Bibeloversættelse

Ole Wierød

Mat 10:1 Og Han kaldte Sine tolv disciple til Sig og gav dem magt over urene ånder, så de kunne uddrive dem og helbrede enhver sygdom og enhver plage.

Mat 10:2 De tolv apostles navne er disse: først Simon, som kaldes Peter, og Andreas, hans broder; så Jakob, Zebedæus' søn og Johannes, hans broder;

Mat 10:3 Filip og Bartholomæus, Thomas og tolderen Mattæus, Jakob, Alfæus' søn, og Lebbæus, som havde tilnavnet "Taddæus";

Mat 10:4 Simon kanaanæeren og Judas Iskariot, som jo forrådte Ham.

Mat 10:5 Disse tolv udsendte Jesus, idet Han formanede dem og sagde: "Drag ikke ud på hedningernes veje, og gå ikke ind i en samaritansk by!

Mat 10:6 Nej, gå til de fortabte får af Israels hus.

Mat 10:7 Og på jeres vandring skal I prædike og sige: "Himlenes Rige er kommet nær!"

Mat 10:8 Helbred syge, rens spedalske, opvæk døde, uddriv dæmoner; gratis fik I det - giv det gratis!

Mat 10:9 Skaf jer ikke guld eller sølv eller kobber i jeres bælter på jeres vej,

Mat 10:10 heller ikke vadsæk eller to kjortler eller sandaler eller stav, thi en arbejder er sin føde værd!

Mat 10:11 Og når I går ind i en by, find da ud af, hvem i den, der er det værd, og bliv så dér, indtil I drager videre.

Mat 10:12 Og når I træder ind i et hus, så hils det!

Mat 10:13 Hvis huset da er det værd, så lad jeres fred komme over det; men hvis det ikke er det værd, så lad jeres fred vende tilbage til jer selv!

Mat 10:14 Men vil man ikke tage imod jer og ikke høre jeres Ord, så forlad dette hus eller denne by og ryst støvet af jeres fødder.

Mat 10:15 Sandelig, Jeg siger jer: det skal blive lettere for Sodomas og Gomorras land på Dommens Dag end for denne by!

Mat 10:16 Se: Jeg sender jer som får blandt ulve! Vær derfor snilde som slanger og uskyldige som duer!

Mat 10:17 Men vogt jer for menneskene! Thi de vil overgive jer til domstolene, og i deres synagoger vil de piske jer!

Mat 10:18 I vil blive ført frem for fyrster og konger for Min skyld til et vidnesbyrd for dem og for hedningerne.

Mat 10:19 Men når de udleverer jer, så vær ikke bekymrede for, hvad I skal sige, thi det skal gives jer i samme stund!

Mat 10:20 Det er nemlig ikke jer, som taler, nej, jeres Faders Ånd er Den, Som taler i jer!

Mat 10:21 Men broder skal overgive broder til døden, og fader sit barn, og børn skal rejse sig mod forældre, og de vil slå dem ihjel!

Mat 10:22 Og I vil blive hadet af alle for Mit navns skyld! Dog: den, som holder ud til enden, skal blive frelst!

Mat 10:23 Men når de forfølger jer i een by, så flygt til den næste; og hvis de også forfølger jer i den næste, så flygt til den næste igen! Thi sandelig, Jeg siger jer: I skal ingenlunde være kommet til ende med byerne i Israel, før Menneskets Søn kommer!

Mat 10:24 En discipel står ikke over sin Mester, ej heller en tjener over sin HErre!

Mat 10:25 [[Det må være]] nok for disciplen, hvis det går ham som hans Mester, og for tjeneren, [[hvis det går ham]] som hans HErre. Har de kaldt Husbonden "Beelzebul", hvor meget mere da ikke Hans husfolk?

Mat 10:26 Frygt altså ikke! Thi intet er skjult, som ikke skal åbenbares, og intet gemt, som ikke skal blive kendt!

Mat 10:27 Det, Jeg siger jer i mørket, sig det i lyset! Og det, der hviskes jer i øret, råb det ud fra tagene!

Mat 10:28 Og frygt ikke for dem, som dræber legemet, men ikke kan dræbe sjælen; nej, frygt snarere Ham, Som kan ødelægge både sjæl og legeme i Helvede!

Mat 10:29 Sælges ikke to spurve for en skilling? Og dog falder ikke een af dem til jorden, uden [[at]] jeres Fader [[vil det]]!

Mat 10:30 Men på jer er endog alle hovedhår talt!

Mat 10:31 Frygt altså ikke, thi I er mere værd end mange spurve!

Mat 10:32 Derfor: enhver, som vil kendes ved Mig overfor menneskene, ham vil også Jeg kendes ved overfor Min Fader, Som er i Himlene!

Mat 10:33 Men den, som fornægter Mig overfor menneskene, ham vil også Jeg fornægte overfor Min Fader, Som er i Himlene!

Mat 10:34 Tro ikke, at Jeg er kommet for at udbrede fred på jorden! Jeg er ikke kommet for at bringe fred - nej, sværd!

Mat 10:35 Thi Jeg er kommet for at sætte skel "mellem en mand og hans fader, mellem en datter og hendes moder og mellem en svigerdatter og hendes svigermoder,

Mat 10:36 og en mands husfolk skal blive hans fjender"!

Mat 10:37 Den, som elsker sin fader eller sin moder mere end Mig, er Mig ikke værd! Og den, som elsker sin søn eller sin datter mere end Mig, er Mig ikke værd!

Mat 10:38 Og den, som ikke tager sit kors op og følger Mig efter, er Mig ikke værd!

Mat 10:39 Den, som har bjærget sit liv, skal miste det; men den, som har mistet sit liv for Min skyld, skal bjærge det!

Mat 10:40 Den, som tager imod jer, tager imod Mig, og den, som tager imod Mig, tager imod Ham, Som sendte Mig!

Mat 10:41 Den, som tager imod en profet, fordi han er profet, skal få en profets løn, og den, som modtager en retfærdig mand, fordi han er retfærdig, skal få en retfærdigs løn.

Mat 10:42 Og den, som skænker een af disse små et bæger koldt vand, blot fordi han er Min discipel - sandelig, Jeg siger jer: han skal ingenlunde miste sin løn!"

Ole Wierøds NT

Mattæus
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28