Bibeloversættelse

Ole Wierød

Mat 11:1 Og det skete, da Jesus var færdig med at give påbud til Sine tolv disciple, at Han drog derfra for at undervise og prædike i byerne deromkring.

Mat 11:2 Men da Johannes i fængslet hørte om Kristi gerninger, sendte han to af sine disciple afsted for at spørge Ham:

Mat 11:3 "Er Du "DEN, SOM KOMMER", eller skal vi vente en anden?"

Mat 11:4 Jesus svarede da og sagde til dem: "Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser:

Mat 11:5 blinde ser, og lamme går omkring, spedalske renses, og døve hører, døde står op, og "Evangeliet forkyndes for fattige"!

Mat 11:6 Og salig er den, som ikke tager anstød af Mig!"

Mat 11:7 Da de var gået, begyndte Jesus at tale til folkeskaren om Johannes: "Hvorfor gik I ud i ørkenen? For at se et siv, som svajer for vinden?

Mat 11:8 Nej, hvorfor gik I ud? For at se et menneske, klædt i bløde klæder? Se: de, som bærer bløde klæder, er i kongens hus!

Mat 11:9 Nej, hvorfor gik I ud? For at se en profet? Ja, Jeg siger jer: han er endog mere end en profet!

Mat 11:10 Thi han er den, om hvem det er skrevet: "Se, Jeg sender Min engel foran Dit åsyn; han skal rydde Din vej foran Dig!"

Mat 11:11 Sandelig, Jeg siger jer: der er blandt kvindefødte ikke oprejst nogen større end Johannes Døberen - dog: den mindste i Himlenes Rige er større end han!

Mat 11:12 Men fra Johannes Døberens dage til nu bestormes Himlenes Rige, og de, som bestormer Det, plyndrer Det!

Mat 11:13 Thi alle profeterne og Loven profeterede indtil Johannes,

Mat 11:14 og - om I vil tage imod det! - han er Elias, som skulle komme!

Mat 11:15 Den, som har ører at høre med, han høre!

Mat 11:16 Men med hvem skal Jeg dog ligne denne slægt? Den ligner småbørn, som sidder på torvene og råber til vennerne og siger:

Mat 11:17 "Vi spillede på fløjte for jer, men I dansede ikke - og vi sang klagesange for jer, men I jamrede ikke!"

Mat 11:18 Thi Johannes kom, som ikke spiste og ikke drak, og så siger man: "Han har en dæmon!"

Mat 11:19 Så kom Menneskets Søn, Som spiser og drikker, og så siger man: "Se, hvilken ædedolk og fyldebøtte, Ven med toldere og syndere!" - dog: Visdommen er retfærdiggjort ved Sine gerninger!"

Mat 11:20 Så begyndte Han at revse de byer, i hvilke de fleste af Hans kraftgerninger var gjort, fordi de ikke havde omvendt sig:

Mat 11:21 "Vé dig, Korazin! Vé dig, Betsajda! Thi hvis de kraftgerninger, som er sket i jer, var sket i Tyrus og Sidon, så havde de forlængst omvendt sig i sæk og aske!

Mat 11:22 Dog, Jeg siger jer: det vil blive lettere for Tyrus og Sidon på Dommens Dag end for jer!

Mat 11:23 Og du, Kapernaum! Mon du skal ophøjes lige til Himmelen - nej, lige til Dødsriget skal du stødes ned! Thi hvis de kraftgerninger, som er sket i dig, var sket i Sodoma, var den blevet stående indtil den dag i dag!

Mat 11:24 Dog, Jeg siger jer: det vil blive lettere for Sodomas land på Dommens Dag end for dig!"

Mat 11:25 På samme tid tog Jesus til Orde og sagde: "Jeg priser Dig, Fader, Himmelens og jordens HErre, fordi Du har skjult dette for de viise og de forstandige og åbenbaret det for de umyndige;

Mat 11:26 ja, Fader, thi således fuldbyrdedes det til Dit velbehag!

Mat 11:27 Alt er overgivet Mig af Min Fader; og ingen kender Sønnen uden Faderen; heller ikke kender nogen Faderen uden Sønnen, og den, for hvem Sønnen vil åbenbare Ham.

Mat 11:28 Kom til Mig, alle I, som slider og er tyngede af byrder - og Jeg vil give jer hvile!

Mat 11:29 Tag Mit åg på jer og lær af Mig, thi Jeg er sagtmodig og ydmyg af hjerte - og "I skal finde hvile for jeres sjæle".

Mat 11:30 Thi Mit åg er godt, og Min byrde er let!"

Ole Wierøds NT

Mattæus
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28