Bibeloversættelse

S Konstantin-Hansen

Åbenbaringsbogen

Kapitel 18

1 Næst efter dette saa jeg en anden Engel fare ned fra Himlen, og stor var hans Myndighed, saa Jorden lag i Lys af hans Glans.

2 Og han raabte med rungende Røst: Der faldt, der faldt det store Babylon! Og det blev Troldes Bolig, ja et Fængsel for hver uren Aand og Fangebur for hver uren og afskyet Fugl.

3 For hendes Horeris Varsels-Vin har alle Folkefærd drukket af, og Jordens Konger drev Hor med hende, og Jordens Købmænd blev rige af det, hendes vilde Begær magtede.

4 Og saa hørte jeg en anden Røst fra Himlen sige: Drag ud mit Folk fra hende, for at I ikke skal blive medskyldige i hendes Synder og faa Del i hendes Plager.

5 Fordi hendes Synder hobede sig op lige til Himlen, men saa kom Gud hendes Retskrænkelser ihu.

6 Betal hende igen, som hun betalte, i dobbelt Maal efter hendes egen Færd. Bland hende i det Bæger, hun selv blandede, dobbelt stærkt.

7 Ligesaa meget som hun priste sig selv og lod sig rive hen af sin Lyst, giv hende lige derefter af Pine og Sorg. Siden hun siger i sit Hjerte: Her sidder jeg som Dronning, og Enke er jeg ikke, og Sorg skal jeg ikke se,

8 saa skal derfor hendes Plager komme paa en Dag: Død og Sorg og Sult, ja Baal og Brand skal fortære hende. For vældig er Gud Herren, han, som har dømt hende.

9 Men sukke og klage over hende skal Jordens Konger, de, som levede med hende i Hor og vildt Begær, naar de ser Røgen af hendes Brand,

10 mens de af Rædsel for hendes Pine staar langt borte og siger: Ve dig! ve dig: Storstaden Babylon, den stærke Stad, for i en Time faldt din Dom.

11 Og Jordens Købmænd sukker og sørger over hende, fordi der ikke mere er nogen, der køber deres Ladninger,

12 Ladninger af Guld og Sølv og Perler og Ædelstene, Stoffer af Bomuld og Purpur, Silke og Skarlagen, alle Slags vellugtende Ved, alle Slags Sager af Elfenben og allehaande Bohave af det kosteligste Træ, af Kobber, Jern og Marmor,

13 Kanelbark og Haarolie, Røgelse, Salve og Virak, Vin og Olie, fint Mel og Hvede, Kvæg og Faar, Heste og Vogne -- og Slaver, ja Menneskesjæle.

14 Og Frugthøsten, som var din Sjæls Higen, gik tabt for dig. Og alt det festlige og det funklende gik til Grunde for dig, og aldrig vil man finde det igen.

15 De, som handler med sligt, og som blev rige ved hende, skal af Rædsel for hendes Pine staa langt borte og sukke og sørge

16 og sige: Ve, ve Storstaden! hun, som klædte sig i Bomuld, Purpur og Skarlagen og glimrede af Guld og Perler og Ædelstene –

17 for i en Time blev saa stor en Rigdom lagt øde. Og hver Skibsfører og Færgeskipper, Sømænd og alle andre, som driver deres Dont paa Havet, stod langt borte

18 og skreg, da de saa Røgen af hendes Brand: Hvem var Storstadens Lige!

19 Og de kastede Støv paa deres Hoveder og skreg med Suk og Taarer: Ve, ve Storstaden! hvor alle de, der har Skibe i Søen, blev rige af hendes Skatte - for i en Time blev det lagt øde.

20 Glæd dig over hendes Ufærd du Himmel og I hellige med og Apostlene og Profeterne. For nu har Gud i jeres Sag dømt hende imod.

21 Saa var der en vældig Engel, der greb en Sten som en stor Møllesten og kastede den i Havet. Saadan, sagde han, skal i et Øjeblik Storstaden Babylon nedstyrtes og ikke findes mere.

22 Lyd af Harpelegere, Sangere, Fløjtespillere og Basunblæsere skal ikke mere høres i dig. Nogen Mester i noget Slags Haandværk skal ikke findes i dig mere. Kværnens Larm skal ikke høres i dig mere.

23 Lampelys skal ikke skinne i dig mere, og Bruds og Brudgoms Røst ikke høres i dig mere. For dine Handelsmænd, det var Jordens Stormænd. For med dine Trolddomskunster forførtes alle Folkene.

24 Det var ogsaa i den, der fandtes Blod af Profeter og hellige, ja af alle de slagtede paa Jorden.