Bibeloversættelse

Ole Wierød

Joh 2:1 Tredjedagen derefter var der bryllup i Kana i Galilæa; Jesu moder var med,

Joh 2:2 og også Jesus og Hans disciple var indbudt til brylluppet.

Joh 2:3 Da der nu blev mangel på vin, fordi bryllupsvinen var sluppet op, siger Jesu moder til [[Jesus]]: "De har ikke [[mere]] vin!"

Joh 2:4 Jesus siger til hende: "Hvad vil du Mig, kvinde? Min time er endnu ikke inde!"

Joh 2:5 Hans moder siger da til tjenerne: "Hvad end Han siger til jer, gør det!"

Joh 2:6 Nu stod der efter jødernes renselsesskik sex vandkar af sten, hvert af dem rummende to eller tre ankre.

Joh 2:7 Jesus siger til dem: "Fyld karrene med vand!", og de fyldte dem helt op.

Joh 2:8 Han siger så til dem: "Øs nu op og bær det til mundskænken!", og de bar det ind.

Joh 2:9 Da mundskænken nu smagte vandet, som var blevet til vin, og ikke vidste, hvorfra det kom - men tjenerne, som havde øst vandet op, vidste det - kalder han på brudgommen

Joh 2:10 og siger til ham: "Man plejer ellers først at sætte den gode vin frem, og når [[gæsterne]] er blevet fulde, da den ringere; men du har gemt den gode vin til nu!"

Joh 2:11 Således gjorde Jesus begyndelsen på Sine tegn i Kana i Galilæa - og Hans disciple troede på Ham!

Joh 2:12 Derefter drog Han og Hans moder og brødre og disciple ned til Kapernaum og forblev der nogle få dage.

Joh 2:13 Da jødernes påske nu var nær, drog Jesus op til Jerusalem.

Joh 2:14 Da fandt Han alle dem, som solgte oxer og får og duer, og også pengevexlerne siddende i templet.

Joh 2:15 Da lavede Han Sig en svøbe af reb og drev dem alle ud af templet, også fårene og oxerne; og pengevexlernes penge spredte Han ud, og bordene væltede Han!

Joh 2:16 Og til dem, som solgte duerne, sagde Han: "Tag disse ting bort herfra! Gør ikke Min Faders hus til et markedshus!"

Joh 2:17 Hans disciple kom da i hu, at det er skrevet: "Nidkærhed for Dit hus skal fortære Mig!"

Joh 2:18 Da tog jøderne til orde og sagde til Ham: "Hvilket tegn viser Du os ved at gøre dette?"

Joh 2:19 Jesus svarede og sagde til dem: "Riv dette tempel ned, og på tre dage vil Jeg genrejse det!"

Joh 2:20 Da sagde jøderne: "I sexogfyrre år er der blevet bygget på dette tempel - og Du vil genrejse det på tre dage?"

Joh 2:21 Han havde dog talt om Sit legems Tempel!

Joh 2:22 Da Han var opstået fra døde, kom Hans disciple derfor i hu, at Han havde sagt dette til dem - og de troede Skriften og Dét Ord, Jesus havde talt!

Joh 2:23 Mens Han nu var i Jerusalem i påsken, kom mange til tro på Hans navn, da de så de tegn, Han gjorde,

Joh 2:24 men Selv betroede Jesus Sig ikke til dem, fordi Han kendte alle,

Joh 2:25 og fordi Han ikke havde brug for, at nogen skulle vidne om mennesket; thi Han vidste Selv, hvad der er i mennesket!

Ole Wierøds NT

Johannes
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21