Bibeloversættelse

Skat Rørdam

Markus og hans Evangelium

Markus, som efter Oldkirkens enstemmige Overlevering har skrevet det andet af vore Evangelier, hed egentlig Johannes og kaldes ogsaa Johannes Markus (Ap. Gj. 12, 25; 13, 5. 13; 15, 37. 39). Han var af jødisk Byrd, Søskendebarn til Barnabas (Kol. 4, 10 f.), og sandsynlig født i Jerusalem, hvor hans Moder Maria boede. Hun var Kristen, og Menigheden plejede at samles i hendes Hus (Ap. Gj. 12, 12). Apostelen Peder havde ført Markus til Troen (1 Ped. 5, 13). Da Barnabas og Pavlus vare komne til Jerusalem med Gaver fra Menigheden i Antiokia, fulgte Markus tilbage med dem til denne By, og ikke længe efter begyndte han at ledsage dem paa deres første Missionsrejse; men han blev snart træt og forlod dem igjen. Siden drog han med Barnabas paa en Missionsrejse til Kypern. I hans senere Aar møde vi ham atter hos Pavlus under dennes første, og sandsynligvis ogsaa under hans andet Fangenskab (Kol. 4, 10; 2 Tim. 4, 1.1). Da Peder skrev sit første Brev. var Markus hos ham i »Babylon« (d. e. Rom, 1 Ped. 5, 13), og efter Oldkirkens Vidnesbyrd var han i længere Tid Peders »Tolk', navnlig under hans Ophold i Rom. Efter Peders Død siges Markus at være draget til Ægypten, hvor han grundede Menigheden i Alexandria og skal være død Martyrdøden som dennes første Biskop.

Om Markus-Evangeliet fortæller Apostel-Disciplen Papias, at han havde hørt følgende af Presbyteren Johannes, en Discipel af Jesus selv: »Markus, som var bleven Peders Tolk, opskrev nøjagtig. hvad han kom i Hu, dog ikke i Orden, som det var talt eller gjort af Kristus. Thi han havde hverken hørt Herren eller fulgt med ham, men senere fulgte han, som sagt, med Peder, der fremsatte Undervisningen, efter som det gjordes behov, ikke derimod i den Hensigt at give en sammenhængende Fremstilling af Herrens Ord«. Ligeledes fortæller Klemens af Alexandria (i 220) og Irenæos (t 202), at Markus, som var Peders Discipel og Tolk, havde skrevet sit Evangelium efter Opfordring af Peders Tilhørere i Rom, og at han havde offentliggjort det efter Peders og Pavlus's Død (altsaa ved Aar 67 eller 68). Herefter hviler altsaa Markus-Evangeliet paa Peders mundtlige Forkyndelse og er fra først at skrevet for de Kristne i Rom; og hermed stemmer Evangeliets eget Præg aldeles. At det grunder sig paa Fortælling af et Øjenvidne og en, som med hjærtelig Opmærksomhed har fulgt Jesu Færd, fremgaar af de mange malende Smaatræk, som ere ejendommelige for dette Evangelium, især saadanne som skildre Jesu Blik, Legemsbevægelser o. dsl. (se 3, 5. 34; 8, 33; 9, 36; 10, 21. 23. 27. 50; 11, 4 0. a). Og at det er skrevet for Hedningekristne, som ikke kjendte Jødernes Skikke, se vi af Steder som 7, 3 f.; 15, 42 o. a., hvor der gives Forklaring om disse Skikke, ligesom ogsaa Markus's Græsk har mange latinske Ord. og Vendinger, hvilket stemmer godt med, at hans Evangelium skal være skrevet i Rom. Og ligesom Apostlenes mundtlige Forkyndelse om Jesu Kristi Liv i Kjødet fra først af kun handlede om hans Liv fra Johannes-Daaben til hans Opstandelse (og Himmelfart), se Ap. Gj. 1, 21. 22; 2, 22-36; 10, 37-43; 13, 26-31, saaledes ogsaa Markus-Evangeliet. Det fortæller intet om Jesu Fødsel og Barndom, men begynder med en kort Skildring af Johannes Døbers Gjerning og fremstiller derefter Jesu Jordeliv indtil hans Opstandelse, paa en saadan Maade, at det ret maatte være et »godt Budskab« (1, 1) for en udlevet og livstræt Menneskehed, som den romerske Hedningeverden den Gang var. Det er som en videre Udførelse af Peders Tale til den romerske Hedning Kornelius i Ap. Gj. 10, 37-42, navnlig V. 38: »Jesus af Nasaret, hvem Gud salvede med den Hellig-Aand og Kraft, drog omkring og gjorde vel og helbredte alle dem, der vare overvældede af Djævelen, fordi Gud var med hamK. Markus lægger ikke saaledes som Mattæos Vind paa at fremstille Jesus som den forjættede Messias, eller paa at vise, hvorledes han bekæmpede den farisæiske Aandsretning; Jesu Udtalelser imod denne omtaler han langt kortere og mere i Forbigaaende; thi alt dette var af mindre Betydning for Hedningekristne. Derimod gaar han ud paa, at vise, hvorledes Jesu Kristi hele Liv og Virksomhed var Aabenbarelsen af en helt ny Guddoms-Kraft, med Magt til at overvinde og raade Bod paa al den Ulykke, der fra Djævelen er kommen ind i Verden, og med ny Livskraft til den hensygnende Menneskeslægt. Dette viser han ved Skildringen af Jesu Virksomhed i Galilæa især i hans Undergjerninger og i det overmægtige Indtryk, hans Ord og Gjerninger gjorde paa de talrige Folkeskarer, der stadig flokkedes om ham (1-9 Kap.). Endelig fortælles (10-16 Kap.), hvorledes Jesus fuldbyrdede sit Frelserværk i Jerusalem gjennem sin Lidelse, Død og Opstandelse; og Evangeliet slutter (16, 20) med en kort Antydning af, hvad Læserne af egen Erfaring kjendte, hvorledes den himmelfarne Kristus ved Faderens højre Haand fortsætter den samme KraftBevisning i sin Menighed. — De enkelte Tildragelser i Jesu Liv følge hos Markus ofte i en anden Orden end hos Mattæos, hvilket har sin Forklaring i, hvad Papias melder, at han ikke har villet eller kunnet give dem i nøjagtig Tidsfølge, men har opskrevet dem, efter hvad Peder mundtlig fortalte sine Tilhørere, "som det gjordes behov".

Skat Rørdam NT

Markus
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16