Bibeloversættelse

Ole Wierød

2Co 5:1 Vi veed jo, at når vor jordiske bolig, vort [[legemes]] telt, brydes ned, så har vi i Himlene en Guds bygning, en evig bolig, der ikke er gjort af hænder.

2Co 5:2 Thi i dette [[liv]] sukker vi af længsel efter at blive iklædt vor bolig fra Himmelen,

2Co 5:3 så sandt vi, når vi er blevet iklædte, ikke skal blive fundet nøgne.

2Co 5:4 Ja, vi, som er i dette telt, sukker under byrden, fordi vi ikke vil afklædes, men overklædes, så det dødelige kan blive opslugt af Livet.

2Co 5:5 Og Han, Som har sat os i stand til dette, er Gud, Som også har givet os Ånden Som pant derpå.

2Co 5:6 Derfor er vi altid ved godt mod, selvom vi veed, at vi, så længe vi har hjemme i legemet, er borte fra HErren.

2Co 5:7 Thi vi vandrer i tro, ikke i skuen.

2Co 5:8 Og dog er vi ved godt mod, selvom vi hellere ville være borte fra legemet og hjemme hos HErren!

2Co 5:9 Derfor sætter vi også vor ære i, enten vi er hjemme eller borte, at være Ham til behag.

2Co 5:10 Thi vi skal alle stå frem for Kristi domstol, for at enhver kan få igen efter dét, han har gjort i legemet, enten godt eller ondt.

2Co 5:11 Da vi altså kender til at frygte HErren, forsøger vi at overbevise mennesker - [[vort liv]] ligger dog åbent for Gud; og jeg håber, at det også ligger åbent for jeres samvittighed!

2Co 5:12 Ikke sådan, at vi atter anbefaler os selv for jer, nej, vi giver jer anledning til at rose jer af os, så at I kan have [[noget at sige]] til dem, som roser sig af det ydre, og ikke af hjertet.

2Co 5:13 Thi enten vi var ude af os selv - så var det for Gud; eller vi er besindige - så er det for jer!

2Co 5:14 Thi Kristi kærlighed tvinger os, da vi har indset dette: at Een døde for alle - altså er de alle døde!

2Co 5:15 Og Han døde for alle, for at de levende ikke længere skal leve for sig selv, men for Ham, Som er død og opvakt for dem,

2Co 5:16 så at vi ikke længere kender nogen efter kødet. Og har vi end kendt Kristus efter kødet, kender vi Ham dog ikke længere [[således]]!

2Co 5:17 Hvis nogen derfor er i Kristus, så [[er han]] en ny skabning! Det gamle er borte, se, alt er blevet nyt -

2Co 5:18 men alt [[er]] fra Gud, Som har forligt os med Sig Selv ved Jesus Kristus, og Som har givet os forligelsens tjeneste.

2Co 5:19 Thi Gud var i Kristus og forligte verden med Sig Selv, idet Han ikke tilregner dem deres overtrædelser, og idet Han lagde forligelsens Ord ned i os.

2Co 5:20 Så gør vi da sendebudstjeneste for Kristus, som om Gud Selv formaner ved os; vi beder i Kristi sted: "Lad jer forlige med Gud!"

2Co 5:21 Thi Han, Som ikke kendte til synd, har [[Gud]] gjort til synd for os, for at vi i Ham skulle blive retfærdige for Gud!

Ole Wierøds NT

2 Korinther brev
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13