Bibeloversættelse

Skat Rørdam

Pavlus's første Brev til Korinterne.

7de Kapitel.

1 Hvad nu det angaar, som I have skrevet om, da gjør en Mand vel i ikke at røre en Kvinde.

2 Men paa Grund af det gængse Skjørlevned have hver Mand sin egen Hustru, og hver Kvinde sin egen Mand.

3 Manden yde Hustruen sin Skyldighed, og ligeledes ogsaa Hustruen sin Mand.

4 Hustruen har ikke Raadighed over sit eget Legeme, men Manden; og ligeledes har heller ikke Manden Raadighed over sit eget Legeme, men Hustruen.

5 Holder eder ikke fra hinanden uden efter Overenskomst til en Tid, for at I kunne have Ro til Bønnen, og saa atter komme sammen, for at ikke Satan skal friste eder, fordi I ikke kunne være afholdende.

6 Men dette siger jeg som en Indrømmelse, ikke som et Paabud.

7 Vel ønsker jeg, at alle Mennesker maatte være ligesom jeg; men hver har sin Naadegave fra Gud, den ene saa, den anden saa.

8 Og til de ugifte Mænd og Enkerne siger jeg, at de gjøre vel i at vedblive at være ligesom jeg.

9 Men kunne de ikke være afholdende, saa lad dem gifte sig; thi det er bedre at gifte sig end at lide Brynde.

10 Men de gifte byder ikke jeg, men Herren , at en Hustru ikke maa skille sig fra sin Mand;

11 men dersom hun er bleven skilt fra ham, da vedblive hun at være ugift eller forlige sig med Manden; og at en Mand maa ikke forlade sin Hustru.

12 Men til de øvrige siger jeg, ikke Herren: hvis nogen Broder har en vantro Hustru, og hun samtykker i at bo hos ham, da slippe han hende ikke;

13 og en Hustru, som har en vantro Mand, og han samtykker i at bo hos hende, hun slippe ikke sin Mand.

14 Thi den vantro Mand er helliget i Hustruen, og den vantro Hustru er helliget i Broderen; ellers vare jo eders Børn urene, men nu ere de hellige .

15 Men hvis den vantro skiller sig, saa lad ham skille sig; Broderen eller Søsteren er ikke trælbunden i saadanne Forhold, men Gud har kaldet os til Fred.

16 Thi hvad ved du Hustru, om du vil kunne frelse din Mand? eller hvad ved du Mand, om du vil kunne frelse din Hustru?

17 Ellers vandre enhver saaledes, som Herren tildelte ham, som Gud har kaldet ham. Og saaledes foreskriver jeg i alle Menighederne.

18 Blev en kaldet som omskaaren, han lade ikke Forhud drages over; er en kaldet som uomskaaren, han lade sig ikke omskære.

19 Omskærelsen har intet at sige, og Forhuden har intet at sige, men det at holde Guds Bud.

20 Enhver blive i den Stand, som han blev kaldet i.

21 Var det som Træl, du blev kaldet, saa lad det ikke bekymre dig, men gjør des mere Brug deraf, selv om du kan blive fri.

22 Thi den Træl, som er kaldet i Herren, er Herrens frigivne; ligeledes er den Frimand, som er kaldet, Kristi Træl.

23 Dyrt bleve I kjøbte; vorder ikke Menneskers Trælle.

24 Enhver blive hos Gud, Brødre, i den Stilling, hvori han blev kaldet.

25 Men hvad Jomfruerne angaar, har jeg intet Paabud af Herren, men jeg udtaler min Mening som en, der af Herrens Barmhjærtighed er bleven troværdig.

26 Jeg mener altsag; at dette er rigtigt paa Grund af den Nød, som er forhaanden, at det er rigtigt for et Menneske at leve, som han er.

27 Er du bunden til en Kvindet, da søg ikke at blive løst; er du løs og ledig, da søg ikke en Hustru.

28 Men om du ogsaa gifter . dig, synder du ikke dermed, og dersom en Jomfru gifter sig, synder hun ikke dermed; men saadanne ville faa Trængsel for deres Kjød; jeg derimod skaaner eder.

29 Men dette siger jeg, Brødre, Tiden er knap, for at herefter baade de der have Hustruer, skulle være, som om de ingen havde,

30 og de grædende være som ikke grædende, og de glade som ikke glade, og de kjøbende, som om de ikke beholdt noget,

31 og de der bruge Verden, som om de ikke gjorde Brug af den. Thi denne Verdens Skikkelse forgaar.

32 Men jeg ønsker, at I maa være uden Sorger. Den ugifte Mand har Omsorg for, hvad Herrens er, hvorledes han kan tækkes Herren;

33 men den gifte har Omsorg for, hvad Verdens er, hvorledes han kan tækkes sin Hustru, og han er delt.

34 Og den ugifte Kvinde og Jomfruen har. Omsorg for, hvad Herrens er, at hun kan være hellig baade til Legem og Aand; men den gifte har Omsorg for, hvad Verdens er, hvorledes hun kan tækkes sin Mand.

35 Men dette siger jeg til eders eget Gavn, ikke for at kaste en Slynge om eder, men for at fremme det sømmelige og en uadspredt Vedhængen ved Herren.

36 Men hvis en mener at volde sin ugifte Datter Skam, om hun bliver for gammel, og hvis det maa saaledes være, saa gjøre han, hvad han vil, han synder ikke; lad dem gifte sig.

37 Den derimod, som staar fast i sit Hjærte, uden at være nødtvungen, men med fri Raadighed over sin egen Vilje, og som i sit eget Hjærte har besluttet dette, at holde sin Datter ugift, han gjør vel.

38 Altsaa, baade den der gifter sin Datter bort, gjør vel, og den der ikke bortgifter hende, gjør bedre.

39 En Hustru er bunden, saa lang Tid hendes Mand lever; men dersom Manden sover hen, har hun sin Frihed til at blive gift, med hvem hun vil, kun at det sker i Herren.

40 Men lyksaligere er hun, om hun bliver, som hun er, efter min Mening; men jeg mener, at ogsaa jeg har Guds Aand.

Skat Rørdam NT

Pavlus's første Brev til Korinterne

Det første brev til kortinerne

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16