Bibeloversættelse

Skat Rørdam

Apostlenes gjerninger.

19de Kapitel.

1 Men det skete, medens Apollos var i Korint, kom Pavlus, efter at have gjennemvandret Egnene oppe i Landet, ned til Efesos, hvor han traf nogle Disciple,

2 og han sagde til dem: fik I den Hellig-Aand, da I bleve troende? Men de sagde til ham: nej, vi have end ikke hørt, om den Hellig-Aand .

3 Og han sagde : til hvad bleve I da døbte ? De sagde : til Johannes's Daab.

4 Men Pavlus sagde: Johannes døbte med Omvendelses-Daab, idet han sagde til Folket, at de skulde tro paa den, som kom efter ham, det er paa Jesus.

5 Og da de hørte det, lode de sig døbe til Herrens Jesu Navn;

6 og da Pavlus lagde Hænderne paa dem, kom den Hellig-Aand over dem, og de talede i Tungemaal og profeteredes.

7 Men de vare tilsammen omtrent tolv Mænd.

8 Og han gik ind i Synagogen, vor han vidnede frimodigt i tre Maaneder, idet han holdt Samtaler og overbeviste dem om det, som hører til Guds Rige.

9 Men da nogle forhærdede sig og ikke vilde tro, men talede ondt om Vejen i Mængdens Paahør, brød han med dem og skilte Disciplene ud fra dem, idet han daglig holdt Samtaler i Tyrannos's Skole.

10 Og dette varede i to Aar, saa at alle de, som boede i Asien, hørte Herrens Ord, baade Jøder og Grækere.

11 Og Gud gjorde ualmindelige Kraft-Gjerninger ved Pavlus's Hænder,

12 saa at man endog bragte Tørklæder eller Skjødskind fra hans Legeme hen paa de syge, og Sygdommene forlode dem, og de onde Aander fore ud .

13 Men ogsaa nogle af de omrejsende jødiske Besværgere toge sig for at nævne Herrens Jesu Navn over dem, der havde de onde Aander, idet de sagde : jeg besværger eder ved den Jesus, som Pavlus prædiker.

14 Og der var syv Sønner af en jødisk Ypperstepræst Skevas, som gjorde dette.

15 Men den onde Aand svarede og sagde til dem: Jesus kjender jeg, og Pavlus ved jeg om; men I, hvem ere I?

16 Og Manden, i hvem den onde Aand var, sprang løs paa dem og overmandede dem begge to og fik saaledes Magt med dem, at de nøgne og saarede maatte flygte ud af samme Hus.

17 Og dette blev vitterligt for alle baade Jøder og Grækere, som boede i Efesos, og Frygt faldt over dem alle, og Herrens Jesu Navn ophøjedes.

18 Og mange af dem, som vare blevne troende, kom og bekjendte og fortalte deres Gjerninger.

19 Og en hel Del af dem, som havde drevet Koglerier, bragte deres Bøger sammen og opbrændte dem i alles Paasyn; og man regnede deres Værd sammen og fandt, at den var halvtredsindstyve Tusende Sølv-Drakmer.

20 Saa mægtigt voksede Herrens Ord og viste sin Kraft.

21 Men da dette var til Ende, foresatte Pavlus sig i Aanden at gjennemvandre Makedonien og Akaja og derefter at drage til Jerusalem, og han sagde: efter at jeg har været der, maa jeg ogsaa se Rom.

22 Og han afsendte to af dem, som gik ham til Haande, Timoteos og Erastos, til Makedonien, men selv dvælede han endnu en Tid i Asien.

23 Men ved den Tid opkom der et ikke ringe Ustyr om Vejen.

24 Der var nemlig en Mand ved Navn Demetrios, en Sølvsmed, som lavede Artemis-Templer af Sølv og derved skaffede Kunstnerne en ikke ringe Vinding;

25 han samlede disse og dem, der gave sig af med saadanne Arbejder, og sagde: Mænd, I vide, at vi have vort gode Udkomme af denne Næringsvej,

26 og I se og høre, at ikke alene i Efesos, men næsten i hele Asien har denne Pavlus ved sine Overtalelser afvendt en stor Hob, idet han siger, at de, som gjøres med Hænder, ere ikke Guder.

27 Og her er da ikke alene Fare for, at denne Forretning kommer os i Foragt, men ogsaa for, at den store Gudinde Artemis's Helligdom bliver regnet for intet, og at endog hun, som hele Asien og Jorderige tilbeder, nedstyrtes fra sin Majestæt.

28 Da de hørte det, bleve de fulde af Harme og raabte og sagde: stor er Efesernes Artemis!

29 Og Byen kom fuldstændig i Forstyrrelse, og de stormede alle som én til Teatret og slæbte Pavlus's Rejsefæller Makedonerne Kajus og Aristarkos med sig.

30 Men da Pavlus vilde gaa derind til Folkehoben, tillode Disciplene ham det ikke;

31 og ligeledes sendte nogle af Asiarkerne, som vare ham venligt sindede, Bud til ham og formanede ham til ikke at begive sig hen til Teatret.

32 Nogle raabte nu et, andre et andet; thi Forsamlingen var helt forstyrret, og de fleste vidste ikke, hvorfor de vare komne sammen.

33 Og de trak Alexander ud af Hoben, da Jøderne skøde ham frem; men Alexander slog til Lyd med Haanden og vilde holde en Forsvarstale til Folkehoben.

34 Men da de fik at vide, at han var Jøde, udbrød der et enstemmigt Raab fra dem alle, og i henved to Timer raabte de: stor er Efesernes Artemis!

35 Men Byskriveren bragte Hoben til Rolighed og sagde: Efesiske Mænd, hvilket Menneske er der, som ikke ved, at Efesernes By er Tempelvogterske for den store Artemis og hendes himmelfaldne Billede?

36 Naar nu dette er uimodsigeligt, saa bør I holde eder rolige og ikke foretage eder noget fremfusende.

37 I have jo ført disse Mænd hid, som hverken ere Tempelranere eller bespotte vor Gudinde.

38 Hvis nu altsaa Demetrios og Kunstnerne , som holde med ham, have Sag imod nogen, saa holdes der Tingdage, og der er Landsherrer; lad dem saa klage paa hverandre.

39 Men er der yderligere noget, I attraa, saa kan det blive klaret i den lovlige Folkeforsamling.

40 Vi staa jo endog i Fare for at blive anklagede for Oprør, for hvad der i Dag er sket , da der ikke er nogen Aarsag dertil; skal derom tales, da ville vi ikke kunne gjøre Regnskab for dette Opløb.

41 Og da han havde sagt dette, lod han Forsamlingen gaa.

Skat Rørdam NT

Apostlenes gerninger

Indledning til Apostlenes Gjerninger 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28