Bibeloversættelse

Skat Rørdam

Jakob og hans Brev

Forfatteren af dette Brev nævner sig i Tilskriften (Kap. 1, 1) : >Jakob, Guds og Herrens Jesu Kristi Tjener«. Hermed betegnes, at han havde et særegent Hverv i Menigheden, i Guds og Kristi Tjeneste (jfr. 1 Kor. 4, 1; Fil. 1, 1); men om han var Apostel eller ej, kan ikke ses af disse Ord. Imidlertid viser den Myndighed, hvormed han tiltaler sine Læsere, at han af disse kjendtes for en Mand, hvis Ord havde Vægt. Men Spørgsmaalet er da, hvem denne Jakob er. Blandt Apostlene var der to af Navnet Jakob. Den ene var Jakob Sebedæos's Søn, Broder til Johannes, der tilligemed ham var en af de første, som »forlod alt og fulgte Jesus«, og hørte til de tre af Apostlene, som Jesus havde knyttet nøjest til sig (se Indl. til Joh. Ev. I. S. 320). Han led Martyrdøden Aar 44, idet han blev henrettet i Jerusalem af Kong Herodes Agrippa (Ap. Gj. 12, 2). Den anden var Jakob Alfæos's Søn, ogsaa kaldet den lille« (formodentlig = den yngre). Hans Fader, som ogsaa kaldes Klopas, er os ubekjendt; hans Moder hed Maria og var en af de troende Kvinder, som stode ved Jesu Kors og overværede hans Begravelse, og som kom til hans Grav Paaskemorgen (Joh. 19, 25; Mt. 27, 56. 61; Mk. 15, 40. 47; 16, 1; Lk. 24, 10). Om hans Liv og Virksomhed læse vi intet videre i N. Test., men Kirkefædrene fortælle, at han forkyndte Evangeliet i det sydlige Judæa og derefter i Ægypten, hvor han led Martyrdøden. Foruden disse to nævnes der jævnlig i N. Test. en Mand kaldet Jakob Herrens Broder (se Mt.13, 55Anm.), som var Forstander eller Leder for Menigheden i Jerusalem. Denne Plads indtog han alt i Aaret 44 (Ap. Gj. 12, 17 Anm.), og sikkerlig endnu tidligere, den Gang Savl kom til Jerusalem fra Damask (Gal. 1, 19). Han stod i stor Anseelse i Menigheden, som regnede ham for en af sine »Piller» (Gal. 2, 9), og paa Apostelmødet i Jerusalem blev det ham, hvis Ord nærmest afgjorde Stridsspørgsmaalet om de Hedningekristnes Stilling til Moseloven saaledes, at de ikke vare bundne til den, men kun af Hensyn til Jøderne burde af holde sig fra visse Ting (Ap. Gj. 15, 13-21). Ogsaa blandt selve Jøderne nød han saadan Anseelse, at de paa Grund af hans strenge Opfyldelse af Loven kaldte ham »den retfærdige«. Han vedblev at være Lederen for Menigheden i Jerusalem (og sikkerlig ogsaa i Jødeland i det hele) indtil Aar 63, da han led Martyrdøden efter Ypperstepræsten Annas (den yngres) Foranstaltning. Der kan ikke være Tvivl om, at det er denne Jakob Herrens Broder, som er Forf. til dette Brev. Men der har fra gammel Tid været Tvivl om, hvorvidt han og Jakob Alfæos's Søn er den samme eller to forskjellige Personer. Man har villet bevise det første deraf, at Jakob Herrens Broder synes at regnes til Apostlene i Gal. 1, 19, hvor der kan oversættes: »jeg saa ingen anden af Apostlene uden Jakob Herrens Broder, (se Anm. dertil). Og man har fundet en yderligere Stadfæstelse herpaa i Joh. 19, 25 (se. Anm. dertil), idet man forklarer Ordene her saaledes, at Maria Klopas's Hustru skulde betegnes som Søster til Jesu Moder. Udtrykket »Herrens Brodere skulde da være brugt = Søskendebarn (efter hebraisk Sprogbrug, hvor »Broder» oftere bruges om en nær Slægtning, f. E. 1 Mos. 14, 14; 29, 15); og paa samme Maade forstaar man da ogsaa Jesu »Brødre« paa de forskjellige Steder, hvor de omtales i Evangelierne. Denne Opfattelse blev almindelig i Oldkirken fra det 4de Aarhundrede af, da man begyndte at hæve Jesu Moder Maria højere og højere og derfor vilde hævde hendes stedsevarende Jomfruelighed. Men den er højst usandsynlig. Alle de Steder i Evangelierne, hvor Jesu Brødre omtales, nævnes de stadig i Forbindelse med hans Moder, aldrig med Maria Klopas's Hustru (se Mt. 12, 46 ; 13, 55; Joh. 2, 12 o. a.). Og der siges aldrig, at nogen af Apostlene var Broder til Jesus, tværtimod fremhæves der Joh. 7, 5, næppe mere end et halvt Aar før Jesu Lidelse, at hans Brødre ikke troede paa ham, og endnu efter hans Himmelfart adskilles hans Brødre saavelsom hans Moder udtrykkelig fra Apostlene (Ap Gj. 1, 14). Hertil kommer endnu, at en Apostel næppe kunde have tilbragt al sin Tid som Leder for en enkelt Menighedskreds, saaledes som Jakob Herrens Broder; Apostlenes Hverv var, som deres Navn betegner, at gaa ud i al Verden med Evangeliet. Derhos kalder dette Brevs Forfatter sig ikke Apostel, ligesaa lidt som dets Indhold tyder paa, at det er skrevet af en Apostel. Der er saaledes den højeste Grad af Sandsynlighed for, at denne Jakob er en anden end Jakob Alfæos's Søn, og altsaa hverken Apostel eller Jesu Søskendebarn, men enten Josefs Søn af et tidligere Ægteskab, som nogle Kirkefædre mene, eller snarere en yngre Søn af Josef og Maria, som Ordene i Mt. 13, 55. 56 naturligst maa forstaas. Naar han er kommen til Troen, vide vi ikke; men da Jesu Brødre i Ventedagene fra Himmelfarten til Pinsedagen holdt sig sammen med Menigheden i Jerusalem (Ap. Gj. 1, 14), kan der ikke tvivles om, at de paa den Tid vare troende; og det er højst sandsynligt, hvad man fra gammel Tid af har antaget, at Jesu Aabenbarelse for Jakob efter Opstandelsen (1 Kor. 15, 8) har ført ham saavelsom de andre Brødre til Troen.

Jakobs Brev er skrevet til »de tolv Stammer i Adspredelsen«, hvormed betegnes Israels Folk, og her de Kristne af Israel, som boede omkring iblandt Hedningerne, maaske ogsaa dem, der boede i Galilæa og Samaria, udenfor Judæa. Og da der i hele Brevet end ikke hentydes til Kristne af Hedningeæt, er der al Sandsynlighed for, at det er skrevet til de Menigheder, som tidligst bleve stiftede i Adspredelsen, den Gang de Kristne flygtede fra Jerusalem under Forfølgelsen efter Stefans Martyrdød, altsaa i Fønikien og Syrien og paa Kypern (Ap. Gj. 8, 4; 11, 19), maaske ogsaa i Kilikien (Gal. 1, 21). Disse Kristne i Adspredelsen havde vel allerede den Gang deres egne Synagoger, se Kap. 2, 2 (ligesom ogsaa andre Jøder af folkelige og lignende Grunde kunde slutte sig sammen i egne Synagoger, Ap. Gj. 6, 9); men Forbindelsen med de øvrige Jøder var dog ingenlunde brudt; disse betragtede dem, i Lighed med Farisæernes og Saddukæernes Partier«, som et religiøst »Parti« (en Sekt), der troede, at Jesus af Nasaret var Messias, hvorfor de kaldte dem «Nasaræernes Parti( (Ap. Gj. 24, 5. 14). Bruddet skete for de egentlige hebraiske Kristnes Vedkommende først efter Jerusalems Ødelæggelse, og udenfor Jødeland i Almindelighed først, naar Hedningerne bleve optagne i Menigheden. Men dette var endnu ikke Tilfældet i de Menigheder, som dette Brev er skrevet til; har der været fødte Hedninger i dem, saa have disse ialfald været i saa forsvindende Mindretal, at der her slet ikke tages Hensyn til dem. Dette viser, at Brevet er skrevet i en meget tidlig Tid, sandsynlig mellem Aar 44-50, inden Pavlus's Missionsvirksomhed blandt Hedningerne endnu var bleven bekjendt i Jerusalem. Dette Brev bliver saaledes det ældste Skrift i N. Test.

Det fremgaar af Brevet, at Menighederne i Adspredelsen vare stedte i mangehaande »Fristelser, Trængsler for deres Tros Skyld, hvorved denne anfegtedes. Det var ikke egentlige Forfølgelser, men alskens Plagerier, som især voldtes dem af deres rige Landsmænd (se 2, 6. 7). Og Jakob vil nu ved sit Brev styrke dem til at holde ud og formane dem til at lægge deres Tro for Dagen i et Levned, som det sømmer sig for Guds Børn. Hans Tankegang er her helt gjennemvævet med Udtryk og Tanker hentede fra Gl. Test., uden at dette ligefrem citeres (ialfald kun 2 Gange), netop som det maatte ventes, naar en Mand som Jakob skriver til Jøde-kristne; ligeledes klinger ogsaa Jesu Bjærgprædiken stadig igjen i hans Formaninger. — Han begynder med at formane Læserne til Frimodighed under deres Fristelser og til, da Gud har født dem ved sit Sandhedsord, stadig at modtage dette Ord til deres Sjæles Frelse, men saaledes, at de i deres Levned efterleve det (Kap. 1). Denne sidste Paamindelse udføres nøjere i det øvrige Brev, hvor han formaner dem til at lægge deres Tro for Dagen ved ikke at anse Personer, men vise Kjærlighed; kun da fører Troen dem til Retfærdighed for Gud (Kap. 2) ; han advarer dem mod Tungens Synder og formaner til Visdom og Sagtmodighed (Kap. 3); advarer mod verdslig Nydelsessyge og Forretningstravlhed og formaner til Ydmyghed og taalmodig Forventning af Herrens Tilkomst (Kap. 4, 1— 5, 12), hvortil endelig føjes nogle Slutningsformaninger (Kap. 5, 13-20).

Jakobs Brev hører til de Skrifter i N. T., om hvis kanoniske Gyldighed man i den ældste Kristenhed var uvis; Kirkehistorikeren Evsebios (t 338) henregner det til de »omtvistede« Skrifter i N. Test. I den østerlandske Kirke (i den syriske Menighed og i Alexandria) var det fra den ældste Tid af kjendt for hellig Skrift; derimod synes det først senere (fra 3dje Aarhundrede af) at være blevet kjendt og anerkjendt i de vesterlandske Menigheder, hvilket utvivlsomt har sin Grund i, at det var skrevet til Jødekristne og ikke af en Apostel.

Skat Rørdam NT

Jakob og hans Brev
1 2 3 4 5

Jakob og hans Brev