Bibeloversættelse

1871

Apokryphiske bøger

Judiths bog

Kapitel 10

Judith smykker sig, tager Spise med sig, gaar ud med sin Pige til Betuluas Stads Port, hvor Ozias med de Ældste ønske hende til Lykke til hendes Forehavende, 1-9; hun gaar ud og kommer til Assyrernes Lejr; hun foregiver for Vagten, at hun vilde vise Holofernes, hvorledes han bedst kunde overvinde Staden, 10-14; Assyrerne indtages af hendes Ord og føre hende ind til Holofernes, 15-27.

1 Og det skete, der hun var færdig med at paakalde Israels Gud og havde fuldendt alle disse Ord, da stod hun op fra sin liggende Stilling.

2 Og hun kaldte paa sin fornemste Pige og gik ned i Huset, hvor hun plejede at være paa Sabbaternes Dage og paa hendes Højtider, og hun aflagde den Sæk, som hun havde om, og afførte sig sine Enkeklæder.

3 Og hun badede Legemet med Vand og salvede sig med kostelig Olie og skilte Haaret paa sit Hoved og satte en Hue derpaa og iførte sig sine Højtidsklæder, med hvilke hun smykkede sig i sin Mands Manasses's Livsdage.

4 Og hun lagde Sandaler under sine Fødder og tog Armbaand og Halsbaand og Fingerringe og Ørenringe og al sin Prydelse paa sig.

5 Og hun pyntede sig saare for at bedaare de Mænds Øjne, som saa hende.

6 Og hun gav sin Pige en Flaske Vin og en Krukke Olie og fyldte en Pose med Mel og Figenkage og rent Brød og lukkede vel om alle sine Kar og gav hende dem at bære.

7 Og de gik ud sammen til Betuluas Stadsport og fandt Ozias og Stadens Ældste, Kabris og Karmis, staaende der.

8 Men da de saa hende, der hendes Udseende var forandret, og hendes Dragt var omvekslet, saa forundrede de sig saare over hendes Dejlighed.

9 Og de sagde til hende: Gud, vore Fædres Gud, give dig at finde Naade og at tilendebringe dine Foretagender til Israels Børns Ros og Jerusalems Ophøjelse! Og hun tilbad Gud.

10 Og hun sagde til dem: Befaler dem at lade Stadens Port op for mig, og jeg vil gaa ud for at fuldbyrde de Ord, som I talte med mig. Og de befalede de unge Karle at lukke op for hende, som hun havde sagt, og de gjorde saa.

11 Og Judith gik ud, hun og hendes Pige med hende; men Mændene af Staden saa efter hende, indtil hun kom ned ad Bjerget, indtil hun var gaaet igennem Dalen, og de ikke kunde se hende mere. Og de gik den lige Vej i Dalen.

12 Og Assyrernes Forvagt mødte hende og grebe hende og spurgte hende: Hvem hører du til, og hvorfra kommer du, og hvor gaar du hen?

13 Og hun sagde: Jeg er en af Hebræernes Døtre, og jeg undløber fra dem; thi det skal ske, at de skulle overgives eder til at fortæres.

14 Og jeg gaar hen for Holofernes, eders Hærs Krigsøverstes Ansigt, for at forkynde sande Ord, |og jeg vil vise ham, hvad Vej han skal gaa, og ad hvilken han skal blive Herre over hele Bjerglandet, og der skal ikke omkomme een af hans Mænd eller nogen levende Sjæl.

15 Men der Mændene havde hørt hendes Ord og lagt Mærke til hendes Ansigt, som forekom dem vidunderlig dejligt for sin Skønhed,

16 da sagde de til hende: Da har frelst dit Liv, idet du skyndte dig med at drage ned for vor Herres Ansigt.

17 Og gaa nu frem til hans Telt, og nogle af os skulle ledsage dig, indtil de overgive dig i hans Hænder.

18 Men naar du kommer til at staa for ham, da frygt ikke i dit Hjerte, men forkynd ham Sagen efter dine Ord, og han skal gøre vel imod dig.

19 Og de udvalgte iblandt sig hundrede Mænd, og de beskikkede dem til at følge med hende og hendes Pige, og de førte hende til Holofernes's Telt.

20 Og der skete en Sammenstimlen i hele Lejren thi hendes Ankomst blev udraabt iblandt Teltene, og de kom og omringede hende,

21 eftersom hun blev staaende uden for Holofernes's Telt, indtil de havde bragt ham Budskab om hende. Og de forundrede sig over hendes Dejlighed og beundrede Israels Børn for hendes Skyld.

22 Og de sagde hver til sin Næste: Hvo vil foragte dette Folk, som har saadanne Kvinder hos sig? det er ikke godt, at der efterlades en eneste Mand af dem, da de, naar de blive slupne ud, kunde bedaare hele Jorden.

23 Og de, som sov hos Holofernes, og alle hans Tjenere gik ud, og de førte hende ind i Teltet.

24 Og Holofernes hvilede paa sin Seng med et Mygnet over, som var vævet af Purpur og Guld og besat med Smaragder og kostbare Sager.

25 Og de bragte ham Budskab om hende, og han gik ud i Forteltet, og der blev baaren Sølvlamper foran ham.

26 Men som Judith kom for hans og hans Tjeneres Aasyn, forundrede alle sig over hendes Ansigts Dejlighed.

27 Og hun kastede sig ned paa sit Ansigt og nedbøjede sig for ham, og hans Tjenere rejste hende op.