Bibeloversættelse

Skat Rørdam

Markus-Evangeliet.

5te Kapitel.

1 Og de kom over paa hin Side af Søen til Gerasenernes Bygd.

2 Og strags, da han var gaaet fra Borde, kom en Mand med en uren Aand ham i Møde ud fra Gravhulerne ;

3 han havde sin Bo i Gravhulerne, og end ikke med Lænker kunde nogen længer binde ham,

4 efterdi han ofte havde været bunden med Bøjer og Lænker, og Lænkerne vare sønderslidte af ham, og Bøjerne sprængte, og ingen mægtede at tæmme ham;

5 og stadig, Nat og Dag, var han i Gravhulerne og paa Bjærgene, skrigende og huggende sig selv med Stene.

6 Og da han saa Jesus i Frastand, løb han til og faldt ned for ham og raabte med høj Røst

7 og sagde: hvad har jeg med dig at gjøre, Jesus, du den højeste Guds Søn! Jeg besværger dig ved Gud, pin mig ikke!

8 Han sagde nemlig til ham: far ud af det Menneske, du urene Aand!

9 Og han spurgte ham: hvad er dit Navn? Og han siger til ham: Legion er mit Navn, thi vi ere mange.

10 Og han bad ham meget, at han ikke maatte sende dem ud af Bygden.

11 Men der ved Bjærget var der en stor Hjord Svin, som gik paa Græs.

12 Og de bade ham og sagde: send os ind i Svinene, saa vi maa fare i dem.

13 Og han tilstedte dem det; og de urene Aander fore ud og fore ind i Svinene, og Hjorden styrtede sig ned af Brinken i Søen, omtrent to tusende i Tal, og druknede i Søen.

14 Og de, som vogtede dem, flyede og fortalte det i Byen og paa Landet; og Folk kom for at se, hvad det var, der var sket.

15 Og de komme til Jesus, og de se den besatte, ham der havde haft Legionen, sidde paaklædt og fornuftig; og de bleve bange.

16 Og de, som havde set det, fortalte dem, hvorledes det var gaaet den besatte, og om Svinene.

17 Og de begyndte at bede ham at gaa bort fra deres Landemærker.

18 Og idet han gik om Bord, bad den, der havde været besat, ham om, at han maatte følge med ham.

19 Og han tillod ham det ikke, men siger til ham: gaa bort til dit Hus, til dine, og fortæl dem, hvor store Ting Herren har gjort imod dig, og hvorledes han har forbarmet sig over dig.

20 Og han gik bort og begyndte at udraabe i Dekapolis, hvor store Ting Jesus havde gjort imod ham; og alle undrede sig.

21 Og da Jesus atter i Skibet var faret over til hin Side, samlede en stor Skare sig om ham; og han var ved Søen.

22 Og der kommer en af Synagogeforstanderne ved Navn Jair, og da han ser ham, falder han ham til Fode

23 og beder ham meget og siger: min lille Datter er paa sit yderste; vilde du komme og lægge Hænderne paa hende, for at hun maa frelses og leve!

24 Og han gik bort med ham; og en stor Skare fulgte ham, og de trængte ham.

25 Og der var en Kvinde, som i tolv Aar havde haft Blodflod,

26 og som havde udstaaet meget af mange Læger og tilsat alt det, hun havde, uden at være bleven hjulpet, men snarere var det blevet værre med hende;

27 hun havde hørt om Jesus og kom nu i Skaren bag fra og rørte ved hans Kappe.

28 Thi hun sagde: dersom jeg ikkun rører ved hans Klæder, bliver jeg frelst.

29 Og strags udtørredes hendes Blods Kilde, og hun mærkede i sit Legeme, at hun var helbredt fra Plagen.

30 Og strags, da Jesus mærkede hos sig selv, at den Kraft var udgangen fra ham, vendte han sig om i Skaren og sagde: hvem var det, der rørte ved mine Klæder?

31 Og hans Disciple sagde til ham: du ser, at Skaren trænger dig, og du siger: hvem rørte ved mig?

32 Og han saa sig om for at se hende, som havde gjort dette.

33 Men Kvinden kom frygtende og bævende, da hun vidste, hvad der var sket hende, og hun faldt ned for ham og sagde ham hele Sandheden.

34 Og han sagde til hende: Datter, din Tro har frelst dig; gaa bort med Fred, og vær helbredt for din Plage.

35 Medens han endnu taler, kommer der Bud fra Synagogeforstanderens og siger: din Datter er død; hvi gør du mere Læreren Ulejlighed?

36 Men uden at ænset det Ord, som blev talt, siger Jesus til Synagogeforstanderen: frygt ikke, tro ikkun!

37 Og han tillod ikke nogen at følge med sig uden Peder og Jakob og Johannes, Jakobs Broder.

38 Og da de komme til Synagogeforstanderens Hus, ser han en støjende Hob, og de græd og hylede meget.

39 Og han gaar ind og siger til dem: hvorfor støje og græde I? Barnet er ikke dødt, men sover.

40 Og de udlo ham. Men han driver dem alle ud, og tager Barnets Fader og Moder og sine Ledsagere med og gaar ind, hvor Barnet laa.

41 Og han tager Barnet fat ved Haanden og siger til hende: Talita kumi! hvilket er udlagt: Pigelil, jeg siger dig, staa op!

42 Og strags stod Pigen op og gik omkring — hun var nemlig tolv Aar gammel —; og de bleve strags som ude af sig selv af Forbauselse.

43 Og han paalagde dem meget, at ingen maatte faa dette at vide, og sagde, at der skulde gives hende noget at spise.

Skat Rørdam NT

Markus
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16