Bibeloversættelse

Skat Rørdam

Matthæus 1

I. Jesu Byrd og Barndom. (1-€”2. Kapitel).

1) Med dette Vers, som er hele Bogens 0verskrift(Tite1), udtaler Mt., at han vil vise, at den Jesus, hvis Jordeliv han i sit Evangelium skildrer, er Kristus, den forjættede Messias (se V. 16 Anm.), Davids, og gjennem ham Abrahams Søn. Han viser tilbage til disse to stamfædre, fordi Israels Grundforjættelser vare givne til dem, til Abraham om, at wi hans Sæd skulde alle Jordens Slægter velsignes (1 Mos. 12, 3), til David om, at hans Ætling skulde have det evige Kongedømme og hele Jorden til sit Rige (2 Sam. 7, 12-16; Slm. 2, 8). Evangeliet skal da historisk paavise, at Jesus er Opfylderen af den gamle Pagts Forjættelse og Forventning. Istf. Historie kan man maaske ogsaa. oversætte: Slægtebog (d. e. Slægt-Register; ordret staar der: Byrds Bog). I saa Fald bliver dette Vers kun en Overskrift over de følgende V. 2-17. Men ogsaa i dette Tilfælde udtaler Mt. hermed, at han i sit Evang. vil skildre Jesus som den forjættede Davids og Abrahams Søn; thi Stamtavlen er jo Indledning til den øvrige Bog.

V. 2-17: Jesu Slæutregister; smlg. Lk. 3, 23-38 og Anm. dertil. Dette maa ikke tages som et Forsøg paa. for de udenfor staaende at bevise, at Jesus var Davids og Abrahams Søn (Ætling), men det skal paavise det for de troende, der kjende den gamle Pagts Historie.

1) Naar Mt. i Slægtregisteret anfører 4 Kvinder, af hvilke de to (Rahab og Rut) vare hedenske, de to (Tamar og Batseba) grove Synderinder, vil han sikkerlig dermed antyde, at Frelsen i Kristus som uforskyldt Naade er bestemt baade for Syndere og for Hedninger.

2) Mt. har i V. 8 efter Joram oversprunget de tre Konger Ahasja, Joas og Amasja, og ligeledes her i V. 11 efter Josias hans Søn Jojakim. Dette kan umulig være Glemsomhed, men maa være gjort med Forsæt, fordi disse Konger vare uværdige til at staa. som Davids Ætlinger, de tre første paa Grund af deres Forbindelse med Akabs afgudiske Æt, hvorved de havde gjort deres til at hindre Forjættelsen, den sidste derved, at han ikke blev Konge i Kraft af sin Nedstammelse fra David men blev indsat af Ægypterne.

3) Kristus er her brugt, som næsten altid i N. Test., ikke som et Egennavn, men som et Embedsnavn; det er den græske Overs. af de; hebraiske Messias, d. e. »den Salvedex, den af Gud indviede og indsatte (forjættede) Konge. Naar der i V. 1 og 18 0. a.. St. staar: "Jesus Kristus", er det altsaa at forstaa: Jesus, som er den Salvede, den forjættede Frelserkonge.

4) Gjennem de tre Rækker af Slægtled paapeger Mt., hvorledes Forjættelses-Tiden udviklede sig til sin Fylde: 1) Fra Abraham til det davidiske Kongedømme; 2) dette Kongedømmes Dalen indtil Udlændigheden, da Davids Kongestamme blev omhugget, saa at kun »Stubbem (Es. 11, 1) blev tilbage; 3) Davids Hus's Fornedrelse, indtil det forjættede "Skud" af Davids Rod spirer frem. (For at faa fjorten Slægtled i alle tre Rækker maa Jekonjas tælles baade til 2den og 3dje Række; han hører til 2den, fordi han var Konge, til 3dje, fordi han levede under Udlændigheden).

V. 18-25: Jesu Byrd.

1) I V. 16 er sagt, at Jesus var Søn af Maria (ikke af Josef); nu fortælles, V. 18-25, hvorledes det da. forholdt sig med Jesu Byrd (hans Herkomst), nemlig at han var »undfangen ved den Hellig-Aand, men blev »Davids Søn derved, at Davids Ætling Josef lyste ham i Kuld og Kjøn ved at ægte "Jomfruen" Maria, hvorved Jesus for Loven, Guds Lov, kom til at staa som en ægte Søn af Josef, med Arveret til Davids Trone. Man kan ogsaa oversætte: Jesu Kristi Fødsel; men det er næppe rigtigt her, da. Mt. ikke egentlig fortæller om Jesu Fødsel (se Lk. 2, 1-7; jfr. 1, 26 ff.), men kun berører den i Forbigaaende, V. 25.

2) da hun kom tilbage fra sit Besøg hos Elisabet (Lk. 1, 39 ff.).

3) Josef var retfærdig, rettede sig efter Loven, og kunde derfor ikke ville ægte en Kvinde, som han maatte anse for utugtig, førend han af Englen var bleven oplyst om, at det forholdt sig, som hun sagde, at hendes Foster var undfanget ved den Hellig-Aand.

4) Jesus betyder: »Herren frelsen (det er en senere Tids Udtale af det ældre "Josva"). Mange før ham havde haft dette Navn, fordi man i deres Fødsel havde set et Vidnesbyrd om Guds frelsende Kraft; men han alene svarede fuldkomment til dette Navn, thi han udførte Guds Frelses Raad.

5) Es. 7, 14. Navnet Immanuel, "Gud-med-os", udtrykker, at i ham skal Guds Naade komme til og være med Israel. Det udsiger altsaa væsentlig det samme som Navnet "Jesus".

1) Istf. en Søn, som der læses hos de ældste Vidner, læse de fleste senere Haandskr.: sin førstefødte Søn (efter Lk. 2, 7).

Bibelen

Judiths bog
1 2 3 4 5

Tobias' bog
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14

1 Mosebog GT1871
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33

Link til mig

Ambassadør for Indre Missions Bibelhøjskole