Bibeloversættelse

Ole Wierød

Luk 21:1 Og da Han så op, fik Han øje på de rige, som lagde deres gaver i tempelkisten;

Luk 21:2 Han så også en fattig enke, som lagde to småskillinger i den.

Luk 21:3 Og Han sagde: "Sandelig, Jeg siger jer: denne fattige enke lagde mere end alle [[de andre]]!

Luk 21:4 Thi alle disse lagde gaver til Gud af deres overflod - men hun lagde af sin fattigdom al den ejendom, hun havde!"

Luk 21:5 Og til nogle, som talte om templet, at det var smukt med smukke sten og tempelgaver, sagde Han:

Luk 21:6 "Dette, som I nu ser - der skal komme dage, da der ikke her skal lades sten på sten; alt skal nedbrydes!"

Luk 21:7 De spurgte Ham da og sagde: "Mester! Hvornår skal dette ske? Og hvad er tegnet på, at det vil ske?"

Luk 21:8 Men Han sagde: "Se til, at I ikke bliver ført vild! Thi mange skal komme i Mit navn og sige: "JEG ER!", og "Tiden er nær!" - følg ikke efter dem!

Luk 21:9 Men når I hører om krige og oprør, så bliv ikke bange! Thi disse ting må ske først - enden kommer dog ikke strax!"

Luk 21:10 Da sagde Han til dem: "Folk skal rejse sig mod folk og kongedømme mod kongedømme;

Luk 21:11 store jordskælv skal ske på flere steder, og både her og der skal der være hungersnød og pest; og da skal der også ske store, frygtelige tegn på Himmelen!

Luk 21:12 Men før alle disse ting skal man lægge hånd på jer og forfølge jer og overgive jer til synagoger og fængsler og føre jer frem for konger og statholdere for Mit navns skyld!

Luk 21:13 Men for jer skal det være en lejlighed til at aflægge vidnesbyrd!

Luk 21:14 Læg jer derfor på hjerte ikke på forhånd at udtænke, hvordan I skal forsvare jer!

Luk 21:15 Thi Jeg skal give jer visdoms mæle, som ingen af jeres modstandere skal kunne modsige eller modstå!

Luk 21:16 Men I skal endog forrådes af forældre og brødre og slægtninge og venner, og nogle af jer skal de dræbe;

Luk 21:17 og I skal blive hadet af alle for Mit navns skyld!

Luk 21:18 Dog: end ikke et hår på jeres hovede skal tilintetgøres!

Luk 21:19 Ved jeres udholdenhed skal I vinde jeres sjæle!

Luk 21:20 Men når I ser Jerusalem omringet af hære, så viid, at Hendes ødelæggelse er nær!

Luk 21:21 Da skal de, der er i Judæa, flygte op i bjergene, og de, der er i Hendes midte, skal drage ud! Og de, der er på marken, skal ikke drage ind i Hende!

Luk 21:22 For dette er Dommens Dage, da alt dét, som er skrevet, skal opfyldes:

Luk 21:23 "Vé de svangre og de, som giver die i de dage! Thi der skal komme stor nød på jorden og vrede over dette folk!"

Luk 21:24 Og de skal falde for sværdets od, og de skal føres i fangenskab til alle folkene; og Jerusalem skal nedtrædes af hedninger, indtil hedningernes tider er fuldendte!

Luk 21:25 Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folk ængstes i rådvildhed over havets brænding og brus.

Luk 21:26 Mennesker skal dåne af frygt og gru for det, som skal komme over den beboede jord - thi Himmelens kræfter skal rystes.

Luk 21:27 Og da skal de se "Menneskets Søn, kommende i skyen", med stor herligheds kraft.

Luk 21:28 Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoveder - thi jeres forløsning nærmer sig!"

Luk 21:29 Og Han sagde dem en lignelse: "Se på figentræet og alle træerne:

Luk 21:30 allerede når I ser, at de knoppes, veed I af jer selv, at sommeren er nær.

Luk 21:31 Således veed I også, når I ser disse ting ske, at Guds Rige er nær.

Luk 21:32 Sandelig, Jeg siger jer: denne slægt ingenlunde skal forgå, førend det er sket altsammen!

Luk 21:33 Himmelen og jorden skal forgå, men Mine Ord skal ingenlunde forgå!

Luk 21:34 Men tag vare på jer selv, for at jeres hjerter ikke skal sløves af rus og svir og timelige bekymringer, så Denne Dag kommer pludseligt over jer!

Luk 21:35 Thi Den skal komme som en snare over alle dem, som bor på hele jordens flade;

Luk 21:36 våg derfor til enhver tid under bøn, for at I skal blive agtet værdige til at undfly alle disse ting, som kommer til at ske, og til at bestå for Menneskets Søn!"

Luk 21:37 Og om dagen var Han i templet og underviste, men om natten gik Han ud og overnattede på det bjerg, som kaldes "Olietræernes".

Luk 21:38 Og hele folket kom til Ham meget tidligt i templet for at høre Ham.

Ole Wierøds NT

Lukas
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24