Bibeloversættelse

Skat Rørdam

Matthæus 2

Kap. 2. l-l2: Vismændene fra Østerland.

2) Herodes »den store« som Aar 40 f. Kr. af Romerne var bleven udnævnt til Konge, var almindelig afskyet af Jøderne baade for sin Grusomhed, og fordi han var en ldumaeer (af Esaus Æt). Efter 36 Aars Regering døde han, 4 Aar før vor Tidsregning (l)enne hviler paa en Udregning af Kristi Fødselsaar som blev gjort i Rom i det 6te Aarhundrede, men som ikke er nøjagtig).

3) Romerske Historieskrivere fortælle, at paa den Tid var der over hele Østerland udbredt en almindelig Forventning om, at der fra Jøde1and skulde udgaa en Hersker over Alverden. De hedenske Vismænd, som sikkerlig have været Stjernetydere, og derfor mulig fra Kaldæa eller Babylon, have delt denne Forventning. Maaske har Østerlændingen Bileams Spaadom om Stjernen af Jakob: (4 Mos. 24, 17) bidraget til, at de i Stjernen saa et Tegn paa denne Herskers Fødsel. lstf. tilbede kan man ogsaa overs.: hylde (kaste os ned for ham). Ligeledes i V. 8 og 11.

4) Herodes forstod strags, at denne Konge maatte vaere Kristus den forjættede Herrens Salvede, og han opskræmmedes derved, da han deraf ventede sit Herredømmes Undergang; og den verdsligsindede Hovedstads lndbyggere opskræmmedes ikke mindre ved Udsigten til, at Messiass Komme vilde gjøre Ende paa deres Herlighed.

5) d. e. Medlemmerne af det højeste Raad, »Synedriet«; se 21, 23 Anm.

6) Mika 5. 1-3 Profetens 0rd ere anførte i kort Uddrag.

1) lsraels tolv Stammer vare delte i Underafdelinger (»Tusender«), som Repræsenteredes af Fyrster eller Høvdinger. saa lille Som Betlehem var iblandt disse, skulde det dog naa en større Herlighed derved at den forjættede Davidssøn Skulde fødes der. (Betleltem i Juda, eller B. Efrata, kaldtes saaledes til Adskillelse fra et andet Betlehem i Sebulons Stamme).

2) Stjernen var altsaa ikke længer til Syne. da de kom til Jerusalems først da de kom paa Vej til Betlehem, saa de den igjen, til deres store Glæde.

3) De havde altsaa bedet Gud om Raad, hvorledes de nu skulde forholde sig.

V. l323 Flugten tll Egypten Barnemordet l Betlehem; Tilbagekomst tll lskaels Land.

4) Hos. 11, 1. Udtrykket det skal opfyldes, betegner ikke alene en ligefrem Spaadom, men ogsaa, at en af Profeterne udtalt Guds-Tanke, som tilforn havde fundet sit Udtryk i en Tildragelse i Datiden, paany bliver virkeliggjort, faar et nyt og fuldere Indhold (»Opfyldelsen) i en ny Tildragelse. Her hos Hoseas tales der om, at Gud i sin Kjærlighed førte Israels Folk fra Ægypten til Kanaans Land. Men den Tanke, at Gud saaledes maatte føre sit Folk (»sin førstefødte Søn, 2 Mos. 4; 22) ad denne Omvej til dets Maal, for at det ikke skulde ødelægges af det kananitiske Afguderis Smitte, den blev end fuldere virkeliggjort, da Guds "elskede Søn" blev ført om ad Ægypten, for at bevares for Herodes's Mordersværd. Jesus visensig herved som den, i hvem det, som Israels Historie pegede hen til, fandt sin Opfyldelse.

1) Jer. 31, 15. Profeten taler om den dybe Hjærtesorg, som det voldte Israels Folk, at de ti Stammer (Israels, eller Efraims Rige.) for Folkets Synders Skyld bleve bortførte af den assyriske Voldsherre (Rakel, som var Efraims Stammoder, betegner Folket i sin Helhed). Og denne Sorg ser Mt. som »opfyldta, atter virkeliggjort, da den idumæiske Voldsherre Herodes, under hvis Magt Folket nu, ligeledes for sine Synders Skyld, var kommet lod Børnene i Betlehem dræbe.

2) Efter Herodes's Død blev hans Rige delt imellem tre af hans Sønner: Arkelaos fik Judæa, Samaria og Idumæa, Herodes Antipas fik Galilæa og Peræa (Landet hinsides Jordan), og Filip nogle nordligere Landskaber (Lk. 3, 1). Men Arkelaos, der traadte i sin grusomme og tyranniske Faders Fodspor, blev efter ni Aars Regering afsat af Kejser Augustus, som derefter lod hans Lande styre af romerske Landshøvdinger.

1) Jesus blev født i Betlehem og viste sig derved strags som den forjættede Arving til Davids Trone (V. 1 og 5); men han kom dog til at staa for Folket som en, der var fra Nasaret, d. e. et ringe og uanseligt Menneske, hvem ingen, der saa paa det ydre, vilde anse for Davidssønnen (jfr. Joh. 1, 47; 7, 41). Der er intet Ord i G. T., hvori der ligefrem siges, at Jesus skulde kaldes Nasaræer; men Mt. sigter til, hvad Profeterne (o: Spaadommene) varslede om, at Messias skulde ringeagtes af sin Samtid (se Es. 49, 7; 58, 2 f.; Slm. 22, 7 H.).

Bibelen

Judiths bog
1 2 3 4 5

Tobias' bog
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14

1 Mosebog GT1871
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33

Link til mig

Ambassadør for Indre Missions Bibelhøjskole