Bibeloversættelse

Skat Rørdam

Pavlus's første Brev til Tessalonikerne

2det Kapitel.

1 I vide jo selv, Brødre, at vor Indgang hos eder har ikke været Tant;

2 men endskjønt vi forud, som I vide, havde døjet Lidelser og Mishandlinger i Filippi, havde vi dog Frimodighed i vor Gud til hos eder at tale Guds Evangelium under megen Kamp.

3 Thi vor Tiltale er ikke udaf Vildfarelse, ej heller af uren Hensigt eller i Svig,

4 men ligesom vi af Gud ere kjendte dygtige til at faa Evangeliet betroet, saaledes tale vi, ikke for at tækkes Mennesker, men Gud, som prøver vore Hjærter.

5 Thi hverken færdedes vi nogensinde med smigrende Tale, som I vide, ej heller under Skalkeskjul for Havesyge; Gud er Vidne;

6 ej heller søgte vi Ære af Mennesker, hverken fra eder eller fra andre, endskjønt vi havde kunnet være til Tynge som Kristi Apostle.

7 Nej, vi færdedes i Mildhed midt iblandt eder; ret ligesom en Moder opammer sine egne Børn,

8 saaledes vilde vi gjærne, af inderlig Ømhed imod eder, meddele eder ikke alene Guds Evangelium, men ogsaa vore egne Sjæle, efterdi I vare blevne os saa kjære.

9 I mindes jo, Brødre, vort Slid og vor Møje : Nat og Dag arbejdede vi for ikke at tynge paa nogen af eder, medens vi prædikede Guds Evangelium for eder.

10 I ere Vidner og Gud, hvor helligt og retfærdigt og ulasteligt vi færdedes med eder, som tro,

11 ligesom I vide, hvorledes vi formanede hver og en af eder, som en Fader sine Børn, og talte eder til Hjærte og vidnede,

12 at I skulde vandre Gud værdig, ham som kaldte eder til sit Rige og sin Herlighed.

13 Og derfor takke ogsaa vi Gud uafladelig, fordi da I modtoge Guds Ord, som I hørte af os, optoge I det ikke som et Menneske-Ord, men som, hvad det i Sandhed er, et Guds-Ord, der ogsaa viser sin Kraft i eder, som tro.

14 Thi I, Brødre, have stræbt at ligne Guds Menigheder, som ere i Judæa i Kristus Jesus, idet ogsaa I af eders egne Landsmænd have lidt det samme som ogsaa de have lidt af Jøderne,

15 der baade have ihjelslaget Herren Jesus og have forfulgt Profeterne og os og ikke tækkes Gud og ere Modstandere af alle Mennesker,

16 idet de, for at fylde deres Synders Maal til enhver Tid, hindre os i at tale til Hedningerne, for at de kunne frelses. Men Vreden er kommen over dem fuldt ud .

17 Men da vi, Brødre, for en stakket Tid vare blevne eder berøvede, personlig, men ikke i Hjærtet, gjorde vi os med stor Attraa des mere Flid for at faa eder personlig at se.

18 Thi vi havde i Sinde at komme til eder, — jeg Pavlus baade én og to Gange, — men Satan hindrede os deri .

19 Thi hvem er vort Haab eller vor Glæde eller Hæders-Krans, naar ikke ogsaa I ere det for vor Herres Jesu Aasyn i hans Tilkomst?

20 I ere jo vor Ære og Glæde.

Skat Rørdam NT

Det første Brev til Tessalonikerne

Det første Brev til Tessalonikerne

1 2 3 4 5