Bibeloversættelse

FREDERIK VI'S NT

De hellige Apostlers gjerninger.

7. Capitel

1 Men den Ypperstepræst sagde: mon da dette har sig saaledes?

2 Hvorpaa han sagde: I Mænd, Brødre og Fældre, hører til! Herlighedens Gud aabenbaredes for vor Fader Abraham, der han var i Mesopotamien, førend han tog Bolig i Charan.

3 Og han sagde til ham: gak ud af dit Land og fra din Slægt, og kom til et Land, som jeg vil vise dig.

4 Da udgik han af de Chaldæers Land og tog Bolig i Charan; og efter hans Faders Død bød Gud ham flytte derfra hen i dette Land, som I nu boe udi.

5 Og han gav ham Intet deraf til Eie, end ikke en Fodbred; dog lovede han ham at give ham det at besidde, og hans Sæd efter ham, endog han intet Barn havde.

6 Men Gud talede saaledes: hans Sæd skal være som Udlændinge udi et fremmed Land, ogman skal gjøre den til Trælle og handle ilde dermed i fire hundrede Aar.

7 Og det Folk, under hvilket de skulle trælle, vil jeg dømme, sagde Gud; og derefter skulle de drage ud og tjene mig paa dette Sted.

8 Og han gav ham Omskærelsens Pagt; og saa avlede han Isak og omskar ham den ottende Dag, og Isaak avlede Jakob, og Jakob de tolv Patriarcher.

9 Patriarcherne bare Avind mod Joseph og solgte ham til Ægypten; men Gud var med ham.

10 Og han udfriede ham af alle hans Tængsler og gav ham Naade og Viisdom for Pharao, Kongen i Ægypten og sit ganske Huus.

11 Men der kom en Hunger over det ganske Ægyptens og Canaans land, og en stor Trængsel; og vore Fædre fandt ikke Føde.

12 Men der Jakob hørte, at der var Korn i Ægypten, sendte han vore Fædre ud første Gang.

13 Og anden gang blev Joseph kjendt af sine Brødre, og Josephs Slægt blev kundbar for Pharao.

14 Men Joseph sendte hen og lod kalde sin Fader Jakob og al sin Slægt til sig, fem og halvfjerdsindstyve Sjæle.

15 Men Jakob drog ned til Ægypten, og han døde og vore Fædre.

16 Og de bleve førte hen til Sichem og lagte i den Grav, som Abraham kjøbte for Penge af Amoritterne i Sichem.

17 Men der den Forjættelsens Tid nærmede sig, hvilken Gud havde sværet Abraham, voxte Folket og formeredes i Ægypten,

18 indtil en anden Konge opstod, som ikke havde kjendt Joseph.

19 Han brugte Trædskhed mod vor Slægt og handlede ilde med vore Fædre, idet han lod deres smaa Børn sætte ud, at de ikke skulde formeres.

20 Paa den Tid blev Moses født, et deiligt Barn for Gud; han blev opfostret i tre Maaneder i sin Faders Huus.

21 Men der han var udsat, tog Pharaos Datter ham op og opfostrede ham sig selv til en Søn.

22 Og Moses blev oplært i al Ægyptens Viisdom; men han var mængtig i Ord og Gjerninger.

23 Men der han blev fyrretyve Aar gammel, fik han i Sinde at besøge sine Brødre Israels Børn.

24 Og der han saae En lide Uret, beskjermede han ham og hevnede hans uret, som blev ilde medhandlet, idet han slog Ægypteren ihjel.

25 Men han meente, at hans Brødre, skulde forstaaet, at Gud gav dem Frelse ved hans Haand; men de forstode det ikke.

26 Men den anden dag traf han Nogle, som trættedes, og formanede dem til Fred, sigende: I Mænd! I ere Brødre, hvi gjøre I hverandre Uret?

27 Men den, som gjorde sin Næste Uret, stødte ham fra sig og sagde: hvo har sat dig til en Øveste og Dommer over os?

28 Vil du slaae mig ihjel, ligesom du igaar ihjelslog Ægypteren?

29 Men Moses flyede for denne Tales Skyld og blev en Udlænding i Midians Land, hvor han avede to Sønner.

30 Og der fyrretyve Aar vare fuldkommede, aabenbaredes Herrens Engel for ham i Sinai Bjergs Ørk, i en Tornebusk Ildslue.

31 Men der Moses det saae, forundrede han sig over dette Syn, og der han gik hen for at beskue det, skete Herrens Røst til ham:

32 Jeg er dine Fædres Gud, Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud. Da bævede Moses og turde ikke skue derhen.

33 Men Herren sagde til ham: løs Skoene af dine Fødder: thi det Sted, som du staaer paa, er hellig Jord.

34 Jeg har grant seet det Onde, mit Folk lider i Ægypten, og hørt deres Suk, og ernedkommen at udfrie dem; og kom nu hid, og jeg vil sende dig til Ægypten.

35 Denne Moses, hvilken de fornægtede, sigende: hvo har sat dig til en Øverste og Dommer? denne sendte Gud til at være en Øverste og Befrier ved Engelens Haand, som aabenbaredes for ham i Tornebusken.

36 Denne udførte dem, der han havde gjort Undergjerninger og Tegn i Ægyptens Land og i det røde Hav og i Ørken i fyrretyve Aar.

37 Denne er den Moses, som sagde til Israels Børn: en Prophet skal Herren Eder Gud opreise Eder af Eders Brødre ligesom mig; ham skulle I høre.

38 Denne er den, som i Menigheden udi Ørken stod imellem Engelen, som talede til ham paa Sinai Bjerg, og vore Fædre; den, som annammede de levende Ord at give os;

39 hvem Eder Fædre ikke vilde lyde, men stødte ham fra sig og vendte med deres hjerter tilbage til Ægypten, sigende til Aaron:

40 gjør os Guder, som kunne gaae foran os; thi vi vilde ikke, hvad der er skeet denne Moses, som udstødte os af Ægypternes land.

41 Og de gjorde en Kalv i de samme Dage og fremførte Offer for Afguden og vare lystige ved deres Hænders Gjerninger.

42 Men Gud vendte sig fra dem og gav dem hen at tjene Himmelens Hær, som skrevet er i Propheternes Bog: have I vel, Israels Huus, offeret mig Slagt-Offere og andre Offere i fyrretyve Aar i Ørken?

43 Og I bare Molochs Tabernakel og Remphans, Eders Guds, Stjerne, de Billeder, som I have gjort for at tilbede dem; og jeg vil flytte Eder bort paa hiin Side Babylon.

44 Vidnesbyrdets tabernakel var iblandt vore Fædre i Ørken, ligesom han befalede Moses at gjøre det efter den Lignelse, som han havde seet.

45 Dette annammede vore Fældre og indførte det under Josva i Landet, som Hedningerne havde inde, hvilke Gud uddrev fra vore Fædres Aasyn indtil Davids Dage.

46 Han fandt Naade for Gud og begjerede at udsee et Tabernakel for Jakobs Gud.

47 Men Salomo byggede ham et Huus.

48 Dog den Høieste boer ikke i Templer, gjorte med Hænder, som Propheten siger:

49 Himmelen er min Throne, men Jorden mine Fødders Skammel, hvad Huus ville I bygge mig? siger Herren, eller hvor er min Hviles Sted?

50 Har ikke min Haand gjort alt dette?

51 I haarde Halse og Uomskaarne paa Hjerte og Øren! I imodstaae altid den Hellig Aand; som Eder Fædre, saa og I.

52 Hvilken af Propheterne forfulgte ikke Eders Fædre? og de ihjelsloge dem, som forud forkyndte den retfærdiges tilkommelse, hvis Forrædere og Mordere I nu ere blevne;

53 I, som annammede Loven under Engles Besørgelse og have ikke holdt den!

54 Men der de hørte dete, skar det dem i deres Hjerte, og de bede Tænderne sammen imod ham.

55 Men som han var fuld af den Hellig Aand, skuede han op mod Himmelen og saae Guds Herlighed og Jesus staaende hos Guds høire Haand.

56 Og han sagde: see, jeg seer Himlene aabnede, og Menneskens Søn staaende ved Guds høire Haand.

57 Men de raabte med høi Røst og holdt for deres Øren og stormede samdrægteligen ind paa ham.

58 Og de stødte ham ud udenfor Staden og stenede ham, og Vidnerne lagde deres klæder af ved en ung Mands Fødder, som hedte Saulus.

59 Og de stenede Stephanus, som bad og sagde: Herre Jesus, annam min Aand!

60 Men han faldt paa Knæ og raabte med høi Røst: Herre, tilregn dem ikke denne Synd! Ogsom han dette sagde, sov han hen.