Bibeloversættelse

Ole Wierød

Jam 5:1 Og nu, I rige: græd og klag over al den ulykke, som skal komme over jer!

Jam 5:2 Jeres rigdom vil rådne, og jeres klæder blive mølædte!

Jam 5:3 Jeres guld og sølv ruster bort, og rusten på det skal vidne mod jer og æde jeres kød som ild! I har samlet jer skatte i de sidste dage -

Jam 5:4 se: den løn, I har forholdt arbejderne, som har høstet jeres marker, den råber, og høstfolkenes skrig har nået HErren Zebaoths øren!

Jam 5:5 I har ødslet og levet i luxus på jorden; I har mæsket jeres hjerter som på slagtedagen!

Jam 5:6 I har dømt den uskyldige og slået Den Retfærdige ihjel - Han gjorde ikke modstand mod jer!

Jam 5:7 Vær derfor tålmodige, brødre, indtil HErrens genkomst! Se: bonden bier på jordens dyrebare afgrøde; han venter tålmodigt på den, indtil den har fået regn, både [[vinterregn og vårregn]].

Jam 5:8 Vær også I tålmodige og styrk jeres hjerter, thi HErrens komme er nær!

Jam 5:9 Suk og klag ikke over hverandre, brødre, så at I ikke skal blive dømt. Se, Dommeren står for døren!

Jam 5:10 Mine brødre, tag som forbillede på lidelse og tålmodighed profeterne, som talte i HErrens navn.

Jam 5:11 Se, vi priser dem salige, som har holdt ud. I har hørt om Jobs udholdenhed, og I har set den udgang, HErren gav ham. Thi HErren er overmåde barmhjertig og miskundelig!

Jam 5:12 Men fremfor alle ting, mine brødre: sværg ikke, hverken ved Himlen eller ved jorden eller nogen anden ed. Nej, I skal lade jeres "ja" være et ja, og jeres "nej" et nej, for at I ikke skal falde under dom!

Jam 5:13 Lider nogen iblandt jer ondt, så skal han bede! Er nogen syg, så skal han lovsynge!

Jam 5:14 Er nogen iblandt jer syg, skal han lade Kirkens præster kalde til sig, og de skal bede for ham efter at have salvet ham med olie i HErrens navn -

Jam 5:15 og troens bøn skal frelse den, som er syg, og HErren skal oprejse ham! Og har han øvet synder, skal det tilgives ham!

Jam 5:16 Bekend da overtrædelserne for hverandre og bed for hverandre, så I kan blive helbredte. En retfærdigs bøn er virksom og magter meget!

Jam 5:17 Elias var et menneske under samme vilkår som vi; han bad indtrængende om, at det ikke måtte regne - og i tre år og sex måneder regnede det ikke på jorden !

Jam 5:18 Så bad han atter, og himlen gav regn, og jorden lod igen sin frugt skyde frem!

Jam 5:19 Brødre! Hvis een iblandt jer farer vild fra Sandheden, og nogen omvender ham,

Jam 5:20 så skal han vide, at den, som omvender en synder fra hans gale vej, har frelst hans sjæl fra døden og skjuler en mængde synder! --- [Jakobs brev.]

Ole Wierøds NT

Jacobs brev
1 2 3 4 5