Bibeloversættelse

Ole Wierød

Heb 5:1 Enhver ypperstepræst, udtaget blandt mennesker, indsættes til gavn for mennesker i tjenesten for Gud, for at han skal frembære både gaver og ofre for synder,

Heb 5:2 og han skal kunne være medlidende med de uvidende og vildfarne, eftersom også han er underlagt skrøbelighed.

Heb 5:3 Derfor er han også skyldig at frembære ofre for [[sine egne]] synder ligesom for folkets.

Heb 5:4 Og der er ikke nogen, der tiltager sig selv den ære, nej, han bliver kaldet dertil af Gud, ligesom Aron.

Heb 5:5 Således gav heller ikke Kristus Sig Selv den ære at blive Ypperstepræst, men Han, Som sagde til Ham: "Du er Min Søn, Jeg har født Dig i dag!",

Heb 5:6 ligesom Han et andet sted siger: "Du er Præst til evigheden på Melkizedeks vis!"

Heb 5:7 Og Han har i Sit køds dage med både høje råb og tårer opsendt bønner og nødråb til Ham, Som kunne frelse Ham fra døden, og Han blev også bønhørt for Sin gudsfrygts skyld;

Heb 5:8 skønt Han er Søn, lærte Han lydighed af dét, Han led.

Heb 5:9 Og da Han nåede fuldendelsen, blev Han Ophavet til evig frelse for dem, som adlyder Ham,

Heb 5:10 fordi Han af Gud var kaldet til Ypperstepræst på Melkizedeks vis.

Heb 5:11 Om dette har vort Ord meget at sige, men det er vanskeligt at forklare, fordi I er blevet sløve til at høre!

Heb 5:12 I burde endda kunne være lærere efter den lange tid, der er gået, og dog har I brug for, at man belærer jer om de første grundsandheder i Guds Ord; ja, det er kommet så vidt med jer, at I [[kun tåler]] mælk og ikke fast føde!

Heb 5:13 Enhver, som kun kan tåle mælk, forstår jo ikke retfærdighedens Ord, umyndig, som han er.

Heb 5:14 Men den faste føde er for de modne, de, som ved brug har opøvet sanserne til at kunne skelne mellem godt og ondt.

Ole Wierøds NT

Hebræerbrevet
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13