Bibeloversættelse

Ole Wierød

Mar 11:1 Da de nærmede sig Jerusalem [[og kommer]] til Betfage og Betania ved Olietræernes Bjerg, sender Han to af Sine disciple afsted

Mar 11:2 og siger til dem: "Gå ind i landsbyen, der ligger lige foran jer. Så snart I kommer ind i den, vil I finde et æsel-føl bundet, på hvilket endnu intet menneske har siddet. Løs det og før det hid.

Mar 11:3 Og hvis nogen spørger jer: "Hvorfor gør I det", så sig: "HErren har brug for det!", og han vil strax sende det hid.

Mar 11:4 De gik da afsted og fandt føllet, bundet ved en dør udenfor på gaden, og de løser det.

Mar 11:5 Nogle af dem, som stod der, sagde da til dem: "Hvorfor løser I føllet?"

Mar 11:6 De svarede, som Jesus havde pålagt dem, og så tillod de dem det.

Mar 11:7 De ledte så føllet til Jesus og lagde deres klæder på det, og Han satte Sig på det.

Mar 11:8 Mange bredte da deres kapper på vejen, mens andre huggede grene af træerne og strøede dem på vejen.

Mar 11:9 Og de, som gik foran, og de, som fulgte efter, råbte og sagde: "Hosanna! Velsignet være HAN, SOM KOMMER, i HErrens navn!

Mar 11:10 Velsignet være Det kommende Rige, vor fader Davids [[Rige]], i HErrens navn! Hosanna i Det Højeste!"

Mar 11:11 Og Jesus drog ind i Jerusalem og gik ind i templet. Og Han så Sig omkring overalt, men da det allerede var sent på dagen, gik Han ud til Betania sammen med de tolv.

Mar 11:12 Dagen efter, da de gik fra Betania, blev Han sulten.

Mar 11:13 Da så Han på afstand et figentræ med løv, og Han gik hen for at se, om Han skulle finde nogen frugt på det, for det var ikke tiden for figener; og da Han kom hen til det, fandt Han heller ingen, kun blade.

Mar 11:14 Da tog Jesus til Orde og sagde til det: "Aldrig mere i evigheden skal nogen æde frugt af dig!" Og Hans disciple hørte dette.

Mar 11:15 Han kommer så til Jerusalem. Og Han gik ind i templet og begyndte at jage dem ud, som solgte og købte i templet, og vexelerernes borde og duesælgernes bænke væltede Han,

Mar 11:16 og Han tillod ikke, at nogen bar deres sager over tempelpladsen.

Mar 11:17 Og Han lærte dem og sagde: "Er det ikke skrevet: "Mit hus skal kaldes et bønnens hus for alle folkeslag"? - men I har gjort det til en røverhule!"

Mar 11:18 Da de skriftlærde og præsterne og ypperstepræsterne hørte det, søgte de en måde, hvorpå de kunne få bugt med Ham; thi de frygtede Ham, fordi hele folket var ude af sig selv på grund af Hans Lære.

Mar 11:19 Da det blev sent, gik de ud af byen.

Mar 11:20 Tidligt [[næste morgen]], da de gik forbi figentræet, så de, at det var visnet fra roden af.

Mar 11:21 Og da Peter kom det i hu, siger han til Ham: "Rabbi! Se: figentræet, som Du forbandede, er visnet!"

Mar 11:22 Og Jesus svarer og siger til dem: "Hav tro på Gud!

Mar 11:23 Thi sandelig, Jeg siger jer: den, som siger til dette bjerg: "Løft dig og kast dig i havet!" - og ikke tvivler i sit hjerte, men tværtimod tror, at dét, han siger, sker - det skal ske ham, som han siger!

Mar 11:24 Derfor siger Jeg jer: Alt, hvad I end beder om og ønsker - tro, at I har fået det, og det skal ske jer!

Mar 11:25 Og når I står og beder, så tilgiv, hvis I har noget mod nogen, for at også jeres Fader, Som er I Himlene, kan tilgive jer jeres overtrædelser.

Mar 11:26 For hvis I ikke tilgiver, vil jeres Fader, Som er i Himlene, heller ikke tilgive jer jeres overtrædelser!"

Mar 11:27 De kommer så atter til Jerusalem. Og mens Han går omkring i templet, kommer ypperstepræsterne og de skriftlærde og præsterne til Ham,

Mar 11:28 og de siger til Ham: "Med hvilken myndighed gør Du dette? Eller Hvem har givet Dig myndigheden til at gøre disse ting?"

Mar 11:29 Jesus svarede og sagde til dem: "Jeg vil også spørge jer om en ting; svar Mig, så vil Jeg også sige jer, med hvilken myndighed, Jeg gør dette:

Mar 11:30 Johannes' dåb, var den fra Himmelen eller fra mennesker? Svar Mig!"

Mar 11:31 De drøftede det da indbyrdes og sagde: "Hvis vi siger: "Fra Himmelen", vil Han sige: "Hvorfor troede I ham da ikke?",

Mar 11:32 men hvis vi siger: "Fra mennesker",..... så frygtede de folket, thi alle holdt Johannes for virkelig at være en profet!

Mar 11:33 De svarer så og siger til Jesus: "Vi veed det ikke!" Så svarer Jesus og siger til dem: "Så siger Jeg heller ikke jer, med hvilken myndighed, Jeg gør dette!"

Ole Wierøds NT

Markus
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16