Bibeloversættelse

1871

Apokryphiske bøger

Judiths bog

Kapitel 7

Holofernes belejrer med stor Magt Betulua, 1-6, indtager Indbyggernes Vandkilder for at tvinge dem ved Tørst, 7-12; Israels Børn raabe til Gud, blive forsagte og ville, at Ozias skal overgive Staden, 13-18; Ozias raader dem til at holde ud endnu fem Dage, hvis Gud ikke imidlertid vilde hjælpe dem, vilde han overgive Staden, 19-21.

Men den anden Dag bød Holofernes al sin Hær og alt sit Folk, som vare komne ham til Hjælp i Krigen, at de skulde bryde op imod Betulua og forud indtage Opgangene til Bjergene og føre Krig imod Israels Børn.

2 Saa brød hver vaabendygtig Mand ibtandt dem op paa hin Dag, og deres Hær af Krigsmænd var hundrede og halvfjerdsindstyve Tusinde Fodfolk og | tolv Tusinde Ryttere foruden Trosset og de Mænd, som gik til Fods med iblandt dem, en saare stor Mængde.

3 Og de lejrede sig i Dalen nær Betulua, ved Brønden, og de strakte sig i Bredden over Dothajm indtil Belthem og i Længden fra Betulua til Kyamon, som er tværs over for Esdrelom.

4 Men der Israels Børn saa deres Mængde, bleve de saare forskrækkede, og hver sagde til den anden: Nu ville disse afslikke alt, hvad der er paa orden, og hverken de høje Bjerge, ej heller Dalene, ej heller Højene skulle kunne udholde deres Vægt.

5 Og de toge hver deres Krigsvaaben og optændte Baal paa deres Taarne og bleve ved at holde Vagt hin ganske Nat.

6 Men den næste Dag udførte Holofernes alt sit Rytteri lige over for Øjnene af Israels Børn, Som vare i Betulua, og undersøgte Opgangene til deres Stad.

7 Og han forskede efter deres Vandkilder og hemægtigede sig dem forud og satte en Besætning af Krigsmaend ved dem, og selv brød han op igen til sit Polk.

8 Og alle Esaus Børns Øverster og alle Moabs Folks Fyrster og Krigsøversterne ved Søkysten kom til ham og sagde: Vor Herre høre dog et Ord, at der ikke skal ske noget Skaar i din Hær!

9 Tii dette lsraels Børns Folk forlader sig ikke paa deres Glavind, men paa deres Bjerges Højder, paa hvilke de bo; thi det er ikke let at bestige deres Bjerges Toppe.

10 Og nu, Herre! før ikke Krig imod dem, som naar der føres Krig i Slagorden, saa skal der ikke falde een Mand af dit Folk. Bliv i din Lejr, og bevar hver Mand af din Hær, og lad dine Tjenere bemægtige sig den Vandkilde, som i springer frem fra Foden af Bjerget; thi deraf faa alle de, Som bo i Betulua, Vand, og Tørsten skal fortære dem, og de skulle overgive deres Stad; og vi og vort Folk ville l bestige de nærmeste Bjerges Toppe og slaa Lejr paa dem for at vare paa, at ikke een Mand skal komme ud af Staden. Og de skulle forsmægte af Hunger, de og deres Hustruer og deres Børn, og førend Sværdet kommer over dem, skulle de ligge Henstrakte paa Gaderne ved deres Boliger. og du skal betale dem det onde, de have forskyldt, fordi de gjorde Oprør og ikke vilde komme dit Ansigt i Møde med Fred.

11 Og deres Ord behagede Holofernes og alle hans Tjenere; og de befalede dem at gøre, som de havde sagt.

12 Og Ammons Børns Lejr brød op og fem Tusinde af Assurs Børn med dem, og de lejrede sig i Dalen, og de bemægtigede sig forud Vandene og lsraels Børns Vandkilder. Og Esaus Børn og Ammons Børn droge op og lejrede sig paa Bjergene tværs over for Dothajm; og de udsendte fra sig nogle imod Sønden og Østen, tværs over for Ekrebel, som er i Naerheden af Kus, der ligger ved Bækken Mokmur. Og det øvrige af Assyrernes Hær blev liggende paa Marken og Skjulte alt Landet, og deres Telte og Tros lejrede sig med meget Folk, og de vare en saare stor Mangfoldighed.

13 Og lsraels Børn raabte til Herren deres Gud; thi deres Aand blev forsagt, fordi alle deres Fjender vare rundt omkring, og de ikke kunde undtly fra dem. Og rundt omkring dem blev al Assyrernes Lejr, Fodfolkene og Vognene og deres Ryttere, i fire og tredive Dage. Og alle deres Kar, i hvilke alle de, som boede i Betulua, havde Vand, svigtede dem, og Vandgruberne bleve tomme, og de havde ikke Raad til at drikke saa meget, som var nok til een Dag; thi man gav dem at drikke efter Maal. Og deres smaa Børn vansmægteda og deres Kvinder og unge Karle bleve matte af Tørst og faldt om paa Gaderne i, Staden og i Gennemgangene i Porten, og der var ikke Kraft mere i dem. Og alt Folket forsamledes hos Ozias og de øverste i Staden, de unge Karle og Kvinderne og de smaa Børn, og raabte med høj Røst og sagde til alle de Ældste: Gud dømme imellem os og eder, fordi i have gjort stor Uret imod os, idet I ikke have villet begære Fred af Assurs Børn!

l4 Og nu have vi ingen Hjælper; men Gud har solgt os i deres Hænder, at vi maa Styrte for dem i Tørst og stor Elendighed.

15 Kalder dem derfor nu hid og overgiver hele Staden til Bytte for Holofernes's Folk og al hans Hær!

16 Thi det er os bedre at blive dem til Rov end at dø af Tørst; thi vi ville blive til Trælle, og vor Sjæl vil leve, og vi ville ikke Se vore smaa Børn at dø for vore Øjne og vore Hustruer og Børn at vansmægte.

17 Vi besværge eder ved Himmelen og Jorden og vor Gud og vore Fædres Herre, Som tager Hævn over os for vore Synder og vore Fædres Synder, paa det han ikke Skal gøre efter disse Ord paa den Dag i Dag.

18 Og der skete en Stor Veklage midt iblandt dem, Som der vare forsamlede eendrægtelig, og de raabte til Gud Herren med høj Røst.

19 Og Ozias Sagde til dem: Brødre! vaerer ved frejdigt Mod, lader os endnu holde ved i fem Dage, i hvilke Herren vor Gud vil vende Sin Barmhjertighed til os; thi han Skal ikke indtil Enden forlade os.

20 Men dersom disse gaa hen, uden at der kommer Hjælp til os, da vil jeg gøre efter eders Ord.

21 Og han lod Folket gaa fra hinanden, enhver til Sin Lejr; og de gik hen til Murene og Taarnene i deres Stad, og han Sendte Hustruerne og Børnene til deres Huse, og de vare i stor Elendighed i Staden.