Bibeloversættelse

Ole Wierød

Mat 22:1 Jesus tog da til Orde og talte atter til dem i lignelser og sagde:

Mat 22:2 "Med Himlenes Rige er det som med en konge, som skulle holde bryllup for sin søn.

Mat 22:3 Han sendte sine tjenere ud for at bede de indbudte til brylluppet, men de ville ikke komme.

Mat 22:4 Så sendte han andre tjenere, idet han sagde: "Sig til de indbudte: "Se, mit festmåltid er rede, mine oxer og fedekvæget er slagtet og alt er gjort klart - kom nu til brylluppet!"

Mat 22:5 Men nogle misagtede det og gik bort, een til sin mark og een til sin forretning;

Mat 22:6 de øvrige greb hans tjenere, mishandlede og dræbte dem!

Mat 22:7 Da kongen nu hørte det, harmedes han, og han sendte sin hær ud og dræbte disse mordere og brændte deres by af!

Mat 22:8 Derefter siger han til sine tjenere: "Bryllupsfesten er jo rede, men de indbudte var ikke værdige.

Mat 22:9 Gå derfor ud på vejene og indbyd alle dem, I møder, til brylluppet."

Mat 22:10 Og tjenerne gik ud på vejene og samlede alle dem, de mødte, både onde og gode - og bryllupssalen fyldtes af gæster.

Mat 22:11 Men da kongen kom ind for at hilse på gæsterne, fik han øje på een, som ikke var klædt i bryllupsklæder.

Mat 22:12 Han siger da til ham: "Min ven! Hvordan er du dog kommet herind uden [[at have]] bryllupsklæder på?" Men han tav.

Mat 22:13 Da sagde kongen til tjenerne: "Bind ham på hænder og fødder og kast ham ud i mørket udenfor - dér skal der være gråd og tænders gnidsel!"

Mat 22:14 Thi mange er kaldede, men få er udvalgte!"

Mat 22:15 Da gik farisæerne hen og holdt rådslagning om, hvordan de kunne fange Ham i ord.

Mat 22:16 De sender så deres disciple til Ham sammen med herodianernes og siger: "Mester! Vi veed, at Du er sanddru, og at Du i sandhed lærer Guds Vej uden at bryde Dig om, hvad andre mener, thi Du ser ikke efter menneskets ydre;

Mat 22:17 sig os da, hvad mener Du: Er det tilladt at betale kejseren skat, eller [[er det]] ikke?"

Mat 22:18 Da Jesus dog kendte deres ondskab, sagde Han: "Hvorfor frister I Mig, I hyklere!

Mat 22:19 Vis Mig skattens mønt!" Og de rakte Ham en denar.

Mat 22:20 Han siger da til dem: "Hvis billede og navnetræk er dette?"

Mat 22:21 De siger til Ham: "Kejserens!" Da siger Han til dem: "Så giv da dét, som er kejserens, til kejseren, og dét, som er Guds, til Gud!"

Mat 22:22 22. Da de hørte det, undrede de sig og forlod Ham og gik bort.

Mat 22:23 Samme dag kom nogle saddukæere til Ham, de, som hævder, at der ikke er nogen opstandelse, og de spurgte Ham

Mat 22:24 og sagde: "Mester! Moses har sagt, at hvis nogen dør uden at have børn, så skal hans broder gifte sig med hans hustru og oprejse sin broder en slægt.

Mat 22:25 Nu var der hos os syv brødre. Den ældste giftede sig og døde; og da han ikke havde nogen børn, efterlod han sin hustru til sin broder.

Mat 22:26 Ligeså også den anden og den tredje, ja, alle syv!

Mat 22:27 Sidst af alle døde så også kvinden.

Mat 22:28 Hvad nu i opstandelsen - hvem af de syv skal nu have hende til hustru? Thi alle har de jo [[været gift med]] hende?"

Mat 22:29 Men Jesus svarede og sagde til dem: "I farer vild, fordi I hverken kender Skriften eller Guds kraft!

Mat 22:30 Thi i opstandelsen hverken tager man til ægte eller bortgiftes - nej, man er som Guds himmelske engle!

Mat 22:31 Men angående de dødes opstandelse: har I da ikke læst, hvad Gud har talt til jer, idet Han siger:

Mat 22:32 "JEG ER Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud!"? Gud er ikke de dødes Gud, men de levendes!"

Mat 22:33 Da skaren hørte dette, blev de forundrede over Hans Lære.

Mat 22:34 Men da farisæerne hørte, at Han havde lukket munden på saddukæerne, samlede de sig om Ham,

Mat 22:35 og een af dem, en lovlærd, ville friste Ham og spurgte Ham og sagde:

Mat 22:36 "Mester! Hvilket bud i Loven er det største?"

Mat 22:37 Jesus svarede ham: "Du skal elske HErren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din forstand!

Mat 22:38 Dette er det første og største bud!

Mat 22:39 Men et andet er det ligt: "Du skal elske din næste som dig selv!"

Mat 22:40 På disse to bud hviler hele Loven og Profeterne!"

Mat 22:41 Mens farisæerne nu var samlede, spurgte Jesus dem

Mat 22:42 og sagde: "Hvad mener I om Kristus - Hvis Søn er Han?" De siger til Ham: "Davids."

Mat 22:43 Han siger til dem: "Hvordan kan David da i Ånden kalde Ham "HErre", idet han siger:

Mat 22:44 "HErren sagde til min HErre: sæt Dig ved Min højre, indtil Jeg lægger Dine fjender som skammel for Dine fødder"?

Mat 22:45 Når nu David kalder Ham "HErre", hvordan kan Han så være hans Søn?"

Mat 22:46 Men ingen kunne svare Ham eet ord, og fra den dag var der ikke længere nogen, som vovede at spørge Ham om noget!

Ole Wierøds NT

Mattæus
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28