Bibeloversættelse

Skat Rørdam

Peders oprindelige Navn var Simon (eller Simeon). Han stammede fra Betsajda ved Genesaret Sø, hvor hans Fader Jonas (eller med en anden Udtale: Johannes; se Joh. 1, 43) boede. Senere boede Peder tilligemed sin Broder Andreas i Kapernaum, hvor de ernærede sig som Fiskere. Andreas blev en af Johannes Døbers Disciple, og uden Tvivl har Peder ogsaa været det; thi hos Døberen ved Jordan mødtes han første Gang med Jesus, til hvem hans Broder Andreas førte ham. Han sluttede sig strags til Jesus, som gav ham Tilnavnet Kefas, det hebraiske Ord for det græske Petros (Klippemand), hvilket senere blev hans gængse Navn (se Joh. 1, 41-45). Nogen Tid efter kaldte Jesus ham til stadig at følge sig og blive »Menneskefisker« (Mt. 4, 19; Lk. 5, 1-11), og udvalgte ham senere til en af sine Apostle. Blandt disse stod han tilligemed Broderparret Jakob og Johannes Jesus nærmest (se Indl. til Joh. Ev. I. S. 320), men Peder staar stedse »først« (Mt. 10, 2) i Aposte]kredsen; næsten stadig er han den ordførende iblandt dem, og hvor han i Evangelierne nævnes sammen med andre Apostle, staar hans Navn altid først. Han var ogsaa den. som først kunde aflægge den Bekjendelse : »du er Kristus, den levende Guds Søn, og som derfor fik det Ord igjen af Herren: »du er Petros, og paa denne Klippe vil jeg bygge min Menighed« (Mt. 16, 16-18 og Anm.; jfr. ogsaa Joh. 6, 68 f.). Her se vi, at Peders Plads som den første ikke grundede sig paa en Udmærkelse, Herren havde givet ham personlig (hvilket yderligere fremgaar af Jesu strenge Ord til ham strags efter, Mt. 16, 23), men derpaa, at han med større Sikkerhed og Klarhed end de andre havde grebet Troen paa Jesus som den forjættede Frelser og Guds Søn, saa at den kunde træde frem i Bekjendelse. Endnu bestemtere fremtræder Peder efter Herrens Himmelfart som den første blandt Apostlene og i Menigheden i det hele (jfr. Lk. 22, 32; Joh. 21, 15 ff.). Det var ham, der ledede Valget af en Apostel i Judas's Sted, og som førte Ordet paa Pinsedagen saaledes, at 3000 bleve lagte til Menigheden; og han vedbliver i de næste ti Aar at staa som den styrende og ledende Mand i Menigheden saavel indadtil som udadtil, overfor dens Modstandere. Dog er det langt fra, at han dermed enten havde eller vilde tilrane sig nogen Pavemyndighed; tværtimod se vi, at da han havde døbt den første Hedning, Kornelius, gik Menigheden i Jerusalem i Rette med ham derfor (Ap. Gj. 11), ligesom han ogsaa vel en halv Snes Aar derefter modtog Irettesættelse af Pavlus i Antiokia (Gal. 2, 11 ff.), og paa »Apostelmødet« i Jerusalem (Ap. Gj. 15) talte han vel et betydningsfuldt Ord, men det var dog Jakob Herrens Broder, hvis Ord blev det egentlig afgjørende. Da Rerodes Agrippa i Aaret 44 havde ladet Jakob Sebedæos's Son henrette, havde han ogsaa tiltænkt Peder samme Lod og ladet ham fængsle; men Peder blev paa en underfuld Maade reddet, hvorefter han forlod Jerusalem (Ap. Gj. 12, 1-17). Hvor han saa drog hen, vide vi ikke; thi fra den Tid af ophøre næsten alle N. Test.s Efterretninger om ham ; vi lære deraf kun, at han senere deltog i Apostelmødet i Jerusalem og kort efter var sammen med Pavlus i Antiokia. Men da Peder særlig var »Apostel for de omskaarne« (Gal. '2, 7), kan der ikke tvivles om, at han har vendt sig til Jøderne i »Adspredelsens, som især i Landene Nordøst for Palæstina (»Babyloniernes Adspredelse«) vare meget talrige, men iøvrigt boede omkring i hele Romerriget. Og at Peder drog omkring og forkyndte Evangeliet, fremgaar af 1 Kor. 9, 5. Om denne Del af Peders Liv har der i senere Tider (fra 3dje Aarh. af) dannet sig en hel Sagnkreds, der har alskens eventyrlige Ting at fortælle om ham. Dertil hører ogsaa det Sagn, som vi først møde i 4de Aarh., at Peder i Aaret 42 kom til Rom og her blev den første romerske Biskop (Pave) i 25 Aar, indtil sin Død. Men dette er aldeles uforeneligt med N. Test. (se Indl. til Br. til Rom. S. 6). Endnu i Aaret 62, da Pavlus kom til Rom, kan Peder ikke have været der (Ap. Gj. 28, 21), og da Pavlus kort før sin Død skrev 2 Timot., var »Lukas alene hos ham« (2 Tim. 4, 11); altsaa Peder var der ikke, medmindre ogsaa han den Gang har været fængslet. Imidlertid vise alle Oldtidens Efterretninger om Peder hen til, at han mod Slutningen af sit Liv har forkyndt Evangeliet i Rom, og at han der har lidt Martyrdøden ved samme Tid som Pavlus, idet han under Neros Kristen-Forfølgelse blev korsfæstet, efter Sagnet paa sin egen Begjæring med Hovedet nedad, fordi han ikke agtede sig værdig til at dø paa samme Maade som Herren. Altsaa maa han være død henimod Aaret 68.

I alle de Træk af Peders Liv, som vi kjende, møde vi det samme Billede af en frejdig og kjæk Personlighed, snar til Beslutning og til at udføre den, med ét Ord en Handlingens Mand. Efter at han én Gang har modtaget Jesu Naade og givet ham sit Hjærte, vedbliver han udelt at tilhøre ham og er rede til at følge ham overalt. Men ved Siden heraf møde vi ogsaa en tilsvarende Skrøbelighed. Hans Frimodighed kunde slaa over i en utilbørlig Selvtillid, der baade paadrog ham strenge Irettesættelser af Herren og førte ham i Fald, idet håns Mod og Tro glippede i det afgjørende Øjeblik (jfr. Mt. 14, 28 ff.; 16, 23; 26, 69 ff.; Joh. 13, 6 ff.; 18, 11). Endnu i sine ældre Dage kunde han af Menneskefrygt drives til at handle mod sin Overbevisning (Gal. 2, 11). Men ogsaa disse Fejl og Fald vidnede dog om, at hans Hjærte holdt fast ved Jesus i udelt Kjærlighed, hvilket ogsaa Jesus selv stadfæstede ved sin sidste Samtale med ham ved Genesaret Sø, Joh. 21, 15 ff.

Peders første Brev er skrevet til »de udvalgte Udlændinge i Adspredelsen i Pontos, Ga]atien, Kappadokien, Asien og Bitynien« (Kap. 1, 1), hvilke Landskaber omfatte hele Lilleasien saa nær som den sydøstlige Tredjedel deraf. Udtrykket »Adspredelsen« kunde nærmest tyde paa, at han skrev til Jødekristne (jfr. Jak. 1, 1); men af Brevet selv ses det klart, at Læserne forhen havde været Hedninger (se 1, 14. 18; 2, 9..10; 4, 3), hvorfor dette Udtryk maa forstaas aandelig, om de Kristne som udgjørende det sande Israel, der levede spredt iblandt Hedningerne. Af 1 Ped. 5, 12 fremgaar, at disse Menigheder ikke vare stiftede "af Peder selv, skjønt hele Brevet viser, at han var personlig kjendt med dem, og i 2 Ped. 3, 15 udtaler han, at de havde hørt til Pavlus's Virkekreds. Denne havde paa sin 2den Rejse grundet de galatiske og paa den 3dje de asiatiske Menigheder (se Indl. til Gal. og Efes. Br.). Derimod havde Pavlus sikkerlig ikke selv været i Pontos, Kappadokien og Bitynien; men det er troligt, at Evangeliet er bragt dertil af hans Ledsagere, maaske af Silvanus (Silas), som tilforn med Pavlus havde prædiket i Nabolandet Galatien, og som nu overbragte Peders Brev til Menighederne (5, 12).

Disse Menigheder vare underkastede allehaande Trængsler fra deres hedenske Landsmænd, som ikke alene »bespottede« Kristendommen (4, 4), men ogsaa »bagtalte de Kristne som Misdæderes og plagede dem for deres Tros Skyld (se 2, 12; 3, 16; 4, 16). De ansaa og behandlede dem som Folk, der vilde kuldkaste Samfundets Orden og Skikke (smlg. Ap. Gj. 16, 21; 17, 7). Under disse Omstændigheder skriver saa Peder sit Brev til dem, »for at formane dem og bevidne, at den Guds Naade, de stode i, var sand« (5, 12). At Gud lod dem stedes i saadanne Trængsler, kunde nemlig vel vække Tvivl hos dem, om han virkelig kjendte dem for sine Børn, og dermed tillige om det Evangelium, Pavlus og hans Ledsagere havde bragt dem, var det sande; der var jo saa mange Jødekristne, som havde angrebet det. Derfor vil nu Peder stadfæste for sine Læsere, at det er det sande Evangelium, de have modtaget (se 1, 12. 25; 2, 9. 25; jfr. 2 Ped. 3, 2), og dernæst vil han »formane« dem til at holde ud, navnlig ved at minde dem om det herlige Haab, som de i Kristus have faaet, og som skal opfyldes ved hans Gjenkomst (se 1, 3, 13; 4, 13; 5, 4 o. a.), og om den Lidelse hvorigjennem han indgik til sin Herlighed og gjenløste dem. (2, .21 ff.; 3, 18 ff.). Han begynder med at prise Gud for det levende Haab, som han har gjenfødt os til, og som skal bære Læserne oppe under deres Trængsler (Kap. 1, 1-1.2). Og dernæst formaner han dem til i dette. Haab at leve, som det sømmer sig Guds Børn (Kap. 1, 13-2, 10); til som fremmede og Udlændinge i Verden at føre et saadant Levned blandt deres hedenske Landsmænd, at disse ikke kunne faa nogen Aarsag til at laste dem (Kap. 2, 11--4, 6), og til med Verdens Ende og Kristi Herligheds Aabenbarelse for Øje at omgaas saaledes i Menigheden, at det maa blive til Guds Ære (Kap. 4, 7-5, 11), hvorpaa der følger et Slutningsord (Kap. 5, 12-14).

Peder slutter med en Hilsen fra »den medudvalgte Menighed i Babylon, (5, 13), og der kan ikke tvivles om, at hermed menes den Menighed, han opholdt sig hos, da han skrev Brevet. Det kan i sig selv være sandsynligt nok, at Peder paa sine Missionsrejser ogsaa har bragt Evangeliet til de mange Jøder i Babyloniernes Adspredelse,, hvorvel intet af de mange Oldtids-Sagn om ham melde noget herom. Imidlertid er det en ældgammel Overlevering, som allerede findes hos Apostel-Disciplen Papias, at Babylon her er brugt som billedlig Betegnelse for Rom, og at Brevet er skrevet derfra. Det er vel noget paafaldende, at Peder i et Brev bruger et saadant billedligt Navn; men Silvanus, som overbragte Brevet, kunde jo give Forklaringen deraf, og det stemmer godt med, at han ligeledes billedlig betegner Læserne som boende i »Adspredelsen«. Ligeledes passer det hermed, at Markus var hos Peder, da han skrev Brevet (5, 13); thi Markus var efter paalidelig Overlevering Peders Tolk i Rom (se Indl. til Mark. Ev. I. S. 150). Endvidere synes flere Steder i Brevet at vise, at Peder har kjendt Pavlus's Brev til Romerne. Alt dette taler stærkt for, at Babylon, Hovedstaden i det Folk, der fordum trængte det gamle Guds Folk, her er brugt som Betegnelse for Rom, der stod paa samme Maade overfor den kristne Menighed, særlig under Nero. Men det er ikke os muligt, sikkert at afgjøre dette Spørgsmaal. Er Brevet skrevet fra Rom, kan Pavlus ikke den Gang have opholdt sig der, hvad enten han alt har været død, eller han endnu ikke er kommen der for sidste Gang; thi ellers vilde Peder utvivlsomt have hilset fra ham; Brevet maa da sandsynlig være skrevet mellem Aarene 64 —67. Er det skrevet fra Babylon, maa det formodentlig være fra en noget tidligere Tid.

Skat Rørdam NT

Peder og hans første Brev

Apostelen Peder og hans første Brev

1 2 3 4 5