Bibeloversættelse

Ole Wierød

Mat 6:1 Vogt jer for at øve jeres barmhjertighed for menneskene, for at blive set af dem; ellers får I ingen løn hos jeres Fader i Himlene!

Mat 6:2 Når du giver en almisse, så stød ikke i basun foran dig, sådan som hyklerne gør i synagogerne og på gaderne, for at de skal æres af menneskene. Sandelig, Jeg siger jer: de har allerede fået deres løn!

Mat 6:3 Nej, når du giver en almisse, så lad ikke din venstre vide, hvad din højre gør,

Mat 6:4 for at din almisse kan være i det skjulte - og din Fader, Som ser i det skjulte, vil give dig igen i det åbenbare.

Mat 6:5 Og når du beder, så vær ikke som hyklerne; for de elsker at stå i synagogerne og på gadehjørnerne og bede, for at de skal blive set af menneskene. Sandelig, Jeg siger jer: de har allerede fået deres løn!

Mat 6:6 Nej du, når du beder, så gå ind i dit kammer, lås din dør og bed så til din Fader, Som er i det skjulte - og Han vil give dig igen i det åbenbare!

Mat 6:7 Og når du beder, må du ikke plapre, som hedningerne; thi de tror, at de bliver bønhørt for at sige mange ord.

Mat 6:8 Vær du ikke som dem, thi Faderen veed, hvad I har brug for, før I beder Ham.

Mat 6:9 Således skal I da bede: "Fader vor, Du, Som er i Himlene; helliget vorde Dit navn;

Mat 6:10 komme Dit Rige; ske Din vilje, som i Himmelen, således også på jorden.

Mat 6:11 Giv os hver dag vort daglige brød;

Mat 6:12 og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.

Mat 6:13 Og før os ikke i fristelse, men udfri os fra det onde. Thi Dit er magtens og ærens Rige i evigheden! Amen!"

Mat 6:14 Thi hvis I tilgiver menneskene deres overtrædelser, vil også jeres himmelske Fader tilgive jer!

Mat 6:15 Men hvis I ikke tilgiver menneskene deres overtrædelser, vil Faderen heller ikke tilgive jer jeres overtrædelser!

Mat 6:16 Og når I faster, så vær ikke som hyklerne; thi de anlægger en dyster mine, for at menneskene kan se, at de faster. Sandelig, Jeg siger jer: de har allerede fået deres løn!

Mat 6:17 Nej du, når du faster, så salv dit hovede og vask dit ansigt,

Mat 6:18 så menneskene ikke kan se, at du faster, men kun din Fader, Som ser i det skjulte - og din Fader, Som ser i det skjulte, vil give dig igen i det åbenbare!

Mat 6:19 Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler.

Mat 6:20 Nej, saml jer skatte i Himmelen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor tyve ikke bryder ind eller stjæler.

Mat 6:21 Thi hvor jeres skat er, der vil også jeres hjerte være!

Mat 6:22 Dit øje er legemets lys; hvis da dit øje er sundt, vil hele dit legeme være oplyst.

Mat 6:23 Men dersom dit øje er sygt, vil hele dit legeme være i mørke. Og hvis lyset i dig er mørke, hvor stort er da ikke dette mørke?

Mat 6:24 Ingen kan tjene to herrer! Thi han vil enten hade den eene og elske den anden, eller holde sig til den eene og foragte den anden. I kan ikke tjene både Gud og Mammon!

Mat 6:25 Derfor siger Jeg dette: nær ikke bekymring for jeres liv, hvad I skal spise, eller hvad I skal drikke; heller ikke for jeres legeme, hvad I skal klæde jer med. Er livet ikke mere end maden og legemet mere end klæderne?

Mat 6:26 Se til himmelens fugle: de sår ikke, høster ikke, de samler ikke i lade - og dog giver jeres himmelske Fader dem føden. Mon ikke I adskiller jer meget fra dem?

Mat 6:27 Hvem af jer kan ved at bekymre sig lægge en alen til sin alder?

Mat 6:28 Og hvorfor er I bekymrede for jeres klæder? Læg mærke til markens liljer, hvordan de voxer: de arbejder eller spinder ikke,

Mat 6:29 men Jeg siger jer: end ikke Salomo i al sin herlighed var klædt som een af dem!

Mat 6:30 Når Gud da således klæder markens græs, som er idag og i morgen bliver kastet i ovnen - mon da ikke meget mere jer, I lidettroende?

Mat 6:31 Derfor må I ikke være bekymrede og sige: "Hvad skal vi spise?" eller: "hvad skal vi drikke?" eller: "hvad skal vi klæde os med?" -

Mat 6:32 thi efter alt dette søger hedningerne! Jeres himmelske Fader veed jo, at I trænger til alle disse ting!

Mat 6:33 Nej, søg først Guds Rige og Hans retfærdighed - så skal alle disse ting gives jer i tilgift!

Mat 6:34 Vær altså ikke bekymrede for morgendagen, nej, lad morgendagen bekymre sig for sit eget. Hver dag har nok i sit eget onde!

Ole Wierøds NT

Mattæus
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28