Bibeloversættelse

Ole Wierød

Mat 17:1 - og sex dage efter tager Jesus så Peter og Jakob og hans broder, Johannes, og fører dem op på et højt bjerg, de og Han alene;

Mat 17:2 og Han forandredes for deres øjne: Hans ansigt strålede som Solen, og Hans klæder blev hvide som lyset!

Mat 17:3 Og se: Moses og Elias viste sig for dem, samtalende med [[Jesus]]!

Mat 17:4 Da tog Peter til orde og sagde til Jesus: "HErre! Det er godt for os at være her! Hvis Du vil, så lad os lave tre hytter her: een til Dig og een til Moses og een til Elias!"

Mat 17:5 Endnu medens han talte, se: da overskyggede en lysende sky dem, og se: [[der lød]] fra skyen en røst, som sagde: "Denne er Min Søn, Den Elskede, i Hvem Jeg har fundet velbehag - hør Ham!"

Mat 17:6 Da de hørte dette, faldt disciplene på deres ansigt og frygtede meget.

Mat 17:7 Jesus kom da hen til dem, rørte ved dem og sagde: "Rejs jer og frygt ikke!"

Mat 17:8 Men da de slog øjnene op, så de ingen uden Jesus alene.

Mat 17:9 Da de gik ned fra bjerget, befalede Jesus dem og sagde: "Fortæl ingen om dette syn, før Menneskets Søn er opstået fra de døde!"

Mat 17:10 Hans disciple spurgte Ham og sagde: "Hvorfor siger de skriftlærde, at Elias først må komme?"

Mat 17:11 Jesus svarede dem og sagde: "Elias kommer ganske vist først, og han skal genoprette alt -

Mat 17:12 men Jeg siger jer: Elias er allerede kommet, men de kendte ham ikke! Nej, de gjorde med ham, som de ville. Således skal også Menneskets Søn lide under dem!"

Mat 17:13 Da forstod disciplene, at Han talte til dem om Johannes Døberen.

Mat 17:14 Da de kom hen til folkemængden, kom en mand hen til Ham, knælede ned for Ham

Mat 17:15 og sagde: "HErre! Forbarm Dig over min søn; thi han er månesyg og lider meget, for han falder ofte i ild og i vand.

Mat 17:16 Og jeg har bragt ham til Dine disciple, men de kunne ikke helbrede ham."

Mat 17:17 Jesus svarede og sagde: "Åh, du vantro og forvildede slægt! Hvor længe skal Jeg være hos jer, hvor længe skal Jeg tåle jer? - Før ham herhen til Mig!"

Mat 17:18 Jesus truede ham da, og dæmonen fór ud af ham, og drengen var helbredt fra denne time.

Mat 17:19 Da disciplene blev alene med Jesus, spurgte de: "Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?"

Mat 17:20 Jesus svarede dem: "På grund af jeres vantro! Thi sandelig siger Jeg jer: hvis I havde tro som et sennepskorn, ville I kunne sige til dette bjerg: "Flyt dig herfra og dérhen!", og det ville flytte sig, ja, intet ville være umuligt for jer!

Mat 17:21 Men den slags drives ikke ud, uden ved bøn og faste!"

Mat 17:22 Mens de nu gik omkring i Galilæa, sagde Jesus til dem: "Menneskets Søn skal overgives i menneskenes hænder,

Mat 17:23 og de vil slå Ham ihjel, men på den tredje dag vil Han opstå!" Da blev de meget bedrøvede.

Mat 17:24 Men da de kom til Kapernaum, kom de, som indsamlede dobbeltdrakmen, til Peter og sagde: "Jeres Mester - betaler Han ikke dobbeltdrakmen?"

Mat 17:25 Han siger: "Jo!" Da han kom hjem, kom Jesus ham i forkøbet og sagde: "Hvad synes du, Simon: jordens konger - af hvem kræver de told eller skat? Af deres egne [[børn]], eller af de fremmede?"

Mat 17:26 Peter svarer Ham: "Af de fremmede." Jesus sagde til ham: "Altså er sønnerne fri?

Mat 17:27 Men for at vi ikke skal støde dem, så gå ned til søen og kast en fiskekrog ud. Den fisk, du da først trækker op, tag den! Når du åbner dens gab, vil du finde en statér; tag den og giv den til dem for Mig og dig."

Ole Wierøds NT

Mattæus
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28