Bibeloversættelse

Skat Rørdam

Johannes's Aabenbaring

Iden kirkelige Sprogbrug har denne Bog faaet Navnet »Johannes's Aabenbaring«, d. e. den af Johannes modtagne og nedskrevne Aabenbaring; men af Forf. selv nævnes den i Overskriften, Kap. 1, 1: »Jesu Kristi Aabenbaring, som Gud gav ham, for at han skulde vise sine Tjenere det, som maa ske snart, og ved sin Engel, som han udsendte, betegnede han det for sin Tjener Johannes«. Hermed siges altsaa, at Bogen er en Aabenbaring fra Gud, som Jesus Kristus har meddelt Johannes; og hvad dens Indhold angaar, da handler den om »det, som maa ske snart«. Hvad dette er, udtales strags i Bogens Indgang: »Se, han (Jesus Kristus) kommer med Skyerne, og hvert. Øje skal se ham« (1, 7), og ligeledes i dens Slutning: »Se, jeg kommer snart« (22, 7. 12. 20); det er altsaa Jesu Kristi forestaaende Gjenkomst til Dom og til Menighedens Fuldendelse. Dette »betegnede« Kristus for Johannes, d. v. s. kundgjorde ham det, ikke ved ligefrem Forudsigelse, men ved »Tegn«, i Symbolers og Billeders Tegnsprog.

Herved indtager denne Bog en særegen Plads blandt N. Test.s Skrifter saavel med Hensyn til sit Indhold som sin Form. Ligesom den er det sidste Skrift i N. Test., saaledes drejer hele dens Indhold sig om »det sidste«, om Verdens- og Menighedslivets Afslutning og Fuldendelse ved Kristi Komme til Dommen. Vistnok vises der ogsaa i de øvrige Skrifter stadig hen til Herrens Tilkomst som det, hvorved Menigheden først skal naa sit Maal, og det væsentlige Indhold af Aabenb. findes spredt om i de øvrige Skrifter, især i Jesu Taler om sin Tilkomst (Mt. 24 og 25; Luk. 21); men medens disse Skrifter alle nærmest have Menighedens Tarv og Trang i Nutiden for Øje og derfor vidne om Jesus Kristus, dels saaledes som han vandrede paa Jorden i sit Kjøds Dage, dels saaledes som den korsfæstede, opstandne og himmelfarne Herre i sin Aand og sit Ord lever og virker i sin Menighed, saa drejer Aabenbaringens Vidnesbyrd sig helt igjennem om hans Tilkomst, hvorved den gjenstridige Verdens Modstand mod Guds Rige skal knuses, og Menigheden føres til sit salige Maal, det evige Liv i Gud. Derved skal Menighedens Blik føres opad og fremad i Haabet til at se, at som det er Gud selv, der ved Jesus Kristus har begyndt Frelsesværket, vil han ogsaa ved ham fuldføre det for sin Menighed, trods al Verdens Modstand og Fjendskab, og saaledes skulle de hellige vejledes til den »Udholdenhed, Tro og Visdom (13, 10. 18; 14, 12), hvorved de blive i Stand til uskadte at gjennemgaa Tidens, og især den sidste Tids Trængsler. Man har derfor med Rette kaldt Aabenb. »Menighedens Trøstebog« ; thi dette Haab, at engang skal hver Taare aftørres, og Livet for evig sejre over Døden, kan fremfor noget andet gjøre Menigheden trøstig og frimodig under Tidens Trængsel og Pinagtighed.

Hvad der saaledes i Aabenb. kundgjøres om det tilkommende, meddeles imidlertid ikke i ligefremme Forudsigelser, som kunde være tilgængelige for alle og enhver, der ønskede at vide, hvad der skal komme. Dette skulde »vises Kristi Tjenere«, altsaa hverken Kristi Fjender eller dem, der søge deres Nyfigenhed tilfredsstillet, men kun dem, der tilhøre ham og ville tjene ham, for at de, saasandt de ville modtage Guds Riges Trøst og nøjes med den, kunne bevare Frimodigheden og Udholdenheden under Tidens Trængsler. Og hvad der skulde »vises« dem, a: fremstilles for deres aandelige Øje, det blev »betegnet for Johannes«, fremstillet for hans Øje i Syners og Symbolers Billedsprog. Kun Bogens første Afsnit, de syv Breve til Menighederne, hvormed selve Aabenbaringen indledes (Kap. 2 og 3), danner en Undtagelse herfra, idet disse for største Delen ere at forstaa ligefrem.

Det er dog ikke alene det fremtidige, der saaledes fremstilles i symbolsk Tegnsprog, men ogsaa den himmelske Virkelighed, som den nu er. Man maa derfor vel vogte sig for at tage de Skildringer, der gives af denne, som en Beskrivelse af dens virkelige Udseende; de ere symbolske "Betegnelser", men saaledes valgte, at de pege hen paa den Side af Væsenet, som i det paagjældende Tilfælde vil træde i Virksomhed. Saaledes ser Johannes Jesus Kristus som en Menneskesøn, i kongelig Præstedragt med et skarpt Sværd udgaaende af sin Mund, hvor han fremtræder som Menighedens Styrer og Herre (1, 13 ff.); men han ser ham som et Lam med Mærker af at have været slagtet, hvor han fremtræder som Menighedens Frelser (5, 6), og som en Rytter i et blodoverstænket Klædebon, ridende paa en hvid Hest, hvor han kommer som Sejerherren til Dom (19, 11 ff.). Ingen vilde kunne tage disse Skikkelser som Fremstilling af Herrens virkelige Udseende. Men det samme gjælder ogsaa, naar Joh. skuer Faderen som en Skikkelse siddende paa en Trone og straalende som Jaspis og Sarder-Sten, og den Hellig-Aand som syv brændende Fakler (4, 3. 5), eller naar han i Himlen ser et Tempel med Altre og Pagtens Ark, eller ser Martyrernes Sjæle i deres Blod ved Alterets Fod o. s. fr. Dette er altsammen Billeder, og saaledes maa det forstaas og forklares. Paa samme Maade har det sig med Skildringen af det fremtidige. Johannes skuer Modkristus som et Vilddyr med syv Hoveder og ti Horn (13, 1); han ser Verdensstaden Babylon« som en pragtfuldt klædt Kvinde, siddende paa et skarlagenrødt Dyr (17; 3 f.); ser Dommen som en Høst, hvor dels Hveden, dels Druerne høstes (14, 14 ff ); ser en Engel med en stor Lænke binde Dragen, Djævelen (20, 2) o. a. fr.: alt dette er selvfølgelig Billeder. Og saaledes tager man i det hele næppe fejl ved at gaa ud fra, at alle Fremtidsskildringerne baade af Hjemsøgelserne over Verden og af Menighedens Beskjærmelse maa forstaas som Billeder, naar der ikke i enkelte Tilfælde er særlige Grunde, der tale for en bogstavelig Forstaaelse. Mange have ment, at de Syner, hvori der skildres de Plager, der ramme den ufornuftige Skabning og igjennem den Menneskene, skulde danne Undtagelser herfra; men hertil er der ingen Grund, saa meget mindre som ogsaa disse Plager fremstilles i saadanne Træk, at de dog for en stor Del umulig kunne forstaas anderledes end billedlig (jfr. 8, 7 Anm ). At det fremtidige er skildret paa denne ejendommelige Maade, hvorved det paa én Gang aabenbares og dog tilhylles, har vel til Dels sin Grund i, at det ikke er bestemt til Oplysning for dem, der staa udenfor Kristi Menighed, men kun skal "vises hans Tjenere" (1, 1); men dog især deri, at ogsaa denne Profeti kun er »stykkevis« og er skuet »i et Spejl, i en Gaade« (1 Kor. 13, 9. 12). En Vejledning til at forstaa disse Syner og Billeder findes dels i enkelte Forklaringer deraf i Aabenb. selv (se 17, 9-12. 15. 18; 19, 8), dels i det profetiske Billedsprog, som saa ofte bruges baade i Gl. og N. Test. Men ligesom Johannes selv først derved, at han »kom i Aande«, blev i Stand til at skue disse Syner, saaledes ville de kun kunne forstaas af den, der er oplyst af Guds Aand, og det endda kun saaledes, at man kan paapege, i hvilken Retning Synerne vise; den sikre Udlægning af det hele vil først Opfyldelsen give dem, der i Tro paa Jesus Kristus og paa hans Tilkomst agte paa Tidernes Tegn.

Herefter er det ikke at undre paa, at denne Bog er bleven forstaaet meget forskjelligt, og at en sikker Forklaring af alle Enkeltheder endnu ikke er mulig. Der er imidlertid blandt de Forklaringer af Aabenb., som i Tidernes Løb ere fremsatte, kun to Hovedopfattelser, der kan være Spørgsmaal om at vælge imellem. Den ene har man kaldt »den kirkehistoriske«, fordi den i Aabenb. finder en Forudsigelse om de betydningsfuldeste Hovedtræk i Kirkens Historie gjennem Tiderne indtil Enden. Men denne Opfattelse er sikkerlig urigtig, hvilket allerede fremgaar deraf, at de enkelte Fortolkere som oftest ere aldeles uenige om, hvilke kirkehistoriske Begivenheder de enkelte Syner varsle om; og hertil kommer, at det profetiske Blik ikke plejer at skue Historien i en saadan Oversigt, men at skue tværs igjennem Tiderne lige til Maalet. Deraf kommer det, at Profeterne som oftest se Maalet som ganske nær. Og at Aabenb. ikke danner nogen Undtagelse herfra, se vi deraf, at den baade begynder og ender med at udtale, at Herren kommer snart (se 1, 1; 22, 20); men det Blik, der ser Herrens Tilkomst saa nær, har ligesom ikke Rum til tillige at omfatte en lang mellemliggende Udvikling. For mig staar det derfor som utvivlsomt, at den anden Hovedopfattelse er den rette, hvorefter Aabenb. forstaas »eschatologisk«, d. e. som handlende om »det sidste«, om Herrens Tilkomst og de sidste Trængsler, hvorigjennem Menigheden modnes til Guds evige Rige, medens Verden modnes til Dommen. Dette udelukker dog ikke, at der kan være medtaget enkelte Træk af Menighedens Tilstande gjennem de løbende Tider, der staa som fremragende Punkter, som det profetiske Blik fæster sig ved under sit Tværskue gjennem Tiden (saaledes i 2. 3. 6. 12 Kap.), ligesom ogsaa adskillige af de Fremtidssyner, som gaa paa de sidste Tider, ogsaa tidligere have kunnet faa en delvis Opfyldelse i Historien; thi de aandelige Kræfter, baade Lysets og Mørkets, som naa deres Højdepunkt i de sidste Tider, ere jo ogsaa virksomme hele Kirkens Historie igjennem.

Ifølge denne Opfattelse er da Indholdet af Aabenb. følgende. Efter en Overskrift og Hilsen til Læserne begynder Bogen med et Syn, hvorved Joh. bliver kaldet til at skue det fremtidige og nedskrive det (Kap. 1). Derefter faar han af Herren Befaling om at skrive syv Breve til syv navngivne Menigheder i Lilleasien, der staa som Symbol paa hele den hellige, almindelige Menighed. I disse Breve udtales Herrens Formaninger og Paamindelser til Menigheden, for at den maa være beredt til at modtage ham, naar han kommer, og derved tillige skikket til rettelig at bruge det Lys over Fremtiden, som Aabenb. bringer (Kap. 2. 3). Efter disse Breve følger den egentlige Aabenbaring, idet Johannes ser en Dør aabnet i Himlen og faar Befaling til at stige derop. Her ser han Gud i sin Herlighed, som den der har hele Tilværelsen og Fremtiden i sin Magt; og af hans Haand modtager Lammet, Jesus Kristus, en Bog indeholdende Guds Fremtidsraad og forseglet med syv Segl (Kap. 4. 5). Johannes faar dog ikke denne Bog at læse, men dens Indhold "vises" ham dernæst i fem Rækker af Syner, som »betegne«, hvad den indeholder. Enhver af disse Rækker fører lige til Maalet, idet den ender med Dommen og Herrens Komme; men ved Siden deraf er der en kjendelig Fremadskriden, saa at vi føres nærmere og nærmere til Enden, idet den følgende Række stadig begynder med at gjenoptage til videre Udførelse et eller flere af de Træk, hvormed den forrige sluttede. Det er, som om dermed udtaltes, at Dommen altid staar for Døren, men dens Komme udsættes atter og atter for at give Mennesker Tid til Omvendelse (jfr. 2 Ped. 3, 9). Derhos ere disse Syner saaledes slyngede ind i hinanden, at det sidste Led i Rækken paa en Gang slutter denne og indeslutter den følgende Række, saa at det baade kan ses som Slutning af den forrige Række og som Indgang til den følgende: et Udtryk for, at Guds Raad ikke er tilfældigt Stykværk, men et sammenhængende Hele, som dog giver Rum for Menneskets Frihed. — Den første Syne-række skildrer Aabningen af de Segl, der lukkede for Guds Fremtidsbog, d. e. af hvad der maa gaa forud for Dommen, dels Evangeliets Forkyndelse over hele Jorden, dels Strid og Tugtelser, hvorigennem Menigheden skal lutres, og Verden føres til Omvendelse eller modnes til Dommen. Og paa den anden Side vises. at Gud vil beskjærme sine, saa ingen skal rive dem af hans Haand (Kap. 6. 7). Den anden Række fremstiller syv Engle, der efter hinanden støde i Basuner, som give Tegn til haarde Hjemsøgelser, der ramme Menneskene, dels som Varsel om den forestaaende Dom, dels for at vække dem til Omvendelse; og tillige vises, at Gud vil bevare sin sande Menighed ubesmittet af Verden og opholde sit Vidnesbyrd i den indtil det sidste (Kap. 8-11). Den tredje Række skildrer Djævelens Anløb mod Menigheden, at ligesom han fra det første af har staaet Jesus efter Livet og forfulgt hans Menighed, vil han tilsidst fremkalde »et Dyr fra Havet«, Modkristus, som i Djævelens Kraft vil gjøre det sidste og største Forsøg paa at udrydde Menigheden af Jorden. Men Gud fører sin Menighed frelst i Havn og lader Dommen komme, til Frelse for den og til ødelæggelse af dens Fjender (Kap. 12-14). I den fjerde Række ser Joh. syv Engle, der udgyde Guds Harmes syv Skaa]er over Jorden og derved føre over Menneskene de sidste og haardeste Straffedomme, gjennem hvilke de maa smage deres egne Synders beske Frugter, for at de saaledes skulle føle baade deres Synd og deres Afmagt overfor Gud, om de dog paa det sidste vilde omvende sig; men de forhærde sig kun des mere. Disse Straffe ende med Verdens-Hovedstaden Babylons Undergang og med et stort Halleluja af Guds Menighed i Himmel og paa Jord, fordi Dommen og Guds Riges Fuldendelse nu er oprunden (Kap. 15, 1-19, 10). I den sidste Række skildres saa tilsidst selve Herrens Gjenkomst til Dom over Modkristus og hans Rige, den første Opstandelse og Tusendaarsriget, den yderste Dom, og derefter den ny Himmel og Jord med det salige ny Jerusalem (Kap. 19, 11-22, 5). Endelig følger Bogens Slutning, hvori Herrens snarlige Tilkomst og denne Profetis Vigtighed lægges Menigheden paa Hjærte (Kap. 22, 5-21).

Bogens Forfatter nævner sig selv i Overskriften, (Kap. 1, 1. 2) »Johannes, Jesu Kristi Tjener, som har vidnet Guds Ord og Jesu Kristi Vidnesbyrd, alt hvad han har set.« Med disse Ord siges vist nok ikke, at Forf. var Apostel, men at han ud bar det kristelige Vidnesbyrd og kunde gjøre dette som den, der selv havde været Øjenvidne til, hvad han vidnede om. Men dette er den samme Maade, hvorpaa Apostelen Johannes betegner sig selv i sine andre Skrifter, i hvilke han heller ikke nævner sig Apostel; se Joh. 1, 14; 19, 35 ; 1 Joh. 1, 1. 3. Der kan saaledes ikke med Grund tvivles om, at Forfatteren selv betegner sig som Apostelen Johannes, og hermed stemmer ogsaa, at han andensteds i Bogen nævner sit Navn paa en saadan Maade, som kun den kunde gjøre det, der vidste, at, hans Læsere kjendte ham og anerkjendte hans Myndighed (se 1, 4. 9; 22, 8). Oldkirkens enstemmige Overlevering om denne Bog, som naar nær op til Johannes's egen Levetid, vidner ligeledes, at den er skreven af Apostelen Joh. Fra henimod Midten af 2det Aarh. og den derpaa følgende Tid have vi en hel Række af Vidnesbyrd fra alle Kirkens Egne om, at Bogen var kirkelig anerkjendt og ansaas for skreven af Apostelen Johannes. Og de ældste og vægtigste af disse skrive sig fra Lilleasien, altsaa netop fra den Kreds, i hvilken Johannes virkede i sine sidste Aar, og til hvilken Aabenb. nærmest er skreven (se 1, 4). Kun i den gamle syriske Bibeloversættelse havde man ikke Aab., formodentlig fordi man her, som enkelte andre Steder, ikke ansaa den for tjenlig til Oplæsning ved Gudstjenesten. Først fra Midten af 3dje Aarh. begyndte ganske enkelte Kirkelærere at udtale Tvivl om, at Aab. skrev sig fra Apostelen Johannes, og de gjættede da paa, at den skulde være skreven af en med ham samtidig Mand, der kaldes »Presbyteren (Præsten) Johannes« og skal have været en Discipel af Jesus selv. Man havde imidlertid ingen historiske Grunde herfor at støtte sig til, men kun den »indre« Grund, at Bogens Sprog og Tone ikke stemmede med de andre Skrifter, vi have af Johannes. Og det kan ikke negtes, at der i saa Henseende er en ikke ringe Forskjel; men denne har sin tilstrækkelige Forklaring i Aabenb.s særegne Indhold og Beskaffenhed og kan derfor ikke veje op imod de historiske Vidnesbyrd for, at det er Apostelen Johannes, der har skrevet Bogen.

Af Kap. 1, 9. 10 se vi, at Joh. har modtaget denne Aabenbaring paa Patmos, en lille Ø i det ægæiske Hav, hvor han var »for Guds Ords og Jesu Vidnesbyrds Skyld«. Der kan ikke tvivles om, at dette er at forslaa saaledes, som Kirkefædrene have overleveret, at han for Evangeliets Skyld var bleven forvist til Patmos. Men Spørgsmaalet er, naar dette har fundet Sted. Irenæos (f 202) skriver, at Aab. blev skuet henimod Enden af Domitians Regering. (han døde Aar 96); det maatte da være under hans Kristenforfølgelse, at Joh. var bleven forvist, og dette gjentage mange senere Kirkefædre efter Irenæos, hvis Ord om denne Sag unegtelig have Vægt, fordi han var Discipel af Biskop Polykarp i Smyrna, som atter var Discipel af selve Johannes. Men herefter maatte Aab. være skuet og skrevet i Apostelens høje Alderdom, da han var næsten 100 Aar gammel, hvilket vel er muligt, men ikke meget troligt; thi til at kunne modlage de mægtige Syner i Aab. maatte der sikkerlig høre fuld aandelig Manddomskraft. Klemens Alexandriner (t c. 210), Tertullian (t 220) og Origenes (t 253), som ogsaa omtale Joh.s Forvisning til Patmos, nævne derimod ikke, under hvilken Kejser den har fundet Sted; men hvad de to første fortælle herom, peger langt snarere hen til en tidligere Tid i Apostelens Liv. Mange have i senere Tider antaget, at Joh er bleven forvist under Neros (t 68' Kristenforfølgelse. I saa Fald maatte Aab. være skreven 20-30 Aar før Joh.s Død. formodentlig ikke længe efter Jerusalems Ødelæggelse, hvormed baade dens Sprog og dens Indhold godt vilde stemme.

Skat Rørdam NT

Johannes's Aabenbaring

Johannes's Aabenbaring

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22