Bibeloversættelse

Skat Rørdam

Det første Brev til Korinterne

Korint var fra de ældste Tider af en stor og rig Handelsstad. Den blev indtagen og ødelagt af Romerne Aar 146 f. Kr., men blev et Hundredaar senere gjenopbygget og blev fra nu af en af de mest blomstrende Handelsstæder i Oldtiden, som den vigtigste Mellemhandels-Plads mellem Øster- og Vesterleden. Hertil gjorde dens Beliggenhed den fortrinlig skikket. Den laa nemlig paa Landtungen, som forbinder Nord- og Sydgrækenland (Hellas og Peloponnes), hvor de to Bugter, som adskille disse Landsdele, dannede naturlige Havne for Byen. I det Iste Aarh. e. Kr. var den tillige Sæde for den romerske Landsherre (Prokonsul) i Grækenland, og saaledes dettes politiske Hovedstad. Fra Øst og Vest flokkedes Kolonister, Sø- og Handelsfolk til Korint, blandt hvilke der ogsaa var mange Jøder, som allerede i den Tid særlig plejede at holde til i Handelsstæderne, og store Rigdomme strømmede til Byen. Men dermed fulgte ogsaa en grænseløs Overdaadighed, som ikke alene viste sig i Iver for de skjønne Kunster, men end mere i en umættelig Vellyst og Usædelighed, der havde naaet en saadan Højde der i Byen, at man i Oldtiden brugte Udtrykket »at leve paa korintisk som Betegnelse for den højeste Grad af Vellyst og Nydelsessyge. Imidlertid var der Liv og Røre i Byen paa alle aandelige og materielle Omraader, og der var saaledes ogsaa en Jordbund, hvor Evangeliet kunde slaa Rod.

Pavlus kom til Korint paa sin anden Missionsrejse (Aar 52 eller 53) og forkyndte Evangeliet der først alene, siden i Forening med Silas og Timoteos (Ap. Gj. 18, 1-18; 2 Kor. 1, 19). Efter Sædvane vendte han sig først til Jøderne, som havde en Synagoge i Byen ; men da Evangeliet snart vakte deres Modstand , vendte han sig til Hedningerne, blandt hvem hans Vidnesbyrd fandt stor Indgang; et Forsøg, som Jøderne gjorde paa at fremstille ham for den romerske Landsherre som Oprører, strandede, og han kunde vedblive i henved to Aar at forkynde Evangeliet uden ydre Hindringer, dog ikke uden store Vanskeligheder og megen indvortes Kamp (Ap. Gj. 18, 9 f.; 1 Kor. 2, 3). Ikke længe efter at Pavlus havde forladt Korint , kom den skriftlærde og veltalende Alexandriner Apollos dertil og byggede videre paa den Grund, Pavlus havde lagt, til megen Gavn for Menigheden (Ap. Gj. 18, 24-28; 1 Kor. 3, 6).

Efter sin Bortrejse vedblev Pavlus, som venteligt var, at staa i Forbindelse med Menigheden. Af 2 Kor. 13, 1. 2 (jfr. 1 Kor. 16, 7; 2 Kor. 12, 14) fremgaar, at han under sit treaarige Ophold i Efesos havde gjort et kort Besøg i Korint, hvor han til sin Sorg havde fundet, at der var mange Brøst i Menigheden, især Utugtssynder (2 Kor. 2, 1; 12, 21). Ikke længe efter skrev han til Korinterne et Brev, som nu ikke mere findes, hvori han formanede dem til at holde strengere Tugt i Menigheden (se 1 Kor. 5, 9). Og Korinterne skrev igjen et ligeledes tabt Brev til Pavlus (1 Kor. 7, 1) med forskjellige Spørgsmaal til ham. Endvidere fik han Efterretninger om Menighedens Tilstand af flere, som fra Korint kom til ham i Efesos. Herved erfarede han, at trods Ordets Fremgang og trods den Rigdom paa Aandens Naadegaver, som udmærkede Korinter-Menigheden, var der dog ogsaa meget, der langt fra var, som det skulde. Der var opstaaet forskjellige Aandsretninger indenfor Menigheden; nogle kaldte sig Pavlus's Tilhængere, andre Apollos's, andre Kefas's (Peders), atter andre Kristi Tilhængere; se 1 Kor. 1, 12. Hvori Forskjellen mellem disse har bestaaet, kan ikke bestemt siges; man maa slutte sig dertil af de Antydninger, der findes i dette Brev. Saa meget er dog klart, at det ikke har været fire adskilte Partier, thi der findes intet Spor af, at de i det udvortes skilte sig fra hverandre; men det var forskjellige Retninger indenfor den samme Menighed, som ikke vare adskilte hverken i Tro eller i Lærens Indhold , men navnlig ved den Form, de krævede for Evangeliets Forkyndelse. Dette gjaldt ialfald om dem, der kaldte sig efter Pavlus og Apollos. Den sidste var af Byrd en Jøde fra Alexandria, hvor Jøderne lagde megen Vind paa at forene Israels Tro med den græske »Visdom« (Filosofi); og derfor, uagtet Apollos ingenlunde søgte at stifte Parti i Korint, men trolig »vandede, hvad Pavlus havde plantet« (3, 6; jfr. 16, 12), er det sandsynligt, at hans Forkyndelse af Evangeliet har haft mere af den videnskabelige Form (»Ord-Visdom«, 1, 17), som faldt i Grækernes Smag, og som var meget forskjellig fra den Form, Pavlus havde brugt, idet denne særlig i Korint, hvor »Visdommen« spillede saa stor en Rolle, havde beflittet sig paa at forkynde Evangeliet som Korsets Ord i al dets Enfold (se 1, 17; 2, 1. 2). Menneskelig set var det da naturligt nok, at der i Korint var dem, der fremhævede Apollos og hans Forkyndelse fremfor Pavlus og fældte nedsættende Domme om denne (4, 3), og at de især ere blevne højrøstede, efter at Apollos havde forladt Byen, medens andre i Modsætning til disse satte Pavlus's jævnere Forkyndelse som den ypperste, og at begge Parter lidt efter lidt dreves videre til at kalde sig den enes eller den andens Tilhængere. I Modsætning til disse to Retninger er det da troligt, at nogle af de Jødekristne i Korint og maaske andre, som have haft Forbindelser med Jødeland, have sat Pavlus lavere end de oprindelige Apostle, blandt hvilke Peder (Kefas) stod som den ypperste (se 1 Kor. 9, 1. 5). Disse kaldte sig »Kefas's Tilhængere«, uagtet Peder selv den Gang endnu ikke havde været i Korint. Og hvad endelig »Kristi Tilhængere« angaar, have disse sandsynlig været saadanne, som vilde udmærke sig fremfor de andre ved at kaste Vrag paa alle menneskelige Lærere og holde sig til Kristus alene, men som have gjort det paa en saadan Maade, at de derved selv stillede sig som en særegen Retning, der øgede Skilagtigheden istedenfor at forene.

Foruden denne Splid fandt ogsaa andet Uvæsen Sted i Korint. Den Løsagtighed, der raadede blandt Redningerne, havde ogsaa Magt iblandt de Kristne; den Mangel paa Ydmyghed og indbyrdes Kjærlighed, som lagde sig for Dagen i de splidagtige Aandsret vinger, traadte ogsaa frem deri, at man førte Retssager indbyrdes for de hedenske Domstole, og i Usamdrægtighed endog ved Kjærlighedsmaaltiderne; ja der var endog dem, der negtede Muligheden af de dødes Opstandelse.

Da Pavlus fik Efterretning herom, opgav han sin hidtidige Plan om at rejse fra Efesos lige til Korint (se 16, 5), og besluttede først at gjøre, hvad han kunde, for at kalde Menigheden til Besindelse, inden han selv kom dertil. Han afsendte da først Timoteos (se 4, l 7), for at denne, efter at have besøgt Menighederne i Makedonien, skulde rejse til Korint og tale Menigheden til rette. (Af 2 Kor. maa vi iøvrigt slutte, at Timoteos ikke den Gang kom til Korint; Grunden dertil kjende vi ikke). Og selv skrev han dette »første Brev« til dem. Det er skrevet mod Slutningen af hans Ophold i Efesos, i Begyndelsen af Aar 58, sandsynlig ved Paasketid (se 5, 7 ; 16, 8). Det er ikke et Læreskrift som de andre apostoliske Breve, men fremtræder helt igjennem som et »Lejlighedsskrift«, fremkaldt ved Forholdene, som de vare i Korinter-Menigheden, og det gaar ud paa at klare og rette de Uordener og Vildfarelser, som vare opkomne i denne, for at den maatte føres til Bedring, inden Pavlus selv kom dertil, saa at han ikke skulde nødes til at optræde med Strenghed imod dem (se 2 Kor. 2, 3). Derfor giver dette Brev os ogsaa rigere Oplysning om Menighedsforholdene i Apostlenes Dage, end noget andet Skrift N. Test., ligesom i det . hele de to Korinterbreve tillige aabne os et dybere Indblik i Pavlus's Hjærtelag overfor de af ham grundede Menigheder, end noget andet af hans Breve de vise os den faderlige, paa én Gang bestemte og i Sandhed frisindede, alvorlige og milde, ja ømme Maade, han omgikkes dem paa, saaledes som dette kun kan findes hos den, der »tvinges af Kristi Kjærlighed« til at leve for hans Sag og for Menneskers Frelse ved ham.

Efter den sædvanlige Hilsen og en Taksigelse for den rige Naade, Menigheden havde modtaget (1, 1-9), skriver Pavlus først om de splidagtige Retninger i Menigheden. Han viser dem det urigtige i at kalde sig efter Menneske-Lærere, da vi kun have én Herre og Frelser; den Splid, som deraf fulgte, havde sin Grund i, at de satte Menneske-Visdom over »Korsets Ord«, som dog er en Guds Kraft til Frelse og den allerhøjeste Visdom, saavelsom deri, at Tde satte baade deres Lærere og sig selv paa en højere Plads, end ret var (Kap. 1, 10-4, 21). Hvor liden Ret Korinterne havde til saadan Opblæsthed, viser han dernæst, idet han irettesætter dem, fordi de havde taalt i Menigheden en Mand, som levede i Blodskam med sin Stivmoder (Kap. 5), og fordi de førte Trætter for de hedenske Domstole, samt fandt Løsagtighed tilladelig (Kap. 6). Derefter følger Svar paa adskillige Spørgsmaal, som Korinterne i deres Brev havde gjort til ham. Først om Ægteskabet og den ugifte Stand (Kap. 7). Dernæst om Nydelsen af Kjødet af Dyr, som vare ofrede til Afguder, og om Brugen af den kristelige Frihed i det hele (Kap. 8-10). Om Kvinders Klædedragt i Menighedsforsamlinger, og om Misbrug ved Kjærlighedsmaaltiderne og Nadveren (Kap. 11). Om den Hellig-Aands Naadegaver, deres Værd og rette Brug, især om Profetgaven og Talen i Tungemaal (Kap. 12 —14). Om de dødes Opstandelse og det kristeligt uforsvarlige i at negte denne (Kap. 15). Endelig slutter han i Kap. 16 med Anvisning til en Indsamling til Menigheden i Jerusalem og med adskillige mindre Meddelelser og Slutningsformaninger.

Skat Rørdam NT

Pavlus's første Brev til Korinterne

Det første brev til kortinerne

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16