Bibeloversættelse

1871

Apokryphiske bøger

Judiths bog

Kapitel 8

Judith, en gudfrygtig Enke, hører om det Løfte, som Ozias havde gjort til Folket om at overgive Staden efter fem Dage, 1-10; hun straffer ham og formaner ham og de andre Ældste til at forlade sig paa Gud, men ikke at friste ham, ellers vilde det blive dem til stor Synd, og hun! Erindrer dem til deres Trøst om, hvorledes Gud havde prøvet Fædrene, 11-24; Ozias undskylder sig og begærer, at hun skal bede for dem; hun lover at ville paatage sig alt udrette noget til Stadens Befrielse, 25-30.

1 Og Judith, der var en Datter af Merari, som var en Søn af Oks - denne var en Søn af Josef, denne af Oziel, denne af Elkia, denne af Anania, denne af Gedeon, denne af Rafajm, denne af Akitho, denne af Eliu, denne af Eliab, denne af Nathanael, denne af Salamiel, denne af Sarasadaj, en Søn af Israel - hun hørte dette i de Dage.

2 Og hendes Mand havde været Manasses, af hendes egen Stamme og hendes fædrene Slægt, og han var død i Byghøstens Tid.

3 Thi da han stod hos dem, som bandt Neg paa Marken, ramte en glødende Vind hans Hoved, og han maatte gaa til Sengs og døde i Betulua, i sin Stad, og de begrove ham hos hans Fædre i den Ager, som er imellem Dothajm og Belamon.

4 Og Judith sad som Enke i sit Hus, i tre Aar og fire Maaneder.

5 Og hun havde gjort sig et Telt paa Taget af sit Hus og lagt Sæk om sin Lænd, og hun var iført sin Enkestands Klæder.

6 Og hun fastede alle Dage i hendes Enkestand, undtagen paa Forsabbater og Sabbater og Fornymaaneder og Nymaaneder og Festdagene og Israels Hus's Glædeshøjtider.

7 Og hun var skøn af Udvortes og meget dejlig af Udseende, og hendes Mand Manasses havde efterladt hende Guld og Sølv og Tjenere og Tjenestepiger og Kvæg og Ågre, og hun beholdt disse Ting.

8 Og der var ingen, som sagde hende noget ondt paa; thi hun var saare gudfrygtig.

9 Og hun hørte Folkets onde Ord imod Øversten; thi det var blevet forsagt, fordi der var Vandmangel.

10 Og Judith hørte alle de Ord, som Ozias havde talt til dem, hvorledes han havde tilsvoret dem, at han vilde overgive Staden til Assyrerne efter fem Dage.

11 Og hun sendte sin fornemste Pige, som stod for alt hendes Gods, og lod Ozias, Kabris og Karmis, de Ældste i hendes Stad, kalde til sig, og de kom til hende.

12 Og hun sagde til dem: Hører mig dog, I Øverster for dem, som bo i Betulua! thi eders Ord, som I talte for Folket paa denne Dag, er ikke ret, og I opstillede den Ed, som I talte imellem Gud og os, og sagde, at I vilde overgive Staden til vore Fjender, dersom Herren ikke forinden vendte sig til os med Hjælp.

13 Og nu, hvo ere I, som friste Gud den Dag i Dag og stille eder i Guds Sted iblandt Menneskenes Børn?

14 Og nu ville I udforske den almægtige Herre, men I skulle intet faa at vide i al Evighed; thi I kunne ikke udfinde et Menneskes Hjertes Dybhed og ej begribe hans Tankes Ord, hvorledes ville I da ransage Gud, som har gjort alle disse Ting, og ret forstaa hans Sind og begribe hans Tanker?

15 Ikke saa, Brødre! fortørner ikke Herren vor Gud; thi dersom han ikke vil hjælpe os i de fem Dage, saa har han dog Magt til at beskytte, i hvilke Dage han vil, ja, alle Dage, eller og til at ødelægge os for vore Fjenders Aasyn.

16 Men fremtvinger ikke Herren vor Guds Villie; thi Gud er ikke som et Menneske, at han lader sig true, eller som et Menneskes Søn, at man kan gaa i Rette med ham.

17 Derfor bier efter Frelsen fra ham, og lader os paakalde ham, os til Hjælp, saa skal han hønhøre vor Røst, om det behager ham.

18 Thi der er ikke opstaaet nogen iblandt vore Slægter, og der er ej heller den Dag i Dag enten Stamme eller Slægt eller Folk eller Stad af vore, som paakalde Guder, der ere gjorte med Hænder,

19 som det skete i de forrige Dage; for hvilke Tings Skyld vore Fædre leve hengivne til Sværd og til Rov og faldt for deres Fjenders Aasyn med et stort Fald.

20 Men vi bekende ingen anden Gud uden ham, hvorfor vi haabe, at han ikke vil foragte os eller nogen af vor Slægt. Thi: naar vi blive tagne, saa skal hele Judæa ligge under, og vor Helligdom vil blive plyndret, og han vil kræve os til Regnskab for dens Vanhelligelse og for vore Brødres Død og Landets Fangenskab; og vor Arvs Ødelæggelse vil han lade komme over vort Hoved iblandt de Hedninger, hvor vi skulle være Trælle, og vi skulle vorde til Anstød og til Spot for alle dem, som komme til at eje os; thi vor Trældom skal ikke da vendes til Naade, men Herren vor Gud skal gøre den til Vanære.

21 Og nu, Brødre! lader os vise vore Brødre, at deres Liv afhænger af os, og at Helligdommen og Huset og Alteret hvile paa os.

22 Lader os med alt dette takke Herren vor Gud, der prøver os, som han har prøvet vore Fædre.

23 Kommer i Hu, hvor store Ting han gjorde med Abraham, og i hvor store Ting han prøvede Isak, og hvor store Ting der skete med Jakob i Mesopotamien i Syrien, der han vogtede Labans, sin Morbroders, Faar.

24 Thi ligesom han førte hine igennem, Ilden til deres Hjertes Prøvelse, saa har han heller ikke taget Hævn over os; men Herren revser til Paamindelse dem, som holde sig nær til ham.

25 Og Ozias sagde til hende: Alt det, som du har sagt, har du talt af et godt Hjerte, og der er ingen, som kan modstaa dine Ord; thi din Visdom er ikke først i Dag bleven kundbar, men fra dine Dages Begyndelse har hele Folket kendt din Forstand, eftersom dit Hjertes Sindelag er godt. Men Folket tørstede saare og nødte os at gøre, efter som vi have talt til dem, og til at paatage os en Ed, som vi ikke kunne overtræde.

26 Men bed du nu ydmygelig for os, thi du er en gudfrygtig Kvinde, og Herren skal sende Regn til at fylde vore Vandgruber, og vi skulle ikke forsmægte ydermere.

27 Og Judith sagde til | dem: Hører mig, og jeg vil gøre en | Ting, som skal naa til Slægt efter Slægt iblandt vore Landsmænd.

28 I skulle staa ved Porten denne Nat, og jeg vil gaa ud med min fornemste Pige, og inden de Dage ere omme, efter hvilke I sagde, at I vilde overantvorde Staden til vore Fjender, skal Herren besøge Israel ved min Haand.

29 Men I skulle ikke ransage efter det, som jeg vil gøre; thi jeg vil ikke sige eder det, førend det, som jeg vil gøre, er fuldkommet.

30 Og Ozias og Øversterne sagde til hende: Gak i Fred, og Gud Herren gaa foran dig til Hævn over vore Fjender! Og de vendte om fra Teltet og gik hver paa sin Post.