Bibeloversættelse

Ole Wierød

Mat 27:1 Da det blev morgen, holdt alle ypperstepræsterne og folkets ældste rådslagning mod Jesus om, hvordan de kunne dræbe Ham.

Mat 27:2 Og de bandt Ham og førte Ham bort og overgav Ham til guvernøren, Pontius Pilatus.

Mat 27:3 Da nu Judas, forræderen, så, at Han blev dømt, angrede han og leverede de tredive sølvpenge tilbage til ypperstepræsterne og præsterne

Mat 27:4 og sagde: "Jeg har syndet og forrådt uskyldigt blod!" Men de sagde: "Hvad kommer det os ved? [[Det er din sag]]!"

Mat 27:5 Og han kastede pengene ind i templet, gik bort derfra og gik hen og hængte sig!

Mat 27:6 Men ypperstepræsterne tog pengene og sagde: "Vi har ikke lov til at lægge dem i tempelkassen, for det er blodpenge!"

Mat 27:7 De besluttede sig så til at købe Pottemagerens Mark for dem, til gravsted for fremmede.

Mat 27:8 Derfor bliver denne mark lige til denne dag kaldt "Blodsager".

Mat 27:9 Da opfyldtes dét, som var talt ved profeten Jeremias, der siger: "Jeg tog de tredive sølvpenge, prisen på Den Værdsatte, Han, Som Israels sønner lod værdsætte,

Mat 27:10 og de gav dem for Pottemagerens Mark, Som HErren pålagde Mig!"

Mat 27:11 Jesus blev nu stillet frem for guvernøren, og guvernøren spurgte Ham og sagde: "Er Du jødernes Konge?" Jesus svarede ham: "Du siger det selv!"

Mat 27:12 Men da Han blev anklaget af ypperstepræsterne og præsterne, svarede Han intet!

Mat 27:13 Da siger Pilatus til Ham: "Hører Du ikke alt dét, de anklager Dig for?"

Mat 27:14 Men Han svarede end ikke Eet eeneste Ord på det, så at guvernøren undrede sig meget.

Mat 27:15 Efter højtidens skik var det nu sådan, at guvernøren løslod skaren en fange, den, de ønskede,

Mat 27:16 og de havde da en berygtet fange, der hed Barabbas.

Mat 27:17 Da folket nu var samlet, spurgte Pilatus dem: "Hvem vil I, at jeg skal løslade jer: Barabbas eller Jesus, Som kaldes Kristus?"

Mat 27:18 Thi han vidste, at det var på grund af misundelse, de havde udleveret Ham.

Mat 27:19 Mens han nu sad på dommersædet, sendte hans hustru bud til ham og siger: "Lad intet komme mellem dig og Denne retfærdige Mand! Thi jeg har i nat lidt meget i drømme for Hans skyld."

Mat 27:20 Ypperstepræsterne og præsterne overtalte da mængden til, at de skulle forlange Barabbas [[løsladt]], men at lade Jesus dræbe.

Mat 27:21 Da så guvernøren tog til orde og spurgte dem: "Hvem af de to vil I, at jeg skal løslade jer?", svarede de: "Barabbas!"

Mat 27:22 Pilatus siger til dem: "Hvad skal jeg så gøre med Jesus, Som kaldes Kristus?" De siger da alle til ham: "Korsfæst Ham!"

Mat 27:23 Guvernøren spurgte da: "Hvad ondt har Han da gjort?", men de råbte blot endnu højere og sagde: "Korsfæst Ham!"

Mat 27:24 Da Pilatus så, at det intet nyttede, men at det snarere vakte større uro, tog han vand og vaskede sine hænder i mængdens påsyn og sagde: "Jeg er uskyldig i Denne retfærdiges blod! [[Det er jeres sag]]!"

Mat 27:25 Og hele folket svarede og sagde: "Hans blod komme over os og vore børn!"

Mat 27:26 Så løslod han dem Barabbas, men Jesus lod han hudstryge og overgav Ham til at blive korsfæstet.

Mat 27:27 Da tog guvernørens soldater Jesus med sig ind i borgen og samlede hele vagtstyrken om Ham.

Mat 27:28 Og de klædte Ham af og lagde en purpurrød kåbe om Ham.

Mat 27:29 Og de flettede en krans af torne, satte den på Hans hovede og stak Ham et rør i Hans højre hånd. Og de bøjede knæ for Ham og spottede Ham, idet de sagde: "Vær hilset, jødernes Konge!"

Mat 27:30 Og de spyttede på Ham og tog røret og slog Ham i hovedet.

Mat 27:31 Og de spottede Ham, tog kåben af Ham og iførte Ham Hans Egne klæder; og de førte Ham bort for at korsfæste Ham.

Mat 27:32 Da de kom ud, mødte de en mand, en kyrenæer ved navn Simon. Ham tvang de til at bære [[bjælken til]] Hans kors!

Mat 27:33 Og de kom til et sted, der hed "Golgata", det betyder "Hovedskal-sted."

Mat 27:34 Og de gav Ham vin blandet med galle at drikke; men da Han havde smagt på det, ville Han ikke drikke.

Mat 27:35 Så korsfæstede de Ham og delte Hans klæder imellem sig ved at kaste lod om dem, for at dét skulle opfyldes, som er talt ved profeten: "De delte Mine klæder imellem sig, og om Min kappe kastede de lod."

Mat 27:36 Så satte de sig og holdt vagt over Ham dér.

Mat 27:37 Og over Hans hovede satte de en indskrift med anklagen mod Ham: "Denne er Jesus, jødernes Konge."

Mat 27:38 Da korsfæstedes sammen med Ham to røvere, een på Hans højre og een på venstre side.

Mat 27:39 Men de forbigående spottede Ham, rystede på hovederne

Mat 27:40 og sagde: "Du, Som nedriver templet og på tre dage genopbygger det: frels nu Dig Selv, hvis Du er Guds Søn, og stig ned fra korset!"

Mat 27:41 På samme måde spottede også ypperstepræsterne tillige med de skriftlærde og præsterne og sagde:

Mat 27:42 "Andre har Han frelst - Sig Selv kan Han ikke frelse! Hvis Han er Israels Konge, så lad Ham stige ned fra korset, så vil vi tro på Ham!

Mat 27:43 Han stolede på Gud - lad Ham nu fri Ham, om Han vil Ham! Thi Han har jo sagt: "Jeg er Guds Søn"!"

Mat 27:44 Også røverne, som var korsfæstede sammen med Ham, hånede Ham på samme måde.

Mat 27:45 Men fra den sjette time blev der mørke over hele landet indtil den niende [[time]].

Mat 27:46 Men omkring den niende time råbte Jesus med høj røst og sagde: "Eli, Eli, lama sabachtani!", det betyder: "Min Gud, Min Gud! Hvorfor har Du forladt Mig?"

Mat 27:47 Men nogle af dem, som stod der, sagde, da de hørte det: "Han kalder på Elias!"

Mat 27:48 Og strax sprang een af dem frem, tog en svamp, fyldte den med eddike, satte den på en stang og gav Ham at drikke.

Mat 27:49 Men de andre sagde: "Lad være! Lad os se, om Elias kommer for at frelse Ham."

Mat 27:50 Jesus råbte da atter med høj røst - og opgav Ånden.

Mat 27:51 Og se: templets forhæng flængedes i to, fra oven og ned, og jorden skælvede, og klipperne revnede!

Mat 27:52 Og gravene åbnedes, og mange af de hensovede helliges legemer opstod;

Mat 27:53 de gik ud af gravene og gik efter Hans opstandelse ind i Den hellige By og viste sig for mange!

Mat 27:54 Men da hundredmandsføreren og de, som sammen med ham holdt vagt over Jesus, så jordskælvet og dét, som skete, blev de meget forfærdede og sagde: "Han var i sandhed Guds Søn!"

Mat 27:55 Der var også mange kvinder, som så til på lang afstand - alle de, som havde fulgt Jesus fra Galilæa for at tjene Ham.

Mat 27:56 Blandt dem var Maria Magdalena og Maria, Jakobs og Josefs moder, og Zebedæussønnernes moder.

Mat 27:57 Men da det blev aften, kom en rig mand fra Arimatæa ved navn Josef, som også selv var discipel af Jesus;

Mat 27:58 han gik til Pilatus og bad om Jesu legeme. Da bød Pilatus, at det skulle gives ham.

Mat 27:59 Josef tog da legemet og svøbte det i rent linned,

Mat 27:60 og han lagde det i en ny grav, som han havde ladet hugge ud i klippen, væltede en stor sten for gravens indgang og gik bort.

Mat 27:61 Også Maria Magdalena og den anden Maria var der og sad lige overfor graven.

Mat 27:62 På den dag, som kommer efter beredelsesdagen, samledes alle ypperstepræsterne og farisæerne hos Pilatus

Mat 27:63 og sagde: "Herre! Vi mindes, at Denne Forfører, mens Han endnu levede, sagde: "Efter tre dage opstår Jeg!

Mat 27:64 Byd nu, at graven skal bevogtes indtil den tredje dag, så disciplene ikke kommer og stjæler Ham om natten og så siger til folket: "Han er stået op fra de døde!" - for så vil denne sidste forførelse blive værre end den første!"

Mat 27:65 Pilatus sagde da til dem: "Her har I en vagtstyrke! Gå hen og bevogt graven, så godt I kan!"

Mat 27:66 Og de gik hen og bevogtede graven, både med vagtstyrken og ved at sætte segl for stenen.

Ole Wierøds NT

Mattæus
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28