Bibeloversættelse

Ole Wierød

Mat 21:1 Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage, til Olietræernes Bjerg, sendte Jesus to disciple afsted og sagde til dem:

Mat 21:2 "Gå ind i landsbyen lige foran jer. Dér vil I strax finde et æsel, bundet, og hos det et føl; løs dem og før dem til Mig.

Mat 21:3 Og hvis nogen siger noget til jer, skal I sige: "HErren har brug for dem", så vil han strax lade jer få dem.

Mat 21:4 Alt dette skete, for at dét skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger:

Mat 21:5 "Sig til Zions datter: se, din Konge kommer til dig, sagtmodig og ridende på et æsel, ja, på et trækdyrs føl!"

Mat 21:6 Da gik disciplene hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem,

Mat 21:7 og de kom med æslet og føllet; og de lagde deres klæder på dem, og Han satte Sig på æslet.

Mat 21:8 Og den store folkeskare bredte deres klæder på vejen, og nogle huggede grene af træerne og strøede dem på vejen.

Mat 21:9 Og mængden, som gik foran Ham, og de, som fulgte efter, råbte og sagde: "Hosanna, Davids Søn! Velsignet være HAN, SOM KOMMER, i HErrens navn! Hosanna i Det Højeste!"

Mat 21:10 Og da Han drog ind i Jerusalem, kom hele byen i oprør og spurgte: "Hvem er dog Han?"

Mat 21:11 Men skaren svarede: "Han er Jesus, Profeten, Ham fra Nazaret i Galilæa!"

Mat 21:12 Og Jesus gik ind i Guds tempel og kastede alle dem, som solgte og købte i templet, ud, og pengevexlernes borde og duesælgernes diske væltede Han,

Mat 21:13 mens Han sagde: "Det er skrevet: "Mit hus skal være et bønnens hus" - men I gør det til en røverhule!"

Mat 21:14 Og blinde og vanføre kom til Ham i templet, og Han helbredte dem.

Mat 21:15 Men da ypperstepræsterne og de skriftlærde så de undere, Han gjorde, og børnene, som råbte i templet og sagde: "Hosanna, Davids Søn!", harmedes de

Mat 21:16 og sagde til Ham: "Hører Du, hvad de siger?" Jesus siger da til dem: "Ja! Har I da aldrig læst: "Af umyndiges og diendes mund har Du beredt Dig lovsang"?"

Mat 21:17 Og Han forlod dem og gik ud af byen til Betania og overnattede der.

Mat 21:18 Da Han tidligt næste dag var på vej tilbage til byen, blev Han sulten.

Mat 21:19 Da så Han et figentræ på vejen og gik hen til det; men da Han intet fandt på det undtagen blade, siger Han til det: "Aldrig mere skal du bære frugt i evigheden!" - og i det samme visnede figentræet!

Mat 21:20 Da disciplene så det, undrede de sig og sagde: "Hvordan kunne figentræet visne så hurtigt?"

Mat 21:21 Jesus svarede og sagde til dem: "Sandelig, Jeg siger jer: hvis I har tro og ikke tvivler, vil I ikke blot kunne gøre dét med figentræet, nej, om så I sagde til dette bjerg: "Løft dig op og kast dig i havet", så ville det ske!

Mat 21:22 Og alt, hvad I beder om i jeres bøn - i tro! - skal I få!"

Mat 21:23 Da Han kom ind i templet, kom ypperstepræsterne og folkets ældste til Ham, mens Han lærte, og spurgte: "Med hvilken myndighed gør Du dette? Og Hvem har givet Dig denne myndighed?"

Mat 21:24 Men Jesus svarede og sagde til dem: "Jeg vil også spørge jer om en ting; hvis I svarer Mig på den, vil Jeg også sige jer, med hvilken myndighed, Jeg gør dette;

Mat 21:25 Johannes' dåb - hvorfra var den: fra Himmelen eller fra mennesker?" Men de drøftede det indbyrdes og sagde: "Hvis vi siger: "Fra Himmelen", vil Han sige til os: "Hvorfor troede I så ikke på ham?";

Mat 21:26 men hvis vi siger: "Fra mennesker", så må vi frygte folkeskaren, thi de holder alle Johannes for en profet!"

Mat 21:27 De svarede da Jesus og sagde: "Det veed vi ikke!" Da sagde Han også til dem: "Så siger Jeg heller ikke jer, med hvilken myndighed, Jeg gør dette!

Mat 21:28 Hvad mener I iøvrigt [[om dette]]: en mand havde to sønner; og han gik til den første og sagde: "Søn! Gå hen i dag og arbejd i min vingård!",

Mat 21:29 men han svarede og sagde: "Nej, jeg vil ej!" Senere angrede han dog og gik derhen.

Mat 21:30 Og han gik til den anden og sagde det samme. Han svarede og sagde: "Ja, herre!" - men gik ikke derhen!

Mat 21:31 Hvem af de to gjorde nu faderens vilje?" De siger til Ham: "Den første!" Jesus siger til dem: "Sandelig, Jeg siger jer: toldere og skøger skal gå ind i Guds Rige førend I!

Mat 21:32 Thi Johannes kom til jer på retfærdigheds vej, og I troede ham ikke - men tolderne og skøgerne troede ham! Og skønt I så det, angrede I dog ikke bagefter og troede på ham!

Mat 21:33 Hør nu en anden lignelse: Der var en husbond, som plantede en vingård og satte et gærde omkring den, gravede en vinperse i den og byggede et tårn; så lejede han den ud til nogle vindyrkere og drog udenlands.

Mat 21:34 Da nu frugttiden nærmede sig, sendte han sine tjenere til forpagterne, for at de skulle hente hans [[del af]] frugterne.

Mat 21:35 Men forpagterne greb hans tjenere, een slog de, en anden dræbte de, og een stenede de!

Mat 21:36 Han sendte da atter tjenere, flere end første gang, men de gjorde det samme med dem!

Mat 21:37 Til sidst sendte han så sin søn til dem, idet han tænkte: "De vil skåne min søn!"

Mat 21:38 Men da forpagterne så sønnen, sagde de til hinanden: "Dette er arvingen; kom, lad os dræbe ham og overtage hans arv!"

Mat 21:39 Og de greb ham og slæbte ham ud af vingården og dræbte ham!

Mat 21:40 Når nu vingårdens herre kommer, hvad skal han da gøre med disse forpagtere?"

Mat 21:41 De siger til Ham: "Disse onde mennesker skal han give en ond død, og vingården skal han leje ud til andre forpagtere, som vil give ham frugterne i rette tid!"

Mat 21:42 Jesus siger til dem: "Har I aldrig læst i Skrifterne: "Den Sten, bygmestrene vragede, er blevet Hovedhjørnesten! Dette skete ved HErren, og det er underfuldt i vore øjne!"

Mat 21:43 Derfor siger Jeg jer: Guds Rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer Dets frugter!

Mat 21:44 Den, som falder på Denne Sten, skal knuses, og den, som Den falder på, skal Den knuse!"

Mat 21:45 Da ypperstepræsterne og farisæerne hørte Hans lignelser, forstod de, at det var om dem, Han talte!

Mat 21:46 De ville da gerne gribe Ham - men de frygtede folkemængden, eftersom de holdt Ham for En Profet!

Ole Wierøds NT

Mattæus
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28