Bibeloversættelse

Skat Rørdam

Lukas-Evangeliet.

20de Kapitel.

1 Og det skete en af de Dage, medens han lærte Folket i Heliigdommen og forkyndte Evangeliet, kom med et Præsterne og de Skriftkloge tilligemed de Ældste,

2 og de sagde saaledes til ham: sig os, med hvad Myndighed gjør du disse Ting? eller_ hvem er det, som har givet dig denne Myndighed?

3 Men han svarede og sagde til dem: ogsaa jeg vil gjøre eder et Spørgsmaal; siger mig:

4 Johannes's Daab, var den fra Himlen eller fra Mennesker?

5 Men de overvejede med hverandre og sagde: dersom vi sige: fra Himlen, vil han sige: hvorfor troede I ham da ikke?

6 men dersom vi sige: fra Mennesker, vil hele Folket stene os; thi det er forvisset om, at Johannes var en Profet.

7 Og de svarede, at de ikke vidste, hvorfra den var.

8 Og Jesus sagde til dem: saa siger heller ikke jeg eder, med hvad Myndighed jeg gjor disse Ting.

9 Men han begyndte at sige til Folket denne Lignelse: En Mand plantede en Vingaard og lejede den ud til Vingaardsmænd og drog udenlands for tang Tid.

10 Og da Tiden kom, afsendte han en Tjener til Vingaardsmændene, for at de skulde give ham af Vingaardens Frugt; men Vingaardsmændene pryglede ham og sendte ham tomhændet bort.

11 Og han sendte fremdeles en anden Tjener; men de pryglede ogsaa ham og vanærede ham og sendte ham tomhændet bort.

12 Og han sendte fremdeles en tredje ; men ogsaa denne saarede de og kastede ham ud.

13 Men Vingaardens Herre sagde: hvad skal jeg gjøre ? Jeg vil sende min Søn den elskede; ham ville de dog vel agte.

14 Men da Vingaardsmændene saa ham, overlagde de med hverandre og sagde: dette er Arvingen; lader os slaa ham ihjel, for at Arven maa blive vores.

15 Og de kastede ham ud udenfor Vingaarden og sloge ham ihjel. Hvad vil saa Vingaardens Herre gjøre ved dem?

16 Han vil komme og tage disse Vingaardsmænd af dage og give Vingaarden til andre. Men da de hørte det, sagde de : o nej dog!

17 Men han saa paa dem og sagde : hvad er da dette, som er skrevet : ”Den Sten, som Bygningsmændene vragede, den er bleven til Hovedhjørnesten?”

18 Hver den, som falder paa den Sten, skal sønderslaas, men hvem den falder paa, ham skal den knuse.

19 Og de Skriftkloge og Ypperste præsterne søgte at lægge Haand paa ham i den samme Time; men de frygtede dog for Folket. Thi de skjønnede, at det var om dem, han havde sagt denne Lignelse.

20 Og de toge Lejligheden i Agt og afsendte Lurere , der stillede sig an, som om de vare retfærdige, for at de kunde fange ham i Tale, saa de kunde overgive ham til Øvrigheden og Landshøvdingens Magt.

21 Og de spurgte ham og sagde : Lærer, vi vide, at du taler og lærer rettelig og ikke ser paa Personer, men lærer i Sandhed Guds Vej.

22 Er det os tilladt at give Kejseren Skat, eller ikke?

23 Men ban lagde Mærke til deres Træskhed og sagde til dem:

24 viser mig en Denar; hvis Billede og Omskrift har den? De svarede og sagde : Kejserens.

25 Og han sagde til dem: saa giver da Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Gud er.

26 Og de mægtede ikke at fange ham i noget Ord i Folkets Paahør; og de undrede paa hans Svar og tav.

27 Og nogle of Saddukwerne, som negte, at der er Opstandelse, kom til ham, spurgte ham

28 og sagde: Lærer, Moses har foreskrevet os: ,Dersom nogens Broder, som har en Hustru, dør, og han er barnløs, da skal hans Broder tage Hustruen og oprejse Afkom for sin Broder..

29 Nu var der syv Brødre; og den første tog en Hustru og døde barnløs.

30 Og den anden,

31 og den tredje tog hende, og ligeledes ogsaa alle de syv: de døde uden at efterlade Børn.

32 Til sidst døde ogsaa Hustruen.

33 Hvis Hustru af dem skal hun saa vare i Opstandelsen? de havde hende jo til Hustru alle syv.

34 Og Jesus sagde til dem: denne Tidsolds Børn tage til Ægte og tages til Ægte;

35 men de, som ere agtede værdige til at faa Del i hin Tidsold og Opstandelsen fra de døde, de hverken tage til Ægte eller tages til Ægte;

36 de kunne jo heller ikke mere dø, thi de ere Engle lige, og de ere Guds Børn, idet de ere Opstandelsens Børn.

37 Men at de døde staa op, har ogsaa Moses givet til Kjende i Stedet om Tornebusken, naar han kalder Herren, Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud«.

38 Men han er ikke dødes, men levendes Gud; thi alle leve de for ham.

39 Og nogle af de Skriftkloge svarede og sagde: Lærer, det var godt sagt af dig.

40 Thi de vovede ikke mere at spørge ham om noget.

41 Og han sagde til dem : hvorledes siger man, at Kristus er Davids Søn ?

42 David selv siger jo i Salmernes Bog: Herren sagde til min Herre: set dig ved min højre Side,

43 indtil leg faar lagt dine Fjender til Fodskammel for dine Fødder.

44 David kalder ham altsaa Herre ; hvorledes kan han da være hans Søn?

45 Og medens alt Folket høre derpaa, sagde han til Disciplene:

46 tager eder vare for de Skriftkloge, som gjerne gaa omkring i lange Klæder og holde af Hilsener paa Torvene og de fornemste Sæder i Synagogerne og de øverste Pladser ved Gjæstebud;

47 de som opæde Enkers Huse og paa Skrømt holde lange Bønner, disse skulle faa des haardere Dom.

Skat Rørdam NT

Lukas

Lukas og hans evangelium

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24