Aand var ikke endnu, fordi Jesus var ikke endnu herliggjort.) 40 Derfor sagde Mange af Folket, som hørte den Tale: denne er sandelig den Prophet. 41 Andre sagde: han er Christus; men Andre sagde: mon da Christus komme af Galilæa? 42 Siger ikke Skriften, at Christus kommer af Davids Sæd og af Bethlehem, den By, hvorfra David var? 43 Saaledes blev der Splid iblandt Folket om ham. 44 Men Nogle af dem vilde grebet ham; dog lagde Ingen Haand paa ham. 45 Da kom Tjenerne til de Ypperstepræster og Pharisæerne, og disse sagde til dem: hvi førte I ham ikke hid? 46 Tjenerne svarede: aldrig har et Menneske talet saaledes, som dette Menneske. 47 Da svarede Pharisæerne dem: monne I og være forførte? 48 Mon Nogen af de Øverste har troet paa ham, eller af Pharisæerne? 49 Men denne Hob, som ikke kjender til Loven, er forbandet. 50 Nicodemus (den, som var kommen til ham om Natten og var een af dem) sagde til dem: 51 mon vor Lov dømme et Menneske, uden at man først forhører ham og faaer at vide, hvad han gjør? 52 De svarede og sagde til ham: mon du og være af Galilæa? Ransag og see, at der er ingen Prophet opstanden af Galilæa. 53 Og hver gik til sit Huus. John 8 1 Men Jesus gik til Oliebjerget. 2 Og aarle om Morgenen kom han igjen i Templet, og alt Folket kom til ham; og han satte sig og lærte dem. 3 Men de Skriftkloge og Pharisæerne førte en Kvinde til ham, greben i Hoer, og stillede hende frem i Midten. 4 Og de sagde til ham: Mester! denne Kvinde er greben i Hoer paa frisk Gjerning. 5 Men Moses bød os i Loven, at saadanne skulle stenes; hvad siger nu du? 6 Men dette sagde de, for at forsøge ham, at de kunde have Noget at anklage ham for. Men Jesus bukkede sig ned og skrev med Fingeren paa Jorden. 7 Men der de bleve ved at spørge ham, reiste han sig op og sagde til dem: den, som er syndeløs iblandt Eder, kaste først Stenen paa hende. 8 Og han bukkede sig atter ned og skrev paa Jorden. 9 Men der de hørte det og bleve slagne af deres Samvittighed, gik de bort, En efter den Anden, fra de ældste af til de Yngste, og Jesus blev efterladt alene og Kvinden staaende i Midten. 10 Men da Jesus reiste sig op og saae Ingen uden Kvinden, sagde han til hende: Kvinde! hvor ere hine dine Anklagere? fordømte Ingen dig? 11 Men hun sagde: Herre! Ingen. Men Jesus sagde til hende: jeg fordømmer dig ikke heller; gak bort, og synd ikke mere. 12 Da talede Jesus atter til dem og sagde: jeg er det Verdens Lys; hvo som følger mig, skal ikke vandre i Mørket, men have det Livsens Lys. 13 Da sagde Pharisæerne til ham: du vidner om dig selv; dit Vidnesbyrd er ikke sandt. 14 Jesus svarede og sagde til dem: om jeg end vidner om mig selv, er mit Vidnesbyrd sandt; thi jeg veed hvorfra jeg Kom, og hvor jeg gaaer hen; men I vide ikke, hvorfra jeg kommer, og hvor jeg gaaer hen. 15 I dømmer efter Kjødet, jeg dømmer Ingen. 16 Men dersom jeg dømmer, er min Dom sand; thi jeg er ikke alene, men baade jeg og Faderen, som udsendte mig. 17 Men der er og skrevet i Eders Lov, at to Menneskers Vidnesbyrd er sandt. 18 Jeg er den, som vidner om mig selv, og Faderen, som udsendte mig, vidner om mig. 19 Derfor sagde de til ham: hvor er din Fader? Jesus svarede: hverken kjende I mig, ei heller min Fader; dersom I kjendte mig, kjendte I og min Fader. 20 Disse Ord talede Jesus ved Templets Kiste, der han lærte i Templet; dog greb Ingen ham, fordi hans Time var ikke endnu kommen. 21 Da sagde Jesus atter til dem: jeg gaaer bort, og I skulle lede efter mig, og døe i Eders Synd; hvor jeg gaaer hen, kunne I ikke komme. 22 Da sagde Jøderne: mon han vil slaae sig selv ihjel, fordi han siger: hvor jeg gaaer hen, kunne I ikke komme? 23 Og han sagde til dem: I ere nedenfra, jeg er ovenfra; I ere af denne Verden, jeg er ikke af denne Verden. 24 Derfor har jeg sagt Eder, at I skulle døe i Eders Synder; thi dersom I ikke ville troe, at det er mig, skulle I døde i Eders Synder. 25 Derfor sagde de til ham: hvo er du? Og Jesus sagde til dem: just det, som jeg siger Eder. 26 Jeg har Meget at tale og dømme om Eder; men den, som mig udsendte, er sanddru, og hvad jeg har hørt af ham, det siger jeg for Verden. 27 Men de forstode ikke, at han talede til dem om Faderen. 28 Derfor sagde Jesus til dem: naar I faae ophøiet Menneskens Søn, da skulle I kjende, at det er mig, og at jeg gjør Intet af mig selv; men som min Fader har lært mig, saaledes taler jeg. 29 Og den, som udsendte mig, er med mig; Faderen har ikke ladet mig alene fordi jeg gjør altid det, som er ham behageligt. 30 Der han talede dette, troede Mange paa ham. 31 Derfor sagde Jesus til Jøderne, som havde troet paa ham: dersom I blive i mit Ord, ere I sandelig mine Disciple, 32 og I skulle forstaae Sandheden, og Sandheden skal frigjøre Eder. 33 De svarede ham: vi ere Abrahams Sæd og have aldrig været Nogens Trælle; hvorledes siger du da: I skulle vorde frie? 34 Jesus svarede dem: sandelig, sandelig siger jeg Eder: hver den, som gjør Synd, er Sydens Træl. 35 Men Trællen bliver ikke altid i Huset, Sønnen bliver der altid. 36 Dersom da Sønnen faaer frigjørt Eder, skulle I være virkeligen frie. 37 Jeg veed, at I ere Abrahams Sæd; men I søge at slaae mig ihjel, fordi min Tale ikke finder Rum hos Eder. 38 Jeg taler det, som jeg har seet hos min Fader, saa gjøre I og det, som I have seet hos Eders Fader. 39 De svarede og sagde til ham: Abraham er vor Fader. Jesus sagde til dem: dersom I vare Abrahams Børn, gjorde I Abrahams Gjerninger. 40 Men nu søge I at slaae mig ihjel, et menneske, der har sagt Eder Sandheden, som jeg har hørt af Gud; dette havde Abraham ikke gjort. 41 I gjøre Eders Faders Gjerninger. Derfor sagde de til ham: vi ere ikke avlede i Hoer; vi have en Fader, Gud. 42 Da sagde Jesus til dem: dersom Gud var Eders Fader, da elskede I mig; thi jeg eringenlunde kommen af mig selv, men han har udsendt mig. 43 Hvi forstaae I ikke min Tale? efterdi I ikke kunne fordrage mit Ord. 44 I ere af en Fader Djævelen og ville gjøre Eders Faders Begjerninger. Han var en Manddraber fra Begyndelsen af og blev ikke bestaaende i Sandheden; thi Sandhed er ikke i ham. Naar han taler Løgn, taler han af sit eget; thi han er en Løgner og Løgnens Fader. 45 Men mig troe I ikke, fordi jeg taler Sandhed. 46 Hvo af Eder kan overbevise mig om nogen Synd? men siger jeg Sandhed, hvorfor troe I mig ikke? 47 Hvo som er af Gud, hører Guds Ord; derfor høre I ikke, fordi I ere ikke af Gud. 48 Da svarede Jøderne og sagde til ham: sige vi ikke med Rette, at du er en Samaritan og har Djævelen? 49 Jesus svarede: jeg har ikke Djævelen, men jeg ærer min Fader, og I vanære mig. 50 Men jeg søger ikke min Ære; der er den, som søger den og dømmer. 51 Sandelig, sandelig siger jeg Eder: dersom Nogen holder mit Ord, skal han ikke see Døden evindeligen. 52 Da sagde Jøderne til ham: nu kjende vi, at du har Djævelen; Abraham er død, og Propheterne, og du siger: dersom Nogen holder mit Ord han skal ikke smage Døden evindeligen. 53 Mon du er større end vor Fader Abraham, hvilken er død? og Propheterne ere døde; hvem gjør du dig selv til? 54 Jesus svarede: dersom jeg ærer mig selv, er min Ære Intet; det er min Fader, som mig ærer, og hvem I sige, at han er Eders Gud. 55 Og I have ikke kjendt ham, men jeg kjender ham; og dersom jeg sagde: jeg kjender ham ikke, da blev jeg en Løgner ligsom I. Men jeg kjender ham og holder hans Ord. 56 Abraham Eders Fader frydede sig, at han skulde see min Dag, og han saae den og glædede sig. 57 Da sagde Jøderne til ham: du er ikke endnu halvtredsindstyve Aar gammel, og du har seet Abraham? 58 Jesus sagde til dem: sandelig, sandelig siger jeg Eder: førend Abraham blev, er jeg. 59 Derfor optoge de Stene, for at kaste paa ham: men Jesus skjulte sig og gik ud af Templet og gik midt igjennem Mængden, og han undkom saaledes. John 9 1 Og da han gik frem, saae han et Menneske, som var blind født. 2 Og hans Disciple spurgte ham og sagde: Mester! hvo har syndet? denne eller hans Forældre, at han er blind født? 3 Jesus svarede: hverken denne syndede, ei heller hans Forældre; men paa det at Guds Gjerninger skulle blive aabenbarede paa ham. 4 Mig bør at gjøre hans Gjerninger, som mig har udsendt, saalænge det er Dag; Natten kommer, da Ingen kan arbeide. 5 Medens jeg er i Verden, er jeg Verdens Lys. 6 Der han det havde sagt, spyttede han paa Jorden og gjorde dynd af Spyttet og smurte Dyndet paa den Blindes Øine. 7 Og han sagde til ham: gak bort, to dig i Dammen Siloam, (hvilket er udlagt: udsendt). Da gik han bort og toede sig og kom seende tilbage. 8 Da sagde Naboerne og de, som før havde seet, at han var blind: er det ikke den, som sad og tiggede? 9 Andre sagde: det er denne; men Andre: han er ham lig. Han selv sagde: det er mig. 10 Da sagde de til ham: hvorledes bleve dine Øine aabnede? 11 Han svarede og sagde: et Menneske, som kaldes Jesus, gjorde Dynd og smurte paa mineØine og sagde til mig: gak bort til Dammen Siloam og to dig. Men da jeg gik hen og toede mig, blev jeg seende. 12 Da sagde de til ham: hvor er han? Han sagde: jeg veed ikke. 13 Da førte de ham, som før var blind, til Pharisæerne. 14 (Men det var en Sabbat, da Jesus gjorde Dynd og aabnede hans Øine). 15 Da spurgte og Pharisæerne ham atter, hvorledes han var bleven seende. Men han sagde til dem: Dynd lagde ham paa mine Øine, og jeg toede mig og seer. 16 Derfor sagde nogle af Pharisæerne: dette Menneske er ikke af Gud, efterdi han holder ikke Sabbaten. Andre sagde: hvorledes kan et syndigt Menneske gjøre saadanne Tegn? Og der var Splid imellem dem. 17 Da sagde atter til den Blinde: hvad siger du om ham, efterdi han aabnede dine Øine? Men han sagde: han er en Prophet. 18 Men Jøderne troede ikke om ham, at han havde været blind og var bleven seende, førend de kaldte hans Forældre, som havde faaet sit Syn. 19 Og de spurgte dem og sagde: er denne Eders Søn, om hvem I sige, at han var blind født? hvorledes er han da nu seende? 20 Hans Forældre svarede dem og sagde: vi vide, at dette er vor Søn, og at han var blind født. 21 Men hvorledes han nu er bleven seende, vide vi ikke, og hvo der har aabnet hans Øine, vide vi ikke heller; han er selv gammel nok, spørger ham, han maa selv svare for sig. 22 Dette sagde hans Forældre, fordi de frygtede for Jøderne; thi Jøderne vare allerede komne overeens om, at dersom Nogen bekjendte ham at være Christus, skulle denne blive udelukt af Synagogen. 23 Derfor sagde hans Forældre: han er gammel nok, spørger ham selv. 24 Da kaldte de anden Gang til sig det Menneske, som havde været blind, og sagde til ham; giv Gud Æren; vi vide, at hiint Menneske er en Synder. 25 Da svarede han og sagde: om han er en Synder, veed jeg ikke; een Ting veed jeg, at jeg, som var blind, nu seer. 26 Men de sagde til ham igjen: hvad gjorde han ved dig? hvorledes aabnede han dine Øine? 27 Han svarede dem: jeg har allerede sagt Eder det, og I hørte ikke derefter. Hvorfor ville I høre det igjen? ville I og vorde hans Disciple? 28 Da skjældte de paa ham og sagde: du er hans Discipel, men vi ere Moses' Disciple. 29 Vi vide, at Gud har talet til Moses; men om denne vide vi ikke, hvorfra han er. 30 Mennesket svarede og sagde til dem: det er dog underligt, at I ikke vide, hvorfra han er, og han har aabnet mine Øine. 31 Vi vide dog, at Gud hører ikke Syndere; men dersom Nogen er gudfrygtig og gjør hans Villie, den hører han. 32 Aldrig er det hørt, at Nogen har aabnet Øinene paa en Blindfødt. 33 Var denne ikke fra Gud, da kunde han slet intet gjøre. 34 De svarede og sagde til ham: du er ganske født i Synd, og du vil lære os? Og de stødte ham ud. 35 Jesus hørte, at de havde udstødt ham, og da han traf ham, sagde ham til ham: troer du paa Guds Søn? 36 Han svarede og sagde: hvo er han, Herre! at jeg kan troe paa ham? 37 Men Jesus sagde til ham: baade har du seet ham, og den, som taler med dig, ham er det. 38 Men han sagde: jeg troer, Herre! og han kastede sig ned for ham. 39 Og Jesus sagde: jeg er kommen til Dom i denne Verden, at de, som ikke see, skulle vorde seende, og de, som see, skulle vorde blinde. 40 Dette hørte de af Pharisæerne, som vare hos ham, og de sagde til ham: monne og vi ereblinde? 41 Jesus sagde til dem: vare i blinde, da havde I ikke Synd; men nu sige I: vi see; derfor bliver Eders Synd. John 10 1 Sandelig, sandelig siger jeg Eder: hvo som ikke gaaer ind ad Døren i Faarestien, men stiger andensteds over, han er en Tyv og en Røver. 2 Men den, som gaaer ind ad Døren, er Faarenes Hyrde. 3 For denne lader Dørvogteren op og Faarene høre hans Røst; og han kalder sine egne Faar ved Navn og fører dem ud. 4 Og naar han har udladt sine egne Faar, gaar han foran dem: og Faarene følge ham, fordi de kjende hans Røst. 5 Men en Fremmed følge de ikke, men flye fra ham, fordi de kjende ikke den Fremmedes Røst. 6 Denne Lignelse sagde Jesus til dem; men de forstode ikke, hvad det var, som han talede til dem. 7 Derfor sagde Jesus atter til dem: sandelig, sandelig siger jeg Eder: jeg er Faarenes Dør. 8 Alle de, som ere komne før mig, ere Tyve og Røvere; men Faarene hørte dem ikke. 9 Jeg er Døren; dersom Nogen gaaer ind ved mig, han skal frelses; og han skal gaae ind og gaae ud og finde Føde. 10 Tyven kommer ikke, uden for at stjæle og myrde og fordærve; jeg er kommen, at de skulle have Liv og have overflødigt. 11 Jeg er den gode Hyrde; den gode Hyrde sætter sit Liv til for Faarene. 12 Men Leiesvenden og den, som ikke er Hyrde, hvilken Faarene ikke høre til, seer Ulven komme og forlader Faarene og flyer; og Ulven røver dem og adspreder Faarene. 13 Men Leisvenden flyer, fordi han er Leiesvend og har ikke Omsorg for Faarene. 14 Jeg er den gode Hyrde, og jeg kjender Mine og kjendes af Mine, 15 (ligesom Faderen kjender mig, kjender jeg og Faderen); og jeg sætter mit Liv til for Faarene. 16 Og jeg har andre Faar, som ikke ere af denne Sti, dem bør det mig og at føre did, og de skulle høre min Røst; og der skal blive een Hjord, een Hyrde. 17 Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit Liv til, at jeg skal tage det igjen. 18 Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har Magt at sætte det til og har Magt at tage det igjen. Denne Bud annammede jeg af min Fader. 19 Da blev der atter Splid iblandt Jøderne over disse Ord. 20 Mange af dem sagde: han har Djævelen og raser, hvi høre I ham? 21 Andre sagde: disse ere ikke Ord af en Besat; mon en Djævel kan aabne de Blindes Øine? 22 Men Indvielsens Fest indtraf i Jerusalem, og det var Vinter. 23 Og Jesus gik omkring i Templet, udi Salomos Buegang. 24 Da omringe Jøderne ham og sagde til ham: hvor længe holder du vor Sjæl i Forventning? dersom du er Christus, da siig os det frit! 25 Jesus svarede dem: jeg har sagt Eder det, og I troe ikke; de Gjerninger, som jeg gjør i min Faders Navn, disse vidne om mig. 26 Men I troe ikke; thi I ere ikke af mine Faar, som jeg sagde Eder. 27 Mine Faar høre min Røst, og jeg kjender dem, og de følge mig. 28 Og jeg giver dem et evigt Liv, og de skulle ingenlunde fortabes, og Ingen skal rive dem af min Haand. 29 Min Fader, som har givet mig dem, er større end Alle; og Ingen kan rive dem af min Faders Haand. 30 Jeg og Faderen, vi ere eet. 31 Da toge Jøderne atter Stene op for at stene ham. 31 Jesus svarede dem: mange gode Gjerninger viste jeg Eder fra min Fader: for hvilken af disse Gjerninger stene I mig? 33 Jøderne svarede ham og sagde: for en god Gjerning stene vi dig ikke, men for Gudsbespottelse, og fordi du, som er et Menneske, gjør dig selv til Gud. 34 Jesus svarede dem: er der ikke skrevet i Eders Lov: jeg har sagt: I ere Guder? 35 Dersom han kalder dem Guder til hvilke Guds ord skete, (og Skriften kan ikke rokkes); 36 sige I da til den, hvem Faderen har helliget og sendt til Verden: du bespotter Gud, fordi jeg sagde: jeg er Guds Søn? 37 Dersom jeg ikke gjør min Faders Gjerninger, troer mig ikke. 38 Men dersom jeg gjør dem, om I end ikke ville troe mig, da troer Gjerningerne, paa det I kunne kjende og troe, at Faderen er i mig, og jeg i ham. 39 Derfor søgte de atter at gribe ham; men han undkom af deres Haand. 40 Og han drog atter bort paa hiin Side Jordan til det Sted, hvor Johannes først døbte, og blev der. 41 Og Mange kom til ham og sagde: Johannes gjorde vel intet Tegn: men Alt, hvad Johannes sagde om denne, var sandt. 42 Og Mange der troede paa ham. John 11 1 Men der laae En syg, Lazarus af Bethania, af den By, hvor Maria og Martha, hendes Søstre, vare. 2 (Men Maria var den, som salvede Herren med Salve og tørrede hans Fødder med sit Haar; hendes Broder Lazarus var syg). 3 Da sendte de Søstre til ham og lode ham sige: Herre! see, den, du elsker, er syg. 4 Men der Jesus det hørte, sagde han: denne Sygdom er ikke til Døden, men til Guds Ære, at Guds Søn skal æres ved den. 5 Men Jesus elskede Martha og hendes Søster og Lazarus. 6 Der han nu hørte, at han var syg, blev han dog to Dage paa det Sted, hvor han var. 7 Siden efter sagde han til Disciplene: lader os drage til Judæa igjen. 8 Disciplene sagde til ham: Mester! nyligen søgte Jøderne at stene dig, og du drager atter derhen? 9 Jesus svarede: ere der ikke tolv Timer om dagen? Vandrer Nogen om Dagen, da støder han ikke an; thi han seer denne Verdens Lys. 10 Men vandrer Nogen om Natten da støder han an; thi Lyset er ikke i ham. 11 Dette talede ham, og derefter siger han til dem: Lazarus, vor Ven, er sovet ind; men jeg gaaer hen for at opvække ham af Søvne. 12 Da sagde hans Disciple: Herre! sover han, da bliver han karsk. 13 Men Jesus talede om hans Død; de derimod meente, at han talede om den naturlige Søvn. 14 Derefter sagde da Jesus dem reent ud: Lazarus er død! 15 Og jeg er glad for Eders Skyld, at jeg ikke var der, paa det I skulle troe: men lader os gaa til ham! 16 Da sagde Thomas (hvilket betyder Tvilling) til sine Meddisciple: lader os ogsaa gaae, at vi kunne døe med ham. 17 Da Jesus kom, fandt han ham liggende i Graven allerede fire Dage. 18 (Men Bethania var nær ved Jerusalem, omtrent femten Stadier derfra). 19 Og mange Jøder vare komne til Martha og Maria for at trøste dem over deres Broder. 20 Da Martha nu hørte, at Jesus kom, gik hun ud ham i møde; men Maria blev siddende i Huset. 21 Da sagde Martha til Jesus: Herre! havde du været her, da var min Broder ikke død. 22 Men ogsaa nu veed jeg, at hvadsomhelst du beder af Gud, vil Gud give dig. 23 Jesus sagde til hende: din Broder skal opstaae. 24 Martha siger til ham: jeg veed, at han skal opstaae i Opstandelsen paa den yderste Dag. 25 Jesus sagde til hende: jeg er Opstandelsen og Livet; hvo som troer paa mig, om han end døer, skal han dog leve. 26 Og hver den, som lever og troer paa mig, skal ikke døde evindeligen. Troer du dette? 27 Hun siger til ham: ja Herre! jeg har troet, at du er Christus, den Guds Søn, den, som kommer til Verden. 28 Og der hun dette havde sagt, gik hun bort og kaldte hemmeligen sin Søster Maria og sagde: Mesteren er her og kalder ad dig. 29 Der hun det hørte, reiste hun sig strax og kom til ham. 30 (Men Jesus var ikke endnu kommen til Byen, men var paa det Sted, hvor Martha mødte ham.) 31 Da nu Jøderne, som var hos hende i Huset og trøstede hende, saae, at Maria stod hastelig op og gik ud, fulgte de hende og sagde: hun gaaer bort til Graven for at græde der. 32 Der Maria da kom derhen, hvor Jesus var, og saae ham, faldt hun ned for hans Fødder og sagde til ham: Herre! havde du været her, da var min Broder ikke død. 33 Der Jesus da saae hende græde, og saae Jøderne græde, som kom med hende, rørtes han i Aanden og blev heftig bevæget og sagde: 34 hvor have I lagt ham? De sagde til ham: Herre! kom og see. 35 Jesus græd. 36 Da sagde Jøderne: se, hvor han elskede ham! 37 Men nogle af dem sagde: kunde ikke han, som aabnede den Blindes Øine, have gjort, at og denne ikke var død? 38 Da rørtes Jesus atter inderlig, og kom til Graven. Men det var en Hule, og en Steen laae derfor. 39 Jesus sagde: tager Stenen bort. Martha, den Dødes Søster, siger til ham: Herre! han stinker allerede; thi han har ligget fire Dage. 40 Jesus sagde til hende: sagde jeg ikke, at dersom du kunde troe, skulde du see Guds Herlighed? 41 Da toge de Stenen bort, hvor den Døde var lagt. Men Jesus opløftede sine Øine og sagde: Fader! jeg takker dig, at du har hørt mig. 42 Dog, jeg vidste, at du altid hører mig; men for Folkets Skyld, som staaer omkring, sagde jeg det, at de skulle troe, at du har udsendt mig. 43 Og der han havde sagt dette, raabte han med høi Røst: Lazarus, kom hid ud! 44 Og den Døde kom ud, bunden med Jordeklæder om Fødder og Hænder, og hans Ansigt var ombundet med en Svededug. Jesus sagde til dem: løser ham og lader ham gaae. 45 Derfor troede mange paa ham af de Jøder, som vare komne til Maria og have seet de Ting, som Jesus havde gjort. 46 Men nogle af dem gik hen til Pharisæerne og sagde dem, hvad Jesus havde gjort. 47 Derfor forsamlede de Ypperstepræster og Pharisæerne Raadet og sagde: hvad gjøre vi? thi dette Menneske gjør mange Tegn. 48 Dersom vi lade ham saaledes blive ved, ville Alle troe paa ham; og Romerne skulle komme og tage baade vort land og Folk. 49 Men een af den, Caiphas, som var dette Aars Ypperstepræst, sagde til dem: 50 I forstaae slet Intet; ei heller betænke I, at det er os gavnligt, at eet Menneske dør for Folket, og at ikke det ganske Folk skal fordærves. 51 Men dette sagde han ikke af sig selv; men da han var samme Aars Ypperstepræst, spaaede han, at Jesus skulde døde for Folket. 52 Og ikke for Folket alene; men paa det han og skulde samle de adspredte Guds Børn til een Hob. 53 Fra den Dag af raadsloge de derfor om at ihjelslaae ham. 54 Da vandrede Jesus ikke mere frit iblandt Jøderne, men gik derfra til en Egn nær ved Ørken, til en Stad, som kaldes Ephraim; og han blev der nogen Tid med sine Disciple. 55 Men Jødernes Paaske var nær; og Mange fra Landet gik op til Jerusalem før Paasken for at rense sig. 56 Da ledte de efter Jesus og talede med hverandre, der de stode i Templet: hvad tykkes Eder, at han kommer ikke til Høitiden? 57 Men baade de Ypperstepræster og Pharisæerne havde givet en Befaling, at dersom Nogen vidste, hvor han var, skulde han give det tilkjende, at de kunde gribe ham. John 12 1 Men sex Dage før Paaske kom Jesus til Bethania, hvor Lazarus var, der havde været død, og hvem han havde opreist fra de Døde. 2 Da gjorde de ham der en Nadvere, og Martha opvartede; men Lazarus var een af dem, som sadde tilbords med ham. 3 Da tog Maria et Pund af uforfalsket meget kostelig Nardus-Salve og salvede Jesu Fødder og tørrede hans Fødder med sit Haar; men Huset blev fuldt af Salvens Lugt. 4 Da sagde een af hans Disciple, Judas, Simons Søn, Ischariotes, som siden forraadte ham: 5 hvorfor blev denne Salve ikke solgt for tre hundrede Penninge og givet til Fattige? 6 Men dette sagde han ikke, fordi han havde Omsorg for de Fattige, men fordi han var en Tyv og havde Pungen og bar, hvad der blev lagt deri. 7 Da sagde Jesus: lad hende i Fred; til min Begravelsesdag har hun bevaret den. 8 Thi Fattige have I altid hos Eder; men mig have I ikke altid 9 Da fik en stor Hob af Jøderne at vide, at han var der; og de kom ikke for Jesu Skyld alene, men ogsaa for at see Lazarus, hvem han havde opreist fra de Døde. 10 Men de Ypperstepræster raadsloge om ogsaa at ihjelslaae Lazarus; 11 thi for hans Skyld gik mange af Jøderne hen og troede paa Jesus. 12 Den anden Dag, da den store Mængde, som var kommen til Høitiden, hørte, at Jesus kom til Jerusalem, 13 toge de Palmegrene, og gik ud imod ham og raabte: Hosanna! velsignet være den, som kommer i Herrens Navn, den Israels konge! 14 Men Jesus fandt en Asenindes Føl og satte sig derpaa, som der er skrevet: 15 frygt ikke, Zions Datter! see, din Konge kommer ridende paa en Asenindes Føl. 16 Men dette forstode hans Disciple ikke først; men der Jesus var herliggjort, da kom de ihu, at dette var skrevet om ham, og at de havde gjort dette for ham. 17 Men den Mængde, som havde været med ham, vidende, at han havde kaldt Lazarus af Graven, og opreist ham fra de Døde. 18 Derfor gik og Folket ham imøde, fordi det havde hørt, at han havde gjort dette Tegn. 19 Da sagde Pharisæerne til hverandre: I see, at I udrette slet intet; see, al Verden gaaer efter ham. 20 Men der var nogle Græker af dem, som vare gangen op for at tilbede paa Høitiden. 21 Disse gik nu til Philippus, som var fra Bethsaida i Galilæa, og bade ham og sagde: Herre! vi ønske at see Jesus. 22 Philippus kommer og siger Andreas det, og Andreas og Philippus sige atter Jesus det. 23 Men Jesus svarede dem og sagde: Timen er kommen, at Menneskens Søn skal herliggjøres. 24 Sandelig, sandelig siger jeg Eder: uden Hvedekornet falder i Jorden og døer, bliver det ene; men dersom det døer, bærer det megen Frugt. 25 Hvo som elsker sit Liv, skal miste det; og hvo som hader sit Liv i denne Verden, skal bevare det til et evigt Liv. 26 Om Nogen tjener mig, han følge mig, og hvor jeg er, der skal og min Tjener være; og om Nogen tjener mig, ham skal Faderen ære. 27 Nu er min Sjæl forfærdet; og hvad skal jeg sige? Dog derfor er jeg kommen til denne Time. 28 Fader, herliggjør dit Navn! Da kom en Røst af Himmelen: baade har jeg herliggjort og vil atter herliggjøre det. 29 Da sagde Folket, som stod og hørte det, at det havde tordnet; Andre sagde: en Engel talede til ham. 30 Jesus svarede og sagde: denne Røst skete ikke for min Skyld, men for Eders Skyld. 31 Nu gaar der Dom over denne Verden, nu skal denne Verdens Fyrste udstødes. 32 Og jeg, naar jeg bliver ophøiet fra Jorden, vil jeg drage Alle til mig. 33 (Men han sagde dette, for at betegne, hvad Død han skulle døe.) 34 Folket svarede ham: vi have hørt af Loven, at Christus bliver evindeligen, og hvorledes siger du, at det bør Menneskens Søn at ophøies? hvo er denne Menneskens Søn? 35 Da sagde Jesus til dem: Lyset er endnu en liden Tid hos Eder. Vandrer, den Stund I have Lyset, at Mørket ikke skal overfalde Eder! Og hvo som vandrer i Mørket, veed ikke, hvor han gaaer hen. 36 Medens I have Lyset, troer paa Lyset, at I kunne blive Lysets Børn. Dette talede Jesus og gik bort og skjulte sig for dem. 37 Men alligevel han have gjort saa mange Tegn for deres Øine, troede de dog ikke paa ham, 38 at Esaias den Prophets Tale skulde fuldkommes, som han har sagt: Herre! hvo troede det, han hørte af os, og for hvem er Herrens Arm aabenbaret? 39 Derfor kunde de ikke troe; thi Esaias siger atter: 40 han har forblindet deres Øine, og forhærdet deres Hjerter, at de ikke skulde see med Øinene og forstaae med Hjertet og omvende sig, og jeg maatte helbrede dem. 41 Dette sagde Esaias, der han saae hans Herlighed og talede om ham. 42 Dog alligevel troede mange ogsaa af de Øverste paa ham; men for Pharisæernes Skyld bekjendte de det ikke, at de ikke skulde blive udelukte af Synagogen; 43 thi de elskede Menneskens Ære mere end Guds Ære. 44 Men Jesus raabte og sagde: hvo som troer paa mig, troer ikke paa mig, men paa den, som mig har udsendt. 45 Og hvo som seer mig, seer den, som mig har udsendt. 46 Jeg er kommen et Lys til Verden, at hver den, som troer paa mig, ikke skal blive i Mørket. 47 Og om Nogen hører mine Ord, og troer ikke, han dømmer jeg ikke; thi jeg er ikke kommen for at dømme Verden, men for at frelse Verden. 48 Hvo mig foragter og annammer ikke mine Ord, har den, som ham dømmer; det Ord, som jeg har talet, det skal dømme ham paa den yderste Dag. 49 Thi jeg har ikke talet af mig selv; men Faderen, som mig har udsendt, han har givet mig Befaling, hvad jeg skal sige, og hvad jeg skal tale. 50 Og jeg veed, at hans Befaling er et evigt Liv. Derfor, hvad jeg taler, taler jeg saaledes, som Faderen har sagt mig. John 13 1 Men for Paaskehøitiden, der Jesus vidste, at hans Time var kommen, at han skulde gaae ud af denne Verden til Faderen, da, som han havde elsket sine Egne, som vare i Verden, saa elskede han dem indtil Enden. 2 Da nu Nadveren holdtes, og Djævleen allerede havde indskudt i Judas, Simon Søns, Ischariotes' Hjerte, at han skulde forraade ham; 3 da Jesus vidste, at Faderen havde givet ham alle Ting i Hænder, og at han udkom fra Gud og gik hen til Gud: 4 reiste han sig fra Nadveren og lagde sine Klæder fra sig, og han tog et Lindklæde og bandt op om sig. 5 Derefter slog han Vand i et Bækken og begyndte at toe Disciplenes Fødder og at tørre dem med Lindklædet, som han var ombunden med. 6 Da kom han til Simon Peter og han sagde til ham: Herre! toer du mine Fødder? 7 Jesus svarede og sagde til ham: hvad jeg gjør, veed du ikke nu, men du skal forstaae det herefter. 8 Peter siger til ham: du i Evighed ikke toe mine Fødder. Jesus svarede ham: dersom jeg ikke toer dig, har du ingen Deel med mig. 9 Simon Peter siger til ham: Herre ikke mine Fødder alene, men ogsaa Hænderne og Hovedet. 10 Jesus siger til ham: hvo som er toet, har ikke behov uden at toe Fødderne, men er ganske reen; og I ere rene, men ikke alle. 11 Thi han kjendte den, som han forradte; derfor sagde ham: I ere ikke alle rene. 12 Der han da havde toet deres Fødder og havde taget sine Klæder, satte han sig atter ned og sagde til dem: vide I, hvad jeg har gjort Eder? 13 I kalde mig Mester og Herre, og I tale ret, thi jeg er det. 14 Dersom da jeg, Herren og Mesteren, har toet Eders Fødder, saa ere I og skyldige at toe hverandres Fødder. 15 Thi jeg har givet Eder et Exempel, at ligesom jeg gjorde Eder, skulle og I gjøre. 16 Sandelig, sandelig siger jeg eder: en Tjener er ikke større end hans Herre, ikke heller et Sendebud større end den, han har sendt. 17 Dersom I vide dette, ere I salige, om I gjøre det. 18 Jeg taler ikke om Eder alle, jeg veed, hvilke jeg har udvalgt; men Skriften maa fuldkommes: den, som æder Brødet med mig, har opløftet sin Hæl imod mig. 19 Fra nu af siger jeg Eder det, førend det skeer, at naar det er skeet, I skulle troe, at det er mig. 20 Sandelig, sandelig siger jeg eder:hvo som annammer den, som jeg sender, annammer mig; men hvo mig annammer, annammer den, som har sendt mig. 21 Der Jesus havde sagt dette, blev han heftig bevæget i Aanden og vidnede og sagde: sandelig, sandelig siger jeg eder, at een af Eder skal forraade mig. 22 Da saae Disciplene paa hverandre, tvivlraadige, om hvem han talede. 23 Men der var een iblandt hans Disciple, som laa op til Jesu Skjød, hvem Jesus elskede. 24 Til denne nikkede derfor Simon Peter, at han skulde udspørge, hvo det maatte vare, han talede om? 25 Men denne bøiede sig op til Jesu Bryst og sagde til ham: Herre! hvo er det? 26 Jesus svarede: det er den, hvilken jeg giver det Stykke, som jeg dypper. Og han dyppede Stykket og gav Judas, Simons Søn, Ischariotes det. 27 Og efterat han havde faaet Stykket, da gik Satan ind i ham. Da sagde Jesus til ham: hvad du gjør, det gjør snart! 28 Men ingen af dem, som saade tilbords, forstod, til hvad Ende han sagde ham det. 29 Thi Nogle meente, efterdi Judas havde Pungen, at Jesus sagde til ham: kjøb, hvad vi havdebehov til Høitiden; eller at han skulde give Noget til Fattige. 30 Der han da havde taget Stykket, gik han strax ud; men det var Nat. 31 Der han da var udgangen, sagde Jesus: nu er Menneskens Søn herliggjort, og Gud er herliggjort i ham. 32 Dersom Gud er herliggjort i ham, skal Gud og herliggjøre ham i sig selv, og han skal snart herliggjøre ham. 33 Børnlille! jeg er endnu lidet hos Eder. I skulle lede efter mig, og ligesom jeg sagde til Jøderne: hvor jeg gaaer hen, kunne I ikke komme, siger jeg og Eder nu. 34 Jeg giver Eder en ny Befaling, at I skulle elske hverandre; som jeg elskede Eder, at I og skulle elske hverandre. 35 Derpaa skulle Alle kjende, at I ere mine Disciple, dersom I have indbyrdes Kjærlighed. 36 Simon Peter sagde til ham: Herre! hvor gaaer du hen? Jesus svarede ham: hvor jeg gaaer hen, kan du ikke nu følge mig. 37 Peter siger til ham: Herre! hvorfor kan jeg ikke følge dig nu? Jeg vil sætte mit Liv til for dig. 38 Jesus svarede ham: vil du sætte dit Liv til for mig? Sandelig, sandelig siger jeg dig: Hanen skal ikke gale, førend du skal fornægte mig tre Gange. John 14 1 Eders Hjerte forfærdes ikke; troer paa Gud, og troer paa mig! 2 I min Faders Huus ere mange Boliger; men dersom det ikke saa var, havde jeg sagt Eder det. Jeg gaaer bort at berede Eder Sted. 3 Og naar jeg er gaaet bort og faaer beredt Eder sted, kommer jeg igjen og vil tage Eder til mig, at hvor jeg er, skulle ogsaa I være. 4 Og hvor jeg gaaer hen, vide I, og Veien vide I. 5 Thomas siger til ham: Herre! vi vide ikke, hvor du gaaer hen; og hvorledes kunne vi vide Veien? 6 Jesus siger til ham: jeg er Veien og Sandheden og Livet; der kommer Ingen til Faderen uden ved mig. 7 Havde I kjendt mig, da havde I og kjendt min Fader; og fra nu af kjende I ham og have seet ham. 8 Philippus siger til ham: Herre! viis os Faderen, og det er os nok. 9 Jesus siger til ham: saa lang en Tid er jeg hos Eder og du har ikke kjendt mig, Philippus? Hvo mig har seet, har seet Faderen; hvorledes siger du da: Viis os Faderen? 10 Troer du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De Ord, som jeg taler til Eder, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, han gjør Gjerningerne. 11 Troer mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; men ville I ikke, saa troer mig dog for disse Gjerningers Skyld! 12 Sandelig, sandelig siger jeg eder: hvo som troer paa mig, de Gjerninger, som jeg gjør, skal og han gjøre, og han skal gjøre større end disse; thi jeg gaaer til min Fader. 13 Og hvadsomhelst I bede om i mit Navn, det vil jeg gjøre, at Faderen maa forherliges ved Sønnen. 14 Dersom I bede om Noget i mit Navn, vil jeg gjøre det. 15 Dersom I elske mig, da holder mine Befalinger. 16 Og jeg vil bede Faderen, og han skal give Eder en anden Talsmand, at han skal blive hos Eder evindeligen, 17 den Sandheds Aand, hvilken Verden ikke kan annamme, thi den seer han ikke, kjender ham ei heller; men I kjende ham, thi han bliver hos Eder og skal være i Eder. 18 Jeg vil ikke forlade Eder faderløse; jeg kommer til Eder. 19 Endnu et Lidet, og Verden seer mig ikke mere, men I see mig; thi jeg lever, og I skulle leve. 20 Paa den Dag skulle I kjende, at jeg er i min Fader, og I udi mig, og jeg i Eder. 21 Hvo som har mine Befalinger og holder dem, han er den, som mig elsker; men hvo mig elsker, skal elskes af min Fader; og jeg skal elske ham og aabenbare mig for ham. 22 Judas (ikke Ischariotes) siger til ham: Herre! hvor kommer det, at du vil aabenbare dig for os, og ikke for Verden? 23 Jesus svarede og sagde til ham: om Nogen elsker mig, skal han holde mit Ord; og min Fader skal elske ham, og vil skulle komme til ham og tage Bolig hos ham. 24 Hvo mig ikke elsker, holder ikke mine Ord; og det Ord, som i høre, er ikke mit, men faderens, som mig har udsendt. 25 Dette har jeg talet til Eder, medens jeg blev hos Eder. 26 Men Talsmanden, den Hellig Aand, hvilken Faderen skal sende i mit Navn, skal lære Eder alle Ting og minde Eder paa alle Ting, som jeg har sagt Eder. 27 Fred lader jeg Eder, min Fred giver jeg Eder; jeg giver Eder ikke som Verden giver. Eders Hjerte forfærdes ikke, og forsage ikke. 28 I have hørt, at jeg sagde til Eder: jeg gaaer bort og kommer til Eder igjen; dersom I have mig kjær, da glædede I Eder, at jeg sagde: jeg gaaer til Faderen; thi min Fader er større end jeg. 29 Og nu har jeg sagt Eder det, før det skeer, at naar det er skeet, I da skulle troe. 30 Jeg skal herefter ikke tale meget med Eder; thi denne Verdens Fyrste kommer og har slet intet i mig. 31 Men paa det Verden skal kjende, at jeg elsker Faderen, og ligesom Faderen har befalet mig, saa gjør jeg; staaer op lader os gaae herfra. John 15 1 Jeg er det sande Viintræ, og min Fader er Viingaardsmanden. 2 Hver Green paa mig, som ikke bærer Frugt, borttager han, og hver den, som bærer Frugt, renser han, at den skal bære mere Frugt. 3 I ere allerede rene formedelst det Ord, som jeg har talet til Eder. 4 Bliver i mig, da bliver og jeg i Eder. Ligesom Grenen ikke kan bære Frugt af sig selv, uden den bliver i Træet, saa kunne I ikke heller, uden I blive i mig. 5 Jeg er Viintræet, I ere Grenene. Hvo som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen Frugt; thi uden mig kunne I slet Intet gjøre. 6 Om Nogen ikke bliver i mig, han bliver udkastet som en Green og visner; man sanker dem og kaster dem i Ilden, og de brænde. 7 Dersom I blive i mig og mine Ord blive i Eder, da beder om hvadsomhelt I ville, og det skal vederfares Eder. 8 Derudi forherliges min Fader, at I bære megen Frugt, og I skulle vorde mine Disciple. 9 Ligesom Faderen har elsket mig, saa har jeg og elsket Eder; bliver i min Kjærlighed! 10 Dersom I holde mine Befalinger, Skulle I blive i min Kjærlighed, ligesom jeg har holdt min Faders Befalinger og bliver i hans Kjærlighed. 11 Dette har jeg talet til Eder, paa det min Glæde kan blive i Eder, og Eders Glæde kan blive fuldkommen. 12 Denne er min Befaling, at I skulle elske hverandre, ligesom jeg har elsket Eder. 13 Ingen har større Kjærlighed end denne, at En sætter sit Liv til for sine Venner. 14 I ere mine Venner, dersom I gjøre, hvad jeg befaler Eder. 15 Jeg kalder Eder ikke længere Tjenere; thi Tjeneren veed ikke, hvad hans Herre gjør; men Eder har jeg kaldet Venner; thi alt det, som jeg har hørt af min Fader, har jeg kundgjort Eder. 16 I have ikke udvalgt mig, men jeg har udvalgt Eder og sat Eder, at I skulle gaae hen og bære Frugt, og Eders Frugt skal blive ved; at hvadsomhelst I bede Faderen i mit Navn, skal han give Eder. 17 Dette befaler jeg Eder, at I skulle elske hverandre. 18 Dersom Verden hader Eder, da vider, at den har hadet mig førend Eder. 19 Vare I af Verden da vilde Verden elske sit Eget; men efterdi I ikke ere af Verden, men jeg har udvalt Eder af Verden, derfor hader Verden Eder. 20 Kommer det Ord ihu, som jeg sagde Eder: en Tjener er ikke større end hans Herre. Have de forfulgt mig, skulle de og forfølge Eder; have de holdt mit Ord, skulle de og holde Eders. 21 Men alt dette skulle de gjøre Eder for mit Navns Skyld, fordi de ikke kjende den, som mig har udsendt. 22 Dersom jeg ikke var kommen og havde talet til dem, havde de ikke Synd; men nu have de end ikke et paaskud for deres Synd. 23 Hvo mig hader, hader og min Fader. 24 Havde jeg ikke gjort de Gjerninger iblandt dem, som ingen Anden har gjort, havde de ikke Synd; men nu have de seet dem og dog hadet baade mig og min Fader. 25 Dog, de Ord, som ere skrevne i deres Lov, maa fuldkommes: de hadede mig uforskyldt. 26 Men naar Talsmanden kommer, hvilken jeg skal sende Eder fra Faderen, den Sandheds Aand, som udgaaer fra Faderen), han skal vidne om mig. 27 Men ogsaa I skulle vidne; thi I vare med mig fra Begyndelsen. John 16 1 Dette har jeg talet til Eder, at I skulle ikke forarges. 2 De skulle udelukke Eder af Synagogerne, ja den Tid skal komme, at hver den, som ihjelslaaer Eder, skal mene, at ham viser Gud en Dyrkelse. 3 Og dette skulle de gjøre Eder, fordi de hverken kjende Faderen, ei heller mig. 4 Men dette har jeg talet til Eder, paa det naar Timen kommer, I skulle komme ihu, at jeg sagde Eder det; men dette sagde jeg Eder ikke fra Begyndelsen, fordi jeg var hos Eder. 5 Men nu gaaer jeg hen til den, som mig udsendte, og ingen af Eder spørger mig: hvor gaaer du hen? 6 Men fordi jeg har talet dette til Eder, har Bedrøvelse opfyldt Eders Hjerte. 7 Men jeg siger Eder sandhed: det er Eder gavnligt, at jeg gaaer bort, thi gaaer jeg ikke bort, skal Talsmanden ikke komme til Eder; men gaaer jeg bort saa vil jeg sende ham til Eder. 8 Og naar han kommer, skal han overbevise Verden og Synd og om Retfærdighed og om Dom, 9 om Synd, fordi de troe ikke paa mig; 10 men om Retfærdighed, fordi jeg gaaer hen til min Fader, og I see mig ikke længere; 11 men om Dom, fordi denne Verdens Fyrste er dømt. 12 Jeg har endnu meget at sige Eder; men nu kunne I ikke bære det. 13 Men naar han, den Sandheds Aand, kommer, skal han veilede Eder til al Sandhed; thi han skal ikke tale af sig selv, men hvadsomhelst han hører, skal han tale, og de tilkommende Ting skal han forkynde Eder. 14 Han skal herliggjøre mig; thi han skal tage af Mit og forkynde Eder. 15 Alt hvad Faderen har, er Mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af Mit og forkynde Eder. 16 Om en liden Stund skulle I ikke see mig, og atter om en liden Stund skulle I see mig; thi jeg gaaer hen til Faderen. 17 Da sagde nogle af hans Disciple til hverandre: hvad er dette, som han siger os: om en liden Stund skulle I ikke see mig, og atter om en liden Stund skulle I see mig, og: thi jeg gaaer hentil Faderen? 18 Da sagde de: hvad er det, som han siger: om en liden Stund? Vi forstaae ikke, hvad han taler. 19 Da vidste Jesus, at de vilde spørge ham, og han sagde til dem: derom bespørge I Eder indbyrdes, at jeg sagde: om en liden Stund skulle I ikke see mig, og atter om en liden Stund skulle I see mig. 20 Sandelig, sandelig siger jeg eder: I skulle græde og hyle, men Verden skal glæde sig; I skulle være bedrøvede, men Eders Bedrøvelse skal vorde til Glæde. 21 Kvinden, naar hun føder, har Bedrøvelse, fordi hendes Time er kommen; men naar hun har født Barnet, kommer hun ikke mere den Trængsel, ihu for Glæde, at et Menneske er født til Verden. 22 Ogsaa I have da vel nu Bedrøvelse; men jeg vil see Eder igjen, og Eders Hjerte skal glædes, og Ingen tager Eders Glæde fra Eder. 23 Og paa den samme Dag skulle I ikke spørge mig om Noget. Sandelig, sandelig siger jeg eder, at hvadsomhelst I bede Faderen om i mit Navn, skal han give Eder. 24 Hidindtil have I ikke bedet om Noget i mit Navn; beder, og I skulle faae, og Eders Glæde maa blive fuldkommen. 25 Dette har jeg talet til Eder ved Lignelser; men den Time kommer, da jeg ikke mere skal tale med Eder ved Lignelser; men den Time kommer, da jeg ikke mere skal tale med Eder ved Lignelser, men frit ud forkynde Eder om min Fader. 26 Paa den samme Dag skulle I bede i mit Navn, og jeg siger Eder ikke, at jeg vil bede Faderen for Eder; 27 thi Faderen selv elsker Eder, efterdi I have elsket mig og troet at jeg er udgangen fra Gud. 28 Jeg udgik fra Faderen og kom til Verden; jeg forlader Verden igjen og gaaer til Faderen. 29 Hans Disciple sige til ham: see, nu taler du frit ud og siger ingen Lignelse. 30 Nu vide vi, at du veed alle Ting og har ikke behov, at Nogen spørger dig; desaarsag troe vi, at du udgik fra Gud. 31 Jesus svarede dem: nu troe I! 32 Se, den Time kommer og er allerede kommen, at I skulle adspredes hver til Sit og forlade mig alene; dog jeg er ikke alene, thi Faderen er med mig. 33 Dette har jeg talet til Eder, paa det I skulle have Fred i mig. I Verden skulle I have Trængsel; men værer frimodige, jeg har overvundet Verden. John 17 1 Dette talede Jesus og opløftede sine Øine til Himmelen og sagde: Fader! Timen er kommen; herliggjør din Søn, at ogsaa din Søn maa herliggjøre dig. 2 Ligesom du har givet ham Magt over alt Kjød, paa det han maa give alle dem, som du har givet ham, et evigt Liv. 3 Men dette er det evige Liv, at de kjende dig, den eneste sande Gud, og den, du udsendte, Jesus Christus. 4 Jeg har herliggjort dig paa Jorden; jeg har fuldkommet den Gjerning, som du har givet mig at gjøre. 5 Herliggjør du mig og nu, Fader! hos dig selv med den Herlighed, som jeg havde hos dig, før Verden var. 6 Jeg har aabenbaret dit Navn for de Mennesker, hvilke du har givet mig af Verden; de vare dine, og du har givet mig dem, og de have bevaret dit Ord. 7 Nu vide de, at alt det, som du har givet mig, er af dig. 8 Thi de Ord, som du har givet mig, har jeg givet dem; og de have annammet dem og kjendt iSandhed, at jeg udgik fra dig, og de have troet, at du har udsendt mig. 9 Jeg beder for dem; jeg beder ikke for Verden, en for dem, som du har givet mig; thi de ere dine. 10 Og alt det, som mit er, det er dit, og det, som dit er, det er mit; og jeg er herliggjort i dem. 11 Og jeg er ikke mere i Verden, men disse ere i Verden, og jeg kommer til dig. Hellige Fader! bevar dem i dit Navn, hvilke du har givet mig, at de maa vare eet ligesom vi. 12 Da jeg var hos dem i Verden, bevarede jeg dem i dit Navn; dem, som du har givet mig, vogtede jeg, og ingen af dem blev fortabt, uden det Fortabelsens Barn, at Skriften skulde fuldkommes. 13 Men nu kommer jeg til dig, og dette taler jeg i Verden at de maa have min Glæde fuldeligen i sig. 14 Jeg har givet dem dit Ord; og Verden har hadet dem, fordi de ere ikke af Verden, ligesom jeg er ikke af Verden. 15 Jeg beder ikke, at du skal borttage dem af Verden, men at du skal bevare dem fra det Onde. 16 De ere ikke af Verden ligesom jeg ikke af Verden. 17 Hellige dem i din Sandhed; dit Ord er Sandhed. 18 Ligesom du har sendt mig til Verden, saa har og jeg sendt dem til Verden. 19 Og jeg helliger mig selv for dem, paa det de skulle ogsaa være helligede i Sandheden. 20 Men jeg beder ikke alene for disse, men ogsaa for dem, som formedelst deres Ord skulle troe paa mig, 21 paa det de maa alle være eet; ligesom du, Fader! i mig, og jeg i dig at de og skulle være eet i os, at Verden kan troe, at du har udsendt mig. 22 Og jeg har givet dem den Herlighed, som du har givet mig, paa det de skulle være eet, ligesom vi ere eet; 23 jeg i dem, og du i mig, paa det de skulle være fuldkommede til eet, og at Verden kan kjende, at du har udsendt mig og har elsket det, ligesom du har elsket mig. 24 Fader! jeg vil, at de, som du har givet mig, skulle være hos mig, hvor jeg er, at de maa skue min Herlighed, som du har givet mig; thi du har elsket mig, førend Verdens Grundvold blev lagt. 25 Retfærdige Fader! og Verden kjendte dig ikke, men jeg kjender dig, og disse have kjendt, at du har udsendt mig. 26 Og jeg kundgjorde dem dit Navn og vil kundgjøre dem det, paa det den Kjærlighed, hvormed du elsker mig, skal være i dem, og jeg i dem. John 18 1 Der Jesus havde talet dette, gik han ud med sine Disciple over den Bæk Kedron, hvor en Urtegaard var, i hvilken han gik ind med sine Disciple. 2 Men og Judas, som han forraadte vidste Stedet; thi Jesus forsamledes ofte der med sine Disciple. 3 Da tog Judas Roden (Vagten) og de Ypperstepræster og Pharisæernes Svende med sig og kom derhen med Blus og Lamper og Vaaben. 4 Men som Jesus vidste Alt, hvad der skulde komme over ham, gik han frem og sagde til dem: hvem lede I efter? 5 De svarede ham: Jesus af Nazareth. Jesus siger til dem: det er mig. Men Judas, som han forradte, stod og hos dem. 6 Der han da sagde til dem: det er mig, vege de tilbage og fladt til Jorden. 7 Da spurgte han dem atter: hvem lede I efter? Men de sagde Jesus af Nazareth. 8 Jesus svarede: jeg har sagt Eder at det er mig; dersom I da lede efter mig, saa lader disse gaae. 9 Paa det de ord skulde fuldkommes, hvilke han havde sagt: jeg mistede end ikke een af dem, som du har givet mig. 10 Men Simon Peter, som havde et Sværd, drog det ud og slog den Ypperstepræsts Tjener og afhuggede hans høire Øre. Men den Tjener hedte Malchus. 11 Da sagde Jesus til Peter: stik dit Sværd i Balgen. Skal jeg ikke drikke den Kalk, som min Fader har givet mig? 12 Da toge Roden og Krigsøversten og Jødernes Svende samtligen Jesus og bandt ham. 13 Og de førte han først til Annas; thi Jøderne det Raad, at det var gavnligt, at eet Menneske skulde omkommes for Folket. 14 Men det var Caiphas, som havde givet Jøderne det Raad, at det var gavnligt, at eet Menneske skulde omkommes for Folket. 15 Men Simon Peter og en anden Discipel fulgte Jesus; samme Discipel var kjendt af den Yppestepræst og gik ind med Jesus i den Ypperstepræsts Palads. 16 Men Peter stod udenfor Døren. Da gik den anden Discipel, som var kjendt med den Ypperstepræst, ud og talede med Dørvogtersken og førte Peter ind. 17 Da siger Pigen, som var Dørvogterske, til Peter: mon ikke og du være af dette Menneskes Disciple? Han sagde: jeg er ikke. 18 Men Tjenerne og Svendene stode og havde gjort Kuldild, (thi det var koldt), og varmede sig; men Peter stod hos dem og varmede sig. 19 Da spurgte den Ypperstepræst Jesus om hans Disciple og om hans Lærdom. 20 Jesus svarede ham: jeg har talet frit for Verden; jeg jeg har altid lært i Synagogen og Templet, der hvor Jøderne komme tilsammen fra alle Steder, og jeg har intet talet i Løndom. 21 Hvi spørger du mig? spørg dem, som have hørt, hvad jeg talede til dem; see, de vide, hvad jeg har sagt. 22 Men som han det talede, gav een af Svendene, som stod der hos, Jesus et Slag paa Munden og sagde: svarer du saaledes den Ypperstepræst? 23 Jesus svarede ham: har jeg talet ilde, da beviis, at det er ondt; men har jeg talet vel, hvi slaaer du mig? 24 Men Annas havde sendt ham bunden til den Ypperstepræst Caiphas. 25 Men Simon Peter stod og varmede sig. Da sagde de til ham: mon ikke du være af hans Disciple? 26 En af den Ypperstepræst Tjenere, som var hans Frænde, hvis Øre Peter havde afhugget, siger: saae jeg dig ikke i Urtegaarden med ham? 27 Da nægtede Peter atter, og strax goel Hanen. 28 Da førte de Jesus fra Caiphas til Domhuset; men det var aarle. Og de gik ikke ind i Domhuset, at de ikke skulde besmittes, men at de maatte æde Paaske. 29 Derfor gik Pilatus ud til dem og sagde: hvad Klagemaal føre I imod dette Menneske? 30 De svarede og sagde til ham: var denne ikke en Misdæder, da havde vi ikke overantvordet dig ham. 31 Da sagde Pilatus til dem: tager I ham og dømmer ham efter Eders Lov. Da sagde Jøderne til ham: vi tør ingen aflive; 32 at Jesu Ord skulde fuldkommes, hvilke han sagde, der han gav tilkjende, hvilken Død han skulde døe. 33 Da gik Pilatus igjen ind i Domhuset og kaldte Jesus og sagde til ham: er du den Jødernes Konge? 34 Jesus svarede ham: taler du dette af dig selv, eller have Andre sigt dig det om mig? 35 Pilatus svarede: mon jeg være en Jøde? dit Folk og de Ypperstepræster overantvordede mig dig; hvad har du gjort? 36 Jesus svarede: mit Rige er ikke af denne Verden. Var mit Rige af denne Verden, havde vel mine Tjenere stredet derfor, at jeg ikke var bleven overantvordet Jøderne; men nu er mit Rige ikke deraf. 37 Da sagde Pilatus til ham: er du ikke dog en Konge? Jesus svarede: du siger det, at jeg er en Konge. Jeg er dertil født og dertil kommen til Verden, at jeg skal vidne om Sandheden. Hver den, som er af Sandheden, hører min Røst. 38 Pilatus sagde til ham: hvad er Sandhed? Og der han dette havde sagt, gik han igjen ud til Jøderne og sagde til dem: jeg finder slet ingen Skyld hos ham. 39 Men I have en Sædvane, at jeg skal lade Eder Een løs om Paasken; ville I da, at jeg skal lade Eder den Jødernes Konge løs? 40 Da raabte de alle igjen og sagde: ikke denne, men Barrabas; og Barrabas var en Røver. John 19 1 Nu tog da Pilatus Jesus og lod ham hudstryge. 2 Og Stridsmændene flettede en Krone af Torne og satte den paa hans Hoved og kastede en Purpurklæde om ham og sagde: 3 hil være dig, du Jødernes Konge! og de sloge ham paa Munden. 4 Da gik Pilatus atter ud og sagde til dem: see, jeg fører ham hid ud til Eder, at I skulle vide, at jeg finder ingen Skyld hos ham. 5 Da gik Jesus ud og bar Tornekronen og Purpurklædet. Og han sagde til dem: see, hvilket Menneske! 6 Da nu de Ypperstepræster og Svendene saae ham, raabte de og sagde: korsfæst! korsfæst! Pilatus siger til dem: tager I ham og korsfæster ham: thi jeg finder ikke Skyld hos ham. 7 Jøderne svarede ham: vi have en Lov, og efter denne vor Lov er han skyldig at døe, fordi han har jgort sig selv til Guds Søn. 8 Der Pilatus da hørte den Tale, frygtede han mere. 9 Og han gik ind igjen i Domhuset og sagde til Jesus: hvorfra er du? Men Jesus gav ham ikke Svar. 10 Da siger Pilatus til ham: taler du ikke med mig? veed du ikke, at jeg har Magt til at korsfæste dig, og at jeg har Magt til at lade dig løs? 11 Jesus svarede: du havde aldeles ingen Magt mod mig, dersom den ikke var given dig ovenfra; derfor har den, som overantvordede mig til dig, større Synd. 12 Derefter søgte Pilatus at lade ham løs. Men Jøderne raabte og sagde: dersom du lader denne løs, er du ikke Keiserens Ven. Hver den, som gjør sig til Konge, sætter sig op imod Keiseren. 13 Der Pilatus hørte disse Ord, da førte han Jesus ud og satte sig paa Domstolen paa det Sted, som kaldes Steenlagt, men paa Hebraisk Gabbatha; 14 men det var Beredelsens Dag i Paasken, ved den sjette Time; og han siger til Jøderne: see, Eders Konge! 15 Men de raabte: bort, bort med ham! korsfæst ham! Pilatus sagde til dem: skal jeg korsfæste Eders Konge? De Ypperstepræster svarede: vi have ingen Konge uden Keiseren. 16 Derfor overantvordede han ham da til dem for at korsfæstes. Men de toge Jesus og førte ham bort. 17 Og han bar sit Kors og gik ud til det Sted, som kaldes Hovedpandested, og hedder paa Hebraisk Golgatha, 18 hvor de korsfæstede ham og to Andre med ham, een paa hver Side, men Jesus midtimellem. 19 Men Pilatus havde og skrevet en Overskrift og sat den paa Korset. Men der var skrevet: Jesus Nazaræus, den Jødernes Konge. 20 Denne Overskrift læste da mange af Jøderne; thi det Sted, hvor Jesus blev korsfæstet, var nær ved Staden; og den var skreven paa Hebraisk, Græsk og Latin. 21 Da sagde Jødernes Ypperstepræster til Pilatus: skriv ikke: den Jødernes Konge; men: han sagde: jeg er Jødernes Konge. 22 Pilatus svarede: hvad jeg skrev, det skrev jeg. 23 Der nu Stridsmændene havde korsfæstet Jesus, toge de hans Klæder og gjorde fire Parter, for hver Stridsmand en Part, ligeledes og Kjortlen; men Kjortelen var usyet, vævet fra øverst helt igjennem. 24 Da sagde de til hverandre: lader os ikke sønderskære den, men lodde om den, hvis den skal være; paa det Skriften skulde fuldkommes, som siger: de delede mine Klæder iblandt sig og kastede Lod om min Kjortel. Dette gjorde da Stridsmændene. 25 Men der stode ved Jesu Kors hans Moder og hans Moders Søster, Maria, Cleophas' Hustru, og Maria Magdalene. 26 Der Jesus da saae sin Moder og den Discipel staae hos, som han elskede, siger han til sin Moder: Kvinde! see, det er din Søn. 27 Derefter siger han til Disciplen: see, det er din Moder. Og fra den Time tog Disciplen hende hjem til Sit. 28 Derefter da Jesus vidste, at alting var fuldbragt. paa det Skriften skulde fuldkommes, sagde han: jeg tørster. 29 Men der stod et Kar fuldt af Eddike; og de fyldte en Svamp med Eddike og satte den paa en Isopstengel og holdt den til hans Mund. 30 Der nu Jesus havde taget Eddiken, sagde han: det er fuldbragt; og bøiede Hovedet og opgav Aanden. 31 Men paa det Legemerne ikke skulde blive paa Korset Sabbaten over, (efterdi det var Beredelsens Dag, thi denne Sabbatsdag var stor), bade Jøderne Pilatus, at deres Been maatte brydes, og de nedtages. 32 Da kom Stridsmændene og brøde Benene paa den Første og den Anden, som vare korsfæstede med ham. 33 Men da de kom til Jesus, og de saae, at han var allerede død, brøde de ikke hans Been. 34 Men een af Stridsmændene stak ham i Siden med et Spyd, og strax udgik Blod og Vand. 35 Og den, der har seet, har vidnet det, og hans Vidnesbyrd er sandt, og den Samme veed, at han siger Sanden, paa det I skulle troe. 36 Thi disse Ting skete, at Skriften skulde fuldkommes: hans Been skal ikke sønderbrydes. 37 Og atter paa et andet Sted siger Skriften: de skulle see, i hvilken de have stunget. 38 Men Joseph af Arimathæa (som var en Jesu Discipel, dog lønligen, af Frygt for Jøderne), bad derefter Pilatus, at han maatte nedtage Jesu legeme, og Pilatus tilstedte det. Da kom han og nedtog Jesu Legeme. 39 Men og Nicodemus, han, som tilforn var kommen til Jesus om Natten, kom og bragte Myrrha og Aloe sammenblandede, henved hundrede Pund. 40 Da toge de Jesu Legeme og bandt det i Lindklæder med dyrebare Salver, som Jødernes Skik er at flye Lig til Jorde. 41 Men der var ved det Sted, hvor han blev korsfæstet, en Urtegaard, og i Urtegaarden en ny Grav, i hvilken endnu aldrig Nogen var lagt. 42 Der lagde de da Jesus for Jødernes Beredelsesdags Skyld, efterdi Graven var nær. John 20 1 Men paa den første Dag i Ugen kom Maria Magdalene aarle, der det var endnu mørkt, til Graven og saae, at Stenen var borttagen fra Graven. 2 Da løb hun og kom til Simon Peter og til den anden Discipel, hvilken Jesus elskede, og sagde til dem: de have borttaget Herren af Graven, og vi vide ikke, hvor de have lagt ham. 3 Da gik Peter og den anden Discipel ud, og de kom til Graven. 4 Men de Tvende løb tilsammen, og den anden Discipel løb foran, fastere end Peter, og kom først til Graven. 5 Og da han kigede ind, saae han Lindklæderne ligge, men gik dog ikke ind. 6 Da kom Simon Peter, som fulgte ham, og gik ind i Graven og saae Lindklæderne ligge, 7 og Svededugen, som havde paa sit Hoved, ikke liggende hos Lindklæderne, men sammensvøbt paa et Sted for sig selv. 8 Nu gik da og den anden Discipel, som var kommen først til Graven ind og saae og troede. 9 Thi de forstode ikke endnu Skriften, at det burde ham at opstaae fra de Døde. 10 Da gik Disciplene atter hen til Deres. 11 Men Maria stod udenfor ved Graven og græd; og som hun græd, kigede hun ind i Graven, 12 og hun saae to Engle sidde i hvide Klæder, een ved Hovedet og een ved Fødderne, hvor Jesu Legeme havde ligget. 13 Og de sagde til hende: Kvinde! hvi græder du? Hun sagde til dem: fordi de have taget min Herre bort, og jeg ved ikke, hvor de have lagt ham. 14 Og der hun det havde sagt, vendte hun sig tilbage og saae Jesus staae der, og hun vidste ikke, at det var Jesus. 15 Jesus siger til hende: Kvinde! hvi græder du? hvem leder du efter? Hun meente, det var Urtegaardsmanden, og siger til ham: Herre! dersom du har baaret ham bort, da siig mig, hvor du har lagt ham, saa vil jeg tage ham . 16 Jesus siger til hende: Maria! Da vendte hun sig og siger til ham: Rabbuni! hvilket betyder: Mester. 17 Jesus siger til hende: rør ikke ved mig, thi jeg er ikke endnu opfaren til min Fader; men gak til mine Brødre og siig dem: jeg farer op til min Fader og Eders Fader og til min Gud og Eders Gud. 18 Men Maria Magdalene kommer og forkynder Disciplene, at hun havde seet Herren, og at han havde sagt hende dette. 19 Men om Aftnen paa den samme Dag, som var den første i Ugen, da Dørene vare lukte, hvor Disciplene vare forsamlede, af Frygt for Jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: Fred være med Eder! 20 Og der han det sagde, viste han dem sine Hænder og sin Side. Da bleve Disciplene glade, at de saae Herren. 21 Da sagde Jesus atter til dem: Fred være med Eder! ligesom Faderen har udsendt mig, saa sender og jeg Eder. 22 Og der han dette sagde, aandede han paa dem og siger til dem: annammer den Hellig Aand! 23 Hvem I forlade Syndere, dem ere de forladne, og hvem I beholde dem, ere de beholdne. 24 Men Thomas, een af de Tolv, hvilket betyder Tvilling, var ikke med dem, der Jesus kom. 25 Derfor sagde de andre Disciple til ham: vi have seet Herren, men Han sagde til dem: uden jeg faaer seet Naglegabet i hans Hænder og stikker min finger i Naglegabet og stikker min Haand i hans Side, vil jeg ingenlunde troe. 26 Og efter otte Dage vare atter hans Disciple inde, og Thomas med dem. Jesus kom, der Dørene var lukte, og stod midt iblandt dem og sagde: Fred være med Eder! 27 Derefter siger han til Thomas: ræk din Finger hid, og see mine Hænder, og ræk din Haandhid, og stik den i min Side, og vær ikke vantro, men troende. 28 Og Thomas svarede og sagde til ham: min Herre og min Gud! 29 Jesus siger til ham: efterdi du har seet mig, Thomas! har du troet; salige ere du, som ikke have seet, og dog troet. 30 Desuden har Jesus og gjort mange andre Tegn for sine Disciples Aasyn, som ikke ere skrevne i denne Bog. 31 Men dette er skrevet, at i skulle troe, at Jesus er den Christus, den Guds Søn, og at I, som troe, skulle have Livet i hans Navn. John 21 1 Derefter aabenbarede Jesus sig atter for Disciple ved Tiberias' Sø; men han aabenbarede sig saaledes. 2 Simon Peter og Tomas, hvilket betyder Tvilling, og Nathanael fra Cana i Galilæa og Zebedæus' Sønner og to andre af hans Disciple vare tilsammen. 3 Simon Peter siger til dem: jeg gaaer hen at fiske. De sige til ham: vi komme og med dig. De gik ud og traadte strax i Skibet, og samme Nat fangede de Intet. 4 Men der det var bleven Morgen, stod Jesus ved Søbredden; men Disciplene vidste ikke, at det var Jesus. 5 Jesus siger da til dem: Børnlille! have I Noget at æde? De svarede ham: nei. 6 Men han sagde til dem: kaster garnet til den høire Side af Skibet, saa skulle I finde. Da kastede de det ud, og de kunde ikke mere drage det for Fiskenes Mængde. 7 Da siger den Discipel, som Jesus elskede, til Peter: det er Herren. Der Simon Peter da hørte, at det var Herren, opbandt han sin Fiskerkjortel om sig, (thi han var nøgen), og kastede sig i Søen. 8 Men de andre Disciple kom med Skibet, (thi de vare ikke langt fra Landet, kun henved to hundrede Alen), og de droge garnet med Fiskene. 9 Der de traadte ud paa Landet, saae de der en Kulild og Fisk ligge derpaa og Brød. 10 Jesus siger til dem: tager hid af Fiskene, som I nu fangede. 11 Simon Peter steg op og drog Garnet paa Landet, fuldt af store Fiske, hundrede, halvtredsindstyve og tre, og alligevel de vare saa mange, sønderreves Garnet ikke. 12 Jesus siger til dem: kommer gjører Maaltid. Men ingen af Disciplene turde spørge ham: hvo er du? thi de vidste, at det var Herren. 13 Da kom Jesus og tog Brødet og gav dem det, ligeledes og Fisken. 14 Dette var nu den tredie Gang, at Jesus aabenbarede sig for sine Disciple, efterat han var opstanden fra de Døde. 15 Efter at de da havde gjort maaltid, siger Jesus til Simon Peter: Simon, Jonas' Søn, elsker du mig mere end disse? han siger til ham: ja, Herre! du veed, at jeg elsker dig. Jesus siger til ham: vogt mine Lam. 16 Han siger atter anden Gang til ham: Simon, Jonas' Søn, elsker du mig? Han siger til ham: ja, Herre! du veed, at jeg elsker dig. Jesus siger til ham: vær Hyrde for mine Faar. 17 Han siger for tredie Gang til ham: Simon, Jonas' Søn, elsker du mig? Peter blev bedrøvet, fordi han sagde den tredie Gang til ham: elsker du mig? og han sagde til ham: Herre! du veed, alle Ting, du veed, at jeg elsker dig. Jesus siger til ham: vogt mine Faar. 18 Sandelig, sandelig siger jeg dig: der du var yngre, bandt du op om dig selv og gik, hvor du vilde; men naar du bliver gammel, skal du udrække dine Hænder, og en Anden skal binde op om dig og føre dig derhen, hvor du ikke vil. 19 Men dette sagde han for at betegne, med hvad Død han skulde herliggjøre Gud. Og der han havde dette sagt, siger han til ham: følg mig. 20 Men Peter vendte sig og saae den Disciple følge, som Jesus elskede, som og laae op til hans Bryst i Nadveren og havde sagt: Herre! hvo er den, som forrader dig? 21 Der Peter saae denne, siger han til Jesus: Herre! men hvad skal denne? 22 Jesus siger til ham: dersom jeg vil, at han skal blive, indtil jeg kommer, hvad angaaer det dig? følg du mig. 23 Derover kom dette Sagn ud iblandt Brødrene: denne Discipel døer ikke; endog Jesus ikke sagde til ham: han døer ikke, men: om jeg vil, at han skal blive, indtil jeg kommer, hvad angaaer det dig? 24 Denne er den Discipel, som vidner om disse Ting og har skrevet dette; og vi vide, at hans Vidnesbyrd er sandt. 25 Men der er og mange andre Ting, som Jesus har gjort, hvilke, dersom de skulde skrives stykkevis, mener jeg, at ikke end Verden selv kunde rumme de Bøger, som skulde skrives. Amen Acts 1 1 Den første Beretning skrev jeg, og Theophilus! om alt det, som Jesus foretog sig baade at gjøre og lære, 2 indtil den Dag, han blev optagen, efter at han havde givet Apostlerne, hvilke han havde udvalgt, Befaling ved den hellig Aand; 3 for hvilke han og, efter at han havde lidt, fremstillede sig levende, med mange Bevisninger, da han blev seet af dem i fyrretyve Dage og Talede om det, som hører til Guds Rige. 4 Og der han havde forsamlet dem, befoel han dem, at de skulde ikke vige fra Jerusalem, men oppebie Faderens Forjættelse, hvilken, sagde han, I have hørt af mig. 5 Thi Johannes døbte vel med Vand, men I skulle døbes med den Hellig Aand om ikke mange Dage. 6 Som du nu bare forsamlede, spurgte de ham og sagde: Herre! vil du paa denne Tid oprette Israel Riget? 7 Men han sagde til dem: det tilkommer ikke Eder at vide Tid og Stund, hvilke Faderen har forbeholdt sin egen Magt. 8 Men I skulle annamme den Hellig Aands Kraft, som skal komme over Eder; og I skulle være mine Vidner baade i Jerusalem og i det ganske Judæa og Samaria og indtil Jordens Ende. 9 Og der han dette havde sagt, blev han optagen, idet de saae derpaa, og en Sky tog ham bort fra deres øine. 10 Og som de stirrede op mod Himmelen, der han foer hen, see, da stode to Mænd hos dem i hvide klæder, 11 hvilke og sagde: I galilæiske Mænd, hvi staae I og see op til Himmelen? Denne Jesus, som er optagen fra Eder til Himmelen, skal komme igjen saaledes, som I have seet ham fare til Himmelen. 12 Da vendte de om til Jerusalem fra det Bjerg, som kaldes Oliebjerget, hvilket nær Jerusalem, en Sabbatsreise derfra. 13 Og der de kom derind, stege de op paa Salen, hvor de forbleve Peter og Jakob og Johannes og Andreas, Pilip og Tomas, Bartholomæus og Matthæus, Jakob, Alphæus' Søn, og Simon Zelotes og Judas, Jakobs Broder. 14 Alle disse holdt eendrægtigen ved i Bøn og Paakaldelse, tilligemed Kvinder og Maria, Jesu Moder, og med hans Brødre. 15 Og i de Dage stod Peter og midt iblandt Disciplene og sagde, (men der var en Hob afhenved hundrede og tyve personer tilsammen): 16 I Mænd, Brødre! det burde de Skriftens Ord at fuldkommes, hvilke den Hellig Aand havde forud talet ved Davids Mund og Judas, som blev deres Veileder, der grebe Jesus. 17 Thi han var regnet i vores Tal og havde annammet dette Embedes Lod. 18 Han forhvervede da en Ager ved sin Uretfærdigheds Løn og han styrtede ned, og han brast itu, og alle hans Indvolde udvæltede. 19 Og det er bleven vitterligt for alle dem, som boe i Jerusalem, saa at den Ager kaldes paa deres eget maal Hakeldama, det er Blodager. 20 Thi der er skrevet i Psalmernes Bog: hans Bolig blive øde og Ingen være, som boer derudi, og hans Tilsyns-Embede annamme en Anden. 21 Derfor bør det, at een af disse Mænd, som have været med os den ganske Tid, i hvilken den Herre Jesus gik ind og gik ud hos os, 22 ligesaa Johannes' Daab indtil den Dag, der han blev optagen fra os, skal vorde et Vidne med os om hans Opstandelse. 23 Og de fremstillede Tvende, Joseph, som kaldtes Barsabas med Tilnavn Justus, og Matthias. 24 Og de bade og sagde: du, Herre! som kjender Alles Hjerter, giv tilkjende, hvilken af disse To du har udvalgt 25 til at annamme denne Tjenestens og Apostel-Embedets Lod, som Judas veg fra for at gaae hen til sit eget Sted. 26 Og de kastede Lod imellem dem, og Lodden faldt paa Matthias, og han blev eenstemmigen optagen at være med de elleve Apostler. Acts 2 1 Og der Pintsefestens Dag var kommen, vare de alle eendrægtigen tilsammen. 2 Og der kom pludseligen en Lyd af Himmelen, som af et fremfarende vældigt Veir, og fyldte det ganske Huus, hvor de sadde. 3 Og der viste sig for dem Tunger som af Ild, der fordeelt sig og satte sig paa enhver af dem. 4 Og de bleve alle opfyldte af den Hellig Aand og begyndte at tale med andre Tungemaal, eftersom Aanden gav dem at udsige. 5 Men der var Jøder boende i Jerusalem, gudfrygtige Mænd af alle Folkeslag under Himmelen. 6 Der denne Lyd hørtes, kom mængden tilsammen og blev bestyrtet thi Enhver havde hørt dem tale med sit eget Maal. 7 Men de forfærdedes alle og forundrede sig og sagde til hverandre: see, ere ikke alle disse, som tale, Galilæer? 8 Og hvorledes høre vi dem tale, hver paa vort eget maal, hvorudi vi ere fødte? 9 Parther og Meder og Elamiter, og vi, som boe i Mesopotania, Judæa og Cappadocia, Pontus og Asia, 10 i Phrygia og Pamphylia, Ægypten og Lybiens Egne ved Cyrene, og vi hver boende Romere, 11 Jøder og Proselyter, Creter og Araber; vi høre dem forkynde Guds store Gjerninger med vore Tungemaal. 12 Men de forfærdedes alle og tvivlede og sagde En til den Anden: hvad monne dette være? 13 Men Andre spottede og sagde: de ere fulde af sød Viin. 14 Da stod Peter frem med de Elleve og opløftede sin Røst og talede til dem: I jødiske Mænd og alle I, som boe i Jerusalem! det være Eder vitterligt, og aabner Eders Øren for mine Ord. 15 Thi ikke ere disse drukne, som I mene; det er jo den tredie Time paa Dagen; 16 men dette er, hvad der er sagt ved Propheten Joel: 17 Og det skal skee i de sidste Dage, siger Gud, da vil jeg udgyde af min Aand over alt Kjød; og Eders Sønner og Eders Døttre skulle prophetere, og de Unge blandt Eder skulle see Syner,og de Gamle skulle have Drømme. 18 Ja, endog over mine Trælle og over mine Trælkvinder vil jeg i de Dage udgyde af min Aand, og de skulle prophetere. 19 Og jeg vil lade skee Under i Himmelen oventil, og Tegn paa Jorden nedentil, Blod og Ild og Røgdamp. 20 Solen skal forvandles til Mørke, og Maanen til Blod, førend Herrens den store og herlige Dag kommer. 21 Og det skal skee, hver den, som paakalder Herrens Navn, skal frelses. 22 I israelitiske Mænd, hører disse Ord: Jesus af Nazareth, en Mand af Gud udmærket for Eder ved kraftige Gjerninger og Under og Tegn, hvilke Gud gjorde ved ham midt iblandt Eder, som I og selv vide; 23 denne, da han efter Guds besluttede Raad og Forsyn var given hen, toge I og korsfæstede ved ugudelige Hænder, og ihjelsloge ham. 24 Ham opriste Gud, der han havde løst Dødens Smerter, eftersom det var umuligt, at han kunde holdes af den. 25 Thi David siger om ham: jeg havde stedse Herren for mine Øine; thi han er hos min høire Haand, at jeg ikke skal rokkes. 26 Derfor glæder mit Hjerte sig, og min Tunge jubler, ja, ogsaa mit Kjød skal hvile i Haab; 27 thi du skal ikke lade min Sjæl i de Dødes Rige, ikke heller tilstedse din Hellige at see Forraadnelse, 28 du har kundgjort mig Livets Veie; du skal fylde mig med Glæde fra dit Aasyn. 29 I Mænd, Brødre! lader mig tale frit til Eder om Patriarchen David; han er baade død og begraven, og hans Grav er hos os indtil denne Dag. 30 Som han nu var en Prophet og vidste, at Gud havde svoret ham med en Ed, at han vilde af hans Lænders Frugt opreise Christus efter kjødet til at sidde paa hans Throne: 31 da talede han, uforudseende, om Christi Opstandelse, at hans Sjæl ikke skulde lades i de Dødes Rige, ei heller hans Kjød see Forraadnelse. 32 Denne Jesus opriste Gud, hvortil vi alle ere Vidner. 33 Efterat han nu er ophøiet ved Guds høire Haand og har annammet den Hellig Aands Forjættelse af Faderen, har han udgydt den, som I nu see og høre. 34 Thi David foer ikke til Himmelen; men han siger: Herren sagde til min Herre: sæt dig hos min høire Haand, 35 indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Skammel. 36 Derfor skal alt Israels Huus visseligen vide, at denne Jesus, hvem I korsfæstede, har Gud gjort baade til en Herre og Christus. 37 Men der de det hørte, gik det dem igjennem Hjertet, og de sagde til Peter og de andre Apostler: I Mænd, Brødre! hvad skulle vi gjøre? 38 Men Peter sagde til dem: omvender Eder, og hver af Eder lade sig døbe i Jesu Christi Navn til Syndernes Forladelse; og I skulle faae den Hellig Aands Gave. 39 Thi Eder og Eders Børn hører Forjættelsen til, og alle dem, som ere langt borte, hvilkesomhelst Herren var Gud vil kalde dertil. 40 Ogsaa med mange andre Ord vidnede han for dem og formanede dem sigende: lader Eder frelse fra den vanartige Slægt! 41 De, som nu gjerne annammede hans Ord, bleve døbte; og der vandtes samme Dag henved tre tusinde Sjæle. 42 Men de holdt sig varagtige til Apostlenes Underviisning og Samfundet og Brødets Brydelse og Bønnerne. 43 Men der kom en Frygt over alle Sjæle, og der skete mange Undergjerninger og Tegn vedApostlerne. 44 Men alle de Troende holdt sig tilsammen og havde alle Ting tilfælles. 45 Og de solgte deres Eiendom og Gods og delede det ud iblandt Alle, eftersom nogen havde behov. 46 Og hver Dag vare de varagtigen og samdrægteligen i Templet, og i Husene brøde de Brødet og nøde Maaltidet med Fryd og i Hjertets Eenforldighed, 47 idet de lovede Gud og havde Yndest hos alt Folket. Men Herren lagde dagligen Nogle til Menigheden, som lode sig frelse. Acts 3 1 Men Peter og Johannes gik tilsammen op i Templet ved Bedestunden, som var den niende Time. 2 Og en Mand, som var halt fra Moders Liv, af, blev baaren frem; ham satte de dagligen ved den Tempeldør, som kaldes den skjønne, at tigge Almisse af dem, som gik ind i Templet. 3 Der han saae Peter og Johannes idet de vilde gaae ind i Templet, bad han om Almisse. 4 Da saae Peter tilligemed Johannes stivt paa ham og sagde: see paa os! 5 Og han gav Agt paa dem, efterdi han forventede at faae Noget af dem. 6 Men Peter sagde: Sølv og Guld har jeg ikke, men det, som jeg har, det giver jeg dig: i Jesu Christi Nazaræi Navn, staae op og gak! 7 Og han greb ham ved den høire Haand og reiste ham op. 8 Men strax bleve hans Been og Ankler stærke, og han sprang op, stod, gik omkring og fulgte med dem i Templet, gik omkring og sprang og lovede Gud. 9 Og alt Folket saae ham gaae og love Gud. 10 Og de kjendte ham, at han var den, som havde siddet for den skjønne Tempeldør og tigget; og de bleve fulde af Rædsel og Forfærdelse over det, som han var vederfaret. 11 Der nu den halte, som var helbredet, holdt paa Peter og Johannes, løb alt Folket sammen til dem i den Buegang, som kaldes Salomons, og var forfærdet. 12 Men der Peter det saae, talede han til Folket: I israelitiske Mænd! hvi forundre I Eder over dette? eller hvi see I stivt paa os, ligesom vi af egen Magt eller Gudfrygtighed havde gjort, at denne gaaer? 13 Abrahams og Isaks og Jakobs Gud, vore Fædres Gud, har herliggjort sin Søn Jesus, hvilken I overantvordede og fornægtede for Pilatus, der han dømte at han skulde løslades. 14 Men I fornægtede den hellige og Retfærdige og bade, at en Morder maatte skjenkes Eder. 15 Men den Livsens Fyrste sloge I ihjel, hvilken Gud har opreist fra de Døde, hvortil vi ere Vidner. 16 Og formedelst Troen paa hans Navn har hans Navn styrket denne, hvem I see og kjende, og Troen formedelst ham har givet denne saadan Helbredelse i alle Eders Paasyn. 17 Og nu, Brødre! jeg veed, at I have gjort det af Uvidenhed, ligesom og Eders Øverster. 18 Men Gud har saaledes fuldbyrdet, hvad han forud forkyndte ved alle sine Propheters Mund, at Christus skulde lide. 19 Derfor fatter et andet Sind og vender om, at Eders Synder maa vare udslettede, paa det Vederkvægelsens Tider maa komme fra Herrens Aasyn, 20 og han maa sende Eder den Eder forud forkyndte Jesus Christus, 21 hvilken det bør at indtage Himmelen indtil alle Tings Fuldkommelses Tid, hvorom Gud har talet ved alle sine hellige Propheters Mund fra de ældste Dage. 22 Thi Moses sagde til Fædrene: en Prophet skal Herren Eders Gud oprise Eder af Eders Brødre ligesom mig, ham skulle I høre i Alt, hvadsomhelst han monne tale til Eder. 23 Men det skal skee, hver Sjæl, som ikke hører den Prophet, skal udryddes af Folket. 24 Ja, ogsaa alle propheter, fra Samuel af og derefter, saa mange som talede, have og forud forkyndt disse Dage. 25 I ere Propheternes Børn og Pagtens, hvilken Gud gjorde med vore Fældre, der han sagde til Abraham: og i din Sæd skulle alle Slægter paa Jorden velsignes. 26 Eder først har Gud, der han opreiste sin Søn Jesus, sendt ham at velsigne Eder, idet hver af Eder vender sig fra sin Ondskab. Acts 4 1 Men der de talede til Folket, kom Præsterne og Templets Høvedsmand og Sadducæerne over dem, 2 hvilke forstøde paa, at de lærte Folket og kundgjorde i Jesus Opstandelsen fra de Døde. 3 Og de lagde Haand paa dem og satte dem i Fængsel til den anden Dag; thi det var allerede Aften. 4 Men mange af dem, som havde hørt Ordet, troede, og Tallet paa Mændene blev henved fem tusinde. 5 Men det skete Dagen derefter, at deres Øverster og Ældste og Skriftkloge forsamlede sig i Jerusalem, 6 saa og Annas, den Ypperstepræst og Caiphas og Johannes og Alexander og saa mange, som vare af ypperstepræstelig Slægt. 7 Og de stillede dem frem og spurgte: af hvad magt, eller i hvilken Navn have I gjort dette? 8 Da sagde Peter, fyldt af den Hellig Aand, til dem: I Folkets Øvester og Israels Ældste! 9 Efterdi vi i Dag forhøres angaaende den Velgjerning mod det skrøbelige Menneske, ved hvem han har erholdt Frelse, 10 da skal det være Eder alle og alt det israelitiske Folk vitterligt, at ved Jesu Christi Nazaræi Navn, hvilken I have korsfæstet, hvilken Gud har opreist fra de Døde, ved dette staaer denne helbredet her for Eder Øine. 11 Han er den Steen, som er agtet for Intet af Eder, I bygningsmænd! hvilken er bleven til en Hovedhjørnesteen. 12 Og der er ikke Frelse i nogen Anden; thi der er og ikke noget andet Navn under Himmelen givet iblandt Mennesker, ved hvilket vi skulle vorde frelste. 13 Men der de saae Peters og Johannes' Frimodighed og havde fornummet at de vare ulærte Mænd og læg Folk, forundrede de sig, og de kjendte dem at de havde været med Jesus. 14 Men der de saae det Menneske, som var helbredet, staae hos dem, havde de Intet at sige derimod. 15 Men de bøde dem træde ud fra Raadet og raadførte sig med hverandre og sagde: 16 hvad skulle vi gjøre med disse Mennesker? thi et vitterligt Tegn er skeet ved dem, som er aabenbart for alle dem, som boe i Jerusalem, og vi kunne det ikke nægte. 17 Men at det skal ikke komme videre ud iblandt Folket, da lader os alvorligen true dem, at de herefter ikke tale til noget Menneske i dette Navn. 18 Og de kaldte dem og bøde dem, at de aldeles ikke skulde tale, ei heller lærte i Jesu Navn. 19 Men Peter og Johannes svarede og sagde til dem: dømmer selv, om det er ret for Gud, at lyde Eder mere end Gud. 20 Thi vi kunne ikke andet end tale det, som vi have seet og hørt. 21 Men de truede dem end mere og lode dem løs, der de ikke fandt, hvorledes de skulde straffe dem, for Folkets Skyld; thi de lovede alle Gud for det, som var skeet. 22 Thi den Mand, paa hvem dette Helbredelsestegn var skeet, var mere end fyrretyve Aar gammel. 23 Der de nu var løsladte, kom de til deres Egne og forkyndte dem, hvad de Ypperstepræsterog de Ældste havde sagde til dem. 24 Men de, der de hørte det, opløftede samdrægteligen Røsten til Gud og sagde: Herre, du Gud! som har gjort Himmelen og Jorden og Havet og alle Ting, som ere i dem, 25 som har sagt ved Davids din Tjeners Mund: hvorfor fnysede Hederningerne, og Folkene oplagde forfængelige Raad? 26 Jordens konger reiste sig, og Fyrsterne forsamlede sig tilhobe mod Herren og mod hans Christus. 27 Thi de have i Sandhed forsamlet sig mod dit hellige Barn Jesus, hvilken du har salvet, baade Herodes og Pontius Pilatus med Heningerne og Israels Folk, 28 at gjøre det, som din Haand og dit Raad havde forud besluttet at skulle skee. 29 Og nu, Herre! see til deres Trusler, og giv dine Tjenere at tale dit ord med al Frimodighed, 30 idet du udrækker din Haand til Helbredelse, at Tegn og Under kunne skee ved dit hellige Barns Jesu Navn. 31 Og der de havde bedet, bevægedes Stedet, hvor de vare forsamlede, og de bleve alle fyldte med den Hellig Aand og talede Guds Ord med Frimodighed. 32 Men de Troendes Mængde havde eet Hjerte og een Sjæl; og end ikke Een sagde noget af sit Gods at være hans eget; men alle Ting vare dem tilfælles. 33 Og Apostlene gave Vidnesbyrd med stor Kraft om den Herres Jesu Opstandelse, og der var stor Naade over dem alle. 34 Der var ei heller nogen Trængende iblandt dem; thi saa Mange, som eiede Agre eller Huse, solgte dem og frembare Værdien af det Solgte, 35 og lagde det for Apostlenes Fødder; men der blev uddelt til enhver eftersom han havde behov. 36 Men Joses, som af Apostlerne havde faaet det Tilnavn Barnabas, (Det er udlagt: trøstens Søn), en Levit, født paa Cypern, 37 (4:36) solgte en Ager, som han havde og bragte Pengene og lagde dem for Apostlernes Fødder. Acts 5 1 Men en Mand ved Navn Anaias, med Saphira hans Hustru, solgte en Eiendom 2 og forbeholdt sig selv noget at Værdien med sin Hustrus Vidende og bragte en Deel deraf frem og lagde den for Apostlernes Fødder. 3 Men Peter sagde: Ananias! hvorfor har Satan fyldt dit Hjerte, at du skulde lyve imod den Hellig Aand og forbeholde dig noget af Agerens Værdi? 4 Var den ikke din, der du eiede den, og det, den blev solgt for, var i din Magt? Hvi har du sat dig denne Gjerning for i dit Hjerte? Du har ikke løiet for Menneskene, men for Gud. 5 Men der Ananias hørte disse Ord, faldt han om og opgav Aanden. Og der kom en stor Frygt over Alle, som det hørte. 6 Men de unge Karle stode op og besørgede Liget og bare ham ud og begrove ham. 7 Men det skete ved tre Timer derefter, da kom hans Hustru ind og vidste ikke, hvad skeet var. 8 Men Peter sagde til hende: siig mig, om I solgte Ageren til den Priis? Men hun sagde: ja, til den Priis. 9 Men Peter sagde til hende: hvorledes ere I dog blevne enige om at friste Herrens Aand? See, deres Fødder, som begrove din Mand, ere for Døren, og de skulle udbære dig. 10 Men hun faldt strax om for hans Fødder og opgav Aanden; men de unge Karle kom ind og fandt hende død og bare hende ud og begrove hende hos hendes Mand. 11 Og en stor Frygt kom over den ganske Menighed og over alle, som dette hørte. 12 Men der skete mange Ting og Undergjerninger iblandt Folket ved Apostlernes Hænder; ogde vare alle samdrægteligen i Solomos Buegang. 13 Men Ingen af de Andre turde holde sig til dem; dog Folket ophøiede dem. 14 Men der kom stedse Flere til, som troede paa Herren, en Mængde baade af Mænd og Kvinder, 15 saa at de bare de Syge ud paa Gaderne og lagde dem paa Senge og Lodbænke, paa det, naar Peter kom, endog blot hans Skygge kunde overskygge Nogen af dem. 16 Men selv fra de omliggende Stænder kom en Mængde til Jerusalem og bragte Syge og dem, som vare plagede af urene Aander, hvilke alle bleve helbredte. 17 Men den Ypperstepræst stod op og alle de, som vare med ham (nemlig Sadducæernes Sect), og de bleve fulde af Nidkjærhed. 18 Og de lagde Haand paa Apostlerne og kastede dem i et offentligt Fængsel. 19 Men Herrens Engel oplod Fængslets Dør om Natten og førte dem ud og sagde: 20 Gaaer hen og træder frem og taler i Templet alle disse Livsens Ord for Folket. 21 Men der de havde hørt dette, gik de aarle ind i Templet og lærte. Men der denYpperstepræst kom og de, som vare med ham, sammenkaldte de Raadet og alle Israels Børns Ældste og sendte hen til Fængslet at føre dem frem. 22 Men der Tjenerne kom derhen, fandt de dem ikke i Fængslet: og de kom tilbage og forkyndte det og sagde: 23 Fængslet fandt vi tillukt med al Omhu og Vogerne staaende udenfor Dørene; men der vi lode op, fandt vi ingen inde. 24 Men der baade denYpperstepræst og Templets Høvedsmand og de andre Ypperstepræster hørte disse Ord, bleve de tvivlraadige om dem, hvad dette monne være. 25 Men En kom frem, forkyndte dem og sagde: see, de Mænd, som I kastede i Fængsel, staae i Templet og lære Folket. 26 Da gik Høvedsmanden hen med Tjenerne og førte dem med sig, dog ikke med Magt; thi de frygtede for Folket, at de skulde blive stenede. 27 Men der de havde ført dem med sig, stillede de dem for Raadet; og den Ypperstepræst spurgte dem og sagde: 28 bøde vi Eder ikke alvorligen, at I skulde ikke lære i dette Navn? og see, I have fyldt Jerusalem med Eder Lærdom og ville føre dette Menneskes Blod over os. 29 Men Peter og Apostlerne svarede og sagde: man bør adlyde Gud mere end Menneskene. 30 Vore Fædres Gud opriste Jesus, hvilken I hængte paa et Træ og ihjelsloge. 31 Denne har Gud ophøiet til den Fyrste og Frelser ved sin høire Haand, og give Israel Omvendelse og Syndernes Forladelse. 32 Og vi ere hans Vidner til disse Ting, som og den Hellig Aand, hvilken Gud har givet dem, som ham lyde. 33 Men der de det hørte, skar det dem i Hjertet, og de beraadte sig paa at slaae dem ihjel. 34 Men der opstod i Raadet en Pharisæer ved Navn Gamaliel, en Lovlærer, høit agtet af alt Folket, og bød, at de skulde lade Apostlerne træde lidet ud, 35 og han sagde til dem: I isrelitiske Mænd! tager Eder vare med disse Mennesker, hvad I gjøre ved dem. 36 Thi før disse Dage opstod Theudas, som sagde sig selv at være Noget, og et Antal Mænd ved fire hundrede hængte sig ved ham; han blev ihjelslagen, og alle de, som fulgte ham, ere adspredte og blevne til Intet. 37 Efter denne opstod Judas den Galilæer, i Skattebeskrivningens Dage, og drog meget Folk efter sig. Han er og omkommen, og alle de, som fulgte ham, bleve adspredte. 38 Og nu siger jeg Eder: holder Eder fra disse Mennesker, og lader dem fare; thi dersom dette Raad eller dette værk er af Menneskene, bliver det forstyrret; 39 men er det af Gud, kunne I ikke forstyrre det. Lader Eder dog ikke befinde som de, der endog ville stride mod Gud. 40 Da løde de ham; og de fremkaldte Apostlerne og lode dem hudstryge og bøde dem ikke at tale i Jesu Navn, hvorpaa de lode dem fare. 41 Saa gik de da glade bort fra Raadets Aasyn, fordi de havde været agtede værdige til at forhaanes for hans Navns Skyld. 42 Og de lode ikke af hver Dag at lære i Templet og Husene, og at forkynde Jesus Christus. Acts 6 1 Men i de Dage, der Disciplene formeredes, begyndte Hellenisterne at knurre imod Hebræerne, fordi deres Enker bleve tilsidesatte ved den daglige Uddeling. 2 Men de Tolv kaldte Disciplenes hele Mængde sammen og sagde: det sømmer os ikke at forlade Guds Ord for at tjene ved Bordene. 3 Udseer derfor, Brødre! iblandt Eder syv Mænd, som have godt Vidnesbyrd og ere fyldte af den Hellig Aand og Viisdom, hvilke vi kunne beskikke til denne Forretning. 4 Men vi ville blive varagtige i Bøn og Ordets Tjeneste. 5 Og denne Tale behagede den ganske Mængde; og de udvalgte Stephanus, en Mand fuld af Tro og den Hellig Aand, og Philippus og Prochorus og Nicanor og Timon og Parmenas og Nicolaus, en Proselyt fra Antiochia, 6 hvilke de fremstillede for Apostlerne; og disse gjorde Bøn og lagde deres Hænder paa dem. 7 Og Guds Ord havde Fremgang, og Disciplenes Tal formeredes meget i Jerusalem; og en stor Hob af Præsterne antoge Troen. 8 Men Stephanus, fuld af Tro og Kraft, gjorde Undergjerninger og store Tegn iblandt Folket. 9 Da opstode Nogle af den Synagoge, som kaldes de Frigivnes, og de Cyreners og de Alexandriners og af dem fra Cilicia og Asia og tvistede med Stephanus. 10 Og de kunde ikke imodstaae dem Viisdom og den Aand, som han talede af. 11 Da beskikkede de hemmeligen Mænd som sagde: vi have hørt ham tale bespottelige Ord imod Moses og imod Gud. 12 Og de oprørte Folket og de Ældste og Skriftkloge, og de overfaldt ham og reve ham bort og førte ham for Raadet; 13 og de fremstillede falske Vidner, som sagde: dette Menneske lader ikke af at tale bespottelige Ord mod dette hellige Sted og imod Loven. 14 Thi vi have hørt ham sige, at denne Jesus af Nazareth skal forstyrre dette Sted og forandre de Skikke, som Moses har overantvordet os. 15 Og alle de, som sadde i Raadet, stirrede paa ham, og de saae hans Ansigt som en Engels Ansigt. Acts 7 1 Men den Ypperstepræst sagde: mon da dette har sig saaledes? 2 Hvorpaa han sagde: I Mænd, Brødre og Fældre, hører til! Herlighedens Gud aabenbaredes for vor Fader Abraham, der han var i Mesopotamien, førend han tog Bolig i Charan. 3 Og han sagde til ham: gak ud af dit Land og fra din Slægt, og kom til et Land, som jeg vil vise dig. 4 Da udgik han af de Chaldæers Land og tog Bolig i Charan; og efter hans Faders Død bød Gud ham flytte derfra hen i dette Land, som I nu boe udi. 5 Og han gav ham Intet deraf til Eie, end ikke en Fodbred; dog lovede han ham at give ham det at besidde, og hans Sæd efter ham, endog han intet Barn havde. 6 Men Gud talede saaledes: hans Sæd skal være som Udlændinge udi et fremmed Land, ogman skal gjøre den til Trælle og handle ilde dermed i fire hundrede Aar. 7 Og det Folk, under hvilket de skulle trælle, vil jeg dømme, sagde Gud; og derefter skulle de drage ud og tjene mig paa dette Sted. 8 Og han gav ham Omskærelsens Pagt; og saa avlede han Isak og omskar ham den ottende Dag, og Isaak avlede Jakob, og Jakob de tolv Patriarcher. 9 Patriarcherne bare Avind mod Joseph og solgte ham til Ægypten; men Gud var med ham. 10 Og han udfriede ham af alle hans Tængsler og gav ham Naade og Viisdom for Pharao, Kongen i Ægypten og sit ganske Huus. 11 Men der kom en Hunger over det ganske Ægyptens og Canaans land, og en stor Trængsel; og vore Fædre fandt ikke Føde. 12 Men der Jakob hørte, at der var Korn i Ægypten, sendte han vore Fædre ud første Gang. 13 Og anden gang blev Joseph kjendt af sine Brødre, og Josephs Slægt blev kundbar for Pharao. 14 Men Joseph sendte hen og lod kalde sin Fader Jakob og al sin Slægt til sig, fem og halvfjerdsindstyve Sjæle. 15 Men Jakob drog ned til Ægypten, og han døde og vore Fædre. 16 Og de bleve førte hen til Sichem og lagte i den Grav, som Abraham kjøbte for Penge af Amoritterne i Sichem. 17 Men der den Forjættelsens Tid nærmede sig, hvilken Gud havde sværet Abraham, voxte Folket og formeredes i Ægypten, 18 indtil en anden Konge opstod, som ikke havde kjendt Joseph. 19 Han brugte Trædskhed mod vor Slægt og handlede ilde med vore Fædre, idet han lod deres smaa Børn sætte ud, at de ikke skulde formeres. 20 Paa den Tid blev Moses født, et deiligt Barn for Gud; han blev opfostret i tre Maaneder i sin Faders Huus. 21 Men der han var udsat, tog Pharaos Datter ham op og opfostrede ham sig selv til en Søn. 22 Og Moses blev oplært i al Ægyptens Viisdom; men han var mængtig i Ord og Gjerninger. 23 Men der han blev fyrretyve Aar gammel, fik han i Sinde at besøge sine Brødre Israels Børn. 24 Og der han saae En lide Uret, beskjermede han ham og hevnede hans uret, som blev ilde medhandlet, idet han slog Ægypteren ihjel. 25 Men han meente, at hans Brødre, skulde forstaaet, at Gud gav dem Frelse ved hans Haand; men de forstode det ikke. 26 Men den anden dag traf han Nogle, som trættedes, og formanede dem til Fred, sigende: I Mænd! I ere Brødre, hvi gjøre I hverandre Uret? 27 Men den, som gjorde sin Næste Uret, stødte ham fra sig og sagde: hvo har sat dig til en Øveste og Dommer over os? 28 Vil du slaae mig ihjel, ligesom du igaar ihjelslog Ægypteren? 29 Men Moses flyede for denne Tales Skyld og blev en Udlænding i Midians Land, hvor han avede to Sønner. 30 Og der fyrretyve Aar vare fuldkommede, aabenbaredes Herrens Engel for ham i Sinai Bjergs Ørk, i en Tornebusk Ildslue. 31 Men der Moses det saae, forundrede han sig over dette Syn, og der han gik hen for at beskue det, skete Herrens Røst til ham: 32 Jeg er dine Fædres Gud, Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud. Da bævede Moses og turde ikke skue derhen. 33 Men Herren sagde til ham: løs Skoene af dine Fødder: thi det Sted, som du staaer paa, er hellig Jord. 34 Jeg har grant seet det Onde, mit Folk lider i Ægypten, og hørt deres Suk, og ernedkommen at udfrie dem; og kom nu hid, og jeg vil sende dig til Ægypten. 35 Denne Moses, hvilken de fornægtede, sigende: hvo har sat dig til en Øverste og Dommer? denne sendte Gud til at være en Øverste og Befrier ved Engelens Haand, som aabenbaredes for ham i Tornebusken. 36 Denne udførte dem, der han havde gjort Undergjerninger og Tegn i Ægyptens Land og i det røde Hav og i Ørken i fyrretyve Aar. 37 Denne er den Moses, som sagde til Israels Børn: en Prophet skal Herren Eder Gud opreise Eder af Eders Brødre ligesom mig; ham skulle I høre. 38 Denne er den, som i Menigheden udi Ørken stod imellem Engelen, som talede til ham paa Sinai Bjerg, og vore Fædre; den, som annammede de levende Ord at give os; 39 hvem Eder Fædre ikke vilde lyde, men stødte ham fra sig og vendte med deres hjerter tilbage til Ægypten, sigende til Aaron: 40 gjør os Guder, som kunne gaae foran os; thi vi vilde ikke, hvad der er skeet denne Moses, som udstødte os af Ægypternes land. 41 Og de gjorde en Kalv i de samme Dage og fremførte Offer for Afguden og vare lystige ved deres Hænders Gjerninger. 42 Men Gud vendte sig fra dem og gav dem hen at tjene Himmelens Hær, som skrevet er i Propheternes Bog: have I vel, Israels Huus, offeret mig Slagt-Offere og andre Offere i fyrretyve Aar i Ørken? 43 Og I bare Molochs Tabernakel og Remphans, Eders Guds, Stjerne, de Billeder, som I have gjort for at tilbede dem; og jeg vil flytte Eder bort paa hiin Side Babylon. 44 Vidnesbyrdets tabernakel var iblandt vore Fædre i Ørken, ligesom han befalede Moses at gjøre det efter den Lignelse, som han havde seet. 45 Dette annammede vore Fældre og indførte det under Josva i Landet, som Hedningerne havde inde, hvilke Gud uddrev fra vore Fædres Aasyn indtil Davids Dage. 46 Han fandt Naade for Gud og begjerede at udsee et Tabernakel for Jakobs Gud. 47 Men Salomo byggede ham et Huus. 48 Dog den Høieste boer ikke i Templer, gjorte med Hænder, som Propheten siger: 49 Himmelen er min Throne, men Jorden mine Fødders Skammel, hvad Huus ville I bygge mig? siger Herren, eller hvor er min Hviles Sted? 50 Har ikke min Haand gjort alt dette? 51 I haarde Halse og Uomskaarne paa Hjerte og Øren! I imodstaae altid den Hellig Aand; som Eder Fædre, saa og I. 52 Hvilken af Propheterne forfulgte ikke Eders Fædre? og de ihjelsloge dem, som forud forkyndte den retfærdiges tilkommelse, hvis Forrædere og Mordere I nu ere blevne; 53 I, som annammede Loven under Engles Besørgelse og have ikke holdt den! 54 Men der de hørte dete, skar det dem i deres Hjerte, og de bede Tænderne sammen imod ham. 55 Men som han var fuld af den Hellig Aand, skuede han op mod Himmelen og saae Guds Herlighed og Jesus staaende hos Guds høire Haand. 56 Og han sagde: see, jeg seer Himlene aabnede, og Menneskens Søn staaende ved Guds høire Haand. 57 Men de raabte med høi Røst og holdt for deres Øren og stormede samdrægteligen ind paa ham. 58 Og de stødte ham ud udenfor Staden og stenede ham, og Vidnerne lagde deres klæder af ved en ung Mands Fødder, som hedte Saulus. 59 Og de stenede Stephanus, som bad og sagde: Herre Jesus, annam min Aand! 60 Men han faldt paa Knæ og raabte med høi Røst: Herre, tilregn dem ikke denne Synd! Ogsom han dette sagde, sov han hen. Acts 8 1 Men ogsaa Saulus havde velbehag i hans Mord. og paa den samme Dag begyndtes en stor Forfølgelse over Menigheden i Jerusalem, og de adspredtes alle over Judæas og Samarias Egne, undtagen Apostlerne. 2 Men gudfrygtige Mænd udbare Stephanus og holdt en stor Begrædelse over ham. 3 Men Saulus plagede Menigheden og gik ind i Husene og trak baade Mænd og Kvinder frem og overantvordede dem i Fængsel. 4 Imidlertid gik de Adsprdte omkring og forkyndte Evangeliums Lære. 5 Da kom og Philippus til Samarias Stad og prædikede Christus for dem. 6 Og Folket gav samdrægteligen Agt paa det, som sagdes af Philippus, idet de hørte og saae de Tegn, som han gjorde. 7 Thi af mange, som havde urene Aander, fore de ud, raabende med høi Røst; men mange Værkbrudne og Halte bleve helbredte. 8 Og der blev en stor Glæde i denne Stad. 9 Men en Mand, ved Navn Simon, havde før drevet Trolddom i Staden og forvildet det samartanske Folk og sagt sig selv at være stor. 10 Efter ham hang Alle, Smaa og Store, og sagde: denne er den Guds Kraft, den store. 11 Men de hang efter ham, fordi han havde en lang Tid forvildet dem med Troldomskunster. 12 Men der de troede Philippus, som forkyndte Evangelium om det, som hører til Guds Rige, og Jesu Christi Navn, lode de sig døbe, baade Mænd og Kvinder. 13 Men Simon troede og selv og lod sig døbe og holdt sig til Philippus; og da han saae de Tegn og store kraftige Gjerninger, som skete, forundrede han sig storligen. 14 Men der Apostlerne i Jerusalem hørte, at Samaria havde annammet Guds Ord, udsendte de Peter og Johannes til dem, 15 hvilke der de vare komne ned bade for dem, at de maatte faa den Hellig Aand; 16 (thi den var endnu ikke kommen paa Nogen af dem, men de vare alene døbte i den Herres Jesu Navn). 17 Da lagde de Hænderne paa dem, og de fik den Hellig Aand. 18 Men der Simon saae, at den Hellig Aand blev given ved Haandspaalæggelse af Apostlerne, bragte han dem Penge, sigende: 19 giver og mig denne Magt, at hvem jeg lægger Hænderne paa, han maae faae den Hellig Aand. 20 Men Peter sagde til ham: dine Penge være forbandede tilligemed dig, fordi du mener at kunne erhverve den Guds Gave for Penge. 21 Du har ikke Deel eller Lod i dette Ord; thi dit Hjerte er ikke ret for Gud. 22 Omvend dig derfor fra denne din Ondskab, og bed Gud, om dit hjertes Paafund maatte forlades dig. 23 Thi jeg seer, at du er betagen af en bitter Galde og besnæret af Uretfærdighed. 24 Men Simon svarede og sagde: beder I for mig til Herren, at Intet af det, som I have sagt, skal komme over mig. 25 Men der de havde vidnet og talet Herrens Ord, vendte de tilbage til Jerusalem igjen og prædikede Evangelium i mange af de Samaritaners Byer. 26 Men Herrens Engel talede til Philippus og sagde: staa op og gak mod Sønden paa den Vei, som gaaer ned fra Jerusalem til Gaza; den er øde. 27 Og han stod op og gik hen; og see, der var en Æthioper, en Gilding, en mægtig Mand hos Candace, Æthiopernes Dronning, som var sat over al hendes Skat; han var kommen tilJerusalem for at tilbede. 28 Og han drog hjem og sad paa sin Vogn og læste Propheten Esaias. 29 Men Aanden sagde til Philippus: gak frem og hold dig til denne Vogn. 30 Men Philippus løb til og hørte ham læse Propheten Esaias, og han sagde: forstaaer du og det, som du læser? 31 Men han sagde: hvorledes skulde jeg kunne det, uden Nogen veileder mig? Og han bad Philippus stige op at sidde hos sig. 32 Men det Stykke af Skriften, som han læste, var dette: som et Faar blev han ført til Slagterbænken, og som et Lam er stumt mod den, der klipper det, saaledes oplader han ei sin Mund. 33 I hans Fornedrelse blev hans Dom fuldendt; men hvo skal kunne fortælle hans Tid? efterdi hans Liv blev borttaget af Jorden. 34 Men Gildingen spurge Philippus og sagde: jeg beder dig, og hvem taler Propheten dette? om sig selv eller om en Anden? 35 Da oplod Phlippus sin Mund og begyndte fra dette Prophetens Sted at forkynde ham Jesus. 36 Men som de droge frem ad Veien, kom de til noget Vand, og Gildingen sagde: see, der er Vand, hvad hindrer mig fra at blive døbt? 37 Men Philippus sagde: dersom du troer af ganske Hjerte, kan det skee. Men han svarede og sagde: jeg troer, at Jesus Christus er Guds Søn. 38 Og han bød Vognen holde, og de nedstege begge i Vandet, baade Philippus og Gildingen; og han døbte ham. 39 Men der de opstege af Vandet bortrykkede Herrens Aand Philippus, og Gildingen saae ham ikke mere; thi drog han sin Vei med Glæde. 40 Men Philippus blev funden i Asdod, og han vandrede der igjennem, og prædikede Evangelium i alle Stæder, indtil han kom til Cæsarea. Acts 9 1 Men Saulus fnøs endnu med Trusel og Mord mod Herrens Disciple og gik til den Ypperstepræst. 2 og begjerede af ham Breve til Damacus til Synagogerne, paa det, om han fandt nogle Mænd eller Kvinder, som vare af denne Lærevei, han da kunne føre dem bundne til Jerusalem. 3 Men idet han reiste og kom nær til Damascus, omskinnede han hasteligen et Lys fra Himmelen. 4 Og han faldt til Jorden og hørte en Røst, som sagde til ham: Saul! Saul hvi forfølger du mig? 5 Men han sagde: hvo er du, Herre? Men Herren sagde; jeg er Jesus, den du forfølger; det vil blive dig haardt at stampe mod Braadden. 6 Og han sagde, bævende og forfærdet: Herre! hvad vil du, at jeg skal gjøre? Og Herren sagde til ham: staa op og gak ind i Staden, og det skal siges dig, hvad dig bør at gjøre. 7 Men de Mænd, som vandrede med ham, stode forfærdede, da de vel hørte Røsten, men saae Ingen. 8 Og Saulus reiste sig op fra Jorden; men der han oplod sine Øine, saae han Ingen. Men de ledte ham ved Haanden og førte ham ind i Damascus. 9 Og han saae ikke i tre Dage, og han aad ikke, ei heller drak han. 10 Men der var en Discipel i Damascus, ved Navn Ananias, og Herren sagde til ham i et syn: Ananias! Men han sagde: see, her jeg, Herre! 11 Men Herren sagde til ham: staa op, gak hen i den Gade, som kaldes den lige, og spørg i Judas Huus efter En ved Navn Saulus fra Tarsus; thi see, han beder. 12 Og han har seet i et Syn en Mand ved Navn Ananias at komme ind og lægge Haanden paa ham, at han skulde blive seende. 13 Men Ananias svarede: Herre! jeg har hørt af Mange om denne Mand, hvor meget Ondt han har gjort dine Hellige i Jerusalem. 14 Og han har her Magt af de Ypperstepræster at binde alle dem, som paakalde dit Navn. 15 Men Herren sagde til ham: gak hen; thi denne er mig et udvalgt Redskab at bringe mit Navn frem for Hedninger og Konger og Israels Børn; 16 thi jeg vil vise ham, hvor meget det bør ham at lide for mit Navns Skyld. 17 Men Ananias gik hen og kom ind i Huset og lagde Hænderne paa ham og sagde: Saul, Broder! Herren har sendt mig, Jesus, der aabenbaredes for dig paa Veien, at hvilken du kom, at du skal vorde seende igjen, og fyldes med den Hellig Aand. 18 Og strax faldt det fra hans Øine ligesom Skæl, og han blev seende i det samme og stod op og blev døbt. 19 Og han fik Mad og blev styrket. Men Saulus blev nogle Dage hos Disciplene i Damascus. 20 Og strax prædikede han Christus i Synagogerne, at han er den Guds Søn. 21 Men Alle, som hørte det, forbausedes og sagde: er det ikke ham, som i Jerusalem plagede dem, som paakalde dette Navn, og var kommen hid for at føre dem bundne til de Ypperstepræster? 22 Men Saulus styrkedes end mere og igjendrev Jøderne, som boede i Damascus, og beviste, at denne er den Christus. 23 Men mange Dage derefter holdt Jøderne Raad om at slaae ham ihjel. 24 Men Saulus fik deres Efterstræbelse at vide. Og de bevogtede Portene baade Dag og Nat, at de kunde ihjelslaae ham. 25 Men Disciplene toge ham om Natten og nedhissede ham over Muren i en Kurv. 26 Men der Saulus kom til Jerusalem, forsøgte ham at holde sig nær til Disciplene; og de frygtede alle for ham og troede ikke, at han var en Discipel. 27 Men Barnabas tog ham til sig go førte ham til Apostlerne; og han fortalte dem, hvorledes han havde seet Herren paa Veien, og at han havde talet til ham og hvorledes han i Damascus havde lært frimodigen i Jesu Navn. 28 Og han gik ind og gik ud med dem i Jerusalem, 29 og lærte frimodigen i den Herres Jesu Navn, og han talede og tvistede med Hellenisterne; men de toge sig for at slaae ham ihjel. 30 Men da Brødrene fik det at vide, førte de ham til Cæsarea og sendte ham videre til Tarsus. 31 Saa havde da Menighederne Fred over ganske Judæa og Galilæa og Samaria og vandrede i Herrens Frygt, og ved den Hellig Aands Ledelse formeredes de. 32 Men de skete, der Peter drog allevegne omkring, at han kom ogsaa til de Hellige, som boede i Lydda. 33 Der fandt han en Mand ved Navns Æneas, som havde ligget otte Aar ved Sengen og var værkbruden. 34 Og Peter sagde til ham: Æneas! Jesus Christus helbreder dig; staa op, og red selv under dig. Og han stod strax op. 35 Og Alle, som boede i Lydda og Saron, saae ham, og omvendte sig til Herren. 36 Men der var en Discipelinde i Joppe, ved Navn Tabitha, hvilket udlagt betyder Dorkas: hun var rig paa gode Gjerninger og gav mange Almisser. 37 Men det bagav sig i de samme Dage, at hun blev syg og døde. Da toede de hende og lagde hende paa Salen. 38 Men efterdi Lydda var nær ved Joppe, udsendte Disciplene, der de hørte, at Peter var der, to Mænd til ham, og bade ham, uden Forhaling at komme over til dem. 39 Men Peter stod op og gik med dem. Og der han kom derhen, førte de ham op paa Salen, og alle Enkerne stode omkring ham, græd og viste ham de Kjortler og Klæder, som samme Dorkas havde gjort, den Stund, hun var hos dem. 40 Men Peter bød dem alle at gaae ud og faldt paa knæ og bad; og han vendte sig til Legemet og sagde: Tabitha, staa op! Men hun oplod sine Øine, og der hun saae Peter, satte hun sig op. 41 Men han gav hende Haanden og reiste hende op, og han kaldte at de Hellige og Enkerne og fremstillede hende levende. 42 Men det blev vitterligt over al Joppe, og Mange troede paa Herren. 43 Og det skete, at han blev mange Dage i Joppe hos en vis Simon, en Garver. Acts 10 1 Men der var en Mand i Cæsarea ved Navn Cornelius, en Høvedsmand af den Rode, som kaldes den italiske. 2 Han var from og frygtede Gud med sit ganske Huus og gav Folket Mange Almisser og bad altid til Gud. 3 Han saae klarligen i et Syn, ved den niende Time paa Dagen, en Guds Engel, som kom ind til ham og sagde til Ham: Cornelius! 4 Men han saae stivt paa ham og blev forfærdet og sagde: hvad er det, Herre? Han sagde til ham: dine Bønner og dine Almisser ere stegne op for Gud og ihukommede. 5 Og send nu Nogle til Joppe og lad hente Simon, som kaldes med Tilnavn Peter. 6 han er til Herberge hos en vis, Simon, en Garver, hvis Huus er ved Havet; han skal sige dig, hvad dig bør at gjøre. 7 Men der Engelen, som talede til Cornelius, var bortgangen, kaldte han to af sine Huussvende og en grudfrygtig Stridsmand af dem, som var om ham. 8 Og han fortalte dem det altsammen og udsendte dem til Joppe. 9 Men anden Dagen, der disse reiste paa Veien kom nær til Staden, steg Peter op paa Huset at bede ved den sjette Time. 10 Men han blev meget hungrig og vilde have Noget at spise; men imedens de lavede til, overfaldt ham en Henrykkelse. 11 Og han saae Himmelen aabnet og Noget stige ned til sig som en stor linned Dug, bundet ved de fire Hjørner og nedladt paa Jorden; 12 i hvilket vare alle Slags af Jordens fireføddede Dyr og vilde og krybende Dyr og Himmelens Fugle. 13 Og en Røst skete til ham: staa op, Peter, slagt og æd! 14 Men Peter sagde: ingenlunde, Herre! thi aldrig har jeg ædet noget Vanhelligt eller Ureent. 15 Og Røsten sagde atter anden Gang til ham: hvad Gud har renset, holde du ikke for ureent! 16 Men dette skete tre Gange, og Dugen blev igjen optagen til Himmelen. 17 Men der Peter tvivlede ved sig selv, hvad dette Syn, som han havde seet, maatte betyde, see, da stode de Mænd for Døren, som vare udsendte af Cornelius, som havde opspurgt Simons Huus. 18 Og de raabrte og spurgte, om Simon med Tilnavn Peter var der til Herberge? 19 Men idet Peter grublede over Synet, sagde Aanden til ham: see, tre Mænd lede efter dig. 20 Staa derfor op, stig ned, og drag med dem uden at tvivle; thi jeg har udsendt dem. 21 Men Peter steg ned til Mændene som vare sendte til ham fra Cornelius, og sagde: see, jeg er den, som I lede efter; hvad er Aarsagen, hvorfor I ere her? 22 Men de sagde: Cornelius, en Høvedsmand, en retfærdig mand, og som frygter Gud, som har godt Vidnesbyrd af alt jødernes Folk, har faaet guddommelig Befaling ved en hellig Engel, at han skulde lade dig hente til sit Huus og høre dine Ord. 23 Da kaldte han dem ind og gav dem Herberge. Men den anden Dag drog Peter ud med dem, og nogle af Brødrene fra Joppe gik med ham. 24 Og den anden Dag kom de til Cæsarea. Men Cornelius ventede paa dem og havde sammenkaldt sine Paarørende og nærmeste Venner. 25 Men som det skete, at Peter gik ind, mødte Cornelius ham og faldt ned for hans Fødder og tilbad. 26 Men Peter reiste ham op og sagde: staa op! Jeg er og selv et Menneske. 27 Og der han havde talet med ham, gik han ind og fandt Mange, som vare komne sammen. 28 Og han sagde til dem: I vide, hvor utilbørligt det er for en jødisk Mand at omgaaes med eller komme til En, som er af et fremmed Folk; men mig har Gud viist, ikke at kalde noget Menneske vanhelligt eller ureent. 29 Derfor kom jeg og uden Modsigelse, der jeg blev kaldet hid; og nu spørger jeg Eder, hvorfor I kaldte mig? 30 Og Cornelius sagde: for fire Dage siden fastede jeg indtil denne Time, og ved den niende Time bad jeg i mit Huus; og see, en Mand stod for mig i et skinnende Klændebon, 31 og han sagde: Cornelius! din Bøn er hørt, og dine Almisser ere ihukommmede for Gud. 32 Send derfor til Joppe, og lad kalde til dig Simon med Tilnavn Peter, han er til Herberge i Simons den Garvers, Huus ved Havet; han skal tale til dig, naar han kommer. 33 Derfor sendte jeg strax til dig, og du gjorde vel, at du kom. Nu ere vi derfor alle tilstedte for Guds Aasyn, at høre Alt, hvad dig er befalet af Gud. 34 Men Peter oplod Munden og sagde: jeg befinder i Sandhed, at Gud anseer ikke Personer; 35 men hvo iblandt alle Folk, som ham frygter og gjør Retfærdighed, er ham behagelig. 36 Hvad den Lære angaaer, som han udsendte til Israels Børn, der han lod forkynde Fred ved Jesus Christus, (han er Alles Herre!) 37 da vide I, hvad der er skeet over al Judæa og begyndte fra Galilæa, efter den Daab, som Johannes prædikede, 38 anlangende Jesus af Nazareth, hvorledes Gud salvede ham med den Hellig Aand og Kraft; hvilken drog omkring og gjorde vel og helbredede Alle som vare overvældede af Djævelen; thi Gud var med ham. 39 Og vi ere Vidner til alt det, som han har gjort i Jødernes Land og I Jerusalem, hvilken de sloge ihjel og hængte paa et Træ. 40 Ham opreiste Gud paa den tredie Dag og lod ham aabenbares, 41 ikke for alt Folket, men for de Vidner, som vare forud beskikkede af Gud, for os, vi som aade og drak med ham, efter at han var opstanden fra de Døde. 42 Og han har budet os at prædike for Folket og at vidne, at han er den af Gud bestemte Levendes og Dødes Dommer. 43 Denne give alle Propheternes Vidnesbyrd, at hver den, som troer paa ham, skal faae Syndernes Forladelse ved hans Navn. 44 Der Peter endnu talede dise ord, faldt den Hellig Aand paa alle dem, som hørte Ordet. 45 Og de Troende af Omskærelsen, saa mange, som vare komne med Peter, bleve meget forfærdede over, at den Hellig Aand Gave blev og udøst over Hedningerne; 46 thi de hørte dem tale med fremmede Tungemaal og prise Gud. 47 Da svarede Peter: mon Nogen kan formene Vandet, at disse ikke skulle døbes, som have annammet den Hellig Aand ligesom og vi? 48 Og han befoel, at de skulde døbes i Herrens Navn. Da bade de ham at blive der nogle Dage. Acts 11 1 Men Apostlerne og Brødrene, som vare i Judæa, hørte, at ogsaa Hedningerne havdeannammet Guds Ord. 2 Og der Peter kom op til Jerusalem, tvistede de af Omskærelsen med ham og sagde: 3 du er gaaet ind til Uomskaarne og har ædet med dem. 4 Men Peter begyndte og forklarede dem det i Sammenhæng, sigende: 5 jeg var i Staden Joppe og bad; og jeg saae i Henrykkelse et Syn, Noget, der steg ned som en stor linned Dug, der nedlodes fra Himmelen ved dets fire Hjørner, og det kom til mig. 6 Jeg stirrede paa det og betragtede og saae Jordens fireføddede Dyr og vilde og krybende Dyr og Himmelens Fugle. 7 Men jeg hørte en Røst, som sagde til mig: staa op, Peter, slagt og æd! 8 Men jeg sagde: ingenlunde, Herre! thi aldrig kom noget Vanhelligt eller Ureent i min Mund. 9 Men Røsten svarede mig anden Gang af Himmelen: hvad Gud har renset, holde du ikke for ureent. 10 Men dette skete tre Gange; og det blev altsammen igjen draget op til Himmelen. 11 Og see, i et Samme stode tre Mænd for Huset, i hvilket jeg var, som vare udsendte til mig i Cæsarea. 12 Men Aanden sagde til mig, at jeg skulde gaae med dem og ikke tvivle. Men og disse sex Brødre droge med mig, og vi gik ind i Mandens Huus. 13 Og han kundgjorde os, hvorledes han havde seet Englen staaende i hans Huus og sigende til ham: send Nogle til Joppe og lade hente Simon med Tilnavn Peter. 14 Han skal sige Ord til dig, ved hvilke du og dit ganske Huus skal frelses. 15 Men idet jeg begyndte at tale, faldt den Hellig Aand paa den, ligesom og paa os i Begyndelsen. 16 Da kom jeg Herrens Ord i hus, der han sagde: Johannes døbte vel med Vand, men I skulle døbes med den Hellig Aand. 17 Dersom Gud da har givet dem lige Gaver med os, der de troede paa den Herre Jesus Christus, hvo var da jeg, at jeg skulde kunne hindre Gud? 18 Men der de hørte dette, bleve de rolige og lovede Gud og sagde: saa har Gud og givet Hedningerne Omvendelse til Livet. 19 Men de, som vare adspredte siden den Trængsel, som reiste sig formedelst Stephanus, vandrede om indtil Phoenicien og Cypern og Antiochia og talede Ordet til Ingen, uden til Jøderne alene. 20 Men iblandt dem vare nogle Mænd fra Cypern og Cyrene, som kom til Antiochia og talede til Hellenisterne og prædikede den Herre Jesus. 21 Og Herrens Haand var med dem, og et stort Antal troede og omvendte sig til Herren. 22 Men Rygtet om dem kom Menigheden i Jerusalem for Øren, og de udsendte Barnabas, at han skulde drage indtil Antiochia. 23 Denne, der han kom derhen og saae Guds Naade, glædede sig og formanede Alle, at de med Hjertets Fortsæt skulde blive ved Herren. 24 Thi han var en god Mand og fuld af den Hellig Aand og Tro. Og der blev meget Folk ført til Herren. 25 Men Barnabas drog ud til Tarsus for at opsøge Saulus, og der han fandt ham, førte han ham til Antiochia. 26 Men det skete, at de et heelt Aar igjennem forsamledes i Menigheden og lærte meget Folk, og at Disciplene først i Antiochia bleve kaldte Christne. 27 Men i de samme Dage kom Propheter ned fra Jerusalem til Antiochia. 28 Og een af dem, ved Navn Agabus, stod op og tilkjendegav ved Aanden, at der skulde komme en stor Hunger over ganske Jorderige, hvilken og kom under Keiser Claudius. 29 Men Disciplene besluttede at sende, hver efter sin Evne, Noget til Hjælp for Brødrene, somboede i Judæa; 30 hvilket de og gjorde og sendte det til de Ældste, ved Barnabas' og Saulus' Haand. Acts 12 1 Men ved det samme Tid lagde Kong Herodes Haand paa Nogle af Menigheden for at mishandle dem. 2 Men han lod Jakob, Johannes' Broder henrette med Sværd. 3 Og der han saae, at det behagede Jøderne, gik han videre og lod ogsaa Peter gribe. (Men det var de usyrede Brøds Dage). 4 Der han havde grevet ham, satte han ham og i Fængsel og overantvordede ham at bevogtes af fire Vagtskifter, hvert paa fire mand, da han efter Paasken vilde føre ham frem for Folket. 5 Saa blev da Peter bevogtet i Fængslet; men der skete af Menigheden ivrig Bøn til Gud for ham. 6 Men der Herodes vilde føre ham frem, sov Peter i den samme Nat imellem to Stridsmænd, bunden med to Lænker, og Vagten for Døren tog vare paa Fængslet. 7 Og see, Herrens Engel stod for ham, og et Lys skinnede i Fængslet; men han slog Peter paa Siden og vakte ham op og sagde: staa hastig op! og Lænkerne faldt ham af Hænderne. 8 Og Englen sagde til ham: bind op om dig og paabind dine Saaler. Men han gjorde saa. Og han sagde til ham: Kast din Kjortel om dig og følg mig. 9 Og han gik ud og fulgte ham og vidste ikke, at det, som skete ved Englen var virkeligt, men meente, at han saae et Syn. 10 Men de gik igjennem den første og anden Vagt og kom til den Jernport, ad hvilken man gaaer til Staden; denne oplodes af sig selv for dem, og de kom ud og gik en Gade frem, og strax skiltes Englen fra ham. 11 Og der Peter kom til sig selv, sagde han: nu veed jeg i Sandhed, at Herren udsendte sin Engel og udfriede mig fra Herodes' Haand og fra alt det jødiske Folks Forventelse. 12 Og som han besindede sig, kom han for Marias Huus, som var Moder til Johannes ved Tilnavn Marcus, hvor Mange vare forsamlede og bade. 13 Men da Peter bankede paa Forstuens Dør, kom en Pige, ved Navn Rhode, frem for at høre, hvo der var. 14 Og da hun kjendte Peters Røst, abbnede hun af Glæde ikke Døren, men løb ind og forkyndte dem, at Peter stod for Døren. 15 Da sagde de til hende: du raser. Men hun stod fast derpaa, at det var saaledes. Men de sagde: det er hans Engel. 16 Men Peter blev ved at banke paa, og der de lode op, saae de ham og bleve saare forfærdede. 17 Da vinkede han ad dem med Haanden, at de skulde tie; og han fortalte dem, hvorledes Herren havde ført ham ud af Fængslet, og han sagde: forkynder Jakob og Brødrene dette. Og han gik ud og drog til et andet Sted. 18 Men der det blev Dag, var der ikke liden Forvirring iblandt Stridsmændene, hvor Peter var bleven. 19 Men der Herodes lod ham søge og ikke fandt ham, forhørte han Vagten og befoel, at de skulde afstraffes. Og han drog ned fra Judæa til Cæsarea og opholdt sig der. 20 Men Herodes var fjendtlig sindet imod de Tyrier og Sidonier. Men de kom samdrægteligen til ham, og fik Blastus, som var Kongens øverste bade om Fred, fordi deres Land fik tilførsel fra Kongens. 21 Men paa en bestemt Dag iførte Herodes sig et kongeligt Klædebon og satte sig paa Thronen og holdt en Tale for dem. 22 Men Folket raabte til ham: det er Guds Røst og ikke et Menneskes. 23 Men strax slog Herrens Engel ham, fordi han ikke gav Gud Æren; og han blev fortæret af Orme og opgav Aanden. 24 Men Guds Ord havde Fremgang og udbredtes. 25 Men Barnabas og Saulus kom tilbage fra Jerusalem, efterat de havde fuldført deres Ærinde, og de havde med sig Johannes med Tilnavn Marcus. Acts 13 1 Men i Antiochia, i den derværende Menighed, vare der nogle Propheter og Lærere, nemlig Barnabas og Simon med Tilnavn Niger, og Lucius, den Cyrenæer, og Manaen, som var opført med Herodes den Fjerdingsfyrste og Saulus. 2 Men der de holdt Gudstjeneste og fastede, sagde den Hellig Aand: udtager mig Barnabas og Saulus til den Gjerning, hvortil jeg har kaldet dem. 3 Da fastede de og bade og lagde Hænderne paa dem og lode dem gaae. 4 Disse, udsendte af den Hellig Aand, droge da ned til Seleucia og seilede derfra til Cypern. 5 Og der de vare komne til Salamis, forkyndte de Guds Ord i Jødernes Synagoger; men de havde ogsaa Johannes til Medhjælper. 6 Og der de vare dragne igjennem Øen indtil Paphus, fandt de en Troldkarl, en falsk Prophet, en Jøde, hvis Navn var Barjesus. 7 Han var hos Landshævdingen Sergius Paulus, en forstandig mand. Denne kaldte Barnabas og Saulus til sig og begjerede at høre Guds Ord. 8 Men Elimas eller Troldkarlen, (thi dette betyder hans Navn), stod dem imod og søgte at afvende Landshøvdingen fra Troen. 9 Men Saulus, (som og kaldes Paulus), fyldt med den Hellig Aand, saae stivt paa ham og sagde: 10 o, du Djævels Barn, fuld af al List og al Skalkhed, al Retfærdigheds Fjende! vil du ikke lade af at forvende Herrens de rette Veie? 11 Og see nu, Herrens Haand er over dig, og du skal vorde blinde og til en Tid ikke see Solen. Men strax faldt Taage og Mørke paa ham, og han gik omkring og søgte Nogen, som kunde lede ham. 12 Men Landshøvdingen saae det, som var skeet, troede ham, fuld af Forundring over Herrens Lære. 13 Men Paulus og de, som vare med ham, fore bort fra Paphus og kom til Perge i Pamphylien. Men Johannes skiltes fra dem og vendte tilbage til Jerusalem. 14 Men de droge videre fra Perge og kom til Antiochia i Pisidien og gik ind i Synagogen paa Sabbatsdagen og satte sig. 15 Men efter Lovens og Propheternes Læsning sendte de Øverste for Synagogen til dem og lode sige: I Mænd, Brødre! have I nogen Formaningstale til Folket, da siger frem. 16 Men Paulus stod op og slog til Lyd med Haanden og sagde: I israelitiske Mænd og I, som frygte Gud, hører til! 17 Dette Folks, Israels, Gud udvalgte vore Fædre og ophøiede Folket, der de boede i Udlændighed i Ægyptens Land, og førte dem derfra med en Høi Arm. 18 Og henved fyrretyve Aar fordrog han deres Sæder i Ørkenen. 19 Og han udslettede syv Folk i Canaans Land og loddeelte disses Land iblandt dem. 20 Og siden i henved fire hundrede og halvtredsindstyve Aar gav ham dem Dommere, indtil Propheten Samuel. 21 Og derefter bade de om en Konge; og Gud gav dem Saul, Kis' Søn, en Mand af Manjamins Stamme, i fyrretyve Aar. 22 Og der han havde taget ham bort, opreiste han dem David til Konge, om hvilken han og vidnede, sigende: jeg har fundet David, Isai Søn, en Mand efter mit Hjerte, som skal gjøre al min Villie. 23 Af dennes Sæd opreiste Gud efter Forjættelsen Israel en Frelser, Jesus, 24 efterat Johannes forud, før hans Fremtrædelse, havde prædiket Omvendelses Daab for alt Israels Folk. 25 Men der Johannes havde fuldkommet Løbet, sagde ham: hvem mene I mig at være? Jeg er det ikke. Men see, den kommer efter mig, hvis Skoe jeg ikke er værdig at løse. 26 I Mænd, Brødre, Børn af Abrahams Slægt, og de iblandt Eder, som frygte Gud! Eder er denne Frelses Ord sendt. 27 Thi de, som boe i Jerusalem, og deres Øvester, der de ikke kjendte denne, fordømte de ham og opfyldte saaledes ogsaa Prophetens Ord, som læses hver Sabbat. 28 Og alligevel de fandt ingen Døds-Skyld hos ham, bade de dog Pilatus, at han maatte ihjelslaaes. 29 Men der de havde fuldkommet alle Ting, som ere skrevne om ham, nedtoge de ham af Træet og lagde ham i en Grav. 30 Men Gud opriste ham fra de Døde, 31 og han blev seet mange Dage af dem, som vare gangne med ham op fra Galilæa til Jerusalem, hvilke ere hans Vidner for Folket. 32 Og vi forkyndte Eder den Forjættelse, som er skeet til Fædrene, at Gud har opfyldt den for os, deres Børn, idet han opvakte Jesus; 33 som og skrevet er i den anden Psalme: du er min Søn, i Dag har jeg født dig. 34 Men at han har opvakt ham fra de Døde, der ingenlunde skal vende tilbage fra Forraadnelse, derom har han saaledes sagt: Forjættelsen til David vil jeg holde Eder trofast. 35 Derfor siger han og i en anden Psalme: du skal ikke tilstede din Hellige at see Forraadnelse. 36 Men David, der han i sin Livstid havde tjent Guds Raadslutning, sov han hen og blev henlagt til sine Fædre og saae Forraadnelse. 37 Men den, som Gud opvakte, saae ikke Forraadnelse. 38 Saa være det Eder vitterligt, I Mænd, Brødre! at ved ham kundgjøres Eder Syndernes Forladelse; 39 og fra Alt, hvorfra I ikke kunde vorde retfærdiggjorte ved Mose Lov, retfærdiggjøres ved denne hver, som troer. 40 Seer nu til, at det ikke kommer over Eder, som er sagt ved Propheterne: 41 seer, I Foragtere! og forundrer Eder og bliver til Intet; thi en Gjerning gjør jeg i Eders Dage, en Gjerning, hvilken I ikke vilde troe, dersom Nogen fortalte Eder den. 42 Men der de gik ud af Jødernes Synagoge, bade Hedningerne, at de samme Ord maatte tales for dem paa den følgende Sabbat. 43 Men der Forsamlingen var opløst, fulgte mange Jøder og andægtige Proselyter Paulus og Barnabas, hvilke talede til dem, og formanede dem at holde fast ved Guds Naade. 44 Men paa den følgende Sabbat forsamles næsten den ganske Stad, at høre Guds Ord. 45 Men der Jøderne saae den Mængde, bleve de fulde af Nidkjærhed og imodsagde det, som blev sagt af Paulus, ja, baade imodsagde og bespottede. 46 Men Paulus og Barnabas talede frit og sagde: det var fornødent, at Guds Ord skulde først tales for Eder; men efterdi I forskyde det, og agte Eder ikke selv værdige til det evige Liv, see, saa vende vi os til Hedningerne. 47 thi saaledes har Herren befalet os: jeg har sag dig til Hedningernes Lys, at du skal være til Saliggjørelse indtil Jordens Ende. 48 Men der Hedningerne det hørte, bleve de glade, og prisede Herrens Ord og troede, saamange, som vare skikkede til det evige Liv. 49 Men Herrens Ord udbredtes over det ganske Land. 50 Men Jøderne opirrede de andægtige og fornemme Kvinder og de første Mænd i Staden; og de opvakte en Forfølgelse over Paulus Og Barnabas, og udstødte dem af deres Grændser. 51 Men de rystede Støvet af deres Fødder imod dem og kom til Iconium. 52 Men Disciplene bleve fulde af Glæde og af den Hellig Aand. Acts 14 1 Men det skete i Iconium, at de gik tilsammen ind i Jødernes Synagoge, og talede saaledes, at en stor Mængde baade af Jøder og Græker troede. 2 Men de vantroe Jøder ophidsede Hedningernes Sind, og satte Ondt i dem imod Brødrene. 3 De opholdt sig nu en Tid lang der, og talede med Frimodighed i Herren, som gav sin Naades Ord Vidnesbyrd, og lod Tegn og Under skee formedelst deres Hænder. 4 Men Mængden i Staden blev splidagtig, og Nogle holdt med Jøderne, men Nogle med Apostlerne. 5 Men som der blev et opløb, baade af Hedninger og Jøder med deres Øverster, at forhaane og stene dem, 6 og de fik det at vide, undflyede de til Stæderne i Lycaonien, Lystra og Derbe, og til det omliggende Land. 7 Og de Prædikede der Evangelium. 8 Og der var en mand i Lystra, som maatte sidde, for han havde ingen Magt i Fødderne, men var fra Moders Liv af lam og havde aldrig gaaet. 9 Han hørte Paulus tale; og denne, der han fæstede Øie paa ham og mærkede, at han havde tro til at frelses, sagde med høi Røst: 10 staa ret op paa dine Fødder! Og sprang op og gik. 11 Men der Mængden saae det, som paulus havde gjort, opløftede de deres røst og sagde paa Lycaonisk: Guderne have taget menneskelig Skikke og ere komne ned til os. 12 Og de kaldte Barnabas Jupiter, men Paulus Mercurius, fordi han førte Ordet. 13 Men Præsten ved det Jupiters Tempel, som var udenfor deres Stad, bragte Øxne og Krandse for Indgangen og vilde offre tilligemed Folket. 14 Men da Apostlerne, Barnabas og Paulus, hørte det, Sønderreve de deres Klæder og sprang ind blandt Folket, 15 raabte og sagde: I Mænd! hvi gjøre I dette? Vi ere ogsaa Mennesker, lige Vilkaar undergivne med Eder, og forkynde Eder, at I skulle vende om fra disse forfængelige Guder til den levende, Gud, som har gjort Himmelen og Jorden og Havet og alle Ting, som ere i dem; 16 hvilken i de forbigangne Tider har ladet alle Hedninger vandre i deres egne veie, 17 endog han har ikke ladet sig selv uden vidnesbyrd, idet han gjorde os godt, og gav os regn og frugtbare tider af Himmelen, idet han fyldte os med Føde og vore hjerter med Glæde. 18 Og ved at sige dette, kunde de neppe stille Folket, at de ikke offrede til dem. 19 Men der kom Jøder fra Antiochia og Iconium dertil og forførte Mængden, saa at de stenede Paulus og slæbte ham ud af Staden, og de meente, at han var død. 20 Men der Disciplene kom omkring ham, stod han op og gik ind i Staden; og anden Dagen gik han ud med Barnabas til Derbe. 21 Og der de havde prædiket i denne Stad og gjort mange Disciple, vendte de tilbage til Lystra og Iconium og Antiochia. 22 og bestyrkede Disciplenes Sjæle, op paamindede dem at blive faste i Troen, og at os bør at indgaae i Guds Rige ved mange Trængsler. 23 Men der de havde beskikket dem Ældste i hver Menighed, og havde holdt Bøn og Faste,befole de dem Herren, paa hvem de havde troet. 24 Og de droge igjennem Pisidien og kom til Pamphylien. 25 Og da de havde talet ordet i perge, drog de ned til Attalia. 26 Og derfra seilede de til Antiochia, hvorfra de havde Guds Naade anbefalede til den Gjerning, som de havde fuldkommet. 27 Men der de kom derhen og havde forsamlet Menigheden, forkyndte de, hvor store Ting Gud havde gjort med dem, og at han havde opladt hedningerne Troens Dør. 28 Men de opholdt sig der en ikke liden Tid hos Disciplene. Acts 15 1 Og der kom Nogle ned fra Judæa, som lærte Brødrene: dersom I ikke lade Eder omskære efter Mose Skik, kunne I ikke blive salige. 2 Da der herover opstod en heftig Strid og Paulus og Barnabas havde en ikke ringe Tvist med dem, saa besluttede man, at Paulus og Barnabas og nogle andre af dem skulde drage op til Jerusalem til Apostlerne og de Ældste angaaende dette Spørgsmaal. 3 Disse droge da, ledsagede paa Veien af Menigheden, igjennem Phoenicien og Samarien, og fortalte Hedningernes Omvendelse, og de gjorde alle Brødrene stor Glæde. 4 Men der de kom til Jerusalem, bleve de modtagne af Menigheden og Apostlerne og de Ældste, og kundgjorde, hvor store Ting Gud havde gjort for dem. 5 Men der opstode nogle Troende af Pharisæernes Sect, som sagde: man bør omskære dem og befale dem at holde Mose Lov. 6 Men Apostlerne og de Ældste kom sammen for at overlægge denne Sag. 7 Men der man havde tvistet meget herom, opstod Peter og sagde til dem: I Mænd, Brødre! I vide, at Gud for lang Tid siden udvalgte mig iblandt os, at Hedningerne ved min Mund skulde høre Evangeliums Ord og troe. 8 Og Gud, som kjender Hjerterne, vidnede for dem, idet han gav dem den Hellig Aand, ligesom og os. 9 Og han gjorde ingen Forskjel imellem os og dem, idet han rensede deres hjerter ved Troen. 10 Hvi friste I da nu Gud, at I ville lægge et Aag paa Disciplenes Halse, hvilket hverken vore Fædre, ei heller vi have formaaet at bære? 11 Men vi troe at blive salige ved den Herres Jesu Christi Naade, paa samme Maade som og de. 12 Men al Mængden taug og hørte Barnabas og Paulus, som fortalte, hvor store Tegn og Undergjerninger Gud havde gjort ved dem iblandt Hedningerne. 13 Men der de havde hørt op at tale, tog Jakob til Orde og sagde: I Mænd, Brødre, hører mig! 14 Simon har fortalt, hvorledes Gud først saae til Hedningerne, for at tage et Folk af dem efter sit Navn. 15 Og dermed stemme Propheternes taler overeens, som skrevet er: 16 derefter vil jeg vende tilbage og atter opbygge Davids nedfaldne Paulun, og det Omkastede deraf vil jeg atter opbygge og oprette det igjen, 17 paa det de Øvrige af Menneskene skulle søge Herren, og alle Hedninger, over hvilke mit Navn er nævnet, siger Herren som gjør alt dette. 18 Gud kjender fra Evighed alle sine Gjerninger. 19 Derfor dømmer jeg, at man ikke skal besvære dem af Hedningerne, som omvende sig til Gud; 20 men skrive til dem, at de holde sig fra Afguders Ureenhed, og fra Horeri, og fra det Kvalte, og fra Blod. 21 Thi Moses har fra gammel Tid i hver Stad dem, som han prædike, og læses hver Sabbat iSynagogerne. 22 Da besluttede Apostlerne og de Ældste med al Menigheden at udvælge Mænd af dem, og sende dem til Antiochia tilligemed Paulus og Barnabas, nemlig Judas med Tilnavn Barsabas, og Silas, hvilke Mænd vare ansete iblandt Brødrene. 23 Og de skreve saaledes med dem: Apostlerne og de Ældste og Brødrene hilse Brødrene af Hedningerne i Antiochia og Syrien og Cilicien. 24 Efterdi vi have hørt, at Nogle udgangne fra os, have forvirret Eder med Ord, og bekymret Eders Sjæle med at sige, at man skal omskæres og holde Loven, hvilke vi ikke have befalet dette, 25 saa have vi, eendrægteligen forsamlede, besluttet at udvælge Mænd og sende dem til Eder med vore Elskelige, Barnabas og Paulus. 26 Mænd, som have vovet deres Liv for vor Herres Jesu Christi Navn. 27 Vi have derfor sendt Judas og Silas, hvilke og muntligen skulle forkynde det Samme. 28 Thi det er den Hellig Aands Beslutning og vores, ingen videre Byrde at paalægge Eder, uden disse nødvendige Ting: 29 at I skulle holde Eder fra Afguds-Offer, og fra Blod, og fra det Kvalte, og fra Hoeri. Naar I holde Eder derfra, gjøre i ret. Lever vel! 30 Da nu disse vare affærdigede, kom de til Antiochia og forsamlede Mængden og overgave dem Brevet. 31 Men der de det læste, bleve de glade over denne Trøst. 32 Men Judas og Silas, som og selv vare Propheter, formanede Brødrene med megen tale og bestyrkede dem. 33 Men der de havde opholdt sig der nogen Tid, lode Brødrene dem fare med Fred til Apostlerne. 34 Men Silas besluttede at blive der. 35 Men Paulus og Barnabas opholdt sig i Antiochia og lærte og forkyndte tilligemed mange Andre Herrens Ord. 36 Men efter nogle Dage sagde Paulus til Barnabas: lad os dog drage tilbage at besøge vore Brødre i enhver Stad, hvor vi have forkyndet Herrens Ord, for at see, hvorledes de lide. 37 Men Barnabas raadede, at de skulde tage Johannes, ellers kaldet Marcus, med. 38 Men Paulus holdt for, at de ikke skulde tage den med, som var veget fra dem i Pamphylien, og ikke have fulgt med dem til Arbeidet. 39 Der opstod da en Fortørnelse, saa at de skiltes fra hverandre, og at Barnabas tog Marcus til sig og seilede til Cypern. 40 Men Paulus udvalgte Silas og drog ud, anbefalet af Brødrene til Guds Naade. 41 Men han reiste omkring i Syrien og Cicilien og bestyrkede Menighederne. Acts 16 1 Men han kom til Derbe og Lystra, og see, der var en Discipel ved Navn Timotheus, en troende Jødindes Søn, men hans fader var en Græker. 2 Han havde et godt Vidnesbyrd af Brødrene i Lystra og Iconium. 3 Denne, vilde Paulus, skulde drage med ham, og han tog og omskar ham for Jødernes Skyld, som vare paa disse Steder; thi Alle kjendte hans Fader, at han var en Græker. 4 Men som de droge igjennem Stæderne, overantvordede de dem de Anordninger at holde, som vare besluttede af Apostlerne og de Ældste i Jerusalem. 5 Saaledes bleve Menighederne styrkede i Troen og formerede i Antal hver Dag. 6 Men der de vare dragne igjennem Phrygien og de galatiske Land, og det blev dem forbudetaf den Hellig Aand at tale Ordet i Asia, 7 kom de hen mod Mysien og forsøgte at reise igjennem Bithynien; og Aanden tilstedte dem det ikke. 8 De droge da Mysien forbi og kom ned til Troas. 9 Og om Natten saae Paulus et Syn: en markedonisk Mand stod der og bad ham, sigende: kom over til Marcedonien og hjælp os. 10 Men der han havde seet det Syn, søgte vi strax at drage over til Marcedonien; thi vi sluttede, at Herren kaldte os derhen, at prædike Evangelium for dem. 11 Vi fore da ud fra Troas, og seilede lige til Samothracia, og den anden dag til Neapolis, 12 og derfra til Philippi, hvilken er den fornemste Stad i den Deel af Marcedonien og en romersk Coloni. I denne Stad opholdt vi os nogle dage. 13 Og paa Sabbatsdagen gik vi udenfor Staden ved en Flod, hvor der pleiede at være et Bedehuus, og vi satte os og talede til de Kvinder, som kom sammen. 14 Og en Kvinde ved Navn Lydia, en Purpurkræmmerske fra Staden Thyatiræ, som dyrkede Gud, hørte til; hendes Hjerte oplod Herren at hun gav Agt paa det, som blev talet af Paulus. 15 Men der hun og hendes Huus var døbt, bad hun os og sagde: dersom I agte mig at være tro for Herren, da kommer ind i mit Huus og bliver der. Og hun nødte os. 16 Men det skete, der vi gik til Bedehuset, at en Pige mødte os, som havde en Spaadomsaand og skaffede sine Herrer megen Vinding ved at spaae. 17 Denne fulgte efter Paulus og os, raabte og sagde: disse Mennesker ere den høieste Guds tjenere, som forkynder Eder saliggørelsens Vei. 18 Dette gjorde hun mange Dage. Men Paulus fortrød derpaa, og han vendte sig og sagde til Aanden: jeg byder dig i Jesu Christi Navn at fare ud af hende. Og den foer ud i den samme Stund. 19 Men der hendes Herrer saae, at deres Haab om Vinding var forsvundet, toge de Paulus og Silas og slæbte dem hen paa Torvet for de Øverste. 20 Og de førte dem til Høvedsmændene og sagde: disse Mennesker, som ere Jøder, forvirre slet vor Stad, 21 og de forkynde Skikke, hvilke det ikke er os tilladt at antage eller øve, efterdi vi ere Romere. 22 Og Mændene oprørtes imod dem, og Høvedsmændene lode rive Klæderne af dem, og befole at hudstryge dem. 23 Og der de havde givet dem mange Slag, kastede de dem i Fængsel, og befole Stokmesteren, at forvare dem nøie. 24 Der han havde faaet denne Befaling, kastede han dem i det inderste Fængsel og sluttede deres Fødder i Stokken. 25 Men ved Midnat bade Paulus og Silas, og sang Gud Lovsange; men Fangerne lyttede paa dem. 26 Men der skete pludseligen et stort Jordskjælv, saa at Fængslets Grundvold rystede, og strax bleve alle Dørene opladte, og Alles Baand løstes. 27 Men Stokmesteren foer op af Søvne, og der han saae Fængslets Døre opladte, drog han et Sværd og vilde myrde sig selv, da han meente, at Fangerne havde været undflyede. 28 Men Paulus raabte med høi Røst og sagde: gjør dig selv intet Ondt; thi vi ere her alle. 29 Men han begjerede et Lys, og sprang ind og faldt skjælvende ned for Paulus og Silas. 30 Og han førte dem ud og sagde: Herrer! hvad bør mig at gjøre, at jeg kan vorde salig? 31 Men de sagde: tro paa den Herre Jesus Christus, saa skal du vorde salig, og dit Huus. 32 Og de talede Herrens Ord til ham og alle dem, som vare i hans Huus. 33 Og han tog dem til sig i den samme Stund om natten og aftoede deres Saar; og han selvblev strax døbt, og alle Hans. 34 Og han førte dem op i sit Huus og satte et Bord for dem, og var glad med alt sit Huus i Tro paa Gud. 35 Men der det var blevet Dag, sendte høvedsmændene Stadstjenerne og sagde: lad de Mennesker Løs. 36 Men Stokmesteren forkyndte Paulus disse Ord: Høvedsmændene sendte hid, at I skulle lades løs; saa drager nu ud og gaaer bort med Fred. 37 Men Paulus sagde til dem: de have hudstrøget og offentligen udømte, vi, som dog ere romerske Mænd, og kastet os i Fængsel, og nu jage de os ud hemmelig bort! Ikke saa! men lader dem selv komme og føre os ud. 38 Men Stadstjenerne kundgjorde disse Ord for Høvedsmændene; og de frygtede, der de hørte, at de vare Romere. 39 Og de kom og gave dem gode ord, og de førte dem ud, og bade dem at drage bort af Staden. 40 Men de gik ud af Fængslet og gik ind til Lydia; og der de havde seet Brødrene, formanede de dem og droge bort. Acts 17 1 Men de reiste igjennem Amphipolis og Apollonia og kom til Thessalonica, hvor Jøderne havde en Synagoge. 2 Men Paulus gik ind til dem, som han pleiede, og talede paa tre Sabbater med dem af Skrifterne. 3 Og han udlagde og forklarede, at det burde Christus at lide og opstaae fra de Døde, og sagde: denne Jesus, som jeg forkynder Eder, er den Christus. 4 Og Nogle iblandt dem bleve overbeviste og holdt sig til Paulus og Silas, en stor Mængde af andægtige Græker, og ikke faa af de fornemste Kvinder. 5 Men de vantroe Jøder bleve nidkjære og toge nogle slette Mennesker af Lediggængere til sig, gjorde et Opløb og oprrøte Staden; og de stormede mod Jasons Huus og søgte at føre dem for Folket. 6 Men der de ikke fandt dem, trak de Jason og nogle Brødre for Stadens Øvrighed og raabte: disse, som oprøre dem hele Verden, ere og komne hid; 7 dem har Jason taget ind til sig; og alle disse handlede imod Keiserens befalinger, og sige en Anden at være Konge, nemlig Jesus . 8 Og de bragte Mængden og Stadens Øvrighed, som hørte, i Forvirring. 9 Og de lode Jason og de Andre stille Borgen for sig og gave dem løs. 10 Men Brødrene udsendte strax om Natten baade Paulus og Silas til Beroea; og der de vare komne derhen, gik de i Jødernes Synagoge. 11 Men disse vare mere veltænkende end de i Tessalonica, de annammmede Ord med al Redebonhed, og ransagde dagligen i Skrifterne, om disse Ting havde sig saaledes. 12 Saa troede da mange af dem, og af de fornemme grækiske Kvinder og Mænd ikke saa. 13 Men der Jøderne af Thessalonica fik at vide, at Guds Ord blev og forkyndet af Paulus i Beroea, kom de og derhen og satte Folket i Bevægelse. 14 Men da sendte Brødrene strax Paulus bort og lode ham reise mod Havet; men og lode ham rise mod Havet; men baade Silas og Timotheus bleve der tilbage. 15 Men de, som ledsagede Paulus, førte ham indtil Athenen; og der de havde faaet Befaling til Silas og Timotheus, at de med det Snareste skulde komme til ham, droge de bort. 16 Men der Paulus forventede dem i Athenen, harmedes hans Aand heftig i ham, der han saae Staden at være saa afgudisk. 17 Derfor talede ham i Synagogen til Jøderne og de Gudfrygtige, og paa Torvet hver Dag til dem, som han traf paa. 18 Men nogle af de epikuræiske og storiske Philisopher indlode sig med ham; og nogle sagde: hvad vil denne Ordgyder sige? men andre: det synes, han vil forkynde fremmede Guder; fordi han forkyndte dem Jesus og Opstandelsen. 19 Og de toge ham og førte ham op for det øverste Raad og sagde: kunne vi faae at vide, hvad denne er for en ny Lærdom, som du taler? 20 Thi du bringer os nogle fremmede Ting for Øren; derfor ville vi vide, hvad dette skal være. 21 (Men alle Athenienser og de Fremmede, som opholdt sig der, gave sig ikke af med Andet end at sige eller høre Nyt). 22 Men Paulus stod midt i Raadet og sagde: I atheniensiske Mænd! jeg seer, at I i alle Maader ere omhyggelige for Eders Gudsdyrkelse. 23 Thi der jeg gik omkring og betragtede Eders Helligdomme, fandt jeg og et Alter, paa hvilket var skrevet: for en ukjendt Gud. Denne nu, som I ukendt dyrke, denne forkynder jeg Eder. 24 Gud, som har gjort Verden og alle Ring, som ere derudi, han som er Himmelens og Jordens Herre, boer ikke i Templer, gjort med Hænder, 25 han tjenes og ikke af Menneskers Hænder, som den, der har Noget behov, efterdi han selv giver Alle Liv og Aande og alle Ting. 26 Og han har gjort, at al Menneskens Slægt boer paa den ganske Jordens Kreds af eet Blod, og har bestemt dem forordnede Tider, og vise Grændser for deres Bolig, 27 at de skulde søge Herren, og de dog kunde føle og finde ham, enddog han er sandelig ikke langt fra enhver af os; 28 thi i ham leve og røres og ere vi, som og nogle af Eders Digtere have sagt: vi ere jo og hans Slægt. 29 Efterdi vi da ere Guds Slægt, skulle vi ikke mene, at Guddommen er lig Guld eller Sølv eller Steen, formet til et Billede ved Menneskens Kunst og Paafund. 30 Dog med Vankundighedens Tider har Gud baaret over, men byder nu alle Mennesker allevegne at omvende sig. 31 Thi han har sat en Dag, paa hvilken han vil dømme Jorderige med Retfærdighed, ved en Mand, hvilken han har beskikket dertil, og gjort det beviisligt for Alle, idet han opriste ham fra de Døde. 32 Men der de hørte om de Dødes Omstandelse, spottede Nogle; men Andre sagde: vi ville atter høre dig om dette. 33 Og saaledes gik Paulus ud fra dem. 34 Men nogle Mænd hængte fast ved ham troede; iblandt hvilke ogsaa var Dionysius den Areopagiter, og en Kvinde ved Navn Damaris, og Andre med dem. Acts 18 1 Derefter forlod Paulus Athenen og kom til Corinth. 2 Der fandt han en Jøde ved Navn Aqvilas, født i Pontus, som nylig var kommen fra Italien med Priscilla, sin Hustru, (fordi Claudius havde befalet alle Jøder at forlade Rom). Til disse gik han. 3 Og efterdi han var af det samme Haandværk, blev han hos dem og arbeidede; thi de vare Teltmagere af Haandværk. 4 Men han talede i Synagogen paa hver Sabbat og overbeviste Jøder og Græker. 5 Men der Silas og Timotheus kom fra Macedonien, trængtes Paulus af Aanden, og vidnede for Jøderne, at Jesus er de Christus. 6 Men der de stode imod og bespottede, afrystede han sine Klæder og sagde til dem: Eders Blod være over Eders Hoved! jeg er reen; herefter vil jeg gaae til Hedningerne. 7 Og han gik bort derfra og kom i Huset til En ved Navn Justus, som frygtede Gud, hvis Huus laae næst op til Synagogen. 8 Men Crispus, Synagog-Forstanderen, troede paa Herren med sit ganske Huus, og mange Corinthier, som hørte til, troede og bleve døbte. 9 Men Herren sagde til Paulus i et Syn om Natten; frygt ikke, men tal, og ti ikke, 10 fordi jeg er med dig, og Ingen skal lægge Haand paa dig og gjøre dig Ondt; thi jeg har meget Folk i denne Stad. 11 Og han blev der et Aar og sex Maaneder, og lærte Guds Ord iblandt dem. 12 Men der Gallion var Landshøvding i Achaia, stode Jøderne samdrægteligen op imod Paulus og søgte ham for Domstolen og sagde: 13 denne vil overtale Folket til en Gudsdyrkelse imod Loven. 14 Og der Paulus vilde oplade Munden, sagde Gallion til Jøderne: dersom det var nogen Uretfærdighed eller Misgjerning, I Jøder! vilde jeg, som billigt, anhøre Eder. 15 Men er det en Strid om Lære og Navne og om den Lov, som I have, da seer selv til; thi jeg vil ikke være Dommer over disse Ting. 16 Og han drev dem fra Domstolen. 17 Men alle Grækerne grebe Sosthenes, Synagogens Forstander, og sloge ham for Domstolen; og Gallion bekymrede sig ikke om alt dette. 18 Men Paulus blev der endnu mange Dage; derefter tog han Afsked fra Brødrene og seilede til Syrien, og med ham Priscilla og Aquilas, efterat han havde raget sit Hoved i Kenchrea; thi han havde gjort et Løfte. 19 Men han kom til Ephesus og forlod dem der; men han selv gik ind i Synagogen og talede til Jøderne. 20 Men der de bade ham at blive der længere Tid hos dem vilde han ikke samtygge; 21 men han tog Afsked fra dem og sagde: jeg maa endeligen holde denne forestaaende Høitid i Jerusalem; men jeg vil vende tilbage til Eder, om Gud vil. Og han foer bort fra Ephesus. 22 Og han kom til Cæsarea, og han drog op og hilsede Menigheden, og drog ned til Antiochia. 23 Og da han havde ophldt sig der nogen Tid, drog han bort og reiste fra Stad til Stad igjennem det galatiske Land og Phrygien, og bestyrkede alle Disciple. 24 Men en Jøde ved Navn Apollos, født i Alexandria, en veltalende Mand, som var forfaren i Skrifterne, kom til Ephesus. 25 Denne Var underviist om Herrens Vei, og som han var brændende i Anden, talede og lærte han med Insigt om Herren, enddog han kjendte alene Johannes' Daab. 26 Denne begynbdte og at tale frit i Synagogen. Men der Aquilas og Priscilla hørte ham, toge de ham til sig og udlagde ham Guds Vei nøiere. 27 Men der han vilde rise til Achaia, opmuntrede Brødrene ham dertil og skreve til Disciplene, at de skulde annamme ham. Da han var kommen derhen, var han ved Guds Naade de troende til megen Nytte; 28 thi han igjendrev Jøderne offentligen med stor Kraft og beviste af Skriften, at Jesus er den Christus. Acts 19 1 Men det skte, der Apollos var i Corinth, at Paulus drog igjennem de øverste Egne af landet og kom til Ephesus. 2 Og han fandt nogle Disciple og sagde til dem: fik I den Hellig Aand der I bleve troende?Men de sagde til ham: vi have ikke engang hørt, at der er en Hellig Aand. 3 Og han sagde til dem: med hvilken Daab bleve I da døbte? Men de sagde: med Johannes' Daab. 4 Men Paulus sagde: Johannes døbte vel med Omvendelsens Daab og sagde til folket, at de skulde troe paa den, som kom efter ham, det er, paa Christus Jesus. 5 Men der de hørte det, lode de sig døbe i den Herres Jesu Navn. 6 Og der Paulus havde lagt Hænderne paa dem, som den Hellig Aand over dem, og de talede med fremmede Tungemaal og propheterede. 7 Men disse Mænd vare i Alt ved tolv i Tallet. 8 Men han gik ind i Synagogen og prædikede frit i tre Maaneder, talede med dem og indskærpede det, som hører til Guds Rige. 9 Og der Nogle vare forhærdede og vantroe og talede ilde om denne Lære for Mængden, forlod ham dem og skilte Disciplene fra dem, og talede daglig i en Mands Skole, som hedte Tyrannus. 10 Men dette varede i to Aar, saa at Alle, som boede i Asia, baade Jøder og Græker, hørte den Herres Jesu Ord. 11 Og Gud gjorde ikke ringe Undergjerninger ved Paulus' Hænder, 12 saa at man endog bragte Svededuge og Haandklæder fra hans Legeme til de Syge, og at Sygdommene voge fra dem, og de onde Aander fore ud af dem. 13 Men nogle omløbende jødiske besværgere dristede sig til at nævne den Herres Jesu Navn over dem, som havde de onde Aander, sigende: vi besværge Eder ved Jesus, hvilken Paulus prædiker. 14 Men de, som dette gjorde, vare syv Sønner af Skeva, en Jødisk Ypperstepræst. 15 Men den onde Aand svarede og og sagde: Jesus kjender jeg, og om Paulus veed jeg; men I, hvo ere I? 16 Og det Menneske, i hvem den onde Aand var, sprang ind paa dem og overvældede dem og fik saadan Magt over dem, at de undflyede nøgne og faarede ud af samme Huus. 17 Men dette blev vitterligt for alle dem, som boede i Ephesus, baade Jøder og Græker; og der faldt en Frygt over dem alle, og den Herres Jesu Navn blev højligen priset. 18 Der kom og mange af dem, som vare blevne troende, hvilke bekjendte og aabenbarede deres Gjerninger. 19 Men Mange, som havde drevet ulovlige Kunster, bare Bøgerne sammen og opbrædnte dem for Alles Øine; og de beregnede deres Værdi og befandt dem at være halvtredsindstyve tusinde Sølvpenninge værd. 20 Saa krafeligen voxte Herrens Ord og fik Magt. 21 Men der dette var fuldkommet, satte Paulus sig for i Aanden at reise igjennem Macedonien og Achaia og at drage til Jerusalem og sagde: efterat jeg har været der, bør det mig og at se Rom. 22 Men han sendte to af dem, som gik ham tilhaande, Thimotheus og Erastus, til Macedonien; selv blev han nogen Tid i Asia. 23 Men paa den samme Tid skete, et ikke lidte oprør om denne Lære. 24 Thi en Guldsmed ved Navn Demetrius gjorde Dianas Sølvtempler og skaffede Kunstnerne ikke liden Fortjeneste. 25 Disse samlede han tilligemed de andre Arbeidere og sagde: I Mænd! I vide, at vi have vor Næring af denne Fortjeneste. 26 Og I see og høre, at denne Paulus ikke aleneste i Ephesus, men næsten i det ganske Asia, har ved sin overtalelse afvendt en stor Mængde, sigende: at de ikke ere Guder, som gjøres med Hænder. 27 Men der er ikke aleneste Fare for at denne vor Haandtering skal geraade i Foragt, men ogsaa, at den store Gudinde Dianas Tempel skal blive agtet intet, og at hendes Majestæt, hvilken ganske Asia og Jorderige dyrker, skal nedstyrtes. 28 Men der de dette hørte, bleve de fulde af Vrede, raabte og sagde: stor er de Ephesers Diana! 29 Og den ganske Stad blev fuld af Forvirring, og de stormede samdrægteligen til Skuepladsen og reve med sig marcedonerne Cajus og Aristarchus, som reiste med Paulus. 30 Men der Paulus vilde gaae frem iblandt Folket, tilstedte Disciplene ham det ikke. 31 Men nogle af Asiens Øverster, som vare hans Venner, sendte til ham og formanede ham, ikke at begive sig paa Skuepladsen. 32 Da skreg den Ene det, den Anden det; thi Forsamlingen var i Forvirring, og de Fleste vidste ikke, af hvad Aarsag de var komne sammen. 33 Men de droge Alexander, hvem Jøderne stødte frem, ud af Hoben; men Alexander slog til Lyd med Haanden og vilde holde en Forsvarstale til Folket. 34 Men der de fik at vide, at han var Jøde, raabte de alle som med een Røst, henved to Timer: stor er de Ephesers Diana! 35 Men der Stadskantsleren havde stillet Folket, sagde han: I Mænd I Ehpesus! hvilket Mennesket er der vel, som ikke veed, at de Ephesers Stad er Tempelvogterske for den store Gudinde Diana og de himmelfaldne Billede? 36 Efterdi da dette er uimodsigeligt, bør det Eder at være stille, og Intet fortager Eder fremfusende. 37 Thi I have ført disse Mænd hid, som hverken ere Tempelrøvere, ei heller have bespottet Eders Gudinde. 38 Dersom Demetrius og de kunstnere, som ere med ham, have Klage imod Nogen, da holdes Thingdage, og der ere Landshøvdinger; lader dem kalde hverandre for Retten. 39 Men have I ellers Noget med hinanden at skaffe, maa det afgjøres i en lovlig Forsamling; 40 thi vi staae og i Fare for at anklages for dette Oprør i Dag, da her Intet er, hvormed vi kunne forsvare dette opløb. 41 (19:40) Og der han dette havde sagt, lod ham Forsamlingen gaae. Acts 20 1 Men efterat denne Larm var stillet, kaldte Paulus Disciplene til sig, og tog afsked og begav sig derfra, for at reise til Macedonien. 2 Og der han var dragen igjennem disse Egne, og havde formanet dem med megen Tale, kom han til Grækenland. 3 Der tøvede han i tre Maaneder, og da Jøderne havde et Anslag for imod ham, naar han vilde reise til Syrien, blev han tilsinds at vende tilbage igjennem Marcedonien. 4 Da drog med ham indtil Asia Sopater fra Beroea, men af Thessalonikerne Aristarchus og Secundus, og Cajus fra Derbe og Timotheus, men af Asiaterne Tychicus og Trophimus. 5 Disse gik forud og biede paa os i Troas. 6 Men efter de usyrede Brøds Dage seilede vi ud fra Philippe, og kom paa femte Dag til dem til Troas, hvor vi tøvede syv Dage. 7 Men paa den første Dag i Ugen, der Disciplene vare forsamlede at bryde Brødet, holdt Paulus en Tale til dem, da han vilde den anden Dag reiste bort og forlængede Talen indtil Midnat. 8 Men der vare mange Lamper paa Salen, hvor de vare forsamlede. 9 Men der sat en ung Karl, ved Navn Eutychus, udi et Vindue; han var falden i en dyb Søvn, der Paulus talede saa længe, og betagen af Søvnen faldt han ned fra tredie Loft og blev tagen død op. 10 Men Paulus gik ned og kastede sig over ham og omfavnede ham og sagde: gjører ingen Larm; thi hans Sjæl er i ham. 11 Men han gik op igjen og brød brødet og nød deraf, og talede endnu længe med dem indtil Dagningen, og derpaa drog ham bort. 12 Men de bragte det unge Menneske levende, og vare ikke lidet trøstede. 13 Men vi, som vare gangne forud tilskibs, fore til Assus og vilde derfra tage Paulus ind; thi saaledes havde han anordnet, da han selv vilde gaae tillands. 14 Men der han kom til os i Assus, toge vi ham ind og kom til Mytilene. 15 Og vi sejlede derfra og kom anden Dagen ligeoverfor Chios; Dagen derpaa lagde vil til Samus, og blev over i Trogilium, og kom næste Dag til Miletus. 16 Thi Paulus havde besluttet at sejle Ephesus forbi, at det ikke skulde hændes, at han blev opholdt i Asia; thi han hastede for at være i Jerusalem paa Pintsedagen, om det var ham muligt. 17 Men fra Miletus sendte han til Ephesus, og lod kalde til sig Menighedens Ældste. 18 Men der de kom til ham, sagde ham til dem: I vide, hvorledes jeg har været hos Eder den ganske Tid igjennem, fra den første Dag jeg kom fra Asia, 19 at jeg har tjent Herren med al Ydmyghed og under mange Taarer og Fristelser, som mig ere vederfarne ved Jødernes Efterstræbelser; 20 hvorledes jeg har Intet forholdet af det, som kunde være nyttigt, at jeg jo forkyndte Eder det og lærte Eder offentligen og i Eders egne Huse, 21 idet jeg vidnede baade for Jøder og Græker om Omvendelse til Gud og Tro til vor Herre Jesus Christus. 22 Og nu see, tvungen af Aanden drager jeg til Jerusalem, og veed ikke, hvad mig der skal vederfares, 23 uden at den Hellig Aand vidner i hver Stad og siger, at Baand og Trængsler bie paa mig. 24 Men jeg agter Intet, holder og ikke mit Liv selv dyrebart, paa det jeg kan fuldkomme mit Løb med Glæde og den Tjeneste, som jeg har annammet af den Herre Jesus, at forkynde Guds Naades Evangelium. 25 Og nu see, jeg veed, at I alle, iblandt hvilke jeg har vandret og prædiket Guds Rige, ikke mere skulle se mit Ansigt. 26 Derfor vidner jeg for Eder paa denne Dag, at jeg er reen fra Alles Blod; 27 thi jeg forholdt ikke, at jeg jo forkyndte Eder alt Guds Raad. 28 Saa giver Agt paa Eder selv og den ganske Hjord, blandt hvilken den Hellig Aand satte Eder som Tilsyndmænd, at vogte Guds Menighed, hvilken han forhvervede med sit eget Blod. 29 Thi jeg veed dette, at der skal indkomme svare Ulve ibland Eder efter min Bortgang, som ikke skulle spare Hjorden. 30 Og af Eder selv skulle opstaae Mænd, som skulle tale forvendte Ting at drage Disciplene efter sig. 31 Derfor vaager og kommer ihu, at jeg har ikke afladet i tre Aar, Nat og Dag, at paaminde enhver af Eder med Taarer. 32 Og nu, Brødre! befaler jeg Eder Gud og hans Naades Ord, som er mægtigt at opbygge Eder, og at give Eder Arv iblandt alle de Helligede. 33 Jeg har ikke begjeret Nogens Sølv, eller Guld eller Klædebon. 34 Men I vide selv, at disse Hænder havde tjent for min Nødtørft og for dem, som ere med mig. 35 Jeg viste Eder i alle Ting, at det bør os saaledes at arbeide og komme de Srøbelige til Hjælp, og at ihukomme den Herres Jesu Ord, hvorledes han selv har sagt: saligt er det at give, hellere end at tage. 36 Og der han havde sagt dette, faldt han paa sine Knæ og bad med dem alle. 37 Og de brast alle i heftig Graad, og de faldt om Paulus' Hals og kyssede ham. 38 Og meest smertede dem det Ord, han havde sagt, at de ikke mere skulde see hans Ansigt. Men de ledsagede ham til Skibet. Acts 21 1 Men der det var skeet, at vi havde revet os fra dem og vare komne ud paa Søen, seilede vi lige til Cos, men anden Dag til Rhodus og derfra til Patara. 2 Og der vi fandt et Skib, som vilde gaae til Phonicien, traadte vi derudi og fore bort. 3 Men der vi fik Cypern i Sigte, lode vi den paa venstre Haand, og seilede til Syrien og naaede til Tyrus; thi der skulde Skibet losse sin Ladning. 4 Og da vi fandt Disciple, bleve vi der syv Dage; disse sagde Paulus ved Aanden, at han ikke skulde drage op til Jerusalem. 5 Men der vi havde bragt disse Dage til ende, droge vi ud paa vor Reise, og de ledsagede os alle med Hustruer og Børn indtil udenfor Staden; og vi faldt paa Knæ paa Starandbredden og bade. 6 Og der vi havde taget Afsked fra hverandre, traadte vi i Skibet; men de vendte tilbage til Deres. 7 Men vi fuldendte vor Seilads, og kom fra Tyrus til Ptolemais, og hilsede Brødrene, og bleve een Dag hos dem. 8 Anden Dagen drog Paulus og vi med ham ud og kom til Cæsarea, og vi med ham ud og kom til Cæsarea, og vi gik ind i Philippus' den Evangelistes Huus, (som var af de syv), og bleve hos ham. 9 Men denne havde fire Døttre, som vare Jomfruer og Prophetinder. 10 Men der vi bleve der flere Dage, kom en Prophet ned fra Judæa, ved Navn Agabus. 11 Og han kom til os og tog Paulus' Belte, og bandt sine egne Hænder og Fødder og sagde: dette siger den Hellig Aand: den Mand, som dette Belte hører til ,skulle Jøderne saaledes binde i Jerusalem, og overantvorde ham i Hedningers Hænder. 12 Men der vi hørte dette, bade vi og de der paa Stedet ham, at han ikke skulde drage op til Jerusalem. 13 Men Paulus svarede: hvad gjøre I, at I græde og plage mit Hjerte? thi jeg er rede, ikke aleneste at bindes, men og at de døe i Jerusalem for den Herres Jesu Navns Skyld. 14 Men der han ikke vilde lade sig overtale, bleve vi stille og sagde: skee Herrens Villie! 15 Men efter de Dage, der vi vare færdige, droge vi op til Jerusalem. 16 Men der reiste ogsaa nogle med os af Disciplene fra Cæsarea, som bragte os til Mnason fra Cypern, en gammel Discipel, hos hvilken vi skulde have Herberge. 17 Men der vi kom til Jerusalem, annammede Brødrene os med Glæde. 18 Men anden Dagen gik Paulus ind med os til Jakob, og alle de Ældste kom derhen. 19 Og der han havde hilset dem, fortalte han stykkevis, hvad Gud havde gjort iblandt Hedningerne ved hans Tjeneste. 20 Men der de hørte, prisede de Herren, og de sagde til ham: Broder! du seer, hvor mange tusinde Jøder der ere, som have antaget Troen, og de ere alle nidkjære for Loven. 21 Men de havde hørt om dig, at du lærer alle Jøder, som ere iblandt Hedningerne, at falde fra Moses, og siger at de ikke skulle omskære Børnene, ei heller vandre efter Skikkene. 22 Hvad er da at gjøre? Mængden vil visseligen komme sammen; thi de ville faae at høre, at du er kommen. 23 Gjør derfor dette, som vi sige dig: der ere fire Mænd iblandt os, som have et Løfte paa sig. 24 Tag dem til dig og lad dig rense med dem og gjør Bekostning paa dem, at de rage Hovedet, saa skulle alle vide at det er intet, somd Eder have hørt om dig, men at du og selvvandrer saaledes, at du holder Loven. 25 Men om de Hedninger, som ere blevne troende, have vi udsendt en Skrivelse og besluttet, at de intet saadant skulle holde, men vogte sig for Afguds-Offer og Blod og det Kvalte og Hoveri. 26 Da tog Paulus Mændene til sig og lod sig næste Dag rense med dem, og gik ind i Templet og gav tilkjende, at de vilde udholde Renselsesdagene, indtil Offret var fremført for enhver af dem. 27 Men der de syv Dage vare næsten til Ende, saae Jøderne fra Asia ham i Templet, og oprørte alt Folket, og lagde Haand paa ham, 28 og skrege: I israelitiske Mænd, hjælper! Dette er det Menneske, som allevegne lærer Alle imod Folket og Loven og dette Sted; og tilmed har han og ført Græker ind i Templet og gjort dette hellige Sted ureent. 29 (Thi de vare tilforn seet Trohpimus den Epheser i Staden med ham, og han meente de, at Paulus havde ført ind i Templet.) 30 Og de ganske Stad kom i Bevægelse, og der blev et Tilløb af Folk; og de grebe Paulus og droge ham ud af Templet, og strax bleve Dørene lukte. 31 Men der de søgte at ihjelslaae ham kom et Budskab til Øversten for Roden at hele Jerusalem var i Forvirring. 31 Han tog strax Stridsfolk og Høvedsmænd til sig og gik ind paa dem. Men der de saae Øversten og Stridsfolket, lode de af at slaae Paulus. 33 Men der Øversten kom nær til, tog han ham, og befoel ham at bindes med to Lænker, og han udspurgte, hvo han var, og hvad han havde gjort. 34 Da raabte den Ene det, den Anden det iblandt Folket; men der han intet vist kunde forfare for Larmen, befoel han at føre ham til Fæstningen. 35 Men der han kom til Trapperne, skete det, at han maatte bæres af Stridsfolket for Trængsel af Mængden; 36 thi der fulgte meget Folk efter og raabte: bort med ham! 37 Og der Paulus skulde føres ind i Fæstningen, siger han til Øversten: er det mig tilladt at tale Noget til dig? Men han sagde: forstaaer du Grækisk? 38 Mon du ikke være den Ægypter, som for nogen Tid siden gjorde oprør og førte de fire tusinde Snigmordere ud i Ørken? 39 Men Paulus sagde: jeg er en jødisk Mand fra Tasus, en Borger af en ikke ubekjendt Stad i Cilicia. Men jeg beder dig, tilsted mig at tale til Folket. 40 Men der han havde tilstedet ham det, stod Paulus frem paa Trapperne, og slog til Lyd med Haanden for Folket. Men der det var blevet meget stille, raabte ham til dem i det hebraiske Sprog og sagde: Acts 22 1 I Mænd, Brødre og Fædre! hører nu mit Forsvar til Eder! 2 (Men der de hørte, at han talede til dem i det Hebræiske Sprog, holdt de sig end mere stille). Og han sagde: 3 Jeg er en jødisk Mand, født i Tarsus udi Cilicia, men opdragen i denne Stad, ved Gamaliels Fødder, oplært efter vor Fædrenelovs Strenghed, og jeg var nidkjær for Gud, ligesom I ere alle i Dag. 4 Og jeg forfulgte denne Lærevei indtil Døden, bandt og overantvordede i Fængsler baade Mænd og Kvinder, 5 som og den Ypperstepræst maa vidne med mig, og de Ældstes ganske Raad, af hvilke jeg endog tog Breve til Brødrene, og riste til Damascus, for at føre ogsaa dem, der vare, bundne tilJerusalem, at de maatte blive straffede. 6 Men det skete mig, da jeg reiste og kom nær til Damascus, at ved Middag et stærkt Lys fra Himmelen hasteligen omskinnede mig. 7 Og jeg faldt til Jorden og hørte en Røst, som sagde til mig: Saul! Saul! hvi forfølger du mig? 8 Men jeg svarede: hvo er du, Herre? Og han sagde til mig: jeg er Jesus den Nazaræer, som du forfølger. 9 Men de, som vare med mig, saae vel Lyset og bleve forfærdede, men hørte ikke hans Røst, som talede til mig. 10 Men jeg sagde: Herre, hvad skal jeg gjøre? Men Herren sagde til mig: staa op og gaa til Damascus, og der skal tales til dig om Alt, hvad dig er forordnet at gjøre. 11 Men der Synet var mig betraget for Glandsen af hiint Lys, blev jeg ledet ved Haanden af dem, som vare med mig, og kom til Damascus. 12 Men en Vis Ananias, en gudfrygtig Mand efter Loven, som havde godt Vidnesbyrd af alle Jøder, som der boede, 13 kom til mig og stod for mig og sagde: Saul, Broder, see op! Og jeg saae paa ham i samme Time. 14 Men han sagde: vore Fædres Gud har beskikket dig, at du skal kjende hans Villie, og see den Retfærdige, og høre en Røst af hans Mund. 15 Thi du skal være ham et Vidnes for alle Menneske om de Ting, som du har seet og hørt. 16 Og nu, hvad tøver du? Staae op, lad dig døbe og dine Synder aftvætte og paakald Herrens Navn. 17 Og det skete mig, de