Bibeloversættelse

Skat Rørdam

Brevet til Romerne

Paa den Tid, da Pavlus skrev dette Brev, havde Bven Rom omtr. 2 Millioner Indbyggere; og om den end ikke den Gang var saa pragtfuld, som den senere blev, navnlig efter Bvens Brand under Nero, stod den dog paa sin Storheds højeste Tinde; allevegne fra i det vældige Rige strømmede baade Mennesker og umaadelige Rigdomme sammen til Hovedstaden. — Naar og af hvem Evangeliet først er blevet forkyndt i Rom, er os aldeles ubekjendt. Allerede dette er tilstrækkeligt til at vise, at ingen Apostel eller anden fremragende Mand i Menigheden har grundlagt Menigheden her; thi det var utænkeligt, at dette skulde være blevet glemt eller uomtalt ved en By, som alles Øjne saaledes hvilede paa, som paa Rom. Og desuden vilde Pavlus i saa Fald ikke have optraadt som Vejleder for Menigheden i Rom, da det var hans Grundsætning, ikke at bygge, hvor en anden havde lagt Grundvolden (se Rom. 15, 20; 2 Kor. 10, 16). Et senere Sagn, hvis første Spor vi finde hos Kirkehistorikeren Evsebios (i 4de Aarh.), fortæller rigtignok, at Ap. Peder skal være kommen til Rom omtr. Aar 42 og derefter have været Biskop der i hele 25 Aar, indtil sin Død, og dette Sagn forsvarer Romerkirken med stor Iver, da det er en Hovedstøtte for dens Lære om, at Paven er Peders Efterfølger og Kristi Statholder paa Jorden. Men det er aldeles uforeneligt med, hvad vi ellers af N. Test. vide om Peders Liv, saavelsom ogsaa med den Maade, hvorpaa Pavlus i dette Brev optræder som Lærer for Menigheden i Rom, ej at tale om, at det da var utænkeligt, at han ikke blandt de mange Hilsener i Kap. 16 ogsaa skulde have sendt en særlig Hilsen til Peder. Det eneste trolige er, at Evangeliet aldeles umærkeligt har slaaet Rod her og bredt sig i den store Hovedstad. Og hertil var der rig Anledning. Iblandt dem, der vare til Stede paa den .første Pinsedag i Jerusalem,, var der ogsaa »tilrejsende Romere» (Ap. Gj. 2, 10), d. e. Jøder fra Rom, som vare komne til Jerusalem til Højtiden; og det er muligt, at ogsaa nogle af disse have været med iblandt de 3000, som den Gang bleve døbte, og at de siden have bragt Evangeliet til Rom. Desuden var der stadig et saa livligt Samkvem mellem Hovedstaden og Rigets forskjellige Egne (hvorom vi ogsaa have et Vidnesbyrd i de mange Hilsener til fordums Kjendinger, som Pavlus sender til Rom i Kap. 16), at det skulde være underligt, om der ikke snart var kommet Kristne til Rom. Men dermed vilde ogsaa Begyndelsen til Evangeliets Udbredelse der være given; thi af Ap. Gj. 11, 19 f. se vi, at ikke Apostlene alene, men ogsaa alle andre Kristne udbredte deres Tro, hvor de kom hen. Der har saaledes været Lejlighed nok til, at Evangeliet kunde blive bragt til Rom.

Men, hvorledes det end siden har sig med Romer-Menighedens første Begyndelse, saa meget er sikkert, at den Gang Pavlus skrev sit Brev, fandtes der en blomstrende Menighed i Byen (se 1, 8). Nan har formodet; at Menigheden i Rom fra først af ligesom andensteds har bestaaet af Jødekristne, men at der saa er sket et Brud med Jøderne, ligesom dette stadig skete, hvor. Pavlus forkyndte Evangeliet (Ap. Gj. 18, 6; 19, 9 o. a.), og at derved Menigheden er bleven helt eller overvejende hedningekristelig;• og man har sat dette i Forbindelse med, hvad den romerske Historieskriver Svetonius fortæller, at Kejser Klavdius »drev Jøderne ud af Rom, fordi de idelig gjorde Optøjer, tilskyndede af Krestus« (smlg. Ap. Gj. 18, 2). Det er nemlig gartske troligt, at' Svetonius (eller den Kilde, hvoraf han har øst sin Efterretning) kan have forvekslet det gængse Navn Krestus med det ukjendte »Kristus«, og at det kun er en Unøjagtighed, naar han siger, at denne Krestus »tilskyndede« Jøderne til Optøjer, istedenfor at det var Troen paa og Forkyndelsen af Kristus, der gav Anledning til de idelige Uroligheder. Ved disse Stridigheder og ved Jødernes Uddrivelse skulde da det afgørende Brud mellem Jøderne og den, kristne Menighed være sket. Alt dette er imidlertid kun Gisninger, om de end maa synes meget trolige. Men det visse er, at da Pavlus skrev sit Brev, bestod Menigheden for den allerstørste Del af Hedningekristne (se 1, 6. 13; 11, 13; 15, 16), om der end har været nogle Jødekristne iblandt dem (jfr. 15, 7-12). Og det samme stadfæstes derved, at da Pavlus senere kom til Rom, vare de derværende'Tøder helt ukjendte med Evangeliet, eller lode ialfald, som om de vare det (se Ap. Gj. 28, 21 f ), hvilket de ikke kunde have gjort, hvis ikke Menigheden der havde aldeles overvejende bestaaet af Hedningekristne.

Det fremgaar af 15, 25 ff., at Pavlus har skrevet dette Brev mod Slutningen af sin tredje Rejse, da han stod i Begreb med at rejse til Jerusalem med den Kjærlighedsgave, som var bleven indsamlet i Makedonien og Akaja, altsaa i Begyndelsen af Aar 59, og efter al Sandsynlighed i Korint (se 16, 1 Anm.). Pavlus plejede altid paa sine Missionsrejser at vende sig til de store Byer; thi havde Evangeliet først slaaet Rod der, vilde det snart brede sig til det omliggende Land. Derfor havde han ogsaa alt i mange Aar ønsket at komme til hele Rigets Hovedstad Rom, for ogsaa der at fuldbyrde sit Hverv som Hedningeapostel (se 1, 13-15; 15, 23; Ap. Gj. 19, 21). Men han var, hidtil bleven hindret deri, navnlig derved, at der endnu var Egne Osten for Rom, hvor Evangeliet ikke havde lydt. Nu var imidlertid hans Gjerning i disse Egne til Ende, og han havde derfor i Sinde, naar han havde udført sit Hverv i Jerusalem, at drage til Spanien og paa Gjennemrejsen at komme til Rom (15, 23-28). Og saa skriver han nu sit Brev til Menigheden i Rom for at fremme dens Vækst i kristelig Oplysning og Erkjendelse, og sikkerlig ogsaa for at den skulde lære ham og hans Forkyndelse at kjende, inden han selv kom til Rom.

Brevets Grundindhold er Guds frie Naade i Kristus og dens Magt til at frelse, hvor den modtages i Troen. Og derigjennem klarer Pavlus tillige de to Grundspørgsmaal, som det fremfor alt. for den ældste Kristenhed maatte være vigtigt at faa Klarhed over: o m Lovens Stilling i Guds Husholdning og de Kristnes Frihed fra hoven, og o m Israels Forskydelse. Ligesom næsten alle Pavlus's Breve falder dette Brev i en belærende og en formanende Del. Den første D el omfatter 1-11 Kap., hvori der, efter en Hilsen og Indledning (1, 1-17), som slutter med at udtale Brevets GrundÆmne: »Evangeliet er en Guds Kraft til Frelse for hver den, som tror», først vises, at alle, baade Hedninger og Jøder, ere Syndere og hjemfaldne til Guds Vrede, som Loven ikke kan 'frelse fra, da den kun fører til at erkjende Synden (1, 18-3, 20). Men.nu ved Evangeliet føres Mennesket ' uden Loven til Retfærdiggjørelse og Fred med Gud, i Kraft af Jesu Kristi Frelsergjerning, hvorimod Loven kun øger Synden (3, 21-5, 21). Og Evangeliet er en Guds Kraft til Helliggjørelse, fordi de troende staa under Naaden og ere frigjorte fra Loven, ved hvilken Mennesket førtes i des dybere Trældom under Synden, og fordi de føres af Guds Aand, som er os Pantet paa, at vi skulle naa den fuldkomne Frihed og Frelse (6-8 Kap.). At Israel er blevet forskudt, maa ikke vække Tvivl om Guds Trofasthed; thi da Frelsen alene hviler paa Guds frie Naade, men Israel vilde retfærdiggjøre sig ved egne Gjerninger, saa er Guds Frelses Ord blevet vendt til Hedningerne, dog kun for at Frelsen fra dem skal komme til Israel, naar Hedningernes Fylde er gaaet ind i Guds Rige (9-11 Kap.). Den anden D el (12-16 Kap.) indeholder Formaninger til Menigheden til som nye Mennesker at omgaas i indbyrdes Kjærlighed og Ydmyghed (12 13 Kap.), og til Overbærelse og kjærligt Hensyn til de svage Brødre, hvis Samvittighed følte sig tynget af forskjellige Ting, som Kristne ellers have Frihed til (14, 1-15, 13). Endelig sluttes der med en Del personlige Oplysninger og med Hilsener (15, 14-16, 27).

Skat Rørdam NT

Brevet til Romerne

Apostelen Pavlus
Brevet til Romerne
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16