Bibeloversættelse

Ole Wierød

Luk 7:1 Da Han havde fuldendt hele Sin tale for folket, drog Han ind i Kapernaum.

Luk 7:2 Der var en hundredmandsfører, hvis tjener var syg, ja, døden nær, og hundredmandsføreren var meget glad for ham.

Luk 7:3 Da han nu hørte om Jesus, sendte han jødernes præster til Ham for at bede Ham om at komme og helbrede sin tjener.

Luk 7:4 Da de kom til Jesus, bad de Ham indtrængende og sagde: "Han er værdig til, at Du gør dette for ham,

Luk 7:5 thi han elsker vort folk, og han har bygget synagogen til os!"

Luk 7:6 Jesus gik så med dem; men da Han var nær ved huset, sendte hundredmandsføreren nogle venner til Ham, som sagde: "HErre! gør Dig ikke ulejlighed - thi jeg er ikke værdig til, at Du går ind under mit tag;

Luk 7:7 derfor har jeg heller ikke agtet mig selv værdig til at komme til Dig; men sig blot Eet Ord, så bliver min tjener helbredt!

Luk 7:8 Jeg er jo også et menneske, som står under kommando, og jeg har soldater under mig. Og siger jeg til den eene: "Gå!", så går han, og til en anden: "Kom!", så kommer han, og til min tjener: "Gør dette!", så gør han det!"

Luk 7:9 Da Jesus hørte dette, undrede Han Sig over ham. Og Han vendte Sig mod skaren, som fulgte Ham, og sagde: "Jeg siger jer: end ikke i Israel har Jeg fundet så stor en tro!"

Luk 7:10 Og da de, som var sendt ud, vendte tilbage til huset, fandt de den syge tjener rask.

Luk 7:11 Og det skete den følgende dag, at Han gik til en by kaldet Nain, og Hans disciple og en stor folkeskare ledsagede Ham.

Luk 7:12 Men da Han nærmede Sig byens port, se: da blev en død båret ud, en moders eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen fulgte hende.

Luk 7:13 Da HErren så hende, ynkedes Han over hende og sagde til hende: "Græd ikke!"

Luk 7:14 Han trådte så hen og rørte ved båren; og de, som bar, standsede. Han sagde så: "Unge mand, Jeg siger dig: stå op!"

Luk 7:15 Og den døde rejste sig op og begyndte at tale; og Jesus gav ham til hans moder.

Luk 7:16 Da blev alle grebet af frygt, og de priste Gud og sagde: "En stor Profet er oprejst iblandt os, ja, Gud har besøgt Sit folk!"

Luk 7:17 Og Dette Ord om Ham kom ud i hele Judæa og i hele omlandet.

Luk 7:18 Johannes' disciple fortalte ham nu om alle disse ting.

Luk 7:19 Han kaldte så to af sine disciple til sig og sendte dem til HErren Jesus for at spørge: "Er Du "DEN, SOM KOMMER", eller skal vi vente en anden?"

Luk 7:20 Da de kom til Ham, sagde de: "Johannes Døberen har sendt os til Dig for at spørge: "Er Du "DEN, SOM KOMMER", eller skal vi vente en anden?"

Luk 7:21 I samme stund helbredte Han mange for sygdomme og plager og onde ånder, og mange blinde gav Han synet igen.

Luk 7:22 Og Jesus svarede og sagde til dem: "Gå og fortæl Johannes, hvad I har set og hørt: blinde får synet igen, lamme går, spedalske renses, døve hører, døde står op og Evangeliet forkyndes for fattige -

Luk 7:23 og salig er den, som ikke tager anstød af Mig!"

Luk 7:24 Da sendebudene fra Johannes så var gået bort, begyndte Han at tale til skaren om Johannes: "Hvad gik I ud i ørkenen for at se? Et rør, som svajer for vinden?

Luk 7:25 Nej, hvad gik I ud for at se? Et menneske, klædt i bløde klæder? Se, de, som går i prægtige klæder og lever i vellevned, er i paladserne.

Luk 7:26 Nej, hvad gik I ud for at se? En profet? Ja, Jeg siger jer: [[han er]] endog mere end en profet!

Luk 7:27 Han er den, om hvem det er skrevet: "Se, Jeg sender Min engel foran Dit åsyn; han skal rydde Din Vej foran Dig!"

Luk 7:28 Thi Jeg siger jer: Ingen blandt kvindefødte er større end profeten Johannes Døber - dog: den mindste i Guds Rige er større end han!"

Luk 7:29 Og hele folket, som havde hørt det - selv tolderne - gav Gud ret og lod sig døbe med Johannes' dåb.

Luk 7:30 Men farisæerne og de lovlærde forkastede Guds plan med dem og lod sig ikke døbe af ham.

Luk 7:31 HErren sagde da: "Hvad skal Jeg ligne denne slægts mennesker med, og hvad er de lig?

Luk 7:32 De er ligesom børn, der sidder på torvet og råber til hinanden og siger: "Vi spillede på fløjte for jer, men I dansede ikke; og vi sang klagesange for jer, men I græd ikke!"

Luk 7:33 Thi Johannes Døberen kom, han, som hverken spiser mad eller drikker vin, og I siger: "Han har en dæmon!"

Luk 7:34 Så kommer Menneskets Søn, Som spiser og drikker, og I siger: "Se, Hvilken Mand, en Frådser og Dranker, tolderes og synderes Ven!"

Luk 7:35 Dog Visdommen er retfærdiggjort ved alle Sine børn!"

Luk 7:36 Een af farisæerne bad Ham da om at spise hos sig, og da Han kom ind i farisæerens hus, lagde Han Sig til bords.

Luk 7:37 Og se, der var i byen en kvinde, som var en synderinde, og som havde fået at vide, at Han lå til bords i farisæerens hus; [[hun]] kom derhen, og hun havde bragt en alabasterkrukke med myrra med sig.

Luk 7:38 Og hun stod ved Hans fødder, bag ved Ham, og græd; så begyndte hun at væde Hans fødder med sine tårer, og med sine hovedhår tørrede hun dem, kyssede Hans fødder og salvede dem med myrra.

Luk 7:39 Men da farisæeren, som havde indbudt Ham, så det, tænkte han ved sig selv: "Hvis Denne Mand var en profet, ville Han dog vide, hvem og hvad slags kvinde det er, der berører Ham: at hun er en synderinde!"

Luk 7:40 Jesus svarede da og sagde til ham: "Simon; Jeg har noget at sige dig!" Han siger: "Mester! sig frem!"

Luk 7:41 "En pengeudlåner havde to skyldnere; den eene skyldte ham fem hundrede denarer, den anden halvtreds.

Luk 7:42 Da nu ingen af dem havde noget at betale med, eftergav han dem begge gælden. Sig Mig: hvem af dem vil nu elske ham mest?"

Luk 7:43 Simon svarede og sagde: "Jeg går ud fra, at det er ham, hvem han eftergav mest." Han sagde til ham: "Du dømte ret!"

Luk 7:44 Så vendte Han Sig mod kvinden og sagde til Simon: "Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus; du gav Mig ikke vand til mine fødder, men hun har vædet Mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår.

Luk 7:45 Du gav Mig intet kys; men fra det øjeblik, Jeg kom ind, er hun ikke ophørt med at kysse Mine fødder.

Luk 7:46 Du salvede ikke Mit hovede med olie; men hun har salvet Mine fødder med myrra!

Luk 7:47 Derfor Siger Jeg dig: hendes mange synder skal være forladte, for hun elsker meget; men du, hvem kun lidet forlades, elsker kun lidt!"

Luk 7:48 Og Han sagde til hende: "Dine synder er dig forladt!"

Luk 7:49 Da begyndte de, som lå sammen med Ham, at sige til hinanden: "Hvem er Han, Som endog forlader synder?"

Luk 7:50 Men Han sagde til kvinden: "Din tro har frelst dig! Gå bort i fred!"

Ole Wierøds NT

Lukas
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24