Mat 1:1 Jesu Kristi, Davids Søns, Abrahams Søns, fødsels Bog:
Mat 1:2 Abraham avlede Isak, og Isak avlede Jakob, og Jakob avlede Juda og hans brødre.
Mat 1:3 Juda avlede med Tamar Perez og Zera; og Perez avlede Hezron, og Hezron avlede Ram.
Mat 1:4 Ram avlede Amminadab, og Amminadab avlede Nahasjon, og Nahasjon avlede Salmon.
Mat 1:5 Salmon avlede med Rahab Boaz, og Boaz avlede med Rut Obed, og Obed avlede Isaj.
Mat 1:6 Isaj avlede kong David; og kong David avlede med Urias' hustru Salomon.
Mat 1:7 Salomon avlede Rehabeam, og Rehabeam avlede Abija, og Abija avlede Asa.
Mat 1:8 Asa avlede Josafat, og Josafat avlede Joram, og Joram avlede Uzzia.
Mat 1:9 Uzzia avlede Jotam, og Jotam avlede Akaz, og Akaz avlede Ezekias.
Mat 1:10 Ezekias avlede Manasse, og Manasse avlede Ammon, og Ammon avlede Josias.
Mat 1:11 Josias avlede Jojakin og hans brødre ved tiden for bortførelsen til Babylon.
Mat 1:12 Efter bortførelsen til Babylon avlede Jojakin Sjealtiel, og Sjealtiel avlede Zerubbabel.
Mat 1:13 Zerubbabel avlede Abiud, og Abiud avlede Eljakim, og Eljakim avlede Azor.
Mat 1:14 Azor avlede Zadok, og Zadok avlede Akim, og Akim avlede Eliud.
Mat 1:15 Eliud avlede Eleazar, og Eleazar avlede Mattan, og Mattan avlede Jakob.
Mat 1:16 Jakob avlede Josef, Marias mand; af hende fødtes Jesus, Som kaldes Kristus.
Mat 1:17 Der er altså fra Abraham til David: fjorten slægtled; fra David indtil bortførelsen til Babylon: fjorten slægtled og fra bortførelsen til Babylon indtil Kristus: fjorten slægtled!
Mat 1:18 Men med Jesu Kristi fødsel gik det således til: Hans moder, Maria, var trolovet med Josef. Førend de kom sammen, viste det sig dog, at hun var med Barn ved Helligånden.
Mat 1:19 Josef, hendes mand, var imidlertid retsindig, og da han ikke ville stille hende til skue, ville han hemmeligt skille sig fra hende.
Mat 1:20 Men da han tænkte på dette, se: da viste en HErrens engel sig for ham i en drøm og siger: "Josef, Davids søn! Frygt ikke for at tage Maria til dig som din hustru! Thi Det, Som er avlet i hende, er [[undfanget ved]] Helligånden!
Mat 1:21 Hun skal føde En Søn, og du skal give Ham navnet "Jesus", thi Han skal frelse Sit folk fra dets synder!"
Mat 1:22 Alt dette skete, for at dét skulle opfyldes, som HErren ved profeten Esajas siger:
Mat 1:23 "Se: Jomfruen skal undfange og føde En Søn, og man skal give Ham navnet "Immanuel", det betyder oversat: "Gud er med os"!"
Mat 1:24 Og da Josef vågnede op fra søvnen, gjorde han, som HErrens engel havde pålagt ham: han tog hende til sig som sin hustru;
Mat 1:25 men han kendte hende ikke, før hun havde født sin Søn, Den Førstefødte - og han gav Ham navnet Jesus!
Mat 2:1 Men da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes' dage, se: da ankom nogle magere fra Østen til Jerusalem
Mat 2:2 og spurgte: "Hvor er Den nyfødte Jødernes Konge? Thi vi har set Hans stjerne i solopgangen, og vi er kommet for at tilbede Ham!"
Mat 2:3 Men da Herodes hørte dette, blev han forfærdet og hele Jerusalem med ham!
Mat 2:4 Og han samlede alle ypperstepræsterne og folkets skriftlærde og forhørte sig hos dem, hvor Kristus skulle fødes.
Mat 2:5 De sagde til ham: "I Betlehem i Judæa! Thi således er der skrevet ved profeten:
Mat 2:6 "Og du, Betlehem i Juda land, er ingenlunde mindst blandt fyrsterne i Juda! Thi af dig skal udgå En Fyrste, Som skal vogte Mit folk, Israel"!"
Mat 2:7 Da kaldte Herodes i hemmelighed magerne til sig og drøftede tiden for stjernens tilsynekomst nøje med dem.
Mat 2:8 Og da han sendte dem til Betlehem, sagde han: "Drag af sted og forhør jer nøje om Barnet! Når I så har fundet Det, så meld det til mig, så også jeg kan komme og tilbede Ham!"
Mat 2:9 Da de havde lyttet til kongen, drog de afsted; og se: stjernen, som de havde set i solopgangen, gik foran dem, indtil den kom og stod stille over stedet, hvor Barnet var!
Mat 2:10 Og da de så stjernen, fyldtes de af en meget stor glæde!
Mat 2:11 Og de kom ind i huset og fandt Barnet sammen med Maria, Dets moder; og de faldt ned og tilbad Det. Og de åbnede deres skatte og frembar gaver til Det: guld, røgelse og myrra.
Mat 2:12 Men da de i en drøm havde fået et varsel om ikke at vende tilbage til Herodes, vendte de ad en anden vej tilbage til deres land.
Mat 2:13 Da de nu var draget bort, se: da viser en HErrens engel sig i en drøm for Josef og siger: "Rejs dig, tag Barnet og Dets moder og flygt til Ægypten og bliv dér, indtil Jeg siger til! Thi Herodes vil lede efter Barnet for at dræbe Det!"
Mat 2:14 Da rejste han sig, tog Barnet og Dets moder med sig samme nat og drog til Ægypten
Mat 2:15 og blev dér indtil Herodes' død, for at dét skulle opfyldes, som var talt af HErren ved profeten, da Han sagde: "Fra Ægypten kaldte Jeg Min Søn!"
Mat 2:16 Da Herodes nu så, at han var blevet narret af magerne, blev han meget vred og sendte [[folk]] afsted for at dræbe alle drengebørn i Betlehem og i alle bygderne deromkring, fra to år og nedefter, i overensstemmelse med den tid, han havde udspurgt sig til hos magerne.
Mat 2:17 Da blev dét opfyldt, som var talt af profeten Jeremias, da han sagde:
Mat 2:18 "En røst hørtes i Rama, klage og gråd og stor jamren; Rakel græder over sine børn og vil ikke lade sig trøste, thi de er ikke mere!"
Mat 2:19 Men da Herodes var død, se: da viste en HErrens engel sig i en drøm for Josef i Ægypten
Mat 2:20 og siger: "Rejs dig, tag Barnet og Dets moder, og drag til Israels land! Thi de, som stræbte Barnet efter livet, er døde!"
Mat 2:21 Da rejste han sig, tog Barnet og Dets moder og drog til Israels land.
Mat 2:22 Men da han hørte, at Arkelaus var konge over Judæa i Herodes', sin faders, sted, frygtede han for at drage [[til Betlehem]]. Og efter at være blevet varslet i en drøm, drog han til Galilæas egne.
Mat 2:23 Da han kom dertil, slog han sig ned i en by, som hedder Nazaret, for at dét skulle opfyldes, som var talt ved profeterne: "Han skal kaldes En Nazaræer!"
Mat 3:1 Men i disse dage står Johannes Døberen frem og forkynder i Judæas ødemark
Mat 3:2 og siger: "Omvend jer! Thi Himlenes Rige er kommet nær!"
Mat 3:3 Thi ham er det, om hvem der er talt hos profeten Esajas, som siger: "En røst af een, der råber i ørkenen: Ryd HErrens vej, gør Hans stier rette!"
Mat 3:4 Johannes bar en kappe af kamelhår og et bælte af læder om sit liv, og hans føde var græshopper og honning fra vildmarken.
Mat 3:5 Da drog [[folk fra]] Jerusalem og hele Judæa og hele Jordans land ud til ham,
Mat 3:6 og de blev alle døbt af ham i Jordans flod, idet de bekendte deres synder.
Mat 3:7 Men da han så, at mange af farisæerne og saddukæerne kom for at blive døbt af ham, sagde han til dem: "Slange-yngel! Hvem har vist jer at flygte fra den kommende vrede?!
Mat 3:8 Nej, bær frugter, som er omvendelsen værdige!
Mat 3:9 Og tro ikke, at I kan sige ved jer selv: "Vi har Abraham til fader", thi jeg siger jer: Gud kan opvække Abraham børn af disse sten!
Mat 3:10 Øxen ligger allerede ved træernes rod; og hvert træ, som ikke bærer god frugt, vil blive hugget om og kastet på ilden!
Mat 3:11 Jeg døber med vand til omvendelse - men HAN, SOM KOMMER efter mig, er stærkere end jeg, Han, Hvis sandaler jeg end ikke er værdig at bære. Han skal døbe jer med Helligåndens ild!
Mat 3:12 Sin kasteskovl har Han i hånden, og Han skal gennemrense Sin lo og samle Sin hvede i Sin lade; men avnerne vil Han brænde i uudslukkelig ild!"
Mat 3:13 Da kommer Jesus fra Galilæa til Jordan til Johannes for at blive døbt af ham.
Mat 3:14 Men Johannes nægtede Ham det og sagde: "Jeg har brug for at blive døbt af Dig - og Du kommer til mig?"
Mat 3:15 Jesus svarede da og sagde til ham: "Lad det nu ske! Thi således bør vi fuldføre alt, hvad ret er!" Da lod han Ham gøre det.
Mat 3:16 Og da Jesus var blevet døbt og steg op af vandet, se: da åbnede Himlene sig over Ham, og Han så Guds Ånd dale ned Som en Due og komme over Sig.
Mat 3:17 Og se: en røst fra Himmelen sagde: "Denne er Min Søn, Den Elskede, i Hvem Jeg har velbehag!"
Mat 4:1 Jesus blev så af Ånden drevet ud i ørkenen for at fristes af Djævelen.
Mat 4:2 Og da Han havde fastet fyrre dage og fyrre nætter, led Han til sidst sult.
Mat 4:3 Da kom Fristeren til Ham og sagde: "Hvis Du er Guds Søn, så sig, at disse sten skal blive til brød!"
Mat 4:4 Men Han svarede og sagde: "Det er skrevet: Mennesket skal ikke leve af brød [[alene]], men ved hvert Ord, Som udgår af Guds mund!"
Mat 4:5 Da tager Djævelen Ham til Den hellige Stad, sætter Ham på templets tinde
Mat 4:6 og siger til Ham: "Hvis Du er Guds Søn, så kast Dig ned! For det er skrevet: "Han skal give Sine engle befaling om Dig, at de skal bære Dig på hænder, for at Du ikke skal støde Din fod på nogen sten!"
Mat 4:7 Jesus sagde til ham: "Det er også skrevet: Du må ikke friste HErren, din Gud!"
Mat 4:8 Djævelen tager Ham så til et meget højt bjerg og viser Ham alle verdens riger og deres herlighed
Mat 4:9 og siger til Ham: "Alt dette vil jeg give Dig, hvis Du vil falde ned og tilbede mig!"
Mat 4:10 Da siger Jesus til ham: "Vig bort, Satan! Thi det er skrevet: "HErren din Gud skal du tilbede, og Ham Aleene skal du tjene"!"
Mat 4:11 Da forlader Djævelen Ham, og se: engle kom og tjente Ham.
Mat 4:12 Men da Jesus fik at høre, at Johannes var blevet fængslet, drog Han til Galilæa.
Mat 4:13 Og Han flyttede fra Nazaret og kom og bosatte sig i Kapernaum, som ligger ved søen i Zebulons og Naftalis egne -
Mat 4:14 for at dét skulle opfyldes, som var talt ved profeten Esajas, som siger:
Mat 4:15 "Zebulons land og Naftalis land ved søen, hinsides Jordan, hedningernes Galilæa,
Mat 4:16 det folk, som sad i mørke, har set Et stort Lys, og for dem, som sad i dødsskyggens land, er Et Lys oprundet!"
Mat 4:17 Fra da af begyndte Jesus at forkynde og sige: "Vend om! Thi Himlenes Rige er kommet nær!"
Mat 4:18 Men da Jesus engang vandrede langs Galilæas Sø, så Han to brødre, Simon, som kaldes Peter, og Andreas, hans broder, i færd med at kaste garn i søen - de var nemlig fiskere.
Mat 4:19 Og Han siger til dem: "Følg Mig - og Jeg vil gøre jer til menneskefiskere!"
Mat 4:20 De forlod da strax garnene og fulgte Ham!
Mat 4:21 Da Han var gået derfra, så Han to andre brødre, Jakob, Zebedæus' søn, og Johannes, hans broder, sidde i båden sammen med Zebedæus, deres fader, bødende deres garn; og Han kaldte på dem.
Mat 4:22 Og strax forlod de båden og deres fader og fulgte Ham.
Mat 4:23 Jesus drog så omkring i hele Galilæa og lærte i deres synagoger og forkyndte Evangeliet om Riget og helbredte enhver sygdom og lidelse blandt folket.
Mat 4:24 Og rygtet om Ham kom ud i hele Syrien; og man bragte alle, som led af forskellige sygdomme eller var plagede af lidelser, og dæmonbesatte og månesyge og lamme til Ham; og Han helbredte dem!
Mat 4:25 Og store folkeskarer fulgte Ham, både fra Galilæa og Dekapolis og Jerusalem og Judæa og fra landet hinsides Jordan.
Mat 5:1 Da Han nu så folkeskaren, gik Han op i bjergene. Og da Han havde sat Sig, kom Hans disciple til Ham.
Mat 5:2 Han tog da til Orde, lærte dem og sagde:
Mat 5:3 "Salige [[er]] de fattige i ånden - thi Himlenes Rige er deres!
Mat 5:4 Salige [[er]] de, som sørger - thi de skal trøstes!
Mat 5:5 Salige [[er]] de sagtmodige - thi de skal arve jorden!
Mat 5:6 Salige [[er]] de, som hungrer og tørster efter retfærdighed - thi de skal mættes!
Mat 5:7 Salige [[er]] de barmhjertige - thi dem skal der vises barmhjertighed!
Mat 5:8 Salige [[er]] de rene af hjertet - thi de skal se Gud!
Mat 5:9 Salige [[er]] de, som stifter fred - thi de skal kaldes Guds [[børn]]!
Mat 5:10 Salige [[er]] de, som bliver forfulgte for retfærdighedens skyld - thi Himlenes Rige er deres!
Mat 5:11 Salige er I, når man spotter jer og forfølger jer og lyver jer alt ondt på for Min skyld -
Mat 5:12 glæd jer og fryd jer! For jeres løn er stor i Himlene - thi således har man forfulgt profeterne, som var før jer!
Mat 5:13 I er jordens salt! Men hvis saltet nu bliver kraftløst - hvad skal det så saltes med? Det duer til intet mere, uden til at kastes ud og trædes ned af menneskene!
Mat 5:14 I er verdens lys! En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules!
Mat 5:15 Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skål; nej, [[man sætter det]] i lysestagen, så det lyser for alle, som er i huset!
Mat 5:16 Lad jeres lys lyse således for menneskene, for at de kan se jeres gode gerninger og prise jeres Fader, Som er i Himlene!
Mat 5:17 Tro ikke, at Jeg er kommet for at nedbryde Loven eller Profeterne; Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde!
Mat 5:18 Thi sandelig, Jeg siger jer: Indtil himmelen og jorden skal forgå, skal ikke et bogstav, ja, end ikke en prik over et "i" af Loven forgå, før alt er sket!
Mat 5:19 Derfor skal den, som bryder eet af de mindste af disse bud og lærer menneskene således, kaldes den mindste i Himlenes Rige! Men den, som handler efter dem og lærer [[andre dem]], han skal kaldes stor i Himlenes Rige!
Mat 5:20 Thi Jeg siger jer: dersom jeres retfærdighed ikke overgår de skriftlærdes og farisæernes, vil I slet ikke komme ind i Himlenes Rige!
Mat 5:21 I har hørt, at der er sagt til de gamle: "Du må ikke slå ihjel", og: "den, som slår ihjel, bliver skyldig for dommen!"
Mat 5:22 Men Jeg siger jer: enhver, som vredes på sin broder uden grund, bliver skyldig for dommen! Og den, som siger til sin broder: "Raka!", bliver skyldig for Det høje Råd! Og den, som siger "dåre", bliver skyldig til ildens Helvede!
Mat 5:23 Når du da bærer din gave frem til alteret og dér kommer i hu, at din broder har noget imod dig,
Mat 5:24 så lad din gave ligge dér foran alteret, og gå først hen og forson dig med din broder; og kom så og bær din gave frem!
Mat 5:25 Skynd dig at blive ven med din modstander, mens du endnu er på vejen med ham, for at modstanderen ikke skal overgive dig til dommeren, og dommeren overgive dig til vagten, og du blive kastet i fængsel!
Mat 5:26 Sandelig, Jeg siger dig: du skal ingenlunde slippe ud derfra, før du har betalt den sidste øre!
Mat 5:27 I har hørt, at der er sagt til de gamle: "Du må ikke bedrive hor!"
Mat 5:28 Men Jeg siger jer: enhver, som ser på en [[andens]] hustru og begærer hende, har allerede bedrevet hor med hende i sit hjerte!
Mat 5:29 Men dersom dit højre øje volder dig anstød, så riv det ud og kast det fra dig! Thi det er bedre for dig, at eet af dine lemmer ødelægges, end at hele dit legeme bliver kastet i Helvede!
Mat 5:30 Og dersom din højre hånd volder dig anstød, så hug den af og kast den fra dig! Thi det er bedre for dig, at eet af dine lemmer ødelægges, end at hele dit legeme bliver kastet i Helvede!
Mat 5:31 Og det er sagt: "Den, som skiller sig fra sin hustru, skal give hende et skilsmissebrev".
Mat 5:32 Men Jeg siger jer: den, som skiller sig fra sin hustru af anden grund end hor, gør, at hun bedriver hor! Og den, som gifter sig med en fraskilt, bedriver hor!
Mat 5:33 Videre har I hørt, at der er sagt til de gamle: "Du må ikke sværge falsk, men holde hvad du har lovet HErren!"
Mat 5:34 Men Jeg siger jer: I skal overhovedet ikke sværge, hverken ved Himmelen - thi Den er Guds trone,
Mat 5:35 eller ved jorden - thi den er Hans fødders fodskammel, eller ved Jerusalem - thi det er Den store Konges by!
Mat 5:36 Heller ikke ved dit hovede skal du sværge - thi du kan ikke gøre eet af dine hår hvidt eller sort!
Mat 5:37 Nej, jeres tale skal være: "Ja, ja!" og: "Nej, nej!" Alt, hvad der er ud over dette, er af det onde!
Mat 5:38 I har hørt, at det er sagt: "Øje for øje og tand for tand!"
Mat 5:39 Men Jeg siger jer: stå ikke Den Onde imod! Nej, hvis nogen slår dig på din højre kind, så vend ham også den anden til!
Mat 5:40 Og hvis nogen vil sagsøge dig og tage din kjortel, så giv ham også kappen;
Mat 5:41 og hvis nogen tvinger dig til at gå een mil med ham, så gå to med ham!
Mat 5:42 Giv til den, som beder dig, og vend dig ikke bort fra den, som vil låne af dig!
Mat 5:43 I har hørt, at der er sagt: "Du skal elske din næste og hade din fjende."
Mat 5:44 Dog, Jeg siger jer: Elsk jeres fjender! Velsign dem, som forbander jer! Gør vel mod dem, som hader jer, og bed for dem, som spotter jer og forfølger jer!
Mat 5:45 - så skal I blive [[børn]] af jeres Fader, Som er i Himmelen! Thi Han lader Sin sol gå op over onde og gode, og Han lader det regne over retfærdige og uretfærdige!
Mat 5:46 Thi hvis I elsker dem, som elsker jer, hvad løn får I så? Gør ikke også [[hedningerne]] det samme?
Mat 5:47 Og dersom I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Gør ikke også [[hedningerne]] det samme?
Mat 5:48 Så vær I da fuldkomne, ligesom jeres Fader, Der er i Himlene, er fuldkommen!"
Mat 6:1 Vogt jer for at øve jeres barmhjertighed for menneskene, for at blive set af dem; ellers får I ingen løn hos jeres Fader i Himlene!
Mat 6:2 Når du giver en almisse, så stød ikke i basun foran dig, sådan som hyklerne gør i synagogerne og på gaderne, for at de skal æres af menneskene. Sandelig, Jeg siger jer: de har allerede fået deres løn!
Mat 6:3 Nej, når du giver en almisse, så lad ikke din venstre vide, hvad din højre gør,
Mat 6:4 for at din almisse kan være i det skjulte - og din Fader, Som ser i det skjulte, vil give dig igen i det åbenbare.
Mat 6:5 Og når du beder, så vær ikke som hyklerne; for de elsker at stå i synagogerne og på gadehjørnerne og bede, for at de skal blive set af menneskene. Sandelig, Jeg siger jer: de har allerede fået deres løn!
Mat 6:6 Nej du, når du beder, så gå ind i dit kammer, lås din dør og bed så til din Fader, Som er i det skjulte - og Han vil give dig igen i det åbenbare!
Mat 6:7 Og når du beder, må du ikke plapre, som hedningerne; thi de tror, at de bliver bønhørt for at sige mange ord.
Mat 6:8 Vær du ikke som dem, thi Faderen veed, hvad I har brug for, før I beder Ham.
Mat 6:9 Således skal I da bede: "Fader vor, Du, Som er i Himlene; helliget vorde Dit navn;
Mat 6:10 komme Dit Rige; ske Din vilje, som i Himmelen, således også på jorden.
Mat 6:11 Giv os hver dag vort daglige brød;
Mat 6:12 og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.
Mat 6:13 Og før os ikke i fristelse, men udfri os fra det onde. Thi Dit er magtens og ærens Rige i evigheden! Amen!"
Mat 6:14 Thi hvis I tilgiver menneskene deres overtrædelser, vil også jeres himmelske Fader tilgive jer!
Mat 6:15 Men hvis I ikke tilgiver menneskene deres overtrædelser, vil Faderen heller ikke tilgive jer jeres overtrædelser!
Mat 6:16 Og når I faster, så vær ikke som hyklerne; thi de anlægger en dyster mine, for at menneskene kan se, at de faster. Sandelig, Jeg siger jer: de har allerede fået deres løn!
Mat 6:17 Nej du, når du faster, så salv dit hovede og vask dit ansigt,
Mat 6:18 så menneskene ikke kan se, at du faster, men kun din Fader, Som ser i det skjulte - og din Fader, Som ser i det skjulte, vil give dig igen i det åbenbare!
Mat 6:19 Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler.
Mat 6:20 Nej, saml jer skatte i Himmelen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor tyve ikke bryder ind eller stjæler.
Mat 6:21 Thi hvor jeres skat er, der vil også jeres hjerte være!
Mat 6:22 Dit øje er legemets lys; hvis da dit øje er sundt, vil hele dit legeme være oplyst.
Mat 6:23 Men dersom dit øje er sygt, vil hele dit legeme være i mørke. Og hvis lyset i dig er mørke, hvor stort er da ikke dette mørke?
Mat 6:24 Ingen kan tjene to herrer! Thi han vil enten hade den eene og elske den anden, eller holde sig til den eene og foragte den anden. I kan ikke tjene både Gud og Mammon!
Mat 6:25 Derfor siger Jeg dette: nær ikke bekymring for jeres liv, hvad I skal spise, eller hvad I skal drikke; heller ikke for jeres legeme, hvad I skal klæde jer med. Er livet ikke mere end maden og legemet mere end klæderne?
Mat 6:26 Se til himmelens fugle: de sår ikke, høster ikke, de samler ikke i lade - og dog giver jeres himmelske Fader dem føden. Mon ikke I adskiller jer meget fra dem?
Mat 6:27 Hvem af jer kan ved at bekymre sig lægge en alen til sin alder?
Mat 6:28 Og hvorfor er I bekymrede for jeres klæder? Læg mærke til markens liljer, hvordan de voxer: de arbejder eller spinder ikke,
Mat 6:29 men Jeg siger jer: end ikke Salomo i al sin herlighed var klædt som een af dem!
Mat 6:30 Når Gud da således klæder markens græs, som er idag og i morgen bliver kastet i ovnen - mon da ikke meget mere jer, I lidettroende?
Mat 6:31 Derfor må I ikke være bekymrede og sige: "Hvad skal vi spise?" eller: "hvad skal vi drikke?" eller: "hvad skal vi klæde os med?" -
Mat 6:32 thi efter alt dette søger hedningerne! Jeres himmelske Fader veed jo, at I trænger til alle disse ting!
Mat 6:33 Nej, søg først Guds Rige og Hans retfærdighed - så skal alle disse ting gives jer i tilgift!
Mat 6:34 Vær altså ikke bekymrede for morgendagen, nej, lad morgendagen bekymre sig for sit eget. Hver dag har nok i sit eget onde!
Mat 7:1 Døm ikke, for at I ikke selv skal blive dømt! Thi med den dom, I dømmer, skal I selv dømmes,
Mat 7:2 og med det mål, hvormed I måler, skal der måles jer tilbage!
Mat 7:3 Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?
Mat 7:4 Eller hvordan kan du sige til din broder: "Lad mig tage splinten ud af dit øje" - og se: bjælken [[er]] i dit eget øje!
Mat 7:5 Hykler! Tag først bjælken ud af dit eget øje, så vil du kunne se klart til at tage splinten ud af din broders øje.
Mat 7:6 Giv ikke det hellige til hunde, og kast ikke jeres perler for svin; ellers vil de blot trampe dem ned med fødderne og så vende sig om og sønderrive jer!
Mat 7:7 Bed - så skal der gives jer! Søg - så skal I finde! Bank på - så skal der lukkes op for jer!
Mat 7:8 Thi enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og for den, som banker på, skal der lukkes op.
Mat 7:9 Eller hvem iblandt jer vil, hvis hans søn beder om brød, give ham en sten;
Mat 7:10 eller hvis han beder om en fisk, så give ham en slange?
Mat 7:11 Når altså I, som er onde, veed at give jeres børn gode gaver, hvor meget mere vil da ikke jeres Fader, Som er i Himlene, give gode ting til dem, som beder Ham?
Mat 7:12 Alt, hvad I derfor vil, at menneskene skal gøre mod jer, gør I også således mod dem - thi således er Loven og Profeterne!
Mat 7:13 Gå ind ad den trange port; for vid er den port og bred den vej, som fører til fortabelsen, og mange er de, som går ind ad den!
Mat 7:14 Men trang er den port og smal den sti, som fører til Livet, og få er de, som finder den!
Mat 7:15 Og tag jer i vare for de falske profeter, som kommer til jer i fåreklæder, men indvendig er rovgriske ulve!
Mat 7:16 Af deres frugter skal I kende dem! Man samler ikke druer af tornebuske eller figener af tidsler;
Mat 7:17 nej, et godt træ bærer gode frugter, men et dårligt træ bærer dårlige frugter.
Mat 7:18 Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ [[kan ikke]] bære gode frugter.
Mat 7:19 Så bliver da ethvert træ, som ikke bærer god frugt, hugget om og kastet på ilden!
Mat 7:20 Altså: af deres frugter skal I kende dem!
Mat 7:21 Ikke enhver, som siger til Mig: "HErre, HErre!" skal komme ind i Himlenes Rige; nej, kun dem, som gør Min Faders vilje, Han, Som er i Himlene!
Mat 7:22 Mange skal sige til Mig på Hin Dag: "HErre, HErre! Har vi ikke profeteret i Dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i Dit navn, og har vi ikke gjort mange kraftgerninger i Dit navn?"
Mat 7:23 Og da skal Jeg bekende for dem: "Jeg har aldrig kendt jer! Gå bort fra Mig, I, som øver lovløshed!"
Mat 7:24 Derfor: enhver, som hører Disse Mine Ord og handler efter Dem, ham ligner Jeg med en klog mand, som byggede sit hus på klippen;
Mat 7:25 og regnen styrtede ned, og flodbølgerne kom, og vindene blæste og slog mod dette hus - men det faldt ikke, thi det var grundfæstet på klippen!
Mat 7:26 Men enhver, som hører Disse Mine Ord og ikke handler efter Dem, kan lignes ved en tåbelig mand, som byggede sit hus på sand;
Mat 7:27 og regnen styrtede ned, og flodbølgerne kom, og vindene blæste og slog mod dette hus - og det faldt, og dets fald var stort!"
Mat 7:28 Og det skete, da Jesus havde sagt dette, at skaren var forundret over Hans Lære;
Mat 7:29 thi Han lærte dem Som Een, Der har myndighed, og ikke som deres skriftlærde og farisæerne!
Mat 8:1 Da Han gik ned fra bjergene, fulgte en stor skare Ham.
Mat 8:2 Og se: en spedalsk kom, kastede sig ned for Ham og sagde: "HErre! Hvis Du vil, kan Du rense mig!"
Mat 8:3 Da rakte Jesus hånden ud, rørte ved ham og sagde: "Jeg vil - bliv ren!" Og strax blev han renset for sin spedalskhed.
Mat 8:4 Jesus siger da til ham: "Se til, at du ikke siger det til nogen; men gå hen og lad dig syne af præsten og frembær så den offergave, Moses har pålagt, til vidnesbyrd for folket."
Mat 8:5 Da Jesus så kom til Kapernaum, kom en hundredmandsfører til Ham, bad Ham
Mat 8:6 og sagde: "HErre! Min tjener ligger lam hjemme og er alvorligt plaget af smerter!"
Mat 8:7 Jesus siger til Ham: "Jeg vil komme og helbrede ham!"
Mat 8:8 Men hundredmandsføreren svarede og sagde: "HErre! Jeg er ikke værdig til, at Du går ind under mit tag! Men sig blot Eet Ord, så vil min tjener blive helbredt!
Mat 8:9 Også jeg er jo et menneske under kommando, og jeg har soldater under mig. Og siger jeg til een: "Gå!", så går han, og til en anden: "Kom!", så kommer han, og til min tjener: "Gør dette!", så gør han det."
Mat 8:10 Da Jesus hørte dette, undrede Han Sig og sagde til dem, som fulgte Ham: "Sandelig, Jeg siger jer: ikke engang i Israel har Jeg fundet så stor en tro hos nogen!
Mat 8:11 Men Jeg siger jer: mange skal komme fra solens opgang og nedgang og lægge sig til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himlenes Rige;
Mat 8:12 men Rigets egne [[børn]] skal kastes ud i mørket udenfor; dér skal der være gråd og tænders gnidsel!"
Mat 8:13 Og Jesus sagde til hundredmandsføreren: "Gå! så skal det ske dig, som du troede!" Og hans tjener blev helbredt i den samme stund!
Mat 8:14 Da Jesus kom til Peters hus, så Han, at hans svigermoder lå i sengen med feber.
Mat 8:15 Han tog hende da ved hånden, og feberen forlod hende - og hun rejste sig og vartede dem op.
Mat 8:16 Da det var blevet sent, bar de mange dæmonbesatte til Ham, og Han drev ånderne ud med Eet Ord, og alle, som var syge, helbredte Han,
Mat 8:17 for at dét skulle opfyldes, som var talt ved profeten Esajas, der siger: "Han tog vore plager, og vore sygdomme bar Han!"
Mat 8:18 Da Jesus nu så en stor skare omkring Sig, bød Han, at de skulle drage over til den anden side af [[søen]].
Mat 8:19 Og en skriftlærd kom og sagde til Ham: "Mester! Jeg vil følge Dig, hvor Du end går!"
Mat 8:20 Jesus siger da til ham: "Rævene har huler og himlens fugle reder; men Menneskets Søn har ikke [[et sted]], hvor Han kan hvile Sit hovede!"
Mat 8:21 En anden af Hans disciple sagde til Ham: "HErre! Lad mig først drage hen og begrave min fader!"
Mat 8:22 Men Jesus sagde til Ham: "Følg Mig - og lad de døde begrave deres døde!"
Mat 8:23 Han gik så ombord i båden, og Hans disciple fulgte Ham.
Mat 8:24 Og se: der blev en voldsom storm på søen, så båden skjultes af bølgerne - men Han sov!
Mat 8:25 Hans disciple kom da og vækkede Ham og sagde: "HErre! frels os - vi går under!"
Mat 8:26 Men Han siger til dem: "Hvorfor er I bange, I lidettroende?" Så rejste Han Sig og truede ad vindene og havet, og med eet blev det blikstille!
Mat 8:27 Men folkene undrede sig og sagde: "Hvem er dog Han, siden både vindene og havet adlyder Ham?"
Mat 8:28 Da Han kom til den anden bred, til Gadarenernes land, kom to dæmonbesatte Ham imøde ud fra gravhulerne; [[de var]] meget vilde, så ingen magtede at gå forbi ad denne vej!
Mat 8:29 Og se: de skreg højt og sagde: "Hvad [[er der]] mellem os og Dig, Jesus, Guds Søn? Er Du kommet her for at pine os før tiden?"
Mat 8:30 Nu gik der et stykke fra dem en stor svinehjord og græssede.
Mat 8:31 Dæmonerne bad Ham da og sagde: "Hvis Du driver os ud, så tillad os at fare ind i svine-hjorden!"
Mat 8:32 Han sagde da til dem: "Far ud!" Så fór de ud og fór i svinene. Og se: hele svinehjorden styrtede ud over afgrunden ned i havet og døde i bølgerne!
Mat 8:33 Men de, som røgtede [[svinene]], flygtede, og da de kom ind i byen, fortalte de alt, også dét om de dæmonbesatte.
Mat 8:34 Og se: hele byen gik Jesus imøde, og da de så Ham, bad de Ham om at gå bort fra deres egn!
Mat 9:1 Han gik så ombord i båden og satte over og kom til Sin Egen by.
Mat 9:2 Og se: de bragte til Ham en lam, der lå på en båre. Og da Jesus så deres tro, sagde Han til den lamme: "Vær frimodig, søn! Dine synder er dig forladte!"
Mat 9:3 Men se: nogle af de skriftlærde tænkte ved sig selv: "Denne Mand spotter!"
Mat 9:4 Da Jesus nu opfattede deres tanker, sagde Han: "Hvorfor tænker I ondt i jeres hjerter?
Mat 9:5 Hvad er mon lettest at sige: "Dine synder er dig forladte", eller: "Rejs dig og gå"?
Mat 9:6 Men for at I skal kende, at Menneskets Søn har magt til på jorden at tilgive synder...." - så siger Han til den lamme: "Rejs dig, tag din seng og gå hjem!"
Mat 9:7 Og manden rejste sig og gik hjem!
Mat 9:8 Da skaren så det, blev de grebet af undren og frygt, og de priste Gud, Som havde givet mennesker så stor en magt.
Mat 9:9 Da Jesus drog videre derfra, så Han en mand, der hed Mattæus, sidde ved toldboden, og Han siger til ham: "Følg Mig!" Og han rejste sig og fulgte Ham.
Mat 9:10 Og det skete, da Han lagde Sig [[til bords]] i hans hus, se: da kom der mange toldere og syndere og lagde sig [[til bords]] sammen med Jesus og Hans disciple.
Mat 9:11 Da farisæerne så det, sagde de til Hans disciple: "Hvorfor spiser jeres Mester sammen med tolderne og synderne?"
Mat 9:12 Men Jesus, Som havde hørt det, sagde til dem: "De, som kan selv, har ikke brug for læge - nej, kun de, som er syge!
Mat 9:13 Men gå I hen og lær, hvad dette betyder: "Barmhjertighed vil Jeg, ikke slagtoffer!" Thi Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere til omvendelse!"
Mat 9:14 Da kommer Johannes' disciple til Ham og siger: "Hvorfor faster vi og farisæerne - men Dine disciple faster ikke?"
Mat 9:15 Jesus svarede dem: "Brudgommens venner kan vel ikke faste, så længe Brudgommen er hos dem? Men dage skal komme, da Brudgommen er taget fra dem, og da skal de faste!
Mat 9:16 Ingen sætter jo en ukrympet lap på et gammelt klæde; lappen vil jo rive klædet itu, og riften blive værre.
Mat 9:17 Man fylder heller ikke ny vin i gamle skindsække, for så revner sækkene, vinen flyder ud, og skindsækkene går i stykker. Nej, man fylder ny vin i nye skindsække - så vil begge dele blive bevaret."
Mat 9:18 Mens Han sagde dette til dem, se: da kom en synagogeforstander og kastede sig ned for Ham og sagde: "Min datter er lige død; men kom og læg Din hånd på hende, så vil hun leve igen!"
Mat 9:19 Da rejste Jesus Sig og fulgte med ham sammen med Sine disciple.
Mat 9:20 Og se: en kvinde, som havde haft blodstyrtninger i tolv år, nærmede sig bagfra og rørte ved kanten af Hans kappe.
Mat 9:21 Thi hun sagde ved sig selv: "Blot jeg får rørt Hans kappe, bliver jeg frelst!"
Mat 9:22 Men Jesus vendte Sig om og fik øje på hende og sagde: "Vær frimodig, datter! Din tro har frelst dig!" Og fra denne time var kvinden frelst!
Mat 9:23 Da Jesus kom til synagogeforstanderens hus og så fløjtespillerne og skaren, som støjede,
Mat 9:24 siger Han til dem: "Gå bort! thi pigen er ikke død; nej, hun sover!" Og de lo ad Ham!
Mat 9:25 Men da skaren var smidt ud og Jesus trådt ind, tog Han pigen ved hånden, og hun rejste sig op.
Mat 9:26 Og rygtet om dette kom ud i hele den del af landet.
Mat 9:27 Da Jesus vandrede videre derfra, fulgte to blinde Ham, og de råbte og sagde: "Forbarm Dig over os, Davids Søn!"
Mat 9:28 Og da de var kommet i hus, kom de blinde til Ham, og Jesus siger til dem: "Tror I, at Jeg kan gøre dette?" De siger til Ham: "Ja, HErre!"
Mat 9:29 Da rørte Han ved deres øjne og sagde: "Lad det ske med jer efter jeres tro!"
Mat 9:30 Og deres øjne åbnedes! Jesus talte da strengt til dem og sagde: "Se til, at ingen får dette at vide!"
Mat 9:31 Men strax de var gået, fortalte de om Ham i hele den landsdel.
Mat 9:32 Da de var gået, se: da førte man til Ham een, der var stum og dæmonbesat.
Mat 9:33 Og da dæmonen var drevet ud, talte den stumme. Og skaren undrede sig og sagde: "Aldrig før er noget sådant set i Israel!"
Mat 9:34 Men farisæerne sagde: "Han driver dæmonerne ud ved dæmonernes herre!"
Mat 9:35 Jesus gik nu omkring i alle byerne og landsbyerne, idet Han lærte i deres synagoger og forkyndte Evangeliet om Riget og helbredte enhver sygdom og enhver plage blandt folket.
Mat 9:36 Men da Han så folkemængden, ynkedes Han over dem, for de var forkomne og fortabte, "som får, der ingen hyrde har".
Mat 9:37 Da siger Han til Sine disciple: "Høsten er stor, men arbejderne få!
Mat 9:38 Bed derfor høstens HErre om at sende arbejdere ud til Sin høst!"
Mat 10:1 Og Han kaldte Sine tolv disciple til Sig og gav dem magt over urene ånder, så de kunne uddrive dem og helbrede enhver sygdom og enhver plage.
Mat 10:2 De tolv apostles navne er disse: først Simon, som kaldes Peter, og Andreas, hans broder; så Jakob, Zebedæus' søn og Johannes, hans broder;
Mat 10:3 Filip og Bartholomæus, Thomas og tolderen Mattæus, Jakob, Alfæus' søn, og Lebbæus, som havde tilnavnet "Taddæus";
Mat 10:4 Simon kanaanæeren og Judas Iskariot, som jo forrådte Ham.
Mat 10:5 Disse tolv udsendte Jesus, idet Han formanede dem og sagde: "Drag ikke ud på hedningernes veje, og gå ikke ind i en samaritansk by!
Mat 10:6 Nej, gå til de fortabte får af Israels hus.
Mat 10:7 Og på jeres vandring skal I prædike og sige: "Himlenes Rige er kommet nær!"
Mat 10:8 Helbred syge, rens spedalske, opvæk døde, uddriv dæmoner; gratis fik I det - giv det gratis!
Mat 10:9 Skaf jer ikke guld eller sølv eller kobber i jeres bælter på jeres vej,
Mat 10:10 heller ikke vadsæk eller to kjortler eller sandaler eller stav, thi en arbejder er sin føde værd!
Mat 10:11 Og når I går ind i en by, find da ud af, hvem i den, der er det værd, og bliv så dér, indtil I drager videre.
Mat 10:12 Og når I træder ind i et hus, så hils det!
Mat 10:13 Hvis huset da er det værd, så lad jeres fred komme over det; men hvis det ikke er det værd, så lad jeres fred vende tilbage til jer selv!
Mat 10:14 Men vil man ikke tage imod jer og ikke høre jeres Ord, så forlad dette hus eller denne by og ryst støvet af jeres fødder.
Mat 10:15 Sandelig, Jeg siger jer: det skal blive lettere for Sodomas og Gomorras land på Dommens Dag end for denne by!
Mat 10:16 Se: Jeg sender jer som får blandt ulve! Vær derfor snilde som slanger og uskyldige som duer!
Mat 10:17 Men vogt jer for menneskene! Thi de vil overgive jer til domstolene, og i deres synagoger vil de piske jer!
Mat 10:18 I vil blive ført frem for fyrster og konger for Min skyld til et vidnesbyrd for dem og for hedningerne.
Mat 10:19 Men når de udleverer jer, så vær ikke bekymrede for, hvad I skal sige, thi det skal gives jer i samme stund!
Mat 10:20 Det er nemlig ikke jer, som taler, nej, jeres Faders Ånd er Den, Som taler i jer!
Mat 10:21 Men broder skal overgive broder til døden, og fader sit barn, og børn skal rejse sig mod forældre, og de vil slå dem ihjel!
Mat 10:22 Og I vil blive hadet af alle for Mit navns skyld! Dog: den, som holder ud til enden, skal blive frelst!
Mat 10:23 Men når de forfølger jer i een by, så flygt til den næste; og hvis de også forfølger jer i den næste, så flygt til den næste igen! Thi sandelig, Jeg siger jer: I skal ingenlunde være kommet til ende med byerne i Israel, før Menneskets Søn kommer!
Mat 10:24 En discipel står ikke over sin Mester, ej heller en tjener over sin HErre!
Mat 10:25 [[Det må være]] nok for disciplen, hvis det går ham som hans Mester, og for tjeneren, [[hvis det går ham]] som hans HErre. Har de kaldt Husbonden "Beelzebul", hvor meget mere da ikke Hans husfolk?
Mat 10:26 Frygt altså ikke! Thi intet er skjult, som ikke skal åbenbares, og intet gemt, som ikke skal blive kendt!
Mat 10:27 Det, Jeg siger jer i mørket, sig det i lyset! Og det, der hviskes jer i øret, råb det ud fra tagene!
Mat 10:28 Og frygt ikke for dem, som dræber legemet, men ikke kan dræbe sjælen; nej, frygt snarere Ham, Som kan ødelægge både sjæl og legeme i Helvede!
Mat 10:29 Sælges ikke to spurve for en skilling? Og dog falder ikke een af dem til jorden, uden [[at]] jeres Fader [[vil det]]!
Mat 10:30 Men på jer er endog alle hovedhår talt!
Mat 10:31 Frygt altså ikke, thi I er mere værd end mange spurve!
Mat 10:32 Derfor: enhver, som vil kendes ved Mig overfor menneskene, ham vil også Jeg kendes ved overfor Min Fader, Som er i Himlene!
Mat 10:33 Men den, som fornægter Mig overfor menneskene, ham vil også Jeg fornægte overfor Min Fader, Som er i Himlene!
Mat 10:34 Tro ikke, at Jeg er kommet for at udbrede fred på jorden! Jeg er ikke kommet for at bringe fred - nej, sværd!
Mat 10:35 Thi Jeg er kommet for at sætte skel "mellem en mand og hans fader, mellem en datter og hendes moder og mellem en svigerdatter og hendes svigermoder,
Mat 10:36 og en mands husfolk skal blive hans fjender"!
Mat 10:37 Den, som elsker sin fader eller sin moder mere end Mig, er Mig ikke værd! Og den, som elsker sin søn eller sin datter mere end Mig, er Mig ikke værd!
Mat 10:38 Og den, som ikke tager sit kors op og følger Mig efter, er Mig ikke værd!
Mat 10:39 Den, som har bjærget sit liv, skal miste det; men den, som har mistet sit liv for Min skyld, skal bjærge det!
Mat 10:40 Den, som tager imod jer, tager imod Mig, og den, som tager imod Mig, tager imod Ham, Som sendte Mig!
Mat 10:41 Den, som tager imod en profet, fordi han er profet, skal få en profets løn, og den, som modtager en retfærdig mand, fordi han er retfærdig, skal få en retfærdigs løn.
Mat 10:42 Og den, som skænker een af disse små et bæger koldt vand, blot fordi han er Min discipel - sandelig, Jeg siger jer: han skal ingenlunde miste sin løn!"
Mat 11:1 Og det skete, da Jesus var færdig med at give påbud til Sine tolv disciple, at Han drog derfra for at undervise og prædike i byerne deromkring.
Mat 11:2 Men da Johannes i fængslet hørte om Kristi gerninger, sendte han to af sine disciple afsted for at spørge Ham:
Mat 11:3 "Er Du "DEN, SOM KOMMER", eller skal vi vente en anden?"
Mat 11:4 Jesus svarede da og sagde til dem: "Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser:
Mat 11:5 blinde ser, og lamme går omkring, spedalske renses, og døve hører, døde står op, og "Evangeliet forkyndes for fattige"!
Mat 11:6 Og salig er den, som ikke tager anstød af Mig!"
Mat 11:7 Da de var gået, begyndte Jesus at tale til folkeskaren om Johannes: "Hvorfor gik I ud i ørkenen? For at se et siv, som svajer for vinden?
Mat 11:8 Nej, hvorfor gik I ud? For at se et menneske, klædt i bløde klæder? Se: de, som bærer bløde klæder, er i kongens hus!
Mat 11:9 Nej, hvorfor gik I ud? For at se en profet? Ja, Jeg siger jer: han er endog mere end en profet!
Mat 11:10 Thi han er den, om hvem det er skrevet: "Se, Jeg sender Min engel foran Dit åsyn; han skal rydde Din vej foran Dig!"
Mat 11:11 Sandelig, Jeg siger jer: der er blandt kvindefødte ikke oprejst nogen større end Johannes Døberen - dog: den mindste i Himlenes Rige er større end han!
Mat 11:12 Men fra Johannes Døberens dage til nu bestormes Himlenes Rige, og de, som bestormer Det, plyndrer Det!
Mat 11:13 Thi alle profeterne og Loven profeterede indtil Johannes,
Mat 11:14 og - om I vil tage imod det! - han er Elias, som skulle komme!
Mat 11:15 Den, som har ører at høre med, han høre!
Mat 11:16 Men med hvem skal Jeg dog ligne denne slægt? Den ligner småbørn, som sidder på torvene og råber til vennerne og siger:
Mat 11:17 "Vi spillede på fløjte for jer, men I dansede ikke - og vi sang klagesange for jer, men I jamrede ikke!"
Mat 11:18 Thi Johannes kom, som ikke spiste og ikke drak, og så siger man: "Han har en dæmon!"
Mat 11:19 Så kom Menneskets Søn, Som spiser og drikker, og så siger man: "Se, hvilken ædedolk og fyldebøtte, Ven med toldere og syndere!" - dog: Visdommen er retfærdiggjort ved Sine gerninger!"
Mat 11:20 Så begyndte Han at revse de byer, i hvilke de fleste af Hans kraftgerninger var gjort, fordi de ikke havde omvendt sig:
Mat 11:21 "Vé dig, Korazin! Vé dig, Betsajda! Thi hvis de kraftgerninger, som er sket i jer, var sket i Tyrus og Sidon, så havde de forlængst omvendt sig i sæk og aske!
Mat 11:22 Dog, Jeg siger jer: det vil blive lettere for Tyrus og Sidon på Dommens Dag end for jer!
Mat 11:23 Og du, Kapernaum! Mon du skal ophøjes lige til Himmelen - nej, lige til Dødsriget skal du stødes ned! Thi hvis de kraftgerninger, som er sket i dig, var sket i Sodoma, var den blevet stående indtil den dag i dag!
Mat 11:24 Dog, Jeg siger jer: det vil blive lettere for Sodomas land på Dommens Dag end for dig!"
Mat 11:25 På samme tid tog Jesus til Orde og sagde: "Jeg priser Dig, Fader, Himmelens og jordens HErre, fordi Du har skjult dette for de viise og de forstandige og åbenbaret det for de umyndige;
Mat 11:26 ja, Fader, thi således fuldbyrdedes det til Dit velbehag!
Mat 11:27 Alt er overgivet Mig af Min Fader; og ingen kender Sønnen uden Faderen; heller ikke kender nogen Faderen uden Sønnen, og den, for hvem Sønnen vil åbenbare Ham.
Mat 11:28 Kom til Mig, alle I, som slider og er tyngede af byrder - og Jeg vil give jer hvile!
Mat 11:29 Tag Mit åg på jer og lær af Mig, thi Jeg er sagtmodig og ydmyg af hjerte - og "I skal finde hvile for jeres sjæle".
Mat 11:30 Thi Mit åg er godt, og Min byrde er let!"
Mat 12:1 På den tid gik Jesus på sabbaten gennem kornmarkerne; og Hans disciple blev sultne og begyndte at plukke ax og spise.
Mat 12:2 Da farisæerne så dette, sagde de til Ham: "Se, Dine disciple gør noget, som det ikke er tilladt at gøre på en sabbat!"
Mat 12:3 Han sagde da til dem: "Har I da ikke læst, hvad David gjorde, da han selv og hans ledsagere blev sultne:
Mat 12:4 hvordan han gik ind i Guds hus og åd skuebrødene, som hverken han eller hans ledsagere havde lov at spise, men kun præsterne?
Mat 12:5 Eller har I ikke læst i Loven, at præsterne på sabbaten i helligdommen vanhelliger sabbaten - og dog er skyldfri?
Mat 12:6 Og Jeg siger jer: her er Een, Som er større end templet!
Mat 12:7 Om I blot havde forstået, hvad dette betyder: "Miskundhed vil Jeg, ikke slagtoffer", så havde I ikke fordømt uskyldige.
Mat 12:8 Thi Menneskets Søn er også HErre over sabbaten!"
Mat 12:9 Da Han gik derfra, kom Han til deres synagoge.
Mat 12:10 Og se, der var en mand, som havde en vissen hånd. De spurgte Ham da og sagde: "Er det tilladt at helbrede på sabbaten?" - for at de kunne få noget at anklage Ham for!
Mat 12:11 Men Han sagde til dem: "Hvem iblandt jer, som har et får, vil ikke, hvis det på en sabbat falder i en grøft, gribe det og trække det op?
Mat 12:12 Hvor meget mere er ikke et menneske værd end et får? Så er det altså tilladt at gøre godt på sabbaterne!"
Mat 12:13 Og Han siger til manden: "Ræk din hånd frem!" Han rakte den da frem - og den var atter blevet rask som den anden.
Mat 12:14 Men da de var gået ud, holdt farisæerne rådslagning mod Ham, om hvordan de kunne komme Ham til livs.
Mat 12:15 Da Jesus imidlertid vidste dette, gik Han bort derfra; og store mængder fulgte Ham, og Han helbredte dem alle.
Mat 12:16 Og Han bød dem strengt, at de ikke skulle røbe, Hvem Han var,
Mat 12:17 for at dét skulle opfyldes, som er talt ved profeten Esajas, som siger:
Mat 12:18 "Se, Min Tjener, Som Jeg har udvalgt, Min Elskede, i Hvem Min sjæl fandt behag! På Ham vil Jeg lægge Min Ånd, og Han skal forkynde dom for folkene!
Mat 12:19 Han skal ikke kives eller råbe, og ingen skal høre Hans røst på gaderne!
Mat 12:20 Han skal ikke knuse et knækket siv eller slukke en rygende væge, før Han får ført retten frem til sejr!
Mat 12:21 På Hans navn skal folkeslag håbe"!"
Mat 12:22 Da blev en dæmonbesat, der var blind og døvstum, bragt til Ham, og Han helbredte ham, så at den blinde og døvstumme både kunne tale og se.
Mat 12:23 Og hele folkeskaren undrede sig og sagde: "Mon dog ikke Han er Davids-Sønnen?"
Mat 12:24 Men farisæerne, som havde hørt det, sagde: "Han driver dæmonerne ud ved Beelzebul, dæmonernes fyrste!"
Mat 12:25 Men da Jesus kendte deres tanker, sagde Han til dem: "Ethvert rige, som er i strid med sig selv, lægges øde! Thi ingen by og intet hjem i strid med sig selv kan bestå.
Mat 12:26 Og hvis Satan driver Satan ud, så er han jo kommet i strid med sig selv! Hvordan skal hans rige da kunne bestå?
Mat 12:27 Men hvis Jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul - ved hvem uddriver jeres sønner dem da? Lad dem derfor være jeres dommere!
Mat 12:28 Men hvis Jeg driver dæmonerne ud ved Guds Ånd, så er Guds Rige jo kommet til jer!
Mat 12:29 Eller: hvordan kan nogen gå ind i Den Stærkes hus og plyndre hans ejendele, uden at Han først binder Den Stærke? Så kan Han plyndre hans hus!
Mat 12:30 Den, som ikke er med Mig, er mod Mig! Og den, som ikke samler med Mig, spreder!
Mat 12:31 Derfor siger Jeg jer: Enhver synd og bespottelse skal blive tilgivet menneskene - dog: bespottelse af Ånden skal ikke blive tilgivet menneskene!
Mat 12:32 Og den, som taler et ord mod Menneskets Søn, ham vil det blive tilgivet; men den, som taler mod Helligånden, ham skal det ingenlunde blive tilgivet, hverken i denne tidsalder eller i den kommende!
Mat 12:33 Enten er et træ godt, og så bærer det gode frugter, eller også er træet dårligt, og så er også dets frugt dårlig; thi af frugten kendes træet!
Mat 12:34 Slange-unger! Hvordan skulle I kunne sige noget godt, når I er onde? Thi hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med!
Mat 12:35 Et godt menneske udspreder gode ting fra sit hjertes gode forråd; og et ondt menneske udspreder onde ting fra sit onde forråd!
Mat 12:36 Men Jeg siger jer: på Dommens Dag skal menneskene aflægge regnskab for hvert unyttigt ord, de taler!
Mat 12:37 Thi ud fra dine ord skal du retfærdiggøres, og ud fra dine ord skal du fordømmes!"
Mat 12:38 Da sagde nogle af de skriftlærde og farisæerne til Ham: "Mester! vi vil se et tegn fra Dig!"
Mat 12:39 Men Han svarede og sagde til dem: "En ond og vantro slægt kræver tegn - dog: der skal ikke gives den noget andet tegn end profeten Jonas' tegn!
Mat 12:40 Thi ligesom Jonas var i søuhyrets bug i tre døgn, således skal Menneskets Søn være i jordens hjerte i tre døgn!
Mat 12:41 Mænd fra Ninive skal stå op ved Dommen sammen med denne slægt og fordømme den! Thi de omvendte sig ved Jonas' forkyndelse; og se: her er mere end Jonas!
Mat 12:42 Sydens dronning skal stå op ved Dommen sammen med denne slægt og fordømme den! Thi hun kom fra jordens ende for at høre Salomons visdom; og se: her er mere end Salomon!
Mat 12:43 Men når den urene ånd er faret ud af et menneske, vandrer den omkring i vandløse vidder og søger hvile - men den finder den ikke!
Mat 12:44 Da siger den: "Jeg vil vende tilbage til det hus, hvorfra jeg gik ud." Og når den kommer tilbage, finder den det ledigt og fejet og pyntet!
Mat 12:45 Så drager den af sted og tager syv andre ånder med sig, ondere end den selv, og de kommer og tager bolig dér! Og dette sidste bliver da værre for dette menneske end det første! Således skal det også gå denne onde slægt!"
Mat 12:46 Endnu mens Han talte til skaren, se: da stod Hans moder og brødre udenfor og spurgte, om de kunne få lov at tale med Ham.
Mat 12:47 Da sagde een til Ham: "Se, Din moder og Dine brødre står udenfor og spørger, om de må tale med Dig."
Mat 12:48 Han svarede da og sagde til ham, som talte til Ham: "Hvem er Min moder? Og hvem er Mine brødre?"
Mat 12:49 Og idet Han strakte Sin hånd ud mod Sine disciple, sagde Han: "Se: Min moder og Mine brødre!
Mat 12:50 Thi den, som gør Min Faders vilje, Hans, Som er i Himlene, er Min broder og søster og moder!"
Mat 13:1 Samme dag satte Jesus Sig ved søen, da Han var gået hjemmefra.
Mat 13:2 Da samlede der sig så stor en skare omkring Ham, at Han måtte gå ombord i en båd; Han satte Sig så dér, mens hele folkeskaren blev stående inde på stranden.
Mat 13:3 Og Han talte længe til dem i lignelser og sagde: "Se: en sædemand gik ud for at så;
Mat 13:4 da han nu såede, faldt noget på vejen, men fuglene kom og åd det op.
Mat 13:5 Andet faldt på stengrunden, hvor der ikke var megen jord, og det spirede strax op, fordi jorden ingen dybde havde;
Mat 13:6 men da solen stod op, sved den det af, og da det ikke havde rod, visnede det.
Mat 13:7 Andet igen faldt blandt tidsler, men tidslerne groede op og kvalte det.
Mat 13:8 Atter andet faldt i god jord og bar frugt, noget hundrede fold, noget tres, noget tredive.
Mat 13:9 Den, som har ører at høre med, han høre!"
Mat 13:10 Da kom disciplene til Ham og sagde: "Hvorfor taler Du i lignelser til dem?"
Mat 13:11 Han svarede og sagde til dem: "Fordi jer er det givet at kende Himlenes Riges mysterier - men dem er det ikke givet!
Mat 13:12 Thi den, som har, skal der gives, og han skal have overflod; men den, som ikke har, skal endog fratages det, han [[synes at]] have!
Mat 13:13 Derfor taler Jeg til dem i lignelser: for at de skal "se og dog intet se, og høre og dog intet høre eller forstå"!
Mat 13:14 På dem opfyldes Esajas' profeti, som siger: "I skal høre og høre og slet intet forstå! Og I skal se og se og slet intet fatte!
Mat 13:15 Thi dette folks hjerte er blevet sløvt, og med deres ører hører de dårligt, og deres øjne har de lukket, for at de ikke skal se med øjnene eller høre med ørerne eller forstå med hjertet og ikke vende om, så Jeg kan læge dem!"
Mat 13:16 Men salige er jeres øjne, fordi de ser, og jeres ører, fordi de hører!
Mat 13:17 Thi sandelig, Jeg siger jer: mange profeter og retfærdige har inderligt ønsket at se Dét, I ser, men de fik Det ikke at se, og at høre Dét, I hører, men de fik Det ikke at høre!
Mat 13:18 Så hør I da lignelsen om sædemanden:
Mat 13:19 Enhver, som hører Rigets Ord og ikke forstår Det - til ham kommer Den Onde og røver Det, Som er sået i hans hjerte; han er det, som blev sået ved vejen.
Mat 13:20 Men det, som blev sået på stengrunden, det er ham, som hører Ordet og strax med glæde tager imod Det -
Mat 13:21 han lader det dog ikke slå rod i sig, men er ustadig. Når der så kommer trængsler eller forfølgelser på grund af Ordet, tager han strax anstød!
Mat 13:22 Det, som er sået blandt tidslerne, det er ham, som hører Ordet - men tidens bekymringer og rigdommens forførelser kvæler Ordet, så Det ikke bærer frugt.
Mat 13:23 Men det, som blev sået i den gode jord, det er ham, som hører Ordet og forstår! Og han bærer frugt - og een bærer hundrede, en anden tres, og een tredive fold!"
Mat 13:24 Han fortalte dem også en anden lignelse og sagde: "Med Himlenes Rige er det som med en mand, der såede god sæd i sin mark;
Mat 13:25 men mens hans tjenere sov, kom hans fjende og såede ukrudt blandt hveden og gik bort.
Mat 13:26 Da kornet så spirede og satte frugt, kom også ukrudtet til syne.
Mat 13:27 Da gik tjenerne til husbonden og sagde: "Herre! såede du ikke god sæd i din mark? Hvor er ukrudtet da kommet fra?"
Mat 13:28 Og han svarede dem: "Et fjendsk menneske har gjort dette!" Tjenerne sagde da til ham: "Vil du, at vi skal gå hen og samle det [[fra]]?"
Mat 13:29 Men han sagde: "Nej! for at I ikke, når I samler ukrudtet, også skal rykke hveden op sammen med det!
Mat 13:30 Lad blot begge [[dele]] voxe side om side indtil høsten; til høstens tid vil jeg så sige til høstfolkene: "Saml først ukrudtet, bind det i bundter og brænd det - men hveden skal I samle i min lade!"
Mat 13:31 Og endnu en lignelse fortalte Han dem og sagde: "Himlenes Rige er ligesom et sennepskorn, som en mand tog og såede i sin mark: 
Mat 13:32 det er jo mindre end alle andre frø, men når det voxer op, bliver det større end alle havens andre væxter, ja, det bliver til et træ, i hvis grene himlens fugle kan komme og bygge rede."
Mat 13:33 Og Han fortalte dem yderligere en lignelse: "Himlenes Rige er ligesom en surdej, som en kvinde tager og lægger ind i tre mål mel, indtil alt er gennemsyret."
Mat 13:34 Alt dette talte Jesus i lignelser til folkeskaren, men uden lignelser talte Han intet til dem!
Mat 13:35 - for at dét skulle opfyldes, som er talt ved profeten Esajas, som siger: "Jeg vil åbne Min mund i lignelser; Jeg vil forkynde det, som har været skjult siden verdens grundlæggelse!"
Mat 13:36 Da lod Jesus folkeskaren gå og gik hjem. Og Hans disciple kom til Ham og sagde: "Forklar os lignelsen om ukrudtet i marken!"
Mat 13:37 Han svarede og sagde til dem: "Den, som sår den gode sæd, er Menneskets Søn,
Mat 13:38 og ageren er verden; den gode sæd er Rigets [[børn]], og ukrudtet er Den Ondes [[børn]]!
Mat 13:39 Men fjenden, som såede dem, er Djævelen! Høsten er verdens ende, og høstfolkene er engle.
Mat 13:40 Ligesom nu ukrudtet samles og brændes op i ild, således skal det være ved verdens ende:
Mat 13:41 Menneskets Søn skal udsende Sine engle, og de skal ud af Hans Rige samle alle, der volder anstød og de, som øver uret,
Mat 13:42 og de skal kaste dem i ildens ovn - der skal der være gråd og tænders gnidsel!
Mat 13:43 Da skal de retfærdige skinne som solen i deres Faders Rige! Den, som har ører at høre med, han høre!
Mat 13:44 Himlenes Rige er også ligesom en skat, der var gemt i marken - og en mand fandt den og gemte den. Og af glæde over den går han hen og sælger alt, hvad han ejer, og køber denne mark!
Mat 13:45 Videre er Himlenes Rige ligesom en købmand, som søgte efter smukke perler.
Mat 13:46 Da han havde fundet een meget værdifuld perle, gik han bort og solgte alt, hvad han ejede, og købte den!
Mat 13:47 Himlenes Rige er også ligesom et vod, der blev kastet i havet og indfangede fisk af alle slags.
Mat 13:48 Da det blev fuldt, blev det halet op på stranden, og man satte sig og samlede de gode i kar, men de ubrugelige kastede man ud!
Mat 13:49 Sådan skal det også være ved verdens ende: englene skal drage ud og skille de onde fra de retfærdige;
Mat 13:50 og de skal kaste dem i ildens ovn - der skal der være gråd og tænders gnidsel!"
Mat 13:51 Jesus siger da til dem: "Har I forstået alt dette?", og de svarer Ham: "Ja, HErre!"
Mat 13:52 Men Han sagde til dem: "Så er da enhver skriftlærd, der er oplært til Himlenes Rige, ligesom en husbond, der henter både nyt og gammelt ud af sit forråd."
Mat 13:53 Og det skete, da Jesus havde fortalt disse lignelser, at Han drog derfra
Mat 13:54 og kom til Sin hjemby. Og Han underviste dem i deres synagoge, så at de undrede sig og sagde: "Hvorfra har Han dog denne visdom og disse kraftgerninger?
Mat 13:55 Er Han ikke tømmermandens Søn? Er Hans moder ikke hende, som hedder Maria, og Hans brødre Jakob og Josef og Simon og Judas?
Mat 13:56 Og Hans søstre - bor de ikke alle hos os? Hvorfra har Han da alt dette?"
Mat 13:57 Og de tog anstød af Ham! Men Jesus sagde til dem: "Ingen profet er agtet i sin hjemby eller i sit hjem!"
Mat 13:58 Han gjorde heller ikke mange kraftgerninger dér på grund af deres vantro!
Mat 14:1 På den tid hørte landsfyrsten Herodes rygtet om Jesus,
Mat 14:2 og han sagde til sine tjenere: "Det er Johannes Døberen, som er stået op fra de døde - derfor virker disse kræfter i Ham!"
Mat 14:3 Herodes havde nemlig grebet Johannes og bundet ham og sat ham i fængsel på grund af Herodias, Herodes' broder Filips hustru,
Mat 14:4 fordi Johannes havde sagt til [[Herodes]]: "Du har ikke lov til at have hende [[til hustru]]!"
Mat 14:5 Men selvom han ønskede at dræbe ham, frygtede han dog folkemængden, for de anså ham for at være en profet.
Mat 14:6 Men da Herodes fejrede fødselsdag, dansede Herodias' datter for dem, og det behagede Herodes.
Mat 14:7 Derfor lovede han hende med en ed at give hende, hvad hun end bad ham om.
Mat 14:8 Presset af sin moder sagde hun da: "Giv mig Johannes Døberens hovede på et fad!"
Mat 14:9 Og kongen blev ked af det; men på grund af ederne og dem, som lå til bords, bød han, at det skulle gives hende!
Mat 14:10 Derfor sendte han bud, og Johannes blev halshugget i fængselet.
Mat 14:11 Og hans hovede blev bragt på et fad og givet til pigen, og hun gav det til sin moder.
Mat 14:12 Da kom hans disciple og tog hans legeme og begravede det; derefter gik de hen og sagde det til Jesus.
Mat 14:13 Da Jesus hørte det, drog Han i en båd bort derfra til et øde, afsides sted. Men da mængden hørte det, fulgte de efter Ham til fods fra byerne.
Mat 14:14 Da Jesus steg ud [[af båden]], så Han den store skare, og Han ynkedes inderligt over dem og helbredte de syge iblandt dem.
Mat 14:15 Da det blev aften, kom Hans disciple til Ham og siger: "Stedet her er øde, og det er allerede sent. Send skarerne bort, så de kan gå til landsbyerne og købe sig noget at spise."
Mat 14:16 Men Jesus sagde til dem: "Det er ikke nødvendigt, at de går bort! Giv I dem noget at spise!"
Mat 14:17 De siger til Ham: "Her har vi ikke noget, andet end fem brød og to små fisk!"
Mat 14:18 Men Han sagde: "Bring dem herhen til Mig!"
Mat 14:19 Han bød da skaren at sætte sig i græsset, tog de fem brød og de to fisk, så op mod Himmelen og velsignede [[dem]]; så brød Han brødene og gav disciplene dem, og disciplene [[gav dem]] til skaren.
Mat 14:20 Og alle spiste og blev mætte. Og man samlede de smuler, der blev til overs: tolv kurve fulde!
Mat 14:21 De, som havde spist, var omkring fem tusinde mænd, foruden kvinder og børn!
Mat 14:22 Jesus nødte da Sine disciple til at gå ombord i båden og drage forud for Ham over til den anden side, mens Han sendte folkemængden bort.
Mat 14:23 Da Han havde sendt folkene bort, gik Han op i bjergene, hvor Han var for Sig Selv, for at bede, og da det blev aften, var Han alene der.
Mat 14:24 Båden [[med disciplene]] var da allerede midt ude på søen, mange stadier fra land, og den blev kastet rundt af bølgerne, for vinden var imod.
Mat 14:25 Men i den fjerde nattevagt kom Jesus til dem, vandrende på søen!
Mat 14:26 Da disciplene så Ham komme vandrende på søen, blev de forskrækkede og sagde: "Det er et spøgelse!" - og de skreg af rædsel!
Mat 14:27 Men i det samme talte Jesus til dem og sagde: "Vær frimodige - JEG ER; frygt ikke!"
Mat 14:28 Peter svarede Ham og sagde: "HErre - hvis Det er Dig, så byd mig at komme ud til Dig på vandet!"
Mat 14:29 Han sagde da: "Kom!", og Peter steg ud af båden og vandrede på vandet hen til Jesus.
Mat 14:30 Men da han så den stærke vind, blev han bange - og han begyndte at synke! Da råbte han og sagde: "HErre! frels mig!"
Mat 14:31 Strax rakte Jesus hånden ud, greb ham og sagde til ham: "Du lidettroende! Hvorfor tvivlede du?"
Mat 14:32 Og da de steg op i båden, løjede vinden.
Mat 14:33 Men de, som var i båden, tilbad Ham og sagde: "Sandelig - Du er Guds Søn!"
Mat 14:34 De nåede så over [[søen]] og kom til Genesarets land,
Mat 14:35 og da folkene på stedet genkendte Ham, sendte de bud til hele omlandet, og alle førte deres syge til Ham.
Mat 14:36 De bad Ham om at få lov til blot at røre kanten af Hans kappe; og alle, som rørte den, blev frelst!
Mat 15:1 Da kommer der skriftlærde og farisæere fra Jerusalem til Jesus og siger:
Mat 15:2 "Hvorfor overtræder Dine disciple de gamles overlevering - de vasker jo ikke hænderne, før de spiser?"
Mat 15:3 Han svarede og sagde til dem: "Og hvorfor overtræder I selv Guds bud på grund af de gamles overlevering?
Mat 15:4 Thi Gud har befalet og sagt: "Ær din fader og moder!", og: "Den, som taler ilde om sin fader eller moder, skal lide døden!",
Mat 15:5 men I lærer, at den, som siger til sin fader eller moder: "Det, du havde til gode hos mig, skal være en gave [[til templet]]", han behøver slet ikke at ære sin fader eller sin moder,
Mat 15:6 og således annullerer I Guds bud på grund af jeres overlevering!
Mat 15:7 I hyklere! Esajas profeterede med rette om jer og sagde:
Mat 15:8 "Dette folk nærmer sig Mig med munden, og med deres læber ærer de Mig - men deres hjerter er langt borte fra Mig!
Mat 15:9 Men de dyrker Mig forgæves, fordi de docerer lærdomme, som kun er menneskers påbud"!"
Mat 15:10 Så kaldte Han mængden til Sig og sagde til dem: "Hør og forstå!
Mat 15:11 [[Det er]] ikke dét, som går ind i munden, der gør mennesket urent, nej, dét, som udgår af munden, dét gør det urent!"
Mat 15:12 Da kom Hans disciple til Ham og sagde til Ham: "Veed Du, at farisæerne blev forargede, da de hørte Disse Ord?"
Mat 15:13 Han svarede og sagde: "Enhver plante, som Min himmelske Fader ikke har plantet, skal rykkes op!
Mat 15:14 Lad dem blot være! De er blinde vejvisere for blinde! Og når en blind leder en blind, vil begge falde i grøften."
Mat 15:15 Men Peter sagde til Ham: "Forklar os denne lignelse."
Mat 15:16 Jesus sagde da: "Er I da stadig så uforstandige?
Mat 15:17 Forstår I ikke, at alt dét, som kommer ind i munden, kommer ned i maven og kastes ud på latrinen?
Mat 15:18 Men det, som kommer ud af munden, udgår fra hjertet, og dét gør mennesket urent!
Mat 15:19 Thi fra hjertet udgår onde tanker: mord, hor, utugt, tyveri, falsk vidnesbyrd, bespottelse
Mat 15:20 - det er disse ting, som gør mennesket urent; men dét at spise med uvaskede hænder gør ikke mennesket urent!"
Mat 15:21 Så drog Jesus derfra til landsbyerne omkring Tyrus og Sidon.
Mat 15:22 Og se: en kanaanæisk kvinde fra disse egne kom ud til Ham, råbte og sagde: "Forbarm Dig over mig, HErre, Davids Søn! Min datter plages hårdt af en dæmon!"
Mat 15:23 Men Han svarede hende ikke Eet eeneste Ord! Da kom Hans disciple, bad Ham og sagde: "Send hende bort; hun råber jo efter os!"
Mat 15:24 Han svarede og sagde: "Jeg blev ikke udsendt til andre end de fortabte får af Israels hus!"
Mat 15:25 Men hun kom og kastede sig ned for Ham og siger: "HErre, hjælp mig!"
Mat 15:26 Han svarede og sagde: "Det er ikke ret at tage børnenes brød og kaste det til hundene!"
Mat 15:27 Men hun sagde: "[[Det er sandt]], HErre! - men hundene æder dog af de smuler, der falder fra deres herrers bord!"
Mat 15:28 Jesus svarede da og sagde til hende: "Kvinde! Din tro er stor - det ske dig, som du ønsker!" Og hendes datter blev helbredt i den samme time!
Mat 15:29 Da Jesus drog derfra, kom Han til Galilæas Sø og gik op i bjergene og satte Sig dér.
Mat 15:30 Og store skarer kom til Ham; med sig havde de lamme, blinde, døve, krøblinge og mange andre, og de lagde dem for Jesu fødder - og Han helbredte dem,
Mat 15:31 så at skarerne undrede sig, da de så stumme tale, krøblinge blive raske, lamme gå omkring og blinde se; og de priste Israels Gud!
Mat 15:32 Men Jesus kaldte Sine disciple til Sig og sagde: "Jeg ynkes inderligt over skaren; for de har allerede været hos Mig i tre dage, og de har intet at spise. Og sende dem fastende bort vil Jeg ikke, for at de ikke skal udmattes på vejen."
Mat 15:33 Da siger Hans disciple til Ham: "Hvorfra skal vi her i ørkenen skaffe så mange brød, at vi kan mætte så stor en skare?"
Mat 15:34 Jesus siger til dem: "Hvor mange brød har I?" De sagde: "Syv - og nogle få småfisk."
Mat 15:35 Så bød Han skarerne at lægge sig ned på bakken;
Mat 15:36 Han tog så de syv brød og fiskene, takkede, brød dem og gav dem til Sine disciple, og disciplene [[gav dem til]] til skaren.
Mat 15:37 Og alle spiste og blev mætte! Og man samlede de tiloversblevne smuler op: syv kurve fulde!
Mat 15:38 Og de, som havde spist, var fire tusinde mænd, foruden kvinder og børn!
Mat 15:39 Han sendte så mængden bort, steg ombord i båden og kom til Magadans egne.
Mat 16:1 Farisæerne og saddukæerne kom nu til Ham, og for at friste Ham bad de Ham om at vise dem et tegn fra Himmelen.
Mat 16:2 Men Han svarede og sagde til dem: "Når det er aften, siger I: "[[Det bliver]] godt vejr, thi himlen rødmer";
Mat 16:3 og om morgenen: "I dag bliver det uvejr, thi himlen mørkner og rødmer!" I hyklere! Himmelens udseende forstår I at tyde, men tidernes tegn kan I ikke [[tyde]]!
Mat 16:4 En ond og utro slægt kræver tegn - men der skal ikke gives den noget andet tegn end profeten Jonas'!" Og Han forlod dem og drog bort.
Mat 16:5 Da Hans disciple kom over til den anden side, [[opdagede de]], at de havde glemt at tage brød med.
Mat 16:6 Jesus sagde da til dem: "Se til, at I tager jer i vare for farisæernes og saddukæernes surdej!"
Mat 16:7 Men de tænkte på dette og sagde [[til hinanden]]: "Det [[siger Han]], fordi vi ikke har taget brød med."
Mat 16:8 Da Jesus nu vidste det, sagde Han til dem: "I lidettroende! Hvorfor tænkte I ved jer selv, at det var, fordi I ikke havde taget brød med?
Mat 16:9 Forstår I da stadig ikke? Husker I heller ikke de fem brød til de fem tusinde - hvor mange kurve, I da samlede op?
Mat 16:10 Eller de syv brød til de fire tusinde - og hvor mange kurve, I da samlede?
Mat 16:11 Hvorfor forstår I så ikke, at det ikke var om brød, Jeg sagde til jer: "I skal tage jer i vare for farisæernes og saddukæernes surdej?"
Mat 16:12 Da forstod de, at Han ikke sagde, at de skulle tage sig i vare for surdejen i brød, men for farisæernes og saddukæernes lære!
Mat 16:13 Da Jesus kom til Kæsarea Filippis egne, spurgte Han Sine disciple og sagde: "Hvem siger folk, at Jeg, Menneskets Søn, er?"
Mat 16:14 De svarede: "Nogle siger: "Johannes Døberen", andre: "Elias", andre igen: "Jeremias eller en anden af profeterne"."
Mat 16:15 Han spørger dem da: "Men I - Hvem siger I, at Jeg er?"
Mat 16:16 Simon Peter svarede og sagde: "Du er Kristus, Den levende Guds Søn!"
Mat 16:17 Da svarede Jesus og sagde til ham: "Salig er du, Simon Jonas' søn; thi det har ikke kød og blod åbenbaret dig, men Min Fader, Som er i Himlene!
Mat 16:18 Og Jeg siger dig nu: du er Petrus, og på Denne Klippe vil Jeg bygge Min Kirke, og Dødsrigets porte skal aldrig få magt over Den!
Mat 16:19 Og Jeg vil give dig Himlenes Riges nøgler - og dét, du binder på jorden, skal være bundet i Himlene; og dét, du løser på jorden, skal være løst i Himlene!"
Mat 16:20 Og Han bød Sine disciple strengt, at de ikke måtte sige til nogen, at Jesus er Kristus!
Mat 16:21 Fra da af begyndte Jesus at forklare Sine disciple, at Han måtte drage op til Jerusalem og lide meget ondt af præsterne og ypperstepræsterne og de skriftlærde, og blive dræbt - og opstå på den tredje dag!
Mat 16:22 Da tog Peter Ham til side og begyndte at irettesætte Ham, idet han bebrejdende siger til Ham: "Nåde for Dig, HErre - dette må ingenlunde ske Dig!"
Mat 16:23 Men Han vendte Sig om og sagde til Peter: "Vig fra Mig, Satan! - du er Mig til anstød! Thi du tænker ikke dét, som er Guds, nej, kun dét, som er menneskers!"
Mat 16:24 Da sagde Jesus til Sine disciple: "Hvis nogen vil følge Mig efter, skal han fornægte sig selv og tage sit kors og følge Mig!
Mat 16:25 Thi den, som vil bjærge sit liv, skal miste det; men den, som mister sit liv for Min skyld, skal bjærge det!
Mat 16:26 Thi hvad gavner det et menneske, om han vinder den hele verden, men mister sin sjæl? For hvad vil et menneske give til vederlag for sin sjæl?
Mat 16:27 Thi Menneskets Søn skal komme i Sin Faders herlighed sammen med Sine engle, og da skal Han give enhver igen efter hans gerninger.
Mat 16:28 Sandelig, Jeg siger jer: der er nogle af dem, der står her, som ikke skal smage døden, før de har set Menneskets Søn komme i Sit Rige!"
Mat 17:1 - og sex dage efter tager Jesus så Peter og Jakob og hans broder, Johannes, og fører dem op på et højt bjerg, de og Han alene;
Mat 17:2 og Han forandredes for deres øjne: Hans ansigt strålede som Solen, og Hans klæder blev hvide som lyset!
Mat 17:3 Og se: Moses og Elias viste sig for dem, samtalende med [[Jesus]]!
Mat 17:4 Da tog Peter til orde og sagde til Jesus: "HErre! Det er godt for os at være her! Hvis Du vil, så lad os lave tre hytter her: een til Dig og een til Moses og een til Elias!"
Mat 17:5 Endnu medens han talte, se: da overskyggede en lysende sky dem, og se: [[der lød]] fra skyen en røst, som sagde: "Denne er Min Søn, Den Elskede, i Hvem Jeg har fundet velbehag - hør Ham!"
Mat 17:6 Da de hørte dette, faldt disciplene på deres ansigt og frygtede meget.
Mat 17:7 Jesus kom da hen til dem, rørte ved dem og sagde: "Rejs jer og frygt ikke!"
Mat 17:8 Men da de slog øjnene op, så de ingen uden Jesus alene.
Mat 17:9 Da de gik ned fra bjerget, befalede Jesus dem og sagde: "Fortæl ingen om dette syn, før Menneskets Søn er opstået fra de døde!"
Mat 17:10 Hans disciple spurgte Ham og sagde: "Hvorfor siger de skriftlærde, at Elias først må komme?"
Mat 17:11 Jesus svarede dem og sagde: "Elias kommer ganske vist først, og han skal genoprette alt -
Mat 17:12 men Jeg siger jer: Elias er allerede kommet, men de kendte ham ikke! Nej, de gjorde med ham, som de ville. Således skal også Menneskets Søn lide under dem!"
Mat 17:13 Da forstod disciplene, at Han talte til dem om Johannes Døberen.
Mat 17:14 Da de kom hen til folkemængden, kom en mand hen til Ham, knælede ned for Ham
Mat 17:15 og sagde: "HErre! Forbarm Dig over min søn; thi han er månesyg og lider meget, for han falder ofte i ild og i vand.
Mat 17:16 Og jeg har bragt ham til Dine disciple, men de kunne ikke helbrede ham."
Mat 17:17 Jesus svarede og sagde: "Åh, du vantro og forvildede slægt! Hvor længe skal Jeg være hos jer, hvor længe skal Jeg tåle jer? - Før ham herhen til Mig!"
Mat 17:18 Jesus truede ham da, og dæmonen fór ud af ham, og drengen var helbredt fra denne time.
Mat 17:19 Da disciplene blev alene med Jesus, spurgte de: "Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?"
Mat 17:20 Jesus svarede dem: "På grund af jeres vantro! Thi sandelig siger Jeg jer: hvis I havde tro som et sennepskorn, ville I kunne sige til dette bjerg: "Flyt dig herfra og dérhen!", og det ville flytte sig, ja, intet ville være umuligt for jer!
Mat 17:21 Men den slags drives ikke ud, uden ved bøn og faste!"
Mat 17:22 Mens de nu gik omkring i Galilæa, sagde Jesus til dem: "Menneskets Søn skal overgives i menneskenes hænder,
Mat 17:23 og de vil slå Ham ihjel, men på den tredje dag vil Han opstå!" Da blev de meget bedrøvede.
Mat 17:24 Men da de kom til Kapernaum, kom de, som indsamlede dobbeltdrakmen, til Peter og sagde: "Jeres Mester - betaler Han ikke dobbeltdrakmen?"
Mat 17:25 Han siger: "Jo!" Da han kom hjem, kom Jesus ham i forkøbet og sagde: "Hvad synes du, Simon: jordens konger - af hvem kræver de told eller skat? Af deres egne [[børn]], eller af de fremmede?"
Mat 17:26 Peter svarer Ham: "Af de fremmede." Jesus sagde til ham: "Altså er sønnerne fri?
Mat 17:27 Men for at vi ikke skal støde dem, så gå ned til søen og kast en fiskekrog ud. Den fisk, du da først trækker op, tag den! Når du åbner dens gab, vil du finde en statér; tag den og giv den til dem for Mig og dig."
Mat 18:1 I det samme kom disciplene til Jesus og spurgte: "Hvem er den største i Himlenes Rige?"
Mat 18:2 Da kaldte Jesus et lille barn til Sig, stillede det midt iblandt dem
Mat 18:3 og sagde: "Sandelig, Jeg siger jer: hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himlenes Rige!
Mat 18:4 Den, som derfor vil ydmyge sig og blive som dette barn, han er den største i Himlenes Rige!
Mat 18:5 Og den, som tager imod et sådant barn i Mit navn, tager imod Mig!
Mat 18:6 Men den, som lægger anstød for een af disse små, som tror på Mig, for ham ville det være bedre, om der var blevet hængt en kværnsten om halsen på ham, og han var blevet sænket i havets dyb!
Mat 18:7 Vé over verden for forførelserne! Det er ganske vist nødvendigt, at forførelserne kommer - dog: vé det menneske, ved hvem de kommer!
Mat 18:8 Men hvis din hånd eller din fod volder dig anstød, så hug den af og kast den fra dig; thi det er bedre for dig at gå ind til livet vanfør eller halt, end at blive kastet i den evige ild med begge hænder eller begge fødder i behold!
Mat 18:9 Og hvis dit øje volder dig anstød, så riv det ud og kast det fra dig; thi det er bedre for dig at gå eenøjet ind til livet, end at blive kastet i Helvedes ild med begge øjne i behold!
Mat 18:10 Se til, at I ikke forarger een af disse små! Thi Jeg siger jer: deres engle i Himlene ser altid Min himmelske Faders ansigt!
Mat 18:11 Thi Menneskets Søn er kommet for at frelse det fortabte.
Mat 18:12 Hvad mener I: hvis et menneske har hundrede får, og eet af dem farer vild - vil han så ikke forlade de nioghalvfems på bjergene og gå ud for at søge efter dét, som er faret vild?
Mat 18:13 Og hvis han finder det - sandelig siger Jeg jer: han glæder sig mere over dét end over de nioghalvfems, som ikke fór vild.
Mat 18:14 Således er det jeres himmelske Faders vilje, at ikke een eeneste af disse små skal fortabes!
Mat 18:15 Hvis din broder synder mod dig, så gå hen til ham og irettesæt ham [[under fire øjne]]. Hører han på dig, har du vundet din broder.
Mat 18:16 Hører han ikke på dig, så tag endnu een eller to med dig, thi "ved to eller tre vidners udsagn skal enhver sag afgøres".
Mat 18:17 Overhører han også dem, så sig det til Kirken; men hører han heller ikke på Kirken, så lad ham for dig være som en hedning eller en tolder!
Mat 18:18 Sandelig, Jeg siger jer: dét, I binder på jorden, skal være bundet i Himlene; og dét, I løser på jorden, skal være løst i Himlene!
Mat 18:19 Og videre siger Jeg jer: hvad som helst, to af jer her på jorden bliver enige om at bede om, skal de få af Min Fader, Som er i Himlene.
Mat 18:20 Thi hvor to eller tre er samlede i Mit navn, der er Jeg i deres midte!"
Mat 18:21 Da kom Peter til Ham og sagde: "HErre; hvor ofte skal jeg tilgive min broder, når han synder imod mig? Syv gange?"
Mat 18:22 Jesus siger til ham: "Jeg siger dig: ikke syv gange, nej, halvfjerdsindstyve gange syv gange!
Mat 18:23 Derfor er Himlenes Rige ligesom en konge, der ville gøre regnskabet op med sine tjenere:
Mat 18:24 da han begyndte på opgørelsen, blev een, der skyldte ti tusinde talenter, ført frem for ham!
Mat 18:25 Da han ikke havde noget at betale med, bød herren, at han skulle sælges tillige med sin hustru og sine børn og alt, hvad han ejede, og gælden betales!
Mat 18:26 Da kaster tjeneren sig ned for ham, bønfalder ham og siger: "Herre; vær langmodig med mig - så skal jeg betale dig alt!"
Mat 18:27 Da fik herren medynk med tjeneren, og han løslod ham og eftergav ham gælden!
Mat 18:28 Men da tjeneren gik ud, mødte han een af sine medtjenere, som skyldte ham hundrede denarer - og han greb ham, tog kvælertag på ham og sagde: "Betal mig, hvad du skylder!"
Mat 18:29 Da kaster medtjeneren sig ned for hans fødder, beder ham og siger: "Vær langmodig med mig - så skal jeg betale dig alt!"
Mat 18:30 Men det ville han ikke, så han gik hen og fik ham kastet i fængsel, indtil han betalte, hvad han skyldte ham!
Mat 18:31 Da hans medtjenere nu så, hvad der skete, blev de meget bedrøvede, og de gik hen og fortalte deres herre alt, hvad der var sket.
Mat 18:32 Da tilkaldte hans herre ham og siger til ham: "Du onde tjener! Al denne gæld eftergav jeg dig, fordi du bad mig om det;
Mat 18:33 burde du så ikke også have forbarmet dig over din medtjener, ligesom jeg forbarmede mig over dig?"
Mat 18:34 Og hans herre blev vred og overgav ham til fangevogteren, indtil han betalte alt det, han skyldte ham!
Mat 18:35 Således vil også Min himmelske Fader gøre med jer, hvis ikke enhver af jer af hjertet tilgiver sine brødre deres overtrædelser!"
Mat 19:1 Og det skete, da Jesus havde fuldendt Sin Tale, at Han drog bort fra Galilæa og kom til Judæas egne, hinsides Jordan.
Mat 19:2 Og store folkeskarer fulgte Ham, og Han helbredte alle [[de syge]].
Mat 19:3 Da kom nogle farisæere til Ham og fristede Ham ved at sige: "Er det tilladt en mand at skille sig fra sin hustru af hvilken som helst grund?"
Mat 19:4 Men Han svarede og sagde til dem: "Har I ikke læst, at Han, Som skabte dem, fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde,
Mat 19:5 og at Han sagde: "Derfor skal en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal blive eet kød!"
Mat 19:6 Så er de da ikke længere to, men eet kød! Og hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille!"
Mat 19:7 De siger da til Ham: "Hvorfor har Moses da sagt, at man kan skille sig fra sin hustru, hvis man giver hende et skilsmissebrev?"
Mat 19:8 Han siger til dem: "Det var på grund af jeres hårdhjertethed, Moses tillod jer at lade jer skille fra jeres hustruer - fra begyndelsen var det dog ikke sådan!
Mat 19:9 Men Jeg siger jer: den, som skiller sig fra sin hustru af nogen anden årsag end [[utroskab]] og gifter sig med en anden, han bedriver hor! Og den, som gifter sig med en fraskilt, bedriver hor!"
Mat 19:10 Hans disciple siger til Ham: "Hvis det er sådan mellem manden og hustruen, er det bedre ikke at gifte sig!"
Mat 19:11 Men Han sagde til dem: "Ikke alle giver plads for Dette Ord - nej, kun dem, hvem det er givet!
Mat 19:12 Thi der er gildinger, som fra moders liv er født sådan, og der er gildinger, som er blevet gildet af menneskene - men der er også gildinger, som har gildet sig selv for Himlenes Riges skyld! Den, som er i stand til at tage imod det, han modtage!"
Mat 19:13 Da blev nogle små børn bragt til Ham, for at Han skulle lægge hænderne på dem og bede; og disciplene [[ville jage]] dem bort.
Mat 19:14 Men Jesus sagde til dem: "Giv de små børn lov, og hindrer dem ikke i at komme til Mig; thi sådanne hører Himlenes Rige til!"
Mat 19:15 Og Han lagde hænderne på dem; derefter drog Han derfra.
Mat 19:16 Og se: der kom een og sagde til Ham: "Gode Mester! Hvad skal jeg gøre for at få evigt liv?"
Mat 19:17 Han sagde da til ham: "Hvorfor siger du, at Jeg er god? Kun Een er god: nemlig Gud! Men vil du gå ind til Livet, så hold budene!"
Mat 19:18 Han siger da til Ham: "Hvilke?" Jesus svarede: "Disse: du må ikke slå ihjel; du må ikke bedrive hor; du må ikke stjæle; du må ikke sige falsk vidnesbyrd;
Mat 19:19 ær din fader og moder, og: du skal elske din næste som dig selv!"
Mat 19:20 Den unge mand siger til Ham: "Alt dette har jeg holdt fra min ungdom af; hvad mangler så endnu?"
Mat 19:21 Jesus sagde til ham: "Hvis du vil være fuldkommen, så gå hen og sælg alt, hvad du ejer og giv det til de fattige - så vil du få en skat i Himmelen; og kom så og følg Mig!"
Mat 19:22 Da den unge mand hørte Dette Ord, gik han bedrøvet bort - thi han havde megen ejendom!
Mat 19:23 Men Jesus sagde til Sine disciple: "Sandelig, Jeg siger jer: det er svært for en rig at komme ind i Himlenes Rige!
Mat 19:24 Ja, Jeg siger jer: det er lettere for et skibstov at gå gennem et nåleøje, end for en rig at komme ind i Guds Rige!"
Mat 19:25 Da Hans disciple hørte dette, blev de meget forskrækkede og sagde: "Hvem kan så blive frelst?"
Mat 19:26 Jesus så da på dem og sagde: "For mennesker er dette umuligt - men for Gud er alt muligt!"
Mat 19:27 Da tog Peter til orde og sagde til Ham: "Se: vi har forladt alt og fulgt Dig - hvad skal vi da få?"
Mat 19:28 Jesus svarede dem: "Sandelig, Jeg siger jer: i genfødelsen, når Menneskets Søn sætter Sig på Sin herligheds trone, skal også I, som har fulgt Mig, sætte jer på tolv troner og dømme Israels tolv stammer!
Mat 19:29 Og enhver, som har forladt hjem eller brødre eller søstre eller fader eller moder eller hustru eller børn eller marker for Mit navns skyld, skal få det hundredfold igen og arve evigt liv!
Mat 19:30 Dog: mange [[af]] de sidste skal være [[blandt de]] første, og mange af de første være [[blandt de]] sidste!
Mat 20:1 Thi Himlenes Rige kan lignes med en husbond, som ved daggry gik ud for at leje arbejdere til sin vingård.
Mat 20:2 Og han blev enig med arbejderne om een denar for dagen og sendte dem så til sin vingård.
Mat 20:3 Da han omkring den tredje time igen gik ud, så han nogle andre, der stod ledige på torvet.
Mat 20:4 Også til dem sagde han: "Gå også I til vingården, og jeg vil give jer, hvad der er retfærdigt."
Mat 20:5 Og de gik derhen. Da han omkring den sjette og den niende time atter gik ud, gjorde han ligeså.
Mat 20:6 Da han gik ud omkring den ellevte time, fandt han stadig nogle, som stod ledige, og han spurgte dem: "Hvorfor står I ledige her hele dagen?"
Mat 20:7 De svarer ham: "Fordi ingen har lejet os!" Han siger til dem: "Gå også I hen i vingården, og I skal få, hvad der er retfærdigt."
Mat 20:8 Da det så blev aften, siger vingårdens herre til sin forvalter: "Kald på arbejderne og giv dem deres løn, idet du begynder med de sidste og [[fortsætter]] derfra indtil de første."
Mat 20:9 De, som var lejet omkring den ellevte time, kom da og fik hver een denar.
Mat 20:10 De, som var kommet først, mente så, at de ville få mere - men også de fik hver een denar.
Mat 20:11 Da de havde fået den, brokkede de sig til husbonden
Mat 20:12 og sagde: "Disse sidste har arbejdet een time, og du har stillet dem lige med os, vi, som har båret dagens byrde og hede!"
Mat 20:13 Men han svarede og sagde til een af dem: "Ven! Jeg gør dig ingen uret! Blev du ikke enig med mig om een denar?
Mat 20:14 Tag, hvad der er dit, og gå! Men jeg vil nu give denne sidste det samme som dig!
Mat 20:15 Har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god?"
Mat 20:16 Således skal de sidste blive først og de første sidst! Thi mange er kaldede, men få er udvalgte!"
Mat 20:17 Jesus drog så op til Jerusalem. På vejen tog Han de tolv disciple til side og sagde til dem:
Mat 20:18 "Se: vi drager op til Jerusalem; og Menneskets Søn skal overgives til ypperstepræsterne og de skriftlærde, og de skal dømme Ham til døden!
Mat 20:19 Og de skal overgive Ham til hedningerne til at hånes og piskes og korsfæstes - men på den tredje dag skal Han opstå!"
Mat 20:20 Da kom Zebedæus-sønnernes moder til Ham sammen med sine sønner, og hun faldt ned for Ham for at bede Ham om noget.
Mat 20:21 Han sagde da til hende: "Hvad vil du?" Hun siger til Ham: "Sig, at disse mine to sønner må få lov at sætte sig, een på Din højre side og een på Din venstre side i Dit Rige!"
Mat 20:22 Men Jesus svarede og sagde: "I veed ikke, hvad I beder om! Kan I drikke den kalk, Jeg skal drikke, og døbes med den dåb, hvormed Jeg skal døbes?" De siger til Ham: "Ja, det kan vi!"
Mat 20:23 Han siger da til dem: "Min kalk skal I vel drikke, og døbes med den dåb, hvormed Jeg skal døbes - men dét at sidde på Min højre side og på Min venstre, det er ikke Min [[sag]] at give; nej, det [[er allerede]] givet til dem, som Min Fader har beredt det til!"
Mat 20:24 Da de ti [[andre]] hørte om dette, harmedes de på de to brødre.
Mat 20:25 Men Jesus kaldte dem til Sig og sagde: "I veed, at folkenes fyrster hersker over dem, og at de mægtige har magt over dem;
Mat 20:26 sådan skal det ikke være blandt jer! Nej, den, som vil være stor blandt jer, han skal være jeres tjener,
Mat 20:27 og den, som vil være den største blandt jer, skal være jeres tjener!
Mat 20:28 Således er Menneskets Søn heller ikke kommet for at lade Sig tjene, men for at tjene og give Sit liv som løsesum for mange!"
Mat 20:29 Da de gik ud af Jeriko, fulgte en stor skare Ham.
Mat 20:30 Og se: to blinde, som sad ved vejen, hørte, at Det var Jesus, Der gik forbi; de råbte da og sagde: "Forbarm Dig over os, HErre, Du Davids Søn!"
Mat 20:31 Mængden truede da ad dem, for at de skulle tie. Men de råbte blot endnu højere og sagde: "Forbarm Dig over os, HErre, Du Davids Søn!"
Mat 20:32 Da standsede Jesus, kaldte på dem og spurgte: "Hvad vil I, at Jeg skal gøre for jer?"
Mat 20:33 De siger til Ham: "HErre - at vore øjne må åbnes!"
Mat 20:34 Og grebet af medynk rørte Jesus ved deres øjne, og strax fik de synet igen, og de fulgte Ham.
Mat 21:1 Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage, til Olietræernes Bjerg, sendte Jesus to disciple afsted og sagde til dem:
Mat 21:2 "Gå ind i landsbyen lige foran jer. Dér vil I strax finde et æsel, bundet, og hos det et føl; løs dem og før dem til Mig.
Mat 21:3 Og hvis nogen siger noget til jer, skal I sige: "HErren har brug for dem", så vil han strax lade jer få dem.
Mat 21:4 Alt dette skete, for at dét skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger:
Mat 21:5 "Sig til Zions datter: se, din Konge kommer til dig, sagtmodig og ridende på et æsel, ja, på et trækdyrs føl!"
Mat 21:6 Da gik disciplene hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem,
Mat 21:7 og de kom med æslet og føllet; og de lagde deres klæder på dem, og Han satte Sig på æslet.
Mat 21:8 Og den store folkeskare bredte deres klæder på vejen, og nogle huggede grene af træerne og strøede dem på vejen.
Mat 21:9 Og mængden, som gik foran Ham, og de, som fulgte efter, råbte og sagde: "Hosanna, Davids Søn! Velsignet være HAN, SOM KOMMER, i HErrens navn! Hosanna i Det Højeste!"
Mat 21:10 Og da Han drog ind i Jerusalem, kom hele byen i oprør og spurgte: "Hvem er dog Han?"
Mat 21:11 Men skaren svarede: "Han er Jesus, Profeten, Ham fra Nazaret i Galilæa!"
Mat 21:12 Og Jesus gik ind i Guds tempel og kastede alle dem, som solgte og købte i templet, ud, og pengevexlernes borde og duesælgernes diske væltede Han,
Mat 21:13 mens Han sagde: "Det er skrevet: "Mit hus skal være et bønnens hus" - men I gør det til en røverhule!"
Mat 21:14 Og blinde og vanføre kom til Ham i templet, og Han helbredte dem.
Mat 21:15 Men da ypperstepræsterne og de skriftlærde så de undere, Han gjorde, og børnene, som råbte i templet og sagde: "Hosanna, Davids Søn!", harmedes de
Mat 21:16 og sagde til Ham: "Hører Du, hvad de siger?" Jesus siger da til dem: "Ja! Har I da aldrig læst: "Af umyndiges og diendes mund har Du beredt Dig lovsang"?"
Mat 21:17 Og Han forlod dem og gik ud af byen til Betania og overnattede der.
Mat 21:18 Da Han tidligt næste dag var på vej tilbage til byen, blev Han sulten.
Mat 21:19 Da så Han et figentræ på vejen og gik hen til det; men da Han intet fandt på det undtagen blade, siger Han til det: "Aldrig mere skal du bære frugt i evigheden!" - og i det samme visnede figentræet!
Mat 21:20 Da disciplene så det, undrede de sig og sagde: "Hvordan kunne figentræet visne så hurtigt?"
Mat 21:21 Jesus svarede og sagde til dem: "Sandelig, Jeg siger jer: hvis I har tro og ikke tvivler, vil I ikke blot kunne gøre dét med figentræet, nej, om så I sagde til dette bjerg: "Løft dig op og kast dig i havet", så ville det ske!
Mat 21:22 Og alt, hvad I beder om i jeres bøn - i tro! - skal I få!"
Mat 21:23 Da Han kom ind i templet, kom ypperstepræsterne og folkets ældste til Ham, mens Han lærte, og spurgte: "Med hvilken myndighed gør Du dette? Og Hvem har givet Dig denne myndighed?"
Mat 21:24 Men Jesus svarede og sagde til dem: "Jeg vil også spørge jer om en ting; hvis I svarer Mig på den, vil Jeg også sige jer, med hvilken myndighed, Jeg gør dette;
Mat 21:25 Johannes' dåb - hvorfra var den: fra Himmelen eller fra mennesker?" Men de drøftede det indbyrdes og sagde: "Hvis vi siger: "Fra Himmelen", vil Han sige til os: "Hvorfor troede I så ikke på ham?";
Mat 21:26 men hvis vi siger: "Fra mennesker", så må vi frygte folkeskaren, thi de holder alle Johannes for en profet!"
Mat 21:27 De svarede da Jesus og sagde: "Det veed vi ikke!" Da sagde Han også til dem: "Så siger Jeg heller ikke jer, med hvilken myndighed, Jeg gør dette!
Mat 21:28 Hvad mener I iøvrigt [[om dette]]: en mand havde to sønner; og han gik til den første og sagde: "Søn! Gå hen i dag og arbejd i min vingård!",
Mat 21:29 men han svarede og sagde: "Nej, jeg vil ej!" Senere angrede han dog og gik derhen.
Mat 21:30 Og han gik til den anden og sagde det samme. Han svarede og sagde: "Ja, herre!" - men gik ikke derhen!
Mat 21:31 Hvem af de to gjorde nu faderens vilje?" De siger til Ham: "Den første!" Jesus siger til dem: "Sandelig, Jeg siger jer: toldere og skøger skal gå ind i Guds Rige førend I!
Mat 21:32 Thi Johannes kom til jer på retfærdigheds vej, og I troede ham ikke - men tolderne og skøgerne troede ham! Og skønt I så det, angrede I dog ikke bagefter og troede på ham!
Mat 21:33 Hør nu en anden lignelse: Der var en husbond, som plantede en vingård og satte et gærde omkring den, gravede en vinperse i den og byggede et tårn; så lejede han den ud til nogle vindyrkere og drog udenlands.
Mat 21:34 Da nu frugttiden nærmede sig, sendte han sine tjenere til forpagterne, for at de skulle hente hans [[del af]] frugterne.
Mat 21:35 Men forpagterne greb hans tjenere, een slog de, en anden dræbte de, og een stenede de!
Mat 21:36 Han sendte da atter tjenere, flere end første gang, men de gjorde det samme med dem!
Mat 21:37 Til sidst sendte han så sin søn til dem, idet han tænkte: "De vil skåne min søn!"
Mat 21:38 Men da forpagterne så sønnen, sagde de til hinanden: "Dette er arvingen; kom, lad os dræbe ham og overtage hans arv!"
Mat 21:39 Og de greb ham og slæbte ham ud af vingården og dræbte ham!
Mat 21:40 Når nu vingårdens herre kommer, hvad skal han da gøre med disse forpagtere?"
Mat 21:41 De siger til Ham: "Disse onde mennesker skal han give en ond død, og vingården skal han leje ud til andre forpagtere, som vil give ham frugterne i rette tid!"
Mat 21:42 Jesus siger til dem: "Har I aldrig læst i Skrifterne: "Den Sten, bygmestrene vragede, er blevet Hovedhjørnesten! Dette skete ved HErren, og det er underfuldt i vore øjne!"
Mat 21:43 Derfor siger Jeg jer: Guds Rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer Dets frugter!
Mat 21:44 Den, som falder på Denne Sten, skal knuses, og den, som Den falder på, skal Den knuse!"
Mat 21:45 Da ypperstepræsterne og farisæerne hørte Hans lignelser, forstod de, at det var om dem, Han talte!
Mat 21:46 De ville da gerne gribe Ham - men de frygtede folkemængden, eftersom de holdt Ham for En Profet!
Mat 22:1 Jesus tog da til Orde og talte atter til dem i lignelser og sagde:
Mat 22:2 "Med Himlenes Rige er det som med en konge, som skulle holde bryllup for sin søn.
Mat 22:3 Han sendte sine tjenere ud for at bede de indbudte til brylluppet, men de ville ikke komme.
Mat 22:4 Så sendte han andre tjenere, idet han sagde: "Sig til de indbudte: "Se, mit festmåltid er rede, mine oxer og fedekvæget er slagtet og alt er gjort klart - kom nu til brylluppet!"
Mat 22:5 Men nogle misagtede det og gik bort, een til sin mark og een til sin forretning;
Mat 22:6 de øvrige greb hans tjenere, mishandlede og dræbte dem!
Mat 22:7 Da kongen nu hørte det, harmedes han, og han sendte sin hær ud og dræbte disse mordere og brændte deres by af!
Mat 22:8 Derefter siger han til sine tjenere: "Bryllupsfesten er jo rede, men de indbudte var ikke værdige.
Mat 22:9 Gå derfor ud på vejene og indbyd alle dem, I møder, til brylluppet."
Mat 22:10 Og tjenerne gik ud på vejene og samlede alle dem, de mødte, både onde og gode - og bryllupssalen fyldtes af gæster.
Mat 22:11 Men da kongen kom ind for at hilse på gæsterne, fik han øje på een, som ikke var klædt i bryllupsklæder.
Mat 22:12 Han siger da til ham: "Min ven! Hvordan er du dog kommet herind uden [[at have]] bryllupsklæder på?" Men han tav.
Mat 22:13 Da sagde kongen til tjenerne: "Bind ham på hænder og fødder og kast ham ud i mørket udenfor - dér skal der være gråd og tænders gnidsel!"
Mat 22:14 Thi mange er kaldede, men få er udvalgte!"
Mat 22:15 Da gik farisæerne hen og holdt rådslagning om, hvordan de kunne fange Ham i ord.
Mat 22:16 De sender så deres disciple til Ham sammen med herodianernes og siger: "Mester! Vi veed, at Du er sanddru, og at Du i sandhed lærer Guds Vej uden at bryde Dig om, hvad andre mener, thi Du ser ikke efter menneskets ydre;
Mat 22:17 sig os da, hvad mener Du: Er det tilladt at betale kejseren skat, eller [[er det]] ikke?"
Mat 22:18 Da Jesus dog kendte deres ondskab, sagde Han: "Hvorfor frister I Mig, I hyklere!
Mat 22:19 Vis Mig skattens mønt!" Og de rakte Ham en denar.
Mat 22:20 Han siger da til dem: "Hvis billede og navnetræk er dette?"
Mat 22:21 De siger til Ham: "Kejserens!" Da siger Han til dem: "Så giv da dét, som er kejserens, til kejseren, og dét, som er Guds, til Gud!"
Mat 22:22 22. Da de hørte det, undrede de sig og forlod Ham og gik bort.
Mat 22:23 Samme dag kom nogle saddukæere til Ham, de, som hævder, at der ikke er nogen opstandelse, og de spurgte Ham
Mat 22:24 og sagde: "Mester! Moses har sagt, at hvis nogen dør uden at have børn, så skal hans broder gifte sig med hans hustru og oprejse sin broder en slægt.
Mat 22:25 Nu var der hos os syv brødre. Den ældste giftede sig og døde; og da han ikke havde nogen børn, efterlod han sin hustru til sin broder.
Mat 22:26 Ligeså også den anden og den tredje, ja, alle syv!
Mat 22:27 Sidst af alle døde så også kvinden.
Mat 22:28 Hvad nu i opstandelsen - hvem af de syv skal nu have hende til hustru? Thi alle har de jo [[været gift med]] hende?"
Mat 22:29 Men Jesus svarede og sagde til dem: "I farer vild, fordi I hverken kender Skriften eller Guds kraft!
Mat 22:30 Thi i opstandelsen hverken tager man til ægte eller bortgiftes - nej, man er som Guds himmelske engle!
Mat 22:31 Men angående de dødes opstandelse: har I da ikke læst, hvad Gud har talt til jer, idet Han siger:
Mat 22:32 "JEG ER Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud!"? Gud er ikke de dødes Gud, men de levendes!"
Mat 22:33 Da skaren hørte dette, blev de forundrede over Hans Lære.
Mat 22:34 Men da farisæerne hørte, at Han havde lukket munden på saddukæerne, samlede de sig om Ham,
Mat 22:35 og een af dem, en lovlærd, ville friste Ham og spurgte Ham og sagde:
Mat 22:36 "Mester! Hvilket bud i Loven er det største?"
Mat 22:37 Jesus svarede ham: "Du skal elske HErren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din forstand!
Mat 22:38 Dette er det første og største bud!
Mat 22:39 Men et andet er det ligt: "Du skal elske din næste som dig selv!"
Mat 22:40 På disse to bud hviler hele Loven og Profeterne!"
Mat 22:41 Mens farisæerne nu var samlede, spurgte Jesus dem
Mat 22:42 og sagde: "Hvad mener I om Kristus - Hvis Søn er Han?" De siger til Ham: "Davids."
Mat 22:43 Han siger til dem: "Hvordan kan David da i Ånden kalde Ham "HErre", idet han siger:
Mat 22:44 "HErren sagde til min HErre: sæt Dig ved Min højre, indtil Jeg lægger Dine fjender som skammel for Dine fødder"?
Mat 22:45 Når nu David kalder Ham "HErre", hvordan kan Han så være hans Søn?"
Mat 22:46 Men ingen kunne svare Ham eet ord, og fra den dag var der ikke længere nogen, som vovede at spørge Ham om noget!
Mat 23:1 1. Da talte Jesus til folket og til Sine disciple
Mat 23:2 og sagde: "På Mose stol sidder de skriftlærde og farisæerne.
Mat 23:3 Alt, hvad de siger til jer, skal I derfor overholde og gøre! Men handl ikke efter deres gerninger - thi de siger det [[rette]], men gør det ikke selv!
Mat 23:4 De binder tunge og trykkende byrder og lægger dem på menneskenes skuldre, men selv vil de ikke røre dem med en finger!
Mat 23:5 Nej, alle deres gerninger gør de, for at det skal blive set af menneskerne. De gør deres bederemme brede og laver store mindekvaster på deres kapper,
Mat 23:6 og de elsker hæderspladserne ved selskaberne og de forreste pladser i synagogerne
Mat 23:7 og at blive hilst på torvene og at blive kaldt "Rabbi" af menneskene.
Mat 23:8 Men I skal ikke lade jer kalde "Rabbi" - thi Een er jeres Lærer: Kristus; men I er alle brødre.
Mat 23:9 Og kald ikke nogen iblandt jer her på jorden "fader" - thi Een er jeres Fader: Han, Som er i Himlene!
Mat 23:10 Lad jer heller ikke blive kaldt "lærere" - thi Een er jeres Lærer: nemlig Kristus!
Mat 23:11 Men den største blandt jer skal være jeres tjener!
Mat 23:12 Den, som ophøjer sig, skal ydmyges, og den, som ydmyger sig, skal ophøjes!
Mat 23:13 Vé jer, I skriftlærde og farisæere, I hyklere! Thi I lukker Himlenes Rige for menneskene. Selv går I ikke ind, og de, som vil ind, tillader I det ikke!
Mat 23:14 Vé jer, I skriftlærde og farisæere, I hyklere! Thi I opæder enkernes huse og beder længe for et syns skyld; derfor skal I få en des strengere dom!
Mat 23:15 Vé jer, I skriftlærde og farisæere, I hyklere! Thi I farer omkring på havet og til lands for at vinde en tilhænger - og når han er blevet det, gør I ham til en Gehennas søn, dobbelt så slem som jer selv!
Mat 23:16 Vé jer, I blinde vejledere, som siger: "Den, der sværger ved templet, er ikke bundet af det, men den, som sværger ved templets guld, er bundet af det!
Mat 23:17 I blinde dårer! Hvad er vel størst: guldet eller templet, som helliger guldet?
Mat 23:18 Og [[I siger]]: "Den, som sværger ved alteret, er ikke bundet af det, men den, som sværger ved offergaven på det, er bundet!"
Mat 23:19 I blinde dårer! Hvad er vel størst: offergaven eller alteret, som helliger gaven?
Mat 23:20 Den, som sværger ved alteret, sværger altså både ved dét og ved alt, som er på det!
Mat 23:21 Og den, som sværger ved templet, sværger både ved dét og ved Ham, Som bor i det!
Mat 23:22 Og den, som sværger ved Himmelen, sværger både ved Guds trone og ved Ham, Som sidder på den!
Mat 23:23 Vé jer, I skriftlærde og farisæere, I hyklere! Thi I giver tiende af mynte og anis og kommen, men lader dét, som vejer tungere i Loven, ligge: retfærdigheden og miskundheden og troskaben. Det eene bør man gøre, og ikke undlade det andet!
Mat 23:24 I blinde vejledere, som sier myggen fra, men sluger kamelen!
Mat 23:25 Vé jer, I skriftlærde og farisæere, I hyklere! Thi I renser det udvendige af bægeret og fadet, men indvendig er I fulde af ran og urenhed!
Mat 23:26 Du blinde farisæer! Rens først det indvendige af bægeret og fadet, for at også det udvendige kan blive rent!
Mat 23:27 Vé jer, I skriftlærde og farisæere, I hyklere! Thi I er som kalkede grave, der udvendigt synes smukke, men indvendigt er fulde af dødes ben og al slags urenhed!
Mat 23:28 Således synes I vel også udvendigt at være retfærdige for menneskene, men indvendigt er I fulde af hykleri og uret!
Mat 23:29 Vé jer, I skriftlærde og farisæere, I hyklere! Thi I bygger profeterne gravmonumenter, og I pynter de helliges grave,
Mat 23:30 og I siger: "Hvis vi havde levet i vore fædres dage, så havde vi ikke været medskyldige med dem i profeternes blod!"
Mat 23:31 - på den måde vidner I om jer selv, at I er sønner af dem, som dræbte profeterne!
Mat 23:32 Fyld I blot jeres fædres mål op!
Mat 23:33 Orme og slangeyngel! Hvordan vil I flygte fra Gehennas dom?
Mat 23:34 Derfor, se: Jeg sender profeter og vismænd og skriftlærde til jer; nogle af dem vil I dræbe og korsfæste, og andre af dem vil I piske i jeres synagoger og forfølge fra by til by.
Mat 23:35 Således skal alt det retfærdige blod, som er blevet udgydt på jorden, komme over jer, lige fra den retfærdige Abels blod til Zakarias' blod, ham, som I dræbte mellem templet og alteret!
Mat 23:36 Sandelig, Jeg siger jer: alt dette skal komme over denne slægt!
Mat 23:37 Jerusalem, Jerusalem! Du, som dræber profeterne og stener dem, som er udsendt til Hende! Hvor ofte har Jeg ikke villet samle dine børn, som hønen samler kyllingerne under sine vinger - men I ville ikke!
Mat 23:38 Se, jeres hus skal lades jer øde!
Mat 23:39 Thi Jeg siger jer: I skal ikke se Mig fra nu af og indtil I siger: "Velsignet være HAN, SOM KOMMER, I Herrens navn!"
Mat 24:1 Da Jesus var på vej ud af templet, kom Hans disciple til Ham for at vise Ham templets bygninger.
Mat 24:2 Men Jesus sagde til dem: "Se engang på alt dette! Sandelig, Jeg siger jer: her skal ikke lades sten på sten tilbage - alt skal brydes ned!"
Mat 24:3 Men da Jesus sad på Olietræernes Bjerg, kom Hans disciple til Ham, mens Han var afsides, og sagde: "Sig os: hvornår skal dette ske? Og hvad er tegnet på Dit komme og verdens ende?"
Mat 24:4 Jesus svarede og sagde til dem: "Se til, at ikke nogen fører jer vild!
Mat 24:5 Thi mange vil komme i Mit navn og sige: "JEG ER Kristus!" - og de skal vildlede mange!
Mat 24:6 I vil komme til at høre om krige og rygter om krige. Se til, at I ikke lader jer skræmme! Thi alt dette må ske - og dog er det endnu ikke enden!
Mat 24:7 Thi folk skal rejse sig mod folk og rige mod rige, og der skal komme hungersnød og jordskælv mange steder.
Mat 24:8 Men alt dette er blot veernes begyndelse!
Mat 24:9 Da skal man udlevere jer til mishandling og dræbe jer, og I skal blive hadet af alle folk på grund af Mit navn.
Mat 24:10 Da skal mange tage anstød; og man skal forråde hverandre, og man skal hade hverandre.
Mat 24:11 Og mange falske profeter skal fremstå og forføre mange.
Mat 24:12 Og fordi lovløsheden bliver total, skal kærligheden blive kold hos de fleste -
Mat 24:13 men den, som holder ud til enden, skal blive frelst!
Mat 24:14 Og Evangeliet om Riget skal forkyndes i hele verden til vidnesbyrd for alle folkeslagene - og så skal enden komme!
Mat 24:15 Når I da ser "Ødelæggelsens Vederstyggelighed", som profeten Daniel har omtalt, stå på det hellige sted - den, som læser dette, han forstå det! -
Mat 24:16 da skal alle i Judæa flygte op i bjergene!
Mat 24:17 [[Da skal]] den, der er på taget, ikke stige ned for at tage noget fra sit hus med sig,
Mat 24:18 og den, der er på marken, skal ikke vende tilbage for at hente sine klæder!
Mat 24:19 Men vé dem, som venter barn, og dem, som giver die i disse dage!
Mat 24:20 Og bed om, at jeres flugt ikke må ske om vinteren eller på en sabbat!
Mat 24:21 Thi da skal der komme "en stor trængsel, hvis lige aldrig har været fra verdens begyndelse og indtil nu", og ej heller siden skal komme!
Mat 24:22 Og hvis disse dage ikke blev afkortede, ville intet kød blive frelst! Men for de udvalgtes skyld vil disse dage blive afkortet!
Mat 24:23 Hvis nogen da siger til jer: "Se: hér er Kristus!", eller: "Dér!", så tro det ikke!
Mat 24:24 Thi der skal fremstå falske Messiasser og løgneprofeter, og de skal gøre store tegn og undere, for - om muligt - at føre endog de udvalgte vild!
Mat 24:25 Se: Jeg har sagt jer det forud!
Mat 24:26 Hvis man altså siger til jer: "Se, Han er i ørkenen" - så gå ikke derud! eller "se: [[Han er]] i lønkamrene" - så tro det ikke!
Mat 24:27 Thi ligesom lynet udgår fra østen og lyser til vesten, således skal også Menneskets Søns genkomst være!
Mat 24:28 Hvor ådselet er, der vil også gribbene samles!
Mat 24:29 Men umiddelbart efter disse dages trængsel skal solen formørkes, og månen skal ikke skinne, og stjernerne skal falde fra himmelen, og Himlenes kræfter skal rystes!
Mat 24:30 Og da skal Menneskets Søns tegn vise sig på himmelen, og da skal alle jordens stammer jamre - og da skal de se "Menneskets Søn komme på Himmelens skyer" med stor herligheds kraft!
Mat 24:31 Og Han skal udsende Sine engle med kraftig basunklang, og de skal samle Hans udvalgte fra de fire [[verdenshjørner]], fra himmelens eene ende til den anden.
Mat 24:32 Lær dog lignelsen af figentræet: når grenen først fyldes af saft, og bladene skyder, så veed I, at sommeren er nær.
Mat 24:33 Således veed I også, når I ser alt dette [[ske]], at Han er nær for døren!
Mat 24:34 Sandelig, Jeg siger jer: denne slægt skal ingenlunde forgå, førend alt dette er sket!
Mat 24:35 Himmelen og jorden skal forgå, men Mine Ord skal aldrig forgå!
Mat 24:36 Men dagen og timen kender ingen, ikke engang Himmelens engle eller Sønnen, uden Min Fader!
Mat 24:37 Som det var i Noas dage, således skal det også være ved Menneskets Søns komme;
Mat 24:38 thi ligesom man levede i disse dage før vandfloden: man åd og drak, tog til ægte og bortgiftede, indtil den dag, Noa gik ind i arken
Mat 24:39 - og de skønnede intet, før vandfloden kom og rev alle bort - således skal det også være ved Menneskets Søns komme!
Mat 24:40 Da skal to være på marken - den eene skal blive taget [[med]], men den anden lades tilbage!
Mat 24:41 To skal male på kværnen - een skal tages med, men den anden lades tilbage!
Mat 24:42 Våg derfor, thi I veed ikke, i hvilken time jeres HErre kommer!
Mat 24:43 Men dette skal I vide: hvis husbonden vidste, i hvilken nattevagt, tyven kom, skulle han nok våge, og han ville ikke tillade, at der blev brudt ind i hans hus!
Mat 24:44 Derfor vær også I beredte! Thi Menneskets Søn kommer i den time, I ikke regner med!
Mat 24:45 Hvem er da den trofaste og kloge tjener, som HErren har sat over Sit [[tyende]] for at give dem føden i rette tid?
Mat 24:46 Salig den tjener, som hans HErre, når Han kommer, finder i færd med at gøre sådan!
Mat 24:47 Sandelig, Jeg siger jer: Han vil sætte ham over alle Sine ejendomme!
Mat 24:48 Men hvis den onde tjener siger i sit hjerte: "Min HErre tøver med at komme"
Mat 24:49 og så begynder at slå medtjenerne og at æde og drikke med drukkenboltene,
Mat 24:50 da skal denne tjeners HErre komme på en dag, på hvilken han ikke venter [[Ham]], og i en time, han ikke kender,
Mat 24:51 og Han skal sønderhugge ham og give ham lod og del med hyklerne - dér skal være gråd og tænders gnidsel!
Mat 25:1 Da skal Himlenes Rige være ligesom ti jomfruer, som tog deres lamper og gik Brudgommen i møde;
Mat 25:2 men de fem af dem var uforstandige og fem af dem kloge.
Mat 25:3 De uforstandige havde nemlig taget deres lamper med, men havde ikke taget olie med sig,
Mat 25:4 mens de kloge havde taget olie på deres kander tillige med deres lamper.
Mat 25:5 Da Brudgommen nu tøvede, blev alle søvnige og faldt i søvn.
Mat 25:6 Men midt på natten lød et råb: "Se, Brudgommen kommer! Gå Ham i møde!"
Mat 25:7 Da vågnede alle jomfruerne og gjorde deres lamper i stand.
Mat 25:8 Da sagde de uforstandige til de kloge: "Giv os af jeres olie, for vore lamper går ud!"
Mat 25:9 Men de kloge svarede og sagde: "Nej! Det rækker ikke til både os og jer! Gå hellere hen til købmanden og køb til jer selv!"
Mat 25:10 Men mens de gik bort for at købe, kom Brudgommen, og de, som var parate, gik sammen med Ham ind til bryllupsfesten, og døren blev låst.
Mat 25:11 Senere kommer så også de andre jomfruer og siger: "HErre, HErre! Luk op for os!"
Mat 25:12 Men Han svarede og sagde: "Sandelig, Jeg siger jer: Jeg kender jer ikke!"
Mat 25:13 Våg derfor! Thi I kender hverken dagen eller timen, i hvilken Menneskets Søn kommer!
Mat 25:14 Det er nemlig ligesom med En Mand, Som skulle rejse udenlands: Han kaldte Sine tjenere til Sig og overgav dem Sin formue:
Mat 25:15 een gav Han fem talenter, een to og een en enkelt, enhver efter vedkommendes evne - og drog så strax udenlands.
Mat 25:16 Da Han var draget bort, handlede han, som havde fået de fem talenter, med dem, og tjente fem talenter til.
Mat 25:17 Således også han med de to talenter: han tjente også to til.
Mat 25:18 Men han, som havde fået den eene talent, gik hen og gravede den ned i jorden og gemte sin HErres penge.
Mat 25:19 Lang tid efter kommer disse tjeneres HErre så og gør regnskabet op med dem.
Mat 25:20 Da kom han, som havde fået de fem talenter, og med sig havde han de andre fem talenter, og han sagde: "HErre; fem talenter gav Du mig; se: jeg har tjent fem talenter til!"
Mat 25:21 Og hans HErre sagde til ham: "Vel, du gode og trofaste tjener: du har været tro over lidt - Jeg vil sætte dig over meget! Gå ind til din HErres glæde!"
Mat 25:22 Også han, som havde fået de to talenter, kom, og han sagde: "HErre; to talenter gav Du mig - se: jeg har tjent to talenter til."
Mat 25:23 Hans HErre sagde til ham: "Vel, du gode og trofaste tjener: du har været tro over lidt - Jeg vil sætte dig over meget! Gå ind til din HErres glæde!"
Mat 25:24 Men da han, som havde fået den eene talent, kom, sagde han: "HErre! Jeg vidste, at Du er En hård Mand, Som høster, hvor Du ikke har sået og samler, hvor Du ikke har strøet;
Mat 25:25 derfor blev jeg bange og gik ud og gemte Din talent i jorden. Se: her har Du, hvad der er Dit!"
Mat 25:26 Men hans HErre svarede og sagde til ham: "Du dårlige og dovne tjener! Du vidste, at Jeg høster, hvor Jeg ikke har sået og samler, hvor Jeg ikke har strøet;
Mat 25:27 burde du så ikke have overladt Mine penge til vexelererne, så Jeg, når Jeg kom igen, kunne have fået dem tilbage med renter!
Mat 25:28 Tag derfor talenten fra ham og giv den til ham, som har de ti talenter!
Mat 25:29 Thi enhver, som har, skal der gives, og han skal have overflod; men den, som ikke har, skal endog fratages dét, han har!
Mat 25:30 Og kast den unyttige tjener ud i mørket udenfor - dér skal være gråd og tænders gnidsel!
Mat 25:31 Men når Menneskets Søn kommer i Sin herlighed og alle de hellige engle med Ham, da skal Han sidde på Sin herligheds trone;
Mat 25:32 og alle folkeslag skal samles foran Ham, og Han skal skille dem fra hverandre, ligesom hyrden skiller fårene fra bukkene.
Mat 25:33 Og Han skal stille fårene på Sin højre side, men bukkene på venstre.
Mat 25:34 Da skal Kongen sige til dem på Sin højre side: "Kom, I Min Faders velsignede, og arv Dét Rige, Som har været jer beredt siden verdens grundlæggelse!
Mat 25:35 Thi Jeg var sulten, og I gav Mig at spise; Jeg var tørstig, og I gav Mig at drikke; Jeg var fremmed, og I tog jer af Mig;
Mat 25:36 Jeg var nøgen, og I klædte Mig; Jeg var syg, og I så til Mig; Jeg var i fængsel, og I besøgte Mig!"
Mat 25:37 Da skal de retfærdige svare Ham og sige: "HErre! Hvornår så vi Dig sulten og nærede Dig eller tørstig og gav Dig vand?
Mat 25:38 Hvornår så vi Dig fremmed og tog os af Dig eller nøgen og klædte Dig?
Mat 25:39 Og hvornår så vi Dig syg eller i fængsel og besøgte Dig?"
Mat 25:40 Og Kongen svarede og sagde til dem: "Sandelig, Jeg siger jer: hvad I har gjort mod een af disse Mine mindste brødre, dét har I gjort mod Mig!"
Mat 25:41 Da skal Han også sige til dem på venstre side: "Vig bort fra Mig, I, som er forbandede, til den evige ild, som er beredt Djævelen og hans engle!
Mat 25:42 Thi Jeg var sulten, og I gav Mig ikke at spise; Jeg var tørstig, og I gav Mig ikke at drikke;
Mat 25:43 Jeg var fremmed, og I tog jer ikke af Mig, nøgen, og I klædte Mig ikke, syg og i fængsel, og I besøgte Mig ikke!"
Mat 25:44 Da skal også de svare Ham og sige: "HErre! Hvornår så vi Dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller i fængsel og tjente Dig ikke?"
Mat 25:45 Da skal Han svare dem og sige: "Sandelig, Jeg siger jer: hvad I ikke har gjort mod een af disse Mine mindste, har I heller ikke gjort mod Mig!"
Mat 25:46 Og de skal gå bort, de [[uretfærdige]] til evig straf, men de retfærdige til evigt liv!"
Mat 26:1 Og det skete, da Jesus havde afsluttet hele Sin Tale, at Han sagde til Sine disciple:
Mat 26:2 "I veed, at det om to dage er påske, og Menneskets Søn skal overgives til at korsfæstes!"
Mat 26:3 Da samlede ypperstepræsterne og de skriftlærde og folkets ældste sig i ypperstepræsten Kaifas' palads,
Mat 26:4 og de rådslog om, hvordan de kunne gribe Jesus med svig og dræbe Ham.
Mat 26:5 Men de sagde: "Ikke i højtiden - for at der ikke skal blive oprør blandt folket!"
Mat 26:6 Mens Jesus nu var i Betania i Simon den Spedalskes hjem,
Mat 26:7 kom en kvinde til Ham; hun havde en alabasterkrukke med meget kostbar myrra, og hun hældte den ud over Hans hovede dér, hvor Han lå.
Mat 26:8 Da Hans disciple så det, harmedes de og sagde: "Hvad skal dette spild til?
Mat 26:9 Denne myrra kunne jo være solgt for mange penge og givet til de fattige."
Mat 26:10 Men da Jesus vidste dette, sagde Han til dem: "Hvorfor volder I denne kvinde besvær? En god gerning har hun gjort mod Mig!
Mat 26:11 De fattige har I jo altid hos jer - men Mig har I ikke altid!
Mat 26:12 Thi da hun hældte denne myrra over Mit legeme, beredte hun Mig til Min begravelse!
Mat 26:13 Sandelig, Jeg siger jer: hvor som helst dette Evangelium vil blive forkyndt i hele verden, skal også det, hun har gjort, fortælles til hendes ihukommelse!
Mat 26:14 Da gik een af de tolv, han, som kaldtes Judas Iskariot, til ypperstepræsterne
Mat 26:15 og sagde: "Hvad vil I give mig for at forråde Ham til jer?" Og de blev enige med ham om tredive sølvpenge;
Mat 26:16 fra da af søgte han en anledning til at forråde Ham.
Mat 26:17 På den første af de usyrede brøds dage kom disciplene til Jesus og sagde: "Hvor vil Du, at vi skal forberede påske[[måltidet]] for Dig?"
Mat 26:18 Han sagde da: "Gå ind i byen til ham, I veed, og sig til ham: "Mesteren siger: Min tid er nær! Hos dig vil Jeg holde påske sammen med Mine disciple."
Mat 26:19 Og disciplene gjorde, som Jesus bød dem og forberedte påske[[-måltidet]].
Mat 26:20 Da det nu blev aften, lagde Han Sig [[til bords]] sammen med de tolv.
Mat 26:21 Og mens de spiste, sagde Han: "Sandelig, Jeg siger jer: een af jer vil forråde Mig!"
Mat 26:22 Meget bedrøvede begyndte de da alle at sige til Ham: "Det er vel ikke mig, HErre?"
Mat 26:23 Men Han svarede og sagde: "Den, som nu dyppede med Mig i fadet, vil forråde Mig!
Mat 26:24 Menneskets Søn går vel bort, som det er skrevet om Ham - men vé det menneske, ved hvem Menneskets Søn bliver forrådt! Det ville have været bedre for dette menneske, om han aldrig var født!"
Mat 26:25 Men Judas, som forrådte Ham, spurgte og sagde: "Det er vel ikke Mig, Rabbi?" Han siger til ham: "Du sagde det selv!"
Mat 26:26 Mens de nu spiste, tog Jesus brødet, velsignede det, brød det, gav det til disciplene og sagde: "Tag og spis! Dette er Mit legeme!"
Mat 26:27 Og Han tog kalken, takkede, gav dem den og sagde: "Drik alle af den!
Mat 26:28 Thi dette er Mit blod, Den nye Pagts [[blod]], som udgydes for mange til syndernes forladelse!
Mat 26:29 Og Jeg siger jer: fra nu af skal Jeg ikke mere drikke af denne vintræets frugt, før Hin Dag, da Jeg skal drikke den ny med jer i Min Faders Rige."
Mat 26:30 Og da de havde sunget Lovsangen, gik de ud til Olietræernes Bjerg.
Mat 26:31 Da siger Jesus til dem: "Alle vil I tage anstød af Mig i denne nat! Thi det er skrevet: "Jeg vil slå Hyrden, og alle hjordens får skal adspredes!"
Mat 26:32 Men når Jeg er opstået, vil Jeg gå forud for jer til Galilæa."
Mat 26:33 Men Peter svarede og sagde til Ham: "Om så alle vil tage anstød af Dig, vil jeg dog aldrig gøre det!"
Mat 26:34 Jesus sagde til ham: "Sandelig, Jeg siger dig: i denne nat, før hanen galer, vil du fornægte Mig tre gange!"
Mat 26:35 Peter siger til Ham: "Om jeg så skulle dø med Dig, vil jeg dog aldrig fornægte Dig!" Det samme sagde også alle de andre disciple.
Mat 26:36 Da kommer Jesus med dem til et sted, der hedder Getsemane, og Han siger til Sine disciple: "Sæt jer her, mens Jeg går hen for at bede!"
Mat 26:37 Og Han tog Peter og de to Zebedæussønner med Sig - og Han blev grebet af sorg og gru!
Mat 26:38 Da siger Han til dem: "Min sjæl er bedrøvet til døden! Bliv her og våg med Mig!"
Mat 26:39 Og Han gik et lille stykke frem, faldt på Sit ansigt, bad og sagde: "Min Fader! Om det er muligt, så lad denne kalk gå Mig forbi. Dog ikke, som Jeg vil, men som Du vil!"
Mat 26:40 Han går så tilbage til disciplene og finder dem sovende. Han siger da til Peter: "Så magtede I da ikke at våge een time med Mig!
Mat 26:41 Våg og bed, for at I ikke skal falde i fristelse! Thi ånden er vel villig, men kødet er svagt!"
Mat 26:42 Han gik da atter bort, bad for anden gang og sagde: "Min Fader! Om ikke denne kalk kan gå Mig forbi, men Jeg må drikke den, så lad Din vilje ske!"
Mat 26:43 Og da Han kom tilbage, fandt Han dem atter sovende, thi deres øjne var tunge.
Mat 26:44 Han forlod dem da og gik atter bort og bad for tredje gang igen den samme bøn.
Mat 26:45 Da kommer Han til Sine disciple og siger til dem: "Sover I stadig og hviler jer? Se, timen er nær, da Menneskets Søn skal forrådes i synderes hænder!
Mat 26:46 Rejs jer og lad os gå! Se: han, som forråder Mig, er nær!"
Mat 26:47 Og endnu mens Han talte, se: da kom Judas, een af de tolv, og sammen med ham en stor skare fra ypperstepræsterne og folkets ældste, med sværd og stokke.
Mat 26:48 Og Hans forræder havde aftalt et tegn med dem og sagt: "Ham, jeg kysser, Ham er det - grib Ham!"
Mat 26:49 Og strax han kom hen til Jesus, sagde Han: "Vær hilset, Rabbi!" og kyssede Ham flere gange.
Mat 26:50 Men Jesus sagde til Ham: "Ven! Gør dét, du er kommet for at gøre!" Da kom de og lagde hånd på Jesus og pågreb Ham.
Mat 26:51 Og se: een af dem, som var sammen med Jesus, rakte hånden ud og drog sit sværd, og han slog efter ypperstepræstens tjener og huggede hans øre af.
Mat 26:52 Da siger Jesus til ham: "Stik dit sværd i skeden igen! Thi alle, som griber til sværd, skal omkomme ved sværd!
Mat 26:53 Eller mener du, at Jeg ikke kunne bede Min Fader, så Han strax ville sende Mig mere end tolv legioner engle?
Mat 26:54 Hvordan skulle Skrifterne ellers fuldbyrdes: at det bør ske således?"
Mat 26:55 I samme stund sagde Jesus til skarerne: "Som mod en røver er I draget ud med sværd og stokke for at fange Mig. Dagligt har Jeg siddet hos jer og lært i templet, men I greb Mig ikke!
Mat 26:56 Dog: alt dette er sket, for at profeternes Skrifter skulle opfyldes!" Da forlod alle Hans disciple Ham og flygtede.
Mat 26:57 De, som havde pågrebet Jesus, førte Ham så til ypperstepræsten Kajfas, hvor de skriftlærde og præsterne var samlede.
Mat 26:58 Men Peter fulgte efter Ham på afstand til ypperstepræstens gård, og han gik ind og satte sig sammen med tjenerne for at se, hvad ende [[det ville tage]].
Mat 26:59 Ypperstepræsterne og hele Synedriet søgte nu falsk vidnesbyrd mod Jesus, for at de kunne dræbe Ham -
Mat 26:60 - men de fandt det ikke, selvom mange falske vidner trådte frem.
Mat 26:61 Til sidst stod dog to falske vidner frem og sagde: "Han har sagt: "Jeg kan rive Guds tempel ned og genopbygge det på tre dage"!"
Mat 26:62 Ypperstepræsten rejste sig da og sagde til Ham: "Svarer Du intet på alt dét, de vidner imod Dig?"
Mat 26:63 Men Jesus tav. Ypperstepræsten sagde da til Ham: "Jeg besværger Dig ved Den levende Gud: sig os, om Du er Kristus, Guds Søn!"
Mat 26:64 Jesus siger da til ham: "Du har selv sagt det! Dog, Jeg siger dig: herefter skal I se Menneskets Søn sidde ved Kraftens højre og komme på Himmelens skyer!"
Mat 26:65 Da sønderrev ypperstepræsten sine klæder og sagde: "Han har spottet Gud! Hvad brug har vi endnu for vidner? Se: nu har I selv hørt Hans bespottelse!
Mat 26:66 Hvad mener I?" De svarede og sagde: "Han er skyldig til døden!"
Mat 26:67 Og de spyttede på Ham og slog Ham i ansigtet, slog Ham med stokke
Mat 26:68 og sagde: "Profetér for os, Kristus: Hvem var det, som slog Dig?"
Mat 26:69 Imens sad Peter udenfor i gården; da kom en tjenestepige hen til ham og sagde: "Du var også sammen med Jesus, Galilæeren!"
Mat 26:70 Men han nægtede det for alles åsyn og sagde: "Jeg veed ikke, hvad du taler om!"
Mat 26:71 Da han gik ud til porten, så en anden kvinde ham, og hun siger til dem, der står der: "Han var også sammen med Jesus, Nazaræeren!"
Mat 26:72 Men atter nægtede han det med en ed og sagde: "Jeg kender ikke Dette Menneske!"
Mat 26:73 Kort tid efter kom een af dem, som stod der, og sagde til Peter: "Jovist er du også een af dem! Din [[dialekt]] røber dig jo!"
Mat 26:74 Da begyndte han at bande og sværge og sige: "Jeg kender ikke Dette menneske!" - og i det samme galede en hane!
Mat 26:75 Da kom Peter Det Ord i hu, Som Jesus havde talt til ham: "Førend hanen galer, skal du fornægte Mig tre gange" - og han gik udenfor og græd bittert!
Mat 27:1 Da det blev morgen, holdt alle ypperstepræsterne og folkets ældste rådslagning mod Jesus om, hvordan de kunne dræbe Ham.
Mat 27:2 Og de bandt Ham og førte Ham bort og overgav Ham til guvernøren, Pontius Pilatus.
Mat 27:3 Da nu Judas, forræderen, så, at Han blev dømt, angrede han og leverede de tredive sølvpenge tilbage til ypperstepræsterne og præsterne
Mat 27:4 og sagde: "Jeg har syndet og forrådt uskyldigt blod!" Men de sagde: "Hvad kommer det os ved? [[Det er din sag]]!"
Mat 27:5 Og han kastede pengene ind i templet, gik bort derfra og gik hen og hængte sig!
Mat 27:6 Men ypperstepræsterne tog pengene og sagde: "Vi har ikke lov til at lægge dem i tempelkassen, for det er blodpenge!"
Mat 27:7 De besluttede sig så til at købe Pottemagerens Mark for dem, til gravsted for fremmede.
Mat 27:8 Derfor bliver denne mark lige til denne dag kaldt "Blodsager".
Mat 27:9 Da opfyldtes dét, som var talt ved profeten Jeremias, der siger: "Jeg tog de tredive sølvpenge, prisen på Den Værdsatte, Han, Som Israels sønner lod værdsætte,
Mat 27:10 og de gav dem for Pottemagerens Mark, Som HErren pålagde Mig!"
Mat 27:11 Jesus blev nu stillet frem for guvernøren, og guvernøren spurgte Ham og sagde: "Er Du jødernes Konge?" Jesus svarede ham: "Du siger det selv!"
Mat 27:12 Men da Han blev anklaget af ypperstepræsterne og præsterne, svarede Han intet!
Mat 27:13 Da siger Pilatus til Ham: "Hører Du ikke alt dét, de anklager Dig for?"
Mat 27:14 Men Han svarede end ikke Eet eeneste Ord på det, så at guvernøren undrede sig meget.
Mat 27:15 Efter højtidens skik var det nu sådan, at guvernøren løslod skaren en fange, den, de ønskede,
Mat 27:16 og de havde da en berygtet fange, der hed Barabbas.
Mat 27:17 Da folket nu var samlet, spurgte Pilatus dem: "Hvem vil I, at jeg skal løslade jer: Barabbas eller Jesus, Som kaldes Kristus?"
Mat 27:18 Thi han vidste, at det var på grund af misundelse, de havde udleveret Ham.
Mat 27:19 Mens han nu sad på dommersædet, sendte hans hustru bud til ham og siger: "Lad intet komme mellem dig og Denne retfærdige Mand! Thi jeg har i nat lidt meget i drømme for Hans skyld."
Mat 27:20 Ypperstepræsterne og præsterne overtalte da mængden til, at de skulle forlange Barabbas [[løsladt]], men at lade Jesus dræbe.
Mat 27:21 Da så guvernøren tog til orde og spurgte dem: "Hvem af de to vil I, at jeg skal løslade jer?", svarede de: "Barabbas!"
Mat 27:22 Pilatus siger til dem: "Hvad skal jeg så gøre med Jesus, Som kaldes Kristus?" De siger da alle til ham: "Korsfæst Ham!"
Mat 27:23 Guvernøren spurgte da: "Hvad ondt har Han da gjort?", men de råbte blot endnu højere og sagde: "Korsfæst Ham!"
Mat 27:24 Da Pilatus så, at det intet nyttede, men at det snarere vakte større uro, tog han vand og vaskede sine hænder i mængdens påsyn og sagde: "Jeg er uskyldig i Denne retfærdiges blod! [[Det er jeres sag]]!"
Mat 27:25 Og hele folket svarede og sagde: "Hans blod komme over os og vore børn!"
Mat 27:26 Så løslod han dem Barabbas, men Jesus lod han hudstryge og overgav Ham til at blive korsfæstet.
Mat 27:27 Da tog guvernørens soldater Jesus med sig ind i borgen og samlede hele vagtstyrken om Ham.
Mat 27:28 Og de klædte Ham af og lagde en purpurrød kåbe om Ham.
Mat 27:29 Og de flettede en krans af torne, satte den på Hans hovede og stak Ham et rør i Hans højre hånd. Og de bøjede knæ for Ham og spottede Ham, idet de sagde: "Vær hilset, jødernes Konge!"
Mat 27:30 Og de spyttede på Ham og tog røret og slog Ham i hovedet.
Mat 27:31 Og de spottede Ham, tog kåben af Ham og iførte Ham Hans Egne klæder; og de førte Ham bort for at korsfæste Ham.
Mat 27:32 Da de kom ud, mødte de en mand, en kyrenæer ved navn Simon. Ham tvang de til at bære [[bjælken til]] Hans kors!
Mat 27:33 Og de kom til et sted, der hed "Golgata", det betyder "Hovedskal-sted."
Mat 27:34 Og de gav Ham vin blandet med galle at drikke; men da Han havde smagt på det, ville Han ikke drikke.
Mat 27:35 Så korsfæstede de Ham og delte Hans klæder imellem sig ved at kaste lod om dem, for at dét skulle opfyldes, som er talt ved profeten: "De delte Mine klæder imellem sig, og om Min kappe kastede de lod."
Mat 27:36 Så satte de sig og holdt vagt over Ham dér.
Mat 27:37 Og over Hans hovede satte de en indskrift med anklagen mod Ham: "Denne er Jesus, jødernes Konge."
Mat 27:38 Da korsfæstedes sammen med Ham to røvere, een på Hans højre og een på venstre side.
Mat 27:39 Men de forbigående spottede Ham, rystede på hovederne
Mat 27:40 og sagde: "Du, Som nedriver templet og på tre dage genopbygger det: frels nu Dig Selv, hvis Du er Guds Søn, og stig ned fra korset!"
Mat 27:41 På samme måde spottede også ypperstepræsterne tillige med de skriftlærde og præsterne og sagde:
Mat 27:42 "Andre har Han frelst - Sig Selv kan Han ikke frelse! Hvis Han er Israels Konge, så lad Ham stige ned fra korset, så vil vi tro på Ham!
Mat 27:43 Han stolede på Gud - lad Ham nu fri Ham, om Han vil Ham! Thi Han har jo sagt: "Jeg er Guds Søn"!"
Mat 27:44 Også røverne, som var korsfæstede sammen med Ham, hånede Ham på samme måde.
Mat 27:45 Men fra den sjette time blev der mørke over hele landet indtil den niende [[time]].
Mat 27:46 Men omkring den niende time råbte Jesus med høj røst og sagde: "Eli, Eli, lama sabachtani!", det betyder: "Min Gud, Min Gud! Hvorfor har Du forladt Mig?"
Mat 27:47 Men nogle af dem, som stod der, sagde, da de hørte det: "Han kalder på Elias!"
Mat 27:48 Og strax sprang een af dem frem, tog en svamp, fyldte den med eddike, satte den på en stang og gav Ham at drikke.
Mat 27:49 Men de andre sagde: "Lad være! Lad os se, om Elias kommer for at frelse Ham."
Mat 27:50 Jesus råbte da atter med høj røst - og opgav Ånden.
Mat 27:51 Og se: templets forhæng flængedes i to, fra oven og ned, og jorden skælvede, og klipperne revnede!
Mat 27:52 Og gravene åbnedes, og mange af de hensovede helliges legemer opstod;
Mat 27:53 de gik ud af gravene og gik efter Hans opstandelse ind i Den hellige By og viste sig for mange!
Mat 27:54 Men da hundredmandsføreren og de, som sammen med ham holdt vagt over Jesus, så jordskælvet og dét, som skete, blev de meget forfærdede og sagde: "Han var i sandhed Guds Søn!"
Mat 27:55 Der var også mange kvinder, som så til på lang afstand - alle de, som havde fulgt Jesus fra Galilæa for at tjene Ham.
Mat 27:56 Blandt dem var Maria Magdalena og Maria, Jakobs og Josefs moder, og Zebedæussønnernes moder.
Mat 27:57 Men da det blev aften, kom en rig mand fra Arimatæa ved navn Josef, som også selv var discipel af Jesus;
Mat 27:58 han gik til Pilatus og bad om Jesu legeme. Da bød Pilatus, at det skulle gives ham.
Mat 27:59 Josef tog da legemet og svøbte det i rent linned,
Mat 27:60 og han lagde det i en ny grav, som han havde ladet hugge ud i klippen, væltede en stor sten for gravens indgang og gik bort.
Mat 27:61 Også Maria Magdalena og den anden Maria var der og sad lige overfor graven.
Mat 27:62 På den dag, som kommer efter beredelsesdagen, samledes alle ypperstepræsterne og farisæerne hos Pilatus
Mat 27:63 og sagde: "Herre! Vi mindes, at Denne Forfører, mens Han endnu levede, sagde: "Efter tre dage opstår Jeg!
Mat 27:64 Byd nu, at graven skal bevogtes indtil den tredje dag, så disciplene ikke kommer og stjæler Ham om natten og så siger til folket: "Han er stået op fra de døde!" - for så vil denne sidste forførelse blive værre end den første!"
Mat 27:65 Pilatus sagde da til dem: "Her har I en vagtstyrke! Gå hen og bevogt graven, så godt I kan!"
Mat 27:66 Og de gik hen og bevogtede graven, både med vagtstyrken og ved at sætte segl for stenen.
Mat 28:1 Da nu sabbaten var omme, og det dæmrede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalena og den anden Maria for at se til graven.
Mat 28:2 Og se: der blev et stort jordskælv! Thi en HErrens engel steg ned fra Himmelen og kom og væltede stenen bort fra indgangen og satte sig på den.
Mat 28:3 Og hans udseende var som et lyn, og hans klæder hvide som sne!
Mat 28:4 Og de, som holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde!
Mat 28:5 Men engelen tog til Orde og sagde til kvinderne: "I skal ikke frygte! Thi jeg veed, at I søger Jesus, Den Korsfæstede;
Mat 28:6 Han er ikke her - thi Han er opstået, som Han har sagt! Kom og se stedet, hvor Han lå!
Mat 28:7 Og skynd jer så og gå og sig til Hans disciple, at Han er opstået fra de døde. Og se: Han går forud for jer til Galilæa; dér skal I få Ham at se! Se: nu har jeg sagt jer det!"
Mat 28:8 Så skyndte de sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle Hans disciple det!
Mat 28:9 Men som de nu gik for at melde Hans disciple det, se: da kom Jesus dem i møde, og Han sagde: "Vær hilset!" Og de gik hen til Ham, omfavnede Hans fødder og tilbad Ham.
Mat 28:10 Da siger Jesus til dem: "Frygt ikke! Men gå hen og sig til Mine brødre, at de skal gå til Galilæa - dér skal de se Mig!"
Mat 28:11 Mens de gik, se: da var nogle fra vagtstyrken kommet ind til byen, og de meldte alt det, som var hændt, til ypperstepræsterne.
Mat 28:12 Da de nu var samlede med præsterne, besluttede de at give soldaterne en stor sum penge,
Mat 28:13 idet de sagde til dem: "I skal sige: "Hans disciple kom om natten og stjal Ham, mens vi sov!"
Mat 28:14 Hvis guvernøren skulle få det at høre, skal vi nok overtale ham - så I kan være ubekymrede!"
Mat 28:15 Da de havde fået pengene, gjorde de, som de havde fået besked på, og dette rygte spredtes blandt jøderne lige til denne dag!
Mat 28:16 Men de elleve disciple drog til Galilæa, til det bjerg, som Jesus havde aftalt med dem.
Mat 28:17 Og da de så Ham, tilbad de Ham - dog nogle tvivlede!
Mat 28:18 Da trådte Jesus frem, talte til dem og sagde: "Mig er givet al magt i Himmelen og på jorden!
Mat 28:19 Gå derfor ud og gør alle folkeslag til Mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn,
Mat 28:20 og idet I lærer dem at holde alt dét, som Jeg har befalet jer! Og se, Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende!" Amen! ----- [..... efter Mattæus]
Mar 1:1 Begyndelsen på Jesu Kristi, Guds Søns, Evangelium:
Mar 1:2 som der står skrevet hos profeten Esajas - "Se: Jeg sender Min engel foran Dit åsyn - han skal rydde Din vej foran Dig;
Mar 1:3 en røst, som råber i ørkenen: "Sæt HErrens vej i stand, gør HErrens stier rette!" -
Mar 1:4 [[således var]] Johannes i ørkenen, idet han døbte og forkyndte omvendelsens dåb til syndernes forladelse.
Mar 1:5 Og [[folk fra]] hele Judæas land og Jerusalemitterne drog ud til ham, og alle blev døbt i Jordans flod af ham, idet de bekendte deres synder.
Mar 1:6 Og Johannes var klædt i kamelhår og havde et bælte af læder om sin lænd, og han åd græshopper og vild honning.
Mar 1:7 Og han proklamerede og sagde: "Efter mig kommer Han, Som er stærkere end jeg, Han, Hvis sandalremme jeg end ikke er værdig at bøje mig og løse!
Mar 1:8 Thi jeg døber jer i vand - men Han skal døbe jer i Helligånd!"
Mar 1:9 Og det skete i de dage, at Jesus kom fra Nazaret i Galilæa og blev døbt af Johannes i Jordan.
Mar 1:10 Og strax Han steg op af vandet, så Han Himlene dele Sig, og Ånden komme ned over Sig Som en Due,
Mar 1:11 og en røst lød fra Himlene: "Du er Min Søn, Den Elskede, i Hvem Jeg har velbehag!"
Mar 1:12 Strax derefter driver Ånden Ham ud i ørkenen,
Mar 1:13 og Han var i ørkenen fyrre dage og blev fristet af Satan. Og Han var hos de vilde dyr, og englene tjente Ham.
Mar 1:14 Men efter at Johannes var blevet sat i fængsel, kom Jesus til Galilæa og forkyndte Guds Riges Evangelium
Mar 1:15 og sagde: "Tiden er fuldendt, og Guds Rige er kommet nær! Omvend jer derfor og tro på Evangeliet!"
Mar 1:16 Da Han vandrede videre langs Galilæas sø, så Han Simon og Andreas, hans broder, i færd med at kaste et stort garn i søen; de var nemlig fiskere.
Mar 1:17 Og Jesus sagde til dem: "Følg Mig, og Jeg vil gøre jer til menneskefiskere!"
Mar 1:18 Og strax forlod de deres garn og fulgte Ham.
Mar 1:19 Da Han kom lidt videre, så Han Jakob, Zebedæus' [[søn]], og Johannes, hans broder; de sad i båden og bødede garnene.
Mar 1:20 Og strax kaldte Han på dem, og de lod deres fader, Zebedæus, tilbage i båden sammen med de lejede folk og drog med og fulgte Ham.
Mar 1:21 De kommer da ind i Kapernaum. Og på den første sabbat gik Han ind i synagogen og lærte.
Mar 1:22 Og folk undrede sig over Hans Lære, thi Han lærte dem som Een, Der havde myndighed, og ikke som deres skriftlærde.
Mar 1:23 Og der var i deres synagoge en mand med en uren ånd, som råbte
Mar 1:24 og sagde: "Åh! Hvad er der mellem os og Dig, Jesus fra Nazaret? Er Du kommet for at ødelægge os? Jeg veed, Hvem Du er: Guds Hellige!"
Mar 1:25 Men Jesus truede ad den og sagde: "Ti stille og far ud af ham!"
Mar 1:26 Og den urene ånd rev og sled i ham og råbte med høj røst - og fór ud af ham.
Mar 1:27 Da blev alle forskrækkede og spurgte hinanden og sagde: "Hvad er dog dette? Hvad er dette for en ny Lære, siden Han endog med myndighed kan byde over de urene ånder, og de adlyder Ham?"
Mar 1:28 Og rygtet om Ham kom hurtigt ud overalt i hele Galilæas område.
Mar 1:29 Da Han gik ud af synagogen, kom de ind i Simons og Andreas' hjem sammen med Jakob og Johannes.
Mar 1:30 Men Simons svigermoder lå i [[seng med]] feber; og de fortæller Ham om hende.
Mar 1:31 Da Han kom ind, tog Han derfor hendes hånd og rejste hende op, og i det samme forlod feberen hende, og hun vartede dem op.
Mar 1:32 Men da det blev aften, og solen var gået ned, bar de alle, som var syge, og alle dæmonbesatte til Ham,
Mar 1:33 og hele byen samledes ved døren.
Mar 1:34 Og Han helbredte mange, som led af forskellige sygdomme, og mange dæmoner drev Han ud. Men Han tillod ikke dæmonerne at tale, fordi de kendte Ham.
Mar 1:35 Og meget tidlig i dæmringen [[næste morgen]] stod Han op og gik ud til et øde sted for at bede.
Mar 1:36 Men Simon og de, som var sammen med ham, fulgte efter Ham.
Mar 1:37 Og da de fandt Ham, siger de til Ham: "Alle leder efter Dig!"
Mar 1:38 Og Han siger til dem: "Lad os drage til nabo-landsbyerne, så Jeg også kan prædike dér! Thi derfor er Jeg kommet!"
Mar 1:39 Og Han forkyndte i synagogerne i hele Galilæa og uddrev dæmonerne.
Mar 1:40 Og en spedalsk kommer til Ham, falder på knæ for Ham, beder Ham og siger til Ham: "Hvis Du vil, kan Du rense mig!"
Mar 1:41 Og Jesus, Som havde dyb medlidenhed med ham, rakte hånden ud, rørte ved ham og siger: "Jeg vil - bliv ren!"
Mar 1:42 Da Han sagde dette, veg spedalskheden øjeblikkeligt fra ham, og han blev ren.
Mar 1:43 Han formanede ham da strengt og sendte ham derefter bort,
Mar 1:44 idet Han sagde til ham: "Se til, at du ikke siger noget til nogen! Men gå hen og lad dig syne af præsten og frembær for din renselse det [[offer]], som Moses har pålagt, til vidnesbyrd for folk."
Mar 1:45 Men da han var gået, begyndte han med det samme at fortælle ivrigt om det og udsprede rygtet derom, så at Jesus ikke længere kunne gå åbenlyst ind i en by. Men Han holdt til udenfor, på øde steder. Og dog kom de til Ham alle steder fra.
Mar 2:1 Nogle dage senere gik Jesus atter ind i Kapernaum. Og da det blev kendt, at Han er hjemme,
Mar 2:2 samledes strax så mange mennesker, at der ikke længere var plads, ikke engang ved døren! Og Han talte Ordet til dem.
Mar 2:3 De kommer da til Ham med en lam, der blev båret af fire mand.
Mar 2:4 Da de nu ikke kunne komme frem til Ham på grund af mængden, brød de taget op over det sted, hvor Han var, og da de havde brudt det op, firede de sengen, på hvilken den lamme lå, ned.
Mar 2:5 Da Jesus så deres tro, siger Han til den lamme: "Søn! Dine synder er dig forladte!"
Mar 2:6 Men nogle af de skriftlærde, som sad der, tænkte i deres hjerter:
Mar 2:7 "Hvorfor taler Han blasfemisk på denne måde? Hvem kan tilgive synder, uden Een: nemlig Gud?"!
Mar 2:8 Da Jesus nu i Sin Ånd vidste, at de tænkte således ved sig selv, sagde Han til dem: "Hvorfor tænker I dette i jeres hjerter?
Mar 2:9 Thi hvad er lettest at sige til den lamme: "Dine synder er dig forladte", eller at sige: "Rejs dig, tag din seng og gå"?
Mar 2:10 Men for at I skal kende, at Menneskets Søn har myndighed på jorden til at tilgive synder".... så siger Han til den lamme:
Mar 2:11 "Jeg siger dig: rejs dig, tag din seng og gå hjem!"
Mar 2:12 Og i det samme rejste han sig, tog sengen og gik for alles øjne, så alle blev ude af sig selv og priste Gud, idet de sagde: "Aldrig har vi set noget sådant!"
Mar 2:13 Atter gik Han så ud til søen, og hele skaren kom til Ham, og Han lærte dem.
Mar 2:14 Da Jesus gik videre, så Han Levi, Alfæus' søn, sidde ved Toldboden, og Han siger til ham: "Følg Mig!" Og han rejste sig og fulgte Ham.
Mar 2:15 Og det skete, mens Han lå til bords i hans hus, at mange toldere og syndere lå sammen med Jesus og Hans disciple - de var nemlig mange, og de fulgte Ham.
Mar 2:16 Da nu de skriftlærde og farisæerne så, at Han spiste sammen med tolderne og synderne, sagde de til Hans disciple: "Hvorfor spiser og drikker Han sammen med tolderne og synderne?"
Mar 2:17 Men da Jesus hørte det, siger Han til dem: "De, som kan selv, har ikke brug for læge, nej, kun de, som har det ondt! Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere til omvendelse!"
Mar 2:18 Johannes' disciple og farisæernes fastede [[på den tid]]. De kommer derfor og spørger Ham: "Hvorfor faster Johannes' disciple og farisæernes, men Dine disciple faster ikke?"
Mar 2:19 Da svarede Jesus dem: "Brudgommens venner kan vel ikke faste, mens Brudgommen er hos dem? Nej, så længe, de har Brudgommen hos sig, kan de ikke faste.
Mar 2:20 Men der kommer dage, da Brudgommen skal være taget fra dem, og da skal de faste, i de dage!
Mar 2:21 Ingen syr en ukrympet lap på en gammel klædning, for så river det nye den gamle klædning i stykker, og riften bliver værre.
Mar 2:22 Heller ingen hælder ny vin på gamle skindsække, for så sprænger vinen skindsækkene, vinen flyder ud og sækken ødelægges. Nej, ny vin skal hældes på nye sække!"
Mar 2:23 Engang Jesus på sabbaten gik gennem en kornmark, begyndte Hans disciple at plukke ax, hvor de gik.
Mar 2:24 Farisæerne sagde da til Ham: "Se: hvorfor gør de noget, som det ikke er tilladt at gøre på sabbaten?"
Mar 2:25 Han sagde til dem: "Har I da aldrig læst, hvad David gjorde, da han og hans ledsagere var i nød og sultede:
Mar 2:26 hvordan han gik ind i Guds hus i Abjatars ypperstepræsteperiode og spiste skuebrødene, som det ikke er tilladt andre end præsterne at spise, og at han også gav til sine ledsagere?"
Mar 2:27 Og Han sagde til dem: "Sabbaten kom til for menneskets skyld - ikke mennesket for sabbatens skyld!
Mar 2:28 Så er Menneskets Søn da HErre også over sabbaten!"
Mar 3:1 Og Han gik atter ind i en synagoge. Dér var der en mand, som havde en vissen hånd.
Mar 3:2 Man vogtede da på Ham, om Han ville helbrede ham på sabbaten, for at man kunne få noget at anklage Ham for.
Mar 3:3 Han siger da til manden med den visne hånd: "Rejs dig og kom hen i vor midte!"
Mar 3:4 Og Han siger til dem: "Har man lov til at gøre godt på sabbaten eller at gøre ondt, at frelse liv eller at dræbe?" Men de tav!
Mar 3:5 Han så da omkring på dem med harme og sorg over deres hjerters hårdhed og siger så til manden: "Ræk din hånd frem!" Så rakte han den frem, og hånden blev som før, rask som den anden!
Mar 3:6 Da de gik ud, holdt farisæerne rådslagning med herodianerne imod Ham, om hvordan de kunne slå Ham ihjel.
Mar 3:7 Jesus drog da bort til søen med Sine disciple, og en stor mængde fra Galilæa fulgte efter Ham. Også fra Judæa
Mar 3:8 og fra Jerusalem og fra Idumæa og landet hinsides Jordan og fra egnene omkring Tyrus og Sidon kom en stor mængde til Ham, fordi de havde hørt, hvor mange ting, Han havde gjort.
Mar 3:9 Han sagde da til Sine disciple, at en lille båd skulle holdes parat til Ham på grund af den store mængde, som trængte Ham.
Mar 3:10 Thi Han helbredte mange, så at alle, som havde lidelser, faldt over Ham for at komme til at røre ved Ham!
Mar 3:11 Og når de urene ånder så Ham, faldt de ned for Ham og skreg og sagde: "Du er Guds Søn!"
Mar 3:12 Men Han forbød dem meget strengt at åbenbare, Hvem Han var - for de vidste, at Han var Kristus!
Mar 3:13 Og Han går op i bjergene og kalder dem, Han ønsker, til Sig, og de kom til Ham.
Mar 3:14 Han udvalgte da tolv, som skulle være med Ham, og som Han ville sende ud for at forkynde
Mar 3:15 med magt til at helbrede sygdomme og uddrive dæmoner.
Mar 3:16 Han udvalgte de tolv; og det var Simon, som Han tillagde navnet "Peter",
Mar 3:17 og Jakob, Zebedæus' søn, og Johannes, Jakobs broder - dem tillagde Han navnet "Boanerges", det betyder: "Tordenens sønner" -
Mar 3:18 og Andreas og Filip og Bartholomæus og Mattæus og Thomas og Jakob, Alfæus' søn, og Taddæus og Simon, kanaanitten,
Mar 3:19 og Judas Iskariot, han, som forrådte Ham. Og da de kom hjem,
Mar 3:20 strømmede mængden sammen igen, så de ikke engang kunne [[få tid til at]] spise.
Mar 3:21 Da Hans nærmeste hørte det, gik de ud for at hente Ham, thi de sagde: "Han er ude af Sig Selv!"
Mar 3:22 Og de skriftlærde, som var kommet fra Jerusalem, sagde: "Han er besat af Beelzebul", og: "det er ved dæmonernes fyrste, Han uddriver dæmonerne."
Mar 3:23 Da kaldte Han dem til Sig og talte til dem i lignelser: "Hvordan kan Satan uddrive Satan?
Mar 3:24 Hvis et rige kommer i strid med sig selv, kan dette rige ikke bestå!
Mar 3:25 Og hvis et hjem kommer i strid med sig selv, kan dette hjem ikke bestå!
Mar 3:26 Og hvis Satan rejser sig mod sig selv og kommer i strid og bliver delt, kan han ikke bestå, nej, det er ude med ham!
Mar 3:27 Ingen kan gå ind i Den Stærkes hus og røve hans gods, uden at Han først har bundet Den Stærke - så kan Han plyndre hans hus!
Mar 3:28 Sandelig, Jeg siger jer: alle synder skal tilgives menneskenes [[børn]], også bespottelser, hvor meget de end har spottet -
Mar 3:29 men den, som spotter Helligånden, bliver ikke tilgivet i evigheden! Nej, han er skyldig til en evig dom!"
Mar 3:30 [[Dette sagde Han]], fordi de sagde: "Han har en uren ånd!"
Mar 3:31 Da kom Hans moder og Hans brødre; de blev stående udenfor og sendte bud til Ham og kaldte på Ham.
Mar 3:32 Og en stor skare sad omkring Ham og siger til Ham: "Se: Din moder og Dine brødre og Dine søstre står udenfor og spørger efter Dig!"
Mar 3:33 Han svarede dem og sagde: "Hvem er Min moder eller Mine brødre?"
Mar 3:34 Og Han så på dem, som sad i kreds omkring Ham, og siger: "Se: Min moder og Mine brødre!
Mar 3:35 Thi den, som gør Guds vilje, er Min broder og Min søster og Min moder!"
Mar 4:1 Han begyndte da atter at undervise nede ved søen, og en stor folkeskare var samlet om Ham, så Han måtte gå ombord i en båd og sidde i den ude på søen, mens hele skaren stod inde på land ved søen.
Mar 4:2 Og Han lærte dem mange ting i lignelser og sagde i Sin undervisning til dem:
Mar 4:3 "Hør [[nu efter]]! Se: en sædemand gik ud for at så;
Mar 4:4 og det skete, mens han såede, at noget faldt på vejen, men himlens fugle kom og åd det op.
Mar 4:5 Andet faldt på stengrunden, hvor der ikke var megen jord, og det skød strax op, fordi jorden ingen dybde havde;
Mar 4:6 men da solen stod op, blev det svedet af, og fordi det ikke havde rod, visnede det.
Mar 4:7 Andet igen faldt blandt tidslerne, men tidslerne voxede op og kvalte det, så det ingen frugt bar.
Mar 4:8 Atter andet faldt i den gode jord - og dét voxede op, blev stort og bar frugt; og noget bar tredive, noget tres, ja, noget endog hundrede fold!"
Mar 4:9 Og Han sagde til dem: "Den, som har ører at høre med, han høre!"
Mar 4:10 Men da Han blev alene med de tolv og de andre ledsagere, spurgte de Ham, [[hvad]] lignelsen [[skulle betyde]].
Mar 4:11 Og Han sagde til dem: "Jer er det givet at kende Guds Riges Mysterium - men de andre, som er udenfor, gives alt i lignelser,
Mar 4:12 for at de, "når de ser, intet skal se og intet skelne, og når de hører, intet skal høre og intet forstå, så de ikke omvender sig, og deres synder ikke skal blive forladt dem"!"
Mar 4:13 Og Han siger til dem: "Fatter I ikke denne lignelse? Hvordan skal I da kunne forstå alle de andre lignelser?
Mar 4:14 Sædemanden sår Ordet;
Mar 4:15 men disse er dem, hvor Ordet såes på vejen: det er dem, til hvem Satan kommer, så snart de har hørt Ordet, og borttager Det, der er sået i deres hjerter!
Mar 4:16 Og disse er så dem, hos hvem der er sået på stengrund: det er dem, som, når de hører Ordet, strax tager imod Det med glæde,
Mar 4:17 og dog har de ikke rod i sig, men holder blot ud en tid. Når der så kommer trængsler eller forfølgelser for Ordets skyld, tager de strax anstød [[og falder fra]]!
Mar 4:18 Og disse er dem, hos hvem der blev sået blandt tidsler: det er dem, som hører Ordet,
Mar 4:19 men når denne verdens bekymringer og rigdommens forførelser og alskens andre lyster kommer, så kvæler de Ordet, så Det forbliver ufrugtbart.
Mar 4:20 Og disse er da dem, hos hvem der såes i den gode jord: det er dem, som hører Ordet og tager imod Det og bærer frugt, nogle tredive og nogle tres, ja, nogle endog hundrede fold!"
Mar 4:21 Og Han sagde til dem: "Lyset er ikke kommet, for at Det skal sættes under et kar eller under sengen! Nej, er det ikke, for at Det skal sættes i lysestagen?
Mar 4:22 Thi intet er skjult, uden at det skal åbenbares, ej heller er noget sket i det skjulte, uden at det skal komme åbenbart for dagen!
Mar 4:23 Om nogen har ører at høre med, han høre!"
Mar 4:24 Og Han sagde til dem: "Agt på, hvorledes I hører: det mål, hvormed I måler, med dét skal der måles jer tilbage - og der skal gives i tillæg til jer, som hører!
Mar 4:25 Thi den, som har, til ham skal der gives, men den, som ikke har, skal endog fratages dét, han måtte have!"
Mar 4:26 Og Han sagde: "Således er [[det med]] Guds Rige: som når et menneske kaster sædekornet i jorden,
Mar 4:27 og han sover og står op, nat og dag, og sædekornet spirer og voxer - hvordan veed han ikke!
Mar 4:28 Thi af sig selv bærer jorden grøde, først strå, så ax, så fuldmodent korn i axet!
Mar 4:29 Men når frugten er moden, svinger han strax seglen, thi høsten er kommet!"
Mar 4:30 Og Han sagde: "Med hvad skal Jeg sammenligne Guds Rige - eller med hvilken lignelse skal vi ligne Det?
Mar 4:31 [[Det er]] som med et sennepskorn, der, når det lægges i jorden, er mindre end alle andre frø på jorden,
Mar 4:32 men når det er sået, voxer det op og bliver større end alle havens andre væxter og får store grene, så himlens fugle kan bygge rede i dets skygge!"
Mar 4:33 Og med mange sådanne lignelser talte Han Ordet til dem, efter hvad de kunne fatte,
Mar 4:34 men uden lignelser talte Han ikke til dem; kun afsides med Sine disciple tydede Han alt!
Mar 4:35 Og samme dag, da det blev aften, siger Han til dem: "Lad os drage over til den anden side af søen!"
Mar 4:36 Og de forlod folkeskaren og tog med Ham i den båd, Han var i; også andre småbåde fulgte med Ham.
Mar 4:37 Da blev der en voldsom storm, og bølgerne slog ind over båden, så den var ved at fyldes.
Mar 4:38 Men Han Selv lå i bagstavnen og sov på en pude! De vækker Ham da og siger til Ham: "Mester! Er Du ligeglad med, om vi går under?"
Mar 4:39 Da rejser Han Sig op og truer ad stormen og siger til søen: "Ti! Vær stille!" - og vinden lagde sig, så det blev blikstille!
Mar 4:40 Og Han sagde til dem: "Hvorfor er I så bange? Har I da endnu ingen tro?"
Mar 4:41 Og de blev grebet af stor frygt og sagde til hverandre: "Hvem er dog Han, siden endog vinden og søen adlyder Ham?"
Mar 5:1 De kom da til den anden side af søen, til Gerasenernes land.
Mar 5:2 Og strax Han steg ud af båden, kom en mand Ham i møde ud fra gravhulerne, en mand, der var besat af en uren ånd,
Mar 5:3 og som holdt til blandt gravene. Ingen var i stand til at binde ham, end ikke med lænker,
Mar 5:4 for han var ofte blevet bundet med fodjern og lænker, men han havde hver gang sønderrevet lænkerne og sprængt fodjernene, så ingen kunne tæmme ham.
Mar 5:5 Og til stadighed, nat og dag, opholdt han sig i bjergene og blandt gravene og skreg og slog sig selv med sten.
Mar 5:6 Da han nu på afstand så Jesus, løb han hen og faldt ned for Ham
Mar 5:7 og råbte med høj røst og sagde: "Hvad er der mellem mig og Dig, Jesus, Du, Den Højeste Guds Søn? Jeg besværger Dig ved Gud, at Du ikke plager mig!"
Mar 5:8 Thi Jesus sagde til ham: "Far ud af denne mand, du urene ånd!"
Mar 5:9 Og Han spurgte ham: "Hvad er dit navn?" Og han svarede og sagde: "Legion er mit navn - thi vi er mange!"
Mar 5:10 Og han bad Ham inderligt om ikke at sende dem bort fra egnen.
Mar 5:11 Nu gik der ved bjerget en stor svineflok og græssede;
Mar 5:12 alle dæmonerne bad Ham da og sagde: "Send os ind i svinene, så vi kan fare i dem!"
Mar 5:13 Dette tillod Jesus dem, og de urene ånder fór da ud og fór i svinene - og flokken styrtede ud over brinken, ud i søen; der var omtrent to tusinde - og de druknede i søen!
Mar 5:14 De, som vogtede svinene, flygtede og fortalte det i byen og i landsbyerne. Og folk gik ud for at se, hvad der var sket.
Mar 5:15 Da de så kom til Jesus og så den dæmonbesatte, han, som havde haft "legionen", sidde påklædt og ved sans og samling, blev de forfærdede!
Mar 5:16 De, som havde set det, fortalte dem da, hvordan det var gået for sig med den dæmonbesatte og med svinene.
Mar 5:17 Så begyndte de at bede Ham om at drage bort fra deres egn.
Mar 5:18 Da Han gik ombord i båden, bad den dæmonbesatte Ham om at måtte komme med Ham.
Mar 5:19 Men Jesus tillod ham det ikke, men siger til ham: "Gå hjem til dine egne og fortæl dem, hvor meget HErren har gjort for dig, og at Han har forbarmet Sig over dig!"
Mar 5:20 Og han gik bort og begyndte at forkynde i Dekapolis, hvor meget Jesus havde gjort for ham; og alle undrede sig.
Mar 5:21 Jesus satte da atter over til den anden side i båden, og en stor mængde samlede sig om Ham dér, hvor Han holdt til ved søen.
Mar 5:22 Og se: da kommer en synagogeforstander ved navn Jairus, og da han ser Ham, falder han ned for Hans fødder
Mar 5:23 og bad Ham indtrængende og siger: "Min datter ligger på det yderste! [[Jeg beder Dig:]] kom og læg hænderne på hende, så at hun kan blive frelst og leve!"
Mar 5:24 Han gik da med ham, og en stor skare fulgte Ham, og de trængte Ham.
Mar 5:25 Og en kvinde, som havde haft svære blødninger i tolv år,
Mar 5:26 og som havde lidt meget under mange læger[[-s behandling]], og som havde brugt alt, hvad hun ejede, uden at det havde nyttet noget, - tværtimod var det snarere blevet værre med hende -
Mar 5:27 og som havde hørt om Jesus, hun kom nu bagfra og rørte ved Hans klædning,
Mar 5:28 thi hun tænkte: "Hvis blot jeg kan komme til at røre Hans klæder, vil jeg blive frelst!"
Mar 5:29 Og strax udtørredes hendes blødningers kilde, og hun mærkede på sin krop, at hun var blevet helbredt for sin lidelse!
Mar 5:30 Og Jesus, Som vidste med Sig Selv, at en kraft var udgået fra Ham, vendte Sig i det samme midt i folkemængden og sagde: "Hvem var det, der rørte ved Mine klæder?"
Mar 5:31 Hans disciple sagde da til Ham: "Du ser, hvordan mængden trænger Dig,... og alligevel spørger Du: "Hvem var det, der rørte ved Mig"?"
Mar 5:32 Og Han så Sig omkring for at få øje på hende, som havde gjort det.
Mar 5:33 Kvinden, som skælvede af skræk, fordi hun vidste, hvad der var sket med hende, kom da og faldt ned for Ham og fortalte Ham hele sandheden.
Mar 5:34 Men Jesus sagde til hende: "Datter! Din tro har frelst dig! Gå bort i fred og vær helbredt for din plage!"
Mar 5:35 Endnu mens Han talte, kommer nogle fra synagogeforstanderen[[-s hus]] og siger: "Din datter er død! Hvorfor volder du stadig Mesteren besvær?"
Mar 5:36 Men Jesus, Som strax opfattede det ord, der blev talt, siger til synagogeforstanderen: "Frygt ikke! - Tro blot!"
Mar 5:37 Og Han tillod ikke nogen at følge med Sig, undtagen Peter og Jakob og Johannes, Jakobs broder.
Mar 5:38 Da Han så kommer til synagogeforstanderens hus og ser alt postyret og den megen gråd og dødeklage,
Mar 5:39 da går Han ind og siger til dem: "Hvorfor larmer I og græder? Barnet er ikke dødt - nej, hun sover!"
Mar 5:40 Og de lo Ham ud! Da jog Han alle ud, tager barnets fader og moder og Sine ledsagere med Sig og går ind, hvor barnet ligger.
Mar 5:41 Og Han griber barnets hånd og siger til hende: "Talitha kumi!", det betyder oversat: "Lille pige, Jeg siger dig, stå op!"
Mar 5:42 Og strax rejste pigen sig og gik omkring, - hun var nemlig tolv år - og de blev slået af stor forundring.
Mar 5:43 Og Han bød dem strengt, at ingen skulle få dette at vide, og sagde, at der skulle gives hende noget at spise.
Mar 6:1 Så drog Han derfra og kom til Sin hjemby, og Hans disciple følger med Ham.
Mar 6:2 Og da det blev sabbat, begyndte Han at undervise i synagogen. De mange, som hørte det, blev da forundrede og sagde: "Hvorfra har Han dette? Hvad er det for en visdom, der er givet Ham, at der endog sker sådanne kraftgerninger ved Hans hænder?
Mar 6:3 Er Han ikke Tømrer, Marias søn, Jakobs og Josefs Broder - og Judas' og Simons? Og bor ikke Hans søstre iblandt os?" - og de tog anstød af Ham!
Mar 6:4 Men Jesus sagde til dem: "Ingen profet er anerkendt i sin hjemby eller blandt slægtninge eller i sit hjem!"
Mar 6:5 Og Han kunne ikke gøre nogen kraftgerninger dér, undtagen på nogle få syge, som Han helbredte ved at lægge hænderne på dem -
Mar 6:6 og Han undrede Sig over deres vantro. Og Han gik omkring i landsbyerne på egnen og lærte.
Mar 6:7 Han kaldte så de tolv til Sig og begyndte at sende dem ud to og to og gav dem myndighed over de urene ånder.
Mar 6:8 Og Han bød dem, at de intet skulle tage med sig på vejen, undtagen blot en stav: ikke taske, ikke brød, ikke penge i bæltet,
Mar 6:9 nej, de skulle blot have sandaler på fødderne og ikke tage to kjortler med.
Mar 6:10 Og Han sagde til dem: "Hvor end I kommer ind i et hus, bliv dér, indtil I drager videre derfra.
Mar 6:11 Og er der et sted, hvor man ikke tager imod jer og ikke hører jer, da skal I, når I går ud derfra, afryste støvet under jeres fødder som vidnesbyrd imod dem! Sandelig, Jeg siger jer: det skal blive lettere for Sodoma og Gomorra på Dommens Dag, end for denne by!"
Mar 6:12 Og de drog ud og forkyndte, at man skulle omvende sig.
Mar 6:13 Og de uddrev mange dæmoner og salvede mange syge med olie og helbredte dem.
Mar 6:14 Kong Herodes hørte nu [[om Ham]], thi Hans navn blev åbenbart, og man sagde: "Johannes Døberen er stået op fra de døde, og derfor virker disse kraftgerninger ved Ham!"
Mar 6:15 Men andre sagde: "Det er Elias". Atter andre sagde: "Han er En Profet, ligesom een af de gamle profeter".
Mar 6:16 Men da Herodes hørte det, sagde han: "Han, som jeg har halshugget, Johannes - ham er det! Han er opstået fra døde!"
Mar 6:17 Thi han selv, Herodes, havde sendt folk ud og pågrebet Johannes og kastet ham i fængsel, på grund sin broder, Filips hustru, Herodias - for hende havde han taget til ægte.
Mar 6:18 Johannes havde nemlig sagt til Herodes: "Du har ikke lov til at have din broders hustru!"
Mar 6:19 Men Herodias kom til at hade ham og ønskede at dræbe ham - men hun kunne ikke,
Mar 6:20 thi Herodes frygtede Johannes, fordi han vidste, at han var en retfærdig og hellig mand, og han holdt hånden over ham. Og når han hørte ham, gjorde han mange ting [[efter hans ord]], og skønt han blev forvirret, hørte han gerne på ham.
Mar 6:21 Så kom der en belejlig dag, da Herodes på sin fødselsdag gjorde et gæstebud for sine stormænd og tusindmandsførerne og de ledende i Galilæa.
Mar 6:22 Da kom Herodias' datter og dansede for dem, og derved behagede hun Herodes og dem, som lå til bords sammen med ham. Derfor sagde kongen til den unge pige: "Bed mig om, hvad du vil, og jeg vil give dig det!"
Mar 6:23 Og han tilsvor hende med en ed: "Hvad du end beder mig om, vil jeg give dig, lige til halvdelen af mit rige!"
Mar 6:24 Men hun gik ud og sagde til sin moder: "Hvad skal jeg bede om?" Hun sagde: "Johannes Døbers hovede!"
Mar 6:25 Så skyndte hun sig ind til kongen, bad ham og sagde: "Jeg vil, at du strax giver mig Johannes Døbers hovede på et fad!"
Mar 6:26 Da blev kongen dybt bedrøvet; men på grund af ederne og gæsterne ville han ikke afslå hende.
Mar 6:27 Kongen sendte da strax een af livvagten afsted med en ordre om, at [[Johannes']] hovede skulle bringes på et fad!
Mar 6:28 Og han gik ned og halshuggede ham i fængselet og bragte hans hovede på et fad og gav det til den unge pige, og den unge pige gav det til sin moder.
Mar 6:29 Da hans disciple fik det at høre, kom de og hentede hans lig og gravlagde ham.
Mar 6:30 Og apostlene samledes om Jesus og fortalte Ham alt, både det, de havde gjort, og det, de havde lært folket.
Mar 6:31 Og Han sagde til dem: "Kom I nu med afsides til et øde sted og hvil lidt ud." Thi de, som kom og gik, var så mange, at de ikke engang havde ro til at spise!
Mar 6:32 Og de drog med båden til et øde sted, hvor de kunne være eene.
Mar 6:33 Men skaren så dem drage afsted, og mange genkendte Ham; fra alle byerne løb de så til fods derud og nåede frem før dem.
Mar 6:34 Da Han så kom, så Jesus en stor skare! Og Han ynkedes inderligt over dem, for de var "som får, der ingen hyrde har"; og Han begyndte at lære dem mange ting.
Mar 6:35 Da det blev aften, kom Hans disciple til Ham og siger til Ham: "Stedet her er øde, og det er allerede sent på dagen;
Mar 6:36 send dem nu bort, så at de kan gå til bygderne og landsbyerne rundt omkring og købe sig mad, thi de har ikke noget at spise."
Mar 6:37 Men Han svarede og sagde til dem: "Giv I dem [[noget]] at spise!" De siger da til Ham: "Skal vi gå hen og købe for to hundrede denarer brød og give dem det at spise?"
Mar 6:38 Han spørger dem: "Hvor mange brød har I?.... gå og se efter!" Og da de havde fundet ud af det, siger de til Ham: "Fem - og to små fisk!"
Mar 6:39 Han bød dem da at lade alle sætte sig ned gruppevis på det grønne græs.
Mar 6:40 Og de satte sig, flok ved flok, nogle på hundrede og nogle på halvtreds.
Mar 6:41 Han tog da de fem brød og de to fisk, så op mod Himmelen, velsignede brødene, brød dem og gav dem til Sine disciple, for at de skulle give dem til folket; også de to fisk delte Han ud til alle.
Mar 6:42 Og alle spiste og blev mætte.
Mar 6:43 Og man opsamlede tolv kurve med smuler fra brødene og fiskene.
Mar 6:44 De, som havde spist brødene, var omtrent fem tusinde mænd!
Mar 6:45 Derefter nødte Han Sine disciple til at gå ombord i båden og sejle i forvejen over til den anden side, til Betsajda, medens Han Selv sendte folkeskaren bort.
Mar 6:46 Og da Han havde taget afsked med dem, gik Han op i bjergene for at bede.
Mar 6:47 Da det blev aften, var båden midt på søen, mens Han Selv var alene inde på land.
Mar 6:48 Han så da, at de var i havsnød under sejladsen - thi de havde modvind! Omkring den fjerde nattevagt kommer Han så til dem, vandrende på søen - og Han var ved at gå forbi dem.
Mar 6:49 Men da de så Ham, vandrende på søen, troede de, at Det var et spøgelse - og de skreg,
Mar 6:50 thi alle så de Ham, og de blev bange! Men i det samme taler Han til dem og siger: "Vær frimodige - JEG ER; frygt ikke!"
Mar 6:51 Han steg så op til dem i båden - og vinden løjede af! Og de var fuldstændig ude af sig selv af forundring,
Mar 6:52 thi de var ikke blevet klogere af dét med brødene, thi deres hjerter var forhærdede.
Mar 6:53 Da de nåede over, lagde de til land ved Genesaret og fortøjede dér.
Mar 6:54 Og da de steg ud af båden, genkendte folk på stedet Ham strax,
Mar 6:55 og de løb rundt i hele denne landsby og begyndte at bringe de syge på bårer derhen, hvor de havde hørt, at Han var.
Mar 6:56 Og hvor Han end drog ind, i landsbyer eller i byer eller i bygder, satte man de syge på torvet og bad Ham om, at de måtte røre om så blot ved dusken på Hans kappe - og alle, som rørte ved Ham, blev frelst!
Mar 7:1 Og farisæerne og nogle af de skriftlærde, som var kommet fra Jerusalem, samledes om Ham.
Mar 7:2 Da de så, at nogle af Hans disciple spiste maden med vanhellige - det vil sige: uvaskede - hænder, dadlede de det,
Mar 7:3 thi farisæerne og andre jøder spiser aldrig uden først at have vasket hænderne med en smule vand, fordi de holder fast på de gamles overleveringer.
Mar 7:4 Det, der kommer fra torvet, spiser de heller ikke, uden at det først er blevet vasket. Mange andre skikke har de også overtaget og overholder: afvaskninger af bægre og kar og kobberkedler og bænke.
Mar 7:5 Derfor spørger farisæerne og de skriftlærde Ham også: "Hvorfor vandrer dine disciple ikke efter de gamles overleveringer, men spiser maden med vanhellige hænder?"
Mar 7:6 Han svarede da og sagde til dem: "Esajas profeterede ret om jer hyklere - som det er skrevet: "Dette folk ærer Mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra Mig!
Mar 7:7 Men de dyrker Mig forgæves, fordi de lærer menneskers bud!"
Mar 7:8 Thi I har forladt Guds bud, men holder fast på menneskers overlevering: afvaskninger af kar og bægre og mange andre lignende ting!"
Mar 7:9 Og Han sagde til dem: "I får det til at tage sig smukt ud, når I tilsidesætter Guds bud, for at I kan overholde overleveringen!
Mar 7:10 Thi Moses sagde: "Ær din fader og din moder!" og: "Den, som bagtaler sin fader eller sin moder, skal lide døden!",
Mar 7:11 men I lærer: "Hvis et menneske siger til sin fader eller moder: "Dét, som du har tilgode hos mig, skal være en "korban", det vil sige: en gave [[til templet]]!",
Mar 7:12 så behøver han ikke længere gøre noget for sin fader eller moder!
Mar 7:13 Således afkræfter I Guds bud ved de overleveringer, I videregiver - og mange lignende ting gør I!"
Mar 7:14 Og Han kaldte atter hele folkeskaren til Sig og sagde til dem: "Hør alle på Mig - og forstå:
Mar 7:15 Intet, som er udenfor mennesket, kan vanhellige det, når det kommer ind i det! Nej, dét, som udgår fra mennesket, dét vanhelliger mennesket!
Mar 7:16 Om nogen har ører at høre med, han høre!"
Mar 7:17 Da Han gik ind i huset, bort fra mængden, spurgte Hans disciple Ham om denne lignelse.
Mar 7:18 Og Han siger til dem: "Er I da også så uforstående? Forstår I da ikke, at intet af det, som kommer ind i mennesket, kan vanhellige det,
Mar 7:19 fordi det ikke kommer ind i hans hjerte, men i maven og går ud gennem tarmene;" - og således erklærede Han al føde for ren!
Mar 7:20 Videre sagde Han: "Dét, som udgår fra mennesket, dét vanhelliger mennesket!
Mar 7:21 Thi indefra, fra hjertet, udgår menneskets onde tanker: hor, utugt, mord,
Mar 7:22 tyveri, havesyge, ondskab, svig, udskejelser, misundelse, spot, hovmod, uforstand!
Mar 7:23 Alt dette onde udgår indefra og vanhelliger mennesket!"
Mar 7:24 Så brød Han op derfra og drog til landsbyerne omkring Tyrus og Sidon. Dér tog Han ind i et hus og ønskede ikke, at nogen skulle vide det - men det kunne ikke holdes skjult!
Mar 7:25 Thi en kvinde, hvis datter havde en uren ånd, havde hørt om Ham, og hun kom og faldt ned for Hans fødder.
Mar 7:26 Denne kvinde var græsk, syrofønikisk af slægt - og hun bad Ham om at uddrive ånden af sin datter.
Mar 7:27 Men Jesus sagde til hende: "Lad først børnene blive mætte! Thi det er ikke ret at tage børnenes mad og kaste det til de små hunde!"
Mar 7:28 Men hun svarede og siger til Ham: "Du har ret, HErre! Men hvalpene under bordet æder dog af børnenes smuler!"
Mar 7:29 Og Han sagde til hende: "På grund af dette ord kan du trygt gå hjem: dæmonen er faret ud af din datter!"
Mar 7:30 Og da hun kom hjem, fandt hun datteren liggende på sengen - og dæmonen var faret ud!
Mar 7:31 Han drog så atter bort fra landsbyerne ved Tyrus og Sidon og ned til Galilæas Sø, midt gennem landsbyerne ved Dekapolis.
Mar 7:32 Og de fører Ham til en døv, som kun vanskeligt kunne tale, og beder Ham om at lægge hånden på ham.
Mar 7:33 Han tog ham da til side, bort fra mængden, stak Sine fingre i hans ører, spyttede på [[fingrene]] og rørte ved hans tunge;
Mar 7:34 så løftede Han Sit blik op mod Himmelen, sukkede og siger til ham: "Effata!", det betyder: "Åbnes!"
Mar 7:35 Og i det samme åbnedes hans ører, hans tunges bånd løsnedes, og han talte rent!
Mar 7:36 Og Han forbød dem at sige det til nogen. Men jo mere, Han forbød dem det, desto mere forkyndte de det!
Mar 7:37 Og de undrede sig meget og sagde: "Han har gjort alt vel! Han gør både, at de døve hører, og at de stumme taler!"
Mar 8:1 I de dage skete det atter, at der var en stor skare, og de havde ikke noget at spise. Da kaldte Jesus Sine disciple til Sig og siger til dem:
Mar 8:2 "Jeg ynkes inderligt over skaren; thi de har allerede været hos Mig i tre dage, og de har ikke noget at spise!
Mar 8:3 Og hvis Jeg sender dem fastende hjem, vil de bryde sammen på vejen - nogle af dem er jo kommet langvejs fra!"
Mar 8:4 Hans disciple svarede Ham: "Hvorfra skulle nogen kunne skaffe mad at mætte dem med her i ørkenen?"
Mar 8:5 Han spurgte dem: "Hvor mange brød har I?" De svarede: "Syv."
Mar 8:6 Han bød da mængden at sætte sig ned på bakken. Og Han tog de syv brød, bad takkebønnen, brød dem og gav dem til Sine disciple, for at de skulle give [[dem videre]], og de satte dem frem for skaren.
Mar 8:7 De havde også nogle få små fisk; også dem velsignede Han og sagde, at også de skulle sættes frem.
Mar 8:8 Og alle spiste og blev mætte. Og man samlede, hvad der blev til overs af smuler: syv kurve!
Mar 8:9 Der var omkring fire tusinde, som havde spist. Derefter sendte Han dem bort.
Mar 8:10 Strax efter gik Han ombord i båden sammen med Sine disciple og kom til landsbyerne ved Dalmanuta.
Mar 8:11 Og farisæerne kom ud og begyndte at diskutere med Ham, idet de søgte at friste Ham til at give et tegn fra Himmelen.
Mar 8:12 Da sukkede Han i Sin Ånd og sagde: "Hvorfor kræver denne slægt tegn? Sandelig siger Jeg jer: der skal ikke gives denne slægt noget tegn!"
Mar 8:13 Og Han forlod dem og steg atter i båden og satte over til den anden side.
Mar 8:14 Men [[disciplene]] havde glemt at tage mad med, så bortset fra eet brød havde de ikke noget med sig i båden.
Mar 8:15 Han bød dem da og sagde: "Se til, at I tager jer i agt for farisæernes og Herodes' surdej!"
Mar 8:16 De talte da med hinanden og sagde: "[[Det siger Han]], fordi vi ikke har taget brød med."
Mar 8:17 Da Jesus nu vidste det, siger Han til dem: "Hvorfor tror I, at det var, fordi I ingen brød har [[,at Jeg sagde dette]]? Forstår I da stadig ikke og skønner intet? Er jeres hjerter stadig forhærdede?
Mar 8:18 Har I øjne og ser dog ikke? Og har I ører og hører dog ikke? Husker I da ikke:
Mar 8:19 da Jeg brød de fem brød til de fem tusinde, hvor mange kurve fulde af smuler samlede I da op?" De svarer Ham: "Tolv!"
Mar 8:20 "Og da [[Jeg brød]] de syv brød til de fire tusinde, hvor mange kurve fulde af smuler samlede I da op?" De svarer Ham: "Syv!"
Mar 8:21 Og Han sagde til dem: "Hvordan kan det da være, at I stadig intet forstår?"
Mar 8:22 Han kommer så til Betsajda, og man fører en blind til Ham og beder Ham om at røre ved ham.
Mar 8:23 Og Han greb den blindes hånd, ledte ham ud af landsbyen, fugtede hans øjne med spyt, lagde hænderne på ham og spurgte ham, om han kunne se noget.
Mar 8:24 Han så op og sagde: "Jeg kan se mennesker - for jeg ser noget ligesom træer, der går omkring!"
Mar 8:25 Derefter lagde Han hænderne på hans øjne og fik ham til at se op, og nu så han klart og var helbredt: han kunne på lang afstand se alting klart!
Mar 8:26 Så sendte Han ham hjem og sagde: "Du skal ikke gå ind i landsbyen og sige det til nogen!"
Mar 8:27 Jesus og Hans disciple drog så ud til landsbyerne ved Kæsarea Filippi. På vejen spurgte Han Sine disciple og sagde til dem: "Hvem siger folk, at Jeg er?"
Mar 8:28 De svarede Ham og sagde: "[[Nogle siger:]] "Johannes Døberen! - andre: "Elias"! Andre igen: "een af profeterne"!"
Mar 8:29 Så spurgte Han dem: "Men I - Hvem siger I, at Jeg er?" Og Peter svarer og siger til Ham: "Du er Kristus!"
Mar 8:30 Og Han forbød dem strengt at sige dette om Ham til nogen!
Mar 8:31 Da begyndte Han at lære dem, at Menneskets Søn bør lide meget og forkastes af præsterne og ypperstepræsterne og de skriftlærde og dræbes - og efter tre dage stå op!"
Mar 8:32 Og Han talte Ordet i fuld åbenhed! Da tog Peter Ham til side og begyndte at irettesætte Ham!
Mar 8:33 Men Han vendte Sig og så på Sine disciple, dadlede Peter og sagde: "Vig bag Mig, Satan! for du tænker ikke Guds [[tanker]], nej, kun menneskers!"
Mar 8:34 Og Han kaldte folkeskaren til Sig sammen med Sine disciple og sagde til dem: "Den, som vil efterfølge Mig, skal fornægte sig selv og tage sit kors op og følge Mig!
Mar 8:35 Thi dén, som vil frelse sit liv, skal miste det - men den, som mister sit liv for Min og Evangeliets skyld, han skal frelse det!
Mar 8:36 Thi hvad gavner det et menneske, om han vinder hele verden - men mister sin sjæl?
Mar 8:37 Eller hvad kan et menneske give til vederlag for sin sjæl?
Mar 8:38 Thi den, som skammer sig over Mig og Mine Ord i denne troløse og syndige slægt, ham vil også Menneskets Søn skamme Sig over, når Han kommer i Sin Faders herlighed sammen med de hellige engle!"
Mar 9:1 Og Han sagde til dem: "Sandelig, Jeg siger jer: der er nogle af dem, som står her, som ingenlunde skal smage døden, før de ser Guds Rige, kommet i kraft!",
Mar 9:2 og sex dage senere tager Han Peter og Jakob og Johannes med Sig og fører dem op på et højt bjerg, afsides og alene - og Hans skikkelse forandredes for deres øjne!
Mar 9:3 Hans klæder blev så strålende hvide som sne, så hvide, som ingen blegemand her på jorden kan gøre dem.
Mar 9:4 Og Elias viste sig for dem sammen med Moses, og de samtalede med Jesus.
Mar 9:5 Peter tog da til orde og sagde til Jesus: "Rabbi! Det er godt for os at være her; lad os lave tre hytter: een til Dig og een til Moses og een til Elias!"
Mar 9:6 ..... thi han vidste ikke, hvad han skulle sige - de var jo skræmte!
Mar 9:7 Da kom der en sky og overskyggede dem, og der lød fra skyen en røst, som sagde: "Denne er Min Søn, Den Elskede! Hør Ham!"
Mar 9:8 Men med eet, da de så op, kunne de ikke længere se nogen, uden Jesus aleene hos dem.
Mar 9:9 Mens de nu gik ned fra bjerget, befalede Han dem, at de ikke måtte fortælle dét, de havde set, til nogen, før Menneskets Søn var opstået fra døde!
Mar 9:10 Og de bevarede Dette Ord hos sig selv og grundede over, hvad det er "at stå op fra døde."
Mar 9:11 De spurgte Ham da og sagde: "Hvorfor siger farisæerne og de skriftlærde, at Elias først må komme?"
Mar 9:12 Han svarede og sagde til dem: "Jo: Elias kommer først og genopretter alle ting - og hvordan er det skrevet om Menneskets Søn? [[Jo:]] at Han skal lide meget og foragtes;
Mar 9:13 dog, Jeg siger jer: Elias allerede er kommet - og de har gjort med ham, som de ville, sådan som det er skrevet om ham!"
Mar 9:14 Da de nu var kommet ned til [[de andre]] disciple, så Han en stor skare omkring dem og nogle skriftlærde, som diskuterede med dem.
Mar 9:15 Pludselig fik hele skaren øje på Ham, og de blev overraskede og løb hen og hilste Ham.
Mar 9:16 Han spurgte da de skriftlærde: "Hvad diskuterer I med hverandre om?"
Mar 9:17 Een fra skaren svarede Ham og sagde: "Mester! Jeg har bragt min søn, som har en stum ånd, til Dig;
Mar 9:18 og når som helst den griber ham, slider den i ham, og han fråder og skærer tænder og bliver svagere [[for hver gang]]. Og jeg bad Dine disciple om at drive den ud - men de kunne ikke!"
Mar 9:19 Da svarede Han og siger: "Åh! Du vantro slægt! Hvor længe skal Jeg være hos jer? Hvor længe skal Jeg tåle jer? - før ham til Mig!"
Mar 9:20 Og de førte ham til Ham. Og strax ånden fik øje på [[Jesus]], rev og sled den i [[drengen]], og han faldt til jorden og vred sig og frådede.
Mar 9:21 [[Jesus]] spurgte da hans fader: "Hvor længe har det været sådan med ham?" Han svarede: "Fra barndommen!
Mar 9:22 Ofte har den endog kastet ham i ild og i vand for at tage livet af ham. Men hvis Du formår noget, så forbarm Dig over os og hjælp os!"
Mar 9:23 Jesus sagde til ham: "Hvis [du] formår at tro! Alt er nemlig muligt for den, som tror!"
Mar 9:24 Da råbte barnets fader med tårer og sagde: "Jeg tror, HErre! Hjælp min vantro!"
Mar 9:25 Men da Jesus så, at skaren stimlede sammen, truede Han den urene ånd og sagde til den: "Du stumme og døve ånd! Jeg befaler dig: far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!"
Mar 9:26 Da skreg den og sled voldsomt i ham og fór så ud! Og han blev som død, så at mange sagde: "Han er død".
Mar 9:27 Men Jesus tog ham ved hånden og rejste ham op; og han stod op.
Mar 9:28 Da Han nu kom indenfor, spurgte Hans disciple Ham afsides i eenrum: "Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?"
Mar 9:29 Han svarede dem: "Den slags kan ikke drives ud ved noget, uden ved bøn og faste!"
Mar 9:30 Da de drog derfra, vandrede de videre gennem Galilæa, men Han ville ikke, at nogen skulle vide det,
Mar 9:31 thi Han lærte Sine disciple, og sagde til dem: "Menneskets Søn skal overgives i menneskers hænder, og de skal dræbe Ham; og når Han er blevet dræbt, skal Han opstå på den tredje dag!"
Mar 9:32 Men de forstod ikke, hvad Han sagde, og de var bange for at spørge Ham.
Mar 9:33 Så kom de til Kapernaum, og da Han kom hjem, spurgte Han dem: "Hvad talte I med hinanden om på vejen?"
Mar 9:34 Men de tav; [[thi]] de havde på vejen diskuteret med hinanden om, hvem af dem der var den største.
Mar 9:35 Han satte Sig da, kaldte de tolv til Sig og siger til dem: "Vil nogen være den første, skal han være den sidste af alle og alles tjener!"
Mar 9:36 Og Han tog et lille barn, stillede det midt iblandt dem, lagde armene om det og sagde til dem:
Mar 9:37 "Den, som tager imod eet af disse små børn i Mit navn, tager imod Mig! Og den, som tager imod Mig, tager ikke imod Mig, men [[imod]] Ham, Som har sendt Mig!"
Mar 9:38 Johannes sagde til Ham: "Mester! Vi har set een, som i Dit navn uddriver dæmoner, men som ikke følger os. Og vi forbød ham det, fordi han ikke følger os!"
Mar 9:39 Men Jesus sagde: "Forbyd ham det ikke! Thi der er ingen, som gør en kraftgerning i Mit navn, der strax efter vil bagtale Mig!
Mar 9:40 Nej, den, som ikke er imod os, er for os!
Mar 9:41 Ja, den, som giver jer et glas vand at drikke i Mit navn, fordi I hører Kristus til, sandelig, Jeg siger jer: han skal ingenlunde miste sin løn!
Mar 9:42 Og den, som fører een af disse små, som tror på Mig, vild, for ham ville det have været bedre, om der var hængt en møllesten om hans hals, og han var blevet kastet i havet!
Mar 9:43 Og hvis din hånd fører dig til fald, så hug den af! Thi du er bedre stedt, hvis du går vanfør ind til Livet, end hvis du med begge hænder i behold må fare til Gehenna, til den uudslukkelige ild,
Mar 9:44 hvor "deres orm ikke dør, og ilden ikke slukkes"!
Mar 9:45 Og hvis din fod fører dig til fald, så hug den af! Thi du er bedre stedt, hvis du går halt ind til Livet, end hvis du med begge fødder i behold bliver kastet i Gehenna, i den uudslukkelige ild,
Mar 9:46 hvor "deres orm ikke dør, og ilden ikke slukkes"!
Mar 9:47 Og hvis dit øje fører dig til fald, så riv det ud! Thi du er bedre stedt, hvis du går eenøjet ind i Guds Rige, end hvis du med begge øjne i behold bliver kastet i Ildens Gehenna,
Mar 9:48 hvor "deres orm ikke dør, og ilden ikke slukkes"!
Mar 9:49 Thi enhver skal saltes i ild, og ethvert offer skal saltes med salt!
Mar 9:50 Salt er godt - men hvis saltet [[mister sin kraft]], med hvad vil I da krydre det? Hav I salt I jer selv, og hold fred med hverandre!"
Mar 10:1 Så bryder Han op derfra og går til Judæas egne og landet hinsides Jordan. Og atter samles en stor folkeskare om Ham, og som Han plejede, underviste Han dem igen.
Mar 10:2 Og nogle farisæere kom til Ham og spurgte Ham - for at friste Ham! - om en mand har lov at skille sig fra sin hustru.
Mar 10:3 Men Han svarede og sagde til dem: "Hvad har Moses pålagt jer?"
Mar 10:4 De sagde: "Moses tillod [[manden]] at skrive et skilsmissebrev og så skille sig fra hende."
Mar 10:5 Jesus svarede og sagde til dem: "Det var på grund af jeres hårdhjertethed, han gav jer dette bud!
Mar 10:6 Men fra skabelsens begyndelse skabte Gud dem som mand og kvinde -
Mar 10:7 "derfor skal en mand forlade sin fader og moder og forene sig med sin hustru,
Mar 10:8 og de to skal blive eet kød", så at de ikke længere er to, men eet kød!
Mar 10:9 Hvad Gud har sammenføjet, må et menneske derfor ikke adskille!"
Mar 10:10 Hjemme spurgte Hans disciple Ham atter om det samme.
Mar 10:11 Han sagde til dem: "Den, som skiller sig fra sin hustru og ægter en anden, bedriver hor med hende!
Mar 10:12 Og hvis en kvinde bliver skilt fra sin mand og så gifter sig med en anden, bedriver hun hor!"
Mar 10:13 Man førte da nogle småbørn til Ham, for at Han skulle røre ved dem. Men disciplene klandrede dem, som bar dem.
Mar 10:14 Men da Jesus så det, harmedes Han og sagde til dem: "Lad de små børn komme til Mig og hindrer dem ikke! Thi Guds Rige hører sådanne til!
Mar 10:15 Sandelig, Jeg siger jer: den, der ikke tager imod Guds Rige som et lille barn, kommer slet ikke ind i Det!"
Mar 10:16 Og Han tog dem i favn, lagde hænderne på dem og velsignede dem.
Mar 10:17 Og da Han ville drage videre, kom een løbende frem, knælede ned for Ham og spurgte Ham: "Gode Mester! Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?"
Mar 10:18 Jesus sagde til ham: "Hvorfor kalder du Mig "god"? Ingen er god, uden Een: nemlig Gud!
Mar 10:19 Men du kender da budene: Du må ikke bedrive hor; du må ikke slå ihjel; du må ikke stjæle; du må ikke sige falsk vidnesbyrd; du må ikke bedrage nogen; du skal ære din fader og din moder."
Mar 10:20 Men han svarede og sagde til Ham: "Mester! Alt dette har jeg holdt fra min ungdom af."
Mar 10:21 Jesus så da på ham, fik ham kær og sagde til ham: "Eet mangler du: gå hen og sælg alt, hvad du ejer, og giv [[det]] til de fattige - og du skal få en skat i Himmelen! Og kom så, tag dit kors og følg Mig!"
Mar 10:22 Men han blev ked af det ved Dette Ord og gik bedrøvet bort - thi han havde umådelige rigdomme!
Mar 10:23 Da så Jesus Sig omkring og siger til Sine disciple: "Hvor er det dog vanskeligt for de rige at komme ind i Guds Rige!"
Mar 10:24 Disciplene blev forfærdede over Hans Ord. Men Jesus tog atter til Orde og siger til dem: "Børn! Hvor vanskeligt er det dog for dem, som har sat deres lid til rigdommen, at komme ind i Guds Rige!
Mar 10:25 Det er lettere for et skibstov at komme gennem et nåleøje, end for en rig at komme ind i Guds Rige!"
Mar 10:26 Men de forfærdedes endnu mere og sagde til hinanden: "Hvem kan så blive frelst?"
Mar 10:27 Da så Jesus på dem og siger: "For mennesker er dette umuligt! - men ikke for Gud; thi for Gud er alt muligt!"
Mar 10:28 Da tog Peter til orde og sagde til Ham: "Se: vi har forladt alt og fulgt Dig!"
Mar 10:29 Jesus svarede og sagde: "Sandelig, Jeg siger jer: der er ingen, som har forladt hjem eller brødre eller søstre eller fader eller moder eller hustru eller børn eller marker for Min og Evangeliets skyld,
Mar 10:30 som ikke skal få det hundredfold igen, nu her i tiden: hjem og brødre og søstre og moder og børn og marker - tillige med forfølgelser! - og i den kommende verden: evigt liv!
Mar 10:31 Men mange af de første skal blive de sidste, og mange af de sidste først!"
Mar 10:32 De var på vej op til Jerusalem, og Jesus gik foran dem; men de var opskræmte, og de, som fulgte med, frygtede! Da tog Han atter de tolv til side og begyndte at fortælle dem, hvad der ville komme til at ske med Ham:
Mar 10:33 "Se: vi drager nu op til Jerusalem, og Menneskets Søn skal overgives til ypperstepræsterne og de skriftlærde, og de skal dømme Ham til døden og overgive Ham til hedningerne!
Mar 10:34 Og de skal spotte Ham og piske Ham og spytte på Ham og piske Ham - og dræbe Ham! Men på den tredje dag skal Han opstå!"
Mar 10:35 Da kommer Jakob og Johannes, Zebedæus-sønnerne, til Ham og siger: "Mester! Vi vil gerne, at Du skal gøre for os, hvad vi nu beder Dig om!"
Mar 10:36 Han spurgte dem: "Hvad vil I, at Jeg skal gøre for jer?"
Mar 10:37 De svarede Ham: "Giv os, at een af os i Din herlighed må sidde på Din højre side og een på Din venstre!"
Mar 10:38 Men Jesus sagde til dem: "I veed ikke, hvad I beder om! Kan I tømme den kalk, Jeg skal tømme, eller døbes med den dåb, hvormed Jeg skal døbes?"
Mar 10:39 De sagde til Ham: "Ja, vi kan!" Da sagde Jesus til dem: "Ja! kalken, Jeg skal tømme, skal [[også]] I tømme, og dåben, hvormed Jeg skal døbes, skal [[også]] I døbes med;
Mar 10:40 men dét at sidde ved Min højre eller ved Min venstre er det ikke Min sag at give! Nej, det gives til dem, det har været beredt for [[fra evig tid]]!"
Mar 10:41 Da de ti andre hørte om dette, harmedes de på Jakob og Johannes.
Mar 10:42 Men Jesus kaldte dem til Sig og siger til dem: "I veed, at de, som hersker over folkene, har magt over dem, og deres stormænd undertvinger dem;
Mar 10:43 sådan skal det ikke være blandt jer! Nej, den, som vil være stor blandt jer, skal være alles tjener!
Mar 10:44 Og den, som vil være den største blandt jer, skal være alles træl!
Mar 10:45 Menneskets Søn er heller ikke kommet for at lade Sig tjene, men for at tjene og give Sit liv som løsesum for mange!"
Mar 10:46 De kommer så til Jeriko. Da Han er på vej ud fra Jeriko sammen med Sine disciple og en stor folkeskare, sad Timæus' søn, den blinde Bartimæus, ved vejen og tiggede.
Mar 10:47 Da han nu hørte, at Det er Jesus, Nazaræeren, [[Der går forbi,]] gav han sig til at råbe og sige: "Jesus, Du Davids Søn! Forbarm Dig over mig!"
Mar 10:48 Men mange skændte på ham og sagde, at han skulle tie stille; han råbte dog blot endnu højere: "Du Davids Søn! Forbarm Dig over mig!"
Mar 10:49 Da standsede Jesus og sagde, at de skulle kalde på ham. De kaldte da på den blinde og sagde til ham: "Vær ved godt mod! Rejs dig op; Han kalder på dig!"
Mar 10:50 Og han kastede sin kappe af, rejser sig og kom hen til Jesus.
Mar 10:51 Og Jesus spurgte ham: "Hvad vil du, at Jeg skal gøre for dig?" Den blinde svarede Ham: "Rabbuni! - at jeg må få mit syn igen!"
Mar 10:52 Jesus sagde til ham: "Gå bort! Din tro har frelst dig!" Og strax fik han synet igen, og han fulgte Jesus på vejen.
Mar 11:1 Da de nærmede sig Jerusalem [[og kommer]] til Betfage og Betania ved Olietræernes Bjerg, sender Han to af Sine disciple afsted
Mar 11:2 og siger til dem: "Gå ind i landsbyen, der ligger lige foran jer. Så snart I kommer ind i den, vil I finde et æsel-føl bundet, på hvilket endnu intet menneske har siddet. Løs det og før det hid.
Mar 11:3 Og hvis nogen spørger jer: "Hvorfor gør I det", så sig: "HErren har brug for det!", og han vil strax sende det hid.
Mar 11:4 De gik da afsted og fandt føllet, bundet ved en dør udenfor på gaden, og de løser det.
Mar 11:5 Nogle af dem, som stod der, sagde da til dem: "Hvorfor løser I føllet?"
Mar 11:6 De svarede, som Jesus havde pålagt dem, og så tillod de dem det.
Mar 11:7 De ledte så føllet til Jesus og lagde deres klæder på det, og Han satte Sig på det.
Mar 11:8 Mange bredte da deres kapper på vejen, mens andre huggede grene af træerne og strøede dem på vejen.
Mar 11:9 Og de, som gik foran, og de, som fulgte efter, råbte og sagde: "Hosanna! Velsignet være HAN, SOM KOMMER, i HErrens navn!
Mar 11:10 Velsignet være Det kommende Rige, vor fader Davids [[Rige]], i HErrens navn! Hosanna i Det Højeste!"
Mar 11:11 Og Jesus drog ind i Jerusalem og gik ind i templet. Og Han så Sig omkring overalt, men da det allerede var sent på dagen, gik Han ud til Betania sammen med de tolv.
Mar 11:12 Dagen efter, da de gik fra Betania, blev Han sulten.
Mar 11:13 Da så Han på afstand et figentræ med løv, og Han gik hen for at se, om Han skulle finde nogen frugt på det, for det var ikke tiden for figener; og da Han kom hen til det, fandt Han heller ingen, kun blade.
Mar 11:14 Da tog Jesus til Orde og sagde til det: "Aldrig mere i evigheden skal nogen æde frugt af dig!" Og Hans disciple hørte dette.
Mar 11:15 Han kommer så til Jerusalem. Og Han gik ind i templet og begyndte at jage dem ud, som solgte og købte i templet, og vexelerernes borde og duesælgernes bænke væltede Han,
Mar 11:16 og Han tillod ikke, at nogen bar deres sager over tempelpladsen.
Mar 11:17 Og Han lærte dem og sagde: "Er det ikke skrevet: "Mit hus skal kaldes et bønnens hus for alle folkeslag"? - men I har gjort det til en røverhule!"
Mar 11:18 Da de skriftlærde og præsterne og ypperstepræsterne hørte det, søgte de en måde, hvorpå de kunne få bugt med Ham; thi de frygtede Ham, fordi hele folket var ude af sig selv på grund af Hans Lære.
Mar 11:19 Da det blev sent, gik de ud af byen.
Mar 11:20 Tidligt [[næste morgen]], da de gik forbi figentræet, så de, at det var visnet fra roden af.
Mar 11:21 Og da Peter kom det i hu, siger han til Ham: "Rabbi! Se: figentræet, som Du forbandede, er visnet!"
Mar 11:22 Og Jesus svarer og siger til dem: "Hav tro på Gud!
Mar 11:23 Thi sandelig, Jeg siger jer: den, som siger til dette bjerg: "Løft dig og kast dig i havet!" - og ikke tvivler i sit hjerte, men tværtimod tror, at dét, han siger, sker - det skal ske ham, som han siger!
Mar 11:24 Derfor siger Jeg jer: Alt, hvad I end beder om og ønsker - tro, at I har fået det, og det skal ske jer!
Mar 11:25 Og når I står og beder, så tilgiv, hvis I har noget mod nogen, for at også jeres Fader, Som er I Himlene, kan tilgive jer jeres overtrædelser.
Mar 11:26 For hvis I ikke tilgiver, vil jeres Fader, Som er i Himlene, heller ikke tilgive jer jeres overtrædelser!"
Mar 11:27 De kommer så atter til Jerusalem. Og mens Han går omkring i templet, kommer ypperstepræsterne og de skriftlærde og præsterne til Ham,
Mar 11:28 og de siger til Ham: "Med hvilken myndighed gør Du dette? Eller Hvem har givet Dig myndigheden til at gøre disse ting?"
Mar 11:29 Jesus svarede og sagde til dem: "Jeg vil også spørge jer om en ting; svar Mig, så vil Jeg også sige jer, med hvilken myndighed, Jeg gør dette:
Mar 11:30 Johannes' dåb, var den fra Himmelen eller fra mennesker? Svar Mig!"
Mar 11:31 De drøftede det da indbyrdes og sagde: "Hvis vi siger: "Fra Himmelen", vil Han sige: "Hvorfor troede I ham da ikke?",
Mar 11:32 men hvis vi siger: "Fra mennesker",..... så frygtede de folket, thi alle holdt Johannes for virkelig at være en profet!
Mar 11:33 De svarer så og siger til Jesus: "Vi veed det ikke!" Så svarer Jesus og siger til dem: "Så siger Jeg heller ikke jer, med hvilken myndighed, Jeg gør dette!"
Mar 12:1 Han begyndte da at tale i lignelser til dem: "En mand plantede en vingård, satte et gærde omkring den, gravede en vinperse og byggede et tårn; så lejede han den ud til nogle vindyrkere og drog udenlands.
Mar 12:2 Og til den aftalte tid sendte han en tjener til vindyrkerne, for at han af dem skulle få [[sin del]] af vingårdens frugter.
Mar 12:3 Men de tog fat i ham og slog ham og sendte ham tomhændet tilbage!
Mar 12:4 Derefter sendte han en anden tjener til dem; også ham sendte de tilbage, efter at de havde stenet ham, slået ham i hovedet og spottet ham.
Mar 12:5 Og han sendte endnu een - ham dræbte de! Også mange andre [[sendte han]], men nogle slog de, og andre dræbte de.
Mar 12:6 Nu havde han imidlertid een tilbage: sin elskede søn. Til sidst sendte han så ham til dem, idet han tænkte: "De vil skåne min søn!"
Mar 12:7 Men vindyrkerne sagde til hinanden: "Han er arvingen! Kom, lad os dræbe ham, så vil arven blive vor!"
Mar 12:8 Og de greb ham og dræbte ham og slæbte ham udenfor vingården!
Mar 12:9 Hvad vil vingårdens herre nu gøre? Han vil komme og tilintetgøre vindyrkerne og give vingården til andre!
Mar 12:10 Har I ikke læst Dette Skriftord: "Den Sten, som bygmestrene forkastede, er blevet Hovedhjørnestenen!
Mar 12:11 HErren har ladet det ske, det er underfuldt i vore øjne"!"
Mar 12:12 De søgte da at gribe Ham, for de vidste, at det var om dem, Han havde fortalt denne lignelse - men de frygtede skaren. Så forlod de Ham og gik bort!
Mar 12:13 Derefter sender de nogle af farisæerne og herodianerne til Ham, for at de skulle fange Ham i ord.
Mar 12:14 Og da de kom, siger de til Ham: "Mester! Vi veed, at Du er sandfærdig og ikke bryder Dig om, [[hvad folk siger]], thi hos Dig er der ingen personsanseelse, nej, Du lærer i sandhed Guds Vej! Sig os nu: er det tilladt at betale kejseren skat eller ikke?
Mar 12:15 Skal vi betale eller ikke betale?" Men da Han kendte til deres hykleri, sagde Han til dem: "Hvorfor frister I Mig? Giv Mig en denar, så Jeg kan se den."
Mar 12:16 Og de gav Ham een; Han siger så til dem: "Hvis er dette billede og denne indskrift?" De svarede Ham: "Kejserens."
Mar 12:17 Og Jesus svarede og sagde til dem: "Så giv da det, som er kejserens, til kejseren, og dét, som er Guds, til Gud!" Og de undrede sig over Ham.
Mar 12:18 Også nogle saddukæere kom til Ham, de, som siger, at der ingen opstandelse er. De spurgte Ham og sagde:
Mar 12:19 "Mester! Moses skrev til os, at hvis en broder dør og efterlader en hustru, men ingen børn, så skal hans broder tage hustruen og skaffe sin broder efterkommere.
Mar 12:20 Nu var der syv brødre; den første tog en kone og døde uden at efterlade sig afkom.
Mar 12:21 Også den anden tog hende og døde, og heller ikke han efterlod afkom - og den tredje ligeså,
Mar 12:22 ja, alle syv tog hende, men de efterlod ingen afkom. Sidst af alle døde også kvinden.
Mar 12:23 Nu i opstandelsen, når de opstår: hvis hustru skal hun da være - thi de syv har jo alle haft hende som hustru?"
Mar 12:24 Jesus svarede da og sagde til dem: "Det er derfor, I farer vild: fordi I hverken kender Skrifterne eller Guds kraft?
Mar 12:25 Thi når de opstår fra døde, hverken tager de til ægte eller bortgiftes - nej, de er som engle i Himmelen!
Mar 12:26 Men angående dét, at de døde opstår - har I da ikke læst i Mose Bog, på stedet med tornebusken, hvordan Gud taler og siger til ham: "Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud!"?
Mar 12:27 Han er ikke de dødes Gud, men de levendes! I er helt på vildspor!"
Mar 12:28 Da kom een af de skriftlærde, som havde hørt denne samtale, og som forstod, at Han havde svaret dem godt, og spurgte Ham: "Hvilket er det første af alle bud?"
Mar 12:29 Jesus svarede Ham: "Først af alle bud er dette: "Hør, Israel: HErren vor Gud, HErren er Een!
Mar 12:30 Og du skal elske HErren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din forstand og af al din magt!" Dette er det første bud.
Mar 12:31 Og et andet er det ligt: "Du skal elske din næste som sig selv!" Noget andet bud større end disse findes ikke!"
Mar 12:32 Den skriftlærde sagde til Ham: "Godt, Mester! Du har i sandhed sagt, at Gud er Een, og at der ikke er nogen anden foruden Ham!
Mar 12:33 Og dét at elske Ham af hele hjertet og af al forstand og af hele sjælen og af al magt, og dét at elske næsten som sig selv er mere [[værd]] end brændofre og røgofre og alle andre ofre!"
Mar 12:34 Da Jesus så, at han svarede forstandigt, sagde Han til ham: "Du er ikke langt fra Guds Rige!" Og ingen vovede længere at udspørge Ham!
Mar 12:35 Mens Jesus nu lærte i templet, tog Han til Orde og sagde: "Hvordan kan de skriftlærde sige, at Kristus er Davids Søn?
Mar 12:36 David selv siger jo ved Helligånden: "HErren sagde til Min HErre: Sæt Dig ved Min højre, indtil Jeg lægger Dine fjender som skammel under Dine fødder!"
Mar 12:37 David selv kalder Ham altså "HErre"- hvordan kan Han da være hans Søn?" Og den store folkeskare hørte Ham gerne.
Mar 12:38 Og Han sagde til dem i Sin undervisning: "Vogt jer for de skriftlærde, som gerne vil gå omkring i brede kapper, og som holder af hilsenerne på torvene
Mar 12:39 og de forreste sæder i synagogerne og hæderspladserne i selskaberne -
Mar 12:40 de, som opæder enkernes huse, og som for et syns skyld beder længe; de skal få des hårdere dom!"
Mar 12:41 Jesus satte Sig da lige overfor tempelkisten og så, hvad folk lagde i den. Og mange rige lagde meget i.
Mar 12:42 Der kom da en fattig enke; hun lagde to småmønter i, det samme som en kodrant.
Mar 12:43 Da kaldte Han Sine disciple til Sig og siger til dem: "Sandelig, Jeg siger jer: denne fattige enke lagde mere i, end alle de [[andre]], som lagde noget i tempelkisten.
Mar 12:44 Thi alle gav de af deres overflod, men hun gav af sin mangel alt, hvad hun ejede og havde at leve af!"
Mar 13:1 Da Jesus var på vej ud af templet, siger een af Hans disciple til Ham: "Mester! Se: hvilke sten og hvilke bygningsværker!"
Mar 13:2 Jesus svarede og sagde til ham: "Ser du disse store bygningsværker? Her skal ikke lades sten på sten tilbage, alt skal brydes ned!"
Mar 13:3 Og da de engang sad på Olietræernes Bjerg lige overfor templet, spurgte Peter og Jakob og Johannes og Andreas Ham, da de var alene:
Mar 13:4 "Sig os: hvornår skal dette ske, og hvad er tegnet på, at alt dette skal fuldbyrdes?"
Mar 13:5 Jesus svarede dem ved at sige: "Se til, at ingen fører jer vild!
Mar 13:6 Thi mange skal komme i Mit navn og sige: "JEG ER" - og de skal føre mange vild!
Mar 13:7 I skal høre om krige og rygter om krige - men vær ikke bange! Thi dette må ske - dog, det er endnu ikke enden!
Mar 13:8 Thi folk skal rejse sig mod folk og rige mod rige; og der skal ske jordskælv mange steder, og der skal komme hungersnød og uro. Men disse ting er blot veernes begyndelse!
Mar 13:9 Men agt på jer selv! Thi man skal overgive jer til domstolene og til synagogerne, og I skal blive slået og ført frem for guvernører og konger for Min skyld til vidnesbyrd for dem!
Mar 13:10 Men Evangeliet må først forkyndes for alle folkeslag!
Mar 13:11 Når man så fører jer frem og udleverer jer, skal I ikke bekymre jer om, hvad I skal sige eller forberede jer på det - nej, sig dét, som bliver indgivet jer i samme øjeblik. Thi det er ikke jer, som taler, men Helligånden!
Mar 13:12 Broder skal overgive broder til døden, og fader sit barn! Og børn skal rejse sig mod deres forældre, og de skal dræbe dem!
Mar 13:13 Og I skal blive hadet af alle for Mit navns skyld. Men den, som holder ud til enden, skal blive frelst!
Mar 13:14 Men når I ser "Ødelæggelsens Vederstyggelighed", som er omtalt af profeten Daniel, stå, hvor han ikke bør stå - den, som læser dette, han forstå det! - da skal de, som er i Judæa, flygte op i bjergene!
Mar 13:15 Den, som er på taget, skal da ikke stige ned i huset for at tage noget med derfra!
Mar 13:16 Og den, som er ude på marken, skal ikke vende tilbage for at hente sin kappe!
Mar 13:17 Vé dem, som venter sig og de, som giver die i de dage!
Mar 13:18 Og bed om, at jeres flugt ikke må ske om vinteren!
Mar 13:19 Thi i de dage skal der komme "en stor trængsel, hvis lige ikke har været fra skabelsens begyndelse, da Gud skabte verden, og indtil nu", og heller ikke senere skal komme!
Mar 13:20 Og hvis ikke HErren afkortede disse dage, ville velsagtens intet kød blive frelst! - dog: for de udvalgtes skyld vil Han afkorte disse dage!
Mar 13:21 Hvis nogen da siger til jer: "Se: hér er Kristus!", eller: "Se: dér!" - så tro det ikke!
Mar 13:22 Thi der skal fremstå falske Messiaser og falske profeter, og de skal gøre tegn og undere for om muligt at føre endog de udvalgte vild!
Mar 13:23 Vogt jer! Thi se: Jeg har sagt jer alting forud!
Mar 13:24 Men i de dage, efter denne trængsel skal solen formørkes, og månen skal ikke skinne,
Mar 13:25 og himmelens stjerner skal falde ned fra himlen, og Himmelens kræfter skal rystes!
Mar 13:26 Og da skal I se "Menneskets Søn komme i skyen" med stor herligheds kraft!
Mar 13:27 Og da skal Han sende Sine engle ud og samle Sine udvalgte fra de fire verdenshjørner, fra jordens ende til Himmelens ende!
Mar 13:28 Lær lignelsen af figentræet: når dets grene først bliver saftfyldte, og bladene springer ud, så veed I, at sommeren er nær;
Mar 13:29 således veed I også, når I ser alt dette ske, at [[HErrens komme]] er nær for døren!
Mar 13:30 Sandelig, Jeg siger jer: denne slægt skal aldeles ikke forgå, førend alt dette vil ske!
Mar 13:31 Himmelen og jorden skal forgå, men Mine Ord skal ikke forgå!
Mar 13:32 Men dagen eller timen kender ingen, ikke engang englene i Himmelen, heller ikke Sønnen, om ikke [[Han var eet med]] Faderen!
Mar 13:33 Vær på vagt, våg og bed! Thi I veed ikke, når tiden er inde!
Mar 13:34 Det er som med en mand, der er udenlands og har efterladt sit hus og overgivet ledelsen af det til sine tjenere og overdraget enhver sin opgave og pålagt dørvogteren, at han skal våge!
Mar 13:35 Våg altså! Thi I veed ikke, når husets HErre kommer - om [[Han kommer]] sent på aftenen eller ved midnat, eller ved hanegal eller om morgenen -
Mar 13:36 så at Han ikke, når Han pludselig kommer, skal finde jer sovende!
Mar 13:37 Dét Jeg siger til jer, siger Jeg til alle: Våg!"
Mar 14:1 Der var to dage til påsken og de usyrede brød[[-s fest]]. Og ypperstepræsterne og de skriftlærde søgte en måde, hvorpå de kunne gribe Ham med list og dræbe Ham.
Mar 14:2 Men de sagde: "Ikke i højtiden, for at der ikke skal blive oprør blandt folket!"
Mar 14:3 Mens Han nu var i Betania, i Simon den Spedalskes hus og lå til bords, kom en kvinde, som havde en alabasterkrukke med salve af ægte, kostbar nardus, og hun brød krukken op og udgød den over Hans hovede.
Mar 14:4 Men der var nogle, som talte harmfuldt med hinanden og sagde: "Hvad skal dette spild af salve til for?
Mar 14:5 Denne salve kunne jo have været solgt for over tre hundrede denarer og givet til de fattige!" - og de skændte på hende.
Mar 14:6 Men Jesus sagde: "Lad hende være! Hvorfor volde hende bryderi? En god gerning har hun gjort imod Mig!
Mar 14:7 De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre vel imod dem - men Mig har I ikke altid!
Mar 14:8 Dét, hun kunne, det gjorde hun: hun har forud salvet Mit legeme til Min begravelse!
Mar 14:9 Sandelig, Jeg siger jer: hvor end Evangeliet vil blive forkyndt i hele verden, skal også dét, hun har gjort, forkyndes til hendes ihukommelse!"
Mar 14:10 Judas Iskariot, som var een af de tolv, gik da til ypperstepræsterne for at forråde Ham til dem.
Mar 14:11 Da de hørte det, glædede de sig og lovede at give ham penge. Derefter søgte han et gunstigt øjeblik, i hvilket han kunne forråde Ham!
Mar 14:12 Og på den første dag af de usyrede brøds højtid, da påske[[-lammet]] var slagtet, siger Hans disciple til Ham: "Hvor vil Du, at vi skal gå hen og forberede, at Du kan spise påske [[-måltidet]]?"
Mar 14:13 Han sender så to af Sine disciple afsted og siger til dem: "Gå ind i byen; der vil I møde en mand, som bærer på en vandkrukke - følg efter ham!
Mar 14:14 Der, hvor han går ind, skal I sige til husbonden: "Mesteren siger: "Hvor er rummet, hvor Jeg kan spise påske med Mine disciple"?"
Mar 14:15 Så vil han vise jer et rum ovenpå, stort og færdigmøbleret; dér skal I gøre i stand til os!"
Mar 14:16 Og disciplene gik afsted og kom ind i byen og fandt det, som Han havde sagt dem. Og de gjorde i stand til påsken.
Mar 14:17 Og da det blev aften, kom Han sammen med de tolv.
Mar 14:18 Og da de havde lagt sig [[til bords]] og spiste, sagde Jesus: "Sandelig, Jeg siger jer: een af jer skal forråde Mig, een, som spiser sammen med Mig!"
Mar 14:19 Da blev de bedrøvede og begyndte at spørge Ham een efter een: "Vel ikke jeg?"
Mar 14:20 Men Han svarede og sagde til dem: "Een af jer tolv: han, som dypper i fadet sammen med Mig!
Mar 14:21 Thi vel går Menneskets Søn bort, som det er skrevet om Ham; men vé det menneske, ved hvem Menneskets Søn forrådes! Det ville have været bedre for dette menneske, om han aldrig var født!"
Mar 14:22 Og mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede det og brød det, gav dem det og sagde: "Tag det og spis! Dette er Mit legeme!"
Mar 14:23 Og Han tog kalken, takkede og gav dem den, og de drak alle af den;
Mar 14:24 og Han sagde til dem: "Dette er Mit blod, Den nye Pagts [[blod]], som udgydes for mange!
Mar 14:25 Sandelig, Jeg siger jer: Jeg skal ikke længere drikke af vintræets frugt, før Den Dag, da Jeg skal drikke den ny i Guds Rige!"
Mar 14:26 Og da de havde sunget [[Lovsangen]], gik de ud til Olietræernes Bjerg.
Mar 14:27 Og Jesus siger til dem: "Alle skal tage anstød af Mig i denne nat! Thi det er skrevet: "Jeg vil slå Hyrden, og fårene skal spredes!"
Mar 14:28 Dog: når Jeg er opstået, vil Jeg gå forud for jer til Galilæa."
Mar 14:29 Peter sagde da til Ham: "Om så alle vil tage anstød, vil jeg dog aldrig [[gøre det]]!"
Mar 14:30 Men Jesus siger til ham: "Sandelig, Jeg siger dig: i denne nat, førend hanen galer to gange, vil du fornægte Mig tre gange!"
Mar 14:31 [[Peter]] sagde da med endnu større styrke: "Om så jeg skulle dø med Dig, vil jeg aldrig fornægte Dig!" Det samme sagde også alle [[de andre]].
Mar 14:32 De kommer da til et sted, hvis navn er "Getsemane", og Han siger til Sine disciple: "Sæt jer her, mens Jeg beder."
Mar 14:33 Han tager da Peter og Johannes med Sig; og Han blev grebet af forfærdelse og gru.
Mar 14:34 Og Han siger til dem: "Min sjæl er dybt bedrøvet til døden - bliv her og våg!"
Mar 14:35 Så gik Han lidt længere bort, og der faldt Han til jorden og bad: "Hvis det er muligt, så lad denne time gå Mig forbi!"
Mar 14:36 Og Han sagde: "Abba, Fader! Alt er muligt for Dig! Tag denne kalk bort fra Mig! Dog: ikke, hvad Jeg vil - nej, hvad Du vil!"
Mar 14:37 Han kommer da tilbage og finder dem sovende! Han siger så til Peter: "Simon! Sover du? Orkede du ikke at våge een time?
Mar 14:38 Våg og bed, for at I ikke skal falde i fristelse! Ånden er vel villig, men kødet er svagt!"
Mar 14:39 Og Han gik atter bort, bad og sagde De samme Ord.
Mar 14:40 Da Han vendte tilbage, fandt Han dem atter sovende; thi deres øjne var tyngede; og de vidste ikke, hvad de skulle svare Ham.
Mar 14:41 Han kommer så for tredje gang og siger til dem: "Sover I stadig og hviler jer? Det er sket! Timen er kommet! Se: Menneskets Søn forrådes i synderes hænder!
Mar 14:42 Rejs jer, lad os gå! Se: han, som forråder Mig, er nær!"
Mar 14:43 Og endnu medens Han talte, ankommer Judas Iskariot, een af de tolv, og sammen med ham en stor skare med sværd og knipler, udsendt fra ypperstepræsterne og de skriftlærde og præsterne.
Mar 14:44 Og Hans forræder havde aftalt et tegn med dem og sagt: "Ham, jeg kysser - Ham er Det! Grib Ham og før Ham sikkert bort!"
Mar 14:45 Og da han kom, gik han strax hen til Ham og siger: "Rabbi, Rabbi!", og kyssede Ham.
Mar 14:46 Så lagde de hånd på Ham og tog Ham til fange.
Mar 14:47 Men een af dem, som stod der, trak sit sværd og slog ypperstepræstens tjener og huggede hans øre af!
Mar 14:48 Men Jesus tog til Orde og sagde til dem: "Som mod en røver er I draget ud med sværd og knipler for at fange Mig;
Mar 14:49 dagligt har Jeg været hos jer og undervist i templet - men I har ikke grebet Mig! Dog: [[dette er sket]], for at Skrifterne skal opfyldes!"
Mar 14:50 Og disciplene forlod Ham alle og flygtede!
Mar 14:51 Der var også en ung mand, som havde fulgt Ham, og som havde kastet et linnedklæde over sin nøgne krop; ham greb de fat i,
Mar 14:52 men han kastede linklædet fra sig og flygtede nøgen fra dem!
Mar 14:53 Så førte de Jesus til ypperstepræsten, og alle ypperstepræsterne og præsterne og de skriftlærde samledes om Ham.
Mar 14:54 Også Peter fulgte Ham på afstand helt ind i ypperstepræstens gård, og han satte sig sammen med tjenerne og varmede sig ved bålet.
Mar 14:55 Ypperstepræsterne og hele Synedriet søgte nu at skaffe vidnesbyrd mod Jesus, så de kunne henrette Ham - men de fandt intet!
Mar 14:56 Mange vidnede ganske vist mod Ham med løgn - men vidnesbyrdene stemte ikke overens!
Mar 14:57 Da stod nogle frem og vidnede med løgn imod Ham og sagde:
Mar 14:58 "Vi har selv hørt Ham sige: "Jeg vil nedrive dette tempel, som er gjort med hænder, og på tre dage vil Jeg bygge et andet, som ikke er gjort med hænder"!"
Mar 14:59 Men heller ikke hér stemte deres vidnesbyrd overens!
Mar 14:60 Da rejste ypperstepræsten sig iblandt dem, spørger Jesus og siger: "Svarer Du ikke noget på alt dét, de vidner imod Dig?"
Mar 14:61 Men Han tav og svarede intet! Ypperstepræsten spurgte Ham da atter og siger til Ham: "Er Du Kristus, Den Velsignedes Søn?"
Mar 14:62 Jesus svarede: "JEG ER! Og herefter skal I se Menneskets Søn sidde ved Kraftens højre og komme i Himmelens skyer!"
Mar 14:63 Da sønderrev ypperstepræsten sine klæder og siger: "Hvad brug har vi længere for vidner?
Mar 14:64 Nu har I selv hørt gudsbespottelsen! Hvad mener I?" Og alle dømte de, at Han var skyldig til døden!
Mar 14:65 Nogle gav sig da til at spytte på Ham og at tilhylle Hans ansigt og slå Ham med knyttet næve og sige til Ham: "Profetér!" Også tjenerne slog Ham i ansigtet!
Mar 14:66 Medens Peter nu var i gården nedenfor, kommer een af ypperstepræstens tjenestepiger;
Mar 14:67 da hun ser Peter, der sidder og varmer sig, stirrer hun på ham og siger: "Du var også sammen med Nazaræeren Jesus!"
Mar 14:68 Men han nægter og siger: "Jeg veed ikke, hvad du taler om!" Og han gik ud i portrummet - og hanen galede!
Mar 14:69 Men tjenestepigen så på ham og sagde atter til dem, som stod der: "Han er een af dem!"
Mar 14:70 Men han nægtede det atter! Og kort efter sagde de, som stod der, igen til Peter: "Vist er du een af dem! Du er jo også galilæer, dit sprog røber dig!"
Mar 14:71 Da begyndte han at bande og sværge: "Jeg kender ikke Det Menneske, I taler om!"
Mar 14:72 I det samme galede hanen for anden gang, og Peter kom Det Ord i hu, som Jesus havde sagt til ham: "Før hanen galer to gange, skal du fornægte Mig tre gange!" - og han brast i gråd!
Mar 15:1 Tidligt om morgenen holdt ypperstepræsterne samråd med præsterne og de skriftlærde og hele Synedriet; og de bandt Jesus, førte Ham bort og overgav Ham til Pilatus.
Mar 15:2 Pilatus spurgte Ham: "Er Du jødernes Konge?" Han svarede og sagde til ham: "Du siger det selv!"
Mar 15:3 Og ypperstepræsterne anklagede Ham for mange ting!
Mar 15:4 Pilatus spurgte Ham atter og siger: "Svarer Du intet? Se dog, hvor alvorlige ting, de anklager Dig for!"
Mar 15:5 Men Jesus svarede ikke Eet Ord, så Pilatus undrede sig.
Mar 15:6 Efter højtidsskikken plejede han nu at løslade folket en fange, den, som de ønskede.
Mar 15:7 Der var nu een, som kaldtes "Barabbas"; han var blevet fængslet sammen med nogle medsammensvorne oprørere, som under et oprør havde begået mord.
Mar 15:8 Da nu mængden var blevet kaldt sammen, bad de ham om at gøre, som han plejede.
Mar 15:9 Pilatus svarede og sagde til dem: "Vil I, at jeg skal løslade jer "Jødernes Konge"?",
Mar 15:10 thi han vidste, at det var på grund af misundelse, ypperstepræsterne havde udleveret Ham!
Mar 15:11 Men ypperstepræsterne ophidsede mængden til at bede om, at han hellere skulle løslade dem Barabbas.
Mar 15:12 Pilatus sagde atter til dem: "Hvad vil I da, at jeg skal gøre med Ham, I kalder "Jødernes Konge"?"
Mar 15:13 De råbte da atter og sagde: "Korsfæst Ham!"
Mar 15:14 Pilatus sagde da til dem: "Hvad ondt har Han da gjort?", men de råbte blot endnu højere: "Korsfæst Ham!"
Mar 15:15 Pilatus, som ønskede at gøre mængden tilpas, løslod dem da Barabbas og overgav Jesus - da han havde ladet Ham piske - til at korsfæstes.
Mar 15:16 Soldaterne førte Ham så ind i gården - det er paladsborgen - og sammenkaldte hele vagtmandskabet.
Mar 15:17 Og de klæder Ham i purpur og sætter på Ham en tornekrone, som de har flettet.
Mar 15:18 Og de gav sig til at hilse Ham: "Vær hilset, Jødernes Konge!"
Mar 15:19 Og de slog Ham i hovedet med et rør og spyttede på Ham, og de bøjede knæene og "tilbad" Ham!
Mar 15:20 Da de havde spottet Ham, tog de purpuret af Ham, iførte Ham Hans Egne klæder og førte Ham ud for at korsfæste Ham.
Mar 15:21 De tvinger da en forbipasserende, Simon, en kyrenæer, der kom ude fra marken, faderen til Alexander og Rufus, til at bære [[bjælken til]] Hans kors.
Mar 15:22 De fører Ham så til det sted, der hedder Golgata, det betyder oversat: "Hovedskal-sted".
Mar 15:23 Og de gav Ham myrrablandet vin at drikke, men Han tog ikke imod den.
Mar 15:24 Da de havde korsfæstet Ham, delte de Hans klæder ved at kaste lod om, hvem der skulle have hvad.
Mar 15:25 Det var ved den tredje time, da de korsfæstede Ham.
Mar 15:26 Og indskriften med anklagen mod Ham stod skrevet over Ham: "Jødernes Konge".
Mar 15:27 Sammen med Ham korsfæstede de to røvere, een på Hans højre og een på venstre [[side]].
Mar 15:28 Da blev Skriften opfyldt, Som siger: "Og Han blev regnet blandt lovovertrædere!"
Mar 15:29 Også de forbipasserende spottede Ham, de rystede på deres hoveder og sagde: "Nå, Du, Som nedriver templet og på tre dage genopbygger det -
Mar 15:30 frels nu Dig Selv og stig ned fra korset!"
Mar 15:31 På samme måde spottede også ypperstepræsterne og de skriftlærde Ham og sagde til hinanden: "Andre har Han frelst - Sig Selv kan Han ikke frelse!
Mar 15:32 Kristus, Israels Konge! Lad Ham nu stige ned fra korset, så vi kan se det og tro!" Også de, som var korsfæstet sammen med Ham, spottede Ham.
Mar 15:33 Men da den sjette time kom, blev der mørke over hele jorden indtil den niende time!
Mar 15:34 Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst og siger: "Eloï! Eloï! Lamma sabaktani?" - det betyder oversat: "Min Gud! Min Gud! Hvorfor har Du forladt Mig?"
Mar 15:35 Og nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: "Se: Han kalder på Elias!"
Mar 15:36 Og een løb hen og fyldte en svamp med eddike, fæstnede den på et rør og bød Ham at drikke, idet han sagde: "Vent! Lad os se, om Elias kommer for at tage Ham ned!"
Mar 15:37 Men Jesus råbte med høj røst - og udåndede!
Mar 15:38 Og templets forhæng revnede i to, fra øverst til nederst!
Mar 15:39 Da hundredmandsføreren, som stod dér lige foran Ham, så, at Han udåndede efter at have råbt således, sagde han: "Sandelig! Denne Mand var Guds Søn!"
Mar 15:40 Der var også nogle kvinder, som så til på afstand; blandt dem var Maria Magdalena og Maria, Jakob den Yngres og Joses' moder, og Salome.
Mar 15:41 De havde også fulgt Ham og tjent Ham, da Han var i Galilæa; [[der stod også]] mange andre kvinder, som var draget med Ham op til Jerusalem.
Mar 15:42 Da det nu blev aften - og da det jo var beredelsesdagen, det betyder helligaftenen før sabbaten -
Mar 15:43 kom Josef fra Arimatæa, en højt agtet rådsherre, som også selv ventede Guds Rige; han tog mod til sig og gik ind til Pilatus og bad om Jesu legeme.
Mar 15:44 Pilatus undrede sig dog over, at Han allerede skulle være død. Han tilkaldte så hundredmandsføreren og spurgte ham om, hvor længe Han havde været død.
Mar 15:45 Da han havde fået det at vide af hundredmandsføreren, overlod han legemet til Josef.
Mar 15:46 Han havde købt et linklæde, og han tog Ham så ned, svøbte han Ham i linklædet og lagde Ham i en grav, som var hugget ud i en klippe, og han rullede en stor sten for gravens indgang.
Mar 15:47 Og Maria Magdalena og Maria, Joses' moder så, hvor Han blev lagt.
Mar 16:1 Da sabbaten var forbi, købte Maria Magdalena og Maria, Jakobs moder, og Salome vellugtende olier for at salve Ham, når de kom derud.
Mar 16:2 Og meget tidligt på den første dag [[i ugen]] kommer de til graven, da solen var stået op.
Mar 16:3 Og de sagde til hinanden: "Hvem skal vælte os stenen bort fra gravens indgang?"
Mar 16:4 Men da de ser op, opdager de, at stenen er væltet fra - den var nemlig meget stor!
Mar 16:5 Og da de gik ind i graven, så de en ung mand sidde på højre side, iklædt en hvid kjortel - og de blev forfærdede!
Mar 16:6 Men han siger til dem: "Frygt ikke! I søger efter Jesus, Nazaræeren, Den Korsfæstede! Han er opstået, Han er ikke her! Se: [[dér er]] stedet, hvor de lagde Ham!
Mar 16:7 Men gå hen og sig til Hans disciple og til Peter, at Han går forud for jer til Galilæa; dér skal I se Ham, som Han har sagt jer det!"
Mar 16:8 De gik da ud og flygtede hurtigt fra graven, thi skælven og rædsel havde grebet dem! Og de sagde ikke noget til nogen, thi de var bange!
Mar 16:9 Men da Han var stået op tidligt den første dag i ugen, viste Han Sig først for Maria Magdalena, af hvem Han havde uddrevet syv dæmoner.
Mar 16:10 Hun gik hen og fortalte det til dem, som havde været sammen med Ham, men som nu sørgede og græd.
Mar 16:11 Men da de hørte, at Han lever og var set af hende, troede de det ikke!
Mar 16:12 Derefter viste Han Sig i en anden skikkelse for to af dem, mens de gik på vejen ude på landet.
Mar 16:13 De gik også [[tilbage]] og fortalte det til de andre; men heller ikke dem troede de!
Mar 16:14 Til sidst viste Han Sig dog for de elleve, mens de lå til bords, og Han revsede dem for deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet på dem, som havde set Ham opstået fra de døde!
Mar 16:15 Og Han sagde til dem: "Gå ud i al verden og forkynd Evangeliet for al skabningen!
Mar 16:16 Den, som tror og bliver døbt, skal blive frelst, men den, som ikke tror, skal blive fordømt!
Mar 16:17 Og disse tegn skal følge dem, som tror: I Mit navn skal de uddrive dæmoner; de skal tale i nye tunger;
Mar 16:18 de skal tage slanger i hænderne, og hvis de drikker noget dødbringende, skal det ikke skade dem; på syge skal de lægge hænder, og de skal blive raske."
Mar 16:19 HErren Jesus blev nu imidlertid - efter at have sagt [[dette]] til dem - optaget til Himmelen og satte Sig ved Guds højre!
Mar 16:20 Og de gik ud og forkyndte overalt, og HErren virkede med og stadfæstede Ordet ved de medfølgende tegn! Amen! [----- Evangeliet efter Markus.]
Luk 1:1 Eftersom mange er gået igang med at sammensætte en beretning om de begivenheder, som er fuldbyrdede iblandt os,
Luk 1:2 sådan som de, der fra begyndelsen var Ordets øjenvidner og tjenere, har overleveret os dem,
Luk 1:3 har også jeg besluttet, efter nøje at have prøvet alt lige fra begyndelsen af, at nedskrive det i sammenhæng for dig, kære Teofilus,
Luk 1:4 for at du kan erkende, hvor pålidelige de beretninger, du har hørt, er.
Luk 1:5 Der var i Herodes', Judas konges, dage en præst ved navn Zakarias, af Abias' ugeskifte; hans hustru var af Arons døtre, og hendes navn var Elisabet.
Luk 1:6 De var begge retfærdige for Gud og vandrede ulasteligt i alle HErrens bud og forskrifter.
Luk 1:7 Men de havde ingen børn, da Elisabet var ufrugtbar, og da de begge var højt oppe i årene.
Luk 1:8 Det skete nu engang under [[Zakarias']] præstetjeneste for Guds åsyn, da det efter turen var hans ugeskifte,
Luk 1:9 at det ved den sædvanlige lodkastning mellem præsterne faldt på ham at bringe røgelsesofferet. Han gik da ind i HErrens tempel,
Luk 1:10 og hele folket stod udenfor og bad, mens [[han frembar]] røgelsesofferet.
Luk 1:11 Men en HErrens engel viste sig for ham, stående på højre side af røgelsesalteret.
Luk 1:12 Zakarias blev forfærdet, da han så ham, og rædsel faldt på ham.
Luk 1:13 Men engelen sagde til ham: "Frygt ikke, Zakarias! thi din bøn er hørt, og din hustru Elisabet skal føde dig en søn, og du skal give ham navnet Johannes.
Luk 1:14 Og han skal være dig til glæde og fryd, og mange skal glæde sig over hans fødsel;
Luk 1:15 thi han skal blive stor for HErrens åsyn. Vin og stærke drikke skal han ikke drikke, og han skal være fyldt af Helligånd lige fra moders liv.
Luk 1:16 Han skal omvende mange af Israels [[børn]] til HErren, deres Gud,
Luk 1:17 og selv skal han gå foran Ham i Elias' kraftfulde ånd, idet han "omvender fædres hjerter til børnene" og genstridige til retfærdiges sindelag, og han skal berede HErren et velrustet folk!"
Luk 1:18 Zakarias sagde da til engelen: "Hvorledes skal jeg kende, at dette er sandt? Jeg er jo gammel, og min hustru højt oppe i årene."
Luk 1:19 Og engelen svarede og sagde til ham: "Jeg er Gabriel, som står for Guds åsyn, og jeg er udsendt for at tale til dig og forkynde dig dette glædesbudskab;
Luk 1:20 men se: du skal blive stum og ikke kunne tale indtil den dag, da dette sker, fordi du ikke troede mine Ord - Som dog skal opfyldes, når tiden er inde!"
Luk 1:21 Alt imens ventede folket på Zakarias, og de undrede sig over, at han tøvede så længe i templet.
Luk 1:22 Men da han kom ud og ikke kunne tale, forstod de, at han havde haft et syn i templet. Og han gav tegn til dem med hænderne, men forblev stum.
Luk 1:23 Og det skete, da dagene for hans præstetjeneste var til ende, at han gik til sit hjem.
Luk 1:24 Nogen tid efter undfangede hans hustru Elisabet, og hun gemte sig i fem måneder, idet hun sagde:
Luk 1:25 "Det er HErren, Som har gjort således med mig i disse dage, i hvilke Han har set til mig i nåde for at borttage min vanære blandt menneskene."
Luk 1:26 I den sjette måned derefter blev engelen Gabriel af Gud sendt til en by i Galilæa ved navn Nazaret
Luk 1:27 til en jomfru, der var trolovet med en mand ved navn Josef af Davids hus; og jomfruens navn var Maria.
Luk 1:28 Da engelen kom ind til hende, sagde han: "Hil dig, [[Maria]], fuld af nåde, HErren er med dig! Velsignet er du blandt kvinder!"
Luk 1:29 Men da hun så ham, blev hun forfærdet på grund af hans Ord og tænkte over, hvad denne hilsen mon skulle betyde.
Luk 1:30 Da sagde engelen til hende: "Frygt ikke, Maria, thi du har fundet nåde hos Gud.
Luk 1:31 Og se: du skal undfange i dit moderliv og føde En Søn, og Ham skal du give navnet "Jesus".
Luk 1:32 Han skal være stor, og Han skal kaldes Den Højestes Søn! Og Gud HErren skal give Ham Davids, Hans faders, trone.
Luk 1:33 Han skal herske [[Som Konge]] over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på Hans Kongedømme!"
Luk 1:34 Men Maria sagde til engelen: "Hvorledes skal dette gå til; jeg kender jo ikke til nogen mand?"
Luk 1:35 Engelen svarede og sagde til hende: "Helligånden skal komme over dig, og Den Højestes kraft skal overskygge dig! Derfor skal også Det Hellige, du føder, kaldes Guds Søn!
Luk 1:36 Og se: også Elisabet, din slægtning, har undfanget en søn i sin alderdom; denne måned er allerede den sjette for hende, som ellers blev kaldt ufrugtbar -
Luk 1:37 thi for Gud er intet umuligt!"
Luk 1:38 Da sagde Maria: "Se, [[jeg er]] HErrens tjenerinde; det ske mig efter dit Ord!" Og engelen forlod hende.
Luk 1:39 Kort efter brød Maria op og drog i hast til bjerglandet, til en by i Juda,
Luk 1:40 og hun tog ind i Zakarias' hjem og hilste Elisabet.
Luk 1:41 Og det skete, da Elisabet hørte Marias hilsen, at fosteret sprang i hendes liv. Og Elisabet fyldtes af Helligånden,
Luk 1:42 råbte med høj røst og sagde: "Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet er dit livs Frugt!
Luk 1:43 Men hvorfor times det mig, at min HErres moder besøger mig?
Luk 1:44 Thi se: da lyden af din hilsen nåede mine ører, sprang fosteret i mit liv af fryd!
Luk 1:45 Men salig er hun, som troede, thi dét, som er sagt hende af HErren, skal gå i opfyldelse!"
Luk 1:46 Da sagde Maria: "Min sjæl ophøjer HErren,
Luk 1:47 og min ånd fryder sig over Gud, min Frelser!
Luk 1:48 Thi Han har set i nåde til Sin ringe tjenerinde - se: herefter skal alle slægter prise mig salig!
Luk 1:49 Thi Den Mægtige har gjort store ting imod mig, og Hans navn er helligt!
Luk 1:50 Og Hans barmhjertighed varer fra slægt til slægt over dem, som frygter Ham!
Luk 1:51 Han har øvet vælde med Sin arm: Han har adspredt dem, som er hovmodige i deres hjertes tanke,
Luk 1:52 Han har nedstødt mægtige fra troner og ophøjet ringe,
Luk 1:53 hungrige har Han mættet med gode gaver, og rige har Han sendt bort med tomme hænder;
Luk 1:54 Han har taget Sig af Israel, Sin tjener, for at ihukomme barmhjertighed
Luk 1:55 imod Abraham og hans sæd til evig tid, således Som Han lovede vore fædre!"
Luk 1:56 Og Maria blev hos [[Elisabeth]] omkring tre måneder og vendte så tilbage til sit hjem.
Luk 1:57 Men for Elisabet fuldendtes tiden til, at hun skulle føde, og hun fødte en søn.
Luk 1:58 Da naboerne og hendes slægtninge nu hørte, at HErren havde øvet så stor en barmhjertighed mod hende, glædede de sig sammen med hende.
Luk 1:59 Og det skete på den ottende dag, da de kom for at omskære barnet, at de ville opkalde ham efter hans fader og give ham navnet Zakarias.
Luk 1:60 Men hans moder svarede og sagde: "Nej! - han skal hedde Johannes!"
Luk 1:61 De sagde da til hende: "Der er ingen i din slægt, som kaldes ved dette navn!"
Luk 1:62 Så gjorde de tegn til hans fader, hvad han ville, at barnet skulle hedde.
Luk 1:63 Han bad da om en tavle og skrev disse ord: "Johannes er hans navn!" Og de undrede sig alle.
Luk 1:64 Men i det samme løsnedes hans tunges mæle, og han talte og lovpriste Gud!
Luk 1:65 Og der kom frygt over alle, som boede omkring dem, og i hele Judæas bjergland taltes der meget om alle disse hændelser.
Luk 1:66 Og alle, som hørte det, lagde sig det på hjerte og sagde: "Hvad mon der skal blive af dette lille barn?" Thi HErrens hånd var med ham!
Luk 1:67 Og Zakarias, hans fader, fyldtes af Helligånden, talte profetisk og sagde:
Luk 1:68 "Lovet være HErren, Israels Gud; thi Han har besøgt og forløst Sit folk!
Luk 1:69 Han har oprejst os et frelsens horn i Sin tjener Davids hus
Luk 1:70 således, som Han lovede ved Sine hellige profeters mund fra fordums tid:
Luk 1:71 en frelse fra vore fjender og fra alle deres hånd, som hader os,
Luk 1:72 for at øve barmhjertighed mod vore fædre og ihukomme Sin hellige Pagt,
Luk 1:73 den ed, som Han svor vor fader Abraham, at Han ville give os,
Luk 1:74 så at vi, udfriede af vore fjenders hånd, skulle tjene Ham uden frygt
Luk 1:75 i hellighed og retfærdighed for Hans åsyn alle vore dage.
Luk 1:76 Men også du, barnlille, skal kaldes Den Højestes profet; thi du skal gå foran HErrens åsyn for at rydde Hans veje,
Luk 1:77 for at give Hans folk kundskab om frelse ved deres synders forladelse
Luk 1:78 ved vor Guds inderlige barmhjertighed, i hvilken Solopgangen fra Det Høje vil besøge os
Luk 1:79 for at skinne for dem, som sidder i dødsmørkets skygge, og for at lede vore fødder på fredens Vej!"
Luk 1:80 Og det lille barn voxede og blev stærkt i Ånden, og [[han]] var i ørkenerne indtil den dag, da han skulle træde frem for Israel.
Luk 2:1 Men det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus, at al verden skulle indskrives.
Luk 2:2 Denne indskrivning var den første [[af dem,]] Quirinius [[lod afholde,]] mens han var guvernør i Syrien.
Luk 2:3 Og alle gik hen for at lade sig indskrive, enhver til sin by.
Luk 2:4 Også Josef drog op fra Galilæa, fra byen Nazaret, til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt,
Luk 2:5 for at lade sig indskrive tillige med Maria, sin trolovede, som var med barn.
Luk 2:6 Og det skete, mens de var der, at tiden fuldendtes til, at hun skulle føde.
Luk 2:7 Og hun fødte sin Søn, Den Førstefødte, og svøbte Ham og lagde Ham i en krybbe, thi der var ikke plads til dem i herberget.
Luk 2:8 I den samme egn var der hyrder ude på marken, som holdt til i det fri og holdt nattevagt over deres hjord.
Luk 2:9 Og se: en HErrens engel stod for dem, og HErrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt.
Luk 2:10 Men engelen sagde til dem: "Frygt ikke! Thi se: jeg forkynder jer et glædeligt budskab, en stor glæde, som skal blive hele folket til del:
Luk 2:11 thi jer er i dag En Frelser født i Davids by - Han er Kristus, HErren!
Luk 2:12 Og dette skal være jer tegnet: I skal finde Et Barn, svøbt og liggende i en krybbe."
Luk 2:13 Og i det samme var der med engelen en mangfoldig himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sagde:
Luk 2:14 "Ære være Gud i Det Højeste, og på jorden fred i mennesker, i hvem Han har velbehag!"
Luk 2:15 Og det skete, da englene fór bort fra dem til Himmelen, at hyrderne sagde til hinanden: "Lad os dog gå til Betlehem og se det, som dér er sket, dét, HErren har kundgjort os!"
Luk 2:16 Og de skyndte sig derhen, og de fandt Maria og Josef tillige med Barnet, Som lå i en krybbe.
Luk 2:17 Og da de havde set Ham, åbenbarede de Det Ord, Som var blevet forkyndt dem om Dette Barn.
Luk 2:18 Og alle, som hørte det, undrede sig over dét, hyrderne fortalte dem.
Luk 2:19 Men Maria gemte alle Disse Ord i sit hjerte og grundede over Dem.
Luk 2:20 Og hyrderne vendte tilbage, idet de priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, således som det var blevet sagt til dem.
Luk 2:21 Da otte dage var gået, så at Spædbarnet skulle omskæres, fik Han navnet Jesus, Som Han var blevet kaldt af engelen, før Han undfangedes i Sin moders liv.
Luk 2:22 Og da hendes renselsesdage efter Moseloven var omme, bragte de Ham igen op til Jerusalem for at fremstille Ham for HErren -
Luk 2:23 som skrevet i HErrens Lov: "Alt mandkøn, som åbner moders liv, skal kaldes helligt for HErren" -
Luk 2:24 og for at bringe det offer, som er foreskrevet i HErrens Lov: et par turtelduer eller to dueunger.
Luk 2:25 Og se: der levede i Jerusalem en mand, der hed Simeon; han var retfærdig og gudfrygtig og ventede altid Israels Trøst, og Helligånden var over ham.
Luk 2:26 Og Helligånden havde varslet ham, at han ikke skulle se døden, førend han havde set HErrens Salvede.
Luk 2:27 Tilskyndet af Ånden kom han nu til templet, mens forældrene førte Spædbarnet Jesus ind for at gøre med Ham efter Lovens sædvane.
Luk 2:28 Og han tog Barnet i sine arme, lovpriste Gud og sagde:
Luk 2:29 "HErre; nu lader Du Din tjener fare efter Dit Ord i fred,
Luk 2:30 thi mine øjne har set Din frelse,
Luk 2:31 Som Du har beredt for alle folkeslagenes åsyn:
Luk 2:32 Et Lys til åbenbaring for hedningerne og til ære for Dit folk, Israel!"
Luk 2:33 Og Hans fader og moder undrede sig over det, der blev sagt om Ham.
Luk 2:34 Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, Hans moder: "Se: Han er sat til fald og oprejsning for mange i Israel, og Som et Tegn, Der vil blive modsagt -
Luk 2:35 ja, også din egen sjæl skal gennembores af et sværd, så at mange hjerters tanker skal blive åbenbaret!"
Luk 2:36 Der var også en profetinde, Anna Fanuels datter, af Asers stamme; hun var højt oppe i årene og havde levet syv år med sin mand efter sin jomfrutid.
Luk 2:37 Hun var nu en enke på omtrent fireogfirs år, og hun forlod aldrig templet, men tjente Gud med faster og bønner nat og dag.
Luk 2:38 Hun stod frem i samme stund, lovpriste HErren og talte om [[Barnet]] til alle dem, som ventede Jerusalems forløsning.
Luk 2:39 Da de så havde fuldført alt det, som er foreskrevet efter HErrens Lov, vendte de tilbage til Galilæa, til deres egen by, Nazaret.
Luk 2:40 Og Det lille Barn voxede og blev stærkt i Ånden, Han fyldtes af visdom, og Guds nåde var over Ham.
Luk 2:41 Hans forældre drog årligt op til Jerusalem til påskens højtid.
Luk 2:42 Da Han var tolv år, drog de også op til Jerusalem efter højtidens sædvane,
Luk 2:43 og da [[højtids-]]dagene var fuldendte, og de var i færd med at vende hjem, blev Barnet Jesus tilbage i Jerusalem, men Josef og Maria, Hans forældre, vidste det ikke -
Luk 2:44 de regnede med, at Han var i rejsefølget. De kom da een dagsrejse frem og ledte så efter Ham blandt deres slægtninge og bekendte.
Luk 2:45 Men da de ikke fandt Ham, vendte de tilbage til Jerusalem og søgte efter Ham.
Luk 2:46 Og det skete efter tre dage, at de fandt Ham i templet, hvor Han sad midt iblandt lærerne og lyttede til dem og udspurgte dem.
Luk 2:47 Og alle, som hørte Ham, undrede sig over Hans kundskabsfulde svar.
Luk 2:48 Da de nu så Ham, blev de ude af sig selv af forundring, og Hans moder sagde til Ham: "Barn! Hvorfor har Du gjort dette mod os? Se: Din fader og jeg har ledt efter Dig med smerte!"
Luk 2:49 Han sagde da til dem: "Hvorfor ledte I efter Mig? Vidste I ikke, at Jeg bør være i Min Faders -?"
Luk 2:50 Men de forstod ikke, hvad Han [[mente]] med det, Han sagde til dem.
Luk 2:51 Så drog Han med dem og kom til Nazaret; og Han var lydig mod dem. Og Hans moder bevarede alle Disse Ord i sit hjerte.
Luk 2:52 Og Jesus voxede i visdom og alder og i gunst hos Gud og mennesker.
Luk 3:1 Men i kejser Tiberius' femtende regeringsår, da Pontius Pilatus var guvernør i Judæa, og Herodes var landsfyrste over Galilæa, mens hans broder Filip var landsfyrste over Ituræa og Trakonitis' land, og Lysanias var Abilenes landsfyrste,
Luk 3:2 i ypperstepræsterne Annas' og Kajfas' tid, kom Guds Ord til Johannes, Zakarias' søn, i ørkenen.
Luk 3:3 Han drog omkring i Jordans egne og forkyndte omvendelsens dåb til syndernes forladelse,
Luk 3:4 som skrevet i Bogen med profeten Esajas' Ord, der siger: "En røst af een, der råber i ørkenen: "Ryd HErrens Vej, gør Hans stier rette!
Luk 3:5 Hver dal skal fyldes op, og hvert bjerg, hver høj skal sænkes; de krogede [[stier]] skal blive rette, og de knudrede veje jævne,
Luk 3:6 og alt kød skal se Guds frelse"!"
Luk 3:7 Og han sagde til dem, som kom for at blive døbt af ham: "Slange-yngel! Hvem har givet jer den tanke at [[I kan]] flygte fra den kommende vrede?
Luk 3:8 Bær I frugter, som er omvendelsen værdige, og sig ikke ved jer selv: "Vi har en fader: nemlig Abraham!", thi jeg siger jer: Gud kan opvække Abraham børn af disse sten!
Luk 3:9 Øxen ligger allerede ved træernes rod; ethvert træ, som ikke bærer god frugt, vil altså blive hugget om og kastet på ilden!"
Luk 3:10 Skarerne spurgte ham da og sagde: "Hvad skal vi da gøre?"
Luk 3:11 Han svarede og sagde til dem: "Den, som har to kjortler, skal dele med den, som ingen har, og den, som har føde, skal gøre ligeså!"
Luk 3:12 Også toldere kom for at blive døbt, og de sagde til ham: "Mester! Hvad skal vi gøre?"
Luk 3:13 Og han sagde til dem: "Gør intet udover dét, som er pålagt jer!"
Luk 3:14 Også soldater spurgte ham og sagde: "Og vi, hvad skal vi gøre?" Og han sagde til dem: "Skræm ingen og afpres heller ikke nogen noget, nej, lad jer nøje med jeres lønninger."
Luk 3:15 Da folket nu var i forventning og grundede i deres hjerter over alt det med Johannes - om han mon ikke skulle være Kristus -
Luk 3:16 svarede Johannes dem alle og sagde: "Jeg døber jer vel med vand til omvendelse; men HAN, SOM KOMMER, er stærkere end jeg, Han, Hvis sandalrem jeg end ikke er værdig at løse! Han skal døbe jer i Helligåndens ild.
Luk 3:17 Han har kasteskovlen i Sin hånd, og Han vil gennemrense Sin lo og samle hveden i Sin lade - men avnerne vil Han brænde med uudslukkelig ild!"
Luk 3:18 - og med mange sådanne formaninger forkyndte han Evangeliet for folket.
Luk 3:19 Men Herodes, landsfyrsten, som var blevet irettesat af ham på grund af Herodias, hans broder Filips hustru, og for alle de andre onde ting, han havde gjort,
Luk 3:20 gjorde nu også i tillæg til alt dette dét, at han indespærrede Johannes i fængslet.
Luk 3:21 Men det skete, da alt folket lod sig døbe, at også Jesus blev døbt; og mens Han var i færd med at bede, åbnedes Himmelen,
Luk 3:22 og Helligånden dalede i legemlig skikkelse som En Due ned over Ham, og en røst lød fra Himmelen og sagde: "Du er Min Søn, Den Elskede; i Dig har Jeg velbehag!"
Luk 3:23 Jesus var omkring tredive år, da Han begyndte [[Sin gerning]], og Han var - efter hvad man mente - Søn af Josef, [[der var]] søn af Eli,
Luk 3:24 af Mattat, af Levi, af Melki, af Jannai, af Josef,
Luk 3:25 af Mattatias, af Amos, af Nahum, af Esli, af Naggaj,
Luk 3:26 af Mahat, af Mattatias, af Sjim'i, af Josek, af Joda,
Luk 3:27 af Johanan, af Resa, af Zerubbabel, af Sjealtiel, af Neri,
Luk 3:28 af Melki, af Addi, af Kosam, af Elmadam, af Er,
Luk 3:29 af Josua, af Eliezer, af Jorim, af Mattat, af Levi,
Luk 3:30 af Simeon, af Juda, af Josef, af Jonam, af Eljakim,
Luk 3:31 af Melea, af Menna, af Mattata, af Natan, af David,
Luk 3:32 af Isaj, af Obed, af Boaz, af Salmon, af Nahasjon,
Luk 3:33 af Amminadab, af Admin, af Arni, af Hezron, af Perez, af Juda,
Luk 3:34 af Jakob, af Isak, af Abraham, af Tara, af Nakor,
Luk 3:35 af Serug, af Re'u, af Peleg, af Eber, af Sjela,
Luk 3:36 af Kenan, af Arpaksjad, af Sem, af Noa, af Lemek,
Luk 3:37 af Metusalem, af Enok, af Jered, af Mahallal'el, af Kenan,
Luk 3:38 af Enosj, af Set, af Adam, af Gud.
Luk 4:1 Fuld af Helligånd vendte Jesus tilbage fra Jordan og blev så af Ånden ført ud i ørkenen
Luk 4:2 i fyrre dage, hvor Han blev fristet af Djævelen. Og Han spiste intet i disse dage, så da de var til ende, led Han sult.
Luk 4:3 Djævelen sagde da til Ham: "Hvis Du er Guds Søn, så sig til denne sten, at den skal blive til brød!"
Luk 4:4 Men Jesus svarede ham og sagde: "Der er skrevet: "Mennesket ikke skal leve af brød alene, men af hvert Guds Ord"!"
Luk 4:5 Djævelen førte Ham så til et højt bjerg og viste Ham i eet øjeblik alle verdens riger.
Luk 4:6 Og Djævelen sagde til Ham: "Jeg vil give Dig al magten over disse og al deres herlighed - thi mig er den givet, og jeg giver den, til hvem jeg vil!
Luk 4:7 Hvis Du nu vil tilbede mig, skal alt dette være Dit!"
Luk 4:8 Men Jesus svarede ham og sagde: "Vig bag Mig, Satan! Thi der er skrevet: "Du skal tilbede HErren din Gud, og Ham aleene skal du tjene"!"
Luk 4:9 Så førte han Ham til Jerusalem, stillede Ham på templets tinde og sagde til Ham: "Hvis Du er Guds Søn, så kast Dig ned herfra;
Luk 4:10 thi der er skrevet: "Han skal give Sine engle befaling om Dig, at de skal vogte Dig!"
Luk 4:11 og: "De skal bære Dig på hænder, så at Du ikke skal støde Din fod på nogen sten"!"
Luk 4:12 Da svarede Jesus og sagde til ham: "Der er også sagt: "Du må ikke friste HErren, din Gud"!"
Luk 4:13 Og da han havde fuldført hele fristelsen, forlod Djævelen Ham for en tid.
Luk 4:14 Jesus vendte så i Åndens kraft tilbage til Galilæa, og rygtet om Ham kom ud over hele egnen,
Luk 4:15 og Han underviste i deres synagoger og blev prist af alle.
Luk 4:16 Han kom også til Nazaret, hvor Han var opfostret, og efter Sin sædvane gik Han på sabbatsdagen ind i synagogen, og Han rejste Sig for at læse op.
Luk 4:17 Man gav Ham da profeten Esajas' Bog, og Han rullede bogen op og fandt det sted, hvor der står skrevet:
Luk 4:18 "HErrens Ånd er over Mig, fordi Han har salvet Mig til at forkynde Evangeliet for fattige! Han har sendt Mig for at helbrede dem, som er sønderbrudte i hjertet, for at forkynde løsladelse for fanger, og for blinde, at de skal få deres syn igen, for at sætte undertrykte i frihed,
Luk 4:19 og for at proklamere et HErren velbehageligt år......!"
Luk 4:20 Så rullede Han bogen sammen, gav den til tjeneren og satte Sig, og alle i synagogen fæstede deres øjne på Ham.
Luk 4:21 Da begyndte Han at tale til dem: "I dag er Dette Skriftord, som lød for jeres ører, gået i opfyldelse!"
Luk 4:22 Og alle gav Ham godt vidnesbyrd og undrede sig over De nådens Ord, Som udgik af Hans mund. Men nogle sagde: "Er Han ikke Josefs Søn?"
Luk 4:23 Han sagde da til dem: "I vil sikkert bruge dette ordsprog om Mig: "Læge, helbred Dig Selv! alt dét, som vi har hørt, at [[Du har gjort]] i Kapernaum - gør også dét her på Dit hjemsted"!"
Luk 4:24 Men Han sagde: "Sandelig, Jeg siger jer: ingen profet er værdsat i sin hjemby!
Luk 4:25 Og Jeg siger jer i sandhed: der var mange enker i Israel i Elias' dage, da himmelen blev lukket i tre år og sex måneder, så der kom en stor hungersnød i hele landet -
Luk 4:26 til ingen af dem blev Elias dog sendt, men til en enke i Sarepta i Sidonien!
Luk 4:27 Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid - ingen af dem blev dog renset, men syreren Na'aman."
Luk 4:28 Da de hørte dette, fyldtes alle i synagogen af harme.
Luk 4:29 Og de rejste sig og drev Ham ud af byen, og de førte Ham hen til randen af det bjerg, på hvilket deres by var bygget, for at styrte Ham ned!
Luk 4:30 Men Han gik blot ud midt gennem skaren og drog bort derfra!
Luk 4:31 Han drog så ned til Kapernaum, en by i Galilæa, og der underviste Han på sabbaten.
Luk 4:32 Og de blev slået af forundring over Hans Lære, for Hans Ord var talt med myndighed.
Luk 4:33 I synagogen var der en mand, som havde en uren dæmons ånd; den råbte med høj røst
Luk 4:34 og sagde: "Åh! hvad er der mellem os og Dig, Jesus fra Nazaret? Er Du kommet for at ødelægge os? Jeg veed, Hvem Du er, Du Guds Hellige!"
Luk 4:35 Men Jesus truede den og sagde: "Ti stille! - og far ud af ham!" Da kastede ånden ham ned iblandt dem og fór så ud af ham uden at have skadet ham.
Luk 4:36 Da kom der forfærdelse over alle, og de talte indbyrdes og sagde: "Hvad er dog Dette for Et Ord? Han befaler jo med myndighed og kraft over de urene ånder, så de farer ud!"
Luk 4:37 Og rygtet om Ham kom ud overalt i hele omegnen.
Luk 4:38 Da rejste Han Sig, forlod synagogen og gik til Simons hus. Men Simons svigermoder led under en høj feber, og de bad Ham om at hjælpe hende.
Luk 4:39 Han trådte så hen til hende og truede ad feberen - og den forlod hende, og strax rejste hun sig vartede dem op.
Luk 4:40 Da solen gik ned, blev alle, som led af forskellige sygdomme, ført til Ham. Og Han lagde hænderne på hver og een af dem og helbredte dem.
Luk 4:41 Og af mange fór også dæmoner ud, mens de råbte og sagde: "Du er Kristus, Guds Søn!", men Han formanede dem og tillod dem ikke at tale, fordi de vidste, at Han var Kristus!
Luk 4:42 Da det blev dag, gik Han ud til et øde sted. Men skarerne søgte efter Ham, og de kom til Ham og holdt på Ham, for at Han ikke skulle gå fra dem.
Luk 4:43 Men Han sagde til dem: "Også i de andre byer bør Jeg forkynde Evangeliet om Guds Rige; thi dertil er Jeg blevet sendt!"
Luk 4:44 Og Han forkyndte i Galilæas synagoger.
Luk 5:1 Men det skete, at en mængde trængte sig sammen om Ham, mens Han stod ved Genesarets Sø, fordi de ville høre Guds Ord.
Luk 5:2 Han så da to både ligge ved søen; fiskerne var gået fra dem og vaskede garnene.
Luk 5:3 Han gik da ombord i een af bådene - det var Simons - og bad ham om at lægge lidt ud fra land. Så satte Han Sig og underviste mængden fra båden.
Luk 5:4 Da Han var færdig med at tale, sagde Han til Simon: "Læg ud på dybet og kast jeres garn ud til fangst."
Luk 5:5 Simon svarede og sagde til Ham: "Mester! Vi har slidt hele natten og intet fanget - på Dit Ord vil jeg dog alligevel kaste garnet ud!"
Luk 5:6 Og de gjorde det - og fangede så mange fisk, at deres garn var ved at sprænges!
Luk 5:7 De gav så tegn til kammeraterne i den anden båd om, at de skulle komme og hjælpe dem. Og de kom, og de fyldte begge bådene, så at de var nær ved at synke.
Luk 5:8 Da Simon Peter så det, faldt han på knæ for Jesus og sagde: "Gå bort fra mig, HErre! - for jeg er en syndig mand!"
Luk 5:9 Thi rædsel havde grebet ham og alle dem, som var sammen med ham, over den fangst, de havde fået!
Luk 5:10 Også Jakob og Johannes, Zebedæus' sønner, som var Simons arbejdsfæller, [[faldt ned for Jesus]]. Men Jesus sagde til Simon: "Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker!"
Luk 5:11 De lagde så bådene til land, forlod alt og fulgte Ham.
Luk 5:12 Og det skete, mens Han var i een af byerne, se: da fik en mand fuld af spedalskhed øje på Jesus, faldt på sit ansigt, bad Ham og sagde: "HErre! Hvis Du vil, kan Du rense mig!"
Luk 5:13 Han rakte da hånden ud, rørte ved ham og sagde: "Jeg vil! Bliv ren!" Og i det samme veg spedalskheden fra ham!
Luk 5:14 Og Han [[forbød]] ham at sige det til nogen; "men gå hen", sagde Han, "og lad dig syne af præsterne og frembær dét offer for din renselse, som Moses har pålagt, til et vidnesbyrd for dem!"
Luk 5:15 Rygtet om Ham kom dog blot videre ud! Derfor samledes store skarer for at høre Ham og for at blive helbredt for deres sygdomme!
Luk 5:16 Men Han trak Sig tilbage til ørkenerne og bad.
Luk 5:17 Og det skete een af dagene, mens Han underviste, at der sad nogle farisæere og skriftlærde, som var kommet fra landsbyerne i Galilæa og Judæa og fra Jerusalem - og HErrens kraft helbredte dem!
Luk 5:18 Og se: nogle mænd bar på en båre en mand, som var lam. De forsøgte at bære ham ind og sætte ham frem foran [[HErren]].
Luk 5:19 Da de på grund af skaren ikke kunne finde en måde, hvorpå de kunne bære ham ind, gik de op på taget og firede ham sammen med båren ned mellem tagstenene, lige foran Jesus!
Luk 5:20 Da Han nu så deres tro, sagde Han til [[den lamme]]: "Menneske! dine synder er dig forladt!"
Luk 5:21 De skriftlærde og farisæerne begyndte da at diskutere og sagde: "Hvem er dog Han, Som taler så blasfemisk? Thi Hvem kan forlade synder, uden Gud alene!?"
Luk 5:22 Men da Jesus kendte deres tanker, svarede Han og sagde til dem: "Hvad er det, I tænker i jeres hjerter?
Luk 5:23 Hvad er lettest at sige: "Dine synder er dig forladt", eller: "Rejs dig og gå?"
Luk 5:24 Men for at I skal kende, at Menneskets Søn har myndighed på jorden til at forlade synder" - så sagde Han til den lamme: "Jeg siger dig: rejs dig, tag din seng og gå hjem!"
Luk 5:25 Og strax rejste han sig for øjnene af dem og tog båren, på hvilken han havde ligget, og gik hjem, mens han priste Gud!
Luk 5:26 Og de blev alle grebet af forundring og priste Gud! Og fulde af frygt sagde de: "I dag har vi set forunderlige ting"!
Luk 5:27 Derefter gik Han bort. Han så da en tolder ved navn Levi sidde på toldboden, og Han sagde til ham: "Følg Mig!"
Luk 5:28 Og øjeblikkeligt forlod han alt, rejste sig og fulgte Ham!
Luk 5:29 Levi holdt da et stort gæstebud for Ham i sit hjem, og en stor mængde toldere og andre lå til bords sammen med dem.
Luk 5:30 Men de skriftlærde og farisæerne blandt dem brokkede sig overfor Hans disciple og sagde: "Hvorfor spiser og drikker I med toldere og syndere?"
Luk 5:31 Jesus svarede og sagde til dem: "De sunde har ikke brug for læge, nej, kun de, som lider ondt!
Luk 5:32 Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere til omvendelse."
Luk 5:33 De spurgte Ham da: "Hvorfor faster Johannes' disciple og overholder bønnerne, ligesom farisæernes - mens Dine spiser og drikker?"
Luk 5:34 Han svarede dem: "Faster Brudgommens venner, mens Brudgommen er hos dem?
Luk 5:35 Nej! men dage skal komme, da Brudgommen skal tages fra dem - da skal de faste, i de dage!"
Luk 5:36 Han fortalte dem også en lignelse: "Ingen river en lap af en ny klædning og sætter den på en gammel klædning, som er revet itu, for så vil det nye rive [[det gamle itu]], og lappen fra det nye vil ikke passe sammen med det gamle.
Luk 5:37 Der er heller ingen, der hælder ny vin i gamle skindsække, for så vil den nye vin sprænge skindsækkene, vinen blive spildt, og skindsækkene blive ødelagt!
Luk 5:38 Nej, ny vin skal hældes på nye skindsække, og begge dele vil blive bjærget.
Luk 5:39 Men ingen, som har drukket af den gamle vin, ønsker den nye; thi han vil sige: "Den gamle er bedre!"
Luk 6:1 Men det skete på en sabbat, den næstførste, at [[Jesus]] gik gennem en kornmark, og Hans disciple plukkede ax og spiste dem efter at have gnedet dem i hænderne.
Luk 6:2 Nogle af farisæerne sagde da til dem: "Hvorfor gør I noget, som man ikke har lov at gøre på sabbaten?"
Luk 6:3 Jesus svarede dem og sagde: "Har I da ikke læst, hvad David gjorde, da han og hans ledsagere blev sultne:
Luk 6:4 hvordan han gik ind i Guds hus og tog skuebrødene, ja, han tog dem og spiste dem og gav også til sine ledsagere - de brød, som ingen har lov at spise, undtagen præsterne?"
Luk 6:5 Og Han sagde til dem: "Menneskets Søn er HErre også over sabbaten!"
Luk 6:6 Det skete også på en anden sabbat, at Han gik ind i synagogen for at undervise, og der var en mand, hvis højre hånd var vissen.
Luk 6:7 Farisæerne og de skriftlærde vogtede nu på, om Han ville helbrede på sabbaten, for at de kunne finde noget at anklage Ham for.
Luk 6:8 Men da Han kendte deres tanker, sagde Han til manden med den visne hånd: "Rejs dig og træd frem"; og han rejste sig og trådte frem.
Luk 6:9 Jesus sagde da til dem: "Jeg vil spørge jer: har man lov til på sabbaten at gøre godt eller at gøre ondt, at bjærge liv eller at dræbe?"
Luk 6:10 Og Han så rundt på dem alle og sagde så til manden: "Ræk din hånd frem!" Og da han gjorde det, blev hans hånd genoplivet og var rask som den anden.
Luk 6:11 Da fyldtes de af raseri og talte med hinanden om, hvad de skulle gøre med Jesus.
Luk 6:12 Men det skete i de dage, at Han gik op i bjergene for at bede; hele natten igennem var Han i bøn til Gud.
Luk 6:13 Da det blev dag, kaldte Han Sine disciple til Sig, og Han udvalgte af dem tolv, som Han kaldte "apostle":
Luk 6:14 Simon, som Han også kaldte "Peter", og Andreas, hans broder, og Jakob og Johannes og Filip og Bartholomæus
Luk 6:15 og Mattæus og Thomas og Jakob, Alfæus' søn, og Simon, som blev kaldt "Zelotes",
Luk 6:16 og Judas, Jakobs broder, og Judas Iskariot, som jo blev forræder.
Luk 6:17 Engang gik Han sammen med dem til et jævnt sted; og en stor mængde af Hans disciple og en stor skare af folk fra hele Judæa og Jerusalem og havnebyerne ved Tyrus og Sidon var kommet for at høre Ham og blive helbredt for deres sygdomme.
Luk 6:18 Også de, som var plaget af urene ånder, blev helbredte.
Luk 6:19 Og hele mængden søgte at berøre Ham, for en kraft udgik fra Ham og helbredte alle.
Luk 6:20 Han løftede da Sine øjne på Sine disciple og sagde: "Salige [[er]] de fattige, thi Guds Rige er deres!
Luk 6:21 Salige [[er]] I, som nu sulter, thi I skal mættes! Salige [[er]] I, som nu græder, thi I skal le!
Luk 6:22 Salige er I, når menneskene hader jer, og når de udstøder jer og spotter jer og forkaster jeres navn som ondt på grund af Menneskets Søn!
Luk 6:23 På Hin Dag skal I glæde jer og springe af fryd; thi se: jeres løn skal være stor i Himlene! Thi således har deres fædre gjort med profeterne!
Luk 6:24 Men vé jer, I rige, thi I får jeres trøst [[i denne verden]]!
Luk 6:25 Og vé jer, som nu er mætte, thi I skal sulte! Vé jer, som nu ler, thi I skal sørge og græde!
Luk 6:26 Vé jer, når alle mennesker taler vel om jer; thi således har jeres fædre gjort med de falske profeter!
Luk 6:27 Men til jer, som hører Mig, siger Jeg: elsk jeres fjender, gør godt mod dem, der hader jer,
Luk 6:28 velsign dem, der forbander jer og bed for dem, der håner jer!
Luk 6:29 Og vend den anden kind til den, der slår dig på den eene, og den, der tager din kappe fra dig, nægt ham ikke kjortelen heller!
Luk 6:30 Giv til enhver, som beder dig, og kræv ikke tilbage fra dem, som fratager dig, hvad der er dit!
Luk 6:31 Som I vil, at menneskene skal gøre mod jer, således skal I gøre mod dem!
Luk 6:32 Thi hvis I elsker dem, der elsker jer, hvad tak får I for det? Synderne elsker jo også dem, som elsker dem!
Luk 6:33 Og hvis I gør godt mod dem, der gør godt mod jer, hvad tak får I for det? Synderne gør jo det samme!
Luk 6:34 Og hvis I låner ud til dem, fra hvem I håber at få igen, hvad tak får I for det? Synderne låner jo også ud for at få det samme igen!
Luk 6:35 Nej, elsk jeres fjender, gør godt og lån ud uden at håbe at få noget tilbage; og jeres løn skal blive stor i Himlene, og I skal være Den Højestes sønner! Thi Han er god mod de utaknemmelige og onde!
Luk 6:36 Vær derfor barmhjertige, Som også jeres Fader er barmhjertig!
Luk 6:37 Døm ikke, og I skal ikke blive dømt; fordøm ikke, og I skal ikke blive fordømt; tilgiv, og I skal blive tilgivet!
Luk 6:38 Giv, og der skal gives jer: et godt, stampet, rystet og topfyldt mål skal man give i jeres favn. Thi med samme mål, hvormed I måler,7 skal der måles jer igen."
Luk 6:39 Han fortalte også en lignelse: "Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften?
Luk 6:40 En discipel står ikke over sin mester; men [[når man er]] udlært, vil man blive som sin lærer.
Luk 6:41 Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men bjælken i dit eget øje bemærker du ikke?
Luk 6:42 Eller hvordan kan du sige til din broder: "Broder, lad mig tage den splint ud, som er i dit øje", når du ikke ser den bjælke, du har i dit eget øje? Hykler! Tag først bjælken ud af dit eget øje, så du kan se; så kan du tage den splint ud, som er i din broders øje.
Luk 6:43 Thi et godt træ bærer ikke dårlige frugter, ej heller bærer et dårligt træ gode frugter.
Luk 6:44 Ethvert træ kendes på sin frugt. Man kan jo ikke plukke figener af tjørnebuske, og man kan heller ikke høste vindruer af tornebuske!
Luk 6:45 Et godt menneske bærer godt frem af sit hjertes gode forråd; men et ondt menneske bærer ondt frem af sit hjertes onde forråd! Thi hvad hjertet er fuldt af, taler eens mund!
Luk 6:46 Hvorfor kalder I Mig: "HErre, HErre!", men gør ikke, hvad Jeg siger?
Luk 6:47 Enhver, som kommer til Mig og hører Mine Ord og gør efter Dem, ham vil Jeg vise, hvem han ligner:
Luk 6:48 han er ligesom en mand, der byggede et hus, og han gravede, ja, han gravede dybt og lagde en grundmur på klippen. Da der så kom en stormflod, slog strømmen mod dette hus - men den kunne ikke rokke det, thi det var grundfæstet på klippen!
Luk 6:49 Men den, som har hørt, og ikke gør efter Ordet, er ligesom en mand, der byggede et hus på jorden uden grundmur; og strømmen slog mod det, og det faldt med det samme - og dette hus' fald blev stort!"
Luk 7:1 Da Han havde fuldendt hele Sin tale for folket, drog Han ind i Kapernaum.
Luk 7:2 Der var en hundredmandsfører, hvis tjener var syg, ja, døden nær, og hundredmandsføreren var meget glad for ham.
Luk 7:3 Da han nu hørte om Jesus, sendte han jødernes præster til Ham for at bede Ham om at komme og helbrede sin tjener.
Luk 7:4 Da de kom til Jesus, bad de Ham indtrængende og sagde: "Han er værdig til, at Du gør dette for ham,
Luk 7:5 thi han elsker vort folk, og han har bygget synagogen til os!"
Luk 7:6 Jesus gik så med dem; men da Han var nær ved huset, sendte hundredmandsføreren nogle venner til Ham, som sagde: "HErre! gør Dig ikke ulejlighed - thi jeg er ikke værdig til, at Du går ind under mit tag;
Luk 7:7 derfor har jeg heller ikke agtet mig selv værdig til at komme til Dig; men sig blot Eet Ord, så bliver min tjener helbredt!
Luk 7:8 Jeg er jo også et menneske, som står under kommando, og jeg har soldater under mig. Og siger jeg til den eene: "Gå!", så går han, og til en anden: "Kom!", så kommer han, og til min tjener: "Gør dette!", så gør han det!"
Luk 7:9 Da Jesus hørte dette, undrede Han Sig over ham. Og Han vendte Sig mod skaren, som fulgte Ham, og sagde: "Jeg siger jer: end ikke i Israel har Jeg fundet så stor en tro!"
Luk 7:10 Og da de, som var sendt ud, vendte tilbage til huset, fandt de den syge tjener rask.
Luk 7:11 Og det skete den følgende dag, at Han gik til en by kaldet Nain, og Hans disciple og en stor folkeskare ledsagede Ham.
Luk 7:12 Men da Han nærmede Sig byens port, se: da blev en død båret ud, en moders eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen fulgte hende.
Luk 7:13 Da HErren så hende, ynkedes Han over hende og sagde til hende: "Græd ikke!"
Luk 7:14 Han trådte så hen og rørte ved båren; og de, som bar, standsede. Han sagde så: "Unge mand, Jeg siger dig: stå op!"
Luk 7:15 Og den døde rejste sig op og begyndte at tale; og Jesus gav ham til hans moder.
Luk 7:16 Da blev alle grebet af frygt, og de priste Gud og sagde: "En stor Profet er oprejst iblandt os, ja, Gud har besøgt Sit folk!"
Luk 7:17 Og Dette Ord om Ham kom ud i hele Judæa og i hele omlandet.
Luk 7:18 Johannes' disciple fortalte ham nu om alle disse ting.
Luk 7:19 Han kaldte så to af sine disciple til sig og sendte dem til HErren Jesus for at spørge: "Er Du "DEN, SOM KOMMER", eller skal vi vente en anden?"
Luk 7:20 Da de kom til Ham, sagde de: "Johannes Døberen har sendt os til Dig for at spørge: "Er Du "DEN, SOM KOMMER", eller skal vi vente en anden?"
Luk 7:21 I samme stund helbredte Han mange for sygdomme og plager og onde ånder, og mange blinde gav Han synet igen.
Luk 7:22 Og Jesus svarede og sagde til dem: "Gå og fortæl Johannes, hvad I har set og hørt: blinde får synet igen, lamme går, spedalske renses, døve hører, døde står op og Evangeliet forkyndes for fattige -
Luk 7:23 og salig er den, som ikke tager anstød af Mig!"
Luk 7:24 Da sendebudene fra Johannes så var gået bort, begyndte Han at tale til skaren om Johannes: "Hvad gik I ud i ørkenen for at se? Et rør, som svajer for vinden?
Luk 7:25 Nej, hvad gik I ud for at se? Et menneske, klædt i bløde klæder? Se, de, som går i prægtige klæder og lever i vellevned, er i paladserne.
Luk 7:26 Nej, hvad gik I ud for at se? En profet? Ja, Jeg siger jer: [[han er]] endog mere end en profet!
Luk 7:27 Han er den, om hvem det er skrevet: "Se, Jeg sender Min engel foran Dit åsyn; han skal rydde Din Vej foran Dig!"
Luk 7:28 Thi Jeg siger jer: Ingen blandt kvindefødte er større end profeten Johannes Døber - dog: den mindste i Guds Rige er større end han!"
Luk 7:29 Og hele folket, som havde hørt det - selv tolderne - gav Gud ret og lod sig døbe med Johannes' dåb.
Luk 7:30 Men farisæerne og de lovlærde forkastede Guds plan med dem og lod sig ikke døbe af ham.
Luk 7:31 HErren sagde da: "Hvad skal Jeg ligne denne slægts mennesker med, og hvad er de lig?
Luk 7:32 De er ligesom børn, der sidder på torvet og råber til hinanden og siger: "Vi spillede på fløjte for jer, men I dansede ikke; og vi sang klagesange for jer, men I græd ikke!"
Luk 7:33 Thi Johannes Døberen kom, han, som hverken spiser mad eller drikker vin, og I siger: "Han har en dæmon!"
Luk 7:34 Så kommer Menneskets Søn, Som spiser og drikker, og I siger: "Se, Hvilken Mand, en Frådser og Dranker, tolderes og synderes Ven!"
Luk 7:35 Dog Visdommen er retfærdiggjort ved alle Sine børn!"
Luk 7:36 Een af farisæerne bad Ham da om at spise hos sig, og da Han kom ind i farisæerens hus, lagde Han Sig til bords.
Luk 7:37 Og se, der var i byen en kvinde, som var en synderinde, og som havde fået at vide, at Han lå til bords i farisæerens hus; [[hun]] kom derhen, og hun havde bragt en alabasterkrukke med myrra med sig.
Luk 7:38 Og hun stod ved Hans fødder, bag ved Ham, og græd; så begyndte hun at væde Hans fødder med sine tårer, og med sine hovedhår tørrede hun dem, kyssede Hans fødder og salvede dem med myrra.
Luk 7:39 Men da farisæeren, som havde indbudt Ham, så det, tænkte han ved sig selv: "Hvis Denne Mand var en profet, ville Han dog vide, hvem og hvad slags kvinde det er, der berører Ham: at hun er en synderinde!"
Luk 7:40 Jesus svarede da og sagde til ham: "Simon; Jeg har noget at sige dig!" Han siger: "Mester! sig frem!"
Luk 7:41 "En pengeudlåner havde to skyldnere; den eene skyldte ham fem hundrede denarer, den anden halvtreds.
Luk 7:42 Da nu ingen af dem havde noget at betale med, eftergav han dem begge gælden. Sig Mig: hvem af dem vil nu elske ham mest?"
Luk 7:43 Simon svarede og sagde: "Jeg går ud fra, at det er ham, hvem han eftergav mest." Han sagde til ham: "Du dømte ret!"
Luk 7:44 Så vendte Han Sig mod kvinden og sagde til Simon: "Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus; du gav Mig ikke vand til mine fødder, men hun har vædet Mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår.
Luk 7:45 Du gav Mig intet kys; men fra det øjeblik, Jeg kom ind, er hun ikke ophørt med at kysse Mine fødder.
Luk 7:46 Du salvede ikke Mit hovede med olie; men hun har salvet Mine fødder med myrra!
Luk 7:47 Derfor Siger Jeg dig: hendes mange synder skal være forladte, for hun elsker meget; men du, hvem kun lidet forlades, elsker kun lidt!"
Luk 7:48 Og Han sagde til hende: "Dine synder er dig forladt!"
Luk 7:49 Da begyndte de, som lå sammen med Ham, at sige til hinanden: "Hvem er Han, Som endog forlader synder?"
Luk 7:50 Men Han sagde til kvinden: "Din tro har frelst dig! Gå bort i fred!"
Luk 8:1 Og det skete i den følgende tid, at Han vandrede fra by til by og fra landsby til landsby, idet Han forkyndte og prædikede Evangeliet om Guds Rige; og de tolv var sammen med Ham,
Luk 8:2 ligeså også nogle kvinder, som var blevet helbredt for onde ånder og for sygdomme: Maria, som kaldes Magdalena, af hvem syv ånder var faret ud,
Luk 8:3 og Johanna, Kuzas hustru, en embedsmand hos Herodes, og Susanna og mange andre, som tjente Ham med det, de ejede.
Luk 8:4 Da nu en stor mængde havde samlet sig, og de fra alle byerne kom strømmende til Ham, sagde Han med en lignelse:
Luk 8:5 "En sædemand gik ud for at så sin sæd; og da han nu såede, faldt noget på vejen, men det blev trådt ned, og himmelens fugle åd det op.
Luk 8:6 Andet faldt på stengrunden, men da det var spiret op, visnede det, fordi det ikke havde væde.
Luk 8:7 Andet igen faldt blandt tornebuske; men da de voxede op sammen, kvalte tornebuskene det.
Luk 8:8 Andet faldt i den gode jord, og da det var spiret op, bar det frugt, hundrede fold." Da Han havde sagt dette, råbte Han: "Den, som har ører at høre med, han høre!"
Luk 8:9 Men een af Hans disciple spurgte Ham og sagde: "Hvad betyder denne lignelse?"
Luk 8:10 Han svarede: "Jer er det givet at kende Guds Riges mysterier; men de andre gives det i lignelser, for at de, når de ser, ikke skal se, og når de hører, ikke skal forstå!
Luk 8:11 Men dette er lignelsens [[betydning]]: sædekornet er Guds Ord.
Luk 8:12 Og de på vejen er dem, som hører, men når de har hørt, kommer Djævelen og tager Ordet bort fra deres hjerter, for at de ikke skal komme til tro og blive frelst.
Luk 8:13 Og de på stengrunden er dem, som, når de får Ordet at høre, modtager Det med glæde, men de lader Det ikke slå rod, så de tror en tid, men i prøvelsens tid falder de fra.
Luk 8:14 Og det, som faldt blandt tornebuske, er dem som, når de har hørt, kvæles af bekymringer og rigdom og nydelser, når de vandrer frem i livet, og de modnes ikke.
Luk 8:15 Men det i den gode jord, det er dem, som bevarer Ordet i et smukt og godt hjerte, når de har hørt Det, og bærer frugt i udholdenhed.
Luk 8:16 Ingen, der har tændt et lys, gemmer det under et kar eller sætter det under en seng; nej, man sætter det i lysestagen, for at de, som kommer ind i huset, skal se lyset.
Luk 8:17 Thi intet er skjult, som ikke skal blive åbenbart; intet er heller hemmeligt, som ikke skal blive kendt og komme for dagen.
Luk 8:18 Se derfor til, hvordan I hører! Thi den, der har, til ham skal der gives; og den, som ikke har, skal også fratages det, som han synes at have!"
Luk 8:19 Og Hans moder og Hans brødre kom til Ham; men de kunne ikke komme hen til Ham på grund af folkemængden.
Luk 8:20 Og det blev meldt Ham: "Din moder og Dine brødre står udenfor og ønsker at se Dig."
Luk 8:21 Men Han svarede og sagde til dem: "Min moder og Mine brødre er de, som hører Guds Ord og gør efter Det!"
Luk 8:22 Og det skete een af dagene, at Han og Hans disciple gik ombord i en båd, og Han sagde til dem: "Lad os sætte over til den anden side af søen", og de satte af sted.
Luk 8:23 Medens de sejlede, sov Han. Da slog en storm ned over søen, og båden fyldtes af vand, så den kom i fare.
Luk 8:24 De gik da til Ham, vækkede Ham og sagde: "Mester, Mester! vi går under!" Så rejste Han Sig, truede ad vinden og søens bølger - og det stilnedes, så det blev blikstille!
Luk 8:25 Han sagde da til dem: "Hvor er jeres tro?" Men de var blevet grebet af frygt, undrede sig og sagde til hinanden: "Hvem er dog Han? Endog vindene byder Han over, og havet - og de adlyder Ham!"
Luk 8:26 Og de sejlede Ham ind til Gerasenernes land, som ligger overfor Galilæa.
Luk 8:27 Da Han gik i land, kom en mand fra byen Ham i møde; han havde været besat af dæmoner i lang tid, han var ikke iført klæder, og han boede ikke i noget hus, men i gravene.
Luk 8:28 Da han så Jesus, råbte han og faldt ned for Ham, og med høj røst sagde han: "Hvad har Du med mig at gøre, Jesus, Du Guds, Den Højestes Søn? Jeg beder Dig: pin mig ikke!",
Luk 8:29 thi Han bød den urene ånd at fare ud af manden; den havde nemlig i lange tider haft tag i ham, og han var blevet bundet med lænker og fodjern, og man havde holdt vagt over ham, men han havde sprængt lænkerne og var af dæmonen blevet drevet ud i ørkenerne.
Luk 8:30 Jesus spurgte ham da og sagde: "Hvad er dit navn?" Han svarede: "Legion!", for mange dæmoner var faret i ham.
Luk 8:31 Og de bad [[Jesus]] om ikke at byde dem at fare ned i afgrunden.
Luk 8:32 Nu var der en stor svineflok, som græssede på bjerget. De bad Ham da om at lade dem fare i dem, og det tillod Han dem.
Luk 8:33 Da dæmonerne så fór ud af manden, fór de i svinene, og flokken styrtede ud over randen, ned i søen og druknede.
Luk 8:34 Men da svinehyrderne så, hvad der skete, flygtede de, og de gik hen og fortalte om det i byen og i landsbyerne.
Luk 8:35 Folk gik da ud for at se, hvad der var sket; da de kom til Jesus, fandt de manden, af hvem dæmonerne var faret ud, siddende påklædt og ved sans og samling ved Jesu fødder, og de blev grebet af frygt.
Luk 8:36 Men de, som havde set det, fortalte dem, hvordan den dæmonbesatte var blevet helbredt.
Luk 8:37 Og hele folket fra Gerasenernes område bad Ham om at gå bort fra dem, for de var grebet af stor frygt. Han gik så ombord i båden og vendte tilbage.
Luk 8:38 Manden, af hvem dæmonerne var faret ud, bad om at få lov til at tage med Ham, men Jesus sendte ham bort og sagde:
Luk 8:39 "Vend tilbage til dit hjem og fortæl om alt, hvad Gud har gjort for dig!" Og han gik bort, og i hele byen forkyndte han alt det, Jesus havde gjort for ham.
Luk 8:40 Men det skete, da Jesus vendte tilbage, at folkeskaren tog imod Ham; thi de ventede alle på Ham.
Luk 8:41 Og se, der kom en mand, hvis navn var Jairus, og han var synagogeforstander. Han faldt ned for Jesu fødder og beder Ham komme til sit hjem;
Luk 8:42 for han havde en datter, hans eeneste, på omkring tolv år, og hun var døende. Og det skete, mens Han gik med ham, at mængden trængte sig ind på Ham.
Luk 8:43 Og [[der var]] en kvinde, som havde haft blødninger i tolv år, og som havde brugt alt, hvad hun ejede, på læger, uden at nogen havde kunnet helbrede hende.
Luk 8:44 Hun rørte bagfra ved kvasten på Hans kappe - og strax standsede hendes blødning.
Luk 8:45 Jesus sagde da: "Hvem var det, der rørte ved Mig?" Men da alle nægtede, sagde Peter og de, som var sammen med Ham: "Mester! mængden trænger Dig på alle sider og presser på, og dog spørger Du: "Hvem var det, der rørte ved Mig"?"
Luk 8:46 Men Jesus sagde: "Nogen rørte ved Mig, thi Jeg mærkede, at en kraft udgik fra Mig!"
Luk 8:47 Da kvinden nu så, at det ikke var til at skjule, kom hun skælvende og faldt ned for Ham og fortalte for hele folket, af hvilken grund hun havde rørt ved Ham, og hvordan hun strax var blevet helbredt.
Luk 8:48 Men Han sagde til hende: "Vær ved godt mod, datter! Din tro har frelst dig; gå bort med fred!"
Luk 8:49 Endnu medens Han talte, kom een fra synagogeforstanderens hus og sagde: "Din datter er død; vold ikke Mesteren mere ulejlighed!"
Luk 8:50 Men da Jesus hørte det, sagde Han [[til ham]]: "Frygt ikke, tro blot - og hun skal blive frelst!"
Luk 8:51 Da Han gik ind i huset, lod Han ingen gå med ind, undtagen Peter og Jakob og Johannes og barnets fader og moder.
Luk 8:52 Og alle græd og [[holdt dødeklage]] over hende. Men Han sagde: "Græd ikke! Thi hun er ikke død - hun sover!"
Luk 8:53 Og de lo ad Ham, for de vidste, at hun var død.
Luk 8:54 Men Han drev alle ud, greb hendes hånd, råbte og sagde: "Barn! Stå op!"
Luk 8:55 Og hendes ånd vendte tilbage, og hun rejste sig strax. Han befalede da, at der skulle gives hende noget at spise.
Luk 8:56 Og hendes forældre var ude af sig selv - men Han bød dem ikke at fortælle det, der var sket, til nogen!
Luk 9:1 Da kaldte Han Sine tolv disciple sammen og gav dem magt og myndighed over alle dæmoner og til at helbrede sygdom.
Luk 9:2 Så udsendte Han dem for at forkynde Guds Rige og for at helbrede de syge;
Luk 9:3 og Han sagde til dem: "Tag intet med på vejen, hverken stav eller drikke eller mad eller sølv; ej heller skal I have to kjortler!
Luk 9:4 Og hvor I end går ind i et hus, bliv dér, og drag så videre derfra.
Luk 9:5 Og alle dem, som ikke tager imod jer, så I må forlade deres by, mod dem skal I ryste støvet af jeres fødder som et vidnesbyrd mod dem!"
Luk 9:6 De drog da afsted og gik fra by til by, idet de forkyndte Evangeliet og helbredte overalt.
Luk 9:7 Men landsfyrsten Herodes hørte også om alt det, som skete ved Ham; og han blev forvirret, fordi nogle sagde: "Det er Johannes, der er oprejst fra døde",
Luk 9:8 men andre: "Elias er kommet tilsyne", andre igen: "Een af de gamle profeter er stået op".
Luk 9:9 Men Herodes sagde: "Johannes har jeg halshugget! Hvem er så Denne, om Hvem jeg hører sådanne ting?"; og han forsøgte at få Ham at se.
Luk 9:10 Da apostlene vendte tilbage, fortalte de Ham alt det, de havde gjort; og Han tog dem med Sig og trak Sig tilbage til en by, der hed Betsajda, for at de kunne være eene.
Luk 9:11 Men folkeskarerne havde fået det at vide og fulgte efter Ham. Og Han tog godt imod dem og talte til dem om Guds Rige, og de, som havde brug for helbredelse, helbredte Han.
Luk 9:12 Men da dagen begyndte at hælde, kom de tolv til Ham og sagde: "Send skarerne bort, for at de kan gå til de omkringliggende byer og landsbyer og få husly og finde noget at spise. For vi er på et meget øde sted her."
Luk 9:13 Men Han sagde til dem: "Giv I dem noget at spise!" Men de sagde: "Vi har ikke mere end fem brød og to små fisk; hvis vi da ikke skal tage hen og købe mad til hele folkeskaren."
Luk 9:14 Thi der var omtrent fem tusinde mænd! Men Han sagde til Sine disciple: "Sæt dem i grupper på omkring halvtreds hver!"
Luk 9:15 Det gjorde de og fik alle til at sætte sig ned.
Luk 9:16 Jesus tog så de fem brød og de to fisk, så op mod Himmelen, velsignede dem, brød dem og gav dem til disciplene, så at de kunne byde dem rundt til skaren.
Luk 9:17 Og alle spiste og blev mætte. Og det tiloversblevne blev samlet op: tolv kurve med smuler!
Luk 9:18 Og det skete, da Han engang var i bøn på et ensomt sted, hvor også disciplene var sammen med Ham, at Han spurgte dem og sagde: "Hvem siger folk, at Jeg er?"
Luk 9:19 De svarede og sagde: "[[Nogle siger:]] Johannes Døberen! - andre siger: "Elias", og atter andre: "Een af de gamle profeter er stået op"."
Luk 9:20 Men Han sagde til dem: "Men I - Hvem siger I, at Jeg er?" Peter svarede og sagde: "Guds Kristus!"
Luk 9:21 Han formanede dem da og pålagde dem ikke at sige dette til nogen,
Luk 9:22 idet Han sagde: "Det er nødvendigt, at Menneskets Søn må lide meget, og at Han skal blive forkastet af præsterne og ypperstepræsterne og de skriftlærde, og at [[Han]] bliver dræbt - men på den tredje dag [[skal Han]] opstå!"
Luk 9:23 Og Han sagde til dem alle: "Om nogen vil efterfølge Mig, så skal han fornægte sig selv og dagligt tage sit kors op og følge Mig!
Luk 9:24 Thi den, som vil bjærge sit liv, skal miste det; men den, som mister sit liv for Min skyld, skal bjærge det!
Luk 9:25 Thi hvad gavner det et menneske, om han vinder hele verden, men ødelægger eller mister sig selv?
Luk 9:26 Thi den, som skammer sig ved Mig og Mine Ord, ham skal Menneskets Søn også skamme Sig over, når Han kommer i Sin og Faderens og de hellige engles herlighed!
Luk 9:27 Men sandelig, Jeg siger jer: der er nogle af dem, som står her, som slet ikke skal smage døden, førend de skal se Guds Rige!"
Luk 9:28 Og det skete, otte dage efter at Disse Ord var sagt, at Jesus tog Peter og Johannes og Jakob med Sig og gik op på bjerget for at bede;
Luk 9:29 og det skete, mens Han bad, at Hans ansigts udseende ændredes, og Hans klædning blev skinnende hvid.
Luk 9:30 Og se, to mænd samtalede med Ham - det var Moses og Elias.
Luk 9:31 De åbenbarede sig i herlighed og talte med Ham om Hans bortgang, Som Han skulle fuldføre i Jerusalem.
Luk 9:32 Men Peter og de, som var med ham, var tyngede af søvn; og da de vågnede, så de Hans herlighed og de to mænd, som stod sammen med Ham.
Luk 9:33 Og det skete, da disse skiltes fra Ham, at Peter sagde til Jesus: "Mester! Det er godt for os at være her! Lad os lave tre telte, eet til Dig og eet til Moses og eet til Elias!" - thi han vidste ikke, hvad han sagde!
Luk 9:34 Mens han sagde dette, kom der en sky og overskyggede dem; og de blev bange, da de kom ind i skyen.
Luk 9:35 Og der lød fra skyen en røst, som sagde: "Denne er Min Søn, Den Elskede, Som Jeg har Udvalgt - hør Ham!"
Luk 9:36 Og da røsten lød, fandt de, at Jesus [[var]] alene. Og de tav og fortalte ingen, hvad de havde set i disse dage!
Luk 9:37 Men det skete den følgende dag, da de gik ned fra bjerget, at en stor skare kom Ham i møde.
Luk 9:38 Og se, en mand fra mængden råbte og sagde: "Mester! jeg beder Dig: se til min søn, for han er min eeneste;
Luk 9:39 og se, en ånd griber ham, og pludselig skriger han, og den river i ham, så han fråder, og den viger næppe fra ham, før den har dræbt ham!
Luk 9:40 Og jeg bad Dine disciple om at drive den ud, men det magtede de ikke!"
Luk 9:41 Men Jesus svarede og sagde: "Åh, du vantro og fordærvede slægt! Hvor længe skal Jeg være hos jer og tåle jer? Før din søn hid!"
Luk 9:42 Og mens de førte [[drengen]] frem, rev og sled dæmonen stadig i ham. Men Jesus truede ad den urene ånd og helbredte barnet og gav ham til hans fader.
Luk 9:43 Og alle var ude af sig selv over Guds storhed! Da nu alle undrede sig over det, Jesus havde gjort, sagde Han til Sine disciple:
Luk 9:44 "Læg jer Disse Ord på sinde: Menneskets Søn skal overgives i menneskers hænder!"
Luk 9:45 De forstod dog ikke denne tale, og det var skjult for dem, for at de ikke skulle forstå det. Men de var bange for at spørge Ham om dét, Han sagde!
Luk 9:46 Der begyndte da en diskussion imellem dem, nemlig om hvem af dem der mon var den største.
Luk 9:47 Da Jesus imidlertid kendte deres hjerters tanke, tog Han et lille barn, satte det foran Sig
Luk 9:48 og sagde til dem: "Den, som tager imod dette lille barn i Mit navn, tager imod Mig! Og den, som tager imod Mig, tager imod Ham, Som har sendt Mig. Thi den, som er den mindste blandt jer, skal være [[den største]]!"
Luk 9:49 Johannes sagde da til Ham: "Mester! vi så een, som drev dæmoner ud i Dit navn, men vi forbød ham det, fordi han ikke slutter sig til os."
Luk 9:50 Men Jesus sagde til ham: "Hindrer ham ikke! Thi den, som ikke er imod os, er for os!"
Luk 9:51 Men det skete, da dagen for Hans optagelse nærmede sig, at Han vendte Sit ansigt mod Jerusalem for at drage derop.
Luk 9:52 Og Han sendte budbringere foran Sit åsyn. På deres vandring gik de ind i en samaritanerlandsby for at gøre alt parat til Ham.
Luk 9:53 Men folk dér tog ikke imod Ham, fordi Hans ansigt var rettet mod Jerusalem.
Luk 9:54 Da Hans disciple Jakob og Johannes så det, sagde de: "HErre! vil Du, at vi skal byde ild fra Himmelen fare ned og fortære dem, ligesom Elias gjorde det!"
Luk 9:55 Men Han vendte Sig, formanede dem og sagde: "I veed ikke, af hvad slags ånd, I er!
Luk 9:56 Thi Menneskets Søn er ikke kommet for at ødelægge menneskers liv, men for at frelse". Og de drog videre til en anden by.
Luk 9:57 Og det skete, mens de vandrede på vejen, at een sagde til Ham: "Jeg vil følge Dig, hvor end Du går hen, HErre!"
Luk 9:58 Jesus sagde da til ham: "Rævene har huler og himmelens fugle reder; men Menneskets Søn har ikke noget sted, hvor Han kan lægge Sit hovede til hvile!"
Luk 9:59 Til en anden sagde Han: "Følg Mig!" Men han sagde: "HErre! lad mig først drage hen og begrave min fader!"
Luk 9:60 Jesus sagde da til ham: "Lad de døde begrave deres egne døde! Men drag du ud og forkynd Guds Rige!"
Luk 9:61 Der var også en anden, der sagde: "Jeg vil følge Dig, HErre!, men lad mig først tage afsked med dem derhjemme."
Luk 9:62 Men Jesus sagde til ham: "Ingen, som har lagt sin hånd på ploven og så ser sig tilbage, er skikket til Guds Rige!"
Luk 10:1 Derefter udpegede HErren halvfjerds andre og udsendte dem to og to foran Sit åsyn, til enhver by og ethvert sted, hvorhen Han Selv ville gå.
Luk 10:2 Og Han sagde til dem: "Høsten er stor, men arbejderne få; bed derfor høstens HErre om at drive arbejdere ud til Sin høst!
Luk 10:3 Gå nu! Thi se, Jeg sender jer som lam midt iblandt ulve!
Luk 10:4 Bær ikke pung, ikke vadsæk og heller ikke sko; og [[besøg]] ikke nogen undervejs.
Luk 10:5 Og i hvilket hus, I end går ind, skal I først sige: "Fred være med dette hus!"
Luk 10:6 Hvis der da er en fredens søn dér, skal jeres fred komme over ham. Men hvis ikke, vil jeres fred vende tilbage til jer!
Luk 10:7 Og bliv i dét hus, idet I spiser og drikker det, man byder jer; thi arbejderen er sin løn værd. Gå ikke fra hus til hus.
Luk 10:8 Og i hvilken by, I end går ind, og man tager imod jer, skal I spise dét, som bliver sat for jer;
Luk 10:9 og helbred de syge og sig til dem: "Guds Rige er kommet jer nær!"
Luk 10:10 Men hvis I går ind i en by, og de ikke tager imod jer, skal I gå ud på gaden og sige:
Luk 10:11 "Selv det støv fra denne by, som hænger ved vore fødder, ryster vi af mod jer! Dog skal I vide dette: at Guds Rige er kommet jer nær!"
Luk 10:12 Jeg siger jer: for Sodoma skal det blive tåleligere på Hin Dag end for denne by!
Luk 10:13 Vé dig, Korazin - og vé dig, Betsajda! Thi hvis de kraftgerninger, som er sket i jer, var sket i Tyrus og Sidon, da havde de forlængst omvendt sig og siddet i sæk og aske!
Luk 10:14 Dog det skal blive tåleligere for Tyrus og Sidon i Dommen end for jer!
Luk 10:15 Og du, Kapernaum - mon du skal løftes op til Himmelen? Til Dødsriget skal du stødes ned!
Luk 10:16 Den, som hører jer, hører Mig, og den, som forkaster jer, forkaster Mig; men den, som forkaster Mig, forkaster Den, Som har sendt Mig!"
Luk 10:17 De halvfjerds vendte da tilbage med stor glæde og sagde: "HErre! selv dæmonerne adlyder os i Dit navn!"
Luk 10:18 Men Han sagde til dem: "Jeg så Satan falde som et lyn fra Himmelen!
Luk 10:19 Se, Jeg har givet jer myndighed til at træde på slanger og skorpioner og over al fjendens magt; og intet skal kunne skade jer på nogen måde!
Luk 10:20 Dog: glæd jer ikke over dét, at ånderne adlyder jer; nej, glæd jer hellere over, at jeres navne er indskrevet i Himlene!"
Luk 10:21 I samme stund frydede Jesus Sig i Helligånden og sagde: "Jeg priser Dig, Fader, Himmelens og jordens HErre, fordi Du har skjult dette for de viise og forstandige og åbenbaret det for de umyndige! Ja, Fader - thi dette er sket til Dit velbehag!"
Luk 10:22 Og vendt mod Sine disciple sagde Han: "Alle ting er blevet Mig overgivet af Min Fader! Og ingen veed, Hvem Sønnen er, uden Faderen, eller Hvem Faderen er, uden Sønnen og den, for hvem Sønnen vil åbenbare Ham!"
Luk 10:23 Og da Han havde vendt Sig mod disciplene, da de var alene, sagde Han: "Salige de øjne, som ser Det, I ser!
Luk 10:24 Thi Jeg siger jer: mange profeter og konger har ønsket at se Det, I ser - men fik Det ikke at se! og at høre Det, I hører - men fik Det ikke at høre!"
Luk 10:25 Og se, en lovlærd stod frem og spurgte for at friste Ham: "Mester! hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?"
Luk 10:26 Han svarede: "Hvad står der skrevet i Loven? Hvordan læser du?"
Luk 10:27 Han svarede og sagde: "Du skal elske HErren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af al din magt og af al din forstand - og din næste som dig selv!"
Luk 10:28 Og Han sagde til ham: "Du svarede ret! Gør dette, og du skal leve!"
Luk 10:29 Men idet han ville retfærdiggøre sig selv, spurgte han Jesus: "Og hvem er så min næste?"
Luk 10:30 Jesus tog da dette op og sagde: "En mand gik ned fra Jerusalem til Jeriko, og han faldt blandt røvere. De klædte ham da først af og slog ham så; så gik de bort og efterlod ham halvdød.
Luk 10:31 Ved en tilfældighed gik en præst ned ad samme vej, men da han så ham, veg han til side og gik forbi.
Luk 10:32 Ligeledes kom også en levit forbi; da han kom til stedet og så ham, veg også han til side og gik forbi.
Luk 10:33 Men også en samaritaner, som var på rejse, kom forbi; da han så ham, fik han medlidenhed med ham.
Luk 10:34 Han trådte til, forbandt hans sår og hældte olie og vin på dem; så satte han ham op på sit eget dyr, førte ham til et herberge og plejede ham.
Luk 10:35 Og næste morgen, da han skulle drage videre, tog han to denarer frem, gav dem til værten og sagde til ham: "Plej ham! Og hvad du yderligere måtte lægge ud, skal jeg godtgøre dig, når jeg kommer tilbage."
Luk 10:36 Hvem af disse tre synes du nu har været en næste for ham, der faldt blandt røvere?"
Luk 10:37 Han svarede: "Han, som øvede barmhjertighed mod ham!" Da sagde Jesus til ham: "Så gå du hen og gør ligeså!"
Luk 10:38 Og det skete, da de drog videre, at Han kom ind i en landsby; og en kvinde ved navn Martha modtog Ham i sit hjem.
Luk 10:39 Hun havde en søster, som hed Maria; hun satte sig ned ved HErren Jesu fødder og lyttede til Hans Ord.
Luk 10:40 Men Martha, som havde meget travlt med at varte op, gik da hen og sagde: "HErre! Tager Du Dig slet ikke af, at min søster lader mig alene om at tjene? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig!"
Luk 10:41 Men HErren Jesus svarede og sagde til hende: "Martha, Martha! du bekymrer dig og er travlt optaget af mange ting;
Luk 10:42 men eet er nødvendigt! Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende."
Luk 11:1 Og det skete, da Han var et sted for at bede, at een af Hans disciple, da Han var holdt op, sagde til Ham: "HErre! lær os at bede, ligesom Johannes lærte sine disciple det."
Luk 11:2 Da sagde Han til dem: "Når I beder, så sig: "Fader vor; Du, Som er i Himlene! Helliget vorde Dit navn; komme Dit Rige; ske Din vilje, som i Himmelen, [[således]] også på jorden;
Luk 11:3 giv os hver dag vort daglige brød;
Luk 11:4 og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere; og før os ikke i fristelse, men udfri os fra det onde!"
Luk 11:5 Og Han sagde til dem: "Hvis nu een af jer har en ven og kommer til ham ved midnat og siger til ham: "Kære ven! lån mig tre brød,
Luk 11:6 for een af mine venner er kommet til mig fra en rejse, og jeg har ikke noget at sætte frem for ham",
Luk 11:7 skulle han så indefra svare og sige: "Vold mig ikke besvær! Døren er allerede lukket, og både mine børn og jeg er gået i seng; jeg kan ikke stå op og give dig det!"
Luk 11:8 Jeg siger jer: selvom han ikke vil stå op og give ham det, fordi han er hans ven, så vil han dog stå op og give ham det, han behøver, på grund af hans påtrængenhed!
Luk 11:9 Og Jeg siger jer: Bed, så skal der gives jer! Søg, så skal I finde! Bank på, så skal der lukkes op for jer!
Luk 11:10 Thi enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og for den, der banker på, skal der lukkes op!
Luk 11:11 Hvem af jer, som er fader, ville dog, hvis hans søn beder om brød, give ham en sten? eller hvis han beder om en fisk, så i stedet for en fisk give ham en slange?
Luk 11:12 eller hvis han beder om et æg, så give ham en skorpion?
Luk 11:13 Hvis da I, som er onde, veed at give jeres børn gode gaver, hvor meget mere vil da ikke jeres Fader fra Himmelen give Helligånden til dem, som beder Ham?"
Luk 11:14 Engang drev Han en dæmon ud, og den var stum. Og det skete, da dæmonen var faret ud, at den stumme talte - og folkeskaren undrede sig.
Luk 11:15 Men nogle af dem sagde: "Han uddriver dæmonerne ved Beelzebul, dæmonernes fyrste!"
Luk 11:16 Men andre fristede Ham ved at kræve et tegn fra Himmelen af Ham.
Luk 11:17 Da Han imidlertid kendte deres tanker, sagde Han til dem: "Ethvert rige i strid med sig selv vil blive ødelagt, og hus falder på hus;
Luk 11:18 men hvis Satan er blevet splittet og strider mod sig selv, hvordan skal hans rige da kunne bestå? For I siger, at Jeg uddriver dæmonerne ved Beelzebul;
Luk 11:19 men hvis Jeg uddriver dæmonerne ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres sønner dem da? Derfor skal de være jeres dommere!
Luk 11:20 Men hvis Jeg uddriver dæmonerne ved Guds finger, så er Guds Rige jo kommet til jer!
Luk 11:21 Når Den Stærke væbnet vogter sin gård, er hans ejendom i fred;
Luk 11:22 men når Den, som er stærkere end han, kommer over ham og besejrer ham, tager Han hans rustning, på hvilken han stolede, og deler hans bytte ud!
Luk 11:23 Den, som ikke er med Mig, er imod Mig, og den, som ikke samler med Mig, spreder!
Luk 11:24 Når den urene ånd er faret ud af mennesket, vandrer den gennem vandløse steder og søger hvile; og når den ikke finder den, siger den: "Jeg vil vende tilbage til dét hus, hvorfra jeg fór ud!"
Luk 11:25 Og når den kommer, finder den det fejet og pyntet;
Luk 11:26 da går den bort og henter syv andre ånder, værre end den selv, og når de er faret ind, tager de bolig dér - og da bliver dette sidste værre for dette menneske end det første!"
Luk 11:27 Men det skete, mens Han sagde dette, at en kvinde fra skaren opløftede sin røst og sagde til Ham: "Saligt det moderliv, som bar Dig, og de bryster, Du diede!"
Luk 11:28 Men Han sagde: "Nej! Snarere er de salige, som hører Guds Ord og bevarer Det!"
Luk 11:29 Da skarerne nu trængte sig sammen, tog Han til Orde og sagde: "Denne slægt er en ond slægt! Den spørger efter tegn - men der skal ikke gives den andet tegn end profeten Jonas' tegn:
Luk 11:30 thi ligesom Jonas var et tegn for ninevitterne, således skal Menneskets Søn også være det for denne slægt!
Luk 11:31 Dronningen fra Syden skal ved Dommen stå op sammen med denne slægts mænd og fordømme dem! Thi hun kom fra jordens ende for at høre Salomons visdom - og se: her er mere end Salomon!
Luk 11:32 Mænd fra Nineve skal ved Dommen stå op sammen med denne slægt, og de skal fordømme den! Thi de omvendte sig ved Jonas' forkyndelse - og se: her er mere end Jonas!
Luk 11:33 Ingen tænder et lys og sætter det i kælderen eller under et kar; nej, [[man sætter det]] i lysestagen, for at de, der kommer, kan se lyset skinne.
Luk 11:34 Øjet er dit legemes lys; når da dit øje er sundt, er også hele dit legeme i lys. Men er det sygt, er også dit legeme i mørke.
Luk 11:35 Se altså til, at lyset i dig ikke er mørke!
Luk 11:36 Hvis altså hele dit legeme er i lys og ingen del deraf i mørke, vil det være helt lyst, som når lyset fra et lyn lyser på dig!"
Luk 11:37 Da Han havde sagt dette, spurgte en farisæer Ham, om Han ville spise frokost hos ham; og Han kom og lagde Sig til bords.
Luk 11:38 Men da farisæeren så det, undrede han sig over, at Han ikke vaskede Sig før måltidet.
Luk 11:39 HErren sagde da til ham: "I farisæere renser det udvendige af bægeret og fadet - men jeres indre er fuldt af ran og ondskab!
Luk 11:40 I dårer! Mon ikke Han, Som skabte det udvendige, også skabte det indvendige?
Luk 11:41 Giv det, som er indeni, som almisse - og se, [[så vil]] alle ting være rene for jer!
Luk 11:42 Men vé jer, I farisæere! Thi I giver tiende af mynte og rude og alle grøntsager, men I forsømmer retfærdigheden og Guds kærlighed. Det eene burde I gøre og ikke undlade det andet!
Luk 11:43 Vé jer, I farisæere! Thi I elsker de forreste sæder i synagogerne og hilsenerne på torvet [[og de øverste pladser ved måltiderne]].
Luk 11:44 Vé jer, I skriftlærde og farisæere, I hyklere! Thi I er som usynlige grave, som folk går hen over uden at vide det."
Luk 11:45 Een af de lovlærde svarer da og siger til Ham: "Mester! Når Du siger dette, krænker Du også os!"
Luk 11:46 Men Han sagde: "Vé også over jer, I lovlærde! Thi I belæsser menneskene med tunge byrder - men selv rører I ikke byrderne med en finger!
Luk 11:47 Vé jer! Thi I bygger profeterne mindesmærker - [[men det var]] jeres fædre, der dræbte dem!
Luk 11:48 Altså vidner I om og samtykker i jeres fædres gerninger; for de dræbte dem ganske vist, men I bygger mindesmærker over dem.
Luk 11:49 Derfor sagde også Guds Visdom: "Jeg vil sende profeter og apostle til dem, og nogle af dem vil de dræbe og fordrive,
Luk 11:50 for at alle profeternes blod, som er blevet udgydt fra verdens grundlæggelse af, skal kræves af deres slægt,
Luk 11:51 lige fra Abels blod til Zakarias' blod, han, som blev dræbt mellem alteret og templet!" Ja, Jeg siger jer: Det skal kræves af denne slægt!
Luk 11:52 Vé jer, I lovlærde! Thi I har taget kundskabens nøgle; selv er I ikke gået ind, og den, som vil ind, hindrer I deri!"
Luk 11:53 Da Han havde sagt dette til dem og var gået derfra, begyndte de skriftlærde og farisæerne heftigt at trænge sig ind på Ham og at udspørge Ham om mange ting,
Luk 11:54 idet de lurede på Ham og søgte at opfange noget fra Hans mund, for hvilket de kunne anklage Ham.
Luk 12:1 I mellemtiden, da titusinder af folk havde samlet sig, så de næsten trådte hinanden ned, begyndte Han at tale, først og fremmest til Sine disciple: "Tag jer i vare for farisæernes surdej, som er hykleri!
Luk 12:2 Dog: intet er tildækket, som ikke skal afdækkes, og intet skjult, som ikke skal blive åbenbaret.
Luk 12:3 Derfor: alt det, I siger i mørket, skal høres i lyset, og det, I har hvisket nogen i øret i lønkammeret, skal råbes ud fra tagene!
Luk 12:4 Men Jeg siger jer, Mine venner: frygt ikke for dem, som dræber legemet og derefter ikke kan gøre mere!
Luk 12:5 Nej, Jeg skal sige jer, Hvem I skal frygte: frygt Ham, Som, efter at have dræbt, har magt til at kaste i Helvede! Ja, Jeg siger jer: frygt Ham!
Luk 12:6 Sælges ikke fem spurve for et par småskillinger? Og [[dog er]] ikke een af dem er glemt hos Gud!
Luk 12:7 Ja, endog alle jeres hovedhår er talte; frygt altså ikke - I er mere [[værd]] end mange spurve!
Luk 12:8 Og Jeg siger jer: enhver, som kendes ved Mig overfor menneskene, ham skal Menneskets Søn også kendes ved overfor Guds engle.
Luk 12:9 Men den, som har fornægtet Mig overfor menneskene, skal også blive fornægtet overfor Guds engle!
Luk 12:10 Og enhver, som taler et ord mod Menneskets Søn vil blive tilgivet; men den, som spotter Helligånden, vil ikke blive tilgivet!
Luk 12:11 Men når de fører jer frem for synagogerne og øvrighederne og myndighederne, skal I ikke bekymre jer for, hvordan eller med hvad I skal forsvare jer, eller hvad I skal sige,
Luk 12:12 thi Helligånden skal i samme stund lære jer, hvad I bør sige!"
Luk 12:13 Men een fra skaren sagde til Ham: "Mester! sig til min broder, at han skal dele arven med mig!"
Luk 12:14 Men Han sagde: "Menneske! hvem har sat Mig til at dømme eller skifte mellem jer?"
Luk 12:15 Og Han sagde til dem: "Se til, at I vogter jer for al havesyge! For selvom een har overflod, er hans liv dog ikke [[afhængigt]] af hans ejendomme."
Luk 12:16 Og Han fortalte dem en lignelse og sagde: "En rigmands jord bar godt;
Luk 12:17 han tænkte da ved sig selv og sagde: "Hvad skal jeg gøre? - jeg har jo ikke noget sted, hvor jeg kan samle min afgrøde?"
Luk 12:18 Og han sagde: "Dette vil jeg gøre: jeg vil rive mine lader ned og bygge større, og dér vil jeg samle al den hvede, jeg har avlet, og alt mit gods.
Luk 12:19 Og jeg vil sige til min sjæl: "Sjæl! du har meget gods liggende - nok til mange år! Slå dig til ro, spis, drik og vær glad!"
Luk 12:20 Men Gud sagde til ham: "Du dåre! I denne nat kræves din sjæl af dig! Hvem skal da have det, du har oplagret?"
Luk 12:21 Sådan går det dem, der samler sig selv skatte, men ikke er rige i Gud!"
Luk 12:22 Og Han sagde til Sine disciple: "Derfor siger Jeg jer: bekymrer jer ikke for jeres liv, hvad I skal spise, eller for jeres legeme, hvad I skal klæde jer i!
Luk 12:23 Thi livet er mere end maden og legemet mere end klæderne.
Luk 12:24 Læg mærke til ravnene: de hverken sår eller høster, de har hverken spisekammer eller lade - men Gud føder dem! Og hvor meget mere [[værd]] er ikke I end fuglene?
Luk 12:25 Og hvem af jer kan ved at bekymre sig lægge en alen til sin alder?
Luk 12:26 Hvis I altså ikke kan gøre dette mindste, hvorfor er I da bekymrede for de andre ting?
Luk 12:27 Læg mærke til liljerne, hvordan de voxer: de arbejder ikke, heller ikke spinder de; men Jeg siger jer: end ikke Salomon i al sin herlighed var klædt som een af dem!
Luk 12:28 Hvis Gud da således klæder græsset på marken,som er i dag og i morgen kastes i ovnen,hvor meget mere da ikke jer,I lidettroende?
Luk 12:29 Og bekymrer jer ikke for, hvad I skal spise og hvad I skal drikke, og vær ikke urolige;
Luk 12:30 thi efter disse ting søger hedningerne i verden; men jeres Fader veed, at I trænger til dette.
Luk 12:31 Nej, søg Guds Rige, så vil alt dette blive givet jer i tilgift!
Luk 12:32 Frygt ikke, du lille hjord; thi det er jeres Faders agt at give jer Riget!
Luk 12:33 Sælg jeres ejendele og giv almisse; lav jer punge, som ikke ældes, en uudtømmelig skat i Himlene, hvor tyve ikke kommer nær, og hvor heller ikke møl fortærer.
Luk 12:34 Thi hvor jeres skat er, dér vil også jeres hjerte være!
Luk 12:35 Lad jeres lænder være ombundne og lysene være tændte,
Luk 12:36 og vær I ligesom mennesker, der venter på deres herre, når han vender hjem fra brylluppet, for at I, når han kommer og banker på, da strax kan lukke op for ham.
Luk 12:37 Salige de tjenere, som HErren, når Han kommer, finder vågne! Sandelig, Jeg siger jer: Han skal ombinde Sig og bede dem til bords og Selv træde til og varte dem op!
Luk 12:38 Og enten Han kommer i den anden nattevagt, eller Han kommer i den tredje vagt og finder dem således - salige er disse tjenere!
Luk 12:39 Men dette skal I vide: hvis husbonden vidste, i hvilken time tyven kom, ville han våge, og så lod han ikke nogen bryde ind i sit hus.
Luk 12:40 Vær derfor også I rede! Thi Menneskets Søn kommer i den time, I ikke regner med!"
Luk 12:41 Peter sagde til Ham: "HErre! Taler Du i denne lignelse om os eller om alle?"
Luk 12:42 Men HErren svarede: "Hvem er vel den trofaste og kloge husholder, som HErren vil sætte over Sin husholdning for at uddele kost-rationerne i rette tid?
Luk 12:43 Salig den tjener, som HErren, når Han kommer, finder i færd med at gøre således!
Luk 12:44 Sandelig, Jeg siger jer: Han vil sætte ham over al Sin ejendom!
Luk 12:45 Men hvis denne tjener siger i sit hjerte: "Min HErre tøver med at komme" og så begynder at slå tjenerne og tjenerinderne og både æde og drikke og svire,
Luk 12:46 da skal denne tjeners HErre komme på en dag, som han ikke venter, og i en time, han ikke kender, og Han skal sønderhugge ham og give ham del med de vantro!
Luk 12:47 Den tjener, som kender sin HErres vilje og ikke har gjort sig rede eller gjort efter Hans vilje, skal få mange slag!
Luk 12:48 Men den, som ikke kender til den, og har gjort ting, for hvilke han fortjener slag, skal få få slag! Den, hvem meget blev givet, af ham skal forlanges meget, og den, hvem meget blev overgivet, af ham skal kræves des mere!
Luk 12:49 Ild er Jeg kommet at kaste ud over jorden! - og hvor ville Jeg ønske, at den allerede havde fænget!
Luk 12:50 Men en dåb må Jeg døbes med - og hvor Jeg gruer, indtil det er fuldendt!
Luk 12:51 Tror I, at Jeg er kommet for at bringe fred på jorden? Nej, siger Jeg jer! - snarere strid!!
Luk 12:52 Thi fra nu af skal fem i et hus være i indbyrdes splid: tre mod to og to mod tre!
Luk 12:53 Fader skal strides med søn og søn med fader, moder med datter og datter med moder, svigermoder med sin svigerdatter og svigerdatter med sin svigermoder!"
Luk 12:54 Han sagde også til skarerne: "Når I ser skyen stige op fra solens nedgang, siger I strax, at der kommer regn; og det sker også.
Luk 12:55 Og når en søndenvind blæser, siger I, at det bliver hedt; og det sker også således.
Luk 12:56 I hyklere! jordens og himmelens åsyn forstår I at tyde - hvorfor kan I da ikke tyde tiden[[-s tegn]]?
Luk 12:57 Og hvorfor dømmer I ikke af jer selv, hvad ret er?
Luk 12:58 Thi mens du går med din modstander for øvrigheden, så gør dig umage for at forliges med ham på vejen, for at han ikke skal slæbe dig for dommeren, og dommeren overgive dig til fangevogteren, og fangevogteren kaste dig i fængsel!
Luk 12:59 Jeg siger dig: du skal ikke slippe ud derfra, før du har betalt selv den sidste skilling!"
Luk 13:1 På samme tid var der nogle tilstede, som fortalte Ham om de galilæere, hvis blod Pilatus havde blandet med blodet fra deres [[slagt-]]ofre.
Luk 13:2 Jesus tog da til Orde og sagde til dem: "Mener I, at disse galilæere var større syndere end alle andre galilæere, fordi de måtte lide dette?
Luk 13:3 Nej, siger Jeg jer! Men hvis I ikke omvender jer, skal I alle gå til grunde på samme måde!
Luk 13:4 Eller de atten, over hvem tårnet i Siloam faldt, så de dræbtes - mener I, at de var større syndere end alle de [[andre]] mennesker i Jerusalem?
Luk 13:5 Nej, siger Jeg jer! Men hvis I ikke omvender jer, skal I alle gå til grunde på samme måde!"
Luk 13:6 Og Han fortalte denne lignelse: "En mand havde plantet et figentræ i sin vingård; og han kom og søgte efter frugt på det, men fandt ingen.
Luk 13:7 Han sagde da til gartneren: "Se, i tre år er jeg nu kommet og har søgt efter frugt på dette figentræ, men har ikke fundet nogen. Hug det derfor ned! Hvorfor skal det tillige udsuge jorden?"
Luk 13:8 Men [[gartneren]] svarede og siger til ham: "Herre! Lad det stå dette år med, til jeg får gravet omkring det og gødet det;
Luk 13:9 måske det da bærer frugt? Men hvis ikke, kan du hugge det ned næste år"."
Luk 13:10 Mens Han var ved at undervise i een af synagogerne på sabbaten,
Luk 13:11 se, da var der en kvinde, som havde haft en sygdomsånd i atten år, så hun var krumbøjet og ikke kunne rette sig op.
Luk 13:12 Da nu Jesus så hende, kaldte Han og sagde til hende: "Kvinde! Du er løst fra din sygdom!"
Luk 13:13 Så lagde Han hænderne på hende, og strax rettedes hun op, og hun priste Gud.
Luk 13:14 Men synagogeforstanderen, som var vred over, at Jesus helbredte på sabbaten, tog til orde og sagde til skaren: "Der er sex dage, på hvilke man skal arbejde; på disse kan I komme og blive helbredt - men ikke på sabbatens [[dag]]!"
Luk 13:15 Men HErren svarede ham og sagde: "I hyklere! Mon ikke enhver af jer også på sabbaten løser sin oxe eller sit æsel fra krybben og leder det hen og giver det vand?
Luk 13:16 Og se: denne [[kvinde]], som er en Abrahams datter, og som Satan har bundet i atten år! - burde hun ikke løses fra dette bånd [[også]] på sabbatens dag?"
Luk 13:17 Ved at sige dette, gjorde Han alle dem, som stod Ham imod, til skamme; og hele skaren glædede sig over de herlige ting, som skete ved Ham.
Luk 13:18 Han sagde da: "Hvad er Guds Rige ligt, og med hvad skal Jeg ligne Det?
Luk 13:19 Det er ligesom et sennepsfrø, som en mand tog og lagde i sin have; og det voxede og blev til et stort træ, og himlens fugle byggede reder på dets grene."
Luk 13:20 Og videre sagde Han: "Med hvad skal Jeg ligne Guds Rige?
Luk 13:21 Det er ligesom en surdej, som en kvinde tog og kom i tre mål mel, indtil alt var gennemsyret."
Luk 13:22 Og Han gik gennem byer og landsbyer og lærte, mens Han rejste mod Jerusalem.
Luk 13:23 Og een spurgte Ham: "HErre! Er det kun få, som bliver frelst?" Men Han sagde til dem:
Luk 13:24 "Kæmp for at komme ind gennem den trange port! For det siger Jeg jer: mange skal søge at komme ind, men ikke magte det!
Luk 13:25 Fra det øjeblik, Husbonden har rejst Sig og låst døren, og I begynder udenfor at slå og banke på døren og sige: "HErre, HErre! Luk op for os!", vil Han svare og sige til jer: "Jeg veed ikke, hvorfra I er!"
Luk 13:26 Da vil I sige: "Vi har da spist og drukket for Dit åsyn, og Du har lært på vore gader....."
Luk 13:27 men Han vil sige: "Jeg siger jer: Jeg kender jer ikke og veed ikke, hvorfra I er; gå bort fra Mig, alle I, som øver uret!
Luk 13:28 Der skal være gråd og tænders gnidsel, når I må se Abraham og Isak og Jakob og alle profeterne i Guds Rige - mens I selv er kastet udenfor!
Luk 13:29 Og de skal komme fra solens opgang og nedgang og fra nord og syd og lægge sig til bords i Guds Rige;
Luk 13:30 og se: der er nogle af de sidste, som skal være blandt de første, og der er nogle af de første, som skal være blandt de sidste!"
Luk 13:31 I den samme stund kom nogle farisæere frem og sagde til Ham: "Drag bort og rejs herfra, for Herodes vil dræbe Dig!"
Luk 13:32 Han sagde da til dem: "Gå hen og sig til denne ræv: "Se, Jeg uddriver dæmoner og helbreder i dag og i morgen, og på den tredje dag har Jeg opfyldt alt!"
Luk 13:33 Men Jeg må drage videre i dag og i morgen og de følgende dage; for det går ikke an, at En Profet dræbes andre steder end i Jerusalem!
Luk 13:34 Jerusalem, Jerusalem! [[Du,]] som ihjelslår profeterne og stener dem, som er udsendte til Hende! Hvor ofte har Jeg ikke villet samle dine børn, ligesom en høne samler sine kyllinger under vingerne - men I ville ikke!
Luk 13:35 Se: jeres hus lades jer tomt! Men sandelig, Jeg siger jer: I skal ingenlunde se Mig, førend den tid kommer, da I siger: "Velsignet [[være]] HAN, SOM KOMMER, i HErrens navn!"
Luk 14:1 Og det skete, at Han på en sabbat kom til een af de ledende farisæeres hus for at spise; og de vogtede på Ham.
Luk 14:2 Og se: en mand, som havde vattersot, stod foran Ham.
Luk 14:3 Jesus tog da til Orde og sagde til de lovlærde og farisæerne: "Er det tilladt at helbrede på sabbaten, eller er det ikke?"
Luk 14:4 Men de tav! Og Han lagde hånden på ham, helbredte ham og sendte ham derfra.
Luk 14:5 Og Han sagde til dem: "Hvis et æsel eller en oxe falder i brønden hos jer, drager I den da ikke strax op, selv på sabbatens dag?"
Luk 14:6 Og de kunne ikke svare Ham på dette.
Luk 14:7 Da Han nu lagde mærke til, hvordan de indbudte udvalgte de forreste sæder, fortalte Han dem en lignelse og sagde til dem:
Luk 14:8 "Når du er bedt til bryllup, så læg dig ikke på den forreste plads; thi hvis nu een, som er fornemmere end du, også skulle være indbudt,
Luk 14:9 og han så kommer, så vil han, som har indbudt både dig og ham, sige til dig: "Giv din plads til ham!", og så må du med skam gå ned og sætte dig på den bageste plads.
Luk 14:10 Nej, når du er indbudt, så læg dig, når du kommer, på den bageste plads, for at han, som har indbudt dig, når han kommer, skal sige til dig: "Ven! sæt dig højere op!" Så vil det blive dig til ære for øjnene af alle dem, som ligger [[til bords]] sammen med dig!
Luk 14:11 Thi enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, som ydmyger sig selv, skal ophøjes!"
Luk 14:12 Men Han sagde også til ham, som havde indbudt Ham: "Når du gør et middags- eller aftenselskab, så indbyd ikke dine venner eller dine brødre eller dine slægtninge eller dine rige naboer, for at de så skal indbyde dig igen, og du dermed få gengæld.
Luk 14:13 Nej, når du gør et gæstebud, så indbyd fattige, krøblinge, lamme, blinde -
Luk 14:14 så skal du være salig! De har nemlig intet at give dig igen; thi så skal der gives dig gengæld derfor ved de retfærdiges opstandelse!"
Luk 14:15 Da een af dem, som lå sammen med Ham, hørte dette, sagde han til Ham: "Salig den, som sidder til bords i Guds Rige!"
Luk 14:16 Men Han sagde til ham: "En mand gjorde et stort gæstebud og indbød mange;
Luk 14:17 ved gæstebudets time sendte han sine tjenere ud for at sige til de indbudte: "Kom! thi nu er alt rede!"
Luk 14:18 Men de begyndte alle som een at undskylde sig. Den første sagde til [[een af tjenerne]]: "Jeg har købt et stykke jord, jeg må nødvendigvis tage ud og se på det; jeg beder dig have mig undskyldt!"
Luk 14:19 En anden sagde: "Jeg har købt fem par oxer, og jeg skal ud at prøve dem; jeg beder dig have mig undskyldt!"
Luk 14:20 Atter en anden sagde: "Jeg har ægtet en kvinde, derfor kan jeg ikke komme!"
Luk 14:21 Da tjenerne nu kom tilbage, meldte [[een af dem]] dette til sin herre. Da blev husbonden vred, og han sagde til sin tjener: "Skynd dig ud på byens gader og smøger og før de fattige og krøblingene og de lamme og de blinde hid!"
Luk 14:22 Og tjeneren meldte: "Herre! Det er sket, som du befalede, men der er stadig plads!"
Luk 14:23 Da sagde herren til tjeneren: "Gå ud på vejene og til gærderne og nød folk til at gå ind, så at mit hus kan blive fyldt.
Luk 14:24 Thi jeg siger jer: ingen af de indbudte mænd skal smage mit måltid"!"
Luk 14:25 Mens store folkeskarer drog afsted sammen med Ham, vendte Han Sig og sagde til dem:
Luk 14:26 "Hvis nogen kommer til Mig og ikke hader sin fader og moder og hustru og børn og brødre og søstre, ja, endog sit eget liv, kan han ikke være Min discipel!
Luk 14:27 Og den, som ikke bærer sit kors og efterfølger Mig, kan ikke være Min discipel!
Luk 14:28 Thi hvem af jer ville bygge et tårn, uden først at have sat sig ned og beregnet omkostningerne, om han har nok til at fuldføre det? -
Luk 14:29 for at ikke alle skal begynde at spotte ham, når de ser, at han lagde grundstenen og ikke magtede at fuldføre det,
Luk 14:30 og sige: "Denne mand begyndte at bygge, men magtede ikke at fuldføre det".
Luk 14:31 Eller: hvilken konge ville drage ud for at kæmpe mod en anden konge i krig, uden først at have sat sig ned og rådslået, om han er i stand til med ti tusinde at møde den, som kommer imod ham med tyve tusinde?
Luk 14:32 Hvis ikke, vil han, mens han endnu er langt borte, sende et sendebud for at anmode om fred.
Luk 14:33 Således kan altså ingen af jer være Min discipel, hvis han ikke giver afkald på alle sine ejendele!
Luk 14:34 Salt er ganske vist godt; men hvis saltet mister sin smag, hvad skal det da krydres med?
Luk 14:35 Det duer hverken til jord eller gødning - man kaster det ud! Den, som har ører at høre med, han høre!"
Luk 15:1 Alle toldere og syndere holdt sig nær til Ham for at høre Ham.
Luk 15:2 Og både farisæerne og de skriftlærde skumlede over det og sagde: "Han tager imod syndere og spiser sammen med dem."
Luk 15:3 Men Han fortalte dem denne lignelse og sagde:
Luk 15:4 "Hvem iblandt jer, som har hundrede får og har mistet eet af dem, ville ikke forlade de nioghalvfems i ørkenen og gå ud [[og søge]] efter det, han har mistet, indtil han finder det?
Luk 15:5 Og når han har fundet det, lægger han det på sin skulder og glæder sig;
Luk 15:6 og når han kommer hjem, kalder han alle sine venner og naboer sammen og siger til dem: "Glæd jer sammen med mig, for jeg har fundet mit får, som jeg havde mistet."
Luk 15:7 Jeg siger jer: således vil der blive mere glæde i Himmelen over een synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse!
Luk 15:8 Eller hvilken kvinde, som har ti drakmer, ville ikke, hvis hun tabte een drakme, tænde lys og feje huset og lede omhyggeligt, indtil hun finder den?
Luk 15:9 Og når hun har fundet den, kalder hun sine veninder og naboer til sig og siger: "Glæd jer sammen med mig; for jeg har fundet den drakme, som jeg havde tabt!"
Luk 15:10 Således, siger Jeg jer, bliver der glæde hos Guds engle over een synder, som omvender sig!"
Luk 15:11 Han sagde også: "En mand havde to sønner.
Luk 15:12 Den yngste af dem sagde til faderen: "Fader! giv mig den del af ejendommen, som tilkommer mig!" Så skiftede han formuen imellem dem.
Luk 15:13 Ikke mange dage efter samlede den yngste søn alt sit og udvandrede til et fjernt land. Dér ødte han sin formue bort, idet han levede et udsvævende liv.
Luk 15:14 Men da han havde ødet alt bort, kom der en hungersnød over dette land, og han begyndte at lide nød.
Luk 15:15 Da gik han hen og fik lov til at holde til hos een af landets borgere; han sendte ham ud på sine marker for at vogte svin.
Luk 15:16 Og han ønskede blot at fylde sin mave med dét, svinene åd, for ingen gav ham noget.
Luk 15:17 Da gik han i sig selv og sagde: "Hvor mange af min faders daglejere har ikke overflod af mad, mens jeg forgår af sult hér?
Luk 15:18 Jeg vil rejse mig og drage til min fader, og jeg vil sige til ham: "Fader! jeg har syndet indtil Himlen, og dét overfor dig!
Luk 15:19 Jeg er ikke længere værdig at kaldes din søn! Lad mig gå som een af dine daglejere."
Luk 15:20 Og han rejste sig og drog til sin fader; men endnu mens han var langt borte, så hans fader ham og fik medynk med ham. Han gik ham i møde, faldt ham om halsen og kyssede ham.
Luk 15:21 Men sønnen sagde til ham: "Fader! Jeg har syndet indtil Himmelen, og dét overfor dig! Jeg er ikke længere værdig at kaldes din søn!"
Luk 15:22 Men faderen sagde til sine tjenere: "Skynd jer at komme med den bedste klædning og giv ham den på, sæt ham en ring på fingeren og giv ham sko på fødderne!
Luk 15:23 Og hent fedekalven og slagt den, og lad os så spise og glæde os!
Luk 15:24 For denne min søn var død, men er blevet levende igen, ja, han var bortkommet, men er blevet fundet igen!" Og de begyndte at glæde sig.
Luk 15:25 Men hans ældste søn var ude på marken. Da han nu kom og nærmede sig huset, hørte han musik og dans.
Luk 15:26 Så kaldte han een af karlene til sig og spurgte ham, hvad det mon kunne være.
Luk 15:27 Han svarede ham: "Din broder er kommet, og din fader har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold."
Luk 15:28 Da harmedes [[broderen]] og ville ikke gå ind. Derfor gik hans fader ud og bad ham indtrængende [[om at komme ind]].
Luk 15:29 Men han svarede og sagde til sin fader: "Se, jeg har tjent dig i så mange år, og jeg har aldrig overtrådt [[eet eeneste af]] dine bud - men mig har du aldrig givet et kid, så jeg kunne glæde mig sammen med mine venner!
Luk 15:30 Men nu da denne din søn, som har ødet din formue bort sammen med skøger, kom, slagtede du fedekalven for ham."
Luk 15:31 Da sagde [[faderen]] til ham: "Mit barn! du er altid hos mig, og alt mit er dit!
Luk 15:32 Men nu bør vi frydes og være glade, fordi denne din broder var død, men er blevet levende igen, ja, han var bortkommet, men er blevet fundet igen"!"
Luk 16:1 Han sagde også til Sine disciple: "Der var en rig mand, som havde en forvalter, der overfor ham blev anklaget for at øde hans ejendomme bort.
Luk 16:2 Da lod han ham kalde til sig og sagde til ham: "Hvad er det, jeg hører om dig? Aflæg regnskab for din forvaltning - thi du kan ikke længere være [[min]] forvalter!"
Luk 16:3 Forvalteren sagde da til sig selv: "Hvad skal jeg gøre - min herre fratager mig jo forvaltningen? Grave orker jeg ikke, tigge skammer jeg mig ved...?
Luk 16:4 Jo, nu veed jeg, hvad jeg skal gøre, for at folk vil modtage mig i deres hjem, når jeg er afsat fra forvaltningen!"
Luk 16:5 Så kaldte han alle sin herres skyldnere til sig een for een. Og han spurgte den første: "Hvor meget skylder du min herre?"
Luk 16:6 Han svarede: "Hundrede ankre olie." Så sagde han til ham: "Tag dit gældsbrev, og sæt dig strax ned og skriv: "halvtreds"!"
Luk 16:7 Derefter spurgte han en anden: "Og du, hvor meget skylder du?" Han sagde: "Hundrede tønder hvede." Og han siger til ham: "Tag dit gældsbrev og skriv: "firs"!"
Luk 16:8 Herren roste da den uretfærdige forvalter, fordi han havde handlet klogt! Thi denne verdens sønner er klogere end Lysets sønner overfor deres egen slægt!
Luk 16:9 Så Jeg siger jer: skaf jer venner ved hjælp af uretfærdighedens mammon, for at de, når den slipper op, kan modtage jer i de evige boliger!
Luk 16:10 Den, som er tro i det små, er også tro i det store, og den, som er uretfærdig i det små, er også uretfærdig i det store!
Luk 16:11 Hvis I altså ikke er tro med den uretfærdige mammon, hvem vil da betro jer den sande?
Luk 16:12 Og hvis I ikke er tro med det, som hører andre til, hvem vil da give jer noget at eje selv?
Luk 16:13 Ingen kan tjene to herrer! Han vil nemlig enten hade den eene og elske den anden, eller holde sig til den eene og foragte den anden; I kan ikke tjene både Gud og Mammon!"
Luk 16:14 Alt dette hørte dog også farisæerne, som var pengekære, og de hånede Ham.
Luk 16:15 Da sagde Han til dem: "Det er jer, som retfærdiggør jer selv overfor menneskene - men Gud kender jeres hjerter! Thi det, som er højt anset blandt mennesker, er en vederstyggelighed for Gud!
Luk 16:16 Loven og Profeterne [[rådede]] indtil Johannes; fra da af forkyndes Guds Rige - og enhver maser sig ind i Det med magt!
Luk 16:17 Men snarere skal Himmelen og jorden forgå, end blot en tøddel af Loven bortfalde!
Luk 16:18 Enhver, som skiller sig fra sin hustru og ægter en anden, bedriver hor! Og enhver, som ægter en kvinde, der er skilt fra sin mand, bedriver hor!
Luk 16:19 Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og dagligt glædede sig i overdådig pragt.
Luk 16:20 Men ved hans port lå en fattig mand ved navn Lazarus, fuld af sår;
Luk 16:21 han ønskede blot at mættes af de smuler, som faldt fra den riges bord, ja, endog hundene kom og slikkede hans sår.
Luk 16:22 Men det skete, at den fattige døde og af englene blev båret til Abrahams skød; også den rige døde og blev gravlagt.
Luk 16:23 Da han nu slog sine øjne op i Dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød.
Luk 16:24 Da råbte han og sagde: "Fader Abraham! Forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og svale min tunge - thi jeg lider i denne lue!"
Luk 16:25 Men Abraham sagde: "Barn! Husk på, at du har fået dine goder, mens du levede, og Lazarus ligeså det onde! Nu trøstes han her, mens du pines!
Luk 16:26 Og fremfor alt er der mellem os og jer lagt en stor kløft, for at de, som ønsker at gå herfra over til jer, ikke kan det; heller ikke kan de derfra komme over til os."
Luk 16:27 Da sagde [[den rige]]: "Så beder jeg dig, fader, at du sender ham til min faders hus -
Luk 16:28 jeg har nemlig fem brødre - for at han kan vidne for dem, så at ikke også de skal ende i dette pinested!"
Luk 16:29 Abraham siger da til ham: "De har Moses og Profeterne! Lad dem høre Dem!"
Luk 16:30 Men han sagde: "Nej, fader Abraham! Men hvis een kom til dem fra de døde, ville de omvende sig!"
Luk 16:31 Men han svarede ham: "Hvis ikke de hører Moses og Profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selvom een opstod fra døde"!"
Luk 17:1 Og Han sagde til Sine disciple: "Det er umuligt at undgå, at anstødene kommer; men vé den, ved hvem de kommer!
Luk 17:2 Det ville være bedre for ham, om en kværnsten var blevet hængt om hans hals, og han var kastet i havet, end at han skal lægge anstød for een af disse små!
Luk 17:3 Tag jer i agt! Hvis din broder synder mod dig, så irettesæt ham, og hvis han angrer, så tilgiv ham!
Luk 17:4 Ja, hvis han syv gange om dagen synder mod dig, og hvis han syv gange om dagen vender tilbage til dig og siger: "Jeg angrer", så skal du tilgive ham!"
Luk 17:5 Apostlene sagde da til HErren: "Forøg vor tro!"
Luk 17:6 Men HErren sagde: "Hvis I havde tro som et sennepskorn, og I sagde til dette morbærtræ: "Ryk dig op med rode og plant dig i havet!", så ville det adlyde jer!
Luk 17:7 Hvem af jer, som har en tjener, der pløjer eller vogter får, ville, når han kommer ind fra marken, sige til ham: "Kom og læg dig til bords?"
Luk 17:8 Nej, mon ikke han vil sige til ham: "Tilbered noget, jeg kan spise, og bind så op om dig og vart mig op, mens jeg spiser og drikker; derefter kan du selv spise og drikke"?
Luk 17:9 Og mon han er tjeneren taknemmelig, fordi han har gjort det, som var pålagt ham? Nej, det tror Jeg ikke!
Luk 17:10 Således [[er det]] også med jer: når I har gjort alt, hvad der er pålagt jer, skal I sige: "Vi er kun unyttige tjenere; vi har blot gjort dét, vi var skyldige at gøre"!"
Luk 17:11 Og det skete, mens Han drog videre mod Jerusalem, at Han fulgte grænsen mellem Samaria og Galilæa.
Luk 17:12 Da Han kom ind i en landsby, blev Han mødt af ti spedalske mænd, som stod langt borte,
Luk 17:13 råbte og sagde: "Jesus, Mester! Forbarm Dig over os!"
Luk 17:14 Da Han så dem, sagde Han til dem: "Gå hen og lad jer syne af præsterne!" Og det skete, mens de gik derhen, at de blev renset!
Luk 17:15 Og een af dem vendte tilbage, da han havde set, at han var blevet helbredt, og priste Gud med høj røst.
Luk 17:16 Han faldt på sit ansigt for [[Jesu]] fødder og takkede Ham; det var en samaritaner!
Luk 17:17 Men Jesus sagde: "Var det ikke ti, der blev renset? Hvor er de ni?
Luk 17:18 Var der ingen, som vendte tilbage for at give Gud ære, udover denne eene fremmede?"
Luk 17:19 Men til ham sagde Han: "Rejs dig og gå bort! Din tro har frelst dig!"
Luk 17:20 Da Han engang af farisæerne blev spurgt om, hvornår Guds Rige kommer, svarede Han dem og sagde: "Guds Rige kommer ikke, så man kan iagttage det!
Luk 17:21 Heller ikke skal man sige: "Se hér", eller "Se dér"; thi se, Guds Rige er midt iblandt jer!"
Luk 17:22 Så sagde Han til disciplene: "Se, dage skal komme, da I vil længes efter at se blot een af Menneskets Søns dage, men I skal ikke se den!
Luk 17:23 Og man vil sige til jer: "Se hér", eller: "Se dér!" - men gå ikke derhen og følg ikke efter!
Luk 17:24 Thi ligesom lynet skinner fra den eene ende af himmelen til den anden, når det lyner, således skal også Menneskets Søn være på Sin Dag!
Luk 17:25 Men først må Han lide meget og forkastes af denne slægt!
Luk 17:26 Som det var i Noas dage, således skal det også være i Menneskets Søns dage:
Luk 17:27 de åd, drak, giftede sig og bortgiftedes lige til den dag, da Noa gik ind i arken, og floden kom og dræbte dem alle!
Luk 17:28 Eller som det var i Lots dage: de åd, drak, købte, solgte, plantede og byggede -
Luk 17:29 men på dén dag, da Lot drog ud af Sodoma, regnede ild og svovl fra himmelen og dræbte dem alle!
Luk 17:30 På samme måde skal det være på Dén Dag, da Menneskets Søn åbenbares!
Luk 17:31 På Dén Dag skal den, som er på taget og har sine redskaber i huset, ikke stige ned og hente dem; ej heller skal den, som er ude på marken, vende tilbage;
Luk 17:32 ihukom Lots hustru!
Luk 17:33 Den, som søger at bjærge sit liv, skal miste det, og den, som mister det, skal bevare det!
Luk 17:34 Jeg siger jer: i den nat skal to ligge i samme seng - den eene skal tages med og den anden lades tilbage!
Luk 17:35 To skal male på samme kværn - den eene skal tages med, men den anden lades tilbage!
Luk 17:36 To skal være på marken - den eene skal tages med, men den anden lades tilbage!"
Luk 17:37 De svarer og siger til Ham: "Hvor, HErre?" - men Han svarede dem: "Hvor ådselet er, der vil også gribbene samles!"
Luk 18:1 Han fortalte dem også en lignelse om, at de altid burde bede og ikke blive trætte,
Luk 18:2 idet Han sagde: "I en by var der en dommer, som ikke frygtede Gud og ikke skånede noget menneske.
Luk 18:3 Der var også en enke i denne by, og hun gik uafladeligt til ham og sagde: "Skaf mig ret over min modpart!"
Luk 18:4 En tid lang ville han ikke, men efter nogen tid sagde han til sig selv: "Selv om jeg ikke frygter Gud og ikke tager hensyn til mennesker,
Luk 18:5 så vil jeg dog skaffe hende ret, fordi denne enke bereder mig møje, og så at hun ikke til sidst kommer og slår mig i ansigtet"!"
Luk 18:6 Og HErren sagde: "Hør, hvad den uretfærdige dommer siger!
Luk 18:7 Skulle Gud da ikke skaffe Sine udvalgte ret, dem, som råber til Ham dag og nat; og tøver Han, når det gælder dem?
Luk 18:8 Jeg siger jer: Han skal skaffe dem deres ret i hast! Men mon Menneskets Søn vil finde troen på jorden, når Han kommer?"
Luk 18:9 Han fortalte også nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede andre, denne lignelse:
Luk 18:10 "To mænd gik op til templet for at bede; den eene var farisæer og den anden tolder.
Luk 18:11 Farisæeren stod og bad således for sig selv: "Gud! Jeg takker Dig, fordi jeg ikke er som de andre mennesker: røvere, uretfærdige, horkarle - og heller ikke som denne tolder!
Luk 18:12 Jeg faster to gange om ugen og giver tiende af alt, hvad jeg tjener."
Luk 18:13 Tolderen derimod stod langt borte og turde end ikke løfte sine øjne mod Himmelen; nej, han slog sig for brystet og sagde: "O Gud! vær mig synder nådig!"
Luk 18:14 Jeg siger jer: han gik retfærdiggjort hjem - den anden ikke! Thi enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, men den, som ydmyger sig selv, skal ophøjes!"
Luk 18:15 De bar også småbørn til Ham, for at Han skulle lægge hånden på dem; men da disciplene så det, irettesatte de dem.
Luk 18:16 Jesus kaldte dem dog til Sig og sagde: "Lad de små børn komme til Mig og hindrer dem ikke! Thi Guds Rige hører sådanne til!
Luk 18:17 Sandelig, Jeg siger jer: den, som ikke modtager Guds Rige ligesom et lille barn, kommer overhovedet ikke ind i Det!"
Luk 18:18 Og en rådsherre spurgte Ham og sagde: "Gode Mester! Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?"
Luk 18:19 Jesus sagde til ham: "Hvorfor kalder du Mig "god"? Ingen er god, uden Een: nemlig Gud!
Luk 18:20 Men du kender budene: "Du må ikke bedrive hor; du må ikke slå ihjel; du må ikke stjæle; du må ikke sige falsk vidnesbyrd; ær din fader og moder....."!"
Luk 18:21 Han sagde: "Alt dette har jeg taget vare på lige fra min ungdom."
Luk 18:22 Da Jesus hørte dette, sagde Han til ham: "Endnu eet mangler du: sælg alt, hvad du har, og del ud til de fattige, så skal du få en skat i Himlene - og kom så og følg Mig!"
Luk 18:23 Men da han hørte dette, blev han dybt bedrøvet - thi han var meget rig.
Luk 18:24 Da Jesus nu så, at han blev dybt bedrøvet, sagde Han: "Hvor vanskeligt er det dog for dem, som har store rigdomme, at komme ind i Guds Rige!
Luk 18:25 Det er lettere for et skibstov at gå gennem et nåleøje, end for en rig at gå ind i Guds Rige!"
Luk 18:26 De, som hørte det, sagde: "Hvem kan da blive frelst?"
Luk 18:27 Da svarede Han: "Det, som er umuligt for mennesker, er muligt for Gud!"
Luk 18:28 Peter sagde så: "Se, vi har forladt alt og fulgt Dig!"
Luk 18:29 Han svarede dem: "Sandelig, Jeg siger jer: der er ingen, som har forladt hjem eller forældre eller brødre eller hustru eller børn for Guds Riges skyld,
Luk 18:30 som ikke skal få [[det]] mangedobbelt igen i denne tid, og i den tid, som kommer: evigt liv!"
Luk 18:31 Og Han tog de tolv til Sig og sagde til dem: "Se, vi drager op til Jerusalem, og alt dét, som er skrevet ved profeten om Menneskets Søn, skal opfyldes!
Luk 18:32 Thi Han skal overgives til hedningerne og blive hånet og mishandlet og spyttet på,
Luk 18:33 og når de har pisket Ham, skal de dræbe Ham; og på den tredje dag skal Han opstå!"
Luk 18:34 Men de fattede intet af dette; Dette Ord var skjult for dem, og de forstod ikke dét, som blev sagt!
Luk 18:35 Men det skete, da Han nærmede Sig Jeriko, at en blind sad ved vejen og tiggede.
Luk 18:36 Da han hørte en stor skare gå forbi, spurgte han, hvad dette var.
Luk 18:37 De fortalte ham da, at Jesus, Nazaræeren, gik forbi.
Luk 18:38 Så råbte han og sagde: "Jesus, Davids Søn! Forbarm Dig over mig!"
Luk 18:39 Og de, som gik foran, irettesatte ham og sagde, at han skulle tie. Men han råbte blot endnu højere: "Davids Søn! Forbarm Dig over mig!"
Luk 18:40 Da standsede Jesus og bød, at de skulle føre ham til Ham; og da han var kommet nærmere, spurgte Han ham:
Luk 18:41 "Hvad vil du, at Jeg skal gøre for dig?" Men han sagde: "HErre! at jeg må kunne se!"
Luk 18:42 Og Jesus sagde til ham: "Se igen! Din tro har frelst dig!"
Luk 18:43 Og strax fik han sit syn igen, og han fulgte Jesus, idet han priste Gud! Og hele folket, som havde set dette, priste Gud!
Luk 19:1 [[Derefter]] kom Han til Jeriko og drog gennem byen;
Luk 19:2 og se: der var en mand ved navn Zakæus, han var overtolder, og han var rig.
Luk 19:3 Han prøvede at få at se, Hvem Der var Jesus, men kunne ikke for folkeskaren, fordi han var lille af væxt.
Luk 19:4 Så løb han i forvejen og klatrede op i et morbærfigentræ, for at han kunne få Ham at se, for dér måtte Han komme forbi.
Luk 19:5 Og da Jesus kom til stedet, så Han op, fik øje på ham og sagde til ham: "Zakæus! Skynd dig at komme ned, thi i dag bør Jeg være i dit hus!"
Luk 19:6 Og han skyndte sig at komme ned og modtog Ham med stor glæde.
Luk 19:7 Men alle, som så det, murrede og sagde: "Han er taget ind for at holde hvil hos en syndig mand!"
Luk 19:8 Men Zakæus stod frem og sagde til HErren: "Se,HErre: halvdelen af min ejendom vil jeg give til de fattige; og har jeg presset noget ud af nogen, vil jeg give det firedobbelt tilbage!"
Luk 19:9 Da sagde Jesus om ham: "I dag er frelsen kommet til dette hus, thi også han er Abrahams søn!
Luk 19:10 Thi Menneskets Søn er kommet for at opsøge og frelse det fortabte!"
Luk 19:11 Mens de hørte alt dette, fortalte Han dem endnu en lignelse, fordi Han var nær ved Jerusalem, og de troede, at Guds Rige strax skulle åbenbares;
Luk 19:12 Han sagde da: "En mand af ædel slægt drog til et land langt borte for at vinde sig et kongedømme og så vende tilbage.
Luk 19:13 Han kaldte da [[ti af]] sine tjenere til sig, gav dem ti pund og sagde til dem: "Driv handel [[med dem]], indtil jeg kommer igen!"
Luk 19:14 Men hans landsmænd hadede ham og sendte en delegation efter ham, som sagde: "Vi vil ikke, at denne mand skal være vor konge!"
Luk 19:15 Og det skete, da han var kommet tilbage, efter at han havde vundet kongedømmet, at han sagde, at de tjenere skulle kaldes til ham, til hvem han havde givet pengene, for at han kunne få at vide, hvem der havde tjent hvad.
Luk 19:16 Og den første kom frem og sagde: "Herre! dit pund har kastet ti pund af sig."
Luk 19:17 Og han sagde til ham: "Godt, du gode tjener! Fordi du har været tro i det små, skal du sættes over ti byer."
Luk 19:18 Også den anden kom frem og sagde: "Herre! dit pund har indbragt fem pund."
Luk 19:19 Og til denne sagde han: "Så skal du også sættes over 5 byer!"
Luk 19:20 Og en anden kom og sagde: "Herre! se, her er dit pund; jeg har haft det liggende i et tørklæde;
Luk 19:21 thi jeg frygtede dig, fordi du er en streng mand; du samler op, hvad du ikke har lagt ned og høster, hvad du ikke har sået!"
Luk 19:22 Men han sagde til ham: "Efter din egen mund vil jeg dømme dig, du dårlige tjener! Du vidste, at jeg er en streng mand, der samler op, hvad jeg ikke har lagt ned og høster, hvad jeg ikke har sået;
Luk 19:23 hvorfor gav du da ikke mine penge til vexelererne, så jeg, når jeg kom igen, kunne have fået dem igen med renter?"
Luk 19:24 Og til de omkringstående sagde han: "Tag hans pund fra ham og giv det til ham, der har de ti pund!"
Luk 19:25 Og de sagde til ham: "Herre! Han har allerede ti pund!"
Luk 19:26 "Jeg siger jer: enhver, som har, skal der gives; men dén, som ikke har, skal endog fratages dét, han har!
Luk 19:27 Men mine fjender dér, som ikke ville have mig til at være konge over dem: før dem hid og hug dem ned for mine øjne"!"
Luk 19:28 Og da Han havde sagt dette, drog Han videre, op mod Jerusalem.
Luk 19:29 Og det skete, da Han nærmede Sig Betfage og Betania, ved det bjerg, som kaldes "Olietræernes", at Han udsendte to af Sine disciple,
Luk 19:30 idet Han sagde: "Gå ind til landsbyen, som ligger foran jer; i den vil I, når I går derind, finde et føl bundet, på hvilket endnu intet menneske har siddet; løs det og før det hid!
Luk 19:31 Og hvis nogen spørger jer: "Hvorfor gør I det?", skal I svare ham således: "HErren har brug for det!"
Luk 19:32 Da de, som var udsendt, var gået afsted, fandt de det, som Han havde sagt dem.
Luk 19:33 Og da de løste føllet, spurgte ejerne dem: "Hvorfor løser I føllet?"
Luk 19:34 De svarede: "HErren har brug for det!"
Luk 19:35 Så førte de det til Jesus. Og da de havde lagt deres klæder på føllet, satte de Jesus op.
Luk 19:36 Og som Han drog frem, bredte folk deres klæder på vejen.
Luk 19:37 Men allerede da Han nærmede Sig nedstigningen fra Olietræernes Bjerg, begyndte hele discipelskaren jublende at prise Gud med høj røst for alle de kraftgerninger, de havde set,
Luk 19:38 idet de sagde: "Velsignet være HAN, SOM KOMMER, Kongen, i HErrens navn! Fred i Himmelen og ære i Det Højeste!"
Luk 19:39 Men nogle af farisæerne i skaren sagde til Ham: "Mester! irettesæt dog Dine disciple!"
Luk 19:40 Han svarede og sagde til dem: "Jeg siger jer: hvis disse skulle tie, ville stenene råbe!"
Luk 19:41 Da Han nærmede Sig og så byen, græd Han over den
Luk 19:42 og sagde: "Om blot også du kendte - om så først på denne dag - hvad der tjener dig til fred! Men nu er det blevet skjult for dine øjne!
Luk 19:43 Thi dage skal komme over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig, og de skal omringe dig og trænge dig fra alle kanter!
Luk 19:44 Og de skal jævne dig med jorden og dine børn i dig og ikke efterlade sten på sten i dig, fordi du ikke kendte din besøgelsestid!"
Luk 19:45 Og Han gik ind i templet og begyndte at smide dem ud, som solgte og købte i det,
Luk 19:46 idet Han sagde til dem: "Det er skrevet: "Mit hus er et bønnens hus!" - men I har gjort det til en røverhule"!"
Luk 19:47 Og Han underviste dagligt i templet; men ypperstepræsterne og de skriftlærde og de ledende blandt folket søgte at komme Ham til livs!
Luk 19:48 De kunne dog ikke finde ud af, hvad de skulle gøre, thi hele folket hang ved Ham og lyttede til Ham.
Luk 20:1 Og det skete een af disse dage, mens Han underviste folket i templet og forkyndte Evangeliet, at ypperstepræsterne og de skriftlærde trådte frem sammen med præsterne,
Luk 20:2 og de sagde til Ham: "Sig os: med hvilken myndighed gør Du disse ting, eller Hvem har givet Dig denne myndighed?"
Luk 20:3 Men Han svarede og sagde til dem: "Jeg vil også spørge jer om en ting, sig Mig:
Luk 20:4 Johannes' dåb - var den fra Himmelen eller fra mennesker?"
Luk 20:5 De rådslog da indbyrdes og sagde: "Hvis vi siger: "Fra Himmelen", vil Han spørge os: "Hvorfor troede I ham da ikke?",
Luk 20:6 men siger vi: "Fra mennesker", vil hele folket stene os, thi de er overbeviste om, at Johannes var en profet!"
Luk 20:7 Så svarede de, at de ikke vidste hvorfra [[den var]].
Luk 20:8 Da sagde Jesus til dem: "Så siger Jeg heller ikke jer, med hvilken myndighed, Jeg gør disse ting!"
Luk 20:9 Han begyndte da at fortælle folket en lignelse: "En mand plantede en vingård, lejede den ud til vingårdsmænd og drog udenlands i lange tider;
Luk 20:10 og til den aftalte tid sendte han vingårdsmændene en tjener, for at de skulle give ham [[hans del af]] vingårdens frugt. Men vingårdsmændene piskede ham og sendte ham tomhændet bort.
Luk 20:11 Han fortsatte og sendte en anden tjener, men også ham sendte de tomhændet bort, efter at have pisket ham og hånet ham.
Luk 20:12 Og han fortsatte og sendte en tredje; men også ham kastede de ud, efter at have slået ham til blods.
Luk 20:13 Da sagde vingårdens herre: "Hvad skal jeg gøre? Jeg vil sende min søn, den elskede! Måske vil de, når de har set ham, skåne ham."
Luk 20:14 Men da vingårdsmændene så ham, sagde de til hinanden: "Det er arvingen! Kom, lad os dræbe ham, så arven bliver vor!"
Luk 20:15 Og de kastede ham ud, udenfor vingården, og dræbte ham! Hvad skal vingårdens herre nu gøre med dem?
Luk 20:16 Han vil komme og dræbe disse vingårdsmænd og give vingården til andre!" Da de havde hørt dette, sagde de: "Nej, det må ikke ske!"
Luk 20:17 Men Han så på dem og sagde: "Hvad betyder da dét, som er skrevet: "Den Sten, Som bygmestrene vragede, er blevet Hovedhjørnesten"?
Luk 20:18 Enhver, som falder over Denne Sten, vil blive knust, og på hvem Den end falder, ham vil Den knuse!"
Luk 20:19 I samme stund søgte ypperstepræsterne og de skriftlærde at lægge hånd på Ham - men de frygtede for folket; de vidste nemlig, at det var om dem, Han havde fortalt denne lignelse!
Luk 20:20 Og de vogtede på Ham og udsendte spioner, som hyklende lod, som om de var retfærdige, for at fange Ham i Ord, så de kunne overgive Ham til øvrigheden og statholderens magt!
Luk 20:21 De spurgte Ham og sagde: "Mester! vi veed, at Du taler og lærer ret og ikke gør forskel på folk, men i sandhed lærer Guds Vej!
Luk 20:22 Har vi nu lov at give kejseren skat eller ej?"
Luk 20:23 Men da Han mærkede Sig deres list, sagde Han til dem: "Hvorfor frister I Mig?
Luk 20:24 Kom, vis Mig en denar!" De viste Ham da een; og Han sagde: "Hvis billede og påskrift bærer den?" De svarede og sagde: "Kejserens."
Luk 20:25 Da sagde Han til dem: "Så giv da kejseren dét, som kejserens er, og Gud dét, som Guds er!"
Luk 20:26 Og de magtede ikke at fange Ham i Ord foran folket! Og da de undrede sig over Hans svar, tav de.
Luk 20:27 Da kom nogle af saddukæerne - dem, som nægter, at der er nogen opstandelse - til Ham, spurgte Ham
Luk 20:28 og sagde: "Mester! Moses foreskrev os [[dette]]: hvis en broder havde en hustru, og han så dør barnløs, så skal hans broder tage enken til ægte og oprejse en efterslægt for sin broder.
Luk 20:29 Nu var der syv brødre; den første tog sig en hustru og døde barnløs;
Luk 20:30 og den anden tog hende til hustru - også han døde barnløs;
Luk 20:31 så tog den tredje hende, og ligeså alle de syv, men alle døde uden at efterlade sig børn;
Luk 20:32 sidst af alle døde også kvinden.
Luk 20:33 Hvem af dem skal nu have hende til hustru i opstandelsen? Thi de syv har jo alle været gift med hende!"
Luk 20:34 Og Jesus svarede og sagde til dem: "Denne verdens børn tager til ægte og gives til ægte,
Luk 20:35 men de, som er blevet fundet værdige til at få del i den kommende verden og opstandelsen fra de døde, hverken tager til ægte eller gives til ægte,
Luk 20:36 thi de de kan ikke mere dø; de er jo lig engle og er Guds børn, idet de er opstandelsens sønner.
Luk 20:37 Men at de døde opstår, har også Moses kundgjort på tornebuske-stedet, hvor han kalder Gud for "Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud";
Luk 20:38 Thi Gud er ikke dødes, men levendes [[Gud]], thi for Ham er nemlig alle levende!"
Luk 20:39 Da svarede nogle af de skriftlærde og sagde: "Mester! Du har talt vel!",
Luk 20:40 thi de vovede ikke mere at udspørge Ham om noget!
Luk 20:41 Men Han sagde til dem: "Hvordan kan man sige, at Kristus er Davids Søn?
Luk 20:42 Han selv, David, siger jo i Salmernes Bog: "HErren sagde til Min HErre: "Sæt Dig ved Min højre,
Luk 20:43 indtil Jeg lægger Dine fjender som skammel for Dine fødder!"
Luk 20:44 David kalder Ham altså "HErre"; hvordan kan Han da være Hans Søn?"
Luk 20:45 Og mens hele folket hørte det, sagde Han til Sine disciple:
Luk 20:46 "Tag jer i agt for de skriftlærde, de, som gerne går omkring i lange kapper og elsker at blive hilst på torvene og at have de forreste sæder i synagogerne og at sidde på de forreste pladser ved gæstebudene,
Luk 20:47 de, som fortærer enkers bolig og for et syns skyld beder lange bønner! De skal få des strengere dom!"
Luk 21:1 Og da Han så op, fik Han øje på de rige, som lagde deres gaver i tempelkisten;
Luk 21:2 Han så også en fattig enke, som lagde to småskillinger i den.
Luk 21:3 Og Han sagde: "Sandelig, Jeg siger jer: denne fattige enke lagde mere end alle [[de andre]]!
Luk 21:4 Thi alle disse lagde gaver til Gud af deres overflod - men hun lagde af sin fattigdom al den ejendom, hun havde!"
Luk 21:5 Og til nogle, som talte om templet, at det var smukt med smukke sten og tempelgaver, sagde Han:
Luk 21:6 "Dette, som I nu ser - der skal komme dage, da der ikke her skal lades sten på sten; alt skal nedbrydes!"
Luk 21:7 De spurgte Ham da og sagde: "Mester! Hvornår skal dette ske? Og hvad er tegnet på, at det vil ske?"
Luk 21:8 Men Han sagde: "Se til, at I ikke bliver ført vild! Thi mange skal komme i Mit navn og sige: "JEG ER!", og "Tiden er nær!" - følg ikke efter dem!
Luk 21:9 Men når I hører om krige og oprør, så bliv ikke bange! Thi disse ting må ske først - enden kommer dog ikke strax!"
Luk 21:10 Da sagde Han til dem: "Folk skal rejse sig mod folk og kongedømme mod kongedømme;
Luk 21:11 store jordskælv skal ske på flere steder, og både her og der skal der være hungersnød og pest; og da skal der også ske store, frygtelige tegn på Himmelen!
Luk 21:12 Men før alle disse ting skal man lægge hånd på jer og forfølge jer og overgive jer til synagoger og fængsler og føre jer frem for konger og statholdere for Mit navns skyld!
Luk 21:13 Men for jer skal det være en lejlighed til at aflægge vidnesbyrd!
Luk 21:14 Læg jer derfor på hjerte ikke på forhånd at udtænke, hvordan I skal forsvare jer!
Luk 21:15 Thi Jeg skal give jer visdoms mæle, som ingen af jeres modstandere skal kunne modsige eller modstå!
Luk 21:16 Men I skal endog forrådes af forældre og brødre og slægtninge og venner, og nogle af jer skal de dræbe;
Luk 21:17 og I skal blive hadet af alle for Mit navns skyld!
Luk 21:18 Dog: end ikke et hår på jeres hovede skal tilintetgøres!
Luk 21:19 Ved jeres udholdenhed skal I vinde jeres sjæle!
Luk 21:20 Men når I ser Jerusalem omringet af hære, så viid, at Hendes ødelæggelse er nær!
Luk 21:21 Da skal de, der er i Judæa, flygte op i bjergene, og de, der er i Hendes midte, skal drage ud! Og de, der er på marken, skal ikke drage ind i Hende!
Luk 21:22 For dette er Dommens Dage, da alt dét, som er skrevet, skal opfyldes:
Luk 21:23 "Vé de svangre og de, som giver die i de dage! Thi der skal komme stor nød på jorden og vrede over dette folk!"
Luk 21:24 Og de skal falde for sværdets od, og de skal føres i fangenskab til alle folkene; og Jerusalem skal nedtrædes af hedninger, indtil hedningernes tider er fuldendte!
Luk 21:25 Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folk ængstes i rådvildhed over havets brænding og brus.
Luk 21:26 Mennesker skal dåne af frygt og gru for det, som skal komme over den beboede jord - thi Himmelens kræfter skal rystes.
Luk 21:27 Og da skal de se "Menneskets Søn, kommende i skyen", med stor herligheds kraft.
Luk 21:28 Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoveder - thi jeres forløsning nærmer sig!"
Luk 21:29 Og Han sagde dem en lignelse: "Se på figentræet og alle træerne:
Luk 21:30 allerede når I ser, at de knoppes, veed I af jer selv, at sommeren er nær.
Luk 21:31 Således veed I også, når I ser disse ting ske, at Guds Rige er nær.
Luk 21:32 Sandelig, Jeg siger jer: denne slægt ingenlunde skal forgå, førend det er sket altsammen!
Luk 21:33 Himmelen og jorden skal forgå, men Mine Ord skal ingenlunde forgå!
Luk 21:34 Men tag vare på jer selv, for at jeres hjerter ikke skal sløves af rus og svir og timelige bekymringer, så Denne Dag kommer pludseligt over jer!
Luk 21:35 Thi Den skal komme som en snare over alle dem, som bor på hele jordens flade;
Luk 21:36 våg derfor til enhver tid under bøn, for at I skal blive agtet værdige til at undfly alle disse ting, som kommer til at ske, og til at bestå for Menneskets Søn!"
Luk 21:37 Og om dagen var Han i templet og underviste, men om natten gik Han ud og overnattede på det bjerg, som kaldes "Olietræernes".
Luk 21:38 Og hele folket kom til Ham meget tidligt i templet for at høre Ham.
Luk 22:1 Men de usyrede brøds fest, som bliver kaldet "påske", nærmede sig;
Luk 22:2 og ypperstepræsterne og de skriftlærde pønsede på, hvordan de kunne dræbe Ham; thi de frygtede folket.
Luk 22:3 Men Satan fór i Judas, der også kaldes "Iskariot", og som var een af de tolv.
Luk 22:4 Han gik hen og talte med ypperstepræsterne og de skriftlærde og officererne om, hvordan han kunne forråde Ham til dem.
Luk 22:5 Og de blev glade og blev enige om at give ham penge for det.
Luk 22:6 Og han godtog det og søgte siden en anledning til at forråde Ham til dem uden at volde optøjer.
Luk 22:7 Så kom da den dag i de usyrede brøds fest, på hvilken påskelammet skulle slagtes;
Luk 22:8 og Han sendte Peter og Johannes afsted, idet Han sagde: "Gå hen og bered påsken for os, så vi kan spise den."
Luk 22:9 De spurgte Ham: "Hvor vil Du, at vi skal berede det for Dig?"
Luk 22:10 Men Han sagde til dem: "Se: når I er kommet ind i byen, vil I møde en mand, der bærer en krukke med vand; følg ham til det hus, han går ind i!
Luk 22:11 Og sig til husets ejer: "Mesteren spørger dig: hvor er det rum, hvor Jeg kan spise påsken med Mine disciple?"
Luk 22:12 Så vil han vise jer en stor loftssal, hvor der er dækket op; dér skal I berede den!"
Luk 22:13 Og da de var gået afsted, fandt de det, som Han havde sagt dem. Og de beredte påsken.
Luk 22:14 Og da tiden kom, lagde Han Sig til bords, og de tolv apostle sammen med Ham.
Luk 22:15 Og Han sagde: "Jeg har inderligt længtes efter at spise denne påske med jer, før Jeg skal lide!
Luk 22:16 Thi Jeg siger jer, at Jeg ingenlunde skal gøre det mere, før det bliver fuldendt i Guds Rige!"
Luk 22:17 Og da Han havde modtaget kalken og fremsagt takkebønnen, sagde Han: "Tag dette og del det mellem jer!
Luk 22:18 Thi Jeg siger jer, at Jeg fra nu af ingenlunde skal drikke af vintræets frugt, før Guds Rige er kommet!"
Luk 22:19 Og da Han havde taget et brød og havde fremsagt takkebønnen, brød Han det og gav dem det, idet Han sagde: "Dette er Mit legeme, som hengives for jer! Gør dette til Min ihukommelse!"
Luk 22:20 Ligeledes tog Han også kalken, efter at de havde spist aftenmåltidet, og sagde: "Denne kalk er Den nye Pagt i Mit blod, som udgydes for jer!
Luk 22:21 Men se, han, som forråder Mig, rækker sin hånd sammen med Min ind over bordet!
Luk 22:22 Thi Menneskets Søn går vel bort, som det forud er bestemt - dog vé det menneske, ved hvem Han forrådes!"
Luk 22:23 Og de begyndte indbyrdes at spørge hinanden, hvem af dem det dog kunne være, der ville gøre dette.
Luk 22:24 Der opstod også en strid iblandt dem om, hvem af dem der skulle regnes for den største.
Luk 22:25 Men Han sagde til dem: "Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt, kaldes "velgørere";
Luk 22:26 men sådan skal I ikke være! Nej, den største af jer, han skal være som den ringeste, og den, som er fører, [[skal være]] som den, der tjener.
Luk 22:27 Thi hvem er størst: den, som ligger til bords, eller den, som tjener? Mon ikke han, som ligger til bords? Men JEG ER i jeres midte er Som Den, Der tjener!
Luk 22:28 Men I er dem, som har holdt ud sammen med Mig i Mine prøvelser;
Luk 22:29 og Jeg overgiver jer, hvad Min Fader overgav Mig: nemlig Riget! -
Luk 22:30 for at I skal spise og drikke ved Mit bord i Mit Rige og sidde på troner og dømme Israels tolv stammer!"
Luk 22:31 Og HErren sagde: "Simon, Simon! Se, Satan har begæret jer for at sigte jer som hveden;
Luk 22:32 men Jeg har bedt for dig, at din tro ikke skal svigte! Og du: når du har omvendt dig, så styrk dine brødre!"
Luk 22:33 Han sagde da til Ham: "HErre! med Dig er jeg rede til at gå i fængsel, ja, i døden!"
Luk 22:34 Men Han svarede: "Jeg siger dig, Peter: hanen skal ikke gale i nat, førend du tre gange har nægtet at kende Mig!"
Luk 22:35 Og Han sagde til dem: "Da Jeg sendte jer ud uden pung og taske og sandaler - manglede I da noget?" De sagde: "Intet!"
Luk 22:36 Derfor sagde Han til dem: "Men nu skal den, som har en pung, tage den med; ligeså også den, der har en taske, og den, som ikke har noget sværd, skal sælge sin kappe og købe sig et!
Luk 22:37 Thi Jeg siger jer: endnu må dét, som er skrevet om Mig, opfyldes på Mig, dette at ".... Han blev regnet blandt overtrædere"; thi med Mig går det mod enden!"
Luk 22:38 Men de sagde: "HErre! se, her er to sværd!" Og Han sagde til dem: "Det er nok!"
Luk 22:39 Så brød Han op og gik efter Sin sædvane til Olietræernes Bjerg, og Hans disciple fulgte Ham.
Luk 22:40 Men da de var kommet til stedet, sagde Han til dem: "Bed om, at I ikke må komme i fristelse!"
Luk 22:41 Og Han trak Sig tilbage fra dem, omtrent så langt som et stenkast; og idet Han faldt på knæ, bad Han
Luk 22:42 og sagde: "Fader! Om Du vil, så lad denne kalk gå Mig forbi; dog ske ikke Min vilje, men Din!"
Luk 22:43 Da viste en engel fra Himmelen sig for Ham og styrkede Ham.
Luk 22:44 Og Han kom i dødskamp og bad endnu mere indtrængende; og Hans sved blev som bloddråber, der faldt til jorden.
Luk 22:45 Da Han rejste Sig fra bønnen og kom til Sine disciple, fandt Han dem sovende af sorg.
Luk 22:46 Og Han sagde til dem: "Hvorfor sover I? Rejs jer og bed, for at I ikke skal komme i fristelse!"
Luk 22:47 Endnu mens Han talte, se, da kom en skare, og han, som kaldes Judas, een af de tolv, gik forrest; og han gik hen til Jesus for at kysse Ham.
Luk 22:48 Men Jesus sagde til ham: "Judas! forråder du Menneskets Søn med et kys?"
Luk 22:49 Men da de, som var omkring Ham så, hvad der ville ske, sagde de til Ham: "HErre! Skal vi slå med sværd?"
Luk 22:50 Og een af dem slog efter ypperstepræstens tjener og huggede hans højre øre af.
Luk 22:51 Men Jesus tog til Orde og sagde: "Lad dem blot gøre dette!" Og Han rørte ved hans øre og helbredte ham.
Luk 22:52 Da sagde Jesus til dem, som var kommet imod Ham, ypperstepræsterne og templets ledere og præsterne: "Som mod en røver er I draget ud med sværd og stokke!
Luk 22:53 Da Jeg dagligt var hos jer i templet, udrakte I ikke jeres hænder imod Mig - men dette er jeres time og mørket har magten!"
Luk 22:54 Så greb de Ham og førte Ham bort, ind i ypperstepræstens hus; og Peter fulgte efter på afstand.
Luk 22:55 Da de nu havde tændt et bål midt i gården og havde sat sig ved det, satte også Peter sig iblandt dem.
Luk 22:56 Men da en tjenestepige så ham siddende i lysskæret, stirrede hun på ham og sagde: "Denne mand var også sammen med Ham!"
Luk 22:57 Men han fornægtede Ham, idet han sagde: "Kvinde, jeg kender Ham ikke!"
Luk 22:58 Og kort efter var der en anden, som så ham og sagde: "Du er også een af dem!" Men Peter sagde: "Nej, menneske - det er jeg ikke!"
Luk 22:59 Og omtrent en time senere var der en anden, der forsikrede og sagde: "I sandhed! Denne mand var også sammen med Ham - han er jo også en galilæer!"
Luk 22:60 Men Peter svarede: "Menneske! jeg veed ikke, hvad du taler om!" Og i det samme, mens han endnu talte, galede hanen!
Luk 22:61 Da vendte HErren Sig om og så på Peter; og Peter kom HErrens Ord i hu, hvordan Han havde sagt til ham: "Før hanen galer i nat, skal du fornægte Mig tre gange!"
Luk 22:62 Og Peter gik udenfor og græd bitterligt!
Luk 22:63 De mænd, som holdt vagt over Jesus, hånede Ham nu og slog Ham;
Luk 22:64 og de indhyllede Ham i et klæde, slog Ham i ansigtet, spurgte Ham og sagde: "Profetér: Hvem var det, som slog Dig?"
Luk 22:65 Også mange andre spottende ting sagde de til Ham.
Luk 22:66 Og da det blev dag, samledes folkets præsteråd, ypperstepræsterne og de skriftlærde, og de førte Ham til Synedriet og sagde:
Luk 22:67 "Hvis Du er Kristus, så sig os det!" Men Han sagde til dem: "Selvom Jeg siger jer det, ville I dog ikke tro det;
Luk 22:68 og selvom Jeg ville spørge, ville I ikke svare Mig eller lade Mig gå!
Luk 22:69 Men fra nu af skal Menneskets Søn sidde ved Guds Krafts højre!"
Luk 22:70 Da spurgte alle: "Du er altså Guds Søn?" Men Han sagde til dem: "I siger det selv: JEG ER!"
Luk 22:71 Men de sagde: "Hvilket vidnesbyrd har vi endnu behov? Nu har vi jo selv hørt det af Hans mund!"
Luk 23:1 Så rejste hele forsamlingen sig, og de førte Ham for Pilatus.
Luk 23:2 Dér begyndte de at anklage Ham ved at sige: "Vi har fundet, at Denne Mand forfører vort folk og forbyder dem at betale kejseren skat og siger, at Han Selv er Kristus, En Konge!"
Luk 23:3 Pilatus spurgte Ham og sagde: "Er Du jødernes Konge?" Han svarede og sagde: "Du siger det selv!"
Luk 23:4 Men Pilatus sagde til ypperstepræsterne og skarerne: "Jeg finder ingen skyld hos Denne Mand!"
Luk 23:5 Men de pressede på og sagde: "Han ophidser folket med det, Han lærer over hele Judæa, lige fra Galilæa, hvor Han begyndte, og helt hertil!"
Luk 23:6 Men da Pilatus hørte ordet "Galilæa", spurgte han, om Manden er Galilæer;
Luk 23:7 og da han havde erfaret, at Han var under Herodes' autoritet, sendte han Ham til Herodes, da også han var i Jerusalem i disse dage.
Luk 23:8 Og da Herodes så Jesus, blev han meget glad, thi han havde længe ønsket at se Ham, fordi han havde hørt mange ting om Ham, og han håbede at se Ham gøre et tegn.
Luk 23:9 Han stillede Ham nu mange spørgsmål - men Han svarede intet!
Luk 23:10 Men ypperstepræsterne og de skriftlærde stod der og anklagede Ham heftigt.
Luk 23:11 Og da også Herodes og hans tropper havde hånet Ham og spottet Ham ved at iføre Ham en skinnende hvid klædning, sendte de Ham tilbage til Pilatus.
Luk 23:12 På denne dag blev Pilatus og Herodes venner; tidligere havde der nemlig været fjendskab imellem dem.
Luk 23:13 Så sammenkaldte Pilatus ypperstepræsterne og rådsherrerne og folkets ledere
Luk 23:14 og sagde til dem: "I har ført Denne Mand til mig Som Een, Der forfører folket; og se: jeg har nu forhørt Ham i jeres påhør, men jeg har ikke fundet Denne Mand skyldig i noget af det, I anklager Ham for,
Luk 23:15 ej heller Herodes! Jeg sendte Ham nemlig til ham, [[og han sendte Ham tilbage]]. Se: Han har altså intet gjort, for hvilket man fortjener døden!
Luk 23:16 Jeg vil derfor lade Ham piske og så løslade Ham!"
Luk 23:17 Han var nemlig nødt til at løslade folket een i højtiden.
Luk 23:18 Men hele skaren råbte og sagde: "Bort med Ham! - nej, løslad os Barabbas!"
Luk 23:19 Han var een, som var blevet kastet i fængsel på grund af et oprør, der havde fundet sted i byen, og på grund af mord.
Luk 23:20 Derfor råbte Pilatus atter til dem, da han gerne ville løslade Jesus.
Luk 23:21 Men de råbte tilbage og sagde: "Korsfæst! Korsfæst Ham!"
Luk 23:22 For tredje gang sagde han da til dem: "Hvad ondt har Han da gjort? Jeg har intet fundet hos Ham, for hvilket Han er skyldig at dø; når jeg har pisket Ham vil jeg derfor løslade Ham!"
Luk 23:23 Men de trængte på med høje råb, idet de krævede, at Han skulle korsfæstes; og deres råb fik overtaget!
Luk 23:24 Pilatus dømte da, at deres vilje skulle ske!
Luk 23:25 Og han løslod dem [[ham, der var]] fængslet på grund af oprør og mord, som de bad om; men Jesus overlod han til deres vilje!
Luk 23:26 Og som de nu førte Han bort, greb de fat i Simon, een fra Kyrene, som var på vej ind fra marken, og de lagde [[bjælken til]] korset på ham, for at han skulle bære det bag efter Jesus.
Luk 23:27 Og med Ham fulgte en stor skare af folket, deriblandt kvinder, som slog sig for brystet og sørgede over Ham.
Luk 23:28 Da vendte Jesus Sig mod dem og sagde: "Jerusalems døtre! Græd ikke over Mig! Græd snarere over jer selv og over jeres børn!
Luk 23:29 Thi se, der kommer dage, på hvilke I skal sige: "Salige er de ufrugtbare og de moderliv, som ikke har født, og de bryster, som ikke har givet die!
Luk 23:30 Da skal man sige til bjergene: "Fald over os!" og til højderne: "Skjul os!"
Luk 23:31 Thi hvis man gør således med Det grønne Træ, hvad vil da ske med det visne?"
Luk 23:32 De førte også to andre forbrydere ud for at henrette dem sammen med Ham.
Luk 23:33 Og da de kom til det sted, som kaldes "Hovedskal", korsfæstede de Ham og forbryderne dér, den eene på Hans højre og den anden på venstre side.
Luk 23:34 Men Jesus sagde: "Fader, tilgiv dem! Thi de veed ikke, hvad de gør!" Og de delte Hans klæder imellem sig ved at kaste lod om dem!
Luk 23:35 Og folket stod og betragtede det; men også rådsherrerne hånede Ham sammen med dem og sagde: "Andre har Han frelst; lad Ham nu frelse Sig Selv, hvis Han er Kristus, Guds Udvalgte!"
Luk 23:36 Også soldaterne hånede Ham, idet de bragte Ham eddike at drikke
Luk 23:37 og sagde: "Hvis Du er jødernes Konge, så frels Dig Selv!"
Luk 23:38 Der var nemlig sat en indskrift oven over Ham, skrevet med græske, latinske og hebraiske bogstaver: "Dette er jødernes Konge."
Luk 23:39 Og een af forbryderne, som hang der, spottede Ham og sagde: "Hvis Du er Kristus, så frels Dig Selv og os!"
Luk 23:40 Men den anden svarede, irettesatte ham og sagde: "Frygter end ikke du Gud, skønt du er under den samme dom?
Luk 23:41 Og vi er det jo med rette! Thi efter det, vi har gjort, har vi fortjent dét, vi nu får - men Han har intet ondt gjort!"
Luk 23:42 Og han sagde til Jesus: "Ihukom mig, HErre, når Du kommer i Dit Rige!"
Luk 23:43 Og Jesus sagde til ham: "Sandelig, Jeg siger dig: i dag skal du være med Mig i Paradiset!"
Luk 23:44 Det var omkring den sjette time, og der kom mørke over hele landet indtil den niende [[time]],
Luk 23:45 idet solen formørkedes. Og templets forhæng flængedes midt igennem.
Luk 23:46 Og idet Jesus råbte med høj røst, sagde Han: "Fader! I Dine hænder overgiver Jeg Min Ånd!" - og da Han havde sagt dette, udåndede Han.
Luk 23:47 Men da hundredmandsføreren så, hvad der skete, priste han Gud og sagde: "Sandelig, Denne Mand var retfærdig!"
Luk 23:48 Og alle i den skare, der var tilstede for at overvære dette skue, slog sig for brystet, da de så, hvad der skete, og vendte hjem.
Luk 23:49 Men alle Hans bekendte og de kvinder, som havde fulgt Ham fra Galilæa, stod og så disse ting på afstand.
Luk 23:50 Og se: der var en mand ved navn Josef, som var rådsherre og en god og retfærdig mand;
Luk 23:51 han havde ikke været enig med rådet i deres handlinger. Han var fra Arimathæa, en by i Judæa, og også han ventede Guds Rige;
Luk 23:52 han gik til Pilatus og bad om Jesu legeme.
Luk 23:53 Og da han havde taget Ham ned, svøbte han Ham i et linklæde og lagde Ham i en grav, udhugget i klippen, hvori endnu ingen havde ligget.
Luk 23:54 Det var beredelsesdag, og sabbaten stundede til.
Luk 23:55 Også de kvinder, som var kommet med Ham fra Galilæa, var fulgt bagefter, og de så graven og hvordan Hans legeme blev lagt deri.
Luk 23:56 Så vendte de tilbage og tilberedte vellugtende urter og myrra, men sabbaten over holdt de sig i ro efter [[Lovens]] bud.
Luk 24:1 Men tidligt i dæmringen på den første dag i ugen kom de til graven med de vellugtende urter, de havde tillavet -
Luk 24:2 men de fandt stenen væltet bort fra graven!
Luk 24:3 Og da de gik derind, fandt de ikke HErren Jesu legeme;
Luk 24:4 mens de nu stod rådvilde overfor dette, se: da skete det, at to mænd i skinnende klæder stod hos dem.
Luk 24:5 Da de blev bange og bøjede deres ansigter til jorden, sagde han til dem: "Hvorfor søger I efter DEN LEVENDE blandt de døde?
Luk 24:6 Han er ikke her - Han er opstanden! Ihukom, hvordan Han talte til jer, mens I endnu var i Galilæa
Luk 24:7 og sagde: "Menneskets Søn bør overgives i syndige menneskers hænder og korsfæstes - og på den tredje dag [[skal Han]] opstå!"
Luk 24:8 Og de kom Hans Ord i hu!
Luk 24:9 Og de vendte tilbage fra graven og fortalte alt dette til de elleve og alle de andre,
Luk 24:10 Maria Magdalena og Johanna og Maria, Jakobs moder og de andre, der var sammen med dem. De fortalte disse ting til apostlene,
Luk 24:11 men deres ord syntes dem at være tom snak, og de troede dem ikke!
Luk 24:12 Men Peter rejste sig og løb ud til graven, og da han bøjede sig og kiggede derind, ser han linklæderne ligge for sig selv; og han gik hjem, idet han undrede sig over det, der var sket.
Luk 24:13 Og se, to af dem var samme dag undervejs til fods til en landsby, ved navn Emmaus, der ligger tres stadier fra Jerusalem.
Luk 24:14 Og de talte med hinanden om alle de ting, der var sket.
Luk 24:15 Og det skete, mens de talte sammen og drøftede det, at Jesus Selv kom hen til dem og fulgtes med dem.
Luk 24:16 Men deres øjne holdtes i, så at de ikke kendte Ham.
Luk 24:17 Og Han sagde til dem: "Hvad er det, I går og taler med hinanden om og er nedtrykte over?"
Luk 24:18 Og den eene af dem, som hed Kleofas, svarede og sagde til Ham: "Er Du Den Eeneste Fremmede i Jerusalem, siden Du ikke veed om de ting, der er sket i disse dage?"
Luk 24:19 Han spurgte dem: "Hvilket?" Og de svarede Ham: "Dét om Jesus, Nazaræeren, Som var En Mand, En Profet, mægtig i gerning og Ord for Gud og hele folket;
Luk 24:20 og hvordan ypperstepræsterne og vore rådsherrer overgav Ham til dødsdom og korsfæstede Ham.
Luk 24:21 Vi havde håbet, at Han er Den, Som skulle forløse Israel; men udover dette er det tillige i dag den tredje dag, siden dette skete,
Luk 24:22 og nogle kvinder blandt os har forskrækket os, for meget tidligt i morges var de ude ved graven,
Luk 24:23 og de fandt ikke Hans legeme, men de kom tilbage og fortalte os, at de i et syn havde set engle, som siger, at Han lever!
Luk 24:24 Og nogle af dem, som er sammen med os, gik så ud til graven og fandt, at det var, som kvinderne havde sagt - men Ham så de ikke!"
Luk 24:25 Da sagde Han til dem: "O, hvor er I dog uforstandige og træge i hjertet til at tro på alt det, profeterne har talt!
Luk 24:26 Burde Kristus ikke lide dette og så gå ind til Sin herlighed?"
Luk 24:27 Og idet Han gik ud fra Moses og alle Profeterne, udlagde Han for dem alt dét, som i alle Skrifterne gælder Ham.
Luk 24:28 Og da de nærmede sig landsbyen, de var på vej til, lod Han, som om Han ville drage videre.
Luk 24:29 Men de nødte Ham og sagde: "Bliv hos os, for det går mod aften, og dagen hælder allerede!" Og Han gik ind for at blive hos dem.
Luk 24:30 Og det skete, da Han havde lagt Sig til bords med dem, at Han tog brødet, velsignede det, og da Han havde brudt det, gav Han det til dem.
Luk 24:31 Da åbnedes deres øjne, og de kendte Ham! - men så blev Han usynlig for dem.
Luk 24:32 Og de sagde til hinanden: "Brændte ikke vore hjerter i os, da Han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?"
Luk 24:33 Og de brød op i samme stund og vendte tilbage til Jerusalem, og dér fandt de de elleve samlede med de andre, der var med dem;
Luk 24:34 de sagde: "HErren er virkelig opstanden og er set af Simon!"
Luk 24:35 Og selv fortalte de om dét, der var sket på vejen, og om hvordan de havde genkendt Ham, da Han brød brødet.
Luk 24:36 Men mens de talte om disse ting, stod Han Selv, Jesus, midt iblandt dem og siger til dem: "Fred være med jer! JEG ER! Frygt ikke!"
Luk 24:37 Men da de blev bange og fulde af frygt, troede de, at de så en ånd.
Luk 24:38 Men Han sagde til dem: "Hvorfor er I forfærdede, og hvorfor stiger tvivlens tanker op i jeres hjerter?
Luk 24:39 Se Mine hænder og Mine fødder, at Det er JEG ER Selv! Føl på Mig og se: thi en ånd har ikke kød og ben, som I ser, Jeg har!"
Luk 24:40 Og da Han havde sagt dette, viste Han dem Sine hænder og Sine fødder.
Luk 24:41 Men da de af lutter glæde stadig ikke kunne tro og undrede sig, sagde Han til dem: "Har i noget spiseligt her?"
Luk 24:42 Så gav de Ham et stykke stegt fisk og noget af en honningkage.
Luk 24:43 Og Han tog imod det og spiste det for øjnene af dem.
Luk 24:44 Og Han sagde til dem: "Dette er Mine Ord, Som Jeg talte til jer, da Jeg endnu var hos jer: at alt dét må opfyldes, som er skrevet om Mig i Mose Lov og Profeterne og Salmerne!"
Luk 24:45 Da åbnede Han deres forstand, så de kunne forstå Skrifterne.
Luk 24:46 Og Han sagde til dem: "Således er det skrevet: at Kristus måtte lide således og opstå fra de døde på den tredje dag.
Luk 24:47 Og i Mit navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag, idet der begyndes fra Jerusalem.
Luk 24:48 Og I er vidner om dette!
Luk 24:49 Og se: Jeg sender Det, Som Min Fader har lovet, over jer; men I skal blive her i byen, indtil I bliver iklædt Kraft fra Det Høje!"
Luk 24:50 Så førte Han dem ud til Betania, og Han løftede Sine hænder og velsignede dem.
Luk 24:51 Og det skete, mens Han velsignede dem, at Han skiltes fra dem og blev optaget til Himmelen.
Luk 24:52 Da tilbad de Ham og vendte tilbage til Jerusalem med stor glæde.
Luk 24:53 Og de var til stadighed i templet, idet de priste og velsignede Gud! Amen! --- [Evangeliet efter Lukas.]
Joh 1:1 I begyndelsen var Ordet, og Ordet var for Guds åsyn, og Ordet var Gud!
Joh 1:2 Han var i begyndelsen hos Gud.
Joh 1:3 Alt er blevet til ved Ham, og uden Ham blev intet til af det, som er.
Joh 1:4 I Ham var Liv, og Livet var menneskenes Lys.
Joh 1:5 Og Lyset skinner i mørket, men mørket tog ikke imod Ham!
Joh 1:6 Der fremstod et menneske, udsendt fra Gud; hans navn var Johannes.
Joh 1:7 Han kom som et vidnesbyrd for at vidne om Lyset, så at alle skulle komme til tro ved Ham.
Joh 1:8 Selv var han ikke Lyset, nej, han skulle vidne om Lyset:
Joh 1:9 Det sande Lys, Som, idet Han kommer til verden, oplyser alle mennesker.
Joh 1:10 Han var i verden, og verden er blevet til ved Ham - men verden kendte Ham ikke!
Joh 1:11 Han kom til Sit Eget - men Hans Egne tog ikke imod Ham!
Joh 1:12 Alle dem, som tog imod Ham, gav Han ret til at blive Guds børn: dem, som tror på Hans navn,
Joh 1:13 nemlig de, som ikke er født af blod, ej heller af køds vilje, ej heller af mands vilje, men af Gud!
Joh 1:14 Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så Hans herlighed, en herlighed som dén, En Eenbåren Søn har den fra En Fader: fuld af nåde og sandhed!
Joh 1:15 Johannes vidner om Ham, han råbte og sagde: "Ham var det, om Hvem jeg sagde: HAN, SOM KOMMER efter mig, er kommet forud for mig, thi Han var før mig!"
Joh 1:16 Af Hans fylde har vi alle modtaget, og dét nåde over nåde!
Joh 1:17 Thi Loven blev givet ved Moses, men den sande nåde er kommet ved Jesus Kristus!
Joh 1:18 Ingen har nogen sinde set Gud; Den Eenbårne Søn, [[Som Selv er]] Gud, og Som er i Faderens favn, Han har [[set Gud og]] åbenbaret Ham!
Joh 1:19 Og dette er Johannes' vidnesbyrd, da jøderne sendte levitpræster fra Jerusalem til ham, for at de skulle spørge ham: "Hvem er du?"
Joh 1:20 Da bekendte han og nægtede ikke, han bekendte: "Jeg er ikke Kristus!"
Joh 1:21 De spurgte ham så: "Hvem da? Er du Elias?", han siger: "Nej, jeg er ej!"; "Er du Profeten?", men han svarede: "Nej!"
Joh 1:22 Da spurgte de ham: "Hvem er du da? Svar os, så vi kan give dem, som har sendt os, et svar! Hvad siger du om dig selv?"
Joh 1:23 Han svarede da: "Jeg er [[ham, om hvem det er skrevet:]] "en røst, der råber i ørkenen: ryd HErrens Vej!", som profeten Esajas har sagt!"
Joh 1:24 De var udsendte fra farisæerne,
Joh 1:25 og de spurgte ham og sagde til ham: "Hvorfor døber du da, hvis du hverken er Kristus eller Elias eller Profeten?"
Joh 1:26 Johannes svarede dem og sagde: "Jeg døber i vand. Midt iblandt jer står Han, Som I ikke kender!
Joh 1:27 Han er DEN, SOM KOMMER efter mig; Han har været før mig, Han, Hvis sandalrem jeg end ikke er værdig at løse!"
Joh 1:28 Dette skete i Betania, hinsides Jordan, hvor Johannes opholdt sig og døbte.
Joh 1:29 Dagen efter ser Johannes Jesus komme hen imod sig, og han siger: "Se Det Guds Lam, Som borttager verdens synder!
Joh 1:30 Ham er Det, om Hvem jeg sagde: Efter mig kommer En Mand, Som er kommet forud for mig, thi Han var før mig -
Joh 1:31 og jeg kendte Ham ikke! Men for at Han skulle åbenbares for Israel, er jeg kommet og døber med vand."
Joh 1:32 Og Johannes vidnede og sagde: "Jeg så Ånden dale ned fra Himmelen Som En Due og forblive over Ham!
Joh 1:33 Og jeg kendte Ham ikke - men Han, Som sendte mig for at døbe med vand, sagde mig: "Ham, over Hvem du ser Ånden dale ned og forblive over, Han er Den, Som døber med Helligånd!
Joh 1:34 Og nu har jeg selv set det og vidnet, at Han er Guds Søn!"
Joh 1:35 Dagen efter stod Johannes og to af hans disciple der atter.
Joh 1:36 Da de nu så Jesus gå omkring, siger Johannes: "Se Det Guds Lam, Som borttager verdens synder!"
Joh 1:37 Da hans to disciple hørte ham sige det, fulgte de Jesus.
Joh 1:38 Men Jesus vendte Sig om, og da Han så, at de fulgte efter Ham, siger Han til dem: "Hvad søger I?" De sagde til Ham: "Rabbi!" - det betyder oversat: "Mester" - "hvor bor Du?"
Joh 1:39 Han siger til dem: "Kom og se!" De kom da og så, hvor Han boede, og de blev hos Ham denne dag - det var omkring den tiende time.
Joh 1:40 Andreas, Simon Peters broder, var een af de to, som havde hørt, hvad Johannes sagde, og som havde fulgt Jesus;
Joh 1:41 han finder nu sin broder, Simon, og siger til ham: "Vi har fundet Messias" - det betyder oversat: "Den Salvede" -
Joh 1:42 og han førte ham til Jesus. Da Jesus så ham, sagde Han: "Du er Simon, søn af Johannes; du skal kaldes: Kefas!" - det betyder oversat: "Klippe".
Joh 1:43 Dagen efter ville Jesus drage videre til Galilæa; Han finder så Filip og siger til ham: "Følg Mig!"
Joh 1:44 Filip var fra Betsajda, Andreas' og Peters by.
Joh 1:45 Filip finder så Natanael og siger til ham: "Ham, Som Moses i Loven og også Profeterne har skrevet om, Ham har vi fundet: Jesus, Josefs Søn fra Nazaret!"
Joh 1:46 Natanael sagde da til ham: "Kan noget godt være fra Nazaret?" Filip svarer ham: "Kom og se!"
Joh 1:47 Da Jesus nu så Natanael komme hen imod Sig, siger Han om ham: "Se, der er i sandhed en israelit, i hvem der ikke er svig!"
Joh 1:48 Natanael spørger Ham: "Hvorfra kender Du mig?" Jesus svarede og sagde til ham: "Før Filip kaldte på dig, så Jeg dig, da du sad under figentræet."
Joh 1:49 Natanael svarede og sagde til Ham: "Rabbi! Du er Guds Søn, Du er Israels Konge!"
Joh 1:50 Jesus sagde til ham: "Tror du, fordi Jeg sagde dig, at Jeg så dig under figentræet? Sandelig - du skal se større ting end disse!"
Joh 1:51 Og Han siger videre: "Sandelig, sandelig, Jeg siger jer: fra nu af skal I se Himmelen åben, og Guds engle stige op og stige ned over Menneskets Søn!"
Joh 2:1 Tredjedagen derefter var der bryllup i Kana i Galilæa; Jesu moder var med,
Joh 2:2 og også Jesus og Hans disciple var indbudt til brylluppet.
Joh 2:3 Da der nu blev mangel på vin, fordi bryllupsvinen var sluppet op, siger Jesu moder til [[Jesus]]: "De har ikke [[mere]] vin!"
Joh 2:4 Jesus siger til hende: "Hvad vil du Mig, kvinde? Min time er endnu ikke inde!"
Joh 2:5 Hans moder siger da til tjenerne: "Hvad end Han siger til jer, gør det!"
Joh 2:6 Nu stod der efter jødernes renselsesskik sex vandkar af sten, hvert af dem rummende to eller tre ankre.
Joh 2:7 Jesus siger til dem: "Fyld karrene med vand!", og de fyldte dem helt op.
Joh 2:8 Han siger så til dem: "Øs nu op og bær det til mundskænken!", og de bar det ind.
Joh 2:9 Da mundskænken nu smagte vandet, som var blevet til vin, og ikke vidste, hvorfra det kom - men tjenerne, som havde øst vandet op, vidste det - kalder han på brudgommen
Joh 2:10 og siger til ham: "Man plejer ellers først at sætte den gode vin frem, og når [[gæsterne]] er blevet fulde, da den ringere; men du har gemt den gode vin til nu!"
Joh 2:11 Således gjorde Jesus begyndelsen på Sine tegn i Kana i Galilæa - og Hans disciple troede på Ham!
Joh 2:12 Derefter drog Han og Hans moder og brødre og disciple ned til Kapernaum og forblev der nogle få dage.
Joh 2:13 Da jødernes påske nu var nær, drog Jesus op til Jerusalem.
Joh 2:14 Da fandt Han alle dem, som solgte oxer og får og duer, og også pengevexlerne siddende i templet.
Joh 2:15 Da lavede Han Sig en svøbe af reb og drev dem alle ud af templet, også fårene og oxerne; og pengevexlernes penge spredte Han ud, og bordene væltede Han!
Joh 2:16 Og til dem, som solgte duerne, sagde Han: "Tag disse ting bort herfra! Gør ikke Min Faders hus til et markedshus!"
Joh 2:17 Hans disciple kom da i hu, at det er skrevet: "Nidkærhed for Dit hus skal fortære Mig!"
Joh 2:18 Da tog jøderne til orde og sagde til Ham: "Hvilket tegn viser Du os ved at gøre dette?"
Joh 2:19 Jesus svarede og sagde til dem: "Riv dette tempel ned, og på tre dage vil Jeg genrejse det!"
Joh 2:20 Da sagde jøderne: "I sexogfyrre år er der blevet bygget på dette tempel - og Du vil genrejse det på tre dage?"
Joh 2:21 Han havde dog talt om Sit legems Tempel!
Joh 2:22 Da Han var opstået fra døde, kom Hans disciple derfor i hu, at Han havde sagt dette til dem - og de troede Skriften og Dét Ord, Jesus havde talt!
Joh 2:23 Mens Han nu var i Jerusalem i påsken, kom mange til tro på Hans navn, da de så de tegn, Han gjorde,
Joh 2:24 men Selv betroede Jesus Sig ikke til dem, fordi Han kendte alle,
Joh 2:25 og fordi Han ikke havde brug for, at nogen skulle vidne om mennesket; thi Han vidste Selv, hvad der er i mennesket!
Joh 3:1 Der var nu blandt farisæerne en mand, hvis navn var Nikodemus, een af jødernes rådsherrer;
Joh 3:2 han kom til Jesus om natten og sagde til Ham: "Rabbi! Vi veed, at Du er En Lærer, kommet fra Gud, thi ingen kan gøre de tegn, Du gør, hvis ikke Gud er med Ham!"
Joh 3:3 Jesus svarede og sagde til ham: "Sandelig, sandelig, Jeg siger dig: Ingen kan se Guds Rige, hvis han ikke bliver født påny!"
Joh 3:4 Nikodemus siger da til Ham: "Hvordan kan et menneske fødes, når han er gammel? Han kan da ikke for anden gang komme ind i sin moders liv og fødes?"
Joh 3:5 Jesus svarede: "Sandelig, sandelig, Jeg siger dig: ingen kan komme ind i Guds Rige, hvis han ikke bliver født af Åndens vand!
Joh 3:6 Dét, som er født af kødet, er kød, men dét, som er født af Ånden, er ånd!
Joh 3:7 Du skal ikke undre dig over, at Jeg sagde til dig: "I må fødes påny";
Joh 3:8 Ånden blæser, hvorhen Han vil, og du hører Hans lyd, men du veed ikke, hvorfra Han kommer, ej heller, hvor Han farer hen! Således er det med enhver, som er født af Ånden!"
Joh 3:9 Nikodemus svarede og sagde til Ham: "Hvorledes kan dette ske?"
Joh 3:10 Jesus svarede og sagde til ham: "Du er lærer i Israel, og veed ikke dette?
Joh 3:11 Sandelig, sandelig, Jeg siger dig: Vi taler om det, Vi veed og vidner om dét, Vi har set - men I tager ikke imod Vort vidnesbyrd!
Joh 3:12 Hvis Jeg ikke kan tale til jer om de jordiske ting på en sådan måde, at I tror på det, hvordan skulle Jeg da kunne tale til jer om de himmelske, så at I vil tro på det?
Joh 3:13 Og: ingen er steget op til Himmelen uden Han, Som er steget ned fra Himmelen, nemlig Menneskets Søn, Som er i Himmelen?
Joh 3:14 Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, således bør Menneskets Søn ophøjes,
Joh 3:15 for at enhver, som tror på Ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv i Ham!
Joh 3:16 Thi således elskede Gud verden, at Han gav Sin Søn, Den Eenbårne, for at enhver, som tror på Ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv!
Joh 3:17 Thi Gud sendte ikke Sin Søn til verden for at dømme verden, men for at verden skulle frelses ved Ham!
Joh 3:18 Den, som tror på Ham, bliver ikke dømt! Den derimod, som ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds Eenbårne Søns navn!
Joh 3:19 Og dette er dommen: at Lyset er kommet til verden! Dog: menneskene elskede mørket mere end Lyset - thi deres gerninger var onde!
Joh 3:20 Enhver, som gør det onde, hader nemlig Lyset og kommer ikke til Lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres!
Joh 3:21 Den derimod, som gør sandheden, kommer til Lyset, for at det kan blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud!"
Joh 3:22 Derefter kom Jesus og Hans disciple til Judæa, og dér opholdt Han Sig sammen med dem og døbte.
Joh 3:23 Også Johannes døbte i Aenon nær Salim, fordi der var meget vand dér; og folk kom og blev døbt,
Joh 3:24 thi Johannes var endnu ikke blevet kastet i fængsel.
Joh 3:25 Der opstod da en diskussion mellem Johannes' disciple og nogle jøder om renselsen.
Joh 3:26 De gik så til Johannes og sagde til ham: "Rabbi! Han, Som var hos dig hinsides Jordan, Han, om Hvem du har vidnet, se: Han døber, og alle kommer til Ham!"
Joh 3:27 Johannes svarede og sagde: "Et menneske kan ikke tage noget, uden det er givet Ham fra Himmelen!
Joh 3:28 I kan selv bevidne, at jeg sagde: "Jeg er ikke Kristus", men derimod: "jeg er udsendt forud for Ham"!
Joh 3:29 Den, som har bruden, er Brudgommen! Men Brudgommens ven, som står og hører Ham, glæder sig inderligt over Brudgommens røst! Denne min glæde er nu fuldkommet!
Joh 3:30 Han bør voxe, men jeg blive mindre!
Joh 3:31 HAN, SOM KOMMER ovenfra, er over alle! Den, som er af jorden, er af jorden og taler af jorden! DEN, SOM KOMMER fra Himmelen, er over alle!
Joh 3:32 Og hvad Han har set og hørt, vidner Han om - men ingen tager imod Hans vidnesbyrd!
Joh 3:33 Den, som tager imod Hans vidnesbyrd, stadfæster derved, at Gud er sanddru.
Joh 3:34 Thi Han, Som Gud har sendt, taler Guds Ord; thi Gud giver ikke Ånden efter mål!
Joh 3:35 Faderen elsker Sønnen, og Han har givet alle ting i Hans hånd!
Joh 3:36 Den, som tror på Sønnen, har evigt liv! Den derimod, som er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, nej, Guds vrede forbliver over ham!"
Joh 4:1 Da HErren altså vidste, at farisæerne havde hørt, at Han vandt flere disciple og døbte flere end Johannes,
Joh 4:2 - selvom Jesus dog ikke Selv døbte, nej: Hans disciple [[døbte]] -
Joh 4:3 forlod Han Judæa og drog atter til Galilæa.
Joh 4:4 Han måtte dog drage gennem Samaria.
Joh 4:5 Han kommer da til en by i Samaria, kaldet Sykar, nær det stykke jord, som Jakob gav sin søn Josef.
Joh 4:6 Dér var Jakobs brønd. Træt efter vandringen satte Jesus Sig da ved brønden; det var omkring den sjette time.
Joh 4:7 En samaritansk kvinde kommer da for at øse vand op. Jesus siger til hende: "Giv Mig noget at drikke",
Joh 4:8 thi Hans disciple var gået ind til byen for at købe mad.
Joh 4:9 Da siger den samaritanske kvinde til Ham: "Hvordan kan dog Du, Som er Jøde, bede mig, der er en samaritansk kvinde, om noget at drikke?" - jøder omgås nemlig ikke med samaritanerne!
Joh 4:10 Jesus svarede og sagde til hende: "Hvis du kendte Guds Gave og vidste, Hvem Han er, Som nu siger til dig: "Giv Mig at drikke", så ville du bede Ham, og Han ville give dig levende vand!"
Joh 4:11 Kvinden siger til Ham: "HErre! Du har intet øsekar, og brønden er dyb; hvorfra har Du da det levende vand?
Joh 4:12 Du er vel ikke større end vor fader Jakob, som gav os brønden og selv drak af den, ligesom også hans sønner og hans kvæg?"
Joh 4:13 Jesus svarede og sagde til hende: "Enhver, som drikker af dette vand, vil tørste igen.
Joh 4:14 Den derimod, som drikker af dét vand, Jeg giver ham, vil ikke tørste i evigheden! Nej, dét vand, Jeg giver ham, vil i ham blive en kilde med vand, der vælder frem til evigt liv!"
Joh 4:15 Kvinden siger til Ham: "HErre! giv mig dette vand, så jeg ikke mere skal tørste og gå herud for at øse!"
Joh 4:16 Jesus siger til hende: "Gå og kald på din mand og kom så herud!"
Joh 4:17 Kvinden svarede og sagde: "Jeg har ingen mand!" Jesus siger til hende: "Det var sandt, dét, du sagde: "Jeg har ingen mand!"
Joh 4:18 Thi du har haft fem mænd, og ham, du har nu, er ikke din mand! Dér talte du virkelig sandhed!"
Joh 4:19 Kvinden siger til Ham: "HErre! Jeg ser, at Du er En Profet!
Joh 4:20 Vore fædre har tilbedt på dette bjerg - men I siger, at man bør tilbede i Jerusalem?"
Joh 4:21 Jesus siger da til hende: "Kvinde, tro Mig: der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen!
Joh 4:22 I tilbeder Ham, I ikke kender; Vi tilbeder Ham, Vi kender - thi frelsen [[udgår fra]] fra jøderne!
Joh 4:23 Men der kommer en time - ja, den er nu! - da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i Sandhedens Ånd! Thi Faderen søger dem, der tilbeder Ham således!
Joh 4:24 Ånd er Gud - og de, som tilbeder Ham, skal tilbede i Sandhedens Ånd!"
Joh 4:25 Kvinden siger til Ham: "Jeg veed, at Messias, Som kaldes Kristus, kommer, og at Han, når Han kommer, skal åbenbare os alt."
Joh 4:26 Jesus siger til hende: "JEG ER, - Som taler med dig!"
Joh 4:27 Alt imens kom Hans disciple. Og de undrede sig over, at Han talte med en kvinde. Men ingen sagde: "Hvad vil du?", eller: "Hvorfor taler Du med hende?"
Joh 4:28 Kvinden lod da sit vandkar stå og gik afsted mod byen, og hun siger til folk:
Joh 4:29 "Kom og se En Mand, Som har sagt mig alt, hvad jeg har gjort! Skulle Han mon ikke være Kristus?"
Joh 4:30 De drog da ud fra byen og kom til Ham.
Joh 4:31 I mellemtiden nødte disciplene Ham og sagde: "Rabbi! Kom og spis!"
Joh 4:32 Men Han sagde til dem: "Jeg har mad at spise, som I ikke veed om!"
Joh 4:33 Da sagde disciplene til hverandre: "Mon nogen har bragt Ham noget at spise?"
Joh 4:34 Men Jesus siger til dem: "Min mad er at gøre Hans gerninger, Som har sendt Mig, og at fuldføre Hans gerning!
Joh 4:35 Siger I ikke: "Der endnu er fire måneder, så kommer høsten?" Se, Jeg siger jer: løft jeres øjne - se: markerne er hvide til høst!
Joh 4:36 Den, der høster, får løn og samler frugt til evigt liv, så den, der såer, kan glæde sig sammen med den, der høster.
Joh 4:37 Her er nemlig Dét Ord sandt, Som siger: "Een er Den, Som såer, en anden er den, som høster!".
Joh 4:38 Jeg har sendt jer for at høste det, I ikke har arbejdet med. Andre har arbejdet, I er gået ind i deres arbejde."
Joh 4:39 Fra denne by kom mange af samaritanerne til tro på Ham ved kvindens ord, da hun vidnede og sagde: "Han sagde mig alt dét, jeg har gjort."
Joh 4:40 Samaritanerne kom så til Ham og bad Ham om at blive hos dem; og Han blev der to dage.
Joh 4:41 Mange flere kom nu til tro ved Hans Ord.
Joh 4:42 De sagde så til kvinden: "Nu er det ikke længere på grund af din tale, vi tror, thi nu har vi selv hørt Ham, og vi veed, at Han virkelig er Kristus, verdens Frelser!"
Joh 4:43 To dage efter gik Han derfra og drog bort til Galilæa.
Joh 4:44 Thi Han Selv vidnede: "En Profet er ikke agtet i Sin Eegen hjemby!"
Joh 4:45 Da Han nu kom til Galilæa, tog galilæerne vel imod Ham, fordi de havde set alle de ting, Han havde gjort i Jerusalem i højtiden, thi de var også kommet op til højtiden.
Joh 4:46 Han kom da atter til Kana i Galilæa, hvor Han havde gjort vandet til vin. Der var nu i Kapernaum en kongelig embedsmand, hvis søn var syg.
Joh 4:47 Da han hørte, at Jesus var kommet fra Judæa til Galilæa, drog han hen til Ham og bad Ham om at komme ned og helbrede hans søn; thi han lå for døden.
Joh 4:48 Da sagde Jesus til ham: "Hvis I ikke ser tegn og undere, vil I ikke tro!"
Joh 4:49 Embedsmanden siger til Ham: "HErre! Kom, før mit barn dør!"
Joh 4:50 Jesus siger til ham: "Gå kun! Din søn lever!" Og manden troede Det Ord, Jesus talte til ham, og drog bort.
Joh 4:51 Og allerede, da han var på vej hjem, kom hans tjenere ham imøde og sagde: "Din søn lever!"
Joh 4:52 Han udspurgte dem da om timen, i hvilken han havde fået det bedre, og de sagde til ham: "I går ved den syvende time forlod feberen ham."
Joh 4:53 Da erkendte faderen, at det var i dén time, i hvilken Jesus havde sagt til ham: "Din søn lever!" Og han kom til tro, han selv og hele hans hus!
Joh 4:54 Dette, det andet tegn, gjorde Jesus, da Han var kommet fra Judæa til Galilæa.
Joh 5:1 Derefter kom een af jødernes højtider, og Jesus drog op til Jerusalem.
Joh 5:2 Nu er der i Jerusalem ved Fåreporten en dam, som på hebraisk kaldes "Betesda", og som har fem søjlegange.
Joh 5:3 I disse lå en stor mængde syge: blinde, lamme og visne, som alle ventede på, at vandet skulle komme i bevægelse.
Joh 5:4 Thi en HErrens engel steg fra tid til anden ned i dammen og bragte vandet i bevægelse. Den, som da, efter at vandet var kommet i bevægelse, først steg ned deri, blev rask, hvilken sygdom han end plagedes af!
Joh 5:5 Nu var der en mand, der havde lidt under sygdom i otteogtredive år.
Joh 5:6 Da nu Jesus så ham ligge dér og vidste, at han allerede havde ligget der i lang tid, siger Han til ham: "Vil du være rask?"
Joh 5:7 Den syge mand svarede Ham: "HErre! Jeg har ikke nogen, som kan bringe mig ned i dammen, når vandet kommer i bevægelse; nej, når jeg kommer, er en anden steget ned før mig!"
Joh 5:8 Jesus siger da til ham: "Rejs dig op, tag din seng og gå!"
Joh 5:9 Og strax blev manden rask, bar sin seng og gik omkring! - men det var sabbat den dag!
Joh 5:10 Derfor sagde jøderne til den helbredte: "Det er sabbat! Du har ikke lov til at bære din seng!"
Joh 5:11 Men han svarede dem: "Han, Som helbredte mig, sagde til mig: "Tag din seng og gå!"
Joh 5:12 De spurgte ham derfor: "Hvem er Den Mand, Som sagde til dig: "Tag din seng og gå!"?"
Joh 5:13 Men den helbredte vidste ikke, Hvem Han er - for Jesus havde trukket Sig tilbage, da der var en stor skare til stede.
Joh 5:14 Senere finder Jesus ham i templet og siger til ham: "Se, nu er du rask! Synd nu ikke mere, for at ikke noget værre skal ske dig!"
Joh 5:15 Manden gik da hen og fortalte jøderne, at Det var Jesus, Der havde helbredt ham.
Joh 5:16 Derfor forfulgte jøderne Jesus, ja, de søgte at dræbe Ham, fordi Han havde gjort dette på en sabbat!
Joh 5:17 Han svarede dem dog: "Min Fader arbejder indtil nu - og også Jeg arbejder!"
Joh 5:18 Derfor stræbte jøderne end mere at dræbe Ham, fordi Han ikke blot brød sabbaten men også kaldte Gud Sin Eegen Fader og [[derved]] gjorde Sig Selv Gud lig.
Joh 5:19 Da svarede Jesus og sagde til dem: "Sandelig, sandelig, Jeg siger jer: Sønnen kan ikke af Sig Selv gøre noget, uden dét, Han ser Faderen gøre; thi hvad Han gør, dét gør Sønnen ligeså!
Joh 5:20 Thi Faderen elsker Sønnen og viser Ham alt, hvad Han Selv gør. Ja, Han skal vise Ham større gerninger end disse, så at I skal undres!
Joh 5:21 Thi ligesom Faderen opvækker de døde og levendegør dem, således vil også Sønnen levendegøre, hvem Han vil!
Joh 5:22 Faderen dømmer jo heller ikke nogen, nej, al dom har Han overladt til Sønnen,
Joh 5:23 for at alle skal ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen. Den, som ikke ærer Sønnen, ærer heller ikke Faderen, Som har sendt Ham!
Joh 5:24 Sandelig, sandelig, Jeg siger jer: den, som hører Mit Ord og tror på Ham, Som har sendt Mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet!
Joh 5:25 Sandelig, sandelig, Jeg siger jer: der kommer en time - ja, den er nu! - da de døde skal høre Guds Søns røst, og de, som hører den, skal leve!
Joh 5:26 Thi ligesom Faderen har liv i Sig Selv, således har Han også givet Sønnen at have liv i Sig Selv.
Joh 5:27 Ja, Han har givet Ham magt til at holde dom, fordi Han er Menneskets Søn.
Joh 5:28 Undres ikke over dette! Thi der kommer en time, i hvilken alle de, som er i gravene, skal høre Hans røst,
Joh 5:29 og de skal gå ud - de, som har gjort det gode, for at opstå til liv, de derimod, som har gjort det onde, for at opstå til dom!
Joh 5:30 Jeg kan ikke gøre noget af Mig Selv! Jeg dømmer efter dét, Jeg hører, og Min dom er retfærdig, for Jeg søger ikke Min vilje, men Hans vilje, Som har sendt Mig: nemlig Faderens!
Joh 5:31 Hvis Jeg vidner om Mig Selv, er Mit vidnesbyrd ikke gyldigt!
Joh 5:32 Nej, Det er En Anden, Som vidner om Mig, og Jeg veed, at dét vidnesbyrd, Han aflægger om Mig, er sandt!
Joh 5:33 I sendte bud til Johannes, og han vidnede om Sandheden.
Joh 5:34 Jeg modtager dog ikke et menneskes vidnesbyrd - dette siger Jeg, for at I skal blive frelst:
Joh 5:35 Han var lyset, som brændte og skinnede, men I ville ikke andet end for en stund glædes i hans lys!
Joh 5:36 Men Jeg har et vidnesbyrd, større end Johannes': de gerninger, Faderen har givet Mig at fuldføre; thi selve de gerninger, Jeg gør, de vidner om Mig: at Faderen har sendt Mig!
Joh 5:37 Ja, Han, Som Har sendt Mig, Faderen, Han har vidnet om Mig. I har hverken nogensinde hørt Hans røst eller set Hans skikkelse,
Joh 5:38 og I har ikke Hans Ord blivende i jer - for I tror ikke på Ham, Som Han har sendt!
Joh 5:39 I gransker Skrifterne, fordi I tror i Dem at have evigt liv - og det er Dem, Som vidner om Mig -
Joh 5:40 og dog I vil ikke komme til Mig for at få liv!
Joh 5:41 Ære fra mennesker modtager Jeg ikke -
Joh 5:42 men Jeg kender jer: I har ikke Guds kærlighed i jer!
Joh 5:43 Jeg er kommet i Min Faders navn, men I tager ikke imod Mig! Hvis en anden kommer i sit eget navn - ham ville I tage imod!
Joh 5:44 Hvordan skulle I kunne tro, når I tager imod ære fra hinanden, men ikke søger æren fra Den eeneste Gud?
Joh 5:45 Tro ikke, at Jeg vil anklage jer hos Faderen! Nej, det er Moses, som anklager jer, ham, på hvem I har håbet!
Joh 5:46 Thi havde I troet Moses, havde I også troet Mig - det var jo om Mig, han skrev!
Joh 5:47 Men tror I ikke hans Skrifter, hvordan skulle I da kunne tro Mine Ord?"
Joh 6:1 Derefter drog Jesus bort til den anden side af Galilæas sø, Tiberiassøen,
Joh 6:2 og en stor skare fulgte Ham, fordi de så de tegn, Han gjorde på de syge.
Joh 6:3 Men Jesus gik op i bjergene og satte Sig dér sammen med Sine disciple.
Joh 6:4 Nu var påsken, jødernes højtid, nær.
Joh 6:5 Da Jesus nu så op og fik øje på en stor skare, som kom til Ham, siger Han til Filip: "Hvor skal vi købe brød, så alle disse kan [[få noget at]] spise?"
Joh 6:6 - dette sagde Han dog for at sætte ham på prøve, thi Selv vidste Han, hvad Han ville gøre!
Joh 6:7 Filip svarede Ham: "Brød for to hundrede denarer ville ikke være nok til, at hver af dem kunne få blot en smule [[at spise]]!"
Joh 6:8 Een af Hans disciple, Andreas, Simon Peters broder, siger da til Ham:
Joh 6:9 "Der er en lille dreng her, som har fem bygbrød og to småfisk - men hvad er dét til så mange?"
Joh 6:10 Jesus sagde da: "Få folk til at sætte sig!" Der var meget græs der på stedet. Da lagde mændene sig ned - der var omtrent fem tusinde!
Joh 6:11 Jesus tog da brødene, fremsagde takkebønnen, delte ud til disciplene, og disciplene [[delte ud]] til de, som lå der. Ligeså [[delte de ud]] af småfiskene, så meget de ville.
Joh 6:12 Da alle var mætte, siger [[Jesus]] til Sine disciple: "Saml de tiloversblevne smuler sammen, så intet går til spilde."
Joh 6:13 De samlede derfor sammen og fyldte tolv kurve med smuler fra de fem bygbrød, dét, som var blevet tilovers efter dem, som havde spist!
Joh 6:14 De mennesker, som havde set det tegn, Jesus havde gjort, sagde nu: "Han er virkelig PROFETEN, SOM KOMMER til verden!"
Joh 6:15 Da Jesus nu vidste, at de ville komme og gribe Ham for at gøre Ham til Konge, gik Han atter op i bjergene, Han Selv alene.
Joh 6:16 Da det blev sent, gik Hans disciple ned til søen.
Joh 6:17 De gik så ombord i en båd og satte over søen til Kapernaum. Da var det allerede blevet mørkt, og Jesus var ikke kommet til dem.
Joh 6:18 Da kom søen i oprør, fordi der blæste en kraftig vind.
Joh 6:19 Da de nu havde roet omtrent femogtyve eller tredive stadier, får de øje på Jesus, Der vandrer på søen og nærmer Sig båden - og de blev bange!
Joh 6:20 Men Han siger til dem: "JEG ER! Frygt ikke!"
Joh 6:21 De ville da tage Ham op i båden - men i det samme var båden ved den bred, de sejlede mod!
Joh 6:22 Dagen efter så skaren, som stod på den anden side af søen, at der ikke var andre både end den, i hvilken Hans disciple var gået ombord, og de havde set, at Jesus ikke var gået sammen med Sine disciple ombord i den lille båd, men at kun Hans disciple var draget bort.
Joh 6:23 Andre småbåde kom nu fra Tiberias og lagde til nær det sted, hvor de havde spist brødet, da HErren havde fremsagt takkebønnen.
Joh 6:24 Da skaren nu så, at Jesus ikke var der, og heller ikke Hans disciple, gik også de i bådene og kom til Kapernaum for at søge efter Jesus.
Joh 6:25 Da de så fandt Ham på den anden side af søen, sagde de til Ham: "Mester! hvornår er Du kommet hertil?"
Joh 6:26 Jesus svarede dem og sagde: "Sandelig, sandelig, Jeg siger jer: I søger Mig, ikke fordi I har set tegn, men fordi I spiste af brødene og blev mætte!
Joh 6:27 Arbejd ikke for den forgængelige føde, men for dén føde, som varer til evigt liv, dén, som Menneskets Søn vil give jer! Thi Ham har Gud Fader Selv beseglet!"
Joh 6:28 Derfor sagde de til Ham: "Hvad skal vi gøre for at udføre Guds gerninger?"
Joh 6:29 Jesus svarede og sagde til dem: "Dette er Guds gerning: at I tror på Ham, Som Han har sendt!"
Joh 6:30 De sagde da til Ham: "Hvilket tegn gør Du, så vi kan se og tro på Dig? Hvad gør Du?
Joh 6:31 Vore fædre åd manna i ørkenen, som det er skrevet: "Brød fra Himmelen gav Han dem at æde"!"
Joh 6:32 Jesus sagde da til dem: "Sandelig, sandelig, Jeg siger jer: ikke Moses har givet jer brødet fra Himmelen, nej, Min Fader giver jer Det Sande Brød fra Himmelen!
Joh 6:33 Thi Guds Brød er Det, Som kommer ned fra Himmelen og giver liv til verden!"
Joh 6:34 Da sagde de til Ham: "HErre! Giv os Dette Brød!"
Joh 6:35 Jesus svarede dem: "JEG ER Livets Brød! Den, som kommer til Mig, skal aldrig hungre, og den, som tror på Mig, skal aldrig tørste.
Joh 6:36 Men Jeg siger jer: I har set Mig - og dog tror I ikke!
Joh 6:37 Alt dét, Faderen giver Mig, skal komme til Mig; og den, som kommer til Mig, vil Jeg aldrig støde bort,
Joh 6:38 thi Jeg er kommet ned fra Himmelen, ikke for at gøre Min vilje, men Hans vilje, Som har sendt Mig!
Joh 6:39 Og dette er Faderens vilje, Han, Som har sendt Mig: at Jeg ikke skal miste noget af dét, Han har givet Mig, men oprejse det på Den yderste Dag!
Joh 6:40 Thi dette er Faderens vilje, Han, Som har sendt Mig: at enhver, som ser Sønnen og tror på Ham, skal have evigt liv, og Jeg skal oprejse ham på Den yderste Dag!"
Joh 6:41 Da brokkede jøderne sig over Ham, fordi Han sagde: "JEG ER Brødet, Som kommer ned fra Himmelen."
Joh 6:42 Og de sagde: "Er Han ikke Jesus, Josefs Søn, Hvis fader og moder vi kender? Hvordan kan Han da sige: "Jeg er kommet ned fra Himmelen"?"
Joh 6:43 Jesus svarede da og sagde til dem: "Brok jer ikke indbyrdes!
Joh 6:44 Ingen kan komme til Mig, hvis ikke Faderen, Som har sendt Mig, drager ham. Og Jeg skal oprejse ham på Den yderste Dag!
Joh 6:45 Det er skrevet hos Profeterne: "..... og de skal alle være oplærte af Gud;" altså vil enhver, som hører dét, der er fra Faderen og lærer deraf, komme til Mig!
Joh 6:46 Ikke at nogen har set Faderen; nej, kun HAN, SOM ER fra Gud - Han har set Faderen!
Joh 6:47 Sandelig, sandelig, Jeg siger jer: den, som tror på Mig, har evigt liv!
Joh 6:48 JEG ER Livets Brød!
Joh 6:49 Jeres fædre åd mannaen i ørkenen - og døde dog!
Joh 6:50 Dette er Det Brød, Som kommer ned fra Himmelen, for at man skal æde af Det - og ikke dø!
Joh 6:51 JEG ER Det Levende Brød, Som kommer ned fra Himmelen! Hvis nogen æder af Dette Brød, skal han leve i evigheden! Og Det Brød, Jeg vil give jer, er Mit kød, som Jeg vil give til liv for verden!"
Joh 6:52 Jøderne diskuterede nu med hinanden og sagde: "Hvordan kan Han give os Sit kød at spise?"
Joh 6:53 Jesus sagde da til dem: "Sandelig, sandelig, Jeg siger jer: Hvis ikke I spiser Menneskets Søns kød og drikker Hans blod, har I ikke Liv i jer!
Joh 6:54 Den, som æder Mit kød og drikker Mit blod, har evigt liv, og Jeg vil oprejse ham på Den yderste Dag!
Joh 6:55 Thi Mit kød er sand Føde, og Mit blod er sand Drik!
Joh 6:56 Den, som æder Mit kød og drikker Mit blod, bliver i Mig og Jeg i ham!
Joh 6:57 Ligesom Faderen, DEN LEVENDE, har sendt Mig, og Jeg lever ved Faderen, således skal også den, som æder Mig, leve ved Mig!
Joh 6:58 Dette er Det Brød, Som kommer ned fra Himmelen - ikke som mannaen, jeres fædre åd og dog døde - den, som æder Dette Brød, skal leve i evigheden!"
Joh 6:59 Dette sagde Han i en synagoge, mens Han underviste i Kapernaum.
Joh 6:60 Da sagde mange af Hans disciple, som hørte det: "Hårdt er Dette Ord! Hvem kan [[holde ud at]] høre Det?"
Joh 6:61 Men da Jesus ved Sig Selv vidste, at Hans disciple knurrede over dette, sagde Han til dem: "Støder dette jer?
Joh 6:62 Hvad så, hvis I får at se, at Menneskets Søn stiger op, hvor Han var tidligere?
Joh 6:63 Det er Ånden, Som levendegør - kødet gavner intet! De Ord, Jeg har talt til jer, er Ånd, ja, De er Liv!
Joh 6:64 Men der er nogle af jer, som ikke tror!" Thi Jesus vidste fra begyndelsen, hvem det var, som ikke troede, og hvem det var, som ville forråde Ham!
Joh 6:65 Han sagde da: "Derfor har Jeg sagt jer, at ingen kan komme til Mig, uden at det er givet ham af Min Fader!"
Joh 6:66 På grund af dette trak mange af Hans disciple sig tilbage og drog ikke længere omkring sammen med Ham!
Joh 6:67 Da sagde Jesus til de tolv: "Vil også I gå bort?"
Joh 6:68 Men Simon Peter svarede Ham: "HErre! Til hvem skulle vi gå hen? Du har Det evige Livs Ord!
Joh 6:69 Og vi tror og har erkendt, at Du er Kristus, Den Levende Guds Søn, Den Hellige!"
Joh 6:70 Jesus svarede dem: "Har Jeg ikke Selv udvalgt jer tolv - og dog er een af jer en djævel!"
Joh 6:71 Han talte om Judas, Simon Iskariots søn; thi han skulle forråde Ham, selvom han var een af de tolv!
Joh 7:1 Derefter drog Jesus omkring i Galilæa, thi Han ville ikke vandre omkring i Judæa, fordi jøderne søgte at dræbe Ham.
Joh 7:2 Men jødernes Løvhyttehøjtid var nær.
Joh 7:3 Hans brødre sagde da til Ham: "Gå herfra og drag til Judæa, så at også Dine disciple dér kan se de gerninger, Du gør.
Joh 7:4 Thi ingen gør noget i det skjulte, når Han Selv søger at være i det åbenbare. Når Du gør disse ting, så åbenbar Dig Selv for verden!"
Joh 7:5 - thi heller ikke Hans brødre troede på Ham!
Joh 7:6 Jesus siger da til dem: "Min time er endnu ikke inde; men jeres time er altid for hånden.
Joh 7:7 Verden kan ikke hade jer - men Mig hader den, fordi Jeg vidner om den: at dens gerninger er onde!
Joh 7:8 Drag I nu op til denne højtid; Jeg drager endnu ikke op til denne fest, fordi Min time endnu ikke er fuldendt."
Joh 7:9 Da Han havde sagt dette til dem, forblev Han i Galilæa.
Joh 7:10 Men da Hans brødre var draget op til festen, drog også Han Selv op, dog ikke åbenlyst, men i hemmelighed.
Joh 7:11 Derfor søgte de efter Ham under højtiden og sagde: "Hvor er Han?"
Joh 7:12 Og skarerne brokkede sig meget over Ham. Thi nogle sagde, at Han er god, men andre sagde: "Nej! Han vildleder folkene!"
Joh 7:13 Ingen talte dog åbenlyst om Ham af frygt for jøderne.
Joh 7:14 Men allerede midt i højtiden gik Jesus op til templet og underviste.
Joh 7:15 Jøderne undrede sig da og sagde: "Hvordan kan Han kende Skrifterne, når Han ikke er [[Skrift-]]lærd?"
Joh 7:16 Jesus svarede dem og sagde: "Min Lære er ikke Min Egen, men Hans, Som har sendt Mig.
Joh 7:17 Hvis nogen vil gøre Hans vilje, skal han erkende, om Læren er fra Gud, eller om Jeg taler af Mig Selv.
Joh 7:18 Den, som taler af sig selv, søger sin egen ære; men Den, Som søger Hans ære, Som har sendt Ham, Han er sandfærdig, og der er ingen uret i Ham.
Joh 7:19 Har Moses ikke givet jer Loven - og dog gør ingen af jer efter Loven! Hvorfor søger I da at dræbe Mig?"
Joh 7:20 Folkeskaren svarede og sagde: "Du har en dæmon! Hvem søger at dræbe Dig?"
Joh 7:21 Jesus svarede og sagde til dem: "Een gerning har Jeg gjort, og alle undres;
Joh 7:22 derfor undres I over dette. Moses har givet jer omskærelsen - ikke at den dermed er fra Moses, men fra fædrene - og I omskærer også mennesker på sabbaten.
Joh 7:23 Hvis nu et menneske modtager omskærelsen på en sabbat, for at Mose Lov ikke skal brydes - hvorfor harmes I da på Mig, fordi Jeg har helbredt et helt menneske på en sabbat?
Joh 7:24 Døm ikke efter dét, I ser, nej, fæld en retfærdig dom!"
Joh 7:25 Da sagde nogle af Jerusalemitterne: "Er det ikke Ham, de søger at dræbe?
Joh 7:26 Og se: Han taler åbenlyst, og de siger Ham ikke imod; det er vel ikke, fordi rådsherrerne regner det for sandt, at Han virkelig er Kristus?
Joh 7:27 Dog: om Ham veed vi, hvorfra Han er; men når Kristus kommer, vil ingen vide, hvorfra Han er!"
Joh 7:28 Jesus råbte da i templet, mens Han underviste, og sagde: "I både kender Mig og veed, hvorfra Jeg er! Dog: af Mig Selv er Jeg ikke kommet, men Han, Som har sendt Mig, er sandfærdig, Ham, Som I ikke kender!
Joh 7:29 Men Jeg kender Ham, fordi JEG ER fra Ham, og Han har sendt Mig."
Joh 7:30 Derfor søgte de at gribe Ham. Men ingen lagde hånd på Ham, fordi Hans time endnu ikke var kommet.
Joh 7:31 Men mange folk kom til tro på Ham og sagde: "Mon Kristus, når Han kommer, vil gøre større tegn end dem, Han gør?"
Joh 7:32 Da farisæerne hørte mængden mumle dette om Ham, sendte de og ypperstepræsterne tjenere, for at de skulle gribe Ham.
Joh 7:33 Jesus sagde da til dem: "Endnu en liden stund er Jeg hos jer, så går Jeg bort til Ham, Som har sendt Mig.
Joh 7:34 I skal søge Mig og ikke finde Mig; og hvor Jeg er, kan I ikke komme!"
Joh 7:35 Derfor sagde jøderne til hinanden: "Hvor vil Han gå hen, så vi ikke skal kunne finde Ham? Han vil vel ikke gå til dem i "adspredelsen" og undervise grækerne?
Joh 7:36 Hvad betyder Dette Ord, Han sagde: "I skal søge Mig og ikke finde Mig", og: "Hvor Jeg er, kan I ikke komme"?"
Joh 7:37 Men på den store fests sidste dag stod Jesus frem, råbte og sagde: "Om nogen tørster, skal han komme til Mig og drikke!
Joh 7:38 Den, som tror på Mig, "fra hans indre skal", som Skriften sagde, "flyde strømme af levende vand"!"
Joh 7:39 Men dette sagde Han om Ånden, som de, der tror på Ham, skulle få. Thi endnu var Helligånden ikke givet, fordi Jesus endnu ikke var herliggjort.
Joh 7:40 Mange af dem, som hørte Disse Ord, sagde da: "Han er virkelig Profeten!"
Joh 7:41 Men andre sagde: "Han er Kristus!" Andre igen sagde: "Kommer Kristus da fra Galilæa?
Joh 7:42 Har Skriften da ikke sagt, at Kristus kommer af Davids slægt og fra landsbyen Betlehem, hvor David var fra?"
Joh 7:43 Der opstod derfor splittelse i skarerne på grund af Ham.
Joh 7:44 Men nogle af dem ville gribe Ham; ingen lagde dog hånd på Ham!
Joh 7:45 Derfor kom tjenerne til farisæerne og ypperstepræsterne, og disse sagde til dem: "Hvorfor har I ikke ført Ham hid?"
Joh 7:46 Tjenerne svarede: "Aldrig har Et Menneske talt, Som Denne Mand taler!"
Joh 7:47 Farisæerne svarede da: "Er I også vildførte?
Joh 7:48 Mon nogle af rådsherrerne eller af farisæerne tror på Ham?
Joh 7:49 Men denne mængde, som ikke kender Loven, er forbandet!"
Joh 7:50 Nikodemus - han, som om natten var kommet til Ham, og som var een af dem - siger da til dem:
Joh 7:51 "Dømmer vor Lov et menneske, uden at man først har hørt på ham og erkendt, hvad han har gjort?"
Joh 7:52 De svarede og sagde til ham: "Er også du fra Galilæa? Gransk, så vil du se, at ingen profet skal fremstå fra Galilæa!"
Joh 7:53 Og alle gik bort, enhver til sit hjem.
Joh 8:1 Men Jesus gik ud til Olietræernes Bjerg.
Joh 8:2 Og meget tidligt kom Han atter til templet, hvor hele folket kom til Ham, og Han satte Sig og underviste dem.
Joh 8:3 De skriftlærde og farisæerne fører så en kvinde, som er pågrebet i hor, til Ham, stiller hende frem i deres midte,
Joh 8:4 og siger til Ham: "Mester! Denne kvinde er blevet pågrebet på fersk gerning i hor!
Joh 8:5 I Mose Lov er det blevet pålagt os, at sådanne skal stenes; hvad siger nu Du om hende?"
Joh 8:6 Men dette sagde de for at friste Ham, så de kunne have noget at anklage Ham for. Men Jesus bøjede Sig ned og skrev på jorden med fingeren.
Joh 8:7 Da de nu fortsatte med at spørge Ham, rettede Han Sig op og sagde til dem: "Den iblandt jer, som er syndfri, kan jo kaste den første sten på hende!"
Joh 8:8 Så bøjede Han Sig atter ned og skrev på jorden.
Joh 8:9 Men da de hørte dette - og revsede af [[deres egen]] samvittighed - gik de bort, een efter een, lige fra præsterne og til de sidste. Og Jesus blev ladt alene, og kvinden stod i midten, [[foran Ham]].
Joh 8:10 Da rettede Jesus Sig op, og da Han ikke så nogen uden kvinden, sagde Han til hende: "Kvinde! Hvor er dine anklagere? Var der ingen, som fordømte dig?"
Joh 8:11 Men hun sagde: "Ingen, HErre!" Jesus sagde da til hende: "Heller ikke Jeg fordømmer dig! Gå bort, og synd ikke mere!"
Joh 8:12 Jesus talte da atter til dem og sagde: "JEG ER verdens Lys! Den, som følger Mig, skal aldrig vandre i mørke, men have Livets Lys!"
Joh 8:13 Farisæerne sagde da til Ham: "Du vidner om Dig Selv! Dit vidnesbyrd er ikke troværdigt!"
Joh 8:14 Jesus svarede og sagde til dem: "Selvom Jeg også skulle vidne om Mig Selv, er Mit vidnesbyrd dog troværdigt; thi Jeg veed, hvorfra Jeg er kommet og hvorhen Jeg går. Men I veed ikke, hvorfra Jeg kommer, eller hvorhen Jeg går!
Joh 8:15 I dømmer efter kødet - Jeg dømmer ingen;
Joh 8:16 men selvom Jeg skulle dømme, ville Min dom dog være sand, for Jeg er ikke alene - nej, Faderen, Som har sendt Mig, er med Mig.
Joh 8:17 I Loven står det skrevet, at to menneskers vidnesbyrd er gyldigt;
Joh 8:18 JEG ER Den, Som vidner om Mig Selv, og Faderen, Som har sendt Mig, vidner også om Mig!"
Joh 8:19 De sagde da til Ham: "Hvor er Din Fader?" Jesus svarede: "I kender hverken Mig eller Min Fader! Hvis I kendte Mig, ville I også kende Min Fader!"
Joh 8:20 Disse Ord talte Jesus ved tempelkisten, mens Han underviste i templet; og ingen greb Ham, for endnu var Hans time ikke kommet!
Joh 8:21 Jesus sagde da atter til dem: "Jeg går bort, og I vil søge Mig - men I skal dø i jeres synd! Hvor Jeg går hen, kan I ikke komme!"
Joh 8:22 Jøderne sagde da: "Han vil vel ikke tage livet af Sig, siden Han siger: "Hvor Jeg går hen, kan I ikke komme"?"
Joh 8:23 Han sagde til dem: "I er nedenfra, Jeg er ovenfra; I er af denne verden, JEG ER ikke af denne verden!
Joh 8:24 Derfor sagde Jeg jer, at I skal dø i jeres synder. Thi hvis I ikke tror, at JEG ER DEN, JEG ER, skal I dø i jeres synder!"
Joh 8:25 Derfor sagde de til Ham: "Hvem er Du da?" Jesus svarede dem: "Ophavet - netop Det, Jeg siger jer!
Joh 8:26 Vel har Jeg endnu meget at sige jer og [[meget at]] dømme jer for; men Han, Som har sendt Mig, er sanddru, og kun dét, Jeg har hørt hos Ham, taler Jeg til verden!"
Joh 8:27 Men de forstod ikke, at det var om Faderen, Han talte til dem!
Joh 8:28 Jesus sagde da til dem: "Når I får ophøjet Menneskets Søn, da skal I forstå, at JEG ER [[DEN, JEG ER]], og at Jeg intet gør af Mig Selv; nej, kun det, Min Fader har lært Mig, kun dét taler Jeg.
Joh 8:29 Og Han, Som har sendt Mig, er med Mig. Han har ikke ladet Mig alene, for Jeg gør altid dét, som er velbehageligt for Ham."
Joh 8:30 Da Han sagde dette, kom mange til tro på Ham.
Joh 8:31 Derfor sagde Jesus til de jøder, som var kommet til tro på Ham: "Hvis I bliver i Mit Ord, er I i sandhed Mine disciple!
Joh 8:32 Og I skal kende Sandheden, og Sandheden skal frigøre jer!"
Joh 8:33 De svarede: "Vi er Abrahams slægt og har aldrig nogensinde trællet under nogen; hvordan kan Du da sige: "I skal frigøres"?"
Joh 8:34 Jesus svarede dem: "Sandelig, sandelig, Jeg siger jer: enhver, som synder, er syndens træl!
Joh 8:35 Men trællen forbliver ikke i huset til evigheden; Sønnen forbliver til evigheden!
Joh 8:36 Hvis altså Sønnen får sat jer fri, bliver I virkeligt frie!
Joh 8:37 Jeg veed, at I er af Abrahams slægt; men I søger at dræbe Mig, fordi I ikke giver plads for Mit Ord i jer!
Joh 8:38 Jeg taler dét, Jeg har set hos Min Fader; ligeså gør I det, I har set hos jeres fader."
Joh 8:39 De svarede og sagde til Ham: "Abraham er vor fader!" Jesus siger til dem: "Hvis I var Abrahams børn, ville I også gøre Abrahams gerninger!
Joh 8:40 Men nu søger I at dræbe Mig, Et Menneske, Som har sagt jer sandheden, som Jeg har hørt hos Gud; sådan gjorde Abraham ikke!
Joh 8:41 I gør jeres faders gerninger!" De sagde da til Ham: "Vi er ikke født i hor - vi har Een Fader, nemlig Gud!"
Joh 8:42 Jesus sagde da til dem: "Hvis Gud var jeres Fader, ville I elske Mig! Thi fra Gud er Jeg udgået og kommet! Thi Jeg er ikke kommet af Mig Selv - nej, Han har sendt Mig."
Joh 8:43 Hvorfor forstår I ikke Min tale? Fordi I ikke tåler at høre Mit Ord!
Joh 8:44 I har Djævelen til fader, og I gør det, jeres fader ønsker. Han har været en morder fra begyndelsen og stod ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham! Når han taler løgn, taler han af sit eget, thi en løgner er han, ja, løgnens fader!
Joh 8:45 Men fordi Jeg siger jer sandheden, tror I Mig ikke!
Joh 8:46 Hvem af jer kan bebrejde Mig for nogen synd? Men hvis Jeg taler sandhed, hvorfor tror I Mig da ikke?
Joh 8:47 Den, som er af Gud, hører Guds Ord; derfor hører I ikke, fordi I ikke er af Gud!"
Joh 8:48 Da svarede jøderne og sagde til Ham: "Mon ikke vi med rette siger, at Du er En Samaritaner og har en dæmon?"
Joh 8:49 Jesus svarede: "Jeg har ikke en dæmon! Nej, Jeg ærer Min Fader - og I vanærer Mig!
Joh 8:50 Men Jeg søger ikke Min ære; der er Een, Der søger den - og dømmer!
Joh 8:51 Sandelig, sandelig, Jeg siger jer: Hvis nogen bevarer Mit Ord, skal han aldrig se død i evigheden!"
Joh 8:52 Da sagde jøderne til Ham: "Nu veed vi, at Du har en dæmon! Abraham er død, og profeterne er døde, og dog siger Du: "Hvis nogen bevarer Mit Ord, skal han aldrig se død i evigheden.....?
Joh 8:53 Du er vel ikke større end vor fader Abraham, som døde? Også profeterne døde - Hvem gør Du Dig Selv til?"
Joh 8:54 Jesus svarede: "Hvis Jeg ærer Mig Selv, er Min ære intet værd; men nu er det Min Fader, Som ærer Mig, Ham, om Hvem I siger: "Han er vor Gud",
Joh 8:55 - skønt I ikke kender Ham! Men Jeg kender Ham! Hvis Jeg ville sige, at Jeg ikke kender Ham, ville Jeg være ligesom jer: en løgner! Men Jeg kender Ham, og Jeg bevarer Hans Ord!
Joh 8:56 Abraham, jeres fader, frydede sig over at skulle få Min dag at se - og Han fik den at se og glædede sig!"
Joh 8:57 Da sagde jøderne til Ham: "Du er endnu ikke halvtreds år, og Du har set Abraham?"
Joh 8:58 Jesus sagde til dem: Sandelig, sandelig, Jeg siger jer: Før Abraham blev til, ER JEG!"
Joh 8:59 Da tog de sten op for at stene Ham; men Jesus skjulte Sig og gik ud af templet, idet Han gik lige gennem deres midte - sådan gik Han ud!
Joh 9:1 Da Han gik videre, så Han en mand, der havde været blind fra fødselen af.
Joh 9:2 Hans disciple spurgte Ham da og sagde: "Rabbi! Hvem har syndet: han selv eller hans forældre, siden han er født blind?"
Joh 9:3 Jesus svarede: "[[Det er]] hverken, [[fordi]] han eller hans forældre har syndet; nej, [[det er sket,]] for at Guds gerninger skulle åbenbares på ham!
Joh 9:4 Jeg bør udføre Hans gerninger, Som har sendt Mig, mens det er dag - for der kommer en nat, da ingen kan arbejde!
Joh 9:5 Mens Jeg er i verden, er Jeg verdens Lys!"
Joh 9:6 Da Han havde sagt dette, spyttede Han på jorden, lavede en dej af spyttet og smurte dejen på den blindes øjne.
Joh 9:7 Og Han sagde til ham: "Gå hen og vask dig i dammen "Siloam" - det betyder oversat: "udsendt". Han gik da hen og vaskede sig - og da han kom tilbage, kunne han se!
Joh 9:8 Da sagde naboerne og de, som tidligere havde set ham som blind tigger: "Er det ikke ham, der sad og tiggede?"
Joh 9:9 Nogle sagde: "Det er ham", men andre sagde: "Nej! det er een, der ligner ham!" Men selv sagde han: "Det er mig!"
Joh 9:10 De sagde da til ham: "Hvordan er dine øjne da blevet åbnet?"
Joh 9:11 Han svarede og sagde: "Den Mand, Som hedder Jesus, lavede en dej, smurte den på mine øjne og sagde til mig: "Gå hen til dammen Siloam og vask dig"; og da jeg var gået hen og havde vasket mig, kunne jeg se!"
Joh 9:12 Da sagde de til ham: "Hvor er Han?" Han siger: "Det veed jeg ikke."
Joh 9:13 De fører så den tidligere blinde til farisæerne;
Joh 9:14 men det var sabbat den dag, Jesus lavede dejen og åbnede hans øjne!
Joh 9:15 Atter spurgte de og også farisæerne ham da, hvordan han havde fået synet igen. Men han sagde til dem: "Han lagde en dej på mine øjne, og jeg vaskede mig - og nu kan jeg se!"
Joh 9:16 Nogle af farisæerne sagde da: "Denne Mand er ikke fra Gud, for Han overholder ikke sabbaten!" Andre sagde: "Hvordan skulle et syndigt menneske kunne gøre sådanne tegn?" - og der var uenighed iblandt dem.
Joh 9:17 De siger da atter til den blinde: "Hvad siger du om Ham, siden Han har åbnet dine øjne?" Men han sagde: "Han er en Profet!"
Joh 9:18 Jøderne ville da ikke tro om ham, at han havde været blind og havde fået synet igen, før de havde kaldt på forældrene til ham, som havde fået synet igen.
Joh 9:19 Og de spurgte dem og sagde: "Er dette jeres søn, om hvem I siger, at han blev født blind? Hvordan kan han da se nu?"
Joh 9:20 Hans forældre svarede dem da og sagde: "Vi veed, at han er vor søn, og at han blev født blind;
Joh 9:21 men hvordan han nu kan se, veed vi ikke, og vi veed heller ikke, Hvem Der har åbnet hans øjne. Han er gammel nok - spørg ham selv, han kan tale for sig selv!"
Joh 9:22 Dette sagde hans forældre, fordi de frygtede jøderne! Thi jøderne var allerede blevet enige om, at hvis nogen bekendte Ham Som Kristus, skulle han udelukkes af synagogen!
Joh 9:23 Derfor sagde hans forældre: "Han er gammel nok, spørg ham selv."
Joh 9:24 De kaldte da for anden gang manden, som havde været blind, til sig og sagde til ham: "Giv Gud æren! Vi veed, at Denne Mand er en synder!"
Joh 9:25 Da svarede han og sagde: "Om Han er en synder, veed jeg ikke. Men eet veed jeg: at jeg har været blind, og at jeg nu kan se!"
Joh 9:26 De sagde da til ham: "Hvad gjorde Han med dig? Hvordan åbnede Han dine øjne?"
Joh 9:27 Han svarede dem: "Jeg har jo allerede fortalt jer det, men I hørte ikke efter! Hvorfor vil I nu høre det igen? Vil I nu også være Hans disciple?"
Joh 9:28 Da skældte de ham ud og sagde: "Du er selv Hans discipel! - men vi er Mose disciple!
Joh 9:29 Vi veed, at Gud har talt til Moses - men hvorfra Denne er, veed vi ikke."
Joh 9:30 Manden svarede og sagde til dem: "Det er da mærkværdigt, at I ikke veed, hvorfra Han er, når Han dog har åbnet mine øjne!
Joh 9:31 Vi veed, at Gud ikke hører på syndere; men hvis nogen er gudfrygtig og gør Hans vilje, hører Han ham.
Joh 9:32 Fra evigheden af er det ikke hørt, at nogen har åbnet øjnene på een, der er født blind;
Joh 9:33 hvis ikke Han var fra Gud, kunne Han intet gøre!"
Joh 9:34 De svarede og sagde til ham: "Du fødtes fuldt og helt i synd - og du vil belære os?" - og de stødte ham ud!
Joh 9:35 Da Jesus hørte, at de havde stødt ham ud, fandt Han ham og sagde til ham: "Tror du på Guds Søn?"
Joh 9:36 Han svarede og sagde: "Hvem er Han, HErre - for at jeg kan tro på Ham?"
Joh 9:37 Jesus sagde til ham: "Du har set Ham - ja, Han, Som taler med dig, Ham er Det!"
Joh 9:38 Og han sagde: "Jeg tror, HErre!" - og han tilbad Ham.
Joh 9:39 Jesus sagde da: "Til dom er Jeg kommet til denne verden, for at de, som ikke ser, skal se, og de, som ser, skal blive blinde!"
Joh 9:40 Da nogle af de farisæere, som var hos Ham, hørte dette, sagde de til Ham: "Er også vi blinde?"
Joh 9:41 Jesus sagde til dem: "Hvis I var blinde, ville I ingen synd have - men nu siger I: "Vi kan se!", så derfor forbliver jeres synd!
Joh 10:1 Sandelig, sandelig, Jeg siger jer: den, som ikke går ind i fårefolden gennem døren, men stiger over andetsteds, han er en tyv og en røver,
Joh 10:2 men den, som kommer ind gennem døren, er fårenes Hyrde.
Joh 10:3 For Ham lukker dørvogteren op, og fårene hører Hans røst, og Han kalder Sine får ved navn og fører dem ud.
Joh 10:4 Og når Han driver Sine Egne får ud, går Han foran dem, og fårene følger Ham, fordi de kender Hans røst.
Joh 10:5 En fremmed ville de derimod ikke følge, nej, de vil flygte fra ham, fordi de ikke kender hans røst."
Joh 10:6 Denne lignelse fortalte Jesus dem - men de forstod ikke, hvad det var, Han sagde til dem.
Joh 10:7 Jesus sagde da atter til dem: "Sandelig, sandelig, Jeg siger jer: JEG ER fårenes Dør!
Joh 10:8 Alle, som er kommet før Mig, er tyve og røvere; men fårene hørte ikke på dem.
Joh 10:9 JEG ER Døren! Hvis nogen går ind gennem Mig, skal han blive frelst, og han skal gå ind og gå ud og finde føde.
Joh 10:10 Tyven kommer kun for at stjæle og myrde og ødelægge. Jeg er kommet, for at I skal have overflod af liv.
Joh 10:11 JEG ER Den gode Hyrde! Den gode Hyrde sætter livet til for fårene.
Joh 10:12 Men når lejesvenden, som ikke er hyrde, og hvem fårene ikke tilhører, ser ulven komme, forlader han fårene og flygter; og ulven røver fårene og spreder dem!
Joh 10:13 Ja, lejesvenden flygter, fordi han er lejesvend og ikke tager sig af fårene.
Joh 10:14 JEG ER Den gode Hyrde; Jeg kender Mine, og Mine kender Mig,
Joh 10:15 ligesom Faderen kender Mig, og Jeg kender Faderen; og Jeg sætter Mit liv til for fårene!
Joh 10:16 Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem bør Jeg lede, og de skal høre Min røst. Og der skal blive een hjord og Een Hyrde!
Joh 10:17 Derfor elsker Faderen Mig: fordi Jeg sætter Mit liv til for at tage det igen.
Joh 10:18 Ingen tager det fra Mig, nej, Jeg sætter det til af Mig Selv! Jeg har magt til at sætte det til, og Jeg har magt til at tage det igen. Dette bud fik Jeg af Min Fader."
Joh 10:19 På grund af Disse Ord blev der atter splid blandt jøderne.
Joh 10:20 Nogle af dem sagde: "Han har en ond ånd og er gal! Hvorfor hører I på Ham?"
Joh 10:21 Andre sagde: "Disse Ord er ikke en dæmonbesats! Kan en dæmon måske åbne blindes øjne?"
Joh 10:22 Så kom tempelvielse[[-sfesten]] i Jerusalem; det var vinter.
Joh 10:23 Og Jesus gik omkring i templet, i Salomons søjlegang.
Joh 10:24 Da omringede jøderne Ham og sagde til Ham: "Hvor længe holder du vor sjæl [[i uvished]]? Hvis Du er Kristus, så sig os det lige ud!"
Joh 10:25 Jesus svarede dem: "Jeg har sagt jer det - men I tror det ikke! De gerninger, Jeg gør i Min Faders navn, de vidner om Mig!
Joh 10:26 Men I tror ikke, fordi I ikke hører til Mine får, som Jeg har sagt jer det!
Joh 10:27 Mine får hører Min røst, og Jeg kender dem, og de følger Mig,
Joh 10:28 og Jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig fortabes i evigheden, og ingen skal rive dem ud af Min hånd!
Joh 10:29 Min Fader, Som har givet Mig dem, er større end alle, og ingen kan rive dem ud af Min Faders hånd!
Joh 10:30 Jeg og Faderen er Eet!"
Joh 10:31 Da tog jøderne atter sten for at stene Ham;
Joh 10:32 men Jesus sagde til dem: "Mange gode gerninger har Jeg vist jer fra Min Fader - hvilken af disse gerninger er det, I stener Mig for?"
Joh 10:33 Jøderne svarede Ham og sagde: "Vi stener Dig ikke for en god gerning, men for bespottelse, og fordi Du, Som er Et Menneske, gør Dig Selv til Gud!"
Joh 10:34 Jesus svarede dem: "Står der ikke skrevet i jeres Lov: "Jeg har sagt jer, at I er guder!"
Joh 10:35 Hvis nu Loven har kaldt dem guder, til hvem Guds Ord kom - og Skriften kan ikke sættes ud af kraft! -
Joh 10:36 hvordan kan I da sige til Ham, Som Faderen har helliget og sendt til verden: "Du spotter [[Gud]]!", fordi Jeg har sagt: "Jeg er Guds Søn!"?
Joh 10:37 Hvis ikke Jeg gør Min Faders gerninger, så tro Mig ikke!
Joh 10:38 Men hvis Jeg gør dem - om I så ikke vil tro Mig, så tro gerningerne, så at I kan erkende og tro, at Faderen er i Mig og Jeg i Ham!"
Joh 10:39 De søgte da atter at gribe Ham - men Han undslap deres hænder.
Joh 10:40 Han drog da atter over til den anden side af Jordan til det sted, hvor Johannes først havde døbt, og dér forblev Han.
Joh 10:41 Mange kom da til Ham og sagde, at vel gjorde Johannes ingen tegn, men alt det, Johannes havde sagt om Ham, var sandt!
Joh 10:42 Og mange dér kom til tro på Ham.
Joh 11:1 Men der var een, der var syg: Lazarus fra Betania, fra Marias og hendes søster Marthas landsby;
Joh 11:2 det var Marias broder - hun, som havde salvet HErren med myrrasalve og tørret Hans fødder med sit hår - der var syg.
Joh 11:3 Søstrene sendte da bud til Ham og sagde: "HErre! Se: ham, Du elsker, er syg!"
Joh 11:4 Da Jesus hørte det, sagde Han: "Denne sygdom er ikke til døden, men for Guds herligheds skyld, for at Guds Søn skal forherliges ved den."
Joh 11:5 Jesus elskede Martha og hendes søster og Lazarus.
Joh 11:6 Men skønt Han nu hørte, at [[Lazarus]] var syg, forblev Han dog to dage dér, hvor Han var.
Joh 11:7 Så siger Han til disciplene: "Lad os gå til Judæa igen!"
Joh 11:8 Disciplene siger til Ham: "Rabbi! Fornylig søgte jøderne at stene Dig - og dog drager Du derhen igen?"
Joh 11:9 Jesus svarede: "Har dagen ikke tolv timer? Hvis nogen vandrer om dagen, snubler han ikke, fordi han ser denne verdens lys;
Joh 11:10 men hvis nogen vandrer om natten, snubler han, fordi lyset ikke er i ham!"
Joh 11:11 Således sagde Han, og videre siger Han til dem: "Lazarus, vor ven, er sovet ind; men Jeg drager hen for at opvække ham!"
Joh 11:12 Da sagde Hans disciple til Ham: "HErre! Hvis han er sovet ind, bliver han rask!"
Joh 11:13 Jesus havde dog talt om hans død - men de troede, at han med "sovet ind" mente den normale søvn.
Joh 11:14 Derfor sagde Jesus lige ud til dem: "Lazarus er død!
Joh 11:15 Og for jeres skyld, for at I kan tro, er Jeg glad for, at Jeg ikke var der; men lad os nu gå til ham!"
Joh 11:16 Da sagde Thomas, som blev kaldt "Didymus", til meddisciplene: "Lad os gå med, så vi kan dø sammen med Ham!"
Joh 11:17 Da de kom frem, fandt Jesus, at Lazarus allerede havde ligget i graven fire dage.
Joh 11:18 Betania lå nær Jerusalem, omtrent femten stadier derfra,
Joh 11:19 og mange af jøderne var kommet ud til Maria og Martha for at trøste dem på grund af deres broder [[-s død]].
Joh 11:20 Da Martha nu hørte, at Jesus kom, gik hun Ham i møde; men Maria blev siddende hjemme.
Joh 11:21 Martha sagde da til Jesus: "HErre! Hvis Du havde været her, ville min broder ikke være død!
Joh 11:22 Men selv nu veed jeg, at alt, hvad Du beder Gud om, vil Han give Dig!"
Joh 11:23 Jesus siger til hende: "Din broder skal opstå!"
Joh 11:24 Martha siger til Ham: "Jeg veed, at han skal opstå i Opstandelsen på Den yderste Dag!"
Joh 11:25 Men Jesus sagde til hende: "JEG ER Livets opstandelse! Den, som tror på Mig, skal leve, om han end dør!
Joh 11:26 Og enhver, som lever og tror på Mig, skal aldrig dø i evigheden! Tror du dette?"
Joh 11:27 Hun siger da til Ham: "Ja, HErre! Jeg tror på, at Du er Kristus, Guds Søn, HAN, SOM KOMMER til verden!"
Joh 11:28 Og da hun havde sagt dette, gik hun bort og kaldte hemmeligt på Maria, sin søster, og sagde: "Mesteren er her og kalder på dig!"
Joh 11:29 Da hun hørte det, rejste hun sig strax op og gik ud til Ham.
Joh 11:30 Jesus var stadig ikke kommet til landsbyen, men var endnu dér, hvor Martha havde mødt Ham.
Joh 11:31 Da nu de jøder, som var hjemme hos hende og trøstede hende, så, at Maria rejste sig så hastigt og gik ud, fulgte de hende, fordi de troede, at hun gik ud til graven for at græde dér.
Joh 11:32 Da Maria kom hen, hvor Jesus var, og så Ham, faldt hun ned for Hans fødder og sagde til Ham: "HErre! Hvis Du havde været her, var min broder ikke død!"
Joh 11:33 Da Jesus nu så, at hun græd, og at de jøder, som var sammen med hende, græd, blev Han oprørt i Ånden og stærkt rystet,
Joh 11:34 og Han sagde: "Hvor har I lagt ham?" De siger til Ham: "HErre! kom og se!"
Joh 11:35 Jesus græd!
Joh 11:36 Da sagde jøderne: "Se, hvor Han elskede ham!"
Joh 11:37 Men nogle af dem sagde: "Mon ikke Han, Som åbnede den blindes øjne, også kunne have gjort, at [[Lazarus]] ikke var død?"
Joh 11:38 Jesus blev da atter stærkt oprørt i Sit indre. Og Han kom til graven; det var en hule, og der lå en sten for den.
Joh 11:39 Jesus siger da: "Tag stenen bort!" Martha, søsteren til ham, som var død, siger til Ham: "HErre! Han stinker allerede - det er jo fjerde dag!"
Joh 11:40 Jesus siger til hende: "Har Jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?"
Joh 11:41 De tog da stenen bort, hvor den døde lå. Og Jesus opløftede øjnene og sagde: "Fader! Jeg takker Dig, fordi Du har bønhørt Mig;
Joh 11:42 vel vidste Jeg, at Du altid bønhører Mig, men Jeg sagde det for skarens skyld, som står her omkring, for at de skal tro på, at Du har sendt Mig."
Joh 11:43 Og da Han havde sagt dette, råbte Han med høj røst: "Lazarus, [[kom]] herud!"
Joh 11:44 Og den døde kom ud med fødderne og hænderne ombundne med ligklæde, og hans ansigt var ombundet med en svededug. Jesus siger da til dem: "Løs ham og lad ham gå!"
Joh 11:45 Mange af de jøder, som var kommet til Maria og så det, Han gjorde, kom da til tro på Ham.
Joh 11:46 Men nogle af dem gik hen til farisæerne og fortalte dem, hvad Jesus havde gjort.
Joh 11:47 Ypperstepræsterne og farisæerne samlede så Synedriet og sagde: "Hvad skal vi gøre? Denne Mand gør jo mange tegn!
Joh 11:48 Hvis vi lader Ham blive ved på denne måde, vil alle komme til tro på Ham, og så vil romerne komme og tage både os og [[Det hellige]] Sted og folket!"
Joh 11:49 Men een af dem, Kajfas, som dette år var ypperstepræst, sagde til dem: "I forstår intet,
Joh 11:50 og I betænker ikke, at det ville gavne os, at eet menneske dør for folket, så hele folket ikke skal gå til grunde!"
Joh 11:51 Dette sagde han dog ikke af sig selv, men da han var ypperstepræst dette år, profeterede han, at Jesus skulle dø for folket,
Joh 11:52 ja, ikke blot for folket, men også for at samle Guds adspredte børn til eet!
Joh 11:53 Fra denne dag tog de derfor den beslutning, at de ville slå Ham ihjel.
Joh 11:54 Jesus gik derfor heller ikke længere åbenlyst omkring blandt jøderne, men drog bort derfra til landet nær ørkenen, til en by, der hed Efraim, og dér forblev Han sammen med Sine disciple.
Joh 11:55 Nu var jødernes påske nær, og mange fra landet drog op til Jerusalem før påsken, for at de kunne rense sig.
Joh 11:56 De søgte da efter Jesus og sagde til hinanden, mens de stod i templet: "Hvad tror I - mon Han slet ikke kommer til højtiden?"
Joh 11:57 Ypperstepræsterne og farisæerne gav også befaling om, at hvis nogen vidste, hvor Han var, skulle han angive Ham, for at de kunne pågribe Ham!
Joh 12:1 Sex dage før påsken kom Jesus så til Betania, hvor Lazarus boede, han, som Jesus havde opvakt fra døde;
Joh 12:2 dér gjorde de da et gæstebud for Ham, og Martha vartede op; Lazarus var een af dem, som lå til bords sammen med [[Jesus]].
Joh 12:3 Men Maria tog en litra salve af ægte, kostbar nardus og salvede Jesu fødder og tørrede Hans fødder med sit hår; og huset fyldtes af salvens duft.
Joh 12:4 Da siger een af Hans disciple, Judas, Simon Iskariots søn, han, som siden forrådte Ham:
Joh 12:5 "Hvorfor er denne salve ikke blevet solgt for tre hundrede denarer og givet til de fattige?"
Joh 12:6 Dette sagde han dog ikke, fordi han bekymrede sig om de fattige, men fordi han var en tyv; han havde nemlig pengekassen, og han havde taget dét, som lå i den.
Joh 12:7 Derfor sagde Jesus: "Lad hende være! For hun har gemt det til Min begravelsesdag;
Joh 12:8 de fattige har I jo altid hos jer, men Mig har I ikke altid!"
Joh 12:9 En stor mængde af jøderne fik nu at vide, at Han var der. Og de kom, ikke blot på grund af Jesus, men også fordi de ville se Lazarus, som Han havde opvakt fra døde.
Joh 12:10 Da besluttede ypperstepræsterne, at de også ville slå Lazarus ihjel,
Joh 12:11 for mange af jøderne gik derhen for hans skyld og kom til tro på Jesus.
Joh 12:12 Dagen efter havde en stor skare, som var kommet til højtiden, hørt, at Jesus kom til Jerusalem.
Joh 12:13 De tog da palmegrene og gik Ham i møde, og de råbte og sagde: "Hosanna! Velsignet være HAN, SOM KOMMER, i HErrens navn, Israels Konge!"
Joh 12:14 Men Jesus havde fundet et æselføl og sat Sig på det, som det er skrevet:
Joh 12:15 "Frygt ikke, Zions datter! Se, din Konge kommer, siddende på et æsels føl!"
Joh 12:16 Disse ting forstod Hans disciple ikke i første omgang; men da Jesus var blevet herliggjort, kom de i hu, at dette var skrevet om Ham, og at man havde gjort disse ting for Ham.
Joh 12:17 Således vidnede altså skaren, som havde været sammen med Ham, da Han kaldte Lazarus ud af graven og vakte ham fra døde, om det.
Joh 12:18 Derfor gik skaren Ham også imøde, fordi de havde hørt, at Han havde gjort dette tegn.
Joh 12:19 Farisæerne sagde da til hinanden: "I ser, at det ikke nytter noget - se: hele verden løber jo efter Ham!"
Joh 12:20 Nogle af dem, som var kommet op for at tilbede under højtiden, var grækere.
Joh 12:21 Disse kom nu til Filip, ham fra Betsajda i Galilæa, spurgte ham og sagde: "Herre; vi vil gerne se Jesus!"
Joh 12:22 Filip kommer og siger det til Andreas; og Andreas og Filip går videre og siger det til Jesus.
Joh 12:23 Men Jesus svarede dem og sagde: "Timen er kommet, da Menneskets Søn skal herliggøres!
Joh 12:24 Sandelig, sandelig, Jeg siger jer: hvis ikke hvedekornet lægges i jorden og dør, forbliver det dét eene; men hvis det dør, bærer det megen frugt.
Joh 12:25 Den, som elsker sit liv, skal miste det, men den, som hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv!
Joh 12:26 Om nogen vil tjene Mig, da skal han følge Mig! Og hvor Jeg er, der skal også Min tjener være. Og om nogen vil tjene Mig, skal Faderen give ham ære.
Joh 12:27 Nu er Min sjæl oprørt - og.... hvad skal Jeg sige.... ? "Fader, frels Mig fra denne time" - dog: derfor er Jeg kommet til denne time!
Joh 12:28 Fader! Herliggør Dit navn!" Da lød der en røst fra Himmelen: "Jeg både har herliggjort det og vil atter herliggøre det!"
Joh 12:29 Da sagde skaren, som stod der og hørte det, at det var et tordenbrag; men andre sagde: "[[Det var]] en engel, som talte til Ham!"
Joh 12:30 Jesus svarede og sagde: "Det var ikke for Min skyld, denne røst lød, men for jeres skyld!
Joh 12:31 Nu går der dom over denne verden! Nu skal denne verdens fyrste kastes ud!
Joh 12:32 Og når Jeg bliver ophøjet fra jorden, vil Jeg drage alle til Mig."
Joh 12:33 Dette sagde Han for dermed at antyde, hvordan Han skulle dø.
Joh 12:34 Skaren svarede Ham derfor: "Vi har hørt i Loven, at Kristus skal blive til evigheden - hvordan kan Du da sige, at Menneskets Søn bør ophøjes? Hvem er Denne Menneskets Søn?"
Joh 12:35 Jesus sagde da til dem: "Endnu en liden tid er Lyset hos jer; vandrer, mens I har Lyset, for at Mørket ikke skal overvinde jer! Thi den, som vandrer i mørket, veed ikke, hvorhen han går.
Joh 12:36 Tro på Lyset, mens I har Lyset, så at I kan være Lysets [[børn]]." Dette sagde Jesus og gik så bort og skjulte Sig for dem!
Joh 12:37 Men ligemeget hvor mange tegn, Han end gjorde for deres øjne, troede de dog ikke på Ham,
Joh 12:38 for at Ordet hos profeten Esajas skulle opfyldes, da han sagde: "HErre! Hvem troede dét, vi forkyndte? Og for hvem åbenbaredes HErrens Arm?"
Joh 12:39 Derfor kunne de ikke tro, fordi Esajas videre sagde:
Joh 12:40 "Han har blindet deres øjne og forhærdet deres hjerter, for at de ikke skal se med øjnene og forstå med hjertet og vende om, så at Jeg kan helbrede dem!"
Joh 12:41 Dette sagde Esajas, fordi han så [[Jesu]] herlighed og talte om Ham.
Joh 12:42 Og dog: alligevel troede endog mange af rådsherrerne på Ham! Men på grund af farisæerne bekendte de det ikke åbent, for at de ikke skulle blive [[udelukket af]] synagogen,
Joh 12:43 thi de elskede menneskenes ære højere end Guds ære!
Joh 12:44 Men Jesus råbte og sagde: "Den, som tror på Mig, tror ikke på Mig, men på Ham, Som har sendt Mig!
Joh 12:45 Og den, som ser Mig, ser Ham, Som har sendt Mig!
Joh 12:46 Jeg er kommet til verden som Lys, for at enhver, som tror på Mig, ikke skal forblive i mørket.
Joh 12:47 Og hvis nogen hører Mine Ord og ikke agter på Dem - Jeg dømmer ham ikke! Thi Jeg er ikke kommet for at dømme verden, men for at frelse verden!
Joh 12:48 Den, som forkaster Mig og ikke tager imod Mine Ord, han har Den, Som dømmer ham: Dét Ord, Som Jeg har talt - Dét skal dømme ham på Den yderste Dag!
Joh 12:49 Thi Jeg har ikke talt af Mig Selv, nej, Faderen, Som har sendt Mig, har givet Mig en forskrift om, hvad Jeg skal sige, og hvad Jeg skal tale.
Joh 12:50 Og Jeg veed, at Hans Bud er evigt liv! Det, Jeg altså siger, siger Jeg, som Faderen har sagt Mig det - således taler Jeg!"
Joh 13:1 Men før påskens højtid, og da Jesus vidste, at Hans time nu var kommet, da Han skulle overgå fra denne verden til Faderen - og som Han havde elsket Sine Egne her i verden, elskede Han dem indtil enden -
Joh 13:2 mens de holdt aftensmåltid, og Djævelen allerede havde indgivet i hjertet på Judas Iskariot, at han skulle forråde Ham,
Joh 13:3 og da Jesus vidste, at alt var lagt Ham i hænderne af Faderen, og at Han var udgået fra Faderen, og at Han atter skulle gå til Faderen -
Joh 13:4 rejste Han Sig fra måltidet og lagde kappen af Sig; og Han tog et linnedklæde og ombandt Sig med det.
Joh 13:5 Derefter slog Han vand i vaskefadet og begyndte at vaske disciplenes fødder og tørre dem med linnedklædet, hvormed Han var ombundet.
Joh 13:6 Han kommer da til Simon Peter, men han siger til Ham: "HErre! vasker Du mine fødder?"
Joh 13:7 Jesus svarede og sagde til ham: "Hvad Jeg gør, forstår du ikke nu, men du skal forstå det siden hen!"
Joh 13:8 Peter siger til Ham: "Aldrig i evighed skal Du vaske mine fødder!" Jesus svarede ham: "Hvis ikke Jeg vasker dig, har du ikke lod og del sammen med Mig!"
Joh 13:9 Simon Peter siger til Ham: "HErre! - så ikke kun mine fødder, men også hænderne og hovedet!"
Joh 13:10 Jesus siger til ham: "Den, som er badet, har ikke nødig at vaske andet end fødderne, men er ellers helt ren; og I er rene - dog ikke alle!"
Joh 13:11 Thi Han vidste jo om ham, der skulle forråde Ham; derfor sagde Han: "I ikke alle er rene."
Joh 13:12 Da Han så havde vasket deres fødder, tog Han Sin kappe på, lagde Sig [[til bords]] igen og sagde til dem: "Forstår I, hvad Jeg har gjort for jer?
Joh 13:13 I kalder Mig "Mester" og "HErre", og I siger det med rette, thi Jeg er det!
Joh 13:14 Hvis da Jeg, HErren og Mesteren, har vasket jeres fødder, er også I skyldige at vaske hverandres fødder.
Joh 13:15 Thi Jeg gav jer et exempel, for at, ligesom Jeg gjorde med jer, sådan skal også I gøre.
Joh 13:16 Sandelig, sandelig, Jeg siger jer: tjeneren er ikke større end sin HErre, heller ikke er en udsending større end Han, Der har sendt ham!
Joh 13:17 Forstår I dette, er I salige - hvis I gør det!
Joh 13:18 Jeg taler ikke om jer alle! Thi Jeg kender dem, Jeg har udvalgt! Men for at Skriften skulle opfyldes: "Han, som æder brødet sammen med Mig, har løftet sin hæl mod Mig",
Joh 13:19 siger Jeg jer det allerede nu, før det sker, for at I, når det sker, skal tro, at JEG ER DEN, JEG ER!
Joh 13:20 Sandelig, sandelig, Jeg siger jer: den, som tager imod nogen, Jeg sender, han tager imod Mig! Og den, som tager imod Mig, tager imod Ham, Som har sendt Mig!"
Joh 13:21 Da Jesus havde sagt dette, blev Han oprørt i Ånden og vidnede og sagde: "Sandelig, sandelig, Jeg siger jer: een af jer skal forråde Mig!"
Joh 13:22 Disciplene så da på hinanden, fordi de ikke vidste, hvem Han talte om.
Joh 13:23 Men een af Jesu disciple lå i Hans favn, nemlig ham, som Jesus elskede.
Joh 13:24 Simon Peter nikker derfor til denne om at spørge, hvem det mon var, Han talte om.
Joh 13:25 Han lænede sig så op ad Jesu bryst og siger til Ham: "HErre; hvem er det?"
Joh 13:26 Jesus svarer da: "Det er ham, Jeg giver brødstykket til, når Jeg har dyppet det." Han dyppede da brødstykket, tog det og gav det til Judas, Simon Iskariots søn.
Joh 13:27 Efter at han havde fået brødstykket, fór Satan i ham. Jesus siger da til ham: "Hvad du gør - gør det snart!"
Joh 13:28 Men ingen af dem, som lå til bords, forstod det, Han sagde til ham.
Joh 13:29 Thi nogle troede, at Jesus, fordi Judas havde pengekassen, siger til ham: "Køb, hvad vi har brug for til festen", eller at han skulle give noget til de fattige.
Joh 13:30 Strax efter at han havde taget brødstykket, gik han så ud; og det var nat.
Joh 13:31 Da han var gået, siger Jesus: "Nu herliggøres Menneskets Søn, og Gud herliggøres i Ham!
Joh 13:32 Og bliver Gud herliggjort i Ham, vil Gud også herliggøre Ham i Sig Selv - og Han skal herliggøre Ham snart!
Joh 13:33 Børnlille! Endnu en liden tid er Jeg hos jer; I skal søge Mig, og som Jeg sagde til jøderne: "Hvor Jeg går hen, kan I ikke komme", sådan siger Jeg nu også til jer.
Joh 13:34 Et nyt bud giver Jeg jer: at I skal elske hverandre! Som Jeg har elsket jer, skal også I elske hverandre.
Joh 13:35 Derpå skal alle kende, at I er Mine disciple: om I har kærlighed til hverandre!"
Joh 13:36 Simon Peter siger da til Ham: "HErre! Hvor går Du hen?" Jesus svarede ham: "Hvor Jeg går hen, kan du ikke følge Mig nu - men senere skal du følge Mig!"
Joh 13:37 Peter siger til Ham: "HErre! Hvorfor kan jeg ikke følge Dig nu? Jeg vil sætte mit liv til for Dig!"
Joh 13:38 Jesus svarede ham: "Vil du sætte dit liv til for Mig? Sandelig, sandelig, Jeg siger dig: hanen skal ikke gale, førend du har fornægtet Mig tre gange!"
Joh 14:1 "Lad ikke jeres hjerte skræmmes! Tro på Gud, ja, tro på Mig!
Joh 14:2 I Min Faders hus er der mange rum; hvis ikke, ville Jeg jo have sagt jer det - thi Jeg går bort for at berede jer et sted.
Joh 14:3 Og når Jeg er gået bort og har beredt jer et sted, kommer Jeg igen og tager jer til Mig, for at hvor Jeg er, der skal også I være.
Joh 14:4 Og hvor Jeg går hen og vejen dertil kender I!"
Joh 14:5 Tomas siger til Ham: "HErre! vi veed ikke, hvor Du går hen; hvordan kan vi så kende vejen?"
Joh 14:6 Jesus siger til ham: "JEG ER Vejen, ja, Sandhedens og Livets Vej! Ingen kommer til Faderen uden ved Mig.
Joh 14:7 Hvis I havde kendt Mig, så havde I også kendt Min Fader; og fra nu af kender I Ham og har set Ham!"
Joh 14:8 Filip siger til Ham: "HErre! vis os Faderen, og det er os nok!"
Joh 14:9 Jesus siger til ham: "Så lang en tid har Jeg været hos jer, og du kender Mig ikke, Filip? Den, som har set Mig, har set Faderen! Hvordan kan du da sige: "vis os Faderen?"?"
Joh 14:10 tror du måske ikke, at Jeg er i Faderen og Faderen i Mig? De Ord, Som Jeg taler til jer, taler Jeg ikke af Mig Selv! Nej, Faderen gør Sine gerninger, idet Han er i Mig!
Joh 14:11 Tro mig: at Jeg er i Faderen og Faderen i Mig! Men hvis ikke, så tro Mig for selve gerningernes skyld!
Joh 14:12 Sandelig, sandelig, Jeg siger jer: den, som tror på Mig - de gerninger, som Jeg gør, skal også han gøre, ja, han skal gøre større ting end disse, for Jeg går bort til Faderen!
Joh 14:13 Og hvad I end beder om i Mit navn, det vil Jeg gøre, for at Faderen skal blive herliggjort i Sønnen!
Joh 14:14 Hvis I beder om noget i Mit navn, vil Jeg gøre det!
Joh 14:15 Hvis I elsker Mig, så hold Mine bud!
Joh 14:16 Og Jeg vil bede Faderen, og Han skal sende jer En anden Talsmand, Som skal blive hos jer til evigheden:
Joh 14:17 Sandhedens Ånd, Som verden ikke kan få, fordi den ikke ser Ham og ikke kender Ham; men I kender Ham, for Han bliver hos jer, ja, Han skal være i jer.
Joh 14:18 Jeg efterlader jer ikke faderløse - Jeg kommer til jer!
Joh 14:19 Endnu en liden stund, og verden ser Mig ikke længere; men I ser Mig, for Jeg lever, og I skal leve.
Joh 14:20 På den dag skal I erkende, at Jeg er i Min Fader, og at I er i Mig og Jeg i jer.
Joh 14:21 Den, som har Mine bud og holder dem, han er den, som elsker Mig; og den, som elsker Mig, skal være elsket af Min Fader; og Jeg skal elske ham og Selv åbenbare Mig for ham!"
Joh 14:22 Judas - ikke Iskariot - siger da til Ham: "HErre! Hvad er årsagen til, at Du åbenbarer Dig for os, men ikke for verden?"
Joh 14:23 Jesus svarede og sagde til ham: "Hvis nogen elsker Mig, vil han bevare Mit Ord, og Min Fader skal elske ham, og vi vil komme til ham og gøre Os en bolig i ham!
Joh 14:24 Den, som ikke elsker Mig, bevarer ikke Mine Ord; og Dét Ord, I hører, er ikke Mit, men Hans, Som har sendt Mig, nemlig Faderen!
Joh 14:25 Dette har Jeg talt til jer, mens Jeg endnu var hos jer;
Joh 14:26 men Talsmanden, Helligånden, Som Faderen vil sende i Mit navn, Han skal lære jer alle ting og minde jer om alt, hvad Jeg har sagt jer.
Joh 14:27 Fred efterlader Jeg jer, Min fred giver Jeg jer; Jeg giver jer ikke, som verden giver. Lad ikke jeres hjerte foruroliges og frygt ikke!
Joh 14:28 I har hørt, at Jeg har sagt til jer: "Jeg går bort - men kommer til jer igen!" Hvis I elskede Mig, ville I glæde jer over, at Jeg sagde: "Jeg går til Faderen"; thi Faderen er større end Jeg!
Joh 14:29 Og nu har Jeg sagt jer det, før det sker, for at I skal tro, når det sker!
Joh 14:30 Jeg skal ikke længere tale meget til jer; thi denne verdens fyrste kommer, og han har ingen andel i Mig.
Joh 14:31 Men for at verden skal kende, at Jeg elsker Faderen, og at Jeg gør således, Som Faderen har påbudt Mig - så rejs jer, lad os gå herfra!
Joh 15:1 JEG ER det sande vintræ, og Min Fader er vingårdsmanden.
Joh 15:2 Hver gren på Mig, som ikke bærer frugt, tager Han bort, og hver, som bærer frugt, renser Han, for at den skal bære mere frugt.
Joh 15:3 I er allerede rene ved Det Ord, Jeg har talt til jer!
Joh 15:4 Bliv i Mig, så bliver Jeg i jer! Ligesom grenen nemlig ikke kan bære frugt af sig selv, men kun hvis den bliver på vintræet, således [[kan]] heller ikke I [[bære frugt]], hvis ikke I bliver i Mig!
Joh 15:5 JEG ER vintræet, I [[er]] grenene. Den, som er i Mig, og Jeg i ham, han bærer megen frugt; thi skilt fra Mig kan I slet intet gøre!
Joh 15:6 Hvis een ikke bliver i Mig, bliver han kastet ud som en gren og visner; og man samler dem og kaster dem på ilden og brænder dem.
Joh 15:7 Hvis I bliver i Mig, og Mine Ord bliver i jer, så vil, hvad I end beder om, ske for jer.
Joh 15:8 Derved er Min Fader herliggjort: at I bærer megen frugt og forbliver Mine disciple.
Joh 15:9 Ligesom Faderen har elsket Mig, har Jeg også elsket jer - bliv i Min kærlighed!
Joh 15:10 Hvis I holder Mine bud, vil I blive i Min kærlighed, ligesom også Jeg har holdt Min Faders bud og bliver i Hans kærlighed.
Joh 15:11 Dette har Jeg sagt til jer, for at Min glæde skal være i jer, og jeres glæde må blive fuldkommet!
Joh 15:12 Dette er Min befaling: at I skal elske hverandre, som Jeg har elsket jer!
Joh 15:13 Større kærlighed har ingen end denne: at een sætter sit liv til for sine venner.
Joh 15:14 I er Mine venner, hvis I gør det, Jeg pålægger jer.
Joh 15:15 Jeg kalder jer ikke længere tjenere, for tjeneren veed ikke, hvad hans herre gør. Men jer har Jeg kaldt venner, thi alt det, Jeg har hørt hos Min Fader, har Jeg åbenbaret jer!
Joh 15:16 Ikke I har udvalgt Mig - nej, Jeg har udvalgt jer, og Jeg har bestemt jer til at gå ud og bære frugt, og jeres frugt skal bestå, for at Faderen skal give jer hvad som helst, I beder Ham om, i Mit navn.
Joh 15:17 Dette påbyder Jeg jer: at I skal elske hverandre!
Joh 15:18 Når verden hader jer, veed I, at den har hadet Mig først!
Joh 15:19 Hvis I var af verden, ville verden jo elske sit eget; da I nu ikke er af verden, men Jeg har valgt jer ud af verden - derfor hader verden jer!
Joh 15:20 Kom Det Ord i hu, Som Jeg har sagt jer: en tjener er ikke større end sin herre! Har de forfulgt Mig, vil de også forfølge jer! Har de bevaret Mit Ord, vil de også bevare jeres!
Joh 15:21 Alt dette vil de gøre mod jer for Mit navns skyld, fordi de ikke kender Ham, Som har sendt Mig.
Joh 15:22 Hvis ikke Jeg var kommet og havde talt til dem, havde de ingen synd - men nu har de ingen undskyldning for deres synd!
Joh 15:23 Den, som hader Mig, hader også Min Fader!
Joh 15:24 Hvis ikke Jeg havde gjort gerninger iblandt dem, som ingen anden har gjort, havde de ingen synd; men nu har de både set dem - og alligevel hadet både Mig og Min Fader!
Joh 15:25 Dog: Det Ord, Som er skrevet i deres Lov, måtte opfyldes: "De har hadet Mig uden grund"!
Joh 15:26 Når Talsmanden kommer, Som Jeg skal sende jer fra Faderen, Sandhedens Ånd, Som udgår fra Faderen, så skal Han vidne om Mig.
Joh 15:27 Men også I skal vidne, for I har været med Mig fra begyndelsen!
Joh 16:1 Dette har Jeg sagt til jer, for at I ikke skal bringes til fald.
Joh 16:2 De skal [[udelukke]] jer [[fra]] synagogerne, ja, der kommer en time, da enhver, som dræber jer, skal tro dermed at yde en tjeneste for Gud!
Joh 16:3 Og dette skal de gøre mod jer, fordi de hverken kender Faderen eller Mig.
Joh 16:4 Dette har Jeg sagt jer, for at I, når timen kommer, skal komme i hu, at Jeg har sagt jer det. Jeg sagde jer det ikke fra begyndelsen, fordi Jeg var hos jer.
Joh 16:5 Men nu går Jeg bort til Ham, Som har sendt Mig, og ingen af jer spørger Mig: "Hvor går Du hen?"
Joh 16:6 Men fordi Jeg har sagt jer dette, har sorgen fyldt jeres hjerte.
Joh 16:7 Dog, Jeg siger jer sandheden: det gavner jer, at Jeg går bort! Thi hvis ikke Jeg går bort, vil Talsmanden ikke kunne komme til jer - men når Jeg går bort, vil Jeg sende Ham til jer.
Joh 16:8 Og når Han kommer, skal Han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom.
Joh 16:9 Om synd nemlig, fordi de ikke tror på Mig;
Joh 16:10 om retfærdighed, fordi Jeg går til Faderen, og I ser Mig ikke længere;
Joh 16:11 og om dom, fordi denne verdens fyrste er dømt!
Joh 16:12 Jeg har endnu meget at sige jer - men I kan ikke bære det nu!
Joh 16:13 Men når Sandhedens Ånd kommer, vil Han vejlede jer til hele sandheden; thi Han vil ikke tale af Sig Selv, nej, alt, hvad Han hører, vil Han tale, og det, der kommer, vil Han forkynde jer.
Joh 16:14 Han skal herliggøre Mig, thi Han skal tage af Mit og forkynde jer det.
Joh 16:15 Alt, hvad Faderen har, er Mit. Derfor sagde Jeg, at Han skal tage af Mit og forkynde jer det.
Joh 16:16 En liden stund, og I ser Mig ikke længere - og atter en liden stund, og I skal se Mig, for Jeg går til Faderen."
Joh 16:17 Da sagde nogle af Hans disciple til hinanden: "Hvad betyder det, Han siger til os: "En liden stund, og I ser Mig ikke - og atter en liden stund, og I skal se Mig", og: "Jeg går bort til Faderen"?"
Joh 16:18 De sagde altså: "Hvad betyder det, Han siger: "En liden stund?" - vi forstår ikke, hvad Han siger!"
Joh 16:19 Da Jesus nu vidste, at de ville spørge Ham, sagde Han til dem: "I grubler indbyrdes over det, at Jeg sagde: "En liden stund, og I ser Mig ikke, og atter en liden stund, og I skal se Mig!"?
Joh 16:20 Sandelig, sandelig, Jeg siger jer: I skal græde og sørge, men verden skal glæde sig! I skal sørge, men jeres sorg skal vendes til glæde!
Joh 16:21 Når kvinden føder, sørger hun, fordi hendes time er kommet; men når hun har født barnet, husker hun ikke længere trængselen af glæde over, at et menneske er født til verden!
Joh 16:22 Også I sørger nu; men Jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerter glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer!
Joh 16:23 Og på Den Dag skal I ikke spørge Mig om noget! Sandelig, sandelig, Jeg siger jer: alt, hvad I beder Faderen om i Mit navn, vil Han give jer!
Joh 16:24 Hidtil har I ikke bedt om noget i Mit navn; bed, og I skal få, for at jeres glæde skal være fuldkommen.
Joh 16:25 Dette har Jeg sagt til jer i lignelser; men der kommer en time, da Jeg ikke længere skal tale til jer i lignelser, men frit ud vil forkynde jer om Faderen.
Joh 16:26 På den dag skal I bede i Mit navn; og Jeg siger jer ikke, at Jeg vil bede Faderen for jer -
Joh 16:27 thi Faderen Selv elsker jer, fordi I elsker Mig og tror på, at Jeg er udgået fra Gud!
Joh 16:28 Jeg udgik fra Faderen og er kommet til verden; Jeg forlader atter verden og går til Faderen!"
Joh 16:29 Hans disciple siger til Ham: "Se, nu taler Du frit ud og ikke i lignelser!
Joh 16:30 Nu veed vi, at Du veed alt og ikke har brug for, at nogen spørger Dig. Derfor tror vi, at Du er udgået fra Gud!"
Joh 16:31 Jesus svarede dem: "Tror I nu?
Joh 16:32 Se, der kommer en time, ja, den er nu, da I skal spredes, enhver til sit, og lade Mig alene! Dog, Jeg er ikke alene, thi Faderen er med Mig!
Joh 16:33 Dette har Jeg sagt til jer, for at I skal have fred i Mig. I verden har I trængsel, men vær frimodige, thi Jeg har overvundet verden!"
Joh 17:1 Dette sagde Jesus, og derpå opløftede Han Sine øjne mod Himmelen og sagde: "Fader! Timen er kommet! Herliggør Din Søn, så at også Sønnen kan herliggøre Dig,
Joh 17:2 ligesom Du har givet Ham magt over alt kød, så at Han kan give enhver, som Du har givet Ham, evigt liv.
Joh 17:3 Og dette er det evige liv: at de kender Dig, Den Eeneste, sande Gud, og Ham, Du har sendt: Jesus Kristus!
Joh 17:4 Jeg har herliggjort Dig på jorden, idet Jeg har fuldført den gerning, Du gav Mig at gøre;
Joh 17:5 herliggør Du Mig derfor nu, Fader, hos Dig Selv, med dén herlighed, Jeg havde før verden [[blev til, nemlig dén]]: at være hos Dig!
Joh 17:6 Jeg har åbenbaret Dit navn for de mennesker, Du [[har taget]] ud af verden og givet Mig. De var Dine, men Du har givet dem til Mig; og de har bevaret Dit Ord.
Joh 17:7 Nu har de erkendt, at alt, hvad Du har givet Mig, er fra Dig;
Joh 17:8 thi de Ord, Du har givet Mig, har Jeg givet dem - og de har taget imod Dem og i sandhed erkendt, at Jeg er kommet fra Dig, og de er kommet til tro på, at Du har sendt Mig.
Joh 17:9 Jeg beder for dem; Jeg beder ikke for verden, men for dem, Som Du har givet Mig, thi de er Dine.
Joh 17:10 Og alt Mit er Dit, og Dit er Mit; og Jeg har herliggjort Mig i dem.
Joh 17:11 Jeg er ikke længere i verden - men de er i verden, og Jeg kommer til Dig. Hellige Fader! Bevar dem i Dit navn, dét, Som Du har givet Mig, for at de må være eet, ligesom Vi!
Joh 17:12 Da Jeg var hos dem i denne verden, bevarede Jeg dem i Dit navn, det, som Du har givet Mig, og Jeg har vogtet dem, så ingen af dem er gået fortabt, undtagen fortabelsens søn, for at Skriften skulle opfyldes.
Joh 17:13 Men nu kommer Jeg til Dig - og dette taler Jeg i verden, for at de skal have Min glæde fuldendt i sig.
Joh 17:14 Jeg har givet dem Dit Ord, og verden har hadet dem, fordi de ikke er af verden, ligesom Jeg ikke er af verden.
Joh 17:15 Jeg beder ikke om, at Du skal tage dem ud af verden, men om at Du vil bevare dem fra det onde.
Joh 17:16 De er ikke af verden, ligesom Jeg ikke er af verden.
Joh 17:17 Hellige dem ved sandheden - Dit Ord er sandhed!
Joh 17:18 Ligesom Du har sendt Mig til verden, således har Jeg også sendt dem til verden.
Joh 17:19 Og Jeg helliger Mig Selv for dem, for at også de må være helligede i Sandheden.
Joh 17:20 Jeg beder ikke blot for dem, men også for dem, som kommer til tro ved deres Ord om Mig,
Joh 17:21 at alle må være eet, ligesom Du, Fader, i Mig, og Jeg i Dig, at også de i Os må være eet, så at verden må tro, at Du har sendt Mig.
Joh 17:22 Og den herlighed, Du har givet Mig, har Jeg givet dem, for at de må være eet, ligesom Vi er eet,
Joh 17:23 Jeg i dem, og Du i Mig - for at de må være fuldkommen eet, og for at verden må kende, at Du har sendt Mig, og at Du har elsket dem, ligesom Du har elsket Mig.
Joh 17:24 Fader; Jeg vil, at hvor Jeg er, skal også de, som Du har givet Mig, være hos Mig, så at de må se Min herlighed, den, som Du har givet Mig, fordi Du har elsket Mig før verdens grundlæggelse.
Joh 17:25 Retfærdige Fader! Verden har ikke kendt Dig - men Jeg har kendt Dig, og disse har erkendt, at Du har sendt Mig.
Joh 17:26 Jeg har åbenbaret dem Dit navn, og Jeg vil åbenbare dem [[Din kærlighed]], for at den kærlighed, hvormed Du har elsket Mig, skal være i dem, og Jeg i dem!"
Joh 18:1 Da Jesus havde sagt dette, gik Han sammen med Sine disciple ud hinsides Kedrons Bæk, hvor der var en have; dér gik Han og Hans disciple ind.
Joh 18:2 Også Judas, som forrådte Ham, kendte stedet, fordi Jesus ofte samledes dér med Sine disciple.
Joh 18:3 Derfor kom Judas, der havde fået en afdeling soldater og tjenere fra både ypperstepræsterne og farisæerne [[med sig]], derhen med fakler og lamper og våben.
Joh 18:4 Jesus, Som vidste alt, hvad der skulle komme over Ham, gik da frem og sagde til dem: "Hvem søger I?"
Joh 18:5 De svarede Ham: "Jesus, Nazaræeren!" Jesus siger til dem: "JEG ER!" - og Judas, som forrådte Ham, stod sammen med dem!
Joh 18:6 Da Han nu sagde: "JEG ER!" til dem, veg de tilbage og faldt til jorden!
Joh 18:7 Han spurgte dem da igen: "Hvem søger I?" De sagde: "Jesus, Nazaræeren!"
Joh 18:8 Jesus svarede: "Jeg har sagt jer, at JEG ER! Hvis det da er Mig, I søger, så lad disse gå!",
Joh 18:9 for at Det Ord skulle opfyldes, Som Han havde sagt: "Jeg har ikke mistet nogen af dem, Du har givet Mig!"
Joh 18:10 Simon Peter, der havde et sværd, drog det da og slog til ypperstepræstens tjener og huggede hans højre øre af - og tjenerens navn var Malkus.
Joh 18:11 Jesus sagde da til Peter: "Stik dit sværd i skeden! Skulle Jeg ikke drikke den kalk, som Faderen har givet Mig?"
Joh 18:12 Derpå greb vagtafdelingen og tusindmandsføreren og jødernes tjenere Jesus og bandt Ham.
Joh 18:13 Og de førte Ham bort, først til Annas; han var nemlig svigerfader til Kajfas, der var ypperstepræst dét år.
Joh 18:14 Det var jo Kajfas, der havde givet jøderne det råd, at "det er gavnligt, at eet menneske skulle dø for folket!"
Joh 18:15 Simon Peter og den anden discipel fulgte efter Jesus; denne discipel var bekendt med ypperstepræsten, og han gik derfor sammen med Jesus ind i ypperstepræstens gård.
Joh 18:16 Peter stod derimod udenfor ved porten. Da gik den anden discipel, som var bekendt med ypperstepræsten, ud og talte med dørvogteren og fik Peter med ind.
Joh 18:17 Da siger pigen, som var dørvogterske, til Peter: "Er du ikke også een af Denne Mands disciple?" Han svarer: "Nej, det er jeg ikke!"
Joh 18:18 Tjenerne og vagterne havde tændt et bål, fordi det var koldt, og de stod og varmede sig, og Peter stod sammen med dem og varmede sig.
Joh 18:19 Ypperstepræsten udspurgte nu Jesus om Hans disciple og om Hans Lære.
Joh 18:20 Jesus svarede ham: "Jeg har talt frit ud til verden. Jeg har altid lært i synagogen og i templet, hvor jøderne kommer sammen, og Jeg har intet talt i det skjulte.
Joh 18:21 Hvorfor spørger du Mig da? Spørg dem, som har hørt det, hvad Jeg har talt til dem om! Se: de veed, hvad Jeg har sagt!"
Joh 18:22 Da Han sagde dette, gav een af vagterne, som stod der, Jesus et slag på kinden og sagde: "Svarer Du ypperstepræsten sådan?"
Joh 18:23 Jesus svarede ham: "Hvis Jeg har sagt noget galt, så påvis det gale - men hvis det var sandt, hvorfor slår du Mig da?"
Joh 18:24 Annas sendte Ham da bundet til Kajfas, ypperstepræsten.
Joh 18:25 Imens stod Simon Peter og varmede sig. De sagde da til ham: "Er du ikke også een af Hans disciple?" Han nægtede det og sagde: "Nej, det er jeg ikke!"
Joh 18:26 Een af ypperstepræstens tjenere, en slægtning til ham, som Peter havde hugget øret af, siger da: "Så jeg dig ikke selv sammen med Ham i haven?"
Joh 18:27 Peter nægtede da atter - og i det samme galede en hane!
Joh 18:28 De fører nu Jesus fra Kajfas til borgen; det var tidligt om morgenen. Men de gik ikke selv ind i borgen, for at de ikke skulle blive urene, så de ikke kunne spise påsken.
Joh 18:29 Pilatus gik derfor ud til dem og sagde: "Hvilket klagemål fører I mod Denne Mand?"
Joh 18:30 De svarede og sagde til ham: "Hvis ikke Han var En Forbryder, ville vi ikke overgive Ham til dig!"
Joh 18:31 Pilatus sagde da til dem: "Tag I Ham og døm Ham efter jeres Lov!" Da sagde jøderne til ham: "Vi har ikke lov til at slå nogen ihjel!",
Joh 18:32 for at Jesu Ord skulle opfyldes, Som Han havde sagt, da Han antydede, på hvilken måde, Han skulle dø.
Joh 18:33 Pilatus gik da atter ind i borgen, kaldte Jesus til sig og sagde til Ham: "Er Du jødernes Konge?"
Joh 18:34 Jesus svarede ham: "Spørger du sådan af dig selv, eller har andre sagt dig det om Mig?"
Joh 18:35 Pilatus svarede: "Jeg er vel ikke en jøde? Dit folk og ypperstepræsten har overgivet Dig til mig; hvad har Du gjort?"
Joh 18:36 Jesus svarede: "Mit Rige er ikke af denne verden! Hvis Mit Rige var af denne verden, ville Mine tjenere jo have kæmpet for, at Jeg ikke skulle overgives til jøderne - men nu er Mit Rige ikke [[af denne verden]]!"
Joh 18:37 Pilatus sagde da til Ham: "Du er dog altså En Konge?" Jesus svarede: "Du siger det selv! - Jeg er Konge! Dertil er Jeg født, og dertil er Jeg kommet til verden: for at Jeg skal vidne om sandheden. Enhver, som er af sandheden, hører Min røst!"
Joh 18:38 Pilatus siger til Ham: "Hvad er sandhed?" - og da han havde sagt dette, gik han atter ned til jøderne og siger til dem: "Jeg finder ingen skyld hos Ham!
Joh 18:39 Men det er en sædvane hos jer, at jeg løslader jer een i påsken; vil I nu, at jeg skal løslade jer Jødernes Konge?"
Joh 18:40 Da råbte alle igen og sagde: "Ikke Ham, nej, Barabbas!" - og Barabbas var en røver!
Joh 19:1 Pilatus tog derfor Jesus og piskede Ham.
Joh 19:2 Og soldaterne flettede en krone af torne, satte den på Hans hovede og hængte en kappe af purpur omkring Ham,
Joh 19:3 og de trådte frem for Ham og sagde: "Vær hilset, Jødernes Konge!" og slog Ham i ansigtet!
Joh 19:4 Pilatus gik da atter udenfor og siger til dem: "Se, jeg fører Ham herud til jer, for at I skal vide, at jeg ikke finder nogen skyld hos Ham!"
Joh 19:5 Jesus kom da ud med tornekronen og purpurkappen på; og [[Pilatus]] siger til dem: "Se: Mennesket!"
Joh 19:6 Men da ypperstepræsterne og tempelvagterne så Ham, råbte de og sagde: "Korsfæst, korsfæst!" Pilatus siger til dem: "Så tag I Ham og korsfæst Ham! Thi jeg finder ingen skyld hos Ham!"
Joh 19:7 Jøderne svarede ham: "Vi har en Lov, og efter vor Lov er Han skyldig at dø, fordi Han har gjort Sig Selv til Guds Søn!"
Joh 19:8 Da Pilatus nu hørte dette, blev han endnu mere bange,
Joh 19:9 og han gik atter ind i borgen og siger til Jesus: "Hvorfra er Du?" Men Jesus gav ham intet svar!
Joh 19:10 Pilatus siger da til Ham: "Svarer Du mig ikke? Veed Du ikke, at jeg har magt til at korsfæste Dig og magt til at løslade Dig?"
Joh 19:11 Jesus svarede ham: "Du ville ikke have nogen magt over Mig, hvis ikke den var givet Dig ovenfra! Derfor har han, som forrådte Mig til dig, større synd!"
Joh 19:12 Derefter søgte Pilatus at løslade Ham - men jøderne råbte og sagde: "Hvis du løslader Ham, er du ikke kejserens ven! Thi enhver, som gør sig selv til konge, fornægter kejseren!"
Joh 19:13 Da Pilatus hørte dette, førte han derfor Jesus ud og satte sig i dommersædet på et sted, der kaldes "Det Stenlagte", på hebraisk: "Gabbata".
Joh 19:14 Men det var beredelsesdagen til påsken, omtrent ved den sjette time - og han siger til jøderne: "Se: jeres Konge!"
Joh 19:15 Men de skreg: "Tag Ham bort! Tag Ham bort! Korsfæst Ham!" Pilatus siger til dem: "Skal jeg korsfæste jeres Konge?" Ypperstepræsterne svarede: "Vi har ingen anden konge end kejseren!"
Joh 19:16 Derfor overgav han Ham da til dem, for at Han skulle korsfæstes; de tog da Jesus og førte Ham bort.
Joh 19:17 Og idet Han Selv bar [[bjælken til]] Sit kors, gik Han ud til det, man kaldte "Hovedskalstedet", som på hebraisk kaldes "Golgata",
Joh 19:18 hvor de korsfæstede Ham og sammen med Ham to andre, een på den eene side og een på den anden, men Jesus i midten.
Joh 19:19 Pilatus havde også skrevet en indskrift og sat den over korset; der stod skrevet: "Jesus fra Nazaret, Jødernes Konge."
Joh 19:20 Denne indskrift læste nu mange af jøderne, fordi det sted, hvor Jesus blev korsfæstet, lå nær byen; og den var skrevet på hebraisk, græsk og latin.
Joh 19:21 Jødernes ypperstepræster sagde da til Pilatus: "Skriv ikke "Jødernes Konge", men: "Han sagde: "Jeg er Jødernes Konge". "
Joh 19:22 Pilatus svarede: "Hvad jeg skrev, dét skrev jeg!"
Joh 19:23 Da nu soldaterne havde korsfæstet Jesus, tog de Hans klæder og delte dem i fire dele - een del til hver soldat. Også kjortelen [[tog de]], men den var sømløs, vævet i eet stykke fra oven og ned.
Joh 19:24 De sagde da til hinanden: "Lad os ikke dele den, men kaste lod om, hvem den skal tilhøre" - for at Skriften skulle opfyldes, Som siger: "De delte Mine klæder mellem sig, og om Min kjortel kastede de lod!" Derfor gjorde soldaterne altså dette.
Joh 19:25 Men ved Jesu kors stod Hans moder og Hans moders søster, Maria, Klopas' hustru, og Maria Magdalena.
Joh 19:26 Da Jesus så Sin moder og dén discipel, Han elskede, stå dér, siger Han til Sin moder: "Kvinde, se: din søn!"
Joh 19:27 Derefter siger Han til disciplen: "Se: din moder!" Og fra dén time tog disciplen hende hjem til sig.
Joh 19:28 Derefter, da Jesus vidste, at alt nu er fuldført, for at Skriften skulle opfyldes, siger Han: "Jeg tørster!"
Joh 19:29 Der stod nu et kar fyldt med eddike; de fyldte da en svamp med eddike, satte den på en isopstængel og holdt de den op til Hans mund.
Joh 19:30 Da Jesus så havde taget imod eddiken, sagde Han: "Det er fuldbragt!" Og Han bøjede hovedet - og opgav Ånden.
Joh 19:31 Derefter spurgte jøderne Pilatus, om de måtte få knust deres ben og tage dem ned, eftersom det var beredelsesdag, så at legemerne ikke skulle blive på korset sabbaten over - thi denne sabbat var stor.
Joh 19:32 Derfor kom soldaterne og knuste benene på den første og den anden, som var korsfæstet sammen med Ham,
Joh 19:33 men da de kom til Jesus og så, at Han allerede var død, knuste de ikke Hans ben.
Joh 19:34 Men een af soldaterne stak sit spyd ind i Hans side, og strax flød der blod og vand ud.
Joh 19:35 Og han, som har set det, har bevidnet det, og hans vidnesbyrd er sandt. Og han veed, at han taler sandt, for at I skal tro!
Joh 19:36 Thi dette skete, for at Skriften skulle opfyldes: "Hans ben skal ikke knuses!",
Joh 19:37 og endnu et andet Skriftord siger: "De skal se hen til Ham, de har gennemstunget!"
Joh 19:38 Derefter spurgte Josef af Arimatæa - som var discipel af Jesus, dog kun i det skjulte, af frygt for jøderne - Pilatus, om han måtte tage Jesu legeme, og det tillod Pilatus; han gik da hen og tog Jesu legeme.
Joh 19:39 Også Nikodemus, som tidligere var kommet til Jesus om natten, kom, og han medbragte en blanding af myrra og aloe, omkring hundrede litra.
Joh 19:40 De tog så Jesu legeme og svøbte det i linklæder sammen med de vellugtende salver, som det er skik hos jøderne ved gravlæggelse.
Joh 19:41 Men ved stedet, hvor Han blev korsfæstet, var der en have, og i haven en ny grav, i hvilken endnu ingen var blevet gravlagt.
Joh 19:42 Der lagde de Jesus, på grund af jødernes beredelsesdag - fordi graven var så nær.
Joh 20:1 Men tidligt på den første dag i ugen kommer Maria Magdalena ud til graven, mens det endnu er mørkt, og hun ser, at stenen er taget bort fra graven!
Joh 20:2 Hun løber da hen til Simon Peter og til den anden discipel, ham, som Jesus elskede, og siger til dem: "De har taget HErren bort fra graven, og vi veed ikke, hvor de har lagt Ham!"
Joh 20:3 Peter og den anden discipel gik da ud og kom til graven;
Joh 20:4 de løb sammen, men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og kom først til graven.
Joh 20:5 Og da han bøjede sig ned, så han linklæderne ligge der - han gik dog ikke derind.
Joh 20:6 Så kommer også Peter efter ham, og han gik ind i graven og ser linklæderne ligge der;
Joh 20:7 også svededugen, som havde været om Hans hovede, [[så han]]; den lå dog ikke sammen med linklæderne, men sammenfoldet på et sted for sig selv.
Joh 20:8 Da gik også den anden discipel, som var kommet først, ind i graven - og han så og troede!
Joh 20:9 De havde nemlig endnu ikke forstået Skriften: at Han skulle opstå fra døde.
Joh 20:10 Disciplene gik da atter hjem.
Joh 20:11 Men Maria stod udenfor ved graven og græd. Som hun nu græd, bøjede hun sig ind i graven.
Joh 20:12 Og hun ser to engle i hvide klæder siddende, hvor Jesu legeme havde ligget, een ved hovedet og een ved fødderne.
Joh 20:13 Og de siger til hende: "Kvinde; hvorfor græder du?" Hun siger til dem: "Fordi de har taget min HErre, og jeg veed ikke, hvor de har lagt Ham."
Joh 20:14 Og da hun sagde dette, vendte hun sig om og ser Jesus stående der - dog vidste hun ikke, at det er Jesus.
Joh 20:15 Jesus siger til hende: "Kvinde; hvorfor græder du? Hvem søger du?" Da hun nu tror, at det er gartneren, siger hun til Ham: "Herre, hvis du har taget Ham, så sig mig, hvor du har lagt Ham, så vil jeg hente Ham!"
Joh 20:16 Jesus siger til hende: "Maria!" Da vender hun sig om og siger til Ham på hebraisk: "Rabbuni!", det betyder "Mester".
Joh 20:17 Jesus siger til hende: "Rør ikke ved Mig - thi Jeg er endnu ikke faret op til Min Fader! Men gå til Mine brødre og sig til dem: Jeg farer op til Min Fader og jeres Fader, ja, Min Gud og jeres Gud!"
Joh 20:18 Så kommer Maria Magdalena og melder disciplene, at hun har set HErren, og at Han havde sagt således til hende.
Joh 20:19 Da det nu blev aften, den første [[dag]] i ugen, og dørene, dér hvor disciplene var, var lukkede af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og siger til dem: "Fred være med jer!"
Joh 20:20 Og da Han havde sagt dette, viste Han dem Sine hænder og Sin side; derfor blev disciplene glade, fordi de så Herren!
Joh 20:21 Jesus sagde da atter til dem: "Fred være med jer! Ligesom Faderen har sendt Mig, således sender Jeg også jer!"
Joh 20:22 Og da Han havde sagt dette, åndede Han på dem og siger til dem: "Modtag Helligånden!
Joh 20:23 Hvem I forlader deres synder, er de forladt; og hvem I fastholder [[på deres synder]], er de fastholdte [[på]]!"
Joh 20:24 Men Thomas, een af de tolv, som kaldes "Didymus", var ikke sammen med dem, da Jesus kom.
Joh 20:25 De andre disciple sagde da til ham: "Vi har set HErren!" Men han sagde til dem: "Hvis ikke jeg får set naglemærkerne i Hans hænder, ja, stikker min finger i naglemærket og stikker min hånd i Hans side, vil jeg ikke tro!"
Joh 20:26 Otte dage efter var Hans disciple atter samlede dér, og Thomas var sammen med dem. Da kommer Jesus - [[selvom]] dørene var lukkede - og stod midt iblandt dem og sagde: "Fred være med jer!"
Joh 20:27 Derefter siger Han til Thomas: "Ræk din finger frem; se: Mine hænder! Og ræk din hånd frem og stik den i Min side! - og vær ikke vantro, nej, tro!"
Joh 20:28 Thomas svarede og sagde til Ham: "Min HErre, ja, min Gud!!"
Joh 20:29 Jesus siger til ham: "Fordi du har set Mig, Thomas, tror du! Salige er de, som ikke har set og dog tror!"
Joh 20:30 Jesus gjorde imidlertid også for Sine disciples øjne mange andre tegn, som ikke er nedskrevne i Denne Bog;
Joh 20:31 men disse er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds Søn, og for at I, når I tror, skal have evigt liv i Hans navn!
Joh 21:1 Siden åbenbarede Jesus Sig atter for disciplene ved Tiberias Sø; og Han åbenbarede Sig således:
Joh 21:2 Simon Peter og Thomas, som kaldes "Didymus", og Natanael fra Kana i Galilæa og Zebedæussønnerne og to andre af Hans disciple var sammen.
Joh 21:3 Simon Peter siger til dem: "Jeg tager ud at fiske!" De siger til ham: "Vi kommer også med dig", og de drog ud og steg strax op i bådene - men den nat fangede de intet.
Joh 21:4 Da det nu blev daggry, stod Jesus på stranden; disciplene vidste dog ikke, at det er Ham.
Joh 21:5 Jesus siger da til dem: "Børnlille! I har vel ikke noget at spise?" De svarede Ham: "Nej!"
Joh 21:6 Han sagde da til dem: "Kast garnet ud på højre side af båden, og I skal få!" De kastede så ud - og nu magtede de ikke længere at trække garnene ind, så mange fisk var der!
Joh 21:7 Da siger den discipel, Jesus elskede, til Peter: "Det er HErren!" Da Simon Peter nu hørte, at det er HErren, bandt han kappen op om sig - han var nemlig nøgen - og kastede sig i søen.
Joh 21:8 De andre disciple kom efter i båden, thi de var ikke langt fra land, blot omkring to hundrede alen, og de slæbte garnet med fiskene efter sig.
Joh 21:9 Da de nu gik op på stranden, ser de et bål dér, og på det lå fisk og brød.
Joh 21:10 Jesus siger til dem: "Kom med nogle af de fisk, I lige har fanget."
Joh 21:11 Simon Peter gik så hen og trak garnet op på stranden, og det var fuldt af store fisk: et hundrede og treoghalvtreds! Og skønt der var så mange, var garnet ikke revnet.
Joh 21:12 Jesus siger til dem: "Kom og spis morgenmåltid!" Ingen af disciplene vovede at spørge Ham: "Hvem er Du?", for de havde erkendt, at det er HErren.
Joh 21:13 Jesus kommer så og tager brødet og giver dem det, ligeså også fiskene.
Joh 21:14 Dette var nu tredje gang, Jesus åbenbaredes for Sine disciple, efter at Han var opstået fra døde.
Joh 21:15 Da de nu spiste morgenmad, siger Jesus til Simon Peter: "Simon, Johannes' søn; elsker du Mig mere end de andre?" Han siger til Ham: "Ja, HErre! Du veed, at jeg holder af Dig!" Han siger til ham: "Vogt Mine lam!"
Joh 21:16 Atter, anden gang, siger Han til ham: "Simon, Johannes' søn: elsker du Mig?" Han svarer Ham: "Ja, HErre! Du veed, at jeg holder af Dig!" Han siger til ham: "Vogt Mine får!"
Joh 21:17 Han spørger ham så tredje gang: "Simon, Johannes' søn: holder du af Mig?" Peter blev ked af det, fordi Han for tredje gang spurgte ham: "Holder du af Mig?", og han siger til Ham: "HErre! Du veed alt! Du veed, at jeg holder af Dig!" Jesus siger til ham: "Vogt Mine lam!
Joh 21:18 Sandelig, sandelig, Jeg siger dig: da du var yngre, bandt du selv op om dig og gik hen, hvor du ville. Men når du bliver gammel, skal du række dine hænder frem, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil!"
Joh 21:19 Dette sagde Han for at antyde, med hvilken slags død, han skulle ære Gud! Og da Han havde sagt dette, siger Han til ham: "Følg Mig!"
Joh 21:20 Da Peter vendte sig om, ser han den discipel, som Jesus elskede, følge efter, han, som havde ligget ved Hans bryst under [[påske-]]måltidet og spurgt: "HErre! Hvem er det, som forråder Dig?"
Joh 21:21 Da nu Peter så ham, siger han til Jesus: "HErre! Hvad med ham?"
Joh 21:22 Jesus svarer ham: "Hvis Jeg vil, at han skal leve, indtil Jeg kommer, hvad angår det da dig? Følg du Mig!"
Joh 21:23 Derfor kom det ord ud blandt brødrene, at denne discipel ikke skulle dø; Jesus havde dog ikke sagt til ham, at han ikke skulle dø, men: "Hvis Jeg vil, at han skal leve, indtil Jeg kommer, hvad angår det da dig"!
Joh 21:24 Det er dén discipel, som vidner om disse ting, og som har nedskrevet dem. Og vi veed, at hans vidnesbyrd er sandt!
Joh 21:25 Der er også mange andre ting, Jesus gjorde, og hvis hver enkelt af dem skulle nedskrives, tror jeg ikke, at hele verden ville kunne rumme de bøger, der da måtte skrives! Amen! --- [... efter Johannes]
Act 1:1 I min første beretning fortalte jeg dig, o Teofilus, om alt, hvad Jesus gjorde og lærte fra begyndelsen
Act 1:2 og indtil den dag, da Han blev optaget efter at have givet befalinger til de apostle, Han havde udvalgt ved Helligånden,
Act 1:3 disse apostle, for hvem Han også, med samt mange andre vidner, havde åbenbaret Sig Selv Som Den Levende, efter at Han havde lidt, idet Han gennem fyrre dage lod Sig se af dem og talte til dem om Guds Rige.
Act 1:4 Da Han engang spiste sammen med dem, befalede Han dem: "I skal ikke vige fra Jerusalem, men afvente Det, Faderen har lovet, og Som I har hørt Mig tale om!
Act 1:5 Thi Johannes døbte med vand, men I skal om ikke mange dage døbes med Helligånd!"
Act 1:6 De, som da var samlede, spurgte Ham og sagde: "HErre; er tiden nu kommet, da Du genrejser Riget for Israel?"
Act 1:7 Men Han svarede dem: "Det er ikke op til jer at kende tider eller tidspunkter, som Faderen har fastsat i Sin Egen magt;
Act 1:8 men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være Mine vidner, både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria, ja, indtil jordens ende!"
Act 1:9 Og da Han havde sagt dette, blev Han optaget, mens de så det, og en sky tog Ham bort fra deres øjne.
Act 1:10 Mens de nu stirrede op mod himmelen, da Han fór bort, se: da stod to mænd i hvide klæder hos dem,
Act 1:11 og de sagde: "I galilæiske mænd! Hvorfor står I og stirrer op mod himmelen? Denne Jesus, Som blev optaget fra jer til Himmelen, Han skal komme igen på samme måde, som I så Ham fare op til Himmelen!"
Act 1:12 Så vendte de tilbage til Jerusalem fra dét bjerg, som kaldes "Olietræernes", og som ligger nær Jerusalem, en sabbatsvej derfra.
Act 1:13 Og da de var kommet derind, gik de til ovensalen, hvor de holdt til, både Peter og Jakob og Johannes og Andreas, Filip og Thomas, Bartholomæus og Mattæus, Jakob, Alfæus' søn, og Simon Zelotes og Judas, Jakobs søn.
Act 1:14 Alle disse tog vedholdende og samdrægtigt del i tilbedelsen og bønnen sammen med nogle kvinder og Maria, Jesu moder, og sammen med Hans brødre.
Act 1:15 I de dage stod Peter frem midt iblandt disciplene - som efterhånden var mange, omkring ethundredeogtyve, samlet i Det samme Navn - og sagde:
Act 1:16 "I Mænd, brødre! Dét Skriftord måtte opfyldes, som Helligånden forud havde talt ved Davids mund, om Judas, som var vejviser for dem, der pågreb Jesus;
Act 1:17 han blev jo regnet med blandt os, og han havde fået del i dette embede.
Act 1:18 Han købte imidlertid en jordlod for uretfærdighedens løn, og da han styrtede hovedkulds ned, brast han midtover, så alle hans indvolde væltede ud!
Act 1:19 Og dette blev kendt af alle, som boede i Jerusalem, så at denne jordlod på deres sprog kaldes "Hakeldama", det betyder "Blodager".
Act 1:20 Thi det er skrevet i Salmernes Bog: "Lad hans gård blive øde, og lad ikke nogen bo der!" Og: "Lad en anden få hans [[bispe]]embede!"
Act 1:21 Derfor bør altså een af de mænd, som har fulgt med os gennem al den tid, i hvilken HErren Jesus gik ind og ud hos os,
Act 1:22 lige fra Johannes' dåb og indtil den dag, da Han blev optaget fra os - een af disse må sammen med os være vidne om Hans opstandelse."
Act 1:23 De stillede så to frem: Josef, som kaldtes Barsabbas og også havde tilnavnet Justus, og Mattias.
Act 1:24 Så bad de og sagde: "Du, HErre, alles Hjertekender, vis os, hvem af disse to, Du udvælger
Act 1:25 til at få del i denne apostolembedets tjeneste, fra hvilken Judas udtrådte og gik bort til sit eget sted!"
Act 1:26 Og de kastede lod, og loddet faldt på Mattias, og han blev regnet med som apostel sammen med de elleve.
Act 2:1 Og da pinsedag kom, var de alle samlede på det samme sted.
Act 2:2 Og pludselig lød der fra Himmelen en brusen som af et vældigt åndepust, og den fyldte hele huset, hvor de sad.
Act 2:3 Og der viste sig for dem tunger som af ild, der delte sig og satte sig på hver enkelt af dem.
Act 2:4 Og alle fyldtes af Helligånden og begyndte at tale i andre tungemål, eftersom Ånden gav dem at tale.
Act 2:5 Der boede nu i Jerusalem jøder, gudfrygtige mænd, fra ethvert folk under himmelen.
Act 2:6 Da nu denne lyd kom, stimlede folk sammen, og de blev forvirrede, fordi hver og een af dem hørte [[apostlene]] tale på sit eget sprog.
Act 2:7 Og de blev alle ude af sig selv, undrede sig og sagde til hinanden: "Se: er ikke alle de, som taler, galilæere?
Act 2:8 Hvordan kan enhver af os da høre dem tale på vort eget [[modersmål]],
Act 2:9 vi partere og medere og elamitter og de, som bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og Asien,
Act 2:10 Frygien og Pamfylien, Ægypten og Libyens egne omkring Kyrene, og de tilrejsende romere, jøder og proselytter,
Act 2:11 kretere og arabere - vi hører dem jo tale på vore tungemål om Guds storhed?"
Act 2:12 Alle var de ude af sig selv og i vildrede, og den eene sagde til den anden: "Hvad kan dette vel være?"
Act 2:13 Men andre sagde spottende: "De er fulde af ny vin!"
Act 2:14 Men Peter trådte frem sammen med de elleve, opløftede sin røst og sagde: "Jødiske mænd og alle I, som bor i Jerusalem: Lad dette kendes iblandt jer, og lån øre til mine Ord:
Act 2:15 disse mænd er ikke fulde, som I mener - det er jo kun den tredje time på dagen!
Act 2:16 Nej, her [[opfyldes]] dét, som er talt ved profeten Joel:
Act 2:17 "Og det skal ske i de sidste dage, siger Gud, at Jeg vil udgyde af Min Ånd over alt kød, og jeres sønner og jeres døtre skal tale profetisk, og de unge iblandt jer skal se syner, og de gamle hos jer skal have drømme;
Act 2:18 ja, endog over Mine trælle og over Mine trælkvinder vil Jeg i de dage udgyde af Min Ånd, og de skal tale profetisk!
Act 2:19 Og Jeg vil lade ske undere på himmelen deroppe og tegn på jorden hernede, blod og ild og skyer af røg!
Act 2:20 Solen skal forvandles til mørke og månen til blod, førend HErrens Dag, Den store og herlige, kommer!
Act 2:21 Og det skal ske, at enhver, som påkalder HErrens navn, skal blive frelst!"
Act 2:22 Israelitiske mænd, hør disse Ord: Jesus fra Nazaret, En Mand, [[Som er blevet]] udpeget for jer af Gud ved kraftgerninger og undere og tegn, Som Gud gjorde ved Ham iblandt jer, som I selv veed,
Act 2:23 Han, Som ved Guds fastsatte råd og forudviden blev forrådt, og Som I dræbte, idet I ved hedningers hjælp hængte Ham op [[på korset]],
Act 2:24 Ham oprejste Gud og løste Ham dermed ud af dødens veer, da det ikke var muligt for døden at fastholde Ham,
Act 2:25 thi David siger om Ham: "Jeg havde altid HErren for øje, thi Han er ved Min højre, for at Jeg ikke skal rokkes!
Act 2:26 Derfor frydedes Mit hjerte og Min tunge jublede, ja, endog Mit kød skal bo med håb!
Act 2:27 Thi Du vil ikke efterlade Min sjæl i Dødsriget, og Du vil ikke prisgive Din Hellige til at se forrådnelse!
Act 2:28 Du forkyndte Mig Livets veje, Du vil fylde Mig med fryd for Dit åsyn!"
Act 2:29 Brødre! Lad mig tale frit ud til jer om patriarken David: han er jo både død og gravlagt, og hans grav findes hos os den dag i dag.
Act 2:30 Da han nu var en profet og vidste, at Gud med en ed havde lovet ham at oprejse Kristus efter kødet blandt hans efterkommere og sætte Ham på hans trone,
Act 2:31 og da han forud havde set dette, talte han om Kristi opstandelse og sagde, at hverken skulle Hans sjæl blive efterladt i Dødsriget, ej heller skulle Hans kød se forrådnelse!
Act 2:32 Denne Jesus har Gud oprejst - derpå er vi alle vidner!
Act 2:33 Efter nu at være blevet ophøjet ved Guds højre og af Faderen have modtaget Helligånden som lovet, har Han udgydt Denne, som I nu både ser og hører!
Act 2:34 Thi David er ikke faret op til Himmelen, men han siger selv: "HErren sagde til Min HErre: sæt Dig ved Min højre,
Act 2:35 indtil Jeg lægger Dine fjender som skammel for Dine fødder!"
Act 2:36 Lad derfor hele Israels hus vide for vist, at Denne Jesus, Som I korsfæstede, Ham har Gud gjort til både HErre og Kristus!"
Act 2:37 Da de havde hørt dette, stak det dem i hjertet, og de sagde til Peter og de andre apostle: "I mænd, brødre! Hvad skal vi gøre?"
Act 2:38 Peter svarede dem: "Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til syndernes forladelse, så skal I få Helligånden som Gave!
Act 2:39 Thi løftet gælder jer og jeres børn og alle, som er langt borte, så mange, som HErren vor Gud måtte kalde til Sig!"
Act 2:40 Også med andre Ord vidnede han og formanede dem og sagde: "Lad jer frelse fra denne vanartede slægt!"
Act 2:41 De, som nu med glæde tog imod hans Ord, blev døbt - og på denne dag lagdes omtrent tre tusinde sjæle til!
Act 2:42 Og de holdt fast ved apostlenes Lære og samfundet og brødsbrydelsen og bønnerne!
Act 2:43 Og der kom frygt over hver en sjæl, og der skete mange undere og tegn ved apostlene.
Act 2:44 Og alle, som troede, holdt sammen og havde alting fælles.
Act 2:45 Og de solgte [[deres]] ejendomme og gods og fordelte [[pengene]] til alle efter behov.
Act 2:46 De kom også dagligt samdrægtigt i templet, og i hjemmene brød de brødet og holdt måltid med fryd og i hjertets enfold
Act 2:47 og priste Gud - og de havde velvilje hos hele folket. Og HErren føjede dagligt nogle, som blev frelste,
Act 2:48 til Kirkens fællesskab.
Act 3:1 Peter og Johannes gik op til templet ved bønnens time, den niende,
Act 3:2 og en mand, [[der havde været]] lam fra moders liv, var blevet båret [[derhen]]. Han blev dagligt sat ved templets port, den, som kaldes "Den Skønne", for at bede om almisse af dem, som gik ind i templet.
Act 3:3 Han fik øje på Peter og Johannes, da de var på vej ind i templet, og bad dem om en almisse.
Act 3:4 Men Peter og Johannes så på ham, og Peter sagde: "Se på os!"
Act 3:5 Og han så på dem, fordi han ventede at få noget af dem.
Act 3:6 Men Peter sagde: "Sølv og guld ejer jeg ikke - men dét, jeg har, det giver jeg dig; I Jesu Kristi, Nazaræerens, navn: rejs dig og gå!"
Act 3:7 Og han tog ham ved højre hånd og rejste ham op; og strax styrkedes hans fødder og ankler,
Act 3:8 og han sprang ud [[af båren]] og stod op og gik omkring, og han fulgtes med dem ind i templet, mens han gik og sprang og priste Gud.
Act 3:9 Og hele folket så ham gå omkring og prise Gud.
Act 3:10 Og de genkendte ham, at det var ham, som for almissens skyld plejede at sidde ved templets "Skønne Port", og de fyldtes af forundring og var ude af sig selv over dét, som var sket med ham.
Act 3:11 Mens den helbredte lamme nu holdt sig til Peter og Johannes, stimlede hele folket i stor forundring sammen om dem ved den søjlegang, som kaldes "Salomons".
Act 3:12 Men da Peter så det, sagde han til folket: "Israelitiske mænd! Hvorfor undrer I jer over dette, eller hvorfor stirrer I på os, som om vi ved egen magt eller gudsfrygt har gjort, at han kan gå?
Act 3:13 Nej, Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud, vore fædres Gud, har herliggjort Sin Tjener Jesus, Som I forrådte og fornægtede for Pilatus' åsyn, da han havde dømt Ham til at løslades!
Act 3:14 Men I fornægtede Den Hellige og Retfærdige og bad om, at en mand - en morder! - skulle udleveres til jer,
Act 3:15 men Livets Fyrste dræbte I, Ham, Som Gud har oprejst fra døde; derom er vi vidner!
Act 3:16 Og ved troen på Hans navn har dette navn styrket denne [[mand]], som I ser og kender. Og troen, virket ved [[Jesus]], har givet ham førligheden tilbage for øjnene af jer alle!
Act 3:17 Og nu veed jeg vel, brødre, at I har handlet i uvidenhed, ligesom også jeres ledere.
Act 3:18 Men dét, som Gud forud har forkyndt gennem alle Sine profeters mund: at Kristus skulle lide, har Han således opfyldt.
Act 3:19 Angrer derfor og vend om, for at jeres synder kan blive slettet ud, så at HErren fra Sit åsyn må lade vederkvægelsens tider komme
Act 3:20 og sende Ham, Som forud er forkyndt jer, nemlig Jesus Kristus,
Act 3:21 Hvem Himmelen skal huse indtil tiden for altings genoprettelse, hvorom Gud har talt gennem alle Sine hellige profeters mund fra ældgammel tid!
Act 3:22 Thi Moses sagde jo til fædrene: "HErren skal oprejse jer En Profet som mig blandt jeres brødre; Ham skal I høre på i alt, hvad Han taler til jer!
Act 3:23 Og det skal ske, at enhver sjæl, som ikke hører på Denne Profet, skal udryddes af folket!"
Act 3:24 Og alle profeterne, både Samuel og de følgende, alle de, som har talt, har også forud bebudet disse dage.
Act 3:25 I er nu profeternes og Pagtens [[børn]], den, som Gud sluttede med vore fædre, da Han sagde til Abraham: "I din æt skal alle jordens slægter velsignes!"
Act 3:26 Til jer som de første sendte Gud Sin Tjener, Jesus, da Han havde oprejst Ham, for at velsigne jer, når I hver især vender om fra jeres onde gerninger!"
Act 4:1 Men mens de talte til folket, kom præsterne og anførerne for tempelvagten og saddukæerne over dem;
Act 4:2 de harmedes nemlig, fordi de lærte folket og forkyndte opstandelsen fra de døde i Jesu [[navn]].
Act 4:3 Og de lagde hånd på dem og holdt dem i forvaring til næste dag; det var nemlig allerede aften.
Act 4:4 Men mange af dem, som havde hørt Ordet, kom til tro, og tallet på dem nåede op på omkring fem tusinde.
Act 4:5 Men det skete dagen efter, at deres rådsherrer og præsterne og de skriftlærde samledes i Jerusalem,
Act 4:6 tillige med ypperstepræsten Annas og Kajfas og Johannes og Alexander og alle, som var af ypperstepræstelig slægt.
Act 4:7 Og de stillede dem frem i deres midte og spurgte dem: "Ved hvilken kraft eller i hvilket navn har I gjort dette?"
Act 4:8 Fyldt af Helligånden sagde Peter da til dem: "I folkets rådsherrer, Israels præster!
Act 4:9 Når vi idag på grund af en velgerning mod et sygt menneske bliver forhørt om, hvordan han er blevet frelst,
Act 4:10 så lad det være kendt for alle jer og for hele Israels folk, at det er ved Jesu Kristi, Nazaræerens navn, Han, Som I korsfæstede og Som Gud har oprejst fra døde - ved Ham står denne mand nu rask foran jer!
Act 4:11 [[Denne Jesus]] er "Den Sten, Som blev forkastet" af jer bygmestre, men Som "er blevet til Hovedhjørnestenen"!
Act 4:12 Og der er ikke frelse i nogen anden, thi der er ikke givet menneskene noget andet navn under Himmelen, i hvilket vi kan frelses!"
Act 4:13 Men da de så Peters og Johannes' frimodighed og mærkede, at de var ulærde og læge mænd, undrede de sig. Men så genkendte de dem [[og huskede]], at de havde været sammen med Jesus.
Act 4:14 Og da de desuden så manden, som var blevet helbredt, stå sammen med dem, kunne de ikke sige dem imod.
Act 4:15 De befalede dem da at gå ud af rådssalen og rådslog så med hverandre
Act 4:16 og sagde: "Hvad skal vi gøre med disse mænd? Nu er der jo sket et åbenbart tegn ved dem, klart for alle Jerusalems beboere, og vi kan ikke nægte det.
Act 4:17 Men for at det ikke skal brede sig endnu mere ud blandt folk, så lad os true dem til ikke mere at tale i dette navn til noget menneske."
Act 4:18 Så kaldte de dem ind igen og forbød dem strengt at tale eller lære i Jesu navn.
Act 4:19 Men Peter og Johannes svarede dem og sagde: "Er det ret for Gud at adlyde jer mere end Ham? Døm I selv!
Act 4:20 Thi vi kan ikke undlade at tale om dét, vi har set og hørt!"
Act 4:21 Da de havde truet dem yderligere, løslod de dem dog, fordi de ikke kunne finde ud af, hvordan de skulle straffe dem - på grund af folket, for alle priste Gud for det, der var sket.
Act 4:22 Manden, med hvem dette helbredelsestegn var sket, var nemlig mere end fyrre år.
Act 4:23 Men strax de var løsladt, gik de til deres egne og fortalte alt, hvad ypperstepræsterne og præsterne havde sagt til dem.
Act 4:24 De, som hørte det, løftede samdrægtigt deres røst til Gud og sagde: "HErre! Du er Den, Som har skabt Himmelen og jorden og havet og alt, som er i dem,
Act 4:25 Du, Som ved Helligånden gennem vor fader Davids, Din tjeners mund har sagt: "Hvorfor raser hedninger, og hvorfor grunder folk på unyttige ting?
Act 4:26 Jordens konger stod frem, og herskerne slog sig sammen mod HErren og mod Hans Salvede!"
Act 4:27 Ja, de har i sandhed i denne by slået sig sammen mod Din hellige Tjener, Jesus, Som Du har salvet, både Herodes og Pontius Pilatus, tillige med hedninger og Israels stammer,
Act 4:28 for at udføre alt dét, som Din hånd og Din rådslutning forud havde bestemt.
Act 4:29 Og nu, HErre: se til deres trusler og giv Dine tjenere med al frimodighed at tale Dit Ord,
Act 4:30 ja, udræk Din hånd, så at helbredelser og tegn og undere skal ske ved Din hellige Tjeners Jesu navn!"
Act 4:31 Og da de havde bedt, rystedes stedet, hvor de var samlede, og alle fyldtes med Helligånden og talte Guds Ord med frimodighed.
Act 4:32 Og alle de, som var kommet til tro, var eet hjerte og een sjæl, og ikke een eeneste kaldte noget af sin ejendom for sit eget, nej, de havde alting fælles.
Act 4:33 Og apostlene aflagde i stor kraft vidnesbyrd om HErren Jesu Kristi opstandelse, og stor nåde var over dem alle.
Act 4:34 Thi der var ikke nogen blandt dem, som manglede noget, for alle, som ejede marker eller huse, solgte dem og bragte salgssummen for de solgte ting
Act 4:35 og lagde den for apostlenes fødder; og der blev delt ud til enhver efter behov.
Act 4:36 Josef, som af apostlene blev kaldt Barnabas - det betyder "Trøstens søn" - en levit, kypriot af fødsel,
Act 4:37 havde også en mark; og da han havde solgt den, bragte han pengene og lagde dem for apostlenes fødder.
Act 5:1 Men en mand ved navn Ananias solgte sammen med sin kone Safira en ejendom,
Act 5:2 men stak noget af prisen til side - hans kone var medvidende om det - og han kom og lagde en del [[af pengene]] for apostlenes fødder.
Act 5:3 Da sagde Peter: "Ananias! Hvorfor har Satan fyldt dit hjerte, så du lyver for Helligånden og stikker noget af det, du fik for din mark, til side?
Act 5:4 [[Kunne du ikke have beholdt den, mens den var din]]? Og da den var solgt, kunne du da ikke selv bestemme [[over pengene]]? Hvorfor har du da i dit hjerte sat dig for at gøre dette? Det er jo ikke mennesker, du har løjet for, men Gud!
Act 5:5 Da Ananias hørte disse ord, faldt han om og døde, og der kom stor frygt over alle, som hørte det.
Act 5:6 Da rejste de unge sig, indsvøbte ham, bar ham ud og begravede ham.
Act 5:7 Men det skete omtrent tre timer senere, at også hans kone - som ikke vidste, hvad der var hændt - kom ind.
Act 5:8 Peter sagde da til hende: "Sig mig: er dette hele den sum, I solgte marken for?" Hun svarede: "Ja, så meget [[fik vi for den]]!"
Act 5:9 Men Peter sagde til hende: "Hvorfor er I dog blevet enige om at friste HErrens Ånd? Se: fodtrinene af dem, som har begravet din mand, lyder allerede uden for døren - de skal også bære dig ud!"
Act 5:10 I det samme faldt hun om for hans fødder og udåndede! Da de unge kom, fandt de hende død; de bar hende så ud og begravede hende ved siden af hendes mand.
Act 5:11 Da kom der stor frygt over hele Kirken og over alle, som hørte om dette.
Act 5:12 Men ved apostlenes hænder skete der mange tegn og undere blandt folket, og med enigt sind samledes de ofte i Salomons Søjlegang.
Act 5:13 Men ingen af de andre vovede at slutte sig til dem - og dog priste folket dem.
Act 5:14 [[Alligevel]] blev flere lagt til, hele skarer af mænd og kvinder, som troede på HErren,
Act 5:15 ja, folk bar endog de syge ud på gaderne og lagde dem på senge og bårer, når Peter kom, for at blot hans skygge kunne falde på nogle af dem.
Act 5:16 Endog fra de byer, som lå rundt omkring, strømmede folk i skarer til Jerusalem; de bar de syge og dem, som var plaget af urene ånder, med sig, og alle blev helbredt!
Act 5:17 Da stod ypperstepræsten frem sammen med alle, der holdt med ham; det var saddukæernes parti - og de var fulde af nidkærhed!
Act 5:18 De lagde hånd på apostlene og satte dem i fængsel.
Act 5:19 Men om natten åbnede en HErrens engel fængselets døre. Så førte han dem ud og sagde:
Act 5:20 "Gå ud, træd frem og forkynd i templet alle Disse Livets Ord for folket!"
Act 5:21 Da de havde hørt dette, gik de ved daggry ind i templet og underviste! Men da ypperstepræsten og hans følge kom til stede, sammenkaldte de Synedriet, hele præsterådet af Israels sønner. Så sendte de bud til fængselet, at [[fangerne]] skulle føres frem.
Act 5:22 Men da tjenerne kom til fængselet, fandt de ikke [[fangerne]] dér; de vendte da tilbage, meldte det
Act 5:23 og sagde: "Vi fandt ganske vist fængselet forsvarligt låst, og vagterne stående foran døren - men da vi åbnede, fandt vi ingen indenfor!"
Act 5:24 Da templets vagtchef og ypperstepræsterne hørte dette, blev de forvirrede og undrede sig over, hvad dette mon skulle betyde.
Act 5:25 Da kom der een og sagde til dem: "Se: de mænd, som I satte i fængsel, står i templet og lærer folket!"
Act 5:26 Vagtchefen gik så afsted sammen med tjenerne og hentede dem, dog ikke med magt, for de frygtede, at folket skulle stene dem!
Act 5:27 Da de så havde hentet dem, stillede de dem frem for Synedriet, og ypperstepræsten spurgte dem
Act 5:28 og sagde: "[[Forbød vi jer ikke udtrykkeligt]] at lære i dette navn? Og se: nu har I fyldt hele Jerusalem med jeres Lære, og I vil føre Denne Mands blod over os!"
Act 5:29 Men Peter og apostlene svarede og sagde: "Man bør adlyde Gud mere end mennesker!
Act 5:30 Vore fædres Gud har opvakt Jesus, Som I slog ihjel ved at hænge Ham op på et træ.
Act 5:31 Ham har Gud ophøjet til Hersker og Frelser ved Sin højre, for at give Israel omvendelse og syndernes forladelse!
Act 5:32 Og vi er Hans vidner om disse ting, ligesom Helligånden, Som Gud har givet til dem, der adlyder Ham."
Act 5:33 Da de hørte dette, blev de rasende og ville dræbe dem!
Act 5:34 Men da rejste der sig een i Synedriet, en farisæer ved navn Gamaliel, en lovlærer, der var agtet af hele folket; han bød, at apostlene skulle føres udenfor et øjeblik
Act 5:35 og sagde så til [[rådet]]: "Israelitiske mænd! Tænk nøje over, hvad I gør med disse mænd!
Act 5:36 Thi for en tid siden stod Teudas frem og hævdede, at han var noget særligt; og en flok mænd, omtrent fire hundrede, sluttede sig til ham. Så blev han dræbt, og alle hans tilhængere spredtes og forsvandt!
Act 5:37 Efter ham stod Judas, galilæeren, frem i indskrivningens dage og forledte mange folk til at følge sig - men også han mistede livet, og alle hans tilhængere blev spredt for alle vinde.
Act 5:38 Og nu siger jeg jer: hold jer fra disse mænd og lad dem være! For dersom dette forehavende eller dette værk er af mennesker, vil det gå i opløsning af sig selv!
Act 5:39 Men er det af Gud, vil I ikke kunne standse det - vogt jer, ellers kan det vise sig, at I kæmper mod Gud!"
Act 5:40 Og de overbevistes af ham! De kaldte så apostlene ind igen, piskede dem, forbød dem at tale i Jesu navn, og lod dem så gå.
Act 5:41 [[Disciplene]] glædede sig imidlertid, da de gik bort fra Synedriet, fordi de var fundet værdige til at blive vanæret for Hans navns skyld!
Act 5:42 Og de undlod ikke een eeneste dag at lære og forkynde Evangeliet om, at Jesus er Kristus, både i templet og i hjemmene.
Act 6:1 Men i disse dage, da antallet af disciple øgedes, begyndte [[de græsktalende jøder]] at brokke sig over [[de hebraisktalende]], fordi deres enker blev tilsidesat ved den daglige uddeling.
Act 6:2 Da kaldte de tolv hele discipelflokken sammen og sagde: "Det er ikke ret, at vi sætter Guds Ord tilside til fordel for tjenesten ved bordene.
Act 6:3 Vælg jer derfor, brødre, syv mænd iblandt jer, som har godt vidnesbyrd og er fulde af Helligånd og visdom, og som vi kan sætte til denne tjeneste.
Act 6:4 Vi vil så holde os til bønnen og Ordets tjeneste."
Act 6:5 Dette forslag vandt tilslutning hos hele flokken, og de udvalgte Stefanus, en mand fuld af Helligåndens tro, og Filip og Prokurus og Nikanor og Timon og Parmenas og Nikolaus, en proselyt fra Antiokia.
Act 6:6 Disse blev ført frem for apostlene, som bad og lagde hænderne på dem.
Act 6:7 Og Guds Ord havde fremgang, og antallet af disciple i Jerusalem øgedes stærkt, ja, endog en stor mængde af præsterne adlød troen!
Act 6:8 Men Stefanus, der var fuld af tro og kraft, gjorde store undere og tegn blandt folket.
Act 6:9 Da stod nogle fra dén synagoge, som kaldes "De frigivnes og kyrenæernes og alexandrinernes Synagoge" og nogle af dem fra Kilikien og Asien frem og diskuterede med Stefanus.
Act 6:10 De kunne dog ikke stå sig imod den Åndens visdom, hvormed han talte.
Act 6:11 Da overtalte de i hemmelighed nogle mænd til at sige: "Vi har hørt ham tale bespottelige ord mod Moses og mod Gud!"
Act 6:12 Således ophidsede de både folket og præsterne og de skriftlærde, og de greb ham og førte ham for Synedriet.
Act 6:13 Der fremførte de løgnagtige vidner, som sagde: "Denne mand taler ustandseligt bespottelige ord mod dette sted og mod Loven!
Act 6:14 Vi har nemlig hørt ham sige, at Denne Jesus fra Nazaret skal nedrive dette sted og forandre de skikke, Moses har overgivet os!"
Act 6:15 Og alle, som sad i Synedriet, stirrede på ham, og de så, at hans ansigt var som en engels.
Act 7:1 Men ypperstepræsten spurgte: "Er det virkelig således?"
Act 7:2 Stefanus svarede da: "I mænd, brødre og fædre, hør på mig: Herlighedens Gud viste Sig for vor fader, Abraham, da han var i Mesopotamien, før han havde bosat sig i Karan,
Act 7:3 og Han sagde til ham: "Drag ud fra dit land og din slægt og drag til dét land, som Jeg vil vise dig!"
Act 7:4 Han drog så ud fra kaldæernes land og bosatte sig i Karan, og efter at hans fader var død, flyttede [[Gud]] ham derfra til dette land, hvor I nu bor.
Act 7:5 Men Han gav ham ikke ejendom i det, ikke så meget som en fodsbred; Han lovede dog at give ham det i eje, ham og hans slægt efter ham - skønt han var barnløs.
Act 7:6 Og Gud sagde til ham: "Din æt skal bo som udlændinge i et fremmed land, og [[folket dér]] skal gøre dem til trælle og mishandle dem i fire hundrede år.
Act 7:7 Men folket, under hvilket de skal trælle, vil Jeg dømme", sagde Gud, "og derefter skal de drage ud, og de skal tjene Mig på dette sted."
Act 7:8 Og Han oprettede Omskærelsens Pagt med ham. Så avlede han Isak og omskar ham på den ottende dag. Og Isak avlede Jakob, og Jakob de tolv patriarker.
Act 7:9 Men da patriarkerne blev misundelige på Josef, solgte de ham til Ægypten - dog Gud var med ham
Act 7:10 og udfriede ham af alle hans trængsler og gav ham gunst og visdom, da han stod overfor Farao, Ægyptens konge, som satte ham til herre over Ægypten og hele sit hus.
Act 7:11 Men så kom der hungersnød over hele Ægyptens land og Kanaan, og nøden var stor; og vore fædre havde intet til livets ophold.
Act 7:12 Da Jakob så hørte, at der var korn i Ægypten, sendte han vore fædre derned første gang.
Act 7:13 Og anden gang gav Josef sig til kende for sine brødre, og Farao fik kendskab til Josefs herkomst.
Act 7:14 Josef sendte da bud og kaldte sin fader Jakob til sig tillige med hele hans slægt: femoghalvfjerds sjæle.
Act 7:15 Og Jakob drog ned til Ægypten; og han døde dér, både han selv og vore fædre.
Act 7:16 Og de blev flyttet til Sikem og blev lagt i dén grav, som Abraham havde købt for sølv af Hamors sønner i Sikem.
Act 7:17 Efterhånden som tiden nu nærmede sig, da Gud ville opfylde dét løfte, Han havde svoret Abraham, voxede folket og blev talrigt i Ægypten,
Act 7:18 indtil der fremstod en anden konge over Ægypten, een, som ikke huskede Josef.
Act 7:19 Og han overlistede vort folk og mishandlede vore fædre ved at tvinge dem til at sætte deres nyfødte ud, for at de ikke skulle voxe op.
Act 7:20 På denne tid fødtes Moses, som havde Guds velbehag. Han blev fostret tre måneder i sin faders hjem,
Act 7:21 men blev så sat ud, og Faraos datter tog ham op og opfostrede ham som sin egen søn.
Act 7:22 Og Moses blev oplært i al ægyptens visdom og var mægtig i ord og gerninger.
Act 7:23 Men da han var fyldt fyrre år, kom den tanke op i hans hjerte, at han skulle besøge sine brødre, Israels sønner.
Act 7:24 Og da han så een lide uret, hjalp han ham og hævnede ham, som var blevet mishandlet, ved at slå en ægypter ihjel.
Act 7:25 Og han troede, at hans brødre ville forstå, at Gud ved hans hånd ville udfri dem - men de forstod det ikke!
Act 7:26 Den følgende dag så han to, som sloges med hinanden, og han forsøgte at mægle mellem dem, idet han sagde: "I mænd! I er brødre! Hvorfor gør I hinanden uret?"
Act 7:27 Men han, som gjorde uret mod sin næste, stødte ham fra sig og sagde: "Hvem har sat dig til hersker og dommer over os?
Act 7:28 Du vil vel ikke dræbe mig, ligesom du igår dræbte ægypteren?"
Act 7:29 Dette svar fik Moses til at flygte. Og han slog sig ned som udlænding i landet Midjan, hvor han avlede to sønner.
Act 7:30 Og da fyrre år var gået, viste en HErrens engel sig for ham i ørkenen ved Sinajs Bjerg i en brændende tornebusk.
Act 7:31 Da Moses så det, undrede han sig over synet. Men da han gik hen for at se nøjere på det, kom HErrens røst til ham og sagde:
Act 7:32 "Jeg er dine fædres Gud, Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud" - da skælvede Moses af rædsel og vovede ikke at se derhen.
Act 7:33 Men HErren sagde til ham: "Tag dine sandaler af, thi det sted, du står på, er hellig jord!
Act 7:34 Jeg har set, hvordan Mit folk bliver mishandlet i Ægypten, og Jeg har hørt deres suk - men nu er Jeg steget ned for at udfri dem. Kom nu: Jeg vil sende dig til Ægypten!"
Act 7:35 Denne Moses, som de fornægtede, da de sagde: "Hvem har sat dig til hersker og dommer", ham sendte Gud som både hersker og udfrier ved den engel, som viste sig for ham i tornebusken.
Act 7:36 Og han førte dem ud, efter at have gjort undere og tegn både i Ægyptens land og ved Det røde Hav og i ørkenen i fyrre år.
Act 7:37 Han er den Moses, som har sagt til Israels sønner: "Gud HErren skal oprejse En Profet som mig blandt jeres brødre - hør Ham!"
Act 7:38 Det var også ham, som, dengang Kirken var i ørkenen, færdedes både sammen med en engel, som talte til ham på bjerget Sinai, og sammen med vore fædre, og han modtog levende Ord at give til os!
Act 7:39 Men vore fædre ville ikke adlyde ham, nej, de afviste ham og vendte i deres hjerter tilbage til Ægypten!
Act 7:40 Og de sagde til Aron: "Gør os guder, som kan drage foran os; thi vi veed ikke, hvad der er hændt med denne Moses, som førte os ud af Ægyptens land."
Act 7:41 I de dage lavede de så en kalv og frembar ofre til denne afgud og frydede sig over deres hænders værk.
Act 7:42 Da vendte Gud Sig fra dem og prisgav dem til at dyrke himmelens hær, som det er skrevet i Profetens Bog: "Mon I frembar Mig slagtofre og offergaver i de fyrre år i ørkenen, Israels hus?
Act 7:43 Nej, I tog Moloks bolig med jer, og jeres guds, Remfans, stjerne, de billeder, som I gjorde for at tilbede dem! Derfor vil Jeg føre jer bort til Babylon!"
Act 7:44 Blandt vore fædre i ørkenen var Vidnesbyrdets Telt, indrettet således som Han, Der havde talt med Moses, havde påbudt ham at lave Det, efter det forbillede, han havde set.
Act 7:45 Dette førte vore fædre også, da de havde overtaget Det, under Josva ind i dét land, som de erobrede fra hedningerne, som Gud fordrev fra vore fædres ansigt. [[Og således var det]] indtil Davids dage,
Act 7:46 han, som fandt nåde for Gud, og som bad om lov til at bygge Jakobs Gud en bolig.
Act 7:47 Men det blev Salomon, som byggede Ham et hus.
Act 7:48 Den Højeste bor dog ikke i templer, gjorte med hænder, som profeten siger:
Act 7:49 "Himmelen er Min trone og jorden Mine fødders skammel. Hvad slags hus vil I bygge Mig?" siger HErren, "eller hvor er det sted, hvor Jeg kan hvile?
Act 7:50 Er det ikke Min hånd, som har gjort alt dette?"
Act 7:51 I stivnakkede og uomskårne på hjerter og ører! I står altid Helligånden imod - som jeres fædre, så også I!
Act 7:52 Hvem af profeterne har jeres fædre ikke forfulgt? Og de dræbte dem, som forud forkyndte Den Retfærdiges komme, Ham, Som I nu har forrådt og slået ihjel,
Act 7:53 I, som har modtaget Loven ved engles pålæg - men som ikke har overholdt Den!"
Act 7:54 Da de hørte dette, skar det dem i hjertet, og de skar tænder mod ham.
Act 7:55 Men fuld af Helligånd så [[Stefanus]] op mod Himmelen, og dér så han Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre.
Act 7:56 Og han sagde: "Se, jeg ser Himmelen åben og Menneskets Søn stående ved Guds højre!"
Act 7:57 Da skreg de med høj røst, holdt sig for ørerne og styrtede alle som een over ham.
Act 7:58 Og de slæbte ham udenfor byen og stenede ham. Og vidnerne lagde deres klæder ved fødderne af en ung mand, som hed Saulus.
Act 7:59 Og mens de stenede Stefanus, bad han og sagde: "HErre Jesus! Tag imod min ånd!"
Act 7:60 Så sank han i knæ og råbte med høj røst: "HErre! Tilregn dem ikke denne synd!" Og da han havde sagt dette, sov han ind.
Act 8:1 Og Saulus samtykkede i drabet på ham! Samme dag brød en stor forfølgelse mod Kirken løs i Jerusalem, og alle undtagen apostlene spredtes rundt i Judæas og Samarias egne.
Act 8:2 Men nogle gudfrygtige mænd begravede Stefanus og holdt en stor dødeklage over ham.
Act 8:3 Men Saulus forsøgte at udrydde Kirken og trængte ind i hjem efter hjem og slæbte både mænd og kvinder ud og fik dem kastet i fængsel.
Act 8:4 De, som nu var blevet spredt, drog omkring og forkyndte Ordet!
Act 8:5 Således kom Filip ned til en by i Samaria og forkyndte dér Kristus.
Act 8:6 Og alle folk i mængden mærkede sig dét, Filip sagde, da de hørte det og så de tegn, han gjorde;
Act 8:7 thi mange af dem, som havde urene ånder, fór ånderne ud af under høje skrig, og mange, som havde været lamme eller halte, blev helbredt.
Act 8:8 Og der blev stor glæde i dén by.
Act 8:9 Men der var en mand ved navn Simon, som tidligere havde drevet trolddom i byen og forundret folket i Samaria, fordi han om sig selv sagde, at han var noget særligt.
Act 8:10 Ham lyttede alle til, fra den mindste til den største, og sagde: "Han har dén Guds kraft, som kaldes "Den Store"!"
Act 8:11 Og de lyttede til ham, fordi han i meget lang tid havde forundret dem med sine trolddomskunster.
Act 8:12 Men da de nu troede Filip, som forkyndte Evangeliet om Guds Rige og Jesu navn, lod de sig døbe, både mænd og kvinder.
Act 8:13 Ja, også Simon selv kom til tro, og da han var blevet døbt, holdt han sig til Filip. Og da han så både tegn og store kraftgerninger ske, blev han forundret.
Act 8:14 Men da apostlene i Jerusalem hørte, at Samaria havde taget imod Guds Ord, sendte de Peter og Johannes til dem.
Act 8:15 Da de kom derned, bad de for dem, at de måtte få Helligånden,
Act 8:16 thi Ånden var endnu ikke faldet på nogen af dem; de var blot døbt til HErren Jesu navn.
Act 8:17 Så lagde de hænderne på dem, og de fik Helligånden.
Act 8:18 Men da Simon så, at Ånden blev givet ved apostlenes håndspålæggelse, kom han med penge til dem
Act 8:19 og sagde: "Giv også mig denne magt, så at den, jeg lægger hænderne på, får Helligånden!"
Act 8:20 Men Peter sagde til ham: "Måtte både du selv og dit sølv gå til grunde, siden du mener at kunne købe Guds Gave for penge!
Act 8:21 Du har ikke lod eller del i Dette Ord, thi dit hjerte er ikke oprigtigt for Gud!
Act 8:22 Omvend dig derfor fra din ondskab og bed Gud HErren om, at dit hjertes indfald om muligt må blive dig tilgivet!
Act 8:23 Thi jeg ser, at du er bundet i bitterheds galde og uretfærdigheds lænker!"
Act 8:24 Men Simon svarede og sagde: "Bed I for mig til HErren, at intet af dét, I har sagt, må komme over mig!"
Act 8:25 Da de nu havde vidnet og talt HErrens Ord, vendte de tilbage til Jerusalem, idet de forkyndte Evangeliet i mange af samaritanernes landsbyer.
Act 8:26 Men en HErrens engel talte til Filip og sagde: "Rejs dig og drag mod syd ad den vej, der fører ned fra Jerusalem til Gaza; den er øde."
Act 8:27 Og han rejste sig og drog afsted. Og se: en etiopisk mand, een af etiopernes dronning Kandakes mægtige hofmænd - han var sat over hele hendes skatkammer - var kommet for at tilbede i Jerusalem.
Act 8:28 Han var nu på vej hjem og sad i sin vogn og læste profeten Esajas.
Act 8:29 Da sagde Ånden til Filip: "Gå hen og hold dig nær til denne vogn!"
Act 8:30 Men da Filip var løbet derhen, hørte han ham læse profeten Esajas. Han sagde da: "Forstår du også dét, du læser?"
Act 8:31 Men han svarede: "Hvordan skulle jeg kunne det, når ingen vejleder mig?" Han bad da Filip stige op og sætte sig hos ham.
Act 8:32 Det afsnit af Skriften, han læste, var dette: "Som et får førtes Han til slagtning, og som et lam er stumt overfor den, som klipper det, således åbner Han ikke Sin mund.
Act 8:33 I fornedrelsen borttoges Hans dom - hvem kan berette om Hans slægt? Thi Hans liv bliver taget bort fra jorden!"
Act 8:34 Hofmanden sagde da til Filip: "Jeg beder dig, sig mig: om hvem siger profeten dette - om sig selv eller om en anden?"
Act 8:35 Da tog Filip til orde, og idet han gik ud fra dette Skriftsted, forkyndte han ham Evangeliet om Jesus.
Act 8:36 Som de nu drog frem ad vejen, kom de til [[et sted, hvor der var]] vand. Hofmanden siger da: "Se: her er vand! Hvad er der til hinder for, at jeg bliver døbt?"
Act 8:37 Filip svarede: "Hvis du af hele hjertet tror, kan det ske!" Han svarede og sagde: "Jeg tror, at Jesus Kristus er Guds Søn!"
Act 8:38 Han bød så, at vognen skulle standse, og begge steg ned i vandet, både Filip og hofmanden, og han døbte ham.
Act 8:39 Men da de steg op af vandet, bortrykkede HErrens Ånd Filip, og hofmanden så ham ikke længere; men han drog videre med glæde.
Act 8:40 Filip blev senere set i Asdod; og mens han drog videre, forkyndte han Evangeliet i alle byer, indtil han kom til Kæsarea.
Act 9:1 Men Paulus fnyste stadig af trusler og mordlyst mod HErrens disciple. Han gik så til ypperstepræsten
Act 9:2 og udbad sig et brev fra ham til synagogerne i Damaskus, for at han, hvis han fandt nogen, der hørte til "Vejen", enten det var mænd eller kvinder, kunne føre dem i lænker til Jerusalem.
Act 9:3 Mens han nu rejste, skete det, da han nærmede sig Damaskus, at et lys fra Himmelen pludselig omstrålede ham!
Act 9:4 Han faldt da til jorden, og han hørte en røst, som sagde til ham: "Saul! Saul! Hvorfor forfølger du Mig?"
Act 9:5 Men han sagde: "Hvem er Du, HErre?" HErren svarede: "JEG ER Jesus, Som du forfølger! [[Det bliver]] hårdt for dig at stampe mod brodden!"
Act 9:6 Skælvende og undrende sagde han: "HErre! Hvad vil Du, at jeg skal gøre?" HErren sagde: "Rejs dig og gå ind i byen, så skal det blive sagt dig, hvad du skal gøre!"
Act 9:7 De mænd, som vandrede sammen med ham, stod målløse, fordi de nok hørte røsten, men ikke så nogen!
Act 9:8 Saulus rejste sig da - men da han åbnede sine øjne, kunne han intet se! De ledte ham da ved hånden og førte ham ind i Damaskus.
Act 9:9 Og i tre dage kunne han ikke se, og han hverken spiste eller drak.
Act 9:10 Nu var der i Damaskus en discipel ved navn Ananias. Til ham sagde HErren i et syn: "Ananias!" Og han svarede: "Se, her er jeg, HErre!"
Act 9:11 HErren sagde til ham: "Rejs dig og gå til den gade, der kaldes "Den Lige", og opsøg i Judas' hus en mand ved navn Saulus fra Tarsus - thi se: han beder!
Act 9:12 Og han har i et syn set en mand ved navn Ananias komme ind og lægge hænderne på ham, for at han skal få sit syn igen."
Act 9:13 Men Ananias svarede: "HErre! Jeg har hørt af mange om denne mand, hvor meget ondt han har gjort mod Dine hellige i Jerusalem!
Act 9:14 Og her har han fuldmagt fra ypperstepræsterne til at lægge alle, som påkalder Dit navn, i lænker."
Act 9:15 Men HErren sagde til ham: "Gå! thi han er et redskab, som Jeg har udvalgt til at bære Mit navn frem for hedningerne, ja, endog for konger og Israels sønner!
Act 9:16 Thi Jeg Selv skal vise ham, hvor meget han skal lide for Mit navn!"
Act 9:17 Ananias gik da afsted og kom ind i huset; og han lagde hænderne på ham og sagde: "Saul, broder! HErren Jesus, Som viste Sig for dig på vejen, ad hvilken du kom, har sendt mig for at du skal få synet igen og blive fyldt med Helligånd!"
Act 9:18 I det samme faldt der ligesom skæl fra hans øjne, og han kunne se! Og strax rejste han sig og blev døbt.
Act 9:19 Han tog så føde til sig og kom til kræfter. Og Saulus blev hos disciplene i Damaskus nogle dage.
Act 9:20 Og med det samme begyndte han at forkynde i synagogerne, at Jesus Kristus er Guds Søn!
Act 9:21 Men alle de, som hørte det, undrede sig og sagde: "Er det ikke ham, som i Jerusalem har prøvet at udrydde alle, som påkalder dette navn? Og kom han ikke hertil for at føre dem i lænker til ypperstepræsterne?"
Act 9:22 Men Saulus voxede i kraft og bragte de jøder, som boede i Damaskus, ud af fatning ved at bevise, at Jesus er Kristus.
Act 9:23 Et stykke tid derefter rådslog jøderne om at dræbe ham.
Act 9:24 Men Saulus fik kendskab til deres plan: at de endog bevogtede portene dag og nat, for at de kunne slå ham ihjel.
Act 9:25 Hans disciple tog ham da om natten og fik ham ud gennem muren ved at fire ham ned i en kurv.
Act 9:26 Da Saulus så kom til Jerusalem, forsøgte han at slutte sig til disciplene; men alle frygtede ham, fordi de ikke troede på, at han var en discipel.
Act 9:27 Men Barnabas tog sig af ham, førte ham til apostlene og fortalte dem, hvordan han på vejen havde set HErren, og at Han havde talt til ham, og hvor frimodigt han i Damaskus havde vidnet i Jesu navn.
Act 9:28 Derefter gik han ind og ud hos dem i Jerusalem, og han forkyndte frimodigt i HErren Jesu navn.
Act 9:29 Han talte og diskuterede med [[de græsktalende jøder]] - men de forsøgte at dræbe ham!
Act 9:30 Da brødrene erfarede dette, førte de ham ned til Kæsarea og udsendte ham til Tarsus.
Act 9:31 Imidlertid havde Kirken i hele Judæa og Galilæa og Samaria nu fred, og Den opbyggedes stadig mere i HErrens frygt, og ved Helligåndens formaning og trøst øgedes Den i tal.
Act 9:32 Og det skete, mens Peter rejste gennem alle [[byerne]], at han også kom til de hellige, der boede i Lydda.
Act 9:33 Dér mødte han en mand ved navn Æneas, der i otte år havde ligget til sengs, fordi han var lam.
Act 9:34 Peter sagde da til ham: "Æneas! Jesus Kristus helbreder dig! Rejs dig og red selv din seng!" - og strax stod han op!
Act 9:35 Og alle de, som boede i Lydda og Saron, så ham og vendte om til HErren.
Act 9:36 I Joppe var der en discipelinde ved navn Tabitha - det hedder [[på græsk]] "Dorkas"; hendes færd var fuld af gode gerninger, og hun gav mange almisser.
Act 9:37 Men det skete i de dage, at hun blev syg og døde; de vaskede hende da og lagde hende i en sal ovenpå.
Act 9:38 Da Lydda nu lå nær ved Joppe, og disciplene havde hørt, at Peter var dér, sendte de to mænd til ham for at bede ham om at komme til dem uden tøven.
Act 9:39 Da gjorde Peter sig rede og drog med dem. Da han kom frem, førte de ham ind i salen ovenpå, hvor alle enkerne stod omkring hende og græd. Og de viste ham de kjortler og kapper, som Dorkas havde lavet, mens hun var iblandt dem.
Act 9:40 Peter sendte dem da alle udenfor, og han bøjede knæene og tilbad; så vendte han sig mod liget og sagde: "Tabitha! Stå op!" Og hun åbnede sine øjne, og da hun så Peter, satte hun sig op.
Act 9:41 Han gav hende hånden og rejste hende op. Så kaldte han på de hellige og enkerne og stillede hende levende frem for dem.
Act 9:42 Dette blev nu kendt i hele Joppe, og mange kom til tro på HErren.
Act 9:43 Og det skete, at han blev i mange dage i Joppe hos en vis Simon, der var garver.
Act 10:1 Der var i Kæsarea en mand ved navn Kornelius, en hundredmandsfører af dén afdeling, som kaldes "Den Italiske";
Act 10:2 [[han var]] en from mand, som sammen med hele sit hus frygtede Gud, og som ofte gav store almisser til folket og altid bad til Gud.
Act 10:3 Han så [[en dag]] omtrent ved dagens niende time i et tydeligt syn en Guds engel, som kom til ham og sagde: "Kornelius!"
Act 10:4 Men han stirrede forfærdet på ham og sagde: "Hvad er der, HErre?" Engelen svarede ham: "Dine bønner og dine almisser er steget op for Guds åsyn til din ihukommelse!
Act 10:5 Send nu nogle mænd til Joppe og lad dem hente Simon, som kaldes Peter.
Act 10:6 Han er gæst hos en vis Simon Garver, der har et hus ved havet. Han vil sige dig, hvad du skal gøre."
Act 10:7 Da engelen, som havde talt til Kornelius, var gået, kaldte han to af sine tjenere til sig tillige med en gudfrygtig soldat af dem, der var i hans tjeneste.
Act 10:8 Og da han havde fortalt dem alt, sendte han dem til Joppe.
Act 10:9 Dagen efter, mens de på deres vandring nærmede sig byen, gik Peter ved den sjette time op på taget for at bede.
Act 10:10 Men han blev sulten og ville spise; mens de rettede an, faldt han dog i henrykkelse:
Act 10:11 han ser Himlene åbne og noget, som kom dalende ned: et fad, der lignede en stor linneddug, kom ned til ham, idet den blev sænket ned til jorden, fæstet i de fire hjørner.
Act 10:12 På den lå alle slags firføddede vilddyr og krybdyr på jorden og alle slags fugle under himmelen.
Act 10:13 Og en røst kom til ham: "Rejs dig, Peter, slagt og spis!"
Act 10:14 Men Peter sagde: "På ingen måde, HErre! Jeg har jo aldrig spist noget vanhelligt eller urent!"
Act 10:15 Og igen, for anden gang, lød røsten til ham: "Dét, Gud erklærer rent, skal du ikke kalde vanhelligt!"
Act 10:16 Dette skete tre gange, og strax efter blev dugen atter taget op til Himmelen.
Act 10:17 Mens Peter nu var i vildrede med sig selv og ikke vidste, hvad det syn, han havde set, skulle betyde, se: da stod de mænd, som var udsendt af Kornelius, og som havde opsporet huset, ved porten.
Act 10:18 Og de kaldte og spurgte: "Er Simon, som kaldes Peter, gæst her?"
Act 10:19 Og mens Peter grundede over synet, sagde Ånden til ham: "Se: tre mænd søger dig!
Act 10:20 Rejs dig nu og gå ned og følg med dem uden betænkelighed, thi det er Mig, Der har sendt dem!"
Act 10:21 Peter gik da ned til mændene, som var sendt fra Kornelius til ham, og sagde: "Se: jeg er den, I søger! Af hvilken grund er I kommet hertil?"
Act 10:22 De sagde: "Hundredmandsføreren Kornelius, en retfærdig og gudfrygtig mand, som har godt vidnesbyrd blandt alle jøderne, fik det budskab af en hellig engel, at han skulle lade dig hente til sit hjem og høre dine ord."
Act 10:23 Han bød dem derfor ind og tog imod dem som gæster. Dagen efter gjorde Peter sig så rede og drog afsted sammen med dem, og nogle af brødrene fra Joppe drog med ham.
Act 10:24 Næste dag kom de til Kæsarea, hvor Kornelius ventede dem; han havde kaldt sine slægtninge og de nærmeste venner sammen.
Act 10:25 Men det skete, da Peter var på vej ind, at Kornelius, som var gået ham imøde, faldt ned for hans fødder og tilbad ham.
Act 10:26 Men Peter rejste ham op og sagde: "Rejs dig op! Jeg er også blot et menneske!"
Act 10:27 Og mens han talte med ham gik han ind og fandt de mange, der var kommet sammen.
Act 10:28 Og han siger til dem: "I veed, hvor lovstridigt det er for en jødisk mand at omgås med eller besøge een af et andet folk; men Gud har vist mig, at jeg ikke skal kalde noget menneske vanhelligt eller urent!
Act 10:29 Derfor kom jeg også uden tøven, da jeg blev budsendt. Jeg spørger derfor: af hvilken grund har I sendt bud efter mig?"
Act 10:30 Kornelius svarede: "For fire dage siden ved den niende time fastede og bad jeg i mit hjem; og se: en mand stod for mig i lysende klædning
Act 10:31 og siger: "Kornelius! Din bøn er hørt og dine almisser ihukommet for Guds åsyn.
Act 10:32 Send derfor bud til Joppe og tilkald Simon, som også kaldes Peter. Han er gæst i Simon garverens hus ved havet. Når han kommer, skal han tale til dig."
Act 10:33 Derfor sendte jeg strax bud efter dig; og du gjorde ret i at komme hertil. Nu er vi altså alle samlede for Guds åsyn for at høre, hvad HErren har pålagt dig at sige."
Act 10:34 Peter tog da til orde og sagde: "I sandhed skønner jeg nu, at der hos Gud ikke er personsanseelse.
Act 10:35 Nej, i ethvert folk er den, som frygter Ham og øver retfærdighed, velbehagelig for Ham.
Act 10:36 Dét Ord, Som Han sendte til Israels sønner, da Han forkyndte Evangeliet om fred ved Jesus Kristus - Han er alles HErre -
Act 10:37 kender I: Dét Ord, Som er udgået over hele Judæa, begyndende i Galilæa efter den dåb, Johannes forkyndte,
Act 10:38 Dét, om at Jesus fra Nazaret er blev salvet af Gud med kraftens Helligånd, Han, Som vandrede omkring og gjorde vel og helbredte alle dem, som havde været underkuede af Djævelen; thi Gud var med Ham!
Act 10:39 Og vi er vidner om alt det, Han har gjort, både i jødernes land og i Jerusalem, Ham, som de dræbte ved at hænge Ham op på et træ!
Act 10:40 Men Gud oprejste Ham på den tredje dag, og lod Ham blive åbenbaret -
Act 10:41 dog ikke for alt folket, men kun for de vidner, som forud var udvalgte dertil af Gud, nemlig for os, som spiste og drak sammen med Ham, efter at Han var stået op fra døde.
Act 10:42 Og Han påbød os at forkynde for folket og vidne om, at Han er Den, Som Gud har udvalgt Som Dommer over levende og døde.
Act 10:43 Om Ham vidner alle profeterne, at enhver, som tror på Ham, skal få syndernes forladelse ved Hans navn."
Act 10:44 Endnu mens Peter talte Disse Ord, faldt Helligånden på alle dem, som hørte Ordet.
Act 10:45 Og alle de troende, som var omskårne og som var kommet sammen med Peter, blev forundrede over, at Helligåndens Gave nu også blev udgydt over hedningerne,
Act 10:46 thi de hørte dem tale i tunger og prise Gud! Da sagde Peter:
Act 10:47 "Kan nogen mon forbyde, at de bliver døbt i vand, disse, som nu har fået Helligånden, ligesom vi?"
Act 10:48 Han bød derfor, at de skulle døbes i HErrens navn. Derefter bad de ham om at blive hos dem nogle dage.
Act 11:1 Men apostlene og de brødre, som var i Judæa, fik nu at høre, at også hedningerne havde taget imod Guds Ord.
Act 11:2 Da Peter drog op til Jerusalem, gik de omskårne derfor i rette med ham
Act 11:3 og sagde: "Du er gået ind hos uomskårne mænd og har spist sammen med dem!"
Act 11:4 Da begyndte Peter at forklare dem det hele i sammenhæng og sagde:
Act 11:5 "Jeg var i byen Joppe og bad. Da så jeg i en henrykkelse et syn: en slags fad, der lignede en stor linneddug, blev sænket ned fra Himmelen i de fire hjørner, og det kom lige ned til mig.
Act 11:6 Jeg stirrede på det og så nøje efter, og jeg så alle jordens firføddede dyr, tamme og vilddyr og krybdyr og himlens fugle.
Act 11:7 Og jeg hørte også en røst, som sagde til mig: "Rejs dig, Peter, slagt og spis!"
Act 11:8 Men jeg sagde: "På ingen måde, HErre! Aldrig er jo noget urent eller vanhelligt kommet ind i min mund."
Act 11:9 Men røsten fra Himmelen kom for anden gang og svarede mig: "Dét, Gud erklærer for rent, skal du ikke kalde vanhelligt!"
Act 11:10 Dette skete tre gange, så blev det taget op til Himmelen igen.
Act 11:11 Og se: i det samme stod tre mænd ved huset, i hvilket jeg var; [[de var]] udsendte fra Kæsarea til mig.
Act 11:12 Ånden sagde til mig, at jeg skulle gå med dem uden betænkelighed. Og disse sex brødre fulgte mig, og vi gik ind i mandens hus.
Act 11:13 Han fortalte os så, hvordan han havde set en engel stå i sit hus og sige til ham: "Send nogle mænd til Joppe og hent Simon, som kaldes Peter.
Act 11:14 Han skal tale Ord til dig, ved Hvilke du og hele dit hus skal blive frelst."
Act 11:15 Og da jeg begyndte at tale, faldt Helligånden på dem, ligesom Han også gjorde på os i begyndelsen.
Act 11:16 Da kom jeg HErrens Ord i hu, da Han sagde: "Johannes døbte jer jo med vand, men I skal døbes med Helligånd."
Act 11:17 Hvis Gud da har givet dem den samme Gave, som også vi [[har fået]], da de kom til tro på HErren Jesus Kristus, hvem er jeg da, [[at jeg skulle være]] i stand til at stå Gud i vejen?"
Act 11:18 Da de hørte dette, faldt de til ro, priste Gud og sagde: "Så har Gud da også givet hedningerne omvendelse til Liv!"
Act 11:19 De, som var blevet spredt under den trængsel, som opstod i forbindelse med Stefanus, drog nu omkring lige til Fønikien og Kypern og Antiokia - de talte dog ikke Ordet til andre end jøder.
Act 11:20 Men der var iblandt dem nogle kypriotiske og kyrenæiske mænd, som, da de kom til Antiokia, også talte til grækerne og forkyndte Evangeliet om HErren Jesus.
Act 11:21 Og HErrens hånd var med dem, og et stort antal kom til tro og omvendte sig til HErren.
Act 11:22 Rygtet om dette kom nu også Kirken i Jerusalem for øre, og de sendte Barnabas til Antiokia.
Act 11:23 Da han kom og så, hvor nådig Gud havde været, blev han glad og formanede alle til helhjertet at holde fast ved HErren.
Act 11:24 Thi han var en god mand og fuld af Helligånd og tro. Og en stor mængde blev vundet for HErren.
Act 11:25 Men Barnabas drog til Tarsus for at opsøge Saulus.
Act 11:26 Da han fandt ham, førte han ham til Antiokia. Og det skete, at de blev et helt år hos dem og samledes i kirken og underviste en ganske stor mængde. Det var også i Antiokia, disciplene først blev kaldt "kristne".
Act 11:27 Men i disse dage kom nogle profeter ned fra Jerusalem til Antiokia.
Act 11:28 Og een af dem ved navn Agabus rejste sig og varslede ved Ånden, at en stor hungersnød ville komme over hele verden - den kom da også, under kejser Claudius.
Act 11:29 Men disciplene besluttede, at enhver af dem, alt efter hvad han havde råd til, skulle sende noget til brødrene i Judæa.
Act 11:30 Dette gjorde de da også, og de sendte det med Barnabas og Saulus til præsterne.
Act 12:1 Men på denne tid lagde kong Herodes hånd på nogle af dem fra Kirken og mishandlede dem,
Act 12:2 og han dræbte Jakob, Johannes' broder, med sværd.
Act 12:3 Og da han så, at det var jøderne kært, fortsatte han og pågreb også Peter - det var i de usyrede [[brøds]] dage.
Act 12:4 Og da han havde pågrebet ham, satte han ham i fængsel, idet han overgav ham til fire vagtskifter, hvert på fire soldater, som skulle bevogte ham, da han ønskede efter påsken at føre ham frem for folke[[forsamlingen]].
Act 12:5 Peter blev nu holdt bevogtet i fængslet, men Kirken bad vedholdende for ham til Gud.
Act 12:6 Og natten før Herodes ville føre ham frem [[for domstolen]], sov Peter mellem to soldater, bundet med to lænker; udenfor dørene stod også vagter og bevogtede fængslet.
Act 12:7 Og se, med eet stod en HErrens engel der, og et lys strålede i rummet! Han stødte Peter i siden, vækkede ham og sagde: "Skynd dig at rejse dig!" - og i det samme faldt lænkerne af hans hænder!
Act 12:8 Engelen sagde så til ham: "Spænd bæltet og bind dine sandaler", og det gjorde han. Og han siger til ham: "Kast din kappe om dig og følg mig!"
Act 12:9 Da gik han ud og fulgte efter ham; han vidste dog ikke, at det var virkeligt, hvad der skete ved engelen, men troede, at det var et syn.
Act 12:10 De gik forbi både den første vagt og den anden og kom så til jernporten, som førte ud til byen; den åbnede sig for dem som af sig selv. Da de kom ud, gik de videre ned ad gaden - men pludselig forlod engelen ham!
Act 12:11 Da kom Peter til sig selv og sagde: "Nu veed jeg for vist, at HErren har udsendt Sin engel og friet mig ud af Herodes' hånd og fra alt det, som jødernes folk havde forventet!"
Act 12:12 Da han havde erkendt dette, gik han til Marias hus, moderen til Johannes, som også kaldes Markus, hvor mange var samlede og bad.
Act 12:13 Og da Peter bankede på døren til portrummet, gik en tjenestepige ved navn Rode ud for at høre, [[hvem det var]].
Act 12:14 Og da hun genkendte Peters stemme, glemte hun af bar glæde at åbne porten, men løb ind og fortalte, at Peter stod udenfor porten.
Act 12:15 Men de sagde til hende: "Du er gal!" Hun holdt dog stærkt fast på, at det var således; da sagde de: "Det er hans engel!"
Act 12:16 Imens blev Peter ved med at banke på. Da de så fik åbnet og så ham, blev de ude af sig selv af forundring.
Act 12:17 Men han gav tegn til dem med hånden om at tie, og så fortalte han dem, hvorledes HErren havde friet ham ud af fængslet. Så sagde han: "Fortæl dette til Jakob og brødrene" og gik så bort derfra og drog til et andet sted.
Act 12:18 Da det blev dag, var der et stort postyr blandt soldaterne, fordi [[de ikke vidste]], hvor Peter var blevet af!
Act 12:19 Og da Herodes eftersøgte ham og ikke fandt ham, forhørte han vagterne og bød, at de skulle føres bort [[og henrettes]]. Derefter drog han ned fra Jerusalem til Kæsarea og slog sig ned dér.
Act 12:20 Herodes havde længe været forbitret på tyrerne og sidonierne. De blev dog enige om at gå til ham, og da de havde fået Blastus, kongens kammerherre, på deres side, bad de om fred, fordi deres land blev forsynet fra de kongelige [[besiddelser]].
Act 12:21 På en fastsat dag iførte Herodes sig så sit kongelige skrud, satte sig på tronen og holdt en tale for dem.
Act 12:22 Og folket råbte: "[[Dette er]] en guds røst og ikke et menneskes!"
Act 12:23 Men i det samme slog en HErrens engel ham, fordi han ikke gav Gud æren, og han blev opædt af orm og døde!
Act 12:24 Men Guds Ord havde fremgang og spredtes vidt omkring.
Act 12:25 Og Barnabas og Saulus vendte tilbage, efter at de havde fuldført deres tjeneste i Jerusalem, og de tog Johannes, som også blev kaldt Markus, med sig.
Act 13:1 I Kirken i Antiokia var der nogle læreprofeter: både Barnabas og Simeon, som kaldtes Niger, og Lukius kyreneren og Manaen, fjerdingsfyrsten Herodes' fosterbroder, og Saulus.
Act 13:2 Da de engang var i færd med liturgien for HErren og var fastende, sagde Helligånden: "Udtag Mig både Barnabas og Saulus til dén tjeneste, Jeg har kaldet dem til!"
Act 13:3 Efter at de da havde fastet og bedt og lagt hænderne på dem, sendte de dem så afsted.
Act 13:4 Da de således var udsendte af Helligånden, drog de ned til Seleukia, og derfra sejlede de til Kypern.
Act 13:5 Og da de kom til Salamis, forkyndte de Guds Ord i jødernes synagoger. De havde også Johannes med som tjener.
Act 13:6 Men da de havde gennemvandret hele øen lige til Pafus, stødte de på en troldmand, en falsk, jødisk profet ved navn Barjesus;
Act 13:7 han holdt til hos prokonsulen Sergius Paulus, der var en forstandig mand. Han kaldte Barnabas og Saulus til sig og ønskede at høre Guds Ord.
Act 13:8 Men Elymas, troldmanden - thi dét hedder hans navn oversat - stod dem imod og søgte at hindre prokonsulen i at komme til troen.
Act 13:9 Men Saulus, som også blev kaldt Paulus, var fyldt af Helligånd; han så skarpt på ham
Act 13:10 og sagde: "Du, som er fuld af svig og al slags bedrag, du Djævelens søn, fjende af al retfærdighed, holder du aldrig op med at gøre HErrens rette veje krogede?
Act 13:11 Dog se: nu kommer HErrens hånd over dig, og du skal blive blind og ikke se solen, indtil en fastsat tid!" I det samme faldt der mulm og mørke over ham, og han famlede omkring sig og ledte efter nogen, der kunne lede ham ved hånden.
Act 13:12 Da prokonsulen så det, der skete, kom han til tro, idet han var slået af forundring over HErrens Lære.
Act 13:13 Paulus og hans ledsagere sejlede så ud fra Pafus og kom til Perge i Pamfylien. Dér forlod Johannes dem og vendte tilbage til Jerusalem.
Act 13:14 De andre drog videre fra Perge og kom til Antiokia i Pisidien. Da de var kommet, satte de sig på sabbatsdagen i synagogen.
Act 13:15 Efter oplæsningen af Loven og Profeterne sendte synagogeforstanderen så bud til dem og sagde: "I mænd, brødre! Hvis I har Et opbyggelsens Ord til folket, så sig frem!"
Act 13:16 Da rejste Paulus sig, gjorde tegn med hånden [[til stilhed]] og sagde: "I mænd, israelitter, og I andre, som frygter Gud, hør på mig:
Act 13:17 Dette folks, Israels Gud udvalgte vore fædre, og Han gjorde folket stort og mægtigt i udlændigheden i Ægyptens land. Og med løftet arm førte Han dem ud af landet.
Act 13:18 Og i omtrent fyrre år fandt Han Sig i deres opførsel i ørkenen!
Act 13:19 Og da Han havde udryddet syv folk i Kanaans land, gav Han dem landet i eje.
Act 13:20 Og efter dette - som varede omtrent 450 år - gav Han dem dommere indtil profeten Samuel.
Act 13:21 Derefter bad de om en konge, og Gud gav dem Saul, søn af Kis, en mand af Benjamins stamme, i fyrre år.
Act 13:22 Da Han så havde afsat ham, oprejste Han David som konge over dem. Og Han gav ham dette vidnesbyrd: "Jeg har fundet David, Isajs søn, en mand efter Mit hjerte, som i alle ting vil gøre Min vilje!"
Act 13:23 Af hans æt oprejste Gud efter Sit løfte En Frelser for Israel: nemlig Jesus,
Act 13:24 efter at Johannes forud, før [[Jesus]] trådte frem, havde forkyndt omvendelsesdåben for hele Israels folk.
Act 13:25 Men da Johannes var ved at fuldføre sit livsløb, sagde han: "Hvem mener I, at jeg er? Jeg er ikke DEN, DER ER! Men se: Han kommer efter mig, og jeg er end ikke værdig at løse sandalerne af Hans fødder!"
Act 13:26 Mænd, brødre, sønner af Abrahams æt og de andre iblandt jer, som frygter Gud: det var til jer, Ordet om denne frelse blev sendt!
Act 13:27 Thi de, som bor i Jerusalem og deres ledere kendte Ham ikke, men da de dømte Ham, opfyldte de profeternes ord, som bliver læst op hver eeneste sabbat!
Act 13:28 Og skønt de ikke fandt nogen årsag til død[[-sdom]], krævede de dog, at Pilatus skulle henrette Ham.
Act 13:29 Da de således havde opfyldt alt dét, som var skrevet om Ham, tog de Ham ned fra [[korsets]] træ og lagde Ham i en grav.
Act 13:30 Men Gud opvakte Ham fra døde,
Act 13:31 og i mange dage viste Han Sig for dem, som havde vandret sammen med Ham op fra Galilæa til Jerusalem, de, som nu er Hans vidner overfor folket.
Act 13:32 Og vi forkynder Dét Evangelium: at det løfte, som fædrene havde modtaget, har Gud opfyldt for os, deres børn, da Han oprejste Jesus,
Act 13:33 som det også er skrevet i den anden salme: "Du er Min Søn, Jeg har født Dig i dag!"
Act 13:34 Men at Han har oprejst Ham fra døde, så Han aldrig mere skal vende tilbage til forrådnelse, dét har Han sagt således: "Jeg vil give jer de hellige og ubrydelige løfter, som David fik!"
Act 13:35 Derfor siger Han også et andet sted: "Du skal ikke lade Din Hellige se forrådnelse!"
Act 13:36 Thi David sov jo ind, efter at han i sin levetid havde tjent efter Guds vilje, og han blev gravlagt hos sine fædre og så forrådnelse.
Act 13:37 Men Han, Som Gud opvakte, så ikke forrådnelse!
Act 13:38 Derfor skal I vide, I mænd, brødre, at ved Ham forkyndes syndernes forladelse for jer!
Act 13:39 Og alt dét, som I ikke kunne blive retfærdiggjort fra ved Mose Lov, det bliver enhver, som tror, retfærdiggjort fra i Ham!
Act 13:40 Se derfor til, at det, profeterne har sagt, ikke kommer over jer:
Act 13:41 "Se, I foragtere, og undrer jer og gå til grunde! Thi en gerning gør Jeg i jeres dage, en gerning, som I ikke ville tro, hvis nogen fortalte jer om den"!"
Act 13:42 Men da jøderne gik ud af synagogen, blev de opfordret af folket til også den følgende sabbat at tale Disse Ord til dem.
Act 13:43 Da synagogemødet var omme, fulgte mange af jøderne og af de fromme proselytter med Paulus og Barnabas. De talte da igen til dem og formanede dem til at forblive i Guds nåde.
Act 13:44 Og sabbaten efter samledes næsten hele byen igen for at høre HErrens Ord.
Act 13:45 Men da jøderne så mængderne, blev de fyldte af nidkærhed og modsagde og spottede alt det, Paulus sagde.
Act 13:46 Men både Paulus og Barnabas talte frimodigt og sagde: "Det var nødvendigt, at Guds Ord først blev forkyndt for jer - men siden I afviser Det og dømmer jer selv uværdige til det evige liv, se: så vender vi os til hedningerne!
Act 13:47 Thi således har HErren befalet os det: "Jeg har sat Dig til et Lys for hedningerne, for at Du skal være til frelse lige til jordens ende"!"
Act 13:48 Da [[hedningerne]] hørte dette, jublede de og lovpriste HErrens Ord, og de kom til tro, alle de, som var bestemte til evigt liv.
Act 13:49 Og HErrens Ord spredtes ud over hele landet.
Act 13:50 Men jøderne ophidsede de fornemme kvinder, som holdt sig til jødernes tro, og de ansete og byens fornemste mænd og fik en forfølgelse mod Paulus og Barnabas i stand og drev dem bort fra deres områder!
Act 13:51 Så rystede de støvet af deres fødder mod dem og drog til Ikonium.
Act 13:52 Men disciplene fyldtes af Helligåndens glæde!
Act 14:1 Også i Ikonium skete det, at de kom sammen i jødernes synagoge og talte således, at en stor mængde af både jøderne og grækerne kom til tro.
Act 14:2 Men de ulydige jøder ophidsede og forbitrede hedningernes sjæle mod brødrene.
Act 14:3 De opholdt sig der imidlertid i lang tid og talte med frimodig tillid til HErren, Som stadfæstede Ordet om Sin nåde, idet Han lod både tegn og undere ske ved deres hænder.
Act 14:4 Men folket i byen splittedes; nogle holdt med jøderne, andre med apostlene.
Act 14:5 Hedningerne og jøderne med deres ledere sluttede sig da sammen for at mishandle og stene dem.
Act 14:6 Da de opdagede det, flygtede de til Lykaonien, til byerne Lystra og Derbe og landet deromkring;
Act 14:7 der opholdt de sig og forkyndte Evangeliet en tid.
Act 14:8 Nu var der i Lystra en mand, der sad og var kraftløs i sine fødder; han havde været lam fra moders liv og havde aldrig kunnet gå.
Act 14:9 Han hørte Paulus tale, og [[Paulus]] så fast på ham; og da han så, at han havde tro til at blive frelst,
Act 14:10 sagde han med høj røst: "Jeg siger dig i HErren Jesu Kristi navn: rejs dig op og stå på dine fødder!" Og strax sprang han op og gik omkring!
Act 14:11 Men da folket så det, Paulus havde gjort, opløftede de deres røst på lykaonisk og sagde: "Guderne er i menneskeskikkelse steget ned til os!"
Act 14:12 Og de kaldte så Barnabas for "Zeus" og Paulus for "Hermes", eftersom det var ham, der førte ordet.
Act 14:13 Også præsterne ved Zeus[[-templet]], som lå udenfor byen, bragte bekransede tyre til porten og ville ofre sammen med skaren.
Act 14:14 Men da apostlene Paulus og Barnabas hørte dét, sønderrev de deres klæder, løb folkemængden imøde, råbte
Act 14:15 og sagde: "I mænd! Hvad er det dog, I gør? Også vi er blot mennesker, ligesom I. Og vi forkynder jer Evangeliet, for at I skal omvende jer fra disse tomme [[afguder]] til DEN LEVENDE Gud, Som har skabt Himmelen og jorden og havet og alt, hvad der er i dem,
Act 14:16 Han, Som i de forgangne slægter lod alle hedningerne gå deres egne veje,
Act 14:17 men Som dog ikke undlod at give vidnesbyrd om Sig Selv, idet Han gjorde vel og gav jer regn fra himmelen og frugtbare tider og mættede jer med føde og jeres hjerter med glæde."
Act 14:18 Ved at sige dette afholdt de med nød og næppe folket fra at ofre til sig!
Act 14:19 Men fra Antiokia og Ikonium ankom der jøder, som overtalte folket til at stene Paulus; så slæbte de ham udenfor byen, fordi de troede, at han var død.
Act 14:20 Men da disciplene samlede sig om ham, rejste han sig og gik ind i byen. Og dagen efter drog han afsted sammen med Barnabas til Derbe.
Act 14:21 De forkyndte så Evangeliet dér i byen og vandt mange disciple og vendte så tilbage til Lystra, Ikonium og Antiokia,
Act 14:22 hvor de styrkede disciplenes sjæle og formanede dem til at forblive i troen ved at sige: "Vi må gennem mange trængsler gå ind i Guds Rige!"
Act 14:23 I hver menighed udvalgte de præster for dem, og efter at have bedt og fastet overgav de dem til HErren, Som de var kommet til tro på.
Act 14:24 Så drog de gennem Pisidien og kom til Pamfylien.
Act 14:25 Og da de havde talt Ordet i Perge, drog de ned til Attalia.
Act 14:26 Derfra sejlede de til Antiokia, hvorfra de var blevet udsendt og givet Guds nåde i vold for at gøre de gerninger, som de nu havde fuldført.
Act 14:27 Da de kom, samlede de Kirken og fortalte om alt dét, Gud havde gjort ved dem, og at Han havde åbnet hedningerne en dør til troen.
Act 14:28 Og de forblev der en ikke liden tid sammen med disciplene.
Act 15:1 Da kom nogle ned fra Judæa og lærte brødrene og sagde: "Hvis I ikke bliver omskåret efter Mose skik, kan I ikke blive frelst!"
Act 15:2 Der opstod derfor en del uenighed, og Paulus og Barnabas kom i heftige diskussioner med dem. Derfor vedtog de, at Paulus og Barnabas og nogle andre af dem skulle drage op til apostlene og præsterne i Jerusalem [[og tale med dem]] om dette spørgsmål.
Act 15:3 Da så menigheden havde fulgt dem på vej, drog de gennem både Fønikien og Samaria, idet de fortalte om hedningernes omvendelse, og det vakte stor glæde hos alle brødrene.
Act 15:4 Da de så kom til Jerusalem, blev de modtaget af Kirken og af apostlene og præsterne; og de fortalte om alt, hvad Gud ved dem havde gjort.
Act 15:5 Men nogle af dem fra farisæernes parti, der var kommet til troen, rejste sig da og sagde: "De må blive omskårne, og vi må pålægge dem at holde Mose Lov!"
Act 15:6 Men apostlene og præsterne samledes for at drøfte denne sag.
Act 15:7 Da der nu opstod en skarp diskussion, rejste Peter sig og sagde til dem: "I mænd, brødre! I veed, at Gud i de første dage blandt os udvalgte mig, for at hedningerne ved min mund skulle høre Evangeliets Ord og komme til troen!
Act 15:8 Og Gud, Hjertekenderen, har givet dem Sit vidnesbyrd ved at give Helligånden til dem, ligesom til os!
Act 15:9 Og Han har ikke gjort nogen forskel på os og dem, idet Han ved troen har renset også deres hjerter.
Act 15:10 Hvorfor frister I da Gud ved på disciplenes nakke at lægge et åg, som hverken vore fædre eller vi har været i stand til at bære?
Act 15:11 Nej, vi tror, at det er ved HErrens nåde, vi frelses, på samme måde som de!"
Act 15:12 Da tav hele forsamlingen og lyttede til Barnabas og Paulus, mens de fortalte om alle de tegn og undere, Gud ved dem havde gjort blandt hedningerne.
Act 15:13 Men da de havde talt, svarede Jakob og sagde: "I mænd, brødre! hør på mig!
Act 15:14 Simeon har fortalt mig, hvordan Gud fra begyndelsen sørgede for at udtage Sig et folk af hedninger, [[som skulle ære]] Hans navn.
Act 15:15 Og dette samstemmer med profeternes Ord, som det er skrevet:
Act 15:16 "Derefter vil Jeg vende tilbage og genopbygge Davids faldne bolig; og alt det, som er nedrevet hos hende, vil Jeg genopbygge, og Jeg vil genrejse den,
Act 15:17 så at de tiloversblevne skal søge HErren, ja, alle folk, over hvilke Mit navn er nævnet!", siger HErren, Som virker alt dette;
Act 15:18 - fra evighed af er alle Guds gerninger kendt af Ham!"
Act 15:19 Derfor mener jeg, at vi ikke skal gøre det for vanskeligt for de hedninger, som vender om til Gud,
Act 15:20 men blot skrive til dem, at de skal afholde sig fra det, der er besmittet af afguderne, og fra hor og [[kød af]] kvalte dyr og fra blod.
Act 15:21 Thi Moses har fra ældgamle tider i hver eneste by haft nogle, som forkynder ham, og han bliver oplæst på hver sabbat i synagogerne."
Act 15:22 Apostlene og præsterne vedtog da sammen med hele Kirken at udvælge nogle mænd iblandt sig og sende dem til Antiokia sammen med Paulus og Barnabas. [[De udvalgte]] Judas, som også kaldes Barsabbas, og Silas, [[som var]] ledende mænd blandt brødrene.
Act 15:23 Og med egen hånd skrev de dette brev [[og gav dem det med]]: "Apostlene og præsterne, jeres brødre, til brødrene af hedensk æt i Antiokia og Syrien og Kilikien: Vær hilset!
Act 15:24 Eftersom vi har hørt, at der er kommet nogle fra os og har forvirret jer med deres ord og foruroliget jeres sjæle ved at sige, at man skal omskæres og holde Loven, noget, som vi ikke har givet dem påbud om!,
Act 15:25 har vi eenstemmigt vedtaget at udvælge nogle mænd og sende dem til jer sammen med vore kære brødre Paulus og Barnabas,
Act 15:26 mænd, som har sat livet ind for vor HErres Jesu Kristi navns skyld.
Act 15:27 Vi har derfor sendt Judas og Silas, og de skal mundtligt kundgøre det for jer.
Act 15:28 Thi Helligånden og vi har besluttet ikke at pålægge jer nogen anden byrde, uden dette nødvendige:
Act 15:29 at I skal afstå fra afgudsofre og blod og [[kød af]] kvalte dyr og fra hor; vogter I jer for dette, handler i ret! Lev vel!"
Act 15:30 Mændene blev da sendt afsted og kom til Antiokia, og da de havde samlet folket, overgav de dem brevet.
Act 15:31 Da de havde læst det, glædede de sig over den trøst, [[det gav]].
Act 15:32 Og både Judas og Silas, som også var profeter, trøstede og styrkede brødrene med mange ord.
Act 15:33 Da de havde tilbragt en tid der, sendte brødrene dem afsted med fredshilsen til apostlene, som havde udsendt dem.
Act 15:34 Men Silas bestemte sig for at blive der.
Act 15:35 Paulus og Barnabas opholdt sig en tid i Antiokia, idet de sammen med mange andre underviste og forkyndte HErrens Ord.
Act 15:36 Efter nogle dage sagde Paulus så til Barnabas: "Lad os vende tilbage og besøge vore brødre i alle de byer, i hvilke vi har forkyndt HErrens Ord, og se, hvordan det går dem!"
Act 15:37 Men Barnabas ville tage Johannes, som kaldtes Markus, med.
Act 15:38 Paulus syntes dog ikke, at de skulle tage ham med, da han jo havde forladt dem i Pamfylien og ikke var gået sammen med dem ind i tjenesten.
Act 15:39 Der opstod da en så bitter strid mellem dem, at de skiltes fra hinanden. Barnabas tog da Markus med sig og sejlede til Kypern,
Act 15:40 men Paulus udvalgte Silas og drog afsted, efter at brødrene havde overgivet ham til HErrens nåde.
Act 15:41 Og han drog gennem Syrien og Kilikien og styrkede menighederne dér.
Act 16:1 Han kom også til Derbe og Lystra. Og se, der var en discipel ved navn Timoteus, søn af en troende jødisk kvinde og en græsk fader.
Act 16:2 Han havde godt vidnesbyrd fra brødrene i Lystra og Ikonium.
Act 16:3 Paulus ønskede, at han skulle rejse ud sammen med ham, og han lod ham omskære på grund af de jøder, som boede i disse egne; de vidste nemlig alle, at hans fader var græsk.
Act 16:4 Som de nu drog gennem byerne, pålagde de [[de troende]] at tage vare på de dogmer, som var vedtaget af apostlene og præsterne i Jerusalem.
Act 16:5 Og menighederne blev styrkede i troen og voxede i tal dag for dag.
Act 16:6 De drog så gennem Frygien og det galatiske land, fordi de af Helligånden blev hindret i at tale Ordet i Asien.
Act 16:7 Da de kom ned til Mysien, forsøgte de at drage til Bitynien; men Jesu Ånd tillod dem det ikke!
Act 16:8 Efter at være draget gennem Mysien, drog de så ned til Troas.
Act 16:9 Og om natten viste et syn sig for Paulus: det var en mand, en makedoner, som stod der og bønfaldt ham og sagde: "Kom over til Makedonien og hjælp os!"
Act 16:10 Da han havde set synet, forsøgte vi strax at drage til Makedonien, fordi vi skønnede, at HErren havde kaldet os til at forkynde Evangeliet for dem.
Act 16:11 Da vi derfor var sejlet fra Troas, sejlede vi direkte til Samotrake og dagen efter til Neapolis
Act 16:12 og derfra til Filippi, den første by i den del af Makedonien, en [[romersk]] koloni, og dér tilbragte vi nogle dage.
Act 16:13 På sabbatsdagen gik vi udenfor byporten, ud til en flod, hvor de plejede at holde bøn. Dér satte vi os og talte med de kvinder, som var kommet sammen.
Act 16:14 Og en kvinde ved navn Lydia, en purpurkræmmerske fra byen Tyatira, som dyrkede Gud efter jødernes tro, lyttede; HErren havde åbnet hendes hjerte, så hun gav agt på dèt, Paulus sagde.
Act 16:15 Da hun og hendes hus var blevet døbt, bad hun os og sagde: "Hvis I mener, at jeg tror på HErren, så kom til mit hjem og bo der!" - og hun nødte os!
Act 16:16 Men det skete, mens vi engang var på vej til bøn, at en tjenestepige, som var besat af en spådomsånd, kom os imøde; hun skaffede sine herrer et stort udbytte ved at spå.
Act 16:17 Hun fulgte efter Paulus og os, råbte og sagde: "Disse mennesker er Guds, Den Højestes tjenere, som forkynder os Frelsens Vej!"
Act 16:18 Dette gjorde hun i mange dage. Men Paulus blev irriteret og vendte sig mod ånden og sagde: "Jeg byder dig i Jesu Kristi navn at fare ud af hende!" Og i samme stund fór den ud af hende!
Act 16:19 Men da hendes herrer så, at deres håb om udbytte forsvandt, greb de fat i Paulus og Silas og slæbte dem ned til torvet for at stille dem for dommerne.
Act 16:20 Og de førte dem frem for embedsmændene og sagde: "Disse mennesker skaber uro i vor by; de er jøder,
Act 16:21 og de forkynder skikke, som vi ikke har lov at antage eller leve efter, eftersom vi er romere."
Act 16:22 Og folket rejste sig samdrægtigt imod dem; embedsmændene rev da klæderne af dem og bød, at de skulle piskes!
Act 16:23 Da de havde givet dem mange slag, kastede de dem i fængsel og befalede fangevogteren at tage omhyggeligt vare på dem.
Act 16:24 Da han havde fået denne befaling, kastede han dem i det inderste fangerum og fæstede deres fødder i stokken.
Act 16:25 Men hen imod midnat bad Paulus og Silas og sang hymner til Gud, og de andre fanger lyttede til dem.
Act 16:26 Da kom der pludselig et stort jordskælv, så fængselets grundvolde rystedes. Og strax åbnedes alle dørene og alles lænker faldt af!
Act 16:27 Da fangevogteren vågnede og så, at fængselets døre stod åbne, drog han sit sværd og ville tage sit eget liv, fordi han troede, at fangerne var flygtede.
Act 16:28 Men Paulus råbte med høj røst og sagde: "Gør ikke dig selv noget ondt, thi vi er her alle!"
Act 16:29 [[Fangevogteren]] bad da om lys og styrtede ind og faldt skælvende ned for Paulus og Silas,
Act 16:30 og han førte dem ud og spurgte: "Gode herrer! Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?"
Act 16:31 De svarede: "Tro på HErren Jesus Kristus, og du skal blive frelst, både du og dit hus!"
Act 16:32 Og de talte HErrens Ord til ham og til alle, som var i hans hus.
Act 16:33 Og i den samme time på natten tog han dem med og vaskede deres sår - og strax derefter lod han sig døbe med samt alle sine.
Act 16:34 Så førte han dem med til sit hjem og dækkede bord for dem, og han glædede sig over, at han med hele sit hus var kommet til tro på Gud.
Act 16:35 Da det blev dag, sendte embedsmændene bud med retsbetjentene og sagde: "Løslad disse mennesker!"
Act 16:36 Fangevogteren fortalte så dette til Paulus og sagde: "Embedsmændene har sendt bud om, at I skal løslades; kom derfor ud og gå i fred!"
Act 16:37 Men Paulus sagde til dem: "De har pisket os offentligt uden dom, skønt vi er romerske borgere, og kastet os i fængsel - og så vil de i hemmelighed sende os bort? Ikke tale om! Nej, lad dem selv komme og føre os ud!"
Act 16:38 Vagtmandskabet bragte da dette svar til embedsmændene, som blev bange, da de hørte, at de var romerske borgere.
Act 16:39 Så kom de selv og talte venligt med dem, førte dem ud og bad dem drage bort fra byen.
Act 16:40 De forlod da fængselet og gik hjem til Lydia. Der traf de brødrene, trøstede og formanede dem og drog så videre.
Act 17:1 Men da de var draget gennem Amfipolis og Apollonia, kom de til Tessalonika, hvor jøderne havde en synagoge.
Act 17:2 Paulus gik nu efter sin sædvane ind til dem, og på tre sabbater i træk talte han til dem ud fra Skrifterne.
Act 17:3 Han åbnede Skrifterne for dem og viste, at Kristus måtte lide og opstå fra døde, og han sagde: "Denne Jesus, Som jeg forkynder jer, Han er Kristus!"
Act 17:4 Og nogle af dem blev overbeviste og sluttede sig til Paulus og Silas, ligeså en stor mængde af de gudfrygtige grækere og ikke få af de fornemste kvinder.
Act 17:5 Men de ikke-troende jøder blev forbitrede og tog nogle af de onde mænd fra torvepøbelen med sig og skabte et stort opløb og lavede uro i byen. Så trængte de frem mod Jasons hus og søgte efter dem for at føre dem frem for folkeforsamlingen.
Act 17:6 Da de ikke fandt dem, slæbte de Jason og nogle brødre for bydommerne og råbte: "De, som har bragt hele verden i oprør, er nu også kommet hertil,
Act 17:7 og Jason har taget imod dem; de handler alle i strid med kejserens bud og siger, at der er En anden Konge: nemlig Jesus!"
Act 17:8 Både folket og bydommerne blev forfærdede, da de hørte dette.
Act 17:9 De satte dem så fri, mod at Jason og de andre stillede en garantisum.
Act 17:10 Strax om natten sendte brødrene så både Paulus og Silas til Berøa. Da de var ankommet, gik de ind i jødernes synagoge.
Act 17:11 Men [[jøderne her]] var retsindigere end dem i Tessalonika; de modtog Ordet med al velvilje og granskede dagligt Skrifterne: om det var, som de sagde.
Act 17:12 Mange af dem kom derfor til tro: ikke så få af de fremstående græske kvinder og mænd.
Act 17:13 Men da jøderne fra Tessalonika fik at vide, at Guds Ord blev forkyndt af Paulus også i Berøa, kom de også dertil og ophidsede folket til at lave oprør også dér.
Act 17:14 Brødrene sendte da Paulus afsted mod havet, medens Silas og Timoteus blev tilbage.
Act 17:15 De, som ledsagede Paulus, førte ham til Athen, og da de drog tilbage, fik de et brev med til Silas og Timoteus, om at de snarest skulle komme til ham.
Act 17:16 Mens Paulus nu ventede på dem i Athen, harmedes han i sin ånd, fordi han så, at byen var fuld af afgudsbilleder.
Act 17:17 Han samtalede imidlertid i synagogen med de gudfrygtige jøder og på torvet hver dag med dem, han tilfældigt mødte.
Act 17:18 Også nogle epikuræiske og stoiske filosoffer diskuterede med ham. Og nogle sagde: "Hvad er det egentlig, denne ordgyder vil sige?" Men andre: "Det ser ud, som om han forkynder fremmede guder!", fordi han forkyndte Evangeliet om Jesus og opstandelsen for dem.
Act 17:19 Så tog de ham med og førte ham op på Marshøjen [[Areopagus]] og sagde: "Kan vi få at vide, hvad denne nye Lære, som du forkynder, går ud på?
Act 17:20 Thi det er uvante ting, du bringer os for øre. Derfor vil vi vide: hvad er det for noget?"
Act 17:21 For athenerne og alle de fremmede, der boede der, gav sig ikke tid til andet end at fortælle eller høre det sidste nye.
Act 17:22 Da stod Paulus frem midt på Areopagus og sagde: "Athenske mænd! Jeg ser, at I på alle måder er meget religiøse!
Act 17:23 Thi da jeg gik omkring og så på jeres helligdomme, fandt jeg et alter, på hvilket der stod skrevet: "For en ukendt Gud". Ham, Som I således dyrker uden at kende Ham, Ham forkynder jeg jer!
Act 17:24 Gud, Som har skabt verden og alt, hvad der er i den, Han, Som er Himmelens og jordens HErre, bor ikke i templer, gjorte med hænder.
Act 17:25 Han lader Sig heller ikke tjene ved menneskers hænder, som om Han trænger til noget; thi det er Ham, Som giver liv og ånde og alle ting.
Act 17:26 Han har også ladet alle folk - som alle stammer fra eet [[menneske]] - bosætte sig på hele jordens flade, og Han fastsatte forudbestemte tider og grænser mellem deres lande,
Act 17:27 for at de skulle søge HErren, om de dog kunne famle sig frem og finde Ham, skønt Han jo ikke er langt borte fra een eeneste af os!
Act 17:28 Thi i Ham lever vi og rører os og er til, som også nogle af jeres digtere har sagt: "Også vi er af Hans æt!"
Act 17:29 Når vi altså er Guds æt, bør vi ikke mene, at guddommen er af guld eller sølv eller sten, præget som et billede efter menneskets kunst og tanke.
Act 17:30 Gud har vel båret over med uvidenhedens tider, men nu byder Han alle mennesker overalt at omvende sig.
Act 17:31 Thi Han har fastsat en dag, på hvilken Han vil dømme hele verden med retfærdighed ved En Mand, Som Han har udvalgt dertil, og dette har Han gjort troværdigt for alle ved at oprejse Ham fra døde."
Act 17:32 Da de hørte om opstandelsen fra de døde, spottede nogle ganske vist, men andre sagde: "Vi vil høre dig tale om dette en anden gang!"
Act 17:33 Derefter gik Paulus bort fra dem.
Act 17:34 Men nogle mænd sluttede sig til ham og kom til tro; blandt dem var Dionysios fra Areopagusrådet og en kvinde ved navn Damaris, og andre med dem!
Act 18:1 Siden forlod Paulus Athen og kom til Korint.
Act 18:2 Der traf han en jøde ved navn Akvilas, der var født i Pontus; han var nylig kommet fra Italien med sin hustru, Priskilla, fordi Claudius havde befalet, at alle jøder skulle forlade Rom - dem besøgte Paulus.
Act 18:3 Og fordi han var af samme håndværk, blev han hos dem og arbejdede - de var nemlig teltmagere af fag.
Act 18:4 Men hver sabbat holdt han samtale i synagogen og overbeviste både jøder og grækere.
Act 18:5 Da så både Silas og Timoteus kom ned fra Makedonien, viede Paulus sig helt forkyndelsen i Ånden og vidnede for jøderne, at Jesus er Kristus.
Act 18:6 Men da de stod det imod og spottede ham, rystede han støvet af sine klæder og sagde til dem: "Jeres blod vil komme over jeres egne hoveder - jeg er uden skyld! Fra nu af vil jeg gå til hedningerne!"
Act 18:7 Og han drog derfra og tog ind hos een ved navn Titius Justus, som dyrkede Gud [[efter jødernes tro]], og hvis hus lå lige op ad synagogen.
Act 18:8 Og synagogeforstanderen Krispus kom med hele sit hus til tro på HErren; også mange af korinterne, som hørte [[Ordet]], kom til tro og lod sig døbe.
Act 18:9 Men HErren sagde i et syn om natten til Paulus: "Frygt ikke! Nej, tal og ti ikke!
Act 18:10 For JEG ER med dig, og ingen skal røre dig eller skade dig! Thi Jeg har mange folk i denne by!"
Act 18:11 Og han blev eet år og sex måneder blandt dem og lærte Guds Ord.
Act 18:12 Men medens Gallio var guvernør i Akaia, slog jøderne sig sammen mod Paulus, førte ham for domstolen
Act 18:13 og sagde: "Denne mand overtaler menneskene til at dyrke Gud, [[på en måde, som strider]] mod Loven!"
Act 18:14 Da Paulus nu skulle til at tale, sagde Gallio til jøderne: "Havde der været tale om en forbrydelse eller en styg ugerning, I jøder, så ville jeg have haft god grund til at lytte tålmodigt til jer.
Act 18:15 Men er det et spørgsmål om lære og navne og jeres Lov, så må I selv ordne det! Thi jeg vil ikke være dommer i disse sager!"
Act 18:16 Og han viste dem bort fra domstolen!
Act 18:17 Da greb alle grækerne Sostenes, synagogeforstanderen, og slog løs på ham lige foran domstolen; men Gallio tog sig ikke det mindste af det!
Act 18:18 Paulus forblev der dog endnu en del dage. Så tog han afsked med brødrene og sejlede til Syrien; med ham var Priskilla og Akvilas, som i Kenkreæ havde ladet sit hår klippe, thi han havde et løfte på sig.
Act 18:19 Så kom de til Efesus, og der forlod han dem. Selv gik han dog ind i synagogen og samtalede med jøderne.
Act 18:20 Men da de bad ham om at blive i længere tid hos dem, samtykkede han ikke!
Act 18:21 Nej, han tog afsked med dem og sagde: "Jeg bør ubetinget tilbringe den kommende højtid i Jerusalem! Men om Gud vil, vender jeg atter tilbage til jer". Så sejlede han fra Efesus.
Act 18:22 Og da han var kommet ned til Kæsarea og var draget op [[til Jerusalem]] og havde hilst på menigheden, drog han ned til Antiokia.
Act 18:23 Da han havde været der en tid, drog han videre, idet han drog fra by til by gennem hele det galatiske land og Frygien og styrkede alle disciplene.
Act 18:24 Da kom en jøde ved navn Apollos, der var født i Alexandria, til Efesus; han var en veltalende mand og stærk i Skrifterne.
Act 18:25 Han var oplært i HErrens Vej, og brændende i Ånden talte han og underviste grundigt om HErren Jesus, skønt han kun kendte Johannes' dåb,
Act 18:26 og han talte frimodigt i synagogen. Men da Priskilla og Akvilas havde hørt på ham, tog de sig af ham og udlagde Guds Vej nøjagtigere for ham.
Act 18:27 Da Paulus nu ville drage videre til Akaia, opmuntrede brødrene ham og skrev til disciplene, at de skulle tage imod ham. Og da han kom, blev han ved Guds nåde til stor hjælp for dem, som var kommet til tro.
Act 18:28 Thi han gendrev med kraft jøderne i al offentlighed ved ud fra Skriften at vise, at Jesus er Kristus!
Act 19:1 Men det skete, mens Apollos var i Korint, at Paulus efter at have passeret de højereliggende distrikter kom til Efesus; dér fandt han nogle disciple.
Act 19:2 Han spurgte dem da: "Fik i Helligånden, da I kom til troen?" Men de svarede ham: "Nej! Vi har ikke engang hørt, at Helligånden findes!"
Act 19:3 Han sagde da til dem: "Hvad slags dåb blev I døbt med?" De svarede: "Med Johannes' dåb!"
Act 19:4 Men Paulus sagde: "Johannes døbte med omvendelsesdåben og sagde til folket, at de skulle tro på Ham, Som kom efter ham, nemlig Jesus, Messias!"
Act 19:5 Da de hørte dette, lod de sig døbe til HErren Jesu navn!
Act 19:6 Og da Paulus lagde hænderne på dem, kom Helligånden over dem, og de talte i tunger, ja, talte profetisk!
Act 19:7 Der var vel tolv mand i alt.
Act 19:8 Han gik så ind i synagogen og talte frimodigt - og i tre måneder samtalede han med dem og overbeviste dem om alt, hvad der angår Guds Rige.
Act 19:9 Men da nogle forhærdede sig og var ulydige og talte ondt om Vejen for mængdens åsyn, brød han med dem og skilte disciplene ud fra dem! Og han holdt daglig samtale i en vis Tyrannus' skole.
Act 19:10 Dette fortsatte i to år, så at alle, som boede i Asien, fik HErrens Ord at høre, både jøder og grækere.
Act 19:11 Og Gud gjorde også usædvanlige kraftgerninger ved Paulus' hænder,
Act 19:12 så at folk til og med tog hans svededug og klædningsstykker, han havde haft på, og bar dem til de syge - og så forsvandt sygdommene fra dem, og de onde ånder fór ud af dem!
Act 19:13 Men også nogle af de jødiske omvandrende åndemanere prøvede at nævne HErren Jesu navn over dem, som var besat af onde ånder, idet de sagde: "Vi besværger jer ved Den Jesus, Som Paulus forkynder!"
Act 19:14 Blandt dem, som gjorde dette, var syv sønner af Skevas, en jødisk ypperstepræst;
Act 19:15 men den onde ånd svarede og sagde: "Jesus kender jeg, og Paulus veed jeg om - men I, hvem er I?"
Act 19:16 Og manden, som ånden var i, sprang løs på dem, overmandede dem alle og mishandlede dem, så de måtte flygte nøgne og sårede fra dette hus!
Act 19:17 Dette blev kendt af alle jøder og grækere, som boede i Efesus, og der faldt frygt på dem alle, og de lovpriste HErren Jesu navn.
Act 19:18 Mange af dem, som var kommet til tro, kom da og fortalte og bekendte, hvad de havde gjort.
Act 19:19 Og ikke så få af dem, som havde øvet trolddomskunster, bragte deres bøger og brændte dem for alles åsyn. Og man regnede værdien af dem sammen og fandt frem til en værdi på halvtreds tusinde sølvpenge!
Act 19:20 Således gik HErrens Ord frem med vælde og viste Sin magt!
Act 19:21 Da nu alt dette var fuldført, besluttede Paulus i Ånden at drage gennem Makedonien og Akaia og derefter til Jerusalem, og han sagde: "Når jeg har været dér, må jeg også besøge Rom!"
Act 19:22 Han sendte da to af dem, der tjente ham, Timoteus og Erastus, til Makedonien, men blev selv en tid i Asien.
Act 19:23 Men det sket på denne tid, at der opstod alvorlige uroligheder på grund af Vejen.
Act 19:24 Thi en mand ved navn Demetrius, en sølvsmed, lavede Artemistempler af sølv. Dette bragte ikke liden fortjeneste til kunstnerne.
Act 19:25 Han kaldte da dem, som arbejdede med disse ting, sammen og sagde: "Mænd! I veed, at vor velstand stammer fra dette arbejde;
Act 19:26 men nu ser og hører I, at denne Paulus ikke blot i Efesus, nej, i næsten hele Asien har overtalt og forført en ikke liden skare ved at sige, at de guder, som bliver lavet med hænder, ikke er sande guder.
Act 19:27 Dette bringer ikke blot vort fag i fare for at komme i vanry, nej, også den store gudinde Artemis' tempel risikerer at blive regnet for intet, og så vil der blive gjort ende på hele hendes guddomsherlighed, som hele Asien, ja, hele verden dyrker!"
Act 19:28 Da de hørte dette, blev de fulde af harme og råbte: "Stor er efesernes Artemis!"
Act 19:29 Uroen bredte sig over hele byen, og alle som een stormede de afsted til teatret, og de slæbte makedonerne Gajus og Aristarkus, Paulus' rejsefæller, med.
Act 19:30 Paulus ville gå ind til folket, men disciplene tillod ham det ikke.
Act 19:31 Også nogle af asiarkerne, som var hans venner, sendte bud til ham og formanede ham til ikke at vove sig ind i teatret.
Act 19:32 Nogle råbte da eet, andre noget andet; thi folkeskaren var i oprør, og de fleste vidste end ikke, af hvilken grund, de var kommet sammen.
Act 19:33 Men nogle i skaren satte Alexander ind i sagen, da jøderne havde skubbet ham frem. Alexander gav da tegn [[til stilhed]] med hånden og ville holde en forsvarstale for folket.
Act 19:34 Men da de opdagede, at han var jøde, lød der et råb fra dem alle, og de råbte i omtrent to timer: "Stor er efesernes Artemis!"
Act 19:35 Da byskriveren havde fået skaren til at falde til ro, sagde han: "I mænd, efesere! Hvem findes vel, som ikke veed, at efesernes by er tempelvogter for den store gudinde Artemis, for billedet af hende, som faldt ned fra Zeus.
Act 19:36 Da dette er uimodsigeligt, skal I blot forholde jer rolige og ikke gøre noget uoverlagt.
Act 19:37 Thi I har ført disse, som hverken er tempelrøvere eller spotter vor gudinde, hertil.
Act 19:38 Hvis nu Demetrius og de kunstnere, som er med ham, har en klage mod nogen, så har vi jævnlige retsmøder, og vi har guvernøren, så de kan stævne hinanden for retten!
Act 19:39 Men har I nogen krav udover dette, så må det afgøres af den lovlige folkeforsamling.
Act 19:40 Thi vi står i fare for at blive anklaget for oprør, efter det, der er sket i dag, da vi ikke har noget, hvormed vi kan forsvare dette oprør, hvis vi kræves til regnskab derfor!"
Act 19:41 Da han havde sagt dette, opløste han forsamlingen.
Act 20:1 Da oprøret havde lagt sig, sendte Paulus bud efter disciplene; han formanede dem så, tog afsked med dem og drog afsted for at rejse til Makedonien.
Act 20:2 Efter at have rejst gennem disse egne og trøstet og formanet brødrene med mange ord drog han til Hellas.
Act 20:3 Da han havde været der i tre måneder, opstod der en jødisk sammensværgelse imod ham; han var da i færd med at drage videre til Syrien, men besluttede så i stedet at vende tilbage gennem Makedonien.
Act 20:4 Og Sopater fra Berøa, søn af Pyrrus, og af tessalonikerne Aristarkus og Secundus, og Gaius fra Derbe og Timoteus, og fra Asien Tykikus og Trofimus drog sammen med ham til Asien;
Act 20:5 de drog i forvejen og ventede på os i Troas.
Act 20:6 Vi sejlede så ud fra Filippi efter de usyrede brøds dage og kom til dem i Troas fem dage senere; dér tilbragte vi syv dage.
Act 20:7 Men på den første dag i ugen, da vi var samlede for at bryde brødet, talte Paulus med dem, da han agtede at rejse videre dagen efter - og han talte lige til midnat!
Act 20:8 Der var rigtig mange lamper i ovensalen, hvor vi var samlede,
Act 20:9 og en ung mand ved navn Eutykus sad i vinduet. Han var faldet i dyb søvn, fordi Paulus talte så længe, og overvældet af søvnen faldt han ned fra tredje etage - og da de tog ham op, var han død!
Act 20:10 Paulus gik da ned og kastede sig over ham, slog armene om ham og sagde: "Vær ikke urolige, thi hans sjæl er i ham!"
Act 20:11 Så gik han op igen, brød brødet og spiste, og efter at han i længere tid havde talt med dem - lige til daggry - rejste han videre.
Act 20:12 Men de førte drengen levende hjem og blev ikke lidet trøstede!
Act 20:13 Vi var gået i forvejen om bord på skibet og sejlede til Assos. Der skulle vi tage Paulus ombord, thi således havde han bestemt det; selv ville han nemlig gå til fods.
Act 20:14 Da han mødte os i Assos, tog vi ham ombord, og vi kom til Mitylene,
Act 20:15 og efter at være sejlet derfra, kom vi den følgende dag på højde med Kios. Dagen derpå sejlede vi forbi Samos, og da vi havde været i Trogilium, kom vi den følgende dag til Milet.
Act 20:16 Thi Paulus havde besluttet sig til at sejle forbi Efesus, for at det ikke skulle ske, at han skulle miste tid i Asien. Han skyndte sig nemlig for om muligt at nå frem til Jerusalem til pinsedag.
Act 20:17 Han sendte da bud fra Milet til Efesus og tilkaldte Kirkens præster.
Act 20:18 Da de kom til ham, sagde han til dem: "I veed, hvordan jeg lige fra den første dag, jeg kom til Asien, har optrådt hos jer:
Act 20:19 hvordan jeg tjente HErren med al ydmyghed og under mange tårer over den prøvelse, som mødte mig ved jødernes onde anslag.
Act 20:20 Da holdt jeg intet skjult af det, som kunne være til gavn for jer, nej, jeg forkyndte jer det og lærte jer det offentligt og i hjemmene.
Act 20:21 Jeg vidnede indtrængende både for jøder og for grækere om omvendelsen til Gud og troen på vor HErre Jesus Kristus.
Act 20:22 Og se, bundet af Ånden drager jeg nu til Jerusalem, og jeg veed ikke, hvad der skal møde mig i hende;
Act 20:23 kun, at Helligånden i by efter by vidner for mig og siger, at lænker og trængsler venter mig!
Act 20:24 Men nej! det regner jeg for intet, og mit liv har intet værd for mig, når blot jeg kan fuldende mit løb og den tjeneste, jeg har fået af HErren Jesus: at aflægge vidnesbyrd om Evangeliet om Guds nåde.
Act 20:25 Og se, nu veed jeg, at I aldrig mere skal se mit ansigt, alle I, blandt hvem jeg har gået omkring og forkyndt Guds Rige!
Act 20:26 Derfor vidner jeg for jer på denne dag, at jeg ikke er skyldig i nogens blod.
Act 20:27 Thi jeg har på ingen måde undladt at forkynde hele Guds rådslutning for jer.
Act 20:28 Tag derfor vare på jer selv og på hele den hjord, over hvilken Helligånden har sat jer som biskopper, for at vogte Guds Kirke, Som Han har købt ved Sit Eget blod!
Act 20:29 Jeg veed dette: at efter min bortgang skal der blandt jer komme glubske ulve, som ikke skåner hjorden.
Act 20:30 Ja, af jeres egen midte skal der fremstå mænd, som fører vranglære for at lokke disciplene med sig.
Act 20:31 Våg derfor og husk, at jeg i tre år, nat og dag, ikke er holdt op med at formane hver eeneste af jer med tårer!
Act 20:32 Nu overgiver jeg jer da, brødre, til Gud og Ordet om Hans nåde, Som har magt til at opbygge jer og give jer del i arven blandt alle de helligede.
Act 20:33 Jeg har ikke eftertragtet nogens sølv eller guld eller klæder!
Act 20:34 I veed, at det, som jeg og mine ledsagere trængte til, har disse hænder selv tjent!
Act 20:35 På alle måder har jeg vist jer, at vi må arbejde på denne måde, så vi kan tage os af de svage, idet vi også ihukommer HErren Jesu Ord, at Han Selv sagde: "Saligere er det at give end at modtage!"
Act 20:36 Da han havde sagt dette, bøjede han knæene og bad sammen med dem alle.
Act 20:37 Og de græd alle meget og faldt Paulus om halsen og kyssede ham.
Act 20:38 Især sørgede de over dét ord, han havde sagt: at de aldrig mere skulle få hans ansigt at se. Så fulgte de ham til skibet.
Act 21:1 Men det skete, da vi var sejlet ud efter at have løsrevet os fra dem, at vi sejlede direkte til Kos og den følgende dag til Rhodos og derfra til Patara.
Act 21:2 Der fandt vi et skib, som skulle til Fønikien. Vi gik da ombord og sejlede ud.
Act 21:3 Men da vi havde fået Kypern i sigte og lagt den bag os på venstre side, sejlede vi til Syrien og kom til Tyrus, for dér skulle skibet losse lasten.
Act 21:4 Vi opsøgte så disciplene og blev dér hos dem i syv dage. Og tilskyndede af Ånden sagde de til Paulus, at han ikke skulle drage op til Jerusalem.
Act 21:5 Men det skete, da disse dage var til ende, at vi drog derfra og sejlede videre, og alle fulgte med os udenfor byen, også kvinder og børn; og på stranden bøjede vi knæ og bad.
Act 21:6 Da vi havde taget afsked med hinanden, gik vi ombord i skibet, men de vendte tilbage til deres.
Act 21:7 Fra Tyrus nåede vi frem til Ptolemais, hvor sørejsen var til ende. Og da vi havde hilst på brødrene, blev vi een dag hos dem.
Act 21:8 Næste dag drog vi videre og kom til Kæsarea, hvor vi tog ind i evangelisten Filips hjem, han, som var een af de syv, og hos ham forblev vi.
Act 21:9 Han havde fire døtre, jomfruer, som havde profetiens [[nådegave]].
Act 21:10 Da vi nu forblev der i flere dage, kom en profet ved navn Agabus ned fra Judæa.
Act 21:11 Han opsøgte os, tog Paulus' bælte, bandt sig selv på hænder og fødder og sagde: "Så siger Helligånden: den mand, som ejer dette bælte, vil jøderne binde således i Jerusalem, og de vil overgive ham i hedningers hænder!"
Act 21:12 Da vi hørte dette, bad både vi og de, som var på stedet, ham om ikke at drage op til Jerusalem.
Act 21:13 Paulus svarede da: "Hvorfor græder I og knuser mit hjerte? Jeg er rede til ikke blot at blive bundet, nej, også at dø i Jerusalem for HErren Jesu navns skyld!"
Act 21:14 Da han ikke lod sig overtale, slog vi os til ro og sagde: "HErrens vilje ske!"
Act 21:15 Da disse dage var gået, pakkede vi derfor og drog op til Jerusalem.
Act 21:16 Nogle af disciplene fra Kæsarea rejste også med os; de bragte os til een, hos hvem vi skulle bo: Mnason, en mand fra Kypern, som længe havde været discipel.
Act 21:17 Da vi nu kom til Jerusalem, modtog brødrene os med glæde.
Act 21:18 Dagen efter gik Paulus med os til Jakob, hvor alle præsterne var samlede.
Act 21:19 Og da han havde hilst på dem, fortalte han udførligt om det, Gud havde gjort blandt hedningerne ved hans tjeneste.
Act 21:20 Da de hørte det, priste de HErren og sagde til [[Paulus]]: "Du ser, broder, hvor mange titusinder af jøder, der er kommet til troen, og de er alle nidkære for Loven.
Act 21:21 Men nu har de hørt om dig, at du lærer alle jøderne ude blandt hedningerne frafald fra Moses ved at sige, at de ikke skal omskære deres børn eller leve efter de gamle skikke.
Act 21:22 Hvad så nu? Der vil sikkert komme en hel mængde mennesker sammen, og det vil med sikkerhed blive kendt, at du er kommet!
Act 21:23 Gør derfor, som vi siger til dig: der er hos os fire mænd, som har et løfte på sig.
Act 21:24 Tag dem med dig og lad dig rense sammen med dem og betal for dem, så at de kan få klippet håret; så vil alle forstå, at dét, der er blevet fortalt om dig, er usandt, og at du selv vandrer i overholdelse af Loven.
Act 21:25 Men om de troende hedninger har vi sendt et brev og bestemt, at de ikke skal overholde sådant, uden blot dét, at de skal afholde sig fra afgudsofre og blod og [[kød af]] kvalte dyr og fra utugt."
Act 21:26 Paulus tog så mændene med sig, og næste dag lod han sig rense sammen med dem og gik ind i templet for at opgive, hvornår renselsesdagene var til ende og offeret kunne frembæres for hver enkelt af dem.
Act 21:27 Men da de syv dage næsten var til ende, så jøderne fra Asien ham i templet, og de ophidsede hele folkeskaren og greb fat i ham
Act 21:28 og råbte: "Israelitiske mænd - hjælp! Dette er den mand, som overalt lærer mod folket og Loven og dette sted! Han har endog ført grækere ind i templet og vanhelliget dette hellige sted!"
Act 21:29 De havde nemlig før set Trofimus fra Efesus i byen sammen med dem; og nu troede de, at Paulus havde ført dem ind i templet.
Act 21:30 Og der blev uro i hele byen og folket stimlede sammen. De greb Paulus og trak ham ud af templet; og strax blev døren lukket.
Act 21:31 Men da de søgte at slå ham ihjel, gik der en melding op til vagtmandskabets tusindmandsfører om, at hele Jerusalem var i oprør.
Act 21:32 Han udtog da strax soldater og hundredmandsførere og løb ud med dem, og da folkene så tusindmandsføreren og soldaterne, holdt de op med at slå Paulus.
Act 21:33 Da kom tusindmandsføreren hen til ham og greb fat i ham; og han bød, at han skulle bindes med to lænker. Og han spurgte, hvem han var, og hvad han havde gjort.
Act 21:34 Nogle i hoben råbte da eet, andre noget andet; da han således ikke kunne få noget sikkert at vide på grund af postyret, bød han, at han skulle føres ind i borgen.
Act 21:35 Men da han kom til trappen, skete det, at han måtte bæres af soldaterne på grund af mængdens pres,
Act 21:36 thi hele folkeskaren fulgte efter og råbte: "Dræb ham!"
Act 21:37 Da Paulus var ved at blive ført ind i borgen, spurgte han tusindmandsføreren: "Er det mig tilladt at sige noget til dig?" Han spurgte da: "Taler du græsk?
Act 21:38 Du er altså ikke dén ægypter, som for nogle dage siden skabte et oprør og førte de fire tusinde knivstikkere ud i ørkenen?"
Act 21:39 Paulus svarede: "Jeg er jøde, fra Tarsus, borger i en ikke ukendt by i Kilikien. Og jeg beder dig: tillad mig at tale til folket!"
Act 21:40 Da han tillod ham det, stillede Paulus sig på trappen og gav med hånden tegn til stilhed. Og da der blev helt stille, talte han til dem på det hebraiske sprog og sagde:
Act 22:1 "I mænd, brødre og fædre! Hør nu på det, jeg vil sige jer til mit forsvar!"
Act 22:2 Da de hørte, at han talte til dem på det hebraiske sprog, blev der endnu mere stille. Og han siger:
Act 22:3 "Jeg er jøde, født i Tarsus i Kilikien, men opfostret i denne by ved Gamaliels fødder, oplært nøje efter Den fædrene Lovs strenghed, og jeg har [[altid]] været nidkær for Gud, ligesom I alle er i dag.
Act 22:4 Jeg har forfulgt denne "Vej" til døden, idet jeg bandt og overgav både mænd og kvinder til fængsel;
Act 22:5 det kan både ypperstepræsten og hele præsterådet bevidne, for af dem fik jeg endog et brev med til brødrene i Damaskus, hvortil jeg drog for at føre også dem, som var der, i lænker til Jerusalem, for at de skulle blive straffet.
Act 22:6 Men det skete, mens jeg var på rejse og nærmede mig Damaskus, at et stærkt lys fra Himmelen ved middagstid pludselig omstrålede mig!
Act 22:7 Og jeg faldt til jorden og hørte en røst, som sagde til mig: "Saul, Saul! Hvorfor forfølger du Mig?"
Act 22:8 Men jeg svarede: "Hvem er Du, HErre?" Og Han sagde til mig: "JEG ER Jesus fra Nazaret, Som du forfølger!"
Act 22:9 Mine ledsagere så godt nok lyset og blev bange - men de hørte ikke røsten af Ham, Som talte til mig.
Act 22:10 Men jeg sagde: "Hvad skal jeg gøre, HErre?" Og HErren svarede mig: "Rejs dig og gå til Damaskus; dér skal det siges dig, hvad du er bestemt til at gøre!"
Act 22:11 Da jeg havde mistet synet på grund af glansen fra dette lys, blev jeg ledt ved hånden af dem, som var med mig, og kom ind i Damaskus.
Act 22:12 Og en vis Ananias, en gudfrygtig mand efter Loven, med godt vidnesbyrd af alle de jøder, som boede der,
Act 22:13 kom til mig, stillede sig foran mig og sagde: "Saul, broder! Bliv seende!" Og i det samme [[fik jeg synet igen]].
Act 22:14 Han sagde så: "Vore fædres Gud har udvalgt dig til at kende Hans vilje og se Den Retfærdige og høre Hans munds røst,
Act 22:15 for at du for alle mennesker skal være Hans vidne om dét, du har set og hørt.
Act 22:16 Og nu, hvad nøler du efter? Rejs dig og lad dig døbe og få dine synder vasket af, idet du påkalder HErrens navn!"
Act 22:17 Men det skete for mig, da jeg var vendt tilbage til Jerusalem og bad i templet, at jeg kom i henrykkelse.
Act 22:18 Og jeg så Ham, og Han sagde til mig: "Skynd dig og drag i hast ud af Jerusalem, thi de vil ikke modtage dit vidnesbyrd om Mig!"
Act 22:19 Og jeg svarede: "HErre! De veed jo selv, at jeg rundt om i synagogerne fængslede og hudstrøg dem, som troede på Dig!
Act 22:20 Og da Stefanus', Dit vidnes blod blev udgydt, stod også jeg dér og samtykkede i hans drab og vogtede deres klæder, som dræbte ham."
Act 22:21 Men Han sagde til mig: "Gå! Thi Jeg vil udsende dig til hedningefolk langt borte"!"
Act 22:22 Lige til han havde sagt dette, hørte de på ham, men så råbte de højt og sagde: "Bort fra jorden med ham! Sådan en mand bør ikke leve!"
Act 22:23 Da de nu skreg og viftede med kapperne og kastede støv op i luften,
Act 22:24 bød tusindmandsføreren, at han skulle føres ind i borgen. Han sagde, at de skulle forhøre ham under piskning, for at han kunne få at vide, af hvilken grund de skreg sådan imod ham.
Act 22:25 Men da de havde strakt ham forover med remmene [[for at piske ham]], sagde Paulus til hundredmandsføreren, som stod der: "Har I lov til at piske en romersk mand, og dét uden dom?"
Act 22:26 Da hundredmandsføreren hørte det, gik han til tusindmandsføreren og meldte det og sagde: "Se: hvad er det, du gør? Den mand er jo en romersk borger!"
Act 22:27 Tusindmandsføreren gik da til [[Paulus]] og spurgte ham: "Sig mig: er du en romersk borger?" Og han svarede: "Ja!"
Act 22:28 Tusindmandsføreren sagde: "Jeg har købt denne borgerret for en stor sum!" Paulus svarede: "Ja, jeg er endog født til den!"
Act 22:29 Derfor trådte de, som skulle have forhørt ham, bort fra ham. Og tusindmandsføreren, der nu vidste, at han var en romersk borger, blev bange, fordi han havde fængslet ham.
Act 22:30 Men næste dag, da han ville skaffe sig sikker kundskab om, hvad han var anklaget for af jøderne, løste han ham af lænkerne og bød, at ypperstepræsterne og hele Synedriet skulle komme. Så førte han Paulus frem og stillede ham foran dem.
Act 23:1 Paulus så da Synedriet lige i øjnene og sagde: "I mænd! Brødre! Jeg har levet med helt god samvittighed for Gud indtil denne dag...."
Act 23:2 [[Da han sagde dette,]] bød ypperstepræsten Ananias de, som stod nær ved ham, at slå ham på munden!
Act 23:3 Paulus sagde da til ham: "Gud skal slå dig, du kalkede væg! Du sidder her og skal dømme mig efter Loven, og så byder du, at man skal slå mig - i strid med Loven?!"
Act 23:4 De, som stod der, sagde: "Skælder du nu Guds ypperstepræst ud?"
Act 23:5 Paulus svarede: "Jeg vidste ikke, brødre, at han er ypperstepræst; der står jo skrevet: "Du må ikke tale ondt om folkets ledere"!"
Act 23:6 Da Paulus nu vidste, at den eene del af Synedriet var saddukæere og den anden farisæere, råbte han: "I mænd, brødre! Jeg er farisæer, søn af en farisæer! Og det er for håbet om de dødes opstandelse, jeg nu står anklaget!"
Act 23:7 Da han sagde dette, opstod der strid mellem farisæerne og saddukæerne, og forsamlingen splittedes.
Act 23:8 Saddukæerne lærer nemlig, at der ikke er nogen opstandelse eller engle eller ånder, men farisæerne lærer, at alt dette findes.
Act 23:9 Der blev derfor megen råben og skrigen, og nogle af de skriftlærde fra farisæernes parti rejste sig, protesterede og sagde: "Vi finder intet ondt hos denne mand! Tænk, om det nu var en ånd, der talte til ham - eller en engel? Lad os ikke kæmpe mod Gud!"
Act 23:10 Striden blev nu så voldsom, at tusindmandsføreren frygtede, at Paulus skulle blive sønderrevet af dem. Han bød vagttruppen at gå ned og føre ham bort fra dem og ind i borgen.
Act 23:11 Natten efter stod HErren for ham og sagde: "Vær ved godt mod, Paulus! Thi som du har vidnet om Mig i Jerusalem, sådan må du også vidne i Rom!"
Act 23:12 Men da det blev dag, havde nogle af jøderne lavet en sammensværgelse mod Paulus. De sværgede og sagde, at de hverken ville spise eller drikke, før de havde dræbt Paulus!
Act 23:13 Mere end fyrre var med i denne sammensværgelse!
Act 23:14 De gik til yppperstepræsterne og præsterne og sagde: "Vi har med en ed sværget på intet at spise, før vi har dræbt Paulus!
Act 23:15 Nu må I derfor sammen med Synedriet påbyde tusindmandsføreren, at han i morgen skal føre [[Paulus]] ned til jer, som om I vil undersøge hans sag nøjere; så vil vi holde os rede til at dræbe ham, før han når frem!"
Act 23:16 Men Paulus' søstersøn fik nys om bagholdet, og han tog så derhen, gik ind i borgen og fortalte det til Paulus.
Act 23:17 Paulus tilkaldte da een af hundredmandsførerne og sagde: "Før denne unge mand til tusindmandsføreren, for han har noget at fortælle ham!"
Act 23:18 Han tog ham da med sig, førte ham til tusindmandsføreren og sagde: "Fangen Paulus tilkaldte mig og bad mig føre denne unge mand til dig, for han har noget at sige dig."
Act 23:19 Tusindmandsføreren tog da hans hånd, trak ham tilside og spurgte: "Hvad er det, du har at fortælle mig?"
Act 23:20 Han sagde da: "Jøderne har aftalt at bede dig om at føre Paulus ned til Synedriet i morgen, som om de vil undersøge hans sag nøjere;
Act 23:21 men du må ikke tro dem! Thi mere end fyrre af dem ligger i baghold mod ham, og de har sværget på ikke at spise eller drikke, før de har dræbt ham - og nu holder de sig rede og venter på dit tilsagn!"
Act 23:22 Tusindmandsføreren lod derefter den unge mand gå, men påbød ham: "Du må ikke sige til nogen, at du har fortalt mig dette!"
Act 23:23 Så tilkaldte han to af hundredmandsførerne og sagde: "Gør to hundrede soldater klar, og desuden halvfjerds ryttere og to hundrede lansenerer, så at de kan drage til Kæsarea ved nattens tredje time!
Act 23:24 Skaf også ridedyr, så Paulus kan ride, og de kan føre ham trygt frem til guvernøren Felix!"
Act 23:25 Og han medgav dem et brev med dette indhold:
Act 23:26 "Claudius Lysios sender hilsen til den højtærede guvernør Felix!
Act 23:27 Denne mand, som jøderne havde pågrebet, og som nær var blevet dræbt af dem, har jeg friet fra dem. Jeg kom med en hel hærafdeling, da jeg havde fået at vide, at han er en romersk borger.
Act 23:28 Men da jeg ville have at vide, af hvilken årsag, de anklagede ham, førte jeg ham ned til deres Råd.
Act 23:29 Jeg fandt da ud af, at han er anklaget på grund af nogle stridsspørgsmål i deres lov, men at der ikke er noget klagemål mod ham, som gør ham skyldig til død eller fængsel.
Act 23:30 Da jeg nu har fået melding om en sammensværgelse mod ham, sender jeg ham omgående til dig. Jeg har også meddelt dem, som anklager ham, at de skal henvende sig til dig i denne sag. Lev vel!"
Act 23:31 Soldaterne tog så Paulus, som det var pålagt dem, og førte ham om natten til Antipatris.
Act 23:32 Dagen efter lod de rytterne drage videre med ham, mens de selv vendte tilbage til borgen.
Act 23:33 De kom da til Kæsarea og gav brevet til guvernøren og fremstillede også Paulus for ham.
Act 23:34 Da guvernøren havde læst det, spurgte han, fra hvilken provins, han er. Og da han havde erfaret, at han var fra Kilikien, sagde han:
Act 23:35 "Jeg vil forhøre dig, når også dine anklagere er kommet." Og han befalede, at han skulle holdes i varetægt i Herodesborgen.
Act 24:1 Fem dage efter kom ypperstepræsten Ananias dertil sammen med nogle af præsterne og en advokat, en vis Tertullus. De fremlagde [[sagen]] mod Paulus for guvernøren.
Act 24:2 Da han blev kaldt frem, begyndte Tertullus sin anklagetale og sagde:
Act 24:3 "Højtærede Felix! At der hersker så stor en fred på grund af dig, og at der sker så mange reformer for folket ved din fremsynethed, det anerkender vi på alle måder og overalt med stor taknemmelighed!
Act 24:4 Men for at jeg ikke skal lægge beslag på dig for længe, beder jeg dig om, at du i din mildhed vil lytte til, hvad vi i korthed vil sige.
Act 24:5 Vi har nemlig fundet ud af, at denne mand er en pest, som ophidser alle jøderne i verden til oprør, og at han er leder for nazaræernes sekt.
Act 24:6 Han har endog forsøgt at vanhellige templet! Derfor pågreb vi ham, og vi ville dømme ham efter vor Lov.
Act 24:7 Men Lysias, tusindmandsføreren, kom med en stor styrke og førte ham bort fra vore hænder med magt.
Act 24:8 Og han befalede, at hans anklagere skulle komme til dig. Nu kan du jo så af ham selv, når du undersøger sagen, få kendskab til dét, vi anklager ham for."
Act 24:9 Og jøderne samtykkede og sagde, at det forholdt sig således.
Act 24:10 Men da guvernøren med et nik havde givet ham lov til at tale, svarede Paulus: "Da jeg har erfaret, at du i mange år har været dommer for dette folk, vil jeg med frimodighed forsvare mig i min sag.
Act 24:11 Du vil let kunne forvisse dig om, at det ikke er mere end tolv dage siden, jeg drog op til Jerusalem for at tilbede.
Act 24:12 Og hverken i templet eller i synagogen eller rundt om i byen har man fundet mig i diskussion med nogen eller i færd med at stifte oprør blandt folket.
Act 24:13 De kan da heller ikke overfor dig bevise dét, de nu anklager mig for.
Act 24:14 Jeg vedgår dog dette: at jeg tjener vore fædres Gud efter den "Vej", som de kalder en sekt, og at jeg tror på alt, som er i overensstemmelse med, hvad der er skrevet i Loven og Profeterne!
Act 24:15 Og jeg har det håb til Gud, som også de selv har: at de døde, både de retfærdige og uretfærdige, skal opstå,
Act 24:16 og i dette håb bestræber jeg mig på altid at have en ren samvittighed for Gud og mennesker.
Act 24:17 Efter flere års forløb kom jeg for at bringe almisser til mit folk og desuden offergaver.
Act 24:18 Da jeg, efter at jeg havde renset mig, var i færd med dette, fandt de mig i templet, ikke med noget opløb eller med oprør! Men der var nogle jøder fra Asien -
Act 24:19 de burde nu stå frem og anklage mig, hvis de mener at have noget at sige mig på!
Act 24:20 Eller lad dem selv sige frem, hvilken skyld de fandt hos mig, da jeg stod for Synedriet,
Act 24:21 eller om det kun drejer sig om dette eene, som jeg råbte, da jeg stod midt iblandt dem: at det er for håbet om de dødes opstandelse, jeg står anklaget her idag!"
Act 24:22 Men da Felix hørte dette, udsatte han [[forhandlingen]], fordi han ville have nøjere kundskab om dét med "Vejen", og han sagde: "Når tusindmandsføreren Lysias kommer herned, vil jeg afgøre sagen mellem jer!"
Act 24:23 Han pålagde da hundredmandsføreren, at Paulus skulle bevogtes, at han skulle behandles mildt, og at ingen måtte hindre hans egne i at tjene ham eller besøge ham.
Act 24:24 Efter nogle dage kom Felix dog med sin hustru, Drusilla, som var jødinde, og sendte bud efter Paulus og hørte ham vidne om troen på Kristus Jesus.
Act 24:25 Men da han talte om retfærdighed og afholdenhed og den kommende dom, blev Felix bange og sagde: "Gå bort for denne gang! Når jeg får tid, vil jeg sende bud efter dig igen!"
Act 24:26 Samtidig håbede han også, at Paulus ville give ham penge, for at han skulle løslade ham. Derfor sendte han oftere bud efter ham og talte med ham.
Act 24:27 Men da to år var gået, fik Felix en efterfølger, Porkius Festus; og da Felix ønskede at vinde jødernes gunst, lod han Paulus blive siddende i lænker.
Act 25:1 Tre dage efter at Festus var kommet til provinsen, drog han fra Kæsarea op til Jerusalem.
Act 25:2 Ypperstepræsterne og jødernes ledere fremlagde da en anklage mod Paulus for ham, og de bad ham
Act 25:3 gøre dem den tjeneste at sende Paulus til Jerusalem; så ville de lægge sig i baghold for at dræbe ham på vejen.
Act 25:4 Festus svarede imidlertid, at Paulus skulle holdes i varetægt i Kæsarea, og at han selv snart ville tilbage [[dertil]].
Act 25:5 "De af jer, som har myndighed til det", siger han, "kan da drage med mig derned, og er der noget galt med denne mand, så lad dem anklage ham."
Act 25:6 Han havde ikke tilbragt mere end otte-ti dage hos dem, før han drog ned til Kæsarea. Dagen efter satte han sig i dommersædet og bød, at Paulus skulle føres ind.
Act 25:7 Da han kom, stillede de jøder, som var kommet ned fra Jerusalem, sig omkring ham og bragte mange og alvorlige anklager frem mod Paulus. De var dog ikke i stand til at bevise noget,
Act 25:8 fordi han forsvarede sig og sagde: "Hverken mod jødernes Lov eller mod templet eller mod kejseren har jeg forsyndet mig i noget!"
Act 25:9 Da Festus nu gerne ville vinde jødernes gunst, svarede han Paulus og sagde: "Er du villig til at drage op til Jerusalem for dér blive dømt af mig i denne sag?"
Act 25:10 Men Paulus svarede: "Jeg står for kejserens domstol, og hér har jeg ret til at blive dømt! Mod jøderne har jeg ingen uret gjort, hvad du også udmærket veed!
Act 25:11 Hvis jeg imidlertid har uret og virkelig har gjort noget, for hvilket jeg fortjener døden, så beder jeg mig ikke fri for døden! Men hvis der ikke er noget i dét, de anklager mig for, da har ingen ret til at overgive mig til dem. Jeg indanker min sag for kejseren!"
Act 25:12 Da Festus havde talt med sit råd, svarede han: "For kejseren har du indanket din sag - til kejseren skal du komme!"
Act 25:13 Nogle dage senere kom kong Agrippa og Berenike til Kæsarea for at hilse på Festus.
Act 25:14 Da de havde været der i flere dage, fremlagde Festus sagen mod Paulus for kongen og sagde: "En mand er blevet efterladt som fange her af Felix.
Act 25:15 Da jeg kom til Jerusalem, førte ypperstepræsterne og jødernes ældste anklage mod ham og bad om at få ham dømt.
Act 25:16 Jeg svarede dem, at det ikke er skik hos romerne at udlevere et menneske, som er anklaget, før han har stået ansigt til ansigt med sine anklagere og har haft mulighed for at forsvare sig mod anklagen!
Act 25:17 Da de så kom sammen her, udsatte jeg ikke sagen, nej, jeg satte mig den følgende dag i dommersædet og bød, at manden skulle føres frem!
Act 25:18 Men da anklagerne stod omkring ham, havde de ingen forbrydelse at anklage ham for, sådan som jeg havde troet.
Act 25:19 I stedet havde de nogle stridsspørgsmål med ham angående deres egen religion og angående En Jesus, Som er død, men om Hvem Paulus siger, at Han lever!
Act 25:20 Da jeg nu var i vildrede angående denne strid, spurgte jeg, om han ville tage til Jerusalem og dér blive dømt i denne sag.
Act 25:21 Men da Paulus havde indanket sin sag, for at han skulle blive holdt i varetægt, indtil den kejserlige afgørelse forelå, bød jeg, at han skulle bevogtes, indtil jeg kunne sende ham til kejseren."
Act 25:22 Agrippa sagde da til Festus: "Jeg kunne også selv have lyst til at høre denne mand." Han svarede: "I morgen skal du få ham at høre."
Act 25:23 Den følgende dag kom Agrippa og Berenike da med stor pragt og gik ind i retssalen sammen med tusindmandsførerne og byens fornemste mænd. Og på befaling af Festus førtes Paulus så frem.
Act 25:24 Og Festus siger: "Kong Agrippa og alle I mænd, som er tilstede sammen med os! Her ser I denne mand, som har fået alle jøderne til at henvende sig til mig, både i Jerusalem og her, idet de råber, at han ikke bør leve længere!
Act 25:25 Men jeg blev klar over, at han ikke har gjort noget, som gør ham skyldig til døden! Og da han selv har indanket sin sag for kejseren, har jeg besluttet at sende ham til ham.
Act 25:26 Imidlertid har jeg ikke noget sikkert at skrive til Hans Majestæt om ham. Derfor har jeg nu ført ham frem for jer - især for dig, kong Agrippa - for at jeg, når han er blevet forhørt, kan vide, hvad jeg skal skrive!
Act 25:27 Thi det synes mig meningsløst at sende en fange uden også at gøre rede for, hvad han anklages for!"
Act 26:1 Agrippa sagde da til Paulus: "Det er tilladt dig at tale din sag!" Så strakte Paulus hånden ud og talte til sit forsvar:
Act 26:2 "Kong Agrippa! Jeg priser mig lykkelig over, at det er for dig, jeg idag skal forsvare mig mod alt det, jeg anklages for af jøderne!
Act 26:3 Thi du har særlig godt kendskab til alle skikke og lærespørgsmål blandt jøderne. Derfor beder jeg dig tålmodigt at høre på mig!
Act 26:4 Min livsførelse fra ungdommen af, sådan som den har været fra begyndelsen blandt mit folk og i Jerusalem, er kendt af alle jøder.
Act 26:5 Og hvis de blot ville vidne om det, så har de fra begyndelsen vidst dette om mig: at jeg fra første stund har levet som farisæer og hørt til dette strengeste parti i vor religion.
Act 26:6 Og nu står jeg anklaget, fordi jeg har sat mit håb til det løfte, Gud gav til vore fædre,
Act 26:7 dét, som vort tolvstammefolk under uophørlig gudstjeneste nat og dag håber at nå frem til - på grund af dette håb anklages jeg, kong Agrippa, og dét af jøderne!
Act 26:8 Hvorfor holdes det for utroligt hos jer, at Gud opvækker døde?
Act 26:9 Jeg for min del mente nu også, at jeg på det stærkeste måtte modarbejde Jesu, Nazaræerens navn,
Act 26:10 hvad jeg da også gjorde i Jerusalem. Mange af de hellige har jeg kastet i fængsel, da jeg havde fået fuldmagt dertil af ypperstepræsterne. Og når de blev dødsdømte, stemte jeg for!
Act 26:11 Og i alle synagoger tvang jeg dem ofte med pinsler til at spotte, og i mit umådelige raseri mod dem forfulgte jeg dem endog helt til byer i udlandet.
Act 26:12 Under dette kom jeg også til Damaskus med fuldmagt og myndighed fra ypperstepræsterne.
Act 26:13 Men ved middagstid så jeg på vejen, o konge, et lys fra Himmelen, stærkere end solens, stråle om mig og mine ledsagere!
Act 26:14 Da faldt vi alle til jorden, og jeg hørte en røst, som talte til mig på hebraisk: "Saul, Saul! Hvorfor forfølger du Mig? Det bliver hårdt for dig at stampe mod brodden!"
Act 26:15 Men jeg spurgte: "Hvem er Du, HErre?" Og HErren sagde: "JEG ER Jesus, Som du forfølger!
Act 26:16 Men rejs dig op og stå på dine fødder! Thi derfor åbenbarede Jeg Mig for dig: for at udvælge dig som tjener til at vidne både om det, du har set og om, hvad Jeg siden skal åbenbare for dig!
Act 26:17 Jeg vil udfri dig fra dit folk og fra de hedninger, til hvem Jeg nu sender dig,
Act 26:18 for at du skal åbne deres øjne, så de kan vende sig fra mørket til lys og fra Satans magt til Gud, så de kan modtage syndernes forladelse og få arvelod blandt de hellige i troen på Mig!"
Act 26:19 Derfor, kong Agrippa, var jeg ikke ulydig mod dette himmelske syn.
Act 26:20 Nej, jeg har forkyndt, først for dem i Damaskus, siden i Jerusalem og hele Judæas land og for hedningerne, at de skal gøre bod og vende om til Gud og gøre gerninger, som er omvendelsen værdige!
Act 26:21 På grund af dette pågreb nogle jøder mig, da jeg var i templet, og de forsøgte at dræbe mig!
Act 26:22 Men da jeg har fået bistand fra Gud indtil denne dag, står jeg her og vidner for både små og store, og jeg siger ikke andet, end hvad profeterne og Moses forud havde sagt, at der ville ske:
Act 26:23 nemlig at Kristus skulle lide, og at Han skulle være Den Første, Som stod op fra de døde, og derefter skulle Han forkynde Lyset for både [[Israels]] folk og hedningerne!"
Act 26:24 Men da han nåede hertil i sin forsvarstale, sagde Festus med høj røst: "Du er gal, Paulus! Din store lærdom har drevet dig til vanvid!"
Act 26:25 Han svarede dog: "Jeg er ikke gal, mægtigste Festus; nej, jeg taler Sandheds Ord med besindighed!
Act 26:26 Thi kongen kender til disse ting, hvorfor jeg også taler frimodigt til ham. Thi jeg kan ikke tro, at noget af dette er ukendt for ham - det er jo ikke sket i en afkrog!
Act 26:27 Tror du, kong Agrippa, på profeterne? Jeg veed, at du gør det!"
Act 26:28 Men Agrippa sagde til Paulus: "Der mangler kun lidt, før du har overtalt også mig til at blive en kristen!"
Act 26:29 Paulus svarede: "Jeg ville ønske for Gud, enten du nu mangler lidt eller meget, at ikke blot du, nej, også alle de andre, som hører på mig i dag, måtte blive sådan, som også jeg er - dog med undtagelse af disse lænker!"
Act 26:30 Da han havde sagt dette, rejste både kongen og guvernøren og Berenike og de, som sad sammen med dem, sig.
Act 26:31 Og mens de gik bort derfra, talte de med hinanden og sagde: "Denne mand har intet gjort, som gør ham skyldig til død eller lænker!"
Act 26:32 Og Agrippa sagde til Festus: "Denne mand kunne have været løsladt, hvis han ikke havde indanket sin sag for kejseren!"
Act 27:1 Da det nu var afgjort, at vi skulle sejle afsted til Italien, overgav de både Paulus og nogle andre fanger til en hundredmandsfører ved navn Julius fra den kejserlige hærafdeling.
Act 27:2 Vi gik så ombord på et adramyttisk skib, som skulle sejle til byerne langs Asien, og sejlede afsted. Med os var Aristarkus, en makedoner fra Tessalonika.
Act 27:3 Dagen efter ankom vi til Sidon. Julius, som behandlede Paulus meget venligt, tillod ham at besøge venner og at nyde godt af deres omsorg.
Act 27:4 Vi lagde så ud derfra og sejlede i læ af Kypern, fordi vinden var imod.
Act 27:5 Og videre derfra sejlede vi over havet ud for Kilikien og Pamfylien og kom til Myra i Lykien.
Act 27:6 Dér fandt hundredmandsføreren et skib fra Alexandria, som skulle til Italien, og fik os indskibet på det.
Act 27:7 I mange dage gik det trægt med sejladsen, og det var kun med nød og næppe, vi nåede op på højde med Knidos. Da vinden ikke tillod os at komme videre, sejlede vi i læ af Kreta ved Salmonnæsset.
Act 27:8 Vi kom da også derhen, rundede næsset og kom til et sted, kaldet "God Havn", der lå i nærheden af byen Lasea.
Act 27:9 Men da vi havde brugt længere tid end planlagt, og det allerede var blevet farligt at færdes på søen, og også fordi fasten allerede var forbi, advarede Paulus
Act 27:10 og sagde til dem: "I mænd! Jeg ser, at denne sejlads vil medføre skade og stort tab, ikke bare på lasten og skibet, men også på vort liv!"
Act 27:11 Men hundredmandsføreren stolede mere på styrmanden og kaptajnen end på det, Paulus sagde!
Act 27:12 Da havnen imidlertid var uegnet til overvintring, holdt de fleste på, at vi skulle sejle derfra, i håbet om at nå til Fønix, så vi kunne overvintre dér. Det er en anden havn på Kreta, een, som vender mod sydvest og nordvest.
Act 27:13 Da der nu blæste en svag søndenvind, mente de, at planen kunne gennemføres, så de lettede anker og sejlede langs Kreta nær land.
Act 27:14 Men ikke længe efter kastedes mod skibet inde fra øen en hvirvelvind, som kaldes Euraklydon.
Act 27:15 Da skibet blev revet med af den og ikke kunne holde op mod vinden, opgav vi og lod os drive.
Act 27:16 Vi kom da i læ under en lille ø, kaldet Klauda, og klarede med nød og næppe at bjærge [[redningsbåden]].
Act 27:17 Da de havde fået den om bord, tog de nødudstyret fra den og surrede båden med reb. Men da de frygtede, at de skulle drive lige ned på Syrtenbugten, rebede de sejlene, lod drivankeret gå og lod sig drive på denne måde.
Act 27:18 Men eftersom vi blev heftigt drevet omkring af stormen, kastede de næste dag noget af lasten overbord.
Act 27:19 Og den tredje dag kastede vi med egne hænder skibets udstyr ud.
Act 27:20 Men da hverken sol eller stjerner havde været at se i flere dage, og et voldsomt stormvejr var over os, mistede vi til sidst alt håb om at blive frelst.
Act 27:21 Og da de havde været fastende længe, rejste Paulus sig blandt dem og sagde: "I burde jo egentlig, I mænd, have adlydt mit råd og ikke være sejlet ud fra Kreta; så havde I sparet os for denne ulykke og dette tab!
Act 27:22 Men nu beder jeg jer om at være ved godt mod, thi ingen af jer skal miste livet - kun skibet vil gå tabt!
Act 27:23 Thi i nat stod der for mig en engel fra Den Gud, jeg tilhører, og Som jeg tjener;
Act 27:24 og han sagde: "Frygt ikke, Paulus, thi du skal stå frem for kejseren! Og se: Gud har givet dig alle dem, som sejler sammen med dig!"
Act 27:25 Vær derfor ved godt mod, mænd! Thi jeg stoler på Gud: at det skal gå således, som det er sagt mig!
Act 27:26 Men vi vil strande på een eller anden ø!"
Act 27:27 Men da vi havde drevet omkring i Adriaterhavet i fjorten dage og nætter, mente søfolkene ved midnatstid, at vi nærmede os land.
Act 27:28 Og da de loddede, fandt de, at dybden var tyve favne; da vi havde drevet et lille stykke længere og atter loddede, fandt de, at dybden nu var femten favne.
Act 27:29 Da de nu frygtede, at vi skulle gå på et skær, kastede de fire ankre ud fra agterstavnen og ønskede blot, at det snart måtte blive dag.
Act 27:30 Søfolkene forsøgte da at rømme skibet; de firede redningsbåden ned på vandet, under påskud af at de ville kaste ankre ud fra boven.
Act 27:31 Da sagde Paulus til hundredmandsføreren og til soldaterne: "Hvis ikke de bliver på skibet, kan I ikke blive reddet!"
Act 27:32 Da kappede soldaterne redningsbådens tov og lod den drive bort.
Act 27:33 Mens de nu ventede på, at det skulle blive dag, opfordrede Paulus alle til at spise, og han sagde: "Dette er nu den fjortende dag, I fastende har holdt ud og ventet, uden at tage noget til jer.
Act 27:34 Derfor opfordrer jeg jer til at tage føde til jer, thi det er nødvendigt for jeres frelse! Ingen af jer skal miste et hår på sit hovede!"
Act 27:35 Da han havde sagt dette, tog han et brød, takkede Gud for alles øjne, brød det og begyndte at spise.
Act 27:36 De fik da alle nyt mod, og også de tog føde til sig.
Act 27:37 Vi var i alt 276 sjæle på skibet.
Act 27:38 Da alle var blevet mætte, lettede de skibet ved at kaste [[den resterende del af]] hvedeladningen på søen.
Act 27:39 Da det blev dag, kunne de ikke kende landet. De fik dog øje på en vig, der havde en sandstrand; hér bestemte de sig for at sætte skibet på land, hvis de kunne.
Act 27:40 Så kappede de ankrene og lod dem gå i havet; samtidig løste de tovene, hvormed de havde surret rorene. Så satte de forsejlet med vinden og styrede mod stranden.
Act 27:41 Og de drev ind mod en sandbanke med dybt vand på begge sider, og dér rendte de skibet på grund. Forstavnen borede sig fast og stod urokkeligt, mens bagstavnen efterhånden blev slået i stykker af den kraftige brænding!
Act 27:42 Soldaternes råd var nu, at de skulle dræbe fangerne, for at ingen af dem skulle svømme bort og flygte.
Act 27:43 Men hundredmandsføreren, som ville redde Paulus, forhindrede dem i at udføre planen. Han befalede dem, at de, som var i stand til at svømme, skulle hoppe først i og gå i land,
Act 27:44 derefter de øvrige, nogle på planker, andre på vragrester fra skibet. Og således skete det, at alle blev reddet ind på land!
Act 28:1 Da vi nu var reddet, fik vi at vide, at øen, [[vi var strandet på,]] hed Malta.
Act 28:2 De indfødte udviste en usædvanlig venlighed imod os. De tændte et bål og tog sig af os alle på grund af regnen, som var begyndt at falde, og på grund af kulden.
Act 28:3 Men da Paulus havde samlet et knippe af kviste og lagt det på bålet, krøb en slange på grund af varmen ud og bed sig fast i hans hånd.
Act 28:4 Da de indfødte så dyret hænge ned fra hans hånd, sagde de til hinanden: "Denne mand er sikkert en morder, som retfærdigheden[[-s gudinde]] ikke tillod at leve, skønt han var blevet reddet fra havet."
Act 28:5 Han rystede imidlertid blot dyret af sig ned i ilden og havde intet mén af det!
Act 28:6 De ventede da, at han skulle hovne op eller strax falde død om. Men da de havde ventet længe og så, at der ikke skete noget usædvanligt med ham, slog de helt om og sagde, at han var en gud!
Act 28:7 I nærheden af dette sted var der et gods, som tilhørte den førende mand på øen, en mand ved navn Publius; han tog imod os og viste os venlighed og husede os i tre dage.
Act 28:8 Men det skete, at Publius' fader lå til sengs, plaget af feber og dysenteri. Paulus gik da ind til ham, bad og lagde hænderne på ham og helbredte ham.
Act 28:9 Da dette var sket, kom også de andre på øen, som havde sygdomme, og blev helbredt.
Act 28:10 Og de viste os stor ære, og da vi sejlede derfra, forsynede de os med alt, hvad vi trængte til.
Act 28:11 Tre måneder senere sejlede vi videre i et skib, som havde overvintret på øen, et alexandrinsk skib med "Tvillingerne" som skibsmærke.
Act 28:12 Vi kom da til Syrakus og blev der i tre dage,
Act 28:13 og da vi derfra havde rundet kysten, kom vi til Reggio. Dagen efter blev det søndenvind, så vi nåede Puteoli på to dage.
Act 28:14 Her stødte vi på brødre, som bad os om at blive hos dem i syv dage. Derefter kom vi til Rom.
Act 28:15 Da brødrene dér hørte om os, kom de os i møde helt ud til Forum Appii og Tres Tabernæ. Da Paulus så dem, takkede han Gud og fattede nyt mod.
Act 28:16 Da vi nu var nået til Rom, overgav hundredmandsføreren fangerne til lejrkommandanten; Paulus fik dog lov til at bo for sig selv sammen med den soldat, som skulle bevogte ham.
Act 28:17 Men det skete efter tre dage, at Paulus sammenkaldte de førende mænd blandt jøderne dér i byen. Da de kom, sagde han til dem: "I mænd, brødre! Skønt jeg ikke har gjort noget, der kunne skade vort folk eller de fædrene skikke, kommer jeg dog som fange fra Jerusalem, hvor jeg blev overgivet i romernes hænder.
Act 28:18 Da de havde forhørt mig, ville de løslade mig, fordi der ikke var nogen årsag til dødsstraf i dét, jeg havde gjort.
Act 28:19 Da jøderne imidlertid satte sig imod det, blev jeg tvunget til at indanke min sag for kejseren - dog ikke for at rette nogen anklage mod mit folk!
Act 28:20 Af denne årsag har jeg bedt jer hid for at møde jer og tale med jer; thi det er for Israels håbs skyld, jeg er bundet med denne lænke."
Act 28:21 De sagde da til ham: "Vi har ikke fået noget brev om dig fra Judæa, heller ikke er nogen af brødrene kommet og har meldt eller sagt noget ondt om dig.
Act 28:22 Men vi vil gerne af dig høre, hvad du mener; thi det er os bekendt, at denne sekt møder modstand overalt."
Act 28:23 De aftalte da en dag med ham, og da kom der endnu flere til ham i hans herberg; for dem aflagde han et stærkt vidnesbyrd om Guds Rige og prøvede også at overbevise dem om Jesus ud fra både Mose Lov og Profeterne, fra tidlig morgen indtil sent på aftenen.
Act 28:24 Nogle blev da også overbeviste ved det, han sagde, men andre var vantro.
Act 28:25 Uenige med hinanden gik de så bort, efter at Paulus havde sagt Dette eene Ord: "Helligånden talte ret, da Han ved profeten Esajas talte til jeres fædre
Act 28:26 og sagde: "Gå til dette folk og sig: I skal høre og høre og slet intet forstå, og I skal se og se, men aldeles intet skelne!
Act 28:27 Thi dette folks hjerter er sløve, og med ørerne hører de tungt, og deres øjne har de lukket, for at de ikke skal se med øjnene og høre med ørerne og skønne med hjertet og vende om, så Jeg kan frelse dem!"
Act 28:28 Derfor skal det kundgøres for jer, at denne Guds frelse er blevet sendt til hedningerne - og de vil høre!"
Act 28:29 Da han havde sagt dette, gik jøderne bort, og der var stor diskussion iblandt dem.
Act 28:30 Paulus forblev så to hele år i dét herberg, han selv havde lejet, og modtog alle, som kom til ham.
Act 28:31 Og han forkyndte Guds Rige og lærte uhindret om HErren Jesus Kristus med al frimodighed, uden at nogen hindrede ham deri. ----- [Apostlenes gerninger.]
Rom 1:1 Paulus, Jesu Kristi træl, kaldet til [[at være]] apostel, udvalgt til [[at forkynde]] Guds Evangelium -
Rom 1:2 Dét, Som Han forud har lovet ved Sine profeter i hellige Skrifter,
Rom 1:3 [[Evangeliet om Hans]] Søn, Som efter kødet er født af Davids slægt,
Rom 1:4 Han, Som med vælde er godtgjort at være Guds Søn i kraft, efter helligheds Ånd, ved opstandelse af døde: Jesus Kristus, vor HErre,
Rom 1:5 ved Hvem vi har fået apostelembedets nåde, for - Hans navn til ære - at virke troslydighed blandt alle [[hedninge-]]folkene,
Rom 1:6 blandt hvilke også I er, I Jesu Kristi kaldede -
Rom 1:7 [[sender hilsen]] til alle Guds elskede, som er i Rom, [[I, som er]] kaldede, ja, hellige: Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader og HErre, Jesus Kristus!
Rom 1:8 Først takker jeg min Gud ved Jesus Kristus for jer alle, fordi jeres tro omtales i hele verden.
Rom 1:9 Thi Gud, Hvem jeg tjener i min ånd ved forkyndelsen af Evangeliet om Hans Søn, er mit Vidne om, hvor uophørligt jeg ihukommer jer
Rom 1:10 i mine bønner, og jeg beder, om det dog ikke engang må undes mig ved Guds vilje at komme til jer.
Rom 1:11 Thi jeg længes efter at se jer, for at jeg må kunne give jer del i een og anden åndelig nådegave, så at I kan blive styrkede,
Rom 1:12 det vil sige: at jeg blandt jer må blive opmuntret sammen med jer ved den tro, vi er fælles om, jeres og min.
Rom 1:13 Men jeg vil ikke, brødre, at I skal være uvidende om, at jeg ofte har sat mig for at komme til jer - men at jeg er hidtil blevet hindret - for at jeg skal kunne få nogen frugt også hos jer, ligesom hos de øvrige folk.
Rom 1:14 Thi jeg står i gæld både til grækere og barbarer, lærde og ulærde!
Rom 1:15 Derfor er jeg for min del rede til også for jer i Rom at forkynde Evangeliet.
Rom 1:16 Jeg skammer mig nemlig ikke ved Kristi Evangelium; thi Det er en Guds kraft til frelse for enhver, som tror, for jøde først og så for græker!
Rom 1:17 Thi i [[Evangeliet]] er Guds retfærdighed åbenbaret af tro til tro, som det er skrevet: "Den retfærdige skal leve af tro!"
Rom 1:18 Fra Himmelen er Guds vrede nemlig åbenbaret over al ugudelighed og menneskelig uret, som ved uretfærdighed holder sandheden nede!
Rom 1:19 Thi dét, som kan erkendes om Gud, ligger åbent for [[menneskene]], og Gud har åbenbaret det for dem!
Rom 1:20 Thi Hans usynlige [[væsen]] har, fra verden blev skabt, været synligt i Hans værker, både Hans evige kraft og Hans Guddom, så at de er uden undskyldning,
Rom 1:21 fordi de, skønt de kender Gud, ikke har æret eller takket Ham som Gud, men er blevet tomme i deres tanker og formørkede i deres hjerters uforstandighed!
Rom 1:22 Mens de siger, at de er viise, er de dog blevet dårer,
Rom 1:23 og de har byttet Den uforgængelige Guds herlighed bort mod et billede, der forestiller et forgængeligt menneske, fugle, firføddede dyr eller krybdyr!
Rom 1:24 Derfor har Gud også prisgivet dem til deres hjerters lyster, til urenhed, så at de har vanæret deres legemer indbyrdes,
Rom 1:25 de, som har byttet Guds sandhed ud med løgnen og æret og dyrket skabningen fremfor Skaberen, Han, Som er lovpriset i evighederne! Amen!
Rom 1:26 Derfor har Gud prisgivet dem til at vanæres i deres begær! Thi både deres kvinder har ombyttet den naturlige omgang med dén, som er mod naturen,
Rom 1:27 og også mændene iblandt dem har forladt den naturlige omgang med kvinder i deres brændende begær efter hinanden: mænd har øvet skamløshed med mænd, og for deres vildfarelse har de pådraget sig den løn, de har fortjent!
Rom 1:28 Da de således ikke regnede det for noget værd at kende Gud, prisgav Gud dem til et uværdigt sind, så de gjorde usømmelige ting!
Rom 1:29 De fyldtes af uretfærdighed, utugt, mord, havesyge, ondskab, misundelse, drab, strid, svig, ondskab og sladderagtighed;
Rom 1:30 de er blevet bagtalere, Guds-hadere, voldsmænd, overmodige, pralhalse, opfindere af onde ting, ulydige mod forældre,
Rom 1:31 uforstandige, upålidelige, ukærlige og ubarmhjertige,
Rom 1:32 sådanne, som, selvom de kender Guds retfærdighed - nemlig at den, som gør den slags ting, har fortjent døden - alligevel ikke blot gør disse ting, men endog bifalder dem, som gør det!
Rom 2:1 Derfor er du uden undskyldning, du menneske, som dømmer! Thi når du dømmer de andre, fordømmer du dig selv! For du dømmer ganske vist, men du handler selv på samme måde!
Rom 2:2 Og vi veed, at Guds sandheds dom er over dem, som gør disse ting!
Rom 2:3 Tror du da virkelig, du menneske, som dømmer dem, der gør disse ting, og selv gør det samme, at du kan undslippe Guds dom?
Rom 2:4 Eller foragter du Hans rigdom på godhed, overbærenhed og langmodighed og veed ikke, at Guds godhed driver dig til omvendelse?
Rom 2:5 Nej, ved din hårdhed og dit ubodfærdige hjerte samler du dig vrede til Vredens Dag, da Guds retfærdige dom vil blive åbenbaret,
Rom 2:6 og Han vil "give enhver igen efter sine gerninger":
Rom 2:7 til dén, som tålmodigt i god gerning søger ære og hæder og uforgængelighed: evigt liv,
Rom 2:8 til dén derimod, som er stridslysten og ulydig mod Sandheden, men adlyder uretfærdigheden: had og vrede!
Rom 2:9 Trængsel og nød over enhver menneskesjæl, som gør det onde, over jøde først og så over græker!
Rom 2:10 Men herlighed og ære og fred over enhver, som gør det gode, over jøde først, så over græker!
Rom 2:11 Der er nemlig ikke personsanseelse hos Gud!
Rom 2:12 Thi alle, som synder uden Lov, vil også gå fortabt uden Lov, og alle, som har syndet under Loven, skal dømmes ved Loven!
Rom 2:13 Thi ikke Lovens hørere er retfærdige for Gud, nej, Lovens gørere vil blive retfærdiggjorte.
Rom 2:14 Thi når folk, som ikke har Loven, af naturen handler efter Loven, da er de, skønt de ikke kender Loven, sig selv en Lov!
Rom 2:15 De viser nemlig, at Lovens gerninger er skrevet i deres hjerter, og deres samvittighed vidner med, idet deres tanker indbyrdes anklager eller forsvarer hinanden
Rom 2:16 på Dén Dag, da Gud ved Jesus Kristus efter Mit Evangelium vil dømme det, der er skjult i menneskene!
Rom 2:17 Men selvom du bliver kaldt jøde og stoler på Loven og roser dig i Gud
Rom 2:18 og kender [[Guds]] vilje og dømmer om de forskellige ting, [[således]] som du har lært det i Loven,
Rom 2:19 og selvom du tror, at du er de blindes vejviser, et lys for dem, der vandrer i mørket,
Rom 2:20 en opdrager for de uforstandige, en lærer for de umyndige, som har kundskabens og sandhedens udtrykte billede i Loven -
Rom 2:21 selvom du altså lærer andre, lærer du da ikke dig selv? Du, som forkynder, at man ikke må stjæle - stjæler du selv?
Rom 2:22 Du, som siger, at man ikke må bedrive hor - bedriver du selv hor? Du, som foragter afguderne - raner du fra templerne?
Rom 2:23 Du, som roser dig ved Loven - vanærer du Gud ved at overtræde Loven?
Rom 2:24 Thi "Guds navn spottes for jeres skyld blandt hedningerne", som det er skrevet!
Rom 2:25 Omskærelsen er ganske vist nyttig, hvis du handler [[efter]] Loven - men hvis du overtræder Loven, er du, skønt omskåren, blevet som en uomskåren!
Rom 2:26 Men hvis en uomskåren overholder Lovens retfærdighedskrav, vil han da ikke, skønt uomskåren, blive regnet for omskåren?
Rom 2:27 Ja, han, som af naturen er uomskåren, men opfylder Loven, skal dømme dig, som trods den bogstavelige omskærelse overtræder Loven!
Rom 2:28 Thi ikke dén er jøde, som er det i det ydre, heller ikke er dét omskærelse, den, som sker i kødet -
Rom 2:29 nej, den, som er det i det skjulte, er jøde, og [[den sande]] omskærelse er hjertets, [[den, som sker]] i Ånd, ikke i bogstav, den, hvis ære ikke er fra mennesker, men fra Gud!
Rom 3:1 Hvad er da jødernes fortrin, og hvad nytter omskærelsen?
Rom 3:2 Meget, på enhver måde! Først og fremmest: at de blev betroet Guds Ord!
Rom 3:3 Thi hvad nu, hvis nogen har været utro? Mon deres utroskab vil ophæve Guds troskab?
Rom 3:4 Nej, på ingen måde! Lad det stå fast, at Gud er sanddru, om så ethvert menneske er løgner, som det er skrevet: "... for at Du dog må blive retfærdiggjort i Dine Ord og sejre, når Du dømmer."
Rom 3:5 Men hvis nu vor uretfærdighed åbenbarer Guds retfærdighed, hvad skal vi så sige? Er Gud så uretfærdig, når Han lader Sin vrede komme - jeg taler på menneskevis?
Rom 3:6 Nej, på ingen måde! Hvordan skulle Gud ellers kunne dømme verden?
Rom 3:7 Men hvis Guds sandhed ved min løgn bliver større til Hans ære, hvorfor skal jeg så alligevel dømmes som synder?
Rom 3:8 Det er ikke sandt, dét vi spottes for, og som nogle påstår om os: at vi siger: "Lad os gøre det onde, for at der skal komme godt ud af det!" Dommen over dem, som siger dét om os, er retfærdig!
Rom 3:9 Hvad da? Har vi noget fortrin? På ingen måde! Thi ovenfor har vi jo anklaget både jøder og grækere for alle at være under synd,
Rom 3:10 som det er skrevet: "Der er ikke een retfærdig, end ikke een!
Rom 3:11 Der er ikke een, som er forstandig, der er ikke een, som søger Gud!
Rom 3:12 Alle er de bøjet af, sammen er de blevet uduelige; der er ikke een, som gør godt, ikke een eeneste!"
Rom 3:13 "En åben grav er deres struber, med deres tunger øver de svig", "slangegift er under deres læber",
Rom 3:14 "deres mund er fuld af forbandelser og bitterhed;
Rom 3:15 de er snare på fødderne til at udgyde blod,
Rom 3:16 undergang og elendighed er på deres veje,
Rom 3:17 og Fredens Vej kender de ikke",
Rom 3:18 "ej er der frygt for Gud i deres øjne!"
Rom 3:19 Vi veed jo, at alt dét, Loven siger, taler Den til dem, som er under Loven, for at enhver mund skal lukkes, og al verden stå skyldig overfor Gud!
Rom 3:20 Altså retfærdiggøres intet kød for Ham ved lovgerninger, thi ved Loven gives kun kundskab om synd!
Rom 3:21 Men nu er - uafhængigt af Loven - Guds retfærdighed blevet åbenbaret, og den er bevidnet af Loven og Profeterne!
Rom 3:22 Guds retfærdighed gives nemlig ved tro på Jesu Kristus til alle, som tror, og der er ingen forskel:
Rom 3:23 alle har nemlig syndet og mangler Guds herlighed!
Rom 3:24 Altså bliver de retfærdiggjorte ufortjent af Guds nåde ved løskøbelsen i Kristus Jesus!
Rom 3:25 Ham har Gud som Bevis på Sin retfærdighed stillet frem som et Sonemiddel ved troen på Hans blod, idet Han i Sin langmodighed viser overbærenhed med de forud begåede synder,
Rom 3:26 for i den nuværende tid at vise Sin retfærdighed, nemlig: at Han er retfærdig og retfærdiggør den, som tror på Jesus!
Rom 3:27 Hvor er da vor ros? Den er udelukket! Ved hvilken lov? Gerningernes? Nej - ved troens lov!
Rom 3:28 Vi ser altså, at et menneske retfærdiggøres ved tro uden lovgerninger!
Rom 3:29 Eller er Gud kun jødernes? Mon ikke også hedningers? Jo, også deres,
Rom 3:30 så sandt Gud er Een, Han, Som retfærdiggør de omskårne af tro og de uomskårne ved troen.
Rom 3:31 Afskaffer vi da Loven ved troen? Nej, på ingen måde! Tværtimod stadfæster vi Loven!
Rom 4:1 Hvad skal vi da sige, at Abraham, vor forfader efter kødet, har opnået?
Rom 4:2 Thi hvis Abraham blev retfærdiggjort ved gerninger, har han jo [[noget at rose sig af]] - dog ikke overfor Gud!
Rom 4:3 Hvad siger nemlig Skriften: "Abraham troede Gud, og dét blev regnet ham til retfærdighed!"
Rom 4:4 Den, som arbejder [[på at gøre lovgerninger]], tilregnes lønnen da ikke efter nåde, men efter fortjeneste.
Rom 4:5 Den derimod, som ikke arbejder [[på at gøre lovgerninger]], men som tror på Ham, Som retfærdiggør den ugudelige, ham regnes hans tro til retfærdighed!
Rom 4:6 Således priser også David dét menneske saligt, hvem Gud tilregner retfærdighed uden gerninger:
Rom 4:7 "Salige de, hvis overtrædelse er forladt, hvis synd er blevet skjult!
Rom 4:8 Salig den mand, hvem HErren ikke tilregner synd!"
Rom 4:9 Gælder denne saligprisning nu kun de omskårne, eller også de uomskårne? Vi siger jo: "Troen blev regnet Abraham til retfærdighed".
Rom 4:10 Hvornår blev den ham nu tilregnet? Da han var omskåret, eller da han var uomskåret? Ikke da han var omskåret, men da han var uomskåret!
Rom 4:11 Derefter fik han omskærelsens tegn som segl på dén retfærdighed af tro, som han havde allerede som uomskåren, for at han skulle være alle de uomskårne troendes fader, så at retfærdigheden kunne tilregnes også dem,
Rom 4:12 og [[tillige]] de omskårnes fader, de, som ikke blot er omskårne, men som også vandrer i vor fader Abrahams fodspor i den tro, han havde før omskærelsen.
Rom 4:13 Thi det var ikke ved Loven, Abraham eller hans slægt blev givet det løfte, at han skulle arve verden, men ved troens retfærdighed!
Rom 4:14 Hvis de, [[som er]] af Loven, er arvinger, er troen jo nytteløs og løftet sat ud af kraft!
Rom 4:15 Thi Loven udvirker vrede, for hvor der ingen lov er, er der heller ingen overtrædelse!
Rom 4:16 Derfor [[fik han løftet]] ved troen, for at [[det skulle være]] af nåde, så at løftet står fast for hele slægten, ikke blot for dem under Loven, men også for dem af Abrahams tro, han, som er alles fader,
Rom 4:17 som det er skrevet: "Jeg har sat dig som fader for mange folkeslag", fordi han troede på Gud, Som levendegør de døde, og Som nævner dét, der ikke er, så det bliver til!
Rom 4:18 Og han troede mod håb i håb, og blev derved mange folkeslags fader, som det er sagt: "Således skal din slægt blive!"
Rom 4:19 Og uden at svækkes i troen så han, at hans eget legeme var udlevet - han var jo omkring 99 år - og at Saras moderliv var dødt;
Rom 4:20 men han tvivlede ikke i vantro på Guds løfte, nej, han styrkedes i troen og gav Gud æren,
Rom 4:21 fordi han var fuldt forvisset om, at Han, Som havde givet ham løftet, også var mægtig at opfylde det!
Rom 4:22 Derfor blev det også regnet ham til retfærdighed!
Rom 4:23 Men dét, at det blev ham tilregnet, blev ikke skrevet blot for hans skyld,
Rom 4:24 nej, også for vor skyld, hvem det også vil blive tilregnet, vi, som tror på Ham, Som har opvakt Jesus, vor HErre, fra døde,
Rom 4:25 Han, Som blev givet hen for vore synder og oprejst for vor retfærdigheds skyld!
Rom 5:1 Da vi nu er retfærdiggjorte af tro, har vi også fred med Gud ved vor HErre Jesus Kristus!
Rom 5:2 Ved Ham har vi også i troen fået adgang til den nåde, vi står i, og vi roser os af håbet om Guds herlighed!
Rom 5:3 Ja, ikke blot dét: vi roser os også af trængslerne, fordi vi veed, at trængselen virker udholdenhed,
Rom 5:4 udholdenheden troskab, og troskaben håb;
Rom 5:5 og håbet gør os ikke til skamme, for Guds kærlighed er blevet udøst i vore hjerter ved Helligånden, Som blev givet os!
Rom 5:6 Thi da vi endnu var afmægtige, døde Kristus til [[den fastsatte]] tid for [[os]] ugudelige.
Rom 5:7 Der er vel næppe nogen, der vil dø for en retfærdig! Nogle vil måske dø for een, der er god [[mod dem]] -
Rom 5:8 men Gud viser Sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere!
Rom 5:9 Så meget mere skal vi derfor, da vi nu er retfærdiggjorte ved Hans blod, frelses ved Ham fra vreden.
Rom 5:10 Thi hvis vi, da vi endnu var fjender, blev forligte med Gud ved Hans Søns død, skal vi da så meget mere, da vi nu er forligte, frelses ved Hans liv!
Rom 5:11 Ja, ikke blot dét: vi priser os endog lykkelige i Gud ved vor HErre Jesus Kristus, ved Hvem vi nu har modtaget forligelsen.
Rom 5:12 Derfor: ligesom synden kom ind i verden ved eet menneske og døden på grund af synden, og døden således kom til alle mennesker, fordi de alle har syndet -
Rom 5:13 thi der var også synd i verden før Loven kom, men den regnes ikke som synd, når der ingen Lov er -
Rom 5:14 således herskede døden også fra Adam og indtil Moses også over dem, som ikke havde syndet med en overtrædelse i lighed med Adams, han, som jo er et billede på Ham, Der skulle komme.
Rom 5:15 Med Nådegaven er det dog ikke som med faldet: thi hvis de mange døde ved den eenes fald, er så meget mere Guds nåde og nådens gaver i Det Eene Menneske, Jesus Kristus, rigeligt blevet de mange til del!
Rom 5:16 For Gaven kom ikke, som [[dommen kom]], da den eene havde syndet; thi dommen, [[som var døden]] efter een [[forsyndelse]], blev til fordømmelse, men Nådegaven, [[Som er frifindelse]] efter manges forsyndelser, blev til retfærdiggørelse!
Rom 5:17 Thi hvis døden ved den eenes fald herskede på grund af den eene, skal desto mere de, som modtager Nådegavens overflod, leve og herske ved Den Eene: nemlig Jesus Kristus!
Rom 5:18 Ligesom altså den eenes fald blev til fordømmelse for alle mennesker, blev også Den Eenes retfærdighed til liv for alle mennesker!
Rom 5:19 Thi ligesom de mange ved det eene menneskes ulydighed kom til at stå som syndere, således skal også de mange ved Den Eenes lydighed komme til at stå som retfærdige!
Rom 5:20 Men Loven kom til, for at faldet skulle blive større - dog: hvor synden blev stor, blev nåden desto større,
Rom 5:21 så at, ligesom synden herskede ved døden, skal nåden også herske med retfærdighed til evigt liv ved Jesus Kristus, vor HErre!
Rom 6:1 Hvad skal vi da sige? Skal vi forblive i synden, for at nåden kan blive større?
Rom 6:2 Nej, på ingen måde! Hvordan skulle vi, som er afdøde fra synden, stadig kunne leve i den?
Rom 6:3 Eller veed I ikke, at alle, som blev døbt til Jesus Kristus, blev døbte til Hans død?
Rom 6:4 Vi blev altså begravet med Ham ved [[Hans]] dåb til døden, for at, ligesom Kristus opvaktes fra døde ved Faderens herlighed, således skal også vi vandre i et nyt liv!
Rom 6:5 Thi er vi sammenvoxede [[med Ham]] ved en død i lighed med Hans, da skal vi også være det ved en opstandelse [[i lighed med Hans]]!
Rom 6:6 Thi dette veed vi: at vort gamle menneske er blevet korsfæstet sammen med [[Ham]], for at det syndige legeme skulle blive tilintetgjort, så at vi ikke mere skulle trælle under synden;
Rom 6:7 thi den, som er død, er retfærdiggjort fra synden!
Rom 6:8 Men er vi døde med Kristus, da tror vi, at vi også skal leve med Ham,
Rom 6:9 idet vi veed, at Kristus, efter at Han er oprejst fra døde, ikke mere dør: døden har ikke længere magt over Ham!
Rom 6:10 Thi den død, Han døde, døde Han een gang for alle fra synden, og det liv, Han lever, lever Han for Gud!
Rom 6:11 Så skal I da regne jer for døde for synden, men levende for Gud i Kristus Jesus, vor HErre!
Rom 6:12 Lad derfor ikke synden herske i jeres dødelige legeme, så at I adlyder dets lyster,
Rom 6:13 og stil heller ikke jeres lemmer til rådighed for synden som uretfærdighedens våben; nej, stil jer til rådighed for Gud som dem, der er levendegjorte fra døde, og jeres lemmer [[til rådighed]] for Gud som retfærdighedens våben!
Rom 6:14 Thi synden skal ikke herske over jer! I er jo ikke under Lov, men under nåde!
Rom 6:15 Hvad så? Skal vi synde, fordi vi ikke er under Lov, men under nåde? Nej, på ingen måde!
Rom 6:16 Veed I da ikke, at hvem I end stiller jer til rådighed for som lydige trælle, er I trælle under og må I adlyde, enten det er under synden - til død - eller det er under lydigheden - til retfærdighed!
Rom 6:17 Men Gud ske tak, at I, som var syndens trælle, er blevet lydige af hjertet mod den Lære, der blev overleveret jer!
Rom 6:18 Dog: nu, da I er blevet frigjorte fra synden, er I blevet trælle under retfærdigheden!
Rom 6:19 Jeg taler menneskeligt for jeres kødelige svagheds skyld: ligesom I altså stillede jeres lemmer til rådighed som trælle for urenheden og lovløsheden, så det førte til lovløshed, således skal I nu stille jeres lemmer til rådighed som trælle for retfærdigheden, så det fører til helligelse!
Rom 6:20 Thi da I var syndens trælle og var frie overfor retfærdigheden,
Rom 6:21 hvilken frugt havde I dengang? Ting, I nu skammer jer over! Thi disse ting ender med døden!
Rom 6:22 Men nu, hvor I er befriede fra synden, men til gengæld er blevet gjort til trælle for Gud, har I den frugt, at I helliggøres - og det ender med liv!
Rom 6:23 Thi syndens løn er døden - men Guds Nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor HErre!
Rom 7:1 Eller veed I ikke, brødre, - jeg taler jo til nogle, der kender Loven! - at Loven kun hersker over et menneske, så længe det lever?
Rom 7:2 En gift kvinde er jo af Loven bundet til manden, [[så længe han]] lever; men hvis manden dør, sættes Loven [[, Der binder hende til manden,]] ud af kraft.
Rom 7:3 Derfor kaldes hun altså en ægteskabsbryderske, hvis hun, mens manden endnu er i live, bliver en anden mands; men hvis manden dør, er hun løst fra Loven, så at hun ikke er en ægteskabsbryderske, hvis hun gives til en anden mand.
Rom 7:4 Således, mine brødre, er også I døde fra Loven ved Kristi legeme, så at I kan blive En Andens, nemlig Hans, Som er oprejst fra døde, for at vi skal bære frugt for Gud!
Rom 7:5 Thi da vi var i kødet, virkede syndens lyster, som vækkes ved Loven, i vore lemmer, så at vi bar frugt for døden.
Rom 7:6 Men nu er vi løst fra Loven, idet vi er døde fra det, som fastholdt os, så at vi nu træller i Åndens nye [[tjeneste]], og ikke i bogstavens gamle [[tjeneste]].
Rom 7:7 Hvad skal vi da sige? Er Loven synd? Nej, på ingen måde! Men jeg ville jo ikke have vidst, at synden [[var synd]] uden gennem Loven. Begæret kendte jeg jo heller ikke, hvis ikke Loven sagde: "Du må ikke begære!"
Rom 7:8 Men [[jeg siger altså, at]] idet synden fik en anledning ved budet, virkede den i mig al slags begær; thi uden Lov er synden død!
Rom 7:9 Også jeg levede engang uden Lov; men da så Budet kom, levede synden op - og jeg døde!
Rom 7:10 Altså ser vi, at Budet, som skulle være til liv, for mig blev til død!
Rom 7:11 Thi synden benyttede sig af budet, bedrog mig og dræbte mig ved det!
Rom 7:12 Så er Loven altså hellig, og Budet helligt og retfærdigt og godt!
Rom 7:13 Er Dét, Som altså er godt, da blevet mig til død? Nej, på ingen måde! Men synden virkede ved Det Gode døden for mig, for at det skulle blive åbenbart, at den var synd, ja, for at synden ved budet til overmål skulle åbenbare sig som syndig!
Rom 7:14 Thi vi veed, at Loven er åndelig - men jeg er kødelig, solgt til at trælle under synden.
Rom 7:15 Dét, jeg gør, forstår jeg jo ikke! Thi dét, jeg vil, det gør jeg ikke, men dét, jeg hader, det gør jeg!
Rom 7:16 Men hvis jeg gør dét, jeg ikke vil, samtykker jeg med Loven [[og bekræfter,]] at Den er god!
Rom 7:17 Nu er det dog ikke længere mig, der gør det, men den synd, som bor i mig!
Rom 7:18 Thi jeg veed, at der ikke bor noget godt i mig, det vil sige: i mit kød. Thi viljen er til stede i mig, men evnen til at gøre det gode kan jeg ikke finde!
Rom 7:19 Thi det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; det onde derimod, som jeg ikke vil, det gør jeg!
Rom 7:20 Dog: hvis jeg gør det, jeg ikke vil, er det ikke længere mig, der gør det, men synden, som bor i mig!
Rom 7:21 Jeg, som vil gøre det gode, finder altså den lovmæssighed i mig: at for mig ligger det onde nærmest!
Rom 7:22 Thi jeg glæder mig over Guds Lov i mit indre menneske,
Rom 7:23 men jeg ser, at en anden lov i mine lemmer strider mod loven i mit sind og tager mig til fange ved syndens lov, der er i mine lemmer.
Rom 7:24 Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødens legeme?
Rom 7:25 Jeg takker Gud ved Jesus Kristus, vor HErre! Jeg tjener altså nok Guds Lov med mit sind, men syndens lov med mit kød;
Rom 8:1 - så er der altså ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus, de, som ikke vandrer efter kødet, men efter Ånden!
Rom 8:2 Thi Livets Ånds Lov har i Kristus Jesus løst mig fra syndens og dødens lov!
Rom 8:3 Thi dét, som var umuligt for Loven, fordi Den var magtesløs på grund af kødet, dét gjorde Gud, da Han sendte Sin Egen Søn i syndigt køds lighed og på grund af synden og således fældede dødsdom over synden i kødet,
Rom 8:4 for at Lovens bud skulle blive opfyldt i os, vi, som ikke vandrer efter kødet, men efter Ånden!
Rom 8:5 Thi de, som vandrer efter kødet, har dét, som er kødets, i tankerne; men de, som vandrer efter Ånden, dét, som er Åndens!
Rom 8:6 Thi kødets tanker er død; men Åndens tanker er fredens liv.
Rom 8:7 For kødet nærer efter sit væsen fjendskab mod Gud! Det underordner sig nemlig ikke Guds Lov - det kan det slet ikke!
Rom 8:8 Derfor kan de, som vandrer i kød, heller ikke behage Gud!
Rom 8:9 I, derimod, er ikke i kødet, men i Ånden, så sandt Guds Ånd bor i jer! Hvis nogen derimod ikke har Kristi Ånd, er han ikke Hans!
Rom 8:10 Hvis Kristus altså er i jer, er legemet vel dødt på grund af synden, men ånden er liv på grund af retfærdigheden.
Rom 8:11 Og hvis Hans Ånd, Som oprejste Jesus fra døde, bor i jer, da skal Han, Som oprejste Kristus fra døde, også levendegøre jeres dødelige legemer, fordi Hans Ånd bor i jer!
Rom 8:12 Derfor, brødre, skylder vi ikke kødet noget, så at vi skulle leve efter kødet;
Rom 8:13 hvis I nemlig lever efter kødet, skal I dø, men hvis I ved Ånden dræber legemets gerninger, skal I leve!
Rom 8:14 Thi alle, som drives af Guds Ånd, er Guds [[børn]].
Rom 8:15 I har jo ikke fået trældoms ånd, så I atter skal frygte, nej, I har fået barnekårets Ånd, i Hvilken vi råber: "Abba, Fader!"
Rom 8:16 Ånden Selv vidner sammen med vor ånd, at vi er Guds børn!
Rom 8:17 Men er vi børn, så er vi også arvinger, nemlig Guds arvinger, ja, Kristi medarvinger, så sandt vi lider med Ham, for at vi også skal blive herliggjorte med Ham!
Rom 8:18 Thi jeg holder for, at lidelserne i den nuværende verden ikke er værd at regne i sammenligning med den kommende herlighed, der skal åbenbares på os!
Rom 8:19 Skabningen venter jo med inderlig længsel på, at Guds [[børn]] skal åbenbares.
Rom 8:20 Skabningen blev jo underlagt forgængelighed - dog ikke frivilligt, men efter Hans vilje, Som lagde den derunder - dog med håb!
Rom 8:21 Thi også skabningen selv skal befries fra trældommen under forgængeligheden og nå frem til Guds børns frihed i herligheden!
Rom 8:22 Vi veed jo, at hele skabningen tilsammen sukker og er i veer indtil nu,
Rom 8:23 ja, ikke blot den, nej, også vi selv, som har Åndens førstegrøde, også vi sukker ved os selv, idet vi venter på barnekåret: vort legemes forløsning!
Rom 8:24 Thi vi frelstes i håbet. Men et håb, man ser, er ikke et håb, for hvordan skulle man kunne håbe på dét, man ser?
Rom 8:25 Håber vi derimod på dét, vi ikke ser, så venter vi på det med udholdenhed.
Rom 8:26 Og så kommer Ånden os til hjælp i vor magtesløshed. Vi veed jo ikke, hvad vi retteligt bør bede om, men Ånden Selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke,
Rom 8:27 og Han, Som gransker hjerterne, veed, hvad Åndens tanker er, thi Han går i forbøn for de hellige efter Guds bud.
Rom 8:28 Og vi veed, at alt samvirker til gode for dem, som elsker Gud, de, som efter Hans plan er kaldede.
Rom 8:29 Thi dem, som Han forud har kendt, har Han også forud udvalgt til at blive ligedannede med Sin Søns billede, så at Han skulle blive Den Førstefødte blandt mange brødre!
Rom 8:30 Men dem, Han forud har udvalgt, dem har Han også kaldet, og dem, Han har kaldet, har Han også retfærdiggjort, og dem, Han har retfærdiggjort, har Han også herliggjort!
Rom 8:31 Hvad skal vi da sige til dette? Hvis Gud er for os, hvem kan da være imod os?
Rom 8:32 Han sparede jo end ikke Sin Egen Søn, men gav Ham hen for os alle! Hvordan skulle Han så kunne andet end at give os alle ting sammen med Ham?
Rom 8:33 Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud er Den, Som retfærdiggør!
Rom 8:34 Hvem er Den, Som fordømmer? Kristus er Den, Som er død, ja, mere endnu: Som er opstået, Som er ved Guds højre, ja, Som endog går i forbøn for os!
Rom 8:35 Hvem skulle kunne skille os fra Kristi kærlighed? Trængsel eller angst eller forfølgelse eller sult eller nøgenhed eller fare eller sværd -
Rom 8:36 som skrevet er: "For Din skyld dødes vi dagen lang; vi bliver regnet for slagtefår!"
Rom 8:37 Dog i alle disse ting mere end sejrer vi ved Ham, Som har elsket os!
Rom 8:38 Thi jeg er overbevist om, at hverken død eller liv, hverken engle eller magter, hverken det nuværende eller det kommende,
Rom 8:39 hverken det høje eller det dybe eller nogen anden skabning vil kunne skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor HErre!
Rom 9:1 Sandhed taler jeg i Kristus, jeg lyver ikke: min samvittighed vidner med mig i Helligånden,
Rom 9:2 at jeg har en stor sorg og en uophørlig smerte i mit hjerte!
Rom 9:3 Thi jeg ville ønske, at jeg selv var forbandet bort fra Kristus for mine brødres skyld, mine slægtninge efter kødet,
Rom 9:4 israelitterne, hvem barnekåret og herligheden og Pagterne og lovgivningen og gudstjenesten og løfterne tilhører,
Rom 9:5 hvem fædrene tilhører, og fra hvem Kristus efter kødet stammer, Han, Som er Gud over alle ting, højlovet i evigheden! Amen!
Rom 9:6 Dog: det skal ikke forstås, som om Guds Ord har svigtet! Thi ikke alle de, som er af Israel, er virkelige israelitter!
Rom 9:7 De er heller ikke alle Abrahams børn, fordi de er af hans slægt, nej: "... i Isak skal kaldes dig en slægt!"
Rom 9:8 Det vil sige: ikke kødets børn er Guds børn, nej, løftets børn regnes til slægten!
Rom 9:9 Og Dette er løftets Ord: "Til den tid vil Jeg komme, og da skal Sara have en søn!"
Rom 9:10 Men ikke blot hun, nej, også Rebekka blev svanger efter samleje med een mand, vor fader Isak.
Rom 9:11 Og før de var født og derfor endnu ikke havde gjort hverken godt eller ondt, blev det sagt til hende: "Den ældste skal tjene den yngste", for at Guds plan efter udvælgelsen skulle stå fast,
Rom 9:12 ikke ved gerninger, men ved Ham, Som kalder,
Rom 9:13 som skrevet står: "Jakob elskede Jeg, men Esau hadede Jeg!"
Rom 9:14 Hvad skal vi da sige? Er der da uret hos Gud? Nej, på ingen måde!
Rom 9:15 Thi til Moses siger Han: "Jeg forbarmer Mig over, hvem Jeg vil, og viser miskundhed mod, hvem Jeg vil!"
Rom 9:16 Altså beror det ikke på den, som vil, eller på den, som anstrenger sig, men på Den, Der forbarmer Sig: nemlig Gud!
Rom 9:17 Skriften siger jo til Farao: "Netop derfor oprejste Jeg dig: for at Jeg på dig kunne vise Min magt, og for at Mit navn skulle blive forkyndt over hele jorden!"
Rom 9:18 Altså forbarmer Han Sig over, hvem Han vil, og hvem Han vil, forhærder Han!
Rom 9:19 Du vil da måske sige: "Hvorfor dadler Han os så alligevel - thi hvem kan sætte sig op mod Hans vilje?"
Rom 9:20 Menneske! Hvem er dog du, at du tager til genmæle mod Gud! Kan det, som blev formet, sige til den, der formede det: "Hvorfor lavede du mig sådan"?
Rom 9:21 Eller har pottemageren ikke magt over leret, så at han af den samme klump kan lave eet kar til ære og et andet til vanære?
Rom 9:22 Men hvis nu Gud, selvom Han kunne vise Sin vrede og åbenbare Sin magt, i stor langmodighed bærer over med vredens kar, som er skabt til ødelæggelse,
Rom 9:23 og dét, for at åbenbare Sin herligheds rigdom over barmhjertighedens kar, som Han forud havde skabt til ære?
Rom 9:24 - og til at være sådanne har Han jo kaldet os, ikke kun blandt jøder, men også blandt hedninger,
Rom 9:25 Som Han jo siger hos Hoseas: "De, Som ikke var Mit folk, vil Jeg kalde "Mit folk", og den, som ikke var elsket, [[vil Jeg kalde]] "en elsket"!
Rom 9:26 Og det skal ske, at på dét sted, hvor det blev sagt til dem: "I er ikke Mit folk", dér skal de kaldes "Den levende Guds [[børn]]"!"
Rom 9:27 Men Esajas udråbte om Israel: "Om end tallet på Israels [[børn]] skulle være som havets sand, skal dog kun en rest blive frelst!
Rom 9:28 For Gud fuldbyrder og tilmåler Sit Ord i retfærdighed, thi Et Ord er tilmålt os, og Det vil HErren sætte i værk på jorden!"
Rom 9:29 Og som Esajas forud har sagt: "Hvis ikke HErren Zebaoth havde levnet os afkom, da var vi blevet som Sodoma, ja, vi var blevet lig Gomorra!"
Rom 9:30 Hvad skal vi da sige? Jo: at hedningerne, som ikke stræbte efter retfærdighed, har fundet retfærdighed, nemlig retfærdigheden af tro -
Rom 9:31 Israel derimod, som stræbte efter en Lov, Der kunne føre til retfærdighed, fandt ikke en sådan Lov.
Rom 9:32 Hvorfor? Fordi de ikke søgte ved tro, men ved lovgerninger! De faldt over Stenen, Anstødsstenen! -
Rom 9:33 som det er skrevet: "Se, Jeg lægger i Zion en Anstødssten, ja, en Klippe til fald, og den, som tror på Ham, skal ikke blive til skamme!"
Rom 10:1 Brødre! Det er virkelig mit hjertes ønske og min bøn til Gud for Israel, at de må blive frelst!
Rom 10:2 Thi jeg vidner for dem, at de er nidkære for Gud, men uden indsigt.
Rom 10:3 De kender nemlig ikke Guds retfærdighed, men søger at stille deres egen retfærdighed frem, og de har ikke underordnet sig Guds retfærdighed!
Rom 10:4 Thi Kristus er Lovens endemål til retfærdighed for enhver, som tror!
Rom 10:5 Moses skriver nemlig om Lovens retfærdighed: "De mennesker, som overholder disse [[bud]], skal leve ved dem"!
Rom 10:6 Men retfærdigheden af tro taler således: "Sig ikke i dit hjerte: "Hvem skal stige op til Himmelen?" - det vil sige: for at hente Kristus ned -
Rom 10:7 eller: "Hvem skal fare ned i Afgrunden?" - det vil sige: for at hente Kristus op fra de døde.
Rom 10:8 Nej, hvad siger den? [[Den siger]]: "Ordet er dig nær, i din mund og i dit herte!" - det vil sige: Troens Ord, den tro, som vi forkynder!
Rom 10:9 Thi hvis du med din mund bekender Jesus som HErre og med dit hjerte tror, at Gud oprejste Ham fra døde, skal du blive frelst!
Rom 10:10 Thi med hjertet tror man til retfærdighed, og med munden bekender man til frelse!
Rom 10:11 Skriften siger jo: "Ingen, som tror på Ham, skal blive til skamme!"
Rom 10:12 Og der er ikke forskel på jøde og græker; alle har nemlig Een og Samme HErre, Som er rig nok for alle, der påkalder Ham!
Rom 10:13 "Thi enhver, som påkalder HErrens navn, skal blive frelst!"
Rom 10:14 Men hvordan skulle de kunne påkalde Ham, hvis de ikke tror på Ham? Og hvordan skulle de kunne tro på Ham, hvis de ikke har hørt om Ham? Og hvordan skulle de kunne høre, hvis ingen forkynder?
Rom 10:15 Og hvordan skulle nogen kunne forkynde, hvis ikke de bliver sendt ud? Som skrevet er: "Hvor fager er [[lyden]] af deres fodtrin, som forkynder fred, de, som forkynder glædesbudskab!"
Rom 10:16 Det er dog ikke alle, der har adlydt Evangeliet! For Esajas siger: "HErre! Hvem troede dét, de hørte af os?"
Rom 10:17 Altså kommer troen af dét, som høres, og dét, som høres, kommer af Guds Ord.
Rom 10:18 Men så spørger jeg: "Har de da ikke hørt?" Jo, sandelig: "Deres røst er udgået til hele verden, og deres Ord til jorderigs ender!"
Rom 10:19 Jeg spørger da: "Har Israel da ikke forstået?" Først siger Moses: "Jeg vil gøre jer jaloux på et folk, som ikke er et folk, mod et uforstandigt folk vil Jeg ægge jer op!",
Rom 10:20 ja, Esajas drister sig til at sige: "Jeg blev fundet af dem, som ikke søgte Mig; Jeg åbenbarede Mig for dem, som ikke spurgte efter Mig!"
Rom 10:21 Men om Israel siger Han: "Dagen lang udrakte Jeg Mine hænder mod et folk, som er ulydigt og siger Mig imod!"
Rom 11:1 Jeg spørger altså: "Har Gud forskudt Sit folk, som Han forud kendte?" Nej, på ingen måde! Også jeg er jo en israelit, af Abrahams sæd, Benjamins stamme.
Rom 11:2 Gud har ikke forstødt Sit folk, som Han forud har kendt! Veed I da ikke, hvad Skriften siger i beretningen om Elias, hvordan han står frem for Gud mod Israel og siger:
Rom 11:3 "HErre! Dine profeter har de dræbt, Dine altre har de hugget ned, og jeg alene bliver levnet - og mig står de efter livet!"?
Rom 11:4 Men hvad bliver der sagt ham til svar: "Jeg har levnet Mig syv tusinde mænd, som ikke har bøjet knæ for Ba'al!"
Rom 11:5 Således er der da også i nutiden blevet levnet en rest efter nådens udvælgelse!
Rom 11:6 Og er det af nåde, så er det ikke længere af gerninger; ellers er nåden ikke længere nåde! Men er det af gerninger, så er det ikke længere af nåde; ellers er gerningen ikke længere gerning!
Rom 11:7 Hvad da? Det, som Israel søgte, det opnåede de ikke - men de udvalgte har opnået det! De andre blev derimod forhærdede,
Rom 11:8 som det er skrevet: "Gud gav dem sløvheds ånd, øjne, hvormed de ikke kan se, og ører, hvormed de ikke kan høre, indtil den dag i dag!"
Rom 11:9 Og David siger: "Lad deres bord blive til en snare og til en fælde og til anstød og til gengældelse for dem!
Rom 11:10 Lad deres øjne formørkes, så at de ikke kan se, og lad altid deres ryg være bøjet!"
Rom 11:11 Jeg spørger altså: "Mon de snublede, kun for at de skulle falde?" Nej, på ingen måde! Men ved deres fald er frelsen kommet til hedningerne, for at gøre [[Israel]] nidkær!
Rom 11:12 Hvis deres fald altså betyder rigdom for verden, og deres tab betyder rigdom for hedningerne, hvor meget mere vil det da ikke betyde, [[når de går fuldtalligt ind]]?
Rom 11:13 Men til jer, I hedninger, siger jeg: "I den udstrækning jeg er hedningenes apostel, ærer jeg min tjeneste!"
Rom 11:14 Om jeg dog kunne gøre mit [[folk]] nidkært og derved frelse nogle af dem!
Rom 11:15 Thi hvis deres forkastelse er blevet verdens forligelse, hvordan skulle deres antagelse da kunne udvirke andet end liv af døde!
Rom 11:16 Og er Førstegrøden hellig, så er dejen det også; og er Roden hellig, så er grenene det også!
Rom 11:17 Men hvis nogle af kvistene blev brækket af, og du, som var en vild olivenkvist, blev indpodet i stedet for dem og blev meddelagtig i olietræets Rods fedme,
Rom 11:18 så skal du ikke bryste dig overfor grenene! Og hvis du roser dig, så skal du vide, at ikke du bærer Roden, men Roden dig!
Rom 11:19 Hvis du da vil sige: "Kvistene blev brækket af, for at jeg skulle blive indpodet!" -
Rom 11:20 sandt nok! Ved vantroen blev de brækket af, og du er der ved troen - vær derfor ikke hovmodig, nej, frygt!
Rom 11:21 Thi hvis Gud ikke sparede de naturlige grene, hvorfor skulle Han da spare dig?
Rom 11:22 Så se dog Guds godhed og strenghed! Over dem, som faldt, er ganske vist strenghed, men over dig godheden - hvis du da forbliver i den! Ellers vil også du blive hugget af!
Rom 11:23 Det samme gælder dog dem: hvis de ikke forbliver i vantroen, vil de blive genindpodet - thi Gud har magt til atter at indpode dem!
Rom 11:24 Ja, hvis du blev hugget af det af naturen vilde olietræ, og mod naturen blev indpodet på et ædelt olietræ, hvor meget mere skal da ikke disse, som af naturen hører til dér, blive indpodet på deres eget olietræ?!
Rom 11:25 Thi jeg vil ikke, brødre, at I skal være uvidende om dette Mysterium, for at I ikke skal blive kloge i egne tanker: at der er kommet forhærdelse over en del af Israel, indtil hedningerne fuldtalligt er kommet ind!
Rom 11:26 Og så skal hele Israel blive frelst, som skrevet er: "Fra Zion skal Den, Som udfrier, komme, og Han skal fjerne ugudelighederne fra Jakob!
Rom 11:27 Og når Jeg borttager deres synder, da er dette Min Pagt med dem!"
Rom 11:28 Efter Evangeliet er de fjender for jeres skyld; men efter udvælgelsen er de elskede for fædrenes skyld!
Rom 11:29 Thi Gud angrer ikke Sine nådegaver og Sit kald!
Rom 11:30 Ligesom I altså engang var ulydige mod Gud, men nu har fået barmhjertighed ved deres ulydighed,
Rom 11:31 således er de nu blevet ulydige, for at også de, ved den barmhjertighed, I har fået, skal få barmhjertighed!
Rom 11:32 Thi Gud har indesluttet alle under ulydighed for at kunne forbarme Sig over alle!
Rom 11:33 O, dyb af Guds visdoms og kundskabs rigdom! Hvor uransagelige er ikke Hans domme, og hvor usporlige er ikke Hans veje!
Rom 11:34 Thi hvem har kendt Guds tanker? Eller hvem er blevet Hans rådgiver?
Rom 11:35 Eller hvem har givet Ham noget forud, så at han skulle få [[noget til]] gengæld af Ham?
Rom 11:36 Thi af Ham og ved Ham og til Ham er alle ting! Ham være ære i evighederne! Amen!
Rom 12:1 Jeg formaner jer altså, brødre, ved Guds barmhjertighed til at bringe jeres legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt offer - dét er jeres åndelige gudstjeneste!
Rom 12:2 Og ligedan jer ikke med denne verden, nej, lad jer forvandle ved jeres sinds fornyelse, så at I kan bedømme, hvad der er Guds vilje: det gode og velbehagelige og fuldkomne.
Rom 12:3 Thi jeg siger - ved den nåde, som er mig givet - til hver eeneste iblandt jer: ingen skal tænke højere, end man bør, men tænke besindigt efter det mål af tro, Gud har tildelt enhver!
Rom 12:4 Thi ligesom eet legeme har mange lemmer, men alle lemmer ikke har den samme opgave,
Rom 12:5 således udgør vi, så mange vi er, eet legeme i Kristus - men hver for sig er vi hverandres lemmer.
Rom 12:6 Og da vi har forskellige nådegaver, må vi bruge dem efter den nåde, som er givet os: Enten [[det er]] profetisk nådegave, da må den bruges i overensstemmelse med troen,
Rom 12:7 er det en tjeneste, da må man tage vare på denne tjeneste, og den, som er lærer, på lærergerningen;
Rom 12:8 den, som formaner, på formaningen; den, som uddeler [[almisser]], må gøre det i oprigtighed; den, som er leder, må være det med iver; den, som øver barmhjertighed, må gøre det med glæde!
Rom 12:9 Kærligheden må være oprigtig, idet den afskyer det onde og klynger sig til det gode!
Rom 12:10 Vær hverandre inderligt hengivne i broderkærlighed. Agt hverandre højere i ærbødighed.
Rom 12:11 Vær ikke lunkne i iveren, nej, vær brændende i Ånden, idet I tjener HErren her i tiden.
Rom 12:12 Glæd jer i håbet, vær udholdende i trængselen og vedholdende i bønnen.
Rom 12:13 Tag del i hjælpen til de hellige, som har behov, og jag efter gæstfrihed.
Rom 12:14 Velsign dem, som forfølger jer - velsign og forband ikke!
Rom 12:15 Glæd jer med dem, der glæder sig, og græd med dem, som græder.
Rom 12:16 Hav indbyrdes det samme mål for øje. Stræb ikke efter det høje, men søg sammen mod det ydmyge. Vær ikke kloge i egne tanker.
Rom 12:17 Gengæld ingen ondt med ondt. Bestræb jer på at gøre det, der er godt for Gud og for alle menneskers åsyn.
Rom 12:18 Om det er muligt for jer, så hold fred med alle mennesker.
Rom 12:19 Ikke jer selv skal I hævne, I elskede, nej, giv plads for [[Guds]] vrede. Thi det er skrevet: "Mig tilkommer hævnen, Jeg vil gengælde, siger HErren!"
Rom 12:20 Hvis altså "din fjende sulter, så giv ham noget at spise; hvis han tørster, så giv ham noget at drikke; thi når du gør det, hober du glødende kul på hans hovede"!
Rom 12:21 Lad dig ikke besejre af det onde, nej, overvind det onde med det gode!
Rom 13:1 Enhver skal underordne sig de myndigheder, der er sat over ham! Thi der er ingen myndighed, uden at den er fra Gud, og de som findes, er forordnede af Gud!
Rom 13:2 Den, som altså modsætter sig myndighederne, står derved Guds ordning imod, og de, som står den imod, pådrager sig selv dom!
Rom 13:3 De, som styrer, gør det jo ikke til frygt for dem, som gør det gode, men for dem, der gør det onde. Vil du derfor ikke frygte myndigheden, så gør det gode, og du skal få ros af den!
Rom 13:4 Således er Guds tjener til gavn for dig. Men gør du det onde, så frygt! Myndigheden bærer nemlig ikke sværdet uden grund! Den er nemlig Guds tjener, som til hævn lader vreden komme over dem, der gør det onde!
Rom 13:5 Derfor er det nødvendigt, at man underordner sig, ikke blot for vredens skyld, men også for samvittighedens skyld!
Rom 13:6 Derfor betaler I jo også skatter; de er nemlig også Guds tjenere, de, som tager sig af netop dette.
Rom 13:7 Giv derfor alle dét, I er dem skyldige: den, I er skat skyldige, skat, den, I er told skyldige, told, den, I er frygt skyldige, frygt, den, I er ære skyldige, ære!
Rom 13:8 Bliv ingen noget skyldige, uden dét at elske hverandre; thi den, som elsker sin næste, har opfyldt Loven!
Rom 13:9 Thi dét: "Du må ikke bedrive hor; du må ikke slå ihjel; du må ikke stjæle; du må ikke sige falsk vidnesbyrd; du må ikke begære" - og hvilket som helst andet Bud, sammenfattes i Dette Ord: "Du skal elske din næste som dig selv"!
Rom 13:10 Kærligheden gør intet ondt mod næsten; derfor er kærlighed Lovens opfyldelse!
Rom 13:11 Og dette [[skal I gøre]], fordi I kender tiden: at vi nu er ved den time, da vi skal vækkes af søvne! Thi nu er vor frelse nærmere, end da vi kom til troen.
Rom 13:12 Natten er fremskreden, dagen er kommet nær! Lad os derfor aflægge mørkets gerninger og iklæde os lysets våben!
Rom 13:13 Lad os da vandre sømmeligt, som ved dag, ikke i svir og druk, ikke i hor og ryggesløshed, ikke i kiv og misundelse.
Rom 13:14 Nej, iklæd jer HErren Jesus Kristus, og handl ikke efter kødets tilbøjelighed, så at begæret vækkes.
Rom 14:1 Tag jer også af den, som er svag i troen, og sæt jer ikke til dommere over hans tanker.
Rom 14:2 Den eene er i troen overbevist om, at han kan spise alt, mens den anden er svag [[i troen]] og kun spiser grøntsager.
Rom 14:3 Den, som spiser, må ikke foragte den, som ikke spiser; og den, som ikke spiser, må ikke dømme den, som spiser - thi Gud har taget imod ham!
Rom 14:4 Thi du - hvem er du, som dømmer En Andens tjener? Han står eller falder for sin egen HErre - men han skal nok bestå! Thi Gud har magt til at lade ham bestå!
Rom 14:5 Een gør forskel på dagene, mens en anden holder alle dage for at være lige; enhver må blot være fuldt forvisset i sit eget sind.
Rom 14:6 Den, som giver agt på bestemte dage, skal gøre det for HErren, og den, som ikke tænker på dage, skal gøre det for HErren! Den, som spiser, skal gøre det for HErren - han takker jo Gud! - og den, som ikke spiser, skal gøre det for HErren... og takke Gud!
Rom 14:7 Thi ingen af jer lever for sig selv, og ingen dør for sig selv;
Rom 14:8 nej, hvis vi lever, lever vi for HErren, og hvis vi dør, dør vi for HErren! Enten vi altså lever eller dør, hører vi HErren til!
Rom 14:9 Thi derfor døde Kristus og stod op og blev levende: for at Han skulle herske over både døde og levende!
Rom 14:10 Men du: hvorfor dømmer du din broder? Eller du: hvorfor foragter du din broder? Alle skal jo stå frem for Kristi domstol!
Rom 14:11 Thi det er skrevet: "Så sandt Jeg lever, siger HErren, skal hvert knæ bøje sig for Mig og hver tunge skal bekende Gud!"
Rom 14:12 Altså skal enhver af os aflægge regnskab for sig selv overfor Gud!
Rom 14:13 Derfor bør vi ikke længere dømme hverandre! Nej, fæld hellere denne dom: at ingen må lægge anstødssten for sin broder eller føre ham til fald!
Rom 14:14 Jeg veed og er i HErren Jesus overbevist om, at ingen [[mad]] er uren i sig selv! Kun for den, som regner noget for at være urent - for ham er det urent!
Rom 14:15 Thi hvis du for mads skyld volder din broder sorg, vandrer du ikke længere efter kærligheden. Lad ikke ved din mad ham, for hvem Kristus døde, fortabes!
Rom 14:16 Lad altså ikke det gode hos jer spottes!
Rom 14:17 Thi Guds Rige består ikke i mad og drikke, men i fredens og glædens retfærdighed i Helligånden!
Rom 14:18 Den, som i disse ting tjener Kristus, er velbehagelig for Gud og står sin prøve for menneskene.
Rom 14:19 Så lad os da jage efter det, som hører freden til, og det, som tjener til indbyrdes opbyggelse.
Rom 14:20 Lad ikke for mads skyld Guds gerning ødelægges. Al [[mad]] er ganske vist rent - men det er ondt for det menneske, som spiser det, når det er til anstød.
Rom 14:21 Det er rigtigt ikke at spise kød eller drikke vin eller at undlade noget andet, ved hvilket din broder bringes til fald eller tager anstød eller bliver svag.
Rom 14:22 Den troens overbevisning, du har, skal du have for dig selv, for Guds åsyn. Salig den, som ikke må dømme sig selv for det, han vælger.
Rom 14:23 Men den, som tvivler, når han spiser, han er dømt, fordi han ikke handler udaf tro. Alt det, som ikke udspringer af tro, er synd!
Rom 15:1 Men vi, de stærke, er skyldige at bære de svages svagheder og ikke blot behage os selv.
Rom 15:2 Enhver af os bør nemlig være sin næste til behag, til gavn og opbyggelse.
Rom 15:3 Kristus tænkte nemlig heller ikke på Sit Eget behag, som skrevet er: "Spotten fra dem, som spottede Dig, er faldet på Mig!"
Rom 15:4 Alt, som forud er skrevet, blev nemlig skrevet til vor oplæring, for at vi ved tålmodighed og ved Skrifternes trøst skal bevare håbet!
Rom 15:5 Men tålmodighedens og trøstens Gud give jer indbyrdes at tænke det samme, i overensstemmelse med Kristus Jesus,
Rom 15:6 for at I samdrægtigt og med een mund kan prise Gud, vor HErres Jesu Kristi Fader!
Rom 15:7 Tag jer derfor af hverandre, som også Kristus tog Sig af os, Gud til ære.
Rom 15:8 Thi jeg siger jer: Jesus Kristus blev de omskårne en Tjener for Guds sanddruheds skyld, for at stadfæste løfterne til fædrene;
Rom 15:9 men hedningerne [[blev Han en Tjener]] for i miskundhed at prise Gud, som det er skrevet: "Derfor vil Jeg bekende Dig blandt folkene, og Dit navn vil Jeg lovsynge!"
Rom 15:10 Og atter siger Han: "Glæd jer, I hedninger, med Hans folk!"
Rom 15:11 Og atter: "Lovsyng HErren, alle folk, pris Ham, alle folkeslag!"
Rom 15:12 Og videre siger Esajas: "Isajs Rod skal fremspire, ja, Han, Som træder frem for at herske over hedningerne - på Ham skal hedningerne håbe!"
Rom 15:13 Så skal da håbets Gud fylde jer med al glæde og fred i troen, så at I må få overflod i håbet i Helligåndens kraft!
Rom 15:14 Og jeg er overbevist om, mine brødre, at I, som også jeg selv, er fulde af godhed, fyldte af al kundskab og i stand til at formane hverandre.
Rom 15:15 Og dog har jeg skrevet til dels ret dristigt til jer, brødre, for at påminde jer ved den nåde, som er mig givet af Gud
Rom 15:16 til at være Jesu Kristi præst for hedningerne, idet jeg gør præstetjeneste for Guds Evangelium, for at hedningernes offer kan være velbehageligt, helliget i Helligånden.
Rom 15:17 Jeg har altså min ros i Kristus Jesus for min tjeneste for Gud.
Rom 15:18 Jeg vil end ikke vove at tale om noget andet end det, Kristus har udført ved mig, til hedningernes lydighed, i Ord og gerning,
Rom 15:19 i tegns og underes kraft, i Guds Ånds kraft, så at jeg fra Jerusalem og egnen deromkring og lige til Illyrien har fuldført forkyndelsen af Kristi Evangelium.
Rom 15:20 Nej, jeg sætter min ære i ikke at forkynde Evangeliet dér, hvor Kristi navn allerede har lydt, for at jeg ikke skal bygge på andres grundvold,
Rom 15:21 men, som skrevet er: "Den, for hvem Han ikke er blevet forkyndt, skal se, og de, som ikke har hørt, skal forstå!"
Rom 15:22 Derfor er jeg også gang på gang blevet forhindret i at komme til jer.
Rom 15:23 Men nu, da jeg ikke længere har noget virkested i disse egne og i mange år har længtes efter at komme til jer,
Rom 15:24 nu vil jeg komme til jer, når jeg rejser til Spanien. Jeg håber nemlig at se jer på gennemrejsen og at blive hjulpet på vej dertil af jer, når først jeg en tid har nydt glæde af jer.
Rom 15:25 Men nu rejser jeg til Jerusalem med hjælp til de hellige,
Rom 15:26 for Makedonien og Akaia har gerne villet samle en fælles gave ind til de fattige blandt de hellige i Jerusalem.
Rom 15:27 De har villet det sådan, og de står jo også i gæld til dem; thi hvis de [[hellige i Jerusalem]] med deres åndelige goder har tjent hedningerne, skylder de også med deres kødelige goder at tjene dem.
Rom 15:28 Når jeg så har fuldført dette og lagt denne frugt sikkert i deres hænder, vil jeg rejse gennem jeres by til Spanien.
Rom 15:29 Og jeg veed, at når jeg kommer til jer, vil jeg komme med en Kristi velsignelses fylde af mit Evangelium.
Rom 15:30 Men jeg formaner jer, brødre, ved vor HErre Jesus Kristus og ved Åndens kærlighed, til at kæmpe sammen med mig i bønnerne til Gud for mig,
Rom 15:31 for at jeg kan blive befriet fra de ulydige i Judæa, for at min tjeneste - gaveanbringelsen i Jerusalem - kan blive velbehagelig for de hellige,
Rom 15:32 og for at jeg kan komme til jer med glæde, ved Guds, Herren Jesu vilje, og hvile ud hos jer.
Rom 15:33 Fredens Gud være med jer alle! Amen!
Rom 16:1 Jeg anbefaler jer Foebe, vor søster, som er diakonisse for Kirken i Kenkreæ,
Rom 16:2 for at I skal tage imod hende i HErren, som det er værdigt for de hellige, og bistå hende med de ting hos jer, som hun trænger til; thi hun har selv hjulpet mange, ja, også mig.
Rom 16:3 Hils Priskilla og Akvila, mine medarbejdere i Kristus Jesus,
Rom 16:4 som for mit liv bød deres egen nakke frem, for hvem ikke kun jeg takker, men også alle hedningernes Kirker.
Rom 16:5 Hils også Kirken i deres hus. Hils Epaenetos, min elskede, som er Akaias førstegrøde for Kristus.
Rom 16:6 Hils Maria, som har arbejdet meget for os.
Rom 16:7 Hils Andronikus og Junias, mine frænder og medfanger, som er højt ansete blandt apostlene, og som har været i Kristus før jeg.
Rom 16:8 Hils Ampliatus, min elskede i HErren.
Rom 16:9 Hils Urbanus, vor medarbejder i Kristus, HErren, og Stakys, min elskede.
Rom 16:10 Hils Apelles, som har stået sin prøve i Kristus. Hils dem af Aristobulus' hus.
Rom 16:11 Hils Herodion, min slægtning. Hils dem fra Narkissus' hus, som er i HErren.
Rom 16:12 Hils Tryfena og Tryfosa, arbejderne i HErren. Hils Persis, den elskede, som har arbejdet meget i HErren.
Rom 16:13 Hils Rufus, den udvalgte i HErren, og hans - og min - moder!
Rom 16:14 Hils Asynkritus, Flegon, Hermes, Patrobas, Hermas og de brødre, som er sammen med dem.
Rom 16:15 Hils Filologus og Julia, Nereus og hans søster, og Olympas og alle de hellige, der er sammen med dem!
Rom 16:16 Hils hverandre med et helligt kys! Alle Kristi Kirker hilser jer!
Rom 16:17 Men jeg formaner jer, brødre, til at holde øje med dem, som skaber splittelser og anstød i strid med den Lære, de selv oplærtes i - og hold jer borte fra dem!
Rom 16:18 Thi sådanne tjener ikke vor HErre Jesus Kristus, men deres egen bug, og ved smukke ord og smiger forfører de de uskyldiges hjerter!
Rom 16:19 [[Rygtet om]] jeres lydighed er nået ud til alle. Jeg glæder mig derfor over jer. Men jeg vil, at I skal være viise til det gode og ubesmittede af det onde -
Rom 16:20 så skal fredens Gud snart knuse Satan under jeres fødder! Vor HErres Jesu nåde være med jer!
Rom 16:21 Min medarbejder, Timoteus, og mine landsmænd Lukius og Jason og Sosipater hilser jer.
Rom 16:22 Jeg, Tertius, som har nedskrevet dette brev, hilser jer i HErren.
Rom 16:23 Gaius, min og hele Kirkens vært, hilser jer. Erastus, byens husholder, og broderen Kvartus hilser jer.
Rom 16:24 Vor HErres Jesu Kristi nåde være med jer alle! Amen!
Rom 16:25 Men Han, Som magter at styrke jer ved mit Evangelium og forkyndelsen af Jesus Kristus ved åbenbaringen af Det Mysterium, Som har været skjult i evige tider,
Rom 16:26 men Som nu er blevet åbenbaret, og Som gennem profetiske Skrifter, efter Den evige Guds befaling, er blevet kendt til troens lydighed hos alle hedningerne:
Rom 16:27 Den eeneste, viise Gud ved Jesus Kristus, Ham være æren i evighedernes evigheder. Amen! ----- [Til romernes Kirke, skrevet fra Korint, ved Foebe, tjenerinden i Kenkreas Kirke.]
1Co 1:1 Paulus, ved Guds vilje kaldet til at være Jesu Kristi apostel, og broderen Sostenes
1Co 1:2 [[sender hilsen]] til Guds Kirke i Korint, [[de, som er]] helligede i Kristus Jesus, kaldede til at være hellige, med samt alle dem, som på ethvert sted påkalder Jesu Kristi navn, både jeres og vor HErre:
1Co 1:3 Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader og HErre, Jesus Kristus!
1Co 1:4 Jeg takker altid min Gud for jer, for den Guds nåde, som er givet jer i Kristus Jesus,
1Co 1:5 fordi I i alting er blevet berigede i Ham, i al kundskabs tale,
1Co 1:6 ligesom Kristi vidnesbyrd er blevet stadfæstet iblandt jer,
1Co 1:7 så at I ikke mangler nogen nådegave, idet I venter vor HErres Jesu Kristi åbenbarelse,
1Co 1:8 Han, Som jo skal gøre jer urokkelige indtil enden, [[så at I kan være]] ulastelige på vor HErres Jesu Kristi Dag.
1Co 1:9 Trofast er Gud, ved Hvem I kaldtes til samfund med Hans Søn, Jesus Kristus, vor HErre.
1Co 1:10 Men jeg formaner jer, brødre, ved vor HErres Jesu Kristi navn, at I alle siger det samme, og at der ikke må være splittelse iblandt jer! Nej, I skal være fuldt ud forenede i det samme sind og samme overbevisning -
1Co 1:11 thi af Kloes folk er det blevet fortalt mig, mine brødre, at der er stridigheder iblandt jer!
1Co 1:12 Jeg tænker på dette, at I hver især siger: "Jeg er Paulus'!; "jeg er Apollos'"; "og jeg Kefas'"; "men jeg Kristi"....
1Co 1:13 Er Kristus da delt? Blev Paulus korsfæstet for jer? Eller blev I døbt til Pauli navn?
1Co 1:14 Jeg takker Gud, at jeg ikke har døbt nogen af jer - undtagen Krispus og Gajus -
1Co 1:15 for at ingen skal kunne sige, at I blev døbte til mit navn;
1Co 1:16 dog: jeg har også døbt Stefanas' hus.... ellers veed jeg ikke af at have døbt nogen anden.
1Co 1:17 Thi Kristus sendte mig ikke for at døbe, men for at forkynde Evangeliet, og dét ikke med filosofisk talekunst, for at Kristi kors ikke skal miste sin kraft.
1Co 1:18 Korsets Ord er ganske vist en dårskab for dem, som går fortabt, men for os, som bliver frelst, er Det en Guds kraft!
1Co 1:19 Thi det er skrevet: "Jeg vil ødelægge de viises visdom, og de forstandiges forstand vil Jeg forkaste!"
1Co 1:20 Hvor [[er der]] en viis? Hvor en skriftlærd? Hvor er denne verdens diskussionskyndige? Har Gud ikke gjort denne verdens visdom til dårskab?
1Co 1:21 Thi da verden i sin visdom ikke kendte Gud i Hans visdom, besluttede Gud ved prædikenens dårskab at frelse dem, som tror!
1Co 1:22 Thi jøder kræver tegn, og grækere søger visdom,
1Co 1:23 vi derimod forkynder Kristus - og dét korsfæstet! - for jøder vel en anstødssten og for grækere en dårskab,
1Co 1:24 men for dem, som er kaldede, både jøder og grækere, [[er]] Kristus: Guds visdoms kraft!
1Co 1:25 Thi Guds dårskab er viisere end menneskene, og Guds svaghed er stærkere end menneskene!
1Co 1:26 Betænk jeres kald, brødre: ikke mange viise efter kødet [[blev kaldet]], ikke mange mægtige, ikke mange af ædel slægt!
1Co 1:27 Nej, det, som gjaldt for eenfoldigt i verden, udvalgte Gud Sig, for at Han kunne gøre de viise til skamme, og det svage i verden udvalgte Gud Sig, for at Han kunne gøre det stærke til skamme,
1Co 1:28 og dét af ringe slægt i verden og det foragtede og dét, som intet var, udvalgte Gud Sig, for at Han kunne gøre dét, som var noget, til intet,
1Co 1:29 så at intet kød skal kunne rose sig for Gud!
1Co 1:30 Men ved Ham er I i Kristus Jesus, Han, Som for os er blevet Visdom fra Gud, både retfærdighed og helligelse og forløsning,
1Co 1:31 for at, som det er skrevet: "Den, som roser sig, skal rose sig i HErren!"
1Co 2:1 Da jeg kom til jer, brødre, kom jeg heller ikke og forkyndte jer Guds vidnesbyrd med overlegen talekunst eller visdom;
1Co 2:2 thi jeg besluttede ikke at ville vide af noget iblandt jer, uden Jesus Kristus, og Ham korsfæstet!
1Co 2:3 Jeg var hos jer i svaghed og i stor frygt og bæven!
1Co 2:4 Min tale og min forkyndelse bestod heller ikke i overtalende ord og menneskelig visdom, men i bevisførelse ved Åndens kraft,
1Co 2:5 for at jeres tro ikke skal bygge på menneskelig visdom, men på Guds kraft.
1Co 2:6 Dog: visdom taler vi for de modne - men ikke denne verdens visdom, ej heller denne verdens herskeres, de, som vil gå til grunde;
1Co 2:7 nej, vi taler Guds Visdom, Det Mysterium, Som var skjult, men Som Gud før tidens begyndelse forudbestemte til vor herliggørelse,
1Co 2:8 Det, som ingen af denne verdens herskere har kendt. Thi havde de kendt det, ville de ikke have korsfæstet herlighedens HErre!
1Co 2:9 Men som det er skrevet: "Dét, som intet øje har set og intet øre har hørt, Dét som ikke er opkommet i noget menneskes hjerte, Dét har Gud beredt for dem, som elsker Ham!"
1Co 2:10 Men os har Gud åbenbaret Det ved Sin Ånd - thi Ånden udforsker alt, endog Guds dybder!
1Co 2:11 Thi hvilket menneske kender menneskets, uden menneskets ånd, som bor i det? Ligeså kender heller ingen Guds, uden Guds Ånd!
1Co 2:12 Vi har dog ikke fået verdens ånd, men Ånden fra Gud, for at vi skal kende dét, som Gud i Sin nåde har givet os,
1Co 2:13 dét, som vi også forkynder, ikke med ord, lærte af menneskelig visdom, nej, med Ord, lærte af Helligånden: det åndelige tolker vi med åndelige Ord!
1Co 2:14 Men et sjæleligt menneske tager ikke imod dét, som hører Guds Ånd til, thi for ham er det dårskab, og han kan ikke fatte det, for det skal bedømmes åndeligt!
1Co 2:15 Den åndelige derimod kan bedømme alt, men selv kan han ikke bedømmes af nogen!
1Co 2:16 Thi hvem har kendt HErrens tanker, så han skulle kunne belære Ham? Men vi har Kristi, HErrens, tanker!
1Co 3:1 Men jeg, brødre, kunne ikke tale til jer som til åndelige, men kun som til kødelige, som til småbørn i Kristus!
1Co 3:2 Mælk gav jeg jer at drikke, ikke fast føde - thi I kunne endnu ikke tåle den, ja, selv nu kan I ikke!
1Co 3:3 Thi I er stadig kødelige! For når der er misundelse og strid iblandt jer, er I så ikke kødelige og vandrer på menneskevis?
1Co 3:4 Thi når een siger: "Jeg er nu Paulus'", og en anden: "Jeg Apollos'" - er I da ikke kødelige?
1Co 3:5 Hvad er vel Paulus? - og hvem Apollos? Vel blot tjenere, ved hvem I kom til tro, og hver af dem [[tjente]], som HErren gav dem!
1Co 3:6 Jeg plantede, Apollos vandede - men Gud gav væxten!
1Co 3:7 Derfor er hverken den, som plantede, eller den, som vandede, noget, nej, alene Den, Som giver væxten: nemlig Gud!
1Co 3:8 Den, som planter, og den, som vander, er eet. Dog: enhver skal få sin løn efter sit eget arbejde.
1Co 3:9 Thi vi er Guds medarbejdere - Guds ager, Guds bygning er I!
1Co 3:10 Efter den Guds nåde, som er givet mig, har jeg som en kyndig bygmester lagt grundvold, og en anden bygger videre på den. Men enhver må se til, hvordan han bygger på den!
1Co 3:11 Thi ingen kan lægge En anden Grundvold end Den, Som er lagt: nemlig Jesus Kristus!
1Co 3:12 Og når så nogen på Denne Grundvold bygger med guld, sølv, kostbare stene, træ, græs, halm,
1Co 3:13 så skal hver enkelts værk engang blive åbenbart, thi Dagen skal åbenbare det. For med ild skal den åbenbares, og ilden skal prøve, hvordan hver enkelts værk er!
1Co 3:14 Hvis eens værk bliver stående, dét, som han har bygget [[på Grundvolden]], skal han få sin løn.
1Co 3:15 Brænder hans værk op, skal han miste lønnen; men selv skal han frelses - dog som gennem ild!
1Co 3:16 Veed I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer?
1Co 3:17 Hvis nogen ødelægger Guds tempel, vil Gud ødelægge ham! Thi Guds tempel er helligt - og dette [[tempel]] er I!
1Co 3:18 Ingen må bedrage sig selv! Hvis nogen iblandt jer mener at være viis i denne verden, må han blive som en dåre, for at han kan blive viis!
1Co 3:19 Thi denne verdens visdom er dårskab for Gud. Thi det er skrevet: "Han fanger de viise i deres list",
1Co 3:20 og et andet sted: "HErren kender de viises tanker og veed, at de er tomme!"
1Co 3:21 Derfor må ingen rose sig af mennesker - thi alt er jeres,
1Co 3:22 enten det er Paulus eller Apollos eller Kefas, enten verden eller liv eller død, enten det nuværende eller det kommende - alt er jeres!
1Co 3:23 Men I er Kristi!.... og Kristus er Guds!
1Co 4:1 Så skal I da regne os for at være Kristi tjenere og forvaltere af Guds Mysterier!
1Co 4:2 Men af forvaltere kræves det, at de viser troskab.
1Co 4:3 For mig betyder det dog ikke det mindste, om jeg dømmes af jer eller af nogen menneskelig ret; ja, jeg dømmer end ikke mig selv.
1Co 4:4 Jeg veed nemlig ikke af noget galt, jeg skulle have gjort; dog: dermed er jeg ikke retfærdiggjort - thi Den, Som dømmer mig, er HErren!
1Co 4:5 Døm derfor ikke nogen før tiden, førend HErren kommer! Han skal oplyse det, som er skjult af mørket, og åbenbare hjerternes hensigt; da skal enhver få sin ros af Gud.
1Co 4:6 Nu har jeg i dette, brødre, brugt mig selv og Apollos som exempel for jeres skyld, for at I af os kan lære dette: "Gå ikke udover, hvad der er skrevet", for at ikke den eene skal hovmode sig overfor den anden!
1Co 4:7 Hvem er det vel, som fremhæver dig? Og hvad har du, som du ikke har fået givet? Men har du fået det, hvorfor roser du dig da [[af det]], som om du ikke havde fået det?
1Co 4:8 I er allerede mættede, allerede blevet rige - uden os er I blevet konger! Ja, gid I dog var blevet konger, for at også vi kunne være konger sammen med jer!
1Co 4:9 Thi jeg finder, at Gud har sat os apostle sidst, ja, som dødsmærkede; et skuespil er vi jo blevet for verden, både for engle og mennesker!
1Co 4:10 Vi er dårer for Kristi skyld, men I er kloge i Kristus; vi svage, men I stærke; I ærede, men vi vanærede!
1Co 4:11 Indtil denne stund sulter og tørster vi, mangler klæder og bliver mishandlede, er hjemløse
1Co 4:12 og slider, idet vi arbejder med vore egne hænder; når vi bliver spottet, velsigner vi, forfølges vi, tåler vi det,
1Co 4:13 forbandes vi, formaner vi blot; som udskud i verden vi blevet, afskum i alles øjne indtil nu!
1Co 4:14 Jeg skriver ikke dette for at I skal skamme jer, men for at formane jer som mine elskede børn.
1Co 4:15 Thi om I så havde ti tusinde lærere i Kristus, har I dog ikke mange fædre! Jeg har nemlig avlet jer ved Evangeliet i Kristus Jesus.
1Co 4:16 Jeg formaner jer altså: bliv mine efterfølgere!
1Co 4:17 Netop derfor sendte jeg jer Timoteus, mit elskede og trofaste barn i HErren; han skal minde jer om mine Veje i Kristus Jesus, sådan som jeg lærer overalt i alle menighederne.
1Co 4:18 Nogle er nemlig blevet opblæste, fordi de troede, at jeg ikke ville komme til jer.
1Co 4:19 Men om HErren vil, skal jeg snart komme til jer, og så skal jeg lære ikke blot de opblæstes ord, men også deres kraft at kende!
1Co 4:20 Thi Guds Rige [[består]] ikke i Ord, men i Kraft!
1Co 4:21 Hvad vil I? Skal jeg komme til jer med ris eller i kærligheds og sagtmodigheds Ånd?
1Co 5:1 I det hele taget høres der om utugt iblandt jer - ja, en sådant utugt, som ikke engang tåles blandt hedningerne: nemlig at en mand lever med sin faders hustru!
1Co 5:2 Og I er endda stolte?! - burde I ikke hellere sørge, så at den, som har gjort denne gerning, kan blive udstødt fra jeres midte?
1Co 5:3 Thi jeg, som ganske vist er fraværende i legemet, men nærværende i ånden, har allerede - som om jeg var tilstede - fældet dom over den, som har gjort dette:
1Co 5:4 i vor HErres Jesu Kristi navn - idet I og min ånd er samlede, sammen med vor HErres Jesu Kristi kraft -
1Co 5:5 skal han overgives til Satan til kødets tilintetgørelse, for at ånden kan blive frelst på HErrens Dag!
1Co 5:6 Jeres selvros er ilde anbragt! Veed I da ikke, at en lille surdej kan gennemsyre hele dejen?
1Co 5:7 Rens derfor den gamle surdej ud, for at I kan være en ny dej, da I jo er usyrede! Thi også vort Påskelam er slagtet for os: nemlig Kristus!
1Co 5:8 Så lad os da holde højtid, ikke med gammel surdej, ej heller med syndig ondskabs surdej, men med den sande renheds usyrede [[brød]]!
1Co 5:9 Jeg skrev til jer i brevet, at I ikke skal omgås utugtige mennesker;
1Co 5:10 [[jeg mente dermed]] ikke denne verdens utugtige eller griske eller røvere eller afgudsdyrkere i al almindelighed - ellers måtte I jo gå ud af verden! -
1Co 5:11 nej, jeg skrev til jer, at I ikke skulle omgås een, som kalder sig broder, og så alligevel er utugtig eller grisk eller afgudsdyrker eller bagtaler eller er drukkenbolt eller røver.... ja, en sådan skal I end ikke spise sammen med!
1Co 5:12 Thi hvad skulle jeg have at gøre med at dømme dem udenfor? Er det ikke dem indenfor, I skal dømme?
1Co 5:13 Dem udenfor skal Gud dømme! "Udstød derfor den onde fra jeres midte"!
1Co 6:1 Hvordan kan dog nogen af jer, som har en sag mod sin næste, få sig selv til at få sagen pådømt af de uretfærdige og ikke af de hellige?
1Co 6:2 Veed I da ikke, at de hellige skal dømme verden? Og hvis verden skal dømmes ved jer, er I da uværdige til at dømme i de mindste sager?
1Co 6:3 Veed I da ikke, at vi skal dømme engle? Mon vi da ikke også skal kunne dømme i timelige sager?
1Co 6:4 Når I da har retssager om dagliglivets ting, sætter I så netop dem, som Kirken ikke regner, til at være dommere?
1Co 6:5 Dette siger jeg til beskæmmelse for jer! Findes der iblandt jer da ikke een viis, ikke een, som kan skifte ret mellem sine brødre?
1Co 6:6 Nej, broder fører sag mod broder, og dét for vantro!
1Co 6:7 I virkeligheden er det allerede et nederlag for jer, at I overhovedet har retssager mod hverandre! Hvorfor lider I ikke hellere uret? Hvorfor lider I ikke hellere tab?
1Co 6:8 Nej, i stedet gør I uret og volder tab - og dét mod brødre!
1Co 6:9 Veed I da ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds Rige? Far ikke vild! Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller de, som lader sig bruge af homosexuelle, eller de, som begår denne synd,
1Co 6:10 eller tyve eller griske eller drukkenbolte, eller spottere eller røvere skal arve Guds Rige!
1Co 6:11 Og til den slags hørte nogle af jer - men I blev vasket rene, ja, I blev helligede, ja, I blev retfærdiggjorte i vor HErres Jesu Kristi navn og ved vor Guds Ånd!
1Co 6:12 "Alt er tilladt" - men ikke alt er gavnligt! "Alt er mig tilladt" - men intet må få magt over mig!
1Co 6:13 Maden er for maven, og maven for maden. Men Gud skal lade både denne og hin forgå. Dog: legemet er ikke [[bestemt]] for utugt, men for HErren og HErren for legemet!
1Co 6:14 Gud har jo både opvakt HErren og vil opvække os ved Sin Kraft!
1Co 6:15 Veed I da ikke, at jeres legemer er Kristi lemmer? Har jeg da lov at tage Kristi lemmer og gøre dem til en skøges lemmer? Nej, absolut ikke!
1Co 6:16 Eller veed I ikke, at den, som forener sig med en skøge, bliver eet legeme med hende? "Thi de to skal", siger HErren, "blive til eet kød"!
1Co 6:17 Den, som altså klynger sig til HErren, bliver een ånd [[med Ham]]!
1Co 6:18 Fly utugten! Enhver anden synd, som et menneske gør, er udenfor legemet; men den, som øver utugt, synder imod sit eget legeme.
1Co 6:19 Veed I da ikke, at jeres legeme er et tempel for Helligånden, Som I har fra Gud, og at I ikke tilhører jer selv?
1Co 6:20 Thi I blev købt - og dét for en høj pris! Ær da Gud i jeres legeme og i jeres ånd - dét, som tilhører Gud!
1Co 7:1 Men nu angående de ting, hvorom I skrev til mig: det er godt for [[en mand]] ikke at røre en kvinde.
1Co 7:2 Men [[for at undgå]] utugt skal enhver [[mand]] have sin egen hustru, og enhver [[kvinde]] have sin egen mand.
1Co 7:3 Manden skal yde hustruen det, han er hende skyldig; hustruen ligeledes også manden.
1Co 7:4 Hustruen råder ikke over sit eget legeme, men manden! Ligeledes råder dog heller ikke manden over sit eget legeme, men hustruen!
1Co 7:5 Unddrag jer ikke hinanden, undtagen måske efter aftale for en tid, for at I kan hengive jer til faste og bøn; så skal I atter være sammen, for at Satan ikke skal friste jer i jeres afholdenhed.
1Co 7:6 Dette siger jeg dog som en indrømmelse, ikke som et påbud.
1Co 7:7 Thi jeg ville ønske, at alle mennesker var som jeg.... enhver har dog sin egen nådegave fra Gud, den eene så, den anden så!
1Co 7:8 Til de ugifte og til enkerne [[siger jeg]]: det er bedst for dem at forblive sådan, som jeg er.
1Co 7:9 Men kan de dog ikke afholde sig, så lad dem gifte sig! Thi det er bedre at gifte sig, end at brænde [[af begær]].
1Co 7:10 Men de gifte formaner jeg: - dog ikke jeg, men HErren! - en hustru ikke må skille sig fra sin mand!
1Co 7:11 Hvis hun alligevel bliver skilt, må hun forblive ugift eller forlige sig med sin mand! Og en mand må ikke skille sig fra sin hustru.
1Co 7:12 Til de øvrige siger jeg: - ikke HErren! - hvis en broder har en vantro hustru, og hun samtykker i at bo hos ham, så må han ikke skille sig fra hende.
1Co 7:13 Og en kvinde, som har en vantro mand, som samtykker i at bo hos hende, må ikke skille sig fra ham!
1Co 7:14 Thi den vantro mand er helliget ved hustruen, og den vantro hustru er helliget ved manden; ellers ville deres børn jo være urene - men nu er de hellige!
1Co 7:15 Men hvis den vantro vil skilles, så lad ham blive skilt! Broderen eller søsteren er ikke trælbundne i sådanne tilfælde; for Gud har kaldet jer til fred!
1Co 7:16 Thi hvor veed du, kvinde, om du vil kunne frelse din mand? Eller hvor veed du, mand, om du vil kunne frelse din hustru?
1Co 7:17 Nej, enhver skal vandre, som Gud HErren har tildelt ham det, som HErren kaldte ham; og således forordner jeg det i alle menighederne.
1Co 7:18 Kaldtes een som omskåren, så skal han ikke drage forhud over! Kaldtes een med forhud, så skal han ikke lade sig omskære!
1Co 7:19 Omskærelsen betyder intet og forhuden betyder intet - nej, kun dét at holde fast ved Guds bud!
1Co 7:20 Enhver skal forblive i den stand, i hvilken kan kaldtes!
1Co 7:21 Kaldtes du som træl? Tag dig ikke af det! Men hvis du kan blive fri, så benyt hellere muligheden.
1Co 7:22 Thi den, der blev kaldet i HErren som træl, er en HErrens frigivne! Ligeledes er også den, der blev kaldet som fri, Kristi træl!
1Co 7:23 I blev købt, og dét for en høj pris - så bliv ikke menneskers trælle!
1Co 7:24 [[Dén stand]], enhver var i, da han blev kaldet, brødre, i denne skal han forblive for Gud.
1Co 7:25 Angående jomfruerne har jeg ikke noget påbud fra HErren. Men jeg siger jer min mening som een, der af HErren er givet den miskundhed at være troværdig;
1Co 7:26 jeg mener da dette: på grund af den nuværende trængsel er det bedst for et menneske at være [[ugift]]!
1Co 7:27 Er du bundet til en hustru, så søg ikke frihed! Er du løst fra din hustru, så søg dig ikke en anden hustru!
1Co 7:28 Men hvis du alligevel skulle gifte dig, så synder du ikke derved! Og hvis en jomfru gifter sig, har hun derved ikke syndet! Men de, der gør det, vil få trængsel i kødet, og det er dét, jeg vil skåne jer for!
1Co 7:29 Men dette siger jeg jer, brødre: tiden er knap! Herefter skal det være sådan, at de, som har en hustru, skal være, som havde de ingen,
1Co 7:30 og de, som græder, som græd de ikke, de, som glæder sig, som glædede de sig ikke, de, som køber, som ejede de intet,
1Co 7:31 de, som benytter denne verden, som udnyttede de den ikke, thi verden i sin nuværende skikkelse skal forgå!
1Co 7:32 Men jeg vil, at I skal være fri for bekymringer: den ugifte [[mand]] bekymrer nemlig sig for det, som er HErrens og hvordan han skal behage HErren,
1Co 7:33 mens den, som har giftet sig, bekymrer sig for det, som er verdens og for, hvordan han skal behage hustruen -
1Co 7:34 og således er han splittet! Også den ugifte kvinde, jomfruen, bekymrer sig nemlig for det, som er HErrens, for at hun kan være hellig på både legeme og i ånd, mens hun, som har giftet sig, bekymrer sig for det, som er verdens og for, hvordan hun skal behage sin mand.
1Co 7:35 Dette siger jeg til jeres eget bedste, ikke for at sætte en snare for jer; nej, for at I ufortrødent i sømmelighed skal holde fast ved HErren!
1Co 7:36 Men hvis nogen mener at volde sin datter skam, når hun er giftefærdig, og det ikke kan være anderledes, så lad ham gøre, hvad han vil - han synder ikke! Lad dem blot gifte sig!
1Co 7:37 Og den, som står fast i hjertet og ikke er under tvang, men frit kan vælge efter sin egen vilje, og har besluttet i sit hjerte at bevare sin egen datter som jomfru, gør vel i det!
1Co 7:38 Altså gør både dén vel, som bortgifter sin datter - og dén, som ikke bortgifter hende, gør des bedre!
1Co 7:39 En hustru er bundet af Loven så længe, hendes mand lever! Men hvis hendes mand dør, er hun fri til at gifte sig med hvem, hun vil - blot [[det sker]] i HErren!
1Co 7:40 Saligere er hun dog, hvis hun forbliver [[alene]] - efter min mening..... og jeg mener også at have Guds Ånd!
1Co 8:1 Angående afgudsofrene veed vi, at "vi alle har kundskab".... men "kundskaben" gør hovmodig - kærligheden bygger op!
1Co 8:2 Hvis nogen mener at have forstået noget, så har han endnu ikke forstået det, sådan som det bør forstås!
1Co 8:3 Men hvis nogen elsker Gud - så er han kendt af Ham!
1Co 8:4 Når det da gælder dét at spise af afgudsofferkødet, veed vi, at der ingen afguder er i verden, og at der kun er Een Gud!
1Co 8:5 Thi selv om der så findes såkaldte "guder", enten i Himmelen eller på jorden - og der er jo mange "guder" og mange "herrer"! -
1Co 8:6 så er der for os dog kun Een Gud, Faderen, af Hvem alle ting er - og Ham tilhører vi - og Een HErre, Jesus Kristus, ved Hvem alle ting er, og ved Hvem vi er til!
1Co 8:7 Denne kundskab har dog ikke alle! Nej, nogle har af vane dyrket afguderne indtil nu og æder derfor [[kødet]] som afgudsofferkød, og deres samvittighed besudles, svag, som den er!
1Co 8:8 Men mad fører os ikke nærmere Gud, thi vi hverken vinder noget, om vi spiser, eller taber noget, hvis vi ikke spiser!
1Co 8:9 Men se til, at ikke denne jeres styrke bliver en anstødssten for de svage!
1Co 8:10 Thi hvis nogen ser dig, som har kundskab, sidde [[til bords]] i et afgudshus, vil da ikke hans samvittighed, svag som den er, få den "opbyggelse" af det, at også han kan spise af afgudsofferkødet?
1Co 8:11 Så vil denne svage broder jo fortabes på grund af din kundskab - en broder, for hvem Kristus døde!
1Co 8:12 Men synder I på denne måde mod brødrene og sårer deres skrøbelige samvittighed, synder I mod Kristus Selv!
1Co 8:13 Derfor: hvis mad volder min broder anstød, vil jeg aldrig i evighed spise kød, for at jeg ikke skal volde min broder anstød!
1Co 9:1 Er jeg ikke apostel? Er jeg ikke fri? Har jeg ikke set vor HErre Jesus Kristus? Er I ikke mit værk i HErren?
1Co 9:2 Om jeg ikke er apostel for andre, er jeg det i det mindste for jer; I er mit apostelembedes segl i HErren!
1Co 9:3 Mit forsvar mod dem, som vil fælde dom over mig, er dette:
1Co 9:4 har vi ikke ret til at spise og drikke?
1Co 9:5 Har vi mon ikke ret til at tage en søster med os som hustru, [[når vi drager]] omkring, lige så vel som de andre apostle og HErrens brødre og Kefas?
1Co 9:6 Eller har alene jeg og Barnabas ikke ret til at undlade at arbejde?
1Co 9:7 Hvem gør nogensinde soldatertjeneste uden at få løn? Hvem planter en vingård, og æder ikke af dens frugter? Eller hvem vogter en hjord og nyder ikke af hjordens mælk?
1Co 9:8 Siger jeg nu dette efter menneskelige tanker, eller siger ikke også Loven det samme?
1Co 9:9 I Moseloven står nemlig skrevet: "Sæt ikke mulekurv på en tærskende oxe!" Er det mon oxerne, der ligger Gud på hjerte,
1Co 9:10 eller taler Han ikke snarere overalt med henblik på os? Jo, med tanke på os blev det skrevet, for at den, som pløjer, skal pløje med håb, og den, som tærsker, [[skal gøre det]] i håb om at få sin del.
1Co 9:11 Hvis vi såede det åndelige hos jer, [[er det da for]] meget, hvis vi hos jer så høster det kødelige?
1Co 9:12 Hvis andre har andel i retten hos jer, mon da ikke snarere vi? Men vi har ikke gjort brug af denne ret! - nej, alt udholder vi, for at vi ikke skal være nogen en hindring for Kristi Evangelium!
1Co 9:13 Veed I da ikke, at de, som arbejder ved helligdommen, får deres føde fra templet; de, som tjener ved alteret, har altså del i alteret!
1Co 9:14 Således har HErren også påbudt, at de, som forkynder Evangeliet, skal leve af Evangeliet!
1Co 9:15 Men jeg har ikke gjort brug af noget af dette! - og jeg har heller ikke skrevet dette, for at det skal blive sådan med mig. Nej, jeg vil hellere dø, end at nogen skulle berøve mig min ros!
1Co 9:16 Thi når jeg forkynder Evangeliet, kan jeg ikke rose mig af det; thi jeg er under tvang! Ja, vé mig, om jeg ikke forkynder Evangeliet!
1Co 9:17 Thi kun hvis jeg gør det villigt og gerne, har jeg [[krav på]] løn. Men [[gør jeg det]] nødtvungent, er det blot en husholdergerning, der er mig betroet.
1Co 9:18 Hvad er da min løn? Jo: dén, at jeg forkynder Kristi Evangelium vederlagsfrit, idet jeg ikke gør brug af den ret, forkyndelsen af Evangeliet giver mig!
1Co 9:19 Thi idet jeg er fri overfor alle, har jeg gjort mig selv til alles træl, for at kunne vinde flest muligt.
1Co 9:20 For jøderne er jeg blevet som en jøde for at kunne vinde jøder. For dem under Loven, [[er jeg blevet]] som een, der er under Loven - selvom jeg selv ikke er under Loven! - for at kunne vinde dem, som er under Loven.
1Co 9:21 For dem uden Lov er jeg blevet som een uden Lov - selvom jeg ikke er uden Lov for Gud, men bundet af Kristi Lov! - for at kunne vinde dem uden Lov.
1Co 9:22 For dem, som er svage, er jeg blevet som en svag for at kunne vinde de svage - ja, for alle er jeg blevet alt, for i alt fald at kunne frelse nogle!
1Co 9:23 Men alt dette gør jeg for Evangeliets skyld, for at jeg kan blive delagtig i Det.
1Co 9:24 Veed I da ikke, at de, som løber på idrætsbanen, godt nok alle løber, men kun een får sejrsprisen? Løb I således, at I kan vinde den!
1Co 9:25 Men enhver, som kæmper, er afholdende i alt; de andre er det ganske vist, for at de kan få en forgængelig sejrskrans - men vi [[for at få]] en uforgængelig!
1Co 9:26 Jeg løber derfor ikke på må og få; nej, jeg kæmper således, at jeg ikke slår i luften.
1Co 9:27 Derfor er jeg [[hård mod]] mit legeme og holder det i ave, så at ikke jeg, der har prædiket for andre, selv skal blive kendt uduelig!
1Co 10:1 Thi jeg vil ikke, brødre, at I skal være uvidende om, at vore fædre alle var under skyen og alle gik gennem havet,
1Co 10:2 og at de alle døbtes til Moses i skyen og i havet,
1Co 10:3 og at de alle spiste den samme åndelige mad,
1Co 10:4 og alle drak den samme åndelige drik - thi de drak af en åndelig klippe, som frelste dem.... og Denne Klippe var Kristus!
1Co 10:5 Dog: i de fleste af dem fandt Gud ikke behag - og de blev slået i ørkenen!
1Co 10:6 I dette er de blevet exempler [[til advarsel]] for os, for at vi ikke skal begære det onde, sådan som de jo gjorde det!
1Co 10:7 Bliv heller ikke afgudsdyrkere, som nogle af dem, som det er skrevet: "Folket satte sig ned for at æde og drikke, og de stod op for at lege."
1Co 10:8 Vi må heller ikke bedrive hor, sådan som nogle af dem gjorde det - og på een dag faldt der treogtyve tusinde!
1Co 10:9 Lad os heller ikke friste Kristus, HErren, ligesom nogle af dem gjorde det - og de blev dræbt af slanger!
1Co 10:10 I må heller ikke mukke, sådan som nogle af dem mukkede - og de blev dræbt af Ødelæggeren!
1Co 10:11 Alt dette skete jo med dem, så de kunne være [[advarende]] exempler, og det blev skrevet til advarsel for os, til hvem tidernes ende er kommet!
1Co 10:12 Derfor skal den, som mener at stå, se til, at han ikke falder!
1Co 10:13 I har hidtil ikke mødt nogen overmenneskelig prøvelse; og Gud er trofast, så Han vil ikke lade jer fristes over evne. Nej, Han vil gøre både prøvelsen og udgangen på den sådan, at I kan bære den!
1Co 10:14 Derfor, mine elskede: fly afgudsdyrkelsen!
1Co 10:15 Jeg taler som til forstandige - døm selv om det, jeg siger!
1Co 10:16 Velsignelsens kalk, som vi velsigner, er den ikke samfund med Kristi blod? Og det brød, vi bryder, er det ikke samfund med Kristi legeme?
1Co 10:17 Fordi der er eet brød, er vi mange eet legeme! Thi vi har alle del i det eene brød!
1Co 10:18 Se til Israel efter kødet: er de, som æder ofrene, ikke delagtige i alteret?
1Co 10:19 Hvad mener jeg da hermed? At der virkelig er afguder til - eller at afgudsofre er noget virkeligt?
1Co 10:20 Nej! Men dét, hedningerne ofrer, ofrer de til dæmoner og ikke til Gud! Og jeg vil ikke, at I skal have samfund med dæmonerne!
1Co 10:21 I kan ikke drikke [[både]] HErrens kalk og dæmonernes kalk! I kan ikke have del i [[både]] HErrens bord og dæmonernes bord!
1Co 10:22 Eller skal vi vække HErrens nidkærhed? Er vi mon stærkere end Ham?
1Co 10:23 "Alt er mig tilladt" - dog ikke alt er gavnligt! "Alt er tilladt" - men ikke alt opbygger!
1Co 10:24 Ingen må søge sit eget, men dét, som er næstens.
1Co 10:25 I kan spise alt, hvad der sælges på torvet, uden at undersøge noget af samvittighedshensyn.
1Co 10:26 Thi "HErrens er jorden og dens fylde!"
1Co 10:27 Og hvis nogle af de vantro indbyder jer, og I agter at gå derhen, så spis alt det, som sættes for jer, uden at undersøge noget af samvittighedshensyn.
1Co 10:28 Men hvis nogen siger til jer: "Dette er afgudsofferkød", så spis det ikke, af hensyn til ham, som har påpeget det, og [[for]] samvittighedens [[skyld]]; thi "HErrens er jorden og dens fylde"!
1Co 10:29 Den samvittighed, jeg taler om, er jo ikke din egen, men den andens! Thi hvorfor skulle min frihed dømmes af en andens samvittighed?
1Co 10:30 Hvis jeg nyder noget med taksigelse, hvorfor skal jeg da spottes for det, jeg takker for?
1Co 10:31 Enten I da spiser eller drikker, hvad I end gør, så gør det alt til Guds ære!
1Co 10:32 Vær ikke til anstød, hverken for jøder eller for grækere eller for Guds Kirke,
1Co 10:33 ligesom også jeg i alle ting tækkes alle, idet jeg ikke søger dét, som gavner mig selv, men dét, som gavner de mange, for at de må frelses!
1Co 11:1 Bliv mine efterfølgere, som også jeg er Kristi efterfølger.
1Co 11:2 Jeg roser jer, brødre!, fordi I har ihukommet mig i alt og holder fast ved traditionerne, således som jeg har overleveret dem til jer!
1Co 11:3 Men jeg vil, at I skal vide, at Kristus er enhver mands Hovede, og at manden [[er]] kvindens [[hovede]] - og at Gud er Kristi Hovede!
1Co 11:4 Enhver mand, som beder eller profeterer med noget på hovedet, bringer skam over sit hovede.
1Co 11:5 Og enhver kvinde, som beder eller profeterer med utildækket hovede, bringer skam over sit hovede; thi det er det samme, som at være glatraget!
1Co 11:6 Thi hvis en kvinde ikke tildækker sig, kan hun jo lige så godt lade sig klippe! For hvis det er skammeligt for en kvinde at blive klippet eller raget, så må hun jo tildække sig.
1Co 11:7 Men en mand bør ikke tildække sit hovede, da han er Guds herligheds ikon! - og kvinden er mandens afglans!
1Co 11:8 Thi manden er ikke af kvinden, men kvinden af manden!
1Co 11:9 Manden skabtes jo heller ikke for kvindens skyld, men kvinden for mandens skyld!
1Co 11:10 Derfor bør kvinden have et myndighedstegn på hovedet for englenes skyld.
1Co 11:11 Dog: i HErren er hverken manden noget uden kvinden eller kvinden noget uden manden!
1Co 11:12 Thi ligesom kvinden [[blev til]] af manden, således [[bliver]] også manden [[til]] ved kvinden - men alt er af Gud!
1Co 11:13 Døm I selv: er det sømmeligt for en kvinde utildækket at bede til Gud?
1Co 11:14 Eller lærer ikke selve naturen jer, at hvis en mand er langhåret, så er det en vanære for ham;
1Co 11:15 og hvis en kvinde er langhåret, er det en ære for hende, for det lange hår er givet hende som et slør!
1Co 11:16 Men har nogen lyst til at strides herom - vi har ikke denne skik, Guds Kirke ej heller!
1Co 11:17 Men når jeg nu anordner det følgende, roser jeg jer ikke: I kommer jo ikke sammen til gavn, men til skade for jer!
1Co 11:18 Thi for det første hører jeg, at der, når I kommer sammen i Kirken, er splittelser iblandt jer - og til dels tror jeg det!
1Co 11:19 Der må jo også være splittelser iblandt jer, for at det kan blive åbenbart, hvem iblandt jer, der består prøven!
1Co 11:20 Sådan, som I kommer sammen - dét er ikke at spise HErrens nadver!
1Co 11:21 Thi enhver tager strax sin egen mad og spiser den, og så sulter den eene, mens den anden fylder sig!
1Co 11:22 Har I da ikke jeres private hjem, hvor I kan spise og drikke? Eller foragter I Guds Kirke og vanærer dem, som intet har? Hvad skal jeg dog sige til jer? Skal jeg rose jer for dette? Nej! For dette roser jeg jer ikke!
1Co 11:23 Thi fra HErren har jeg modtaget, hvad jeg også har overleveret jer: at HErren Jesus, i den nat, da Han blev forrådt, tog et brød,
1Co 11:24 takkede, brød det og sagde: "Tag og spis! Dette er Mit legeme, som brydes for jer! Gør dette til Min ihukommelse!"
1Co 11:25 Ligeså [[tog Han]] også kalken, efter at have spist aftensmåltidet, og sagde: "Denne kalk er Den nye Pagt i Mit blod; gør dette, så ofte som I drikker den, til Min ihukommelse!"
1Co 11:26 Thi så ofte, I spiser dette brød og drikker denne kalk, forkynder I Herrens død, indtil Den Dag, Han kommer!
1Co 11:27 Så pådrager den, som spiser dette brød eller drikker HErrens kalk uværdigt, sig altså skyld overfor HErrens legeme og blod!
1Co 11:28 Enhver må altså prøve sig selv - og så spise af brødet og drikke af kalken!
1Co 11:29 Thi den, som spiser eller drikker uværdigt, [[det vil sige:]] uden at han skelner, [[at det er]] HErrens legeme, spiser og drikker sig en dom over sig selv!
1Co 11:30 Derfor [[er der]] så mange svage og syge iblandt jer, og ikke så få sover ind!
1Co 11:31 Thi hvis vi bedømte os selv ret, ville vi ikke blive dømt!
1Co 11:32 Men når vi dømmes af HErren, optugtes vi, for at vi ikke skal fordømmes sammen med verden!
1Co 11:33 Derfor, mine brødre, når I kommer sammen for at spise, så vent på hverandre!
1Co 11:34 Og hvis nogen er sulten, skal han spise hjemme hos sig selv, for at I ikke skal komme sammen til dom! Det øvrige vil jeg give forskrifter om, når jeg kommer.
1Co 12:1 Men angående de åndelige [[gaver]], brødre, vil jeg ikke, at I skal være uvidende!
1Co 12:2 I veed jo, at I, da I var hedninger, drev mod de stumme afguder uden at gøre modstand.
1Co 12:3 Derfor kundgør jeg for jer: ingen, som taler i Guds Ånd, siger: "Forbandet [[være]] Jesus!", og ingen kan sige: "Jesus [[er]] HErre!", uden i Helligånden!
1Co 12:4 Der er dog forskel på nådegaver - men Ånden er Den Samme!
1Co 12:5 Og der er forskel på tjenester - men HErren er Den Samme!
1Co 12:6 Og der er forskelle på kraftgerninger - men Gud er Den Samme, Han, Som virker alle [[disse gaver]] i alle [[sine lemmer]]!
1Co 12:7 Men Åndens åbenbaring gives den enkelte til fælles gavn!
1Co 12:8 Thi een gives ved Ånden visdoms tale; en anden kundskabs tale, efter Den Samme Ånd.
1Co 12:9 Een gives tro ved Den Samme Ånd, en anden helbredelsens nådegaver ved Den Samme, Eene Ånd.
1Co 12:10 Een gives kræfter til at gøre kraftgerningers; en anden profetiens gave; en anden at skelne ånderne; een gives forskellige slags tungetale, og atter en anden [[evnen til at]] udlægge tungetale!
1Co 12:11 Men alt dette virker Den Eene og Samme Ånd, idet Han deler særskilt ud til hver enkelt, eftersom Han vil!
1Co 12:12 Thi ligesom legemet er eet og dog har mange lemmer, således er alle legemets lemmer dog, så mange de er, eet legeme; og sådan [[er det]] også med Kristus!
1Co 12:13 Thi vi døbtes alle i een Ånd til [[at være]] eet legeme, enten vi er jøder eller grækere eller trælle eller fri - og alle fik vi een Ånd at drikke!
1Co 12:14 Legemet består jo heller ikke af eet lem, men af mange.
1Co 12:15 Hvis nu foden ville sige: "Da jeg ikke er hånd, er jeg ikke en del af legemet", er den så ikke alligevel en del af legemet?
1Co 12:16 Og hvis øret ville sige: "Da jeg ikke er øje, er jeg ikke en del af legemet", er det så ikke alligevel en del af legemet?
1Co 12:17 Hvis nu hele legemet var øje, hvad blev der så af hørelsen? Eller hvis hele legemet var hørelse, hvad blev der så af lugtesansen?
1Co 12:18 Men nu har Gud sat lemmerne på legemet, hvert eeneste af dem, som Han ville!
1Co 12:19 Hvis de nu alle var eet lem, hvad bliver der så af legemet?
1Co 12:20 Så er der altså rigtignok mange lemmer, og dog kun eet legeme!
1Co 12:21 Øjet kan ikke sige til hånden: "Dig har jeg ikke brug for!", heller ikke hovedet til fødderne: "Jer har jeg ikke brug for!"
1Co 12:22 Snarere er de af legemets lemmer, som synes at være svagere, de nødvendigste,
1Co 12:23 og dem, som vi synes er mere foragtelige, omgiver vi med des større ære, og dem, vi skammer os over, omgiver vi med des større blufærdighed;
1Co 12:24 de anstændige derimod har ikke brug for det. Men Gud har sammenføjet legemet sådan, at Han har givet større ære til det ringe,
1Co 12:25 for at der ikke skal være splittelse i legemet, men lemmerne have den samme omsorg for hverandre!
1Co 12:26 Dersom eet lem lider, lider alle lemmerne med; og hvis eet lem æres, glæder alle lemmerne sig med.
1Co 12:27 Og I er nu lemmer på Kristi legeme!
1Co 12:28 Og Gud har da i Kirken for det første sat nogle som apostle, for det andet nogle som profeter, for det tredje lærere, dernæst [[nogle, der kan gøre]] kraftgerninger, så [[nogle med]] helbredelsens nådegaver, dernæst hjælpetjenester, ledelsesopgaver og så forskellige slags tungetale.
1Co 12:29 [[Er]] alle mon apostle? Er alle profeter? Er alle lærere? Kan alle [[gøre]] kraftgerninger?
1Co 12:30 Har alle helbredelsens nådegave? Taler alle mon i tunger? Kan alle mon udlægge?
1Co 12:31 Nej - men stræb efter de bedste nådegaver! Og jeg vil til overflod vise jer en endnu bedre vej:
1Co 13:1 Om jeg end talte i menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, da er jeg blevet som et rungende malm eller en klingende bjælde.
1Co 13:2 Og om jeg end havde profetisk gave og kendte alle Mysterier og havde al kundskab, og om jeg har al tro, så jeg kunne flytte bjerge, men ikke har kærlighed, da er jeg intet!
1Co 13:3 Og om jeg gav alt, hvad jeg ejer, til føde for fattige, og om jeg overgav mit legeme til at brændes, men ikke har kærlighed, da gavner det mig intet!
1Co 13:4 Kærligheden er langmodig, mild, kærligheden misunder ikke; kærligheden praler ikke, den opblæses ikke;
1Co 13:5 den gør intet usømmeligt, den søger ikke sit eget, den bliver ikke bitter, den udtænker intet ondt;
1Co 13:6 den glæder sig ikke over uretten, nej, den glæder sig sammen med sandheden!
1Co 13:7 [[Kærligheden]] udholder alt, tror alt, håber alt, tåler alt!
1Co 13:8 Kærligheden ophører aldrig! Men om det så er profetisk gave: den skal forgå, eller tungetale: den skal ophøre, eller kundskab: den skal forgå!
1Co 13:9 Thi stykkevis erkender vi, og stykkevis profeterer vi.
1Co 13:10 Men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå!
1Co 13:11 Da jeg var barn, talte jeg som et barn, tænkte jeg som et barn, dømte jeg som et barn; men nu, da jeg er blevet en mand, har jeg aflagt det barnlige.
1Co 13:12 Thi nu ser vi i et spejl, i en gåde - men da skal vi se ansigt til ansigt! Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud!
1Co 13:13 Så forbliver da tro, håb, kærlighed - disse tre; men størst af dem er kærligheden!
1Co 14:1 Jag efter kærligheden, og stræb efter nådegaverne - dog især efter profetiens gave!
1Co 14:2 Thi den, som taler i tunger, taler ikke for mennesker, men for Gud - ingen [[forstår]] det jo, nej, han taler hemmeligheder i Ånden,
1Co 14:3 mens den, som profeterer, taler mennesker til opbyggelse og formaning og trøst!
1Co 14:4 Den, som taler i tunger, opbygger kun sig selv, mens den, som profeterer, opbygger Kirken!
1Co 14:5 Dog ville jeg ønske, at I alle talte i tunger - men endnu hellere, at I profeterede! Thi den, der profeterer, er større end den, som taler i tunger - med mindre da, han tolker det, så at Kirken kan blive opbygget.
1Co 14:6 Se nu, brødre: hvis jeg kommer til jer og taler i tunger, hvad gavner jeg da, hvis jeg ikke også taler til jer enten med en åbenbaring eller med kundskab eller med en profeti eller med en lære?
1Co 14:7 Ligeså er det med de livløse [[ting]], som giver lyd, enten en fløjte eller en cither: hvis ikke de gør forskel på tonerne, hvordan skal man så kunne forstå, hvad der spilles på fløjten eller citheren?
1Co 14:8 Eller hvis en trompet giver utydelig lyd, hvem vil så forberede sig til kamp?
1Co 14:9 Således er det også med jer: hvis jeres tunge ikke fremfører tydelig tale, hvordan skal man da kunne forstå det, I siger? I vil jo bare tale hen i vejret!
1Co 14:10 Der er i verden hvem veed, hvor mange sprog, og alle har de deres bestemte udtale.
1Co 14:11 Hvis jeg nu ikke forstår et sprogs lyde, vil jeg for den talende være som en fremmed, og den talende for mig som en fremmed.
1Co 14:12 Således er det også med jer, I, som med iver søger de åndelige gaver - søg dem til Kirkens opbyggelse, for at I kan få dem i rigere mål!
1Co 14:13 Derfor skal den, som taler i tunger, bede om, at han må kunne udlægge det!
1Co 14:14 Thi hvis jeg beder i tunger, beder min ånd, men min forstand forbliver uden frugt!
1Co 14:15 Hvad så? Jeg vil bede i Ånden, men jeg vil også bede med forstanden; jeg vil lovsynge i Ånden, men jeg vil også lovsynge med forstanden!
1Co 14:16 Hvordan skal ellers, når du velsigner i Ånden, den udenforstående kunne sige "Amen" til din takkebøn, når han ikke veed, hvad du siger?
1Co 14:17 Du beder sikkert en smuk takkebøn - men de andre opbygges jo ikke!
1Co 14:18 Jeg takker Gud, fordi jeg taler mere i tunger end alle jer;
1Co 14:19 men i kirken vil jeg hellere tale fem ord med min forstand end ti tusinde ord i tunger, for at jeg også kan belære andre!
1Co 14:20 Brødre! Vær ikke børn i forstanden! Nej, vær børn i ondskaben, men vær fuldvoxne i forstand!
1Co 14:21 I Loven står skrevet: "I fremmede tunger og ved fremmedes læber vil Jeg tale til dette folk - og end ikke sådan vil de høre Mig, siger HErren!"
1Co 14:22 Så er tungetalen da et tegn, ikke for dem, som tror, men for de vantro! Profetien derimod er ikke for de vantro, men for dem, som tror!
1Co 14:23 Hvis nu hele menigheden kommer sammen, og alle taler i tunger, og nogle udenforstående eller vantro så kommer ind - vil de så ikke sige, at I er gale?
1Co 14:24 Men hvis alle taler profetisk, og en vantro eller en udenforstående kommer ind, da vil han blive overbevist af alle og dømt af alle,
1Co 14:25 og således bliver det, som er skjult i hans hjerte, åbenbart! Og så vil han falde på sit ansigt, tilbede Gud og vidne, at Gud virkelig er iblandt jer!
1Co 14:26 Hvad så, brødre? Jo: når I kommer sammen, har enhver af jer en salme, en belæring, en åbenbaring, en tungetale eller en udlægning - men lad alt ske til opbyggelse!
1Co 14:27 Taler nogen i tunger, så lad to eller højst tre gøre det, og efter tur! - og lad så een tolke det!
1Co 14:28 Men er der ikke er en tolk, skal han tie i Kirken! Så kan han tale for sig selv og for Gud.
1Co 14:29 Og lad kun to eller tre profeter tale, og lad de andre bedømme det!
1Co 14:30 Men hvis een, mens han sidder der, får en åbenbaring, så må den første tie.
1Co 14:31 Thi I kan jo alle een efter een komme til at profetere, for at alle kan lære og alle blive formanet.
1Co 14:32 Profeters ånder er jo profeter lydige!
1Co 14:33 Thi Gud er ikke uordenens, men fredens [[Gud]], Som [[Han er Det]] i alle de helliges menigheder.
1Co 14:34 Jeres kvinder skal I lade tie i kirken. Thi det er ikke tilladt dem at tale, men at underordne sig, som også Loven siger!
1Co 14:35 Men er der noget, de vil lære, så må de spørge deres mænd derhjemme. Thi det sømmer sig ikke for en kvinde at tale i kirken!
1Co 14:36 Udgik Guds Ord måske fra jer? Eller er Det kun nået frem til jer?
1Co 14:37 Hvis nogen mener at være en profet eller at være åndelig, så må han erkende, at dét jeg skriver til jer, er HErrens bud!
1Co 14:38 Hvis nogen ikke anerkender dette, skal han selv ikke anerkendes [[af jer]].
1Co 14:39 Derfor, mine brødre: stræb efter at tale profetisk og hindrer ikke tungetale!
1Co 14:40 Men lad alt ske sømmeligt og med orden!
1Co 15:1 Og jeg påminder jer, brødre, om Dét Evangelium, som jeg forkyndte jer, som I tog imod, og som I jo stadig står i,
1Co 15:2 ja, ved hvilket I frelses - hvis I da holder fast ved Dét Ord, hvormed jeg forkyndte jer Det - ellers var det jo forgæves, I kom til tro!
1Co 15:3 Thi jeg overgav jer som noget af det første, hvad også jeg selv modtog: at Kristus døde for vore synder, efter Skrifterne;
1Co 15:4 og at Han blev begravet, og at Han blev opvakt på den tredje dag, efter Skrifterne;
1Co 15:5 og at Han blev set af Kefas, derefter af de tolv;
1Co 15:6 siden blev Han set af over fem hundrede brødre på een gang, af hvilke de fleste stadig lever - nogle er dog hensovede;
1Co 15:7 derefter blev Han set af Jakob, derefter af alle apostlene;
1Co 15:8 og sidst af alle - som af det ufuldbårne foster - blev Han set også af mig.
1Co 15:9 Thi den mindste af apostlene er jeg, som end ikke er værdig at kaldes apostel, fordi jeg har forfulgt Guds Kirke!
1Co 15:10 Dog af Guds nåde er jeg, hvad jeg er - og Hans nåde mod mig har ikke været forgæves; nej, jeg har arbejdet rigeligere end alle de andre - dog ikke jeg, men Guds nåde ved mig!
1Co 15:11 Enten det da er mig eller de andre - dette forkynder vi, og dette er, hvad I kom til tro på!
1Co 15:12 Men når det nu om Kristus forkyndes, at Han er opvakt fra døde, hvordan kan da nogle iblandt jer sige, at der ikke gives nogen opstandelse fra døde?
1Co 15:13 Hvis der nemlig ikke er nogen dødes opstandelse, er heller ikke Kristus opstået!
1Co 15:14 Og hvis Kristus ikke er opstået, er vor forkyndelse jo tom - og jeres tro også tom!
1Co 15:15 Så står vi jo også som falske vidner for Gud, fordi vi har vidnet imod Gud: at Han opvakte Kristus, Som Han ikke opvakte - hvis altså døde ikke opstår!
1Co 15:16 Thi hvis døde ikke opstår, er heller ikke Kristus opstået!
1Co 15:17 Hvis Kristus ikke er opstået, er jeres tro unyttig: så er I jo stadig i jeres synder!
1Co 15:18 Så er altså også de, som er hensovede i Kristus, fortabte!
1Co 15:19 Hvis vi da i dette liv alene har håbet på Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker -
1Co 15:20 men nu [er] Kristus opstået fra døde, Som de hensovedes Førstegrøde!
1Co 15:21 Thi eftersom døden [[kom]] ved et menneske, er også de dødes opstandelse [[kommet]] ved Et Menneske.
1Co 15:22 Thi ligesom vi alle dør i Adam, således skal alle også levendegøres i Kristus!
1Co 15:23 Men enhver i sin egen orden: Førstegrøden er Kristus, derefter de, som tilhører Kristus, ved Hans komme;
1Co 15:24 derefter [[kommer]] enden, når Han overgiver Riget til Gud, ja, Gud Fader, når Han har tilintetgjort al magt og al myndighed og kraft!
1Co 15:25 Thi Han bør være Konge, "indtil Han får lagt alle fjender under Sine fødder!"
1Co 15:26 [[Som]] den sidste fjende tilintetgøres døden!
1Co 15:27 Thi "alt har [[Gud]] lagt under Hans fødder"! Men når Han siger: "Alt er Ham underlagt", [[er det]] klart, at [[det er]] bortset fra Ham, Som har underlagt Ham alt!
1Co 15:28 Men når Han har underlagt Ham alt, da skal også Han Selv, Sønnen, underlægge Sig Ham, Som har underlagt Ham alt, for at Gud kan være over alle overalt!
1Co 15:29 Eller hvad skal de gøre, som lader sig døbe? Det er jo til døden, [[de er døbte]], hvis døde overhovedet ikke opstår! Og hvorfor skulle de lade sig døbe til de døde?
1Co 15:30 Og vi selv: hvorfor udsætter vi os for fare hver time?
1Co 15:31 Dagligt dør jeg - ja, dette er jo vor ros, brødre, som jeg har i Kristus Jesus, vor HErre!
1Co 15:32 Hvis det var på menneskelig viis, jeg sloges med vilddyr i Efesus, hvad nyttede det mig da? Hvis døde ikke opstår, så "lad os æde og drikke, thi i morgen skal vi dø!"
1Co 15:33 Far ikke vild! "Dårlig omgang ødelægger gode vaner!"
1Co 15:34 Bliv virkelig ædru og synd ikke! Thi nogle har intet kendskab til Gud; dette siger jeg til beskæmmelse for jer!
1Co 15:35 Men hvis een vil sige: "Hvordan opstår de døde? Med hvad slags legeme træder de frem?"
1Co 15:36 Du dåre! Hvad du sår, levendegøres jo ikke, uden at det dør!
1Co 15:37 Og hvad du end sår, er det ikke den plante, som skal forblive, men et nøgent korn, om det nu er hvede eller een af de andre slags.
1Co 15:38 Men Gud giver det et legeme, som Han vil, og ethvert af frøene dets særlige legeme.
1Co 15:39 Ikke alt kød [[er]] ens; nej, mennesket har sit kød, kvæget et andet, fiskene et andet og fuglene atter et andet.
1Co 15:40 Og [[der er]] himmelske legemer og jordiske legemer; og de himmelske har een stråleglans, de jordiske en anden!
1Co 15:41 Een stråleglans er solens, en anden stråleglans månens og atter en anden stråleglans stjernernes - og stjerne adskiller sig jo fra stjerne i glans.
1Co 15:42 Således også med de dødes opstandelse: dét, der såes i forgængelighed, skal opstå i uforgængelighed!
1Co 15:43 Hvad der såes i vanære, opstår i herlighed; hvad der såes i svaghed, opstår i kraft!
1Co 15:44 44. Et sjæleligt legeme såes, et åndeligt legeme opstår! Er der et sjæleligt legeme, er der også et åndeligt legeme!
1Co 15:45 Således er det også skrevet: "Det første menneske, Adam, blev til en levende sjæl"; og Den sidste Adam blev til En levendegørende Ånd!
1Co 15:46 Så er det åndelige da ikke det første, nej, det sjælelige, derefter det åndelige!
1Co 15:47 Det første menneske [[var]] af jorden - Det andet Menneske, HErren, [[er]] fra Himmelen!
1Co 15:48 Sådan som den jordiske [[mand]], således [[skal]] også de jordiske [[være]]; og som Den Himmelske [[Mand]], således [[skal]] også de himmelske [[være]].
1Co 15:49 Og ligesom vi har båret den jordiskes billede, skal vi også bære Den Himmelskes billede!
1Co 15:50 Men dette siger jeg, brødre: kød og blod kan ikke arve Guds Rige, og forgængelighed kan heller ikke arve uforgængelighed!
1Co 15:51 Se, jeg forkynder jer et Mysterium: vi skal ikke alle sove ind, nej, alle skal vi forvandles,
1Co 15:52 i eet nu, på et øjeblik, ved den sidste basun! Thi basunen vil lyde, og da vil de døde opstå udødelige - og da skal vi forvandles!
1Co 15:53 Thi det forgængelige bør iklædes uforgængelighed, og det dødelige bør iklædes udødelighed.
1Co 15:54 Men når det forgængelige er blevet iklædt uforgængelighed, og det dødelige iklædt udødelighed, da skal Dét Ord opfyldes, Som står skrevet: "Døden opslugtes til sejr!"
1Co 15:55 "Død - hvor er din brod? Dødsrige - hvor er din sejr?"
1Co 15:56 Dødens brod er synden - og syndens kraft er Loven!
1Co 15:57 Men Gud ske tak, Som giver os sejren ved vor HErre, Jesus Kristus!
1Co 15:58 Derfor, mine elskede brødre: vær faste, urokkelige, idet I altid er rige i HErrens gerning, og idet I veed, at vort arbejde ikke er forgæves i HErren!
1Co 16:1 Angående indsamlingen til de hellige, skal også I gøre, som jeg pålagde menighederne i Galatien:
1Co 16:2 på den første dag i ugen skal enhver af jer hjemme hos sig selv lægge til side og spare op så meget, det nu kan lade sig gøre for ham, for at indsamlingen ikke først skal finde sted, når jeg kommer.
1Co 16:3 Når jeg så kommer, vil jeg sende dem, som I finder værdige dertil, afsted med et brev, for at overbringe jeres gave til Jerusalem.
1Co 16:4 Men hvis det er vigtigt, at også jeg tager med dem, kan de rejse sammen med mig.
1Co 16:5 Og jeg kommer til jer, når jeg er rejst gennem Makedonien - for Makedonien rejser jeg blot igennem.
1Co 16:6 Men hos jer vil jeg måske blive, muligvis endog overvintre, for at I kan udruste mig, hvor jeg nu rejser hen.
1Co 16:7 Thi [[denne gang]] vil jeg ikke blot besøge jer på en gennemrejse; jeg håber nemlig at kunne blive nogen tid hos jer, om HErren tillader det.
1Co 16:8 Men jeg vil blive i Efesus indtil pinsen,
1Co 16:9 thi en dør står vidt åben for mig til rig virksomhed - men mange står mig imod!
1Co 16:10 Men når Timoteus kommer, så se til, at han kan færdes hos jer uden frygt; thi han gør HErrens gerning, såvel som jeg.
1Co 16:11 Ingen må derfor ringeagte ham! Nej, følg ham på vejen i fred, for at han kan komme til mig; thi jeg venter ham sammen med brødrene.
1Co 16:12 Men broderen Apollos har jeg opfordret indtrængende til at komme til jer sammen med brødrene. Han var overhovedet ikke villig til at komme nu; men han vil komme, når han får en anledning til det.
1Co 16:13 Våg! Stå [[fast]] i troen! Vær mandige, vær stærke!
1Co 16:14 Lad alt hos jer ske i kærlighed!
1Co 16:15 Men jeg formaner jer, brødre, I, som kender Stefanas' hus, [[og veed]], at det er Akaias førstegrøde, og at de meldte sig til tjeneste for de hellige,
1Co 16:16 at også I underordner jer under sådanne og enhver, som tager del i arbejdet og gør en indsats sammen med dem.
1Co 16:17 Jeg glæder mig over Stefanas' og Fortunatus' og Akaikus' komme, for det har rådet bod på savnet af jer,
1Co 16:18 thi de har beroliget min og jeres ånd; skøn derfor på sådanne!
1Co 16:19 Asiens menigheder hilser jer! Akvila og Priskilla tillige med Kirken i deres hus sender jer mange hilsener i HErren!
1Co 16:20 Alle brødrene hilser jer! Hils hverandre med et helligt kys!
1Co 16:21 Hilsenen med min [[egen]], Pauli, hånd!
1Co 16:22 Hvis nogen ikke elsker HErren Jesus Kristus - forbandet være han! Maran ata!
1Co 16:23 HErren Jesu Kristi nåde [[være]] med jer!
1Co 16:24 Min kærlighed [[være]] med jer alle i Kristus Jesus. Amen! ------------------- [Til korinterne; det første. Skrevet fra Filippi, ved Stefanas og Fortunatus og Akaikus og Timoteus.]
2Co 1:1 Paulus, ved Guds vilje Jesu Kristi discipel, og broderen Timoteus [[sender hilsen]] til Guds Kirke i Korint, med samt alle de hellige i hele Akaia:
2Co 1:2 Nåde [[være]] med jer og fred fra Gud, vor Fader og HErre, Jesus Kristus!
2Co 1:3 Lovet være Gud, vor HErres Jesu Kristi Fader, barmhjertighedens Fader og al trøsts Gud,
2Co 1:4 Som trøster os i al vor trængsel, så at vi kan trøste alle i enhver trængsel med den trøst, hvormed vi selv trøstes af Gud.
2Co 1:5 Thi ligesom Kristi lidelser i overflod er over os, således får vi også trøst i overflod ved Kristus.
2Co 1:6 Men hvad enten vi lider trængsel, jer til trøst og frelse, eller vi trøstes, jer til trøst og frelse, [[en trøst, som]] virker tålmodighed i de samme trængsler, som også vi lider, så står vort håb for jer fast,
2Co 1:7 fordi vi veed, at ligesom I er delagtige i lidelserne, således [[er I det]] også i trøsten.
2Co 1:8 Thi vi vil ikke, brødre, at I skal være uvidende om den trængsel, vi blev udsat for i Asien: at vi led trængsel til overmål, ja, over evne, så at vi endog tvivlede på, [[om vi kunne bjærge]] vort liv!
2Co 1:9 Ja, vi regnede os allerede for dødsdømte, for at vi ikke skulle stole på os selv, men på Gud, Som opvækker de døde,
2Co 1:10 Han, Som jo altså også friede os fra denne store dødsfare, og Som vil befri os igen! På Ham har vi sat vort håb: at Han også fremdeles vil befri os.
2Co 1:11 Men vi støtter os også til jer og jeres bøn for os, for at der af mange munde skal lyde tak for os, for den nådegave, vi har fået.
2Co 1:12 Thi vor ros er dette, som også vor samvittighed bevidner: at vi i denne verden - og især hos jer - har vandret i hellighed og renhed for Gud, ikke i kødelig visdom, men i Guds nåde!
2Co 1:13 Thi i dét, vi skriver til jer, ligger ikke andet end dét, I læser og forstår - ja, jeg håber da, at I fuldt ud vil forstå,
2Co 1:14 ligesom I til dels har forstået os: at vi er jeres ros, ligesom I er vor ros på HErren Jesu Dag!
2Co 1:15 I tillid til dette ønskede jeg at komme til jer tidligere, for at I skulle få endnu en nåde,
2Co 1:16 og via jer ville jeg rejse til Makedonien og så atter fra Makedonien komme til jer, for af jer at blive hjulpet videre på vejen til Judæa.
2Co 1:17 Gik jeg letsindigt frem, da jeg planlagde dette? Eller planlægger jeg dét, jeg gør, på kødelig vis, så at der hos mig skulle være både "ja, ja" og "nej, nej"?
2Co 1:18 Nej, så sandt Gud er trofast: vort ord til jer er ikke både "ja" og "nej"!
2Co 1:19 Thi Guds Søn, Jesus Kristus, Som blandt jer er blevet forkyndt ved os - ved mig og Silvanus og Timoteus - er ikke både "ja" og "nej"; kun "Ja" er kommet i Ham!
2Co 1:20 Thi så mange, som Guds løfter er - i Ham har de alle deres "ja", og derfor [[får de]] også i Ham deres "Amen", Gud til ære ved os!
2Co 1:21 Men Han, Som binder os fast til Kristus sammen med jer, og Som har salvet os, er Gud,
2Co 1:22 Som også har beseglet os og givet os Ånden Som pant i vore hjerter!
2Co 1:23 Jeg kalder Gud til vidne for min sjæl: at det er for at skåne jer, at jeg endnu ikke er kommet til Korint!
2Co 1:24 Ikke fordi vi hersker over jeres tro; nej, vi er medarbejdere på jeres glæde - thi I står faste i troen!
2Co 2:1 Men jeg havde sat mig for ikke endnu en gang at komme til jer [[og volde]] sorg.
2Co 2:2 Thi hvis jeg volder jer sorg, bedrøver jeg jo de eeneste, som kan glæde mig!
2Co 2:3 Og så skrev jeg netop dette til jer, for at jeg ikke, når jeg kom, skulle have sorg af dem, som burde give mig glæde, for jeg har den tillid til jer alle, at min glæde også er jeres glæde.
2Co 2:4 Thi det var i stor smerte og med angst i hjertet jeg skrev til jer under mange tårer, ikke for at bedrøve jer, men for at I skulle forstå, hvor stor en kærlighed, jeg nærer til jer.
2Co 2:5 Men hvis nogen har voldt sorg, er det ikke mig, han har voldt sorg, men på en vis måde - for ikke at overdrive - jer alle;
2Co 2:6 for vedkommende er det nok med den straf, som de fleste af jer allerede har givet ham,
2Co 2:7 så I nu snarere skal tilgive og trøste ham, så at han ikke skal knuses under en endnu større sorg.
2Co 2:8 Derfor formaner jeg jer til at lade kærligheden råde mod ham.
2Co 2:9 Thi også med dette for øje skrev jeg, for at få at vide, om I består prøven: om I er lydige i alt!
2Co 2:10 Thi hvem I tilgiver, tilgiver også jeg. Thi dét, jeg har tilgivet - om jeg da har noget at tilgive - [[det har jeg gjort]] for jeres skyld for Kristi åsyn,
2Co 2:11 for at vi ikke skal blive overlistede af Satan, thi vi er ikke uvidende om, hvad han har i sinde!
2Co 2:12 Men da jeg kom til Troas for at forkynde Kristi Evangelium, havde HErren åbnet mig en dør.
2Co 2:13 Og dog har jeg ikke haft ro i min ånd, fordi jeg ikke fandt Titus, min broder, dér. Derfor tog jeg afsked med dem [[i Troas]] og rejste videre til Makedonien.
2Co 2:14 Men Gud være tak, Som altid triumferer med os i Kristus, og som ved os overalt åbenbarer duften af kundskaben om Ham!
2Co 2:15 Thi vi er en Kristi vellugt for Gud blandt dem, som bliver frelst - og blandt dem, som går fortabt!
2Co 2:16 For de sidste vel en duft af død til død - men for de første en duft af liv til liv.... og hvem er vel i stand til dette?
2Co 2:17 Thi vi er ikke som de mange, der driver handel med Guds Ord for vindings skyld! Nej, af et rent sind, ja, drevet af Gud taler vi i Kristus for Guds åsyn!
2Co 3:1 Begynder vi nu igen at anbefale os selv? Eller har vi mon - som visse andre - behov for anbefalingsbrev til jer eller fra jer?
2Co 3:2 Nej, I er vort brev, indskrevet i vore hjerter, kendt og læst af alle mennesker,
2Co 3:3 så det bliver åbenbart, at I er Kristi brev, frembragt ved vor tjeneste og indskrevet, ikke med blæk, men med Den levende Guds Ånd, og ikke på tavler af sten, men på tavler af kød: nemlig menneskehjerter!
2Co 3:4 Sådan tillid har vi ved Kristus til Gud!
2Co 3:5 Ikke at vi af os selv er duelige til at udtænke noget, som kommer fra os selv, nej, vor duelighed kommer fra Gud,
2Co 3:6 Som også har gjort os duelige til at være tjenere for En ny Pagt, ikke bogstavens, men Åndens. Thi bogstaven slår ihjel, men Ånden levendegør!
2Co 3:7 Men hvis dødens tjeneste, som med bogstaver var indgraveret på sten, fremstod i en sådan herlighed, at Israels sønner ikke kunne udholde at se på Moses' ansigt på grund af hans ansigts herlighedsglans, som dog forgik,
2Co 3:8 hvor meget snarere skal da ikke Åndens tjeneste fremstå i herlighed!
2Co 3:9 Thi hvis fordømmelsens tjeneste ejede herlighed, hvor meget rigere på herlighed må da ikke retfærdighedens tjeneste være?!
2Co 3:10 Det herlige ved [[Den gamle Pagt]] har jo heller ingen herlighed, sammenlignet med den overvældende herlighed [[ved Den nye Pagt]]!
2Co 3:11 Thi hvis dét, som er blevet afskaffet, besad herlighed, hvor meget mere må da ikke dét, som forbliver, eje herlighed?
2Co 3:12 Da vi altså har et sådant håb, går vi frem i stor frimodighed,
2Co 3:13 og ikke som Moses, der lagde et dække over sit ansigt, for at Israels sønner ikke skulle se, at det, som skulle forsvinde, fik en ende.
2Co 3:14 Men deres tanker forhærdedes, thi indtil den dag i dag forbliver det samme dække over oplæsningen af Den gamle Pagt, for at det ikke skal blive åbenbart, at [[Den gamle Pagt]] ved Kristus er blevet ophævet!
2Co 3:15 Ja, indtil i dag ligger der et dække over deres hjerter, når Moses læses!
2Co 3:16 Dog, når een omvender sig til HErren, borttages dækket!
2Co 3:17 Men Ånden er HErren - og hvor HErrens Ånd er, der er frihed!
2Co 3:18 Men vi, som alle med utildækket ansigt ser HErrens herlighed som i et spejl, vi omskabes til det samme billede, fra herlighed til herlighed, som HErren virker det ved Sin Ånd!
2Co 4:1 Da vi derfor nu ved Guds nåde har fået denne tjeneste, mister vi ikke modet,
2Co 4:2 men vi forsager alle skammelige, lyssky gerninger, vi vandrer ikke i list, og vi forfalsker ikke Guds Ord, men åbenbarer sandheden og anbefaler os derved for alle menneskers samvittighed for Guds åsyn!
2Co 4:3 Men hvis vort Evangelium alligevel er skjult, så er det for dem, som går fortabt, det er skjult!
2Co 4:4 Thi denne verdens gud har forblindet de vantros tanker, så de ikke ser Det Lys, som stråler fra Evangeliet om Kristi herlighed, Han, Som er Guds ikon.
2Co 4:5 Thi vi forkynder ikke os selv, men Kristus Jesus Som HErre, os selv derimod som jeres tjenere for Jesu skyld.
2Co 4:6 Thi Gud, Som havde sagt: "Af mørke skal lys skinne frem", har Selv ladet lyset skinne i vore hjerter, for at kundskaben om Guds herlighed i Jesu Kristi åsyn skal stråle frem.
2Co 4:7 Vi har dog denne skat i lerkar, for at den overvældende kraft skal være af Gud og ikke af os!
2Co 4:8 I alle ting er vi i trængsel, dog ikke kuede; rådvilde, dog ikke fortvivlede;
2Co 4:9 forfulgte, dog ikke forladte; kastet til jorden, dog ikke knuste!
2Co 4:10 Altid bærer vi HErren Jesu død med os i vort legeme, for at også Jesu liv skal åbenbares i vort legeme!
2Co 4:11 Thi så længe vi lever, overgives vi stadig til døden for Jesu skyld, for at også Jesu liv skal åbenbares i vort dødelige kød.
2Co 4:12 Så er døden da vel virksom i os - men livet i jer!
2Co 4:13 Men da vi har den samme troens Ånd - som det er skrevet: "Jeg troede, derfor talte jeg", - så tror vi også, og derfor taler vi også,
2Co 4:14 thi vi veed, at Han, Som opvakte HErren Jesus, også ved Ham vil opvække os og føre os frem sammen med jer!
2Co 4:15 Thi alt dette sker for jeres skyld, for at nåden må forøges og voxe og få mange til at takke, Gud til ære!
2Co 4:16 Derfor mister vi ikke modet; nej, om så også vort ydre menneske går til grunde, fornyes dog vort indre [[menneske]] dag for dag.
2Co 4:17 Thi vor trængsel er kort og let og virker for os en evig rigdom af herlighed!
2Co 4:18 Vi ser jo ikke efter de synlige ting, men de usynlige. Thi de synlige varer kun kort, men de usynlige evigt!
2Co 5:1 Vi veed jo, at når vor jordiske bolig, vort [[legemes]] telt, brydes ned, så har vi i Himlene en Guds bygning, en evig bolig, der ikke er gjort af hænder.
2Co 5:2 Thi i dette [[liv]] sukker vi af længsel efter at blive iklædt vor bolig fra Himmelen,
2Co 5:3 så sandt vi, når vi er blevet iklædte, ikke skal blive fundet nøgne.
2Co 5:4 Ja, vi, som er i dette telt, sukker under byrden, fordi vi ikke vil afklædes, men overklædes, så det dødelige kan blive opslugt af Livet.
2Co 5:5 Og Han, Som har sat os i stand til dette, er Gud, Som også har givet os Ånden Som pant derpå.
2Co 5:6 Derfor er vi altid ved godt mod, selvom vi veed, at vi, så længe vi har hjemme i legemet, er borte fra HErren.
2Co 5:7 Thi vi vandrer i tro, ikke i skuen.
2Co 5:8 Og dog er vi ved godt mod, selvom vi hellere ville være borte fra legemet og hjemme hos HErren!
2Co 5:9 Derfor sætter vi også vor ære i, enten vi er hjemme eller borte, at være Ham til behag.
2Co 5:10 Thi vi skal alle stå frem for Kristi domstol, for at enhver kan få igen efter dét, han har gjort i legemet, enten godt eller ondt.
2Co 5:11 Da vi altså kender til at frygte HErren, forsøger vi at overbevise mennesker - [[vort liv]] ligger dog åbent for Gud; og jeg håber, at det også ligger åbent for jeres samvittighed!
2Co 5:12 Ikke sådan, at vi atter anbefaler os selv for jer, nej, vi giver jer anledning til at rose jer af os, så at I kan have [[noget at sige]] til dem, som roser sig af det ydre, og ikke af hjertet.
2Co 5:13 Thi enten vi var ude af os selv - så var det for Gud; eller vi er besindige - så er det for jer!
2Co 5:14 Thi Kristi kærlighed tvinger os, da vi har indset dette: at Een døde for alle - altså er de alle døde!
2Co 5:15 Og Han døde for alle, for at de levende ikke længere skal leve for sig selv, men for Ham, Som er død og opvakt for dem,
2Co 5:16 så at vi ikke længere kender nogen efter kødet. Og har vi end kendt Kristus efter kødet, kender vi Ham dog ikke længere [[således]]!
2Co 5:17 Hvis nogen derfor er i Kristus, så [[er han]] en ny skabning! Det gamle er borte, se, alt er blevet nyt -
2Co 5:18 men alt [[er]] fra Gud, Som har forligt os med Sig Selv ved Jesus Kristus, og Som har givet os forligelsens tjeneste.
2Co 5:19 Thi Gud var i Kristus og forligte verden med Sig Selv, idet Han ikke tilregner dem deres overtrædelser, og idet Han lagde forligelsens Ord ned i os.
2Co 5:20 Så gør vi da sendebudstjeneste for Kristus, som om Gud Selv formaner ved os; vi beder i Kristi sted: "Lad jer forlige med Gud!"
2Co 5:21 Thi Han, Som ikke kendte til synd, har [[Gud]] gjort til synd for os, for at vi i Ham skulle blive retfærdige for Gud!
2Co 6:1 Men som medarbejdere formaner vi jer, at I ikke må have modtaget Guds nåde forgæves.
2Co 6:2 Thi Han siger: "I nådens tid hørte Jeg dig, og på frelsens dag hjalp Jeg dig". Se: nu er nådens tid - se: nu er frelsens dag!
2Co 6:3 Og vi er ingen til anstød i noget, for at tjenesten ikke skal komme i vanry.
2Co 6:4 Nej, vi søger i alle ting at vise os som Guds tjenere: ved stor udholdenhed, i trængsler, i nød, i angst,
2Co 6:5 under slag, i fængsel, i optøjer, i slid, under nattevågen, ved sult,
2Co 6:6 ved renhed, ved kundskab, ved langmodighed, ved godhed, i Helligånden, ved oprigtig kærlighed,
2Co 6:7 ved Sandheds Ord, i Guds kraft, med retfærdighedens våben [[til angreb og forsvar]],
2Co 6:8 i ære og vanære, ved bagtalelse og lovord; som forførere, dog sanddru;
2Co 6:9 som ukendte og dog velkendte; som døende, dog se: vi lever! Som de, der bliver tugtet, dog ikke slået ihjel!
2Co 6:10 Som sørgende, dog altid glade; som fattige, der dog beriger mange; som de, der intet har, og dog ejer alt!
2Co 6:11 Vi har talt åbent til jer, korintere, vort hjerte står jer vidt åbent!
2Co 6:12 I har det ikke trangt hos os, men I har det trangt i jeres indre!
2Co 6:13 Dog lige for lige - som til børn taler jeg: også I må åbne jeres [[hjerter]]!
2Co 6:14 Bær ikke fremmed åg sammen med de vantro! Thi hvad delagtighed har retfærd og lovløshed? Eller hvad fællesskab har lys med mørke?
2Co 6:15 Og hvad samklang har Kristus med Belial? Eller hvad del har en troende med en vantro?
2Co 6:16 Og hvordan skulle Guds tempel kunne forliges med afgudernes? Thi vi er Den levende Guds tempel, som Gud har sagt: "Jeg vil bo i dem, og Jeg vil færdes blandt dem. Og Jeg vil være deres Gud, og de skal være Mit folk!"
2Co 6:17 Derfor: "Drag ud fra dem, og skil jer ud fra dem, siger HErren; og rør intet urent, så vil Jeg tage imod jer!
2Co 6:18 Og Jeg skal være jeres Fader, og I skal være Mine sønner og døtre, siger HErren, Den Almægtige!"
2Co 7:1 Da vi altså har disse løfter, mine kære, så lad os rense os fra al kødets og åndens urenhed, idet vi fuldender vor helliggørelse i gudsfrygt.
2Co 7:2 Giv dog plads for os! Vi har jo ikke gjort nogen uret, vi har ikke ødelagt nogen, vi har heller ikke udnyttet nogen.
2Co 7:3 Dette siger jeg ikke for at dømme - jeg har jo før sagt, at I er i vore hjerter, så at I kan være eet med os i død og i liv.
2Co 7:4 Min tillid til jer er stor, og jeg har megen ros af jer; jeg er blevet rigeligt trøstet og har fået stor glæde midt i al trængselen.
2Co 7:5 Thi heller ikke da vi kom til Makedonien, fandt vort kød nogen ro, nej, på enhver måde er vi blevet betrængt: udefra strid, inde i os frygt!
2Co 7:6 Men Gud, Som trøster de ydmyge, trøstede os ved Titus' ankomst,
2Co 7:7 ja, ikke blot ved hans komme, men også ved den trøst, hvormed han trøstedes over jer, da han fortalte os om jeres længsel, jeres sorg og jeres nidkærhed for mig, så at jeg kunne glæde mig des mere.
2Co 7:8 For selvom jeg voldte jer sorg med mit brev, så angrer jeg det ikke, skønt jeg nok har angret før, for jeg ser jo, at dette brev - om også kun for en kort tid - voldte jer sorg,
2Co 7:9 så derfor glæder jeg mig nu, ikke fordi jeg voldte jer sorg, men fordi denne sorg ledte jer til omvendelse. Thi denne sorg voldtes jer efter Guds vilje, for at I ikke på nogen måde skulle lide skade på grund af os.
2Co 7:10 Thi sorgen efter Gud[[-s vilje]] virker nemlig omvendelse til frelse, og det angrer ingen. Men verdens sorg virker død!
2Co 7:11 Se dog, hvordan selve dette, at der voldtes jer sorg efter Guds vilje, virkede iver iblandt jer, ja, forsvar, ja, harme, ja, frygt, ja, længsel, ja, nidkærhed, ja, straf! I alle ting har I vist jer at være rene i denne sag.
2Co 7:12 Altså: selvom jeg skrev til jer, var det ikke for hans skyld, som havde gjort uret, heller ikke for hans skyld, som havde lidt uret; nej, det var for at den nidkærhed, I har for os, skulle blive åbenbar hos jer for Guds åsyn.
2Co 7:13 Derved er vi blevet trøstede med jeres trøst, og i tillæg dertil glædede vi os end mere over, hvor glad Titus blev, fordi hans ånd blev beroliget af jer alle.
2Co 7:14 Thi om jeg så også har rost jer overfor ham, er jeg dog ikke blevet til skamme! Nej, ligesom vi i alle ting har talt sandhed til jer, således har også vore rosende ord om jer til Titus vist sig at være sandhed!
2Co 7:15 Og hans hjerte slår endnu stærkere for jer, når han mindes den lydighed, I alle viste, da I tog imod ham med frygt og bæven.
2Co 7:16 Jeg glæder mig altså, fordi jeg i eet og alt kan stole på jer!
2Co 8:1 Brødre! Vi vil gøre jer bekendt med den Guds nåde, som er givet de makedonske menigheder:
2Co 8:2 selvom de var hårdt prøvede i trængsler, er deres overvældende glæde og deres dybe fattigdom strømmet over i en rigdom på oprigtig gavmildhed.
2Co 8:3 For de gav efter evne, ja, over evne og frivilligt, dét bevidner jeg!
2Co 8:4 De bad os særdeles indtrængende om den tjenestefællesskabets nåde: at vi ville modtage deres hjælp til de hellige.
2Co 8:5 Og [[de gav]] ikke blot sådan, som vi havde håbet, nej, først gav de sig selv til HErren og så til os ved Guds vilje.
2Co 8:6 Derfor bad vi Titus om, at han, ligesom han allerede havde begyndt, således skulle han også fuldføre denne kærlighedsgerning hos jer.
2Co 8:7 Men ligesom I har overflod af alt, af tro og tale og kundskab og al iver og af den kærlighed, som vi har vakt i jer, så vis nu, at I har dette, for at I også i denne kærlighedsgerning kan vise jeres overflod.
2Co 8:8 Jeg siger ikke dette som et pålæg! Men ved at nævne de andres iver vil jeg prøve jeres kærligheds ægthed!
2Co 8:9 I kender jo vor HErres Jesu Kristi nåde: at Han for jeres skyld blev fattig, da Han var rig, for at I ved Hans fattigdom skulle blive rige.
2Co 8:10 Det er blot et råd, jeg giver jer, thi det er til gavn for jer, som allerede i fjor begyndte ikke blot at handle, men også gerne at ville!
2Co 8:11 Så fuldfør nu også denne gerning, så at fuldførelsen må svare til den gode viljes forsæt, alt efter, hvor meget I har!
2Co 8:12 Thi hvis den gode vilje er til stede, da er den til behag [[for Gud]], efter hvad man måtte have, ikke efter, hvad man ikke har.
2Co 8:13 Thi det er ikke sådan, at andre skal have fred, og I trængsel. Nej, der skal være lighed! I denne tid er jeres overflod til [[hjælp for]] de andre i deres nød,
2Co 8:14 for at deres overflod også kan blive jer [[til hjælp]], når I er i nød, så der kan være lighed,
2Co 8:15 som det er skrevet: "Den, som fik meget, fik ikke overflod, og den, som fik lidet, led ingen mangel".
2Co 8:16 Men tak være Gud, Som har vakt den samme iver for jer i Titus' hjerte!
2Co 8:17 For han tog rigtignok imod min formaning, ja, han var så ivrig, at han rejste til jer efter eget ønske.
2Co 8:18 Og vi sendte sammen med ham dén broder, som roses i alle menighederne for sin tjeneste for Evangeliet.
2Co 8:19 Ja, ikke blot det: han er også blevet udpeget af menighederne til at rejse sammen med os med denne nådegave, som er optjent ved os, til HErrens ære og vor opmuntring.
2Co 8:20 Derved undgår vi, at nogen skal kunne klandre os på grund af den rige gave, som er optjent af jer,
2Co 8:21 thi vi lægger vægt på det, som er godt, ikke blot for HErren, men også for mennesker.
2Co 8:22 Og vi sendte sammen med dem endnu een af vore brødre, som vi ofte har prøvet i mange ting og fundet at være tjenstvillig; men nu er han endnu mere ivrig på grund af den store tillid til jer.
2Co 8:23 Om Titus gælder det, at han er min medtjener og medarbejder hos jer, og om vore brødre, at de er menighedernes apostle og Kristi ære!
2Co 8:24 Lad dem derfor få et bevis på jeres kærlighed, og lad den ros, vi har givet jer, blive stadfæstet for Kirkens åsyn!
2Co 9:1 Angående tjenesten for de hellige er det mig vel egentlig overflødigt at skrive til jer?
2Co 9:2 Jeg kender jo jeres gode vilje, som jeg roser jer for overfor makedonerne, fordi Akaia har været rede siden i fjor, og jeres iver har ansporet mange.
2Co 9:3 Jeg sender alle disse brødre, for at ikke vore lovord om jer skulle vise sig at være tomme ord i denne henseende, for at I, som jeg sagde, må være rede.
2Co 9:4 Ellers vil makedonerne, når de kommer sammen med mig, finde jer uforberedte, og så ville vi blive beskæmmede - for slet ikke at tale om jer - for vor tillid til jer og de rosende ord!
2Co 9:5 Derfor fandt jeg det nødvendigt at bede brødrene om at rejse i forvejen til jer og på forhånd ordne den rige gave, I havde lovet, så at den kunne være rede som en velsignelse og ikke som en "gniergave".
2Co 9:6 Men dette [[siger jeg]]: den, som sår sparsomt, skal også høste sparsomt, og den, som sår rigt med velsignelser, skal også høste med velsignelser.
2Co 9:7 Enhver [[må give]] sådan, som han har sat sig for i hjertet; ikke med ulyst eller af tvang, thi Gud elsker en glad giver!
2Co 9:8 Og Gud har magt til at give jer al nåde i rigeligt mål, for at I altid skal have tilstrækkeligt af alle ting, ja, endda have overflod til al god gerning,
2Co 9:9 som det er skrevet: "Han strøede ud, gav til fattige; Hans retfærdighed forbliver til evigheden!"
2Co 9:10 Og Han, Som skaffede såsæd til den, der sår, og brød til føde, vil også skaffe og mangfoldiggøre jeres såsæd og give væxt til jeres retfærdigheds frugter.
2Co 9:11 I alle ting vil I blive rige, så I kan vise oprigtig gavmildhed, som ved jer bevirker tak til Gud,
2Co 9:12 fordi denne liturgi ikke blot råder bod på de helliges mangler, nej, den bærer også rig frugt ved de manges takoffer til Gud.
2Co 9:13 De priser nemlig Gud for denne tjeneste, som viser jeres tjenestes ægthed, for jeres lydighed i bekendelsen til Kristi Evangelium, og for gavmildheden i fællesskabet med dem og med alle andre,
2Co 9:14 idet de beder for jer og længes efter jer på grund af den overvældende Guds nåde, der er over jer.
2Co 9:15 Ja, Gud være tak for Sin usigelige gave!
2Co 10:1 Jeg selv, Paulus, formaner jer ved Kristi sagtmodighed og mildhed - jeg, som ganske vist "ansigt til ansigt med jer er så ydmyg, men kry over for jer, når jeg er fraværende" -
2Co 10:2 jeg beder jer, at jeg ikke, når jeg kommer, behøver at være så streng og myndig, som jeg kan være det, da jeg er på vagt overfor alle, som holder for, at vi vandrer efter kødet.
2Co 10:3 Thi selvom vi vandrer i kød, kæmper vi ikke efter kødet!
2Co 10:4 Vore stridsvåben er nemlig ikke kødelige, nej, de er mægtige for Gud til at nedbryde fæstninger.
2Co 10:5 Det, vi river ned, er tankebygninger og alt, som overmodigt rejser sig mod kundskaben om Gud, idet vi fører enhver tanke i fangenskab [[og fører den]] til lydighed mod Kristus.
2Co 10:6 Og vi er forberedte på at måtte straffe al ulydighed, når jeres lydighed er blevet fuldendt.
2Co 10:7 Se dog, hvad der ligger lige for jeres øjne! Om nogen er overbevist med sig selv at høre Kristus til, da bør han påny betænke dette med sig selv: ligesom han hører Kristus til, således hører også vi Kristus til!
2Co 10:8 Thi selvom jeg skulle rose mig endnu mere af den fuldmagt, HErren har givet os til at bygge op og ikke at rive ned hos jer, vil jeg ikke blive beskæmmet,
2Co 10:9 for at det ikke skal se ud, som om jeg blot ville skræmme jer med mine breve.
2Co 10:10 "For brevene", siger nogle, "er rigtignok myndige og strenge, men når han er legemligt tilstede, er han svag, og hans tale foragtelig."
2Co 10:11 Den, som taler sådan, skal tænke over dette: sådan, som vi er i ord i brevene, [[når vi er]] fraværende, sådan er vi også i handling, når vi er nærværende!
2Co 10:12 Thi vi vover ikke at regne os selv blandt dem, som anbefaler sig selv; nej, de, som måler sig med sig selv, og sammenligner sig selv med sig selv, forstår intet!
2Co 10:13 Men vi vil ikke rose os ud over alle grænser, men holde os indenfor dét område, Gud har tilmålt os: nemlig at vi skulle nå ud også til jer!
2Co 10:14 Thi vi strækker os ikke [[ud over vort område]], som om vi ikke allerede var nået til jer; vi var jo de første, som nåede ud til jer med Kristi Evangelium!
2Co 10:15 Vi roser os ikke ud over alle grænser af andres arbejde, men når jeres tro voxer, håber vi, at vi må voxe i agtelse hos jer, til rig fremgang indenfor det område, som er tilmålt os,
2Co 10:16 så at vi kan forkynde Evangeliet hinsides jer, uden at rose os af det, som allerede er gjort af andre, og uden at [[trænge ind i dét område]], som er tilmålt dem.
2Co 10:17 Men den, som roser sig, skal rose sig i HErren!
2Co 10:18 Thi ikke den, som anbefaler sig selv, består prøven, men den, som HErren anbefaler!
2Co 11:1 Gid I dog ville tåle lidt dårskab af mig - ja, I må tåle det!
2Co 11:2 Thi jeg er nidkær for jer med Guds nidkærhed; jeg har jo trolovet jer med Een Mand, for at føre jer frem som en ren jomfru for Kristus!
2Co 11:3 Jeg frygter dog, at - ligesom slangen forførte Eva ved sin list - også jeres tanker således skal fordærves og vendes bort fra oprigtigheden og den rene troskab mod Kristus!
2Co 11:4 Thi hvis der kommer een, som forkynder En anden Jesus end Ham, vi forkyndte, eller om I får en anden ånd end Den, I har fået, eller et andet evangelium end Dét, I modtog, så tåler I det gerne!
2Co 11:5 Jeg mener dog ikke at stå tilbage i noget overfor disse vældige "apostle"!
2Co 11:6 For selvom jeg er lægmand i talekunst, så [[er jeg det]] dog ikke i kundskab; nej, i alle ting har vi åbenbaret den for jer!
2Co 11:7 Eller gjorde jeg en synd, da jeg fornedrede mig selv, for at I kunne ophøjes, da jeg forkyndte Guds Evangelium gratis for jer?
2Co 11:8 Andre menigheder har jeg "plyndret", idet jeg har taget løn af dem for at tjene jer!
2Co 11:9 Men da jeg var hos jer og led nød, lå jeg ingen til byrde! Thi dét, jeg manglede, gav brødrene mig, da de kom hjem fra Makedonien. I alting sørgede jeg for ikke at være til byrde for jer, og det vil jeg fortsat gøre.
2Co 11:10 Så sandt Kristus er i mig: denne ros skal ikke tages fra mig i Akaias egne!
2Co 11:11 Hvorfor? Fordi jeg ikke elsker jer? Gud veed, [[at jeg gør det]]!
2Co 11:12 Men dette gør jeg, - og vil fortsætte med at gøre det - for at jeg kan tage muligheden fra dem, der søger en lejlighed til at kunne rose sig selv og påstå, at de står lige med os.
2Co 11:13 Thi den slags er falske apostle, svigefulde arbejdere, som giver sig udseende af at være Kristi apostle -
2Co 11:14 og det er ikke underligt, thi Satan selv giver sig udseende af at være en lysets engel!
2Co 11:15 Det er altså ikke mærkeligt, at også hans tjenere giver sig udseende af at være retfærdighedens tjenere; for dem skal enden dog svare til deres gerninger!
2Co 11:16 Atter siger jeg: ingen må tro, at jeg er en dåre! Men selvom de gør det, så hør på mig endog som en dåre, for at også jeg skal kunne rose mig lidt!
2Co 11:17 Det, jeg her siger, taler jeg ikke efter HErren, men som i dårskab, når jeg roser mig så tillidsfuldt:
2Co 11:18 da så mange roser sig efter kødet, vil jeg også rose mig!
2Co 11:19 Thi I tåler jo gerne dårerne, "viise", som I er!
2Co 11:20 I tåler jo, at nogen gør jer til trælle, at de udsuger jer, at de fanger jer, at de ophøjer sig over jer, ja, at de slår jer i ansigtet!
2Co 11:21 Med skam siger jeg dét, fordi vi har været så svage hos jer. Men hvad som helst nogen vover at rose sig af - jeg taler i dårskab - det vover jeg også!
2Co 11:22 Er de hebræere? Jeg [[er det]] også! Er de israelitter? Også jeg! Er de Abrahams æt? Jeg også!
2Co 11:23 Er de Kristi tjenere? Jeg taler, som var jeg vanvittig: jeg er det endnu mere! Jeg har arbejdet mere, langt flere slag har jeg fået, været i fængsel oftere, oftere i dødsfare....
2Co 11:24 af jøderne har jeg fem gange fået fyrre slag på eet nær!
2Co 11:25 Tre gange er jeg blevet pisket, een gang er jeg blevet stenet, tre gange er jeg forlist, eet døgn har jeg tilbragt i dybet;
2Co 11:26 jeg har oftere været på rejser, i fare på floder, i fare blandt røvere, i fare blandt landsmænd, i fare blandt hedninger, i fare i byer, i farer i ørkenen, i farer på havet, i fare blandt falske brødre,
2Co 11:27 i arbejde og slid, ofte i nattevågen, under sult og tørst, ofte i faste, i nøgenhed, i kulde,
2Co 11:28 foruden alt det andet, som hober sig op over mig i det daglige: omsorgen for menighederne.
2Co 11:29 Hvem er svag, uden at jeg også er det? Hvem voldes anstød, uden at det brænder i mig?
2Co 11:30 Skal jeg endelig rose mig, vil jeg rose mig af min svaghed!
2Co 11:31 Gud, vor HErres Jesu Kristi Fader, Han, Som er velsignet i evigheder, veed, at jeg ikke lyver!
2Co 11:32 I Damaskus bevogtede kong Aretas' landshøvding byen for at pågribe mig,
2Co 11:33 men gennem en luge i muren blev jeg firet ned i en kurv og undslap således hans hænder!
2Co 12:1 Jeg må jo rose mig, skønt det ikke gavner mig. Og jeg kommer nu til syner og åbenbaringer fra HErren:
2Co 12:2 Jeg kender et menneske i Kristus, som for fjorten år siden - om han var i legemet eller udenfor legemet, veed jeg ikke, Gud veed det - blev bortrykket indtil den tredje Himmel.
2Co 12:3 Og om dette menneske veed jeg, - om [[han var]] i legemet eller udenfor legemet, veed jeg ikke, Gud veed det -
2Co 12:4 at han blev bortrykket til Paradiset og hørte uudsigelige Ord, som det ikke er tilladt et menneske at tale.
2Co 12:5 Ham vil jeg rose mig af, mig selv vil jeg ikke rose mig af - undtagen af min svaghed!
2Co 12:6 Thi selvom jeg ville rose mig, ville jeg ikke være en dåre - jeg ville jo tale sandhed! Men jeg lader det være, for at ingen skal have højere tanker om mig, end han får ved at se mig eller høre mig.
2Co 12:7 Og for at jeg ikke skal hovmode mig af de overmåde store åbenbaringer, blev der givet mig en torn i kødet, en Satans engel, som skal slå mig, så jeg ikke skal blive hovmodig.
2Co 12:8 Tre gange har jeg bedt HErren om, at den skulle vige fra mig -
2Co 12:9 men Han har sagt mig: "Min nåde er dig nok! Thi Min kraft fuldkommes i svaghed!" Derfor vil jeg så meget hellere rose mig af min svaghed, for at Kristi kraft kan bo i mig.
2Co 12:10 Derfor har jeg fred i svagheden, under mishandling, i nød, i forfølgelser og i trængsler for Kristi skyld; thi når jeg er svag, er jeg stærk!
2Co 12:11 Jeg er blevet en dåre, når jeg roser mig - I tvang mig! Jeg burde jo have fået lovord af jer, fordi jeg i intet stod tilbage for nogen af de vældige "apostle", selvom jeg intet er.
2Co 12:12 Ganske vist har jeg gjort en apostels tegn blandt jer med stor udholdenhed, med både tegn og undere og kraftgerninger.
2Co 12:13 I hvilket har jeg ladet jer stå tilbage for de øvrige menigheder, undtagen i dét, at jeg ikke lå jer til byrde? Den "uret" må I tilgive mig!
2Co 12:14 Se, nu er jeg for tredje gang rede til at komme til jer, og jeg vil ikke være jer til besvær. Thi jeg søger ikke det, I ejer, men jer selv! Børnene bør jo ikke samle skatte til forældrene, men forældrene til børnene.
2Co 12:15 Men allerhelst ville jeg give, ja, opofre mig selv for jeres sjæle - når jeg da elsker jer så højt, skal jeg så elskes mindre?
2Co 12:16 Men lad være, at jeg ikke har været til besvær for jer, så var jeg dog snu og vandt jer med list!
2Co 12:17 Har jeg måske beriget mig af jer ved nogen af dem, jeg sendte til jer?
2Co 12:18 Jeg bad Titus rejse og medsendte en broder - har Titus måske i noget beriget sig af jer? Har vi ikke vandret i den samme Ånd? Har vi ikke fulgt de samme spor?
2Co 12:19 Atter synes I måske, at vi forsvarer os overfor jer? Nej, vi taler for Guds åsyn i Kristus! Men alt dette, mine kære, sker til jeres opbyggelse.
2Co 12:20 Thi jeg frygter, at jeg måske, når jeg kommer, ikke finder jer sådan, som jeg ønsker, og at I skal finde mig at være sådan, som I ikke ønsker - [[jeg frygter, at jeg skal finde]] strid, misundelse, harme, selvhævdelse, bagtalelse, sladder, hovmod og uorden!
2Co 12:21 Ja, jeg frygter for, at min Gud atter skal ydmyge mig for jer, når jeg kommer, og at jeg kommer til at sørge over mange af dem, som tidligere har syndet og ikke har omvendt sig fra den urenhed, utugt og skamløshed, de har øvet!
2Co 13:1 Dette er så tredje gang, jeg kommer til jer. "Ved to eller tre vidners [[udsagn]] skal enhver sag stå fast".
2Co 13:2 Jeg har sagt det før og siger det på forhånd for anden gang - som om [[jeg er]] nærværende, [[skønt jeg]] nu er fraværende - til dem, som før har syndet og til alle de øvrige: at jeg, når jeg atter kommer, ikke vil vise skånsel,
2Co 13:3 fordi I kræver et bevis på, at Det er Kristus, Som taler i mig - og Han er ikke svag overfor jer, nej, [[Han er]] mægtig iblandt jer!
2Co 13:4 Thi vel blev Han korsfæstet i svaghed, men Han lever ved Guds kraft; og vel er vi svage i Ham, men vi skal leve med Ham ved Guds kraft hos jer!
2Co 13:5 Ransag jer selv, om I er i troen! Prøv jer selv! Eller veed I ikke selv, at Kristus Jesus er i jer? Hvis ikke, er det så, fordi I i nogle ting ikke består prøven?
2Co 13:6 Jeg håber, at I vil erkende, at vi ikke falder igennem ved prøven!
2Co 13:7 Men jeg beder til Gud, at I ikke må gøre noget ondt; ikke for at vi skal synes at kunne bestå prøven, men for at I skal gøre det gode, om end vi så vil se ud, som om vi ikke kan bestå prøven.
2Co 13:8 Thi vi magter intet mod sandheden, nej, kun for sandheden!
2Co 13:9 Thi vi glæder os, når vi er svage, men I stærke! Og netop derom beder vi: at I må blive fuldkomne.
2Co 13:10 Derfor skriver jeg dette, mens jeg er fraværende, for at jeg ikke skal gå strengt frem, når jeg kommer, efter den myndighed, HErren har givet mig til at bygge op og ikke til at rive ned!
2Co 13:11 Iøvrigt, brødre: glæd jer! Bliv fuldkomne! Lad jer formane! Tænk det samme! Hold fred! - så skal kærlighedens og fredens Gud være med jer!
2Co 13:12 Hils hverandre med helligt kys! Alle de hellige hilser jer.
2Co 13:13 HErren Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens samfund være med jer alle! Amen! [Til korinterne - det andet; skrevet fra Filippi i Makedonien, ved Titus og Lukas.]
Gal 1:1 Paulus, apostel - ikke [[udsendt]] af mennesker og ikke [[udnævnt dertil]] ved et menneske, men ved Jesus Kristus, ja, Gud Fader, Som har opvakt Ham fra døde -
Gal 1:2 og alle de brødre, som er sammen med mig, [[sender hilsen]] til Galatiens Kirker:
Gal 1:3 Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader og HErre, Jesus Kristus,
Gal 1:4 Som har givet Sig Selv hen for vore synder for derved at udfri os fra den nuværende, onde tidsalder, efter vor Guds og Faders vilje, -
Gal 1:5 Ham være ære i evighedernes evighed! Amen!
Gal 1:6 Jeg undrer mig over, at I så hurtigt har vendt jer fra Ham, Som har kaldet jer ved Kristi nåde, til et andet "evangelium",
Gal 1:7 som slet ikke er noget [[evangelium]]! Der er blot nogle, som forvirrer jer og ønsker at forvrænge Kristi Evangelium.
Gal 1:8 Men uanset om vi selv eller en engel fra Himmelen skulle forkynde jer et andet evangelium end Dét, vi forkyndte jer - forbandet være han!
Gal 1:9 Som vi tidligere har sagt jer det, og jeg nu atter siger det: hvis nogen forkynder jer Evangeliet i strid med Dét, I modtog - forbandet være han!
Gal 1:10 Er det nu mennesker, jeg overbeviser, eller Gud? Eller søger jeg at tækkes mennesker? Thi hvis jeg ville tækkes mennesker, ville jeg ikke være Kristi tjener!
Gal 1:11 Men dette kundgør jeg jer, brødre: Det Evangelium, som blev forkyndt af mig, er ikke gjort af mennesker!
Gal 1:12 Jeg modtog eller lærte Det heller ikke af et menneske, men ved en åbenbaring af Jesus Kristus!
Gal 1:13 I har jo hørt om min tidligere færden som jøde: at jeg til overmål forfulgte Guds Kirke og forsøgte at udrydde Den,
Gal 1:14 ja, jeg gik langt videre i jødedommen end mange af mine jævnaldrende i folket, og jeg var umådelig nidkær for mine fædres overlevering!
Gal 1:15 Men da det behagede Gud, Som havde udvalgt mig fra min moders liv, og Som havde kaldet mig ved Sin nåde,
Gal 1:16 at åbenbare Sin Søn for mig, for at jeg skulle forkynde Ham blandt hedningerne, da rådførte jeg mig ikke strax med kød og blod,
Gal 1:17 og jeg drog heller ikke op til Jerusalem til dem, som før mig var blevet apostle, nej, jeg drog til Arabien og vendte siden tilbage til Damaskus.
Gal 1:18 Først senere - tre år efter - drog jeg op til Jerusalem for at lære Peter at kende, og jeg blev hos ham i femten dage.
Gal 1:19 Andre af apostlene så jeg ikke - kun Jakob, HErrens broder.
Gal 1:20 Det, jeg her skriver til jer, se: Gud veed, at jeg ikke lyver!
Gal 1:21 Derefter kom jeg til Syriens og Kilikiens egne.
Gal 1:22 Men af udseende var jeg jo ikke kendt af Kirken i Judæa, de, som er i Kristus;
Gal 1:23 nej, de havde blot hørt dette: "Han, som tidligere forfulgte os, han forkynder nu den tro, som han dengang forsøgte at udrydde" -
Gal 1:24 og de priste Gud for mig!
Gal 2:1 Senere - efter fjorten år - drog jeg atter op til Jerusalem sammen med Barnabas og tog også Titus med.
Gal 2:2 Jeg drog derop efter en åbenbaring og lagde Det Evangelium, jeg forkynder, frem for dem - i eenrum for dem, der gjaldt for at være de største - for at jeg ikke skulle løbe eller have løbet forgæves.
Gal 2:3 Men ikke engang Titus, som var sammen med mig, og som er græker, blev tvunget til at lade sig omskære
Gal 2:4 af hensyn til de falske brødre, som havde indsneget sig for at udspejde den frihed, vi har i Kristus Jesus, så de kunne lægge os i trældom.
Gal 2:5 For dem veg vi ikke eet øjeblik i underdanighed, for at Evangeliets sandhed skulle stå urokkeligt fast hos jer.
Gal 2:6 Men de, som gjaldt for at være noget, - hvor store de end var, for mig gør det ingen forskel, for Gud tager ikke hensyn til, hvad folk ser ud til at være - disse førende pålagde mig intet nyt.
Gal 2:7 Nej, tværtimod: de indså, at det er blevet mig betroet at forkynde Evangeliet for de [[uomskårne]], ligesom Peter for de omskårne.
Gal 2:8 Thi Han, Som med Sin kraft har virket i Peter ved hans aposteltjeneste blandt de omskårne, virkede også i mig blandt hedningerne.
Gal 2:9 Og da de havde fået kendskab til den nåde, som var givet mig, gav Jakob og Kefas og Johannes - de, som gjaldt for at være støtter - både mig og Barnabas håndslag på fællesskabet [[og besluttede]], at vi skulle gå til hedningerne, men de til de omskårne.
Gal 2:10 Blot skulle vi komme de fattige i hu, hvad jeg da også skyndsomt har ivret for at gøre.
Gal 2:11 Men da Peter, Kefas, kom til Antiokia, sagde jeg ham imod lige op i ansigtet, fordi han var dømt!
Gal 2:12 Thi før der kom nogen fra Jakob, spiste han nemlig sammen med hedningerne; men da de kom, trak han sig tilbage og afsondrede sig, fordi han frygtede de omskårne!
Gal 2:13 Og de øvrige jøder hyklede også sammen med ham, så at endog Barnabas blev trukket med i deres hykleri.
Gal 2:14 Men da jeg så, at de ikke gik lige frem efter Evangeliets sandhed, sagde jeg til Peter i alles påhør: "Hvis du, som er jøde, lever på hedningers og ikke jøders vis, hvorfor tvinger du da hedningerne til at leve på jødisk vis?"
Gal 2:15 Vi er af natur jøder og ikke "syndere af hedninge-slægt".
Gal 2:16 Og vi veed, at mennesker ikke retfærdiggøres ved lovgerninger, men kun ved tro på Jesu Kristus! Og vi tror på Kristus Jesus, så at vi kan blive retfærdiggjorte ved tro på Kristus og ikke ved lovgerninger - thi intet kød retfærdiggøres af lovgerninger!
Gal 2:17 Men hvis vi nu, da vi søgte at blive retfærdiggjorte i Kristus, selv kom til at stå som syndere, er Kristus så ikke blevet syndens tjener? Nej, på ingen måde!
Gal 2:18 Thi kun hvis jeg atter bygger det op, som jeg har brudt ned, viser jeg mig som overtræder!
Gal 2:19 Thi ved Loven er jeg død for Loven, så jeg kan leve for Gud!
Gal 2:20 Jeg er korsfæstet sammen med Kristus! Jeg lever - dog: det er ikke længere mig, der lever, nej, Kristus lever i mig! Og dét liv, jeg nu lever i kødet, lever jeg i troen på Guds Søn, Som har elsket mig og givet Sig Selv hen for mig.
Gal 2:21 Og dermed ophæver jeg ikke Guds nåde! Thi hvis retfærdigheden virkelig havde kunnet fås ved Loven, ville Kristi død jo have været til ingen nytte!
Gal 3:1 I uforstandige galatere! Hvem har forhexet jer til ikke at adlyde sandheden, I, hvem Jesus Kristus blev malet for øje, og dét Som korsfæstet?
Gal 3:2 Blot dette eene vil jeg gerne have at vide af jer: var det ved lovgerninger, I fik Ånden, eller var det ved at høre og tro?
Gal 3:3 Er I da så uforstandige? Efter at have begyndt i Ånd, fuldender I så nu i kød?!
Gal 3:4 Har I lidt alt dette forgæves - hvis det da virkelig er forgæves?
Gal 3:5 Når Han giver jer Ånden og gør kraftige gerninger iblandt jer, er det så på grund af lovgerninger, eller fordi I har hørt og tror?
Gal 3:6 [[Det er]] som med Abraham: "Han troede på Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed"!
Gal 3:7 Så forstå dog, at det er dem, som tror, der er Abrahams sønner!
Gal 3:8 Men da Skriften forudså, at Gud ville retfærdiggøre hedningerne ved tro, forkyndte Den forud for Abraham: "I dig skal alle folkeslag velsignes!"
Gal 3:9 Så velsignes altså de, som tror, sammen med den troende Abraham.
Gal 3:10 Thi alle de, som er af lovgerninger, er under forbandelse. Thi det er skrevet: "Forbandet hver den, som ikke forbliver i alle de ting, som er skrevet i Lovens Bog, så at han gør derefter!"
Gal 3:11 At ingen retfæriggøres for Gud ved Loven, er jo åbenbart, for [[det hedder]]: "Den retfærdige skal leve af tro!"
Gal 3:12 Loven beror derimod ikke på tro; nej, Den siger: "Enhver, som opfylder Den, skal leve ved Den!"
Gal 3:13 Kristus løskøbte os fra den forbandelse, Loven [[lægger på overtræderne]], idet Han for os blev En Forbandelse - thi der står skrevet: "Forbandet hver den, som hænger på et træ!" -
Gal 3:14 for at dén velsignelse, [[som blev givet Abraham]], skulle blive hedninger til del i Kristus Jesus, så at vi ved troen skulle få Den Ånd, Som var lovet os.
Gal 3:15 Brødre! Jeg taler på menneske-vis: ikke engang et menneskes testamente kan, når det er stadfæstet, sættes ud af kraft eller tilføjes noget;
Gal 3:16 og løfterne blev jo givet til "Abraham og hans Sæd". Han siger ikke: "og hans slægtninge", som om det gjaldt mange, men: "og din Sæd", som gjaldt det Een: nemlig Kristus!
Gal 3:17 Det, jeg mener med dette er, at en Pagt, Som er stadfæstet af Gud ved Kristus, ikke kan afkræftes af Loven, som blev givet 430 år senere, så at løftet skulle kunne sættes ud af kraft!
Gal 3:18 Thi hvis arven fås ved Lov, så fås den altså ikke længere ved løfte! Men Gud har nu givet den til Abraham ved løfte!
Gal 3:19 Hvad skulle da Loven? Den blev føjet til for overtrædelsernes skyld, indtil "Den Sæd", Som løfterne gjaldt, kom, formidlet ved engle, ved en Mellemmands hånd!
Gal 3:20 Og Mellemmanden er Det ikke kun for een - Gud derimod er Een!
Gal 3:21 Er Loven da i strid med Guds løfter? Nej, på ingen måde! Ja, hvis der virkelig var givet en Lov, Der kunne levendegøre, så ville retfærdigheden virkelig være at få ved Loven!
Gal 3:22 Men nu har Skriften indesluttet alt under synd, for at løftet skulle gives dem, som tror, ved tro på Jesus Kristus.
Gal 3:23 Før troen kom, bevogtedes vi imidlertid under Loven; [[vi var]] indespærrede, indtil den tro, som skulle komme, blev åbenbaret,
Gal 3:24 så at Loven er blevet os en Læremester til Kristus, for at vi skal retfærdiggøres ved tro!
Gal 3:25 Men nu da troen er kommet, er vi ikke længere under Læremester.
Gal 3:26 Alle er I jo Guds [[børn]] ved troen på Jesus Kristus,
Gal 3:27 thi alle, som er døbte til Kristus, har iklædt sig Kristus!
Gal 3:28 Her er der ikke [[forskel på]] jøde eller græker, ikke træl eller fri, ikke mand eller kvinde - nej, alle er I eet i Kristus Jesus.
Gal 3:29 Men hvis I tilhører Kristus, er I jo "Abrahams Sæd" og ifølge løftet altså også arvinger!
Gal 4:1 Det, jeg mener, er: så længe arvingen er umyndig, adskiller han sig i intet fra trællen, skønt har er herre over det hele;
Gal 4:2 nej, han er under formyndere og forvaltere indtil den tid, hans fader forud har fastsat.
Gal 4:3 Således var også vi, da vi var umyndige, trælbundne af verdens grundholdninger!
Gal 4:4 Men da tidens fylde kom, udsendte Gud Sin Søn, født af en kvinde, født under Loven,
Gal 4:5 for at Han skulle løskøbe dem, som var under Loven, så vi kunne få [[barnekår]].
Gal 4:6 Og fordi I er sønner, sendte Gud i jeres hjerter Sin Søns Ånd, Som råber: "Abba! Fader!"
Gal 4:7 Så er du da ikke længere træl, men søn! Men er du søn, er du også Guds arving ved Kristus!
Gal 4:8 Dengang, I ikke kendte Gud, trællede I ganske vist under "guder", som slet ikke er guder;
Gal 4:9 men nu, hvor I kender Gud, ja, mere endnu: da I er kendte af Gud, hvordan kan I da vende tilbage til de svage, fattige grundholdninger? Vil I virkelig trælle under dem påny?
Gal 4:10 I tager nøje vare på dage og måneder og tider og år......
Gal 4:11 jeg frygter for, at jeg måske har arbejdet forgæves med jer!
Gal 4:12 Jeg beder jer, brødre: Bliv som mig - for jeg blev jo som jer! I har jo ikke forurettet mig i noget!
Gal 4:13 I veed jo, at det var på grund af en kødets svaghed, jeg forkyndte for jer sidste gang.
Gal 4:14 Og trods min prøvelse i kødet foragtede I mig ikke og afskyede mig ikke! Nej, I tog imod mig som en Guds engel, ja, som Kristus Jesus!
Gal 4:15 Hvad er der nu blevet af jeres lovprisning? Thi jeg vidner for jer, at I [[dengang]] om muligt havde revet jeres øjne ud og givet mig dem!
Gal 4:16 Er jeg så nu blevet jeres fjende ved at sige jer sandheden?
Gal 4:17 De andre er nidkære for jer, ikke på en god måde, nej, de ønsker at skille jer fra os, for at I skal være nidkære for dem!
Gal 4:18 Det er altid godt at være nidkær for det gode - ikke blot, når jeg er hos jer,
Gal 4:19 I, mine børn, som jeg påny føder med smerte, indtil Kristus vinder skikkelse i jer;
Gal 4:20 ja, jeg ville ønske, at jeg var hos jer nu og kunne [[finde den rette tone]] - men jeg er i vildrede med jer!
Gal 4:21 Sig mig, I, som vil være under Loven: hører I ikke Loven?
Gal 4:22 Det står jo skrevet, at Abraham havde to sønner: een med trælkvinden og een med den frie.
Gal 4:23 Sønnen med trælkvinden er født efter kødet, mens sønnen med den frie kvinde [[er født]] ved løftet.
Gal 4:24 Dette er et billede; thi disse [[kvinder]] er de to Pagter: Den eene er jo fra bjerget Sinai og føder [[børn]] til trældom - det er Hagar!
Gal 4:25 Thi "Hagar" er bjerget Sinai i Arabien og svarer til det nuværende Jerusalem; thi det er i trældom med sine børn!
Gal 4:26 Det Jerusalem, som er oventil, er derimod frit, og Det er alles Moder!
Gal 4:27 Thi det er skrevet: "Fryd dig, du ufrugtbare, som ikke føder! Bryd ud i jubelråb, du, som ikke har veer! Thi mange er den enliges børn - ja, flere end hendes, som har manden!"
Gal 4:28 Og vi, brødre, er løftets børn på Israels vis!
Gal 4:29 Men ligesom sønnen, der var født efter kødet, dengang forfulgte sønnen, der var født efter Ånden, således er det også nu!
Gal 4:30 Men hvad siger Skriften? "Kast trælkvinden og hendes søn ud, thi trælkvindens søn skal ikke arve sammen med den fries søn!"
Gal 4:31 Altså, brødre, er vi ikke trælkvindens børn, men den fries!
Gal 5:1 Stå derfor fast i den frihed, til hvilken Kristus har frigjort os, og lad jer ikke påny lægge under trældoms åg!
Gal 5:2 Se jeg, Paulus, siger jer: hvis I lader jer omskære, vil Kristus intet nytte jer!
Gal 5:3 Og jeg vidner atter for ethvert omskåret menneske, at han er skyldig at holde hele Loven!
Gal 5:4 I er kommet bort fra Kristus, I, som vil retfærdiggøres ved Loven; I er faldet ud af nåden!
Gal 5:5 Thi i Ånden bier vi ved troen på håbet om retfærdighed!
Gal 5:6 Thi i Kristus magter hverken omskærelse eller forhud noget, nej, kun tro, som er virksom i kærlighed.
Gal 5:7 I løb [[jo ellers]] godt! Hvem har da hindret jer i at handle efter sandheden?
Gal 5:8 I hvert fald ikke Ham, der kaldte jer!
Gal 5:9 En lille smule surdej kan gennemsyre hele dejen -
Gal 5:10 og jeg har den tillid til jer i HErren, at I ikke tænker anderledes. Men han, som forvirrer jer, skal bære dommen, hvem han end er!
Gal 5:11 Men jeg, brødre - hvis jeg stadig forkyndte omskærelse, hvorfor skulle jeg så stadig forfølges? Så er korsets anstød jo afskaffet!
Gal 5:12 Giv, at de endog måtte lemlæste sig selv, de, som forvirrer jer!
Gal 5:13 Thi I kaldtes til frihed, brødre. Lad nu ikke friheden blive til et påskud for kødet! Nej, tjen hverandre i kærlighed.
Gal 5:14 Thi hele Loven opfyldes i Eet Ord, nemlig Dette: "Du skal elske din næste som dig selv!"
Gal 5:15 Så hvis i bider og snerrer ad hinanden, se da til, at I ikke fortæres af hinanden!
Gal 5:16 Men jeg siger: vandrer i Ånden og fuldbyrd ikke kødets lyst!
Gal 5:17 Thi kødet begærer [[dét, som er]] mod Ånden, og Ånden [[begærer dét, som er]] mod kødet. Og disse [[begær]] strider mod hinanden, for at I ikke skal gøre det, I helst vil!
Gal 5:18 Ledes I derimod af Ånden, er I ikke under Loven!
Gal 5:19 Kødets gerninger er jo åbenbare, såsom urenhed, udskejelser,
Gal 5:20 afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskab, stridigheder, rivalisering, vrede, selvhævdelse, splittelse, partivæsen,
Gal 5:21 misundelse, mord, druk og svir og ting, som ligner disse. Og jeg siger jer på forhånd, som jeg også før har sagt: de, som gør sådanne ting, skal ikke arve Guds Rige!
Gal 5:22 Åndens frugt derimod er kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, tro,
Gal 5:23 sagtmodighed, afholdenhed. Mod sådant er Loven ikke!
Gal 5:24 Og Jesu Kristi disciple har korsfæstet kødet sammen med lidenskaben og begæret.
Gal 5:25 Lever vi i Ånden, da bør vi også vandre i Ånden.
Gal 5:26 Lad os ikke søge tom ære, så vi udfordrer hverandre eller misunder hverandre!
Gal 6:1 Brødre! Skulle et menneske blive grebet i en synd, da må I, som er åndelige, hjælpe en sådan til rette i sagtmodigheds Ånd, idet du selv ser til, at ikke også du bliver fristet!
Gal 6:2 Bær hverandres byrder og opfyld således Kristi Lov!
Gal 6:3 Thi om nogen selv synes at være noget, men ikke er det, da bedrager han sig selv.
Gal 6:4 Lad enhver prøve sin egen gerning, så skal han få sin ros alene efter, hvad han selv er og ikke efter, hvad de andre er,
Gal 6:5 thi enhver skal bære sin egen byrde.
Gal 6:6 Og lad dem, som bliver oplært i Ordet, dele alle goder med dem, som oplærer dem.
Gal 6:7 Far ikke vild! - Gud lader Sig ikke spotte! Thi dét, et menneske sår, skal han også høste!
Gal 6:8 Den, som sår i kødet, skal også høste fordærv af kødet! Den derimod, som sår i Ånden, skal høste evigt liv af Ånden!
Gal 6:9 Lad os derfor ikke blive trætte af at gøre godt. Thi vi skal høste i rette tid, såfremt vi ikke giver op.
Gal 6:10 Så lad os da, mens vi endnu har tid, gøre godt mod alle - men især mod troens husfolk!
Gal 6:11 Se med hvor store bogstaver jeg skriver til jer med min egen hånd!
Gal 6:12 Alle, som vil tage sig godt ud i kødet, vil tvinge jer til at blive omskåret, blot for at de ikke skal blive forfulgt på grund af Kristi kors.
Gal 6:13 De, som bliver omskåret, holder jo heller ikke selv Loven! Men de vil, at I skal blive omskåret, for at de kan rose sig af det tegn, I bærer i kødet!
Gal 6:14 For mig må det dog ikke ske, at jeg roser mig af andet end vor HErres Jesu Kristi kors; ved Ham er verden korsfæstet for mig og jeg for verden!
Gal 6:15 Thi i Kristus Jesus magter hverken omskærelse eller forhud noget - nej, kun ny-skabelse!
Gal 6:16 Og alle, som vandrer efter denne regel - fred og miskundhed over dem, ja, over Guds Israel!
Gal 6:17 Forøvrigt: vold mig ingen møje! Thi jeg bærer HErren Jesu sårmærker på mit legeme!
Gal 6:18 Vor HErres Jesu Kristi nåde være med jeres ånd, brødre! Amen! ---------- [Til galaterne; skrevet fra Rom.]
Eph 1:1 Paulus, efter Guds vilje Jesu Kristi apostel, [[sender hilsen]] til de hellige i Efesus, som tror i Kristus Jesus:
Eph 1:2 Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader og HErre, Jesus Kristus!
Eph 1:3 Lovet være Gud, vor HErres Jesu Kristi Fader, Som i Kristus har velsignet os med al den himmelske åndelige velsignelse!
Eph 1:4 Thi Han udvalgte os i Ham før verdens grundlæggelse til at være hellige og ulastelige for Hans åsyn i kærlighed,
Eph 1:5 idet Han efter Sin viljes beslutning har forudvalgt os til [[barne-]]kår hos Sig ved Jesus Kristus,
Eph 1:6 til pris for Sin nådes herlighed, i hvilken Han har benådet os i Den Elskede.
Eph 1:7 I Ham har vi forløsningen ved Hans blod: syndernes forladelse efter Guds nådes rigdom!
Eph 1:8 Denne [[nåde]] gav Han os i rigeligt mål tillige med al visdom og forstand,
Eph 1:9 da Han bekendtgjorde os Sin viljes Mysterium ifølge den beslutning, Han forud havde fattet hos Sig Selv,
Eph 1:10 nemlig den frelsesplan: i tidernes fylde at sammenfatte alt, både dét i Himmelen og dét på jorden, i Kristus!
Eph 1:11 I Ham er vi også blevet arvinger, thi vi var forudbestemte dertil efter Hans forsæt, Som virker alt efter Sin Egen viljes beslutning,
Eph 1:12 for at vi skulle være Hans herlighed til pris, vi, som forud har håbet på Kristus!
Eph 1:13 I Ham blev også I - da I hørte Sandhedens Ord: Evangeliet om jeres frelse - ja, i Ham, Som I er kommet til tro på, blev I beseglede med Helligånden, Som var blevet os lovet.
Eph 1:14 Han er Et Pant på vor arv, på Hans ejendomsfolks forløsning, til pris for Hans herlighed!
Eph 1:15 Derfor ophører jeg heller aldrig, efter at jeg har hørt om jeres tro på HErren Jesus og jeres kærlighed til alle de hellige,
Eph 1:16 med at takke for jer og ihukomme jer i mine bønner,
Eph 1:17 for at vor HErres Jesu Kristi Gud, herlighedens Fader, må give jer visdoms og åbenbarings Ånd i kundskab om Ham
Eph 1:18 og oplyse jeres hjertes øjne, så at I må forstå, hvilket håb, Han har kaldet jer til, hvor rig på herlighed Hans arv blandt de hellige er,
Eph 1:19 og hvor overvældende stor Hans kraft er i dem, som tror! Det er nemlig den samme vældige styrkes magt,
Eph 1:20 hvormed Han virkede i Kristus, da Han opvakte Ham fra døde og satte Ham ved Sin højre i Det Himmelske,
Eph 1:21 højt over enhver Magt og Myndighed og Vælde og Herredømme og over ethvert navn, som kan nævnes, ikke blot i denne tidsalder, men også i den kommende!
Eph 1:22 Ja, "alt lagde Han under Hans fødder", og gav Ham Som Hovede over alle til Kirken,
Eph 1:23 Som er Hans legeme, fyldt af Ham, Som fylder alle [[lemmer på Sit legeme]] med alle [[åndelige gaver]]!
Eph 2:1 Også jer har Han levendegjort, I, som tidligere var døde i jeres overtrædelser og synder,
Eph 2:2 i hvilke I tidligere vandrede, da I ledtes af denne verdens tidsånd og af herren over luftens magter, den åndsmagt, som nu virker i ulydighedens [[børn]].
Eph 2:3 Blandt dem vandrede alle vi også tidligere, da vi fulgte vort køds lyster og opfyldte kødets og tankens ønsker - ja, af natur var vi vredens børn, ligesom de andre!
Eph 2:4 Men Gud, Som er rig på miskundhed, har ved Sin store kærlighed, hvormed Han elsker os,
Eph 2:5 vi, som var døde i vore overtrædelser, gjort os levende med Kristus - af nåde er I frelst!
Eph 2:6 Ja, Han opvakte os med Ham og satte os over i Den Himmelske [[Verden]] i Kristus Jesus,
Eph 2:7 for at Han i de kommende tider kan vise Sin nådes overvældende rigdom ved godhed mod os i Kristus Jesus.
Eph 2:8 Thi af nåden er i frelste ved tro! Og det skyldes ikke jer selv - Guds er gaven!
Eph 2:9 Det skyldes heller ikke gerninger, så at nogen skulle kunne rose sig!
Eph 2:10 Thi Hans værk er vi, skabte i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette, for at vi skal vandre i dem.
Eph 2:11 Kom derfor i hu, at I engang var hedninger i kødet og blev kaldt uomskårne af dem, der har navn efter den omskærelse, der udføres med hænder på kødet,
Eph 2:12 [[ja, kom i hu]], at I dengang var uden Kristus, udelukkede fra borgerretten i Israel og fremmede for løftets Pagter, uden håb og uden Gud i verden!
Eph 2:13 Nu derimod, da I er i Kristus, er I, som engang var langt borte, kommet nær ved Kristi blod.
Eph 2:14 Thi Han er vor fred, Han, Som har gjort dem begge til eet og nedrevet det gærde, som adskilte dem,
Eph 2:15 og Som ved Sit kød har ophævet fjendskabet og Lovbudenes [[forbandelser]] og forskrifter, for at Han ved Sig Selv kunne genskabe de to til eet nyt menneske ved at stifte fred
Eph 2:16 og forlige dem begge - [[forenede]] i eet legeme - med Gud ved korset, idet Han ved dét dræbte fjendskabet.
Eph 2:17 Og da Han kom, forkyndte Han fred for jer, som var langt borte, og fred for dem, som var nær.
Eph 2:18 Thi ved Ham har vi, begge [[parter]], i Een Ånd adgang til Faderen.
Eph 2:19 Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge, nej, I er de helliges medborgere og Guds husfolk,
Eph 2:20 opbyggede på apostlenes og profeternes grundvold, idet Hovedhjørnestenen er Jesus Kristus,
Eph 2:21 i Hvem enhver bygning sammenføjes og voxer til et tempel, [[der er]] helliget i HErren,
Eph 2:22 ja, i Ham medopbygges også I til en Guds bolig i Ånden!
Eph 3:1 På grund af dette er jeg, Paulus, Jesu Kristi fange for jer hedninger,
Eph 3:2 hvis I da ellers har hørt om dén tjeneste i Guds nådes husholdning, som Han har givet mig med henblik på jer.
Eph 3:3 Thi i en åbenbaring gjorde Han mig bekendt med Det Mysterium, hvorom jeg tidligere har skrevet i korthed,
Eph 3:4 så at I, når i læser dette, deraf kan skønne min indsigt i Kristi Mysterium,
Eph 3:5 Dét, som i de tidligere slægter ikke var blevet kundgjort for menneskene, men som nu ved Ånden er blevet åbenbaret for Hans hellige apostle og profeter,
Eph 3:6 [[dét Mysterium]]: at hedningerne er medarvinger, at de hører til det samme legeme og altså er delagtige i [[Guds]] løfte i Kristus Jesus ved Evangeliet,
Eph 3:7 Hvis tjener jeg er blevet ifølge Guds nådegave, som blev givet mig ved Hans vældige magt.
Eph 3:8 Ja, mig, den ringeste af alle de hellige, blev denne nåde givet: blandt hedningerne at forkynde Evangeliet om Kristi uransagelige rigdom
Eph 3:9 og at oplyse alle om Mysteriets fællesskab, det, som fra evigheden har ligget skjult hos Gud, Som har skabt alt ved Jesus Kristus,
Eph 3:10 for at Guds visdom nu i al sin mangfoldighed ved Kirken skal gives til kende for Magterne og Myndighederne i den himmelske [[verden]].
Eph 3:11 Således var fra evige tider det forsæt, som Han fuldførte i Kristus Jesus, vor HErre,
Eph 3:12 i Hvem vi har frimodig adgang ved den tillidsfulde tro på Ham.
Eph 3:13 Derfor beder jeg: giv ikke op på grund af mine trængsler for jer; de er jo jeres ære!
Eph 3:14 På grund af dette bøjer jeg mine knæ for vor HErres Jesu Kristi Fader,
Eph 3:15 efter Hvem ethvert faderforhold i Himlen og på jorden er opkaldt, og jeg beder om,
Eph 3:16 at Han efter Sin herligheds rigdom vil give jer med kraft at styrkes ved Hans Ånd i det indre menneske,
Eph 3:17 så at Kristus ved troen må bo i jeres hjerter,
Eph 3:18 i rodfæstet og grundfæstet kærlighed, så at I med alle de hellige må kunne magte at fatte, hvor stor bredden og længden og dybden og højden er,
Eph 3:19 ja, at kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse, så at I kan blive fyldte med hele Guds fylde.
Eph 3:20 Men Han, Som over al måde magter at gøre langt mere end det, vi beder om eller forstår, med Sin kraft, som virker i jer,
Eph 3:21 Ham være æren i Kirken og i Kristus Jesus gennem alle slægter i evighedernes evighed! Amen!
Eph 4:1 Jeg formaner jer altså, jeg, den fangne i HErren, til at vandre det kald værdigt, med hvilket I kaldtes,
Eph 4:2 med al ydmyghed og sagtmodighed, med langmodighed, så I bærer over med hverandre i kærlighed,
Eph 4:3 idet I gør jer umage for at bevare Åndens Eenhed i fredens bånd,
Eph 4:4 eet legeme og Een Ånd, ligesom I også kaldtes til eet håb ved jeres kaldelse:
Eph 4:5 Een HErre, een tro, een dåb,
Eph 4:6 Een Gud, ja, alles Fader, Han, Som er over alle og gennem alle og i alle!
Eph 4:7 Men nåden blev givet hver eeneste af os, alt efter hvordan Kristus har tilmålt Sin gave.
Eph 4:8 Derfor siger Han: "Da Han opfór til Det Høje, tog Han fanger og gav menneskene gaver!"
Eph 4:9 Men dét, at Han fór op, betyder det ikke, at Han først steg ned til jordens lavere egne?
Eph 4:10 Han, Som er steget ned, er Den Samme Som Han, Der steg op over alle Himlene for at opfylde alle ting;
Eph 4:11 og Ham var Det da, Som gav nogle som apostle, andre som profeter, andre som evangelister, andre igen som lærerhyrder,
Eph 4:12 for at gøre de hellige fuldt beredte til at udføre deres tjeneste: genopbyggelsen af Kristi legeme,
Eph 4:13 indtil vi alle når frem til eenhed i troen på og kundskaben om Guds Søn, til mands modenhed, til det mål af modenhed, da vi kan rumme Kristi fylde,
Eph 4:14 så at vi ikke længere skal være umyndige, der kastes og drives omkring af alle mulige lærdommes vinde ved menneskenes selvklogskab, [[når de]] med forførelseskunst [[leder folk i]] vildfarelse!
Eph 4:15 Nej, sandheden tro i kærlighed skal vi i alle ting voxe op til Ham, Som er Hovedet: nemlig Kristus,
Eph 4:16 af Hvem ethvert legeme gives at voxe sin væxt og opbygges i kærlighed, idet hvert enkelt led hjælper til med at sammenføje og holde det hele sammen, efter den kraft, der er tildelt hver enkelt.
Eph 4:17 Dette forkynder jeg og påminder jer indtrængende i HErren: at I ikke længere må vandre som hedningerne, der i deres sinds tomhed
Eph 4:18 er formørkede i forstanden og fremmede for Guds Liv på grund af den uvidenhed, der råder i dem for deres hårde hjerters skyld!
Eph 4:19 Thi de har ladet sig åndeligt afstumpe og givet sig tøjlesløshed og al slags uren gerrig grådighed i vold!
Eph 4:20 Sådan har I dog ikke lært Kristus [[at kende]]!
Eph 4:21 - hvis I da ellers har hørt om Ham og i Ham er oplærte i dét, som er sandhed i Jesus:
Eph 4:22 at I skal opgive jeres tidligere levned og aflægge det gamle menneske, som er fordærvet ved det vildførte begær,
Eph 4:23 og fornyes i jeres sinds ånd
Eph 4:24 og iklædes det nye menneske, som er skabt i Guds billede til Sandhedens retfærdighed og hellighed!
Eph 4:25 Aflæg derfor løgnen! Tal sandhed, enhver med sin næste - vi er jo hverandres lemmer!
Eph 4:26 "Vredes I, så synd ikke!" Lad ikke solen gå ned over jeres harme
Eph 4:27 og giv ikke Djævelen råderum!
Eph 4:28 Den, som stjæler, må ikke længere stjæle, men skal hellere arbejde og bruge sine hænder til at gøre godt, for at han kan have noget at give af til dem, som har behov.
Eph 4:29 Lad ikke noget råddent ord udgå af jeres mund! Nej, hvis I siger noget, så skal det være noget, som tjener til den nødvendige opbyggelse, så at det må blive til velsignelse for dem, som hører det.
Eph 4:30 Og vold ikke Guds Helligånd sorg, thi ved Ham blev I jo beseglede til Forløsningens Dag.
Eph 4:31 Lad enhver bitterhed og vrede og harme og skrål og spot være fjernt fra jer, med samt al ondskab!
Eph 4:32 Vær i stedet milde mod hverandre og barmhjertige, idet I tilgiver hverandre, som også Gud i Kristus har tilgivet jer!
Eph 5:1 Vær derfor Guds efterfølgere, som Hans elskede børn,
Eph 5:2 og vandrer i kærligheden, ligesom Kristus elskede os og gav Sig Selv hen for os Som En Offergave og Et Offer, en velbehagelig duft for Gud!
Eph 5:3 Og hverken urenhed eller havesyge må nævnes iblandt jer, thi sådant sømmer sig ikke for hellige,
Eph 5:4 ej heller skamløs eller tåbelig snak eller letfærdig skæmt - den slags er upassende - nej, hellere taksigelse.
Eph 5:5 Thi dette veed I: at ingen utugtig eller uren eller havesyg - det er jo det samme som en afgudsdyrker! - har arvelod i Kristi, Guds Rige!
Eph 5:6 Lad ingen bedrage jer med tomme ord. Thi på grund af sådanne kommer Gud vrede over ulydighedens [[børn]]!
Eph 5:7 Vær derfor ikke meddelagtige i, hvad de gør!
Eph 5:8 Thi I var engang mørke, men er nu lys i HErren! Så vandrer da også som lysets børn!
Eph 5:9 Thi Lysets frugt: al godhed og retfærdighed og sandhed,
Eph 5:10 står prøven for, hvad der er velbehageligt for HErren.
Eph 5:11 Og deltag ikke i mørkets ufrugtbare gerninger, nej, åbenbar dem hellere,
Eph 5:12 thi det, de gør i det skjulte, er det skammeligt blot at tale om!
Eph 5:13 Men alt dette afsløres af Lyset, thi alt det, som åbenbares, er lys.
Eph 5:14 Derfor siger Skriften: "Vågn op, du som sover, og stå op fra de døde, og Kristus skal lyse for dig!"
Eph 5:15 Agt derfor på, hvordan I vandrer: ikke som uviise, men som viise,
Eph 5:16 idet I udnytter tiden - thi dagene er onde!
Eph 5:17 Vær derfor ikke uforstandige, men forstå, hvad der er HErrens vilje!
Eph 5:18 Og drik jer ikke fulde i vin, det fører blot til tøjlesløshed! Nej, lad jer fylde af Ånden,
Eph 5:19 idet I taler hverandre til med salmer og hymner og åndelige sange og synger og spiller i jeres hjerter for HErren
Eph 5:20 og altid takker Gud Fader for alting i vor HErres Jesu Kristi navn!
Eph 5:21 Underordner jer under hverandre i Guds frygt!
Eph 5:22 Hustruerne iblandt jer skal underordne sig deres mænd som under HErren!
Eph 5:23 Thi manden er kvindens hovede, ligesom Kristus er Kirkens Hovede, Han, Som er Sit legemes Frelser!
Eph 5:24 Ja, ligesom Kirken underordner Sig Kristus, skal også hustruerne underordne sig deres mænd i alt.
Eph 5:25 I mænd: elsk jeres hustruer, ligesom Kristus elskede Kirken og gav Sig Selv hen for Den
Eph 5:26 for at kunne hellige Den, efter at have renset Den ved vandbadet i Ordet,
Eph 5:27 så Han kunne fremstille Den for Sig Selv i herlighed, uden plet eller rynke eller andet sligt, nej, Den skulle være hellig og ulastelig!
Eph 5:28 Således er mændene også skyldige at elske deres hustruer som deres eget legeme. Den, som elsker sin hustru, elsker jo sig selv, da mand og kvinde, forenet i kærlighed, jo virkelig er eet kød!
Eph 5:29 Ingen har jo nogensinde hadet sit eget kød! Nej, han nærer og plejer det, ligesom Kristus gør det med Kirken.
Eph 5:30 Thi vi er lemmer på Hans legeme, af Hans kød og af Hans ben.
Eph 5:31 "Derfor skal en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal være eet kød!"
Eph 5:32 Dette Mysterium er dybt: jeg sigter hermed til Kristus og Kirken!
Eph 5:33 Så skal altså enhver af jer elske sin hustru som sig selv - og hustruen skal have ærefrygt for sin mand!
Eph 6:1 Børnene skal adlyde deres forældre i HErren; thi dette er ret!
Eph 6:2 "Ær din fader og moder" - dét er det første bud, hvortil der er knyttet et løfte:
Eph 6:3 [[nemlig]]: "for at det skal gå dig vel, og du skal få et langt liv på jorden!"
Eph 6:4 Og I fædre: I skal ikke ægge jeres børn op, men opdrage dem med HErrens tugt og formaning!
Eph 6:5 I tjenere: vær lydige mod jeres herrer efter kødet med frygt og bæven af et oprigtigt hjerte, som mod Kristus,
Eph 6:6 ikke med øjentjeneste, som de, der vil tækkes mennesker, nej, som Kristi tjenere, der af hjertet gør Guds vilje.
Eph 6:7 Og udfør jeres tjeneste villigt, som om I tjente HErren og ikke mennesker!
Eph 6:8 I veed jo, at hvad end nogen har gjort af godt, dét skal han få igen af HErren, enten han er træl eller fri.
Eph 6:9 Og I herrer: gør I ligeså mod [[tjenerne]] og afstå fra trusler! I veed jo, at de har deres HErre i Himlene lige så vel som I, og at der hos Ham ikke er personsanseelse!
Eph 6:10 Iøvrigt, brødre: hent styrke i HErren og i Hans vældige kraft!
Eph 6:11 Iklæd jer Guds fulde rustning, så I kan modstå Djævelens listige anslag.
Eph 6:12 Thi vor kamp står ikke mod kød og blod, men mod Magterne og Myndighederne, mod verdensherskerne i denne mørkets tidsalder, mod ondskabens ånder i himmelrummet!
Eph 6:13 Iklæd jer derfor Guds fulde rustning, for at I må kunne stå imod på den onde dag og holde stand efter at have overvundet alt!
Eph 6:14 Så stå da med sandheden spændt som bælte om jeres hofter, ifør jer retfærdighedens brynje
Eph 6:15 og tag som sko på jeres fødder villighed til at forkynde fredens Evangelium.
Eph 6:16 Ifør jer desuden troens skjold, med hvilket I kan slukke alle den Ondes gloende pile!
Eph 6:17 Og tag imod frelsens hjelm og Åndens sværd - det er Guds Ord -
Eph 6:18 med al bøn og påkaldelse, idet I altid beder i Ånden og derved våger med al udholdenhed, i bøn for alle de hellige.
Eph 6:19 Og bed også for mig: at der, når jeg åbner min mund, må gives mig Ord, så jeg med frimodighed kan forkynde Evangeliets Mysterium,
Eph 6:20 for Hvilket jeg nu er et sendebud i lænker. [[Ja, bed om,]] at jeg i Ham må have frimodighed til at sige dét, jeg bør!
Eph 6:21 Men for at også I skal vide, hvordan det går mig, og hvad jeg laver, vil Tykikus, min elskede broder og trofaste tjener i HErren, fortælle jer det hele.
Eph 6:22 Ham har jeg sendt til jer, netop for at I skulle få kendskab til, hvordan det går os, og for at han skulle trøste jeres hjerter.
Eph 6:23 Fred være med brødrene - og troens kærlighed fra Gud, vor Fader og HErre, Jesus Kristus!
Eph 6:24 Nåden være med alle, som elsker vor HErre Jesus Kristus i Hans uforkrænkelighed! Amen! ----- [Til efeserne, skrevet fra Rom; ved Tykikus.]
Phi 1:1 Paulus og Timoteus, Jesu Kristi tjenere, [[sender hilsen]] til alle de hellige i Kristus Jesus, som er i Filippi, med samt deres biskopper og diakoner:
Phi 1:2 Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader og HErre, Jesus Kristus!
Phi 1:3 Jeg takker min Gud, hver gang jeg kommer jer i hu,
Phi 1:4 og beder altid i alle mine bønner for jer alle med glæde,
Phi 1:5 fordi I fra den første dag til nu i jeres fællesskab med os har virket for Evangeliet,
Phi 1:6 og jeg er overbevist om, at Han, Som har begyndt Sin gode gerning i jer, vil fuldføre den indtil Jesu Kristi Dag!
Phi 1:7 Det er jo kun retfærdigt af mig at tænke sådan om jer alle, fordi jeg har jer i mit hjerte. I er jo alle meddelagtige med mig om nåden, både når jeg sidder lænket, og når jeg forsvarer og stadfæster Evangeliet.
Phi 1:8 Thi Gud er mit vidne om, hvordan jeg længes efter jer alle med Jesu Kristi sindelag.
Phi 1:9 Men eet beder jeg om: at jeres kærlighed må blive stadig mere rig på kundskab og indsigt,
Phi 1:10 så at I kan skelne, hvad der er det vigtigste, for at I kan være rene og ulastelige på Kristi Dag,
Phi 1:11 fyldte med retfærdigheds frugt ved Jesus Kristus, Gud til ære og pris!
Phi 1:12 Men jeg vil, at I skal vide, brødre, at det, der er sket med mig, snarest har fremmet Evangeliet,
Phi 1:13 fordi det derved er blevet åbenlyst for hele livvagten og for alle de øvrige, at jeg er i lænker for Kristus.
Phi 1:14 Og de fleste af brødrene er ved mine lænker blevet så overbeviste i HErren, at de våger og tør tale Guds Ord mere frygtløst.
Phi 1:15 Nogle forkynder ganske vist Kristus af misundelse og stridslyst, andre dog af god vilje.
Phi 1:16 Nogle gør det det af kærlighed, fordi de veed, at jeg er sat til at forsvare Evangeliet;
Phi 1:17 andre forkynder Kristus af stridslyst og ikke af et rent sind, men tror at kunne føje yderligere trængsel til mine lænker;
Phi 1:18 - men hvad! Kristus forkyndes dog på enhver måde: enten med bagtanker eller i oprigtighed! Og det glæder jeg mig over, ja, det vil jeg fortsat glæde mig over!
Phi 1:19 Thi jeg veed, at dette skal blive mig til frelse ved jeres forbøn og Jesu Kristi Ånds støtte,
Phi 1:20 som det er min længsel og mit håb: at jeg ikke skal beskæmmes i noget, men at Kristus nu som altid med al frimodighed må blive ophøjet i mit legeme, enten ved liv eller ved død!
Phi 1:21 Thi for mig er dét at leve: Kristus, og dét at dø: en vinding!
Phi 1:22 Men hvis dét at leve i kødet for mig betyder arbejde, som bærer frugt, så veed jeg ikke, hvad jeg skal vælge!
Phi 1:23 Thi jeg drages til begge sider: jeg har lyst til at bryde op og være sammen med Kristus, thi det er langt det bedste!
Phi 1:24 Men dét at forblive i kødet er mere nødvendigt for jeres skyld.
Phi 1:25 Og da jeg er overbevist herom, veed jeg, at jeg må blive og være sammen med jer alle, til jeres fremgang og glæde i troen,
Phi 1:26 for at I i Kristus Jesus kan rose jer end mere af mig, når jeg atter kommer til jer.
Phi 1:27 Blot I lever Evangeliet om Kristus værdigt, så at jeg, enten jeg kommer og ser jer eller er fraværende, kan få at høre om jer, at I står fast i Een Ånd, med een sjæl, og kæmper sammen i troen på Evangeliet.
Phi 1:28 Lad jer ikke på nogen måde skræmmes af modstanderne; for dem er det jo et bevis på, at de skal fortabes, men for jer, at I skal frelses - og det er Guds værk!
Phi 1:29 Thi af nåde blev det jer givet for Kristi skyld ikke blot at tro på Ham, men også at lide for Ham,
Phi 1:30 idet I kæmper den samme kamp, som I har set mig kæmpe, og nu hører, at jeg fortsat kæmper.
Phi 2:1 Hvis da formaning i Kristus betyder noget [[for jer]], hvis opmuntring i kærlighed betyder noget, hvis Åndens fællesskab betyder noget, hvis barmhjertighed og medfølelse betyder noget [[for jer]],
Phi 2:2 så gør min glæde fuldkommen, ved alle at være enige, ved at I har den samme kærlighed, det samme sind og har eet og det samme i tanke!
Phi 2:3 Gør intet af stridslyst eller af lyst til tom ære; nej, i ydmyghed skal enhver af jer agte de andre højere end sig selv
Phi 2:4 og ikke blot se på sit eget, men også på de andres.
Phi 2:5 Lad det samme sind råde hos jer, som var i Kristus Jesus,
Phi 2:6 Som, da Han var i Gudsskikkelse, ikke regnede det for et ran at være Gud lig,
Phi 2:7 men Som udtømte Sig Selv og antog tjenerskikkelse og kom i menneskers billede.
Phi 2:8 Og da Han i færd fandtes at være som Et Menneske, fornedrede Han Sig Selv og blev lydig indtil døden, ja, døden på korset!
Phi 2:9 Derfor har Gud også ophøjet Ham og givet Ham det navn, som er over alle navne,
Phi 2:10 for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i Himmelen, på jorden og under jorden,
Phi 2:11 og enhver tunge skal bekende til Gud Faders ære: "Jesus Kristus er HErre"!
Phi 2:12 Derfor, mine brødre, ligesom I altid har adlydt, ikke blot når jeg var nærværende, men langt mere nu i mit fravær, skal I arbejde på jeres frelse med frygt og bæven!
Phi 2:13 Thi det er Gud, Som virker i jer både dét at ville og dét at virke, alt til Hans behag!
Phi 2:14 Og alt skal I gøre uden murren og tvivl,
Phi 2:15 så I kan være ulastelige og rene, Guds børn, dadelfrie midt i en vanartet og fordærvet slægt, i hvilken I skinner som himmelske lys i verden,
Phi 2:16 idet I fastholder Livets Ord, til dén ros for mig på Kristi Dag: at jeg ikke har løbet forgæves og heller ikke slidt forgæves!
Phi 2:17 Ja, om jeg så end skal udgydes som drikoffer, mens jeg frembærer jeres tro som et offer, så glæder jeg mig dog, og dét sammen med jer alle.
Phi 2:18 Det samme skal også I gøre: glæd jer, og dét sammen med mig.
Phi 2:19 Jeg håber i HErren Kristus Jesus, at jeg snart kan sende Timoteus til jer, så at også jeg kan blive opmuntret, når jeg får at vide, hvordan det står til hos jer.
Phi 2:20 Jeg har nemlig ellers ingen, [[der har]] et sindelag som ham, der så oprigtigt vil drage omsorg for jer.
Phi 2:21 Thi alle søger deres eget og ikke, hvad der hører Kristus Jesus til!
Phi 2:22 Men I kender hans pålidelighed: at han som et barn med sin fader sammen med mig har tjent for Evangeliet.
Phi 2:23 Ham håber jeg derfor at sende, så snart jeg kan overskue mine forhold.
Phi 2:24 Og jeg er i HErren overbevist om, at også jeg selv snart skal komme.
Phi 2:25 Men jeg holdt det for nødvendigt at sende Epafroditus, min broder og medarbejder og medkæmper, jeres apostel og tjener i min nød, tilbage til jer.
Phi 2:26 For han længtes efter jer alle og var urolig, fordi I havde hørt, at han var blevet syg.
Phi 2:27 Og han var jo syg, ja, døden nær, men Gud forbarmede Sig over ham, ja, ikke blot over ham, men også over mig, så jeg ikke skulle have sorg på sorg.
Phi 2:28 Desto snarere sender jeg ham derfor, for at I, når I har set ham igen, kan glæde jer, og jeg have een bekymring mindre.
Phi 2:29 Modtag ham derfor i HErren med stor glæde og hold mænd som ham i ære!
Phi 2:30 Thi på grund af arbejdet for Kristus satte han sit liv på spil og var døden nær for at opfylde det, der savnedes i jeres tjeneste for mig.
Phi 3:1 I øvrigt, mine brødre, glæd jer i HErren! At skrive det samme til jer gentagne gange er ikke trættende for mig, nej, det slår det blot fast for jer.
Phi 3:2 Men tag jer i agt for hundene! Tag jer i agt for de onde arbejdere! Tag jer i agt for dem, som lemlæster sig selv!
Phi 3:3 Thi vi er de [[sande]] omskårne, vi, som tjener i Guds Ånd og roser os i Kristus Jesus og ikke sætter vor lid til kød,
Phi 3:4 skønt jeg bestemt også har ting at rose mig af i kødet! Om nogen andre mener at kunne sætte sin lid til kødet - så kan jeg det end mere!
Phi 3:5 [[Jeg er jo]] omskåret på den ottende dag, af Israels æt, af Benjamins stamme, hebræer [[født]] af hebræere, lovlydig som en farisæer,
Phi 3:6 en nidkær forfølger af Kirken, ulastelig i min retfærdighed efter Loven!
Phi 3:7 Men dét, som [[tidligere]] var en vinding for mig, regner jeg nu på grund af Kristus for et tab!
Phi 3:8 Ja, sandelig: jeg regner virkelig alt for at være et tab på grund af det, som er så meget mere værd: kundskaben om Kristus Jesus, min HErre, for Hvis skyld jeg har tabt alt og regner det for at være skarn, for at jeg kan vinde Kristus
Phi 3:9 og være i Ham, ikke med min egen retfærdighed, den, der er af Loven, men med dén [[jeg får]] ved tro på Kristus, retfærdigheden fra Gud ved troen:
Phi 3:10 at kende Ham og kraften af Hans opstandelse og samfundet med [[Ham i]] Hans lidelser, ved hvilket jeg bliver ligedannet med [[Ham i]] Hans død,
Phi 3:11 om jeg blot således kan nå frem til opstandelsen fra døde!
Phi 3:12 Ikke, at jeg allerede har grebet det eller allerede er fuldendt! Nej, jeg jager efter at gribe det, fordi også jeg er grebet - nemlig af Kristus Jesus!
Phi 3:13 Brødre! Jeg regner ikke mig selv for at have grebet det. Men eet gør jeg: jeg glemmer det, som ligger bag mig og strækker mig efter det, som ligger foran!
Phi 3:14 Og jeg jager mod målet: dén sejrspris, som Gud ovenfra har kaldet mig til i Kristus Jesus.
Phi 3:15 Lad os tænke således, alle vi, som er fuldkomne. Og hvis I i noget skulle tænke anderledes, vil Gud også åbenbare jer det!
Phi 3:16 Dog, vi er nået så langt, som vi er, ved at vandre efter denne rettesnor: at tænke det samme!
Phi 3:17 Bliv mine efterfølgere, brødre, og agt på dem, der vandrer efter det forbillede, I har i os.
Phi 3:18 Thi - som jeg ofte har sagt jer det og nu må gentage det med tårer - mange vandrer som fjender af Kristi kors!
Phi 3:19 De ender i fortabelsen, de, hvis gud er bugen, og som sætter deres ære i deres skam, de, som kun tænker på det jordiske!
Phi 3:20 Thi vort borgerskab er i Himlene, hvorfra vi også venter HErren Jesus Kristus Som Frelser!
Phi 3:21 Han skal forvandle vort fornedrelseslegeme, så det bliver ligedannet med Hans herlighedslegeme ved den kraft, Han har, til at underlægge Sig alle ting.
Phi 4:1 Derfor, mine brødre, som jeg elsker og længes efter, min glæde og æreskrans: stå således fast i HErren, mine kære!
Phi 4:2 Evodia formaner jeg, og Syntykus formaner jeg: at de skal være enige i HErren!
Phi 4:3 Ja, jeg beder også dig, du, som med rette kaldes "Synzygus": hjælp dem, som kæmpede for Evangeliet sammen med mig og sammen med både Clemens og mine andre medarbejdere, hvis navne står i Livets Bog!
Phi 4:4 Glæd jer altid i HErren! Ja, atter siger jeg: glæd jer!
Phi 4:5 Lad alle mennesker kende, at I er milde af sind; HErren er nær!
Phi 4:6 Bekymrer jer ikke for noget, men lad i alle ting jeres anmodninger blive kendt for Gud i bøn og påkaldelse med taksigelse!
Phi 4:7 Så vil Guds fred, som overgår al forstand, bevare jeres hjerter og jeres tanker i Kristus Jesus.
Phi 4:8 I øvrigt, brødre: alt, som er sandt, alt, som er fromt, alt, som er retfærdigt, alt, som er rent, alt, som er værd at elske, alt, som er velanset, enhver dyd og alt, som fortjener ros - læg vægt på det!
Phi 4:9 Det, som I har lært og modtaget og hørt og set hos mig: gør det! Så vil fredens Gud være med jer!
Phi 4:10 Jeg glæder mig højligt i HErren, fordi I nu endelig har et levned, så I igen magter at tænke på det, jeg har brug for. Vel tænkte I nok også før på det, men da var det ikke muligt for jer at gøre noget ved det.
Phi 4:11 Jeg siger ikke dette, fordi jeg mangler noget; nej, jeg har lært at være tilfreds i de kår, jeg har!
Phi 4:12 Jeg kender til at have det trangt, men jeg kender også til at have overflod - i eet og alt er jeg indviet: både i at være mæt og i at sulte, både i at have overflod og i at lide nød;
Phi 4:13 og alt magter jeg i Ham, Som giver mig styrke: nemlig Kristus!
Phi 4:14 Dog gjorde I vel i, at I stod sammen med mig i min trængsel!
Phi 4:15 Men I veed jo selv, I filippere, at jeg, da jeg i begyndelsen af Evangeliets forkyndelse drog ud fra Makedonien, ikke havde et sådant fællesskab med nogen anden Kirke end jer, at der blev ført regnskab over "givet" og "modtaget"!
Phi 4:16 For allerede [[da jeg var]] i Tessalonika, sendte I mig både een og to gange det, jeg havde behov for.
Phi 4:17 Ikke at jeg er ude efter selve gaven! Nej, jeg er ude efter den frugt, som vil blive jer rigeligt godskrevet i regnskabet!
Phi 4:18 Men jeg har modtaget alt og har nu overflod. Ja, jeg har rigeligt, efter at jeg af Epafroditus har modtaget gaven fra jer, en velbehagelig duft, et tækkeligt offer, velbehageligt for Gud.
Phi 4:19 Så skal min Gud da opfylde alle jeres behov efter Sin rigdom på herlighed i Kristus Jesus.
Phi 4:20 Vor Gud og Fader være ære i evighedernes evighed! Amen!
Phi 4:21 Hils alle de hellige i Kristus Jesus! De brødre, som er sammen med mig, hilser jer!
Phi 4:22 Alle de hellige - især dem, som hører til Kejserens hus - hilser jer!
Phi 4:23 Vor HErres Jesu Kristi nåde være med jeres ånd! Amen! --- [Til filipperne, skrevet fra Rom ved Epafroditus.]
Col 1:1 Paulus, ved Guds vilje Jesu Kristi apostel, og broderen Timoteus
Col 1:2 [[sender hilsen]] til de hellige i Kolossæ, de troende brødre i Kristus Jesus: nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader og HErre, Jesus Kristus!
Col 1:3 Vi takker altid Gud, vor HErres Jesu Kristi Fader, for jer i bøn,
Col 1:4 når vi hører om jeres tro på Kristus Jesus og om den kærlighed, I nærer til alle de hellige,
Col 1:5 på grund af dét håb, som ligger rede for jer i Himlene, og som I tidligere har hørt om i Evangeliets sande Ord,
Col 1:6 Som hos jer - ligesom i hele verden - bærer frugt og voxer, som Det har gjort hos jer lige fra den dag, i hørte Det og i sandhed erkendte Guds nåde.
Col 1:7 Således lærte I jo også af Epafras, vor elskede medtjener, som er jer en trofast Kristi tjener,
Col 1:8 og som har fortalt os om jeres kærlighed i Ånden.
Col 1:9 Derfor er vi heller ikke holdt op med, fra den dag vi hørte det, at bede for jer og anråbe [[HErren]] om, at I må fyldes af kundskab om Hans vilje med al åndelig visdom og indsigt,
Col 1:10 så at I må vandre værdigt og velbehageligt for Ham i alle ting, i al god gerning, idet I bærer frugt og voxer i Guds kundskab
Col 1:11 og styrkes i al kraft med Hans herligheds styrke til al udholdenhedens tålmodighed med glæde,
Col 1:12 idet I takker Faderen, Som har kaldet os og sat os i stand til at få del i de helliges arv i Lyset,
Col 1:13 Han, Som friede os ud af mørkets magt og satte os over i Sin elskede Søns Rige,
Col 1:14 i Hvem vi har forløsningen ved Hans blod: syndernes forladelse!
Col 1:15 Han er Den usynlige Guds ikon, førstefødt forud for al skabningen!
Col 1:16 Thi ved Ham skabtes alle ting i Himlene og på jorden, de synlige og de usynlige, enten det er Troner eller Herredømmer eller Magter eller Myndigheder - ved Ham og til Ham er alting skabt!
Col 1:17 Han er før alle ting og alt består ved Ham!
Col 1:18 Og Han er legemets, Kirkens, Hovede! Han er Ophavet, førstefødt fra de døde, for at Han i alt kan være Den Første!
Col 1:19 Thi i Ham behagede det Gud at lade hele Fylden bo
Col 1:20 og ved Ham at forlige alt med Sig, ved at stifte fred ved Hans blod på korset - ved Ham - både dét, som er på jorden og dét, som er i Himlene.
Col 1:21 Også I var engang fremmede for Ham og fjendske af sind i jeres onde gerninger; men nu forligtes I
Col 1:22 ved Hans kødelige legeme, ved Hans død, for at [[Han kunne]] fremstille jer hellige og ulastelige og uangribelige for Sit åsyn -
Col 1:23 hvis I da forbliver grundfæstede og faste i troen og ikke lader jer rokke fra det håb, som skænkes i Det Evangelium, I har hørt, Som er blevet forkyndt for al skabningen under Himmelen, og Hvis tjener jeg, Paulus, er blevet!
Col 1:24 Nu glæder jeg mig i mine lidelser for jer, og det, som mangler i Kristi trængsler, opfylder jeg i mit kød for Hans legeme, som er Kirken,
Col 1:25 Hvis tjener jeg er blevet. Ifølge Guds husholdning blev det givet mig fuldt ud at forkynde jer Guds Ord:
Col 1:26 Dét Mysterium, som har været skjult fra evighederne, ja, fra slægternes begyndelse, men som nu er blevet åbenbaret for Hans hellige,
Col 1:27 for hvem Gud ville gøre kendt, hvor rig på herlighed Dette Mysterium er blandt hedningerne, nemlig: Kristus i jer, vort håb om herligheden,
Col 1:28 Ham, Som vi forkynder, idet vi formaner og belærer ethvert menneske med al visdom, for at vi kan fremstille ethvert menneske fuldkomment i Kristus Jesus!
Col 1:29 På dette arbejder jeg også og kæmper i Hans kraft, som virker mægtigt i mig.
Col 2:1 Jeg vil nemlig, at I skal vide, hvilke svære kampe, jeg står i for jer og for dem i Laodikea og mange, som aldrig har set mig [[ansigt til ansigt]],
Col 2:2 for at jeres hjerter kan blive trøstede, og I kan blive sammenknyttede i kærlighed og nå frem til den hele og fulde visheds rigdom på indsigt, og til kundskaben om Gud Faders Mysterium: Kristus,
Col 2:3 i Hvem alle visdommens og kundskabens skatte er skjult.
Col 2:4 Dette siger jeg, for at ingen skal bedrage jer med overtalelseskunst!
Col 2:5 Thi om også jeg er fraværende i kødet, er jeg dog hos jer i ånden, og jeg glæder mig over at se jeres orden og fastheden i jeres tro på Kristus.
Col 2:6 Ligesom I altså tog imod Kristus Jesus som HErren, således skal I nu også vandre i Ham,
Col 2:7 rodfæstede og opbyggede i Ham og grundfæstede i troen, sådan som I oplærtes i den, og i den rige på taksigelse!
Col 2:8 Se til, at ingen forfører jer med filosofiens tomme bedrag, efter menneskers overlevering og efter denne verdens lære, men ikke efter Kristus!
Col 2:9 Thi i Ham bor hele Guddomsfylden legemligt -
Col 2:10 og I har del i denne fylde, fordi I er i Ham, Som er Hovedet for enhver Magt og Myndighed.
Col 2:11 I Ham er I også blevet omskårne med en omskærelse, som ikke er gjort med hænder; nej, I aflagde det syndige køds legeme ved Kristi omskærelse,
Col 2:12 da I i dåben blev begravede med Ham, og i den opvaktes I også sammen med Ham ved troen på Guds kraft, Han, Som opvakte [[Kristus]] fra de døde.
Col 2:13 Ja, også jer, som var døde i overtrædelserne og jeres køds forhud, levendegjorde Gud sammen med Ham, da Han tilgav os alle vore overtrædelser
Col 2:14 og derved udslettede det gældsbrev, som var imod os med dets lovbud - det ryddede Han af vejen ved at nagle det til korset!
Col 2:15 Han afvæbnede Magterne og Myndighederne og stillede dem åbenlyst til skue, da Han triumferede over dem på korset!
Col 2:16 Lad derfor ingen dømme jer på grund af mad eller drikke eller med hensyn til højtider eller måneder eller sabbater,
Col 2:17 alt det, som blot er en skygge af det, som kommer - men selve legemet hører Kristus til!
Col 2:18 Lad jer ikke frarøve sejrens pris af dem, som stræber efter engledyrkelsens selvfornægtelse, og som gør sig til af syner, de har haft, opblæste i forfængelighed, som de er i deres kødelige sind,
Col 2:19 men som ikke holder fast ved Hovedet, fra Hvem ethvert legeme voxer Guds væxt, støttet og sammenholdt af alle sine led og bånd.
Col 2:20 Hvis I derfor med Kristus er døde fra denne verdens grundlæggende lære, hvorfor lader I jer da pålægge forskrifter, som om I stadig var af verden:
Col 2:21 "tag ikke", "smag ikke", "rør ikke"....?
Col 2:22 Sådan siger de, idet de følger menneskers bud og lærdom om alt det, som er bestemt til at bruges og fortæres.
Col 2:23 Sådanne ting går rigtignok for at være visdom; men det er selvvalgt gudsdyrkelse og "ydmyghed", ja, mishandling af legemet! Det tjener ikke til nogen ære, kun til kødets tilfredsstillelse!
Col 3:1 Er I altså opvakte med Kristus, så søg dét, som er oventil, hvor Kristus sidder ved Guds højre!
Col 3:2 Tænk på det, som er oventil, ikke dét, der er på jorden!
Col 3:3 I er jo døde og jeres liv skjult med Kristus i Gud!
Col 3:4 Når Kristus, vort Liv, åbenbares, da skal også I åbenbares sammen med Ham i herlighed!
Col 3:5 Derfor skal I døde jeres jordiske lemmer: hor, urenhed, lidenskab, ond lyst og grådighed - det er altsammen afgudsdyrkelse!
Col 3:6 På grund af den slags kommer Guds vrede over vantroens [[børn]] -
Col 3:7 blandt hvilke også I vandrede, dengang I levede i disse synder!
Col 3:8 Men aflæg I nu også alle disse [[synder]]: vrede, harme, ondskab, spot, skammelig tale fra jeres mund!
Col 3:9 Lyv ikke for hverandre! I har jo aflagt det gamle menneske med dets gerninger
Col 3:10 og iført jer det nye, som bliver fornyet til sand kundskab som et afbillede af Ham, Som har skabt det!
Col 3:11 Her er der ikke [[forskel på]] græker og jøde, omskærelse og forhud, barbarer, skyther, trælle og fri - nej, Kristus er i alle, [[som tror på Ham]], og overalt!
Col 3:12 Så ifør jer da som Guds udvalgte, hellige og elskede: barmhjertighed, miskundhed, mildhed, ydmyghed, sagtmodighed, langmodighed,
Col 3:13 og bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis een har en klage mod en anden! Ligesom Kristus tilgav jer, således skal også I [[gøre]]!
Col 3:14 Og iklæd jer over alt dette kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd!
Col 3:15 Så skal Kristi fred råde i jeres hjerter, til hvilken I jo blev kaldede i eet legeme; og vær taknemmelige!
Col 3:16 Lad Kristi Ord bo rigeligt iblandt jer, idet I med al visdom belærer og formaner hverandre, og idet I synger hverandre til med salmer og sange og åndelige viser med nåden i jeres hjerter for HErren!
Col 3:17 Ja, hvad I end gør i ord eller i gerning: gør det alt i HErren Jesu navn, idet I takker Gud Fader ved Ham!
Col 3:18 I hustruer: underordner jer under jeres mænd, som det sømmer sig i HErren!
Col 3:19 I mænd: elsk jeres hustruer og vær ikke vredladne mod dem!
Col 3:20 I børn: adlyd jeres forældre i alt, thi det er velbehageligt for HErren!
Col 3:21 I fædre: gør ikke jeres børn forbitrede, for at de ikke skal blive mismodige!
Col 3:22 I tjenere: adlyd i alle ting jeres herrer efter kødet, ikke med øjentjeneste, for at gøre mennesker tilpas, men i hjertets oprigtighed og i frygt for HErren!
Col 3:23 Ja, hvad I end gør: gør det af hjertet, som for HErren og ikke for mennesker!
Col 3:24 I veed jo, at I af HErren skal få arven som belønning, thi Den Herre, I tjener, er Kristus!
Col 3:25 Men den, som gør uret, skal få dét igen, som han gjorde uret - og der er ikke personsanseelse!
Col 4:1 I herrer: giv jeres tjenere det, som er retfærdigt og rimeligt; I veed jo, at også I har En HErre i Himlene!
Col 4:2 Vær udholdende i bønnen og våg i den med taksigelse.
Col 4:3 Bed tillige for os: at Gud vil åbne os en dør for Ordet, så vi kan forkynde Kristi Mysterium, for Hvis skyld jeg er i lænker,
Col 4:4 ja, [[bed for]] at jeg kan åbenbare Det med De rette Ord.
Col 4:5 Omgås dem udenfor med visdom og køb derved den rette tid.
Col 4:6 Lad altid jeres ord være venlige, men krydrede med salt, så I veed, hvordan I bør svare enhver.
Col 4:7 Alt det, som angår mig, vil Tykikus, min elskede broder og trofaste hjælper og medtjener i HErren, fortælle jer.
Col 4:8 Ham sendte jeg til jer, netop for at I [[af ham]] kan få alt om os at vide, og for at han kan trøste jeres hjerter -
Col 4:9 med samt Onesimus, den trofaste og elskede broder, som er een af jeres egne; de skal fortælle jer alting herfra.
Col 4:10 Aristarkus, min medfange, hilser jer, ligesom Markus, Barnabas' fætter, om hvem I fik brev. Hvis han kommer til jer, så tag godt imod ham!
Col 4:11 Også Jesus, som kaldes Justus, [[hilser jer]]. Af de omskårne er disse de eneste blandt medarbejderne i Guds Rige, som har været mig til trøst!
Col 4:12 Epafras, som er een af jeres egne, hilser jer. [[Han er]] en Kristi Jesu tjener, som altid kæmper for jer i bønnerne: at I må stå fast, fuldmodne og visse på, hvad der i alle ting er Guds vilje.
Col 4:13 Jeg vidner for ham, at han har arbejdet med stor iver for jer og for dem i Laodikea og dem i Hierapolis.
Col 4:14 Lukas, den elskede læge, hilser jer, ligeså Demas.
Col 4:15 Hils brødrene i Laodikea, og Nymfa og Kirken i hendes hus.
Col 4:16 Når brevet her er læst op hos jer, så sørg for, at det også bliver oplæst i Kirken i Laodikea, og at I også får brevet fra Laodikea at læse.
Col 4:17 Og sig til Arkippus: "Se til, at du fuldfører den tjeneste, som du modtog i HErren!"
Col 4:18 Hilsen med min egen hånd, Pauli! Ihukom mine lænker! Nåden være med jer! Amen! --- [Til kolossenserne; skrevet fra Rom, ved Tykikus og Onesimus.]
1Th 1:1 Paulus, Silvanus og Timoteus [[sender hilsen]] til tessalonikernes Kirke i Gud, vor Fader og HErre, Jesus Kristus: nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader og HErre, Jesus Kristus!
1Th 1:2 Vi takker altid Gud for jer alle, når vi ihukommer jer i vore bønner,
1Th 1:3 idet vi uafladeligt for Guds, vor Faders åsyn ihukommer jeres gerning i troen, arbejdet i kærligheden og udholdenheden i håbet på vor HErre Jesus Kristus,
1Th 1:4 fordi vi veed, I elskede af Gud, at I er udvalgte!
1Th 1:5 Thi vort Evangelium kom ikke blot til jer i Ord, men også i Helligåndens kraft og i fuld vished, ligesom I veed, hvorledes vi optrådte iblandt jer for jeres skyld.
1Th 1:6 Og I er blevet vore, ja, HErrens efterfølgere, da I med Helligåndens glæde tog imod Ordet i stor trængsel,
1Th 1:7 således at I derved er blevet et forbillede for alle de troende i Makedonien og i Akaia.
1Th 1:8 Thi fra jer toner HErrens Ord vidt ud, ikke blot til Makedonien og Akaia, men til ethvert sted, hvor jeres tro på Gud er blevet kendt, så at vi ikke behøver at fortælle [[derom]].
1Th 1:9 Selv fortæller I jo om, hvilken modtagelse vi fik hos jer, og om hvordan I vendte om til Gud fra afguderne for at tjene Den levende og sande Gud
1Th 1:10 og fra Himlene at vente Hans Søn, Som Han opvakte fra døde, Jesus, Som befrier os fra den kommende vrede!
1Th 2:1 Selv veed I jo, brødre, at vort komme til jer ikke har været forgæves.
1Th 2:2 Selvom vi også forud havde lidt og var blevet mishandlede i Filippi, som I veed, fik vi frimodighed i vor Gud til at forkynde Guds Evangelium for jer under mange prøvelser.
1Th 2:3 Thi vor formaning går ikke ud fra vildfarelse, ej heller fra urene hensigter eller svig;
1Th 2:4 nej, ligesom vi er prøvede af Gud for at få Evangeliet betroet, således taler vi heller ikke for at behage mennesker, men Gud, Som prøver vore hjerter.
1Th 2:5 Som I veed, optrådte vi heller ikke dengang med smigrende ord, heller ikke som skalkeskjul for havesyge - Gud er vort Vidne! -
1Th 2:6 ej heller søgte vi menneskers ære, hverken hos jer eller hos andre, skønt vi [[havde ret til at]] være jer til byrde som Kristi apostle!
1Th 2:7 Nej, vi var milde iblandt jer, som når en amme opfostrer sine børn,
1Th 2:8 og da vi således holdt af jer, besluttede vi at dele ikke blot Guds Evangelium med jer, men også vort eget liv, thi vi var kommet til at elske jer.
1Th 2:9 I husker jo nok, brødre, vort arbejde og slid; thi vi arbejdede nat og dag for ikke at ligge nogen af jer til last og forkyndte Guds Evangelium for jer.
1Th 2:10 I og Gud er vidner om, hvor hellige og retfærdige og ulastelige vi var overfor de troende,
1Th 2:11 ligesom I veed, hvordan vi formanede og trøstede enhver af jer som en fader sine børn
1Th 2:12 og aflagde vidnesbyrd om, at I skal vandre værdigt for Gud, Som har kaldet jer til Sit herlighedens Rige.
1Th 2:13 Derfor takker vi også uafladeligt Gud, fordi I, da I tog imod Guds Ord, som vi forkyndte, tog imod Det, ikke som menneskers ord, men Som Dét, Det i sandhed er: Guds Ord, Hans, Som også virker i jer, som tror.
1Th 2:14 Thi I, brødre, er blevet efterfølgere af Guds Kirke, de, som i Judæa er i Kristus Jesus, fordi I har lidt de samme ting af jeres egne landsmænd, som de af jøderne,
1Th 2:15 som både har dræbt HErren Jesus og deres egne profeter, og som har forfulgt os af al magt. Gud har de ikke været til behag, og alle mennesker er de fjendske.
1Th 2:16 De har hindret os i at tale til hedningerne, så de kunne frelses. Således vil deres synders mål altid opfyldes! Til sidst vil vreden dog komme over dem!
1Th 2:17 Men fordi vi, brødre, blev berøvet jer for en kort stund - dog kun jert øje, ikke jert hjerte - skyndte vi os desto mere i vor store længsel efter at få jer at se igen.
1Th 2:18 Thi vi har inderligt ønsket at komme til jer; jeg, Paulus, både een og to gange - men Satan hindrede os!
1Th 2:19 Thi hvem er vort håb, vor glæde eller vor æreskrans, om ikke I, når vi skal stå frem for vor HErre Jesus Kristus ved Hans komme?
1Th 2:20 Jo: I er vor ære og glæde!
1Th 3:1 Da vi derfor ikke længere kunne holde det ud, besluttede vi at blive alene tilbage i Athen
1Th 3:2 og sende Timoteus, vor broder og Guds tjener og vor medarbejder for Kristi Evangelium, for at styrke og opmuntre jer i jeres tro,
1Th 3:3 for at ingen skulle vakle i disse trængsler; thi I veed selv, at dertil er vi sat.
1Th 3:4 Thi allerede da vi var hos jer, forudsagde vi jer, at vi skulle lide trængsler - som det også skete, hvad I jo veed.
1Th 3:5 Derfor, da heller ikke jeg kunne holde det ud længere, sendte jeg bud for at få efterretning om jeres tro: om Fristeren måske skulle have fristet jer, så at vort arbejde skulle have været forgæves.
1Th 3:6 Men nu er Timoteus kommet til os fra jer og har bragt os godt budskab om jeres tro og kærlighed og om, at I altid har os i god erindring og længes efter at se os, ligesom også vi længes efter jer.
1Th 3:7 Så er vi da i al vor trængsel og nød blevet trøstede ved jeres tro, brødre -
1Th 3:8 for hvis I står fast i HErren, så lever vi!
1Th 3:9 Ja, hvordan skal vi dog kunne takke Gud for jer, for al den glæde, med hvilken vi fryder os over jer for Hans åsyn?
1Th 3:10 Nat og dag beder vi indtrængende om at få lov til at se jer igen og udfylde manglerne i jeres tro.
1Th 3:11 Men vor Gud og Fader og HErre, Jesus Kristus, skal Selv bane os vej til jer!
1Th 3:12 Måtte HErren gøre jer stadig rigere på kærlighed, både til hverandre og til alle, ligesom vi elsker jer,
1Th 3:13 og styrke jeres hjerter til at blive ulastelige i hellighed for vor Guds og Faders åsyn ved vor HErres Jesu Kristi genkomst med alle Sine hellige!
1Th 4:1 Forøvrigt, brødre, beder og formaner vi jer i HErren Jesus, at ligesom I lærte af os, hvordan I bør vandre til behag for Gud - som I allerede gør det - således må I gøre yderligere fremgang.
1Th 4:2 I veed jo, hvilke pålæg vi gav jer ved HErren Jesus.
1Th 4:3 Thi dette er Guds vilje: at I helliggøres, at I afstår fra utugt,
1Th 4:4 at enhver af jer veed at vinde sig sin egen hustru i hellighed og ære 
1Th 4:5 og ikke i lidenskabeligt begær, som hedningerne, der ikke kender Gud,
1Th 4:6 ikke at skade eller udnytte sin broder i nogen sag, thi HErren hævner alt sådant, som vi allerede tidligere har sagt og pålagt jer det.
1Th 4:7 Thi Gud kaldte os ikke til urenhed, men til hellighed!
1Th 4:8 Den, som forkaster dette, forkaster derfor ikke et menneske, men Gud, Som har givet os Sin Helligånd!
1Th 4:9 Men angående broderkærligheden har I ikke behov for, at vi skriver til jer; I er jo selv oplærte af Gud til at elske hverandre.
1Th 4:10 Og I viser jo også kærlighed mod alle brødrene i hele Makedonien. Men vi formaner jer, brødre, til at gøre yderligere fremgang i dette
1Th 4:11 og sætte en ære i at leve roligt og passe jeres eget og at arbejde med jeres egne hænder, som vi pålagde jer det,
1Th 4:12 så I kan vandre anstændigt overfor dem udenfor og ikke behøver hjælp fra nogen.
1Th 4:13 Men jeg vil ikke, brødre, at I skal være uvidende om dem, der er sovet ind, for at I ikke skal sørge ligesom de andre, der ikke har noget håb:
1Th 4:14 thi så sandt vi tror, at Jesus er død og opstået, [[tror vi også, at]] Gud ved Jesus på samme måde skal føre de hensovede frem sammen med Ham.
1Th 4:15 Dette siger vi jer nemlig med Et Ord af HErren: at vi, som lever og bliver ladt tilbage til HErrens genkomst, på ingen måde skal gå forud for de hensovede!
1Th 4:16 Thi HErren Selv skal stige ned fra Himmelen med en befaling, med en ærkeengels røst og med Guds basun! Og først skal de døde i Kristus opstå;
1Th 4:17 derefter skal vi, som lever og er ladt tilbage, bortrykkes samtidigt med dem i skyen for at møde HErren i luften, og så skal vi altid være sammen med HErren!
1Th 4:18 Så trøst da hverandre med Disse Ord!
1Th 5:1 Men om tider og tidspunkter, brødre, har I ikke nødig, at vi skriver til jer!
1Th 5:2 Selv veed I jo nøje, at HErrens dag kommer som en tyv om natten.
1Th 5:3 Thi når de siger: "Fred og ingen fare!", da kommer undergangen pludselig over dem, som veerne over [[kvinden]], der skal føde, og de skal aldeles ikke undslippe!
1Th 5:4 Men I, brødre, er ikke i mørke, så at dagen skal kunne overraske jer som en tyv!
1Th 5:5 I hører jo alle sammen Lyset til og er dagens børn; vi hører ikke natten eller mørket til!
1Th 5:6 Lad os derfor ikke sove, som de andre, nej, lad os våge og være ædru!
1Th 5:7 Thi de, som sover, sover om natten, og de, som drikker sig fulde, drikker om natten.
1Th 5:8 Men da vi hører dagen til, så lad os være ædru, og lad os være iklædte kærlighedens trosbrynje, og frelseshåbets hjelm.
1Th 5:9 Thi Gud bestemte os ikke til [[at rammes af]] vreden, men til at få frelsen i eje ved vor HErre Jesus Kristus,
1Th 5:10 Som døde for os, for at vi - hvad enten vi våger eller sover - må leve med Ham!
1Th 5:11 Derfor trøst og opbyg hverandre indbyrdes, som I allerede gør det.
1Th 5:12 Men vi beder jer, brødre, om at anerkende dem, som arbejder hos jer og er jeres ledere i HErren og som formaner jer,
1Th 5:13 og om at agte dem særlig højt i kærlighed for deres tjenestes skyld. Og hold fred med hverandre!
1Th 5:14 Yderligere formaner vi jer, brødre: irettesæt de opsætsige, trøst de ængstelige, tag jer af de syge, vær tålmodige med alle!
1Th 5:15 Se til, at ingen gengælder ondt med ondt, nej, stræb altid efter at gøre det gode, både mod hverandre og mod alle!
1Th 5:16 Vær altid glade!
1Th 5:17 Bed uafladeligt!
1Th 5:18 Tak for alt - thi dette er Guds vilje med jer i Kristus Jesus!
1Th 5:19 Udsluk ikke Ånden!
1Th 5:20 Ringeagt ikke profetien,
1Th 5:21 nej, prøv alt og fasthold det gode!
1Th 5:22 Afstå fra enhver form for ondskab!
1Th 5:23 Han Selv, fredens Gud, hellige jer fuldstændigt og fuldkommengøre jeres ånd og sjæl og legeme, så at I må bevares ulastelige til vor HErres Jesu Kristi genkomst!
1Th 5:24 Han, Som kalder jer, er trofast - Han vil også gøre det!
1Th 5:25 Brødre - bed også for os!
1Th 5:26 Hils alle brødrene med et helligt kys!
1Th 5:27 Jeg tager jer ved HErren i ed på, at I lader dette brev læse op for alle de hellige brødre!
1Th 5:28 Vor HErres Jesu Kristi nåde være med jer! Amen! --- [Det første brev til tessalonikerne, skrevet fra Athen.]
2Th 1:1 Paulus, Silvanus og Timoteus [[sender hilsen]] til tessalonikernes Kirke i Gud, vor Fader og HErre, Jesus Kristus:
2Th 1:2 nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader og HErre, Jesus Kristus!
2Th 1:3 Vi bør altid takke Gud for jer, brødre, som rimeligt er, fordi jeres tro stadig voxer, og enhver af jer bliver rigere i den indbyrdes kærlighed,
2Th 1:4 så at vi selv kan rose os af jer i Guds Kirker af dén udholdenhed og tro, I viser midt i alle de forfølgelser og trængsler, I må tåle,
2Th 1:5 som et varsel om Guds retfærdige dom, så at I må agtes værdige til Guds Rige, for Hvilket I jo lider,
2Th 1:6 så sandt det er retfærdigt af Gud at gengælde dem, som fører trængsler over jer, med trængsler,
2Th 1:7 og jer, som lider trængsler, med fred sammen med os, når HErren Jesu åbenbares fra Himmelen sammen med Sin krafts engle
2Th 1:8 med flammende ild, når Han straffer dem, som ikke kender Gud, og dem, som ikke adlyder vor HErres Jesu Kristi Evangelium!
2Th 1:9 De skal blive straffet med en evig fortabelse borte fra HErrens åsyn og fra Hans krafts herlighed,
2Th 1:10 når Han kommer for at herliggøres i Sine hellige og for at hyldes i alle de troende, som troede vort vidnesbyrd til jer. På Hin Dag [[skal dette ske]]!
2Th 1:11 Med henblik på dette beder vi også altid for jer, at vor Gud må agte jer værdige til Sit kald og med kraft fylde jer med al lyst til det gode og troens gerninger,
2Th 1:12 så at vor HErres Jesu Kristi navn må blive herliggjort i jer og I i Ham, i kraft af vor Guds og HErres Jesu Kristi nåde!
2Th 2:1 Men vi beder jer, brødre, med hensyn til vor HErres Jesu Kristi genkomst og vor samling til Ham,
2Th 2:2 at I ikke strax lader jer drive fra vid og sans og ikke skræmmes, hverken af nogen ånd eller af nogen tale eller af noget brev, som påstås at være fra os, og som siger, at Kristi dag er umiddelbart forestående!
2Th 2:3 Lad ingen bedrage jer på den måde - thi frafaldet må først komme og syndens menneske åbenbares: lovløshedens, fortabelsens søn,
2Th 2:4 han, som holder fast og ophøjer sig over alt, hvad der kaldes "Gud" eller "Helligdom", så at han endog sætter sig som gud i templet og giver sig selv ud for at være Gud!
2Th 2:5 Husker I ikke, at jeg sagde dette til jer, da jeg var hos jer?
2Th 2:6 Og nu veed I, hvad det er, der holder ham fast, så at han først skal blive åbenbaret til sin egen tid;
2Th 2:7 lovløshedens hemmelige [[råd]] er nemlig allerede virksom - blot er der stadig een, der holder fast, indtil han bliver kastet ud!
2Th 2:8 Så skal Den Lovløse åbenbares, han, som HErren Jesus skal fortære med Sin munds ånde og tilintetgøre, når Han åbenbares ved Sin genkomst.
2Th 2:9 Thi Han kommer igen, efter at Satan har virket med al magt og tegn og løgneundere
2Th 2:10 og med al uretfærdighedens forførelse blandt dem, som går fortabt, fordi de ikke tog imod sandhedens kærlighed til deres frelse!
2Th 2:11 Derfor skal Gud sende forførelsens kraft over dem, så de tror på løgnen,
2Th 2:12 så at alle de, som ikke har troet på Sandheden, men har samtykket i uretfærdigheden, skal blive dømt.
2Th 2:13 Men vi skylder altid at takke Gud for jer, brødre, I, som er elskede af HErren, fordi Han udvalgte jer fra begyndelsen til frelse ved Åndens helligelse og ved troen på Sandheden,
2Th 2:14 til hvilket Han også kaldte jer ved Dét Evangelium, vi forkyndte, for at I skulle få del i vor HErres Jesu Kristi herlighed.
2Th 2:15 Derfor, brødre, stå altså støt og hold fast ved den Lære, vi overleverede jer, enten det var mundtligt eller ved vort brev.
2Th 2:16 Men Han Selv, Jesus Kristus, vor Gud og Fader, Som har elsket os og i nåde givet os en evig trøst og et godt håb,
2Th 2:17 Han trøste jeres hjerter og styrke jer til alt godt i gerning og tale!
2Th 3:1 Iøvrigt, brødre, bed for os, for at HErrens Ord må ile og forherliges hos andre ligesom hos jer,
2Th 3:2 og for at vi må udfries fra de vrange og onde mennesker; thi det er ikke alle, der tror!
2Th 3:3 Men HErren er trofast, og Han skal styrke jer og bevare jer fra det onde!
2Th 3:4 Og vi har den tillid til jer i HErren, at I både gør og fortsat vil gøre dét, vi pålægger jer.
2Th 3:5 Må HErren styre jeres hjerter til at elske Gud og til at vente tålmodigt på Kristus.
2Th 3:6 Men vi formaner jer, brødre, i vor HErres Jesu Kristi navn til at unddrage jer enhver broder, som vandrer uskikkeligt og ikke efter den overlevering, I modtog fra os!
2Th 3:7 Selv veed I jo, hvordan I bør efterfølge os; thi vi levede ikke uskikkeligt iblandt jer,
2Th 3:8 og vi spiste ikke gratis mad hos nogen, men arbejdede i slid og slæb nat og dag for ikke at ligge nogen af jer til last.
2Th 3:9 Ikke fordi vi ikke har ret dertil; nej, vi ville, at I skulle have et forbillede i os, for at I skulle følge vort exempel.
2Th 3:10 Thi da vi var hos jer, påbød vi jer dette: hvis nogen ikke vil arbejde, så lad ham heller ikke få føden!
2Th 3:11 Vi hører nemlig, at nogle hos jer vandrer usømmeligt og ikke arbejder, men driver med unyttige ting.
2Th 3:12 De, som er sådan, pålægger og formaner vi ved vor HErre Jesus Kristus at arbejde i stilhed, så at de kan spise deres eget brød!
2Th 3:13 Men I, brødre! Bliv ikke trætte af at gøre det gode!
2Th 3:14 Og hvis nogen ikke adlyder Det Ord, vi taler i dette brev, så mærk jer ham og omgås ham ikke, for at han kan omvende sig!
2Th 3:15 Hold ham dog ikke for en fjende, men forman ham som en broder!
2Th 3:16 Måtte Han Selv, Fredens HErre, give jer fred, altid og på enhver måde! HErren være med jer alle!
2Th 3:17 Denne hilsen skriver jeg, Paulus, med min egen hånd; det er et tegn i alle brevene: således skriver jeg.
2Th 3:18 Vor HErres Jesu Kristi nåde være med jer alle! Amen! [--- Det andet brev til Tessalonika, skrevet fra Athen.]
1Ti 1:1 Paulus - Jesu Kristi apostel, efter befaling fra Gud, vor Frelser og HErre, Jesus Kristus, vort Håb -
1Ti 1:2 [[sender hilsen]] til Timoteus, min ægte søn i troen: nåde, miskundhed og fred fra Gud, vor Fader, ja, Kristus Jesus, vor HErre!
1Ti 1:3 Jeg bad dig blive i Efesus, da jeg rejste til Makedonien, for at du skulle formane visse folk til ikke at [[forkynde]] fremmed lære
1Ti 1:4 og ikke at give sig af med myter og endeløse slægtstavler, som snarere skaber stridigheder end opbygger troen på Guds frelsesplan.
1Ti 1:5 Men budets endemål er kærlighed af et rent hjerte og en god samvittighed og en oprigtig tro!
1Ti 1:6 Nogle har forvildet sig bort fra dette og har vendt sig til tom tale,
1Ti 1:7 fordi de ville være lovlærere, skønt de hverken forstår det, de selv siger, eller det, de så selvsikkert hævder.
1Ti 1:8 Vi veed jo, at Loven er god, hvis man bruger Den efter Dens hensigt!
1Ti 1:9 Og vi veed dette: at Loven ikke er givet for de retfærdige, men for ulydige, ugudelige og syndere, vanhellige og verdslige, fadermordere og modermordere, manddrabere,
1Ti 1:10 horkarle, som ligger med drenge, menneskerøvere, løgnere, menedere og hvad der ellers strider mod den sunde Lære,
1Ti 1:11 efter Evangeliet om Den salige Guds herlighed, Det, Som blev mig betroet.
1Ti 1:12 Og jeg takker Ham, Som har givet mig styrke, Kristus Jesus, vor HErre, fordi Han holdt mig for at være trofast og tog mig i Sin tjeneste,
1Ti 1:13 jeg, som tidligere har været en spotter og forfølger og voldsmand - men jeg fik barmhjertighed, fordi jeg gjorde det i uvidenhed og vantro,
1Ti 1:14 og vor HErres nåde blev overstrømmende rig med kærlighedens tro i Kristus Jesus.
1Ti 1:15 Dette Ord er troværdigt og al modtagelse værdigt: at Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere - blandt hvilke jeg er den største!
1Ti 1:16 Men jeg blev tilgivet, netop for at Jesus Kristus på mig som den første skulle vise hele Sin langmodighed, som et forbillede for dem, som senere skulle komme til tro på Ham, til evigt liv.
1Ti 1:17 Men evighedens Konge, Den uforgængelige, usynlige, eene viise Gud være ære og herlighed i evighedernes evighed! Amen!
1Ti 1:18 Dette påbud overgiver jeg dig, min søn Timoteus, i overensstemmelse med de profetier, som tidligere er udtalt om dig: at du ved dem skal stride den gode strid 
1Ti 1:19 med tro og god samvittighed - som nogen har kastet fra sig, så de led skibbrud med troen!
1Ti 1:20 Blandt dem er Hymenæus og Alexander, som jeg har overgivet til Satan, for at de kan blive tugtede til ikke at spotte!
1Ti 2:1 Jeg formaner dig altså først og fremmest til at frembære bønner, påkaldelser, forbønner og taksigelser for alle mennesker,
1Ti 2:2 [[især]] for kongen og alle, som er i overordnede stillinger, så vi kan føre et stille og roligt liv i al gudsfrygt og ærbarhed;
1Ti 2:3 thi dette er godt og velbehageligt for Gud, vor Frelser,
1Ti 2:4 Som ønsker, at alle mennesker skal blive frelst og komme til kundskab om Sandheden.
1Ti 2:5 Thi Gud er Een, og Een er også Guds og menneskers Mellemmand: Mennesket Kristus Jesus,
1Ti 2:6 Der gav Sig Selv Som løsepenge for mange som et vidnesbyrd til Sin Egen tid;
1Ti 2:7 for dette sattes jeg som herold og apostel - jeg taler sandhed i Kristus, jeg lyver ikke! - en hedningernes lærer i den sande tro!
1Ti 2:8 Jeg vil altså, at mændene overalt uden vrede og tvivl i hellighed opløfter hænderne og beder.
1Ti 2:9 Det samme skal kvinderne, klædte tækkeligt i blufærdighed og mådehold og ikke pyntede med fletninger eller med guld eller med perler eller med kostbare klæder;
1Ti 2:10 nej, som det sømmer sig for kvinder, der påberåber sig gudsfrygt, skal de pynte sig med gode gerninger.
1Ti 2:11 En kvinde skal i stilhed lade sig belære og underordne sig i alt.
1Ti 2:12 Og jeg tillader ikke, at en kvinde lærer, heller ikke at hun er herre over manden; nej, hun skal forholde sig stille!
1Ti 2:13 Thi Adam skabtes først, dernæst Eva,
1Ti 2:14 og ikke Adam blev jo forført, nej, kvinden blev forført og overtrådte budet;
1Ti 2:15 hun skal frelses ved barnefødselen - hvis hun forbliver i troen og kærligheden og helligelsen med besindighed!
1Ti 3:1 Dette Ord er troværdigt: hvis nogen attrår at blive biskop, da er det en god gerning, han ønsker sig!
1Ti 3:2 En biskop bør derfor være ulastelig, een kvindes mand, ædruelig, viis, værdig, gæstfri, dygtig til at belære,
1Ti 3:3 ikke drikfældig, ikke voldsom, men mild, ikke ude efter skammelig vinding, men venlig, ikke stridslysten, ikke pengekær.
1Ti 3:4 Han må styre sit eget hus godt og opdrage sine børn i lydighed med al ærbarhed;
1Ti 3:5 thi hvis een ikke veed at styre sit eget hus, hvordan skulle han så kunne varetage Guds Kirke?
1Ti 3:6 Han må ikke være en [[ny-omvendt]], for at han ikke ved at være indbildsk skal falde ind under Djævelens dom.
1Ti 3:7 Han bør også have godt vidnesbyrd fra dem udenfor, så at han ikke udsættes for sladder og fanges i Djævelens snare.
1Ti 3:8 Diakoner skal ligeledes være værdige, ikke tvetungede, ikke forfaldne til megen vin, ikke ude efter skammelig vinding.
1Ti 3:9 De må bevare troens Mysterium i en ren samvittighed.
1Ti 3:10 Og lad også dem først blive prøvet og derefter få tjenesten, hvis der ikke har været noget at udsætte på dem.
1Ti 3:11 Kvinderne skal ligeledes være ærbare, ikke sladderagtige; nej, ædruelige og trofaste i alle ting.
1Ti 3:12 En diakon skal være een kvindes mand og opdrage sine børn og styre sine husfolk på en god måde.
1Ti 3:13 Thi de, som udfører tjenesten godt, vinder sig en agtet stilling og stor frimodighed i troen i Jesus Kristus.
1Ti 3:14 Jeg skriver dette til dig i håbet om snart at komme til dig.
1Ti 3:15 Men hvis det trækker ud, vil jeg, at du skal vide, hvordan man bør færdes i Guds Hus, som er Den levende Guds Kirke, Sandhedens støtte og grundvold.
1Ti 3:16 Alle må bekende, at stort er Dette gudsfrygtens Mysterium: Han, Som blev åbenbaret i kød, retfærdiggjort i Ånd, set af engle, forkyndt blandt folkene, troet i verden og optaget i herlighed!
1Ti 4:1 Men Ånden siger tydeligt, at mange i de sidste tider skal falde fra troen og holde sig til forførende ånder og dæmoners lærdomme,
1Ti 4:2 ved løgnagtige hyklere, som er brændemærkede i deres samvittighed.
1Ti 4:3 De forbyder folk at gifte sig og påbyder, at man skal afholde sig fra visse slags mad, selvom Gud skabte den til at modtages med tak af dem, som tror og har erkendt sandheden.
1Ti 4:4 Thi alt det, Gud har skabt, er godt, og intet er forkasteligt, hvis det modtages med tak,
1Ti 4:5 thi det helliges ved Guds Ord og bøn!
1Ti 4:6 Lægger du brødrene dette på sinde, er du en god Jesu Kristi tjener, som nærer sig ved troen og Den gode Læres Ord, Som du har fulgt.
1Ti 4:7 Men vis de vanhellige og kællingeagtige myter fra dig, og øv dig hellere i gudsfrygt!
1Ti 4:8 Thi den legemlige træning er kun nyttig til lidt, men gudsfrygten er nyttig til alt, idet den rummer løfter både for det nuværende liv og det kommende!
1Ti 4:9 Dette Ord er troværdigt og al modtagelse værdigt,
1Ti 4:10 thi med Dette for øje både arbejder vi og bebrejdes, vi kæmper, fordi vi har sat vort håb til Den levende Gud, Som er alle menneskers Frelser - dog især de troendes!
1Ti 4:11 Dette skal du indprente og lære!
1Ti 4:12 Lad ingen foragte dig for din unge alder, nej, vær et forbillede for de troende i tale, i færd, i kærlighed, i Ånd, i tro, i renhed.
1Ti 4:13 Indtil jeg kommer, skal du især lægge vægt på oplæsningen [[af Skriften]], på formaningen og på undervisningen.
1Ti 4:14 Forsøm ikke den nådegave, som blev givet dig ved profeti og ved præsternes håndspålæggelse!
1Ti 4:15 Drag omsorg for dette og bliv i disse ting, for at din fremgang kan være åbenbar for alle.
1Ti 4:16 Agt på dig selv og på Læren - og bliv i Den! Thi når du gør det, skal du frelse både dig selv og dem, som hører på dig!
1Ti 5:1 Tal ikke hårdt til en gammel mand, men forman ham mildt, som om han var din fader, og yngre mænd, som om de var brødre,
1Ti 5:2 gamle kvinder som mødre og yngre kvinder som søstre, i al renhed.
1Ti 5:3 Enker skal du ære - de, som virkelig er enker!
1Ti 5:4 Men hvis en enke har børn eller andre efterkommere, så lad dem oplære til at vise deres gudsfrygt først og fremmest mod deres egen [[slægt]] og gøre gengæld mod deres forældre; thi det er godt og velbehageligt for Gud.
1Ti 5:5 De virkelige enker, som står alene, sætter deres håb til Gud og lever i bøn og påkaldelse nat og dag.
1Ti 5:6 Men den, som blot vil leve i sus og dus, er levende død!
1Ti 5:7 Dette skal du indskærpe, for at de kan være uangribelige!
1Ti 5:8 Men hvis nogen ikke sørger for sine egne, og særlig for sin egen slægt, han har fornægtet troen og er værre end en vantro!
1Ti 5:9 Lad ikke en enke på mindre end tres år blive opført på listen - og hun skal have været een mands hustru,
1Ti 5:10 være kendt for gode gerninger, have opfostret børn, vist gæstfrihed, vasket de helliges fødder, hjulpet de nødlidende og altid lagt vægt på gode gerninger!
1Ti 5:11 Men yngre enker skal du afvise! Thi når begæret drager dem bort fra Kristus, vil de gifte sig igen,
1Ti 5:12 og så har de en dom over sig, fordi de har forladt deres tidligere troskabsløfte!
1Ti 5:13 Desuden lærer de sig lediggang, når de går omkring fra hus til hus, ja, ikke blot går de ledige, de bliver også sladderagtige og geskæftige og siger ting, der er usømmelige.
1Ti 5:14 Jeg vil derfor, at de unge [[enker]] gifter sig, får børn og tager sig af huset, så at de ikke giver Modstanderen anledning til spot.
1Ti 5:15 Thi nogle har allerede vendt sig bort og følger Satan!
1Ti 5:16 Hvis en troende mand eller kvinde har enker hos sig, skal han sørge for dem og ikke ligge Kirken til last, så at Den kan sørge for de virkelige enker.
1Ti 5:17 De præster, som er gode ledere, skal agtes dobbelt værdige, især de, som arbejder med [[forkyndelse]] og undervisning!
1Ti 5:18 Thi Skriften siger: "Bind ikke mulen på en tærskende oxe", og "en arbejder er sin løn værd"!
1Ti 5:19 Modtag ikke klagemål mod en præst, uden på to eller tre vidners udsagn.
1Ti 5:20 Men de, som synder, skal du irettesætte i alles påhør, for at også de andre må frygte!
1Ti 5:21 Jeg pålægger dig indtrængende for Gud HErrens åsyn, ja, for Jesus Kristus og de udvalgte engle, at du overholder dette uden nogen fordom og uden at handle partisk.
1Ti 5:22 Vær ikke for snar til håndspålæggelse, og gør dig ikke delagtig i andres synder; hold dig selv ren!
1Ti 5:23 Drik ikke længere kun vand, men også lidt vin for din maves skyld og for dine jævnlige sygdomme.
1Ti 5:24 Nogle menneskers synder er åbenbare og går foran dem til Dommen, mens de hos andre følger efter.
1Ti 5:25 På samme måde er også de gode gerninger åbenbare, og de, som ikke er det, kan alligevel ikke skjules.
1Ti 6:1 Alle, som er slaver og under åget, skal agte deres herrer værdige til al ære, for at Guds navn og Læren ikke skal spottes.
1Ti 6:2 De, som har troende herrer, må ikke vise dem mindre ære, fordi de er brødre! Nej, de må desto ivrigere tjene dem, fordi deres herrer er troende og elskede og gerne vil gøre vel imod dem. Således skal du belære og formane!
1Ti 6:3 Hvis nogen lærer noget andet og ikke holder sig til vor HErres Jesu Kristi sunde Ord og den Lære, som stemmer overens med sand gudsfrygt,
1Ti 6:4 er han opblæst og forstår intet, men har en sygelig trang til stridsspørgsmål og diskussioner, som fører til misundelse, kiv, spot, onde mistanker,
1Ti 6:5 endeløse stridigheder mellem mennesker, der er fordærvede i sindet og berøvede sandheden, og som ser gudsfrygten som en vej til vinding; så hold dig fra dem, som er således!
1Ti 6:6 Gudsfrygt er derimod en stor vinding, ligesom nøjsomhed!
1Ti 6:7 Thi vi bragte intet med os ind i verden, og det er klart, at vi heller ikke kan bringe noget ud fra den.
1Ti 6:8 Har vi blot mad og klæder, skal vi nøje os med disse ting!
1Ti 6:9 For de, som vil være rige, falder i fristelse og snarer og mange tåbelige og skadelige lyster, som styrter mennesker i ødelæggelse og fortabelse.
1Ti 6:10 Thi kærlighed til penge er en rod til alt ondt, og på grund af den er mange faret vild fra troen og har ødelagt sig selv med mange plager.
1Ti 6:11 Så du, Guds menneske: fly dette! Jag derimod efter retfærdighed, gudsfrygt, tro, kærlighed, udholdenhed, mildhed.
1Ti 6:12 Strid troens gode strid; grib det evige liv, til hvilket du også er kaldet, og som du har bekendt dig til ved at aflægge den gode bekendelse i mange vidners nærvær.
1Ti 6:13 Jeg påbyder dig for Guds åsyn, Som levendegør og holder alle ting i live, ja, for Kristus Jesus, Som for Pontius Pilatus aflagde den gode bekendelse,
1Ti 6:14 at du holder Budene [[og er]] uplettet og ulastelig indtil vor HErres Jesu Kristi genkomst,
1Ti 6:15 Som Den salige og Eene Mægtige, kongernes Konge og herrernes HErre, skal lade os se til Sin Egen tid,
1Ti 6:16 Han, Som alene har udødelighed, Som bor i et utilgængeligt lys, Som intet menneske har set, ej heller kan se! Ham være ære og evig magt! Amen!
1Ti 6:17 De, der er rige i den nuværende verden, skal du formane til ikke at være overmodige og til ikke at sætte deres håb til den usikre rigdom, men derimod til Den levende Gud, Som rigeligt giver os alle de ting, vi har brug for,
1Ti 6:18 til at gøre godt, være rig på gode gerninger, til med glæde at være gavmilde og dele med andre,
1Ti 6:19 så de på den måde samler sig et godt grundlag for den kommende verden, så de kan gribe det evige, det virkelige liv!
1Ti 6:20 O Timoteus, tag vare på dét, som er dig betroet, og vend dig bort fra den vanhellige, tomme snak og indvendingerne fra den såkaldte "erkendelse", der med urette bærer dette navn!
1Ti 6:21 Nogle har bekendt sig til den - og er faret vild fra troen! Nåden være med dig! Amen! --- [Til Timoteus, det første; blev skrevet fra Laodikea, som er Frygiens hovedstad i Pakantien.]
2Ti 1:1 Paulus, ved Guds vilje Jesu Kristi apostel [[til at forkynde]] løftet om livet i Kristus Jesus,
2Ti 1:2 [[sender hilsen]] til Timoteus, min kære søn: nåde, miskundhed og fred fra Gud, vor Fader og HErre, Kristus Jesus!
2Ti 1:3 Jeg nærer taknemmelighed mod Gud, Som jeg ligesom mine forfædre tjener med ren samvittighed, når jeg uafladelig ihukommer dig i mine bønner nat og dag.
2Ti 1:4 Ihukommende dine tårer længes jeg efter at se dig, for at jeg kan fyldes med glæde!
2Ti 1:5 Jeg ihukommer din oprigtige tro, den, som først boede i din bedstemoder, Lois, og så i din moder, Eunike - og jeg er overbevist om, at den nu også bor i dig!
2Ti 1:6 Derfor minder jeg dig om at lade dén Guds nådegave genopflamme, som du fik ved min håndspålæggelse.
2Ti 1:7 Thi Gud har ikke givet os modløsheds ånd, men krafts og kærligheds og besindigheds Ånd.
2Ti 1:8 Du skal altså ikke skamme dig over vidnesbyrdet om vor HErre og heller ikke over mig, Hans fange. Nej, lid du sammen med mig ondt for Evangeliet i Guds kraft,
2Ti 1:9 Han, Som har frelst os og kaldet os med et helligt kald, ikke på grund af vore egne gerninger, men efter Sin Egen beslutning og nåde, som er givet os i Kristus Jesus fra evige tider,
2Ti 1:10 og som nu er blevet åbenlys ved vor Frelsers Jesu Kristi åbenbarelse, idet Han har tilintetgjort døden og bragt uforgængeligt liv for lyset ved Evangeliet,
2Ti 1:11 for Hvilket jeg er sat til [[at være]] herold og apostel og lærer.
2Ti 1:12 Derfor lider jeg da også dette - men skammer mig ikke derover! Jeg veed jo, på Hvem jeg tror, og jeg er overbevist om, at Han har magt til at tage vare på [[den skat]], som er overleveret mig, indtil Hin Dag.
2Ti 1:13 Hav som forbillede de sunde Ord, Som du hørte af mig, i kærlighedens tro i Kristus Jesus.
2Ti 1:14 Tag vare på den gode skat, som er overleveret dig ved Helligånden, Som bor i os.
2Ti 1:15 Du veed jo, at alle dem i Asien har vendt sig fra mig; blandt dem er Fygellos og Hermogenes.
2Ti 1:16 Måtte HErren vise barmhjertighed mod Onesiforus' hus, for han har ofte opmuntret mig og aldrig skammet sig over mine lænker.
2Ti 1:17 Da han kom til Rom, søgte han ihærdigt efter mig - og fandt mig!
2Ti 1:18 Måtte HErren give ham at finde miskundhed hos Ham på Hin Dag! Hvor stor en tjeneste, han har udført i Efesus, veed du selv bedst!
2Ti 2:1 Så bliv da du, min søn, stærk i Kristi Jesu nåde!
2Ti 2:2 Dét, du hørte af mig i mange vidners nærvær, skal du overlevere til pålidelige mennesker, som er i stand til at belære andre.
2Ti 2:3 Men du: lid ondt sammen med mig som en god Jesu Kristi stridsmand!
2Ti 2:4 Ingen soldat blander sig, når han er i krig, i dagliglivets gøremål; han søger kun at gøre det, hærføreren ønsker.
2Ti 2:5 Hvis en idrætsmand kæmper, vinder han heller ikke sejrskransen, hvis han ikke kæmper efter reglerne.
2Ti 2:6 Den bonde, som arbejder, bør også som den første få del i frugten.
2Ti 2:7 Betænk, hvad jeg siger - thi HErren vil give dig indsigt i alt.
2Ti 2:8 Kom Jesus Kristus i hu, oprejst fra døde, af Davids æt, ifølge Evangeliet,
2Ti 2:9 for Hvilket jeg lider ondt, ja, endog er lagt i lænker som en forbryder - dog: Guds Ord er ikke bundet!
2Ti 2:10 Derfor udholder jeg alt dette for de udvalgtes skyld, for at også de skal få frelsen i Kristus Jesus med evig herlighed.
2Ti 2:11 Dette Ord er troværdigt: er vi døde med Ham, skal vi også leve med Ham!
2Ti 2:12 Holder vi ud, skal vi også herske sammen med Ham - fornægter vi Ham, vil Han også fornægte os!
2Ti 2:13 Er vi troløse, forbliver Han dog trofast - thi fornægte Sig Selv kan Han ikke.
2Ti 2:14 Husk dem på disse ting og pålæg dem for HErrens åsyn ikke at give sig af med diskussioner, thi de gavner intet! Nej, de er ødelæggende for dem, som hører på!
2Ti 2:15 Gør dig umage for at kunne bestå for Guds åsyn, som en arbejder, der ikke behøver at skamme sig, men som forstår at skelne Sandhedens Ord ret.
2Ti 2:16 Og hold dig fra de vanhellige, som taler tomme ord, for de går blot videre og videre ud i ugudeligheden,
2Ti 2:17 og deres ord vil æde om sig som koldbrand! Blandt dem er Hymenæus og Filetus,
2Ti 2:18 som er faret vild fra sandheden, når de påstår, at opstandelsen allerede har fundet sted! De nedbryder troen for nogle,
2Ti 2:19 dog: Guds urokkelige grundvold står fast og har dette segl: "HErren kender dem, som hører Ham til", og "Afstå fra uret, alle I, som påkalder Kristi navn!"
2Ti 2:20 I et stort hus er der ikke kun kar af guld og sølv, nej, også af træ og ler, altså både nogle til ære og nogle til vanære.
2Ti 2:21 Hvis nogen da renser sig selv fra de [[onde]] ting, bliver han et kar til ære, helliget og nyttigt for husbonden, skikket til al god gerning.
2Ti 2:22 Fly de ungdommelige lyster og jag efter retfærdighed, troskab, kærlighed og fred med dem, som påkalder HErren af et rent hjerte.
2Ti 2:23 Men undgå de tåbelige og ufornuftige diskussioner, for du veed, at de blot afføder strid!
2Ti 2:24 Og en HErrens tjener bør ikke strides, men være mild imod alle, belærende og rede til at finde sig i ondt,
2Ti 2:25 idet han i sagtmodighed tilretteviser dem, som siger imod, om dog Gud vil give dem omvendelse til kundskab om sandheden,
2Ti 2:26 så at de må vågne af deres rus i Djævelens snare, i hvilken de holdes fangne af ham og må gøre hans vilje!
2Ti 3:1 Men du skal vide dette: at der i de sidste dage skal komme hårde tider!
2Ti 3:2 Thi da skal menneskene være selvglade, pengekære, pralende, hovmodige, spottende, ulydige mod deres forældre, utaknemmelige, vanhellige,
2Ti 3:3 ukærlige, uforsonlige, bagtalere, umådeholdne, tøjlesløse, det godes fjender,
2Ti 3:4 svigefulde, opfarende, indbildske, lystelskere, snarere end Gudselskere,
2Ti 3:5 idet de har gudsfrygts skin, men fornægter dens kraft; vend dig fra dem!
2Ti 3:6 Blandt dem er nemlig de, som sniger sig ind i husene og får magt over kvinder, som er belæssede med synder og drives af alle slags lyster,
2Ti 3:7 som altid vil lære, men som aldrig vil komme til sandheds erkendelse!
2Ti 3:8 På samme måde som Jannes og Jambres satte sig op imod Moses, således sætter også disse sig op imod sandheden, disse mennesker, som er fordærvede i forstanden, og som ikke kan stå deres prøve, når det gælder troen.
2Ti 3:9 Men de skal ikke få yderligere fremgang, thi deres dårskab skal blive åbenbar for alle, som også [[Jannes' og Jambres']] blev det.
2Ti 3:10 Du har dog nøje fulgt mig i min Lære, i min livsførelse, i mit forsæt, i troen, i langmodigheden, i kærligheden, i udholdenheden,
2Ti 3:11 i forfølgelserne, i lidelserne, sådan som jeg blev udsat for dem i Antiokia, Ikonium og Lystra - ja, hvilke forfølgelser har jeg ikke måttet bære - men af dem alle har HErren udfriet mig!
2Ti 3:12 Alle, som vil leve gudfrygtigt i Kristus Jesus, vil blive forfulgte -
2Ti 3:13 men onde mennesker og bedragere vil gå fra ondt til det værre; de fører vild og er selv vildførte!
2Ti 3:14 Men du: bliv du i det, du har lært og er blevet overbevist om, da du jo veed, af hvem du har lært det,
2Ti 3:15 og at du fra barndommen af har kendt De hellige Skrifter, Som kan gøre dig viis til frelse ved troen på Kristus Jesus.
2Ti 3:16 Alle Skrifter, Som er indblæste af Gud, er altså nyttige til oplæring, til optugtelse, til retledning, til opdragelse i retfærdighed,
2Ti 3:17 så at Gudsmennesket kan være fuldkommet, fuldt rustet til al god gerning.
2Ti 4:1 Jeg pålægger dig altså for Gud HErren, Jesus Kristus, HAN, SOM KOMMER for at dømme levende og døde, og med Hans Riges åbenbarelse for øje:
2Ti 4:2 forkynd Ordet, stå frem, uanset om det er belejligt eller ubelejligt, overbevis, irettesæt og trøst med al langmodighed og belæring!
2Ti 4:3 Thi der kommer en tid, da man ikke længere vil tåle den sunde Lære, men i stedet efter sine egne lyster vælger sig masser af lærere, [[som forkynder]], hvad der kildrer deres ører,
2Ti 4:4 og de vil vende deres ører bort fra Sandheden og vende sig til myterne.
2Ti 4:5 Men du: vær du nøgtern i alle ting, lid ondt, gør Evangeliets gerning og fuldfør således din tjeneste.
2Ti 4:6 Thi jeg bliver allerede ofret, og tiden, da jeg skal bryde op, er nær.
2Ti 4:7 Jeg har stridt den gode strid, jeg har fuldført løbet, jeg har bevaret troen!
2Ti 4:8 Nu til slut ligger retfærdighedens krans rede for mig, den, som HErren, Den retfærdige Dommer, vil give mig på Hin Dag, ja, ikke blot mig, men alle, som med hjertets glæde har set frem til Hans genkomst!
2Ti 4:9 Skynd dig at komme til mig så hurtigt, som muligt!
2Ti 4:10 Demas forlod mig nemlig, fordi han elsker den nuværende verden, og rejste til Tessalonika, og Kreskens rejste til Galatien, Titus til Dalmatien.
2Ti 4:11 Kun Lukas er stadig hos mig. Få fat i Markus og tag ham med dig. Han er mig nemlig en nyttig tjener.
2Ti 4:12 Tykikus har jeg sendt til Efesus.
2Ti 4:13 Når du kommer, så tag den kappe med, som jeg efterlod hos Karpus i Troas, og også bøgerne, især pergamentrullerne.
2Ti 4:14 Alexander, kobbersmeden, har voldt mig meget ondt! Måtte HErren gengælde ham efter hans gerninger!
2Ti 4:15 Vogt du dig også for ham, for han gik stærkt imod vore Ord!
2Ti 4:16 Første gang, jeg forsvarede mig [[for retten]], var der ingen, som bistod mig, nej, alle lod mig i stikken - måtte det ikke blive dem tilregnet!
2Ti 4:17 Dog: HErren bistod mig og styrkede mig, for at forkyndelsen skulle fuldføres ved mig, så alle folkeslag skulle få det at høre - og jeg blev friet ud af løvens gab!
2Ti 4:18 Og HErren vil befri mig fra alt ondt og frelse mig ind i Sit himmelske Rige! Ham være æren i evighedernes evighed! Amen!
2Ti 4:19 Hils Priskilla og Akvila og Onesiforus og hans hus!
2Ti 4:20 Erastus forblev i Korint; Trofimus efterlod jeg derimod i Milet, fordi han var syg.
2Ti 4:21 Gør hvad du kan for at komme før vinteren! Eubulus og Pudens og Linus og Klaudia og alle brødrene hilser dig!
2Ti 4:22 HErren Jesus Kristus være med din ånd! Nåde være med dig! Amen! --- [Det andet brev til Timoteus, den førstvalgte biskop i Kirken i Efesus; skrevet fra Rom, da Paulus for anden gang stod frem for Kejser Nero.]
Tit 1:1 Paulus, Guds tjener, Jesu Kristi apostel, [[udsendt for at føre]] Guds udvalgte til tro og kundskab om Den Sandhed, Som hører gudsfrygten til,
Tit 1:2 til håbet om evigt liv, som det fra evighed af var lovet af Gud, Der ikke kan lyve,
Tit 1:3 og Som, da Hans tid var inde, har åbenbaret Sit Ord i dét budskab, som er betroet mig, efter Guds, vor Frelsers befaling,
Tit 1:4 [[sender hilsen]] til Titus, min kære søn i vor fælles tro: nåde, miskundhed og fred fra Gud, vor Fader og HErre, Jesus Kristus, vor Frelser!
Tit 1:5 Jeg efterlod dig på Kreta, for at du skulle bringe orden i det, der endnu stod ugjort, og for i alle [[menigheder]] at indsætte præster, sådan som jeg pålagde dig det.
Tit 1:6 De skal være ulastelige, een kvindes mand, have troende børn og ikke kunne anklages for udskejelser eller hensynsløshed.
Tit 1:7 Thi en biskop må som Guds husholder være ulastelig, ikke egenrådig, ikke vredladen, ikke drikfældig, ikke voldsom, ikke ude efter skammelig vinding,
Tit 1:8 men gæstfri, glad for det gode, sindig, retfærdig, gudfrygtig og herre over sig selv,
Tit 1:9 og han må holde fast ved Det troværdige Ord i overensstemmelse med Læren, så at han kan være i stand til både at formane ud fra Den sunde Lære og at gendrive dem, som siger imod.
Tit 1:10 Der er nemlig mange opsætsige, der løber med tom snak og fører folk vild - især blandt de omskårne!
Tit 1:11 Dem må man stoppe munden på, for de fører ulykke over hele familier, idet de lærer utilbørlige ting for ussel vindings skyld.
Tit 1:12 Een af dem, en profet af deres eget folk, har sagt: "Kretere er altid løgnere, onde vilddyr, dovne og grådige!"
Tit 1:13 Dette vidnesbyrd er sandt! Irettesæt dem derfor strengt, for at de kan blive sunde i troen,
Tit 1:14 så de ikke holder sig til jødiske myter og bud fra mennesker, som har vendt sig bort fra Sandheden.
Tit 1:15 Vel er alt rent for de rene; men for de urene og vantro er intet rent, nej, både deres forstand og deres samvittighed er urene!
Tit 1:16 De påstår at kende Gud, men med deres gerninger fornægter de Ham! De er afskyelige og ulydige og uduelige til nogen som helst god gerning!
Tit 2:1 Men du skal forkynde i overensstemmelse med Den sunde Lære!
Tit 2:2 Gamle mænd skal være ædruelige, værdige, sindige, sunde i troen, kærligheden og tålmodigheden.
Tit 2:3 Gamle kvinder skal ligeledes opføre sig, som det sømmer sig for hellige: [[de må]] ikke sladre, ikke være afhængige af megen vin, men være lærere i det gode,
Tit 2:4 så de kan formane de unge kvinder til at elske deres mænd og børn,
Tit 2:5 til at være sindige, ærbare, huslige, gode og lydige mod deres mænd, for at Guds Ord ikke skal blive spottet.
Tit 2:6 Forman ligeledes de unge mænd til at være besindige.
Tit 2:7 Vis dig selv i alle ting som et forbillede i gode gerninger, i uforfalsket Lære, i værdighed.
Tit 2:8 Din forkyndelse skal være sund og uangribelig, for at enhver modstander må blive til skamme, fordi han intet ondt har at sige om os.
Tit 2:9 Slaverne skal være lydige mod deres herrer i alle ting, være dem til behag og ikke sige dem imod,
Tit 2:10 ikke stikke noget til side, men vise helhjertet troskab, for at de i alle ting kan være til pryd for Guds, vor Frelsers Lære.
Tit 2:11 Thi Guds frelsende nåde er blevet åbenbaret for alle mennesker
Tit 2:12 og opdrager os til at forsage gudløsheden og de verdslige lyster, så vi kan leve sømmeligt og retfærdigt og gudfrygtigt i den nuværende verden,
Tit 2:13 mens vi venter [[på opfyldelsen af]] det salige håb om, at Den store Guds, vor Frelsers Jesu Kristi herlighed skal åbenbares,
Tit 2:14 Han, Som gav Sig Selv for os, for at løskøbe os fra al uretfærdighed og rense Sig et ejendomsfolk, der er ivrigt efter at gøre gode gerninger.
Tit 2:15 Forkynd dette og forman og irettesæt med al myndighed! Lad ingen foragte dig!
Tit 3:1 Påmind alle at underordne sig øvrigheder og myndigheder, at være dem lydige og altid at være rede til al god gerning,
Tit 3:2 ikke at bagtale nogen, ikke at være stridbare, men forsonlige, og at vise sagtmodighed mod alle mennesker.
Tit 3:3 Thi også vi var engang uforstandige, ulydige, vildfarne. Vi var slaver under mange forskellige begær og nydelser og levede i ondskab og misundelse; vi var forhadte og hadede hinanden.
Tit 3:4 Men da Guds, vor Frelsers godhed og kærlighed til menneskene åbenbaredes,
Tit 3:5 frelste Han os - ikke for nogle retfærdige gerninger, vi havde gjort, men for Sin barmhjertigheds skyld, i badet til genfødelse og fornyelse i Helligånden,
Tit 3:6 som Han rigeligt har udgydt over os ved Jesus Kristus, vor Frelser,
Tit 3:7 for at vi, retfærdiggjorte af Hans nåde, skulle blive arvinger til det evige liv, vi håber på.
Tit 3:8 Dette Ord er troværdigt, og jeg vil, at du skal indprente Det, for at de, som er kommet til tro på Gud, skal lægge vægt på at gøre gode gerninger, thi det er godt og nyttigt for menneskene.
Tit 3:9 Men tåbelige diskussioner om slægtstavler og strid og kiv om lovspørgsmål skal du vise fra dig, thi de er unyttige og tomme!
Tit 3:10 En kætter skal du - efter een og endnu een advarsel - bortvise,
Tit 3:11 fordi du veed, at den, som er sådan, er kommet på afveje: han synder og har dømt sig selv!
Tit 3:12 Når jeg sender Artemas eller Tykikus til dig, så skynd dig at komme til mig i Nikopolis; dér har jeg nemlig besluttet mig at overvintre.
Tit 3:13 Udrust omhyggeligt den lovkyndige Zenos og Apollos [[til rejsen]], for at de intet skal mangle.
Tit 3:14 Også vore egne må lære at gøre gode gerninger dér, hvor der er behov for det, så at de ikke skal være uden frugt.
Tit 3:15 Alle de, som er hos mig, hilser dig. Hils dem, som elsker os i troen. Nåden være med jer alle! Amen! [Til Titus, den første valgte biskop for kreternes Kirke; skrevet fra Nikopolis i Makedonien.]
Phm 1:1 Paulus, Kristi Jesu fange, og broderen Timoteus [[sender hilsen]] til vor kære medarbejder, Filemon,
Phm 1:2 og til Appia, vor kære søster, og til Arkippus, vor medstrider, og til Kirken i dit hus:
Phm 1:3 nåde være med jer og fred fra Gud, vor og HErren Jesu Kristi Fader!
Phm 1:4 Jeg takker min Gud, hver gang jeg ihukommer dig i mine bønner,
Phm 1:5 når jeg hører om den kærlighed og den tro på HErren Jesus, som du viser alle de hellige.
Phm 1:6 [[Jeg beder om]], at den tro, du har del i, må blive virksom for Kristus i kundskab om alt det gode, vi har modtaget.
Phm 1:7 Jeg har nemlig fået stor glæde og trøst af din kærlighed, fordi de helliges hjerter er blevet styrkede ved dig, broder!
Phm 1:8 Derfor, selvom jeg med stor frimodighed i Kristus kunne pålægge dig, hvad du burde gøre,
Phm 1:9 vælger jeg hellere - da jeg nu er sådan een som Paulus: en gammel mand, og nu også Jesu Kristi fange - for kærlighedens skyld
Phm 1:10 at bede dig for det barn, jeg har avlet i mine lænker: Onesimus,
Phm 1:11 som tidligere var unyttig for dig, men nu er både dig og mig til nytte.
Phm 1:12 Og når jeg nu sender ham tilbage til dig, så tag imod ham, som var det mit eget hjerte!
Phm 1:13 Jeg ville gerne have beholdt ham hos mig selv, for at han i dit sted kunne have tjent mig nu, hvor jeg er i lænker for Evangeliets skyld.
Phm 1:14 Men uden dit samtykke ville jeg intet gøre, for at din godhed ikke skulle være af tvang, men frivillig.
Phm 1:15 Måske blev han netop derfor for en tid skilt fra dig: for at du kunne få lov at beholde ham for evigt,
Phm 1:16 og nu ikke længere som træl, nej, mere end en træl: som en elsket broder! Især for mig - men hvor meget mere da ikke for dig, både i kødet og i HErren!
Phm 1:17 Hvis du da regner mig for en medbroder: så tag imod ham som mig selv!
Phm 1:18 Men hvis han har gjort dig nogen uret, eller skylder han dig noget, så tilregn mig det!
Phm 1:19 Jeg, Paulus, skriver dette med egen hånd: jeg skal betale! For ikke at nævne, at du endog skylder mig dig selv!
Phm 1:20 Ja, broder: gid jeg må få nytte af dig i HErren. Glæd mit hjerte i HErren!
Phm 1:21 Overbevist om, at du vil være mig lydig, skriver jeg til dig, ja, jeg veed, at du vil gøre endog mere end det, jeg beder dig om.
Phm 1:22 Og endnu en ting: forbered mig et gæsteværelse; thi jeg håber, at jeg ved jeres forbønner skal [[komme tilbage]] til jer.
Phm 1:23 Epafras, min medfange i Kristus Jesus, hilser dig,
Phm 1:24 ligeså Markus, Aristarkus, Demos og Lukas, mine medarbejdere.
Phm 1:25 Vor HErres Jesu Kristi nåde være med din ånd! Amen! --- [Til Filemon; skrevet fra Rom ved Onesimus, en tjener.]
Heb 1:1 Mange gange og på mange måder har Gud tidligere talt til fædrene ved profeterne; i disse sidste dage har Han nu talt til os ved Sønnen,
Heb 1:2 Hvem Han har indsat Som Arving til alle ting, ved Hvem Han også skabte verden!
Heb 1:3 Han er Et Genskin af Guds herlighed og Hans væsens udtrykte ikon, og Han bærer alting ved Sin Krafts Ord. Da Han havde fuldført renselse for vore synder, satte Han Sig ved Majestætens højre side i Det Høje.
Heb 1:4 Og Han er blevet så meget større end englene, som det navn, Han har arvet, er større end deres!
Heb 1:5 Thi til hvem af englene har Gud nogensinde sagt: "Du er Min Søn, Jeg har født Dig i dag!"? - eller et andet sted: "Jeg vil være Ham en Fader, og Han skal være Mig En Søn!"
Heb 1:6 Og atter, da [[Gud]] bringer Den Førstefødte ind i verden, siger Han: "Alle Guds engle skal tilbede Ham!"
Heb 1:7 Om englene siger Han: "Han gør Sine engle til vinde og Sine Tjenere til ildtunger", 
Heb 1:8 men om Sønnen: "Din trone, o Gud, står til evig tid, og retfærdigheds stav er Dit Kongeriges scepter!
Heb 1:9 Du elsker retfærd og hader lovløshed; derfor har Gud, Din Gud, salvet Dig med glædens olie fremfor Dine fæller!",
Heb 1:10 og: "Du grundfæstede jorden i begyndelsen, HErre, og Himlen er Dine hænders værk -
Heb 1:11 de skal forgå, men Du skal bestå! De skal alle ældes som en klædning,
Heb 1:12 som en kappe skal Du rulle dem sammen, og de skal forvandles, men Du er Den Samme, og Dine år skal ej få ende!"
Heb 1:13 Og til hvem af englene har Han nogensinde sagt: "Sæt Dig ved Min højre, indtil Jeg lægger Dine fjender som skammel for Dine fødder!"?
Heb 1:14 Er de ikke alle tjenende ånder, udsendte til tjeneste for dem, som skal arve frelse?
Heb 2:1 Derfor bør vi så meget mere holde fast på dét, vi har hørt, for at vi ikke skal glide bort fra det.
Heb 2:2 Thi hvis Det Ord, Som blev talt ved engle, var urokkeligt, og enhver overtrædelse og ulydighed fik sin fortjente straf,
Heb 2:3 hvordan skal vi så undslippe, hvis vi er ligeglade med så stor en frelse: dén, som tog sin begyndelse, da den blev forkyndt af HErren, og som blev stadfæstet for os af dem, som har hørt Ham,
Heb 2:4 idet Gud vidnede med ved både tegn og undere og mange slags kraftgerninger og ved at tildele [[mennesker]] Helligånden efter Sin vilje?
Heb 2:5 Det var nemlig ikke engle, Han underlagde den kommende verden, om hvilken vi taler.
Heb 2:6 Det er bevidnet ved, at der et sted er sagt: "Hvad er et Menneske, at Du ihukommer Ham, eller Et menneskes Søn, at Du tager Dig af Ham?
Heb 2:7 Du gjorde Ham lidet ringere end englene; med herlighed og ære kroned' Du Ham og satte Ham over Dine hænders værk!
Heb 2:8 Alt lagde Du under Hans fødder, og da Du underlagde Ham alt, lod Du intet være undtaget." Vel ser vi jo endnu ikke, at alle ting er Ham underlagt;
Heb 2:9 men Ham, Jesus, - "gjort lidet ringere end englene" - ser vi, "kronet med herlighed og ære", fordi Han led døden, for at Guds nåde [[skulle blive]] alle [[til del]], ved at Han smagte døden.
Heb 2:10 Det sømmede sig nemlig [[Gud]], for Hvis skyld og ved Hvem alt er til, idet Han fører mange sønner til herlighed, at fuldende deres frelses Fyrste gennem lidelser.
Heb 2:11 Både Han, Som helliger, og de helligede er alle udaf Een! Af den grund skammer Han Sig ikke ved at kalde dem "brødre",
Heb 2:12 men siger: "Jeg vil kundgøre Dit navn for Mine brødre, i Kirkens midte vil Jeg lovsynge Dig!"
Heb 2:13 Og videre: "Jeg vil stole fast på Ham", og yderligere: "Se, her er Jeg og de børn, Gud har givet Mig!"
Heb 2:14 Eftersom børnene har fået del i [[Hans]] kød og blod, fik også Han på samme måde del i dem, for at Han ved døden kunne tilintetgøre den, som havde magten over døden, nemlig Djævelen,
Heb 2:15 og udfri alle dem, som af frygt for døden hele livet har været underkastet trældom.
Heb 2:16 Det er jo ikke engle, Han tager Sig af - nej, Han tager Sig af Abrahams slægt!
Heb 2:17 Derfor måtte Han i alle ting gøres Sine brødre lig, for at Han [[i tjeneste]] for Gud kunne blive En barmhjertig og trofast Ypperstepræst, for at sone folkets synder.
Heb 2:18 Thi på grund af det, Han har lidt, og derved Selv er blevet prøvet, kan Han nemlig hjælpe dem, som prøves.
Heb 3:1 Derfor, hellige brødre, delagtige i et himmelsk kald: se hen til vor bekendelses Apostel og Ypperstepræst, Jesus,
Heb 3:2 Som er trofast mod Ham, Som har gjort Ham dertil, ligesom også Moses "var tro i hele Guds hus."
Heb 3:3 Denne herlighed er nemlig større end den, Moses agtedes værdig til, eftersom den, der bygger et hus, nyder større ære end selve huset.
Heb 3:4 Ethvert hus bygges nemlig af een eller anden; men Den, Som har bygget alt, er Gud!
Heb 3:5 Og Moses var ganske vist tro i hele [[Guds]] hus, idet han tjente som vidnesbyrd om det, som engang skulle forkyndes;
Heb 3:6 men Kristus er tro Som Søn over Hans hus - og Hans hus er vi, så sandt vi indtil enden fastholder frimodigheden og det håb, vi roser os af!
Heb 3:7 Derfor, som Helligånden siger: "I dag, om I hører Hans røst,
Heb 3:8 så forhærder ikke jeres hjerter, som ved "forbitrelsen" på fristelsens dag i ørkenen,
Heb 3:9 da jeres fædre fristede Mig og satte Mig på prøve, skønt de havde set Mine gerninger i fyrre år!
Heb 3:10 Derfor harmedes Jeg på hin slægt og sagde: "Altid farer de vild i hjertet, og de ville ikke vide af Mine veje!"
Heb 3:11 Derfor svor Jeg i Min vrede: sandelig, de skal ikke komme ind til Min hvile!"
Heb 3:12 Se til, brødre, at der aldrig i nogen af jer er et hjerte, der er ondt af vantro, så han falder fra Den levende Gud.
Heb 3:13 Nej, forman hverandre hver dag, mens det endnu hedder "i dag", for at ikke nogen af jer skal forhærdes ved syndens bedrag.
Heb 3:14 Vi er nemlig blevet delagtige i Kristus, så sandt vi indtil enden holder fast ved den vished, vi havde i begyndelsen.
Heb 3:15 Når det blev sagt: "I dag, om I hører Hans røst, så forhærder ikke jeres hjerter, som ved forbitrelsen",
Heb 3:16 hvem var det da, som, efter at have hørt, dog forbitrede Ham? Var det ikke alle dem, som var draget ud af Ægypten ved Moses?
Heb 3:17 Og hvem var det, Han harmedes på i fyrre år? Var det ikke dem, som havde syndet, og "hvis kroppe faldt i ørkenen?"
Heb 3:18 Og om hvem svor Han, at de "ikke skulle komme ind til Hans hvile", uden netop dem, som havde været ulydige?
Heb 3:19 Så ser vi da, at det var på grund af deres vantro, de ikke kunne komme ind!
Heb 4:1 Lad os derfor - da løftet om at komme ind til Hans hvile [[stadig gælder]] - drage nøje omsorg for, at ikke nogen af jer skal tro, at han er kommet for sent.
Heb 4:2 Vi har nemlig fået Evangeliet forkyndt, ligesom de; men dem gavnede det ikke at høre Ordet, fordi Det [[på grund af deres vantro]] ikke blev tilegnet sig af dem, der havde hørt Det.
Heb 4:3 Thi kun vi kommer ind til hvilen, vi, som tror. Som Han har sagt: "Så svor Jeg da i Min vrede: de skal ikke komme ind til Min hvile!" - og dét, skønt Hans gerninger var fuldbyrdede fra verdens grundlæggelse.
Heb 4:4 Han har jo et sted om den syvende dag sagt således: "Og Gud hvilede på den syvende dag fra alle Sine gerninger;"
Heb 4:5 men på dette sted: "Sandelig, de skal ikke komme ind til Min hvile!"
Heb 4:6 Eftersom det altså stadig står nogen åbent at komme ind til hvilen, og de, som tidligere havde fået forkyndt Evangeliet, ikke kom ind på grund af deres ulydighed,
Heb 4:7 har Han atter fastsat en bestemt dag: "I dag", idet Han ved David lang tid efter siger: "I dag, om I hører Hans røst, så forhærder ikke jeres hjerter!"
Heb 4:8 Thi hvis Josua havde ført dem ind til hvilen, ville Gud efter den dag ikke [[senere]] have talt om en anden dag.
Heb 4:9 Altså står der stadig en sabbatshvile tilbage for Guds folk!
Heb 4:10 Den, som er gået ind til Hans hvile, hviler jo også fra sine gerninger, ligesom Gud fra Sine.
Heb 4:11 Lad os da stræbe efter at komme ind til denne hvile, for at ikke nogen ved at følge vantroens exempel skal falde.
Heb 4:12 Thi Guds Ord er levende og virksomt og skarpere end noget tveægget sværd, Det gennemtrænger og kløver både sjæl og ånd, både ben og marv, og Det dømmer hjertets hensigter og tanker.
Heb 4:13 Og ikke een skabning er usynlig for Ham, nej, alle står nøgne og blotlagte for øjnene af Ham, Hvem vi skal stå til regnskab.
Heb 4:14 Da vi altså har En stor Ypperstepræst, Som er steget op gennem Himlene, Jesus, Guds Søn, så lad os fastholde bekendelsen!
Heb 4:15 Vi har nemlig ikke en Ypperstepræst, Som ikke kan have medynk med vore skrøbeligheder, men Een, Som er prøvet i alle ting i lighed med os, dog uden synd!
Heb 4:16 Lad os da med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid.
Heb 5:1 Enhver ypperstepræst, udtaget blandt mennesker, indsættes til gavn for mennesker i tjenesten for Gud, for at han skal frembære både gaver og ofre for synder,
Heb 5:2 og han skal kunne være medlidende med de uvidende og vildfarne, eftersom også han er underlagt skrøbelighed.
Heb 5:3 Derfor er han også skyldig at frembære ofre for [[sine egne]] synder ligesom for folkets.
Heb 5:4 Og der er ikke nogen, der tiltager sig selv den ære, nej, han bliver kaldet dertil af Gud, ligesom Aron.
Heb 5:5 Således gav heller ikke Kristus Sig Selv den ære at blive Ypperstepræst, men Han, Som sagde til Ham: "Du er Min Søn, Jeg har født Dig i dag!",
Heb 5:6 ligesom Han et andet sted siger: "Du er Præst til evigheden på Melkizedeks vis!"
Heb 5:7 Og Han har i Sit køds dage med både høje råb og tårer opsendt bønner og nødråb til Ham, Som kunne frelse Ham fra døden, og Han blev også bønhørt for Sin gudsfrygts skyld;
Heb 5:8 skønt Han er Søn, lærte Han lydighed af dét, Han led.
Heb 5:9 Og da Han nåede fuldendelsen, blev Han Ophavet til evig frelse for dem, som adlyder Ham,
Heb 5:10 fordi Han af Gud var kaldet til Ypperstepræst på Melkizedeks vis.
Heb 5:11 Om dette har vort Ord meget at sige, men det er vanskeligt at forklare, fordi I er blevet sløve til at høre!
Heb 5:12 I burde endda kunne være lærere efter den lange tid, der er gået, og dog har I brug for, at man belærer jer om de første grundsandheder i Guds Ord; ja, det er kommet så vidt med jer, at I [[kun tåler]] mælk og ikke fast føde!
Heb 5:13 Enhver, som kun kan tåle mælk, forstår jo ikke retfærdighedens Ord, umyndig, som han er.
Heb 5:14 Men den faste føde er for de modne, de, som ved brug har opøvet sanserne til at kunne skelne mellem godt og ondt.
Heb 6:1 Derfor, da vi nu har lagt den første begyndelse i Kristi Ord bag os, så lad os ledes frem mod fuldmodenheden og ikke endnu en gang lægge grundvold ved [[at tale om]] omvendelse fra døde gerninger og tro på Gud,
Heb 6:2 lære om dåb, håndspålæggelse, opstandelse fra de døde og evig dom.
Heb 6:3 Dét vil vi gøre, så sandt Gud tillader os det.
Heb 6:4 Det er nemlig umuligt, at de, som een gang er blevet oplyste og har smagt den himmelske gave og er blevet delagtige i Helligånden
Heb 6:5 og har smagt Guds gode Ord og den kommende verdens kræfter
Heb 6:6 og så falder fra, atter kan fornyes til omvendelse, thi de korsfæster for sig selv atter Guds Søn og spotter Ham.
Heb 6:7 Thi sålænge en ager drikker den regn, som så ofte falder på den, og frembringer nyttig afgrøde for dem, for hvis skyld den dyrkes, er den under Guds velsignelse;
Heb 6:8 men bærer den torne og tidsler, er den unyttig og forbandelse nær, og til sidst bliver den brændt af!
Heb 6:9 Men vi er overbeviste om, at det står bedre til med jer, I elskede, og at I hører frelsen til, selvom vi taler, som vi gør.
Heb 6:10 Thi Gud er ikke uretfærdig; Han glemmer ikke jeres gerninger og det kærlighedens slid, som I har udvist mod Hans navn ved at hjælpe dem, som tjener de hellige.
Heb 6:11 Men vi ønsker, at I alle må udvise samme iver efter den fulde vished i håbet indtil enden,
Heb 6:12 for at I ikke skal blive sløve, men efterfølgere af dem, som ved tro og langmodighed arver løfterne.
Heb 6:13 Thi Gud lovede Abraham - og da Han ikke havde nogen større at sværge ved, svor Han ved Sig Selv -
Heb 6:14 og sagde: "Sandelig: Jeg vil velsigne dig med den rigeste velsignelse og mangfoldiggøre dig tusindfold!"
Heb 6:15 Og idet [[Abraham]] udviste stor tålmodighed, fik han løftet opfyldt.
Heb 6:16 Mennesker sværger jo ved een, der er større [[end de selv]], og eden tjener til stadfæstelse for dem og gør ende på al modsigelse.
Heb 6:17 Da Gud derfor desto tydeligere ville vise løfternes arvinger, hvor urokkelig Hans viljes beslutning var, borgede Han for den ved ed,
Heb 6:18 for at vi ved to ting, [[både løfte og ed]], som udelukker, at Gud kan lyve, skulle have en mægtig trøst, vi, som har søgt redning ved at gribe det håb, som ligger foran os,
Heb 6:19 det håb, som er os et både trygt og fast sjælens anker, og som rækker ind bag forhænget,
Heb 6:20 bag hvilket Jesus gik ind for os Som Forgænger, da Han var blevet Ypperstepræst "på Melkizedeks vis til evigheden!"
Heb 7:1 Thi denne Melkizedek - Salems konge, Guds, Den Højestes præst, som gik Abraham i møde, da han vendte tilbage fra sejren over kongerne, og som velsignede ham,
Heb 7:2 til hvem Abraham også gav tiende af alt - hans navn betyder jo for det første: "Retfærdigheds Konge", dernæst også: "Salems Konge", det betyder: "Freds Konge".
Heb 7:3 Han, som er faderløs, moderløs, uden stamtavle og uden begyndelse på sine dage eller ende på sit liv, ligestillet med Guds Søn - han forbliver [[præst]] for altid!
Heb 7:4 Se dog, hvor stor han er, han, til hvem endog patriarken Abraham gav tiende af sit bedste bytte!
Heb 7:5 Vel har de af Levis stammes sønner, som har præstedømmet, efter Loven tilladelse til at pålægge folket - det vil sige: deres brødre - tiende, skønt også de er udgået af Abrahams lænd;
Heb 7:6 men [[Melkizedek]], som ikke er af deres æt, modtog tiende af Abraham, og han velsignede ham, som havde fået løftet!
Heb 7:7 Og det er jo uimodsigeligt, at det altid er den ringere, der velsignes af den større;
Heb 7:8 og her er det jo dødelige mennesker, som modtager tiende, men dér er det een, om hvem det er bevidnet, at han lever!
Heb 7:9 Ja, derved er så at sige gennem Abraham også Levi - som ellers modtager tiende - selv blevet pålagt tiende!
Heb 7:10 Han var jo endnu i sin faders lænd, da Melkizedek mødte ham.
Heb 7:11 Hvis altså fuldkommenheden kunne opnås ved det levitiske præstedømme - på dette hviler jo Loven, som folket fik - hvorfor var der så yderligere brug for, at der blev indsat en anden slags Præst, Een "på Melkizedeks vis", og ikke een, som vælges efter Arons vis -
Heb 7:12 udskiftes nemlig præstedømmet, sker der nødvendigvis også en udskiftning af Loven!?
Heb 7:13 Thi Han, om Hvem dette siges, tilhører en anden stamme, af hvilken ingen har gjort tjeneste ved alteret.
Heb 7:14 Det er nemlig en kendt sag, at vor HErre er udgået af Juda, til hvilken stamme Moses intet har sagt om præstedømme.
Heb 7:15 Og det bliver endnu tydeligere, når der i lighed med Melkizedek fremstår En anden slags Præst,
Heb 7:16 Som ikke er blevet det ifølge en Lov, hvis bud kræver kødelig afstamning, men ifølge uforgængeligt Livs kraft.
Heb 7:17 Han får jo det vidnesbyrd: "Du er Præst til evigheden på Melkizedeks vis!"
Heb 7:18 Den foregående Lov nedlægges altså på grund af Sin svaghed og nytteløshed -
Heb 7:19 Loven førte jo ingen til fuldkommenhed! Men så indføres der i stedet et bedre håb, ved hvilket vi kan nærme os Gud,
Heb 7:20 og det så vist ikke uden edsaflæggelse! Thi hine er blevet præster uden edsaflæggelse,
Heb 7:21 men Denne med edsaflæggelse ved Ham, Som siger til Ham: "HErren svor, og Han skal ikke angre det: Du er Præst til evigheden på Melkizedeks vis!",
Heb 7:22 ifølge en så meget bedre Pagt, Som Jesus nu er blevet Garant for.
Heb 7:23 Og mens der af de andre præster har været flere efter hinanden, fordi [[deres forgængere]] ved døden hindredes i at fortsætte,
Heb 7:24 så har Denne et Præstedømme, der ikke kan overføres, fordi Han forbliver til evig tid!
Heb 7:25 Derfor kan Han da også fuldt og helt føre dem, som kommer til Gud ved Ham, til fuldkommenhed, fordi Han altid lever og kan gå i forbøn for dem.
Heb 7:26 En sådan Ypperstepræst måtte også til for os: [[Een, Som er]] hellig, uskyldig, uplettet, udskilt fra synden og ophøjet over Himlene,
Heb 7:27 og Som ikke har nødigt dagligt, som de tidligere ypperstepræster, at frembære ofre for Sine Egne synder og derefter for folkets; dette gjorde Han nemlig een gang [[for alle]], da Han ofrede Sig Selv!
Heb 7:28 Thi Loven indsætter mennesker, der har skrøbeligheder, som ypperstepræster; men edens Ord, Som kom efter Loven, [[indsætter]] Sønnen, Som er fuldkommengjort til evig tid!
Heb 8:1 Hovedsagen ved dette er dog, at vi har En sådan Ypperstepræst, Som har sat Sig ved Majestætens trones højre i Himlene
Heb 8:2 Som Præst for de hellige i Det sande Tabernakel, Som HErren og ikke et menneske har rejst!
Heb 8:3 Thi enhver ypperstepræst indsættes til at frembære både gaver og ofre, hvorfor det da er nødvendigt, at også Han har noget, Han kan frembære.
Heb 8:4 Hvis Han nu var på jorden, ville Han ikke engang være Præst, idet det her er andre præster, som frembærer gaver efter Loven,
Heb 8:5 og som tjener i et afbillede [[af Helligdommen]], en skygge af Den Himmelske, sådan, som det blev befalet Moses, at han skulle fuldføre Tabernaklet: "Se til", siger [[Gud]], "at du udfører alt efter det billede, som blev vist dig på bjerget!"
Heb 8:6 Men nu har [[Han]] fået en højere præstetjeneste, så meget mere, som Han er blevet Mellemmand for En bedre Pagt, Som er grundfæstet på bedre løfter.
Heb 8:7 Hvis nemlig den første [[Pagt]] havde været udadlelig, havde der ikke været brug for En Anden.
Heb 8:8 Men Gud dadler Den, idet Han siger til dem: "Se, dage skal komme, siger HErren, i hvilke Jeg vil slutte En ny Pagt med Israels og Judas hus,
Heb 8:9 ikke som den Pagt, Jeg gjorde med deres fædre, den dag, Jeg greb deres hånd for at føre dem ud fra Ægyptens land. Thi de blev ikke i Min Pagt, derfor brød Jeg Mig heller ikke om dem, siger HErren.
Heb 8:10 Nej, dette er den Pagt, Jeg vil oprette med Israels hus herefter, siger HErren: Jeg giver Min Lov i deres sind, og i deres hjerter vil Jeg skrive Den; og Jeg vil være deres Gud og de skal være Mit folk!
Heb 8:11 Og ingen skal lære sin næste, og ingen skal længere lære sin broder og sige: "Kend HErren!", thi alle skal kende Mig, fra de mindste til de største iblandt dem.
Heb 8:12 Thi Jeg vil være barmhjertig mod deres uretfærdigheder og synder, og deres lovbrud vil Jeg ikke længere komme i hu!"
Heb 8:13 Ved at sige "en ny [[Pagt]]" har Gud erklæret, at Den første [[Pagt]] er forældet; men det forældede og gamle er undergangen nær!
Heb 9:1 Den første Pagt havde ganske vist også sin gudstjenesteliturgi og sin jordiske helligdom;
Heb 9:2 der blev nemlig rejst et telt, det forreste, i hvilket både lysestagen og bordet med skuebrødene stod, dét, som kaldtes "Det Hellige".
Heb 9:3 Og bag det andet forhæng var der et andet telt, det såkaldte "Allerhelligste",
Heb 9:4 hvor der stod et røgelsesalter af guld, og dér stod også Pagtens Ark, overtrukket på alle sider med guld. I Den var der en krukke af guld, som indeholdt mannaen, og Arons stav, som havde blomstret, og Pagtens Tavler.
Heb 9:5 Oven på Den stod herlighedens Keruber, som overskyggede forsoningsstedet, om hvilket der ikke nu skal tales i detaljer.
Heb 9:6 Således var disse ting altså indrettede, og i det forreste telt går præsterne altså dagligt ind og forretter deres liturgiske tjeneste;
Heb 9:7 i det andet går derimod alene ypperstepræsten ind, og dét kun een gang om året, og aldrig uden blod, som han ofrer for sig selv og for folkets overtrædelser.
Heb 9:8 Derved viste Helligånden, at så længe det forreste telt stadig står, er vejen til [[Den sande Helligdom]] endnu ikke blevet åbenbaret.
Heb 9:9 Deri ligger et billede på den nuværende tid, thi hverken gaverne eller ofrene, som frembæres, er i stand til fuldkomment at rense samvittigheden hos dem, der frembærer dem.
Heb 9:10 Det er blot kødelige forskrifter, ligesom reglerne om mad og drikke og forskellige slags renselser, der gælder, indtil genoprettelsens tid kommer.
Heb 9:11 Men Kristus er kommet Som Ypperstepræst for de kommende goder, gennem Det større og mere fuldkomne Telt, Som ikke er gjort med hænder, og Som ikke hører den skabte verden til.
Heb 9:12 Det var heller ikke med blod af bukke og kalve, men ved Sit Eget blod, Han een gang for alle gik ind i Helligdommen og således vandt en evig forløsning!
Heb 9:13 Thi hvis blod af oxer og bukke og asken af en kvie, stænket på de urene, helliger dem til kødelig renhed,
Heb 9:14 hvor meget mere skal da ikke Kristi blod - Han, Som ved Den evige Ånd har frembåret Sig Selv Som Et ulasteligt Offer for Gud - rense vor samvittighed fra døde gerninger, så vi kan tjene Gud, Den i sandhed Levende?!
Heb 9:15 Og derved er Han blevet Mellemmand for En ny Pagt, idet en død har fundet sted til forløsning for overtrædelserne under Den første Pagt, så at de kaldede kan modtage den evige arv, som var lovet dem.
Heb 9:16 Thi hvor der er et testamente, må det godtgøres, at Den, Som har oprettet det, er død.
Heb 9:17 Et testamente træder nemlig først i kraft ved død; det træder ikke i kraft, sålænge Han, Der har oprettet det, stadig lever,
Heb 9:18 hvorfor Den første Pagt da heller ikke blev indviet uden blod.
Heb 9:19 Alle Lovens bud blev nemlig kundgjort for hele folket af Moses, idet han tog blodet af kalve og bukke, sammen med vand og skarlagenrødt uld og isop, og bestænkede både selve bogrullen og hele folket
Heb 9:20 og sagde: "Dette er Pagtens blod, den Pagt, Gud har oprettet med jer!"
Heb 9:21 Også teltet og alle de liturgiske kar bestænkede han på samme måde med blodet.
Heb 9:22 Ja, efter Loven renses næsten alt med blod, og uden blodsudgydelse gives der ingen syndsforladelse.
Heb 9:23 Altså er det nødvendigt, at afbillederne af det, som er i Himlene, renses på denne måde - men de himmelske ting selv må renses med bedre ofre end disse!
Heb 9:24 Thi Kristus gik ikke ind i en Helligdom, som er gjort af hænder, et afbillede af den sande [[Helligdom]], nej, [[Han gik ind]] i selve Himmelen, for Dér at træde frem for Guds ansigt for os.
Heb 9:25 Han gik heller ikke derind for at ofre Sig Selv mange gange, ligesom ypperstepræsterne jo år efter år går ind i helligdommen med blod, [[som ikke er deres eget]] -
Heb 9:26 i så fald havde Han jo måttet lide mange gange lige fra verdens grundlæggelse - nej, Han er nu, ved tidernes ende, blevet åbenbaret een gang for alle, for ved Sit offer at borttage synden!
Heb 9:27 Og ligesom det er menneskets fastlagte lod een gang at dø for derefter at dømmes,
Heb 9:28 således skal også Kristus, efter een gang at være blevet ofret for at borttage manges synder, for anden gang komme til syne, ikke for [[at borttage]] synden, men for at frelse dem, som bier på Ham!
Heb 10:1 Thi Loven ejer blot en skygge af de kommende goder, ikke selve tingene i deres sande skikkelse! Derfor ville de aldrig, med de ofre, som de uafbrudt, år for år frembærer, kunne fuldkommengøre dem, som ofrer dem.
Heb 10:2 Ville de ellers ikke have holdt op med at frembære disse ofre, hvis de, som gjorde præstetjeneste, når de var blevet renset een gang, ikke længere tyngedes i samvittigheden af synden?
Heb 10:3 Men disse ofre virker netop år efter år en ihukommelse af synderne!
Heb 10:4 Thi det er umuligt, at blod af oxer og bukke kan borttage synder!
Heb 10:5 Derfor siger [[Kristus]], da Han træder ind i verden: "Slagt- og afgrødeofre ønskede Du ikke - men et legeme har Du beredt Mig!
Heb 10:6 Brænd- og syndofre behagede Dig ikke;
Heb 10:7 da sagde Jeg: Se, Jeg kommer - i Bogrullen er der skrevet om Mig - for at gøre Din vilje, o Gud!"
Heb 10:8 Først siger Han altså: "Slagt- og afgrødeofre, brænd- og syndofre havde Du ikke lyst til, og Du fandt ikke behag i dem" (og de frembæres dog efter Loven!);
Heb 10:9 men derefter siger Han: "Se, Jeg kommer for at gøre Din vilje, o Gud!" Han gør ende på det første, så Han kan oprette det andet, Guds vilje!
Heb 10:10 Og ved denne vilje er vi blevet helligede, ved at Jesu Kristi legeme een gang for alle er blevet ofret!
Heb 10:11 Alle andre præster står jo dagligt og forretter deres liturgi og frembærer gang på gang de samme ofre, som dog aldrig formår at borttage synderne.
Heb 10:12 Men Han har [[een gang for alle]] frembåret Eet Offer for synder og derefter for bestandigt sat Sig ved Guds højre
Heb 10:13 og venter herefter kun på, at "Hans fjender skal lægges som skammel for Hans fødder."
Heb 10:14 Thi med Eet Eeneste Offer har Han for bestandigt ført de helligede til fuldkommenhed.
Heb 10:15 Også Helligånden vidner for os herom, thi efter tidligere at have sagt:
Heb 10:16 "Dette er Pagten, som Jeg i dagene herefter vil oprette med dem", siger HErren nu: "Jeg vil give Min Lov i deres hjerter, og i deres sind vil Jeg indskrive Den,
Heb 10:17 og deres synder og overtrædelser vil Jeg aldrig mere komme i hu!"
Heb 10:18 - dog: hvor synderne er forladte, behøves der ikke længere ofre for dem!
Heb 10:19 Så har vi altså, brødre, ved Jesu blod frimodighed til at gå ind i Helligdommen,
Heb 10:20 idet Han har indviet os en ny og levende Vej gennem forhænget - nemlig Hans Eget kød!
Heb 10:21 Da vi altså har En stor Præst over Guds hus,
Heb 10:22 så lad os træde frem med oprigtigt hjerte i troens fulde vished, bestænkede på hjerterne og dermed rensede fra den onde samvittighed og renset på legemet med rent vand,
Heb 10:23 og lad os fastholde håbets bekendelse urokket! Thi Han, Som har givet os løftet, er troværdig!
Heb 10:24 Og lad os holde nøje øje med hinanden, så vi opflammer hverandre til kærlighed og gode gerninger,
Heb 10:25 idet vi ikke svigter vor egen menighedsforsamling, som nogle har for vane! Nej, formaner hverandre, og dét så meget mere som I ser, at Dagen nærmer sig!
Heb 10:26 Synder vi nemlig med vilje efter at have fået kundskab om sandheden, findes der ikke længere noget offer for vor synd,
Heb 10:27 men en frygtelig venten på dommen og nidkærhedens ild, som skal fortære de genstridige!
Heb 10:28 Når nogen har brudt Mose Lov, må han dø uden barmhjertighed "på to eller tre vidners udsagn"!
Heb 10:29 Hvor meget strengere straf tror I da ikke dén fortjener, som har trådt Guds Søn under fode, og som har foragtet Pagtens blod, ved hvilket han blev helliggjort, og derved spottet Nådens Ånd?
Heb 10:30 Thi vi kender Ham, Som har sagt: "Mig tilkommer hævnen! Jeg vil gengælde", og videre: "HErren vil dømme Sit folk!"
Heb 10:31 Det er frygteligt at falde i Den levende Guds hænder!
Heb 10:32 Nej, kom de første dage i hu, i hvilke I, efter at være blevet oplyst, udholdt mangen lidelsesfuld trængsel,
Heb 10:33 snart ved at blive latterliggjorte under både forhånelser og trængsler, snart ved at dele kår med dem, som har måttet gennemgå noget sådant.
Heb 10:34 Ja, I led også med mig i mit fangenskab, og I fandt jer med glæde i, at jeres ejendele blev røvet, fordi I vidste, at I havde en bedre og blivende ejendom i Himlene!
Heb 10:35 Så kast da ikke jeres frimodighed bort, thi den har stor løn i følge!
Heb 10:36 I har nemlig brug for stor tålmodighed, for at I, når I har gjort Guds vilje, skal opnå dét, som er lovet jer.
Heb 10:37 Thi "der er endnu kun en liden stund, snart, snart kommer HAN, DER SKAL KOMME, og Han tøver ikke!"
Heb 10:38 Og Min retfærdige skal leve ved troen"; men "hvis han unddrager sig, har Min sjæl ikke behag i ham!"
Heb 10:39 Vi hører dog ikke til dem, der unddrager sig og går fortabt, men til dem, som tror og vinder deres sjæle!
Heb 11:1 Tro er nemlig fuld vished om dét, man håber, overbevisning om ting, man ikke har set.
Heb 11:2 Ved den fik de gamle godt vidnesbyrd.
Heb 11:3 I tro erkender vi, at verden er skabt ved Guds Ord, således at det synlige er blevet til af det usynlige.
Heb 11:4 I tro frembar Abel et bedre offer for Gud end Kain. Ved den fik han det vidnesbyrd, at han var retfærdig, idet Gud vedkendte Sig hans gave, og ved [[troen]] taler han stadig, selvom han er død.
Heb 11:5 I tro bortrykkedes Enok, så at han ikke skulle se døden, og han blev ikke fundet, fordi Gud havde bortrykket ham. Thi før sin bortrykkelse fik han dét vidnesbyrd, at han havde behaget Gud.
Heb 11:6 Uden tro er det altså umuligt at være Ham til behag. Thi den, som kommer til Gud, må tro, at Han er til, og at Han belønner dem, som søger Ham.
Heb 11:7 I tro byggede den gudfrygtige Noa en ark for at frelse sin familie, idet han var blevet varslet om det, som dengang endnu ingen kunne se; ved sin tro dømte han verden og blev arving til troens retfærdighed.
Heb 11:8 I tro adlød Abraham, da han blev kaldet, og drog afsted til det sted, han skulle få i arv - og han drog afsted uden at vide, hvor han drog hen!
Heb 11:9 I tro levede han i det forjættede land, som udlænding boede han i telte sammen med Isak og Jakob, medarvingerne til det samme løfte.
Heb 11:10 Han ventede nemlig Byen med de faste grundvolde, Den, Hvis Bygherre og Bygmester er Gud.
Heb 11:11 I tro fik Sara trods sin alder kraft til at blive moder til en slægt, fordi hun agtede Ham troværdig, Som havde lovet hende det.
Heb 11:12 Derfor udgik der også fra een - og dét en udlevet! - [[en slægt]] så talrig som himlens stjerner og så utallig som sandet ved havets bred.
Heb 11:13 I tro døde alle disse, uden at have fået løfterne opfyldt - de havde dog set opfyldelsen langt borte, og de var overbeviste om den, de havde hilst den, og de bekendte, at de var fremmede og udlændinge her på jorden!
Heb 11:14 Thi de, som siger sådan, viser, at de søger et fædreland.
Heb 11:15 Hvis de havde længtes efter det, de drog ud fra, havde de jo haft rigelig tid til at vende tilbage;
Heb 11:16 men nu attrår de et bedre [[fædreland]], nemlig Det Himmelske. Derfor skammer Gud Sig heller ikke over at blive kaldt deres Gud; thi Han har beredt dem en Stad!
Heb 11:17 I tro bar Abraham Isak frem som offer, da han blev sat på prøve, ja, han ville ofre sin eenbårne, han, som havde fået løfterne,
Heb 11:18 og til hvem det var blevet sagt, at "ved Isak skal en slægt opkaldes efter dig!"!
Heb 11:19 Thi han regnede med, at Gud har magt til endog at opvække døde, hvorfor han da også som en lignelse fik [[sin søn]] tilbage igen!
Heb 11:20 I tro velsignede Isak Jakob og Esau med tanke på det kommende.
Heb 11:21 I tro velsignede Jakob, da han var døende, begge Josefs sønner, og han tilbad, bøjet over enden af sin stav.
Heb 11:22 I tro tænkte den døende Josef på Israels sønners udgang [[fra Ægypten]], og han gav påbud om, [[hvad de skulle gøre med]] hans jordiske rester.
Heb 11:23 I tro skjultes Moses efter sin fødsel i tre måneder af sine forældre, fordi de så, at barnet var smukt, og fordi de ikke frygtede kongens befaling.
Heb 11:24 I tro nægtede Moses, da han var blevet voxen, at kaldes søn af Faraos datter,
Heb 11:25 idet han hellere ville lide ondt sammen med Guds folk, end for en kort tid at leve i syndige nydelser,
Heb 11:26 fordi han holdt Kristi vanære for en større rigdom end alle Ægyptens skatte, thi han så hen til lønnen!
Heb 11:27 I tro forlod han Ægypten uden at frygte kongens vrede; thi som om han så Den Usynlige, holdt han ud.
Heb 11:28 I tro holdt han påske og blodsbestrygelse, for at Ødelæggeren ikke skulle røre deres førstefødte.
Heb 11:29 I tro gik de gennem Det røde Hav som over tørt land, hvilket også ægypterne prøvede at gøre - men de druknede!
Heb 11:30 Ved tro faldt Jerikos mure, da [[folket]] havde gået omkring dem i syv dage.
Heb 11:31 Ved tro undgik skøgen Rahab at omkomme sammen med de vantro, fordi hun havde modtaget spejderne med fred;
Heb 11:32 ..... ja, hvad mere skal jeg sige? Jeg ville jo aldrig kunne få tid nok, hvis jeg skulle fortælle om både Gideon og Barak, Samson og Jefta, David og Salomon og profeterne,
Heb 11:33 alle de, som ved tro nedkæmpede kongeriger, håndhævede retfærdighed, fik løfter opfyldt, lukkede gabet på løver,
Heb 11:34 slukkede mægtige brande, undslap skarpe sværds od, styrkedes efter sygdom, viste styrke i krig, bortdrev fjendtlige hære;
Heb 11:35 kvinder fik ved opstandelse deres døde tilbage, mens andre torteredes til døde, fordi de ikke ville tage imod frigivelse, men hellere have del i en bedre opstandelse!
Heb 11:36 Atter andre måtte tåle hån og piskeslag, ja, tilmed lænker og fængsel.
Heb 11:37 De blev stenede, gennemsavede, fristede eller dræbt ved sværd. De gik omkring i fåreskind og gedeskind, de led nød, trængsel og blev mishandlede.
Heb 11:38 Dem var verden ikke værdig; de strejfede omkring i ødemarker og i bjerge og holdt til i grotter og jordhuler.
Heb 11:39 Og disse, som alle havde fået et godt vidnesbyrd for deres tros skyld, opnåede dog ikke dét, som var blevet lovet dem.
Heb 11:40 Thi Gud havde forud udset Sig noget bedre for os, så at de ikke skulle nå fuldendelsen uden os!
Heb 12:1 Derfor, da vi nu har så stor en sky af vidner omkring os, så lad os aflægge enhver byrde og den synd, som så let indfanger os, og lad os kæmpe med tålmodighed i den kamp, som ligger foran os,
Heb 12:2 idet vi ser hen til troens Ophavsmand og Fuldender: Jesus, Som for den glæde, der ventede Ham, udholdt lidelsen på korset uden at bryde Sig om skammen, og Som nu har sat Sig ved Guds trones højre.
Heb 12:3 Ja, tænk dog på Ham, Som udholdt en så stor modstand fra synderne, for at I ikke skal blive trætte i jeres sjæle og miste modet.
Heb 12:4 Endnu har I ikke gjort modstand indtil blodet i jeres kamp mod synden,
Heb 12:5 men I har glemt formaningen, som Han retter til jer som til sønner: "Min Søn! Ringeagt ikke HErrens tugt og tab ikke modet, når I bliver revset af Ham.
Heb 12:6 Thi HErren tugter den, Han elsker og slår hver søn, Som Han har kær!"
Heb 12:7 Det er for jeres optugtelses skyld, I må lide dette: Gud behandler jer som sønner - thi hvor er den søn, som ikke bliver tugtet af sin fader?
Heb 12:8 Hvis I altså ikke bliver tugtet, som alle andre bliver det, er I jo uægte børn og ikke sønner!
Heb 12:9 Desuden respekterede vi jo vore kødelige fædre, som tugtede os; hvor meget mere bør vi da ikke underordne os åndernes Fader, så vi skal leve?
Heb 12:10 Thi de tugtede os jo blot en kort tid, efter deres forgodtbefindende - men Han [[gør det]] til vort bedste, for at vi skal få del i Hans herlighed!
Heb 12:11 Ingen optugtelse synes vel at være til glæde, mens den står på, men snarere til sorg; senere giver den dog en fredelig retfærdigheds frugt til dem, som er blevet opdraget ved den.
Heb 12:12 Derfor: "styrk de slappe hænder og de svage knæ",
Heb 12:13 og gør jeres fødders veje rette, så at det halte ikke går af led, men hellere bliver helbredt.
Heb 12:14 Jag efter fred med alle og efter helliggørelse, thi uden den skal ingen se HErren!
Heb 12:15 Og se til, at ingen af jer unddrager sig Guds nåde, og at ikke nogen bitter rod spirer op og volder skade og gør, at mange smittes ved den,
Heb 12:16 for at ingen skal være utugtig eller vanhellig som Esau, der for et måltid solgte sin førstefødselsret.
Heb 12:17 I veed jo, at han senere, da han ville arve velsignelsen, blev afvist - thi han fandt ingen mulighed for at omvende sig, skønt han med tårer søgte [[velsignelsen]]!
Heb 12:18 I er jo ikke kommet til et håndgribeligt bjerg, eller eet med flammende ild og dunkelhed og mørke og storm,
Heb 12:19 og ikke til basunlyd eller en røst, der talte således, at de, som hørte den, bad om, at der ikke skulle blive talt mere til dem -
Heb 12:20 thi de tålte ikke det, som blev befalet dem: "Om så et dyr berører bjerget, skal det stenes eller gennembores med spyd!",
Heb 12:21 ja, så frygteligt var synet, at Moses sagde: "Jeg frygter og skælver!" -
Heb 12:22 nej, I er kommet til Zions bjerg, til Den levende Guds Stad, Det himmelske Jerusalem og til engles myriader,
Heb 12:23 til en festforsamling og til Kirken af de førstefødte, som er opskrevet i Himlene, og til Een Dommer, alles Gud, og de fuldkommengjorte retfærdiges ånder,
Heb 12:24 og til Den nye Pagts Mellemmand, Jesus, og til renselsesblodet, som taler om noget bedre end Abels.
Heb 12:25 Se til, at I ikke beder jer fri for Ham, Som taler! Thi hvis de, som havde bedt sig fri for Ham, Som talte på jorden, ikke kunne undslippe, hvor meget mindre skal vi da undslippe, hvis vi vender os fra Ham, Som taler fra Himlene!
Heb 12:26 Dengang rystede Hans røst jorden! Men nu har Han lovet og sagt: "Endnu een gang vil Jeg ryste ikke blot jorden, men også Himmelen!"
Heb 12:27 Men dette: "endnu en gang" åbenbarer, at dét, som rokkes, fordi det er skabt, skal forvandles, for at det, som ikke kan rokkes, skal forblive bestandigt!
Heb 12:28 Derfor - da vi modtager et Kongerige, Som ikke kan rokkes - så lad os være taknemmelige og tjene Gud således, som det er Ham velbehageligt: med ærbødighed og frygt;
Heb 12:29 thi "vor Gud er En fortærende Ild"!
Heb 13:1 Lad broderkærligheden vare ved!
Heb 13:2 Glem ikke gæstfriheden; thi ved den har nogle uden at vide det haft engle som gæster!
Heb 13:3 Ihukom dem, som er i fængsel, som om I var medfanger, og ligeså dem, som bliver mishandlet, thi I har jo selv et legeme.
Heb 13:4 Ægteskabet skal holdes i ære af alle, og ægtesengen ubesmittet! Thi usædelige og ægteskabsbrydere vil Gud dømme!
Heb 13:5 Vær ikke pengebegærlige i jeres færd; nej, lad jer nøje med dét, I har. Thi Han har sagt: "Jeg vil ikke slippe dig, ej heller forlade dig!"
Heb 13:6 Således kan vi fulde af tillid sige: "HErren er min Hjælper, hvad kan mennesker gøre mig?"
Heb 13:7 Kom jeres ledere i hu, de, som forkyndte jer Guds Ord! Læg mærke til den udgang, deres livsfærd fik - og efterfølg dem i troen!
Heb 13:8 Jesus Kristus er Den Samme igår og i dag, ja, i al evighed!
Heb 13:9 Lad jer ikke rives med af de mange fremmede lærdomme! Thi det er godt, at hjertet styrkes ved nåden og ikke ved bestemte slags spiser - det har ikke gavnet dem, som har holdt sig til det!
Heb 13:10 Vi har et [[offer-]]alter, fra hvilket de, som gør præstetjeneste ved tabernaklet, ikke har ret til at spise.
Heb 13:11 Thi de dyr, hvis blod ypperstepræsten bærer ind i helligdommen for at sone synden, deres kroppe "opbrændes udenfor lejren";
Heb 13:12 derfor led også Jesus udenfor porten, for at Han skulle kunne hellige folk ved Sit Eget blod.
Heb 13:13 Lad os altså gå ud til Ham "udenfor lejren" og bære Hans forsmædelse.
Heb 13:14 Thi her har vi ikke en blivende stad, nej, vi søger den kommende!
Heb 13:15 Lad os derfor altid ved Ham frembære et lovprisningsoffer for Gud, det vil sige: frugt af læber, som priser Hans navn!
Heb 13:16 Og glem ikke godgørenheden og gavmildheden; thi i sådanne ofre finder Gud behag!
Heb 13:17 Adlyd jeres ledere og gør, som de siger, - de våger jo over jeres sjæle, som de skal aflægge regnskab for - så at de kan gøre dette med glæde og ikke med sukke, thi det ville ikke være til gavn for jer!
Heb 13:18 Bed for os! Thi vi er overbeviste om, at vi har god samvittighed; vi ønsker jo at vandre ret i alle ting.
Heb 13:19 Jeg formaner jer desto mere til at gøre dette, for at jeg meget snart må blive givet tilbage til jer.
Heb 13:20 Men fredens Gud, Som har ført Den store fårenes Hyrde, vor HErre Jesus, tilbage fra døde i kraft af En evig Pagts blod,
Heb 13:21 Han gøre jer duelige til al god gerning, så I kan gøre Hans vilje, ved at Han i os ved Jesus Kristus virker det, som er velbehageligt for Ham. Ham være æren i evighedernes evighed! Amen!
Heb 13:22 Men jeg formaner jer, brødre: tål formaningens Ord! Thi jeg har skrevet til jer i korthed.
Heb 13:23 I skal vide, at vor broder Timoteus er blevet løsladt; sammen med ham vil jeg besøge jer, hvis han kommer snart.
Heb 13:24 Hils alle jeres ledere og alle de hellige! Brødrene fra Italien hilser jer!
Heb 13:25 Nåden være med jer alle! Amen! --- [Til hebræerne, skrevet fra Italien ved Timoteus.]
Jam 1:1 Jakob, Guds, ja, HErren Jesu Kristi træl, [[sender hilsen]] til de tolv stammer i adspredelsen!
Jam 1:2 Mine brødre: se det som en stor glæde, når I møder alle slags prøvelser!
Jam 1:3 I veed jo, at jeres prøvede tro virker udholdenhed.
Jam 1:4 Men udholdenheden må føre til fuldkommen gerning, så I kan være fuldkomne og hele og ikke mangelfulde i noget.
Jam 1:5 Hvis nogen af jer mangler visdom, så skal han bede om at få den af Gud, Som gerne og uden bebrejdelser giver til alle, så skal den gives ham.
Jam 1:6 Men han må bede i tro uden at tvivle. For den, som tvivler, ligner en bølge på havet, der drives og kastes hid og did af vinden.
Jam 1:7 Et sådant menneske skal ikke regne med at få noget af HErren,
Jam 1:8 en tvesindet mand, som han er, ustabil på alle sine veje!
Jam 1:9 Den ringe broder skal rose sig af sin højhed,
Jam 1:10 den rige derimod af sin ringhed; thi han skal forgå som blomsten i græsset.
Jam 1:11 Thi solen går op med sin hede og afsvider græsset, dets blomst falder af, og dens skønhed forsvinder. Således skal også den rige visne bort på alle sine veje.
Jam 1:12 Salig den mand, som holder ud i fristelser, for når han har stået sin prøve, skal han få Livets krone, som HErren har lovet dem, der elsker Ham.
Jam 1:13 Ingen, som fristes, må sige: "Jeg fristes af Gud!" Thi Gud kan ikke fristes af det onde, og Selv frister Han ingen!
Jam 1:14 Nej, enhver fristes, når han bliver draget og lokket af sit eget begær.
Jam 1:15 Siden, når begæret har undfanget, føder det synd; og når synden er fuldmoden, avler den død!
Jam 1:16 Far ikke vild, mine kære brødre!
Jam 1:17 Lutter gode, ja, fuldkomne gaver kommer ovenfra, fra lysenes Fader, hos Hvem der ikke er forandring eller vexlende skygge.
Jam 1:18 Fordi Han har villet det sådan, har Han født os ved Sandhedens Ord til at være en førstegrøde af Hans skabninger.
Jam 1:19 Viid således dette, mine kære brødre: ethvert menneske skal være snar til at høre, sen til at tale, sen til vrede.
Jam 1:20 Thi et menneskes vrede virker ikke dét, som er retfærdigt for Gud.
Jam 1:21 Når I derfor har aflagt al urenhed og den ondskab, I er fyldte af, så tag med ydmyghed imod Det Ord, Som er indplantet i jer, Det, Som har kraft til at frelse jeres sjæle.
Jam 1:22 Og vær Ordets gørere, og ikke blot Dets hørere, ellers bedrager I jer selv!
Jam 1:23 Thi hvis nogen er en Ordets hører, men ikke gør efter Det, så ligner han en mand, der ser sit naturlige ansigt i et spejl:
Jam 1:24 han ser sig selv, går bort og har strax glemt, hvordan han ser ud!
Jam 1:25 Men den, som ser ind i frihedens fuldkomne lov og vedbliver dermed, han bliver ikke en glemsom hører, men en gerningens gører; han skal være salig i sin gerning!
Jam 1:26 Hvis nogen iblandt jer mener at dyrke Gud, men ikke tøjler sin tunge, så bedrager han sit hjerte, og hans gudsdyrkelse er tom!
Jam 1:27 En ren og uplettet gudstjeneste for Gud Fader er denne: at se til faderløse og enker i deres trængsel og at holde sig selv uplettet af verden!
Jam 2:1 Mine brødre! I kan ikke tro på Jesus Kristus, herlighedens HErre, og samtidig gøre forskel på folk!
Jam 2:2 Thi hvis der ind i jeres menighed kommer en mand med guldring på fingeren og i kostbare klæder og også en fattig i beskidte klæder,
Jam 2:3 og I så ser på den, der bærer den kostbare klædning og siger til ham: "Sæt dig her på denne gode plads!", mens I til den fattige siger: "Du kan stå dér", eller "sæt dig her ved min fodskammel!",
Jam 2:4 gør I så ikke forskel på folk, og er I da ikke blevet dommere med onde tanker?
Jam 2:5 Hør, mine kære brødre: har Gud da ikke udvalgt dem, som er fattige i denne verden, til at være rige i troen og arvinger til Det Rige, Som Han har lovet dem, der elsker Ham?
Jam 2:6 - men I ringeagter den fattige! Er det ikke de rige, som undertrykker jer og slæber jer for domstolen?
Jam 2:7 Spotter de ikke Det gode Navn, Som er påkaldt over jer?
Jam 2:8 Dog, hvis I opfylder Den kongelige Lov efter Skriften: "Du skal elske din næste som dig selv", da gør I ret!
Jam 2:9 Men hvis I gør forskel på folk, så synder I og afsløres af Loven som lovovertrædere!
Jam 2:10 Thi den, som holder alle Lovens [[Bud]], men [[overtræder]] eet, han bliver skyldig i dem alle!
Jam 2:11 Thi Han, Som har sagt: "Du må ikke bedrive hor", har også sagt: "Du må ikke slå ihjel"; så hvis du ikke bedriver hor, men slår ihjel, er du blevet en lovovertræder!
Jam 2:12 I skal tale og handle, som om I skulle dømmes efter Frihedens Lov.
Jam 2:13 Thi dommen er ubarmhjertig over dem, som ikke har øvet barmhjertighed - barmhjertigheden ser derimod frimodigt dommen i møde.
Jam 2:14 Hvad gavner det, mine brødre, om nogen siger, at han har tro, men ikke har gerninger? Kan troen mon frelse ham?
Jam 2:15 Thi hvis en broder eller søster er nøgen og mangler det daglige brød,
Jam 2:16 og een af jer siger til dem: "Gå bort i fred! Varm jer og mæt jer!" - men ikke giver dem det, de har behov for til legemet - hvad gavner da det?
Jam 2:17 Således er også troen, hvis den ikke har gerninger, død i sig selv!
Jam 2:18 Ja, vil nogen sige: "Du har tro, og jeg har gerninger", så vis du mig din tro uden gerninger, så vil jeg ved mine gerninger vise dig min tro!
Jam 2:19 Du tror, at Gud er Een? Det gør du ret i! Dét tror også dæmonerne - og skælver!
Jam 2:20 Veed du da ikke, du tomme menneske, at troen uden gerninger er død og unyttig?
Jam 2:21 Blev Abraham, vor fader, ikke retfærdiggjort af gerninger, da han frembar sin søn Isak [[som et offer]] på alteret?
Jam 2:22 Dér ser du, at troen virkede sammen med hans gerninger, og at troen blev fuldkommen ved gerningerne!
Jam 2:23 Dermed opfyldtes Skriften, Som siger: "Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed", og han blev kaldt "Guds ven"!"
Jam 2:24 I ser altså, at mennesket retfærdiggøres ved gerninger og ikke blot ved tro!
Jam 2:25 Var det ikke ligesådan med skøgen Rahab? Blev hun ikke retfærdiggjort ved gerninger, da hun tog imod udsendingene og slap dem ud [[af byen]] ad en anden vej?
Jam 2:26 Ligesom nemlig legemet uden ånd er dødt, således er også troen uden gerninger død!
Jam 3:1 Ikke mange [[af jer]] bør blive lærere, mine brødre, for vi veed jo, at vi skal få en desto strengere dom!
Jam 3:2 Thi vi fejler alle i mange ting. Den, som ikke fejler i tale, er en fuldkommen mand, i stand til at tøjle hele sit legeme.
Jam 3:3 Se: vi lægger bidsel i munden på hestene, for at de skal lystre os, og så kan vi styre hele deres legeme.
Jam 3:4 Ja, se endog skibene, som er så store og drives frem af stærke vinde: de styres dog af et ganske lille ror, hvor styrmanden end vil hen!
Jam 3:5 Således er også tungen kun et lille lem, men bryster sig dog af store ting. Se, hvor stor en skov en lille ild kan sætte i brand!
Jam 3:6 Også tungen er en ild! Som en verden af uretfærdighed sidder tungen blandt vore lemmer, og den smitter hele legemet og sætter livets hjul i brand - selv er den sat i brand af Helvede!
Jam 3:7 Thi al natur, både vilddyr og fugle, krybdyr og havdyr kan tæmmes og er blevet tæmmet af den menneskelige natur;
Jam 3:8 men tungen kan intet menneske tæmme, et hvileløst onde, som den er, fuld af dødbringende gift!
Jam 3:9 Med den lovpriser vi Gud, Faderen og Herren - og med den forbander vi menneskene, som er skabt i Hans billede!
Jam 3:10 Fra den selvsamme mund udgår både velsignelse og forbandelse - sådan må det ikke være, mine brødre!
Jam 3:11 Kan der fra det samme udspring strømme både ferskt og bittert vand?
Jam 3:12 Kan et figentræ, mine brødre, bære oliven eller et vintræ figener? [[Nej! Og]] lige så lidt kan en salt kilde give ferskt vand!
Jam 3:13 Hvem er viis og forstandig iblandt jer? Han må ved sin gode færd vise sine gerninger i visdommens ydmyghed!
Jam 3:14 Men hvis I bærer på bitter misundelse og selviskhed i jeres hjerter, så ros jer ikke mod Sandheden og lyv ikke mod Den!
Jam 3:15 Thi dette er ikke visdommen ovenfra, nej, den er jordisk, sjælelig, dæmonisk!
Jam 3:16 Thi hvor der er misundelse og selviskhed, er der også uorden og al slags ondskab.
Jam 3:17 Men visdommen ovenfra er først og fremmest ren, dernæst fredsommelig, forsonlig, føjelig, fuld af barmhjertighed og gode frugter, upartisk og uden hykleri.
Jam 3:18 Og retfærdighedens frugt såes i fred for dem, som stifter fred!
Jam 4:1 Hvorfra kommer ufreden og stridighederne iblandt jer? Mon ikke fra jeres begær, som fører krig i jeres lemmer?
Jam 4:2 I begærer - men har ikke! I slår ihjel og misunder - men kan ikke opnå noget! I kæmper og strider - men har intet, fordi I ikke beder!
Jam 4:3 I beder - men får ikke, fordi I beder galt: thi I beder for at øde det bort i jeres begær!
Jam 4:4 I horkarle og horkvinder! Veed I da ikke, at venskab med verden er fjendskab mod Gud? Den, som vil være verdens ven, bliver derfor Guds fjende!
Jam 4:5 Eller tror I, at det er tomme Ord, når Skriften siger: "Med nidkærhed attrår Han Den Ånd, Som Han lod tage bolig i os"?
Jam 4:6 Men desto større nåde giver Han! Derfor siger Han: "Gud står de stolte imod, men de ydmyge skænker Han nåde!"!
Jam 4:7 Underordner jer da under Gud, men stå Djævelen imod, og han skal flygte fra jer!
Jam 4:8 Hold jer nær til Gud, og Han skal holde Sig nær til jer! Rens jeres hænder, I syndere, og rens jeres hjerter, I tvesindede!
Jam 4:9 Klag og sørg og græd! Lad jeres latter vendes til klage og glæden til sorg!
Jam 4:10 Ydmyg jer for HErren, og Han skal ophøje jer!
Jam 4:11 Bagtal ikke hverandre, brødre! Thi den, som bagtaler eller dømmer sin broder, taler ondt om Loven og dømmer Loven! Men hvis du dømmer Loven, er du ikke en Lovens gører, men Dens dommer!
Jam 4:12 Een er Lovgiveren og Dommeren: Han, Som magter både at frelse og at ødelægge! Men hvem er du, at du dømmer din næste?
Jam 4:13 Og nu I, som siger: "I dag eller i morgen vil vi rejse til den og den by og blive der eet år og handle og tjene penge" -
Jam 4:14 I veed jo end ikke, hvordan dagen i morgen bliver! Hvordan er vel jeres liv? I er jo blot en damp, som kun ses en kort tid og derefter forsvinder!
Jam 4:15 I burde i stedet sige: "Om HErren vil, skal vi leve og gøre dette eller hint"!
Jam 4:16 Men nu skryder I i jeres hovmod! Enhver sådan skryden er ond!
Jam 4:17 Den, som altså veed, hvad godt han burde gøre, men ikke gør det - for ham bliver det til synd!
Jam 5:1 Og nu, I rige: græd og klag over al den ulykke, som skal komme over jer!
Jam 5:2 Jeres rigdom vil rådne, og jeres klæder blive mølædte!
Jam 5:3 Jeres guld og sølv ruster bort, og rusten på det skal vidne mod jer og æde jeres kød som ild! I har samlet jer skatte i de sidste dage -
Jam 5:4 se: den løn, I har forholdt arbejderne, som har høstet jeres marker, den råber, og høstfolkenes skrig har nået HErren Zebaoths øren!
Jam 5:5 I har ødslet og levet i luxus på jorden; I har mæsket jeres hjerter som på slagtedagen!
Jam 5:6 I har dømt den uskyldige og slået Den Retfærdige ihjel - Han gjorde ikke modstand mod jer!
Jam 5:7 Vær derfor tålmodige, brødre, indtil HErrens genkomst! Se: bonden bier på jordens dyrebare afgrøde; han venter tålmodigt på den, indtil den har fået regn, både [[vinterregn og vårregn]].
Jam 5:8 Vær også I tålmodige og styrk jeres hjerter, thi HErrens komme er nær!
Jam 5:9 Suk og klag ikke over hverandre, brødre, så at I ikke skal blive dømt. Se, Dommeren står for døren!
Jam 5:10 Mine brødre, tag som forbillede på lidelse og tålmodighed profeterne, som talte i HErrens navn.
Jam 5:11 Se, vi priser dem salige, som har holdt ud. I har hørt om Jobs udholdenhed, og I har set den udgang, HErren gav ham. Thi HErren er overmåde barmhjertig og miskundelig!
Jam 5:12 Men fremfor alle ting, mine brødre: sværg ikke, hverken ved Himlen eller ved jorden eller nogen anden ed. Nej, I skal lade jeres "ja" være et ja, og jeres "nej" et nej, for at I ikke skal falde under dom!
Jam 5:13 Lider nogen iblandt jer ondt, så skal han bede! Er nogen syg, så skal han lovsynge!
Jam 5:14 Er nogen iblandt jer syg, skal han lade Kirkens præster kalde til sig, og de skal bede for ham efter at have salvet ham med olie i HErrens navn -
Jam 5:15 og troens bøn skal frelse den, som er syg, og HErren skal oprejse ham! Og har han øvet synder, skal det tilgives ham!
Jam 5:16 Bekend da overtrædelserne for hverandre og bed for hverandre, så I kan blive helbredte. En retfærdigs bøn er virksom og magter meget!
Jam 5:17 Elias var et menneske under samme vilkår som vi; han bad indtrængende om, at det ikke måtte regne - og i tre år og sex måneder regnede det ikke på jorden !
Jam 5:18 Så bad han atter, og himlen gav regn, og jorden lod igen sin frugt skyde frem!
Jam 5:19 Brødre! Hvis een iblandt jer farer vild fra Sandheden, og nogen omvender ham,
Jam 5:20 så skal han vide, at den, som omvender en synder fra hans gale vej, har frelst hans sjæl fra døden og skjuler en mængde synder! --- [Jakobs brev.]
1Pe 1:1 Peter, Jesu Kristi apostel, [[sender hilsen]] til de udvalgte, som er udlændinge i adspredelsen i Pontus, Galatien, Kappadokien, Asien og Bitynien,
1Pe 1:2 alle I, som efter Gud Faders forudviden ved Åndens helliggørelse er udvalgte til lydighed og til at blive bestænkede med Jesu Kristi blod: nåde og fred være med jer i rigeligt mål!
1Pe 1:3 Lovet være Gud, vor HErres Jesu Kristi Fader, Som efter Sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra døde,
1Pe 1:4 til en uforgængelig og ubesmittet og uvisnelig arv, [[som er]] bevaret i Himlene til os,
1Pe 1:5 og som ved Guds kraft bevogtes ved tro til den frelse, som ligger rede til at blive åbenbaret i den sidste tid!
1Pe 1:6 Da skal I juble, selvom I nu en liden tid - om så skal være - bedrøves i mange slags prøvelser,
1Pe 1:7 for at jeres prøvede tro - som er kosteligere end guld, der dog prøves i ild, skønt det er forgængeligt - må vise sig at være til pris og ære og herlighed, når Jesus Kristus bliver åbenbaret,
1Pe 1:8 Han, Som I ikke har set og dog elsker, Han, Som I ikke kan se nu, men Som I dog tror på, og over Hvem I skal juble med en uudsigelig og herliggjort glæde,
1Pe 1:9 når I opnår målet for jeres tro: jeres sjæles frelse -
1Pe 1:10 dén frelse, som profeter har udforsket og grundet over, alle de, som profeterede om den nåde, som skulle blive os til del.
1Pe 1:11 De prøvede derved at finde ud af, hvilken eller hvad slags tid, Kristi Ånd i dem hentydede til, når Han i dem forud vidnede om Kristi lidelser og de herligheder, der skulle følge derefter.
1Pe 1:12 Thi det blev åbenbaret dem, at det ikke var sig selv, men os, de tjente med dette, som nu forkyndes jer ved dem, som forkynder jer Evangeliet ved Helligånden, Som blev sendt fra Himmelen - Dét, Som endog engle attrår at få indsigt i!
1Pe 1:13 Omgjord I derfor jeres tankers lænder, vær ædru og sæt så jeres håb fuldt og fast til den nåde, som er beredt jer ved Jesu Kristi åbenbarelse,
1Pe 1:14 som lydige børn, så I ikke længere lader jer lede af de lyster, I tidligere fulgte i jeres uvidenhed.
1Pe 1:15 Nej, ligesom Han, Som kaldte jer, er hellig, skal I også selv være hellige i al jeres færd!
1Pe 1:16 Thi det er skrevet: "Vær hellige, thi JEG ER hellig!"
1Pe 1:17 Og hvis I Som Fader påkalder Ham, Som ikke gør forskel på folk, men dømmer enhver efter hans gerning, så må I færdes i frygt, så længe I lever i udlændighed.
1Pe 1:18 Thi I veed, at det ikke var med forgængelige ting, sølv eller guld, I blev løskøbte fra det tomme liv, I havde arvet fra fædrene,
1Pe 1:19 men med dyrebart blod, som et lydeløst og pletfrit Lams: nemlig Kristi [[blod]]!
1Pe 1:20 Dertil var Han nemlig forudbestemt før verdens grundlæggelse, men blev først åbenbaret i de sidste tider for jeres skyld -
1Pe 1:21 I, som ved Ham er kommet til tro på Gud, Som har oprejst Ham fra døde og givet Ham herlighed, så at jeres tro samtidig er håb til Gud.
1Pe 1:22 Da I nu ved Ånden har renset jeres sjæle i lydighed mod Sandheden, så at I nærer oprigtig broderkærlighed, så elsk hverandre inderligt af et rent hjerte.
1Pe 1:23 Thi I er genfødte, ikke af forgængelig sæd, men uforgængelig: nemlig ved Guds Ord, Som er levende, og Som forbliver til evigheden.
1Pe 1:24 Thi "alt kød er som græs, og al dets herlighed som græssets blomster: græsset visner og dets blomst falder af,
1Pe 1:25 men HErrens Ord forbliver til evigheden!" Dette er Evangeliets Ord, Som er blevet forkyndt jer!
1Pe 2:1 Når I da har aflagt al ondskab og al svig og hykleri og misundelse og al bagtalelse,
1Pe 2:2 så attrå da som nyfødte børn den åndelige, uforfalskede mælk, for at I ved den kan voxe til frelse,
1Pe 2:3 så sandt I har "smagt, at HErren er god".
1Pe 2:4 Han, til Hvem I kommer, er Den levende Sten, Som vel er forkastet af menneskene, men udvalgt og dyrebar for Gud.
1Pe 2:5 Lad jer derfor selv som levende stene opbygges til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, så at I kan frembære åndelige ofre, der er velbehagelige for Gud ved Jesus Kristus.
1Pe 2:6 Netop derfor står der også i Skriften: "Se: Jeg lægger i Zion En Hjørnesten, udvalgt og dyrebar, og den, som tror på Ham, skal ikke blive til skamme"!
1Pe 2:7 Denne ære tilhører altså jer, som tror! Men for de ulydige vantro er Stenen, som bygherrerne forkastede, blevet til en Hovedhjørnesten
1Pe 2:8 og En Sten til fald og En Anstødsklippe! De støder sig ved deres ulydighed på Ordet - dertil var de dog også bestemte!
1Pe 2:9 Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, som skal forkynde Hans værker, Som kaldte jer fra mørket ud til Sit underfulde lys -
1Pe 2:10 I, som før ikke var et folk, men nu er Guds folk; I, som tidligere ikke fik barmhjertighed, men som nu har fundet barmhjertighed!
1Pe 2:11 I elskede! Jeg formaner jer som fremmede og udlændinge til at holde jer fra de kødelige lyster, der strider mod sjælen.
1Pe 2:12 Lad jeres færd blandt hedningene være god, for at de, som nu bagtaler jer, som om I har gjort noget galt, kan få [[jeres]] gode gerninger at se, så de kan prise Gud på Hjemsøgelsens Dag.
1Pe 2:13 Underordner jer da for HErrens skyld under enhver menneskelig ordning, enten det nu er under en konge som den øverste,
1Pe 2:14 eller under statholdere, som bliver sendt af ham til straf for dem, som gør det onde, men til ros for dem, som gør det gode.
1Pe 2:15 Thi dette er Guds vilje: at I ved at gøre godt skal lukke munden på de uforstandige mennesker, [[der taler]] i uvidenhed,
1Pe 2:16 som frie, der dog ikke misbruger friheden som et påskud til at gøre ondt - nej, som Guds tjenere.
1Pe 2:17 Ær alle, elsk brødrene, frygt Gud, ær kongen!
1Pe 2:18 I tjenestefolk: underordner jer i al frygt under jeres herrer, ikke blot de gode og rimelige, men også de urimelige!
1Pe 2:19 Thi netop da er man under nåden, om man, bunden til Gud i sin samvittighed, tåler trængslerne, også når man lider med urette!
1Pe 2:20 Thi hvad ros fortjener I, hvis I holder ud [[i trængsler]], når I har syndet og bliver straffet for det? Lider I derimod, skønt I har gjort det gode og finder jer i det, så vækker det velbehag hos Gud!
1Pe 2:21 Det var jo dét, I blev kaldede til - thi Kristus har jo også lidt for jer og derved efterladt jer et exempel, for at I skulle følge i Hans fodspor,
1Pe 2:22 Han, Som "ikke gjorde synd, og i Hvis mund der heller ikke fandtes svig",
1Pe 2:23 Han, Som ikke skældte igen, når Han blev udskældt, og ikke truede, når Han led, men overlod det til Ham, Som dømmer retfærdigt!
1Pe 2:24 Han, Som Selv bar vore synder på Sit legeme op på træet, for at vi, når vi er døde fra synderne, skal leve i retfærdighed, ja: "Han, ved Hvis sår I fik lægedom!"
1Pe 2:25 Thi I var som vildfarne får, men har nu omvendt jer til jeres sjæles Hyrde og Biskop!
1Pe 3:1 Ligeså skal I hustruer underordne jer under jeres mænd, for at de, hvis de er ulydige mod Ordet, ved hustruernes livsførelse skal vindes uden ord,
1Pe 3:2 når de ser jeres rene, gudfrygtige livsførelse.
1Pe 3:3 Jeres pryd skal ikke være det ydre: hårfletninger og guldsmykker eller kostbare klæder,
1Pe 3:4 men hjertets skjulte menneske med den uforgængelige pryd: en sagtmodig og stille ånd - den er dyrebar for Gud.
1Pe 3:5 Thi således smykkede de hellige kvinder, som håbede på Gud, sig også tidligere: de underordnede sig deres mænd,
1Pe 3:6 ligesom Sara adlød Abraham og kaldte ham "herre". Hendes børn bliver I, hvis I gør godt og ikke lader jer skræmme af noget!
1Pe 3:7 Ligeså skal I mænd leve forstandigt med jeres hustruer som med et svagere kar, idet I viser dem ære, da de jo også er medarvinger til nåden: [[det evige]] liv, så at jeres bønner ikke skal blive hindret.
1Pe 3:8 Slutteligt: tænk alle eens, vær medfølende, broderkærlige, barmhjertige, venlige og ydmyge!
1Pe 3:9 Gengæld ikke ondt med ondt eller skældsord med skældsord! Nej, tværtimod skal I velsigne og vide, at I kaldtes til dette: at I skulle arve velsignelse!
1Pe 3:10 Thi "den, som vil elske livet og se gode dage, må afholde sin tunge fra ondt og sine læber fra at tale svig.
1Pe 3:11 Han må vende sig fra det onde og gøre godt! Han må søge fred, ja, jage efter den!
1Pe 3:12 Thi HErrens øjne følger den retfærdige, og Hans ører er vendt til hans bøn; men HErrens åsyn er imod dem, som gør det onde!"
1Pe 3:13 Og hvem skulle kunne skade jer, hvis I er ivrige efter at gøre det gode?
1Pe 3:14 Selvom I også skulle lide for retfærdighedens skyld, er I dog salige! Så frygt dem ikke, og lad jer ikke forfærde!
1Pe 3:15 Nej, hold Jesus Kristus hellig Som Herre i jeres hjerter, og vær altid rede til at forsvare jer overfor enhver, som kræver jer til regnskab for det håb, I har, - dog med sagtmodighed og frygt -
1Pe 3:16 så I har en god samvittighed, for at de, som spotter jeres gode færd i Kristus, skal blive til skamme, når de bagtaler jer, som om I har handlet ondt.
1Pe 3:17 Thi det er bedre - om det er Guds vilje - at lide, når man gør godt, end når man har gjort det onde.
1Pe 3:18 Thi Kristus Selv led døden een gang for syndere - Een Retfærdig for [[alle de]] uretfærdige - for at Han kunne føre os til Gud! Han døde ganske vist i kødet, men blev levendegjort ved Ånden!
1Pe 3:19 I Ånden drog Han også ned og prædikede for de ånder, som er i fangenskab,
1Pe 3:20 de, som tidligere havde været ulydige, dengang Gud biede i langmodighed i Noas dage, mens dén ark blev bygget, i hvilken få, nemlig otte sjæle frelstes gennem vand,
1Pe 3:21 dét [[vand]], ved hvilket også vi nu frelses i dets afbillede: dåben, som ikke er en ydre renselse for snavs, men En god samvittigheds Pagt med Gud ved Jesu Kristi opstandelse,
1Pe 3:22 Han, Som er ved Guds højre, efter at Han er faret op til Himmelen, og engle og Myndigheder og Magter er blevet Ham underlagt!
1Pe 4:1 Da Kristus nu har lidt for os i kødet, må også I styrke jer ved denne tanke: at den, som har lidt i kødet, har brudt med synden,
1Pe 4:2 så at han ikke længere skal leve efter menneskelige lyster, men efter Guds vilje resten af sin tid i kødet.
1Pe 4:3 Thi det er nok, at I hidtil har gjort hedningernes vilje og har levet i skamløshed, begær, druk og fester, fylderi og forkastelig afgudsdyrkelse,
1Pe 4:4 så [[hedningerne]] nu undrer sig over, at I ikke længere følger dem i deres strøm af udskejelser - og spotter jer for det!
1Pe 4:5 Dog, de skal aflægge regnskab for Ham, Som er rede til at dømme levende og døde!
1Pe 4:6 Thi derfor forkyndtes Evangeliet også for de døde: for at de vel skulle dømmes som mennesker i kødet, men dog leve i Ånden, ligesom Gud!
1Pe 4:7 Men alle tings ende er nær! Vær derfor besindige og ædru, så I kan overholde bønnerne!
1Pe 4:8 Fremfor alt skal I have inderlig kærlighed til hverandre, for kærligheden skjuler en mængde synder.
1Pe 4:9 Vær gæstfri mod hverandre uden at klage.
1Pe 4:10 Tjen hverandre, enhver med den nådegave, han har fået, som gode husholdere over Guds mangfoldige nåde.
1Pe 4:11 Den, som taler, skal tale som Guds Ord! Den, som er diakon, skal tjene med den kraft, Gud giver, for at Gud må blive æret i eet og alt ved Jesus Kristus, Hvem æren og magten tilhører i evighedernes evighed! Amen!
1Pe 4:12 I elskede! Undrer jer ikke over den prøvelsens ild, der kommer over jer, som om der skete jer noget underligt.
1Pe 4:13 Nej, glæd jer i samme grad, som I har del i Kristi lidelser, for at I også kan juble, når Hans herlighed åbenbares.
1Pe 4:14 Hvis I spottes i Kristi navn, er I salige, thi herlighedens og kraftens, ja, Guds Ånd hviler over jer! Vel spottes Han for [[hedningerne]], men for jer æres Han.
1Pe 4:15 Ingen af jer må lide som morder eller tyv eller ugerningsmand eller som een, som blander sig i andres sager;
1Pe 4:16 men hvis nogen lider, fordi han er kristen, så skal han ikke skamme sig, nej, han skal lovprise Gud for dette navn!
1Pe 4:17 Thi Dommens tid er inde, og Den skal begynde med Guds hus! Men hvis Den begynder med os, hvad skal det da ende med for dem, som er ulydige mod Guds Evangelium?
1Pe 4:18 Og hvis de retfærdige [[kun]] frelses med nød og næppe, hvordan skal det da gå de ugudelige syndere?
1Pe 4:19 Derfor må også de, som lider efter Guds vilje, overgive deres sjæle til Den trofaste Skaber, mens de gør det gode.
1Pe 5:1 Præsterne iblandt jer formaner jeg som embedsbroder, som vidne om Kristi lidelser og som een, der også har del i den kommende herlighed, som skal åbenbares:
1Pe 5:2 vogt den Guds hjord, som er jeres! Før tilsyn, ikke af tvang, men frivilligt efter Guds vilje, heller ikke for ussel vindings skyld, men af et villigt hjerte,
1Pe 5:3 heller ikke som om I er herskere over dem, der er jer betroet, nej, vær hjorden et forbillede -
1Pe 5:4 og når Overhyrden bliver åbenbaret, skal I få herlighedens uvisnelige krone!
1Pe 5:5 Ligeså skal I unge underordne jer de ældre. Men vær alle iklædte ydmyghed mod hverandre, for "Gud står de stolte imod, men de ydmyge giver Han nåde"!
1Pe 5:6 Ydmyg jer derfor under Guds stærke hånd, for at Han kan ophøje jer i besøgelsens tid.
1Pe 5:7 Kast alle jeres bekymringer på Ham, thi Han har omsorg for jer.
1Pe 5:8 Vær ædru og våg! For jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve, søgende, hvem han kan opsluge!
1Pe 5:9 Modstå ham, faste i troen! I veed jo, at de samme lidelser er lagt på alle jeres brødre i hele verden.
1Pe 5:10 Men al nådens Gud, Som har kaldet jer til Sin evige herlighed i Kristus Jesus, skal Selv - efter at I en kort stund har lidt - fuldkommengøre, styrke, stadfæste og grundfæste jer!
1Pe 5:11 Ham være æren og magten i evighedernes evighed! Amen!
1Pe 5:12 Ved hjælp fra Silvanus, som jeg holder for at være en trofast broder, har jeg skrevet til jer i korthed, idet jeg formaner og vidner, at det i sandhed er Guds nåde, I står i!
1Pe 5:13 Kirken i Babylon, som er udvalgt sammen med jer, hilser jer! Ligeså Markus, min søn!
1Pe 5:14 Hils hverandre med kærligheds kys! Fred være med alle jer, som er i Kristus Jesus! Amen! --- [Peters første katolske brev.]
2Pe 1:1 Simon Peter, Jesu Kristi træl og apostel, [[sender hilsen]] til dem, som på lige fod med os har fået del i den dyrebare tro ved Guds, ja, Frelseren Jesu Kristi retfærdighed:
2Pe 1:2 nåde være med jer og fred i rigt mål ved kundskab om Gud, ja, Jesus vor HErre,
2Pe 1:3 Som ved Sin guddommelige magt allerede har givet os alt, hvad der tjener til liv og gudsfrygt, ved kundskaben om Ham, Som har kaldet os ved Sin Egen krafts herlighed.
2Pe 1:4 Gennem den har Han givet os de umådeligt store og dyrebare løfter, for at I ved dem skal blive delagtige i guddommelig natur, idet I flygter fra den fordærvelse i verden, [[som virkes af]] begæret.
2Pe 1:5 Netop derfor må I med al iver i troen vise jeres dyd, i dyden kundskab,
2Pe 1:6 i kundskaben afholdenhed, i afholdenheden udholdenhed, i udholdenheden gudsfrygt,
2Pe 1:7 i gudsfrygten broderkærlighed, og i broderkærligheden kærlighed [[til alle]]!
2Pe 1:8 Thi hvis alt dette findes hos jer, og dét i rigeligt mål, så lader det jer ikke være uvirksomme eller ufrugtbare i kundskaben om vor HErre Jesus Kristus.
2Pe 1:9 Men den, hos hvem dette ikke er tilstede, han er kortsynet, ja, blind, da han har glemt alt om, [[at han er blevet]] renset fra sine tidligere synder.
2Pe 1:10 Derfor, brødre, vær desto ivrigere efter ved jeres gode gerninger at gøre jeres kald og udvælgelse fast! Thi gør I dette, skal I aldrig snuble,
2Pe 1:11 thi så skal der rigeligt gives jer indgang i vor HErres og Frelsers Jesu Kristi evige Rige!
2Pe 1:12 Derfor vil jeg ikke undlade altid at påminde jer om disse ting, selvom I veed det og er grundfæstede i den sandhed, som er givet jer.
2Pe 1:13 Men jeg mener det rigtigt, så længe jeg er i dette telt, at vække jer ved den slags påmindelser,
2Pe 1:14 fordi jeg veed, at nedlæggelsen af mit telt er nær forestående, som vor HErre Jesus Kristus har åbenbaret mig det,
2Pe 1:15 og jeg vil altid ivre for at få jer til efter min bortgang at ihukomme disse ting.
2Pe 1:16 Thi da vi kundgjorde jer vor HErres Jesu Kristi magtfulde genkomst fulgte vi ikke udspekulerede myter - nej, vi har været øjenvidner til Hans herlighed!
2Pe 1:17 Thi Han fik ære og herlighed fra Gud Fader, da en røst lød til Ham fra Den majestætiske Herlighed: "Denne er Min Søn, Den Elskede, i Hvem Jeg har velbehag!"
2Pe 1:18 Og denne røst hørte vi lyde fra Himmelen, da vi var sammen med Ham på Det hellige Bjerg!
2Pe 1:19 Desto fastere står da også Det profetiske Ord for os, og I gør vel, om I holder jer til Det, Som et Lys, Der skinner på et mørkt sted, indtil Dagen oprinder og Morgenstjernen opgår i jeres hjerter!
2Pe 1:20 Viid da som det første dette: at ingen profeti i Skriften er kommet ved [[profetens]] egen tydning!
2Pe 1:21 Thi aldrig er nogen profeti frembragt ved et menneskes vilje; nej, drevne af Helligånden talte de hellige mennesker [[Ord]] fra Gud!
2Pe 2:1 Men der fremstod jo falske profeter blandt folket, ligesom der også blandt jer skal komme vranglærere, som vil lade en vranglære, der fører til fortabelse, snige sig ind, så folk til og med vil fornægte Den HErre, Som har løskøbt dem, og på den måde føre en brat undergang over sig selv!
2Pe 2:2 Og mange vil følge dem i deres fordærvelse, og for deres skyld vil Sandhedens Vej blive spottet!
2Pe 2:3 I havesyge vil de udnytte jer med opdigtede ord - men dommen over dem har allerede fra ældgammel tid været virksom, og deres fortabelse slumrer ikke!
2Pe 2:4 Thi når Gud ikke sparede de engle, som havde syndet, men kastede dem i mørkets afgrund, hvor de i lænker holdes i varetægt til Dommen,
2Pe 2:5 og når Han ikke skånede den gamle verden, men kun bevarede Noa selvottende, retfærdighedens herold, da Han sendte en stormflod over den ugudelige verden,
2Pe 2:6 og når Han lagde byerne Sodoma og Gomorra i aske og dømte dem til undergang og derved satte dem som et afskrækkende exempel for dem, der senere ville leve ugudeligt,
2Pe 2:7 men befriede den retfærdige Lot, som plagedes hårdt af de lovløses ryggesløse livsførelse,
2Pe 2:8 - ja, denne retfærdige, der boede midt iblandt dem, pintes dag efter dag i sin retfærdige sjæl ved at se og høre deres lovløse gerninger -
2Pe 2:9 så veed HErren også at befri de gudfrygtige ud af prøvelserne..... men også at bevogte de uretfærdige til at blive straffede på Dommens Dag,
2Pe 2:10 især dem, som i urent begær vandrer efter kødet, og som foragter Herredømmerne, de vovehalse, de selvsikre, som uden at skælve spotter høje englemagter,
2Pe 2:11 mens ikke engang engle, som er større [[end dem]] både i styrke og magt, tør fremføre en spottende dom mod dem overfor HErren!
2Pe 2:12 Men disse, der er som uforstandige dyr, som af naturen er født til fangenskab og til at gå til grunde, spotter ting, som de ikke kender til - i deres undergang skal de da også ødelægges fuldstændigt!
2Pe 2:13 De skal komme til at lide den straf, som er uretfærdighedens løn, de, som har deres lyst i svir ved højlys dag! De er skændsler og skampletter, de mæsker sig i deres begær, når de holder måltid sammen med jer.
2Pe 2:14 Deres øjne søger kun skøger, og hvileløst søger de åbenlyst synd! De forfører ubefæstede sjæle, deres hjerter er opøvede i grådighed - de er fortabelsens børn!
2Pe 2:15 Thi de har forladt Den sande Vej og er vildførte! De følger Bileams, Beors søns vej, han, som elskede uretfærdighedens løn!
2Pe 2:16 Men han blev irettesat for sin egen lovløshed, da et umælende trækdyr talte med menneskerøst og hindrede profeten i sin galskab.
2Pe 2:17 Disse mænd er vandløse brønde, tågeskyer, som drives af vinden; for dem er det dybeste mørke for evigt holdt rede!
2Pe 2:18 Thi idet de taler store, tomme ord, forfører de med kødets begær i skamløs færd dem, som indtil da havde undsluppet dem, der vandrer i vildfarelse.
2Pe 2:19 De lover dem frihed - men selv er de forgængeligheds trælle! Thi dét, man ligger under for, er man også slave af.
2Pe 2:20 Thi hvis de ved kundskab om vor HErre og Frelser Jesus Kristus har undflyet verdens besmittelse, men så atter bliver indfanget i den, så de ligger under for den, da bliver dette sidste værre for dem end det første!
2Pe 2:21 Thi det havde været bedre for dem ikke at have kendt Retfærdighedens Vej, end at have kendt den og så atter vende sig bort fra det hellige bud, som er overleveret dem!
2Pe 2:22 Dem vederfares det, som så sandt siges i ordsproget: "En hund vender sig om til sin egen afføring", og: "En nyvasket so vælter sig strax i sølet"!
2Pe 3:1 Dette, mine kære, er allerede det andet brev, jeg skriver til jer. I dem begge har jeg forsøgt ved påmindelse at vække jeres rene tanker
2Pe 3:2 til at mindes De Ord, som de hellige profeter tidligere har talt, og det bud, jeres apostle har fra HErren og Frelseren.
2Pe 3:3 Viid da som det første dette: at der i de sidste dage skal komme spottere, som lever efter deres egne lyster
2Pe 3:4 og hånligt siger: "Hvad bliver det så til med løftet om Hans genkomst? Thi fra fædrene sov ind, er alt jo blevet ved med at være, som det har været fra skabelsens begyndelse!"
2Pe 3:5 Når de påstår dette, er de åbenbart blinde for, at der fra gammel tid var himle til og en jord, som var blevet til ved Guds Ord, og som bestod ved vand,
2Pe 3:6 ved hvilket den daværende verden da også gik under, da den blev oversvømmet af vand!
2Pe 3:7 Men de nuværende himle og jorden bliver ved Det samme HErrens Ord bevaret til ilden; de holdes oppe til Dommens Dag, på Hvilken de ugudelige mennesker skal fortabes!
2Pe 3:8 Men dette eene må ikke være skjult for jer, mine kære: at een dag for HErren er som tusinde år, og tusinde år som een dag.
2Pe 3:9 At HErren ikke [[strax]] opfylder løftet, er ikke tøven, som nogle holder udsættelsen for; nej: Han er langmodig med jer for jeres skyld, fordi Han ikke vil, at nogen af jer skal fortabes, men at alle må nå til omvendelse!
2Pe 3:10 Men HErrens Dag skal komme som en tyv om natten. Da skal himlene forgå med et vældigt brag, elementerne skal komme i brand og opløses, og jorden og alt [[menneske-]]værk på den skal brænde op!
2Pe 3:11 Da alt således skal gå i opløsning, hvor bør I da ikke vandre i hellighed og gudsfrygt,
2Pe 3:12 idet I venter på, ja, fremskynder Guds Dags komme, på Hvilken Himlene skal komme i brand og opløses, og elementerne skal komme i brand og smelte!
2Pe 3:13 Men efter Hans løfter venter vi "nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor"!
2Pe 3:14 Derfor, mine kære, da I nu venter disse ting, så gør jer flid for at blive fundet pletfri og ubesmittede for Ham i fred.
2Pe 3:15 Og regn vor HErres langmodighed for at være jer til frelse, ligesom vor elskede broder Paulus efter den visdom, som er ham givet, har skrevet til jer
2Pe 3:16 i alle sine breve, når han i dem taler om disse ting. I dem er der eet og andet, som er svært at forstå, og de ulærde og ubefæstede fordrejer dette - som de også gør det med De øvrige Skrifter - til deres egen fortabelse!
2Pe 3:17 Derfor, mine kære, da I på forhånd veed dette, så vogt jer, så I ikke skal blive revet med i de lovløses vildfarelse og falde fra jeres egen fasthed [[i troen]].
2Pe 3:18 Nej, vox i nåde og kundskab om vor HErre og Frelser Jesus Kristus! Ham være æren, både nu og til evighedens Dag! Amen! --- [Peters andet...]
1Jo 1:1 Det, Som var fra begyndelsen, Det, vi hørte, Det, vi har set med vore egne øjne, Det, vi så og vore hænder berørte: Livets Ord -
1Jo 1:2 og Livet blev åbenbaret, og vi har set Det, og vi vidner og forkynder for jer Livet, Det evige, Som var hos Faderen og blev åbenbaret for os -
1Jo 1:3 Det, Som vi altså har set og hørt, forkynder vi også for jer, for at også I skal have samfund med os; og vort samfund er med Faderen og med Hans Søn, Jesus Kristus!
1Jo 1:4 Dette skriver vi til jer, for at vor glæde kan blive fuldkommen.
1Jo 1:5 Og dette er det budskab, vi har hørt af Ham og forkynder jer: Gud er Lys, og der er slet intet mørke i Ham!
1Jo 1:6 Hvis vi siger, at vi har samfund med Ham og dog vandrer i mørket, så lyver vi og vandrer ikke efter sandheden!
1Jo 1:7 Men hvis vi vandrer i Lyset, ligesom Han er i Lyset, så har vi samfund med hverandre, og Jesu Kristi, Hans Søns blod renser os fra al synd.
1Jo 1:8 Hvis vi siger, at vi ikke har synd, bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os!
1Jo 1:9 Men hvis vi bekender vore synder, er Han trofast og retfærdig, så at Han forlader os synderne og renser os fra al uretfærdighed!
1Jo 1:10 Hvis vi siger, at vi ikke har syndet, gør vi Ham til løgner, og Hans Ord er ikke i os!
1Jo 2:1 Mine børn! Dette skriver jeg til jer, for at I ikke skal synde. Men hvis nogen synder, har vi En retfærdig Talsmand hos Faderen: nemlig Jesus Kristus!
1Jo 2:2 Han er En Soning for vore synder, ja, ikke blot for vore, men for hele verdens!
1Jo 2:3 Og deraf veed vi, at vi kender Ham: om vi holder Hans bud!
1Jo 2:4 Den, som siger: "Jeg kender Ham", og ikke holder Hans bud, er en løgner, og sandheden er ikke i ham!
1Jo 2:5 Men den, som holder [[fast ved]] Hans Ord - sandelig: i ham er Guds kærlighed fuldkommet! Deraf veed vi, at vi er i Ham!
1Jo 2:6 Den, som siger, at han er i Ham, skylder også at vandre således, som Han vandrede.
1Jo 2:7 Kære brødre! Det er ikke et nyt bud, jeg skriver til jer, men et gammelt bud, som I har haft fra begyndelsen. Det gamle bud er Det Ord, I hørte fra begyndelsen.
1Jo 2:8 Og dog er det et nyt bud, jeg skriver til jer, og det er sandt i Ham og i jer; thi mørket viger, og Det sande Lys skinner allerede!
1Jo 2:9 Den, som siger, at han er i Lyset, og dog hader sin broder, er stadig i mørket!
1Jo 2:10 Den, som elsker sin broder, bliver i Lyset, og der er intet anstødeligt i ham.
1Jo 2:11 Men den, som hader sin broder, er i mørket, han vandrer i mørket og veed ikke, hvor han går, for mørket har blindet hans øjne.
1Jo 2:12 Jeg skriver til jer, I børn, fordi jeres synder er tilgivet i Hans navn.
1Jo 2:13 Jeg skriver til jer, I fædre, fordi I har kendt Ham fra begyndelsen. Jeg skriver til jer, I unge mænd, fordi I har besejret Den Onde. Jeg skriver til jer, I småbørn, fordi I kender Faderen.
1Jo 2:14 Jeg har skrevet til jer, I fædre, fordi I har kendt Ham fra begyndelsen. Jeg har skrevet til jer, I unge mænd, fordi I er stærke, og Guds Ord bliver i jer, og I har overvundet Den Onde.
1Jo 2:15 Elsk ikke verden, ej heller det, som er i verden! Hvis nogen elsker verden, er Faderens kærlighed ikke i ham!
1Jo 2:16 Thi alt det, der er i verden: kødets begær og øjnenes begær og rigdommens hovmod, er ikke af Faderen, men af verden!
1Jo 2:17 Og verden og dens begær forgår; men den, som gør Guds vilje, bliver til evigheden!
1Jo 2:18 Børnlille! Nu er det den sidste time! Og hvis I har hørt, at Antikrist kommer - og allerede nu er mange antikrister fremstået! - så veed vi deraf, at det er den sidste time!
1Jo 2:19 De er udgået fra os, men de var ikke af os, for hvis de havde været af os, var de jo forblevet hos os. Men de [[forlod os]], for at det skulle åbenbares, at ikke alle er af os!
1Jo 2:20 Men I har en salvelse fra Den hellige og forstår alle ting!
1Jo 2:21 Jeg skriver ikke til jer, fordi I ikke forstår sandheden, men netop fordi I forstår den og veed, at ingen løgn er af sandheden.
1Jo 2:22 Hvem er løgneren, uden den, som nægter, at Jesus er Kristus, [[Den Salvede]]? Det er Antikrist: han, som fornægter Faderen og Sønnen!
1Jo 2:23 Enhver, som fornægter Sønnen, har heller ikke Faderen! Den, som bekender Sønnen, har også Faderen!
1Jo 2:24 I, derfor: lad Dét, I hørte fra begyndelsen, blive i jer! Hvis Dét, I hørte fra begyndelsen, bliver i jer, bliver I også i Faderens Søn!
1Jo 2:25 Og dette er det løfte, Han gav os: det evige liv!
1Jo 2:26 Dette har jeg skrevet til jer om dem, som forfører jer.
1Jo 2:27 Og den salvelse, I selv har fået af Ham, bliver i jer, og I har ikke brug for, at nogen belærer jer. For hvad denne, Hans salvelse, lærer jer om alle ting, er virkelig sandhed og ikke løgn. Ligesom Han altså lærte jer, sådan skal I forblive i Ham.
1Jo 2:28 Og nu, børnlille! Bliv i Ham, så vi kan have frimodighed, når Han åbenbares, og ikke skal beskæmmes [[ved at blive]] bortviste fra Ham ved Hans komme!
1Jo 2:29 Når I veed, at Han er retfærdig, forstår I også, at enhver, som øver retfærdighed, er født af Ham.
1Jo 3:1 Se dog, hvor stor kærlighed, Faderen har vist os: at vi skal kaldes Guds børn - og vi er det! Derfor kender verden os ikke: fordi den ikke kender Ham.
1Jo 3:2 I elskede! Nu er vi Guds børn, og endnu er det ikke åbenbaret, hvad vi skal blive. Men vi veed, at når Han åbenbares, skal vi blive Ham lige, thi vi skal se Ham, Som Han er!
1Jo 3:3 Og enhver, som har dette håb til Ham, renser sig selv, ligesom Han er ren.
1Jo 3:4 Enhver, som begår synd, begår også lovbrud - ja, synd er lovbrud!
1Jo 3:5 Og I veed, at Han blev åbenbaret for at borttage vore synder, og at der er ikke synd i Ham!
1Jo 3:6 Enhver, som bliver i Ham, synder ikke. Enhver, som synder, har hverken set Ham eller kendt Ham!
1Jo 3:7 Børnlille, lad ingen føre jer vild! Den, der øver retfærdighed, er retfærdig, ligesom Han er retfærdig.
1Jo 3:8 Den, der begår synd, er af Djævelen, thi Djævelen har syndet fra begyndelsen. Derfor blev Guds Søn åbenbaret: for at gøre ende på Djævelens gerninger!
1Jo 3:9 Enhver, som er født af Gud, øver ikke synd, thi Guds sæd bliver i ham, og han kan ikke synde, thi han er født af Gud!
1Jo 3:10 Derpå kendes Guds børn og Djævelens børn: enhver, som ikke øver retfærdighed, er ikke af Gud, ej heller den, som ikke elsker sin broder!
1Jo 3:11 Thi dette er det budskab, I hørte fra begyndelsen: at vi skal elske hverandre!
1Jo 3:12 Ikke som Kain, der var af Den Onde og dræbte sin broder. Og hvorfor dræbte han ham? Fordi hans gerninger var onde, men hans broders var retfærdige!
1Jo 3:13 I skal ikke undre jer, brødre, hvis verden hader jer!
1Jo 3:14 Vi veed, at vi er gået over fra døden til Livet, fordi vi elsker brødrene. Den, som ikke elsker sin broder, forbliver i døden!
1Jo 3:15 Enhver, som hader sin broder, er en morder - og I veed, at ingen morder har evigt liv blivende i sig!
1Jo 3:16 Derpå kender vi kærligheden: at Han satte Sit liv til for os! Også vi skylder derfor at sætte livet til for brødrene!
1Jo 3:17 Men den, som lever på verdens vis og ser sin broder lide nød og lukker sit hjerte for ham - hvordan skulle Guds kærlighed kunne blive i ham?
1Jo 3:18 Mine børn! Lad os ikke elske med ord eller med tungen, men i sand gerning!
1Jo 3:19 Derpå veed vi, at vi er af Sandheden - og for Hans åsyn skal vi overbevise vore hjerter om det -:
1Jo 3:20 at hvis vort hjerte fordømmer os, er Gud større end vort hjerte og veed alle ting!
1Jo 3:21 I elskede! Hvis vort hjerte ikke fordømmer os, har vi frimodighed overfor Gud.
1Jo 3:22 Og hvad end vi beder om, får vi af Ham, fordi vi holder Hans bud og gør det, som er Ham til behag.
1Jo 3:23 Og dette er Hans bud: at vi skal tro på Hans Søns Jesu Kristi navn og elske hverandre, som Han har befalet os det.
1Jo 3:24 Og den, som holder [[Guds]] bud, bliver i [[Gud]], og [[Gud]] i ham; deraf veed vi, at [[Gud]] bliver i os: af Ånden, som Han gav os!
1Jo 4:1 I elskede! Tro ikke enhver ånd, nej, prøv ånderne, om de er af Gud! Thi mange falske profeter er udgået i verden!
1Jo 4:2 Derpå kender I Guds Ånd: enhver ånd, som bekender, at Jesus er Kristus, kommet i kød, er af Gud!
1Jo 4:3 Og enhver ånd, som ikke bekender, at Jesus er Kristus, kommet i kød, er ikke af Gud, nej, det er Antikrists ånder, ham, om hvem I har hørt, at han skal komme - ja, allerede nu er han i verden!
1Jo 4:4 I, børnlille, er af Gud og har overvundet dem; thi Ham, Som er i jer, er større end ham, som er i verden!
1Jo 4:5 De er af verden, derfor taler de af verden og verden hører dem.
1Jo 4:6 Vi er af Gud! Den, som kender Gud, hører på os. Den, som ikke er af Gud, hører ikke på os. Derpå kender vi Sandhedens Ånd og vildfarelsens ånd!
1Jo 4:7 I elskede, lad os elske hverandre! Thi kærligheden er fra Gud, og enhver, som elsker, er født af Gud og kender Gud.
1Jo 4:8 Den, som ikke elsker, kender ikke Gud - thi Gud er kærlighed!
1Jo 4:9 Derved blev Guds kærlighed åbenbaret for os: ved at Gud sendte Sin Søn, Den Eenbårne, til verden, for at vi skal leve ved Ham!
1Jo 4:10 Deri er kærligheden: ikke at vi elsker Gud, men i at Han elsker os og har sendt Sin Søn Som soning for vore synder!
1Jo 4:11 I elskede! Når Gud således har elsket os, er vi også skyldige at elske hverandre!
1Jo 4:12 Ingen har nogensinde set Gud; hvis vi elsker hinanden, bliver Gud i os, og Hans kærlighed bliver fuldkommet i os.
1Jo 4:13 Deraf veed vi, at vi er i Ham og Han i os: at Han har givet os af Sin Ånd!
1Jo 4:14 Og vi har set det og vidner, at Faderen har sendt Sønnen Som verdens Frelser!
1Jo 4:15 Den, som derfor bekender, at Jesus er Guds Søn, i ham bliver Gud, og han bliver i Gud!
1Jo 4:16 Og vi har erkendt og troet den kærlighed, Som Gud har til os. Gud er kærlighed, og den, som bliver i kærligheden, bliver i Gud og Gud bliver i ham!
1Jo 4:17 Derfor er kærligheden blevet fuldkommet i os: for at vi skal have frimodighed på Dommens Dag. Thi Som Han er, er også vi i denne verden!
1Jo 4:18 Frygt er ikke i kærligheden, nej, den fuldkomne kærlighed driver frygten ud! Thi frygt har [[med]] straf [[at gøre]], og den, som frygter, er ikke blevet fuldkommet i kærligheden!
1Jo 4:19 Vi, derfor - lad os elske Ham; thi Han elskede os først!
1Jo 4:20 Hvis nogen siger, at han elsker Gud og dog hader sin broder, er han en løgner! Thi den, som ikke elsker sin broder, som han har set, hvordan skulle han kunne elske Gud, Som han ikke har set?
1Jo 4:21 Og dette bud har vi fra Ham: at den, som elsker Gud, også må elske sin broder!
1Jo 5:1 Enhver, som tror, at Jesus er Kristus, er født af Gud! Og enhver, som elsker [[Gud]], Som har født Ham, elsker også Den, Som er født af Ham!
1Jo 5:2 Deraf veed vi, at vi elsker Guds børn: at vi elsker Gud og vi holder Hans bud!
1Jo 5:3 Thi dette er kærlighed til Gud: at vi holder Hans bud; og Hans bud er ikke tunge!
1Jo 5:4 Thi alt det, som er født af Gud, sejrer over verden; og dette er den sejr, som har besejret verden: vor tro!
1Jo 5:5 Men hvem er den, som besejrer verden, uden den, som tror, at Jesus er Guds Søn?
1Jo 5:6 Han er DEN, SOM ER KOMMET med vand og blod: Jesus Kristus. Ikke blot med vandet, nej, med vandet og blodet! Og Ånden er Den, Som vidner, thi Ånden er Sandheden!
1Jo 5:7 Thi Tre er De, Som vidner i Himmelen: Faderen, Ordet og Helligånden. Og Disse Tre er Eet!
1Jo 5:8 Og tre er de, som vidner på jorden: Ånden og vandet og blodet - og de tre [[samstemmer]]!
1Jo 5:9 Hvis vi tager imod menneskers vidnesbyrd, er Guds vidnesbyrd større; thi dette er Guds vidnesbyrd: Han vidner om Sin Søn!
1Jo 5:10 Den, som tror på Guds Søn, har Guds vidnesbyrd i sig selv. Den, som ikke tror på Gud, Sønnen, har gjort Ham til en løgner, fordi han ikke har troet på det vidnesbyrd, Gud vidner om Sin Søn!
1Jo 5:11 Og dette er vidnesbyrdet: at Gud har givet os evigt liv, og dette liv er i Hans Søn!
1Jo 5:12 Den, som har Sønnen, har Livet! Den, som ikke har Guds Søn, har ikke Livet!
1Jo 5:13 Dette har jeg skrevet til jer, som tror på Guds Søns navn, for at I skal vide, at I har evigt liv, og for at I skal tro på Guds Søns navn!
1Jo 5:14 Og dette er den frimodighed, vi har overfor Ham: at hvis vi beder om noget efter Hans vilje, så hører Han os!
1Jo 5:15 Og når vi veed, at Han hører os, hvad end vi beder om, så veed vi også, at vi allerede har fået det, vi bad om, af Ham.
1Jo 5:16 Hvis nogen ser sin broder begå en synd, som ikke er til døden, skal han bede, og [[Gud]] vil give ham liv - den, som altså ikke synder til døden. Der er en synd til døden - det er ikke om den, jeg siger, at han skal bede!
1Jo 5:17 Enhver uret er synd, men der er synd, som ikke er til døden.
1Jo 5:18 Vi ved, at enhver, som er født af Gud, ikke synder. Men den, som er født af Gud, vogter sig selv - og Den Onde kan ikke røre ham!
1Jo 5:19 Vi veed, at vi er af Gud, og at hele verden er i Den Ondes vold!
1Jo 5:20 Og vi veed, at Guds Søn er kommet og har givet os forstand til at kende Sandheden. Og vi er i Den Sande, i Hans Søn, Jesus Kristus - Han er Den sande Gud og Det evige Liv!
1Jo 5:21 Børnlille! Vogt jer for afguderne! Amen! --- [Johannes' første katolske brev.]
2Jo 1:1 Præsten [[sender hilsen]] til Den udvalgte Frue og Hendes børn, som jeg elsker i sandhed, ja, ikke blot jeg, men alle, som har erkendt Sandheden!
2Jo 1:2 [[Dem elsker vi]] for Dén Sandheds skyld, Som er i jer og Som skal være med os til evigheden:
2Jo 1:3 nåde, miskundhed og fred fra Gud Fader, ja, fra HErren, Jesus Kristus, Faderens Søn, være med os i sandhed og kærlighed!
2Jo 1:4 Jeg glæder mig inderligt, fordi jeg har fundet nogle af Dine børn vandrende i Sandheden, efter det bud, vi fik fra Faderen!
2Jo 1:5 Og nu beder jeg Dig, Frue, ikke som om jeg gav Dig et nyt bud, nej, det er det samme, som vi har haft fra begyndelsen, nemlig at vi skal elske hverandre!
2Jo 1:6 Og dette er kærligheden: at vi vandrer efter Hans bud! Dette er det bud, som I hørte fra begyndelsen: at vi skal vandre i [[kærligheden]]!
2Jo 1:7 Thi der er i verden udgået mange forførere, som ikke bekender, at Jesus er Kristus, kommet i kød; det er forføreren og Antikrist!
2Jo 1:8 Tag jer i agt, så I ikke mister det, I har oparbejdet men kan få fuld løn.
2Jo 1:9 Enhver, som overtræder og "går videre", udover Kristi Lære og ikke bliver i Den, han har ikke Gud! Den derimod, som bliver i Kristi Lære, han har både Faderen og Sønnen!
2Jo 1:10 Hvis nogen kommer til jer og ikke fører denne Lære, så tag ikke imod ham i jeres hjem og hils ham ikke!
2Jo 1:11 Thi den, som hilser ham, bliver meddelagtig i hans onde gerninger!
2Jo 1:12 Jeg har endnu meget at skrive til jer - jeg vil dog ikke gøre det med papir og blæk! Men jeg håber, at jeg kan komme til jer og tale med jer ansigt til ansigt, for at vor glæde kan være fuldkommen!
2Jo 1:13 Din Søsters, Den udvalgtes børn hilser Dig! Amen! [Johannes' andet brev.]
3Jo 1:1 Præsten [[sender hilsen]] til Gajus, den elskede, som jeg elsker i sandhed!
3Jo 1:2 Min kære: fremfor alle ting beder jeg om, at du må have det godt og være rask, ligesom din sjæl har det godt!
3Jo 1:3 Jeg glædede mig nemlig meget, da brødrene kom og vidnede om din sandfærdighed og om, at du vandrer i sandhed.
3Jo 1:4 Jeg har ikke nogen større glæde end dette: at jeg hører, at mine børn vandrer i Sandheden!
3Jo 1:5 Min kære! Trofast gør du din gerning for brødrene, ja, til og med for de fremmede!
3Jo 1:6 De har vidnet om din kærlighed for Kirken, Som du vil gøre vel ved at følge dem videre på vejen på en måde, som er Gud værdig.
3Jo 1:7 Thi for Hans navn drog de ud uden at modtage noget fra hedningene.
3Jo 1:8 Derfor skylder vi at tage os af sådanne, så vi kan blive Sandhedens medarbejdere.
3Jo 1:9 Jeg har skrevet noget til Kirken, men Diotrefes, som helst vil være den første blandt dem, vil ikke have noget med os at gøre!
3Jo 1:10 Derfor vil jeg, når jeg kommer, minde ham om, hvad det er, han gør, når han bagtaler os med onde ord! Og han nøjes ikke engang med det - nej, selv tog han ikke imod brødrene, og de, som ønsker det, hindrer han i det og støder dem ud af Kirken!
3Jo 1:11 Mine kære! Efterlign ikke det onde, men det gode! Den, som gør det gode, er af Gud; den, derimod, som gør det onde, har ikke set Gud!
3Jo 1:12 Demetrius får godt vidnesbyrd af alle, ja, af Selve Sandheden! Også vi vidner for ham, og du veed, at vort vidnesbyrd er sandt!
3Jo 1:13 Meget havde jeg endnu at skrive, men jeg vil ikke gøre det med pen og blæk!
3Jo 1:14 Men jeg håber snart at få dig at se, og da skal vi tale sammen ansigt til ansigt!
3Jo 1:15 Fred være med dig! Vennerne hilser dig! Hils vennerne, hver enkelt af dem! ----- [Johannes' tredje brev.]
Jud 1:1 Judas, Jesu Kristi træl og Jakobs broder, [[sender hilsen]] til dem, som er kaldede og elskede af Gud Fader og bevarede i Jesus Kristus:
Jud 1:2 måtte I få nåde og fred og kærlighed i rigt mål!
Jud 1:3 I elskede! Da jeg nærede stor iver efter at skrive til jer om vor fælles frelse, fandt jeg det nødvendigt [[først]] at skrive til jer for at formane jer til at kæmpe for den tro, som een gang for alle er overgivet de hellige.
Jud 1:4 Thi der har iblandt jer indsneget sig nogle ugudelige mennesker, som efter Skrifterne forlængst er bestemte til dom! De misbruger vor Guds nåde til usædelighed og fornægter vor Eeneste Hersker og HErre, Jesus Kristus!
Jud 1:5 Skønt I een gang har fået dette at vide, vil jeg atter påminde jer om, at HErren, da Han havde frelst folket fra Ægyptens land, alligevel [[senere]] dræbte dem, som ikke troede,
Jud 1:6 og om, at de engle, som ikke holdt fast ved den høje rang, de havde i begyndelsen, men forlod deres egen bolig, dem har Han bevogtet i mørket med evige lænker til Den store doms Dag,
Jud 1:7 og ligeså om, at Sodoma og Gomorra og byerne omkring dem, der på lignende måde havde levet i hor og homosexualitet, nu er sat som advarende exempler for os, idet de lider den evige ilds straf!
Jud 1:8 Trods dette gør disse [[mennesker]] nu ligeså: de følger deres drømme og besmudser kødet, de foragter Herredømmerne og spotter [[engle-]]Magterne!
Jud 1:9 End ikke ærkeengelen Mikael vovede jo, dengang han var i ordstrid med Djævelen om Mose legeme, at dømme ham for hans blasfemi - nej, han sagde blot: "Måtte HErren straffe dig!"
Jud 1:10 Disse spotter derimod ting, de ikke forstår, og det, de erkender efter naturen ligesom uvidende dyr, det går de til grunde ved!
Jud 1:11 Vé dem! Thi de er slået ind på Kains vej: for vindings skyld har de prisgivet sig Bileams vildfarelse, og ved en oprørskhed som Koras er de gået under!
Jud 1:12 Det er dem, som er skampletter på jeres kærlighedsmåltider, idet de mæsker sig uden at frygte. De er hyrder, som kun sørger for sig selv, vandløse skyer, som drives omkring af vindene, træer, der til høst står uden frugt, to gange døde, revet op med rode;
Jud 1:13 vilde havets bølger, der skummer over af deres egne skændsler, vildfarne stjerner, hvem mørkets dunkelhed er beredt til evigheden!
Jud 1:14 Det var også dem, den syvende fra Adam, Enok, forud profeterede om, da han sagde: "Se, HErren kom med Sin hellige titusinder
Jud 1:15 for at holde dom over alle og straffe de ugudelige blandt dem for alle de ugudelige gerninger, de har gjort, og for alle de trodsige ord, de har talt imod Ham, ugudelige syndere, som de er!
Jud 1:16 Det er dem, som knurrer og klager over deres egen skæbne og dog vandrer efter deres egne lyster, og deres mund taler store ord og smigrer folk for vindings skyld!
Jud 1:17 Men alle I, mine kære: ihukom De Ord, Som tidligere er talt ved vor HErres Jesu Kristi apostle:
Jud 1:18 de sagde til jer, at der i den sidste tid vil komme spottere, der vandrer efter deres egne, ugudelige lyster!
Jud 1:19 Det er dem, som skaber splittelse: sjælelige, som ikke har Ånd!
Jud 1:20 Men I, mine kære: opbyg jer selv i jeres højhellige tro og bed i Helligånden
Jud 1:21 og forbliv i Guds kærlighed, idet I bier på vor HErres Jesu Kristi nåde til evigt liv!
Jud 1:22 De, som tvivler, skal I forbarme jer over og overbevise dem!
Jud 1:23 Andre skal I frelse ved at rive dem ud af ilden. Andre igen skal i forbarme jer over med frygt, idet I skyer endog den kappe, der er besmittet af kødet!
Jud 1:24 Men Han, Som har magt til at vogte jer, så I ikke falder, og til at stille jer ulastelige frem for Sin herlighed i fryd,
Jud 1:25 Ham, Den Eeneste viise Gud, vor Frelser ved Jesus Kristus, vor HErre, Ham være ære og storhed, magt og vælde, som i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen! --- [Judas' katolske brev.]
Rev 1:1 Jesu Kristi åbenbaring, Som Gud gav [[Johannes]] for at vise Sine tjenere dét, som snart skal ske. Og Han sendte Sin engel og kundgjorde og tydede det for Sin tjener, Johannes,
Rev 1:2 som har bevidnet Guds Ord og Jesu Kristi vidnesbyrd - alt dét, han selv har set!
Rev 1:3 Salig er den, som oplæser profetiens Ord, og de, som hører Dem og bevarer dét, som er skrevet i Dem, thi tiden er nær!
Rev 1:4 Johannes [[sender hilsen]] til de syv menigheder i Asien: nåde være med jer og fred fra Han, Som er, og Som var og Som kommer! - og fra de syv ånder, som står for Hans trone,
Rev 1:5 ja, fra Jesus Kristus, Det troværdige Vidne, Den Førstefødte af de døde og Herskeren over jordens konger, Han, Som elsker os og har renset os og løst os fra vore synder ved Sit blod,
Rev 1:6 og Som har gjort os til konger, ja, til et Kongerige, til præster for Sin Gud og Fader; Ham være æren og magten i evighedernes evighed! Amen!
Rev 1:7 Se, Han kommer i skyerne, og alles øjne skal se Ham - også de, som har gennemstunget Ham! Og alle jordens folk skal slå sig for brystet af jammer over Ham! Ja sandelig, Amen!
Rev 1:8 "JEG ER Alfa og Omega, Ophavet og Endemålet", siger HErren, Han, Som er og Som var og Som kommer, Den Almægtige!
Rev 1:9 Jeg, Johannes, som er jeres broder og delagtig med jer i trængslen og i Riget og i udholdenheden i Jesus Kristus, var på øen, som kaldes Patmos, for Guds Ords skyld og for Jesu Kristi vidnesbyrds skyld.
Rev 1:10 På HErrens dag kom Ånden over mig - og jeg hørte bag mig en røst, mægtig som en basuns,
Rev 1:11 som siger: "JEG ER Alfa og Omega, Den Første og Den Sidste! Og dét, du får at se, skal du skrive ned i en bog, og den skal du sende til de syv Kirker i Asien: til Efesus og til Smyrna og til Pergamum og til Tyatira og til Sardes og til Filadelfia og til Laodikea!"
Rev 1:12 Og jeg vendte mig for at se [[Ham]], som talte til mig, og da jeg vendte mig, så jeg syv lysestager af guld
Rev 1:13 og midt mellem de syv lysestager Een, Som lignede En Menneskesøn, iklædt en fodsid kjortel og med et gyldent bælte om brystet.
Rev 1:14 Og Hans hovedhår var hvide som hvidt uld, som sne, og Hans øjne som en flammende ild,
Rev 1:15 og Hans fødder var som malm, der gløder i en arne, og Hans røst var som bruset af vældige vandmasser!
Rev 1:16 Og i Sin højre hånd havde Han syv stjerner, og af Hans mund udgik et skarpt, tveægget sværd, og Hans åsyn var som solens, når den skinner i al sin kraft!
Rev 1:17 Da jeg så Ham, faldt jeg som død ned for Hans fødder! Og Han lagde Sin højre hånd på mig, og Han siger til mig: "Frygt ikke! JEG ER Den Første og Den Sidste
Rev 1:18 og DEN LEVENDE; og Jeg var død - dog se: Jeg lever til evighedernes evighed! Amen! Og Jeg har dødens og Dødsrigets nøgler!
Rev 1:19 Nedskriv derfor dét, du har set, både dét, som er nu, og dét, som herefter skal ske!
Rev 1:20 Og dette er Mysteriet ved de syv stjerner, som du så i Min højre hånd, og de syv gyldne lysestager: de syv stjerner er de syv Kirkers engle, og de syv lysestager, som du så, er de syv Kirker!
Rev 2:1 Skriv til engelen for efesernes Kirke: "Dette siger Han, Som holder de syv stjerner i Sin højre hånd, Han, Som vandrer omkring mellem de syv gyldne lysestager:
Rev 2:2 Jeg veed om dine gerninger og dit slid og din udholdenhed! [[Jeg veed også,]] at du ikke kan udstå de onde, og at du har prøvet dem, som kalder sig apostle, men ikke er det, og at du fandt, at de er løgnere!
Rev 2:3 Du har holdt ud og har tålt meget for Mit navns skyld; du har slidt og ikke givet op!
Rev 2:4 Men dette har Jeg imod dig: at du har forladt din første kærlighed!
Rev 2:5 Ihukom derfor, hvorfra du er faldet, og vend om og gør igen de første gerninger! Hvis du ikke omvender dig, kommer Jeg snart over dig og tager din lysestage bort!
Rev 2:6 Men den ros skal du have: at du hader nikolaitternes gerninger, som også Jeg hader!
Rev 2:7 Den, som har ører, høre, hvad Ånden siger til de syv Kirker: den, som sejrer, ham vil Jeg give at spise af Livets Træ, Som står midt i Guds Paradis!" -
Rev 2:8 Og skriv til engelen for smyrnernes Kirke: "Dette siger Den Første og Den Sidste, Han, Som var død og blev levende:
Rev 2:9 Jeg veed om dine gerninger og din trængsel og fattigdom - og dog er du rig! [[Jeg veed også om]] spotten fra dem, som kalder sig jøder, men ikke er det - nej, de er Satans synagoge!
Rev 2:10 Frygt ikke for det, du skal lide! Se: snart skal Djævelen kaste nogle af jer i fængsel, for at I skal prøves, og I skal lide ondt i ti dage. Vær tro til døden, så skal Jeg give dig Livets krone!
Rev 2:11 Den, som har øre, høre, hvad Ånden siger til Kirkerne: Den, som sejrer, skal ikke rammes af den anden død!" -
Rev 2:12 Og skriv til engelen for Kirken i Pergamum: "Dette siger Han, Som har det skarpe, tveæggede sværd:
Rev 2:13 Jeg veed om dine gerninger, og at du bor dér, hvor Satans trone står - og dog fastholder du Mit navn, og du har ikke fornægtet troen på Mig i de dage, i hvilke Antipas, Mit trofaste vidne, blev dræbt hos jer, dér, hvor Satan bor!
Rev 2:14 Men Jeg har nogle få ting imod dig: at du hos dig har nogle, der fastholder Bileams lære, han, som lærte Balak at lægge anstød for Israels sønner, så de åd afgudsofferkød og bedrev hor!
Rev 2:15 Ligeledes har du også nogle hos dig, som fastholder nikolaitternes lære, som Jeg hader!
Rev 2:16 Omvend dig! Ellers kommer Jeg snart over dig og fører krig mod dem med Min munds sværd!
Rev 2:17 Den, som har ører, høre, hvad Ånden siger til Kirkerne: den, som sejrer, ham vil Jeg give at spise af den skjulte manna, og Jeg vil give ham en hvid sten, på hvilken der er skrevet et nyt navn, som ingen kender uden den, som modtager det!" -
Rev 2:18 Og skriv til engelen for Kirken i Tyatira: "Dette siger Guds Søn, Han, Som har øjne som ildsluer og fødder som malm:
Rev 2:19 Jeg veed om dine gerninger og din kærlighed og tjenesten og troen og din tålmodighed - ja, dine sidste gerninger er flere end de første!
Rev 2:20 Men Jeg har nogle få ting imod dig: nemlig at du lader kvinden Jesabel, som kalder sig selv profetinde, lære og forføre Mine tjenere til at drive hor og æde afgudsofre!
Rev 2:21 Jeg har givet hende tid til at omvende sig fra sin utugt - men hun ville ikke vende om!
Rev 2:22 Se: derfor kaster Jeg hende på sygeleje, og de, som driver hor med hende, [[kaster Jeg]] i stor nød, hvis ikke de vender om fra hendes gerninger!
Rev 2:23 Og hendes børn vil Jeg lade bortrykkes af døden, og alle Kirkerne skal kende, at JEG ER Den, Som gransker nyrer og hjerter, og Som gengælder enhver af jer efter sine gerninger!
Rev 2:24 Men til de øvrige i Tyatira - alle, som ikke følger denne lære, og som ikke har "kendt Satans dybder", som de kalder det - til jer siger Jeg: Jeg vil ikke lægge nogen ny byrde på jer!
Rev 2:25 Hold blot fast ved dét, I har, indtil Jeg kommer!
Rev 2:26 Den, som sejrer og som indtil enden holder fast på Mine gerninger, ham vil Jeg give magt over folkene!
Rev 2:27 Og "han skal vogte dem med en jernstav, og som lerkar skal de knuses", Som også Jeg har [[fået magt til det]] af Min Fader!
Rev 2:28 Og Jeg vil give ham Morgenstjernen!
Rev 2:29 Den, som har ører, høre, hvad Ånden siger til Kirkerne!"
Rev 3:1 Og skriv til engelen for sardernes Kirke: "Dette siger Han, Som har Guds syv ånder og de syv stjerner: Jeg veed om dine gerninger, at du har navn for at leve - og dog er du død!
Rev 3:2 Vågn op og styrk den rest, som er nær ved at dø! Thi Jeg har ikke fundet dine gerninger fuldkomne for Gud!
Rev 3:3 Ihukom derfor, hvad du tog imod og hørte! Hold fast ved det og vend om! Hvis du ikke vågner op, vil Jeg komme over dig Som en Tyv, og du skal ikke vide i hvilken time, Jeg kommer over dig!
Rev 3:4 Du har dog nogle få i Sardes, som ikke har sølet deres klæder til - de skal vandre med Mig i hvide klæder, thi de er værdige dertil!
Rev 3:5 Ja, den, som sejrer, skal således klædes i hvide klæder, og Jeg vil aldrig stryge hans navn af Livets Bog, nej, Jeg vil kendes ved hans navn for Min Fader og for Hans engle!
Rev 3:6 Den, som har øre, høre, hvad Ånden siger til Kirkerne!" -
Rev 3:7 Og skriv til engelen for Kirken i Filadelfia: "Dette siger Den Hellige, Den Sanddru, Han, Som har Davids nøgle, Han, Som åbner, så ingen kan lukke, og Som lukker, så ingen kan åbne:
Rev 3:8 Jeg veed om dine gerninger! Se, Jeg har foran dig sat en åben dør, som ingen kan lukke. Thi du har liden styrke, og dog har du holdt fast ved Mit Ord og ikke fornægtet Mit navn!
Rev 3:9 Se: Jeg giver dig nogle af dem fra Satans synagoge, som kalder sig jøder, men lyver og ikke er det! Se: Jeg vil gøre, at de skal komme og kaste sig ned for dine fødder, og de skal kende, at Jeg elsker dig!
Rev 3:10 Fordi du tog vare på Mit Ord om at holde ud, vil Jeg tage vare på dig i den prøvelsens tid, som skal komme over hele jorderig for at prøve dem, som bor på jorden.
Rev 3:11 Se: Jeg kommer snart! Hold fast ved det, du har, for at ingen skal tage din krone fra dig.
Rev 3:12 Den, som sejrer, ham vil Jeg gøre til en søjle i Min Guds Tempel, og han skal aldrig mere forlade Det. Og Jeg vil skrive på ham Min Guds navn og navnet på Min Guds Stad, Det ny Jerusalem, Som kommer ned fra Himmelen fra Min Gud, og Mit Eget nye navn.
Rev 3:13 Den, som har øre, høre, hvad Ånden siger til Kirkerne!" -
Rev 3:14 Og skriv til engelen for Kirken i Laodikea: "Dette siger Han, Som er Amen, Det trofaste og sande Vidne, Ophavet til Guds skaberværk:
Rev 3:15 Jeg veed om dine gerninger: at du hverken er kold eller varm! Gid du var kold eller varm!
Rev 3:16 Da du således er lunken og hverken kold eller varm, vil Jeg spytte dig ud af Min mund!
Rev 3:17 Fordi du siger: "Jeg er rig og mangler intet" og ikke veed, at netop du er ussel og elendig og fattig og blind og nøgen,
Rev 3:18 derfor råder Jeg dig til af Mig at købe guld, lutret i ild, så du kan blive rig, og hvide klæder, som du kan klæde dig med, så du kan skjule din nøgenheds skam, og salve til at salve dine øjne med, så du kan se!
Rev 3:19 Alle dem, Jeg elsker, revser og tugter Jeg! Vær derfor nidkær og vend om!
Rev 3:20 Se: Jeg står for døren og banker! Hvis nogen hører Min røst og åbner døren, vil Jeg gå ind til ham og holde nadver, Jeg med ham og han med Mig!
Rev 3:21 Den, som sejrer, vil Jeg give at sidde sammen med Mig på Min trone, ligesom Jeg Selv har sejret og taget sæde hos Min Fader på Hans trone!
Rev 3:22 Den, som har øre, høre, hvad Ånden siger til Kirkerne"!"
Rev 4:1 Derefter så jeg, og se: en dør var åbnet ind til Himmelen, og den samme røst, jeg før havde hørt, og som klang som en basun, talte til mig og sagde: "Kom herop, så vil Jeg vise dig alt det, som herefter skal ske!"
Rev 4:2 I det samme blev jeg [[bortrykket]] i Ånden, og se: en trone blev sat i Himmelen, og der sad Een på tronen!
Rev 4:3 Og Han, Som sad der, var at se til som en ædelsten, jaspis og karneol! Og over tronen stod en regnbue, der så ud som smaragd.
Rev 4:4 Og i en kreds omkring tronen så jeg fireogtyve troner, og på tronerne så jeg de fireogtyve præster sidde, iklædt hvide klæder og med kroner af guld på deres hoveder.
Rev 4:5 Og fra tronen udgik lyn og torden og brag, og foran tronen brændte syv fakler - det er Guds syv ånder.
Rev 4:6 Og foran tronen var der ligesom et hav af glas, ligesom krystal; og for tronens midte og rundt omkring den var der fire livsvæsener, som var dækket med øjne foran og bagpå.
Rev 4:7 Og det første livsvæsen lignede en løve, det andet livsvæsen lignede en oxe, det tredje livsvæsen havde et ansigt som et menneske, og det fjerde livsvæsen lignede en flyvende ørn.
Rev 4:8 8. Og de fire livsvæsener havde hver sex vinger, og overalt var de fulde af øjne, både rundt om og under vingerne. Og uden ophold, dag og nat, råber de: "Hellig, hellig, hellig er HErren, Gud den Almægtige, Han, Som var og Som er og Som kommer!"
Rev 4:9 Og når livsvæsenerne ærer og priser og takker Ham, Som sidder på tronen, og Som lever i evighedernes evighed,
Rev 4:10 falder de fireogtyve præster ned for Ham, Som sidder på tronen, og de tilbeder Ham, Som lever i evighedernes evighed, og de lægger deres kroner ned for tronen, idet de råber:
Rev 4:11 "Værdig er Du, vor HErre og Gud, til at få al ære og pris og magt! Thi Du har skabt alle ting, og ved Din vilje er de til og skabtes de!"
Rev 5:1 Og jeg så at Han, Som sad på tronen, i Sin højre hånd havde en bogrulle, der var beskrevet både indvendig og udvendig og forseglet med syv segl.
Rev 5:2 Og jeg så en mægtig engel, som med vældig røst råbte: "Hvem er værdig til at åbne bogen og bryde dens segl?"'
Rev 5:3 Men ingen i Himmelen og ingen på jorden og ingen under jorden var i stand til at åbne bogen eller at se i den.
Rev 5:4 Da græd jeg såre meget, fordi ingen fandtes værdig til at åbne og læse bogen eller til at se i den.
Rev 5:5 Men een af præsterne sagde til mig: "Græd ikke! Se: Løven af Juda stamme, Davids Rodskud, har sejret, så Han kan åbne bogen og bryde dens syv segl!"
Rev 5:6 Og jeg så, og se: midt for tronen og de fire livsvæsener og midt blandt præsterne stod Et Lam, ligesom slagtet. Det havde syv horn og syv øjne - det er Guds syv ånder, som er sendt ud over hele jorden.
Rev 5:7 Og [[Lammet]] kom og tog bogen ud af højre hånd på Ham, Som sidder på tronen.
Rev 5:8 Og da Han tog bogen, faldt de fire livsvæsener og de fireogtyve præster ned for Lammet, og de havde hver deres harpe og guldskåle, fulde af røgelse - det er de helliges bønner.
Rev 5:9 Og de sang en ny sang og sagde: "Værdig er Du til at modtage bogen og bryde dens segl! Thi Du blev slagtet og løskøbte mennesker af alle stammer og tungemål og folk og folkeslag til Gud med Dit blod,
Rev 5:10 og Du har gjort dem til et kongerige af præster for vor Gud, og de skal herske på jorden!"
Rev 5:11 Og jeg så, og jeg hørte røsten af mange engle rundt om tronen og livsvæsenerne og præsterne, og deres tal var titusinders titusinder og tusinders tusinder,
Rev 5:12 som med vældig røst råbte: "Værdigt er Lammet, Det slagtede, til at få al magt og rigdom og visdom og styrke og pris og ære og velsignelse!"
Rev 5:13 Og enhver skabning i Himmelen og på jorden og under jorden og på havet og alt, som er i dem, alle hørte jeg sige: "Han, Som sidder på tronen, og Lammet tilhører velsignelsen og prisen og æren og magten i evighedernes evigheder!"
Rev 5:14 Og de fire livsvæsener svarede: "Amen!", og de fireogtyve præster faldt ned og tilbad Den Levende i evighedernes evigheder!
Rev 6:1 Og jeg så, da Lammet brød det første af de syv segl. Og jeg hørte eet af de fire livsvæsener råbe med en røst som tordenens: "Kom og se!"
Rev 6:2 Og jeg så, og se: en hvid hest, og Han, Som sad på den, havde en bue. Og der blev givet Ham en krone, og triumferende drog Han ud for at sejre.
Rev 6:3 Og da Han brød det andet segl, hørte jeg det andet livsvæsen sige: "Kom og se!"
Rev 6:4 Og en anden hest kom frem, [[og den var]] ildrød. Og det blev givet ham, som sad på den, at borttage freden fra jorden, så at menneskene skal nedslagte hverandre! Og der blev givet ham et stort sværd!
Rev 6:5 Og da Han brød det tredje segl, hørte jeg det tredje livsvæsen sige: "Kom og se!" Og jeg så, og se: en sort hest, og han, som sad på den, havde en vægt i hånden.
Rev 6:6 Og jeg hørte ligesom en røst i de fire livsvæseners midte, som sagde: "Et mål hvede for en denar og tre mål byg for en denar - men olien og vinen må du ikke skade!"
Rev 6:7 Og da Han brød det fjerde segl, hørte jeg det fjerde livsvæsen sige: "Kom og se!"
Rev 6:8 Og jeg så, og se: en gul hest og han, som sad på den - hans navn er Døden, og Dødsriget var i hans følge! Og der blev givet ham magt over fjerdedelen af jorden til at dræbe med sværd og med sult og med pest og ved jordens vilddyr.
Rev 6:9 Og da Han brød det femte segl, så jeg under offeralteret deres sjæle, som er blevet slagtet for Guds Ords skyld og for dét vidnesbyrds skyld, som de har aflagt.
Rev 6:10 Og de råbte med vældig røst og sagde: "Hvor længe [[skal det vare]], HErre, Du Hellige og Sanddru, [[før Du]] dømmer og hævner vort blod på dem, som bor på jorden?"
Rev 6:11 Og der blev givet enhver af dem en hvid kjortel, og det blev sagt til dem, at de skulle holde sig i ro endnu en liden tid, indtil tallet på deres medtjenere og deres brødre, som skal blive dræbt ligesom de, bliver fuldt!
Rev 6:12 Og da Han brød det sjette segl, så jeg, og se: der blev et stort jordskælv, og solen blev sort som en sæk af hår, og hele månen blev som blod.
Rev 6:13 Og Himmelens stjerner faldt til jorden, som når et figentræ kaster sine umodne frugter, når det rystes af en stærk vind.
Rev 6:14 Og Himmelen veg bort som en bogrulle, der bliver rullet sammen, og ethvert bjerg og enhver ø blev flyttet fra sit sted.
Rev 6:15 Og jordens konger og stormænd og de rige og hærførerne og de mægtige og alle trælle og alle frie skjulte sig i bjergenes huler og i kløfterne,
Rev 6:16 og de siger til bjergene og klipperne: "Fald over os og skjul os for Hans åsyn, Som sidder på tronen, ja, for Lammets vrede!
Rev 6:17 For Hans vredes Store Dag er kommet - og hvem kan da bestå?"
Rev 7:1 Derefter så jeg fire engle, som stod ved jordens fire hjørner og holdt jordens fire vinde tilbage, så der ikke skulle blæse nogen vind på jorden eller havet eller på noget træ.
Rev 7:2 Og jeg så en anden engel, som steg op fra solens opgang. Han havde Den Levende Guds segl, og han råbte med vældig røst til de fire engle, hvem det var givet at skade jorden og havet,
Rev 7:3 og sagde: "Skad ikke jorden eller havet eller træerne, før vi har fået beseglet vor Guds tjenere på deres pander!"
Rev 7:4 Og jeg hørte de besegledes tal: 144.000 beseglede af alle Israels sønners stammer:
Rev 7:5 af Juda stamme 12.000 beseglede, af Rubens stamme 12.000 beseglede, af Gads stamme 12.000 beseglede,
Rev 7:6 af Asers stamme 12.000 beseglede, af Naftalis stamme 12.000 beseglede, af Manasses stamme 12.000 beseglede,
Rev 7:7 af Simeons stamme 12.000 beseglede, af Levis stamme 12.000 beseglede, af Issakars stamme 12.000 beseglede,
Rev 7:8 af Zebulons stamme 12.000 beseglede, af Josefs stamme 12.000 beseglede, af Benjamins stamme 12.000 beseglede.
Rev 7:9 Derefter så jeg, og se: en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer og folk og tungemål stod for Lammets trone, klædte i lange, hvide kjortler og med palmegrene i hænderne,
Rev 7:10 og de råbte med vældig røst og sagde: "Frelsen tilhører vor Gud, Som sidder på tronen, og Lammet!"
Rev 7:11 Og alle englene stod rundt om tronen og præsterne og de fire livsvæsener, og alle faldt de ned for tronen på deres ansigt og tilbad Gud
Rev 7:12 og sagde: "Amen! Velsignelsen og æren og visdommen og takken og prisen og magten og styrken tilhører vor Gud i evighedernes evighed! Amen!"
Rev 7:13 Og een af præsterne tog til orde og sagde til mig: "Disse, som er klædt i de lange, hvide kjortler, hvem er de, og hvor kommer de fra?"
Rev 7:14 Og jeg sagde til ham: "HErre! Du veed det!" Og Han sagde til mig: "Det er dem, som er kommet ud af den store trængsel, og som har vasket deres kjortler og gjort dem hvide i Lammets blod!
Rev 7:15 Derfor står de for Guds trone og tjener Ham dag og nat i Hans tempel. Og Han, Som sidder på tronen, skal slå Sit telt op over dem!
Rev 7:16 "De skal ikke længere sulte og ikke længere tørste, heller ikke skal solen eller nogen hede falde på dem."
Rev 7:17 Thi Lammet, Som står midt for tronen, skal være deres Hyrde og lede dem til kilderne med Livets Vand, og Gud skal tørre hver tåre fra deres øjne."
Rev 8:1 Og da [[Lammet]] brød det syvende segl, blev der stilhed i Himmelen omkring en halv time.
Rev 8:2 Og jeg så de syv engle, som står for Guds åsyn, og der blev givet dem syv basuner.
Rev 8:3 Og en anden engel kom og stillede sig ved alteret, og han havde et røgelseskar af guld, og der blev givet ham megen røgelse, som han skulle lægge til alle de helliges bønner på guldalteret foran tronen.
Rev 8:4 Og røgelsens røg steg fra engelens hånd op for Guds åsyn med de helliges bønner.
Rev 8:5 Og engelen tog røgelseskarret og fyldte det med ild fra alteret og kastede det på jorden. Da kom der brag og tordenskrald og lyn og jordskælv.
Rev 8:6 Og de syv engle, som havde de syv basuner, forberedte sig på at blæse.
Rev 8:7 Og den første engel blæste i basunen, og der kom hagl og ild, blandet med blod, og det blev kastet ned på jorden! Og tredjedelen af jorden brændte op, og tredjedelen af træerne brændte op, og alt grønt græs brændte op!
Rev 8:8 Og den anden engel blæste i basunen, og noget ligesom et stort, brændende bjerg blev kastet i havet, og tredjedelen af havet blev til blod,
Rev 8:9 og tredjedelen af alt liv i havet døde, og tredjedelen af skibene blev ødelagte.
Rev 8:10 Og den tredje engel blæste i basunen, og en stor stjerne faldt fra Himmelen, brændende som en fakkel, og den faldt på tredjedelen af floderne og på vandenes kilder.
Rev 8:11 Og stjernens navn er "Malurt", og tredjedelen af vandene blev til malurt, og mange mennesker døde af vandet, fordi det var blevet forgiftet.
Rev 8:12 Og den fjerde engel blæste i basunen, og tredjedelen af solen og tredjedelen af månen og tredjedelen af stjernerne blev slået, så at tredjedelen af dem formørkedes, og dagen mistede tredjedelen af sit lys, og natten ligeså.
Rev 8:13 Og jeg så, og jeg hørte en ørn, som fløj midt oppe under himlen, idet den med vældig røst råbte: "Ve, ve, ve! over de, som bor på jorden, for de resterende basunstød, som de tre engle skal blæse!"
Rev 9:1 Og den femte engel blæste i basunen, og jeg så en stjerne fra Himmelen falde til jorden, og nøglen til Afgrundens brønd blev givet den.
Rev 9:2 Og han åbnede Afgrundens brønd, og der opsteg en røg fra brønden, som røgen fra en stor ovn, og solen og luften formørkedes af brøndens røg.
Rev 9:3 Og fra røgen udgik græshopper over jorden, og der blev givet dem samme magt, som jordens skorpioner har.
Rev 9:4 Og det blev sagt dem, at de ikke måtte skade jordens græs eller noget grønt eller noget træ, men kun de mennesker, som ikke har Guds segl på deres pander.
Rev 9:5 Og de fik ikke lov til at dræbe dem, men de skulle pine dem i fem måneder. Og deres pine var, som når en skorpion stikker et menneske.
Rev 9:6 I de dage skal menneskene søge døden, men ikke finde den - de skal længes efter at dø, men døden skal flygte fra dem!
Rev 9:7 Og græshopperne lignede heste, rustede til strid; på deres hoveder havde de noget, ligesom kroner af guld, og deres ansigter var som menneskers ansigter.
Rev 9:8 Og de havde hår som kvinders hår, og deres tænder var som løvers,
Rev 9:9 og de havde brynjer, der lignede brynjer af jern, og lyden af deres vinger var som lyden af vogne, når mange heste raser frem til strid.
Rev 9:10 Og de har haler og brod ligesom skorpioner. I deres haler lå magten til at skade menneskene i fem måneder.
Rev 9:11 Og over sig har de en konge, afgrundens engel, hvis navn på hebraisk er "Abaddon", og på græsk har han navnet "Apollyon".
Rev 9:12 Den første ve er ovre; dog se: der kommer endnu to veer efter denne!
Rev 9:13 Og den sjette engel blæste i sin basun, og jeg hørte en røst fra de fire horn på guldalteret for Guds åsyn;
Rev 9:14 den sagde til den sjette engel, som havde basunen: "Løs de fire engle, som er bundet ved den store flod Eufrat!"
Rev 9:15 Og de fire engle, som stod klar og afventede timen og dagen og måneden og året, da de skulle dræbe tredjedelen af menneskene, blev løst.
Rev 9:16 Og tallet på hæren af ryttere var to titusinders titusinder; og jeg hørte tallet på dem.
Rev 9:17 Og således så jeg i synet hestene og de, som red på dem: de havde ildrøde og mørkeblå og svovlgule brynjer; og hestenes hoveder var som løvehoveder, og af deres munde udgår ild og røg og svovl.
Rev 9:18 Af disse tre plager dræbtes tredjedelen af menneskene: af ilden og røgen og svovlen, som udgik af deres munde.
Rev 9:19 Thi hestenes magt ligger i deres munde og i deres haler; thi deres haler er som slanger og har hoveder, og det er med dem, de gør skade.
Rev 9:20 Og dog vendte de andre mennesker, som ikke dræbtes i disse plager, alligevel ikke om fra deres hænders gerninger: de ophørte ikke med at tilbede dæmonerne og afgudsbillederne af guld og sølv og bronze og sten og træ, som hverken kan se eller høre eller gå.
Rev 9:21 Og de vendte ikke om fra deres myrderier eller fra deres trolddomskunster eller fra deres utugt eller fra deres tyveri!
Rev 10:1 Og jeg så en anden mægtig engel, som steg ned fra Himmelen, klædt i en sky og med regnbuen over sit hovede; hans ansigt var som solens, og hans fødder som søjler af ild!
Rev 10:2 Han havde i sin hånd en lille bogrulle, der var åben, og han satte sin højre fod på havet og den venstre på jorden.
Rev 10:3 Og han råbte med vældig røst, som når en løve brøler. Og da han råbte, talte de syv tordener med deres røster.
Rev 10:4 Da de syv tordener talte med deres røster, ville jeg skrive. Men så hørte jeg en røst fra Himmelen sige til mig: "Forsegl dét, som de syv tordener talte, og skriv det ikke ned!"
Rev 10:5 Og engelen, som jeg så stå på havet og på jorden, løftede sin højre hånd mod Himmelen.
Rev 10:6 Og han svor ved Ham, Som lever i evighedernes evighed, Han, Som har skabt Himmelen og det, som er i Den, og jorden og det, der er på den, og havet og det, der er i det, at "tiden er omme!"
Rev 10:7 Ja, i de dage, da den syvende engel lader sin basun lyde, da er Guds Mysterium fuldbyrdet, sådan Som Han forkyndte i Evangeliet for Sine tjenere, profeterne!
Rev 10:8 Og røsten, som jeg havde hørt fra Himmelen, talte atter til mig og sagde: "Gå hen og tag den lille, åbne bogrulle i engelens hånd, han, som står på havet og på jorden!"
Rev 10:9 Og jeg gik hen til engelen og sagde til ham: "Giv mig den lille bog!" Da siger han til mig: "Tag den og æd den! Den vil være bitter i din mave, men i din mund vil den være sød som honning."
Rev 10:10 Og jeg tog den lille bogrulle af engelens hånd og åd den; og den var sød som honning i min mund, men da jeg åd den, fik jeg en bitter smerte i min mave.
Rev 10:11 Og det blev sagt til mig: "Du må atter profetere mod mange folk og folkeslag og tungemål og konger!"
Rev 11:1 Og der blev givet mig et rør, der lignede en målestok, og engelen stod der og sagde: "Rejs dig op og mål Guds Tempel og alteret og dem, som tilbeder dér,
Rev 11:2 men lad forgården udenfor Templet være og mål den ikke, for den er prisgivet hedningerne! Og de skal nedtrampe Den hellige Stad i toogfyrre måneder!
Rev 11:3 Og Jeg vil give Mine to vidner at profetere i 1260 dage, klædte i sæk.
Rev 11:4 Disse er de to olietræer og de to lysestager, som står for Guds, jordens HErres åsyn.
Rev 11:5 Og hvis nogen vil skade dem, udgår der ild af deres mund og fortærer deres fjender! Ja, om nogen vil skade dem, vil han blive dræbt på denne måde!
Rev 11:6 De har magt til at lukke himmelen, så der ikke falder regn i de dage, de profeterer, og de har magt over vandene, så at de kan forvandle det til blod, og til at slå jorden med enhver plage, så ofte de vil!
Rev 11:7 Og når de har fuldført deres vidnesbyrd, skal dyret, som stiger op fra Afgrunden, føre krig mod dem og besejre dem og dræbe dem!
Rev 11:8 Og deres lig skal ligge på gaden i Den store Stad, som åndeligt kaldes Sodoma og Ægypten, dér, hvor også vor HErre blev korsfæstet!
Rev 11:9 Og mennesker af mange folk og stammer og tungemål og folkeslag skal se på deres lig i tre og en halv dag, og de vil ikke tillade, at deres lig bliver gravlagt.
Rev 11:10 Og de, som bor på jorden, skal glæde og fryde sig over dem, og de skal sende hinanden gaver, for disse to profeter havde været en plage for dem, som bor på jorden!"
Rev 11:11 Men efter tre en halv dag kom Livsånde fra Gud i dem, og de rejste sig op på deres fødder, og stor frygt faldt på alle, der så dem!
Rev 11:12 Og de hørte en vældig røst fra Himmelen, som sagde til dem: "Kom her op!" Og de steg op til Himmelen i skyen for øjnene af deres fjender!
Rev 11:13 I samme stund kom der et stort jordskælv, og tiendedelen af Staden faldt i grus, og syv tusinde mennesker dræbtes i jordskælvet, og de øvrige blev forfærdede og gav Himmelens Gud ære!
Rev 11:14 Den anden ve var ovre - dog se: den tredje ve kommer snart!
Rev 11:15 Og den syvende engel blæste i sin basun, og vældige røster hørtes i Himmelen, og de råbte: "Herredømmet over jorden er nu blevet vor HErres, ja, Hans Salvedes, og Han skal være Konge i evighedernes evighed!"
Rev 11:16 Og de fireogtyve præster, som sidder på deres troner for Guds åsyn, faldt på deres ansigter og tilbad Gud
Rev 11:17 og sagde: "Vi takker Dig, HErre Gud, Du Almægtige, Som er og Som var og Som kommer, fordi Du har overtaget Din store magt og er blevet Konge!
Rev 11:18 Hedningerne harmedes, men Din vrede kom, ja, tiden kom, da de døde skal dømmes, og da lønnen skal gives til Dine tjenere, profeterne, og til de hellige og til dem, som frygter Dit navn, både små og store, og da de, som har ødelagt jorden, skal ødelægges!"
Rev 11:19 Og Guds Tempel i Himmelen åbnedes, og Hans Pagts Ark sås i Hans Tempel; og der kom lyn og drøn og tordenskrald og jordskælv og store hagl!
Rev 12:1 Og et stort tegn sås på Himmelen: en Kvinde, klædt i solen, med månen under sine fødder og med en krone af tolv stjerner på hovedet.
Rev 12:2 Og Hun var svanger, og Hun skreg i veer og fødselssmerter.
Rev 12:3 Og et andet tegn sås på himmelen, se: en stor, ildrød drage, som har syv hoveder og ti horn og på sine hoveder syv kroner.
Rev 12:4 Og dens hale drog tredjedelen af himlens stjerner med sig og kastede dem ned på jorden. Og dragen stod foran Kvinden, som skulle føde, for at sluge Hendes Barn, så snart Hun fødte Det!
Rev 12:5 Og Hun fødte Et Barn, En Dreng, Som skal vogte alle folkeslag med en jernstav; men Hendes Barn blev bortrykket til Guds trone.
Rev 12:6 Og Kvinden flygtede ud i ørkenen, hvor Hun har et sted, som Gud har beredt Hende, for at Hun dér skal forsørges i 1260 dage.
Rev 12:7 Og der blev krig i Himmelen: Mikael og hans engle førte krig mod dragen, og dragen og dens engle førte krig mod dem.
Rev 12:8 Men de magtede ikke at holde stand, ej heller fandtes der længere plads for dem i Himmelen!
Rev 12:9 Og den store drage, Den gamle Slange, som hedder "Djævelen" og "Satan", han, som forfører hele verden, blev kastet til jorden, og hans engle blev nedstyrtet sammen med ham!
Rev 12:10 Og jeg hørte en vældig røst i Himmelen, som sagde: "Fra nu af tilhører frelsen og magten og Kongeriget vor Gud, ja, magten tilhører Hans Salvede, fordi vore brødres anklager, han, som anklagede dem for vor Gud dag og nat, er blevet styrtet ned!
Rev 12:11 Og de besejrede ham ved Lammets blod og ved deres vidnesbyrds Ord, thi de havde ikke deres liv for kært til at gå i døden!
Rev 12:12 Fryd jer derfor, I Himle og I, som bor i dem! Men vé over dem, som bor på jorden, og over havet! Thi Djævelen er kommet ned til jer, og hans vrede er stor, fordi han veed, at hans tid er kort!"
Rev 12:13 Og da dragen så, at den var kastet til jorden, forfulgte den Kvinden, Som havde født Drengebarnet.
Rev 12:14 Og den store ørns to vinger blev givet Kvinden, så at Hun kunne flygte ud i ørkenen til Sit sted, hvor Hun bliver forsørget een tid og to tider og en halv tid, borte fra Slangens ansigt!
Rev 12:15 Og ud af sit gab spyede Slangen vand som en flod efter Kvinden, for at skylle Hende bort med strømmen!
Rev 12:16 Men jorden kom Kvinden til hjælp: jorden åbnede sin mund og slugte floden, som dragen spyede ud af sit gab.
Rev 12:17 Og dragen blev rasende på Kvinden og drog bort for at føre krig mod resten af Hendes slægt: de, som holder Guds bud og har Jesu Kristi vidnesbyrd.
Rev 12:18 Og den stillede sig på sandet ved havet.
Rev 13:1 Og jeg så et dyr stige op af havet; det havde syv hoveder og ti horn, og på dets horn var der ti kroner, og på hovederne [[stod]] dets blasfemiske navne.
Rev 13:2 Og dyret, som jeg så, var som en leopard, og dets fødder som en bjørns, og dets mund som en løves gab; og dragen gav det sin magt og sin trone og stor myndighed.
Rev 13:3 Og jeg så, at eet af dets hoveder var som såret til døden; men dødssåret blev lægt, og hele jorden undrede sig over det og fulgte dyret.
Rev 13:4 Og de tilbad dragen, fordi den havde givet magten til dyret, og de tilbad dyret og sagde: "Hvem er som dyret? Og hvem kan stride imod det?"
Rev 13:5 Og der blev givet det en mund, hvormed det kunne tale store ord og bespottelser; og der blev givet det magt til at føre krig i toogfyrre måneder.
Rev 13:6 Og det åbnede munden for at bespotte Gud, for at spotte Hans navn og Hans bolig og dem, som bor i Himmelen.
Rev 13:7 Og der blev givet det at føre krig mod de hellige og besejre dem. Og der blev givet det magt over enhver stamme og folk og tungemål og folkeslag.
Rev 13:8 Og alle, som bor på jorden, skal tilbede det, alle de, hvis navn ikke har været skrevet i Livets Bog hos Lammet, Det slagtede, fra verdens grundlæggelse af.
Rev 13:9 Om nogen har øre, han høre!
Rev 13:10 Om nogen samler i fangenskab, han skal gå i fangenskab! Om nogen dræber med sværd, han skal falde for sværd! Her gælder det de helliges udholdenhed og tro!
Rev 13:11 Og jeg så et andet dyr, som steg op fra jorden, og det havde to hove ligesom et lam, men talte som en drage.
Rev 13:12 Og al det første dyrs magt udøver det for dets åsyn. Og det får jorden og dem, som bor på den, til at tilbede det første dyr, hvis dødssår blev lægt.
Rev 13:13 Og det gør store tegn, så at endog ild falder ned fra Himmelen på jorden for menneskenes øjne.
Rev 13:14 Og det forfører dem, som bor på jorden, ved de tegn, som det blev givet at gøre for dyrets åsyn, idet det opfordrer dem, som bor på jorden, til at lave et billede til [[ære for]] dyret, som blev såret af sværdet og blev levende igen.
Rev 13:15 Og der blev givet det magt til at give dyrets billede livsånde, så at dyrets billede endog kunne tale, og til at gøre at alle, som ikke vil tilbede dyrets billede, skal blive dræbt.
Rev 13:16 Og det sørger for, at alle - både små og store, rige og fattige, frie og trælle - skal gives et mærke på deres højre hånd eller på panden,
Rev 13:17 så at ingen kan købe eller sælge, undtagen de, som har mærket, dyrets navn eller dets navns tal.
Rev 13:18 Her gælder det visdom! Den, som har forstand, [[må]] regne dyrets tal ud! Thi det er et menneskes tal, og tallet er 666!
Rev 14:1 Og jeg så, og se: Lammet stod på Zions Bjerg og sammen med Det de 144.000, som havde Dets, ja, Dets Faders navn skrevet på deres pander.
Rev 14:2 Og jeg hørte en røst fra Himmelen som mange vandes brus og som drønet fra en stærk torden. Og røsten, jeg hørte, var som harpespillernes, når de spiller på deres harper.
Rev 14:3 Og de synger en ny sang foran tronen og foran de fire livsvæsener og præsterne; og ingen kunne lære sangen, uden de 144.000, som er løskøbte fra jorden.
Rev 14:4 Det er dem, som ikke har besmittet sig med kvinder, thi de er som jomfruer. Det er dem, som følger Lammet, hvor end Det går. De blev løskøbt fra menneskene som en førstegrøde for Gud, ja, for Lammet.
Rev 14:5 Og i deres mund fandtes ikke svig, thi de er ulastelige for Guds trone.
Rev 14:6 Og jeg så en anden engel flyve højt oppe under himmelhvælvet, og han havde et evigt Evangelium at forkynde for dem, som bor på jorden, for alle folkeslag og stammer og tungemål og folk,
Rev 14:7 idet han med vældig røst sagde: "Frygt Gud og giv Ham ære, thi timen for Hans dom er kommet! Ja, tilbed Ham, Som har skabt Himmelen og jorden og havet og vandets kilder!"
Rev 14:8 Og en anden engel fulgte efter og sagde: "Faldet, faldet er Babylon, Den store Stad, hun, som har skænket alle folkeslag af sin utugts vredes vin!"
Rev 14:9 Og en tredje engel fulgte efter dem, og han råbte med vældig røst: "Om nogen tilbeder dyret og dets billede og tager imod dets mærke på sin pande eller på sin hånd,
Rev 14:10 så skal han også drikke af Guds vredes vin, som skænkes ublandet i Hans vredes bæger, og han skal pines i ild og svovl for de hellige engles åsyn og for Lammets!
Rev 14:11 Og røgen fra deres pine stiger op i evighedernes evigheder, og de har ikke hvile dag eller nat, de, som tilbeder dyret og dets billede, og de, som har taget hans navns mærke på sig.
Rev 14:12 Her gælder det de helliges udholdenhed, de, som holder fast ved Guds bud og troen på Jesus!"
Rev 14:13 Og jeg hørte en røst fra Himmelen, som sagde til mig: "Skriv: salige er de døde, som dør i HErren fra nu af!" "Ja!", siger Ånden, "for de skal hvile efter deres møje, thi deres gerninger følger dem"!"
Rev 14:14 Og jeg så, og se: en hvid sky, og på skyen sad Een, Som lignede En Menneskesøn; Han havde på Sit hovede en krone af guld og i Sin hånd en skarp segl.
Rev 14:15 Og en anden engel kom ud fra Templet, og han råbte med vældig røst til Ham, Som sad på skyen: "Send Din segl ud og høst, for timen, da Du skal høste, er kommet, thi jordens afgrøde er overmoden!"
Rev 14:16 Og Han, Som sad på skyen, svingede Sin segl over jorden, og jorden blev høstet.
Rev 14:17 Og en anden engel kom ud fra Templet i Himmelen; også han havde en skarp segl.
Rev 14:18 Og endnu en engel kom ud fra alteret, han, som havde magt over ilden, og han råbte med vældig røst til ham, som havde den skarpe segl, og sagde: "Send din skarpe segl ud, og indsaml drueklaserne fra jordens vintræ, thi dets druer er blevet modne!"
Rev 14:19 Og engelen svingede sin segl over jorden og samlede jordens vintræs druer og kastede dem i Guds vredes store vinperse.
Rev 14:20 Og vinpersen blev trådt udenfor staden, og der strømmede blod ud fra vinpersen, helt op til hestenes bidsler hele 1600 stadier derfra!
Rev 15:1 Og jeg så et andet tegn i Himmelen, stort og underfuldt: syv engle, som havde de syv sidste plager, thi med dem er Guds vrede fuldbyrdet!
Rev 15:2 Og jeg så noget, der lignede et hav af glas, blandet med ild; og de, som havde sejret over dyret og over dets billede og over dets mærke og over dets navns tal, stod på havet af glas, og de holdt Guds harper.
Rev 15:3 Og de synger Mose, Guds tjeners, sang, ja, Lammets sang, og siger: "Store og underfulde er Dine gerninger, HErre Gud, Du Almægtige; retfærdige og sande er Dine veje, Du de helliges Konge!
Rev 15:4 Hvem skulle ikke frygte Dig, HErre, og prise Dit navn? Thi Du alene er hellig! Alle folkeslag skal komme og tilbede for Dit åsyn, thi Dine retfærdsdomme er blevet åbenbaret!"
Rev 15:5 Og derefter så jeg, og se: Templet, Vidnesbyrdets Telt i Himmelen, blev åbnet.
Rev 15:6 Og ud fra Templet kom de syv engle, som havde de syv plager, klædte i rent og skinnende linned og omgjordet over brystet med bælter af guld.
Rev 15:7 Og eet af de fire livsvæsener gav de syv engle syv skåle af guld, fuld af Guds vrede, Hans, Som lever til evighedernes evighed.
Rev 15:8 Og Templet fyldtes af røg fra Guds herlighed og fra Hans kraft. Og ingen kunne gå ind i templet, før de syv engles syv plager var fuldførte!
Rev 16:1 Og jeg hørte en vældig røst fra Templet, som sagde til de syv engle: "Drag afsted og tøm de syv skåle med Guds vrede ud over jorden!"
Rev 16:2 Og den første drog afsted og tømte sin skål ud over jorden - og der kom ondartede og farlige bylder på de mennesker, som havde dyrets mærke og som tilbad dets billede.
Rev 16:3 Og den anden engel tømte sin skål ud i havet - og det blev til blod som af en død, og alle levende væsener i havet døde!
Rev 16:4 Og den tredje engel tømte sin skål ud over floderne og vandets kilder - og de blev til blod.
Rev 16:5 Og jeg hørte vandenes engel sige: "Retfærdig er Du, HErre, Som er og Som var, Den Hellige, at Du har fældet denne dom!
Rev 16:6 Thi de har udgydt helliges og profeters blod - derfor har Du givet dem blod at drikke, thi det har de fortjent!"
Rev 16:7 Og jeg hørte en anden fra alteret sige: "Ja, HErre Gud, Du Almægtige: sande og retfærdige er Dine domme!"
Rev 16:8 Og den fjerde engel tømte sin skål ud over solen - og der blev givet den magt til at brænde menneskene med ild.
Rev 16:9 Og menneskene brændtes med stærk hede - og dog forbandede de Guds navn, Han, Som har magten over disse plager, og de vendte ikke om for at give Ham ære!
Rev 16:10 Og den femte engel tømte sin skål ud over dyrets trone - og dets rige blev indhyllet i mørke, så folk bed sig i tungen af pine!
Rev 16:11 Men de spottede Himmelens Gud for deres pinsler og for deres bylder, og de vendte ikke om fra deres gerninger!
Rev 16:12 Og den sjette engel tømte sin skål over den store flod, Eufrat - og dens vand tørrede ud, så at vejen blev beredt for kongerne fra solens opgang.
Rev 16:13 Og jeg så, at der ud af dragens mund og af dyrets gab og af den falske profets mund kom tre urene ånder, som lignede frøer.
Rev 16:14 De er dæmonånder, som gør tegn; og de går ud til jordens, ja, hele verdens konger, for at samle dem til krigen på Guds, Den Almægtiges store Dag.
Rev 16:15 "Se, Jeg kommer Som En Tyv! Salig er den, som våger og som vogter sine klæder, for at han ikke skal gå nøgen, og folk skal se hans skam!"
Rev 16:16 Og han samlede dem på det sted, som på hebraisk kaldes Harmageddon.
Rev 16:17 Og den syvende engel tømte sin skål ud i luften - og der udgik en vældig røst fra tronen i Templet i Himmelen, som sagde: "Det er sket!"
Rev 16:18 Og der kom drøn og tordener og lyn, og der blev et så mægtigt jordskælv, at der ikke har været magen til jordskælv, siden dengang, menneskene blev til på jorden, så kraftigt var det!
Rev 16:19 Og Den store Stad blev delt i tre dele, og folkeslagenes byer faldt i grus. Og Gud ihukom Babylon den Store, så Han gav hende bægeret med Sin harmes vredes vin!
Rev 16:20 Og alle øer flygtede, og bjergene fandtes ikke mere!
Rev 16:21 Og store hagl, tunge som talenter, faldt fra himmelen på menneskene; men menneskene spottede Gud for haglplagen - thi denne plage var overmåde stor!
Rev 17:1 Og een af de syv engle, som havde de syv skåle, kom og talte med mig og sagde til mig: "Kom her! Jeg vil vise dig dommen over den store skøge, som sidder på de mange vande,
Rev 17:2 med hvem jordens konger drev hor, og de, som boede på jorden, drak sig fulde i hendes utugts vin."
Rev 17:3 Og han førte mig i Ånden ud i en ørken. Og jeg så en kvinde, siddende på et skarlagenrødt dyr, der var dækket af blasfemiske navne og havde syv hoveder og ti horn.
Rev 17:4 Og kvinden var klædt i purpur og skarlagen og smykket med guld og kostbare sten og perler, og hun havde et gyldent bæger i sin hånd, fuldt af vederstyggeligheder og hendes utugts urenhed.
Rev 17:5 Og på hendes pande stod skrevet et navn, et mysterium: Babylon den Store, moder til skøgerne og til jordens vederstyggeligheder.
Rev 17:6 Og jeg så, at kvinden var drukken af de helliges blod og af Jesu martyrers blod! Og da jeg så hende, blev jeg slået af forundring.
Rev 17:7 Og engelen sagde til mig: "Hvorfor undrer du dig? Jeg skal forklare dig kvindens mysterium og dyrets, som bærer hende, dét, som har de syv hoveder og de ti horn:
Rev 17:8 Dyret, du så, var og er ikke mere! Men det skal stige op af Afgrunden og gå bort til fortabelse. Og de, som bor på jorden, og hvis navne ikke har været skrevet i Livets Bog fra verdens grundlæggelse, skal undre sig, når de ser dyret, det, som var og ikke er mere, og dog skal komme!
Rev 17:9 Her gælder det visdoms erkendelse: de syv hoveder er syv bjerge, hvorpå kvinden sidder.
Rev 17:10 Der er også syv konger: de fem er faldet, den eene er nu, den anden er endnu ikke kommet, og når han kommer, skal han kun være en kort tid.
Rev 17:11 Og dyret, som var og [[dog]] ikke er, er selv den ottende og er [[dog een]] af de syv, og han går bort til fortabelse.
Rev 17:12 Og de ti horn, som du så, er ti konger, som endnu ikke har fået noget kongerige - men de får magt som konger een time sammen med dyret!
Rev 17:13 Disse har een og samme tanke, og deres magt og myndighed giver de til dyret.
Rev 17:14 De skal føre krig mod Lammet, men Lammet skal besejre dem - thi Han er herrernes HErre og kongernes Konge - sammen med Sine kaldede og udvalgte og trofaste."
Rev 17:15 Og han siger videre til mig: "Vandene, du så, hvor skøgen sidder, er folk og skarer og folkeslag og tungemål.
Rev 17:16 Og de ti horn, du så, og dyret, de vil hade skøgen, og de skal lægge hende øde og gøre hende nøgen, og de skal æde hendes kød, og de skal brænde hende op med ild.
Rev 17:17 Thi Gud indgav dem i hjertet at udføre Hans plan, så at de har een og samme tanke: at overgive deres kongedømme til dyret, indtil Guds Ord er blevet opfyldt.
Rev 17:18 Og kvinden, som du så, er Den store Stad, som har herredømme over jordens konger."
Rev 18:1 Og derefter så jeg en anden engel stige ned fra Himmelen. Han havde stor myndighed, og jorden blev oplyst af hans herlighed!
Rev 18:2 Og han råbte med stor, stærk røst og sagde: "Faldet, faldet er Babylon den Store! Hun er blevet et tilholdssted for dæmoner, et opholdssted for al slags urene ånder, ja, et skjulested for alle slags urene og forhadte fugle.
Rev 18:3 Thi alle folkeslag har drukket af hendes utugts vredes vin, og jordens konger har drevet hor med hende, og jordens købmænd er blevet rige i kraft af hendes vellevned."
Rev 18:4 Og jeg hørte en anden røst fra Himmelen, som sagde: "Drag ud fra hende, Mit folk, så I ikke skal have del i hendes synder og ikke skal blive ramt af hendes plager!
Rev 18:5 For hendes synder har tårnet sig op lige til himmelen - men Gud har ihukommet alle hendes uretfærdigheder!
Rev 18:6 Gengæld hende, som også hun gengældte, og giv hende dobbelt igen for alle hendes gerninger! Skænk hende dobbelt op i bægeret, i hvilket hun selv blandede!
Rev 18:7 Så meget, som hun har brystet sig og levet overdådigt - giv hende nu så megen pine og sorg. Fordi hun i sit hjerte siger: "Jeg troner som dronning og er ikke enke, og jeg skal aldrig kende sorg!",
Rev 18:8 derfor skal hendes plager komme på een dag: pest og sorg og sult. Og med ild skal hun brændes op, thi mægtig er HErren Gud, Han, Som har dømt hende!
Rev 18:9 Og kongerne på jorden, som drev hor med hende og levede overdådigt med hende, skal græde og jamre over hende, når de ser røgen fra hende, når hun bliver brændt,
Rev 18:10 men selv står de på lang afstand, på grund af frygten for hendes pine, og de siger: "Vé! Vé, Du store Stad, Babylon, du mægtige by; thi på een time kom din dom over dig!"
Rev 18:11 Og jordens købmænd græder og sørger over hende, fordi ingen længere køber deres skibslaster:
Rev 18:12 skibslaster af guld og sølv og kostbare sten og af perler og fint linned og purpur og silke og skarlagen og alle slags vellugtende træ og alle slags kar af elfenben og alle slags kar af meget kostbart træ og af kobber og jern og marmor
Rev 18:13 og kanel og kardemomme og røgelse og salveolie og virak og vin og olie og fint mel og hvede og kvæg og får og heste og vogne og trælle, ja, menneskesjæle!
Rev 18:14 Og de frugter, som var din sjæls lyst, tages bort fra dig, og al pragt og glans er gået tabt for dig, og du skal aldrig finde den igen!
Rev 18:15 De, som handler med disse ting, de, som er blevet rige ved hende, skal stå på lang afstand af frygt for hendes pine, og de skal græde og sørge
Rev 18:16 og sige: "Vé! Vé Den store Stad, som var klædt i fint linned og purpur og skarlagen og smykket med guld og kostbare sten og med perler,
Rev 18:17 thi på een time lagdes al denne rigdom øde". Og alle skibsførerne og alt mandskabet på skibene, sømændene og alle, som arbejder på havet, stod på lang afstand
Rev 18:18 og råbte, da de så røgen fra hendes brand og sagde: "Hvem er som Den store Stad?"
Rev 18:19 Og de kastede støv på deres hoveder og råbte, mens de græd og sørgede og sagde: "Vé! Vé Den store Stad, i hvilken alle, som har skibe på havet, er blevet rige af hendes kostbarheder, thi på een time blev hun lagt øde!"
Rev 18:20 Fryd dig over hende, Himmel, og I hellige og apostle og profeter; thi Gud har med Sin dom straffet hende [[for det, hun gjorde mod]] jer!
Rev 18:21 Og en mægtig engel tog en sten, så stor som en kværnsten, kastede den i havet og sagde: "Således skal Babylon, Den store Stad, brat blive styrtet ned og aldrig findes mere!"
Rev 18:22 Og lyd af harpespillere og sangere og fløjtespillere og basunblæsere skal aldrig høres i dig mere, og ingen håndværker af nogen slags skal nogensinde findes i dig mere, og lyd af kværn skal aldrig høres i dig mere!
Rev 18:23 Og lys af lampe skal aldrig skinne i dig mere, og røst af brudgom og brud skal aldrig høres i dig mere! Thi dine købmænd var magthaverne på jorden, og ved din trolddom vildledtes alle folkeslag.
Rev 18:24 Og i hende fandtes profeters og helliges blod, ja, blod af alle dem, som er blevet myrdet på jorden!"
Rev 19:1 Og derefter hørte jeg ligesom en vældig lyd af en talrig skare i Himmelen, som sagde: "Halleluja! Frelsen og æren og prisen og magten er HErren vor Guds!
Rev 19:2 Thi sande og retfærdige er Hans domme, thi Han har dømt den store skøge, som fordærvede jorden med sin utugt, og Han krævede gengældelse for Sine tjeneres blod af hendes hånd!"
Rev 19:3 Og endnu en gang råbte de: "Halleluja!" - og røgen fra hende opstiger i evighedernes evigheder!
Rev 19:4 Da kastede de fireogtyve præster og de fire livsvæsener sig ned og tilbad Gud, Som sidder på tronen, og sagde: "Amen! Halleluja!"
Rev 19:5 Og der udgik fra tronen en røst, som sagde: "Pris Gud, alle Hans tjenere og de, som frygter Ham, både de små og de store!"
Rev 19:6 Og jeg hørte en lyd som af en stor skare, som bruset af vældige vandmasser og som drøn af kraftig torden, som sagde: "Halleluja! Thi HErren vor Gud, Den Almægtige har taget kongemagten!
Rev 19:7 Lad os glæde os og juble og give Ham ære! Thi Lammets bryllup er kommet, og Hans Brud har gjort sig rede!"
Rev 19:8 Og det blev givet hende at klæde sig i fint, rent og skinnende linned; thi det fine linned er de helliges retfærdige gerninger.
Rev 19:9 Og han siger til mig: "Skriv: Salige er de, som er indbudt til Lammets bryllupsmåltid!" Og han siger til mig: "Disse er Guds sande Ord!"
Rev 19:10 Og jeg faldt ned for hans fødder for at tilbede ham - men han siger til mig: "Tag dig i agt og gør det ikke! Jeg er din medtjener og dine brødres, de, som har Jesu vidnesbyrd. Gud [[alene]] skal du tilbede! Thi Jesu vidnesbyrd er profetiens Ånd!"
Rev 19:11 Og jeg så Himmelen åben, og se: en hvid hest, og Han, Som rider på den, hedder "Troværdig og Sanddru", og Han dømmer og strider med retfærdighed!
Rev 19:12 Hans øjne er som flammende ild, og på Hans hovede er mange kroner, og på Ham er skrevet et navn, som ingen kender uden Han Selv!
Rev 19:13 Og Han er klædt i en kappe, dyppet i blod! Og Hans navn er "Guds Ord"!
Rev 19:14 Og Himmelens hærskarer fulgte Ham på hvide heste, klædte i fint, hvidt og rent linned.
Rev 19:15 Og af Hans mund udgår et skarpt sværd. Med det skal Han slå folkeslagene, og Han skal styre dem med en jernstav! Og Han træder vinpersen med Guds, Den Almægtiges harmes og vredes vin.
Rev 19:16 Og Han har på kappen og på Sin hofte Sit navn påskrevet: "Kongernes Konge og herrernes HErre"!
Rev 19:17 Og jeg så en engel stå i solen, og han råbte med vældig røst og siger til alle fuglene, som flyver under himmelhvælvet: "Kom og saml jer til Guds store nadver,
Rev 19:18 for at I kan æde kongers kød og tusindføreres kød og kød af stærke mænd og kød af heste og ryttere, ja, kød af alle, både frie og trælle, både små og store!"
Rev 19:19 Og jeg så dyret og jordens konger og deres hære samlet for at føre krig mod Ham, Som red på hesten og mod Hans hær.
Rev 19:20 Og dyret blev grebet, og sammen med det den falske profet, som for dets øjne havde gjort tegnene, ved hvilke han havde forført dem, som tog imod dyrets mærke og dem, som tilbad dets billede. Levende blev de to kastet i ildens sø, som brænder med svovl!
Rev 19:21 De andre dræbtes med sværdet, som udgår fra Hans mund, Som rider på hesten, og alle fuglene blev mættede af deres kød!
Rev 20:1 Og jeg så en engel stige ned fra Himmelen; han havde Afgrundens nøgle og en stor lænke i sin hånd.
Rev 20:2 Og han greb dragen, Den gamle Slange, som er Djævelen, ja, Satan, og bandt ham for tusinde år
Rev 20:3 og kastede ham i Afgrunden og låste for ham og forseglede over ham, så at han ikke længere kunne forføre folkeslagene, før de tusinde år er til ende - derefter skal han løslades en kort tid!
Rev 20:4 Og jeg så troner, og de satte sig på dem, og der blev givet dem myndighed til at dømme. Og jeg så sjælene af dem, som var blevet halshugget for Jesu vidnesbyrds skyld og for Guds Ords skyld, og som ikke havde tilbedt dyret eller dets billede og ikke havde taget mærket på deres pander eller på deres hænder. De blev levende og regerede som konger sammen med Kristus de tusinde år!
Rev 20:5 (De andre døde blev ikke levende, før de tusinde år var til ende!) Dette er den første opstandelse!
Rev 20:6 Salig og hellig er den, som har del i den første opstandelse! Over dem har den anden død ingen magt, nej, de skal være Kristi, Guds præster, og de skal være konger med Ham de tusinde år!
Rev 20:7 Og når de tusind år er til ende, skal Satan løslades fra sit fængsel,
Rev 20:8 og han skal gå ud og forføre folkeslagene i de fire verdenshjørner, Gog og Magog, for at samle dem til krigen, og tallet på dem er som havets sand!
Rev 20:9 Og de drog ud over den vide jord og omringede de helliges lejr og Den elskede Stad - men ild fór ned fra Himmelen fra Gud og fortærede dem!
Rev 20:10 Og Djævelen, som havde forført dem, blev kastet i ildens og svovlens sø, hvor også dyret og den falske profet var; og de skal pines dag og nat i evighedernes evighed!
Rev 20:11 Og jeg så en stor, hvid trone, og Han, Som sad på den; fra Hans ansigt flyede jorden og himlen, og der fandtes ikke noget sted for dem!
Rev 20:12 Og jeg så de døde, både små og store, stå for Guds trone. Og bøger blev åbnet, og en bestemt Bog blev åbnet - det er Livets [[Bog]] - og de døde blev dømt ud fra det, der stod skrevet i bøgerne, efter deres gerninger.
Rev 20:13 Og havet gav de døde, der var i det, fra sig, og døden og Dødsriget gav de døde, der var i dem, fra sig, og hver og een blev dømt efter sine gerninger.
Rev 20:14 Og døden og Dødsriget blev kastet i ildens sø! Dette er den anden død: ildens sø!
Rev 20:15 Og hvis nogen ikke fandtes indskrevet i Livets Bog, blev han kastet i ildens sø!
Rev 21:1 Og jeg så en ny himmel og en ny jord; thi den første himmel og den første jord var borte, og havet er ikke mere.
Rev 21:2 Og jeg, Johannes, så Den hellige Stad, Det ny Jerusalem, komme ned fra Himmelen fra Gud, beredt som en brud, smykket for Sin Ægtemand.
Rev 21:3 Og jeg hørte en høj røst fra Himlens Trone, som sagde: "Se, Guds Helligdom er hos menneskene, og Han skal bo hos dem, og de skal være Hans folk, og Gud Selv skal hos dem være deres Gud!
Rev 21:4 Og Gud skal tørre hver tåre fra deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg eller skrig, ej heller pine skal være mere; thi det, som var før, er veget bort!
Rev 21:5 Og Han, Som sad på Tronen, sagde: "Se, Jeg gør alting nyt!" Og Han siger til mig: "Skriv! Thi disse Ord er sande og troværdige!"
Rev 21:6 Og Han sagde til mig: "Det er opfyldt! Jeg er Alfa og Omega, Ophavet og Endemålet! Jeg vil give den, som tørster, af Livets Vands Kilde vederlagsfrit.
Rev 21:7 Den, Som sejrer, skal arve alt dette, og Jeg skal være Hans Gud, og Han skal være Min Søn!
Rev 21:8 Men de feje og vantro og afskyelige og morderne og de utugtige og troldmændene og afgudsdyrkerne og alle løgnere - deres plads er i søen, som brænder med ild og svovl! Det er den anden død!
Rev 21:9 Og een af de syv engle, som havde de syv skåle med de syv sidste plager, kom til mig, og han talte til mig og sagde: "Kom hid! Så skal Jeg vise dig Bruden, Lammets Hustru!"
Rev 21:10 Og han førte mig i Ånden bort, op på et stort bjerg, og viste mig Den store og hellige Stad, Jerusalem, som kommer ned fra Himmelen, fra Gud,
Rev 21:11 og som har Guds herlighed. Og dens lysglans er som en kostbar ædelstens, som en krystalklar jaspis-sten.
Rev 21:12 Og den havde en stor og høj mur med tolv porte, og ved portene stod tolv engle, og [[på portene]] er der skrevet navne: de tolv stammer af Israels sønners navne.
Rev 21:13 Mod øst [[var der]] tre porte, mod nord tre porte, mod syd tre porte og mod vest tre porte.
Rev 21:14 Og Stadens mure havde tolv grundstene, og på dem stod tolv navne: Lammets apostles.
Rev 21:15 Og han, som talte til mig, havde en målestok: et rør af guld, hvormed han skulle opmåle Staden og dens porte og dens mure.
Rev 21:16 Og Staden danner en firkant, og dens længde er lige så stor som bredden. Og han målte Staden med røret til at være 12.000 stadier. Dens længde og bredde og højde er lige store.
Rev 21:17 Og han målte dens mur: 144 alen efter menneskers mål, som også er engles!
Rev 21:18 Og muren var bygget af jaspis, og Staden selv var af rent guld, ligesom klart glas.
Rev 21:19 Og bymurens grundsten var smykket med alle slags ædle stene. Den første grundsten var jaspis, den anden safir, den tredje kalcedon, den fjerde smaragd,
Rev 21:20 den femte sardonyx, den sjette karneol, den syvende krysolit, den ottende beryl, den niende topas, den tiende krysopras, den ellevte hyacint, den tolvte ametyst.
Rev 21:21 Og de tolv porte var tolv perler, hver enkelt port var af een perle. Og Stadens gader var af rent guld, som gennemsigtigt glas!
Rev 21:22 Og noget Tempel så jeg ikke i Den, thi HErren Gud Den Almægtige, ja, Lammet er Dens Tempel!
Rev 21:23 Og Staden har ikke brug for solen eller månen til at lyse for sig, thi Guds herlighed oplyser Den, ja, Lammet er Dens lys!
Rev 21:24 Og folkene af de frelste skal vandre i Dens lys, og jordens konger bærer deres herlighed og ære til Den.
Rev 21:25 Og Dens porte skal aldrig lukkes efter dagen, for nat skal der jo ikke være!
Rev 21:26 Og de skal bringe folkeslagenes herlighed og ære ind i Den.
Rev 21:27 Og aldrig skal noget, som er urent eller nogen, som øver vederstyggelighed og løgn komme ind i Den, nej, kun de, som er indskrevne i Livets Bog hos Lammet!
Rev 22:1 Og han viste mig en ren flod med Livets Vand, klar som krystal, som udgår fra Guds, ja, Lammets trone.
Rev 22:2 Og midt mellem Dens gader og floden, på begge sider af den, stod der af Livets Træ, som bærer frugt tolv gange - hver måned giver det sin frugt - og træets løv er til pleje for folkene!
Rev 22:3 Og der skal ikke længere være nogen forbandelse! Og Guds, Lammets trone skal være i Den. Og Hans tjenere skal tjene Ham.
Rev 22:4 Og de skal se Hans ansigt, og Hans navn skal være på deres pander.
Rev 22:5 Og nat skal der ikke være mere, og de har ikke brug for lamper eller lys fra solen, thi Gud HErren skal lyse for dem, og de skal herske i evighedernes evigheder!
Rev 22:6 Og han sagde til mig: "Disse Ord er troværdige og sande! Og HErren, de hellige profetånders Gud, har sendt Sin engel for at vise Sine tjenere, hvad der snart skal ske!
Rev 22:7 Se, Jeg kommer snart! Salig den, som bevarer De profetiske Ord i denne Bog!"
Rev 22:8 Og jeg, Johannes, er den, som så og hørte dette. Og da jeg havde hørt og set det, faldt jeg ned for at tilbede for fødderne af den engel, som havde vist mig dette.
Rev 22:9 Men han siger til mig: "Tag dig i agt - gør det ikke! Thi jeg er din og dine brødres medtjener, profeternes og deres, som bevarer denne Bogs Ord. Gud [[alene]] skal du tilbede!"
Rev 22:10 Og han siger til mig: "Forsegl ikke De profetiske Ord i Denne Bog; thi tiden er nær!
Rev 22:11 Lad den, som øver uret, fremdeles øve uret, og lad den, som er uren, fremdeles smudse sig til. Og lad den retfærdige fremdeles øve retfærd, og lad den hellige fremdeles blive helliget!
Rev 22:12 Se, Jeg kommer snart, og Min løn er med Mig, så Jeg kan gengælde enhver efter hans gerning!
Rev 22:13 Jeg er Alfa'et og Omega'et, Den Første og Den Sidste, Ophavet og Endemålet!
Rev 22:14 Salige er de, som holder Hans bud og vasker deres klæder, så de kan få ret til Livets Træ og komme gennem portene ind i Staden!
Rev 22:15 Men udenfor er hundene og troldmændene og de utugtige og morderne og afgudsdyrkerne og alle, som elsker løgn og taler løgn!
Rev 22:16 Jeg, Jesus, har sendt Min engel for at vidne dette for jer i Kirken! Jeg er Davids slægts Rodskud, Den klare Morgenstjerne!"
Rev 22:17 Og Ånden og Bruden siger: "Kom!" Og den, som hører det, skal sige: "Kom!" Og den, som tørster, og som ønsker det, skal komme og få Livets Vand vederlagsfrit!
Rev 22:18 Thi jeg vidner for enhver, som hører denne Bogs profetiske Ord: hvis nogen føjer noget til Dem, skal Gud på ham lægge de plager, som er beskrevne i denne Bog!
Rev 22:19 Og hvis nogen tager noget bort fra denne Bogs profetiske Ord, skal Gud fratage ham hans del i Livets Træ og i Den hellige Stad, som det er beskrevet i denne Bog!
Rev 22:20 Han, Som vidner dette, siger: "Ja, Jeg kommer snart!" - Amen! Kom, HErre Jesus!
Rev 22:21 Vor HErres Jesu Kristi nåde være med alle de hellige! Amen! --- [Johannes' åbenbaring......]