Bibeloversættelse

Ole Wierød

Mat 12:1 På den tid gik Jesus på sabbaten gennem kornmarkerne; og Hans disciple blev sultne og begyndte at plukke ax og spise.

Mat 12:2 Da farisæerne så dette, sagde de til Ham: "Se, Dine disciple gør noget, som det ikke er tilladt at gøre på en sabbat!"

Mat 12:3 Han sagde da til dem: "Har I da ikke læst, hvad David gjorde, da han selv og hans ledsagere blev sultne:

Mat 12:4 hvordan han gik ind i Guds hus og åd skuebrødene, som hverken han eller hans ledsagere havde lov at spise, men kun præsterne?

Mat 12:5 Eller har I ikke læst i Loven, at præsterne på sabbaten i helligdommen vanhelliger sabbaten - og dog er skyldfri?

Mat 12:6 Og Jeg siger jer: her er Een, Som er større end templet!

Mat 12:7 Om I blot havde forstået, hvad dette betyder: "Miskundhed vil Jeg, ikke slagtoffer", så havde I ikke fordømt uskyldige.

Mat 12:8 Thi Menneskets Søn er også HErre over sabbaten!"

Mat 12:9 Da Han gik derfra, kom Han til deres synagoge.

Mat 12:10 Og se, der var en mand, som havde en vissen hånd. De spurgte Ham da og sagde: "Er det tilladt at helbrede på sabbaten?" - for at de kunne få noget at anklage Ham for!

Mat 12:11 Men Han sagde til dem: "Hvem iblandt jer, som har et får, vil ikke, hvis det på en sabbat falder i en grøft, gribe det og trække det op?

Mat 12:12 Hvor meget mere er ikke et menneske værd end et får? Så er det altså tilladt at gøre godt på sabbaterne!"

Mat 12:13 Og Han siger til manden: "Ræk din hånd frem!" Han rakte den da frem - og den var atter blevet rask som den anden.

Mat 12:14 Men da de var gået ud, holdt farisæerne rådslagning mod Ham, om hvordan de kunne komme Ham til livs.

Mat 12:15 Da Jesus imidlertid vidste dette, gik Han bort derfra; og store mængder fulgte Ham, og Han helbredte dem alle.

Mat 12:16 Og Han bød dem strengt, at de ikke skulle røbe, Hvem Han var,

Mat 12:17 for at dét skulle opfyldes, som er talt ved profeten Esajas, som siger:

Mat 12:18 "Se, Min Tjener, Som Jeg har udvalgt, Min Elskede, i Hvem Min sjæl fandt behag! På Ham vil Jeg lægge Min Ånd, og Han skal forkynde dom for folkene!

Mat 12:19 Han skal ikke kives eller råbe, og ingen skal høre Hans røst på gaderne!

Mat 12:20 Han skal ikke knuse et knækket siv eller slukke en rygende væge, før Han får ført retten frem til sejr!

Mat 12:21 På Hans navn skal folkeslag håbe"!"

Mat 12:22 Da blev en dæmonbesat, der var blind og døvstum, bragt til Ham, og Han helbredte ham, så at den blinde og døvstumme både kunne tale og se.

Mat 12:23 Og hele folkeskaren undrede sig og sagde: "Mon dog ikke Han er Davids-Sønnen?"

Mat 12:24 Men farisæerne, som havde hørt det, sagde: "Han driver dæmonerne ud ved Beelzebul, dæmonernes fyrste!"

Mat 12:25 Men da Jesus kendte deres tanker, sagde Han til dem: "Ethvert rige, som er i strid med sig selv, lægges øde! Thi ingen by og intet hjem i strid med sig selv kan bestå.

Mat 12:26 Og hvis Satan driver Satan ud, så er han jo kommet i strid med sig selv! Hvordan skal hans rige da kunne bestå?

Mat 12:27 Men hvis Jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul - ved hvem uddriver jeres sønner dem da? Lad dem derfor være jeres dommere!

Mat 12:28 Men hvis Jeg driver dæmonerne ud ved Guds Ånd, så er Guds Rige jo kommet til jer!

Mat 12:29 Eller: hvordan kan nogen gå ind i Den Stærkes hus og plyndre hans ejendele, uden at Han først binder Den Stærke? Så kan Han plyndre hans hus!

Mat 12:30 Den, som ikke er med Mig, er mod Mig! Og den, som ikke samler med Mig, spreder!

Mat 12:31 Derfor siger Jeg jer: Enhver synd og bespottelse skal blive tilgivet menneskene - dog: bespottelse af Ånden skal ikke blive tilgivet menneskene!

Mat 12:32 Og den, som taler et ord mod Menneskets Søn, ham vil det blive tilgivet; men den, som taler mod Helligånden, ham skal det ingenlunde blive tilgivet, hverken i denne tidsalder eller i den kommende!

Mat 12:33 Enten er et træ godt, og så bærer det gode frugter, eller også er træet dårligt, og så er også dets frugt dårlig; thi af frugten kendes træet!

Mat 12:34 Slange-unger! Hvordan skulle I kunne sige noget godt, når I er onde? Thi hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med!

Mat 12:35 Et godt menneske udspreder gode ting fra sit hjertes gode forråd; og et ondt menneske udspreder onde ting fra sit onde forråd!

Mat 12:36 Men Jeg siger jer: på Dommens Dag skal menneskene aflægge regnskab for hvert unyttigt ord, de taler!

Mat 12:37 Thi ud fra dine ord skal du retfærdiggøres, og ud fra dine ord skal du fordømmes!"

Mat 12:38 Da sagde nogle af de skriftlærde og farisæerne til Ham: "Mester! vi vil se et tegn fra Dig!"

Mat 12:39 Men Han svarede og sagde til dem: "En ond og vantro slægt kræver tegn - dog: der skal ikke gives den noget andet tegn end profeten Jonas' tegn!

Mat 12:40 Thi ligesom Jonas var i søuhyrets bug i tre døgn, således skal Menneskets Søn være i jordens hjerte i tre døgn!

Mat 12:41 Mænd fra Ninive skal stå op ved Dommen sammen med denne slægt og fordømme den! Thi de omvendte sig ved Jonas' forkyndelse; og se: her er mere end Jonas!

Mat 12:42 Sydens dronning skal stå op ved Dommen sammen med denne slægt og fordømme den! Thi hun kom fra jordens ende for at høre Salomons visdom; og se: her er mere end Salomon!

Mat 12:43 Men når den urene ånd er faret ud af et menneske, vandrer den omkring i vandløse vidder og søger hvile - men den finder den ikke!

Mat 12:44 Da siger den: "Jeg vil vende tilbage til det hus, hvorfra jeg gik ud." Og når den kommer tilbage, finder den det ledigt og fejet og pyntet!

Mat 12:45 Så drager den af sted og tager syv andre ånder med sig, ondere end den selv, og de kommer og tager bolig dér! Og dette sidste bliver da værre for dette menneske end det første! Således skal det også gå denne onde slægt!"

Mat 12:46 Endnu mens Han talte til skaren, se: da stod Hans moder og brødre udenfor og spurgte, om de kunne få lov at tale med Ham.

Mat 12:47 Da sagde een til Ham: "Se, Din moder og Dine brødre står udenfor og spørger, om de må tale med Dig."

Mat 12:48 Han svarede da og sagde til ham, som talte til Ham: "Hvem er Min moder? Og hvem er Mine brødre?"

Mat 12:49 Og idet Han strakte Sin hånd ud mod Sine disciple, sagde Han: "Se: Min moder og Mine brødre!

Mat 12:50 Thi den, som gør Min Faders vilje, Hans, Som er i Himlene, er Min broder og søster og moder!"

Ole Wierøds NT

Mattæus
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28