Bibeloversættelse

Ole Wierød

Mar 7:1 Og farisæerne og nogle af de skriftlærde, som var kommet fra Jerusalem, samledes om Ham.

Mar 7:2 Da de så, at nogle af Hans disciple spiste maden med vanhellige - det vil sige: uvaskede - hænder, dadlede de det,

Mar 7:3 thi farisæerne og andre jøder spiser aldrig uden først at have vasket hænderne med en smule vand, fordi de holder fast på de gamles overleveringer.

Mar 7:4 Det, der kommer fra torvet, spiser de heller ikke, uden at det først er blevet vasket. Mange andre skikke har de også overtaget og overholder: afvaskninger af bægre og kar og kobberkedler og bænke.

Mar 7:5 Derfor spørger farisæerne og de skriftlærde Ham også: "Hvorfor vandrer dine disciple ikke efter de gamles overleveringer, men spiser maden med vanhellige hænder?"

Mar 7:6 Han svarede da og sagde til dem: "Esajas profeterede ret om jer hyklere - som det er skrevet: "Dette folk ærer Mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra Mig!

Mar 7:7 Men de dyrker Mig forgæves, fordi de lærer menneskers bud!"

Mar 7:8 Thi I har forladt Guds bud, men holder fast på menneskers overlevering: afvaskninger af kar og bægre og mange andre lignende ting!"

Mar 7:9 Og Han sagde til dem: "I får det til at tage sig smukt ud, når I tilsidesætter Guds bud, for at I kan overholde overleveringen!

Mar 7:10 Thi Moses sagde: "Ær din fader og din moder!" og: "Den, som bagtaler sin fader eller sin moder, skal lide døden!",

Mar 7:11 men I lærer: "Hvis et menneske siger til sin fader eller moder: "Dét, som du har tilgode hos mig, skal være en "korban", det vil sige: en gave [[til templet]]!",

Mar 7:12 så behøver han ikke længere gøre noget for sin fader eller moder!

Mar 7:13 Således afkræfter I Guds bud ved de overleveringer, I videregiver - og mange lignende ting gør I!"

Mar 7:14 Og Han kaldte atter hele folkeskaren til Sig og sagde til dem: "Hør alle på Mig - og forstå:

Mar 7:15 Intet, som er udenfor mennesket, kan vanhellige det, når det kommer ind i det! Nej, dét, som udgår fra mennesket, dét vanhelliger mennesket!

Mar 7:16 Om nogen har ører at høre med, han høre!"

Mar 7:17 Da Han gik ind i huset, bort fra mængden, spurgte Hans disciple Ham om denne lignelse.

Mar 7:18 Og Han siger til dem: "Er I da også så uforstående? Forstår I da ikke, at intet af det, som kommer ind i mennesket, kan vanhellige det,

Mar 7:19 fordi det ikke kommer ind i hans hjerte, men i maven og går ud gennem tarmene;" - og således erklærede Han al føde for ren!

Mar 7:20 Videre sagde Han: "Dét, som udgår fra mennesket, dét vanhelliger mennesket!

Mar 7:21 Thi indefra, fra hjertet, udgår menneskets onde tanker: hor, utugt, mord,

Mar 7:22 tyveri, havesyge, ondskab, svig, udskejelser, misundelse, spot, hovmod, uforstand!

Mar 7:23 Alt dette onde udgår indefra og vanhelliger mennesket!"

Mar 7:24 Så brød Han op derfra og drog til landsbyerne omkring Tyrus og Sidon. Dér tog Han ind i et hus og ønskede ikke, at nogen skulle vide det - men det kunne ikke holdes skjult!

Mar 7:25 Thi en kvinde, hvis datter havde en uren ånd, havde hørt om Ham, og hun kom og faldt ned for Hans fødder.

Mar 7:26 Denne kvinde var græsk, syrofønikisk af slægt - og hun bad Ham om at uddrive ånden af sin datter.

Mar 7:27 Men Jesus sagde til hende: "Lad først børnene blive mætte! Thi det er ikke ret at tage børnenes mad og kaste det til de små hunde!"

Mar 7:28 Men hun svarede og siger til Ham: "Du har ret, HErre! Men hvalpene under bordet æder dog af børnenes smuler!"

Mar 7:29 Og Han sagde til hende: "På grund af dette ord kan du trygt gå hjem: dæmonen er faret ud af din datter!"

Mar 7:30 Og da hun kom hjem, fandt hun datteren liggende på sengen - og dæmonen var faret ud!

Mar 7:31 Han drog så atter bort fra landsbyerne ved Tyrus og Sidon og ned til Galilæas Sø, midt gennem landsbyerne ved Dekapolis.

Mar 7:32 Og de fører Ham til en døv, som kun vanskeligt kunne tale, og beder Ham om at lægge hånden på ham.

Mar 7:33 Han tog ham da til side, bort fra mængden, stak Sine fingre i hans ører, spyttede på [[fingrene]] og rørte ved hans tunge;

Mar 7:34 så løftede Han Sit blik op mod Himmelen, sukkede og siger til ham: "Effata!", det betyder: "Åbnes!"

Mar 7:35 Og i det samme åbnedes hans ører, hans tunges bånd løsnedes, og han talte rent!

Mar 7:36 Og Han forbød dem at sige det til nogen. Men jo mere, Han forbød dem det, desto mere forkyndte de det!

Mar 7:37 Og de undrede sig meget og sagde: "Han har gjort alt vel! Han gør både, at de døve hører, og at de stumme taler!"

Ole Wierøds NT

Markus
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16