Bibeloversættelse

Skat Rørdam

Pavlus's Brev til Efeserne

4de Kapitel.

1 Saa formaner da jeg, den bundne i Herren, eder til 1 at vandre værdig den Kaldelse, hvormed I bleve kaldte,

2 med al Ydmyghed og Sagtmodighed3 saa I med Langmodighed bære over med hverandre i Kjærlighed,

3 idet I gjøre eder Flid for at bevare Aandens Enhed i Fredens Baand.

4 Der er ét Legeme og én Aand, ligesom I og bleve kaldte til ét Haab i eders Kaldelse;

5 der er én Herre, én Tro, én Daab,

6 én Gud og Fader for alle, han som er over alle og gjennem alle og i alle.

7 Men hver enkelt af os fik sin Naade given efter Kristi Gaves Maa1.

8 Derfor hedder det: »Han opfor til det høje og bortførte Fanger, og han gav Menneskene Gaver.

9 Men dette »han opfor, hvad andet er det, end at han ogsaa nedfor til Jordens nedre Egnes?

10 Han som nedfor, han er ogsaa den, som opfor højt over alle Himlene for at fylde det altsammen.

11 Og ham er det, der gav nogle som Apostle, andre som Profeter, andre som Evangelister, andre som Hyrder og Lærere,

12 for de helliges fulde Beredelses Skyld, til Tjeneste-Gjerning, til Kristi Legemes Opbyggelse,

13 indtil vi alle naa til Enheden i Troen og i Erkjendelsen af Guds Søn, til Mands-Modenhed, til Kristi Fyldes Maal af Vækst,

14 for at vi ikke mere skulle være umyndige Børn, der omtumles og omdrives af enhver Lærdommens Vind i Menneskers Tærningspil, i Træskhed med Forførelsens Rænkespind,

15 men at vi, sanddru i Kjærlighed, maa vokse i alle Maader op til ham, som er Hovedet, til Kristus, udaf hvem hele Legemet,

16 som sammenføjes og sammenknyttes ved ethvert hjælpende Bindeled, efter hver enkelt Dels tilmaalte Virkekraft, vokser Legemets Vækst til sin Opbyggelse i Kjærlighed.

17 Dette siger jeg altsaa og vidner i Herren, at I ikke længer maa vandre, saaledes som Hedningerne vandre i deres Sinds Forfængelighed,

18 formørkede som de ere i deres Tankegang, fremmedgjorte for Guds-Livet paa Grund af den Vankundighed, som er i dem for deres Hjærtes Forstokkelses Skyld,

19 idet de følesløse have givet sig hen til Uterlighed, til at udøve al Urenhed i Havesyge.

20 I derimod lærte ikke saaledes Kristus at kjende,

21 saa sandt det var ham, I hørte om, og ham, I bleve oplærte i, saaledes som det er Sandhed i Jesus,

22 at I, hvad eders forrige Levned angaar, skulle aflægge det gamle Menneske, som ødelægges ved de bedragende Lyster,

23 og derimod fornyes i eders Sinds Aand

24 og iføre eder det ny Menneske, som blev skabt efter Gud i Sandhedens Retfærdighed og Hellighed.

25 Derfor aflægger Løgnen og taler Sandhed, hver med sin Næste, efterdi vi ere hverandres Lemmer.

26 Blive I vrede, da synder ikke; lad ikke Solen gaa ned over eders Opirrelse,

27 giver ikke heller Djævelen Rum.

28 Stjæleren skal ikke mere stjæle, men derimod arbejde, saa han gjør Gavn med sine egne Hænder, for at han kan have noget at meddele den, der er i Trang.

29 Lad ingen raadden Tale udgaa af eders Mund, men saadan som er god til Opbyggelse, alt som der tiltrænges, for at den kan bringe dem Naade, som høre derpaa;

30 og bedrøver ikke Guds Hellig-Aand, som I bleve beseglede med til Gjenløsnings-Dagen.

31 Al Bitterhed og Hidsighed og Vrede og Skrigen og Smædetale være langt fra eder, samt al Vanart.

32 Vorder derimod velvillige mod hverandre, barmhjærtige, saa I tilgive hverandre, ligesom ogsaa Gud i Kristus har tilgivet eder.

Skat Rørdam NT

Brevet til efeserne

Brevet til Efeserne
1 2 3 4 5 6