Bibeloversættelse

Skat Rørdam

Det andet Brev til Korinterne

Efter at Pavlus havde afsendt 1ste Korinter-Brev, blev han endnu i nogen Tid i Efesos. Det lader til, at Timoteos ved Omstændigheder, som vi ikke kjende, er bleven hindret i at naa til Korint (se Indl. til 1 Kor., 8. 88) og er vendt tilbage til Pavlus i Efesos; thi i 2 Kor. findes ingen som helst Antydning af, at han den Gang havde været der. Derimod havde Pavlus senere sendt sin Medarbejder Titus til Korint, for at han skulde bringe Orden i Menighedens Forhold og dernæst drage tilbage gjennem Makedonien og i Troas møde Pavlus, naar denne havde forladt Efesos. Titus var imidlertid endnu ikke kommen til Troas, da Pavlus kom dertil, og Apostelen drog derfor fuld af Ængstelse videre, over til Makedonien, hvor han endelig mødte Titus, der ved sine gode Efterretninger om Korinter-Menigheden vendte hans Bekymringer til Glæde (se 2 Kor. 2, 12 f.; 7, 5-7). Pavlus havde især ængstet sig for, at Korinterne skulde have fundet hans forrige Brev for strengt, og at det saaledes skulde have gjort ondt værre; men Titus kunde melde ham, at Brevet havde vakt Flertallet af Menigheden til en oprigtig Anger og Omvendelse (7, 7-11) og havde standset baade Splidagtigheden og de forskjellige andre Udskejelser, som Pavlus i 1 Kor. havde irettesat dem for. Dog var endnu meget, som det ikke skulde være; navnlig var den Utugt, som raadede blandt Hedningerne, endnu langt fra at være udryddet af Menigheden (12, 20. 21); og derhos var der opstaaet en bestemt Modstand imod Pavlus, idet den jødekristelige Retning, der vilde tage Moseloven med ind i Kristenlivet, og som Pavlus næsten allevegne havde eller fik at kæmpe imod, nu ogsaa var traadt op imod ham i Korint. Denne Retning har sikkerlig alt i Spiren været til Stede hos dem, der tidligere havde kaldt sig »Kefas's Tilhængere« (1 Kor. 1, 12); men senere var der kommet andre jødisk-sindede Lærere til Korint med »Anbefalingsbreve« andensteds fra (3, 1), og disse havde rejst en hadefuld Agitation mod Pavlus. Endnu havde de vel ikke ligefrem angrebet hans Forkyndelse, men des mere søgte de at nedsætte og mistænkeliggjøre hans Person. De negtede, at han var en ret Apostel, ialfald stod han langt under de oprindelige Apostle (11, 5; 12, 11), hvorom de søgte et Vidnesbyrd deri, at han ikke havde ladet sig underholde af Menigheden (11, 7; 12, 13). De beskyldte ham for Uordholdenhed (1, 17), for at ville indynde sig hos Menigheden (3, 1 ; 5, 12), for Mangel paa personligt Mod (10, 1. 10), for at gjøre sig Vinding af Menigheden (7, 2; 12, 16 f.) o. m. desi. Og samtidig søgte de at ophøje sig selv ved at pukke paa deres jødiske Byrd og ved at optræde med stortalende og fordringsfuld Herskesyge (11, 20-2'2).

Under Indtrykket af disse Efterretninger skrev saa Pavlus dette Brev i Eftersommeren 58, under sit Ophold i Makedonien. Det var hans inderligste Ønske at være Medarbejder til Menighedens Glæde, og at han ikke skulde bringe Sorg med sig, naar han kom (1, 24; 2; 1). Derfor vilde han nu ved dette Brev gjøre sit til, at han ikke, naar han selv kom, skulde nødes til at optræde med Strenghed i Kraft af sin Apostelmyndighed (10, 1. 2; 13, 10). Og i samme Øjemed sendte han Titus igjen til Korint, ledsaget af to Menigheds-Udsendinge fra Makedonien (8, 23. 24), for at han skulde overbringe Brevet og tillige fuldføre, hvad han under sit forrige Besøg saa godt havde begyndt, baade at tilendebringe Indsamlingen til de fattige i Jerusalem og at bringe Menighedens indre Tilstand ret paa Fode, inden Pavlus selv kom der.

Brevet falder i to Hovedafsnit, hvoraf det første navnlig er henvendt til Menighedens Flertal, som havde taget hans Oit1 til Hjærte og var villigt til at lade sig belære af ham (Kap. 1—9), det andet til dem, der vare tilbøjelige til at laane Øre til hans Modstanderes Angreb og Bagvaskelser (Kap. 10-13). Han begynder med en Tak til Gud for den Trøst, han havde modtaget, og fortæller om den overhængende Dødsfare, som han nys i Asien var bleven frelst ud af (1, 1-11). Dernæst forklarer han, at Grunden til, at han havde udsat sit Komme til Korint, ikke var Uordholdenhed, men kun Kjærlighed til dem, fordi han ikke vilde bringe dem Sorg. Denne Kjærlighed bragte ham ogsaa nu til at opfordre dem til at tilgive en angrende Synder, som var bleven stødt ud af Menigheden; og den havde fyldt hans Aand med Ængstelse for dem, hvilken Gud dog nu havde forvandlet til Sejers-Glæde (Kap. 1, 12-2, 17). Derefter skildrer han den herlige Gjerning, Gud havde givet ham og dygtiggjort ham til som Kristi Evangeliums Tjener; i Kraft heraf kunde han optræde aabent og ærlig, uden de skjulte Rænker, som de brugte, der lagde Vægt paa Loven; thi den guddommelige Kraft i Sandheden, som han forkyndte, godtgjorde, at han var Guds Tjener midt under al den Trængsel, som han stadig var stedt i, og som han udholdende bar i Haabet om en herlig Opstandelse, og uden at se paa sit eget, men kun paa Guds Ære og Menighedens Tarv; thi Guds Kjærlighed i Kristus var Drivfjedren i hans Færd og Kraften i hans Ord (Kap. 3-5). Saa formaner han Korinterne til at bruge Guds Naade rettelig og at holde sig usmittede af det hedenske Væsen, samt udtaler sin Glæde over, hvad Titus har meldt ham, at de have gjort en god Begyndelse dertil ved at tage hans forrige Brev saa alvorligt til Hjærte (Kap. 6-7). Hertil føjer han saa en indtrængende Formaning til med Iver at fremme Indsamlingen til Menigheden i Jerusalem (Kap. 8-9). — I Brevets andet Afsnit faa hans Ord en langt skarpere Tone. Han beder Korinterne ikke at nøde ham til at bruge sin Myndighed imod dem, hvilket han maatte gjøre, hvis de gave hans selvrosende Modstandere Raaderum (Kap. 10). For at gjøre disses egennyttige og hovmodige Pral til intet, blev han nødt til at rose sig af sine mange Lidelser for Kristi Skyld og de høje Aabenbaringer, han havde modtaget (Kap. 11-12, 18). Dog dette gjorde han ikke for at forsvare sig selv, men som Bevis paa, at han havde Myndighed til at tugte Menigheden, hvis den ikke vendte om i Tide; men han haabede, at den vilde gjøre dette, saa at denne Trusel maatte blive til intet (Kap. 12, 19-13, 13).

Skat Rørdam NT

Pavlus's andet Brev til Korinterne

Det andet brev til Kortinerne

Pavlus's andet Brev til Korinterne
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13