Bibeloversættelse

Skat Rørdam

Apostlenes gjerninger.

23de Kapitel.

1 Men Pavlus saa vist paa Raadet og sagde: Mænd, Brødre, jeg har med al god Samvittighed ført mit Levned for Gud indtil denne Dag.

2 Men Ypperstepræsten Ananias befalede dem, der stode hos ham, at slaa ham paa Munden.

3 Da sagde Pavlus til ham: Gud vil slaa dig, du kalkede Væg ! her sidder du for at dømme mig efter Loven, og du byder imod Loven, at man skal slaa mig!

4 Men de hosstaaende sagde: udskjælder du Guds Ypperstepræst?

5 Og Pavlus sagde: jeg vidste ikke, Brødre, at han er Ypperstepræst; thi der er skrevet: »En Øverste for dit Folk maa du ikke tale ondt imod«.

6 Men da Pavlus vidste, at den ene Del var Saddukæere, den anden Farisæere, raabte han. i Raadet: Mænd, Brødre, jeg er en Farisæer, Søn af Farisæere; det er for Haab og dødes Opstandelse, at jeg staar til Rette!

7 Men da han havde talet dette, opstod der Trætte mellem Farisæerne og Saddukæerne, og der blev Splid i Mængden.

8 Saddukæerne sige nemlig, at der ikke er nogen Opstandelse, ej heller Engel eller Aand; men Farisæerne bekjende begge Dele.

9 Og der opstod en stor Raaben, og nogle af de Skriftkloge paa Farisæernes Side stode op og strede haardt og sagde: vi finde intet ondt hos dette Menneske; hvad om en Aand har talet til ham, eller en Engel!

10 Men da der opstod en stærk Trætte, blev Øversten bange for, at Pavlus skulde slides i Stykker af dem, og bød derfor Krigsfolket at gaa ned og rive ham ud fra dem og føre ham ind i Kastellet.

11 Men i den følgende Nat stod Herren for ham og sagde : vær trøstig; thi ligesom du har vidnet om mig i Jerusalem, saaledes maa du ogsaa vidne i Roms.

12 Da det nu var blevet Dag, sloge Jøderne sig sammen og forbandede sig selv paa, at de hverken vilde spise eller drikke, inden de havde slaaet Pavlus ihjel.

13 Men der var over fyrretyve, som havde indgaaet denne Sammensværgelse;

14 og disse gik til Ypperstepræsterne og de Ældste og sagde: vi have haardelig forbandet os selv paa, at vi ikke ville smage noget, inden vi have slaaet Pavlus ihjel;

15 saa gjører da nu tilligemed Raadet Øversten en Meddelelse, for at han maa føre ham ned til eder, som om I ville nøjere undersøge hans Sag; men vi ere rede til at aflive ham, førend han kommer saa nær.

16 Men Pavlus's Søstersøn fik at høre om Anslaget og kom og gik ind i Kastellet og fortalte det til Pavlus.

17 Og Pavlus kaldte en af Høvedsmændene til sig og sagde: før denne Ungersvend hen til Øversten, thi han har noget at melde ham.

18 Han tog ham da med og førte ham til Øversten og siger: Fangen Pavlus har kaldt mig til sig og bedet mig føre denne Ungersvend til dig, da han har noget at tale til dig om.

19 Og Øversten tog ham ved Haanden og gik afsides og spurgte: hvad er det, som du har at melde mig?

20 Han sagde: Jøderne ere komne overens om at bede dig, at du i Morgen vil føre Pavlus ned i Raadet, som om det vil nøjere forhøre sig om ham.

21 Du maa da ikke føje dem; thi over fyrretyve Mænd af dem lure paa ham, idet de have forbandet sig selv paa hverken at ville spise eller drikke, inden de have aflivet ham, og nu ere de rede og vente paa Tilsagn fra dig.

22 Øversten lod da nu Ungersvenden gaa efter at have paalagt ham: du maa ikke fortælle til nogen, at du har meddelt mig dette.

23 Og han hidkaldte to af Høvedsmændene og sagde: gjører to Hundrede Stridsmænd rede til at drage til Kæsare: og halvfjerdsindstyve Ryttere og to Hundrede Spydkastere, fra den tredje Time paa Natten,

24 og Lastdyr skulle staa færdige til. at man kan sætte Pavlus derpaa og saaledes bringe ham i Sikkerhed til Landshøvdingen Felix.

25 Og han skrev et Brev saaledes lydende:

26 »Klavdius Lysias hilser den højmægtige Landshøvding Felix.

27 Denne Mand var bleven grebet af Jøderne og var lige ved at blive aflivet af dem, da jeg kom til med Krigsfolket og udfriede ham , da jeg fik at vide , at han var en Romer.

28 Og da jeg vilde have Aarsagen at vide, hvorfor de anklagede ham, førte jeg ham ned i deres Raad,

29 hvor jeg fandt ham anklaget for Stridsspørgsmaal om deres Lov, men uden noget Klagemaal, der fortjente Død eller Lænker.

30 Men da det er blevet angivet for mig, at man vil staa Manden efter Livet, har jeg strags sendt ham til dig og budet ogsaa hans Anklagere at komme frem for dig med, hvad de have mod ham at sige«.

31 Saa toge da Stridsmændene Pavlus, som det var dem paalagt, og førte ham om Natten til Antipatris,

32 og den næste Dag overlode de Rytterne at drage videre med ham, og vendte saa tilbage til Kastellet.

33 Og da disse vare komne ind i Kæsarea og havde overgivet Brevet til Landshøvdingen, fremstillede de ogsaa Pavlus for ham.

34 Men da han havde læst det og spurgt om, fra hvilken Provins han var, og havde faaet at vide, at han var fra Kilikien, sagde han:

35 jeg skal høre paa dig, naar ogsaa dine Anklagere komme til Stede. Og han bød, at han skulde holdes i Varetægt i Herodes's Borg.

Skat Rørdam NT

Apostlenes gerninger

Indledning til Apostlenes Gjerninger 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28