Bibeloversættelse

Skat Rørdam

Brevet til Hebræerne

Dette Brev begynder ikke, som de øvrige Breve i N. Test, paa 1 Joh. Br. nær, med en Hilsen eller Tilskrift, der melder af og til hvem det er skrevet. Men det har fra ældgammel Tid været betegnet med Overskriften »til Hebræerne«, der allerede bruges af Tertullian og Klemens Alexandriner (ved Aaret 200), saa at den har god kirkelig Hjemmel. Med Navnet »Hebræere« betegnes i N. Test. de Jøder (eller Jødekristne), hvis Modersmaal var det da brugelige Hebraisk-Aramaisk, til Forskjel fra »Hellenisterne« , de græsktalende Jøder, som boede trindt omkring i Romerriget (se Ap. Gj. 6, 1) ; og i det hele brugtes «Hebræere« som Betegnelse for de ægte Jøder, af rent israelitisk Blod. Her i Overskriften til dette Brev maa det selvfølgelig betegne en jøde-kristen Menighed eller Menighedskreds, og der er al Sandsynlighed for, at denne maa søges i Jerusalem, eller ialfald i Palæstina. Langt mindre troligt er, hvad somme have gjættet paa, at denne Menighed skulde søges udenfor Palæstina, f. E. i Antiokia (Syrien), Alexandria, eller endog i Rom; thi selv om der paa disse Steder den Gang har været større jødekristne Menigheder, hvorom vi dog intet sikkert vide, saa var det ikke tænkeligt, at der i et Brev til saadanne ikke tillige skulde være taget Hensyn til de endnu talrigere Hedningekristne, som de levede iblandt, medens dette Brev udelukkende vender sig til Jødekristne.

Den hebraiske Kristenmenighed i Palæstina vedblev fra sin første Begyndelse af at holde Moseloven og at deltage i Gudstjenesten i Templet ved Siden af den kristne Menigheds Gudstjeneste, som holdtes i Husene (Ap. Gj. 2, 46). Ogsaa efter at Menigheden ved Kornelius's Omvendelse var bleven oplyst om, at Hedningerne havde Adgang til den kristne Tro uden først at gaa ind under Moseloven (Ap. Gj. 10 og 11) , og efter at der paa Apostelmødet i Jerusalem var blevet udtalt, at Moseloven ikke gjaldt for Hedningekristne (Ap. Gj. 15), vedbleve de Kristne af jødisk Æt med Nidkjærhed at holde Loven og dens Skikke (Ap. Gj. 21, 20). Der kan ikke tvivles om, at mange have gjort dette af Hensyn til deres Landsmænd, for ikke at støde disse bort fra Evangeliet; men ligesaa sikkert have mange ment, at Moselovens Overholdelse var nødvendig til Frelse, ialfald for Jødekristne, saa at de altsaa toge Loven som et Frelsesmiddel ved Siden af Jesus Kristus og hans Frelsergjerning. Denne Tanke maatte tidligere eller senere føre dem til Frafald fra den kristne Tro; og Historien viser, at dette skete. Da Templet var lagt i Grus ved Jerusalems Ødelæggelse (Aar 70), maatte Offertjenesten nødvendig ophøre; men det overvejende Flertal af den hebraiske Kristenmenighed vedblev endda at holde sig til Moseloven, og faa Menneskealdre derefter fremtraadte iblandt dem »Ebjoniterne« med aabenlyst Frafald fra den kristne Tro , idet de lærte , at Jesus Kristus ikke var Guds enbaarne Søn, men et blot Menneske, en stor — eller den største — Profet, men hans Gjerning var kun at indskærpe og fuldstændiggjøre Moseloven. At et saadant Frafald kunde ske efter Jerusalems Ødelæggelse, viser, at Spiren dertil maa have været i fuld Grøde før denne Tid, og herom aflægger Hebræer-brevet Vidnesbyrd, idet Læserne dels atter og atter formanes til at holde fast ved den kristne Tro og Bekjendelse (2, 1; 3, 1; 4, 14; 10, 23), dels med den strengeste Alvor advares imod at falde fra Kristus og fra Troen (2, 1-4; 3, 7-19; 6, 4-8; 10, 26-31; 12, 15-17). Brevet viser klarlig fra først til sidst, at de hebraiske Kristne vare i høj Grad fristede til at falde fra Troen og vende tilbage til Jødedommen. De havde ikke opnaaet, hvad de havde ventet sig i Kristi Menighed, hverken Herlighedsriget med »Husvalelsens Tider», eller den sejervisse Frimodighed og Glæde; tværtimod maatte de døje, vel ikke blodig Forfølgelse, men dog alskens Plagerier og Trængsler af deres Landsmænd (12, 4 ff.); derfor vare de blevne sløve til at høre saavelsom til at haabe, og slappe til at optage Kristenlivets Kamp (5, 11; 6, 12; 12, 3), og adskillige af dem forsmaaede den kristne Menigheds Forsamlinger (10, 25), ventelig fordi de foretrak den mere storartede Tempeltjeneste og mente at have nok i den.

Det er nu Hebræer-Brevets Øjemed at afvende den Fare, der saaledes truede Menigheden, og at standse den paa den Vantroens og Tvivlens Skraaflade, som den var kommen ud paa. Forf. viser da, hvorledes Jesus Kristus, den ny Pagts Mægler, er Sønnen, Guds Herligheds Glans og hans Væsens udtrykte Billede, der efter at have fuldbragt sit Gjenløsningsværk sidder ved Guds højre Haand som den evige Konge, højt over Englene, der kun ere Tjenere. Derfor bør vi vel vogte os for at slippe hans Ord; thi vel blev han fornedret, men kun for ved sin Død at bane os Vej til den Herlighed, som han selv er gaaet ind til, og for at fri os fra Synd og Død og blive vor barmhjærtige og trofaste Ypperstepræst (Kap. 1. 2). Og han er saa højt ophøjet over Moses, som Sønnen er det over Tjeneren; men naar Gud udelukkede fra sin Hvile dem, der vare gjenstridige mod Moses, hvor meget mere maa da vi vogte os for ved Vantro at forspilde Guds-Hvilen, som Kristus vil føre os ind i! Lader os holde fast ved Bekjendelsen og i Tro paa vor medlidende Ypperstepræst Jesus med Frimodighed søge Guds Naades Hjælp (Kap. 3. 4). Dernæst gaar Forf. over til sit Hovedæmne, Kristi fuldkomne Ypperstepræstedømme, hvorved han er bleven den ny Pagts Mægler, den der baade har stiftet og opretholder den. Han har baade den indre og den ydre Betingelse for at være Ypperstepræst, hvilket han som Guds Søn er »efter Melkisedeks Vis (Kap. 5, 1-10). Betydningen heraf ville Læserne kun kunne forstaa, naar de lade sig føre videre,, ud over den sjælefarlige Sløvhed i Troen og Haabet, som de ere faldne i, hvilket Forf. alvorligt lægger dem paa Sinde (Kap. 5, 11-6, 20). Jesus Kristus er nemlig Ypperste præsten efter Melkisedeks Vis, som giver sine den fuldkomne Frelse, hvorfor det ufuldkomne levitiske Præstedømme saavelsom selve Loven er afskaffet ved ham (Kap. 7). Den Helligdom, hvor han udøver sin Præstegjerning , er ikke afbilledlig, som den gamle Pagts, men er selve Himlen, ligesom han ogsaa er Mægler for en ny og fuldkommen Pagt, ved hvilken den gamle Pagt er afskaffet (Kap. 8). Og i denne Helligdom har han frembaaret sig selv som det fuldkomne Offer, hvorved han har tilvejebragt evig gyldig Forløsning og saaledes afskaffet den gamle Pagts Ofre, der kun vare Skyggebilleder af det sande og ikke kunde borttage Synderne, hvad deres stadige Gjentagelse viser (Kap. 9, 1--10, 18). Derfor formanes Læserne til i fuldvis og udholdende Tro og Haab at bruge den Adgang til Guds Naade, som vi have i Kristi Blod, og til at vogte sig for at falde fra (Kap. 10, 19-39). Denne Formaning begrundes ved en Række Exempler, der vise, at den gamle Pagts Stormænd vandt Guds Velbehag ved Udholdenhed i Tro, uden at se eller faa i Hænde det, som de troede (Kap. 11). Med disse og med Jesus Kristus selv for Øje bør Læserne være udholdende; deres Trængsler skulle de tage som en faderlig Revselse, og ikke af noget lade sig forlede til Vantro, men huske pas, hvor langt rigere det Samfund med Gud og hans hellige er, som de have faaet Adgang til, end noget, som Lovens Pagt gav. Men derfor er det ogsaa langt værre nu at forskyde Kristus, end fordum Moses (Kap. 12). Derefter sluttes i Kap. 13 med adskillige enkeltstaaende Formaninger, der samle sig om den, at »gaa ud til Jesus udenfor Lejren (den gamle Pagts Folk) , bærende hans Forsmædelsen (13, 13), samt med nogle personlige Meddelelser.

Forf. betegner selv Brevet som et »Formaningens Ord« (13, 22), og dets Øjemed er helt igjennem at formane til at holde fast ved Jesus Kristus, ved den kristne Tro og Bekjendelse og ved Haabet, og til at vogte sig for ved Vantro at forspilde Frelsen i ham. Disse Formaninger støttes paa Paavisningen af, at Jesus Kristus baade efter sin Person og sin Gjerning er højt ophøjet over alle, som havde en Mæglergjerning under den gamle Pagt, baade Englene og Moses og navnlig Ypperstepræsten; Kristus har ved sin Gjerning fuldbragt den Frelse, som under den gamle Pagt kun var til Stede i Billede og Forberedelse; men deraf følger da nødvendig, at den gamle Pagt med dens Gudstjeneste, og Lov nu er afskaffet. Det er den samme Grundtanke, som vi møde i de fleste af Pavlus's Breve, men set fra en anden Side. Thi medens Hebr.-Br. gaar ud fra, at den gamle Pagt, især dens Offertjeneste, hvori Livet i Gud fandt sit Udtryk, er ufuldkommen og forberedende, hvoraf nødvendig følger, at den maa falde bort, naar den afløses af det fuldkomne, som Kristus bringer, saa viser Pavlus, hvorledes den gamle Pagts Lov, der er sat ind imellem Forjættelsen og Frelsen i Kristus, kun er en Række af udvortes Bud, som ikke kunne levendegjøre, men kun gjøre Synden til bevidst Overtrædelse og derved »ihjelslaa«, a: skille Mennesket fra Gud, og som vel kunne »opdrage« til Kristus, men have mistet deres Betydning og ere afskaffede for dem, der tro paa Kristus (se Rom. 5, 20-7, 6; Gal. 3, 19-26; Ef. 2, 14-18 o. a.).

Hvem der har skrevet dette Brev, har man fra ældgammel Tid været uvis om. I den græske Menighed henførte man det sædvanlig til Pavlus ; dog saaledes, at de ældste græske Kirkefædre antoge, at det ikke var skrevet af Pavlus selv, men under hans Vejledning af Lukas eller af den senere romerske Biskop Klemens; først længere ned i Tiden bliver det almindeligt, ligefrem at sætte Pavlus som Forf. I den vesterlandske Menighed vare derimod i de ældre Dage alle enige om, at Brevet ikke var af Pavlus, hvorfor man heller ikke allevegne kjendte det for et kanonisk Skrift. Og at det ikke er af Pavlus, fremgaar ikke alene af Kap. 2, 3, hvor Forf, tydelig betegner sig selv som Aposteldiscipel, men ogsaa af Sproget, som i mange Henseender er forskjelligt fra Pavlus's Græsk, og især af hele den Maade, hvorpaa Forf. fører sine Beviser, ganske forskjellig fra den Myndighed, hvormed Pavlus saavelsom de andre Apostle tale i deres Breve. Tertullian og flere senere Kirkefædre efter ham sige, at Brevet er skrevet af Barnabas, Pavlus's Ven og Ledsager paa hans første Missionsrejse. Og hvad vi vide om denne, nemlig at han var en Levit, altsaa kjendt med Israels Gudstjeneste, ligesom han ogsaa var vel kjendt i Menigheden i Jerusalem, og at han var »en god Mand, fuld af den Hellig-Aand og Tro (se Ap. Gj. 4, 36; 9, 27; 11, 22-24), alt dette passer godt til, at han kan have skrevet dette Brev. Maaske har han hentydet til sit Navn (»Formaningens Søn«, Ap. Gj. 4, 36), naar han i 13, 22 betegner dette Brev som et »Formaningens Ord«.

Brevet maa være skrevet før Jerusalems Ødelæggelse; thi det taler stadig om Gudstjenesten i Templet som noget der endnu finder Sted (se 8, 4; 9, 9. 25; 10, 2; 13, 10. 11); havde Jerusalem alt dengang været ødelagt, havde Forf. ikke behøvet at bevise, at den gamle Pagts Ofre og Gudstjeneste var afskaffet ved Kristus (Kap. 8-10), ligesom det ogsaa var utænkeligt, at der i et Brev til Jødekristne ikke skulde findes nogen Hentydning til denne grufulde Tildragelse. Maaske peges der i 10, 25 hen til, at den kunde forudses som nær forestaaende. Paa den anden Side se vi af Kap. 2, 3, at ialfald det store Flertal af de Kristne, som havde hørt Herren selv, nu var borte (jfr. 13, 7), saa at der altsaa maa være forløbet mindst en Menneskealder efter Kristi Himmelfart. Vi føres saaledes til Tiden henimod Jerusalems Undergang; og da den jødiske Krig, som endte hermed, brød ud i Aaret 67, maa Brevet sandsynlig være skrevet omtrent ved den Tid.

Skat Rørdam NT

Brevet til Hebrærne

Brevet til Hebrærne

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13