Bibeloversættelse

Skat Rørdam

Apostlenes gjerninger.

27de Kapitel.

1 Men da det var blevet afgjort, at vi skulde afsejle til i Italien, overgav man baade Pavlus og nogle andre Fanger til en Høvedsmand ved Navn Julius ved den kejserlige Hær-Afdeling.

2 Og vi gik om Bord paa et Skib fra Adramyttion, som var ved at sejle til Pladserne langs Asiens Kyst, og fore afsted, og Makedoneren Aristarkos fra Tessalonika var med os.

3 Og den anden Dag lagde vi ind til Sidon, og Julius behandlede Pavlus saa menneskekjærligt, at han tilstedte ham at gaa hen til sine Venner og faa Pleje.

4 Og da vi vare farne bort der- fra, sejlede vi ind under Kypern, fordi Vindene vare imod,

5 og efter at have sejlet over Havet ved Kilikien og Pamfylien, løb vi ind til Myra i Lykien.

6 Og da Høvedsmanden der fandt et Skib fra Alexandria, som sejlede til Italien, indskibede han os paa det.

7 Da vi nu i mange Dage havde en langsom Sejlads og med Nød og næppe vare komne ud for Knidos, hvor Vinden . ikke tillod os at løbe ind, sejlede vi ind under Kreta langs med Salmone ;

8 det klarede vi med Nød og næppe og kom saa til et Sted, der hedder Gode-Havne, nær ved hvilket der var en By Lasæa.

9 Men da en rum Tid var gaaet hen, og Sejladsen allerede var farlig, fordi endog Fasten allerede var forbi, varede Pavlus dem ad

10 og sagde: Mænd, jeg ser, at Sejladsen vil medføre Ulykke og stort Forlis ikke alene for Ladning og Skib, men ogsaa for vort Live.

11 Men Høvedsmanden stolede mere paa Styrmanden og Skipperen end paa det, Pavlus sagde.,

12 Men. da Havnen var ubekvem til Vinterleje, raadede de fleste til at sejle videre derfra, for at de maaske kunde naa hen til Fønix, en Havn paa Kreta, som gaar i Sydvest og Nordvest, og overvintre der.

13 Og da nu en mild Søndenvind blæste op, mente de at have naaet deres Formaal, lettede Anker og sejlede nær ind langs med Kreta.

14 Men ikke længe efter slog en orkanagtig Storm, den saakaldte Evrakvilo,

15 ned over den. Og da Skibet reves med deraf og ikke kunde holde sig op imod Vinden, faldt vi af og lode os drive.

16 Men vi løb i Læ af en lille Ø, som hedder Klavde, hvor vi med Nød og næppe mægtede at bjærge Baaden;

17 og da de havde hejset den om Bord, brugte de Nødhjælp ved at om-surre Skibet, og da de frygtede for at støde paa Syrten, firede de Drivankeret ned og dreve saaledes.

18 Men da vi bleve haardt medtagne af Uvejret, begyndte de den næste Dag at kaste Ladningen over Bord,

19 og paa den tredje Dag kastede de med egne Hænder Skibets Redskaber ud.

20 Da nu hverken Sol eller Stjerner vare til Syne i flere Dage, og et ikke ringe Uvejr var over os, svandt tilsidst alt Haab om vor Redning.

21 Men da de ikke længe havde spist, da stod Pavlus frem midt iblandt dem og sagde : Mænd, I burde have adlydt mig og ikke sejlet bort fra Kreta og sparet eder for denne Ulykke og Forlis.

22 Og nu formaner jeg eder til at være ved godt Mod, thi ingen Sjæl iblandt eder skal gaa tabt, men ikkun Skibet.

23 Thi i denne Nat stod der ved min Side en Engel fra den Gud, hvem jeg tilhører, hvem jeg ogsaa dyrker,

24 og sagde: frygt ikke, Pavlus, for Kejseren maa du staa frem ; og se, Gud har skjænket dig alle dem, der sejle med dig .

25 Derfor værer ved godt Mod, Mænd, thi jeg har den Tro til Gud, at det skal gaa lige saaledes, som der er talet til mig.

26 Men vi maa strande paa en eller anden Ø.

27 Da vi nu den fjortende Nat dreves omkring i Adriaterhavet, fik Skibsfolkene ved Midnatstid en Formodning om, at de nærmede sig til et Land;

28 og da de loddede, fik de tyve Favne, og et lille Stykke derfra, da de atter loddede, fik de femten Favne;

29 og da de frygtede for, at vi skulde støde paa Skær, kastede de fire Ankere ud fra Bagstavnen og bade til, at det maatte blive Dag.

30 Men da Skibsfolkene søgte at flygte fra Skibet og havde firet Baaden ned i Søen under Paaskud af, at de vilde lægge Ankere ud fra Forstavnen,

31 sagde Pavlus til Høvedsmanden og Stridsmændene : dersom ikke disse blive om Bord, kunne I ikke reddes.

32 Da kappede Stridsmændene Tovene til Baaden og lode den drive af.

33 Men medens det var ved at dages, formanede Pavlus dem alle til at faa Mad og sagde: det er i Dag den fjortende Dag, I have ventet og tilbragt uden Mad og uden at tage noget til eder.

34 Derfor formaner jeg eder til at faa Mad, thi dette tjener til eders Redning; thi paa ingen af eder skal der tabes et Haar af hans Hoved.

35 Og da han havde sagt dette og taget et Brød, takkede han Gud i alles Paasyn og brød det og begyndte at spise.

36 Og alle fattede godt Mod, og de fik ligeledes Mad.

37 Men vi vare i alt to hundrede og seks og halvfjerdsindstyve Sjæle om Bord.

38 Da de nu havde spist sig mætte, lettede de Skibet ved at kaste Kornet i Søen.

39 Men da det var blevet Dag, kjendte de ikke Landet, men bemærkede en Vig, der havde en Strandbred, paa hvilken de besluttede om muligt at sætte Skibet.

40 Og de kappede Ankrene og lode dem blive i Søen, idet de tillige løste Rorenes Tove og satte Forsejlet til for Vinden og holdt ind paa Strandbredden.

41 Og de traf paa en Revle, hvor de satte Skibet paa Grund, og Forstavnen stødte fast og blev staaende urokket, men Bagstavnen begyndte at slaas i Stykker af Brændingen.

42 Men Stridsmændene toge den Beslutning, at de vilde slaa Fangerne ihjel, for at ingen skulde svømme bort og undfly.

43 Men Høvedsmanden, som vilde redde Pavlus, hindrede dem i deres Forehavende og bød, at. de, som kunde svømme, skulde først springe ud og søger Land,

44 og de øvrige skulde gjøre det, somme paa Planker, og somme paa Sager fra Skibet. Og saaledes gik det til, at alle bleve reddede til Land.

Skat Rørdam NT

Apostlenes gerninger

Indledning til Apostlenes Gjerninger 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28