Bibeloversættelse

Ole Wierød

Mat 13:1 Samme dag satte Jesus Sig ved søen, da Han var gået hjemmefra.

Mat 13:2 Da samlede der sig så stor en skare omkring Ham, at Han måtte gå ombord i en båd; Han satte Sig så dér, mens hele folkeskaren blev stående inde på stranden.

Mat 13:3 Og Han talte længe til dem i lignelser og sagde: "Se: en sædemand gik ud for at så;

Mat 13:4 da han nu såede, faldt noget på vejen, men fuglene kom og åd det op.

Mat 13:5 Andet faldt på stengrunden, hvor der ikke var megen jord, og det spirede strax op, fordi jorden ingen dybde havde;

Mat 13:6 men da solen stod op, sved den det af, og da det ikke havde rod, visnede det.

Mat 13:7 Andet igen faldt blandt tidsler, men tidslerne groede op og kvalte det.

Mat 13:8 Atter andet faldt i god jord og bar frugt, noget hundrede fold, noget tres, noget tredive.

Mat 13:9 Den, som har ører at høre med, han høre!"

Mat 13:10 Da kom disciplene til Ham og sagde: "Hvorfor taler Du i lignelser til dem?"

Mat 13:11 Han svarede og sagde til dem: "Fordi jer er det givet at kende Himlenes Riges mysterier - men dem er det ikke givet!

Mat 13:12 Thi den, som har, skal der gives, og han skal have overflod; men den, som ikke har, skal endog fratages det, han [[synes at]] have!

Mat 13:13 Derfor taler Jeg til dem i lignelser: for at de skal "se og dog intet se, og høre og dog intet høre eller forstå"!

Mat 13:14 På dem opfyldes Esajas' profeti, som siger: "I skal høre og høre og slet intet forstå! Og I skal se og se og slet intet fatte!

Mat 13:15 Thi dette folks hjerte er blevet sløvt, og med deres ører hører de dårligt, og deres øjne har de lukket, for at de ikke skal se med øjnene eller høre med ørerne eller forstå med hjertet og ikke vende om, så Jeg kan læge dem!"

Mat 13:16 Men salige er jeres øjne, fordi de ser, og jeres ører, fordi de hører!

Mat 13:17 Thi sandelig, Jeg siger jer: mange profeter og retfærdige har inderligt ønsket at se Dét, I ser, men de fik Det ikke at se, og at høre Dét, I hører, men de fik Det ikke at høre!

Mat 13:18 Så hør I da lignelsen om sædemanden:

Mat 13:19 Enhver, som hører Rigets Ord og ikke forstår Det - til ham kommer Den Onde og røver Det, Som er sået i hans hjerte; han er det, som blev sået ved vejen.

Mat 13:20 Men det, som blev sået på stengrunden, det er ham, som hører Ordet og strax med glæde tager imod Det -

Mat 13:21 han lader det dog ikke slå rod i sig, men er ustadig. Når der så kommer trængsler eller forfølgelser på grund af Ordet, tager han strax anstød!

Mat 13:22 Det, som er sået blandt tidslerne, det er ham, som hører Ordet - men tidens bekymringer og rigdommens forførelser kvæler Ordet, så Det ikke bærer frugt.

Mat 13:23 Men det, som blev sået i den gode jord, det er ham, som hører Ordet og forstår! Og han bærer frugt - og een bærer hundrede, en anden tres, og een tredive fold!"

Mat 13:24 Han fortalte dem også en anden lignelse og sagde: "Med Himlenes Rige er det som med en mand, der såede god sæd i sin mark;

Mat 13:25 men mens hans tjenere sov, kom hans fjende og såede ukrudt blandt hveden og gik bort.

Mat 13:26 Da kornet så spirede og satte frugt, kom også ukrudtet til syne.

Mat 13:27 Da gik tjenerne til husbonden og sagde: "Herre! såede du ikke god sæd i din mark? Hvor er ukrudtet da kommet fra?"

Mat 13:28 Og han svarede dem: "Et fjendsk menneske har gjort dette!" Tjenerne sagde da til ham: "Vil du, at vi skal gå hen og samle det [[fra]]?"

Mat 13:29 Men han sagde: "Nej! for at I ikke, når I samler ukrudtet, også skal rykke hveden op sammen med det!

Mat 13:30 Lad blot begge [[dele]] voxe side om side indtil høsten; til høstens tid vil jeg så sige til høstfolkene: "Saml først ukrudtet, bind det i bundter og brænd det - men hveden skal I samle i min lade!"

Mat 13:31 Og endnu en lignelse fortalte Han dem og sagde: "Himlenes Rige er ligesom et sennepskorn, som en mand tog og såede i sin mark:

Mat 13:32 det er jo mindre end alle andre frø, men når det voxer op, bliver det større end alle havens andre væxter, ja, det bliver til et træ, i hvis grene himlens fugle kan komme og bygge rede."

Mat 13:33 Og Han fortalte dem yderligere en lignelse: "Himlenes Rige er ligesom en surdej, som en kvinde tager og lægger ind i tre mål mel, indtil alt er gennemsyret."

Mat 13:34 Alt dette talte Jesus i lignelser til folkeskaren, men uden lignelser talte Han intet til dem!

Mat 13:35 - for at dét skulle opfyldes, som er talt ved profeten Esajas, som siger: "Jeg vil åbne Min mund i lignelser; Jeg vil forkynde det, som har været skjult siden verdens grundlæggelse!"

Mat 13:36 Da lod Jesus folkeskaren gå og gik hjem. Og Hans disciple kom til Ham og sagde: "Forklar os lignelsen om ukrudtet i marken!"

Mat 13:37 Han svarede og sagde til dem: "Den, som sår den gode sæd, er Menneskets Søn,

Mat 13:38 og ageren er verden; den gode sæd er Rigets [[børn]], og ukrudtet er Den Ondes [[børn]]!

Mat 13:39 Men fjenden, som såede dem, er Djævelen! Høsten er verdens ende, og høstfolkene er engle.

Mat 13:40 Ligesom nu ukrudtet samles og brændes op i ild, således skal det være ved verdens ende:

Mat 13:41 Menneskets Søn skal udsende Sine engle, og de skal ud af Hans Rige samle alle, der volder anstød og de, som øver uret,

Mat 13:42 og de skal kaste dem i ildens ovn - der skal der være gråd og tænders gnidsel!

Mat 13:43 Da skal de retfærdige skinne som solen i deres Faders Rige! Den, som har ører at høre med, han høre!

Mat 13:44 Himlenes Rige er også ligesom en skat, der var gemt i marken - og en mand fandt den og gemte den. Og af glæde over den går han hen og sælger alt, hvad han ejer, og køber denne mark!

Mat 13:45 Videre er Himlenes Rige ligesom en købmand, som søgte efter smukke perler.

Mat 13:46 Da han havde fundet een meget værdifuld perle, gik han bort og solgte alt, hvad han ejede, og købte den!

Mat 13:47 Himlenes Rige er også ligesom et vod, der blev kastet i havet og indfangede fisk af alle slags.

Mat 13:48 Da det blev fuldt, blev det halet op på stranden, og man satte sig og samlede de gode i kar, men de ubrugelige kastede man ud!

Mat 13:49 Sådan skal det også være ved verdens ende: englene skal drage ud og skille de onde fra de retfærdige;

Mat 13:50 og de skal kaste dem i ildens ovn - der skal der være gråd og tænders gnidsel!"

Mat 13:51 Jesus siger da til dem: "Har I forstået alt dette?", og de svarer Ham: "Ja, HErre!"

Mat 13:52 Men Han sagde til dem: "Så er da enhver skriftlærd, der er oplært til Himlenes Rige, ligesom en husbond, der henter både nyt og gammelt ud af sit forråd."

Mat 13:53 Og det skete, da Jesus havde fortalt disse lignelser, at Han drog derfra

Mat 13:54 og kom til Sin hjemby. Og Han underviste dem i deres synagoge, så at de undrede sig og sagde: "Hvorfra har Han dog denne visdom og disse kraftgerninger?

Mat 13:55 Er Han ikke tømmermandens Søn? Er Hans moder ikke hende, som hedder Maria, og Hans brødre Jakob og Josef og Simon og Judas?

Mat 13:56 Og Hans søstre - bor de ikke alle hos os? Hvorfra har Han da alt dette?"

Mat 13:57 Og de tog anstød af Ham! Men Jesus sagde til dem: "Ingen profet er agtet i sin hjemby eller i sit hjem!"

Mat 13:58 Han gjorde heller ikke mange kraftgerninger dér på grund af deres vantro!

Ole Wierøds NT

Mattæus
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28