Bibeloversættelse

Skat Rørdam

Lukas og hans Evangelium

Ifølge Oldkirkens enstemmige Overlevering er det tredje af vore Evangelier skrevet af Lukas, som i mange Aar var Apostelen Pavlus's Ledsager og Medarbejder. Han var oprindelig. Læge og af hedensk Byrd (se Kol. 4, 14, hvor han adskilles fra de i V. 10 og 11 nævnte Mænd, som vare »af Omskærelsen«), og han er saaledes den eneste af den hellige Skrifts Forfattere, som ikke hørte til Israels Folk. Kirkehistorikeren Evsebios fortæller, at han var født i Antiokia, altsaa i den By, hvor den første Menighed af Hedningekristne blev stiftet (Ap. Gj. 11, 19 ff.). Han ledsagede Pavlus paa en Del af hans anden og tredje Missionsrejse, samt da han blev ført som Fange til Rom (se Indledningen til Ap. Gj.), og var hos ham baade under hans første og andet Fangenskab (Kol. 4, 14; 2 Tim. 4, 11). Om Lukas's øvrige Liv og om hans Død vide vi intet.

Lukas begynder sit Evangelium med en Fortale (Kap. 1, 1-4), som er stilet til en højtstaaende Mand, Teofilos, og hvori han skriver, at efterdi mange have taget sig for at forfatte en Beretning om den evangeliske Histories Kjendsgjerninger (»de Ting, som ere fuldbyrdede iblandt os«), saaledes som disse vare mundtlig overleverede fra de første Øjenvidner og Ordets Tjenere, saa havde nu ogsaa han bestemt sig til, efter at have nøje eftersporet alt for fra, at skrive det i Sammenhæng. for at Teofilos derved skulde komme til en fast grundet Erkjendelse af den Undervisning, han havde modtaget, da han blev Kristen. Lukas stiller altsaa her sig selv i det andet Slægtled af Kristne, som ikke havde været Øjenvidner til Frelsens Kjendsgjerninger, men havde deres Oplysning derom fra Øjenvidnerne, og han skriver nærmest til Oplysning for Teofilos, men selvfølgelig ogsaa for de andre Kristne af Hedningeæt, der kunde trænge til samme Oplysning som han. Om han har nøjere kjendt de »mange«, der før ham havde optegnet den evangelisk Historie (eller Dele deraf), kan man ikke bestemt sige, lige saa lidt som, hvem disse vare; ifølge Lukas's Ord havde de ikke været Øjenvidner, saa lidt som han selv, og han kan derfor ikke sigte til Mattæos-Evangeliet, som han ikke synes at have kjendt, og som maaske ikke endnu den Gang var udkommet paa Græsk; men han kunde mulig tale om Markus, der havde sit Evangelium fra Peders Forkyndelse; dog har Markus rimeligvis skrevet senere end Lukas. Men i alle Fald har Lukas ikke brugt de »manges« Fortællinger som sin egentlige Kilde, og de synes ifølge Lukas's Ord at have været mere brudstykkeagtige Optegnelser uden den rette Sammenhæng. I Modsætning hertil har han eftersporet »alt (hele den apostoliske Overlevering) for fra«, og skriver det nu »i Sammenhæng«. Han vil altsaa begynde »for fra«, fra den evangeliske Histories første Begyndelse, og han begynder derfor sin Fortælling tidligere end nogen af de andre Evangelister, nemlig allerede med Bebudelsen af Kristi Forløber Johannes Døbers og af Jesu Fødsel (hvorved Forbindelsen mellem den gamle og ny Pagt er paapeget). Han har endvidere efterforsket »alt« og skriver »alt, hvad Jesus gjorde og lærte« (Ap. Gj. 1, 1), d. e. han vil give en fuldstændig Fremstilling af de historiske Kjendsgjerninger, hvori Jesus af Nasaret i Ord og Gjerninger havde aabenbaret sig som Guds Søn og den af Gud udsendte Verdens Frelser. Lukas skriver ikke, at han vil fortælle alt, hvad han vidste herom, og vi finde ogsaa, at han, ligesom de andre Evangelister, viser hen til Tildragelser, som han ikke nærmere omtaler (f. E. 4, 23; 10, 13), og han forbigaar saadanne Udtalelser af Jesus, som kun have særlig Betydning for Jøder og Jødekristne (saaledes i Bjærgprædiken, 6, 20 ff., alt det, der angik Evangeliets Stilling til Moseloven), ligesom han paa den anden Side i Ap. Gj. 20, 35 meddeler et Udsagn af Jesus, som ikke findes i Evangeliet. Men Lukas-Evangeliet meddeler (især i Afsnittet Kap. 9, 50-18, 14) en stor Mængde Begivenheder o. desl., som ikke findes i noget af de andre Evangelier, saa at det i saa Henseende er det fuldstændigste af Evangelierne.

Og endelig vil Lukas skrive »i Sammenhæng «, give en sammenhængende, ordnet Fremstilling af Jesu Frelserliv, for at hans Læsere derved skulde lære at kjende den historiske Grund, hvorpaa de Frelsens Kjendsgjerninger hvilede, som de vare blevne underviste om, og saaledes komme til en fast grundet Erkjendelse af, at den historiske Person Jesus af Nasaret i Sandhed er den Kristus, som var dem forkyndt, og hvem de troede paa. — Det ligger i Sagens Natur, at de enkelte Stykker i en saadan historisk Fortælling i Almindelighed maa følge paa hinanden i Tidsorden; dog vil man snart se, at den »Sammenhæng«, Lukas lægger Vind paa, ikke er Tidsfølgen, thi denne berører han kun hist og her og aldeles i Forbigaaende; men det er Begivenhedernes indre Sammenhæng, der lægges til Grund for Ordningen, idet de enkelte Fortællinger ere sammenstillede saaledes, at det derigjennem skal blive klart for Læseren, hvem Jesus er, og hvorledes det har sig med hans Rige og hans Menigheds Stilling deri, at det er et indvortes og aandeligt Rige, og et Naadens Rige, der staar aabent for alle Syndere, som med et udelt Hjærte modtage denne Naade og leve i den; og paa den anden Side, hvorledes den jødiske (farisæiske) Tanke om Gudsriget kun var Utroskab mod Gud og Verdslighed, som gjorde, at de vragede Jesus Kristus og Guds Naade i ham, men derved ogsaa udelukkede sig selv fra Guds Rige, saa at Evangeliet blev vendt til Hedningerne. Dette paaviser Lukas, idet han først, som i en historisk Indledning, (1-2 Kap.), fortæller om Johannes's og Jesu Fødsel, og Barndom, hvoraf fremgaar, at Jesus alt fra den første Begyndelse hilsedes som Guds Søn og Davids Søn, Opfylderen af den gamle Pagts Forjættelse og Forventning. Dernæst følger Skildringen af Jesu offentlige Liv, afdelt i otte Afsnit, der ere kjendelige derved, at de begynder hvert med en ny Indledning, men de falde i to Hoveddele : først fra Døberens Fremtræden indtil Jesu Komme til Jerusalem for at lide og dø (3, 1-19, 27), dernæst Jesu Færd i Jerusalem ved den sidste Paaskefest, hvor han fuldbyrdede sit Frelserværk gjennem sin Lidelse, Død og Opstandelse (19, 28-24, 53).

Kirkefædrene stille Lukas-Evangeliet i et lignende Forhold til Pavlus's Forkyndelse, som Markus-Evangeliet til Peders; og Irenæos skriver: 'Pavlus's Følgesvend Lukas førte det af ham forkyndte Evangelium til Bogs«. Af Lukas's Fortale se vi imidlertid, at Pavlus's Forkyndelse ikke har været hans egentlige Kilde, men at han er gaaet tilbage til selve de første Øjenvidners Efterretninger, især vel de mundtlige, dog har han sikkerlig ogsaa, ialfald for de første Kapitlers Vedkommende, haft skriftlige Kilder at øse af. Men det kan ikke være andet, end at Pavlus's Forkyndelse har haft Indflydelse paa Lukas's Fremstilling, navnlig paa Valget af de Træk og Tildragelser, han meddeler, og paa hvad han lægger Vægt paa. Saaledes viser det, at Lukas fører Jesu Stamtavle (3, 23 ff.) op til Adam, medens Mattæos kun fører den op til Abraham, tydelig hen til Pavlus's Lære om Jesus som »den anden Adam« (Rom 5, 14; 1 Kor. 15, 45). Og ikke mindre peger den stadige Fremhævelse af saadanne Træk, som vise, at skjønt Israel er Guds udvalgte Folk, som Frelsen først maa komme til, saa er Frelsen dog bestemt for alle Folk, og at den er en uforskyldt Naadegave til Syndere, hen til Hedningeapostelen Pavlus's Forkyndelse.

Naar og hvor Lukas har skrevet sit Evangelium, er der os intet overleveret om. Men da Lukas har skrevet Ap. Gj. efter Evangeliet, og da Ap. Gj. uden Tvivl maa være sluttet ved Aaret 64 (se Indl. dertil), kan Evangeliet ikke være skrevet efter den Tid. Og hermed stemmer, hvad Klemens Alexandriner (død 220) fortæller som Overlevering fra »Fortidens Ældste», at de Evangelier, som indeholde Stamtavler (altsaa Mattæos og Lukas), ere skrevne først.

Skat Rørdam NT

Lukas

Lukas og hans evangelium

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24