Bibeloversættelse

Ole Wierød

Luk 16:1 Han sagde også til Sine disciple: "Der var en rig mand, som havde en forvalter, der overfor ham blev anklaget for at øde hans ejendomme bort.

Luk 16:2 Da lod han ham kalde til sig og sagde til ham: "Hvad er det, jeg hører om dig? Aflæg regnskab for din forvaltning - thi du kan ikke længere være [[min]] forvalter!"

Luk 16:3 Forvalteren sagde da til sig selv: "Hvad skal jeg gøre - min herre fratager mig jo forvaltningen? Grave orker jeg ikke, tigge skammer jeg mig ved...?

Luk 16:4 Jo, nu veed jeg, hvad jeg skal gøre, for at folk vil modtage mig i deres hjem, når jeg er afsat fra forvaltningen!"

Luk 16:5 Så kaldte han alle sin herres skyldnere til sig een for een. Og han spurgte den første: "Hvor meget skylder du min herre?"

Luk 16:6 Han svarede: "Hundrede ankre olie." Så sagde han til ham: "Tag dit gældsbrev, og sæt dig strax ned og skriv: "halvtreds"!"

Luk 16:7 Derefter spurgte han en anden: "Og du, hvor meget skylder du?" Han sagde: "Hundrede tønder hvede." Og han siger til ham: "Tag dit gældsbrev og skriv: "firs"!"

Luk 16:8 Herren roste da den uretfærdige forvalter, fordi han havde handlet klogt! Thi denne verdens sønner er klogere end Lysets sønner overfor deres egen slægt!

Luk 16:9 Så Jeg siger jer: skaf jer venner ved hjælp af uretfærdighedens mammon, for at de, når den slipper op, kan modtage jer i de evige boliger!

Luk 16:10 Den, som er tro i det små, er også tro i det store, og den, som er uretfærdig i det små, er også uretfærdig i det store!

Luk 16:11 Hvis I altså ikke er tro med den uretfærdige mammon, hvem vil da betro jer den sande?

Luk 16:12 Og hvis I ikke er tro med det, som hører andre til, hvem vil da give jer noget at eje selv?

Luk 16:13 Ingen kan tjene to herrer! Han vil nemlig enten hade den eene og elske den anden, eller holde sig til den eene og foragte den anden; I kan ikke tjene både Gud og Mammon!"

Luk 16:14 Alt dette hørte dog også farisæerne, som var pengekære, og de hånede Ham.

Luk 16:15 Da sagde Han til dem: "Det er jer, som retfærdiggør jer selv overfor menneskene - men Gud kender jeres hjerter! Thi det, som er højt anset blandt mennesker, er en vederstyggelighed for Gud!

Luk 16:16 Loven og Profeterne [[rådede]] indtil Johannes; fra da af forkyndes Guds Rige - og enhver maser sig ind i Det med magt!

Luk 16:17 Men snarere skal Himmelen og jorden forgå, end blot en tøddel af Loven bortfalde!

Luk 16:18 Enhver, som skiller sig fra sin hustru og ægter en anden, bedriver hor! Og enhver, som ægter en kvinde, der er skilt fra sin mand, bedriver hor!

Luk 16:19 Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og dagligt glædede sig i overdådig pragt.

Luk 16:20 Men ved hans port lå en fattig mand ved navn Lazarus, fuld af sår;

Luk 16:21 han ønskede blot at mættes af de smuler, som faldt fra den riges bord, ja, endog hundene kom og slikkede hans sår.

Luk 16:22 Men det skete, at den fattige døde og af englene blev båret til Abrahams skød; også den rige døde og blev gravlagt.

Luk 16:23 Da han nu slog sine øjne op i Dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød.

Luk 16:24 Da råbte han og sagde: "Fader Abraham! Forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og svale min tunge - thi jeg lider i denne lue!"

Luk 16:25 Men Abraham sagde: "Barn! Husk på, at du har fået dine goder, mens du levede, og Lazarus ligeså det onde! Nu trøstes han her, mens du pines!

Luk 16:26 Og fremfor alt er der mellem os og jer lagt en stor kløft, for at de, som ønsker at gå herfra over til jer, ikke kan det; heller ikke kan de derfra komme over til os."

Luk 16:27 Da sagde [[den rige]]: "Så beder jeg dig, fader, at du sender ham til min faders hus -

Luk 16:28 jeg har nemlig fem brødre - for at han kan vidne for dem, så at ikke også de skal ende i dette pinested!"

Luk 16:29 Abraham siger da til ham: "De har Moses og Profeterne! Lad dem høre Dem!"

Luk 16:30 Men han sagde: "Nej, fader Abraham! Men hvis een kom til dem fra de døde, ville de omvende sig!"

Luk 16:31 Men han svarede ham: "Hvis ikke de hører Moses og Profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selvom een opstod fra døde"!"

Ole Wierøds NT

Lukas
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24