Bibeloversættelse

1871

Apokryphiske bøger

Judiths bog

Kapitel 9

Judith kaster sig ned med Bøn til Gud og foreholder ham hans forrige Gerninger og beder, at han ogsaa nu vil høre hende, 1-8; i Særdeleshed beder hun imod Assyrerne, at Gud vilde hjælpe hende at udføre den Gerning, hun havde foresat sig, 9-16.

1 Men Judith kastede sig ned paa sit Ansigt og strøede Aske paa sit Hoved og blottede den Sæk, som hun havde lagt om sig; og det var lige den Tid, da denne Aftens Røgoffer bragtes i Jerusalem i Guds Hus, og Judith raabte til Herren med høj Røst og sagde:

2 Herre, min Fader Simeons Gud! hvem du gav Sværd i Haand til Hævn over de fremmede, hvilke oplode Jomfruens Liv til Besmittelse og blottede hendes Lænd til Vanære og vanhelligede Moderliv til Skændsel;

3 thi du sagde: Det skal ikke saa være; og de gjorde de Ting, for hvilke du gav deres Øverste hen til Drab og deres Leje, som skammede sig ved deres Forførelse, til Blodsudgydelse.

4 Og du slog Trælle tillige med Herrer og Herrer paa deres Troner.

5 Og du gav deres Kvinder hen til Rov og deres Døtre til Fangenskab, og alt deres Bytte til at deles iblandt dine elskede Børn,

6 hvilke og vare nidkære med Nidkærhed for dig og afskyede deres Blodsbesmittelse og paakaldte dig som Hjælper; Gud, min Gud, bønhør og mig, som er Enke!

7 Thi du gjorde de Ting, som vare før hine og hine og de, som kom efter dem; og de, som nu ere, og de, som skulle komme, havde du i Sinde; og de Ting, du havde i Sinde, skete, og de, du havde besluttet, kom til Stede og sagde: Se, her ere vi.

8 Thi alle dine Veje ere beredte, og din Dom beror paa din Forudvidenhed.

9 Thi se, Assyrerne ere blevne mangfoldige ved deres Magt, de ere blevne stolte af Heste og Ryttere, de ere hovmodige af Fodfolkets Arm, haabe paa Skjold og paa Spyd og Bue og Slynge og vide ikke, at du er Herren, som gør Ende paa Krig; "Herre" er dit Navn.

10 Nedslaa du deres Styrke med din Magt, og sønderbryd deres Kraft i din Vrede; thi de have lagt Raad op om at vanhellige din Helligdom, at besmitte Tabernaklet, som er til dit herlige Navns Hvilested, og at nedhugge dit Alters Horn med Sværd; se til deres Overmod, nedsend din Vrede paa deres Hoved!

11 Giv i min, Enkens, Haand, den Kraft, som jeg har tænkt paa!

12 Slaa Tjeneren med Herskeren ved mine Læbers Svig og Herskeren med hans Tjener; bryd det, som knejser iblandt dem, ved en Kvindes Haand!

13 Thi din Styrke beror ikke paa Mængde, din Magt ej heller paa stærke Folk; men du er de ringes Gud og de smaas Hjælper og de skrøbeliges Forsvar, de fortvivledes Beskytter, deres Frelse, som ikke have Haab.

14 Ja, ja, du min Faders Gud og Israels Arvs Gud, Himmelens og Jordens Herre, Vandenes Skaber, du Konge over alle dine Skabninger, bønhør du min ydmyge Begæring!

15 Og gør mit Ord og min List til Saar og Vunder paa dem, som have besluttet haarde Ting imod din Pagt og dit helligede Hus og Zions Top og dine Børns Ejendoms Hus!

16 Og gør det, at man iblandt alt dit Folk og alle Slægter maa kende og vide, at du er al Magts og Styrkes Gud, og at der er ingen anden, som beskærmer Israels Slægt, end du!