Bibeloversættelse

Ole Wierød

Mat 28:1 Da nu sabbaten var omme, og det dæmrede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalena og den anden Maria for at se til graven.

Mat 28:2 Og se: der blev et stort jordskælv! Thi en HErrens engel steg ned fra Himmelen og kom og væltede stenen bort fra indgangen og satte sig på den.

Mat 28:3 Og hans udseende var som et lyn, og hans klæder hvide som sne!

Mat 28:4 Og de, som holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde!

Mat 28:5 Men engelen tog til Orde og sagde til kvinderne: "I skal ikke frygte! Thi jeg veed, at I søger Jesus, Den Korsfæstede;

Mat 28:6 Han er ikke her - thi Han er opstået, som Han har sagt! Kom og se stedet, hvor Han lå!

Mat 28:7 Og skynd jer så og gå og sig til Hans disciple, at Han er opstået fra de døde. Og se: Han går forud for jer til Galilæa; dér skal I få Ham at se! Se: nu har jeg sagt jer det!"

Mat 28:8 Så skyndte de sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle Hans disciple det!

Mat 28:9 Men som de nu gik for at melde Hans disciple det, se: da kom Jesus dem i møde, og Han sagde: "Vær hilset!" Og de gik hen til Ham, omfavnede Hans fødder og tilbad Ham.

Mat 28:10 Da siger Jesus til dem: "Frygt ikke! Men gå hen og sig til Mine brødre, at de skal gå til Galilæa - dér skal de se Mig!"

Mat 28:11 Mens de gik, se: da var nogle fra vagtstyrken kommet ind til byen, og de meldte alt det, som var hændt, til ypperstepræsterne.

Mat 28:12 Da de nu var samlede med præsterne, besluttede de at give soldaterne en stor sum penge,

Mat 28:13 idet de sagde til dem: "I skal sige: "Hans disciple kom om natten og stjal Ham, mens vi sov!"

Mat 28:14 Hvis guvernøren skulle få det at høre, skal vi nok overtale ham - så I kan være ubekymrede!"

Mat 28:15 Da de havde fået pengene, gjorde de, som de havde fået besked på, og dette rygte spredtes blandt jøderne lige til denne dag!

Mat 28:16 Men de elleve disciple drog til Galilæa, til det bjerg, som Jesus havde aftalt med dem.

Mat 28:17 Og da de så Ham, tilbad de Ham - dog nogle tvivlede!

Mat 28:18 Da trådte Jesus frem, talte til dem og sagde: "Mig er givet al magt i Himmelen og på jorden!

Mat 28:19 Gå derfor ud og gør alle folkeslag til Mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn,

Mat 28:20 og idet I lærer dem at holde alt dét, som Jeg har befalet jer! Og se, Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende!" Amen! ----- [..... efter Mattæus]

Ole Wierøds NT

Mattæus
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28