Bibeloversættelse

FREDERIK VI'S NT

St. Lucas' Evangelium.

11. Capitel

1 Og det begav sig, der han var paa et Sted og bad, at en af hans Disciple sagde til ham, der han lod af: Herre! lær os at bede, som Johannes og lærte sine Disciple.

2 Da sagde han til dem: naar I bede da siger: Vor Fader, du som er i Himlene! helliget vorde dit Navn; komme dit Rige; skee din Villie, som i Himmelen, saa og paa Jorden;

3 giv os hver Dag vort daglige Brød;

4 og forlad os vore Synder, thi og vi forlade hver, som os er skyldig; og led os ikke i Fristelse; men fri os fra det Onde.

5 Og han sagde til dem: om Nogen af Eder har en Ven og vilde gaae til ham om Midnat og sige til ham: Kjære! laan mig tre Brød,

6 efterdi min Ven er kommen til mig fra Reisen, og jeg har Intet at sætte for ham;

7 og han derinde skulde svare og sige: gjør mig ikke Uro; Døren er nu tillukt, og mine Børn ere med mig i Senge, jeg kan ikke staae op og give dig:

8 da siger jeg Eder, dersom han og ikke staaer op og giver ham, fordi han er hans Ven, saa staaer han dog op for hans Ubluheds Skyld og giver ham saa mange, som han har behov.

9 Og jeg siger Eder: beder, saa skal Eder gives; leder, saa skulle I finde; banker, saa skal Eder oplades.

10 Thi hver den, som beder, han faaer, og hvo som leder, han finder, og den, som banker paa, ham skal oplades.

11 Men dersom iblandt Eder en Søn beder sin Fader om et Brød, monne han da give ham en Steen? og dersom han beder om en Fisk, monne han for Fisken give ham en slange?

12 Eller og dersom han beder om et Æg, monne han give ham en Skorpion?

13 Dersom da I, som ere onde, vide at give Eders Børn gode Gaver, hvor meget mere skal den himmelske Fader give dem den Hellig Aand, som han bede?

14 Og han uddrev en Djævel, og den var stum; men det skete, der Djævelen var udfaren, talede den Stumme, og Folket forundrede sig.

15 Men Nogle af dem sagde: han uddriver Djævle ved Beelzebul, Djævelenes Øverste.

16 Men Andre fristede ham og begjerede Tegn af ham fra Himmelen.

17 Men der han fornam deres Tanker, sagde ham til dem: hvert Rige, som er splidagtigt med sig selv, bliver øde, og et Huus, som er splidagtigt med sig selv, falder.

18 Men er og Satanas bleven splidagtig med sig selv, hvorledes skal hans Rige da blive bestandigt? Thi I sige, jeg uddriver Djævle ved Beelzebul.

19 Men om jeg uddriver Djævle ved Beelzebul, ved hvem uddrive da Eders Sønner dem? Derfor skulle de vare Eders Dommere.

20 Men dersom jeg uddriver Djævle ved Guds Finger, da er jo Guds Rige kommet til Eder.

21 Naar den Stærke bevæbnet vogter sit Palads, bliver det, han har, med Fred.

22 Men naar en Stærkere end han kommer over ham og overvinder ham, da borttager han hans fulde Rustning, som han forlod sig paa, og uddeler hans Bytte.

23 Hvo som ikke er med mig, er imod mig; og hvo som ikke sanker med mig, adspreder.

24 Naar den urene Aand udfarer af Mennesket, vandrer han igjennem tørre Steder og sæger Hvile; og Naar han ikke finder den, da siger han: jeg vil vende om til mit Huus, som jeg gik ud af.

25 Og naar han kommer, finder han det feiet og prydet.

26 Da gaaer han bort og tager syv andre Aander med sig, som ere værre end han selv, og naar de komme ind, boe de der; og det Sidste bliver værre med dette Menneske end det Første.

27 Men det begav sig, der han sagde disse Ting, opløftede en Kvinde af Folket Røsten og sagde til ham: saligt er det Liv, som bar dig, og de Byrster, som du diede.

28 Men han sagde: ja, salige ere de, som høre Guds Ord, og bevare det.

29 Men der Folket forsamledes til ham, begyndte han at sige: denne Slægt er ond, den begjerer et Tegn, og den skal intet Tegn gives, uden Jonas' Prophetens Tegn.

30 Thi ligesom Jonas var de Niniviter et Tegn, saa skal og Menneskens Søn være for denne Slægt.

31 Dronningen fra Sønden skal opstaae ved Dommen imod Mændene af denne Slægt og skal fordømme den; thi hun kom fra Jordens Grændser, at høre Salomons Viisdom; og see, her er mere end Salomon.

32 De Mænd af Ninive skulle opstaae ved Dommen imod denne Slægt, og fordømme den; thi de omvendte sig ved Jonas' Prædiken; og see, her er mere end Jonas.

33 Ingen tænder et Lys og sætter det i Skjul, ei heller under en Skjeppe, men paa en Lysestage, at de, som gaae ind, kunne see dets Skin.

34 Øiet er Legemets Lys; naar dit Øie derfor er sundt, er og dit ganske Legeme lyst, men dersom det er ondt, er og dit Legeme mørkt.

35 See derfor til, at det Lys, der er i dig, ikke er Mørke.

36 Dersom da dit ganske Legeme er lyst, saa at ingen Deel deraf er mørkt, bliver det hele lyst, son naar Lyset med sin Glans bestraaler dig.

37 Men idet han talede, bad en Pharisæer ham, at han vilde æde Middagsmaaltid med ham; og han gik ind og satte sig tilbords.

38 Men Pharisæeren forundrede sig, da han saae, at han ikke toede sig først, før Maaltid.

39 Men Herren sagde til ham: I Pharisæer rense nu Bægere og Fade udvortes, men det Indvortes i Eder er fuldt af Rov og Ondskab.

40 I Daarer! den, som gjorde det Udvortes, gjorde han ikke ogsaa det Indvortes?

41 Men af det Indvortes giver Almisse; see, saa ere alle Ting Eder rene.

42 Men vee Eder, i Pharisæer at I give Tiende af Mynte og Rude og allehaande Urter og forbigaae Dom og Guds Kjærlighed; disse Ting burde man at gjøre og ikke forsømme de andre.

43 Vee Eder, I Pharisæer! at I ville gjerne sidde paa det fornemste Sæde i Synagogerne og være hilsede paa Torvene.

44 Vee Eder, I skriftkloge og Pharisæer, i Øienskalke! at I ere som ukjendelige Grave, og Menneskene, som gaae over dem, vide det ikke.

45 Men en af de Lovkyndige svarede og sagde til ham: Mester! idet du siger saadant, forhaaner du og os.

46 Men han sagde: vee og Eder, I Lovkyndige! thi I besvære Menneskene med Byrder, vanskelige at bære, og selv røre I Byrderne ikke med en een af Eders Fingre.

47 Vee Eder! at I bygge Pharisæernes Grave, men Eders Fædre sloge dem ihjel.

48 Saaledes vidne I med Eders Fædres Gjerninger og samtykke dem; thi de sloge dem ihjel, og I bygge deres Grave.

49 Derfor har og Guds Viisdom sagt: jeg vil sende Propheter og Apostler til dem, og nogle af dem skulle de slaae ihjel og forfølge andre.

50 paa det at alle Propheternes Blod, som er udøst fra Verdens Begyndelse, skal kræves af denne Slægt,

51 fra Abels Blod indtil Zacharias' Blod, som blev omkommet imellem Alteret og Templet; ja, jeg siger Eder: det skal kræves af denne Slægt,

52 Vee Eder, I lovkyndige! at I have taget Kundskabens Nøgle; selv gaae I ikke ind, og dem, som ville gaae ind, formene I det.

53 Men der han sagde dette til dem, begyndte de Skriftkloge og Pharisæerne at trænge hardt ind paa ham og at lokke ord af hans Mund om mange Ting.

54 Thi de lurede paa ham, og søgte at opfange Noget af hans Mund, at de kunde anklage ham.

Bibelen

Skat Rørdam

Johannes's Aabenbaring

Johannes's Aabenbaring

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22

Judas's Brev

Judas's Brev

1

Link til mig

Ambassadør for Indre Missions Bibelhøjskole