Bibeloversættelse

Skat Rørdam

Brevet til Galaterne

Galatien var et Landskab i det indre Lilleasien; det havde sit Navn af »Galaterne« (Kelterne), et Folkefærd fra Gallien, det nuværende Frankrig, som havde givet sig paa Vandring og tilsidst omtr. 270 Aar f. Kr. havde indtaget dette Land og bosat sig der. Et Hundredaar senere kom de under Romernes Herredømme. Menighederne i Galatien, som udelukkende bestode af Hedningekristne (Gal. 4, 8), bleve grundlagte af Pavlus, da han ved Begyndelsen af sin anden Missionsrejse (Aar 51 eller 52, Ap. Gj. 16, 6) drog igjennem Landet, men ved Sygdom blev nødt til at standse der. Han forkyndte da Evangeliet, som blev modtaget med den hjærteligste Glæde (Gal. 4, 13. 14). Ved Begyndelsen af sin tredje Rejse besøgte han atter Menighederne og styrkede dem (Ap. Gj. 18, 23). Det lader til, at Vranglære allerede den Gang havde begyndt at dukke op hos dem, eller dog i Omegnen, saa at han fandt Anledning til at advare dem derimod (se Gal. 1, 9); og det varede ialfald ikke længe efter hans Bortrejse, inden der iblandt Galaterne optraadte jødisk-sindede Vranglærere, rimeligvis farisæiske Jødekristne af samme Art som de, der tidligere havde vakt Uro i Antiokia (Ap. Gj. 15, 1). Disse lærte, at Moseloven ogsaa gjaldt for de Kristne og var nødvendig til Frelse, hvorhos de selvfølgelig angrebe det Evangelium, Pavlus havde forkyndt, og søgte at svække Tilliden til hans Apostel-Myndighed og at nedsætte ham i Menighedernes Øjne (se Gal. 1, 10; 5, 11). En saadan Lovlære kunde let blænde nyomvendte og ubefæstede Kristne ved et Skin af af Alvor, medens Evangeliet i Modsætning hertil kunde synes at gjøre Vejen altfor magelig. Og saaledes gik det hos Galaterne. Denne Lære havde vundet en saadan Indgang hos dem, at de saa at sige alle vare blevne »forgjorte« deraf (3, 1) og allerede overholdt Sabbaten og andre jødiske Festdage (4, 10), ja de stode endog paa Nippet til at indføre Omskærelsen (5, 2; 6, 12). Da Pavlus fik Underretning herom, skrev han, for at afværge det begyndte Frafald fra Jesus Kristus og hans Evangelium, dette Brev til »Menighederne i Galatien« (1, 2), altsaa ikke til Menigheden i en enkelt By, men en Omgangsskrivelse til dem alle. Der kan næppe være Tvivl om, at det er skrevet under hans treaarige Ophold i Efesos (Aar 56-58; Ap. Gj. 19), formodentlig ikke længe efter, at han var kommen dertil.

Brevet falder i tre Afsnit. Efter en Hilsen hævder Pavlus sit Evangeliums guddommelige Udspring og Sandhed og sin Apostel-Myndighed lige med de andre Apostles (Kap. 1— 2). Han viser, at Livet og Frigjørelsen faas alene i Kristus ved Troen, men ikke ved Loven, der kun fører i Trældom (Kap. 3-4). Og efter at have formanet Galaterne til at bevare deres kristelige Frihed og bruge den i Kjærlighed og vandre i Aanden (Kap. 5, 1-6, 10), slutter han med en egenhændig Efterskrift (6, 11-18), hvori han paaminder dem om, at Roden til denne Lovlære er, at man skammer sig ved den korsfæstede Kristus og søger sin egen Ære, medens Jesu Kristi Kors er Kristnes eneste Ære.

Skat Rørdam NT

Pavlus's Brev til Galaterne

Brevet til Galaterne

1 2 3 4 5 6