Bibeloversættelse
Skat Rørdam
Brevet til Hebræerne
12te Kapitel.
1 Derfor altsaa, lader ogsaa os, da vi have saa stor en Sky af Vidner omkring os, lægge fra os al Tynge og Synden, som lettelig hilder, og med Udholdenhed løbe den Kampbane, der ligger os for,
2 idet vi se hen til Troens Ophavsmand og Fuldkommer Jesus, som for den Glæde, der laa ham for, udholdt et Kors, uden at agte paa Skjændsel, og som har taget Sæde ved Guds Trones højre Side.
3 Thi I maa tænke paa ham, som har udholdt af Syndere en saadan Modsigelse imod sig, for at I ikke skulle blive trætte i eders Sjæle og give tabt.
4 Endnu have I ikke staaet imod indtil Blodet i eders Kamp mod Synden.
5 Og I have glemt Formaningen, der dog taler med eder som med Sønner: Min Søn, agt ikke Herrens Revselse ringe, giv ikke heller tabt, naar du rammes af ham.
6 Thi hvem Herren elsker revser han. og han slaar haardelig enhver Søn, som han antager sige.
7 Holder ud under Revselse ; Gud handler med eder som med Sønner, thi hvem er den Søn, som hans Fader ikke revser?
8 Men ere I uden Revselse, som alle have 8 faaet deres Del af, da ere I jo uægte og ikke Sønner.
9 Endvidere, vi havde vore kjødelige Fædre til at revse os, og vi agtede dem ; skulle vi da ikke meget mere bøje os under Aandernes Fader og leve ?
10 Thi hine revsede for nogle faa 100 Dage efter deres Tykke ; men han gjør det til vort Gavn, for at vi skulle vorde delagtige i hans Hellighed.
11 Al Revselse synes vel i øjeblikket ikke at være til Glæde, men til Bedrøvelse; men siden lønner den dem, som derigjennem ere øvede, med Retfærdigheds fredsæle Frugt.
12 Derfor, retter de slappe Hænder og de lammede Knæ
13 og træder lige Spor med eders Fødder, for at ikke det lamme skal skride ud, men snarere blive helbredt.
14 Stræber efter Fred med alle og efter Helliggjørelsen, uden hvilken ingen skal se Herren,
15 og holder øje med, at ikke nogen bliver tilbage fra Guds Naade, at ingen Beskheds Rod skyder op og volder Fortræd, og de mange bemittes ved den;
16 at ikke nogen er en Skjørlevner eller uhellig som Esav, der for én Ret Mad solgte sin Førstefødselsret.
17 Thi I vide, at han ogsaa siden efter, da han ønskede at arve Velsignelsen, blev vraget; thi endskjønt han med Taarer stræbte efter den, fandt han ikke Rum til Omvendelse.
18 Thi I ere ikke komne til et haandgrjbeligt Bjærg og en brændende Ild og til Mulm og Mørke og Uvejr
19 og til Basuneklang og en Lyd af Ord, saadan at de, der hørte den, frabade sig, at der mere skulde tales til dem;
20 for de kunde ikke bære det, som blev paabudt: «Endog om et Dyr rører ved Bjærget, skal det stenes«, og —
21 saa frygteligt var Skuet — Moses sagde: jeg er forfærdet og bæver.
22 Nej, I ere komne til Sions Bjærg og den levende Guds Stad, det himmelske Jerusalem, og til Englenes mange Tusender i Højtidsskare
23 og til de førstefødtes Menighed, som ere indskrevne i Himlene, og til Dommeren, alles Gud, og til de fuldkommede retfærdiges Aander,
24 og til den ny Pagts Mægler, Jesus, og til Bestænkelsens Blod, som taler bedre end Abels.
25 Ser til, at I ikke frabede eder ham, som taler. Thi naar hine ikke undslap, da de frabade sig ham, der talte sit Guddomsord paa Jorden, da skulle langt mindre vi, naar vi vende os bort fra ham, der taler fra Himlene .
26 Hans Røst var det, som den Gang rystede Jorden; men nu har han forjættet og sagt: »Endnu én Gang vil jeg ryste ej alene Jorden, men ogsaa Himlen».
27 Men dette »endnu én Gang giver tilkjende, at det, der rystes, skal omskiftes, saasom det er skabt, for at det, som ikke rystes, skal vedblive.
28 Derfor, da vi faa et Rige i Eje, som ikke kan rystes , saa lader os være taknemmelige og derved dyrke Gud til hans Velbehag med Bluhed og Frygt.
29 Thi vor Gud er jo en fortærende Ild.
|
