Bibeloversættelse

Skat Rørdam

Romerne.

9de Kapitel

1 Jeg siger Sandhed i Kristus, jeg lyver ikke, det vidner min Samvittighed med mig i den Hellig-Aand,

2 at jeg har en stor Sorg, og mit Hjærte en uafladelig Kummer.

3 Thi jeg kunde ønske; at jeg selv. var bandlyst fra Kristus for mine Brødre, mine Frænder efter Kjødet,

4 saasom de ere Israeliter, der have Børneretten og Herligheden og Pagterne og Lovgivningen og Gudstjenesten og Forjættelserne;

5 de have Fædrene, og udaf dem er Kristus efter Kjødet, han som er over alle, Gud højlovet i al Evighed, Amen.

6 Ingenlunde dog, som om Guds Ord har glippet. Thi ikke alle de, som ere udaf Israel, ere Israel,

7 ej heller ere de alle Børn, fordi de ere Abrahams Sæd; men »udi Isak skal Sæden bære dit Navne.

8 Det vil sige, det er ikke Kjødets Børn, som ere Guds Børn, men Forjættelsens Børn regnes for Sæd.

9 Thi et Forjættelses-Ord er dette : »Ved denne Tid vil jeg komme, og Sara skal have en Søn«.

10 Og det gjaldt ej alene her, men ogsaa med Rebekka, som var frugtsommelig ved én, nemlig vor Fader Isak.

11 Thi da de endnu ikke vare fødte, ej heller havde gjort noget godt eller ondt, saa blev der, for at Guds Udvælgelses-Forsæt skulde staa fast, ikke udaf Gjerninger, men udaf ham som kalder,

12 sagt til hende: »Den ældste skal tjene den yngste»,

13 ligesom skrevet er: »Jakob elskede jeg, men Esav hadede jeg..

14 Hvad skulle vi da sige ? Skulde der være Uretfærdighed hos Gud ? Det være langt fra.

15 Thi til Moses siger han: »Jeg vil være barmhjærtig mod den, som jeg er barmhjærtig imod, og forbarme mig over den, som jeg forbarmer mig over« .

16 Altsaa staar det ikke til den, som, vil, ej heller til den, som løber, men til Gud, som øver Barmhjærtighed.

17 Thi Skriften siger til Farao: »Netop derfor har jeg oprejst dig, for paa dig at udvise min Magt, og for at mit Navn skal forkyndes paa hele Jorden» .

18 Altsaa, hvem han vil, er han barmhjærtig imod, og hvem han vil, forhærder han.

19 Saa vil du sige til mig: hvad anker han da længer paa? thi hvem staar hans Vilje imod?

20 Ja, Menneske, men hvem er du, som tager til Gjenmæle mod Gud? Mon det, som blev dannet, kan sige til ham, som dannede det: hvi gjorde du mig saaledes?

21 Eller har ikke Pottemageren Raadighed over Leret til af den samme Masse at gjøre ét Kar til Ære, et andet til Vanære ?

22 Men hvad om nu Gud, endskjønt han vil udvise sin Vrede og kundgjøre sin Magt, har i stor Langmodighed taalt Vredens Kar, som vare færdige til Fortabelse,

23 ogsaa for at kundgjøre sin Herligheds Rigdom over Barmhjærtighedens Kar, som han havde forudberedt til Herlighed!

24 Og saadanne kaldte han ogsaa os til at være, ikke alene udaf Jøder, men ogsaa udaf Hedninger;

25 som han ogsaa siger hos Hoseas: »Det som ikke var mit Folk, vil jeg kalde mit Folk, og hende som var ikke-elsket, vil jeg kalde elsket;

26 og det skal ske, paa det Sted, hvor der blev sagt til dem: I ere ikke mit Folk! der skulle de kaldes den levende Guds Børn«.

27 Og Esajas raaber om Israel: »Om end Israels Børn Tal er som Havets Sand, skal kun Levningen frelses;

28 thi Herren opgjør og afslutter i Hast sit Regnskab og skal udføre det paa Jorden«.

29 Og, som Esajas forud har sagt: »Havde ikke Herren Sebaot levnet os en Sæd, vare vi blevne som Sodoma og vare gjorte lige med Gomorra«.

30 Hvad skulle vi da sige? At Hedninger, som dog ikke higede efter Retfærdighed, grebe Retfærdighed, men Retfærdigheden udaf Tro ;

31 Israel derimod, som higede efter en Retfærdighedens Lov, naaede ikke til en saadan Lov.

32 Hvorfor? Fordi de ikke gjorde det udaf Tro, men som udaf Gjerninger; de stødte an paa Anstøds-Stenen ,

33 alt som skrevet er: »Se, jeg sætter i Sion en Anstøds-Sten, og en Forargelses Klippe, og hvo som tror paa ham, skal ikke blive til Skamme«.

Skat Rørdam NT

Brevet til Romerne

Apostelen Pavlus
Brevet til Romerne
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16